Af Kaptajnløjtnant N. S. Lunn.
(Fortsat).
Den 21/12 var det Oprørstroppemes Tur til at puste. For Regeringens Styrker begyndte Dagen med, at man tog Arenaen og Dele af Barrio de las Cuevas. Henunder Aften trængte Kampvogne fulgt af Fodfolk fra alle Sider ind i Byen og tvang Garnisonen til at trække sig tilbage til Modstandspunkter i det Indre. Regeringen proklamerede i Radio for hele Verden, at nu var Teruel endelig faldet. Men det var langt fra Tilfældet. Den lille Garnison skulde endnu i en Tid foraarsage de voldsomste Kampe i Byens Gader. General Rojo, Stabschefen, der havde planlagt Operationerne, og General Don Sebastian Pozas, der havde udført dem med 8., 18., 18., 19., 20. og 22. Division, blev hyldede som Nationens Helte. Det var Ejército Popular, der havde kæmpet, ikke de internationale Brigader. Blandt Divisionscheferne var El Comandante Lister, der ved de senere Kampe skulde gøre sig saa frygtet, at han blev brugt som Reklame for de hvide Tropper, naar de havde modstaaet hans Angreb. Han blev ved Æ ndring af en Lov af 16/2 1937, der forbød Udnævnelse af Ikke-Linieofficerer til højere Grad end Comandante, den 6/1 1938 udnævnt til „Teniente Coronel“. Hovedparten af Regeringstroppeme var Spaniere, især var der mange Katalaner, og af nationalistiske Tropper, der indtil nu havde optraadte paa Krigsskuepladsen, var alle Spaniere af den regulære Hær og Brigaden Navarra. Desuden Kontingenter fra Civilgarden og Falange espanole.
2 ’Fase. 22/12 begyndte og endte i Taage. Men kold Frosttaage. Dog prøvede General Varela et Angreb fra Cierra Gordo Det gik i Staa.
En sydlig Kolonne førte et ret kraftigt Angreb mod Los Morenos, som den tog, og prøvede at naa videre frem i Retning af Villastar. Men umiddelbart efter den første Succes blev den stoppet. Henunder Aften kom der 2 Divisioner som Forstærkning fra Zaragoza. 23/12 — stadig i Taage — foretog de samme nationalist]' Styrker som Dagen forud 2 Angreb. Den sydlige Kolonne uddybede sit Indhug mod Villastar. Men det drejede sig blot om en Fordel paa nogle hundrede Meter.
General Varela angreb fra Sierra Gordo mod Concud. En Division paastod at have haft Held til at overraske „Brigaden Lister“ i en lille Dal og ødelagt den. De mødtes dog igen nogle Dage senere. Regeringstropperne havde egentlig haft nok at gøre med at holde Stillingen. Dog naaede de for Haanden værende Styrker at bemægtige sig og rense alle Forstæderne ind til Byens Hovedringgade. I Dagene 24—25/12 kæmpedes der stadig paa Villastarf ron ten, men uden særlig interessante Begivenheder. Los Morenos blev taget og tabt igen flere Gange. I Teruel gik Kampen videre med Kampvogn, Haandgranat og Bajonet. De berygtede Dinamiteros havde gode Dage. Kirken San Jean blev taget. Kampen stod især om Banca de Espaha og Seminariet. 26/12. De nationalistiske Tropper gentog de sidst forsøgte Angreb, men uden Resultat. Paa Grund af Sneen og Kampen begyndte det at knibe med Forsyning af Regeringstroppernes første Linie. De fascistiske Troppers Flyvestyrker foretog et stort Luftangreb paa Teruel. I Teruel gik Kampen den 26—27/12 stadig videre uden væsentlig Resultat. Den 28/12 derimod kunde d’H rr. Dinamiteros trium fere ved at have sprængt og sat Ild i en Fløj af Seminariet. Samtidig var der en lille Fremgang at spore for Oprørstropperne S. f. Villastar.
