Indledning.
Lige til sidste Halvdel af forrige Aarhundrede havde Tyskland ikke søgt Kolonierhvervelser skønt det havde betydelige Interesser i Afrika, hvor tyske Handelsfolk havde slaaet sig ned, og i hvis Indre tyske Opdagelsesrejsende som Barth, Schweinfurth, Gerhard Rohlfs og Nachtigal havde vundet Laurbær.

Tyskland blev dog alligevel den af de europæiske Magter, som først skyndte sig at erhverve Land i Afrika, da denne Verdensdels Deling begyndte.

Tyskland havde slet ingen Kolonier og havde ingen haft siden »den store Kurfyrste« af Brandenburg (1640—88) skabte en lille Flaade, og foranledigede nogle Kolonianlæg paa Guineakysten (1682), hvilke dog senere igen blev solgte af Kong Friedrich Wilhelm den Første til et hollandsk Kompagni for 6000 Dukater og — 12 unge Morianer, der skulde anvendes i den prøjsiske Armé som Trommeslagere og Hornblæsere.

Tiden gik, og Prøjsen voksede sig stor. Dog blev der ikke Tale om Koloniudvidelser. Bismarck sagde endog i 1871: »Jeg ønsker ingen Kolonier. For os Tyskere vilde fjærne Besiddelser nøjagtig være det samme som en Sobelskinds Pels er for visse polske Adelsslægter, der ikke har nogen Skjorte.« Rigskanslerens personlige Anskuelser stemmede overens med Nationens; thi denne syntes den Gang kun at have ringe Lyst til at vove sig ud paa eventyrlige Foretagender hinsides de store Have.

»Man skal ikke gruble over, hvad man kan faa fat paa,« sagde Bismarck, »thi Spørgsmaalet er blot, hvad man trænger til.« Imidlertid viste det sig, at tyske Handelsfolk ved egen Dygtighed og ved egne Kræfter havde brudt sig Baner blandt andet i Afrika; og fra dem lød Klager til Moderlandet over, at de savnede Beskyttelse. — Bismarck blev lidt efter lidt omdannet fil »Kolonimenneske«, idet han dog søgte at begrænse den tyske Aktion ved at opstille den Grundregel, at Private skulde gaa i Spidsen, saa skulde Staten træde hjælpende til.

De første Forsøg faldt dog ikke videre heldige ud, hverken paa Samoa eller i Sydvest-Afrika, men efterhaanden erhvervedes dog et mægtigt Landomraade, mest i Afrika; men ogsaa Kina (Kiautschou) og i Sydhavet.

Da Verdenskrigen udbrød havde Tysklands Kolonirige en samlet Udstrækning af 2,913,500 Kvadratkilometer med omkring 16 Millioner Mennesker, hvoraf kun 25,000 Hvide. Ifølge Dr. Zimmermanns Opgivelser (i »Die Kolonialreiche der Grossmåchte«) kom der heraf paa Afrika, 267,900 Kvadratkilometer med 14,860,000 Mennesker, hvoraf 20,000 Hvide, paa Kolonierne i Sydhavet 245,050 Kvadratkilometer med 622,000 Mennesker, og i Kiautschou 552 Kvadratkilometer med 169,000 Mennesker.

Dette Kolonirige har kostet Tyskland 2 Milliarder Mark, hvilke dels er dækkede ved ligefrem Tilskud fra det tyske Rige, dels ved Bidrag fra Kolonierne selv. Den Sum, som Handelsomsætningen i Kolonierne til- sidst androg, blev beregnet til 435,400,000 Mark. Deraf kom 211.710.000 Mark paa de afrikanske Kolonier,
195.440.000 paa Kiautschou og 28,497,000 paa Sydhavsøerne.

Omsætningen havde fordoblet sig i Løbet af de sidste fem Aar, og der var Udsigt til yderligere stærk Stigning, navnlig som Følge af Kautschukindvindingen samt de store Indtægter, som Diamantvindingen i Sydafrika bragte.

Ganske vist var Tysklands egen Handel med sine Kolonier endnu stadig forsvindende lille, i Sammenligning med dette Riges samlede Vareomsætning, der androg 18 Milliarder Mark. Den naaede nemlig ikke en Gang op til Tysklands Vareomsætning med Danmark, og stod langt tilbage for den med Schweiz eller Belgien. Plantagedrift og Bjergværksdrift i Kolonierne gav gode Udsigter og tydede paa yderligere Stigning af Omsætningen. Et særligt Vidnesbyrd om Tyskernes energiske Arbejde for at bringe Kolonierne frem, viF man faa ved at gøre sig bekendt med Jærnbanevæsenets Udvikling. I Løbet af faa Aar var der bleven bygget 4,606 km Banelinie, deraf alene 2126 i Sydvestafrika og 1199 i Østafrika og yderligere 700 km var under Bygning, da Verdenskrigen kom.

Belgien havde straks den 7. August 1914 forsøgt overfor England og Frankrig, ligesom Tyskland lidt senere overfor de forenede Stater, at faa Kongobækkenet erklæret neutralti Henhold til Bestemmelser, som var optagne i Berliner Traktaten angaaende Kongostatens Oprettelse, og hvilke Bismarck med stor Forudseenhed havde foranlediget, blev indsat. Var disse Bestemmelser blevne respekterede, vilde Neutralitetserklæringen, foruden Kongostaten, have omfattet visse Afsnit af tysk Østafrika og Kamerun; men det laa ikke i Englands og Frankrigs Interesse at faa neutrale Omraader i Afrika, og desuden paastod de, at Tyskerne allerede havde aabnet Fjendtlighederne, hvilket disse dog benægtede med Tilføjende, at Belgierne havde overfaldet den tyske Toldstation Singa paa Ubangi allerede Natten mellem den 7. og 8. August, hvilket dog vistnok ikke er i Overensstemmelse med de faktiske Forhold. Den nordamerikanske Regering lod Tyskland vide, at da den ikke havde ratificeret Kongotraktaten, vilde den ikke blande sig i Sagen. Tyskland trængte paa og henviste til Ret og Billighed, og til Slutning erklærede Nordamerika sig villig til »uden nogensomhelst Anmærkning« at ville videresende det tyske Forslag; men dette førte ikke til noget. De allierede Magter — nu ogsaa Belgien — vilde ikke gaa ind paa Kongobækkenets Neutralisering.

Krigen i Afrika var desuden allerede i fuld Gang, og hvad Bismarck havde frygtet skulde ske, var netop sket:

De tyske Kolonier var blevne afskaarne fra Moderlandet og komne i en yderst vanskelig, isoleret Stilling, saa de, trods tappert Forsvar af ikke store — i visse Tilfælde endog ganske minimale — Stridskræfter, laa under for fjendtlig Overmagt.

Den 8. August begyndte Englænderne Beskydningen af Dåre s salam paa Kysten af Tysk Østafrika; midt i Maa- neden erobrede de den tyske Damper »Hermann von Wissmann« paa Nyassasøen, ligesom de overfaldt tyske Stationer i Kamerun og Togoland. Den 22. August bombarderede den tyske Damper »Hedvig von Wissmann« den belgiske Havn Lukuga (Albertville) ved Tan- ganjikasøen o. s. v.

Der fandt nu snart større Angreb Sted paa alle de tyske Kolonier — bl. a. for at uskadeliggøre de derværende traadløse Telegraf stationer; men selvfølgelig navnlig for at komme i Besiddelse af Landomraa- derne. Togo, Kamerun og Tys k-0 stafrikas Kyst var de første Maal, de Allierede satte sig — lidt senere blev Sydvestafrikas Havne og Sydhavskp- lonierne angrebne.

Britiske, franske og belgiske Kolonitropper, hvis Antal overgik de tyske Besætningstropper, blev satte i Bevægelse mod de afrikanske Kolonier, japanske Stridskræfter, hjulpet af en lille engelsk Styrke gik løs paa Kiautschou, og Japan og Australien gjorde sig tilgode i Sydhavet.

Tyskerne gjorde overalt den Modstand, de kunde, og deres faa Hjælpekrydsere og Krigsskibe i fremmede Farvande hjalp til; men de blev snart overvældede. Uden større Kampe faldt To go land, som kun forsvaredes af en lille sort Politistyrke med hvide Befalingsmænd — de ubeskyttede Sydhavsøer gik det ligesaa. Derimod blev der i Kamerun, Østafrika og Sydvestafrika og frem for alt i det befæstede Tsingtau i Kiautschou ydet haardnakket Modstand. Det kom paa sidstnævnte Sted for Japanerne an paa, ikke blot at styrke deres Stilling over for Kina, men og- saa paa at hævne sig paa Tyskland for dets Indblanding i den kinesisk-japanske Krig. Over for den fjendtlige Overmagt, og skønt Kolonierne var afskaaret fra Havet, holdt Tsingtau sig i Maaneder, i Haab om at den europæiske Krig skulde blive tilendebragt; men da det ikke skete, og da alle Hjælpekilder var udtømte, kapitulerede Fæstningen i November Maa- ned 1914. Japanerne anerkendte den Tapperhed, som deres Modstandere havde udvist, og bevilgede dem ærefulde Betingelser for Overgivelsen.

Vedrørende de ganske ubeskyttede Sydhavs kolonier havde man fra tysk Side ikke gjort Regning paa her at yde Modstand. Ikke desto mindre kæmpede de smaa Politistyrker, som befandt sig paa forskellige Steder, tappert, men selvfølgelig frugtesløst. Uden Anstrengelser bemægtigede Englænderne sig derfor Samoa og Australierne Ny-Guine 3 og Bismarck-Arkipelaget, endelig tog Japanerne Marschall-Øerne, Karolinerne, Marianerne og Palau, uden at hverken Englænderne eller Nordamerikanerne — som ellers skinsygt havde vaaget over, at Japan ikke udstrakte sit Herredømme eller sin Indflydelse i Stillehavet — sagde et Ord dertil. Siden den russisk-japanske Krig besad Japan et Kolonirige paa 291,266 Kv.-Km (Korea, Formos a, Sydsachalin, Kvantung-Halvøen) med ca. 18 Millioner Mennesker; nu fik det en Tilvækst paa 2476 Kv.-Km. med 60,000 Indbyggere i Sydhavet og desuden Kiautschous 552 Kv.-Km. med knap 40,000 Mennesker.

Ifølge Dagbladsefterretninger skal det japanske Kolonirige i Efteraaret 1915 endnu have faaet en ikke uvigtig Tilvækst. Det paastaas nemlig, at Rusland, til Gengæld for den Støtte, som Japan har ydet Kejserriget ved Levering af Vaaben og Krigsfornødenheder, har faaet afstaaet den nordlige Halvdel af Sachalin. Forholder det sig rigtigt, er det en yderligere Tilvækst af 37,990 Kv.-Km. med 13,800 Indbyggere.

Saaledes som Forholdene stiller sig i det Stille Ocean, vil Japans Magt en skønne Dag bliye meget følelig — thi nu er det bleven den stærkeste Militær- og Sømagt i det Stille Hav. Det staar i venskabelig Forbindelse med Mexiko, som tørster efter Hævn over for de Nordamerikanske Fristater, og det har ved sin Allierede, Englands Hjælp faaet fast Fod i Stillehavet. Dette Forhold har saa meget større Betydning for Japan, som Nordamerika, hvis Panamakanalen .kan bruges, — hvorom der jo f. T. hersker Tvivl — gennem denne har Udsigt til at konkurrere om Magten i Stillehavet. Tyskernes Forsvinden fra Stillehavets Kyster vil — det kan ikke skjules — maaske blive til Skade for den hvide Race, hvis det bliver Japan, som tager Arven op.

Det var den berømte Afrikarejsende Dr. Gustav Nachtigall, som i 1885 ombord i »Möwe« hejste det tyske Flag adskillige Steder i Guineabugten, kort forinden han døde ved Kap Palmas. Fra den Lejlighed skriver Tysklands Herredømme i Togoland og Kamerun sig:

Overalt i Guineabugten havde Englænderne søgt at lægge tyske Handlende Hindringer i Vejen og at rejse de Indfødte mod dem. Da »Möwe« igen var afsejlet, begyndte de atter; men nu kom en tysk Eskadre og reddede Situationen.

Den 13. Oktober 1884 bekendtgjorde Rigskansleren, at Tysk» land havde oprettet Protektorater over Togo og Kat merun med den tilgrænsende Kyst samt over »Hinterlandet«. Kong Bell i Kamerun »befriedes for sine Herskerpligter« mod at beholde Kongetitlen. Efter engelsk Mønster fik han en passende Åars-Appanage. Han døde i 1898, efterladende 25 sørgende Enker.

Togoland, Tysklands mindste Koloni i Afrika, er 87,200 Kv.» Km. stor med ca. 1 Million Indbyggere. Den ligger mellem fransk Dahomé og den engelske Gold Coast Colony. Man har tidligere kaldt Togoland »Das Musterländle«, fordi det længe var den eneste tyske Koloni, som selv afholdt alle sine Administrationsomkostninger; senere har Tiderne forandret sig, og man er, og- saa i Tyskland, kommen dertil, at man ikke blot bedømmer en Kolonis Værdi efter de Indtægter, den i Øjeblikket direkte giver; men 'ogsaa efter de Muligheder, den byder for Fremtiden.

Med Hensyn til Anlæggelsen af europæiske Plantager staar Togoland bag alle andre tyske Kolonier. Medens der saaledes i Tysk Østafrika er indtaget 81.831 Hektar til Kultur af Europæere, i Kamerun 19,999 og selv paa den lille Samoa Ø 8353 Hektar, indskrænker det Fladrum, som er indtaget i Togoland, sig til kun 1071 Hektar. Det er de Indfødte selv, som tilvejebringer, hvad der kommer fra Togoland, hovedsagelig Olie fra Palmetræer, Kakao og Bomuld; Togos Handel beløb sig i Aaret 1912 til 21,5 Million Mark, hvoraf 11,5 Million var Indførsel, 10 Millioner Udførsel.

 

Den 54 Kilometer lange Kyst bestaar af sandede Flader med
tornet Buskads og enkelte Lunde af Kokospalmer. Bag denne smalle Tarm breder sig et stort Ferskvandshav, og bag dette stiger Landet med bølgeformet Terræn. Det Indre er bjærgfuldt, og Klimaet er meget usundt for Europæere. Vegetationen er tropisk, rig og yppig. Vildt findes i Mængde, og Kvæg holdes overalt. Befolkningen er tilmed ret dygtige Agerbrugere.

Det var Tyskerne Haab, at Kolonien skulde blive udstrakt helt ind til Nigeren for at man kunde drage Fordel af denne glimrende Hatidelsaarfe; men det lykkedes ikke. Rigskansler Caprivi, som ikke interesserede sig for Kolonierne, saa roligt paa, at Franskmændene lukkede Adgangen til Nigeren for Tyskerne. Først i 1897 blev der sluttet en Overenskomst mellem Tyskland og Frankrig — den bragte ikke sidstnævnte nærmere til Nigeren; man trøstede sig med, at det attraaede Landomraade var: »tyndt befolket!«

Kolonien betaler sig, i Modsætning til tysk Sydvestafrika, særdeles godt; men det har kostet Møje og Penge at skaffe Fred og ordnede Tilstande i den. En Række Militærstationer er anlagte, ogsaa langt inde i Landet, hvorfra de Indfødte holdes i Ave. Oliepalmer og Kautschuklianer vokser i Kystegenene og giver en højst værdifuld Udførselsvare; længere inde i Landet aftager de. Den vigtigste af Togos Kulturplanter er dog J amsen, som trives godt inde i Landet. Beboerne i Togoland er Negre, som Tyskerne har forstaaet at komme ganske godt ud af det med. De har mange Byer inde i Landet med indtil en halv Snes Tusind Indbyggere. Ialt andrager Befolkningen l'A Million Mennesker med kun meget faa hvide, eftersom Klimaet er dødbringende for dem.

Ved Kysten ligger Lorne, Administationens Sæde. Af andre Stationer skal nævnes Bagida, ligeledes paa Kysten, Togo ved Togo Søen, Misahöhe, ca. 100 miles inde i Landet, og B i s- marcksburg inde i Højlandet. Jærnbanen løber fra Lorne til Lille Popo langs Kysten og fra Lorne ind i Landet til Misahbhe, og der er iøvrigt 800 miles banet Vej i Landet. Ved Kamina fandtes en traadløs Telegrafstation, som korresponderede med de øvrige tyske Kolonier i Afrika og med Berlin. Den laa i Nærheden af Atakpamé, Banens Endepunkt.

Da Forholdene i Europa i Juli Maaned 1914 tegnede til Krig, forberedte Major von Döring, som var midlertidig Guvernør og Øverstbefalende i Togoland, en Ekspedition ind i fransk Dahomé i den Tro, at Storbritannien ikke blev indviklet 1 Krig; men han kom snart ud af sin Vildfarelse og opgav sin Plan. Aldrig saa snart havde Telegrafen bragt Efterretning til Guvernørerne i Dahomé og paa Guldkysten om Krigserklæringen d. 4. August 1914, før der planlagdes Angreb paa Togoland. Et Par Dage efter ankom en britisk Krydser foran Lorne, og fra Guldkysten sendtes en Parlamentær dertil for at opfordre Major von Döring til at overgive Landet, da Situationen for ham var haabløs. Tyskerne rømmede den sydlige Del af Landet; men forinden Briterne kunde besætte den, var den lille Styrke, som bestod af 60 Europæere og ca. 400 indfødte Soldater, med Banen gaaet ind i Landet mod Atakpame for at forsvare den traadløse Telegrafstation. Fra Guld-Kyst Kolonien sendtes nu en lille Ekspedition under Kommando af Kaptain Bryant med sorte Soldater af Guld- Kyst Regimentet og med hvide Officerer ind i Togoland. Samtidig rykkede (d. 6. Aug.) en fransk Styrke ind i Landet fra den modsatte Side, i Nærheden af Kysten.

Den tyske Guvernør forsøgte, ifølge telegrafisk Ordre fra Regeringen i Berlin, at faa udvirket, at Kolonierne ved Guinea- bugten forblev neutrale under Verdenskrigen, hvilket der ikke blev taget Flensyn til. Tyskerne ønskede aabenbart navnlig at bevare den traadløse Telegrafstation ved Kamina, som var Mellemled mellem de andre af samme Art i Afrika og Berlin.

Kaptajn Bryant, som fik midlertidig Rang som Oberstløjtnant, blev udnævnt til Øverstbefalende for de britiske og franske Styrker i Togoland, og den franske Kaptajn Ca- staing med 150 Senegalensere og 8 Officerer besatte S. 0. Togoland. Bryant var landet den 12. August ved Lorne med 2 Kompagnier af Guld-Kyst Regimentet, Maskinskyts osv. Ialt androg den britiske Styrke 57 Europæere, 535 Indfødte med 2000 Bærere og Arbejdere.

Styrken gik med Banen op Nord paa og fik Forbindelse med Fjenden den 15. August, samme Dag slog et Kommando under Kapt. Potter en overlegen Styrke ved at gaa ind mellem denne og von Dörings Styrke.

Fremrykningen fortsattes. Franskmændene stødte til, og den 22. leveredes en Kamp om Jernbanebroen over Floden Chra, hvor Tyskerne stod med 60 Europæere og 400 indfødte Soldater i en stærk Stilling. I den tætte Skov kunde Samvirken ikke tilvejebringes, og Fjenden holdt Stillingen til om Natten, da han forsvandt — aabenbart fordi von Döring havde erfaret, at en anden fransk Styrke under Major Maroix kom ham i Flanken Øst fra — den var nu kun to Dages March borte fra Kamina. De Allierede havde haft et Tab af 17 Procent af deres Styrke, hvilket viser, hvor alvorlig Kampen var. De døde blev begravet paa Stedet.
Naten mellem den 24. og 25. August hørtes der i de Allieredes Lejr voldsomme Eksplosioner i Retning af Kamina, og da Dagen gryede, viste det sig at den traadlose Stations Mast var forsvunden — odelagt af Tyskerne selv. Ved Kamina var der 200 tyske civile og militære Personer, som var beredte til at kæmpe til det Yderste — der var Vaaben og Ammunition nok; men Major von Döring havde opgivet at holde Stand. Den 25. sendte han en Officer til Oberstlt. Bryant med Tilbud om at overgive sig betingelsesvis; men der blev svaret: »uden Betingelser«. Den 26. gik saa von Döring ind herpaa, og Kamina blev besat. Bryant blev udnævnt til virkelig Major (stadig med Titel af Oberstløjtnant) og blev dekoreret til Tak for den hurtige Kampagne.

Imidlertid havde britiske og franske Kolonner besat den nordlige Del af Togoland — ogsaa her gik det rapt fra Ifaan- den. Major Marlow med kun 8 Mand besatte saaledes Jendi, idet den tyske Chef, som var bleven vildledt af Spejdere, troede der var en stor Styrke imod ham. Resten af Landet her blev erobret af godt 600 Franskmænd under Kaptajn Bouchez. I 20 Dage marcherede de hid og did 310 miles ialt. Flere af de tyske indfodte Soldater gik over til Englænderne.

En Del indfodte Høvdinger fra fransk Omraade kom med deres Frivillige og tilbod Briterne deres Tjeneste mod Tyskerne. Oberst Bryant brugte dog ingen Partigængere, men tog Hjælp paa anden Maade af de engelskvenlige Indfodte. Høvdingerne paa Guldkysten og i Ashanti bidrog endvidere store Summer til Krigen.
En alvorlig Anklage kan rejses mod Major von Döring og Dr. Grüner (Chef i Misahöhe Distriktet) for at have brugt eksplosive Kugler.
Felttoget i Togaland var til Ende, hurtigt og let.

Kamerun.
„Historien om enjoesværlig Erobring".

Under denne Titel har »Times« nys offentliggjort et Uddrag af Generalmajor Sir C. Dobells Beretning om Erobringen af Kamerun, hvilken, som Generalen udtrykker sig, »ikke var noget let Foretagende«.

Hamborgske Købmænd, især Firmaet Woermann, som endnu eksisterer, drev allerede i Firserne Handel paa Kameruns Kyst, især ved Duala; men Tilstandene var usikre. De søgte Bismarck om Beskyttelse. Følgen blev, som berørt, at Kamerun blev erhvervet af Tyskerne.

Dr. Gustav Nachtigal afsluttede Traktater bl. a. med Kong Bell i Bell Town, nu Duala (15. Juli"1884). Kong Bell, hvis rigtige Navn var Mbeli, havde haft at gøre med Englænderne forud, og en engelsk Kanonbaad befandt sig i Farvandet; men de havde ikke skyndt sig at lægge Haand paa Landet, og nu kom lyskerne dem i Forkøbet og erobrede senere efterhaanden større og større Omraader.

Tyskerne sendte samme Aar en Eskadre under Admiral Knorr til Kamerun. Ombord i Skibet »Bismarck« befandt sig den senere Admiral von Scheer, som kommanderede den tyske Elaade i Søslaget i Nordsøen den 31. Maj 1916. Kolonien gennemgik svære Kriser, som Følge af det tyske mindre gode Regimente. I 1906 maatte Regeringen hjemkalde Guvernøren Hr. von Puttkamer. Hans Efterfølger blev Dr. Seitz, der siden blev Guvernør i lysk Sydvestairika, som han i 1915 maatte overgive til Louis Botha.
Kamerun har et Areal paa 480,600 Kv.-Km. med 2,678,700 Indbyggere, hvoraf 1455 Hvide.

