Log ind

Kamp om vinteren V

#

Våben og skydning m. v.

AImindeligt

I den kolde årstid kan klimaet frembyde væsentlige vanskeligheder for våben og skydning; men de fleste af problemerne kan på vore breddegrader løses ved ret simple foranstaltninger.

Ammunition og ballistik m. v.

Den originale ammunition-emballage bør altid benyttes, så længe som muligt; dette gælder især i fugtigt vejr.

Ammunition, der er blevet dækket af rim, is eller fugt, skal aftørres (renses), før den anvendes.

Indgnid aldrig ammunition eller dele af ammunition (f. eks. de bevægelige dele i en håndgranat) i olie eller fedt. Disse stoffer stivner i kulden — og kan så forårsage funktioneringsvanskeligkeder.

Kulde nedsætter ikke håndvåben-ammunitions anvendelighed. Patronerne bør dog altid opbevares i den temperatur, i hvilken de skal anvendes.

Meget stærk kulde vil derimod i høj grad påvirke morter- og artilleriammunitions ballistik; dette forhold tages dog normalt i regning i skyde- tabeller m. fl.

Et tyndt snelag letter indskydningen med f. eks. morterer; nedslagene vil danne tydelige sorte pletter i sneen. Disse pletter vil imidlertid kunne røbe aktiviteten for fjendens observationsfly.

Det kan endelig nævnes, at mundingsglimt ses meget langt i snelagt terrain.

Udstillingen

Ilden fra et automatisk våben, der er opstillet i sne, vil være meget usikker, hvis våbnet under skydning kan synke ned i sneen.

Den damp (tåge), der opstår ved skydning i kulde, kan — specielt i stille vejr — tvinge til hyppige stillingskifter.

Ved skydning vil sneen foran et (automatisk) våben dels blive hvirvlet op — dels blive tilsmudset. For at modvirke ophvirvling af sne, kan snelaget foran våbnet — også i evt. skiftestillinger m. fl. — trampes fast, dækkes med tøj, pap eller hvidtede brædder (pas på skygger) — eller ises. Ved isning må det iagttages, at der ikke dannes en isflade, der kan røbe stillingen ved at skinne.

Normalt kan det ikke undgås, at der hvirvles betydelige mængder sne op ved skydning med kampvognskanon; kampvogne kan derfor blive tvunget til at foretage ret hyppige stillingskifter.

Ved skydning med morterer og artilleri kan der dannes så store tilsmudsede pletter i snelaget, at pjecer, der i øvrigt er vel slørede, bliver røbet. Sådanne pletter kan bedst skjules ved overdrysning med sne.

Skydning m. v.

Til håndvåben og middeltunge, automatiske våben findes normalt ikke mundingshætte eller lignende.

En »mundingshætte« kan imidlertid let improviseres af en stump tynd plastic eller en cigaretpakning, der fastbindes med scglgarn eller gummibånd så langt nede på piben, at også de forreste sigtemidler dækkes (isede eller tilsneede sigtemidler vil resultere i dårlig træfning). Skal våbnet pludselig anvendes, vil der kunne skydes igennem en sådan »mun- dingsliætte«, uden fare for at våbnet beskadiges. I snefog og under kørsel gennem snedækket terrain (under kamp) — bør kampvognes våben beskyttes med lignende beskyttelsesbætter.

Udkasteråbning m. v. kan tildækkes med en klud — evt. blot med en tot tvist eller blår.

Tag et par ladegreb kort før et våben skal benyttes — for at kontrollere funklioneringen; efterse også laderammen (magasinet).

I stærk kulde må man stadig søge at undgå at røre ved metaldele med ubeskyttet bud. Læg aldrig kinden til et våben, der ikke liar skæfte af træ; vær også forsigtig ved brug af sigtekikkert og lign. Fastfrysning er et spørgsmål om brøkdele af et sekund — og resultaterne kan være meget ubehagelige sår.

