Log ind

Kamp om vinteren

#

Det er forholdsvis let at skaffe sig viden om, hvordan man skal begå sig under extreme forhold i en vinterkrig. Det synes ulige vanskeligere at uddrage erfaringer, der kan anvendes på danske forhold (let sne, barfrost, svingende temperaturer, sjap, mudder og specielt fugt). — Kaptajnløjtnant O. Ingerslev ved Prinsens Liv ­ regiment vil i den kommende tid hjælpe os hermed gennem en række artikler, hvoraf vi her bringer den første, omhandlende »Mundering« og »Bivouakering«.

»Pligten til villig t og nøjagtigt at efterkomme den givne befaling« vil være kendt af alle som soldatens første pligt. Som soldatens »næste pligt« kunne måske anføres: »Pligten til stadig at bolde sig selv, sit våben, sin udrustning etc. i kampduclig stand«. Således som taktikken bar udviklet sig, er det blevet stedse mere nødvendigt, at den enkelte form år at klare sig. Grundlaget for at kunne klare sig under voldsomme fysiske og psykiske påvirkninger udgøres i hovedsagen af faktorerne: Uddannelse og vilje samt passende udrustning og materiel m. v. Om vinteren v il vejrliget udgøre cn væsentlig del af den fysiske påvirkning, soldaten bliver udsat for. Fo r blot en generation siden var det mandskab, der indkaldtes til aftjening af værnepligten, langt mere vintervant end den unge mand af idag. Livet i bymæssige samfund, civilisationens goder (måske specielt centralvarme og oliefyr) og de gode muligheder for en relativt behagelig transport mellem hjem og arbejdsplads har gjort menneskene lidet egnede til at leve feltmæssigt. De fremgangsmåder, som Cæsar så Allobrogem e bruge for at hindre blødsødenheden i at brede sig blandt tropperne, kan næppe tages i anvendelse. Men en hensigtsmæssig uddannelse er det m uligt at gennemføre. E t reglement for kamp og overlevelse under vinterforhold findes ikke på dansk. Den vejledning, der kan hentes i existerende instruktioner og reglementer, er meget sparsom; dette gælder specielt emnet feltkundskab. Det hævdes lejlighedsvis, at der ikke er grund til at udfærdige særlige anvisninger for, hvorledes kampen skal tilpasses forholdene i den kolde årstid. En væsentlig grund hertil er sikkert, at hærens feltøvelser ofte er for korte til på afgørende vis at stille den enkeltes fysik på prøver. Under øvelser forekommer det ikke, at større eller mindre enheder tvinges til at klare sig selv under barske forhold igennem længere tid —

Skærmbillede 2020-06-09 kl. 13.13.07.png

f. ex. fordi den taktiske situation, epidemiske sygdomme eller Fall-Out holder dem borte fra beboede områder — og heller ikke at store områder totalødelægges ved brand eller på anden vis. Tallene i fig. 1, der er m iddeltal for hele landet gennem en årrække, viser, at det danske klim a på ingen måde begunstiger livet i felten. Den stadige og ubehagelige skiften i vejrliget f. ex. fra frost til tø — er en meget væsentlig faktor, som det ikke har været m uligt at registrere i et simpelt skema. Oprindelig med henblik på at skaffe et passende grundlag for undervisning i feltkundskab er gennemgået et større antal udenlandske og danske kilder. De anvisninger, der har kunnet findes, er parret med kollegers og egne erfaringer og samlet til nogle artikler, der hver behandler et eller flere emner med tilknytning til kamp om vinteren. Oplysninger, der kan findes i danske, militæ re kilder er i enkelte tilfæ lde medtaget, for at uddybe sådanne oplysninger nærmere eller for at give frem stillingerne en vis afrundet karakter. Nedenfor er behandlet emnerne »Mundering« og »Bivouakering«.

Mundering

Kulde, vind og fugtighed.

