Log ind

Kamp om vinteren - VII

#

Kaptajnløjtnant Ingerslevs sidste artikel i serien »Kamp om vinteren« handler hovedsagelig om forskellige taktiske forhold, men bringer også et kort afsnit, kaldet »Privat udrustning«, hvori opregnes en del småting, der vil kunne være soldaten til væsentlig nytte under kamp, specielt i den koldeste del af året.

De forskellige artikler i serien er bragt i »Militært Tidsskrift« således:

I: Oktober 1961: Mundering og bivouakering.

II: December 1961: Varme og belysning.

III: Februar 1962: Forplejning.

IV: Marts 1962: Telte, sløring, feltarbejder m. v.

V: April 1962: Våben, skydning, signalmateriel, motorkøretøjer m. v.

VI: Maj 1962: Hygiejne og sanitetstjeneste.

VII: Juni 1962: Taktiske forhold m. v.

Da det har taget lang tid at afvikle denne artikelserie, gør vi opmærksom på, at indsamlingen af materiale til artiklerne er afsluttet i februar 1961.

Det overvejes at samle og udgive artiklerne som særtryk. For at få et indtryk af den eventuelle interesse herfor og af hvor stort et oplag, der vil være behov for, vil redaktionen være taknemlig for at modtage uforbindende tilkendegivelser fra læsere, institutioner, skoler, der måtte ønske at anskafle et sådant særtryk.

 

Taktiske forhold m. v.

Planlægning og føring.

Det er en almindelig erfaring, at i felten kræver selv ret simple og dagligdags handlinger — betydelig tid.

Om kamp i kulde og sne skriver en tysk kilde:

»Bei allen Zeitberechnungen ist das Drei- bis Vierfache des sonstigen Bedarfs anzusetzen.«

Den samme kilde angiver som en grov »Führungsfehler«:

»Zeitdruck und Ungeduld der Vorgesetzten Kdo. Behörden und Stellen. Alle Bewegungen brauchen das Dreifache an Zeit; Kampf erfolge reifen im Winterkrieg nur langsam heran. Störende und drängende Anfragen sollen daher unterbleiben, —.«

Dette gælder ikke blot taktiske operationer. Enhver fører må forstå, at den enkelte soldats — og dermed enhedernes behov for tid vil være stærkt øget ikke blot i kulde, men også i fugtigt vejr. Personlig hygiejne, indretning af skyttehul eller bivouak, gennemførelse af forplejning, vedligeholdelse af våben og køretøjer etc. kræver megen tid. Vinterens »krav« kan ikke negligeres; behovet for tid kan dog begrænses en del ved omhyggelig uddannelse og planlægning.

De klimatiske forhold kan være en dominerende faktor i taktiske dispositioner. Fugt vil kunne være omtrent enebestemmende for, hvor et angreb kan sættes ind, sne kan binde operationerne til smalle striber i terrainet om de primære veje — og frost kan i løbet af nogle dage forvandle et beskyttende »flanke-terrain« til et for fjenden gunstigt angrebsområde.

Sne, kulde og fugt sætter meget snævre grænser for værdien af terrain- overvejelser på basis af kortstudier alene.

Vejrmeldingerne må til stadighed studeres med omhu. Og førerne bør holde deres underførere og mandskabet underrettet om udsigterne, således at de fornødne forholdsregler kan træffes i tide. Et omslag i vejret kan betyde, at taktiske dispositioner må ændres med ganske kort varsel; voldsomt isslag vil for nogle timer kunne stoppe større forskydninger under anvendelse af hjulkøretøjer — et let snelag kan kuldkaste en patrouilleplan o. s. v.

Bevægelser

Betingelser for at en transport, forlægning, fremrykning etc. (her under ét betegnet: Bevægelser) skal kunne afvikles heldigt under vanskelige klimatiske forhold er, at der planlægges omhyggeligt — og ikke mindst, at den, der planlægger, har en klar forståelse af vejrligets betydning.

25 cm sne vil reducere en fodmarcherende enheds marchhastighed til 2 km/1. — eller derunder.

50 cm sne vil volde en kampvogn væsentlige vanskeligheder. Som en meget grov regel gælder det, at hjulkøretøjer kun kan klare sig, uden at der anvendes graveredskaber m. v., hvis snelaget ikke når op over køretøjets aksler.

Ofte sker det, at en fugtig vejbane fryser ganske kort efter solens nedgang.

