Log ind

Kamp om vinteren IV

#

Telte

Almindeligt

Efterhånden råder mange enheder over et betydeligt antal telte. Kendskabet til behandling og anvendelse af teltmateriellet ses dog ofte at være så begrænset, at det forekommer hensigtsmæssigt at anvende et særligt afsnit på emnet.

Behandling af teltmateriel

Et telt er en sensibel genstand, der må behandles og transporteres med varsombed. Selv ganske små fejl ved materiellet skal repareres, så snart de opdages. Gøres dette ikke, vil f. ex. en ubetydelig rift pludselig kunne udvikle sig til en meterlang flænge — og formentlig vil det netop ske i en situation, hvor der er et påtrængende behov for underbringelse.

Når et telt pakkes, skal det være tørt. Kan dette ikke gennemføres, må teltet luftes ved første givne lejlighed — ellers vil teltdugen blive jordslået, mugne og evt. rådne.

Jordpletter afvaskes med mellemrum med lunkent vand og en ret blød børste. Såvel almindelig sæbe som sulfonerede sæber vil opløse teltimprægneringen.

Syrer, således bl. a. akkumulatorsyre, kan skade telte i væsentlig grad. Falder blot nogle få em3 tynd syre på et sammenrullet telt, vil de kunne trænge ned igennem mange lag af teltdugen. Uheldet vil ikke umiddelbart efterlade tydeligt spor; men i løbet af nogen tid vil stoffet mørne på de skadede steder — og senere gå itu.

Et »frosset« telt (isslag eller regnskyl efterfulgt af frostvejr) knækker meget let i dugen. Det kan være nødvendigt at transportere et sådant telt i delvis udslået stand, indtil man får lejlighed til at tø det op.

Det er en god regel at efterse og optælle teltmateriellet, hver gang det pakkes. Ellers må man påregne en større forsinkelse på grund af manglende pløkke eller filtrede barduner, når teltet næste gang skal stilles op. Og dette kan meget vel være på et tidspunkt, hvor det regner således (sådan skriver en hoer-general i sine erindringer), at »det slår store djævle ihjel og brækker benet på små«.

Valg af teltplads

Pladsen vælges normalt efter nogenlunde de samme kriterier som enhver anden bivouakplads.

Indgangen bør placeres således, at der tages hensyn til bl. a. vinden og mulighederne for at foretage udluftning — samt faren for, at fjenden kan opdage lys fra teltet.

Skal et telt stå oven på jorden, må grunden, der vælges, være nogenlunde plan og fri for rødder, stubbe og større sten. Er jorden snelagt eller meget fugtig, må de øverste lag skrabes eller graves bort.

Skærmbillede 2021-04-27 kl. 16.14.08.png

Opstilling af et telt

Telte kan opstilles på en hel række forskellige måder (fig. 31—36 viser exempler); et telt med oversejl byder de fleste muligheder og er bl. a. derfor mest anvendeligt.

Ofte vil situationen kræve, at et telt nedgraves — helt eller delvis. Det kan være praktisk at anvende teltet med sammenrullede sider; herved undgår man at skabe et rum, der på grund af sin højde er vanskeligt at opvarme.

Når man nedgraver et telt, der har midterstang, må man klare sig på en af følgende metoder:

— Forlænges teltstangen med f. ex. en rafte, vil der blive god plads i rummet.

— Udføres udgravningen således, at en vold (evt. blot en forhøjning) lades tilbage, vil der være gode dækningsmilligheder for personellet, der skal arbejde eller underbringes i teltet. En sådan vold vil dog være tilbøjelig til at smuldre, når jorden bliver tør på grund af varmen.

Vandafledningsrender skal graves samtidig med at teltet rejses; ellers vil man ofte først få det gjort, når skaden er sket. Et særligt system af render må graves i forbindelse med et telt, der opstilles tæt ved en skrænt el. lign. (fig. 37).

