Log ind

Kaliningrad: En farlig kuriositet

#

Kommer man til Kaliningrad med den direkte SAS-forbindelse fra København, er chocket stort, for den halvanden time lange flyvetur er en rejse tilbage i tiden. Men det er vel, hvad de fleste også forventer. Foregår rejsen derimod over land, bliver kontrasten mere tankevækkende, for her oplever man ikke forskellen i forhold til Vesten, men til et tidhgere østland (Polen) og en tidhgere sovjetrepublik (Litauen). Et sådant østprøjsisk tværsnit afslører Kaliningrad som en anomali både geopolitisk, afskåret som det er fra Rusland, og politisk-kulturelt som et sovjetisk reservat omgivet af lande, hvis orientering mod Vest og tilpasning til vestlige normer er såvel et politisk mål som en fremskreden samfundsmæssig proces. Det firedobbelte navn Kaliningrad-Königsberg-Krölewiec-Kralaucius (henholdsvis sovjetisk/russisk efter Sovjetunionens første præsident og dernæst det historiske tyske, polske og litauiske) er som en ramme om hele områdets historie: hjemstavn for prusserne - de baltiske stammer, hvis utæmmelighed i 1200- tallet fik den polske fyrste Konrad af Masovien til at tilkalde Mariariddeme, der var blevet forjaget fra Det hellige Land. De oprettede deres hovedsæde i Marienburg (i dag det polske Malbork), blev til Den tyske Orden og trængte med pavens velsingelse længere og længere mod øst ind i de baltiske stammers kærneområder. Her oprettede ridderne i 1255 byen Köningsberg opkaldt således til ære for korstogets fornemste deltager, kong Ottokar af Bøhmen. Deres indsats førte til en udryddelse af prusseme, hvis minde dog lever videre i navnet Preussen og talrige stednavne. I 1930erne blev en lang række af dem forty sket af nazisterne, og efter 1945 ændret igen efter sovjetisk/russisk skik og ude af historisk sammenhæng. Fra at have været en sikkerhedspolitisk entreprenør for de polske fyrster udviklede Den tyske Orden sig til en dødsfjende for det polsk-litauiske rige, og magtstriden kulminerede i 1410 med slaget ved Tannenberg (tysk) eller Grunwald (polsk), hvor Ordenen blev besejret, og dens territorium kort tid efter gjort til et polsk len. Hovedsædet blev flyttet til Königsberg, der efter reformationen blev centrum for en verdslig stat, som den sidste højmester havde frikøbt af den polske krone. Dermed var grunden til den senere så skæbnesvangre polsk-tyske modsætning lagt, og konflikten blev yderligere skærpet, da dynastiske forbindelser førte til, at Prøjsen blev forenet med Brandenburg.