En lys vejbane vil lettere fryse end en mørk, der i højere grad kan opsuge solens varme.

Det ses hyppigt, at vejstrækninger i skygge (f. ex. langs med en skov) er isede — medens resten af vejen, der kan påvirkes af solen, er isfri.

På en bro vil vejbanen meget let fryse, idet een kan afkøles af vinden på to sider.

Svinger temperaturen mellem frost og tø, kan marcher som oftest bedst finde sted om natten — specielt i dennes sidste del, når temperaturen er lavest.

Er føret dårligt, bør inarclivcje vælges således, at store bakker ikke skal passeres. Selv om der er gruset, må der etableres trafikregulering ved en større og islagt bakke; de enkelte køretøjer gives mulighed for at tage »tilløb« og avancere i største (forsvarlige) tempo.

Et bæltekøretøj kan anvendes som sporlægger i sne såvel for motoriserede som for fodmarcherende kolonner.

Et tykt og blødt snelag dæmper støjen fra et kørende bæltekøretøj i betydelig grad.

Når bæltekøretøjer drejer under kørsel, vil 'ler let dannes ret store snebunker, som tydeligt kan erkendes fra luften; sådanne bunker undgås, livis der drejes langsomt.

Det »stærkeste« køretøj i en kolonne bør kør3 forrest og lægge spor; de øvrige køretøjer følger direkte efter i det lagte spor. Spil og wirer etc. skal være rede til brug.

Forsyningskøretøjer og andre køretøjer, der ofte kører som »enkeltkørende«, bør stadig medføre så meget tov (wire), at de kan bringes tilbage på vejen efter en udskridning ved mandskabstræk — samt en sæk eller kasse med sand og grus.

Det vil tit være nødvendigt at anvende store afstande i en kolonne, for at mindske faren for ophobninger; herved øges imidlertid faren for, at afskæringer kan finde sted.

Om muligt bør der på smalle og snelagte veje med passende mellemrum etableres omkørsler og (eller alene) muligheder for at foretage vendinger.

I sne kan en kortere kolonnevej eller en vigtig »forsynings-sti« etableres ved fasttrampning af sneen, der derpå overhældes med vand; når vejen er frosset, gruses der. Sådanne veje vil kunne have god bæreevne. Som et kuriosum kan det nævnes, at russerne under 2. verdenskrig byggede veje af ret betydelig længde, ved at anvende »menneske-tromler« bestående af 100 geledder med 10 mand i hvert; i det enkelte geled holdt mandskabet hinanden under armen. Sådanne »tromler« udskiftedes under sporlægning hvert kvarter.

I en motor-kolonne bør der ikke være højere beredskab end absolut nødvendigt. På hvert større køretøj kan der f. ex. være en vagtstyrke på 2—4 mand, der stadig er rede til at sidde af med skudklare våben — medens resten af mandskabet er i læ under ruffet og hviler. Af vagtstyrken kan én eller to mand efter tur bolde udkig. Vagtstyrken udskiftes bedst i forbindelse med et hvil. Ved fastsættelse af beredskabet under en transport må det altid tages i betragtning, hvorledes enheden skal kunne anvendes, når den når sit bestemmelsessted.

Motormarch i stærk kulde må afbrydes af hyppige småhvil, hvis marchen finder sted under højt beredskab (ruffene evt. delvis fjernet); sådanne hvil anvendes til motion — gymnastik eller løbetur — under kommando.

Sne- (terrain-) kæder er vel anvendelige i løs sne. På hård sne og is kan kæder ikke anbefales; for så vidt angår udskridning til siderne vil de gøre mere skade end gavn.

Kæder skal være spændt således, at de under kørsel vil »vandre« (forskyde sig) ganske langsomt. For stramme kæder gnaver dækkenes slidbaner itu — men for slappe kæder gør ingen nytte.

Bæltekøretøjer vil kunne passere en (kortere) iset skråning ved at anvende reserve-led til bælterne, som vist på fig. 38.

Skærmbillede 2021-06-09 kl. 11.45.31.png

På østfronten fandt tyskerne under 2. verdenskrig ud af, at et bæltekøretøj, der er kørt fast i mudder eller sne, ofte vil være i stand til at komme fri ved egen hjælp under anvendelse af en svær rundholt eller en bjælke, der surres fast med wire til begge køretøjets bælter, således som det er vist på fig. 39.