Mod Vest grænser Kamerun til Britisk Nigeria, og den Grænse er ikke bleven forandret, hvad der imidlertid er Tilfældet med Øst og Sydøstgrænsen, hvor Kolonien grænser til fransk Equatoriat Alrika (rransk Kongo), hvor der har været foretaget betydelige Ændringer ifølge gensidig Overenskomst mellem Frankrig og lyskiand af Hensyn til Vandvejene, som begge Stater søgte at faa saa gunstige som muligt. Tyskerne fik i Nordøst Adgang til Schari-Flouen, den vigtigste og største Biilod til 'lschad-Søen, og i Sydøst til Øvre Sanga, en sejlbar Biflod til Kongolloden. I 1908 ioretoges en Ændring af Grænsen, idet Tyskland gav Afkald paa en Del al Schari-Kegionen mod at faa bedre forhold i Sanga-Distriktet.

Nu kom Agadir Krisen, som endte med Overenskomsten i 1911, ved hvilken Frankrig, til Gengæld for at det beholdt frie Hænder i Marokko maatte afstaa en betydelig Del af fransk Kongo, hvorved Tyskerne navnlig gennem to Tunger Land fik Adgang til Kongo og Ubangi (Biflod til Kongo), for førstnævntes Vedkommende gennem nedre Sanga, for sidstnævnte gennem Lobaye.

Moopa ligger Øst for Durne, Bertua N. f. Dume, Molundu N. V. f. Uesso og N. Zimu ikke langt fra Uesso.
Herved opnaaede Tyskland at blive Nabo til den af det saa attraaede Kongostat. I Frankrig opvakte denne Afstaaelse af Land megen Uvillie, eftersom det netop drejede sig om Distrikter, hvortil der knyttede sig Erindringer om franske Rejsendes Bedrifter (Brazza m. fl.) Man kaldte derfor det afstaaede Land for »det afrikanske Elsass-Lothringen«. I Tyskland paastod man, at det man fik, var en daarlig Erstatning for Marokko. Ved Reguleringen blev den lille spanske Koloni, Spansk Guinea eller Muni helt omgivet af tysk Terræn.
Kamerun er et Tropeland med et for Europæere meget usundt Klima. Det optages i et bredt Bælte fra Kysten ind efter af tætte Urskove, som fortsættes i et Højplateau. Kysten har gode Havne. Ved den hæver det skønne Kamerun-Fjæld sig 13,000 engelske Fod; det er en Vulkan og det højeste Punkt i hele Vestafrika. Fra Fod til Top er det bedækket med tætte Skove.

Befolkningen bestaar af Negre, mest af Bantu Racen, blandt hvilke der findes Menneskeædere. I den nordlige Del af Landet findes Folk af Fulberacen og Haussaracen.

Buea, skønt beliggende paa Kamerun Bjærgets Skraaninger, er Hovedstad og Guvernørens Sæde, men det nærliggende D u a 1 a er den største Handelsplads, hvortil Skibe kan gaa op gennem Floden og Indløbet.

Andre Byer er Victoria, Batanga og Campo ved Kysten, Garua ved Benue Floden i Nærheden af Grænsen til Nigeria. Ngaundere og j ",.: ude er større Byer i det Indre.

Kameruns vigtigste i Udførselsartikkel er Kautschuk. — Det indre af Landet er rigt paa Oljeplanter, og Jams dyrkes meget. Mange Egne, især i Sydkamerun, hjemsøges af den frygtelige Sovesyge, som fremkaldes af Tsetse-Fluens Stik, idet nogle smaa mikroskopiske Snyltere ved denne overføres i Dyrs og Menneskers Blod.

Ifølge officielle Meddelelser bestod den tyske Styrke i Kamerun af ca. 200 tyske og 2000 indfødte Soldater, hvortil kom en bevæbnet Politistyrke paa 40 Tyskere og 1250 Indfodte; men Englænderne anslaar Antallet af Indfødte, som blev anvendte af Tyskerne, til ca. 20,000 Mand, ligesom de angiver Antallet af Tyskere under Vaaben til 3000 Mand. Dette forholdsvis store Antal skal være opnaaet ved at indrullere alle voksne Tyskere i Kolonien og desuden Besætningerne paa de tyske Handelsskibe, som sejlede ind til Kamerun, da Krigen kom. Hvis disse Angivelser er rigtige, vil man forstaa, at de ikke alle kunde være vel uddannede.

Oberst Zimmermann var Chef for den Hærstyrke, der skulde forsvare Kolonien. Han viste sig som en dygtig og resolut Soldat, der aftvang Fjenderne Agtelse. Generalguvernør i Kamerun var en Hr. Ebermaier. Han ankom den 5. August fra Buea til Duala, hvor Oberst Zimmermann var i Færd med at ordne Forsvaret bl. a. ved Mineudlægning i Farvandet. Samtidig rykkede tyske Kolonner frem mod Ubangi og Kongo som en Trussel mod belgisk Territorium.
Generalguvernøren i Kongostaten, Fucks, fik Ordre til at hjælpe Franskmændene i Equatorial Provinsen mod Tyskerne i Kamerun, og den 30. September blev der stillet nogle belgiske Styrker til Raadighed for Generalguvernøren i fransk Equatorial-Afrika, Merlin.

De første Fjendtligheder blev ganske lokale i Grænseegnene og fik ingen videre Betydning, men snart udviklede der sig et regelret k on centreret Angreb paa Kamerun. I Slutningen af September Maaned 1914 var en Engelsk- Fransk Ekspeditionsstyrke under Kommando af General Dobell mødt op foran Duala. Den bestod til at begynde med af ialt 4300 Mand britiske og franske sorte Kolonitropper med hvide Officerer. Franskmændene stod under Oberst Mayer.

Da denne Ekspeditionsstyrke landede ved Duala, var franske Kolonner under General Aymerich allerede under Fremrykning fra Sydøst og Øst op igennem de Landtunger, som Tyskerne havde faaet afstaaet i 1911.

Paa Grænsen til Nigeria havde britiske Kolonner, som var rykket ind i Kamerun, lidt alvorlige Tab, saa de maatte holde sig til Defensiven.
Fra Egnen ved Tschad havde Oberst Largeau med en fransk Styrke taget Kusseri, efter at et første Forsøg herpaa var glippet. Obersten blev senere udnævnt til General og afgik til Frankrig, hvor han faldt ved Verdun.

Krigsskibe havde demonstreret paa forskellige Steder nær ved Victoria, en Havn ved Foden af Kamerun Bjærget.
Gennem deres traadløse Telegrafstation var Tyskerne paa det rene med, at Krigsskibe var undervejs. Den 30. August meldtes en britisk Krydser ved Fernando Po i Bugten tæt ved Duala, og man beredte sig til Forsvar. Efterhaanden kom flere britiske Krigsskibe og med dem Ekspeditionsstyrken under General Dobell. Indløbet til Duala forceredes, og da Tyskerne forgæves var bleven opfordret til at overgive Kolonien, blev Duala bombarderet den 26. September.
Oberst Zimmermann forlod nu Duala med et Jernbanetog — Guvernøren var allerede borte — og der efterlodes kun en ringe Styrke under Løjtnant Noth nagel, som den 27. overgav Duala med alle de mange Skibe, som var opankret her, deriblandt 9 store og gode, hvoraf de 8 tilhørte Handelshuset Woermann.

Oberst Zimmermann havde besluttet sig til at opgive Kystegnene, som dog ikke kunde holdes, og trække sig ind i Landet, hvor han fra en Centralstilling kunde imødegaa de Angreb, som han snart kunde vente saa at sige fra alle Sider. Med stor Dygtighed lykkedes det ham i halvandet Aar at holde Kolonien, idet han paa den mest energiske Maade opererede snart her, snart der mod Angriberne.

Tyskerne stod ikke paa nogen god Fod med Befolkningen, navnlig ikke i Kystegnene, og det blev da ogsaa en medvirkende Grund til, at de saa hurtigt, da Krigen kom, forlod disse og trak sig ind i Landet. I den nordlige Del af Kamerun, hvor mange af Indbyggerne er Muhamedanere, findes flere Sultaner, med hvilke Tyskerne bedre havde forstaaet at komme paa en god Fod. En af dem hjalp dem endog i Krigen mod Englænderne.

Duala blev nu af de Allierede gjort til Operationsbasis. Herfra udgaar to Baner, en i nordlig og en i østlig Retning. Paa disse fandt de første større Kampe Sted. General Dobell udtaler i sin Rapport, at hverken Klimaet eller Landets Karakter begunstigede et Angreb paa de fjendtlige Stridskræfter, hvortil man fra tysk Side har bemærket — og med god Ret — at disse Forhold ogsaa var til Skade for Forsvaret.

Officerer og Soldater stod over for de vanskeligste Forhold: Den tropiske Regn strømmede stadig ned, og Veje var der, udenfor Banerne, ingen af, knap nok Stier, gennem de tætte Urskove, som bedækkede Landet. Selve Omegnen af Duala var typisk for den største Del af Kamerun. En Undtagelse herfra dannedes næsten kun af Landet indenfor Nordbanens Endepunkt, hvor Klimaet, som Følge af de større Højder, var sundere og Landet mere aabent. Men iøvrigt er hele Kysten og Landet indtil 150 engelske Mil derfra ensformige, næsten uigennemtrængelige Urskove, gennem hvilke der flyder Floder som Wuri, Sanaga og Njong, der danner alvorlige Hindringer i militær Henseende. Naar man endelig kommer ud af denne Urskov, forandrer Landets Udseende sig. Man har nu naaet Græsland, og man kan her faa Levnedsmidler og Kvæg. Nord for Duala og Øst for Nordbanen blev Jabass i besat i Oktober 1914, dog efter at Briternes Stridskræfter først var bleven slaaede en Gang. Dobell antyder i sin Rapport, at Grunden var den, at det var første Gang, deres indfødte Tropper kom til at staa overfor fjendtligt regulært Fodfolk. Tyskerne hævder, at dette ogsaa bestod af indfødte Tropper. En anden engelsk Kolonne besatte Njamtan, ikke langt fra Jabassi.

Det næste Maal var Edea ved Sydøst-Banen, som blev besat den 26. Oktbr. 1914, efter at tre Kolonner fra hver sin Side var rykket mod dette Sted. Samtidig blev Buea, Victoria og Soppo i Kystegnen Vest for Duala besatte, ligesom der foretoges et Fremstød langs Nordbanen af en Kolonne under Oberst Georges. Denne naaede, efter jævnlige Kampe, den 10. December 1914 Banens Endepunkt ved Nkong-Samba.

Der erobredes her to Aeroplaner, de første, som var komne til Vestafrika.

I Begyndelsen af Aaret 1915 var Situationen følgende: Engelske Tropper holdt Duala, Nordbanen med Bare, Victoria og Dikombe (en befæstet Post S.-V. for Jabassi), medens franske Tropper under Oberst Mayer holdt Sydøstbanen (»die Mitellandsbahn«) med Edea, hvor de, den 5. Januar, blev voldsomt angrebne, men dog holdt Stand.

General Dobell forlangte Forstærkninger, da han følte sig for svag til at kunne gøre det af med sin dygtige Modstander, som stadig gjorde offensive Fremstød. Forstærkningerne ankom i Februar. General Cunliffe var imidlertid bleven udnævnt til Øverstkommanderende over de franske og britiske Tropper i Nord Kamerun, og han ankom i Januar til Duala for at konferere med General Dobell. Det blev bestemt at føre Kampen i de nordlige Egne med større Kraft end hidtil; thi ogsaa her havde Tyskerne vist stor Handledygtighed.

I Slutningen af Aaret 1914 var, som berørt, Franskmænd under General Aymerich samt belgiske Tropper fra fransk Equatorialafrika rykket ind i den sydlige og sydøstlige Del af Kamerun.

 

I den nordlige Del af samme var en allieret Styrke fuldt beskæftiget med at indeslutte Mora og Garua (170 miles Syd for samme). I Omegnen af Ossidinge (N. for Duala i Nærheden af Grænsen til Nigeria) stod engelske Tropper fra Nigeria over for Tyskerne.
Dobell udtaler:

»Til Trods for det store Antal britiske, franske og belgiske Tropper, som befandt sig i Landet, var det umuligt i Øjeblikket at bringe dem til Samvirken som Følge af de store Afstande, over hvilke de var spredt, og fordi det var umuligt at tilvejebringe Forbindelse mellem de enkelte Chefer.«

Fremrykningen mod Jaunde mislykkes. I Marts Maaned 1915 blev der i Duala afholdt en Sammenkomst mellem de Allieredes Chefer for at aftale det nødvendige angaaende en fælles Fremrykning mod Jaunde, det daværende Sæde for den tyske Forvaltning. Alle de engelske Tropper, der kunde raades over, blev sammendragne i Egnen Øst for Duala og vest for Jaunde ved Kele-Floden, hvorfra Fremrykningen skulde finde Sted, men det viste sig snart, siger Dobell, at Fjenden fra andre Dele af Kolonien, som derved blottedes, havde hidkaldt Tropper for at kunne imodegaa de Allieredes Styrker. Den 1. Maj 1915 var Forbindelsen imellem Oberst Mayers franske og General Dobells engelske Styrker bleven tilvejebragt ved Wum Biagas; men den franske Fremmarsch fra Equatorialafrika var ikke gaaet saa godt og hurtigt, som man kunde vente, og endnu den 11. Maj var hverken Dume eller Lomie, Øst for Jaunde, bleven besat af disse.

Ikke desto mindre blev det bestemt, at Briterne skulde rykke frem mod Jaunde uden Hensyn til de klimatiske Vanskeligheder og de mange Syge.

At Forsøget paa at naa Jaunde under disse Omstændigheder slog fejl, er ikke til at undres over. Marchen maatte ske gennem næsten uigennemtrængeligt Krat, og Tyskerne hemmede den meget ved at indtage Forsvarsstillinger.

Ved enhver Bøjning paa Vejene modtoges Kolonnen af Ild fra Maskinskyts, dens Forbindelser bagud blev angrebne —; og til Slutning standsede al Fremrykning som Følge af Fjendens haardnakkede Modstand og egne Troppers Sygdom. Tilbagetog mod Vest i Retning af Kele-Afsnittet blev derfor besluttet.

Som Følge af Regntiden fulgte der nu en Periode, i hvilken Operationerne standsede.

Den mislykkede Fremrykning mod Jaunde faldt sammen med de engelsk-franske Troppers Operationer i den nordlige Del af Kamerun, hvor de efter nogen Modgang tilsidst fik Held; men ogsaa her viste Tyskerne sig som tapre og dygtige Modstandere.

Angrebene fra Nord og Vest. Ifølge Instruktion fra Generalguvernøren i Nigeria Sir Frederick Lugard blev der sendt tre Kolonner ind i Kamerun; men Styrkerne var smaa; de gik alle over Grænsen den 25. August.

1) Den nordligste Kolonne under Kapt. Fox søgte at tage Mora ved et Stormangreb, som mislykkedes. Nu kom en fransk Kolonne under Oberst Brisset til fra Nord og forsøgte sig, ligeledes uden Held, da Fjenden gjorde Kontra-Attaker. Kampen var meget haard, og Tyskerne bad om Vaabenstilstand for at begrave deres Døde. Kapt.

Fox blev nu ved Mora og blokerede Stedet, medens Oberst Brisset rykkede Syd paa mod den betydelige muhamedanske By Marua. Han drev en tysk Styrke tilbage, som var sendt ud fra Marua for at undsætte Mora, derpaa angreb han selve Marua. Den tyske Kommandant rømmede Byen og trak sig beskyttet af natligt Mørke Syd paa i Retning af Garua. Dette hændte den 12. December 1914.

Den nordlige Del af Kamerun var dermed besat med Undtagelse af Mora, som tappert holdt sig. Lige til August 1915 blokerede Briterne Byen, og mellem 23. August og 15. September forsøgte General Cunliffe forgæves at storme den; men det lykkedes ham ikke at tage den, og den holdt sig lige til Kamerun Felttogets Slutning.

2) En anden Kolonne under Oberstløjtnant Maclear rykkede ud fra Jola og angreb Garua den 30. August om Natten. Et Fort blev vel taget, men ved Daggry gjorde Fjenden Modangreb og Briterne maatte vige. Kampen var haard. Oberstløjtnant Maclear og 3 andre Officerer faldt, 3 blev saarede (en af dem døde) og 2 Læger blev fangne. De indfødte Tropper led store Tab, og Kolonnen maatte gaa tilbage til Jola.

Senere paa Aaret blev Jola-Kolonnen stillet under Kommando af Oberstløjtnant Webb-Bowen, og der sendtes atter en Styrke frem mod Garua. Den forenede sig med den franske Kolonne under Oberst B risset, som havde faaet Forstærkninger fra General Largeau. Der gjordes dog intet Forsøg paa at tage Garua, og Situationen her forblev uforandret lige til April 1915.

3) Det gik den tredje Nigeria-Kolonne endnu værre. Oberstløjtnant Mair gik ud fra I kom i Cross-River Distriktet, besatte Nsanakang lige hinsides Grænsen. Den 6. September blev en Del af Kolonnen her overfaldet af en meget overlegen Styrke, som kom fra Duala, og sprængtes. Kun to Officerer og 90 indfødte Soldater slog sig igennem med Bajonetten. Tabene var iøvrigt 168 Mand. Ogsaa Tyskerne led store Tab.

Oberst Mair blev dog istand til senere igen at besætte Nsanakang, hvorfra han rykkede frem og besatte Ossidinge, hvorfra han i December 1914 og Januar 1915 gjorde et Fremstød for derefter at trække sig tilbage.

I Februar Maaned 1915 overtog General Cunliffe Kommandoen i den nordlige Del af Kamerun baade over de franske og de britiske Tropper. Der blev hidskaffet en 12 Punds Kanon fra Skibet »Challenger«, og Oberst Brisset fik en 95 mm Kanon. Disse to Kanoner bidrog i høj Grad til Tyskernes Nederlag, skønt der her — som i Europa — gjorde sig Ammunitionsmangel gældende. Nu skulde Garua tages; men først i Midten af April kunde man indeslutte Byen. Den Styrke, General Cunliffe havde til sin Raadighed, bestod af 11 Infanterikompagnier (8 britiske og 3 franske), 1 Kompagni beredent Fodfolk (Britisk) og 1 Ryttereskadron (Fransk) — og desuden den 12 Punds Kanon. Garua værgedes tappert af Hauptmann von Cralsheim, som til Forsvaret havde 40 Europæere og 400 Indfødte; det var kun en ringe Styrke; men Garua var vel egnet til Forsvar; den laa ved Benue. Hauptmann Cralsheim udmærkede sig i høj Grad som Forsvarer. Med nogle faa Europæere, 100 beredne Folk og 170 Infanterister brød han ud fra Garua og forenede sig med en lille Styrke paa 4 Europæere og 50 indfødte Soldater fra Ngaundere. Han angreb nu en britisk Forpostafdeling, som han dog ikke tog til Fange; og efter en uafbrudt March paa 28 Timer naaede han tilbage til Garua. Cunliffe har smukke Ord om sin Modstander i denne Anledning.

Garua blev nu tvungen til Overgivelse (10 Juni), der var 37 Europæere og 212 indfødte Soldater tilbage. Straks efter Overgivelsen sendte General Cunliffe Tropper Syd paa for at besætte den Ryg, paa hvilken Ngaundere ligger. Under en voldsom Tornado overraskedes Fjenden af Oberst Webb-Bowens Fortrop og Ngaundere blev taget.

Fjenden trak sig efter et Modangreb tilbage mod Tibati.
Just paa dette Tidspunkt havde General Dobell forsøgt at tage Jaunde; men det glippede, som vi har set. Nu bestemte General Cunliffe sig til at holde sig paa Defensiven i Linien Ngaundere—Kontscha—Gashaka indtil General Dobell og General Aymerich igen var parate til at genoptage deres Offensiv. Dog forsøgte han — som fortalt — at tage Mora.

 

Operationerne fra Øst og Sydøst. General Aymerich, som førte Kommandoen over Tropperne i fransk Equatorial-Afrika, havde ordnet Fremrykning af to Kolonner, den ene under Oberst Hutin fra den sydlige Spids af Kamerun gennem Sanga Dalen; den anden under Oberst Morisson fra Øst langs Lobaye. Denne sidste opererede ret isoleret til at begynde med; men da Obersten i Oktober naaede frem til Sanga Floden, fik han Forbindelse med Hutins Kolonne ved et sydligt gaaende Kommando. Morisson fortsate Vest over paa Forfølgning af Fjenden, med hvem han havde haarde Kampe, der blev alvorligere, jo længere han kom Vest paa, eftersom de her fik Forstærkninger tilkaldte. Efter at have været helt fremme ved Bertua og Dume, maatte han igen gaa tilbage, medens Tyskerne tog Stilling ved Moopa. Oberst Hutins Kolonne havde ogsaa haft god Fremgang til at begynde med. Det var en kombineret Flod- og Landekspedition. Den 18. Oktober var Hutin naaet op til Nola (S. f. Bania) havde haft Skærmydsler med Fjender og gjort en Del Officerer tilfange samt erobret noget Maskinskyts; men nu blev hans Kommunikationslinie afbrudt bag ham ved N’Zimu af en tysk Styrke, der kom fra Molundu. General Aymerich ilede til fra Bonga, hvor han endnu var, forat genoprette Forbindelsen. Belgiske Tropper hjalp til, og de stillede Flodbaade og Artilleri til Raadighed. 29. Oktober blev Posten N’Z i m u taget tilbage efter en Dags haarde Kampe.

Underguvernør Fourneau i Mellemkongo, som var ombord i den belgiske Baad Luxembourg, der gik tæt frem til de tyske Stillinger, blev alvorlig saaret.

Oberst Hutin søgte nu at rense Egnen for Tyskere, for at slige Overfald ikke skulde gentage sig, men Tyskerne var haarde at faa Bugt med. Først den 21. December kunde han efter en haard Kamp besætte Molundu. Oberstens hele Styrke, indbefattet ca. 600 Belgiere, beløb sig til 2000 Mand, som han delte i to Dele, hvormed han rykkede Vest paa i Retning af Jaunde, der var Hovedobjektet. Men efterat han ikke længere havde Flodtransporter at støtte sig til, gik det kun langsomt frem gennem Skove og Sumpe. Først den 25. Juni 1915 besatte Oberst Hutin Lomie — tre Uger efter at Oberst Mayers Kolonne havde maattet opgive sin Fremrykning. Oberst Hutin havde gjort en Del Fanger, deriblandt 300 Indfødte, som var deserterede over til Fjenden. Det sagdes, at de Indfødte Syd for Jaunde var i Oprør.

Oberst Morisson var igen gaaet frem i Maj 1915. Han angreb Moopa (3.—7 Juni) uden Held, men den 23. Juni lykkedes det efter et Bombardement at tage Byen med Bajonetten. Den 22. blev Bertua igen besat, og den 25. Juli rykkede Oberst Morrison ind i Dume, som Tyskerne havde sat Ild paa, forinden de trak sig bort.
Franske Styrker, som hidtil ikke havde haft noget at virke imod, begyndte nu at operere mod Oberst Zimmermanns Stillinger fra Sydvest, og i Juli Maaned var General Aymerichs Styrker parate til Slutningsangrebet mod Jaunde, ligesom General Cunliffe’s kom fra Nord. Saasnart Regnen hørte op, vilde General Dobell nemlig igen tage Offensiven. Hans Kommando var bleven forstærket og var nu 9,700 Mand stærk.