Skærmbillede 2020-03-09 kl. 11.56.12.png

I mellemtiden var Prøjsen (1701) blevet ophøjet til kongerige, mens Brandenburg kun førte den tyske kurfyrsteværdighed med sig, og derfor kom den kongelige prøjsiske del af titlen til at dominere. Den brandenburgsk-prøjsiske stat blev slet og ret til Prøjsen, mens det oprindelige Prøjsen blev kaldt Østprøjsen. Betegnelserne blev brugt frem til 1945, da Prøjsen formelt blev opløst som stat af sejrsmagterne i kraft af 'erobrerens ret' på konferencen i Potsdam. Den nordlige del af Østprøjsen blev til en sovjetisk 'oblast' (kreds), mens den sydlige blev til polske vojvodier (amter). Brandenburg forsvandt i DDRs kredsinddeling, og er først genopstået som forbundsland efter genforeningen. Nogen minder om den prøjsiske storhedstid rummer Kaliningrad ikke. Selve symbolet på det prøjsiske stats væsen, kongeslottet, var blevet lagt i ruiner af britiske bomber mod krigens slutning og blev sprængt endeligt væk i 60erne for at give plads til oblast-partikomiteens højhus. Dette har selv udviklet sig til et monument over sovjetstyret - ufuldført og forladt det sidste tiår og en skarp konkurrent som 'politisk mindesmærke' til resterne af byens domkirke. Mens den dog bliver restaureret for tyske penge, har det været betydeligt vanskeligere at finde en investor til højhusskelettet. Klinet op ad den ene af den udbombede katedrals vægge er forunderligt nok Immanuel Kants grav bevaret, og dette berømteste bysbarn spiller en aktuel politisk rolle i forsøgene på at opfinde en ramme for russisk-tysk forståelse. Den idé har ligefremt været fremme at omdøbe byen til 'Kantograd' som en syntese af dens tyske fortid og russiske nutid. En tilsvarende funktion tiltænkes universitetet, der igen er begyndt at bryste sig af sit tyske navn Albertina og i år fejrer 450-året i et forsøg på at knytte bånd mellem fortidens pragt og dagens provinsielle middelmådighed. Kaliningrads atmosfære og bybillede er uforfalsket sovjetisk. Stærkest virker arkitekturen, hvor der ingen afvigelser er fra det sociahstiske betonæskeprincip, der parret med udpræget byggesjusk og traditionelt dårlig vedligeholdelse giver et stærkt indtryk af håbløst forfald. Ikke mindst når man sammenholder med Gdansk' minutiøst genopbyggede middelalderkærne med de karakteristiske hanseatiske gavlhuse eller med Vilnius' storslåede barok, der leder tanken hen på Østrig og Bayern. Den historiske arkitekturs forsvinden er følgen af en bevidst sovjetisk poHtik, som gik ud på at omskabe området til 'urrussisk land,' og kongeslottets skæbne blev delt af hovedparten af de statelige tyske herresæder, hvis hovedbygninger slet og ret blev nedbrudt. I de to andre storbyer i området, Gdansk og Vilnius, er det tydeligt, at markedsreformernes første faser er overstået, og en generel økonomisk og social omstilling er igang. I Kaliningrad derimod har det nye vundet fodfæste i form af dyre vestlige biler, men ikke sat sig spor i vejenes tilstand; i skikkelse af luxusgoder, men ikke en gennemgående forbedring af forretningerne; som rimelige telefonforbindelser til udlandet, men ikke som en højnelse af den interne kommunikationsstandard. Markedselementerne fremtræder løsrevent fra den stedlige sammenhæng og bringer tankerne hen på u-lande, hvor moderne eller ultramodeme indslag er isoleret i de tilbagestående omgivelser. Den særhge politiske atomosfære i Kahningrad er også en blanding af sovjetiske skikke og demokratiske træk. Regionens duma (folkevalgte forsamling) består af tyve medlemmer, hvoraf fire arbejder på fuldtid som politikere, mens resten passer deres egne jobs. Hvem, der bliver 'ansat' som politiker, afgøres af oblastens guvernør - med alle de muligheder for at stille betingelser, som det giver. Den politiske konstellation i oblast-dumaen er 4 medlemmer af Ruslands Valg og 7-8 kommunister. 