Skærmbillede 2021-06-09 kl. 11.48.27.png

Under en fodmarch betyder én mands sammenbrud, at mindst én »frisk« soldat må tage sig af ham. En march må afpasses efter mandskabets træningsgrad — ellers vil enheden være uden kampværdi, når den når frem. Eventuelle svage og syge må udskilles før marchens begyndelse.

Kan det forudses, at der under marchen vil blive behov for at skifte sokker, bør skiftesokker anbringes under blusen, før der startes; når sokkerne skal bruges er fingrene måske stive eller valne.

Pas på, at mandskabet ikke tager for meget tøj på før en march; især hvis marchen forventes at blive anstrengende; det er langt værre at blive svedig, end at føle sig lidt kold ved begyndelsen al marchen.

Fastsæt om muligt beredskabet således, at det meste af mandskabet kan bære våbnene overhængt (hænderne i lommen) og have hætte eller lignende op over hovedet.

Fodmarch gennem dyb sne er meget trættende. En march kan f. ex. gennemføres således:: Forreste mand i cnkeltkalonnen »maser« sig vej frem som sporlægger i o—10 min. — medens resten af kolonnen følger direkte i sporet. Så træder sporlæggeren ud til siden, hvorefter den, der nu går forrest, overtager arbejdet som sporlægger. Medens en afløst sporlægger venter på at kunne slutte op bag i kolonnen, deltager han i sikringen af kolonnen. Føreren af en kolonne vil formentlig bedst til stadighed kunne gå som nr. to eller tre i enkeltkolonnen.

Befalede mellemrum og afstande skal ubetinget overholdes; »harmonikabevægelser« er overordentlig generende under en march i mørke gennem sne og pløre — og giver fare for at dele af en kolonne går vild eller afskæres af en fjendtlig patrouillc. Jo vanskelige marchen er desto vigtigere er det, at sluttende befalingsmand er kompetent og myndig.

Sker det, at en marcherende enhed ganske mister orienteringen, må føreren aldrig »trække hele enheden efter sig«, under sin søgen efter den rette vej. Hovedstyrken bør anbringes til livil (i bivouak) på et egnet sted, medens der rekognosceres (evt. afventes en bedring i vejret).

Anvend i øvrigt hvil, når der er behov herfor og når gunstige muligheder forefindes; dette snarere end timehvil eller andre former for hvil med faste intervaller.

Har den overståede etape været hård, må det forhindres, at mandskabet i hvilet lægger sig ned direkte på frossen eller fugtig jord — eller i sne; paksæk og udrustning kan anvendes som underlag. Varer hvilet mere end blot nogle få min., skal mandskabet befales til at tage mere tøj på (husk tilpasning af påklædningen, når der atter startes). Skal hvilet vare mere end en halv time, kan mandskabet om fornødent befales til at skifte undertøj — og evt. skjorte; kontrol vil stedse være nødvendig.

Veje og stier i snelagt terrain skal markeres omhyggeligt med rafter eller pinde. Hvis sådanne midler ikke er til rådighed, kan man f. ex. afmærke med »snemænd«. En snemand er i denne forbindelse to snekugler, der er lagt oven på hinanden; gennem den øverste kugle stikkes en lille grenstump som retningsviser. Afmærkninger bør ikke stå lige op ad vej eller sti, hvor de meget let kan blive væltet.

Under 2. verdenskrig anvendte tyskerne i udstrakt grad togtransporter. De lærte, at det var mest hensigtsmæssigt i kulde at transportere personel i godsvogne, forsynet med halm og ovne. Soldaterne havde god lejlighed til at hvile liggende og varmen kunne holdes konstant i godsvognene, — medens personvognene hurtigt blev kolde, når der i forbindelse med langvarige stop skiftedes lokomotiv.

Angreb

I hårdt vintervejr vil kampen i særlig grad have en tendens til at blive en kamp om vejnettet.

Sker en fremrykning ganske snævert om en vej, vil det let forekomme, at flankerne bliver meget sårbare. Det kan da være nødvendigt efterhånden at »sætte enheder af« til sikring og lade disse slutte op, når opgaven er løst.

Formationer må opbygges således, at de enkelte enheder og våben (panser, panserværn etc.) er på de »pladser«, hvor der kan ventes at blive brug for dem. I en given situation er det måske ikke muligt for én enhed at passere uden om de øvrige enheder — på grund af snedriver og pløre.

