Vi indleder hermed en artikelserie om krigen i Algier, som kaptajnløjtnant R. R. Møller i forsvarsministeriet har udarbejdet med et foredrag af den tidligere kommandant i byen Algier, General Allard, som hovedkilde.
I november nummeret (1959) af M ilitæ rt Tidsskrift har kaptajnløjtnant K. V. Nielsen givet en redegørelse for den revolutionære krigs væsen, organisation og kampform. Studerer man denne artikel nærmere og sammenligner man de principielle retningslinier for en revolutionær krigs førelse med de aktuelle begivenheder i Algier, oprørernes organisation og virke, vil man finde, at oprørslederne i Algier lia r gået i en skole, hvor de har lært deres lektie til bunds. Umiddelbart efter krigen og A-våbnenes fremkomst var de fleste sagkyndige af den opfattelse, at man nu havde fundet det våben, som ville hindre krigs opståen. Ingen ville turde starte en krig, hvori så frygtelige masseødelæggelsesvåben blev anvendt. Snart begyndte tvivlen dog at melde sig, efterhånden som kendskabet til A- og B-våbnene blev mere og mere udbredt. Man talte nu om „atomic exchange“ , som første fase i en storkrig efterfulgt af en konventionel krig og om begrænsede, lokale krige, hvor A- eller B-våben ikke nødvendigvis måtte anvendes, men hvor konventionelle styrker ville blive anvendt, og man begyndte at tilpasse organisation, uddannelse m .v. efter disse lokale kriges formodede vilkår. Det fornemste eksempel på en lokal krig har vi i Korea, og det er jo ingen hemmelighed mere, at Amerikanerne i væsentlig grad brugte krigserfaringerne herfra i overvejelserne vedrørende ændringer i organisation og uddannelse, ligesom det er læserne bekendt, at erfaringer fra Korea på et vist tidspunkt herhjemme blev tillagt den allerstørste vægt i taktikuddannelsen. Efterhånden begyndte et nyt udtryk for en ny kampform dog at vinde indpas. Det var betegnelsen „revolutionær krig“ d. v. s. en krig, der blev ført i et lands indre mod det siddende styre med alle til rådighed stående midler. Det var betegnende for disse krige, at de førtes af kommunistiske, marxistiske eller nationalistiske bevægelser, for hvem midlernes art og anvendelse uden personsanseelse og moralskrupler kun tjente at nå det mål, der tilstræbtes. Krigen blev normalt ført mod vestlige lande eller lande under vestlig indflydelse og havde stor sukces, idet det eneste effektive modvåben, i hvert fald ind til krigens art nærmere blev fastslået, var at anvende de samme m idler og metoder i kampen, hvilket ikke passede ind i vestlig kultur og tankegang. For at kunne bekæmpe en revolutionær krig er det nødvendigt at være helt inde i denne krigsforms specielle forhold og vilkår for herigennem at kunne finde de rette modvåben. Dette mål kan man ikke nå blot ved studier af ideologiske afhandlinger og principper. Man må, hvis muligheden herfor er til stede, foretage en grundig gennemgang af en eller flere revolutionære krige, der er blevet udkæmpet eller er ved at blive udkæmpet. Fortidens lære skal være fremtidens vejviser. Der har været flere eksempler på revolutionære krige, bl. a. kampene i Grækenland umiddelbart efter krigens afslutning, i Malaya, kampene i Indo-Kina o. s. v. Fælles for disse var im idlertid, at sagkyndige på de pågældende tidspunkter ikke umiddelbart forbandt kampene med begrebet krige, men betragtede dem som oprørsforsøg ledet af indre nationalistiske organisationer, kun støttet materielt, udefra. For Algiers vedkommende har man im idlertid næsten fra starten været klar over oprørets ideologiske karakter, og det er lykkedes de franske styrker at afsløre oprørernes organisation og opbygning ind til de mindste detaljer, hvilket vil kunne ses i det efterfølgende. Nedenfor anførte konkrete oplysninger og talmateriale hidrører fra et foredrag holdt af general Allard i novbr. 1957. General Allard har det bedste kendskab til kampen mod oprørerne, idet han på daværende tidspunkt var kommandant i byen Algier, der også fra oprorernes side betragtes som nøgleområdet i krigen. I disse dage blusser begivenhederne i Algier atter op. Det har for mange, og i hvert fald for forfatteren af denne artikel hid til været en gåde, at en håndfuld oprørere har kunnet holde en hær på ca. i/2 m illion mand stangen igennem år, endskønt bevægelsen har lid t store tab i ledere og materiel. Endvidere er det formentlig vanskeligt for nordboere at forstå de temperamentsudladninger, der finder sted i Frankrig og A lgier, når blot ordet „selvbestemmelse“ for Algier nævnes, temperamentsudladninger, der ind til nu har ført til en — ganske vist ublodig — revolution i moderlandet og som i januar i år medførte uroligheder, der kostede adskillige mennesker livet. Hvad er årsagen til disse forhold? Svarene vil kunne findes nedenfor.