Skal man opnå den bedst mulige varmebeskyttelse af klædedragten, er det nødvendigt stadig at holde sig nogle enkelte simple forhold for øje. Tø j er ikke varmt i sig selv. Uldne stoffer og andre »porøse« stoffer indeholder megen luft, og da lu ft er en dårlig varmeleder, v il luften i sådanne stoffers porer ikke lede varmen bort fra kroppen. Men vinden v il kunne drive luften ud af porerne i en varm inderklædning, hvis der ikke yderst bæres en form for overtræk af fast, tæt og glat stof — f. ex. bomuld eller et kunststof. Gennem laboratorieforsøg er svenskerne nået frem til, at det er muligt — i absolut stille vejr — at arbejde med nøgen overkrop i så lav en temperatur som -j- 40° C. Udsætter man im idlertid ved denne temperatur forsøgspersonen for blot den svageste vindpåvirkning, v il der meget hurtigt opstå alvorlige skader. Amerikanerne betegner den samlede påvirkning af legemet ved kulde og blæst som »the W ind-Chill Factor«. Fugt kan have endnu større betydning for et legemes muligheder for at undgå at komme til at fryse — end både vind og temperatur, idet vand (fugtig damp og luft) er en særdeles god varmeleder. Følgelig er også fugtige klæder gode varmeledere, der hurtigt kan føre legemets varme bort — og specielt da i forbindelse med blæst. Våde klæder må derfor skiftes, såsnart det er muligt. Men der må ikke skiftes så tidligt, at man ikke har noget at skifte med, når der skal hviles; dette gælder f. ex. i en stilling, hvor der først skal graves og siden hviles. E r man blevet gennemblødt, v il det normalt ikke få følger, så længe man holder sig i bevægelse — undtagen i streng frost. Det vil im idlertid være afgørende vigtigt at holde ryg og underliv varme; skiftetøj, en avis eller andet, der er vindtæt, kan evt. stikkes ind under det yderste lag tøj for at holde blæsten ude. Norm alt v il det være fordelagtigere at være ifø rt mange, tynde lag tøj end få og tykke lag, da luften mellem de enkelte klædningsstykker er et vigtigt element i isoleringen. Bruges regnslaget rigtigt, enten som regnslag eller sammenfoldet til en pjækkert, v il det som oftest være m uligt at undgå gennemblødning (»at blive våd«) udefra. Gennemblødning indefra er i realiteten en betydeligt vanskeligere foreteelse at bekæmpe. Legemets nyttevirkning som maskine betragtet er kun omkring 25%. Ca. 75% af den producerede energi bliver til varme — som kun kan skaffes bort gennem huden. Under hårdt arbejde kan legemets energiproduktion øges in d til 15 gange i forhold til hviletilstanden. Kun når huden stadig er passende varm, kan den virke som en tilstræ kkelig varmeregulator. Det v il beskrive den voldsomme karakter af åndingen gennem huden at nævne, at et hvilende legeme udskiller ca. 50 g vand i timen. Klæder skal sidde så tilpas løst, at legemet stadig kan ånde. En hovedregel må det være, aldrig at iføre sig mere tøj — end absolut nødvendigt. En amerikansk kilde form ulerer reglen således: »The amount of arctic clothing tlia t should be wora and the manner in w liich it is worn should leave the body slightly cool rather than hot«. Det v il lejlighedsvis være nødvendigt at føre tilsyn med, at mandskabet ikke pakker sig for voldsomt ind før en anstrengende operation — f. ex. et angreb. Under længere pauser (reorganiseringen) i kampen vil det så være nødvendigt at kontrollere, at mandskabet ikke — under påvirkning af træthed — lader hånt om faren for en alt for voldsom afkøling, men lukker tøjet, tager tørklæde m. v. på — og ligger eller sidder på ting, der er dårlige varmeledere, f. ex. grene, brædder, kvas, hegn o.s.v. Under anstrengende arbejde bør klæderne løsnes så meget som muligt og åbnes ved hals og håndled, hvor de store årer ligger så yderligt, at blodet let v il kunne afkøles. Med mellemrum er det dog nødvendigt at skabe yderligere cirkulation om kroppen ved at sænke og hæve arme og skuldre nogle gange samt løfte tøjet ud fra kroppen med hurtige »pumpebevægelser« ; dette gælder specielt, hvis der bæres regnslag eller anden lufttæ t yderbeklædning.

Vanter

Den bedste beskyttelse af hænder og håndled fås ved en kombination af en tyk uldvante (ikke fingervante) og et vind og evt. vandtæt overtræk af lærred, skind eller kunststof. Vanter må ikke snære — heller ikke om håndleddene. De skal være så rummelige, at man kan gøre gymnastik med fingrene og helst også knytte og strække hånden. Ved at bytte uldvanterne om i overtrækslufferne en gang om dagen opnår man, at de slides jævnt. Vanter bør ikke anvendes under hårdt arbejde, idet hænderne, som det tidligere er nævnt, er gode varmeregulatorer. Man bør dog heller ikke lægge vanterne fra sig, men gemme dem f. ex. under blusen; under kamp i stærk kulde kan det være en alvorlig sag at miste sine vanter. Søg altid at holde vanterne tørre; tør dem evt. en ad gangen på kroppen. I mange situationer v il man kunne klare sig med den ene hånd stukket i lommen.