Læg aldrig et våben i løs sne; sneen vil let trænge ind i de bevægelige dele og i løbet. Er våbnet varmt efter skydning, vil sne, der er trængt ind, hurtigt smelte — men senere fryse igen. Er der kommet sne eller vand i løbet på et våben, må det straks tra'kkes rent. Is i en pibe kan resultere i, at der under skydning dannes sække — eller opstår en løbsprængning.

En vekselpibe tager som bekendt ikke skade af at afkøles ved i sin helbed at neddyppes i vand. Lægges en vekselpibe derimod i sne eller på frossen jord, vil den kunne deformeres, idet afkølingen nedefra vil være ulige meget kraftigere end luftafkølingen.

Kæmpes der i snefog eller slud, bør hver skytte råde over en lille, tilspidset træpind til at bolde sit våben rent med.

Ofte vil det være vanskeligt at skifte magasin med stive og valne fingre. Før en ildkamp kan det derfor være praktisk at sammenbinde sine magasiner to og to med isolerbånd eller gummibånd, således som det er vist på fik. 36.

Skærmbillede 2021-05-04 kl. 12.40.18.png

Snigskytter m. fl. bliver lejlighedsvis tvunget til at ligge urørlige på ét sted så længe, at de i det afgørende øjeblik kan have meget vanskeligt ved at betjene deres våbens aftrækker. I nødsfald vil aftrækket kunne udføres med f. eks. en pind. En våbenmekaniker vil imidlertid meget let — af forhåndenværende materialer — kunne fremstille et apparat af type som det på fig. 37 viste, der gør det muligt at udføre et aftræk med »fuldt greb« om kolbehalsen.

Skærmbillede 2021-05-04 kl. 12.41.18.png

I situationer, hvor der er fare for at opsprøjtet vand eller mudder (f. eks. fra granatnedslag) pludselig kan bringe cn kampvogns tårnkrans til at fryse fast, bør tårnets bevægelsesfrihed hyppigt kontrolleres.

I længere ildpauser skal stillingernes sløring udbedres; bl. a. må tilsmudsede pletter dækkes med frisk sne.

Våbenvirkning

Splinter og klumper af is og frossen jord vil slynges omkring af brisant- granater, der detonerer på cn frossen jordoverflade — hvorved granaternes virkning øges; dette gælder også for håndgranater.

I dyb sne vil granater derimod kun have ret begrænset virkning, idet sneen stopper en væsentlig del af de »virksomme« granatsplinter. I dyb og løs sne vil der forsage mange mortergranater.

I øvrigt vil et tykt snelag fange mange rikochetterende håndvåbenprojektiler; således vil et lag løs sne på et skyttehuls brystværn begrænse faren for opspringere.

Sne vil endelig også dæmpe virkningen af nedgravede miner.

Mudder vil lejlighedsvis kunne liave omtrent samme virkning som et lag sne.

For at undgå, at håndgranater »går til hunds« i løs sne, kan man binde dem til gren- eller bræddestumper; denne forholdsregel vil imidlertid begrænse den effektive kastcafstand noget.

Når f. eks. et angreb planlægges, må det tages i betragtning, at stærk kulde nedsætter røggranaters effektivitet; infanteriet må søge fremrykke- veje, livor der er naturligt skjul — og kampvogne m. fl. vil ikke kunne regne med at være i stand til at skjule sig under anvendelse af deres røgmorterer.

Dækning

Anlæg i frossen jord er meget modstandsdygtige og kan kun vanskeligt ødelægges ved artilleribeskydning.

Vedligeholdelse og opbevaring af våben

I hård og tør kulde er der ringe fare for, at rustdannelser skal opstå, og våben kræver faktisk kun pasning, når der bar været skudt med dem; men i fugtigt vejr er en stadig vedligeholdelse nødvendig.

I kulde anvendes de normale smøremidler til våben og magasiner etc. Men jo koldere det er, desto mindre olie og fedt må der påsmøres. Falder temperaturen til -20° C eller derunder, benyttes der intet fedt på de bevægelige dele — og kun et minimum af olie.