3’ Fase. Man var fra nationalistisk Side efterhaanden blevet klar over, at der skulde alvorlige Midler til, og de var blevet skaffet til Veje. Og den 29/12 skulde det trods 8 0 Frost være Slut. Kl. 7 trommede Oprørernes Artilleri løs mod Regeringstroppemes Stillinger mellem Concud og Hovedvejen Calatayud —Teruel. 2 Timer varede Forberedelsen. Kl. 9 væltede Fodfolket frem under kraftig Flyverstøtte. Maskinerne angreb med Bomber og Maskingeværer fra en Højde af 2—400 m, og da Angrebet engang var kommet i Gang, koncentrerede de sig om at holde Undsætningsstyrker væk.
Dette Angreb lykkedes i den Grad, at trods talrige energiske Modstød erobrede Angriberne den hurtigt lavede, feltbefæstede Stilling, Regeringstroppeme havde lagt omkring Vejgaflen i Albaracin—Teruel—Calatayud. Paa den sydlige Fløj opnaaedes intet. Den 30/12 byttedes Roller. Den sydlige Kolonne havde A rtillerihjælp og Flyvere. Angrebet — i Retningen Los Morenos—Muela de Teruel — blev forberedt ved et voldsomt Bombardement af 60 Flyvemaskiner. Artilleriforberedelse i tilstrækkelig Masse har formodentlig grundet paa Sneen ikke kunnet skaffes. Saa det tilstedeværende Artilleri nøjedes med ved Skydning mod Bagterrainet at forsøge at forhindre Modangreb. Rollerne fra foregaaende Dag var altsaa fuldstændig ombyttede. Los Morenos blev igen erobret, og man satte sig godt fast. Næste Maal var Muela, men det m aatte vente. En mindre, sydlig Kolonne jog ind i Hjørnet mellem „gamle“ og „nye“ Front, hvilket paa det nærmeste vil sige et Angreb mod Fløjen. Men selv om den skaffede sig en hæderlig Frem gang, betød det, af Hensyn til de næsten umulige Forbindelseslinier, intet som helst. I Teruel faldt Seminariet endelig. Besætningen huggede sig igennem og forsvandt ind i et andet Hus. Men man befriede 60 Fanger, der fandtes i Kældrene. 31/12. Paa Aarets sidste Dag konstaterede man omkring 10 0 Frost og 1 Meter Sne. Det var haarde Kampbetingelser. Alligevel tog den sydlige Kolonne Hovedparten af Muela de Teruel ved en Fortsættelse af foregående Dags Angreb med de samme Hjælpemidler. Samme Dag endtes en ny Opmarch af de nationalistiske Styrker. General Aranda — Oviedos Forsvarer — dannede med 3 Divisioner og Brigaden N avarra den sydlige Fløj. Nyankomne Styrker, hvoriblandt nogle italienske Brigader, dannede Midten under Kommando af General Mujica. General Varela med sine Styrker forblev paa Nordfløjen. I Teruel lykkedes det samme Dag at tage Kathedralen og Gendarmeriet. 1/1 1938 angreb Midterkolonnen Concud. Med Artilleri- og Flyverstøtte lykkedes det at trænge Regeringstropperne ud af Byen. Disse satte sig fast i Nationalisternes gamle Stillinger tæt 0. derfor og var saa ikke længere til at rokke. Paa Sydfløjen prøvede man at forbedre foregaaende Dags Resultater ved at tage Pkt. 1076 tæt S. f. Muela. Det lykkedes; men som altid fulgte umiddelbart derefter et kraftigt Modstød fra Regeringstroppeme. Og saa m aatte det opnaaede opgives igen. Den 2/1 var det et vældigt Snevejr. Næsten fuldstændig usigtbart. Dette benyttede Regeringstropperne til at forbedre og generobre visse Stillinger foran Pkt. 1076. Men deres hidsige Forsøg paa a t tage Muela igen mislykkedes, selv om det var støttet af Kampvogne i stor Mængde. Den 3/1 var der Ro paa den udvendige Front. I Teruel erobrede Regeringstropperne Guvernementsbygningen. Dennes Forsvarere tog i bogstaveligste Forstand ind paa Hotel Aragon. Og saa kunde man begynde forfra. 