Sokker

Brug to par kraftige sokker og en tyk indlægssål. Den yderste sok skal helst være y2— % nr. »for stor«. Ellers v il sokkerne let komme til at klemme — og dermed hindre blodcirkulationen i fødderne. Fo r små ydersokker kan også bevirke, at det inderste par sokker slår folder; resultatet v il så blive vabler. Disse forhold bør erindres både ved indkøb og ved udlevering fra depot. Fødderne er meget udsatte for kuldepåvirkninger. Dels fordi selv de bedste såler kun isolerer delvis mod jordkulden (gode varmeledere) og dels fordi fødderne altid har en relativt lav hudtemperatur (ca. 30° C) i forhold til resten af kroppen.

I meget fugtige perioder kan det betale sig til stadighed at have et par sokker stukket ind mellem bluse og pullover — enten et par tørre sokker eller et par, der er til tørre. I tørt vejr kan sokker og vanter også -— uden at være til géne — hænges til tørre på paksækken. Skift sokker, når der er mulighed for at gøre det. Men gem altid et par tørre sokker, til der skal hviles — ellers v il der ikke blive nogen hvile. Ved stadig at skifte sokker, er det m uligt at holde fødderne i orden, selv om støvlerne er våde i mange dage. »Trench-Foot« er en så alvorlig lidelse, at det kan være nødvendigt at gøre sokke-skiftning til en kommandosag. I Korea oprettedes der i perioder »sokkatorier«; d.v.s. skyttehuller indrettet som feltmæssige tørrerum med et lille bål eller lignende i bunden. Med nogle timers mellemrum transporteredes der tørre sokker ud i stillingerne, og efter sokkeskifte i hele enheden blev de våde sokker samlet ind og bragt til fornyet tørring.

Støvler

Omhyggelig tilpasning af støvler er en nødvendighed. Støvlerne skal være så store, at der er plads til to par sokker og en tyk sål, og plads til at man kan »spille med tæerne«. Sidder støvlerne så løst på fødderne, at de slubrer, v il der nemt komme folder på sokkerne og resultatet bliver vabler. Læderstøvler kan ikke gøres 100% vandtætte. Silicone eller fedtsværte har dog ret god virkning. Fedtsværte skal påsmøres, d.v.s. masseres ind i læderet, medens støvlerne er fugtige; derefter skal de helst tørre fuld ­ stændigt, inden de tages i anvendelse. E r vejr og terræn meget fugtigt, kan fedtlaget gøres ret kraftigt. I stærk kulde må der ikke anvendes fedtsværte; støvlerne v il blive hårde og læderet kan revne eller knække. Brug i stedet almindelig skosværte — eller undlad pudsning (blankning). Læder er et animalsk produkt. Læderstøvler tørrer bedst ved ca. 25— 30° C — omtrent legemstemperatur. I Sverige siger et gammelt ord: »Där smørret smalter brinnar lädret«. Under tørring hænges eller lægges støvlerne mindst 1 m fra bål, ovn, varmerør eller kom fur. Husk i denne forbindelse, at der altid v il være varmest »oppe under taget« — idet varm lu ft stiger til vejrs. Indlægssåler skal tages ud og tørres for sig. Det er i øvrigt praktisk også at råde over et sæt skiftesåler, der da behandles ligesom skiftesokker (tørring på kroppen). Støvler af gummi beskytter kun i ringe grad mod kulde og bør ikke benyttes i frostvejr (dette gælder også gummisåler) — da gummi er en relativt god varmeleder. Støvler af gummi tillader ikke naturlig fordampning fra fødderne; for de flestes vedkommende v il dette resultere i fugtige sokker og dermed kolde fødder. Støvler af gummi må hyppigt vaskes indvendig med vand og sæbe. Amerikanerne har flere gange — men med dårlige resultater — forsøgt at udlevere en let overtræksstøvle af »plastic«. Kæmpes der i meget fugtige områder, og er det ikke muligt at klare sig ved at dræne eller bygge riste, kan man frem stille sig et par klodsede — men effektive -—- »galocher« ved at binde passende stumper af plastic, automobilslanger, voksdug eller imprægneret (malet) lærred uden om støvlerne. Beredskabet må dog tages i betragtning.