Under extreme forhold holdes våbnene uindsmurte, hvis der ikke rådes over specielle smøremidler. Flere kilder anbefaler anvendelse af en blanding af to dele olie og én del petroleum i stærk frost.

Rengøring skal helst finde sted straks efter, at der er skudt med et våben; d. v. s. medens våbnet endnu er varmt. Er det muligt, bør rengøringen (lejlighedsvis) udføres i opvarmet rum; dette først efter at våbnet er opvarmet (har haft lejlighed til at »svede ud«) og er nogenlunde tørt.

Glem ikke laderammer, magasiner og hjælpertasker; disse genstande må behandles med samme omhu som våbnene.

Der vil danne sig megen dug på og i våben, når de fra kulde bringes ind i et opvarmet rum. Et våben må under ingen omstændigheder tørres på en ovn eller lignende; tørring skal finde sted ved »stuetemperatur«. Våbnet skal hænges med mundingen nedad, således at »smeltevandet« kan dryppe fra og ikke samler sig i våbnets bevægelige dele; dette gælder i særligt liøj grad for automatiske våben.

Våben skal helst opbevares i den temperatur, i hvilken de skal anvendes. I et telt eller i en bivouak bør våbnene anbringes ved væggene, hvor temperaturen er lavest; lette maskingeværer m. fl. bør dog anbringes udenfor — indsvøbte eller tildækkede.

I koldt vejr bør våben og magasiner aldrig medtages under et ganske kort ophold i opvarmet rum. Medens f. eks. en ordonnans afgiver en melding, vil rimen på hans våben smelte, og samtidig samler der sig dug på det kolde metal. Opholdet varer næppe så længe, at væden kan nå at fordampe; resultatet vil blive, at der danner sig is i våbnet, når ordonnansen igen kommer ud i kulden.

Fryser et våben sammen, må der ikke gøres forsøg på at få det til at funktionere — f. eks. ved slag eller spark mod ladehåndtaget. Kan isdannelsen ikke umiddelbart erkendes og fjernes, er der kun ét at gøre: At optø våbnet; evt. på kroppen under yderbeklædningen.

Signalmateriel m. v.

Signalmateriel påvirkes meget let af fugt; det samme gælder i nogen grad for optisk materiel.

Normalt vil man have mulighed for at beskytte materiellet effektivt mod sne og regn etc.; dug og kondensvand er det ulige vanskeligere at gardere sig imod — og at komme til livs.

Kikkerter og andet optisk materiel behandles som våben; d. v. s. at materiellet til stadighed holdes i den temperatur, i hvilken det skal anvendes.

Denne fremgangsmåde kan ikke benyttes for så vidt angår radiostationer og en del andet signalmateriel, der dårligt tåler kulde.

Lave temperaturer — og specielt temperatursvingninger — kan påvirke radiostationers modtagefølsomhed (selektiviteten).

Tørbatteriers ydeevne falder med temperaturen. Efter forsigtig opvarmning i 10—30 min. (alt efter størrelsen) vil et batteri imidlertid atter være klar til brug. (Se endvidere afsnittet vedr. motorkøretøjer).

Også mikrotelcfoners effektivitet påvirkes temmelig meget af kulde.

I stationære situationer vil det som oftest være muligt at anbringe radiostationer på en sådan måde, at de er beskyttet mod kulde — f. eks. med antennen ud gennem teltvæg eller op af skyttehul. Når det er nødvendigt at opstille en station et stykke fra dækningsrum etc. — og fjernbetjene den, må stationen overdækkes og isoleres og helst anbringes i en udgravning. Det er imidlertid nødvendigt stadig at erindre sig, at antennens højde over jorden er afgørende for en stations rækkevidde; en radio med en antenne på ca. 1 m vil ikke kunne anvendes fra f. eks. et skyttehul, uden at rækkevidden reduceres stærkt, —- en station med 5 m antenne vil kun »påvirkes« i ringe grad af jorden.

Det er straks vanskeligere at beskytte sine radiostationer, når enhederne er under bevægelse.