Algierkrigen i den kommunistiske verdensstrategi. Franskmandenes indsats i og arbejde for Algier
Betragter man verdensudviklingen efter verdenskrig II, vil man fin de, at den kommunistisk dominerede del af verdenen har haft en række »ukcesser i forholdet til den frie verden, en udvikling, der i mangt og meget har lighedspunkter med udviklingen i Europa under Hitler-styret i Tyskland. I førstnævnte tilfælde hindrede form entlig kun vestens faste optræden i Korea og oprettelsen af NATO , at en storkrig brød ud. Disse sukcesser startede for så vidt allerede under krigen, idet russerne konsekvent indsatte kommunistisk dominerede regeringer i de lande, de efterhånden besatte. Efterhånden blev alle lande øst for skillelinien mellem de russiske og engelsk-amerikanske hære undertvunget; d. v. s. øst for jerntæppet. I Kina sejrede Mao Tse-Toung over Tchang Kai-Check, skønt denne blev stærkt støttet af vesten, og Kina blev kommunistisk. Dette fik globale følger, idet vestlig indflydelse efterhånden blev fordrevet fra Asien af lokale konflikter, ofte under dække af nationalistiske bevægelser, og ofte kommunistisk inspirerede og understøttede. Dette medførte bl. a., at hollænderne måtte forlade Indonesien, englænderne Indien og Birma, franskmændene Indokina o. s. v. Den afrikansk-asiatiske blok, der blev dannet på Bandoengkonferencen, bestræbte sig herefter på så vidt mulig at udrydde vestlig indflydelse i deres lande.
I begyndelsen af denne udvikling var Sovjet aktiv med støtte både af materiel- og psykologisk art bl. a. ved indsættelse af sit enorme propagandaapparat, men den økonomiske støtte var af mindre omfang. Med den 20. partikongres kom vendepunktet. Det var den kongres, der mest huskes for sit opgør med Stalin-epoken i Rusland, men studerer man Sovjets økonomiske program, der blev vedtaget på kongressen, vil man finde, at uanede summer blev afsat til støtte for de „underudviklede“ lande først og fremmest i det mellemste østen. Der gik på dette tidspunkt en bølge af såkaldt panarabisme gennem området med Ægypten som centrum. Denne panarabisme udmalede et verdensherredømme fra den persiske havbugt til Atlanterhavet. Denne bevægelse støttedes af sovjettiske midler, og dens hovedeksponent var Ægyptens Nasser. For den frie verdens vedkommende var det, som om man med lettelse konstaterede, at faren for en total krig med Sovjet nu var afløst af lokale konflikter i mellemosten, og kun de nationer, der havde handelsmæssige interesser i området, følte faren — men kun for deres handelsmæssige interesser. Man havde været vant til at betragte skillelinien mellem østlige og vestlige interesser som en linie gående ned tværs igennem Europa, standsende ved Middelhavet. Man blev først for sent rigtig klar over, at kommunisterne havde lagt taktiken om. I stedet for at buse lige frem mod vest, hvor vesten traditionelt var stærkest, foretog man nu en omgående bevægelse i Syd. Den omgående bevægelse støttedes af lokale provokationer langs jerntæppet, specielt om Berlin. Den nye kommunistiske fremtrængen var en vældig omgående bevægelse med formål at indeslutte Europa og med fast tag i Kina, Det fjerne Østen, til dels Indien. Det mellemste Østen, Ægypten og Nordafrika (Se skitse 1.) Som man vil se, er målet næsten nået nu. Det mellemste Østen er med enkelte undtagelser undergivet den panarabiske bevægelse, ganske vist med to poler: Kassem i Irak og Nasser i Ægypten, men med det fælles træk, at de begge sidder fast ved hjælp af russisk økonomisk hjælp, og at de begge samtidig kæmper for at bevare deres landes selvstændigbed. Noget der, som udviklingen ind til nu har vist, er en yderst vanskelig opgave. Formålet med at løsrive Algier må ses under denne synsvinkel. AI- »ier vil ikke kunne klare sis selv. Alene 0 2 tilbagestående vil det være