4/1. Den nationalistiske Nordfløjkolonne foretog et kraftigt Angreb, der udelukkende var støttet af Kampvogne. Angrebsmaalet var en Lokalitet tæt N. f. Concud kaldet El Petron. Men Angrebet brød dog fuldstændig sammen i Fodfolksilden. E t andet lignende blev foretaget fra Concud mod Teruel. Ogsaa det strandede ved første Linie. Sydfløjen fortsatte uden Held Angrebet paa Pkt. 1076 og det V. f. liggende 1062. Det var 15 0 Frost. Om Natten gentoges Angrebet paa El Petron efter en omhyggelig lagt Plan. Dog stadig uden Held. 5/1. General Franco’s Styrker var nu kommet i Stampe. Deres store Anstrengelser siden 28/12 37 var ikke kronede med Held. Og nu angreb Regeringstroppeme for at faa deres tabte Stilling paa Muela igen. E fter en heftig Kamp paa Sletten La Vega mellem Muela og Teruel Station toges Toppen af Muela hen paa Eftermiddagen. Samtidig angreb en anden Styrke mod Concud. Angrebet var saa kraftigt, at man nær havde afskaaret nogle nationalistiske Smaastyrker tæ t N. derfor. Regeringens Flyvere arbejdede Haand i Haand med Fodfolket og beskød og bombede alle Troppesammendragninger, der kunde tyde paa Modangreb. Den 6/1 foretog de hvide Styrker et stort anlagt Angreb langs Vejen mod Teruel. Stor Artilleriforberedelse, derefter Flyverangreb og saa Fodfolksangreb støttet af Kampvogne. Men det lykkedes ikke. Hen paa Eftermiddagen trak de sig tilbage til Udgangsstillingerne. Ligeledes afviste Regeringstropperne et Angreb paa El Petron. Selv gik de til Angreb paa Sydfløjen og sikrede sig alle Punkter omkring Villastar, hvorfra Vejen Teruel—-Villel kunde beherskes. F ra 7/1—12/1 fortsattes denne opslidende Kamp uden andet Resultat, end at Nationalisterne igen naaede frem til Stillinger lige foran Villastar. Men den 7/1 overgav Teruelgarnisonens Chef, Oberstløjtnant Rey d’Hancourt, sig paa Betingelse af, at de syge og saarede, civile og militære Personer, der stod under hans Kommando i Hospitalet, blev evakuerede og fik god Pleje. Det var alt i alt ca. 1200 Mand. Forhandlingerne skulde ikke gælde Modstandspunktet Santa Clara, med hvilket han ikke havde h aft Forbindelse siden den 23/12 37. General Sarabia, Chef for Levantarméen, gik ind paa Tilbudet paa eget Ansvar, og det blev derefter godkendt af Krigsministeriet. Under Udmarchen blev de sidste kampdygtige Mænd mødt med tavs Ærbødighed, og General Sarabia erklærede overfor Regeringen, at det havde styrket Moralen vældigt hos de lidt vanskelige Katalaner at se, at deres Modstandere blev behandlet paa en værdig Maade af Overkommandoen. Men Nationalisterne blev skuffede. Man gjorde sig ikke ganske klart, hvilken Forskel der var paa at sidde i Alcåzar om Sommeren og Teruel om Vinteren. Oberstløjtnanten blev æreskændt i de officielle Radiomeldinger. Ved et mærkeligt Tilfælde var det først efter en harm dirrende og haanlig Artikel i „The Times“ den 8/1, at man fra nationalistisk Side indrømmede, at Garnisonen havde kæmpet tappert trods Mangel paa Brændsel og Vand, og at det var paa Grund af manglende K raft, man ikke havde undsat den i Tide. Den 8/1 prøvede Garnisonen i Santa Clara en lignende Forhandling. Men Mandskabet blev utaalmodigt, og man naaede ikke langt i Forhandlingerne, før alle var tagne til Fange. Bortset fra Banca de Espaha, hvor en Kaptajn af A rtilleriet, Llorente, holdt sig med en lille Haandfuld Mand, var der saa kun tilbage, hvad der kunde gemme sig i de underjordiske Huler og Kanalsystemer. Nu, i Slutningen af Januar, er der vist stadig nogle Mand, der forstikker sig i Befolkningen, der trods alle Kampene ikke har været meget villig til at flytte. I Dagene 13—16/1 var al voldsom Kampvirksomhed indstillet.