I August Maaned 1915 blev der igen aftalt en Felttogsplan mellem de Allierede. Jaunde var atter det Maal, man havde sat sig. General Aymerichs franske Tropper blev, som antydet, trukne til og stod ved Bertua og Dume (N.-Ø. for-Jaunde) for at støtte Hovedangrebet, og en ny Kolonne skulde fra Egnen Øst for den spanske Koloni Rio Mun i gøre et Fremstød over Ebelowa (S. for Jaunde) i nordlig Retning.

Endvidere skulde de Tropper, som var samlede ved Enden af Nordbanen, forstærkes for at hjælpe de Briter, som fra Nigeria var gaaet frem over Ossidinge; endelige blev der landsat en Styrke ved Campo, paa Kysten, for at den kunde operere ind i Landet langs Grænsen af spansk Guinea (Rio Muni).

General Cunliffe’s Styrke, som var paa 3000 å 4000 Mand, erobrede Banjo.

Hovedangrebet. Den 23. November stod franske og engelske Tropper parate til at begynde Angrebet fra alle Sider. Hovedstyrken kom fra Vest med to langt udgaaende Fløje, saa vidt som Landets Naturforhold tillod det.. Dobell siger, at: »denne Metode syntes at bringe Fjenden ud af Fatning, og det viste sig at hans Kræfter var udtømte«. Tyskerne gør i den Anledning opmærksom paa, at det sandelig ikke var at undres over, eftersom de tyske Stridskræfter nu i halvandet Aar havde kæmpet med en meget stor Overmagt uden at kunne faa Forstærkning fra Hjemlandet. Den 26. November 1915 havde Franskmændene kæmpet sig frem til Mangelas, og den 17.

December naaede Englænderne det aabne Terræn omkring Jaunde. Imidlertid var samtidig hele Egnen Nord for Nordbanens Endepunkt bleven renset for Fjender, og der var opnaaet Forbindelse med General Cunliffe’s Hærstyrke ved Nachtigal Vandfaldene (N. f. Jaunde). Den 1. Januar 1916 besatte Oberst Georges Jaunde; men Fjenden var borte. — Guvernør Ebermaier, Oberst Zimmer- m a n n og over 800 Tyskere med indfødte Tropper og flere tusind Bærere havde forladt Byen nogle Dage forinden for at drage mod Sydvest i Retning af neutralt Terræn i Spansk Guinea, hvis nærmeste Grænse var 125 miles borte. De blev forfulgt af Morrisons Styrker, som det »lykkedes at drive Tyskerne over Campo river ind paa neutralt Terræn.« (!)

Det tillodes Guvernør Ebermaier at sende et paa fransk affattet Telegram til Berlin, i hvilket han meldte: — »Paa Grund af Ammunitionsmangel nødes jeg til at forlade Protektoratet med alle Tropper og Stabe.« Alle Tyskerne blev internerede i Spanien.
Dobell meldte: »Allierede Tropper fra Fransk Ækva- torial-Afrika og Belgisk Kongo begyndte ogsaa at ankomme til Jaunde i den forste Uge af Januar, og det er — tror jeg — et nævneværdigt Faktum, at alle disse Tropper ankom kort efter hverandre til deres Maal, efter at de i hele 17 Maaneder havde marcheret og kæmpet.«

Tyskerne bemærker hertil, at det er en langt mere nævneværdig Kendsgerning, at alle disse Tropper havde brugt hele 17 Maaneder til ikke at besejre i Kamp, men kun foreløbig at drive den lille tapre Kamerun-Stridsmagt ud af Landgt — ind paa spansk Omraade, hvor den søgte Tilflugt.

I Midten af Februar Maaned 1916 var Kampene i Kamerun til Ende og Landet erobret.
Bortset fra en meget værdifuld Hjælp, som blev ydet af britiske og franske Krigsskibe og Marinesoldater, havde 7000 britiske, 12,000 franske og 600 belgiske Tropper været anvendte ved Erobringen. De var alle, paa nær et Regiment (5 Light Infantry) Indfødte fra Vest og Central Afrika.

»Der findes ikke bedre Kampmateriale i Verden end de vestafrikanske Indfødte, og naar de føres af Officerer, til hvem de har Tillid, synes ingen Dag for lang, intet Maal for vanskeligt for dem.«
Senegaltroppernes Tillid til, Lydighed mod og Hengivenhed for deres Officerer er uden Lige.

Den sydafrikanske nationale Hær.

To Aar for Udbruddet af Verdenskrigen var i 1912 Sydafrikas Forsvar bleven endelig organiseret.• Briter og Boere skulde tjene sammen, Side om Side, medens de eller deres Paarørende for kun 10 Aar siden havde været svorne Fjender.

De ti Aar havde forandret meget i Sydafrika. Det Land, som var bleven hærget under Krigen, var nu, takket være et heldigt Styre, kommen til Kræfter igen, og de britiske Metoder, som var bievne anvendte over for de slagne Modstandere, hvis Hjem man havde brændt af i sin Tid, havde vist sig frugtbringende.

Regeringen i Sydafrika var nu i Hænderne paa hollandsk talende Syd-Afrikanere, som for kun ti Aar siden var bleven slaaet ned, og Louis Botha var nu Premierminister i Unionen og en anden af de tidligere Boergeneraler, Smuts var Krigsminister og Fader til Forsvars-Loven (»the Defence act«).

Den hvide Befolkning i Kolonien var den indfødte langt underlegen i Antal og den boede uensartet fordelt mellem denne og i størst Antal i de betydeligere Byer som Cape Town, Johannisburg, Pretoria, Durban, Bloemfontein. Denne Befolkning var bleven vant til at bruge Vaaben og til at indordne sig under Disciplin gennem Krig og Udsigt til Krig.

Den sydafrikanske Forsvarsplan var bleven udkastet og antaget af praktiske Folk. Den var vel ikke direkte rettet mod de Indfødte, som for Tiden var meget fredelige; men ingen kunde jo vide, om Forholdene kunde ændre sig, navnlig da de Indfødte formerede sig stærkt og der mulig paa et eller andet — maaske fjærnt Tidspunkt — kunde komme Ledere, som forsøgte at rejse dem til Oprør mod de forholdsvis faa Hvide — saa maatte disse kunne for-svare sig selv, deres Institutioner og deres Civilisation mod de Indfødte. Der blev ikke talt stort herom under Debatten om Loven, af vel forstaaede Grunde; men man forstod stiltiende, hvorom det drejede sig.

Skabelsen af en Borger-Hær havde ogsaa til Formaal at forsvare Landets Grænser, — særlig mod Angreb fra tysk Sydvest- Afrika — endelig skulde den haandhæve Orden og Ro i Landet selv.
Navnlig i Transvaals Guldminedistrikt med de mange forskelligartede Arbejdere kunde man vente Uroligheder — og dertil kom, at Opretholdelsen af Jjernbanelinierne fordrede, at der maatte være Soldater parat for i paakommende Tilfælde at kunne vogte dem. Unionens Tropper havde saaledes et Par Gange i de senere Aar maattet beskytte Banerne under Optøjer.

Det, Sydafrika behøvede, var en fast Styrke, som i hvert givet Øjeblik var rede til Mobilisering. Den behøvede ikke at være særlig stor i Antal; men den maatte have store Reserver. Ved »The Defence Act« af 1912 blev der da oprettet et lille fast Korps af beredne Folk. I Fredstid skulde disse forrette Polititjeneste i de fjærnere Distrikter. Naar der kom Krig, skulde Reserverne gøre Polititjeneste og Politikorpset gøre aktiv Tjeneste.

Dernæst oprettedes den aktive Borger Hær, The Aclive Citizen Force. Den blev dannet gennem en blandet frivillig og tvungen Værnepligt. I hvert Distrikt skulde alle unge Mænd fra 16 til 25 Aar (ligesom i Australien og New Zealand) staa i Rullen. Af disse skulde Frivillige tages til Politikorpset; men var der ikke nok, som meldte sig, havde Regeringen Ret til at lade trække Lod for af de indrullerede at faa det Antal Soldater, som behøvedes. Det viste sig i Praksis, at der var Frivillige nok. Uddannelsen var bestemt til at vare fem Aar. I det første Aar maatte Øvelsesdagene ikke overskride 30, i de tre andre ikke 21 i hvert Aar. I det første Aar maatte der ikke indkaldes til samlet Øvelse i mere end 22 Dage, i hvert af de andre ikke mere end 15 Dage. Der gaves detaillerede Regler for Tjenesten, for Officersuddannelse osv.

Ud her over er en uddannet eller delvis uddannet Reserve, der er bestemt til at skulle omfatte først alle de uddannede Folk til deres 45. Aar og dernæst de ikke uddannede, som skal øves i Skydning i Skytteforeninger (»Rifle Associations«). Mænd under 21 Aar, som er indregistrerede, men som ikke gør frivillig Tjeneste, skal betale Regeringen et Pund Sterling aarlig. I Reserve skal de Værnepligtige staa til 45 Aars Alderen, for saa at gaa over i National Reserven til 60 Aars Alderen. Hele den organiserede Styrke staar under Tilsyn af et Forsvarsraad (Council of Defence), udnævnt af Ministeriet.
Alle politiske Partier var enedes om denne Forsvarsplan som den daværende Øverstkommanderende i Unionen, Feltmarskal Lord Methuen ogsaa havde anbefalet.

Da Verdenskrigen udbrød, mobiliseredes Reserverne i Sydafrika, og den overvejende Stemning i Landet var afgjort for at hjælpe Moderlandet. Den sydafrikanske Regering t i 1- bod nu at afløse de britiske Tropper, som fandtes i Landet, ialt 6000 Mand, for at de kunde blive fri til Anvendelse i Europa. Den 7. August svarede den engelske Regering, at hvis den sydafrikanske Regering ønskede det og følte sig istand til: »at bemægtige sig saadanne Dele af det tyske Sydvestafrika, som vilde give Adgang til Swakopmund, Luderitzbucht og de traadløse Telegrafstationer inde i Landet,« skulde den anse det for en stor og vigtig Tjeneste. Den engelske Regering sendte et nyt Telegram om Nødvendigheden af at tage de nævnte Steder »ved en forenet I.and- og Søekspedition op langs Kysten«. Den sydafrikanske Regering gik ind paa at sende Landekspeditionen, medens den engelske skulde besørge Operationerne og Transporterne til Søs.

Nationalisterne tog i Parlamentet afgjort Stilling imod Ekspeditionen, som dog blev vedtaget med stor Majoritet.
I det Øjeblik, den sydafrikanske Koloni saaledes beredte sig til et Angreb paa Tysk Sydvestafrika ved egne Kræfter, indehavdes den vigtigste militære Post af en Nationalist, General Beyers, som var Chef for Borger-Hæren. Den 9. September 1914 kundgjorde Botha officielt, at Ekspeditionen skulde finde Sted, og alle Forberedelser blev trufne; men nu brød der Oprør ud i Transvaal og Oranjestaten i Slutningen af Oktober.

Det sydafrikanske Oprør.
Verdenskrigens Udbrud blev Signal til et Oprør, som Nationalisterne i den sydafrikanske Union satte i Værk. Der var sikkert pustet til Ilden fra tysk Vestafrika, men Hovedgrunden til det var den stadig ulmende Frihedstrang, som mange hollandsk talende Boere og Nationalister nærede, uanset at de maatte indrømme, at det britiske Regimente havde ydet dem mange og store, navnlig økonomiske Fordele.
Tiden mellem Boerkrigens Afslutning og Udbruddet af Oprøret omfattede tre Afsnit. I den første Periode blev Transvaal og Oranje Fristaten forenede med »The Union of South Africa« under et fælles Parlament.

Naar undtages, at Boerne i den anden Periode gjorde Opstand i Fristaten mod Briterne, levede de to Folkeslag fredeligt Side om Side, skønt de nys havde kæmpet indbyrdes; men deres politiske Idealer var saa forskellige, at en dybere Forstaaelse manglede alene af den Orund. De sydafrikanske Nationalisters Drømme gik ud paa ikke blot at blive uafhængige af det brtiske Rige, men ogsaa paa at bevare hollandsk Sprog i hele Regeringsmaskineriet i en fri Republik. Mange Boere var dog Unionister. Nationalisterne bebrejdede Louis Botha: »Forræderi mod den hollandsk talende Del af Befolkningen« og sagde om ham, at han var: »Unionisternes svorne Kreatur«. Hans Magt i Parlamentet opretholdtes kun ved Unionisternes Stemmer.

Den tredie Periode var præget af dybe politiske Misstemninger.
Den Mand, der navnlig var Bothas bitre Modstander i Parlamentet var »General« Hertzog, som Botha i 1912 tvang ud af Kabinettet, fordi han havde stillet sig skarpt over for det britiske Styre. Paa denne Maade stod altsaa Kampfæller fra Boerkrigen delte i to Lejre, da Verdenskrigen kom, og Oprøret brød ud.

Botha og Smuts var jo Kronens Ministre, den bekendte General de la Rey døde ved et Vaadeskud i det Øjeblik, han beredte sig til Opstand, og Beyers og Christian de Wet blev aabenbare Oprørere. De fleste Boere fulgte dog Botha og Smuts og forblev loyale; de øvrige samlede sig om Beyers og de Wet og vendte Blikkene mod den forøvrigt svagelige Ex-Præsident i Oranjestaten, Steyn, hvis Talerør var Hertzog. De to sidstnævnte gjorde dog ikke aabenlyst Oprør, men overlod dette til de to andre.

Oproret var slet forberedt, og Louis Botha kvalte det i I last. Den Maade, han optraadte paa overfor sine gamle Kampfæller er betegnende for hans Karakter og Handlekraft. Hans Standpunkt var jo givet som Unionens øverste Vogter. Det bod ham for enhver Pris at uskadeliggøre Rebellerne; men først søgte han — for at undgaa, at der kom til at flyde Broderblod — ved alle Midler at faa Oranjefristatens tidligere Præsident Steyn, som jo stod i Nationalisternes Rækker, til at lægge Baand paa Oprørslederne, hvem han tilbød frit Lejde til at besøge Steyn. Det lykkedes vel tilsidst at bevæge denne, som for Resten jo var syg, til at holde sig udenfor Oprøret, og Hertzog var forsigtig nok til heller ikke at træde aktivt op; men deWetog Beyers samt nogle andre Oprørsledere var ikke til at styre. Førstnævnte optraadte i Oranjefristaten, sidstnævnte i Transvaal, og Oberstløjtnant Maritz af den sydafrikanske Hær, som var Beyers svorne Ven, og som uheldigvis havde Kommando i Kapkoloniens nordvestlige Del ved den tyske Grænse, fratemiserede med de tyske Officerer hinsides denne og beredte sig paa aabent Oprør mod det britiske Regimente. Han og Beyers repræsenterede i fremtrædende Grad den Del af den hollandsk talende Befolkning i Sydafrika, som ikke vilde slaas mod Tyskerne, navnlig fordi de ikke vilde, at britisk Sydafrika skulde blive indblandet i de europæiske Magters Stridigheder, som de fandt deres Land ganske uvedkommende; men ogsaa fordi de mente, at Lejligheden nu var der til en Frigørelse for det britiske Aag.

Forsvarsministeren, General Smuts, havde øjeblikkelig, da det viste sig, at Maritz var Oprører, sendt Tropper af Sted for at fange ham. Det lykkedes Oberst Brits at adsplitte Maritz’ Styrke, og denne flygtede til sine Venner Tyskerne, som ikke havde kunnet hjælpe ham, og kom senere ind paa portugisisk Omraade, hvor han blev taget til Fange i Angola. Allerede i Slutningen af Oktober Maaned 1914 var han uskade- liggjort, og Oberst Brits blev saa sendt til Transvaal, hvor han hjalp Louis Botha, som personlig havde taget Kommandoen over Borgerhæren, med at kue Oproret. Nu gik det for Alvor løs i Kolonierne. Bothas bedste Fører-Egenskaber, som vi kender fra Boererkrigen, kom til Anvendelse i fuldt Maal. Oprørerne blev jagne hid og did, stundom af Tropper, som befordredes frem i Motorvogne. De Wet maatte overgive sig, og Beyers druknede under Forsøget paa at flygte over en Flod. I Slutningen af November Maaned var Oprøret i Hovedsagen endt, skont der endnu enkelte Steder var mindre Rejsninger i de kommende Maaneder; men de blev ligeledes slaaede ned. Botha havde frelst det britiske Regimente i Sydafrika ud af en alvorlig Fare; nu gjaldt det at fore Angrebet mod tysk Sydvestafrika frem med Fynd og Klem.

Tysk Sydvestafrika erobres.
Et Bremerhus, der repræsenteredes af Adolf Lüderitz, havde i 1882 købt temmelig betydelige Strækninger i Namakvaland, nord for Oranjefloden. Han bad Rigskansleren om Beskyttelse, og Bismarck, som tøvende var gaaet med til en Kolonipolitik, kæmpede i den tyske Rigsdag som en Løve for Lüderitz og satte Sagen igennem.
»Jeg tilstaar,« sagde Bismarck paa sin ironiske, halvt hovmodige, halvt godlidende Maade, »at det faldt mig tungt at sige til disse afrikanske Nybyggere, hvis Mod og Begejstring for deres Værk havde glædet mig inderligt, at det tyske Rige ikke føler sig stærkt nok til at beskylte dem, og selv om jeg havde troet paa vor Afmagt, vilde det dog have voldt mig Forlegenhed, at skulle svare dem, der anraabte om vor Bisland: Vi er alt for fattige og alt for forknytte til at yde Rigets Bistand til denne Koloni; den tyske Nation maa afholde sig fra Foretagender hinsides de store Have.« Den engelske Regering og Ksplandets Styrelse beredte sig just til at besætte AngraPequena, — den "Havn, hvorom det drejede sig, da Bismarck resolut telegraferede: »Vi erklærer, at disse Etablissementer staar under Tysklands Beskyttelse.« Dermed var England stænget ude, og det maatte anerkende »Lüderitzland« for et tysk »Schutzgebiet«.

Det viste sig dog senere, at Kolonien ikke var noget videre værd, men da var det for sent — ja Liideritz gik endog'fallit.

Tysk Sydvestafrika blev imidlertid et Faktum, der maatte regnes med. I Foraaret 1885 blev Grænsespørgsmaalet ordnet mellem England og Tyskland. Førstnævnte maatte nøjes med en Enklave »Walfish B a y« og nogle Guano Øer, medens hele den øvrige, ca. 1300 Kilometer lange Kyst fra Floden Kunene i N. til Oranje i S. blev Tysklands. I 1886 reguleredes Grænsen med Portugal i N., og endelig i 1890 enedes man om Koloniens. Udstrækning ved en Strimmel Land mod Øst til Zambesi.

Tyskernes Drøm om en Landforbindelse mellem Afrikas Vestkyst og Transvaal og Oranjefristaten, hvor »deres Stammefrænder« Boerne havde hjemme, blev til intet.

Gennem mange Aar havde Tyskerne store Vanskeligheder at overvinde i Kolonien, hvilke ikke formindskedes ved deres mili- aristiske Styre. Oprør blandt de Indfødte var der oftest, og navnlig Hottentotføreren Hendrik Witboi gjorde dem mange Kvaler; men tilsidst blev der nogenlunde Ro. Der anlagdes Jernbaner og oprettedes Stationer; men nogen værdifuld Koloni blev det aldrig, derimod kunde den benyttes som Basis for Angreb mod engelsk Sydafrika i paakommende Tilfælde. Kolonien er nu 835,100 Kv. Km. stor med kun 81,800 Mennesker, blandt hvilke 13,962 Hvide. De mange hærgende Krige og Oprør har bevirket, at de indfødte Hereroer og Hottentotter er svundet betydeligt ind i Antal.

Landet er øde og sandet ved Kysten, og først inde paa Høj- stepperne og i Bjærgene i det Indre findes der frodigere Vegetation. Paa Namakvalands og Damaralands Stepper trives Hornkvæg og Faar godt, og Storvildt er der meget af. Kunene-Floden i Nord og Oranje-Floden i Syd er stærkt vandførende; men iøvrigt taber Vandløbene fra det Indre sig i Reglen i Sandet, forinden de naar Havet. Vand er derfor en sjælden Vare i tysk Sydvestafrika og faas de fleste Steder kun ved Boring.

Kysten har altid haft ilde Ry blandt Sømænd. Den eneste Havn af nogen større Betydning er Walfish Bay, som jo er engelsk Ejendom. Lidt Nord for den ligger Tyskernes Hovedhavn Swakopmund, og sydligere ligger Luderitzbucht.

Kysten selv og den derpaa følgende Sandregion er alvorlige Hindringer for en Fjende, som vil angribe Landet fra Søsiden, og kommer man længere ind i Landet, træffer man ogsaa ofte vandløse Bjærgegne. Paa denne Maade maa en Fjende, som kommer fra Kysten, passere omtrent 70 miles gennem Ørkener forinden han naar Kulturegne. Mod Øst er Kolonien ligeledes begrænset af Ørkenstepper. Paa Grænsen havde Kap Regeringen anlagt en Militærpost, Rietfontein — den fjærneste og mest afsides beliggende i hele Kolonien. Til den er saaledes hele 5 Dages Rejse fra Kuruman gennem en Steppe med meget Vildt og faa Vandhuller.

Mod Syd skærmes Kolonien af den omtalte Oranjeflod, over hvilken der kun er faa Vadesteder, til hvilke Adgangen er gennem Bjørgkløfter, og sydligere er atter her Ørkener.

Fra Luderitzbucht og Swakopmund gaar Jærnbaner ind i Landet; de støder til en Hovedlinie, som i N.—S. gaar gennem Kolonien. Denne Banes sydlige Knudepunkt er Kalkfontein med et Fort og Arsenal. Her kunde et Angreb mod britisk Sydafrika baseres, hvorfor Besættelsen af dette Punkt var meget ønskelig. Windhuk i Damaraland ved Hovedbanen er Midtpunkt for den tyske Kolonisation og Administration, med en Garnison, Regeringsbygninger, Kaserner, Haveanlæg osv. Egnen er ganske vel vandet, og der drives Agerbrug. Men navnlig maa nævnes, at her var en stor traadløs Telegrafstat ion, som kunde korrespondere overTogoland med Berlin. Uskadeliggørelsen af denne Station var, som fortalt, af stor Betydning for Englænderne.

400 Km. Syd for Windhuk ligger Keetmanshoop, en ret betydelig Handelsplads med en Garnison. Her i Egnen hørte Hendrik Witboi hjemme. Hovedbanens nordlige Del forgrener sig ved Karibib til Minefelterne ved Otavi og Tsumeb samt Grootfontein.

Operationerne mod tysk Sydvestafrika maatte for Briterne gaa ud paa et kombineret Angreb fra Sø- og Landsiden. Efter at Havnene ved Jærnbanernes Endepunkter Var besatte, maatte selve Banelinierne tages. Særlig vigtig var den sydlige Udløber af Hovedbanen, hvorfra tyske Troppekoncentrationer mod Kap Kolonien kunde foregaa. Men Afstanden til de nærmeste britiske Jærnbaner i Syd ved O’okiep og i Sydvest ved Prieska var store og Mellemrummene golde og ørkenagtige. Men det fik ikke hjælpe. Ingeniørerne kunde bygge lette Linier, naar Tropperne først var foran — og de blev senere under Felttoget byggede, saa tysk Sydvestafrikas og Kapkoloniens Jærnbaner kom i Forbindelse. En Kombination af Operationer fra Kysten ind i Landet og fra Syd og Sødøst mod Grænsen var det, der skulde iværksættes.

