Log ind

Kampen i Østen 1931—32

#

For at forstaa Grunden til, at Manchuriet er saa attraavær- digt, og for at finde Aarsagerne til de i snart mange Aar forte Kampe om det, maa man først gøre sig klart, hvad Landet betyder i geografisk og økonomisk Henseende.

Manch. ligger N.Ø. for det egentlige Kina. Det strækker sig fra det gule Hav mod S. til Amur-Flodcn mod N. Mod V. ligger Mongoliet og mod S. og Ø. Korea. Iflg. „Statesman’s ycarbook“ er Folketallet ca. 25 Miil., men Landet har rigelig Plads til 60—100 Mili. Indbyggere.

Manch. er i det hele et Bjærgland, idet der dog mod S. findes et større Sletteland omkring Floden Liaoho, som falder ud i det gule Hav, og mod Nord omkring Floden Smu/ari, som løber gennem Landet ud i Amur. Klimaet er typisk Fastlandsklima med stærk Sommervarme og stræng Vinterkulde. Havnene ved det gule Hav fryser til hvert Aar.

Manch. er meget rigt paa næsten alt; der findes Guld, Sølv, Bly, Jærn, Kul og en uhyre Rigdom paa Naaleskove. (Her skal blot nævnes, at Japan maa indføre Træ fra U. S. A.). Endvidere har en japansk Videnskabsmand i en Artikel peget paa den ikke udnyttede Kraft i Tschnapo-Snerne, Øsl for Kirin og paa den frugtbare Jordbund i Nonni-Eynen, hvor især Sojabønner og mange Kornsorter ganske udmærket kan trives.

Igennem Aarene har mange Stater haft Interesser derovre, men de mest interesserede maa siges at være Japan, Rusland og Kina.

I det østrigske Tidsskrift „Militanvissenschaftliehe Mittcilun- gen“ af Maj—Juni 1932 skriver General Otto Wiesinger bl. a. følgende: „Bedre Plads til Befolkningen og bedre Livsbetingelser, der kan gøre det muligt for Japan at klare sig alene, har fort til, at Regeringen og hele det japanske Folks Maal er Erobringen og Sikringen af Manchuriet.“

For at give Udtryk for, hvorledes de tre rivaliserende Magter, Japan, Rusland og Kina, slaar overfor hverandre, skal jeg gengive, hvad der bl. a. staar i en Artikel i „Preussische Jahrbiicher, Heft 1“ af 1932: „Fuldendelsen af Japans Stilling kunde kun naas ved Erobringen af Manch., eller ved at Japan i det mindste udøvede det virkelige Herredømme i Landet. Manch.’s geografiske Beliggenhed, dets fremragende Frugtbarhed samt dets Rigdom paa industrielle Raastoffer gør, at man kan forstaa dette store Maal. Om Herredømmet her staar fremfor alle de tre Lande — Kina, Rusland og Japan skarpt overfor hverandre. For Kina er Manch. Landets nordligste Forpost, for Rusland er det den korteste Forbindelse med Wladiwostok og dermed af Betydning for Ruslands Magtstilling ved Stillehavet, og endelig for Japan en vigtig Levnedsmiddel- og Raastol'basis.

Manch. leverer til Japan næsten alt, hvad Japan ikke selv har, men hvad det behøver for at kunne leve som et Folk og en Stat.“ Ifølge Opgivelser i „Militarwissenschal'tliche Mittcilungen“ Maj—Juni 1932 har Japan 2,850,000,000 Yen eller ca. 2 Milliarder Kr. anbragt i Udlandet. Heraf er 54 % i Manch. og 42 % i Kina, hvilket altsaa vil sige, at 96 % af den i Udlandet anbragte Kapital er paa kinesisk Jordbund. Endvidere har Japan i Manch. og Shantung 23 Ranker, 142 større Industriforetagender og 6 Bjergværker.

Naar man nu samtidig tænker paa, at der er rigelig Plads i Manch., og at Befolkningstilvæksten i Japan i 1930 var 195,000 Mennesker, forstaar man Japans store Interesse for Manch.