Skærmbillede 2021-04-27 kl. 16.15.33.png

Indgangen til et (nedgravet) telt vil kunne beskyttes mod vejrliget ved hjælp af et regnslag eller to.

De almindelige regler for anvendelse af teltpløkke findes angivet i »Feltinstruktion for enkeltmand«. Enkelte særlige forhold skal fremdrages.

Det er kun de færreste teltpløkke, der kan tåle at blive hamret ned i frossen jord. Er jorden frosset i nogen dybde, vil det betale sig at vælge en teltplads, livor der findes en del bevoksning, således at bardunerne kan bindes til træer, buske eller rødder. En bardun kan også fastholdes af en tung sten el. lign. Men bind aldrig en bardun til et køretøj eller en genstand, der pludselig kan blive flyttet (evt. i mørke). Er det alligevel nødvendigt at anvende et antal egentlige pløkke, må der dannes huller til disse med hakke eller jordspyd. Når pløkkene er sat på plads, fyldes bullerne op med jord, der overhældes med vand. Efter en stund vil pløkkene sidde godt fast; evt. vil del senere være nødvendigt at bakke dem løs.

Teltpløkkene kan ikke sidde fast i meget blød jord eller sand. Findes der ikke andre muligheder, må de vigtigste barduner fortøjes til en »død mand«; det vil sige en gren eller stolpe — evt. blot en større sten, der graves ned i jorden på tværs af bardunens trækretning (fig. 38).

Skærmbillede 2021-04-27 kl. 16.18.39.png

Isolering af et telt

Før man opbygger det egentlige underlag — i et telt, der ikke er nedgravet — lægges en tæt pølle af grankviste eller andre materialer bele vejen rundt langs indersiden af teltvæggen som værn mod træk.

Er terrainet snelagt, kan et telt isoleres, ved at man lægger et lag sne op over (om) den nederste del af teltvæggen. Sneen må dog ikke lægges så højt op, at den kan smeltes af varmen i teltet.

I streng frost kan et telt med oversejl isoleres, ved at der stoppes halm, hø, lyng, tørre blade eller andre lette materialer ind mellem oversejlet og selve teltet.

Ophold i et telt

En tør teltdug er porøs; men gennem porerne vil der ikke altid trænge så megen luft, at man i et tæt lukket telt får tilstrækkelig ilt til ånding. En fugtig eller overiset teltdug vil kunne være omtrent lufttæt. Opvarmes et telt med ovn el. lign., må det hyppigt udluftes; ellers vil der være fare for såvel CO- som C02-forgiftning.

I kulde vil der i øvrigt i tæt lukket telt samle sig megen dug på indersiden af teltvæggene. Duggen kan blive så voldsom, at den drypper ned og er til en del gene.

Regn (fugt) kan få teltbarduner til at trække sig så meget sammen, at et telt flås i stykker. Det bør derfor være en reflex-liandling for enliver soldat, at slække sit telts barduner, såsnart det begynder at regne.

Det kan pålægges brandvagterne regelmæssigt at udlufte bivouakens telte og at tilse teltbardunerne.

I regnvejr må man søge at undgå at røre ved væggene i et telt; regnen vil sive igennem på steder, der berøres — og dryppe ned. Når teltet opstilles, borthugges grene og kviste, der berører teltvæggene.

Skulle det trods al ombu ske, at regnvandet går igennem et sted, vil man kunne »lede« vandet til jorden, ved at føre en finger »lodret« ned ad teltvæggen fra det utætte sted til jordoverfladen — og derved danne et »fugtigt« spor, som vandet kan følge.

Sløring

Almindeligt

Følgende anvisninger m. fl. tager udelukkende sigte på forholdene i et terrain, der er helt eller delvis snelagt.

De sløringsforanstaltninger, der træffes, vil aldrig kunne være af permanent karakter; f. ex. vil man aldrig — eller kun i absolutte undtagelsestilfælde — kunne anvende almindelig »maling« som sløringsfarve. Stedse vil man være tvunget til at tilpasse sig vejrligets skiftende indflydelse på terrainet.