Er vejnettet sparsomt, vil det være påkrævet at holde hovedstyrken ret langt tilbage — idet »sidebevægelscr« er vanskelige at gennemføre. Skal den operative frihed bevares, må der mellem sikringsled og hovedstyrke stadig være veje, ad hvilke omgående bevægelser kan foretages.

Ofte er det umuligt at udføre frontal-angreb i et snelagt terrain, hvorfor den almindelige angrebs-taktik formentlig vil være: Fastholdende angreb i fronten, kombineret med en langt udgående omfatning — i gunstigt terrain — ført fra stor dybde.

Infiltrationsangreb og omfatninger i tæt mørke, snefog eller slud er det meget vanskeligt for en forsvarer at få kontrol over.

Når tidstabellen for et morgen-angreb opstilles, må det huskes, at temperaturen den næste morgen som oftest vil være langt lavere end den forrige dag om eftermiddagen,/aftenen.

Skal der angribes i meget stærk kulde, bør opholdet i udgangsområde begrænses til et minimum; ellers vil angrebsstyrkerne (specielt motoriseret infanteri) komme til at fryse, blive stive og utilpas •—• og dermed mindre angrebsduelige.

Fryser det hårdt, vil det formentlig være nødvendigt at lade personel, der skal angribe til fods, have paksækken anlagt selv om den vil tynge og være til en del géne for bevægelserne. Svigter forsyningstjeneste m. v. under en langvarig reorganiseringsfase, vil det kunne være katastrofalt, at personellet, der måske er gennemblødt af snesjap og sved, ikke har rådighed over skiftesokker og tørt undersøj — samt regnslaget.

I angrebet vil styrkerne være tilbøjelige til at trække sammen om de lettest passable steder i terrainet. Denne tendens må stadig modvirkes, hvis det skal undgås, at der dannes ophobninger af personel og materiel, som vil være oplagte mål for fjendens ild.

Går et angreb i stå i et ugunstigt terrain, kan det være nødvendigt at søge at trække styrkerne tilbage, hvis jorden er så hård, at nedgravning ikke er mulig.

Det er tidligere nævnt, at en kampvogn vil kunne klare sig i indtil 50 cm sne; men kampvognens evne til at manøvrere vil da være stærkt reduceret — og dens sårbarhed vil følgelig være betydelig.

I bakket terrain bør bæltekøretøjer søge frem på den del af skråningerne, der vender mod vinden; her vil snelaget som regel være tyndest (se fig. 40). Det vil dog kunne forekomme, at en fjende koncentrerer sit panserværn netop om sådanne »panserstriber«.

Skærmbillede 2021-06-09 kl. 11.50.48.png

Infanterienlieder vil næppe kunne angribe til fods i sne, der er dybere end ca. 30 cm.

Patrouiller

Af afgørende betydning for det resultat, cn patrouille kan vente at opnå, er som altid valg af cn hensigtsmæssig rute.

En patrouille må aldrig anvende gamle ukendte spor; i sådanne kan der være anbragt hindringer — og muligt kan de være led i baghold eller fælder.

Patrouiller må heller ikke returnere ad de spor, de anvendte på udturen; dette er en almen regel, men den er af særlig betydning om vinteren, hvor spor i sne vil give fjenden extra gode kort på liånden. Det vil imidlertid kræve betydelig selvovervindelse af en patrouille, der f. ex. har opereret 3—4 timer i en iskold, bælgmørk og sludfyldt nat og som er kommet i tvivl om sin orientering, at lade være med at benytte et spor, som den med sikkerhed ved fører hjem.

Bevæger en patrouille sig i snelagt terrain, må den stadig være forberedt på at blive »løbet op« bagfra. Ofte vil det være formålstjenligt at lade »stik-af-manden« bevæge sig et stykke til siden for patrouillen.

Patrouiller må hyppigt standse op for at lytte; fremrykning gennem sne eller pløre vil altid frembringe mere støj end march på tør bund.

Fast sne vil tit »skrige« under fodtrin: gå derfor i den løse sne ved siden af vej, sti eller spor.

Den tynde isskorpe, der dannes over sne på grund af sol-tøning i dagtimerne, kan volde en patrouille mange vanskeligheder. I bevoksede områder eller på steder, hvor solen ikke har haft lejlighed til at tø sneen — f. ex. på nord (øst) siden af hegn og bebyggelser samt i grøfter — vil det dog som regel være muligt at finde egnede fremrykkemuligheder.