Vask og tørring af tøj

Snavset (gennemsvedt) tøj beskytter lige så dårligt som vådt tøj; snavset fylder tøjets porer ud, hvorved varmeledningsevnen stiger. Enhver chance for at vaske tøj må derfor benyttes. E fter vask med sæbe skal tøjet skylles grundigt ud — dette gælder specielt ydertøj, idet sæberester v il nedsætte tøjets evne til at sky vand. Tø j af uld ødelægges, hvis det koges. Uldtøj skal trækkes nogenlunde i facon, efter at det er vasket — og før det tørres. Råder man ikke over sæbe, kan almindeligt kogsalt (en stor spiseskefuld pr. lite r lunkent vand) udmærket anvendes til vask eller opskylning af sokker og undertøj. Selv om der gennem nogen tid ikke er lejlighed til at vaske tøj, bør man dog daglig skifte mellem de sæt undertøj og de par sokker, man råder over. E r man blevet våd eller gennemblødt — og er tørremulighederne dårlige, må man overveje, om ikke de bedste resultater v il opnås, hvis man forsøger på at tørre tøjet på kroppen. Det v il være uklogt at søge at tørre tøj, der er meget vådt, på kroppen under hvile; hvilen bliver ødelagt og tøjet ikke tørt. Der er tidligere peget på, at det er m uligt at tørre sokker, vanter og indlægssåler mellem skjorte og pullover. V il man benytte denne metode, medens man hviler, bør de våde genstande stikkes ind mellem klæderne på den side af kroppen, som man normalt vender opad under søvnen, og ikke lukkes så stærkt inde, at dampen ikke kan slippe bort. Tøjtørring kan udmærket finde sted i frostvejr; luftens »tørreevne« er i langt højere grad afhængig af luftens fugtighedsgrad og vindens styrke end af temperaturen. En hylt vådt tøj i en paksæk eller hagagetaske er i det hele taget en meget ubehagelig — og nytteløs hagage.

Ophold i opvarmet rum (eller bivuak)

Is, sne og mudder skal fjernes fra uniform og støvler før man går ind i et opvarmet rum (husk partiet omkring snørebånd og pløs). Prøv aldrig på at gnide sne og is af, men ryst tøjet — ellers presses væden blot ind mellem stoffets fibre. Sidder iskrystallerne fast i stoffets luv, må operationen gentages efter nogle minutters ophold i varmen. E r man ikke omhyggelig, v il klæderne blive våde og senere fryse eller ise, når man igen kommer ud i kulden. Nogle »lag« bør tages af, medens man opholder sig i varme — ellers v il man fryse, når man atter kommer uden døre. Også støvlerne bør tages af, ellers v il de kunne ise indvendigt; dette kan ret nemt føre til forfrysninger. Hvis brilleglas indsmøres og poleres i en smule almindelig håndsæbe, undgås det, at de dugger, når man går ind i et opvarmet rum — eller når man bærer gasmaske. E r vejret meget koldt bør kortvarige ophold i varme (»for at få varmen«) undgås. Hver gang kroppen skal indstille sig på en stærkt afvigende temperatur, forbruges der energi, og ofte v il man ende med at komme til at fryse.

Hærens nye kampuniform

Den nye kampuniform m. v. opfylder så mange af de krav, der kan stilles til vintermundering, at den i bogstavelig forstand v il øge hærens kampkraft under vinter forhold.

Bivouakering

Valg af bivouakplads

Hovedreglen for al bivouakering er: Lig i læ! Lig i ly! Lig tørt! Den taktiske situation v il stedse være bestemmende for hvor og hvorledes, der kan bivouakeres. E r vejret meget hårdt, må hensynet til at skaffe personellet fornøden hvile dog gives en høj prioritet blandt de faktorer, der tages i betragtning f. ex. ved valg af en stilling. Der v il være varmere i en skov end på åben mark. Nåleskov frembyder normalt bedre betingelser for bivouakering end løvskov; dette gælder iøvrigt også om sommeren. V il man anvende bål i en bivouak, bør den placeres i et område, hvor der er let adgang til egnet brændsel. »Sne-bare« (nøgne) områder i et snedækket landskab v il som oftest være kolde og blæsende. Undgå at placere en bivouak i en dal eller større sænkning, ved en sø eller et vandløb; sådanne steder v il der tit være koldere end i højereliggende terrain på grund af fugtighed — bl. a. jordtåge. En rekognoscering bør finde sted, før styrken, der skal bivouakere, når frem. Straks ved ankomsten skal personellet have en kort instruktion om, hvor der må graves og om en evt. sporplan. Herved undgås (foruden spild af tid) ventetider, der resulterer i, at personellet kommer til at fryse. Det undgås også, at arbejder, efter at være blevet påbegyndt, må flyttes til mere egnede pladser.