Kun meget sjældent møder man et fuldstændig lividt vinterlandskab; i det hvide vil der normalt altid være en del grå og sorte genstande og linier. Netop på de steder, hvor de hvide flader brydes naturligt, vil der være muligheder for at anbringe stillinger, våben, materiel, køretøjer og bivouaker etc.

I et snelagt terrain må man arbejde og færdes med megen omtanke for ikke at komme til at »beskadige« de hvide flader.

Det vil være nødvendigt med korte mellemrum at inspicere (observere) sin sløringsforanstaltninger på nogen afstand, for at sikre sig, at forholdene ikke har ændret sig så meget, at foranstaltningerne ikke mere er tilstrækkelige.

Sløringsfarve

En hvid farve, der relativt let kan afvaskes, men som samtidig har en rimelig holdbarhed, kan fremstilles af:

10 liter vand, 1 liter slemmet kridt og 1 liter limstof.

Det vil være lettest først at røre kridt og vand op i et par liter af vandet — og til slut fortynde koncentratet med resten af vandet. Den færdige farve vil kunne anvendes såvel til påsmøring som i sprøjtepistol (stor dyse).

Bland aldrig røde eller gule farver i en hvid sløringsfarve; lidt blåt vil derimod ikke skade.

Sløringsguirlander

Sådanne guirlander er særdeles anvendelige i et »plettet« dansk vinterlandskab. Og fremstillingen er simpel.

Hvidt tøj eller klude skæres i strimler; 5 cm X 10 (20) cm vil være passende. Strimlerne krølles godt og trækkes derefter på et stykke sejlgarn. Strimlerne fastbindes med 5—10 cm mellemrum. Strimlernes størrelse og guirlandens tæthed varieres — alt efter hvad guirlanden skal anvendes til.

Sløringsnet

Et sløringsnet kan farves, ved at man breder det ud på jorden og sprøjter det med pistol eller »tjatter« det med en hvidtekost.

Der må kun anvendes et tyndt lag farve — og kun på nettets ene side. Ellers vil nettet ikke kunne benyttes under skiftende forhold.

To å tre net vil kunne udspændes (lægges) oven på hinanden under farvningen. De nederste net vil nyde godt af behandlingen af de øverste net. På denne måde spares både tid og farve.

Når et lividtet net er opsat, iflettes det enkelte grene og overdrysses med sne.

Et sløringsnet kan også gøres anvendeligt til brug i et snelandskab, ved at uregelmæssigt tilklippede tøjstykker bindes til nettets masker. Pas på, at lapperne ikke kan flagre i vinden.

Fugtig sne vil normalt kunne klappcs fast i et sløringsnet — men bliver sjældent siddende ret længe.

Sløring af uniform og udrustning

Snedragter vil formentlig fremover alene blive udleveret til særlige enheder. Øvrige enheder vil være lienvist til at improvisere den fornødne sløring m. m.

Kan materialerne tilvejebringes (lagner er f. ex. udmærkede), er det nemt at sammenrimpe snedragter i anorakfacon til en patrouille. Pas på, at sådanne dragter ikke røber bærerne ved at flagre.

En god, improviseret snedragt vil gøre en stående mand »usynlig« på 600 m afstand i et snelagt terrain; cn liggende eller krybende soldat behøver ikke at blive opdaget, før ban er ganske få meter fra fjenden.

En uniform kan sløres ret effektivt ved påsyning eller påhæftning af uregelmæssige, hvide tøjlapper.

Forbløffende gode resultater kan man opnå, ved at sno nogle meter af de ovenfor beskrevne sneguirlander om arme, ben, krop og udrustning — i uregelmæssige viklinger — og på en sådan måde, at lemmerne kan bevæges frit.

Man må stadig erindre at anlægge og aftage snesløring, efterhånden som situationen skifter. En patrouille, der rykker frem gennem et meget afvekslende terrain, vil kunne være tvunget til at »skifte« adskillige gange pr. km.