Den Styrke, Tyskerne raadede over til Sydafrikas Forsvar, var ikke stor, og var i alle Tilfælde langt mindre end den Briterne anvendte imod dem; men de havde i Landets Naturforhold en Allieret, som kom dem til Hjælp. Størrelsen af Troppestyrker, som efterhaanden blev opbudte paa begge Sider, kendes vel ikke nøjagtig; men ved Felttogets Slutning havde Tyskerne kun 5000 å 6000 Mand paa Benene; men da det begyndte at lakke ad Enden havde de hjemsendt en Del Reservesoldater, som boede i Landet, saaledes at deres Styrke oprindelig har udgjort betydelig mere, idet Tabene under Felttoget ogsaa maa medregnes. General Botha opbød tilsidst — me
ca. 40,000 Mand for at slaa Tyskerne i Sydvestafrika.

Krigen var, som berørt, ikke populær blandt Sydafrikas Nationalister, som fandt, at man ikke burde hjælpe Storbritannien. Da Tyskerne imidlertid selv gjorde Indfald paa britisk Omraade, idet de angreb en Post, Nakob, ved det sydøstlige Hjørne af den tyske Koloni, var ét af deres Argumenter for at holde Fred med tysk Sydvestafrika vejret bort.

Fra Syd skulde to Kolonner rykke mod den tyske Grænse, en fra Steinkopf (paa Banen fra Port Nollothtil O’okiep) og en anden fra Prieska over Upington, hver mod sit Vadested over Oranjefloden for siden at forenes i Retning af Kalkfontein.

Forinden disse Styrker var naaet ind paa tysk Omraade, var der landsat Styrkerpaa Vestkysten. Oberst Beves med 2000 Mand var bleven ført til Luderitzbucht paa 4 Skibe, ledsagede af et Krigsskib. De medførte fersk Vand fra Kapstaden og landsattes i Bugten, hvor de den 18. September fandt Byen forladt af Tropper. Netop nu kom der Efterretning om, at der var udbrudt Oprør i Sydafrika, og der indløb Melding om, at den ovennævnte Kolonne fra Steinkopf havde lidt et Nederlag. Det blev derfor bestemt, at Styrkerne i Luderitzbucht skulde blive, hvor de var, til Oprøret var kuet, og General Botha igen kunde tage sig af Operationerne mod tysk Sydvestafrika. En anden Styrke, som under Oberst Mac Kenzie ad Søvejen var beordret til Swakopmund, blev nu i Stedet dirigeret til Luderitzbucht, hvor de to Kolonner foreløbig skulde blive.

Det omtalte Nederlag viste sig at være tilføjet Avant- garden til en Kolonne paa 5 beredne Regimenter under Oberst Lukin, hvilken havde passeret Vadestedet Ramans Drift og derefter havde angrebet Tyskerne ved Sandfontein, hvor Oberst Grant efter hele Dagen r.' have kæmpet med 1500 Tyskere, der var forsynet med Artilleri, tilsidst maatte overgive sig med 300 Mand, hvorefter Hovedkolonnen trak sig sydpaa igen. Længere Øst paa var Forræderen Maritz sendt frem fra Upington mod Schuit-Drift (ca. 100 miles Øst- for Ramans Drift); men han handlede i Samklang med Tyskerne, saaledes at dette første Angreb fra Syd fuldkommen glippede.

Der indtraadte nu en Pause i Krigsbegivenhederne, og den varede ved lige til Marts Maaned 1915. Der fandt Skærmydsler Sted ved Grænsen, idet Tyskerne gik over samme og forsøgte Overfald paa britiske Styrker, for ilsomt at forsvinde igen.

Jærnbanen fra Liideritzbucht var bleven retableret et langt Stykke, og Oberst Mac Kenzie, som raadede over 6000 Mand (i 2 Infanteri Brigader), rykkede i Februar et Stykke frem langs Banen. Oproret i Sydafrika var nu saavidt kuet, at General Botha kunde tænke paa en Fortsættelse af Krigen i Sydvestafrika. Den 8. Februar besogte han Mac Kenzies Tropper og lovede dem, at de snart skulde faa Lov at gaa mod Fjenden; den 19. s. M. sendtes de frem til Garub; men det varede dog hele 5 Uger til 28. Marts, for de fik Ordre til at rykke videre frem til Aus.

Paa Vestkysten var sydafrikanske Tropper under Oberst Skinner bleven landsatte i Walfish Bay (Juledag 1914), hvorfra de den 13. Januar 1915 besatte Swakopmund, som var forladt af Tyskerne, der ogsaa herfra var dragne ind i Landet efter at have forgiftet Drikkevandet, noget de i Begyndelsen af Felttoget næsten systematisk gjorde overalt, indtil General Botha sendte den øverstbefalende tyske Officer — nu Oberstløjtnant Franke, efter at Oberst von Heydebreck var omkommen ved et Ulykkestilfælde — en Skrivelse, i hvilken han gjorde denne personlig ansvarlig for dette Brud paa Folkeretten, saa hjalp det noget. De sydafrikanske Ingeniører fik efterhaanden stor Øvesle i at udpumpe det forgiftede Vand og bringe Brøndene i Orden igen. Oberst Skinner forholdt sig defensivt, idet han dog rekognoscerede ind i Landet. Den 7. Februar kom det til en Renkontrefægtning, der dog ikke var af alvorlig Art.

Den 11. Februar ankom General Botha og overtog Kommandoen. Fire Dage efter kom der Vand ned gennem Swakop-River, et uventet Tilfælde, hvorved Jærnbaneskinnerne, som var bleven anbragt i Flodsengen, bortskylledes — men iøvrigt var Vandet velkommen, thi baade ved Walfish Bay og Swakopmund var Vandsporgsmaalet meget vanskelitg at lose. Vandet var der brakt og elendigt, og det tog lang Tid at vænfie Hestene til at drikke det; desuden skulde de plejes efter de besværlige Sørejser i som oftest frygteligt Vejr. Der var nu ankommet en Mængde beredne Boere til Swakopmund; men forst den 22. Februar kunde Botha lade dem sværme frem paa Rekognoscering, medens han forberedte alt til den store Fremrykning, som begyndte den 19. Marts.

De Tropper, Briterne havde til Anvendelse i Tysk Sydvestafrika, var for en stor Del allerede fra Boererkrigen vante til Krigens Gerning; de kendte den Kunst paa deres hurtige Heste at omklamre en Fjende i Front og Flanke samtidig, saa han — omringet paa alle Sider — til sidst maatte overgive sig. De red om Natten, sadlede af, naar Dagen gryede, for at gemme sig et eller andet Sted, hvor de fandt Skjul og Hvile. De var stadig i Hælene paa Fjenden, medens Fodfolket fulgte efter i langsommere Tempo gennem det af Solen mættede Land, hvor Vand var en yderst sjælden Vare, hvorfor det ofte maatte medføres. De marcherede og marcherede, besatte Kommunikationslinier, Brønde og vigtige Stillinger og kom
sjældent i Kamp; men Botha glemte ikke stadig at fremhæve for dem, at de, selv om de sjældent naaede frem i forreste Linie, dog gjorde fortrinlig Gavn.

I Slutningen af Februar og de første Dage af Marts var Hovedfrem brudet fra Syd og Sydøst i fuld Gang under General Van Deventers Ledelse. Han gik frem i tre Kolonner: en vestligst under Oberst Bouwer mod Raman’s Drift, en i Midten under ham selv mod Schuit Drift og en til hojre over Nakob; endelig gikOberst Ber range fra Kuruman gennem Kalihari Ørkenen mod Rietfontein.. Paa denne Maade fandt der altsaa en koncentrisk Fremrykning Sted mod Tyskernes Stridskræfter i Koloniens sydlige Del, hvor de, hjulpet af Forræderne Maritz og Kemp havde holdt Grænselinien fra Slutningen af September 1914 til nu, og hvorfra de havde gjort Indfald paa britisk Omraade. Den 23. Marts havde Maritz og Kemp forsøgt et Overfald paa Upington, men de blev slaaede af van Deventer og forfulgte. Kemp maatte overgive sig, og Maritz flygtede (for senere at blive interneret i Angola). Tyskernes omtrent samtidige Overfald paa Kakamas glippede ligeledes, og nu rykkede van Oeventer rask frem fra alle Sider, forcerede Vadestederne over Oranjefloden og rykkede videre frem under Skærmydsler med Fjenden. I Slutningen af den forste Uge af Marts havde han overskredet Oranjefloden, den 7. Marts stormede og indtog han Nabas efter 4 Timers Kamp, dermed mistede Tyskerne hele det sydostligste Hjørne af Kolonien, og Briterne fik Endepunktet af Jernbanen i deres Magt.

Nu begyndte tillige Berrange’s Kolonne at virke fra Øst. Det var et voveligt Foretagende at fore denne 2000 Mand stærke Kolonne frem gennem Ørkenen paa den 600 miles lange Vej til Rietfontein, hvor der kun fandtes Vandhuller med uhyre indbyrdes Afstande, paa ét Sted endog 110 miles. Obersten medforte derfor Vand i Motorvogne. Marchen lykkedes, den begyndte den 6. Marts, og den 19. Marts naaedes Grænsen.

Tyskernes Basis for den sydlige Del af Kolonien var Kalkfontein, hvor der var store Forsyninger oplagrede; og Nord derfor laa der et Pas mellem Store og LilleKaras Bjærgene, hvor der kunde etableres et virksomt Forsvar med en ringe Styrke, hjulpet af Maskinskyts.

Van Devanter lod Kolonnerne rykke frem i det noget sydligere beliggende Terræn. Warmbad blev taget, og Generalen sendte nu sin Broder Oberst-Kommandant Dirk van Deventer Øst om Karas for at tilvejebringe Forbindelse med Berrange, Vest for Rietfontein. Dirk van Deventer havde en bereden .Brigade med, og han løste sin Opgave vel, faldt over nogle tyske Poster og naaede den 14. April Berrange, som rykkede frem i stik Vest mod Keetmanskoop for at afskære Fjenden Retræten ad Banen; medens van Deventer’s Kolonner skyndte sig frem fra Syd. Den 5. April havde van Deventer besat Kalkfonte in uden Kamp. Her blev han nogle Dage for at faa alle Tropperne med sig. — Nu trak det sammen om Tyskerne, og netop nu ankom General Smuts til Kalkfontein for selv at lede Fremstødet. Han havde til Raadighed van Deventers og Bouwers Brigader fra Syd og Øst, hvortil kom Mac Kenzies Styrke fra Vest. Denne skulde føre det afgørende Stød og se at afskære Fjenden, som nu trak sig tilbage Nord paa; men det lykkedes ikke at fastholde de vigende Tyskere, endsige at omgaa dem. De forsvandt ad Banen Nord paa — just da det koncentriske Angreb skulde virke. Den 26. Marts, to Dage efter, at MacKenzies Hovedkvarter var ført frem til Garub, havde Botha inspiceret Styrkerne her. Den 25. April rykkede Mac Kenzie fra Aus med en Kolonne beredne Tropper i Nordøst tværs gennem Landet over Bethanyog Beerseba mod G i b e o n, som han haabede at naa, før Tyskerne Syd fra havde passeret; men han blev forsinket og kom der først den 25. April om Aftenen. Han forsøgte om Natten at afbryde Jærnbanen bag de tyske retirerende Styrker; men Forsøget glippede, og han mistede en Del Folk. Næste Dag gentog han Forsøget, men fik kun fat i Tyskernes Arrieregarde, som han omklamrede. Han lod Artilleriet køre op, men da Tyskernes Hovedstyrke var kommen i Sikkerhed løsrev Arrieregarden sig og forsvandt. Sydafrikanerne var for udmattede til at kunne foretage en lang Forfølgning. De gjorde en Del Fanger og erobrede to Kanoner og 4 Stykker Maskinskyts m. m., — men Fjenden slap bort.

Hele den sydlige Del af Kolonien var dog kommen i Briternes Magt. General Smuts kom den 27. April til Aus, og den 29. afrejste han til Swakopmund for at konferere med Botha.

Louis Botha var den 19. Marts rykket frem fra Goanikontes Øst for Swakopmund i det Haab at kunne naa Jærn- baneknudepunktet Karibib saa betids, at de tyske Styrker, som mulig blev drevne tilbage fra Syd kunde blive afskaarne. Hans Fremrykning var præget af Dristighed og Energi nu da han endelig havde baseret sig godt; men navnlig Vandforsyningerne gjorde ham mange Knuder, og forinden Jærn- banerne kunde blive retableret, var det meget vanskeligt at sikre Soldaterne mod Hunger og Tørst, som ikke kunde stilles, naar man ikke medbragte Proviant og Vand. Botha overvandt den Modstand, som bødes ham — men det gik ikke hurtigt fremad. Hver Dag maatte der føres Tog med Vand fra Kysten frem til Tropperne. Imidlertid rykkede han den 26. April frem langs Swakopriver, hvor han havde drevet Fjenderne tilbage til Riet. Oberst Skinner rekognoscerede samtidig ad Jærnbanen mod Trekkopies. Han løb lige mod Fjenden, der efter en Kamp forsvandt Øst paa.

Botha skyndte sig nu frem paa ægte Boerkrigsvis — med en stor Styrke af beredne Burghers, ialt 3 Brigader under Brits, Myburgh og Manie Botha — langs Swakoprivers tørre Flodseng — ikke i en samlet stor Kolonne, men i mange mindre, spredte over et stort Omraade. Mellem dem bevægede han sig ilsomt i en Motorvogn med en ringe Eskorte. Den 30. April — altsaa efter at Felttoget i Syd var til Ende — var Botha i Dorstrivermund. En Dag eller to senere gjorde han Holdt for 2—3 Dage, medens han sendte Myburgh og Manie Botha mod Nord for at afskære Tyskerne paa Jærnbanen mellem Karibib og Windhuk. Her kom General Smuts i Motorvogn kørende for at konferere med Botha. Denne marcherede nu 40 miles gennem en vandløs Steppe til Karibib-Knudepunktet fra tidlig Morgen til tidlig om Eftermiddagen. Det var et Vovestykke; men det lykkedes. Stedet blev besat, og her var Vand nok; derimod skortede det paa Foder, indtil Ingeniørerne fik Jærnbanen i Orden igen. Nogle Dage efter ankom Fodfolket langs Banen til Karibib.

Med en flyvende Kolonne skyndte Botha sig nu Sydøst paa for at besætte Hovedstaden Windhuk.

Forinden Botha selv startede i Motorvogn havde han den 11. Maj en Telefonsamtale med de tyske Autoriteter, som var efterladte i Windhuk; de var rede til at overgive Byen. Botha var to Dage og to Nætter undervejs gennem »the bush«, og Tredjedags Morgen fik han Windhuk i Sigte. Burgher-Brigaden med et Batteri var ankommen og stod udenfor Byen — nu holdt Botha sit Indtog i den og lod det britiske Flag hejse. Oberst Mentz blev Kommandant i Byen. Hovedbetydningen af denne Besættelse var den, at den traadløse Telegrafstation her blev taget. Byen blev besat 16 Dage efter, at Fremrykningen fra Riet var begyndt.

Tyskernes Hovedstyrke var* jo borte og stod i den nordlige Del af Landet. Den tyske Øverstbefalende sendte nu Bud til Botha, at han var parat til at underhandle om Fred. Botha skyndte sig i Motorvogn tilbage til Karibib, hvor der blev afsluttet en foreløbig Vaaben- hvile paa 48 Timer fra den 20. Maj Middag. Han mødtes nu med Guvernør Seitz og Oberst Franke ved Giftkop, 30 miles Nord for Karibib.

Tyskerne foreslog, at Fjendtlighederne skulde indstilles, og at hvert Parti skulde holde det Land besat, det havde i Øjeblikket — lige til Fredsslutningen i Europa. Det kunde Botha selvfølgelig ikke gaa ind paa, og han afslog at forlænge Vaabenhvilen. —

Tyskerne holdt sig langs den nordlige Gren af Jernbanen, hvorhen Botha nu vilde følge dem. Efter at han havde sikret sine Kommunikationslinier ved nye Tropper, som kom fra den sydlige Del af Kolonien, hvor deres Opgave nu var endt, rykkede han den 18. Juni ud fra Karibib for at begynde det sidste Afsnit i Krigen.

Paa ny anvendte han sin Yndlings-Formation: Myburgh med en Burgher- Kolonne blev sendt langt ud til højre og Brits med en anden til venstre, medens Botha selv opererede i Centrum med to beredne Brigader under General Beves og noget svært Artilleri. Denne Taktik bragte i Løbet af godt tre Uger et godt Resultat. Fjenden veg fra Stilling til Stilling, haardt forfulgt. Den 30. Juni var Bothas Avantgarde naaet 6 miles fra O t a v i, som var forsvaret bl. a. med Miner, og den 1. Juli rykkede Sydafrikanerne ind i Byen, som Fjenden forlod for at indtage en Stilling 10 miles længere mod Nord, paa Jærnbanen til Tsumeb, hvor han havde samlet sin Hovedstyrke.

Foreløbig afventede Botha nu sit Fodfolk, som ankom tre Dage efter til Otavi efter glimrende udførte Marcher. De sidste 45 miles havde de tilbagelagt i 36 Timer. Da de naaede saavidt, var der afsluttet en lokal VaabenstiIstand til den 9. Juli om Morgenen, den Dag Botha havde forlangt den endelige Overgivelse.

Myburgh og Brits var imidlertid ved langt udgaaende Bevægelser paa ny gaaede bag om Fjendens Hovedstyrke medtagende den nødvendigste Proviant, og idet de iøvrigt skød Vildt til Fortæring. Vand ledte de op, hvor det fandtes, til dem selv og deres Heste.
Den 4. Juli havde Myburgh forfulgt en mindre Styrke over Gaub til Tsumeb, hvor hans Avantgarde blev modtaget med det hvide Flag. Ikke desto mindre blev der affyret et Kanonskud paa dem.

Burgher’ne blev rasende, løb til deres Heste og red lige ind i Byen, idet de attakerede gennem Gaderne og fordrev Fjenden. Tyskerne protesterede — Kanon- skudet var en Fejltagelse — og de paastod, at der var Vaa- benhvile, hvilket Myburgh ikke vilde anerkende. Han telefonerede til Botha — selvfølgelig gjaldt Vaabenhvilen ikke her i Tsumeb, som nu maatte overgive sig. Myburgh skyndte sig at faa Overgivelsen iværksat, forinden Tyskerne kunde tilintetgøre
de mægtige Forraad af Vaaben, Ammunition og Uniformer, som var oplagrede her. Samtidig frigjorde han en Del Fanger, Tyskerne havde taget.

Brits havde været lige saa rap og resolut ude i venstre Flanke som Myburgh i højre. Den 6. Juli overgav 170 Officerer og Soldater sig til ham ved Namutoni, 40 miles N. V. for Tsumeb tilligemed store Kvantiteter af Proviant og Ammunition. Der var saaledes draget en Ring udenom den tyske Hovedstyrke, som, da Vaabenhvilen var udløbet, maatte overgive sig ved Otavi, hvor Seitz og Franke afsluttede Overgivelsen. Botha gav dem gode Vilkaar, thi det var ham om at gøre af politiske Grunde at faa en hurtig Ende paa Krigen, eftersom hans politiske Modstandere stadig ankede over, at den kostede Unionen for mange Penge — og desuden vilde Botha undgaa en sidste Kamp, som maa- ske blev blodig, og som først kunde føres, naar der var kommen Reserver frem. Officererne beholdt deres Vaaben og fik, mod at afgive Æresord, Lov til at bo, hvor i Kolonien det behagede dem. Tropperne skulde beholde deres Vaaben, men selvfølgelig uden Ammunition, og de skulde interneres i Sydvest-Afrika. Kun Reservisterne fik Lov at vende hjem til deres Farms.

Ialt overgav sig 200 Officerer og lidt over 3,000 Mand efter et Aars meget ærefuld Kamp.

Botha og Smuts havde sejret. Men Sydafrikanerne havde ogsaa været Tyskerne langt overlegne i Antal.

Den for Unionstropperne lykkelige Udgang af Krigen i tysk Vestafrika skyldes iøvrigt, foruden Førerne, det glimrende sydafrikanske beredne Fodfolk og Infanteriets Udholdenhed og Selvfornægtelse. Disse Egenskaber skulde der snart blive god Brug for paa andre Valpladser i Europa og Øst-Afrika.

Tysk Østafrika.
Efter at tysk Foretagsomhed i Halvfjerdserne og Firserne i forrige Aarhundrede havde brudt Baner i Østafrika, blev Resultatet, her som andetsteds, at Staten maatte træde til.

I 1885 i Februar Maaned gaves et »Schutzbrief« til de Mænd, som optraadte her, med Dr. Carl Peters i Spidsen; men de manglede Midler til at føre Sagen igennem, og Bismarck søgte derfor at hjælpe »det tysk-østafrikanske Selskab«, som de havde grundlagt i 1884.

Da der i Slutningen af Firserne brød en Araberopstand ud i tysk Østafrika, gjorde Bismarck et af sine store Kup. Han fik Europa med sig til: »Kamp mod Slavehandlerne og den afrikanske Menneskehandel«, og det lykkedes under dette Skilt at faa slaaet Oprøret ned, saa Tysklands Magt i Østafrika blev mere fæstnet. Sultanen af Zanzibar, som gjorde Fordring paa Kysten, maatte betale Gildet. Frankrig fik frie Hænder paa Madagaskar, og England lod sig let tilfredsstille.

Tysk Østafrika blev stillet under Rigets Beskyttelse efter at Bismarcks Efterfølger, Capri vi, den 1. Juli 1890, med England havde afsluttet en Overenskomst, ifølge hvilken Tyskland fik Helgo land, Nøglen til Elbmundingen, tilbage mod at blive delagtig i det Omraade i Østafrika, som Tyskerne havde besat. Britisk Østafrika blev derefter oprettet; men samtidig spillede England den Trumf fra sig, som det havde paa Haanden i Helgoland — hvilket det sikkerlig senere har angret, ikke mindst nu under Verdenskrigen.

Tysk Østafrika er 995,000 Kvadratkilometer stort med ca. 12 Milioner Mennesker, hvoraf kun 4,227 Hvide og maaske en halv Snes Tusind Arabere. De Indfødte tilhører Bantufolkene, de samme, som bor ved Kongoflodens Bredder. De er som Regel ikke Agerdyrkere, men driver nogen Kvægavl i højt liggende Egne, hvor Tsetsefluen ikke findes. Landet er for største Delen en Højslette, som mod Vest begrænses af det store Dalstrøg, i hvilket Søerne Nyassa og Tanganjika, Kiwu, Alber t-E d w a r d og Albert Søen ligger. Viktoria Søen ligger Syd-Øst for sidstnævnte og danner Tysk Østafrikas nordvestligste Grænse. Vældige Naturrevolutioner har i en tidligere geologisk Periode frembragt det nævnte Dalstrøg, som ikke er andet end en uhyre Spaltédannelse, — samtidig med at de har skabt Kontinentets store Bjærge. Siden har underjordiske Naturkræfter dannet Kraterrækker paa Jordskorpens svageste Steder, men andre Ord paa Randen af Sænkningen. Ruvenzori-Fjældene (5,500 m) de Gamles »Maanebjærge«, og M’fumbiro (5,000 m) hæver deres Rygge paa Grænsen af Albert- og Edwardsøens Sænkninger, hvor der desuden er fundet flere varme Kilder og rygende Kratere. Kilimandscharo (6,130 m) og Kenia (5,600 m) hæver deres sneklædte Vulkantoppe paa Højsletten Øst for Søernes Lavning.