Indretning og organisering af bivouakpladsen

Så snart det er gørligt, bør der udgives detaillerede ordrer for pladsens indretning. Skal opholdet i en vinterbivouak give personellet den fornødne hvile, må alle tjenester organiseres rationelt. En forsvarsplan skal fastlægges på et tidlig t tidspunkt — og gennemprøves. Den enkelte mand skal vide nøjagtigt, hvor hans afløser eller hjælper sover, da det ofte kan være vanskeligt i mørke at finde rundt på en bivouakplads mellem jordhuler, granhytter, regnslagstelte o.s.v. E r det ikke m uligt at nedgrave de enkelte »beboelser«, må der i umiddelbar nærhed af disse udpeges eller tilvejebringes dækning for alt personel. Det skal angives, hvor der må samles grene og kviste. I reglen kan de nederste grene af træer og buske anvendes, idet selv en ret kraftig udtynding på denne måde ikke v il være til at observere fra luften. Samtidig må man dog passe på ikke at ødelægge underskovens evne til at beskytte mod jordobservation. Indsamling af brændsel er også et arbejde, der bør iværksættes på et tidlig t tidspunkt. Indsamlingen kan bedst ske centralt, således at enkelte folk samler, medens resten graver og bygger. Vides det på forhånd, at bivouaken f. ex. skal benyttes i to døgn, kan det betale sig at indsamle brændsel til hele denne periode på én gang. Der skal i alle tilfæ lde være indsamlet brændsel til hele den forestående nat, før det bliver mørkt.

Brandvagter må udtages med omhu; hvis der anvendes bål i bivouaken, er der behov for én mand pr. 1— 3 rum. Husk, at i vinterskov kan en enkelt gnist i løbet af meget kort tid gøre en enhed hjemløs. A t et terrain er snelagt — giver ingen sikkerhed mod ildebrand. Der bør ikke indflyttcs i en bivouak, før der også er gennemført de nødvendige mørklægningsforanstaltninger, — selv om bivouaken bliver gjort færdig i klart dagslys. Ellers v il der opstå unødig uro og bevægelse i bivouaken omkring mørkefald. I det svenske reglement »Soldaten i fait« (en mellemting mellem »Lærebog for Hærens menige« og »Feltinstruktion for enkeltmand«) gøres soldaterne opmærksomme på, at også befalingsmænd har behov for hvile •— med ordene: »Ordna för chefen! Stridsledning og omsorg om förbanden ger honom en dryg arbetsbörda föruten de strapatser han deler med dig«.

Hule, hytte, telt, skærm etc.

Forholdene vil være bestemmende for, hvilken slags bivouak, der bør benyttes i den enkelte situation. En lang række typer er beskrevet i danske, militæ re kilder (dette gælder f. ex. de »telte«, der kan fremstilles ved hjælp af regnslag); nedenfor er bl. a. beskrevet enkelte andre typer. Det v il i reglen betale sig at anvende betydelig ombu på bygningen af en bivouak. E r der f. ex. en hvileperiode på 8 timer til rådighed, er det slet økonomi at færdigbygge en bivouak i løbet af én time, hvis denne så ikke er så god, at det er m uligt at sove i den uden afbrydelse i hovedparten af den resterende del af perioden; halvanden times arbejde ville form entlig have givet et ganske andet udbytte. Norm alt bør huller, buler og hytter ikke bygges større end højst nødvendigt. Jo større rumfanget, jo vanskeligere opvarmningen. De sovendes legemsvarme udnyttes også bedst, når de ligger ret tæt sammen. %— 1 m v il normalt være en passende højde. Det kan i denne forbindelse nævnes, at soldater ofte — 2 eller 3 sammen — foretrækker at indrette sig i, hvad der betegnes som en »brudeseng«; d.v.s. to udbredte og sammenknappede regnslag. E r overfladen fugtig, hvor der skal bygges, efter snefald eller regnskyl, kan det betale sig at skrælle det våde lag bort, før byggearbejdet begyndes. I nåleskov kan en bytte for én eller to mand hurtigt fremstilles (fig. 2).