Sløring af hjelm

Kridtning af en stålhjelm holder sjældent ret længe — og vil i øvrigt let kunne fremhæve hjelmens form på en uheldig måde.

Mest effektivt er det at flette små strimler hvidt tøj ind i hjelmnettet. Strimlerne skal anbringes ret løst. Korte strimler skal hænge ned over hjelmkanten, således at denne skarpe linie udviskes.

For en stund kan en hjelm sløres, ved at sne presses ind i hjelmnettets masker.

Sløring af våben og materiel

Tunge våben, egentlige pjecer og større materielgenstande kan med godt udbytte males med hvid sløringsfarve. Bemalingen skal være uregelmæssig og/eller pletvis. Er det muligt, bør våbnenes bevægelige dele og optisk materiel hellere tildækkes med hvide klude end bemales.

Håndvåben, der ofte berøres, sløres bedst med sneguirlander, der er fremstillet af ganske små tøjstumper.

Sløring af køretøjer

Det er særdeles vanskeligt at bemale et køretøj således, at dets konturer udviskes effektivt. Skal der opnås et godt resultat, er det nødvendigt at tegne mønsteret op med kridt — og derefter at betragte virkningen på afstand, før man går over til den egentlige bemaling.

Ruder hvidmales ikke; når et køretøj anbringes i skjul, da-kkes ruderne med hvide klude eller hvidt papir.

I frostvejr kan køretøjer sløres med stumper af hvidt papir (maskin- papir er velegnet), der er gjort vådt. Det våde papir vil ret let kunne fryse fast til de fleste overflader.

De nævnte former for sløring må normalt suppleres ved anvendelse af både net og naturlige materialer.

Sløring af stillinger

I et snedækket terrain vil alle arbejder træde tydeligt frem, hvis de ikke placeres med meget stor omhu. Forbindclsesgrave o. lign. kan f. ex. kun skjules effektivt, når de føres langs med eller gennem hegn, grøfter eller trærækker.

Under gravearbejdet må man søge at undgå at ryste sneen ned fra træer og huske i stillingens nærhed. Sket skade er vanskelig af udbedre.

Undgå også at træde sneen mere ned end højst nødvendigt — og pas på, at den sne, der senere skal anvendes til sløring, ikke tilsmudses under gravearbejdet. Det er væsentlig vanskeligere at arbejde i et terrain, hvor der kun ligger et tyndt lag (fugtig) sne — end i et virkelig snelagt område.

Jord og sne, der graves op, må omhyggeligt hanes hort og skjules under bevoksning.

Det vil ofte være nødvendigt at dække skyttehuller o. lign., der bygges i snelagt terrain — eller som udsættes for snefald — med et fletværk af grene eller hønsenet overdrysset med sne. Ellers vil hullerne let kunne opdages fra luften på grund af den mørke hund, de brungrå sider — og skyggerne.

Hvis vejret er nogenlunde tørt (frostvejr) vil skyttehuller og for- bindelscsgrave kunne overdækkes midlertidigt med kraftigt papir (rulle- papir), der støttes med pinde eller hønsenet.

Af et lagen anbragt på en ramme af pinde, vil der kunne dannes et tidmærket tag over et skyttehul, en morterstandplads eller nedgangen til et hulrum.

Spor

I et snelandskab vil dannelsen af spor byde enhederne så mange problemer, al det er anset for nødvendigt at behandle emnet: Spor — i et særligt afsnit.

Feltarbejder

Almindeligt

Det er allerede længe drøftet, hvorvidt der i en moderne, bevægelig krig — hvor anvendelse af kærnevåben er eller hvert øjeblik kan blive en realitet — er et øget behov for at kunne udføre feltarbejder (i ordets mest rummelige forstand) — eller om behovet er svindende.

Uden forsøg på at tage stilling i denne debat, skal det bemærkes,

— at skal der »graves«, skal arbejderne kunne udføres hurtigt; skytte- lmller m. fl. skal være dyhe.