6 medlemmer betegnes som tilhørende 'borgmesterpartiet,' dvs. er højtstående funktionærer fra oblastens forvaltning valgt ind i forsamlingen. Resultatet er, at 6-7 kan betegnes som reformvenhge, mens 7-8 er refornmiodstandere. Resten er 'mudder,' som det russiske udtryk er, og vælger stilling fra sag til sag efter egne interesser. Der er mange projekter i Kaliningrad. Det mest ambitiøse er en omskabelse af området til en frihandelszone opkaldt efter dets traditionelle rigdomskilde rav - 'Jantar.' Men repræsentanter for områdets administration lægger ikke skjul på, at der intet reelt er sket i den retning, og de samlede udenlandske investeringer er kun 4-5 millioner dollar. Den mest rammende forklaring på, hvorfor frihandelszonen ikke er kommet nogen vegne, gives af oblastens 1ste vicegunvernør Gary Tjermykhov, der beklagende konstaterer, at ideen til den er udgået fra Kaliningrad selv - desværre - og ikke fra Moskva, for i sidstnævnte tilfælde ville den nemlig have haft større chancer. Samme mangel på en politisk linje og interesse for Kaliningrad spores med hensyn til det militære aspekt, der vejer tungt for områdets vedkommende. Chefen for Østersøflåden og for den nydannede forsvarsgruppe omfattende sø-, fly- og landstyrker i Kaliningrad, admiral Jegorov understreger flådens forvandlede rolle og situation i og med tabet af den baltiske kystlinje frem til Narva. Dertil kommer nedskæringerne, som ifølge admiralen indebærer en halvering af mandskabet og en reduktion til en tredjedel af antallet af skibe. Hvad angår de samlede styrker i Kaliningrad, bringer admiralens oplysninger ingen klarhed i talforvirringen. Spurgt om han kunne bekræfte det officielle russiske tal på 90.000 mand, slår han fast, at det nok snarere drejer sig om det halve. Vestlige kilder taler ofte om 120-150.000; polakkerne og litauerne går gerne højere op. Admiralen tager heller ikke stilling til den politiske debat om Kaliningrads militære fremtid, hvor yderpunkterne tegnes af viceministerpræsidenten med ansvar for nationale mindretal Sergiej Sjakhraj, der vil udbygge Kaliningrad til en russisk bastion mod Vest, og formanden for parlamentets førstekammer Føderationsrådet Vladimir Sjumejko, valgt i Kalinigrad, som foreslår en reduktion til 26.000 mand. Admiral Jegorovs holdning synes dog at ligge nærmest det sidste standpunkt, specielt når man tager i betragtning hans positive holdning til oprettelsen af en færgeforbindelse til Skt. Petersborg. Ønsket om en søværts forbindelse er en følge af konflikterne med Litauen, men dens virkeliggørelse er hidtil blevet afvist af militæret, for det ville kræve en åbning af flådebyen Baltijsk for civil - og i fremtiden måske også udenlandsk - skibstrafik. På baggrund af admiralens ellers åbne og fleksible holdning lyder hans begrundelse for fortsat at spærre for udsejlingen fra Wislabugten helt sovjetisk, når han henviser til ønsket om at beskytte miljøet. Lukningen betyder, at bugten er indsø, og havnene i de polske byer Elblag og Frombork ikke kan braes. I Polen ser man den fortsatte spærring af bugten først og fremmest som udtryk for, at en række sovjetiske principper lever uforstyrret videre i russisk skikkelse. Samme udlægning blot med henvisning til andre forhold præsenteres i det htauiske udenrigsministerium. Her