Forsvar

Stillingsområder må altid rekognosceres i tcrrainet; dette bl. a. fordi tilfrysning af søer, moser og vandløb vil kunne byde fjenden såvel som egne enheder »nye« bevægelsesmuligheder.

Sne, mudder og is begrænser antallet af egnede fremrykkeveje. Vinterens klimatiske forhold kan således give forsvaret ret gunstige betingelser.

I et snelagt terrain vil hovedprincippet for troppernes anvendelse i forsvar være: Relativt få styrker i fronten koncentreret mod fjendens sandsynligste fremrykkeveje. Et kraftigt kommando til indsættelse, når det erkendes, hvorledes fjenden vil angribe (frontalangreb, omfatning eller evt. infiltration).

Forsvaret af lavereliggende, let fremkommeligt terrain må ofte gives høj prioritet; dette gælder specielt i mørke, tåge, snefog etc.

Stillinger vil med fordel kunne placeres bag et åbent og fladt, tilsneet terrain, der kun byder fjenden få muligheder for at opnå dækning eller skjul under et angreb.

Der vil være mulighed for at bedømme, hvor fjenden er i stand til at angribe med kampvogne; panserværn anbringes med henblik på hurtigt og let at kunne koncentreres mod sådanne sektorer.

I stærk kulde kan mindre områder i forteri ainet gøres panserhæmmende ved isning. Det kan være nødvendigt at grave en del sne bort, før en isning foretages.

Poster og posteringer udsendes i snelagt terrain på ret store afstande.

Søg altid at inddrage mindre skove og bebyggelser i forsvaret; disse lokaliteter byder gode muligheder for underbringelse og gennemførelse af forsyningstjeneste og sanitetstjeneste etc.

Det bør overvejes, hvorvidt man under barske klimatiske forhold skal søge at gennemføre opbygning af såvel stillinger som skiftestillinger og alternative stillinger m. v.; — eller om man snarere skal nøjes med få stillinger — og så ofre desto mere arbejde på disse. Det er en erfaring fra kampene på østfronten under 2. verdenskrig, at soldaterne som oftest kæmpede meget hårdt for at fastholde en forsvarsstilling med gode faciliteter; ingen kunne jo ane, hvorledes den næste stilling ville blive.

For forsvarets gennemførelse er det af betydning at sørge for, at personellets fysiske styrke stadig bevares. I de forreste stillinger bør der så længe som muligt kun være den nødvendigste sikkerhedsbesætning, medens resten af styrkerne boldes længere tilbage i kældre, hulrum og telte m. fl.

I bunden af alle stillinger skal der til isolering mod kulde og fugt være et godt lag grene og lyng etc.

Skiftende og specielt kortvarige underlæggelsesforhold bør undgås; underlagte enheder vil ofte i begyndelsen af en samvirke-periode blive ringere eller mere uregelmæssigt forsynet (forplejet) end andet personel.

Lykkes det forsvareren at stoppe en angribende styrke eller dele af denne, bør der fortsættes en vedligeholdelsesild over terrainet, således at angriberen hindres i at grave sig ned eller at søge dækning. En sådan fremgangsmåde vil i stærk kulde kunne betyde, at angrebsstyrken udsættes for en betydelig belastning. I en situation som den beskrevne, vil det kunne give gode resultater at beskyde enkelte bygninger, skove etc., hvor angriberen vil forsøge at finde ly — med brandammunition. En lignende fremgangsmåde vil kunne anvendes under forfølgning som et led i anstrengelserne for at hindre den vigende modstander i at søge hvile og varme.

Ildplaner m. fl., der er udfærdiget som kalker, må behandles med forsigtighed i frostvejr, da kulden gør dem skøre.

Poster og observation.

I hård frost kan det være nødvendigt at lade sine poster afløse med 1/2—Vi times mellemrum.

Før en soldat går på post, skal han, hvis det på nogen måde er muligt, have drukket noget varmt; i alle tilfælde skal han »have varmen« — f. ex. efter en løbetur. Det er således forkert at vække »afløsningen« umiddelbart før afløsning skal finde sted.