Angribes der i stærk kulde, vil man formentlig stadig kunne have sikker forbindelse mellem de mandbårne stationer, hvis operatørerne forud tildeles et ekstra batteri, der bæres på kroppen. I »pkt. 5« (signalbefalingen) kan det så befales, at batteriskifte skal finde sted f. eks. hvert fulde kvarter (hver halve time).

Rådes der over strubemikrofoner, bør disse tages i brug. Kropsvarmen vil holde mikrofoner såvel som hovedtelefoner tilstrækkeligt varme. En operatør, der kun er udstyret med mikrotelefon, bør stikke denne ind i varmen under krave eller hætte — op ad halsen — når apparatet ikke anvendes.

Mange komponenter af »plastic« eller gummi vil blive skøre i kulde og må derfor behandles med særlig varsomhed.

Vædsken i enkelte typer kompasser bliver træg i frostvejr; skal sådanne kompasser fungere korrekt, må de transporteres i f. eks. en lomme.

Motorkøretøjer m. v.

Almindeligt

I kuldeperioder må hærens tusinder af motorkøretøjer tilses og behandles med stor omhu; ellers vil operationerne hæmmes af et utal af småskader og vanskeligheder.

Nedenfor er der ikke medtaget regler for kørsel i glat føre, henset til at dette emne i de seneste år er behandlet udførligt i bl. a. dagspressen.

Henstilling af et køretøj

Når det fryser, bør køretøjer altid søges anbragt på steder, hvor de ikke udsættes for blæst. Motoren overdækkes med tæpper eller pressen- ninger, der evt. kan holdes fast mod jorden med nogle sten.

Jordoverfladen skal helst være fast og tør. Er der fare for, at køretøjer kan fryse fast i mudder eller snepløre, må de anbringes på et »underlag« af sand, grene, bjælker etc. Dette gælder i særlig grad for bæltekøretøjer, hvis bælter, ruller og hjul i øvrigt må renses for sne og mudder, før de henstilles (gælder også i lurestillinger m. fl.) — for ikke at fryse sammen.

Hvert enkelt køretøj skal stå således, at det kan køres ud fra flyverskjulet, uden at andre køretøjer flyttes; dette gælder i øvrigt ikke blot om vinteren. I flyverskjulet skal der være plads nok til at betjene startsvinget og til at foretage eftersyn af køretøjet.

Ruder vil ikke fryse på en henstillet vogn, hvis de dækkes til ined nogle stykker pap eller et par aviser.

I kulde — og når der er udsigt til frost — må et køretøj ikke henstilles med antrukne bremser, idet bremserne vil kunne fryse fast.

Som bekendt nedsætter kulde alle reaktioner; i denne forbindelse gælder det, at kulde gør olie træg og nedsætter benzins evne til at fordampe.

En motor starter lettest, når tændrørene er varme. En motorordonnans vil kunne undgå startvanskeligheder, livis lian skruer sit (sine) tændrør af og gemmer det (dem) i lommen under hvil m. v. Samme fremgangsmåde kan af beredskabshensyn næppe praktiseres af motorvognsførere, hvis køretøjer bar 4—8 cylindre.

I lande, hvor dyb kulde ofte forekommer, findes særlige motorvarmere installeret i eller udleveret til mange motorvogne. Nævnte »ovne« ophænges under motoren; de anvender sprit eller trækul som brændsel. En egnet ovn er meget vanskelig at improvisere — og der må aldrig forsøges tændt bål eller opstillet kogeapparater etc. under et køretøj for at bolde motoren varm.

Tyskere, der har virket som motorvognsfårere på Østfronten under 2. verdenskrig, bar oplyst, at man der ofte greb til at lade køretøjer gå i tomgang i halve eller hele dage — trods ulemperne derved — eller benyttede en af de nedenfor beskrevne metoder, når et køretøj benstilledes:

— Før motoren stoppes, speedes den op et par gange med chokerhåndtaget trukket helt ud. Herved suges et overskud af benzin ind i cylindrene og skyller disse rene for olie. Denne »skylle-bcnzin« driver, når motoren startes, forbi stempclringene og ned i olien. Husk at metoden indebærer, at der ved starten ikke er olie i cylindrene til at udføre øjeblikkelig smøring af disse.