drejer det sig først og fremmest om transitforhandlingerne, hvor Rusland ønsker en formel aftale for civil og mihtær transit med visse eksterritoriale rettigheder. Det litauiske standpunkt er, at den civile trafik ikke volder nogen problemer, mens den militære er for begrænset til at gøre en egentlig traktatUg regulering nødvendig. Litauerne henviser til 1939/40 som fortilfælde for, hvad Moskva kan udnytte en formel aftale om militære rettigheder til. Mens konflikten står på, fører de to lande handelskrig mod hinanden: fra russisk side pålægges eks- og import til og fra Litauen dobbel told, mens litauerne opkræver forhøjede tariffer på togtrafikken til Kaliningrad og har lagt en række byrder på landevejstransporterne ved at kræve depositum ved indrejse, politieskorte af visse varer og vejpenge. Transit- og korridorproblematikken er rodfæstet i områdets historie og har haft betydning i større europæisk målestok. I 1600- og 1700-tallet var det Prøjsens og Brandenburgs stræben efter territorial samling hen over de polske kronlande, der blev bragt til afslutning med Polens tredje deling i 1795. Konflikten genopstod med genoprettelsen af den polske stat i 1918, for den polske korridor til Østersøen skar igennem de tyske provinser Pommeren og Østprøjsen, lemlæstede rigets indre sammenhæng og blev et symbol på den påtvungne Versaillesfred på linje med den franske besættelse af Rhinlandet, krigsskadeerstatningeme og rustningslofteme. For Polen var korridoren vejen til verdenshavene og dermed til strategisk uafhængighed af de fjendthgtsindede nabomagter. Det blev markeret med grundlæggelsen af den nye havneby Gdynia som den vigtigste adgangsvej til verdensmarkedet uden om det tyske jernbanenet. En nutidig parallel er opførelsen af store olieterminaler ved den polske østersøkyst for at kunne modtage oUe som alternativ til de russiske olieledninger. Versaillestraktaten skabte to andre fænomener, der kom til at sætte sig spor i områdets historie; Fristaden Danzig og Memellandet. Fristaden var et kompromis og skulle på den ene side imødekomme den genopståede polske stats interesser og gøre den levedygtig og på den anden side tage højde for den overvejende tyske befolknings ønsker. Resultatet var en statsdannelse, der stod under Folkeforbundets kuratel, var demilitariseret, var i post- og toldunion med Polen, som også varetog dets forsvar, og udviklede sig til et væksthus for hævnlyst og nazisme. Længere mod øst skabte Versaillestraktaten et andet kunstprodukt i form af byen Memel (i dag htauisk Klajpeda) og opland. Også her var ideen at give et nyt land bedre adgang til havet, og området blev løsrevet fra Østprøjsen og 50 underlagt fransk militærforvaltning. Ordningen varede til 1923, da litauiske frikorps rykkede ind uden modstand fra de franske styrker, der kun var lettede over at kunne komme hjem, og indlemmede Memellandet i Litauen. Processen gik den modsatte vej i foråret 1939, da tyske tropper trængte ind i området, der som det sidste kom 'Heim ins Reich' før Anden Verdenskrigs udbrud. En krig, hvis første skud iøvrigt blev afgivet af slagskibet Schleswig-Holstein mod den polske forpost Westerplatte i Fristaden Danzig. Efter Sovjetunionens opløsning er korridor- og transitproblememe igen aktuelle langs Østersøens sydkyst. Ved grænsedragningerne efter Anden Verdenskrig blev Østprøjsen delt mellem Polen og Sovjetunionen langs en linje, der i grove træk minder om grænsedragningen i 1400-tallet mellem den kongelige, polske del af Prøjsen og den tyske, som Ordenen beholdt som len efter nederlaget i 1410.