— at evne til at kunne bygge hindringer vil være af væsentlig værdi under en kamp, livor naturlige hindringers kanaliserende virkning udnyttes.

— at det i den kolde årstid ofte er nødvendigt at »søge i jorden« — alene for at opnå beskyttelse mod kulde, vind og væde.

Frosne jordoverflader

Få dages kraftig frost er nok til at gøre det vanskeligt for en enhed at komme i jorden — selv når der rådes over lange redskaber — incl. hakker.

Skal arbejdet gennemføres i rimeligt tempo, er det nødvendigt at indlede jordarbejderne med at udføre mindre sprængninger for at løsne jordskorpen.

Sprængningsarbejdet vil omfatte fremstillingen af et egnet og tilstrækkelig dybt borehul — og selve sprængningen.

Hulladninger er velegnede til fremstilling af de nødvendige borehuller; men liulladningcr vil normalt ikke forefindes i tilstrækkelig mængde. Før en sprængning skal eventuel sne. blade og løs jord fjernes fra spræng- stedet.

Er det frosne jordlag kun relativt tyndt, kan et hul for sprængning med borehulspatron fremstilles ved nedbankning af et jernrør. Under ramningsarbejdet vrikkes røret af og til i hullet, således at det til slut kan tages op uden vanskelighed.

Et fremstillet borehul kan sprænges dybere ved hjælp af borehulspatroner. En patron skal fordæmmes godt; et snævert hul giver de bedste muligheder for at fordæmme. Efter hver sprængning renses hullet godt for løs jord. Således fortsættes, til man er nået igennem det frosne jordlag.

Skal der bores meget dybe huller i frossen jord (eller i »svær jord«), kan det gøres ved hjælp af de på fig. 39 viste redskaber. Disse redskaber kan en enhed ret let fremstille sig, hvis der kan skaffes adgang til esse og ambolt.

Skærmbillede 2021-04-27 kl. 16.23.09.png

Efter hvert kølleslag løftes spydet op (af en hjælper) og drejes en halv omgang ved hjælp af en tværstang. Den løsnede og knuste jord skrabes med mellemrum ud af borehullet ved hjælp af skeen, der er fremstillet af 5—6 mm rundjern.

Har man ikke sprængstof til rådighed, må man klare sig ved at danne et hul i den frosne jord ved hjælp af bakke og improviserede midler og derefter underminere jordskorpen således, at stumper kan slås af med en tung sten. Tillader situationen det, kan jorden optøs ved hjælp af et lille bål.

Sprængstof m. v. og sprængning i jord

Trotyl påvirkes kun i ringe grad af kulde. Mange plastiske sprængstoffer bliver hårde i frostvejr. Dynamit og andre nitroglycerin-sprængstoffer fryser ved ganske få graders kulde. Alle sprængstoffers »energi« reduceres i kulde, hvorfor de bør opbevares lunt.

Mange sprængstoffer — specielt sådanne, der forefindes i pulverform — skades let af fugtighed og må derfor transporteres med stor omhu.

Om vinteren er det at foretrække, at anvende elektrisk tænding; men det er nødvendigt at materiellet behandles meget omhyggeligt — specielt må ledningerne holdes godt isolerede mod fugt.

Kun et tændhatteri, der giver en kraftig spænding, vil kunne bringe sprængstof, hvis følsomhed er nedsat på grund af kulde (og fugt) til detonation.

Når ledningsprøveren ikke anvendes, skal den opbevares lunt — evt. på kroppen. Fryser batteriet, er apparatet uanvendeligt.

Langsomt brændende tændsnor bliver liård i kulde. Bøjes tændsnoren så, knækker den let — enten fuldstændigt eller blot i krudtsatsen. Anvendes en defekt tændsnor, vil resultatet være, at tændingen ikke lykkes •— eller at ilden passerer »brudstedet« så langsomt, at detonationen forsinkes væsentligt.