et sikkert bytte for kommunistisk infiltration, og sker (lette, er den omgående kommunistiske bevægelse lykkedes, og herfra vil infiltrationen kunne fortsættes over Atlanterhavet til Syd- og Mellemamerika, en udvikling, der allerede er i gang, hvilket bl. a. gav sig udtryk i den behandling, den amerikanske vicepræsident Nixon modtog ved besøg i disse lande sidste år. I Algier vil man kunne standse den kommunistiske infiltrations freintrængen (se skitse 2); et forhold, der for franskmændene er lige så vigtigt som f. eks. interventionen i Korea var for amerikanerne. I 1951 udtalte marskal De Lattre bl. a., at Frankrig havde forsøgt at bygge en barriere mod den kommunistiske fremtrængen ved Tonkin, der var et nøgleområde for forsvaret af Sydøstasien og den frie verden. Verden forstod ikke Frankrig, og Sydøstasien faldt i kommunistiske
hænder. Falder Algier, ligger hele Nordafrika åben for kommunistisk infiltration. I Algier kan ingen nationalisme retfædiggøres, uanset hvor langt man går tilbage i historien. T il forskel fra Marokko og Tunis har Algier aldrig bestået som nation eller har repræsenteret een enhed undtagen den, romerne og tyrkerne repræsenterede, da de herskede over landet. Historien viser, at end ikke røvertogter ind i landet endsige massakrer på kabyler, berbere m. v. har kunnet samle indbyggerne. Disse tildragelser har blot medført, at indbyggerne lod sig drive op i bjergene eller ud i ørkenen. Ferhat Abbas, der er leder af oprøret i Algier, har selv inden oprørets start udtalt: „Det algierske fædreland eksisterer ik ke. Jeg har i hvert fald ikke kunnet finde det, skønt jeg har ledt i h istorien og spurgt de levende. Ingen har kunnet bevise det for mig. Vor nuværende position skyldes udelukkende Frankrigs værk i Algier“ . Frankrig anekterede Algier i 1830. På dette tidspunkt var landet hjemsted for sørøvere, der huserede i hele Middelhavet. På dette tidspunkt var befolkningen stort set delt op i sørøvere og vilde stammer i bjergene. Denne befolkning var nominelt, men ikke reelt, under et tyrkisk herredømme, som blev udøvet fra Algier, Constantine og andre mindre byer. Ganske få år senere, i fyrrerne, blev landet indlemmet i Frankrig.
Hvilken udvikling liar dette land da gennemgået siden 1830? Jorden er blevet forbedret, bl. a. ved udtørring af sumpe, opførelse af byer, bygning af veje, dæmninger, hospitaler og skoler. Befolkningen er forøget fra ca. 1,5 m ili. til mere end 9 mili., hvoraf 1,2 m iil. er af fransk afstamning. A lle indbyggere er franske borgere. Det er Frankrig, der er bindemidlet i befolkningen. Dette ses ikke mindst af muhamedanernes energiske indsats i forsvaret af fransk territorium ved deltagelse i krige på fransk side, specielt i de to verdenskrige. E t andet bevis er, at der ikke findes racediskrimination mellem franske muhamedanere og franske kolonister, hvad enten det er i skolen, på offentlige steder, i offentlige befordringsmidler eller på hospitaler. A lle har samme rettigheder som de franske muhamedanere har i selve Frankrig, i hvilket de findes i et antal af ca. 400.000. Der er kun ét „M en“ . Algier er et fattigt land, idet udvinding af de enorme rigdomme under Saharas sand først, er i sin vorden, og således ikke har nået at få indflydelse på landets økonomi, og hertil kommer en voldsom befolkningstilvækst. Denne tilvækst har været hurtigere end landets industrielle- og landbrugsmæssige udvikling til trods for de enorme investeringer, der er foretaget i industri og landbrug. Levefoden er efter europæisk målestok lav, men dog høj, sammenlignet med de nabolande, der kraftigst kritiserer forholdene i landet. Foruden at have overvundet sult og epidemier er der skabt et offentligt skole- og undervisningsvæsen, der er gratis, og som har været medvirkende til hævelse af det kulturelle niveau. I det ovenfor omtalte ligger svarene på de to spørgsmål, der blev opkastet i starten. Frankrig vil bestride sin ret til Algier. Det er en del af landet, et amt om man vil. Man vil hindre, at landet falder i de kommunistiske klør eller i anarki, hvis panarabismen finder fast fodfæste, idet Frankrig er overbevist om, at langt den største pocent. af landets indbyggere ønsker at forblive franske. Frankrig vil forsvare Algier, fordi landet er fransk og for at hindre en kommunistisk indeslutning af Europa.
R. R. Møller