En post skal helst være så varmt klædt på, at ban ikke fristes til at stampe og banke næver så voldsomt, i den tid han befinder sig i forreste linie, at han derved kommer til at røbe sit stade — evt. en stilling eller et anlæg — for fjenden.

Filtstøvler eller sivsko er særdeles anvendelige. En post bør ikke stå direkte på den frosne eller fugtige jord, men på en bunke grene, ris, lyng, lialm el. lignende. Under besættelsen så man om vinteren altid de tyske poster ved kaserner og lejre stå på en flad skammel eller rist af træ.

I klart frostvejr skal en post anbringes såled 3s, at han ikke røbes af sin ånde — f. ex. under et træ eller en busk. I stille vejr og mod en mørk baggrund kan »frossen ånde« ses på ret betyd slig afstand. Lignende forhold gør sig gældende for anbringelse af køretøjer med arbejdende motor — bl. a. opklaringskøretøjer.

Det kan være fristende for en post også at jakke sit liovede godt ind; men han skal stadig kunne lytte. Kappekraver, hætter, hjelme og hjelm- liuer etc. nedsætter hørelsen i en grad, der ikke kan accepteres.

Hvis det er vindstille, kan selv en ganske svag lyd børes på betydelig afstand i klart frostvejr.

Sne dæmper dog alle lyde, og det kan være vanskeligt for en post at erkende en fjende, der nærmer sig.

Er terrainet stærkt snelagt, vil det kunne forekomme, at en fjendtlig patrouille eller angrebsstyrke, for at nå tæt ind på sit mål, maver sig frem gennem sneen eller graver sig frem i og under sneen; sådan aktivitet vil kun kunne opdages på ganske kort afstand. På læsiden af hegn og i grøfter vil sneen ofte være så dyb på grund af fygning, at den beskrevne sappør-teknik kan benyttes.

I et snedækket terrain vil der umiddelbart kun synes at forekomme farverne hvid og sort. En soldat vil først kunne anvendes til de mere krævende observations-opgaver, når han har opnået så megen routine, at han formår at skelne mellem-tonerne.

Der vil være en tilbøjelighed til at bedømme afstande for langt i et terrain, der er dækket af sne, fordi småbakker, agerrender, skel og mange andre terrainlinier er tilslørede eller kun fremtræder ganske utydeligt.

Efter selv et ganske let snefald vil der i en skov kunne observeres en del længere — end tilfældet er i samme skov, når den er snefri.

Sne gør det muligt om natten — blot en stjerneklar nat — at observere på afstande helt op til 250—300 m.

ABC-kampmidler m. v.

De klimatiske forhold om vinteren byder ikke anvendelsen af A, B og C-kampmidler gunstige kår; dette gælder specielt B og C-midlerne.

Et kærnevåbens sprængvirkning påvirkes kun i ringe grad af vejrliget; men rækkevidden af stråling og varmevirkning vil reduceres en del af snefog, tåge og regnskyl.

Stærk kulde begrænser risikoen for, at B-angreb vil blive iværksat ved nedkastning af midler; bakterier og vira vil kun liave små muligheder for at formere sig.

Kulde nedsætter virkningen af krigsgasser. Lave temperaturer vil retardere fordampningen fra gasvædske; vædsken vil blive liggende længe — men dampkoncentrationen vil hele tiden være ringe. Gasvædske vil også ret let kunne fryse.

Visse gasarter — f. ex. fosgen, der er flygtig — påvirkes af fugtighed og kan blive delvis uskadelige i fugtigt terrain eller i fugtig luft. Husk, at andre gasarter — bl. a. sennepsgas — virker hurtigere på huden, hvis den er fugtig (specielt hvis »porerne« er åbne).

Stærk regn vil altid være ugunstig for anvendelse af gas. Gas, der er i luften vil kunne ødelægges, al fordampning nedsættes til et minimum og på hårde overflader vil gasvædske kunne vaskes bort; men vædsken vil stadig være farlig der, hvor regnen skyller den hen.

Sne har samme virkning på krigsgasser som vand — og opløser (men ret langsomt) de vandopløselige gasser.

I dyb sne vil en del af gassen fra gasprojektiler kunne blive hængende.

Tilfrosne søer og bladløse træer og buske vil tillade en gassky at drive hurtigt og langt.

Under alle forhold er ansigtsmasken det vigtigste middel til forsvar mod A, B og C-angreb. Om vinteren kræver masken særligt omhyggelig vedligeholdelse for stedse at kunne være klar til brug.