Ligger der sne i en stilling, hvor man skal foretage forsprængninger til jordarbejder, bør man anvende så små ladninger som muligt og søge at begrænse trykbølgen ved at tildække ladningerne. Ellers vil det ske, at sneen rystes ned fra de nærmeste træer og buske, der så vil fremtræde tydeligt mod anden vegetation.

Sne, der tilsmudses af udkastet fra en sprængning, må graves bort — eller dækkes med frisk sne.

Ice-Crete

Under ganske extreme forhold vil det ikke være muligt at komme i jorden. En stilling kan i en sådan situation opbygges af træ, sandsække, der overhældes med vand —, fasttrampet sne og flager af Ice-Crete.

Ice-Crete eller »isbeton« anvendtes i nogen udstrækning af tyskerne på østfronten under 2. verdenskrig. Bl. a. støbte man særdeles effektive overdækninger til skyttehuller ved at fylde kasser af ganske spinkelt træ med sand og overhælde sandet med vand.

Hindringer

Et almindeligt pigtrådshegn ses meget tydeligt mod et snelagt terrain og vil iøvrigt være langsommeligt at opsætte, livis jorden er frosset i nogen dybde. Pæle og pløkke af træ må da fastfryses i huller, der dannes med bakke el. lign. (jfr. omtalen af teltpløkke).

Gode resultater vil man kunne opnå ved at udbygge liegn og små- bevoksninger som pigtrådsspærringer. Ligger sneen meget tykt, må pigtråden suppleres med fodfolksminer, således at fjenden ikke gives mulighed for uset at krybe gennem sneen under spærringen. Dette gælder i endnu højere grad, hvis der sker kraftigt snefald efter at en spærring er opsat.

På sådanne steder i terrainet, livor sneen ligger ret tykt og hvor en fjendtlig fremrykning (dog) kan tænkes at ville finde sted, kan der anbringes et »liggende« pigtrådshegn (fig. 40). Hegnet fremstilles ret hurtigt af almindelige pigtrådspæle og pigtråd. Hegnet forankres ikke, men presses ned i sneen og dækkes til med løs sne. Pigtråden skal ligge i ganske løse løkker.

Skærmbillede 2021-04-27 kl. 16.25.50.png

Lejlighedsvis vil det være muligt at lægge fjendtlig fremrykning hindringer i vejen ved isningcr — dette gælder f. ex. under bykamp.

Ofte kan det være formålstjenligt at sprænge isdækket på vandløb og søer.

Ladninger af presset trotyl el. lign. i ubrudte pakninger kan normalt anvendes til sprængning under vand — uden særlig indpakning. Det samme gælder ikke pulverformig trotyl og andre sprængstoffer, der er tilbøjelige til at suge vand.

En ladning, der anbringes under is, antændes normalt med en dobbelt ledning af detonerende tændsnor — på en sådan måde, at tændsnorens frie ende ikke kommer under vandet.

Det er vigtigt at bolde en våge, der er dannet ved sprængning, fri for isstumper, da den ellers vil være tilbøjelig til at fryse ret hurtigt til igen.

Miner

I et snelagt terrain placeres miner på sådanne steder, hvor det må antages, at kampvogne vil søge frem for at undgå at køre fast i tyk sne eller hæmmende terrain; det vil sige på steder, hvor sneen kun ligger i tyndt lag — eller er blæst bort: Bakker og nøgne flader.

Lægges miner i dyb sne eller i områder, hvor bunden er blød, må minerne »klodscs op« ved hjælp af f. ex. bræddestumper eller mursten, således at man får sikkerhed for, at de vil blive bragt til detonation. Dette gælder både panser- og fodfolksminer.

Et kraftigt snefald (eller regnskyl) kan tvinge til omlægning af et minefelt — specielt et felt af fodfolksminer.

Miner, der lægges i sne, bør være lividmalede, idet det vil kunne ske, at sne, der er anbragt til sløring, blæses bort.

Snubletråde, der anvendes i et snelagt terrain, må også bvidmales eller hvidtes.

Selv i en snefri isflade er det muligt at anbringe miner. Hug en passende fordybning, læg lidt granris i bunden og dæk minen med knust is og sne.