4’ Fase. Endelig den 17/1 begyndte den anden nationalistiske Modoffensiv. Tyngdepunktet var denne Gang tydelig lagt i Angrebene mod Alfambradalen. Man havde opgivet den berygtede Tang, der skulde bide Teruel fri. Men disse Angreb N. f. Teruel, der blev gentagne lige til Januar Maaneds Ende, har medført en ny Situation. F ra Regeringens Side er Nord for dette Angrebsomraade begyndt en Offensiv, der tager Retning mod de nationalistiske Teruelstyrkers eneste Forbindelseslinie bagud og stræber at hugge den over ved Singra, 42 km NV. f. Teruel. Om Meningen er at bringe Modstanderen til at lade Teruelfronten i Ro eller — mere aktivt — at ødelægge ham, vil Tiden vise. Lige nu — 1. Februar — synes alt at være gaaet i Staa. Men det er jo ikke Slut endnu. Spørgsmaalet bliver saa, hvem der slaar først og haardest — eller hvem der først bliver bange. Gevinsten vil ikke være ringe for nogen af Parterne. Hvad har Regeringen opnaaet ved Indtagelsen af Teruelstillingen? Den h ar fjernet højre Skulder i det Angreb, der, ført af Nationalisterne, vilde faa en absolut afgørende Betydning og har nu i Stedet en Stilling, der paa Grund af sin Styrke og sit relativt rige Vejsystem er en alvorlig Trusel i Flanken paa alle større Angrebsforetagender i lave Aragon. Det vil altsaa sige: reddet Livet denne Gang!
Dernæst har den styrket Kreditten i betydelig Grad saavel fra Udlandet som fra den undertiden meget vanskelige Civilbefolkning, der er træ t af Krig. Og sekundært kan det jo synes, som om det er lykkedes at bringe lidt Uenighed mellem Modstandernes Venner. For Nationalisterne betyder det sikkert ikke saa meget. Det har været dyrt, og Tiden er trukket 2—3 Maaneder ud; men nogen afgørende Betydning har det sikkert ikke. Og det er sikkert kun af Hensyn til Vennerne og Folkestemningen, at man har ladet sig forlede til at svare saa kraftigt paa den paatvungne Kamp, i Stedet for at svare med en Offensiv paa et selvvalgt Sted. Manøvren med Infiltrationen og den „falske Front“ er jo ganske vovelig, men har sikkert været overordentlig begunstiget af det slette Vejr, de daarlige Forbindelseslinier og den fuldstændige Overraskelse. Paa hele den Maade, den er udført, har den egentlig ikke saa meget givet Udtryk for overmægtig K raft af Vaaben, som for en fortrinlig Orden og Disciplin — altsaa et uventet Vaaben. Med Hensyn til Taktik er det, der efter Nationalisternes Mening har baaret over Vanskelighederne ved Regeringstroppernes Forsvar af den lange, tyndt besatte Kamplinie, at de aldrig har ventet et eneste Øjeblik med at slippe et Modangreb, støttet af Kampvogne, løs, saadan a t Forsvaret mere har bestaaet af Modangreb end af en vel gennemtænkt og ved alle Midler udbygget Stilling, selv om det naturligvis har været knyttet til visse Linier i Terrainet. Bemærkelsesværdig er den Maade, hvorpaa man ved de store Snevanskeligheder og dermed følgende Mangel paa terraingaaende Støtteartilleri har prøvet at klare sig med store Flyvermasser. Tilsyneladende dyrt og uden tilstrækkeligt Held. Det synes desuden umuligt at foretage et Angreb uden Kampvognsstøtte. Saa man kan begynde at forestille sig Skæbnen for en Hær praktisk talt uden Flyvervaaben og blottet for Kampvogne samt trækkende rundt med et improviseret-motoriseret Støtteartilleri i et Vinterfelttog. Derimod lægger man Mærke til, at trods et Utal af Luftkampe har begge Parters Luftflaader kunnet løse Opgaver paa Kamppladsen paa samme Tid.
Fodfolket synes at have været smidigt, og alle Manøvrer synes at være udført med Lynsnarhed, som et tungt stift Apparat ikke vilde tillade. Alt lagt mere an paa Angreb end paa Selvbeskyttelse. Vem et les Bains 6/2 38.
N. Lunn.