Er der fare for at f. ex. et C-angreb vil blive iværksat trods stærk kulde, bør ansigtsmasken føres under yderklæderne — og ikke i taske eller hylster.

En frossen maske må ikke anvendes, før den er tøet op — evt. på kroppen. Når gummidelene er hårde vil de meget let revne.

Med mellemrum må det kontrolleres, at der ikke har dannet sig is i en gasmaskes ventiler. Sådanne isdannelser fjernes, ved at man blæser varm luft ind i masken, medens en hånd holdes for udåndingsåbningen; behandlingen fortsættes, til ventilerne bevæger sig uhindret. Efter brug skal masken aftørres meget omhyggeligt og helst gennemtørres i opvarmet rum eller på kroppen, før den pakkes bort.

Undgå at der kommer sne eller vand i filtratoren; en fugtig filtrator vil ikke kunne filtrere gasfyldt luft tilstrækkelig effektivt.

I en nødsituation kan midlertidig beskyttelse mod krigsgas opnås, ved at man lægger sig med ansigtet ned i en snelunke — og ånder igennem sneen.

Levnedsmidler og andre forsyninger in. v. kan beskyttes mod krigsgasser —- og delvis mod radioaktivt nedfald — ved at overdækkes med et tykt lag sne.

Personer, der har været udsat for gasangreb i kulde, må være meget opmærksomme, når de senere går ind i et lukket og opvarmet rum; gas- vædske på tøj og udrustning, der indtil da er forblevet ubemærket, vil frigøres i varmen.

Gasforurenet udrustning m. v. bør udluftes i det fri ved et bål (må evt. bankes), indtil gaslugt ikke mere kan spores.

Klorkalk har kun ret ringe virkning på frossen krigsgas.

I en afvaskningsstation, der skal anvendes ved vintertide, bør der indgå opvarmede rum for personel, der venter på at få udleveret deres rensede klæder eller erstatningsuniform.

I stærk kulde er der kun en ret ringe mængde vanddamp i luften. Da kulde også nedsætter udviklingen af røg fra røggranater in. fk, vil det kunne være vanskeligt at gøre et røgtæppe så tæt, som det er ønskeligt. Kun i sjældne tilfælde vil et røgtæppe kunne spredes af snefald eller regn.

Privat udrustning

Vægten af en dansk soldats fulde udrustning er så betydelig, at det er en tvivlsom sag at beskæftige sig med forslag, c er indebærer en forøgelse af nævnte vægt. Det forekommer dog at kunne være af værdi — afsluttende — at opregne et antal småting, der vil kunne være soldaten til væsentlig nytte under kamp, specielt i den koldeste del af året:

Kniv eller dolk: Skarp og kraftig; uden sav, neglesaks m. v. Et blad af rustfrit stål kan ikke altid gives en tilstrækkeligt skarp og holdbar æg.

Tændstikker: I vandtæt hylster.

Seglgarn: F. ex. 10—20 m god kridtsnor. Brug løbeknuder, skær kun seglgarnet over, når det virkelig er nødvendigt. Tag seglgarnet med, når en bivouak forlades.

Et stykke ståltråd: F. ex. 1—2 m svær espalier-tråd. Kan anvendes ved udførelsen af mange (midlertidige) småreparationer.

Et stykke plastic: F. ex. en dragtpose af go 3 kvalitet.

Toiletpapir: I plasticsvøb eller -pose; kulde og uregelmæssig forplejning — samt psykiske påvirkninger bringer ofte forstyrrelse i fordøjeisen. Crepe-papir vil også kunne anvendes i en nødforbinding — eller som lommetørklæder.

Stearinlys: Gerne tykke stumper i en kvalitet, der ikke løber.

Druesukker: I plasticpose eller en vandtæt pilleæske. Selv en ganske ringe mængde sukker vil kunne opretholde soldatens kampkraft i et par dage.

Vandfrit fedtstof: Til beskyttelse mod bl. a. skoldning og forfrysninger.

Læbepomade: Bedst i hylster som læbestift.

Optændingsbrænde: Altid i plasticpose.

— Værktøj: De fleste soldater vil have let adgang til værktøj; men skulle f. ex. en patrouille vælge sig et stykke værktøj at have med, må det ubetinget blive en kombineret bide- og fladtang (universaltang).

O. Ingerslev.