Det vældige centralafrikanske Plateau, som optager største Delen af tysk Østafrika, er dækket af Savanner; Træer findes i Hovedsagen kun ved Flodbredderne, og Floderne kommer ned over Plateauet i Fosser, saa de ikke er sejlbare. Allerede et kort Stykke Vej fra Kysten bliver Landet bjærgrigt, her ligger, i den nordøstlige Del, et malerisk Bjærgland, Usambara, med smukke Dale og Skove. Tørstepper optager iøvrigt den største Del af Kysten indtil Randbjærgene, der gennemgaaende er lave (indtil 2,400 m). Hinsides disse kommer Højstepperne med mange Bjærggrupper.

Landskabet omkring Nyassa Søens Nordende er vildt og skønt. Her hæver Vulkanen Rungve sig (3,175 m). Et lignende Præg har Landet tildels langs Tanganjika. Overordentlig malerisk er endvidere Landet ved Kiwu-Søen, der har Afløb til Tanganjika. Det skønneste og frugtbareste Landskab i Kolonien er Strøget mellem Kiwu og Viktoria-Søen, nemlig Ruanda og Bukoba et sørigt Bjærglandskab med store Skove, navnlig afvandet af Floden Kagera. Befolkningen anvender her Vandingskanaler og har indhegnede Marker. Af andre bekendte Omraader skal nævnes Masai Steppen med en krigerisk Befolkning, Syd for Kilimandscharo. Virkelige indfødte Riger findes ikke i Tysk Østafrika, hvorimod der er to saadanne. Unjoro og Uganda paa britisk Omraade, mellem Viktoria Søen og Albert Søen; Regenterne her tilhører en indvandret Overklasse

I Tysk Østafrika er Dar-es-Salaani, ved Kysten, Hovedsæde for Regeringen i Kolonien Inde i Landet er spredt en Mængde Stationer. Af væsentlig Betydning for Operationerne i Østafrika er selvfølgelig Jærnbanerne, af hvilke der gaar to Hovedlinier og en mindre Linie fra Kysten ind i Laudet, de to første til de store Søer. Den tyske Centralbane udgaar saaledes fra Kystbyen Dar-es-Salaam til Udschidschi (Ujiji) ved Tanganjika Søen, hvor Stanley i sin Tid fandt Livingstone. Den passerer det vigtigste Centrum Tabora. Den anden Hovedlinie, Ugandabanen, gaar gennem Britisk Østafrika fra Mombasa til Viktoria Søens nordøstlige Hjørne ved Kisuma. Hertil kommer, paa tysk Omraade, Usambara Banen fra Kystbyen Tanga; den gaar i Nordvest op til Ny-Mosch i ved det berømte Bjærg Kilimandscharo, passerende Usambara Distriktet.

Ugandabanen var fortrinlig egnet til Koncentration af Tropper paa et hvilket som helst Punkt af tysk Østafrikas Nordøstgrænse. Under det kommende Felttog blev, som vi skal erfare, denne Bane sat i Forbindelse med Usambara Banens Endepunkt Ny-Moschi.
Ved Verdenskrigens Udbrud havde, som tidligere antydet, Regeringen i Tyskland Forbindelse med alle sine Kolonier i Afrika gennem et traadlost Telegrafsystem. Der rejste sig vældige Master i Togoland, i Kamerun, i tysk Sydvestafrika og i tysk Østafrika, hvilke modtog og afgav Meddelelser. Efter at Stationen ved Kamina i Togoland, der tjente som Mellemstation var odelagt, ophorte, saa vidt man kan se, Telegrafforbindelsen fra Tysklands Kolonier til Moderlandet. Derimod synes det, som om de endnu eksisterende Radiostationer har kunnet modtage Meddelelser fra Hjemlandet.

I Tanga ved Krigens Udbrud.
Professor, Dr. G. Gtirick fra Hamborg, som skulde foretage en videnskabelig Ekspedition i Tysk Østafrika, befandt sig i Kystbyen Tanga, da der den 1. August 1914 dertil kom foruroligende Meddelelser om, at »Krigen var udbrudt«, at forskellige tyske Dampere var bleven kaprede og at Telegrafkablerne var afbrudte. Banken i Tanga udbetalte ikke mere Penge, og Ophidselsen var uhyre. Om Aftenen kom den Berigtigelse, at der kun »var mobiliseret« I Byens Hotel holdtes Møde af Plantere, Direktørerne for Kilimandscharo Selskabet, Farmere, Missionærer og andre Europæere fer at drøfte Situationen. Der nedsattes en Kommission, som skulde tage sig af Ernæringsspørgsmaalet, der truede med at blive alvorligt. Man forhandlede endvidere om den Fare, Panislamismen rummede gennem en mulig Opstand, og man søgte at træffe Forholdsregler mod Friskarer. Alle var rede til at kæmpe, selv en Del Grækere, som opholdt sig i Landet, var beredte til at gøre fælles Sag med Tyskerne, og de deltog i de rungende Hurra- raab, hvormed de patriotiske Kolonister sluttede Forhandlingerne.
— Den 3. August forlød det, at Italien forblev neutral; men den 4 om Morgenen kom der Meddelelse om, at England havde erklæret Tyskland Krig. Den stedlige Militærkommando skyndte sig at indrette Byen til Forsvar. Hotellet blev forvandlet til en hel lille Forskansning, og alle civile Personer, som ikke skulde deltage i Forsvaret, maatte forlade dette Sted. Der holdtes Maskinskyts parat, og Askari’erne (de indfødte Soldater) holdt Øvelser. Ter- rainet rundt Hotellet blev ryddet, saa der var frit Skud, og af Sandsække byggedes Forskansninger.

Fra Dar-es-Salaam kom, den 11. August, Telefonmeddelelse om, at Tyskerne var rykket ind i Lille (skulde være Liège, Lüttich), Franskmændene i Togoland; Russerne var gaaet over den tyske Østgrænse og Franskmændene var rykket ind i Elsass. De blandt Planterne i Omegnen, som tidligere havde været Officerer i Hæren eller som stod i Reserven, forsamledes for at træffe Forsvarsforanstaltninger. Man tænkte just ikke saa meget paa at komme tit at kæmpe med Englænderne som paa at værge sig mod Opstandsforsøg fra de Indfødtes Side.

De smukke Akacieplantninger blev omhuggede og Træet anvendt til Pallisader, og der blev samlet en Mængde Tjørnebuske for at anvendes som Forhug. Paa Banestationen herskede stor Travlhed. Reservister og Frivillige blev iklædte Kakiuniformer med sort-hvid-røde Bind om Armen. De skulde bevogte Jærnbanen og tage Vare paa Magasinerne.

Spørgsmaalet om, hvorledes man skulde bære sig ad over for de Indfødte, var frem for alt levende. Planterne maatte for en stor Del afskedige deres sorte Arbejdere; men derved kunde let opstaa Uroligheder. — Det hed sig, at Patrouiller fra Moschi var gaaet over den britiske Grænse og havde stormet og indtaget den nærmeste engelske Grænsepost, Taveta. Fremdeles hed det sig, at Englænderne bogstavelig talt havde været inde i Havnen ved Dar-es-Salaam, hvor de havde beslaglagt en der liggende Østafrika- Damper. De havde truet med at beskyde Byen for at fremtvinge Ødelæggelsen af den traadløse Telegrafstations Mast (»Funken- turm«), som Tyskerne derfor selv sprængte i Fuften.

Skønt denne Station saaledes var sat ud af Kraft, var tysk Østafrika dog vedblivende i traadløs Forbindelse med Omverdenen gennem en anden Station inde i Landet ved Tabora, som sagdes at være færdig til Benyttelse Det svntes dng, som om denne Station ikke arbejdede sikkert — eller som om man der ikke ret forstod at dechiffrere de omkommende Depescher. Den 28 August hed det saaledes:

»Engelsk Landgangsforsøg ved Calais forhindret. Brüssel stormet, Maubeuge taget.« Dertil kom Reuter-Telegrammer fra 30. Aurust, som sagde at Russerne havde omringet Königsberg. Den 4 September hed det: »Kronprinsen saaret. Prins Friedrich Leopold falden Indtagelsen af Maubeuge var ikke rigtig. Russerne er trængt ind i Østprøjsen. Franskmændene i Elsass. Tapanerne ligger foran Tsingtau.« Endelig udbredtes der gennem Telefonen daarlige Rygter, som den 31. August lød paa. at Englænderne var landet ved Moa d v. s ved den nordlige Ende af tysk Østafrika; der var faldet 8 Briter, og man havde frataget disse 2 Stykker Maskinskyts; men Dagen efter fik man at vide, at Efterretningen var usand. Det vil let forstaas, at der ved saadanne Rygter fremkom en nervøs Spænding, som længe holdt sig. Imidlertid kom det Tidspunkt, da Tysk Østafrika selv blev inddraget i Verdenskrigen.

Verdenskrigens første Aar.
Efter at En gi ænderne ved Beskydningen af den aabne By Dar-es-Salaam og ved Beslaglæggelsen af en tysk Motorbaad i en tysk Havn ved Nyassasoen havde vist, at de ikke agtede at tage Hensyn til Kongotraktatens Neutralitets- Bestemmelser, var det dermed givet, at Tysk Østafrika maatte blive Krigsskueplads.
Det var klart, at et alvorligt Angreb paa Kolonien foreløbig kun kunde ventes fra Britisk Østafrika. Som Følge deraf skyndte de tyske Militærautoriteter sig at besætte den fremskudte engelske Militærpost ved Taveta paa det østlige Affald af Kilimandscharo.

Dette skete allerede den 14. August 1914. og denne Post blev holdt lige til Marts Maaned 1916.

Englænderne under Kommando af den fra den indiske Hær stammende General Tighe beredte sig straks til et Angreb paa Usambara-Banen i Koloniens nordostlige Del Han havde til sin Raadighed nogle engelske, indiske og afrikanske Batailloner Foreløbig gjordes et Forsøg paa fra Søsiden at komme i Besiddelse af Usambara Banens sydligste Del og Udgangspunktet ved Tanga, hvor der med stort Raseri og Tapperhed kæmpedes i hele tre Dage (3.—5. Novbr. 1914). Angrebet var meget blodigt og mislvklmdes for Briterne. — General Tighe forsøgte sig paa ny, denne Gang fra Landsiden. Han vilde over Grænsefloden Umba trænere ind i Usambara-Bierøene; men i Kampen ved J a s- sini G8—19. Januar 1915) blev hans venstre Fløj komplet slaaet, og han maatte gaa tilbage.

De i samme Tidsrum foretagne Forsøg af Englændere os? Belgiere paa at trænge ind i Ruanda, blev tilbageviste. Det samme gentog sig ved Longido ogSchiratii Kilimandscharo-Egnen, hvor de tyske Besætningstropper afslog Angrebene.

Med Kampen ved Jassini var det første Afsnitaf Krigen om Tysk Østafrika til Ende Initiativet gik nu paa alle Fronter over til
Tyskerne, som stadig gjorde Fremstød mod den for Englænderne saa vigtige Ugandabane.

Det var ikke blot mod denne Jærnbane, at der udgik Strejftog; men ogsaa i Sydvest trængte tyske Troppeafdelinger ind paa engelsk Omraade, i Nord Rhodesia og Britisk Nyassaland. Paa samme Maade gjordes heldige Raids ind paa Kongostatens Omraade. Denne Tilstand varede ved saa omtrent et Aar. Den eneste Fordel, som Briterne i denne forste Periode kunde henpege paa, var den, at de besatte Bukoba ved Viktoria Søen — dog kun for et Par Døgn.

Paa denne vældige Indsøs nordlige Bred i det britiske Protektoratland Uganda ligger Entebbe, hvor Guvernøren bor, og i en Bugt paa Soens Nordøstside har Uøandaba- nen, som berørt, sit Endepunkt ved Kisuma. Mellem disse to Punkter er 24 Timers Sejlads. Basis for de tyske Troppestyrker i disse Egne var Bukoba, paa Vestsiden af Søen. Engelske Stridskræfter var koncentrerede ca. 30 miles herfra ved Kagera Floden. Den 20. Juni 1915 blev nu General J. M. Stewart med en større Styrke af Fodfolk og noget Artilleri sendt fra Kisuma over Soen for om muligt at operere sammen med Tropperne ved Kagera Floden mod Tvskerne. Kanonbaade og armerede Dampere skulde yde fornoden artilleristisk Hiælp.

Ekspeditionen vendte dog tilbage nogle Dage efter Den havde ødelagt Bukoba Fortet og den traadløse Installation samt en Mængde Baade; men den havde ikke faaet Forbindelse med Styrkerne ved Kagera eller samvirket med dem, eftersom: »Landet var sumpet og frembød store Vanskeligheder«.

Tyskerne havde efterhaanden besat et betydeligt Stykke af britisk Landomraade Øst for Kilimandscharo. Ved Ta ve t a havde de derefter anlagt en stor befæstet I.eir med en fremskudt Stilling ved Salaita (E 1 Oldorobo), en befæstet Lejr ved Serengetio ø en fremskudt Post ved Mbuyun i ("henholdsvis 13 og 17 miles fra Taveta). Ved Kusigan havde de en Besætning paa 500 å 600 Mand Fodfolk, hvis Opgave det var at hæmme den engelske Koncentration ved at ødelægge Uganda færnbanen samt den under Bygning værende Sidebane fra Voi, som var ført frem til Maktau. I Kystegnene havde Tyskerne en stærk Troppestyrke ved Umba Floden, og herfra patrouillerede de til i Nærheden af Uganda - Jærnbanen, Mvele, Mdogo og Gazi, Paa talrige Punkter lånes den 600 miles lange Grænselinie stod de fjendtlige Tropper lige over for hverandre. Følgen var. at General Tighe maatte sprede sin i Forvejen ringe Styrke, og at han ikke havde nogen større Hovedreserve til Anvendelse i paakommende Tilfælde. Han udfoldede dog en stor organisatorisk Virksomhed med den kommende store Offensiv for Øje. Den skulde antagelig føres frem over Taveta og Longido. Hele den Styrke, der kunde raades over, blev delt i to Divisioner, foruden at der var Tropner paa Kommunikationslinierne. Den 15. Januar besatte 1. Division under Generalmajor Stewart Longido, og den 22. s. M. rykkede 2. Division under General Mattesson frem fra Maktau til Mbuyuni og stødte paa svag Modstand. Fjenden trak sig tilbage, der byggedes Jærnbane fra Maktau til Njoro Drift, og der blev truffen Forholdsregler til Koncentration af en større Styrke ved Mbuyuni. De største Vanskeligheder ved Troppernes Koncentration bestod i Vandmangel, eftersom Serengeti-Sletten er en vandlos Ørken. Man lagde en Rorledning over den, men den kunde ikke give Vand nok, og Resten maatte tilvejebringes ved Fremskaffelsen af Tanke. Vandsporgsmaafet lostes paa en fortrinlig Maade af Ingeniorerne under Oberstløjtnant C. B. Collins.

Togoland, Kamerun og tyskSydvestafrika var imidlertid bleven erobrede. De britiske og belgiske Regeringer kunde derfor fra disse Krigsskuepladser, som og fra Indien, sende Tropper til Østafrika, hvis Erobring nu skulde foretages. Den 12. Februar 1916 var General Smuts bleven udnævnt til Øverstkommanderende over alle de Tropper, som var bestemte til at udfore Erobringen af Tysklands sidste Koloni, der endnu holdt Stand paa andet Krigs- aar. Fra alle Sider skulde Kolonner bryde ind i Landet: Belgierne fra Nordvest, Briterne baade fra Nyassaland og Rho- desia samt Britisk Østafrika. Som vi skal se holdt Tyskerne overalt igen og kæmpede tappert for at undgaa at blive klemfe sammen, idet de benyttede Banerne til Troppeforskydninger, og idet de søgte at holde Fjenden længst muligt borte fra Landets Indre, hvor der, som sagt, ved Tabora rejste sig en vældig Mast paa den traadlose Telegrafstation.

Den 19. Februar ankom General Smuts fra Capetown til Flavnebyen Mombasa, hvor han modtoges af Generalmajor Tighe, som hidtil havde ledet Operationerne fra Britisk Østafrika, og som havde forberedt alt til den kommende store Offensiv, der paa denne Front skulde foretages ind i Kilimandscharo-Egnen, forinden Regntiden begyndte. Med Banen tog Generalerne ind i Landet og rekognoscerede de Fremrykningslinier, som skulde benyttes. Allerede den 23. Februar var Smuts færdig dermed og telegraferede fra sit Hovedkvarter i Na i robi paa Banelinien til Krigsministeriet i London om Sanktion paa Felttoget ind i Kilimandscharo-Egnen; den 25. fik han Bemyndigelsen. Bygningen af den omtalte strategiske Bane i Retning af Kilimandscharo var allerede begyndt Der var samlet en kæmpemæssig, moderne Krigspark med svære Automobilkanoner, talrige Feltkanoner, Panserautomobiler, samt en Mængde Lastautomobiler og Flyvemaskiner, og i Midten af Februar Maaned stod den store britiske Hær*) parat til Indrykning i Tysk Østafrika. Til de andre Fjender, som omgav Kolonien kom nu ogsaa Portugiserne.

I Begyndelsen af Aaret 1916 ansloges detyskeStrids- kræfter. som skulde forsvare Kolonien, til 16,000 å 20,000 Mand, hvoraf 2000 var hvide Mænd. Til Styrken horte 60 Kanoner og 80 Stykker Maskinskyts. Tropperne var inddelte i Kompagnier paa 150 til 200 Mand, hvoraf 10 pCt. var Hvide. Gennemsnitlig hørte der to Stykker Maskinskyts til hvert Kompagni.

Tyskerne angiver den til 80,000 Mand, hvilket sikkerlig er for meget.
Det fremgaar af de Operationer, som vi nu skal omtale, at overalt, hvor Fjenderne brod ind, mødte der dem Modstand — men stedse af underlegne Styrker. En Hovedreserve holdtes, saavidt man kan se, midt i Landet paa Centralbanen. Chef folde tyske Styrker var Oberst von Lettow-Vorbeck, som med stor Dygtighed ledede Forsvaret Vi skal nu soge at klargøre Begivenhederne paa hver Front for sig.

Kilimandscharo-Felttoget.
Omtrent midtvejs mellem det indiske Hav og Viktoria Søen hæver, som antydet, den eventyrlige, snekronede Vulkan Kilimandscharo sin Top (6 130 m), som først blev bestegen af Tyskeren, Dr. Hans Meyer i 1880. Længere nede paa Bjærget findes frodige Urskove; og paa Stepperne i vid Omkreds udenom er et Eldorado for Storvildt, og her færdes Masai Folkene, som en Gang var frygtede af de Rejsende for deres Vildhed. Tæt Vest for Kilimandscharo ligger det noget mindre Fjeld Meru. Gamle Karavaneveje eller rettere Stier for Bærere af Elfenben og Varer slynger sig mellem og uden om Fjældene til og fra Kysten; men nu bruges de kun meget lidt, efter at Usambara-Jærnbanen er bleven anlagt til Brug for Handelsfolk og den Trafik, som bl. a det store nye Plantningsanlæg i Kilimandscharo Egnen foraarsager.

Kilimandscharo Egnen anses for det rigeste og værdifuldeste Distrikt i Tysk Østafrika, Hovedcentret er her Mosch i i Nærheden af Ny Mosch i, Endepunktet for Banen.

Tidlig i Februar 1916 var 2. sydafrikanske Infanteribrigade ankommen til British Østafrika, og den 12. s. M. havde General Tighe ladet General Mattesson foretage en stærk Rekognoscering med 6 Batailloner og 18 Kanoner mod Salaita-Stillingen. De britiske Angreb blev besvarede med Modangreb, hvorefter Mallesson trak sig tilbage.
Den store Offensiv skulde nu begynde, og der fandt nogle Troppeforskydninger Sted, hvorefter Fremrykningen skulde ske paa følgende Maade: 1. Division, (undtagen 1 syd. afrik. ber. Brig.), General Stewart skulde fra Longido gaa gennem den 35 miles brede, vandløse »bush« og videre frem gennem Passet mellem Meru og Kilimandscharo med Endemaal Kahé for at afskære Fjendens Kommunikationslinie: Usambara Jærnbanen. 1. Sydafrikanske beredne Brigade, General van De- venter (som horte til 1. Div.) og hele 2. Division, General Mattesson, skulde fra Mbuyuni gaa frem i Passet mellem Kilimandscharo og Pare Hills mod Fjendens Hovedstyrke, som meldtes at staa ved Taveta med stærke Detachementer foran. 2 sydafrikanske Brigade, 1 Feltbatteri og 1 Haubitzbatteri udgjorde Reserven.

Hele den Styrke, Tyskerne havde til at imodegaa dette Angreb med, var her paa Stedet ca. 6,000 Geværer og 37 Stk. Maskinskyts samt 16 Kanoner. Fremrykningen begyndte den 5.—7. Marts.
Tyskerne ydede i Begyndelsen kun ringe Modstand. De ventede i Hovedstillingen ved Taveta. Den 8. Marts havde General van Deventer besat Chala efter en rask Fremrykning, og General Tighe med 2. Division havde beskudt Salaita. Ved Daggry den 9. begyndte Fremrykningen mod Taveta med omgaaende Bevægelser mod Flankerne; men Stedet blev rømmet uden videre Kamp og besat af Rytteri. Lumi- Floden, Øst for Taveta, viste sig impassabel for Motorvogne og tunge Kanoner, hvorfor der byggedes en Bro, som blev færdig den 11. Marts. Samme Dag fortsattes Fremrykningen med General van Deventer paa hojre Floj. Det blev snart klart, at Fjenden fra Taveta havde trukket sig tilbage i 2 Retninger; dels langs Taveta-Kahé Vejen, i Sydvest, — dels i Vest; men i hvilken af disse Retninger Hovedstyrken var gaaet, vidste man ikke. Situationen maatte opklares. Brigadegeneral Mallesson — som forovrigt blev alvorlig syg under Kampen — og som afløstes af General Tighe, gik med 1. ostafrikanske Brigade los paa La tema Nek (o: Pas), hvor det kom til Kamp, som endte med, at Tyskerne trak sig tilbage.
Navnlig Tropperne fra Rhodesia viste megen Tapperhed; men Tyskerne holdt god Stand; der maatte sendes Forstærkninger.

Kampen varede til Aften. Terrænet er meget stærkt kratbevokset; Maaneu var i første Kvarter, og indtil Midnat kunde man se frem for sig. Det blev nu besluttet, at to sydafrikanske Batailloner under Oberstløjtnant By ron skulde gaa frem til et natligt Angreb mod Latema Nek. Vanskeligheden laa i, i det tætte tjørnede Krat at finde frem og holde Retning. Medens Byron selv gik lige løs paa Latema Nek, skulde Oberstløjtnant Freeth og Major Thompson rykke frem mod Højderne Nord og Syd for dette Pas. Med stor Tapperhed gik de to Officerer paa; tilsidst havde Freeth kun 18 Mand med sig, og ved Midnatstid naaede Oberst Byron til 30 Yards fra Fjendens Hovedstilling og gik løs paa denne. Fjenden
aabnede straks en voldsom Ild, og der faldt mange Folk. Oberst Byron blev let saaret, en Major faldt. Obersten naaede dog Passet med 20 Mand, men maatte saa vende om.