Passage af islagte vandløb og søer

Udenlandske kilder stiller omtrent de samme krav til en isflades tykkelse, for at den skal kunne bære enkeltmand, cnkeltkolonner, køretøjer etc. — som ses i danske reglementer m. fl.

Nævnte kilder anfører dog, for så vidt angår køretøjer, at tallene ikke gælder for holdende køretøjer, og sætter samtidig visse grænser for den fart, hvormed en isflade må passeres:

— Bæltekøretøjer, maximal hastighed ............. 10—12 km/t.

— Hjulkøretøjer, maximal hastighed ............. 35 km/t.

Det kan nævnes, at det er set anført, at der skal 50 cm is til at bære et bæltekøretøj på 25 t. (Chaffee), medens et bæltekøretøj på 50 t. (Centurion) kun kan bæres af en isflade, der er mere end 75 cm tyk.

Ved kilder og nær udløbet af f. ex. en bæk vil isen på en sø ofte variere en del i tykkelse.

Er en enhed, der skal passere en isflade, i tvivl om, hvorvidt isen er »sikker«, bør alt personel under passagen bære udrustningen hængende løst over den ene skulder — således at den let kan krænges af. Tillader situationen det, bør bæltekøretøjers luger være åbne, for at give personellet mulighed for at slippe ud i en given situation. Er isen ikke rekognosceret, bør kun motorførere og kørere være i køretøjerne, medens øvrigt personel foretager passagen gående — i nogen afstand fra køretøjerne.

Ved bredderne kan isen ofte være relativ tynd; den kan forstærkes ved udlægning af brædder el. lign.

En isflade kan, hvis den kun er af begrænset bredde (f. ex. en kanal), forstærkes ved frysning på følgende måde:

Et område skrabes rent for sne, der derefter anvendes til fremstilling af snevolde, hvormed den ryddede flade inddeles i sektorer af passende størrelse. Voldene trampes hårde og overhældes med vand. Senere fyldes sektorerne med vand. Til frysning af et vandlag på ca. 2 cm vil der ved -f- 5° C medgå ca. 8 timer.

Blandes der et tyndt lag halm i vandet, der skal fryses, vil et lag på ca. 4 cm kunne fryses ved - 5° C i løbet af 8 timer.

Læg aldrig grene eller kviste i vandet i stedet for lialm; denne tilsætning får vandet til at fryse uforholdsmæssigt langsomt.

Dræning

Der er ikke fundet nye eller ukendte metoder, ved hjælp af hvilke man kan undgå eller bekæmpe vand og mudder i skyttehuller, grave og andre jordanlæg.

Såvel ældre som nye kilder henviser til fremstilling af riste, gravning af cisterner og dræningskanaler — og udlægning af gangstene og risknipper eller granris.

Tillader den taktiske situation det, hør der i vintertiden lægges vægt på at placere stillinger og anlæg på steder, hvor det vil være muligt at gennemføre dræning; blot et ganske svagt fald hort fra de valgte områder vil være af betydning.

Til tømning af cisterner og lign. vil de små vingepumper m. fl., der i stort tal anvendes i landbruget, være vel anvendelige.

Spor

Almindeligt

Spor i sne er som oftest umulige at slette — dette gælder specielt spor efter køretøjer.

Flere kilder angiver, at man som en nødforanstaltning kan lade sidste mand i en enkeltkolonne (på ski) slæbe et bundt af grene efter sig for derved at udviske kolonnens spor. Imidlertid er det eneste resultat, der kan opnås ved anvendelse af denne teknik, at fjenden ikke nøjagtigt vil kunne bedømme, hvorledes sporet er opstået eller i hvilken retning det er dannet (trafikeret) — og af hvad; men sporet vil ikke forsvinde.

Selv snefald — endog gentagne snefald — kan ikke fuldstændigt udslette spor.