Maalct — at erobre eller i det mindste at faa den virkelige Magt i Manch. — stod allerede Japanerne klart fra Midten af forrige Aarh. At det ikke var let for dem at naa Maalet, vil Begivenhederne i det følgende vise.

For at kunne gaa los paa Manch. maatte Japan imidlertid først erobre Korea, og allerede her stødte det paa store Vanskeligheder i Form af Indgriben fra de europæiske Stormagters — her navnlig Ruslands -- Side.

I 1885 havde den japanske Minister Grev Ito opnaaet en Konvention med Kina om begge Magters Ligeberettigelse i Korea. En Opstand i Korea 1894 gav Japan Anledning til at besætte Soul; dette vilde Kina ikke tillade, og Følgen blev en Krig.

Skærmbillede 2020-09-21 kl. 11.17.07.png

Marskalk Yamayato fordrev l'orst Kineserne fra Korea, Admiral Ilo slog den kinesiske Flaade ved Jalumundingen, og senere ved Haiyuntau, hvorefter Marskalk Oyama gik i Land paa Liaotanghalvøen og erobrede Port Arthur i Nov. 189-t. General Nnilsu havde imidlertid overskredet Jalufloden (Okt.) efter en let Sejr og trængte Marts 1895 frem til Niutsjwang, saaledes at Vejen til Peking var aaben. Da tillige Wei-hai-wei (Pebr.) og Formosa var blevet besat, maatte Kina slutte Præliminærfreden i Shimonoseki 17. April 1895, hvorved det afstod Formosa, Liaotung og Pescadoreserne, anerkendte Koreas Uafhængighed og forpligtede sig til at betale 200 Mili. Tael i Krigsomkostninger.

Nu havde Japan altsaa naaet sit 1. Maal, at faa Fodfæste paa Fastlandet. Glæden skulde imidlertid ikke blive langvarig; thi de europæiske Stormagter greb ind.

I Europa var man godt underrettet om Værdien af de to Modstandere, og Ruslands Stilling til Sporgsmaalet blev allerede paa det Tidspunkt omtalt.

Det russiske Blad „No Woje Wrenja“ pegede paa de alvorlige russiske Interesser, der stod paa Spil ved Japans Frem trængen, og sagde bl. a.: „ hvis det lykkes Japan at sætte sig fuldstændigt fast i Korea, saa kan der for Rusland i Østen let dannes et lignende Bosporus som i Europa. Rusland kan ikke roligt se paa, at den urolige japanske Nabo ogsaa sætter sig fast i Korea. Lige saa lidt kan Rusland imidlertid tillade, at England besætter Hamilton Øerne o. s. v.

Korea er for Rusland af uomtvistelig Vigtighed."

Ikke alene Rusland var interesseret i det fjærne Østen ;• men ogsaa Frankrig og Tyskland havde Interesser, der fik dem til i Fællesskab at intervenere og ved den endelige Fred den 8. Maj 1895 at tvinge Japan til at opgive Liaotung mod yderligere 70 Miil. Tael.

For at sikre sig i Tide „forpagtede“ Tyskland i 1898 Kiau- Tschau, medens Rusland tog Port Artbur og Talienwan, England Wei-hai-wei og Frankrig Kuangtsju.

Kina blev ikke farligt for Japanerne; thi omkring 1900 udbrød Boxeropstanden. Saa meget desto farligere var derimod Rusland, og baade Japan og Rusland var klare over, at det snart maatte komme til Kam]) imellem dem.

Navnlig var Russerne agressive. Fyrst Uchtomskij skrev, at Ruslands Indblanding var uundgaaelig, og al der maatte flyde Blod. „Vi maa gøre os det klart og aabent bekende, at Rusland fordrer Asien 1'or sig, og Vé over den, der træder Ruslands Udvikling i østl. Retning for nær.“ Hele Stillingen i Rusland var meget chauvinistisk, og der blev udstødt skarpe Trusler mod de Lande, der ikke havde sluttet sig til Ruslands Intervenering i 1895.