Imidlertid havde General Tighe af Ilden søgt at danne sig et Begreb om Kampens Forløb. Henad Kl. 1 Morgen fik han gentagen Anmodning om Forstærkninger. Der sendtes et Regiment frem; det mødte Oberst Byron. som var paa Retraite, og det bestemtes, at man skulde afvente Daggryet. Det mislykkedes at faa Forbindelse med Major Thompson og Oberst Freeth.

General Smuts mente ikke, det var rigtigt at presse yderligere paa ved Latema Nek; men derimod afvente de beredne Troppers omgaa- ende Bevægelse, som der var givet Ordre til skulde begynde næste Morgen. Klokken 4 30 gaves Ordre til General Tighe om at trække hele sin Styrke et Stykke tilbage — forinden Daggry. Udsendte Sidepatrouiller til Flankedetachementerne ved Reata og La tema meldte imidlertid, at begge disse Højder var tagne og at .Fjenden nu trak sig tilbage fra Passet. Smuts beordrede Artilleri frem forat beskyde de vigende, der ansloges til 1500 a 2000 Mand.

En virkningsfuld Forfølgning gennem de tætte tropiske Skove, som strækker sig fra Kitowo til Kahe blev der ikke Spørgs- maal om. — Englændernes Tab beløb sig til 270 Mand. De erobrede en 6 cm Kanon og 3 Stykker Maskinskyts. Der fandtes 40—50 døde Fjender i Stillingerne; men Tyskerne havde bortfjærnet mange Døde og Saarede.

Samtidig havde der paa Taveta - Moschi-Vejen fundet Sammenstod Sled mellem engelsk Fodfolk samt Rytteri og en stærk tysk Styrke, som holdt de nordlige Skraa- ninger af La tema og North Kitowo H i 11. Medens dette stod paa, havde General Stewart foretaget sin Flankebevægelse ind i Passet mellem Kilimandscharo og Meru. Den 8. var han naaet til Geraragua uden at være stødt paa større Modstand; den 9 standsede han for at rekognoscere og for at faa sine Forsyninger frem. Fra Geraragua gaar Vejen i Syd til Boma-Ja-Ngombe paa Vejen Moschi-Arusha. Den meldtes at være ufarbar for Køretøjer, eftersom alle Broer var afbrudte af Fjenden. Da Forspandene for Oksevognene desuden var udmattede, besluttede General Stewart sig til at gore Holdt den 10. Morgen for om mulig at finde en ny, vestligere Vej. Der fandtes en saadan, men den var vanskelig, og ved Middagstid genoptoges Marchen. Efter at have sendt en bereden Patrouille mod Vest for at besætte Arusha, vendte han sig mod Øst for at hjælpe Hovedkolonnen med at besætte Ny Moschi, som han naaede den 14., og hvorfra en Del tyske Styrker var undkomne i Tide. Han fik nu her Forbindelse med General van Deventer, hvis beredne Brigade hele Tiden havde opereret paa højre Fløj af Hovedstyrken, som efter at have besat Moschi vendte sig mod Syd.

 

Der rekognosceredes imod Kahe og Ruwu-Floden, i hvilken Retning Fjenden havde trukket sig tilbage. Alt det Land, som grænsede op til Ruwu-Flodens nordre Bred var tætte, tropiske Skove, og Tyskerne benyttede sig deraf til om Natten at fyre ind i de britiske Lejrpladser. Da det var af den største Betydning, at Fjenden blev drevet bort, forinden Regntiden, gav General Smuts den 18. Marts Ordre til almindelig Fremrykning mod Sydøst og Syd.

Fra den 19. til den 21. Marts kæmpedes ved Kahe og Ruwu-Floden i et vanskeligt gennemtrængeligt Terræn. Tyskerne havde afbrudt Jærnbanen over Ruwu (= Pangani), og General Sheppard blev beordret frem med en stor Styrke (2. sydafrik. Brigade og Divisions Tropper, Rytteri og Artilleri) i Fronten, medens General van Deventer, opererede ude paa hans højre Fløj for at foretage en omgaaende Bevægelse uden om Kahe.

Terrænet var uoverskueligt, og Krattene og Skovene tætte General Sheppard vidste ikke, at van Deventer allerede havde taget Kahe Station nogle miles foran hans højre Fløj, og Forbindelse var ikke til at faa. Han gav derfor Tropperne Ordre til at grave sig ned i de Stillinger, de havde; men ved Daggry den 22. viste det sig, at Fjenden allerede var gaaet tilbage over Ruwu-Floden Dermed var i Virkeligheden Kl. 1 i- mandscha rofelttoget bragt lykkeligt til Ende.
General Smuts opslog sit Hovedkvarter i Moschi, udstillede en Forpostlinie langs Ruwu og sikrede sig desuden mod Vest og Sydvest. Derpaa gav han sig til at reorganisere sine Styrker til de næste Opgaver. Tropperne blev koncentrerede i heldigt beliggende og sunde Lejre, hvor de kunde komme til Kræfter igen efter de udstaaede Strabadser.

Generalen roser sine Underførere og Soldater meget; Generalmajor Tighe havde foretaget alle Forberedelser til Felttoget paa en fortrinlig Maade, og han havde ledet den heldige Kamp ved Latema Nek. Brigadegeneral van Deventer, som jo kommanderede lst South african mounted Brigade, havde under Operationerne haft en uafhængig Kolonne, som udførte en omgaaende hurtig Bevægelse, der bevirkede, at Udfaldet for det hele Foretagende kronedes med Held. Hans Evne til at føre beredne Tropper om Natten paa de lange Marcher og under Operationer i ukendt Terræn og under de største Vanskeligheder var — siger Smuts — forbavsende. — Flyverne havde gjort god Tjeneste og kastet Bomber. Det skortede ofte Soldaterne paa Mad, Vand og Klæder, men de holdt ud. De lange Marcher i glødende Sol, afbrudt af og til af voldsomme Regnskyl, kunde nok ødelægge selv den bedste Mand, men alle gjorde deres Pligt. Sanitetsvæsenet fungerede godt, og de Saarede blev vel betjente. Vejene var for en stor Del kun Stier i Krattene eller over Sumpene. Nat og Dag maatte Forspandene arbejde under de største Vanskeligheder, hvilket bevirkede endeløse Ophold.

Jærnbaneingeniørerne havde ydet et fortrinligt Arbejde ved Bygningen af den omtalte Jærnbane fra V o i. Banens Tilknytning til Usambara Banen ved Moschi fandt Sted i April Maaned 1916. Det var et Mesterstykke, udført af de engelske Ingeniører under Oberst Sir W. Johns. Først blev Banen fra Voi bygget frem til Njoro Drift, Øst for Salaita, derpaa til Taveta og Latema Nek med gennemsnitlig 1 engelsk Mil om Dagen, deri indbefattet Rekognoscering, Opmaaling, Fældning af Krat og Broslagning over Lu mi Floden i Nærheden af Taveta.

løvrigt havde Tropperne store Vanskeligheder at kæmpe med i de uvejsomme Egne, de kom igennem.

En Reuter Korrespondent, som fulgte General Smuts til Tysk Østafrika, sendte en Beretning til Kapstaden og Johannesburg fra Alt-Moschi;

»Vi fører Krig i et Vidunderland, et Land af ubegribelig Skønhed: Mørke, dybe Skove; iskolde Fjældbække, som kommer styrtende ned fra Bjærgene paa Grænsen mellem tysk- og engelsk Østafrika; Orchideer af sjælden Pragt; faa men farverige lysende vilde Blomster, kæmpemæssige Baobabtræer; et Vildnis af tropiske Slyngplanter; Veje, som Forstvæsenet har hugget og fra hvilke man mærker en Drivhuslugt; Slugter med Broer, der er byggede af stærke Grene, og over alt dette hæver sig den slumrende Bjærg- kæmpe »Mand og Kone« — Kilimandscharo.

 

De Indfødte ærer Kæmpen som en Fetisch. I det fugtige Klima ser man den sjældent, da den dækkes af Taage; kun af og til ved Solopgang og Solnedgang, kan man faa Øje paa Kraterets afslidte Vægge, paa dette »Verdens Moder-Liv«, ud af hvilket Mand og Kvinde blev født. Saa forgylder Østens Straaler de Højder, til hvilke man ikke kan komme, — eller Aftenrøden farver dem i Purpur; den Vilde i Djunglen ser did og bøjer sig i sin fuldkomne Enfoldighed frygtsomt og tilbeder paa sin Vis det Uendelige.

Men Tropelandet er lige saa febergiftigt som det er skønt, og vilde Dyr som Løver, Elefanter o. s. v. huserer i disse Egne. Føreren for en tung Motorvogn berettede nylig, at to Næshorn anfaldt hans store Maskine. Hvem ved, hvad enten Manden var mest bange for Dyrene eller disse for Manden. Det var et Spørgs- maal, hvem der var mest forbavset eller rasende? En Londoner Chauffeur beklagede sig paa følgende Maade: »Dette her er en fordømt Zoologisk Have, hvor Dyrene ikke bliver spærret inde om Natten.«

Der er Vildt og Fugle i uhyre Mængder. Ganske vist er Jagt forbudt. Men der falder dog — af Vanvare — Fugle i Gryden, og naar Antiloper søger at bide vore stakkels Soldater, er de sandelig til Selvforsvar nødsaget til at dræbe — og spise dem. Forskrækkede Nilheste, som er bleven forstyrrede under deres Hvile af Motorvognenes Larm, styrter sig gryntende og med aabent Gab imod disse.

Vi har jævnet vore Motorveje gennem Skovlandets Skygger og paa dem klaprer nu uophørligt de store Automobiler, medens Aberne skælder og skriger. Under Kampen ved Lumefloden var Abernes Skrig saa høje og larmende, at man næsten ikke kunde høre Kommandoordene. -------

Omkring Moschi strækker Kaffe- og Gummiplantager sig paa de forskellige Farme; de er renlige, ordentlige og nøje afgrænsede. Alt er her ordnet med tysk Grundighed og Fuldkommenhed. En engelsk Officer fortalte mig flere interessante Ting, som hændte paa Marchén til Moschi. At det var begyndt at skorte Tyskerne paa mangt og meget, fremgik f. Eks. deraf, at de for Størstedelen nu til Isolatorer for Felttelegrafen benyttede tomme Ølflasker (mest med engelske Etiketter). Under Angrebet tog et Regiment til Gengæld en lille Afdeling tilfange, som med sig havde 140 Pund frisk Smør, hvilket var os meget velkomment, idet det paa en uventet Maade berigede vor Spiseseddel. Ved denne Lejlighed henledte vore store Kanoner et Antal vilde Strudses Opmærksomhed paa sig; men aldrig saasnart havde Kanonerne begyndt at skyde, før de ilsomt forføjede sig bort.
Vore Soldater har Paalæg om, saavidt muligt, at skaane privat Ejendom. Efter Moschis Indtagelse hændte der noget morsomt. En ophidset muhamedansk Herre, som var velsignet med, eller rettere sagt fordømt til at være gift med tre Koner, besværede sig meget alvorligt over, at en af vore Soldater havde nedladt sig paa hans bedste Divan med den yngste af Hustruerne ved sin Side, og hvad værre var, han havde anbefalet den gamle Herre at fjærne sig, hvis han vilde undgaa at blive skudt. Vor Auditør maatte komme til Hjælp.« *

Paa Stepperne havde man ikke i samme Grad Vanskeligheder som i Skovegnene; her kunde Motorvogne næsten overalt benyttes. Det vrimlede der med Storvildt, og Zebraer, Giraffer, Antiloper m. m. stod ofte i Flokke tæt ved Landsbyernes tamme Kvæghjorde. Det syntes næsten at forstaa, at det var fredet. Ved en Lejlighed saa en General og to Officerer, da de kom kørende, tre Løver. Hver Officer skød sin, og de fortalte siden, at det var »det tammeste Eventyr, de havde oplevet. Der var slet ingen Spænding.« En af Officererne udtalte: »Det var som at slaa Kaniner ihjel.«

General Smuts fandt i det tyske Arkiv i Moschi et Cirkulære, som nogle Maaneder før Verdenskrigens Udbrud af den kejserlige Guvernør i Østafrika Dr. Schnee var udsendt til samtlige Regeringsstationers Chefer i Landet. Det lød:

»De beordres til, inden 3 Maaneder fra Modtagelsen heraf at indgive Rapport om, hvad der kan gøres gennem Regeringens Tje- nestemænd og Lærere for med Virkning at forhindre, at den islamske Propaganda breder sig. Anser De det for muligt at give
Bestemmelser, som i det hele taget forbyder Islam? Sandsynligvis vil der fremkomme en Ordre, ifølge hvilken det ikke vil blive tilladt Lærere at foretage Omskæringer eller at prædike i Moskeerne
o. s. v. Det samme Forhold maatte ogsaa komme til at gælde andre Regeringstjenere. Opmuntring til Udbredelse af Svinehold blandt de Indfødte anbefales som et virksomt Middel til at standse Islams Udbredelse, naar det sker ved kyndige Folk. — Vær saa god ogsaa at overveje dette Punkt.«

Dette interessante Dokument er antagelig bleven læst med en vis Interesse af Tyskernes Allierede — Tyrkerne, hvis det da er naaet saa vidt.

Efter at Kilimandscharo Felttoget var tilendebragt, gjaldt det at bemægtige sig Usambara-Jærnbanen lige til Kysten, samtidig med at der straks sendtes Styrker frem i Syd og Sydvest mod Centralbanen. General Van Devent er udsendtes i denne sidste Retning, hvor han heldigt løste sit Hverv, medens General Smuts selv ledede Felttoget i Retning af Kysten.

Usambara-Felttogel.
Til Trods for Regnen, som var begyndt med stor Voldsomhed, paaskyndede General Smuts dog Fremrykningen ned langs Banen fra Kahe gennem Usambara-Landet. Styrken rykkede frem i to Kolonner, den ene langs selve Jærnbanelinien, som her løber tæt langs den vestlige Rand af Pare- Bjærgene, den anden vestligere, ned langs Pangani-Floden, som flyder gennem Masai-Steppen. Fjenden veg Skridt for Skridt, og det kom ofte til alvorlig Kamp. General Hannyng- tons Kolonne fulgte Banen, og General Hoskins gik vestligere, begge stadig skærmydslende og kæmpende.

Efterhaanden blev Pare-Bjærgene rensede for Fjender, og fra Usambara-Bjærgene saa Briterne Lysene i Hovedstaden Wilhelmstal. Fremrykningen skete ofte igennem tæt Junglekrat, og Fjenden lod sig stundom overraske, saa han f. Eks. ikke fik Tid til at afbryde en smuk Pillebro over Pangani-Floden. Den 31. Maj erobredes en Lejrplads, som bestod af Græshytter af uregelmæssig Form, saa at man ikke fra Aeroplanerne kunde faa Øje paa den. De engelske Troppers Sundhed paa de lange og trættende Marcher havde været god, og Trækdyrene var ogsaa i god Stand, hvortil kom, at Motor-Transporterne var bievne en Succes. Vilde Dyr havde man truffet mange Steder. Løverne lurede ofte paa Bytte rundt om Lejrene, og Krokodillerne overfaldt Træk- og Ridedyrene, naar disse passerede Floderne.

Den 13. Juni kunde General Smuts melde, at Wilhelmstal var i hans Magt — og den 7. Juli blev Kystbyen Tanga (77 miles Syd for Mombasa) besat. Fjenden rømmede den efter at have ødelagt Vandværket. Ogsaa General Hoskins havde løst sin Opgave og bibragt Fjenden store Tab, bl. a. af Kanoner. Han var naaet frem til Korogweog Handeni paa Vejen fra Tanga til' Kondoa Irangi. Korogwe blev 13. Juli angrebet af 200 Tyskere med en Morter og et Stykke Maskinskyts. Efter to Timers Kamp blev Tyskerne drevne tilbage. — Ved en »Luft-Raid«, som blev foretaget den 14. Juli, mistede Fjenden 10 døde og et betydeligt Antal saarede.

Mod Kondoa Irangi og Centralbanen.
Medens General Smuts saaledes gennemførte Felttoget langs Usambara Jærnbanen, gennemstrejfede General van Deventers beredne Tropper en stor Del af den tyske Kolonis nordlige Del. Fra Kilimandscharo Egnen (A rusha) gik de i S. og S.-V. og delte sig, saa at en Styrke sendtes i N.-V. og besatte Posten Kötherheim (12. April) nær ved den store indfødte Landsby Ugumbve, samt Salanga, medens Hovedkolonnen gik 1 Syd over Masai-Steppen til Kondoa-Irangi, hvor den traf paa store tyske Styrker (17. April).

Kondoa Irangis Erobring vilde betyde en alvorlig Trussel mod Tyskernes Hovedkommunikationslinie, Centralbanen, som det for enhver Pris maatte gælde for dem at holde længst muligt. Den nærmeste større Station paa denne Bane var Kilimatinde; men Hovedcentret for Forsvaret af det Indre af tysk Østafrika var T a b o r a længere Vest paa. Herfra kunde Forstærkninger blive sendte pr. Bane.

Fra 17. til 20. April kom det nu til hæftige Kampe ved Kondoa Irangi, i hvilke Englænderne og vistnok ogsaa Tyskerne led store Tab af Folk og Heste.

Da Tyskerne ikke kunde kastes ud af deres Stillinger ved frontale Angreb, forsøgte Briterne at omgaa Fjenden paa begge Fløje — efter den sædvanlige Kampmaade, som de sydafrikanske Boere benytter, — ogsaa her med godt Resultat. Tyskerne rømmede i Løbet af den 19. April frivillig Kondoa Irangi og trak sig nogle Kilometer tilbage i sydøstlig Retning mod Centralbanen. Briterne besatte straks samme Dag Kondoa Irangi uden at forfølge de vigende Tyskere, som nu indtog en Stilling i Bjærgene, hvor de forskansede sig. Regntiden var nu indtraadt og forhindrede yderligere Operationer.

Der hengik flere Uger, i hvilke man paa begge Sider forholdt sig roligt i Stillingerne. Men fra Tabora blev der nu sendt Forstærkninger til Tyskerne, som begyndte at udfolde en betydelig Virksomhed ved Udsendelsen af Rekognosceringskommandoer og Patrouillen Den tapre og dygtige Oberst von Lettow-Vorbeck besluttede nu at gaa over til Angreb, og med bred Front rykkede han frem mod Kondoa Irangi.

I Løbet af den 8. Maj kastedes, ifølge tyske Kilder, de britiske Forposter tilbage til selve Kondoa Irangi, og Oberstens Tropper nærmede sig den fjendtlige Hovedstilling saa meget, at hans lettere Artilleri kunde beskyde denne. Samme Dags Eftermiddag blev de engelske Stillinger beskudt af tysk Feltartilleri og af en Skibskanon af sværere Kaliber, som var hidbragt fra Krydseren »Königsberg«, der var bleven skudt i Sænk paa Rufiji-Floden af Briterne. — Ilden, som gjorde megen Skade, varede ved til Aften.

Natten til den 9. arbejdede Tyskerne sig frem til i kort Afstand fra de britiske Stillinger, heftig beskudte af Forsvarerne.

Da Dagen gryede, begyndte der en haardnakket Kamp paa begge Fløje; den varede hele Dagen. De sorte, tyske Infanterister, de saakaldte Askari’s, som førtes af tyske Officerer og Underofficerer, trængte ved voldsomme Stormangreb begge de fjendtlige Fløje langt tilbage, saaledes at den britiske Stilling blev omsluttet
i en stor Halvkreds. Briterne gjorde deres yderste for igen at tage de erobrede Stillinger, og det kom til voldsomme Kampe, Mand mod Mand; men Briterne blev tilsidst kastede tilbage. Natten mellem den 10. og 11. Maj gik Tyskerne — siger de — paa hele Fronten over til et Hovedangreb. Der kæmpedes med det største Raseri og Tapperhed hele Natten igennem, og det endte med, at Tyskerne erobrede alle de engelske Stillinger.

Om Morgenen den 11. Mai rømmede Briterne Kondoa Irangi efter tre haarde Kampdage og trak sig ilsomt 8 å 10 Kilometer tilbage i nordvestlig Retning, hvor de skyndte sig at anlægge en feltbefæstet Stilling.
Tyskerne kunde ikke forfølge Modstanderne, som var beredne, medens de selv ingen Heste havde.

General van Deventers Boer-Brigade havde lidt svære Tab. Tyskerne mener, at den mistede over 1,200 Mand i den tre Dages Kamp; i det mindste havde den efterladt 600 Faldne paa Valpladsen. Af Heste mistede Brigaden ca. 800 og der efterlodes flere lette Kanoner og en Del Maskinskyts paa Valpladsen. Foreløbig var det lykkedes Tyskerne at spærre Brigaden Vejen til Centralbanen og det Indre af Landet.

Af General Smuts Meldinger kan man ikke se, at Briterne havde rømmet Kondoa-Irangi. Han omtaler heftige Kampe Natten mellem 9. og 10. Maj »efter et forudgaaende heftigt Bombardement;« men: »Angrebet tilbagevistes med svære Tab.« Den 10. og 11. omtales ligeledes Angreb, og et særligt voldsomt efter Solnedgang sidstnævnte Dag mod den britiske venstre Flanke; men: »Angrebet blev afslaaet.«

»Fjenden fornyede ikke sine Angreb i Løbet af Dagen den
12.,« hedder det. Men General Smuts indrømmer: »Vore Tab er betydelige,« og i en Melding af 20. Maj hedder det: »Angrebene paa Kondoa Irangi er standsede. Fjenden led svære Tab under sine to Hovedangreb. De største Tab, han havde, var i et natligt Angreb, som foretoges paa en Styrke, der var sendt ud. Denne Styrke kom lykkeligt tilbage til Hovedstyrken.«

Det hedder videre i Meldingen: »Paa Grund af Transportvanskeligheder blev Rationerne ved en Lejlighed reducerede til en Kop Ris og et Stykke Sukkerrør. Vort Kvæg er nu bleven heldigt beskyttet, og der er begyndt et Felttog mod Giraffer, som har ødelagt vor Telegraf ved a't gnide Halsen mod Traaden.«

Det synes saaledes som om Telegrafforbindelsen med Hovedstyrken paa Usambara-Banen var bristet. Herpaa tyder ogsaa en anden Melding af 12. Maj, i hvilken det hedder:

»Et Aeroplan, som blev sendt af sted for at rekognoscere Usambara-Jærnbanen, er ikke kommen tilbage. Regnen strømmer ned.«
De senere Meldinger gik ud paa, at General van De- venter stadig stod ved Kondoa Irangi over for Tyskerne til sidste Halvdel af Juli Maaned. Han havde nu faaet sendt Forsyninger af Proviant og Ammunition og vistnok ogsaa af Mandskab, og han holdt sig en Tid til Defensiven, »idet han lod Fjenden udmatte sig ved et frugteslost Bombardement«. Generalen var nu endelig parat til at gaa frem igen, og han »foretog Bajonetangreb med sine Regimenter,«, hvorved Fjenden tilsidst blev kastet. —

Den 31. Juli meldte Smuts, at General van Deventer den 21. s. M. var rykket videre fra Kondoa Irangi, idet han udsendte en mindre Styrke for at opklare Situationen i vestlig Retning. Hans Hovedstyrke gik ad tre forskellige Veje frem mod Central banen. Tyskerne blev skarpt forfulgte og slaaet paa alle tre Ruter. Midterkolonnen erobrede en fjendtlig Lejrplads, den østlige Kolonne bemægtigede sig en Park paa 4,000 Stykker Hornkvæg og store Kvantiteter af Proviant, Ammunition m. m. Fjenden gjorde her stærk Modsland, men flygtede tilsidst i Uorden, forfulgt af de britiske beredne Tropper.