Et let snefald (specielt fygesne) vil tit kunne afsløre eller endog fremhæve spor, der findes i terrainet i forvejen; især vil hjulspor kunne danne læ for og derved fange sneen.

Tøsne er, selv når der er tale om et tykt lag, særdeles modtagelig for spordannelse; f. ex. vil fodspor fremtræde som mørke pletter.

Selv ganske svage spor efter enkeltmand eller efter en cyklist vil ses meget tydeligt i et tyndt lag nysne; drejer det sig om tøsne, der vil »klampe«, bliver sporene særligt tydelige.

Fast sne, f. ex. i stillinger og i bunden af spor vil smelte en del langsommere end den øvrige sne — og kan således røbe, bvis den ikke fjernes;

d. v. s. spredes til tøning under træer og buske.

I et terrain, der er vådt af regn, vil spor frcintræde ret skarpt som »matte striber« i en ellers »skinnende flade«.

Spor, sporplan, spordisciplin, vildledning

Inden f. ex. et stillingsområde udpeges i et snelagt terrain, må det overvejes, hvorledes mulighederne for skjult trafik i og fremføring af forsyninger til stillingen vil være. Før enhederne ankommer er det nødvendigt at fastlægge en sporplan.

Spor kan ikke belt undgås i en stilling; men de nødvendige spor må placeres langs begn, grøfter og vandløb — eller gennem bevoksninger.

Omkring en stilling bør der fremstilles et antal skin-spor; rekognosceres området fra luften, vil det være vanskeligt for fjenden at fastslå stillingens nøjagtige placering. Der må dog ikke fremstilles spor, som fører direkte ind i en stilling, med mindre disse spor udgør et egentligt led i en »fælde«.

»Ægte« spor, der fører mod en stilling, skal videreføres gennem ter- rainet som skin-spor. Enkelte skinanlæg kan udføres, for at lede fjendens opmærksomhed i bestemte retninger.

Steder, hvor sidespor skal føres bort fra et a-gte hovedspor, må vælges med megen ombu — f. ex. ved en skov, en grøft, et vandløb el. lign. Skin-spor kan anvendes til sløring af »vejgafler« (fig. 41). En vejgaffel kan evt. sløres med en stor, flyttelig busk.

Der må ret hyppigt føres kontrol med, at alt personel følger de fastlagte spor. I f. ex. en kamppatrouilles base vil det være nødvendigt at fremstille en skitse over existerendc spor i og om basen — der så kan gennemgås med patrouillens personel. Kontrolleres terrainet med korte intervaller, vil det være muligt at konstatere fjendtlig aktivitet, idet en fjende som oftest vil være utilbøjelig til at følge gamle og ukendte spor •— der f. ex. vil kunne være minerede.

Sporskitser vil også kunne være til betydelig nytte for en mindre styrke, der skal overvåge et relativt stort område (bevogtningslinie, stående patrouille etc.). På østfronten benyttede tyskerne sig under 2. verdenskrig ofte af at »tegne« et skispor uden om en bivouak eller hvileplads. Ved hyppig patrouillering af sporet var det muligt med ganske kort forsinkelse at erkende indtrængen af fjendtlige patrouiller eller udpassage af desertører.

Placeres der enkelte hindringer (f. ex. løkker af pigtråd) i et ofte befærdet spor, vil det være muligt at fastslå, om en fjendtlig enhed har forsøgt at følge sporet.

Skærmbillede 2021-04-27 kl. 16.31.19.png

Gennemføres en udvigning uden at der følges en hensigtmæssig sporplan, vil en enkelt fjendtlig patrouille være i stand til at erkende karakteren af en større operation. Der må anvendes et betydeligt antal skinspor. Det vil formentlig også være muligt at lokke en fjendtlig styrke i et baghold, ved i et område at fremstille et typisk net af skin-spor og skin-samlepunkter og derved fingere en udvigning.

O. Ingerslev.

 

Næste artikel

I en følgende artikel i »Militært Tidsskrift« vil bl. a. blive behandlet emnerne »Køretøjer« og »Våben og skydning«.