Det chauvinistiske Blad „Nowosti“ udtalte: „Østrig-Ungarns og Italiens Had mod Rusland er saa stort, at de aabenlyst understøtter Japan. Dette er endnu værre end Englands havesyge Politik. Hverken England, Østrig-Ungarn eller Italien maa imidlertid glemme, at de er saarbare: England i Indien, Østrig-Ungarn i Bosnien og Italien i Afrika."

Som man ser, var Rusland meget overmodigt, og dets fremtidige blodige Vej var med disse Avisartikler dunkelt antydet.

Japan var som ovenfor vist blevet stoppet i første Omgang, men allerede i 1904—05 fik det igen Fremgang.

Rusland havde ved Roxeropstanden i 1900 faaet Lejlighed til at sende 4 Armékorps ind i Manch.; Japanerne fordrede Russernes Rømning af Omraadet, Anerkendelse af Kinas og Koreas Ukrænkelighed og m. in. Ingen af Parterne vilde give efter, og Anledningen til Krigen var der.

Da Rusland ikke besvarede Japans Ultimatum af Dec. 1903, rettede Japan uden forudgaaende Krigserklæring et Angreb paa den russiske Flaade ved Port Arthur.

Ogsaa i denne Krig mærkede man Japans maalbevidste Handlinger. De drog som Sejrherrer over Liaojan og Mukden og erobrede Port Arthur trods den tapreste Modstand. Svære indrepoliske Stridigheder i Rusland svækkede Ha'rledelsen, og Søslaget i Tsusehimastrædet var den sidste store og tragiske Operation i det fjærne Østen.

Japan stod atter som Sejrherre, og denne Gang opnaaedes Belønningen for et maalbevidst og strængt Arbejde. Ved Fredsslutningen i Portsmouth i Nordamerika fik Japan Liaotunghalv- øen, den sydi. Halvdel af Sachalin samt Protektoratet over Korea. Rusland maatte rømme Manch. Japan overtog den østsibiriske Jernbane fra Changchun til Port Arthur og fik Ret til at lade Striekningcn indtil 15 km paa begge Sider af Jernbanen besætte med militære Vagter.

Med disse Sejre (i 1894- 95 og 1904 05) havde Japan ubestridt indtaget Førerpladsen i Østen. I 1910 ophævedes Koreas Selvstændigbed, og Japan erhvervede herved et Land halvt saa stort som Tyskland og med 20 Miil. Indbyggere — en glimrende Basis for nye Fremstød.

Japan var nu blevet en Stormagt, og som saadan gik det ind i Verdenskrigen og vendte sig nu atter mod Syd — mod Kina.

I Kina havde den sidste Kejser abdiceret i 1912, og herved bl ev Kina ført ind i meget vanskelige Opstande, hvori mægtige kommunistiske Bevægelser spillede ind. Navnlig Mongoliet, Shanghai, Kanton og Peking var stærkt kommunistisk præget.

Da Japan var med de Allierede, var der straks efter Verdenskrigens Udbrud blevet landsat Tropper i Nordshantung med den Opgave at bemægtige sig Shantung Banen og støde frem mod den tyske Besiddelse Kiau-tschau.

Samtidig med Japanerne var deres bedste Venner — Englænderne — ogsaa ude efter Bytte og vilde bemægtige sig Tsintau, men Japanerne kom først. Den 7. Novbr. 1914 erobrede de Tsintau og beholdt den i 8 Aar.

Japanerne havde nu faaet yderligere Fodfæste paa Fastlandet, og i Begyndelsen af 1915 fremkom de med et Ultimatum til Kina. Fordringerne i dette Ultimatum drejede sig hovedsagelig om Japans Interesse i Manch., idet de fremfor alt krævede, at Kina skulde indhente Japans Tilladelse, inden det bortgav Jernbane- og Bjergværkskoncessioner i Sydmanch. til en fremmed Magt.

Kina kæmpede imod, men forgæves, og hermed havde Japan yderligere faaet sin Stilling styrket. Manch. dannede nu et Bolværk mod den kommunistiske Bølge, og herfra kunde man ogsaa gøre sin Indflydelse gældende paa de politiske Forhold i Kina.