— Stop motoren og lad olien synke ned i 4—5 min. Tilsæt så olien lidt benzin (maximalt 1l benzin til 3l olie). Start motoren og lad den gå i hurtig tomgang (700—1000 omdrejninger pr. min.) i ca. 5 min. — for at blande olie og benzin. Denne olieblanding vil ikke være tilbøjelig til at blive træg. Ca. halvdelen af den tilsatte benzin vil senere forsvinde (fordampe) i løbet af en halv times kørsel — al benzinen i løbet af 3—4 timers kørsel. Efterhånden som benzinen fordamper (når den er fordampet), fyldes motoren op med olie.

— Start motoren med nogle timers mellemrum (f. eks. i løbet af en nat) og lad den gå i hurtig tomgang i ca. en time; men undlad at speede op. Det kan nævnes, at ca. en times kørsel er nødvendig for at genoplade et akkumulatorbatteri fuldstændigt efter en start.

Akkumulatorer

I et fuldt opladet batteri fryser elektrolyten (vædsken) først, når temperaturen når under -60° C — medens et fuldt afladet batteri fryser allerede ved -5—6° C. Ved frysning kan pladerne beskadiges og beholderen sprænges.

Batteriers evne til at afgive strøm falder med temperaturen. Ved -20° C kan et batteri kun præstere halvt så megen strøm som ved -20° C — og er så i realiteten uanvendeligt til start af et køretøj.

I stærk kulde kan et køretøjs akkumulatorbatteri spares meget, såfremt der ved start anvendes et batteri af samme spænding (startbatteri) indsat i parallelforbindelse med køretøjets batteri.

Hæld aldrig vand på et batteri i frostvejr, med mindre batteriet skal anvendes til start umiddelbart efter. Vand og syre vil ellers ikke blande sig tilstrækkeligt; resultatet bliver, at vandet fryser.

Endelig skal det endnu engang nævnes, at et batteri først vil være fuldt opladet efter en times kørsel, når man bar foretaget en (kold-) start.

Køling og kølervædske

Normalt blandes vandet i motorkøretøjers kølesystem op med ethylen- glykol for at kunne modstå kulde.

Ren etliylenglykol fryser allerede ved ca. -14° C. Den stærkeste, men efter danske forhold ikke mest økonomiske, blanding af vand og ethylen- glykol (60% g. og 40% v.) giver motoren beskyttelse indtil ca. -52° C. I en kølervædske, der blot indeholder ca. 30% glykol, vil der først ved meget lave temperaturer dannes kompakt is.

Ethylenglykols kogepunkt ligger over 100° C; når der er fordampet en del af et køretøjs kølervædske, kan man altså gå ud fra, at det alene er vand, der er forsvundet. Er der tale om utætheder i kølesystemet, gælder denne regel selvfølgelig ikke!

Fyld aldrig etliylenglykol på dunke eller andre beholdere, der normalt anvendes til olie. Olie ødelægges af selv ganske små kvanta glykol — og omdannes til en træg vædske, der vil kunne tilstoppe kølesystemet. Vær også forsigtig, når færdigblandet kølervæ-dske hældes på et køretøj; glykolens indtrængningsevne er meget betydelig.

I en snæver vending kan en blanding af sprit og vand (eller ren sprit) anvendes som kø.ervædske. Men da sprit koger ved 78° C vil den ret let fordampe fra en motor, hvis arbejdsteinperatur ligger mellem 80 og 85° C. En spritblanding bør snarest aftappes og erstattes med en bedre køler- vædske.