Samme sted, men til forskellig tid:

Skærmbillede 2020-03-09 kl. 11.57.20.png

En illustration af Østprøjsens situation i en nazistisk propagandabrochure fra 30erne beregnet på amerikansk publikum. Den tykke toldmur fra polsk og litauisk side afskærer området, og følgen er arbejdsløshed og fattigdom. Udenlandske skibe tvinges af Polen til at anløbe Gdynia (Gdingen), tog med varer gennem den polske korridor standses eller generes, mens flygtninge fra Memellandet, der er blevet annekteret af Litauen, strømmer til.

Skærmbillede 2020-03-09 kl. 11.57.37.png

En tegning fra det russiske dagblad Isvestja fra efteråret 1994 med jernbanespor til Kaliningrad-området. Syd for Vilnius blokeres forbindelsen af litauiske toldere med bidske hunde. Toget omdirigeres dog via Hviderusland og Polen, hvor grænsebommen åbnes. Den alternative rute er dog kun på planlægningsstadiet (og mest i Rusland), og det samme gælder for en færgeforbindelse til Skt. Petersborg, mens forhandlingerne om transit gennem Litauen er gået i hårdknude.

Det er stort set denne nordlige 'ordensdel,' der i 1945 blev en oblast i Den russiske socialistiske føderative Sovjetrepublik - i dag Rusland - og nybefolket med tilflyttere fra vestrussiske landdistrikter. Med Litauens selvstændighed er Kaliningrad-oblast blevet en eksklave, der kun kan nås gennem andre stater eller ad søvejen. Deraf følger en række problemer:

1. Eksistensen af løsrevne statsdele på land er principielt upraktisk og potentielt konfliktskabende. De giver næring til ønsker om 'genforening' og reetablering af den 'naturlige forbindelse,' specielt hvis det som i tilfældet med den polske korridor og nu med Litauen og Hviderusland drejer sig om indhug i imperiers eget væv.

2. Økonomisk er Kaliningrad svagere og mindre levedygtig end det tyske Østprøjsen: området er mindre, den søværts infrastruktur er underud­viklet, landbruget stærkt forsømt og industrien tilbagestående og tilpasset en sovjetisk, gennemmilitariseret økonomi. Heraf følger, at Kaliningrad er mere afhængig af leverancer fra moderlandet, end Østprøjsen var, og mindre leveringsdygtig end forgængeren, hvis landbrugsproduktion var af betydning for Tyskland.

3. Politisk gør områdets særlige stilling det til en velegnet platform for markante tilkendegivelser som Sjakhrajs ovennævnte 'bastion' eller i andres sprogbrug 'pansemæve' rettet mod vest. I begyndelsen af september 1994 afholdtes et møde under slagordet 'Rusland fra Kaliningrad til Kurilneme' med deltagelse af en række fremtrædende nationalister og kommunister herunder tidligere vicepræsident Rutskoj, kommunistlederen Zjuganov og 'den sorte oberst' Alksnins. Arrangementer som dette er beregnet på en landsdækkende effekt, men bidrager også til lokale spændinger og virker hænunende for den stedlige pragmatisme indrettet på løsning af konkrete problemer, der i stedet bliver underordnet en central, nationalistisk optik.

4. Heller ikke nabolandene forbliver upåvirkede af den udfordring, der udgår fra eksklaven. Både i Polen og navnlig Litauen er der tilhængere af at indlemme den i en af de to respektive stater. Kandidaten ved det litauiske præsidentvalg i 1993, der fik 40% af stemmerne, Stanislas Lozoraitis, talte varmt for en indlemmelse af Kaliningrad under navnet Lillelitauen. Tanken videreføres politisk af Romualdas Ozolas, parlamentsmedlem for et af de oppositionelle centrum-højrepartier.

5. Konkret giver Kaliningrad anledning til en lang række gnidninger og trakasserier mellem de involverede lande og komplicerer deres forhold i almindelighed. Herom vidner den nævnte handelskrig mellem Litauen og Rusland, der fortsætter trods f.eks. en personlig indsats fra Moskvas overborgmester Lusjkov for at sikre sin by de traditionelle og billige litauiske fødevareleverancer. Også på energiområdet underordnes rationelle økonomiske betragtninger nationalistiske synsmåder, der skaber hindringer for samarbejdet om udnyttelsen af kapaciteten på det litauiske raffinaderi Mazeikai til råolie fra Kaliningrad og om strømforsyning fra atomkraftværket i Ignalina. Den polske fortørnelse over spærringen af Wisla-bugten er allerede nævnt.

Eksklaven Kaliningrad er også et frugtbart udgangspunkt for forskellige risikoscenarier. Her skal nævnes nogle af dem:

1. Blokade. Spændingerne mellem Litauen og Rusland om transit m.v. optrappes fra russisk side og Litauens sandsynlige modtræk bliver fremstillet som blokade af eksklaven, hvis overlevelse derefter gøres til en hovedsag for Rusland. I forvejen er beskyttelsen af russere i 'det nære udland' en topprioritet, og så meget desto mere i tilfældet Kaliningrad kan der enten tænkes en formel russisk indgriben i humanitetens navn tværs over litauisk territorium eller en afsendelse af en tusindtallig skare af russiske frivillige for at genoprette forbindelsen til de nødstedte landsmænd.