Japan havde imidlertid endnu ikke naaet sit Maal, at faa det virkelige Herredømme i Manch.

I Kina bevirkede Trykket fra Japan en national Bevægelse, som dog foreløbig ikke gav sig synlige Udslag.

Fra Buslands Side derimod blev der drevet en storstilet bol- chevikisk Propaganda, hvilket førte til, at en japansk Hær, ledsaget af engelske, franske og amerikanske Tropper — efter Besættelsen af Wladiwostock - gjorde et Fremstod langs den sibiriske Jernbane lige til Baikalsøen. Denne Manøvre, der stod i Forbindelse med Admiral Koltschaks kontrarevolutionære Felttog, ophørte, da Koltschak blev skudt. De forenede Tropper gik tilbage, og som de sidste forlod Japanerne i 1922 Wladiwostok, der atter toges i Besiddelse af Busserne.

Disse havde indtil den Tid fort en meget forsigtig Politik; de var endog gaaet saa vidt, at de havde givel Afkald paa den østkinesiske Jernbane. Da Japanerne trak sig tilbage, og de atter havde Foden ved Stillehavet, blev de mere sikre; men da de havde Venskab med Kina, fandt de sig dog foreløbig i en fælles Administration af den ostkinesiske Jernbane. Venskabet revnede imidlertid brat i 1927, og efter et militært Fremstød blev Jernbanen fuldstændig taget ind under russisk Administration.

Baade Japan og Busland havde nu Ret til at bevogte Jernbanen; men kun Japan benyttede sig af Retten, da Rusland endnu — og aabenbart stadig — ikke føler sig sikker nok. At man dog ikke lader sig narre af Ruslands Holdning, fremgaar af en ledende Artikel i „The Far Eeastcrn Review“ (Sbangbai) :

„Den russiske Fare rykker nærmere og nærmere mod Japan, og hvis delte ikke snarest muligt griber til Forholdsregler for sit Forsvar, saa vil hverken Folkeforbund eller Verdensdomstol, hverken Kellogg-lJagt eler 4- eller 9-Magts-Aftaler kunne hindre del uafvendelige Sammenstød. Lad os ikke narre os selv. Snart Øjeblikket er gunstigt, vil den rode Hær sætte sig i Re- vægelse, og dens forste Marchmaal bliver Kina. En særlig „Øst- Armé“ er blevet opstillet med Henblik paa Sagernes Stilling i Kina. Dens Styrke er indhyllet i Mørke; men vi ved, at den har Irkut.sk og Tschila til Rasis. - Som Arv fra den gamle og uforanderlige Zsar-Politik, at faa Mongoliet som Stødpude mellem slavisk og mongolsk Race, og for at lukke for Kina har Sovjetrusland følgelig løsrevet delte Omraade fra den kinesiske Stalsorganisation og indlemmet del i sil eget System af uafhængige socialistiske Republikker.

Ingen Udlanding kan besøge Mongoliet uden sovjetrussisk Pas. Øg Sovjetpas bliver ikke udstedt. Rag en uigennemtrængelig Hemmelighedsfuldhed har Sovjetrusserne organiseret en mongolsk Hær, som truer Japans strategiske Stilling i det sydlige Manch. i Flanken. Desuden benytter Russerne kinesisk Land og Jord for paa bedste Maade at forberede Slavernes næste Fremstød til Endemaalet. Egentlig er Kineserne Ruslands For

bundsfælle mod Japan; de tillader Rusland at udbygge sin strategiske Stilling efter Rebag, medens de nægter Japan Retten til Selvforsvar.“

I Kina er imidlertid Nationalitetsfølelsen stadig vokset og har givet sig Udslag i en skurk Misfornøjelse med den tvungne Traktat af 19 HL

Til Trods for, at Japan staar ret isoleret, vil det dog ikke høre Tale om at afgive nogle af de efter haarde Kampe vundne Fordele, selv om man er fuldstamdig klar over, at Rusland, U. S. A. og England kun lader være med at intervenere, fordi de indrepolitiske og økonomiske Forhold i de paagældende Lande er saa daarlige. Saa snart disse bedrer sig, kan Japan vente deres Indgriben, og det stræber derfor af al Kraft efter at have fuldendt sine militære Forberedelser, navnlig da Forholdene i Kina siden 1927 har ændret sig væsentlig, idet det i 1928 lykkedes den kinesiske Svdhær at erobre Peking. Øgsaa Japanerne blev overraskede her; men det lykkedes Manch.’s Guvernør Tschangtso- lin at føre sin Hær ordnet tilbage til Manch.