Skærmbillede 2020-06-09 kl. 13.17.09.png

E t nåletræ af 5— 8 m højde brækkes ca. 1 m over jordoverfladen (nåletræer brækker meget let om vinteren). Herefter vrides de grene, der stritter op, ned til siderne. Hyttens sider bør iflettes enkelte grene og fastholdes for neden med en række græstørv eller med sne. En lignende bytte kan bygges op om en stor, lavt nedhængende gren eller en rafte, der bindes til et passende træ (fig. 3). Metoden er dog mere langvarig — end den ovenfor beskrevne. Skal der bivouakeres i et område, der er rigt på buske eller småtræer (ungskov, plantage, haver), kan der hurtigt bygges en hytte ved sammen

Skærmbillede 2020-06-09 kl. 13.17.25.png

snøring af toppene fra to rækker vækster. Skelettet gøres stabilt, ved at grene flettes ind i eller fastbindes til buerne og dækkes til slut med regnslag, måtter eller granris. Metoden har bl. a. den fordel også at kunne anvendes, når jorden er frosset i en sådan dybde, at det er vanskeligt at ramme pæle eller stokke ned (fig. 4).

Skærmbillede 2020-06-09 kl. 13.17.41.png

I Danmark v il man yderst sjældent møde så tykt et snelag, at der kan være tale om at bygge egentlige snehytter (Igloos). Derimod v il man ofte, selv når der kun er faldet relativt lid t sne, bl. a. i grøfter og bag diger kunne finde sne, der er blæst sammen i tilstræ kkelig mængde og dybde til, at et par mand kan grave sig en hule. Man skal på ingen måde vige tilbage for at bivouakere i sne. E t passende lag sne er vindtæt og da sne er porøs, er den en dårlig varmeleder. En kilde, der beskriver forhold på østfronten, nævner, at sne er en tre gange så dårlig varmeleder som træ. Im idlertid må man stadig sørge for ikke at smelte sneen ved kropsvarmc eller ved varmen fra bål og madlavning.

Isolering

Den bedste bivouak v il normalt være den, der er bedst isoleret. I denne forbindelse må man bolde sig klart, at kulde, der kommer nedefra, er den farligste. Ved tilvejebringelse af halm v il der kunne regnes med, at 3— 4 kg er tilstræ kkeligt pr. mand, hvis der f. ex. skal overnattes i uopvarmede telte eller lign.

Når halm transporteres, skal det ske med forsigtighed, ellers vil spredte strå kunne røbe stillinger m. v. Mange materialer kan udmærket erstatte halm. Granris, kviste og lyng skal først rystes fri for sne eller væde. Materialerne lægges sammen som skællene på en fisk. Store grene vil gøre lejet umageligt.

Skærmbillede 2020-06-09 kl. 13.18.28.png

Rådes der kun over få materialer eller er jordbunden meget fugtig, v il det betale sig at lægge et lag kvas eller grene nederst og oven på dette nogle lag isolationsmateriale; lejet bygges løst op, således at der dannes mange lu fthulle r (fig. 5). E t underlag, der benyttes gennem nogen tid, vil blive presset sammen og miste evnen til at isolere (grankviste vil meget hurtigt tabe nålene); underlaget må derfor fra tid til anden »rystes op«. E r det ikke muligt at skaffe materialer til isolering, må man klare sig med at bygge et leje af paksæk, udrustning, bagagetaske, ammunitionskasser, sløringsnet o.s.v. I skyttebuller og udgravninger må også væggene beklædes med måtter eller dækkes til med ris, halm eller rør for at beskytte effektivt mod jordkulden. E t tilstræ kkeligt underlag er af så stor betydning, at man må anvende al sin fantasi for at fremskaffe materialerne. En kilde, der bl. a. beskriver bivouakering i snehuler i en øde egn på østfronten, siger et sted: »Das Strolidach einer Mulde lieferte die einzige Unterlage«. En styrke, der skal bivouakere i samme område gennem nogen tid, bør, hvis situationen tillader det, anvende en del af tiden til at frem stille måtter ved hjælp af en »lejrvæv«. Måtter kan anvendes på mangfoldige måder. Materialerne er seglgarn (kan evt. erstattes af hegnstråd, espaliertråd, stumper af feltkabel o.s.v.) samt et fyldstof i form af halm, hø, rør, lyng eller kvas. En lejrvæv kan frem stilles således (fig. 6): To kraftige stokke slås ned i jorden i så stor afstand fra hinanden — som måtten skal være bred. T il stokkene, der skal rage 15— 20 cm op over jorden, hindes en rafte, A. E t par meter fra A slås en række stokke, B i jorden med 15— 20 cm mellemrum. Fra B trækkes parallelle snore (trenden) ned til A; evt. må trenden forankres med pløkke, C. På A fastbindes endnu et sæt snore, der i forvejen er bundet til en rafte, vævestangen D.