2. Militarisering. Udviklingen i Rusland kan føre til en virkehggørelse af ideer om Kaliningrad som en 'bastion' eller forpost med den klare opgave at holde de tre baltiske stater omklamret og 'på plads' og samtidig som en påmindelse til Polen og andre østersøstater om, hvem der er stormagten i regionen og alene i Kaliningrad råder over styrker, der mindst kan måle sig med de samlede forsvarsressourcer hos flere af landene.

3. Økonomisk sammenbrud. En fremskrivning af udviklingen i eksklaven udelukker ikke et absolut eller relativt økonomisk sammenbrud. Det vil kunne indtræffe som følge af Kaliningrads fortsatte afhængighed af støtte fra regeringen i Moskva, hvis ressourcer er svindende. Alternativt vil en voksende forskel i levestandard mellem Kaliningrad og dets to nabolande virke stærkt destabiliserende på dets indre forfatning.

4. Militær revolte. Den store koncentration af tropper i Kaliningrad med officerer præget af tilbagetrækningen fra Baltikum, Polen og Østtyskland bærer i sig en risiko for en mihtær revolte. Dens udgangspunkt kan være frustration og utilfredshed med løsningen af sociale problemer, mens resultatet kan tænkes at ligne den militæreksklave, som den 14. armé har skabt sig i Transdnjester i Moldavien i samarbejde med nationaUstisk sindede civile myndigheder.

5. Ekstremisme. Kahningrad kan udøve en særlig tiltrækningskraft på ekstremister i Rusland og blive forvandlet til udgangspunkt for forsøg på at 'hele' det sønderrevne rige. Også tyske nazister og revanchister tiltrækkes af området og kan søge at udnytte en vis tilvandring af gamle volgatyskere til Kaliningrad som udgangspunkt for krav om grænserevisioner eller til destabihserende politiske aktioner.

Logisk kan der tænkes følgende løsninger på problemet Kaliningrad:

1. Kaliningrad underlægges en international organisation som FN eller OSCE, gøres til et nordisk mandatområde, et condomimium under EU og Rusland eller andre kombinationer, der også kan involvere Tyskland og Kaliningrads umiddelbare nabolande. Erfaringer riied landområder underlagt internationale organisationer er ikke de bedste og er som regel nødløsninger, hvor man prøver at tilgodese modsatrettede hensyn som i tilfældet med Fristaden Danzig. Den internationale overhøjhed vil være vanskelig at forene med indre demokrati og en passende stærk udøvende magt. Den garanterer ikke nogen regional integration eller økonomisk fremdrift, men skaber derimod grobund for at se de internationale garantimagter som fjender.

2. Selvstændighed i form af en russo-baltisk republik. Ideen har været fremme i årene 1992-93, da den indre strid i de russiske centrale magtorganer var på sit højeste. En russo-baltisk republik med omkring en milhon mennesker ville være en kastebold for nationalistiske og magtpolitiske interesser i Rusland og Tyskland og fungere som basis for destabilisering af hele området.

3. En indlemmelse i Tyskland vil for det første næppe være attraktiv for hovedparten af tyske skatteydere efter erfaringerne med Østtyskland og iøvrigt enten forudsætte en flytning af den russiske befolkning eller tilføre Tyskland et stort og koncentreret nationalt mindretal. For andre lande i regionen og specielt Polen vil løsningen være uacceptabel.

4. Indlemmelse i Polen ville ikke vække de samme betænkehgheder hos nabolandene, men være en ganske betragtelig økonomisk belastning for landet, hvor der ikke kan forventes nogen stemning for yderligere økonomiske byrder. Der er ingen tegn på, at toneangivende politiske kredse i Polen skulle tage en sådan udvikling i betragtning.