I Manchuriet herskede Guvernøren Tschang tso-lin, en meget dygtig Mand, der ansaa del for bedre for Manch. at bevare sin Selvstændighed under Japans Overhøjhed end at blande sig i Kinas Politik. Han kæmpede derfor for Manch.’s Sclvstændig- hed, og for at kunne ha'vde denne, havde han hl. a. organiseret en meget stærk Hær. Den 4. Juni 1928 blev han imidlertid haardt saaret, og hans Søn og Efterfølger, Marskalk Tschang Hsuch- liang var ikke sin Stilling voksen, kunde ikke lade være med at blande sig i den storkinesiske Politik, og i El'teraaret 1928 sluttede han sig til Nationalregeringen i Nanking, hvorved han straks lagde sig ud med Japan.

Japans Protest fulgte da ogsaa straks, men foreløbig gjorde Japanerne intet yderligere, da de aabenbart endnu - trods den tilspidsede Situation — ikke følte sig stærke nok. Japan blev, som vi nedenfor skal se, mere og mere provokeret af Kina.

Tschang Hsueh-liang rykkede i 1980 ind i Kina før at deltage i Generalopstanden, og herfra vendte han ikke mere tilbage. Heller ikke hans Hær fik Tilladelse til at rykke ind i Manch.; thi nu var det Japans alvorlige Mening at løsrive Manch. fra Nanking- Rcgeringen for al skaffe rolige Forhold i Landet.

Tre Ting gjorde imidlertid Japans Stilling overordentlig vanskelig, nemlig Boycotningen, Kinesernes Indvandring og Kinesernes Jernbanepolitik i Manch.

Boycotningen gav i Følge „Militw. Mitt." alene i Maanederne April—August 1928 et Tab paa 82 Mili. Yen = 25.510.000 danske Kroner. I Lagrene i Shanghai laa 800.000 tons japanske Varer til en samlet Værdi af over 107 Miil. Kroner. De var ganske usæl- gelige.

Kinesernes Indvandring til Manch. har antaget Form som den mest storstilede Folkevandring, der nogensinde har fundet Sted, og hvad delte er for en Fare for Japans Magt i Manch., behøver man ikke at uddybe. Der er alene i 1927 indvandret — i store Flokke — 2 Miil. Mennesker til Manch., og der var i 1932 i Manch. 90 pCt. Kinesere, 6 pCt. Manch., 3 pCt. Koreanere, men kun 1 pCt. Japanere. I denne Forbindelse skal nævnes, at Japanerne kun i ringe Grad lormaar at tilpasse sig til de klimatiske Forhold.

Hvad endelig den tredie Ting — Jernbanepolitiken -- angaar, volder den ogsaa Japan en Del Bekymringer. For at sikre deres Opmarch i det nordlige Manch. og for at skabe gode Muligheder for at skaffe Landets Produkter ud til Udskibningshavnene, var Japanerne gaaet i Gang med en Udbygning af den sydmanch. Jernbane, dels til det osli. Manch. og dels til Korea. Samtidig hermed er Kineserne imidlertid ogsaa begyndt at bygge Jernbaner, og de har sogt at faa disse Jernbaner til at gaa saaledes, at de generer Japanerne saa meget som mulig, navnlig saaledes, at de kan skade de japanske Endestationer Dalny og Port Arthur i betydelig Grad.

Som man ser, var Situationen blevet mere og mere tilspidset og tvang i 1931 Japan til at handle med Vaaben i Haand.