Den 29. Juli naaede Midterkolonnen Dodoma Station, og de to Fløj kolonner nænnede sig ligeledes Centralbanen, hvor de snart efter besatte Stationerne Kilimatinde (60 miles Vest for Dodoma) og Kikombo (15 miles Øst for Dodoma).

Tyskerne havde længe forhindret Briterne i at besætte deres Livsnerve Centralbanen, paa hvilken de kunde skyde Tropper frem og tilbage, naar der blev Brug for dem; nu var al'saa en betydelig Del af det midterste Parti af denne Bane falden i deres Modstanderes Hænder, og fra alle andre Sider truedes Banens ovrige Dele.

Det hed i General van Deventers Melding, at Tyskerne trak sig bort i ostlig Retning mod Mpuapua, en stor Station med en Koloni, som skriver sig fra Tyskernes første Tid i Østafrika. De gik altsaa nu i Retning af Kysten. Hvor stor en Styrke Tyskerne foretog denne Retræte med, var ikke oplyst; der sagdes kun, at Generalen forfulgte sine Modstandere, hvis Kraft sandsynligvis var brudt. Det hed samtidig i Meldingen, at et af General van Deventers Detachementer, som opererede i vestlig Retning imod Singida (80 miles Vest for Kondoa Irangi) var kommen i Kast med en tysk Styrke, som satte sig kraftigt til Modværge, men sluttelig maatte overgive sig i et Blokhus.

Mellem General van Deventers Kolonner o g Gie neral Smuts Hovedkolonne paa Usamba r a-B anen opererede General Hoskins. Han gik frem til Korogwe og Handeni paa Vejen mellem Tanga og Kondoa Irangi. Den 13. Juli blev Korogwe angrebet af 200
Tyskere med en Mortér og et Stykke Maskinskyts. Efter to Timers Kamp blev Tyskerne drevne tilbage. Ved et »LuftRaid«, som blev foretaget den 14. Juli, mistede Fjenden 10 Døde og et betydeligt Antal Saarede. Ved Lukuga-River bibragte Generalen endvidere Tyskerne ret store Tab af Kanoner og Mandskab, »som ikke er til at erstatte«, og den 21. Juli meldte General Smuts, at en fjendtlig Styrke, som havde forsøgt at angribe hans Kommunikationslinie, Vest for Tanga, var bleven drevet Syd paa over Pangani River. Flele Usambara-Banen var bleven repareret og taget i Brug. Den 31. Juli meldtes, at General Hoskins var i Færd med at opklare Egnen Syd for Usambara-Banen. P an g an i Havn paa Stillehavskysten, nær ved Tanga, var bleven besat, og mindre Kolonner, som opererede mellem Nguru Hilis og Kysten, drev Fjenden Syd paa — altsaa i Retning af Centralbanens østlige Del, ad hvilken just de tyske Styrker, som General van Deventer havde slaaet, trak sig tilbage imod Mpuapua, som ligger 40 miles Øst for Kikombo. Fra Mpuapua til Dar-es-Salaam ved Havet er i lige Linie en Afstand af 190 miles. Mellem disse to Punkter ligger de betydelige Byer Kilossa og Morogoro, begge i Bjergegne. Den 11te August meddelte det britiske Krigsministerium, at det fra General Smuts havde modtaget Melding om, at den lille Havnestad Saadani (mellem Tanga og Dar-es-Salaam) var bleven besat den 1. August af en Flaadestyrke. Der ydedes kun ringe Modstand. Det meldtes samtidig, at der paa andre Punkter ved Kysten skulde foretages lignende Besættelser. General Smuts holdt saaledes nu en Front, som gik parallelt med og som laa 40 miles Nord for Centralbanen.

Ved dette Tidspunkt var General Louis Botha fra Sydafrika ankommen til Krigsskuepladsen i Østafrika for at besøge Tropperne. I Følge Meddelelse af 7. August fra Luki- gura, var han samme Dag i Msika, som blev beskudt af Fjendens Granatkanoner. Tropperne gav ham en varm Modtagelse. De haabede, at nu var Felttoget snart til Ende. Luki-gura og Msika ligger ca. 70 miles inde i Landet, regnet fra Saadani.

Ogsaa Portugiserne har paa deres Grænse mod Østafrika skærmydslet med Tyskerne, saaledes den 23. April 1916, da en portugisisk Grænsestyrke stødte sammen med noget tysk Fodfolk med 5 Stykker Maskinskyts. Fægtningen varede hele Dagen, og Tyskerne trak sig tilsidst tilbage, efterladende et Stykke Maskinskyts. Der var nogle faa dræbte paa begge Sider.

I Begyndelsen af Juni foretog Tyskerne igen et Overfald paa den portugisiske Post ved Namaka ved Grænsefloden Rowuma, men de blev drevne over paa Flodens venstre Bred igen. Senere har det været omtalt, at Portugiserne beredte sig til at gore et større Indfald i Tysk Østafrika, men noget Resultat heraf har man ikke erfaret.

Medens det trak op til afgørende mimære Begivenheder i den østlige Del af Kolonien, nær ved Kysten, havde, som vi skal se, Angriberne ogsaa bestaaet alvorlige Kampe med tyske Tropper inde i Landet. Fra Nordvest kom Belgierne og rykkede ind i Egnen mellem Tanganjikasøens nordlige Del og Viktoria-Søen i Retning af Centralbanens vestlige Del, ligesom britiske Styrker fra Viktoriasøen gik Syd paa mod sammes Midterparti, og endelig kom General Northeys Kolonner fra Syd. De tyske Besætningstropper kæmpede overalt tappert mod denne Invasion af overlegne Stridskræfter; men de var spredt i forskellige Grupper uden Haab om Samvirken. Vi skal nu nærmere omtale disse Angreb hver for sig.

Fra Viktoria-Søen.
Først et helt Aar efter at Bukoba Fortet var bleven bombarderet, viste der sig Tegn til, at Englænderne igen havde begyndt at røre paa sig her. Den 16. Juni 1916 meldtes, at de havde besat den tyske 0 Ukerewe i den sydlige Del af Søen, hvilken man kender fra Stanleys Beretning. Denne Besættelse var af stor Betydning, fordi Briterne her havde faaet et Udgangspunkt for Angreb paa Muanza (Mwanza), Tyskernes vigtigste By paa Søens sydlige Bred, hvorfra der er en god Vej for Motorkøretøjer til Tabora paa Centralbanen, ca. 150 miles længere Syd paa. Ved Besættelsen af Ukerewe erobredes to kruppske Kanoner og store Oplag af Fornødenheder. Endelig den 2. Juli meldtes, at britiske Styrker Vest for Viktoria-Søen nu endelig havde besat Bukoba og sikret Ka- ragwe-Distriktet. .Den 18. Juli meldtes, at Brigadegeneral Sir C. Crowe var landet paa Sydsiden af Viktoria Søen ved Kon go ro, hvorfra han, Natten mellem den 14. og 15. Juli, havde besat Muanza. Tyskerne rømmede Byen efter en kort Kamp, efterladende mange Geværer, en Konvoj-Kolonne
og en Skibskanon. Størstedelen af de tyske Europæere, som befandt sig her, gik ombord i en Damper og flygtede mod Syd gennem Stuhlmannsundet, forfulgte af de britiske armerede Fartøjer og Skibe.

Den 21. Juli kom der Melding om, at Briterne forfulgte. Ved den sydlige Ende af Stuhlmannsundet fandt de de tyske Dampere »Muanza« og »Otto Heinrich«, som var borede i Sænk her; men de mentes let at kunne blive hævede til Brug. Store Oplag af Vaaben og Kanonammunition gjordes til Bytte.

Fra belgisk Kongo.
Det nordvestligste Hjørne af Tysk Østafrika grænser til KJwu-Søen, der ligger i et overordentlig interessant og vildt Landskab, og hvorfra Kildefloden Russisi til Tanganjika-Søen flyder Syd paa. Nord for Søen lingger de høje M’fumbiro- Bjerge, omgivet af vulkanske Kratere. Det hele Bjergparti danner et Vandskel mellem Tilløbene til Nilsøerne og Tanganjika. I Kiwu-Søens Sydende ligger en stor 0, Kwidjwi, som tilhører Kongostaten, men som Tyskerne havde besat ved et Overfald. De havde dertil mindre Poster langs Søen og dens Afløb. Det store Landomraade Ru an da, Øst for Søen, hvilket udgør det nordvestligste Distrikt af Tysk-Østafrika, var stærkere besat. Det var først i de senere Aar, at Høvdingene her havde maattet anerkende Tyskernes Overherredømme. Saa sent som i 1913 maatte Tyskerne kue Oprør i dette Distrikt.

Det Angreb, som skulde føres ind i Ruanda, blev overdraget Belgierne under General Tom beur. I April Maaned i Aar rykkede han frem med Styrker baade Nord og Syd om Kiwu-Søen. Hans Tropper besatte igen Kwidjwi-Øen, og der leveredes Kampe mod de tyske Tropper Øst for Søen. Regnen var begyndt, og Kolonnerne havde store Vanskeligheder at overvinde, ikke blot i de vilde Bjergegne, men ogsaa ved Passagen over de opsvulmede Elve. Men Tombeur vandt frem, og hans tre Kolonner, som opererede paa en bred Front, erobrede hele Ruanda, bemægtigede sig de vigtigste Punkter paa Vejen fra Tanganjika mod Viktoria-Søen, besatte Ruandas Hovedstad Kigali og Usumbura ved Tanganjikas Nordende (8. Juni). I Ruanda blev straks oprettet en Provins-Regering, og Rapporterne meldte, at Tropperne overalt blev modtagne vel, ja: »med Begejstring«. Dette sidste turde dog være en Undtagelse.

Det hed tillige, at Kong Nusinga havde overgivet sig og lovet at stille en stor Styrke af Soldater til Raadighed for Belgierne. Tyskerne veg under Modstand over hele Fronten tilbage mod Centralbanen.
En stærktysk Styrke, som var dreven bort fra Bukoba, da Briterne besatte dette Sted, samt fra Karagwe, trak sig Syd paa, men fandt Vejen spærret af »en meget svagere belgisk Styrke« under Major Rouling ved Busirayombo i det sydvestlige Hjørne af Viktoria Søen. Efter en haard Kamp (3. Juli), i hvilken Hovedmængden af den tyskeuropæiske Styrke blev dræbt eller fangen og Major Rouling saaret, flygtede Resten i Retning af Mariahil f (paa Vejen til Tabora, ca. 100 miles S. 0. for Viktoria Søen) liaardt forfulgte af Belgierne. Chefen for den tyske Kolonne, Godovius, blev tagen til Fange.
Samtidig var, som fortalt, Muanza bleven besat.

Belgierne rykkede stadig frem. Den 24. Juli meldte General Smuts saaledes, at de havde besat Mariahif Station, hvor de havde taget 191 Hvide og adskillige Tusinde Indfødte til Fange, foruden ca. 4000, som var bleven tagne ved Busirayombo.

General Tombeur maa have haft meget betydelige Styrker til sin Raadighed, eftersom han kunde udstrække sin Front baade mod Syd, Sydøst og Øst. Den 29. Juli havde hans højre Fløj saaledes besat Kigoma og Udschidschi (Ujiji), den vigtigste tyske Havnestad ved Tanganjikasøen og Endepunktet for Centralbanen mellem Dar-es-Salaam og Søen.

Langs Tanganjika Søejns østlige Bred havde Tyskerne en Del Stationer, som var af meget stor Betydning for Haandhævelsen af Herredømmet i disse Egne, og fordi de laa bekvemt ved den store Handelsaare, som fulgte den tidligere omtalte store afrikanske Sænkning. Nordligst, ved Russisi-Flodens Udløb i Søen laa det omtalte Usambura, hvorfra der gik Vej mod Nordøst op til Uganda; midtvejs mellem Søens Nord- og Sydende laa Udschidschi og nærmere Sydenden, Bismarcksburg.

Paa Søen flød tyske Kanonbaade, og der hørtes straks efter, at Verdenskrigen var udbrudt, om Skærmydsler med Belgierne. Den 22. August 1914 beskød den tyske Damper »Hedwig von Wissmann« den belgiske Havn Lukuga (Albertville) paa Søens Vestside. Dette var Tyskernes første aabenbare Fredsbrud med belgisk Kongo. (Den 13. August s. A. havde den britiske Damper »Gwendalen« paa Nyassa-Søen erobret den tyske armerede Damper »Hermann von Wissmann«). — Senere vedblev der at finde Skærmydsler Sted mellem Belgiere og Tyskere paa og ved Tanganjika. I en Melding af 15. Juni 1916 siges det at Løjtnanterne Behaeghe og Collignon i et Hydroplan den 10. Juni fløj over et tysk Fort ved Kigoma (Udschidschis Havn) og bombarderede den tyske Kanonbaad »Graf von Götzen«. To af Bomberne ramte og gjorde alvorlig Skade paa Skibet. Hvorfra Flyverne var udgaaede, omtales ikke.

Da den belgiske Kanonbaad »Netta« under Kommando af Løjtnant Lenaerts den 28. Juli 1916 om Morgenen tidlig dampede langs Tanganjikasøens østlige Bred, overraskede han Kl. 6
Morgen Kanonbaaden »Graf von Götzen« medens den var ifærd med at landsætte Tropjper. Den belgiske Kanonbaad aabnede straks Ilden; den tyske Kanonbaad søgte at undslippe, men blev i Løbet af 15 Minutter bragt til at synke. »Graf von Götzen« var det største Skib i den tyske Flotille paa Søen, og dets Ødelæggelse betød, praktisk talt, at Tyskerne fra nu af maatte opgive at optræde paa Søen.
Fra Udschidschi og Kigoma rykkede belgiske Styrker under Oberst Olsen nu mod Øst langs Banen og naaede Rutshug paa denne (62 miles Øst for Kigoma) allerede den 30. Juli, altsaa Dagen efter at Kigoma var bleven besat. Tyskerne havde under Kampen ved Banen 100 Mand faldne, og Belgierne tog en Del Europæere til Fange og gjorde en Del Bytte, bl. a. en Kanon fra »Königsberg«.

Samtidig med, at Belgierne havde faaet Centralbanens vestligste Del i deres Magt, rykkede de og Briterne frem mod Banen fra Nordvest og Nord.

Den 19. August meldte det belgiske Koloniministerium, at Belgierne i de første 14 Dage af August Maaned havde gjort nye Fremskridt over hele Fronten. Den 12. August besatte Oberst Molitors Brigade St. Michael, efter siden April Maaned at have tilbagelagt 500 Kilometer (312 miles) fra Lutoba i Uganda gennem bjærgrige og vanskeligt tilgængelige Egne, og efter 5 Gange at have haft alvorlige Kampe med Fjenden. Ved Besættelsen af St. Michael lykkedes det at o p- naa Forbindelse med de engelske Tropper under Brigadegeneral Sir C. Crowe, hvilke jo rykkede frem fra Muanza.

Hele den nordvestlige Del af Tysk Østafrika var nu saa at sige blottet for tyske Tropper, som trak sig tilbage i Retning af Tabora, skarpt forfulgte af Belgiere og Briter saavel fra Ruanda som fra Egnene Syd for Viktoria Søen og fra Tanganjika.

Fra Rhodesia mod Nord.
Mellem Nyassa Søens Nordende og Tanganjikas Sydende er en Afstand af 200 engelske Mil, som udgør Grænsen mellem Tysk Østafrika og Rhodesia samt Nyassaland. Over denne Grænse blev der under Kommando af General Northey i Slutningen af Maj Maaned 1916 ført et Angreb frem mod Nord og Nordvest.

De Tropper, som skulde udføre det, var for en Del krigsvante, idet de havde været med i Sydvestafrika Aaret før. Stammen udgjordes af det beredne Politikorps, som til daglig holder Orden i den sydafrikanske Unions fjernere Egne, for naar Krig kommer at blive erstattet af mindre vel uddannede Soldater bag Fronten. Desuden var der en Mængde Frivillige, Boere og Kolonister.

Forholdene paa denne Del af den afrikanske Krigsskueplads var ikke videre gunstige, navnlig paa Grund af de Vanskeligheder, som Transporterne frembrød. Tsetsefluen er en s'em Plage i de Egne, og Trækdyrene, navnlig Hestene, bliver ofte dens Ofre. En stor Del af Bagage og Proviant m. m. maatte derfor bæres af Mennesker, og Forspandene for Kanonerne var Okser eller Muldyr. (Okserne regnes almindelig at kunne gaa 2,5 eng. Mil i Timen og højst 15 eng. Mil om Dagen).

Den 25. Maj rykkede Briterne ind paa tysk Omraade. Nærmest Nyassa gik General Northey selv frem med en Kolonne, efter at der om Natten var slaaet Bro over Grænsefloden Songwe, hvorefter han fortsatte mod Neu Langenbur g, paa den tyske Vej mellem Nyassa og Tanganjika, ikke langt fra Grænsen. Fjenden maatte i de sidste Dage af'Maj rømme Byen, hvorefter han forfulgtes mod N. 0. til henimod Neu Utengule, en Regeringsstation, 50 miles fra Neu Langenburg, beliggende paa Hovedvejen til I ringa, (som ligger 150 miles længere borte paa Vejen til Hovedbanen). Det gennemskaarne og bakkede Terræn, som grænser til Søerne, var nu forbi, og man kom til græsbevoksede Plateauer. Samtidig med denne Offensiv fandt en anden Sted, nærmest ved Tanganjika. Her førte Oberst Mur- ray en Kolonne frem fra Abercorn i Rhodesia (nær Grænsen), den indesluttede en tysk Styrke i Namema (23 miles fra Abercorn, nær Sydenden af Tanganjika), hvilken det dog lykkedes at bryde ud Natten mellem den 2. og 3. Juni. Tyskerne led her ret svære Tab, og Briterne gjorde en Del Fanger, blandt hvilke den saarede tyske Kommandant.

Derpaa besatte Oberst Murray Bismarksburg (8. Juni) Tyskernes sydligste Havn ved Tanganjika, hvorfra der i de første Maaneder af Krigen var gjort Strejftog ind i Rhodesia.
Tyskerne gav dog ikke tabt uden Kamp. Den 6. Juni havde endnu en af General Northeys Kolonner under Oberst Rodgers kæmpet i Poroto Bjærgene og bl. a. erobret en Feltkanon. Det synes i det hele taget dog, som om den britiske Fremrykning gik meget langsomt for sig. Den 30. Juni meldte Northey, at han var kommen i Kamp Øst for Livingstone-Bjærgene paa den nordøstlige Bred af Nyassa-Søen med tyske Styrker, som var bievne sendt til Hjælp fra det vigtige Centrum U b e n a; de blev drevne tilbage, og der gjordes en Del Fanger, — men der var endnu 200 eng. Mil til Hovedbanen — det Maal, som attraaedes naaet. Fremrykningen fortsattes.

Den 24. Juli drev General Northey Tyskernes sydlige Hovedstyrke fra dens stærke Stillinger ved Malangal i tværs over Vejen fra Neu-Langenburg til Iringa.

Tyskerne forsøgte Modangreb, men de lykkedes ikke, hvor- paa de ilsomt trak sig tilbage i Retning af Iringa, efterladende en Haubitzkanon og 2 Stykker Maskinskyts i Englændernes Besiddelse. Forud for disse Sammenstød var adskillige Tyskere bievne tagne under Operationerne i Retning af Lupembe. Blandt disse var Dr. Stier, tidligere Guvernør i Neu Langenburg Distrikt. Han døde senere af Saar erholdt i Kampen.

General Northeys Kolonner rykkede efter Kampen ved Ma- langali 30 miles videre til Madibira paa Vejen til Iringa, og i Følge Meldinger af 12. August rykkede han ogsaa mod Centralbanen, hvortil der — mellem Madibira og Kilossa-Stationen var 180 miles.

Tyskerne fortrænges fra Centralbanen.
Efterhaanden blev det Omraade, som Tyskerne kunde holde i Østafrika, indskrænket meget betydeligt. Endnu til Begyndelsen af August 1910 indehavde de Centralbanclinien fra Kilossa til Havet; men General Smuts’ og General Hoskins’ Kolonner, som jo kom fra Nord, og General van De ven ter s, som — efter at have naaet Centralbanen vendte sig mod Øst, tvang, som vi skal se, de tapre Schutztropper til at opgive deres sidste Kommunikationslinie mellem Hovedstaden Dar-es-Salaam og del Indre. Selve Hovedstaden var ogsaa stærkt truet, baade af Søstyrker og fra Kolonner, som rykkede frem fra Nord langs Kysten. Den 15. August besatte disse saaledes den vigtige arabiske Havneby Bagainoyo. Herfra til Dar-es- Salaam var kun 35 miles. Flaadeafdelinger samarbejdede her med Landstyrkerne.

General Smuts iværksatte i del hele taget en energisk Fremrykning mod Centralbanens østlige Del.

Efter Kampene ved Matomondo og Malionda i NguruBjærgene Nord for samme l rak de lyske Afdelinger, som havde kæmpet der, sig tilbage bag Wam i Floden, da de blev udsatte for en omfattende Operation af General Smuts Hovedstyrke. I Wamiafsnittel satte de sig fast ved Dakave for at yde ny Modstand; men de blev drevne tilbage til Centralbanen. Den engelske Beretning herom lyder:

„Vore Troppers Forfølgning mod Wanii blev hæmmet ved Transport- og March-Besværligheder som og ved de af Fjenden foretagne Brosprængninger. Den 16. August blev der paabegyndt en ny omfattende Bevægelse. Brigadegeneral Enslin overskred Wami, Vest for Dakave med sine beredne Tropper. General Sheppards Brigade gik endnu længere Vest paa over samme Flod, medens General Hannyngton angreb i Fronten. Efter paa denne Maade at være truet af en ny Omklamring, trak Fjenden sig om! Natten mellem den 17. og 18. August tilbage mod M rogoro og Mikese ved Tanganjikabanen. En Del af de europæiske Tropper synes at være afgaaet med Banen i Retning af Dar-es-Salaam. Dakave blev besat af os om Morgenen den 18., og der paabegyndtes Bygningen af en Bro over Wami.“
Just paa dette Tidspunkt blev de lyske Styrker, som noget vestligere holdt andre Punkter af Centralbanen, kraftigt angrebne af General van Deventer, som i Dagene fra 18. til 22. August drev Tyskerne Øst paa gennem Mukondokw a-D alen langs Jærnbanen fra K i de te over Msagara mod Kilossa.