5. Derimod er det i Litauen ikke blot en slagen præsidentkandidat og et marginelt parlamentsmedlem, der fremfører ideen, men også udenrigsministeriet, som gør opmærksom på en række uafklarede forhold omkring Potsdam-konferencens beslutninger vedrørende overdragelsen af den nordlige del af Prøjsen til Sovjetunionen, der ikke længere findes, og man foreslår en international konference om Kaliningrad i 50-året for Potsdam.

6. En deling mellem Polen og Litauen kunne være en acceptabel formel for kredse i begge lande, der går ind for indlemmelse af området, men af udenrigspolitiske grunde helst vil have den anden nabostat med. For Polen ville kontrollen med Wisla-bugten være af en vis interesse. Litauen ville derimod internalisere et stort russisk mindretalsproblem og nærme sig samme befolkningsmæssige situation som Estland og Letland.

7. Status quo hvor området forbliver russisk, oplever økonomisk vækst, regional integration og drager nytte af en aleuropæisk nedrustning og stabilitet. Alternativt kan Kaliningrad under russisk styre forvandles til en militær forpost, lide økonomisk tilbagegang og yde et vigtigt bidrag til den overordnede europæiske konfrontation.

Problemet ligger i, at Kaliningrad er en anomali, der i det gunstigste tilfælde er ufarlig, men ellers truer med at udvikle sig i negativ retning. Området har ingen fortrin, som nabolandene eller Rusland selv ikke kan tilbyde, og det gælder den billige arbejdskraft, adgangen til det russiske bagland og dets ressourcer eller retslig, politisk og økonomisk stabilitet, som ville gøre området attraktivt. Kun én funktion er Kahningrad selvskreven til at udføre: som et meget følsomt barometer, der straks registerer de mindste sikkerhedspolitiske ændringer i Europa.

Litteratur:

Det udenrigspolitiske Selskabs tidsskrift "Udenrigs" har bragt to oversigtsartikler: Jan Jakob Floryan: Problemet Kaliningrad, nr. 2/1994, og Niels Erik Rosenfeld: Kaliningrad i krise nr. 4/1994.

En omfattende indføring er Hubertus Neuschäffer: Das Königsberger Gebiet, Plön, 1991. En gennemgang af den politisk situation og forskellige udviklingsscenarier findes i "Kahningrad (Königsberg): Eine russische Exklave in der baltischen region" i Berichte des Bundesinstituts für ostwissenschaftliche Studien. Köln, 17/1993. Se også Wilhelm Agrell: Sikkerhedspolitiske kredsløb i Norden og Østersøområdet, SNU, København 1993.

Et interessant tysk bidrag til debetten er et "standpunktspapir" fra CDU/CSU: "Standortpapiere. Kaliningrad/Königsberg - Risiken und Chancen seiner Entwicklung." Arbeitsgruppe Aussenpolitik, CDU/CSU Fraktion im Deutchen Bundestag, Bonn, jan. 1994. Et udvalg af polske synspunkter gengives i "Polens Interesse an Königsberg", i Osteuropa 7/1993.

En god diskussion af militære og sikkerhedspolitiske spørgsmål findes i Philip A. Petersen & Shane C. Petersen: 'The Kaliningrad Garrison State, i Jane's Intelligence Review - Europe, February 1993, og Peer H- Lange: "Das Gebiet Kaliningrad - Wegscheide für Russlands Politische Strategie," i Europa-Archiv 25. maj 1993.

En kilde til løbende information er det tysksprogede tidsskrift Königsberger Express, der udgives i Kaliningrad med henbhk pa det tyske marked; desuden leilighedsvis The Baltic Independent og The Baltic Observer. Blandt russiske kilder er der Kaliningradskaja Pravda, det gamle partiblad, der nu står regionsstyret nær, og Strasj Baltiki, som udgives af den Baltiske Flåde.