Inden vi gaar videre, vil vi se paa de Stridskrafter, de to Modstandere raadede over:

Kina: Der kan ikke fremskaffes nøjagtige Oplysninger; men forskellige Beretninger gaar ud paa, at de brugbare militære Kræfter skal bestaa af: 1) Provinsialtropper og 2) Regerings- tropper.

1) Provinsialtroppernes Styrke, Organisation, Udrustning og Uddannelse afhænger fuldstændig af Guvernøren i den paagældende Provins. I Manchuriet var Hæren blevet organiseret og uddannet af Tschang tso-lin, der som tidligere nævnt var fuldstændig klar over, at hans Magt og Manch.’s Stilling var afhængig af Hærens Kampkraft. Hærens Størrelse har varieret noget med den givne politiske Situation; i 1928 var den over 300,000 Mand; men den normale Styrke ca. 100,000. Efter japansk Mønster var den inddelt i Divisioner (10?) og raadede over moderne Krigsmateriel. Den var hvervet, og under Uddannelsen havde den haft japanske Instruktører.

2) Regeringstropperne var endnu kun i sin Vorden og skylder uden Tvivl den tidligere Arméchef Chiang-Kai-chek sin Tilblivelse.

Det var Meningen, at Hæren skulde bestaa af: 114 Fodfolks- div., 29 selvstændige Brigader og 13 selvstændige Regt., 8 Ryttcr- div., 4 selvstændige Rytterbrigader + 2 selvstændige Rytterregt., 13 Ar.regt. og 15 Ingeniørbatl. I 1929 var den kommet op paa en Styrke af 800,000 Mand. Mandskabet fremskaffedes dels ved Udskrivning, dels ved Hvervning og havde tyske Instruktører.

Hæren ved Shanghai (19. Armé) skal have været paa 200,000 Mand (?) Hertil kom Chang-Kai-chek’s Indgriben. Fører for 19. Armé var General Tsai-Ting-Kai med General Gaston Wong som Stabschef.

Japan: Japans Styrke paa Fastlandet bestod dels af Jernbanebeskyttelsesdivisioner (16), dels Garnisoner paa Korea (2. Div. + 1 Flyverregt.) og dels Besættelsen af Port Arthur (1. Regt.) ialt 35,000 Mand. Hertil kom Flyverformationer og Specialvaaben samt Etappetropper.

Stryken ved Shanghai skulde være en særlig Operationshær, opr. paa 40 50,000 Mand, men senere paa Grund af den kine

siske Modstand betydelig forøget.

Arméchef indtil 25. Februar General Uyede, derpaa General Shirokawa.

Anledning til Indgriben i Manch. fik Japan dels ved Mordet paa en højerestaaende Officer og dennes Ledsagere, dels ved en Brosprængning ved Mukden. Dertil kommer saa, at Japanerne hævdede, at der siden Begyndelsen af 1931 ikke havde fundet mindre end 142 røveriske Overfald Sted af kinesiske Bander; og endelig havde Kineserne foretaget 59 Ødelæggelser paa de japanske Jernhaner.

Som sa;dvanlig overraskede Japan sin Modstander, idet de japanske Tropper midt i September 1931 marcherede ind i Syd- Manchuriet. Foretagendet var udmærket forberedt, og Japanerne besatte Mukden, Brohovederne ved Antung, Bjergværkerne ved Fushun (40,000 Arbejdere), de nordligste Punkter af den syd- manch. Jernbane (Changchun) samt Kirin, Taonan o. m. fl.

Kina nedlagde naturligvis den skarpeste Protest og forelagde den 21. Sept. Sagen i Folkeforbundet, som forsøgte at gøre sin Indflydelse gældende; men hverken nu eller senere opnaaede noget Resultat.

Japan vilde ikke give sig; det skulde nok selv varetage sine Interesser og selv komme Bandeuvæsenet til Livs. løvrigt var Japan selvfølgelig villig til Forhandlinger; men Kina afslog enhver Forhandling, før de tidligere Tilstande var genoprettede.