Efter en for Englænderne ret alvorlig Kamp ved Kidete, hvor de led ret store Tab, rykkede General van De venters engelsk-sydafrikanske Kolonne saaledes frem paa begge Sider af Banelinien, som gaar gennem Mukondokwa Flodens smalle Dalstrøg i Retning af Kilossa. Marchen blev en Del hæmmet ved de tyske Troppers Modstand i det bjærgfulde og tildels med tæt Krat (Busch) bevoksede Strøg. For at ophæve den Modstand, der mødtes, maatte Sydafrikanerne uafbrudt ty til omgaaende Bevægelser, som lettedes noget ved deres Overlegenhed paa Bjærgartil- leri. Især var Tyskernes Modstand ved Jærnbanestationen Msagara kraftig (19. August). General van Deventers Tropper havde haft en ganske overordentlig anstrengende March fra Kidele i en kolossal Hede og ad en meget slet Bjærg vej gennem de tropiske Skove paa Fjældsiderne i Mukondokwa-Dalen, hvor ældgamle Karavaneveje forgrener sig.

Det sydafrikanske Fodfolk klatrede ved Nattetid op i Fjældene, og da Dagen brød frem, kunde de se ned paa de tyske Løbegrave. En Kanon af det indiske Bjærgartilleri og Fodfolket aabnede Ilden mod Tyskerne, hvis Hovedstyrke trak sig bort i Retning af Kilossa. Da Klokken var 1 Em., dampede deres Tog med alt rullende Materiel bort fra Msagara. Tyskerne ødelagde Broerne langs deres Retrætelinie. Den 20. August fortsatte Briterne Forfølgningen mod Kilossa, hvor Mukondokwa-Floden fra Højlandet træder ud paa den vildtrige Mkattasteppe. Her kunde de tyske Tropper endnu en Gang tage de fremmarcherende Modstandere under virksom Beskydning, da de, den 21. August om Morgenen, formerede sig til Angreb. I en engelsk Melding af 22. August hedder det:

„Fremmarchen fra Msagara mod Kilossa blev fortsat Lørdag. Vejen gik gennem en bjærgrig og uoverskuelig Egn. Det fjendtlige Artilleri forhindrede vor Udmarch af den trange Dal. De tyske Artillerister forholdt sig tavst, indtil de mente, at vore Tropper var naaede frem til den kendte Afstand, hvorpaa de først aabnede Ilden. Vore beredne Tropper var faktisk faldne i et Baghold, af hvilket de først blev befriet om Natten af vort Fodfolk og vort isvære Artilleri.“

I denne Kamp gik de lyske Østafrikanere først tilbage, da dé blev truede i Ryggen af en Kolonne, som var sendt ud paa en omgaaende Bevægelse mod Mkatta, en Station paa Banen omtrent midtvejs mellem Kilossa og Mrogoro. Kilossa blev besat den 22. August Kl. 9 Morgen. Tyskerne trak sig tilbage mod Mrogoro og mod de Syd derfor beliggende vanskeligt tilgængelige og sønderrevne UlugurU Bjærge, der er bekendte ved deres Glimmerbjærgværker. Ved de nordlige Udløbere af disse Bjærge, paa den aabne Steppe, ligger den venlige lille By Mrogoro med sine mange Haver; her havde en Del tyske Kvinder og Børn et sundt Opholdssted under Krigen. De tyske Tropper rømmede dette Sted uden Kamp, sandsynligvis for at spare det for en Beskydning, hvilket kunde gøres, da Stedet ikke, ifølge Tyskernes Paastand, havde nogen særlig militær Betydning. Det er iøvrigt Centrum i et udstrakt Plantagedistrikt, og det er forsynel med mange Brøndanlæg. Byen rummer Regeringskontorer og har i nogen Tid været den provisoriske Regerings Sæde.

Den tyske Hovedstyrke forfølges.
De tyske Besætningstropper havde saaledes efter et tapperi Forsvar og truede i Front, Flanker og Ryg maatlel opgive at holde Centralbanens østlige Del besal: de trak sig nu bort fra denne i sydlig Retning; men det var ogsaa paa høje Tid. hvis de ikke vilde udsætte sig for at blive omklamrede.

Den 2b. August var nemlig General Smuts Nord fra naaet frem til Centralbanen, og paa denne Dag besatte Brigaderne Sheppard og Enslin uden Kamp Mrogoro. Besætningen var som sagt borte. Havde General Smuts haabet at kunne gøre det af med von Lettow-Vorbecks Hovedstyrke ved selve Gentralbanen, blev han skuffet. Nu forestod der ham Irange Operationer gennem de vilde Bjærgegne mod Syd, og Troppernes Kræfter var under de lange Marcher aabenbart svækkede en Del, hvorom nedenfor. Imidlertid rnaatte Forfølgningen iværksættes.

General van Deventer havde efter Kilossas Besættelse (den 22. August) straks vendt sig fra Banen Syd paa ind i Landskabet Uleia, hvor Vejene fra de sydligere beliggende tyske Stationer Mahenge og Iringa mødes. Mod sidstnævnte Sted var jo, som vi har hørt, General Northeys Kolonner i Fremrykning, saa det kunde haabes, at Samvirken senere kunde tilvejebringes.

Medens van Devenler rykkede Syd paa langs Uluguru-Bjærgenes Vestfald, førte General Smuts sine Tropper Øst om Bjærgpartiet over Matombo — aabenbart for at afskære Tyskerne fra deres videre Retræte mod Mali enge, — og idet der op i Fjældene sendtes mindre Styrker.

Tyskerne slap dog ogsaa denne Gang ud af Kloerne paa deres Forfølgere; men de led aabenbart store Tab paa Personel og Maleriel. General Snints' sydafrikanske beredne Tropper havde sladig været i Hælene paa dem og pressede paa for at naa frem til Overgangene over den slore Huha - Flod, samtidig med al General van Devcnters Avantgarde ogsaa ilede frem. Denne naaede Kikum i 12 miles Syd for Kilossa, men aabenbart for senl lil al fastholde Tyskerne. Det lyske Hovedkvarter og den provisoriske Regering fulgte, saavidt man ved. med de retirerende Tropper.

Den IH. September indmeldte General Smuts om de sidsle Operationer, ved hvilke Tyskerne var bievne fordrevne fra H lugu ru Mills med Tab af mange Folk, store Beholdninger og del meste af — om ikke all — Artilleriet med tilhørende Ammunition:

„Den 15. September blev vore Tropper, som siden den 28. August havde kæmpet Ost og Vest for Central Partiet af Bjærgene, forenede omtrent ved K issak u i Nærheden af Bjærgenes Sydende. De nærmeste af Fjendens Tropper var om Natten dragne bort i sydøstlig Retning, efterladende 65 tyske Europæere (af hvilke 34 var syge i et Hospital, som efterlodes med alt Personel) og adskillige Boere, som havde været holdte tilbage som politiske Fanger. Vore Kolonners Operationer i og rundt om Bjærgene foregik under store Vanskeligheder, idet en Mængde Floder maatte forsynes med Broer, ligesom der maatte banes Vej gennem Dalene. Alt dette maatte foretages, samtidig med, at vor Hovedstyrke stadig var afhængig af en lang Kommunikationslinie med Hensyn til Tilførsel af Levnedsmidler fra Usambara Jernbanen og Tanga.
Vest for Uluguru Hiils er Generalmajor van De venter s Kolonne ifærd med at nærme sig Ruha river paa Vej tit Mahenge — idet den driver et stærkt fjendtligt Detachement foran sig i Sydvest."

Kystegnene besættes.
Samtidig med, at General Smuts bemægtigede sig Centralhallens østlige Del inde i Landet og forfulgte Tyskerne videre Syd paa, blev Kystegnene besatte. Først og fremmest gjaldt dette om Koloniens Hovedstad Dar–es-Salaam.

Denne har et Indbyggerantal af ea. 1,000 Europæere og ea. 50,000 Indfodte. Indløbet til Havnen, der ligger udmærket beskyttet, er en smal Aabning mellem palmebevoksede Kyster. Der findes her en Flydedok, og der fandtes en traadløs Telegrafstatiou, som Hev odelagt af Briterne i Begyndelsen af Krigen. El Telegrafkabel forbinder Byen med Zanzibar, der ligger 18 miles borte i nordlig Retning, og der er ogsaa Telegrafforbindelse med Sydafrika.

Tyskerne har, ligesom i Tsingtau, gjort meget for Byens Trivsel og Udseende. Der findes mange smukke Bygninger, deri indbefattet Kaiserhof-Hotellct, Officers-Kasinoer, Klubber o. s. v. Gaderne er brede og vel holdte. Den indfødte Bydel er adskilt fra Europæernes Kvarter. Der findes her en botanisk Have og elektrisk Lysanlæg. Indtil Tyskerne besatte Byen, var den en ubetydelig Landsby. 1 1862 havde Sultanen af Zanzibar, Said Majid bygget sig et Palæ her, idet han vilde se at faa en By lil at opstaa om dette; men da han døde i 1871, blev det opgivet. I 1876 begyndte Mr. (senere Sir) William Mt. Ivinnon paa Anlæg af en Vej herfra til Viktoria Søen, hvilken dog senere blev opgiven.

I 1887 bemægtigede den bekendte Dr. Carl Peters sig Havnen dersteds for det tyske Oslafrikanske Selskab. Del Faktori, som han grundlagde, blev gentagne Gange angrebet af Arabere, saa han maatte være glad ved i 188!) al kunne overdrage det til den kejserlige Regering, som fra 1901 gjorde Sledel til Koloniens officielle Hovedstad. Jærnbanen herfra gennem Mrogoro til Udschidschi ved Tanganjika Søen blev paabegyndt i 1905.

Tyskerne paastaar, at Dar-es-Salaam var en aaben og ikke en befæstet By, som dog gentagne Gange under Verdenskrigen er bleven bombarderet af engelske Krigsskibe, men det er dog utvivlsomt, al de havde indrettet den lil Forsvar, i alle Tilfælde i Udkanterne.

Den 3. September ved Daggry begyndte el samlet Angreb paa Byen af en Flaadestyrke, samtidig med at der aabnedes et heftigt Bombardement mod de tyske Stillinger Nord for Byen, og Troppestyrker, som kom fra Bagamoyo, rykkede frem. Der blev foretaget Landgang Nord for Byen i Konduchi og Msassani Bay. De tyske Tropper rømmede Byen, som blev besat af Flaade- mandskab og Landtropper, hvorpaa det britiske Flag blev hejst under Højtidelighed.

De passive Hindringer, som var anbragte i Havne- indløbet, blev fjærnede. Byen havde med Undtagelse af de Dele, som de tyske Tropper holdt besat, ikke lidt noget. Besætningstropperne trak sig sandsynligvis ind i Landet mod S. V. for om muligt at forene sig med de derværende endnu ikke omringede Styrker.

Nu fulgte i Hast Besættelsen af de øvrige tyske Havne paa Kysten. Den 7. September besatte saaledes Marinetropper og Landtropper i Forening Havnene Kilwa Kivinje (ca. 140 miles S. for Dar-es-Salaam) og Kilwa Kissiwani (ca. 12miles længere Syd paa , hvilke blev opgivne af Tyskerne efter at være bombarderet fra Søen. Endelig kom der, den 16. September. Melding om, at de sidste Havne i den tyske Koloni, nemlig Lindi og Mikindani, var bleven tagne af Marinetropper, hvorefter de mindre tyske Styrker, som havde holdt dem besatte, trak sig ind i Landet. Tyskerne havde saaledes ogsaa her gjort Front lige til det sidste for at forsvinde, inden de. blev omringede.

Operationerne i Koloniens vestlige og sydvestlige Del.
Medens saaledes General Smuts midt i September Maaned havde samlet sin Hovedstyrke Syd for Uluguru Bjærgene uden at kunne gøre det af med Tyskernes Hovedstyrke, som mentes at være gaaet tilbage i Betning af Mahenge, var de øvrige Kolonner, som havde gjort Indfald i tysk Østafrika, langsomt rykket frem, ligeledes uden at der meldtes om afgørende Nederlag for deres Fjender, hvis underlegne Styrker overalt havde forstaaet at vriste sig ud af Kløerne paa Sydafrikanerne; men selvfølgelig indsnævredes de Ont- raader mere og mere, som endnu var i Tyskernes Magt, og efter at Centralbanens østlige og vestlige Dele var gaaet tabt for dem, blev deres Operationer i høj Grad besværliggjorle — nu var der ikke længere Tale om hastige Troppeforskydninger — nu maatle de tværtimod kæmpe med store Transportvanskeligheder under deres Retræte — og del vanskeliggjordes dem i højesle Grad fra nu af at operere paa de indre Linier med nogen Udsigt til Ileld. Det saa tværtimod ud, som om de, trods af Dygtighed og Tapperhed, Lil- sidst maatle blive omringede helt, naar General Nor- theys Kolonner fra Syd, Tom beur s fra Vest og Nordvest samt Briternes fra Nord endelig naaede frem med deres koncentriske Fremstød.

De sikkert langt underlegne Styrker, som Tyskerne havde stillet mod disse Angreb, havde dog forstaaet at hæmme Briternes Fremrykning i lang Tid, saa den kun skred langsomt frem.

Den største Fare for von Letlow-Vorbecks Hovedstyrke, som nu altsaa synes at staa i Egnen ved Mahenge, kom fra General Northeys Operationer i den sydvestlige Del af det tyske Schutzgehiet; de skred frem over Ngominji-bjærgene og over Madihira mod Iringa saml over Lupemhe-Mtirika i Retning af Mahenge. Midt i September var Ncu Iringa bleven besat, og det forlød, at Generalen nu rettede sine Operationer mod Mahenge, som saaledes vilde blive udsat for Angreb haade fra Nord og Vest. Oberst von Letlow-Vorbeck har endnu et stort Omraade al falde tilbage paa i den sydøstlige Del af Kolonien; men her trues han af en ny Fare — Portugiserne, som skal være begyndt at røre paa sig.

At han imidlertid vil holde Stand i Egnen ved Mahenge længst muligt, er højst sandsynligt, fordi han der vil have nogen Udsigt til al optage dels de mindre Styrker, som er under Retræte fra Kystbyerne, dels de Styrker, som viger for General Northey. Derimod synes det — saaledes som Forholdene har udviklet sig ret tvivlsomt, om de Styrker, som har opereret i den nordvestlige Del af Kolonien, skal kunne naa tilbage. De kæmper imidlertid lige saa tapperi som deres Kammerater andetsteds i Kolonien.

Af et opsnappet tysk traadlost Telegram fremgaar del, al de belgiske Kolonner, som rykkede frem mod Tabora. har besat dette vigtige Genirum den 11. September efter en haard Kamp i den vestlige udkant af Byen. De tyske Styrker trak sig Ost paa langs Centralhallen. Af en belgisk Depeche erfares, af det er Brigaderne Molil or og Olsen, som har tagel Tabora efter alvorlige Kampe, der har varet fra den 1. til den 11. Septbr. inklusive.

Tabora var stærkt befæstet og el af de vigtigsle Støttepunkter for Tysklands Herredømme i del Indre.

At Briterne har gjorl sig de største Anstrengelser for al rense den vestlige og nordvestlige Del af Kolonien. fremgaar af Meddelelser om. al der fra Kirando ved Tanga njikasøen er afmarcherel en ny Kolonne ind i Landel mod Øst, ligesom en anden er sendt fra Bismarcksb urg frem mod Kafe. Disse Kolonner, i Forbindelse med de britiske og belgiske Styrker, som har taget Tabora, vil næppe siøde paa alvorlig Modstand under deres videre Fremmarch.

Afgørelsen i Tysk Østafrika trækker ud. — General Smuts Stridskræfter synes haardt medtagne.
Just som man ifølge de engelske officielle Beretninger, hvilke hidtil ikke var bleven gendrevne af Tyskerne. skulde mene. at Felttoget i Tysk Ostafrika nærmede sig sin Afslutning, kom der pludselig midt i September Meddelelser, som syntes at tyde paa, at det kunde frække ud endnu, inden Kolonien blev helt erobret.

„Köln. Yolksztg.“ indeholdt nemlig en fra „meget paalidelig, sydafrikansk Kilde" stammende Efterretning (gengivet i „Hamburger Fremdenblatt“) om „kæmpemæssige Tab ved det Smuts’ske Ekspeditionskorps i Østafrika“.

I Folge Meddelelsen herskede der blandt den hvide Befolkning i Sydafrika, som har Paarørende i Ekspeditionskorpset i Tysk Østafrika, en uhyre Bevægelse. Anledningen hertil var Sydafrikanernes: „næsten forfærdelige Tab“ i Østafrika, hvilke cflerhaanden gik op for Folk. De lil Sydafrika indtrufne Masser af Saarede og Syge, som berettede Enkeltheder fra de afrikanske Dj ungle- og Urskovskampe samt om Sygdomme og Tropelidelser, var et Vidnesbyrd herom. General Smuts’ Ekspeditionskorps var — mentes der:

„120,000 Mand stærkt); men Tabene fra Februar til August Maaned androg 60,000 Mand. De sanitære Tilstande ved den Smuts’ske Armé trodser enhver Beskrivelse. Hele Hovedkvarteret, ogsaa Smuts’ selv, blev angrebet af Malaria. Tusinder af Indfodte og Negre gaar ynkeligt til Grunde i de engelske Etapelazaretter. Disse daarlige Tilstande i Forening med den lysk-østafrikanske Forsvars- styrkes sejgø Modstand vilde have bevirket et fuldstændig Sammenbrud af den Smuls’ske Hær, om denne ikke i sidste Øjeblik havde erholdt betydelige Forstærkninger af australske, nyzeelandske og indiske Stridskræfter foruden Hjælp fra Flaadeafdelingerne.“
Saa. vidt de lyske Meddelelser, som dog ikke var baserede paa officielle Kilder.

At Forholdene hos Briter og Sydafrikanere i Øst- alrika imidlertid ikke var helt gode, kan man slutte af en Meddelelse, dateret 8. September fra London, hvori del i Følge et Telegram fra Klerksdorp hedder:
„General Botha har i en Tale her fremhævet, at General Smuts nu holder en stior Del af tysk Østafrika besat, med alle Koloniens Jernbanelinier. De britiske Tilforselslinier er nu forkortede med 1000 miles. Uagtet man kunde skimte Afslutningen af Felttoget, var det nødvendigt at sørge for regelmæssige Forstærkninger.“

Botha fremhævede ligeledes, al det oversøiske Troppekontingent ogsaa niaatte holdes oppe paa sin nuværende Siyrke, og del var:
„bedre at kæmpe 2 Aar længere, hvis man derved fik en ordentlig Afslutning paa Krigen, end paany at skulle fore Ivrig om 10 Aar.“

Delle lod. i Modsætning til alle tidligere offentliggjorte Rapporter, ret mistrøstig!; og det saa virkelig ud til, at Hovedmassen af de tyske østafrikanske Tropper, efter at have værget sig godt, foreløbig var slupne ud af Kloerne paa General Smuts. hvis Hære havde opbudt deres vderste for at gøre det af med Fjenden. Man maatte nu afvente Virkningen af General Northeys Offensiv. Maaske kunde han i sidste Øjeblik hidføre den Afgørelse, som med Spænding afventedes i Storbritannien.

Senere Efterretninger.
Senere Efterretninger fra Tysk Østafrika gaar lid paa, at den lyske Hovedstyrke endnu stadig staar i Egnen ved Mahenge og i Rufidji Dalen, hvorfra Oberst von Lettow-Vorbeck ved udsendte Kommandoer har søgt at hjælpe, saavel de fra Tabora som og fra Kysten kommende Styrker Lil al forene sig med Hovedstyrken - samtidig med, at han har gjort Front mod Generalerne Northey og Smuts.

Det engelske Krigsministerium gav den 2. December 191b følgende Redegørelse for Operationerne:

„Der er modtaget følgende nærmere Meddelelser angaaende de Operationer, der siden d. 19. Oktober har fundet Sted mellem Iringa og Ngominji (32 miles SV. for Iringa) saml i Egnen ved Lupembe og Ruhuje-River (= Kilimberos ovre Lob).

Nævnte Dato stødte en stærk tysk Styrke under Kommando af Generalmajor (Oberst?) Waille -— som ved de britiske og belgiske Styrkers Fremgang mod Tab øra, fra Nord, Vest og Sydvest, var bleven fordrevet derfra - sammen med de britiske Tropper ved Iringa og Syd derfor.

Samtidig tog fjendtlige (tyske) Styrker i Mahenge- Egnen Offensiven mod de britiske Kolonner ved Rubu je River, aabenbart i den Hensigt at hjælpe de vestlige tyske Styrker med at bryde gennem den britiske Ring, for at de kunde forene sig med den tyske Hovedstyrke.

Der udspandt sig alvorlige Kampe paa flere Steder. Tyskernes Forsøg paa at bryde igennem i Nærheden af Ncu I ring a glippede, og den 30. Oktober kæmpede de britiske Kolonner heldigt ved Ruhuje River og drev Fjenden tilbage over Floden. Tyskernes Tab var 20(1 Mand faldne og saarede, og de mistede 82 Mand, som gjordes til Fange. Desuden erobredes en Del Vaaben og Materiel.

En Del af den tyske Vesistyrke havde med Held angrebet en lille britisk Post ved Ngo min j i (SV. for Neu Iringa), som efter en udholdende Modstand maatte give tabt over for den store Overmagt. Tyskerne rykkede nu videre mod Sydvest for at angribe en anden Militærpost ved Maia ngal i, men blev her slaaede tilbage, den 12. November, og adsplittede af el Detachement fra den britiske Ruhuje Kolonne.

Imidlertid var den tyske Veststyrkes Hovedmasse bleven delt i to Kolonner. Den ene af dem rykkede mod den britiske Post ved Lupembe (SV. for Mahenge), som forsvaredes af indfødte Tropper i halvt saa stort Antal som Angriberne. 1 (i Dage udholdt de indfødte Tropper Angrebene, og da der, den 18. November, rettedes el koncentrisk Angreb paa Tyskerne af tililende britiske Kolonner, drev disse Tyskerne bort i nordlig Retning, efterladende en Feltkanon.
Den anden Del af den tyske Veslslyrke stod isoleret i Itembule Missionsstation (68 miles NO. for Neu Langenburg), hvor den, d. 26. November, blev tvungen til at overgive sig. 7 Officerer, 17 andre Europæere og 449 krigsvante og vel uddannede indfødte Soldater blev gjorte til Fanger. En 40,3 em Haubitz-Kanon med Ammunition og 3 Stykker Maskinskyts blev erobrede.

I Perioden mellem den 19. Oktober og 23. November blev 71 tyske Europæere og 370 indfødte Soldater dræbte og begravede af vore Kolonner, hvortil kommer et stort Antal Faldne, som er begravede eller førte bort af Tyskerne selv Resten af General Wahle's Styrke, som saaledes har mistet Hovedmassen af sit Artilleri og Maskinskyts, og som menes at være reduceret til Halvdelen af den oprindelige Styrke, marcherer nu mod Ost mod Mahenge (350 miles SO. for Tabora).“

Den 12. December telegraferede Reuters Korrespondent fra Østafrika i Overensstemmelse med foranstaaende, idet han tilføjede, at Briterne i den sidste Tid havde skudt deres Styrker betydelig frem:
„Den nordlige engelske Linie, som var 200 miles lang. er skudt 60 miles frem, samtidig med, at de fra Kilwa paa Kysten fremrykkende Tropper er gaaet 60 miles frem.“

Oberst von Lettow-Vorbeck holdt endnu ved Aarsskiftet en Trediedel af tysk Østafrika, efter at dier er gaaet over to Aar, siden han ved Tanga (3.-5. November 1914) afslog det første alvorlige engelske Forsøg paa at trænge ind i Tysk Østafrika. At man i Tyskland er stolt over lians og hans Troppers Færd, er let forstaaeligt. Kejseren har da ogsaa nys dekoreret ham med Ordenen „Pour le merite“.