I en nødsituation er det muligt at gennemføre en kørsel i stærk frost med et køretøj, der har vand som eneste kølervædske. Fremgangsmåden er følgende (køretøjet kan f. eks. tænkes at have »mistet« sin kølervædske på grund af en beskadigelse af kølcelementct — der nu er repareret):

Tappebanerne åbnes, og køleanlægget påfyldes varmt vand. Dette gøres meget forsigtigt, eller vil der kunne opstå revner i motorens gods. Tappe- lianerne lukkes først, når vandet, der strømmer ud, føles varmt (lunkent). I meget stærk kulde og blæst må tappebanerne omviklcs med varme klude eller boldes isfrie ved stadig »omrøring« med el stykke ståltråd eller lign. Lykkes det ikke straks at starte motoren, må vandet aftappes, før det når at fryse. — Kan varmt vand ikke tilvejebringes, er det muligt at anvende koldt vand. Motoren skal i så fald startes og gå i ganske langsom tomgang under påfyldningen af vandet. Når kørslen er gennemført, skal vandet aftappes fuldstændigt. Køretøjet stilles således, at alt vandet kan løbe ud; varmeelement m. v. skal også tømmes; evt. må slangerne løsnes. Når motoren så er tøint, skal den gå ca. y2 min. i ganske langsom tomgang, hvorved bl. a. vandpumpen vil blive tømt. Endelig anbringes der en seddel med oplysning om motorens tilstand på køretøjets rat. — Det vil umiddelbart ses, at den ovenfor beskrevne fremgangsmåde næppe er anvendelig ved en enhed, der er i føling med fjenden; slæbning vil være at foretrække.

Vand i benzinen

Vand i benzinsystemet kan volde mange kvaler. Frosne benzinrør og filtrer vil kunne opstå på grund af selv ganske små kvantiteter vand i tanken — og vand kan samle sig i tanken på flere forskellige måder:

— Der kan trods al ombu være en smule vand i de jerryeans, i hvilke benzinen leveres. Dette vand kan »sis «fra, ved at benzinen bældes gennem en tragt med et filter af vaskeskind; vandet vil ligge tilbage som dugdråber på skindet.

— Der kan trænge sne eller regn ned i tanken under tankning. Sådan forurening undgås let, når blot tankningen udføres med omliu.

— Der kan danne sig kondensvand (dug og iskrystaller) i en tank. Holdes tanken til stadighed relativt fuld, vil der kun kunne danne sig ret lidt kondensvand (stort luftrum — meget kondensvand).

Er der kommet vand i tanken på et køretøj, kan det fjernes på en af følgende måder:

— Benzinen kan lilsa'ttes lidt ren alkohol (i forholdet ca. 1:15) — direkte i tanken. Herved må det iagttages, at alkoholen ikke kommer i forbindelse med smøreolie, der vil blive omdannet til en fernislignende substans, som er ganske uden smøreevne.

— Vandet kan aftappes gennem tankens bundskrue, der løsnes forsigtigt.

Vand, som bar samlet sig i benzinfilteret, fjernes ved udskruning af filterets bundskrue.

Koldstart og kørsel m. v.

Ved koldstart gælder det frem for alt om at spare på batteriet. Anvendelig er følgende fremgangsmåde:

Drej først motoren nogle omgange med båndsvinget. Slå visker og lygter

m. fl. fra således, at al batteriets kraft kan være til rådighed for starten. Fuld choke; lad evt en hjælper holde hånden over luftindtaget. Træd koblingen ud og lad startmotoren trække motoren nogle gange rundt, uden at tændingen er slået til. Er motoren meget træg, bør »forarbejdet« udføres ved bjælp af startsvinget. — Slå så tændingen til, start motoren (stadig med fuld choke) og lad den gå ganske langsomt i nogle minutter. Opnås der ikke tamding ved første forsøg, ventes der mindst »det dobbelte af de normale 20 sek.«, før der gøres et nyt forsøg. Når motoren er i gang, kontrolleres det, at gearet kan anbringes i alle stillinger — og først da må gearet kobles til (frigear). Motoren skal gå et stykke tid, før den liringes op i omdrejninger; det slider voldsomt på en motor at arbejde uden smøring.

En kold motorcykel må startes med betydelig forsigtighed — ellers vil der forekomme brud på kickstarter eller molordele m. v.