Medens Forhandlingerne stod paa, gik Japanerne imidlertid videre, idet de i Begyndelsen af Novbr. rykkede mod Tsisikar, og den 7. Januar 1932 naaedc de den kinesiske Mur og var nu rede til at gaa imod Peking.

For at lette det økonomiske Tryk, som Boycotningen bevirkede, sendte Japanerne den 21. Jan. en Landgangsekspedition mod Shanghai. Opgaven var at lette det økonomiske Tryk, at beskytte japanske Statsborgere og ved et Stod mod dette økonomiske og politisk meget vigtige Centrum at lamme Kinas Modstand.

Herved haabede Japan at opnaa to Ting, nemlig at tvinge

Kina til Forhandlinger og hindre Reperingstroppernes Indgriben i Manch.

Foretagendet var imidlertid meget vanskeligt, da det var rettet mod Kinas Modstandscentrum, og da der var Hensyn at tage til de fremmede Magter.

Japanerne gik frem med deres sædvanlige Energi; men Kineserne viste en forbavsende Modstandskraft. Splittelsen indenfor deres Hærledelse blev glemt, og man enedes om at kæmpe mod den fælles Fjende. Japanerne gjorde del ene mislykkede Gennembrudsforsøg efter det andet; først da en japansk Div. foretog en omgaaende Bevægelse ved at gaa i Land ved Liuko, 40 km N. f. Shanghai, trak Kineserne sig tilbage i god Orden. Japanerne forfulgte ikke, og Kineserne satte sig atter fast — - først i en Forsvarsstilling Nord for Sutschaubækken ved Niuziany og Kimse ha ri — og derpaa ved Banegaardcn i Hsintschwang.

Det lykkedes altsaa ikke Japanerne at løse deres Opgave fuldstændig.

Samtidig med disse Kampe fandt der en Hække diplomatiske Forhandlinger Sted; men Japan forstod stadig at holde Spørgs- maalene aabne, indtil de krigerske Operationer var overstaaede. Endelig midt i Marts lykkedes det at komme til en Overenskomst om de videre Forhandlinger; men disse Forhandlinger lod ikke til at føre frem til det af Japan ønskede Resultat, og at Japan var klar over, hvem der stod dem stærkest imod, viser en Artikel i det japanske Tidskrift Niliou, der her omtaler U. S. A.’s Flaade- manøvrer i Stillehavet:

„Om vi ønsker det eller ikke, staar vi nu foran en anden Verdenskrig, som vil udkamipcs omkring Stilehavet. I tidligere Tider havde Japan kun Opmærksomheden henvendt paa Kina og glemte herved sin historiske Modstander i Stillehavet. Nu ved man tilfulde, hvem de asiatiske Folkeslags Fjende er".

Endvidere siger del japanske Blad:

„Den kommende Krig vil blive en Kamp om Herredømmet paa Jorden. Den manehuriske Konflikt er kun cl Forspil. Japan vil være beredt“.

De i Marts—April 1S1J2 forte Vaabenstilstandsforhandlingcr gav følgende Resultat:

Manchuriet blev en selvstændig Stat under Japans Overhøjhed, og dette var i Virkeligheden det bedste, Japan opnaaede.

Den første Regeringschef blev Fiks-Kejser Pu-Yi.

Ved de øvrige Forhandlinger sikrede Japan sig ved i rette Tid at kræve, at det manchuriske Spørgsmaal skulde skilles skarpt fra alle øvrige Spørgsmaal — ogsaa fra Shanghai-Konflikten, og trods den store Modstand, Japan mødte fra alle Sider, kunde det dog haabe i Manchuriet at opnaa det fulde Resultat af sine Anstrengelser, i alle øvrige Spørgsmaal at faa et gunstigt Kompromis.

Hvis det lykkedes Japan at l'aa Manchuriet styret som en mod det venligsindet Magt og efter japanske Direktiver, havde det naaet sit Maal i Manchuriet; thi Japan har hverken personelle eller økonomiske Midler til at regere et Land af Manch.’s uhyre Udstrækning, navnlig da den japanske Befolkning i Manch. er i saa absolut Mindretal.