Skærmbillede 2020-06-09 kl. 13.18.54.png

Tre mand udfører vævningen. En mand betjener vævestangen, en anden fylder materialerne i og den tredie sørger for at fordele materialerne jævnt. Vævestangen hæves og sænkes således, at trenden skiftevis kommer til højre og til venstre for stokkene, B. Arbejdet afsluttes med at trenden sammenbindes; frynser i siderne afhugges med en økse eller spade.

Hvile m. v.

Før man tørner ind i en bivouak, skal al udrustning efterses og om fornødent repareres; det v il kun sjældent være m uligt at afgøre, om der v il være tid til disse arbejder, når man vågner. H old sagerne samlet; har en genstand været benyttet, så læg den »helt« på plads — selv om der m uligt v il blive brug for den en halv time senere. Småting forsvinder uhyre let i en bivouak — i sne, mudder eller blade. Inden man lægger sig til hvile, pakkes udrustning og bagage med henblik på hurtigt opbrud; kun tæppe, regnslag og evt. feltflaske — samt beklædningsgenstande, der skal tørres, bør være taget frem. Før man går til ro i en uopvarmet bivouak, er det vigtigt at sørge for at få varme i kroppen ved gymnastik eller ved en løbetur; men man må undgå, at komme i sved. Det er også klogt at spise lid t; det giver varme og øger velbefindendet. Regnslaget udnyttes i reglen bedst, hvis det knappes (på den »lange led«) og anvendes som sovepose. Snør hætten godt sammen og vend posen således, at regn ikke kan trænge ind. Råder man over et tæppe, anvendes det som foer i regnslagposen; tæppet v il varme og desuden opsuge den fugt, der fortættes på regnslagets inderside. Tæppet må så søges tørret snarest efter hvilen. Tæppet skal lægges således i regnslagposen, at dets lukkede fold vender mod regnslagets knappeside. En regnslag-sovepose kan gøres omtrent tæt forneden ved hjælp af to tynde, stive stokke eller raftestumper (fig. 7).

Skærmbillede 2020-06-09 kl. 13.21.08.png

Den, der vækkes af tung søvn, v il kun ret langsomt kunne komme fri af en regnslag-sovepose; dette må tages i betragtning, hvis beredskabet er højt. Evt. må man undlade at knappe regnslaget og nøjes med at holde dette og tæppe m. v. sammen med en rem el. lign. Tøjet løsnes, intet må snære og derved hindre blodcirkulationen. Tørt skiftetøj og sokker tages på. Snørebåndene løsnes, evt. tages støvlerne af. E r der meget koldt i en bivouak, må man beholde støvlerne på eller tage dem med ned i soveposen. Ellers vil støvlerne fryse og være umulige eller meget vanskelige at tage på igen efter hvilen — og frosne støvler kan gnave slemt. Benklæderne trækkes uden på støvlerne; fødderne stikkes ned i bagagetasken. Også hovedet skal pakkes godt ind; felthuens klapper slås ned og evt. vikles hovedet ind i håndklædet eller lignende.

Træk ikke hovedet ned i en sovepose, selv om det er meget koldt. Ånden v il fortættes og gøre soveposen fugtig — dette gælder alle slags soveposer; pak i stedet hovedet godt ind som beskrevet ovenfor. Har man kun en kappe til rådighed og intet tæppe eller regnslag, kan det ofte betale sig at lægge kappen over sig (slidsen knappet) i stedet for at tage den på; det er dog en forudsætning, at man har et godt underlag.

Næste artikel

I en følgende artikel i »Militæ rt Tidsskrift« vil bl. a. emnet »Varme og belysning« blive behandlet.

O. Ingerslev