Del har i øvrigt vist sig, at del i stærk kulde kan betale sig — på flere måder — at »opbevare« motorcykler på køretøjer med ruf. Dette gælder i stationære situationer — såvel som under f. eks. marcher; ordonnanserne vil kunne være klar til hurtig udrykning.

Islagte bremsebelægningcr kan nemt resultere i ulykker. Kontroller om vinteren bremserne før hver kørsel — på samme måde som efter vognvask.

Mange motorvognsførere forsøger at speede deres køretøj op, når de skal starte på en isglat vej. Herved opnås kun, at hjulene snurrer rundt; men »bider« et hjul pludselig, vil bl. a. aksler og differentiale blive belastet så liårdt, at der kan opstå brud.

I kulde brækker aksler og fjedre i øvrigt ret let under kørsel i terrainet, fordi metallet bliver sprødt (skørt).

Er et hjulkøretøj frosset fast, medens det var henstillet, må dækkenc hugges eller tøs fri med varmt vand. Gøres dette ikke, kan slidbanerne ødelægges — eller dækkone flås itu ved starten.

Hvis et bæltekøretøj trods alle forholdsregler er frosset fast, kan det blive nødvendigt at tage badterne af og rense dem for den betonagtige masse, der har dannet sig af jord, ler, sten og is — før køretøjet forsøges startet eller slæbt igang.

Igangslæbning af et køretøj, der ikke har kunnet startes, udføres således:

Det »frosne« køretøj sættes i 3. gear; i 1. og 2. gear er udvekslingsforholdet for lille til, at den påfølgende tilkobling kan foretages tilstrækkelig blidt. Wiren strammes forsigtigt op— og det slæbende køretøj øger ganske langsomt hastigheden. Ved en fart af ca. 15 km/t kobles der forsigtigt til; desto forsigterc — jo tra'gere olien er i motor og differentiale. Når motoren går i gang, kobles der ud og gives signal til det slæbende køretøj — med hornet.

»Frossen molor« m. v.

Fryser køleanlægget på et køretøj, må optøningen, der kan være både vanskelig og langvarig, foretages af en motormekaniker. Mindre vanskeligheder kan klares af motorvognsføreren selv, idet det er en grundregel, at der aldrig må anvendes »vold«.

En frossen vandpumpe kan ofte tøs op med varme klude. I nødsfald må optøningen foretages med en blæselampe; men denne operation bør udføres af en fagmand.

På mange køretøjer kan en frossen forrude tøs op, ved at en lille pind sættes i spænd mellem køleren og kølcrhjclmens bagkant, således at den varme luft fra motoren kan strømme op langs ruden.

Vand i strømfordeleren tørres af med en klud; væde, der har samlet sig nede omkring tændrørerne, vil ofte kunne suges op med en piberenser.

Is på koblingsbelægningcn fjernes, ved at pedalen trykkes ned og derefter slippes nogle gange — med vognen i frigear.

Låse, viskere, vinger og mange andre dele kan fryse; men tøs normalt ret let op med en klud vredet op i varmt vand.

Husk med mellemrum at indgnide bakspejle m. fl. i antidugsalve — eller i sæbe.

Værktøj

Da alle materialer bliver skøre i kulde, vil det ofte forekomme, at

f. eks. hannnerskafter knækker. Stumperne, der sidder i spænd i et bam- merhovede, der er brækket af, vil ret hurtigt forkulle, hvis hammerhove- det lægges ind i et glødebål. En sådan opvarmning af stål kan medføre, at del afhærdes.

Kulilte

Det kan være fristende, når det er rigtig koldt, at lade motoren gå, medens et køretøj holder stille. Længere tids tomgang skader en motor — og i vognens førerhus og under ruffet vil der kunne samle sig kulilte, livis der er blot den mindste utæthed i udblæsningssystemet.

Har der været anvendt ovn under et køretøj, skal det udluftes godt (førerhus og lad) før kørsel.

O. Ingerslev.

 

Næste artikel

I en følgende artikel i Militært Tidsskrift vil emnet »Sanitetstjeneste« blive behandlet.