Kamphandlingerne i Vietnam ser helt forskellige ud, alt eftersom de betragtes med infanterichefens øjne eller fra den støttende pilots cockpit. Forfatteren til nedenstående artikel, oberstløjtnant Roy K. Flint, US Army, var chef for en infanteribataljon i Vietnam og skrev den efterfølgende beretning om en træfning i nærheden af Saigon for bedre at få sine tidligere klassekammerater fra Air War College til at forstå problematikken omkring dette at slås sammen med infanteriet i Vietnam. Artiklen er gengivet fra det amerikanske Air Force Magazine, august 1970.
’FALK 6. Her er CHARLIE 6. Er i føling’. Den nøgternt konstaterende melding fra kompagni- til bataljonschef forvandlede med ét den afslappede, næsten skødesløse stemning på bataljonens kommandostation. Endnu engang skulle en infanteribataljons årelange uddannelse og dyrekøbte erfaringer prøves over for en fjende i kamp på jorden.
Under den ene eller anden form har scenen været gentaget utallige gange i krigshistorien. For den, der har oplevet den tiltagende spænding forud for kampen, rummer kompagnichefens roligt udtalte ord noget ganske særligt, nemlig et vidnesbyrd om den professionelle dygtighed og gensidige tillid, som gennemsyrer den kamperfarne infanterienhed. Enhver i luftvåbnet, som endnu ikke har kæmpet på landjorden, men som enten har støttet eller i fremtiden kommer ud for at skulle støtte infanteriets kamp, bør vide, hvad der sker, når infanteristen går i kampføling med fjenden. I så henseende er den kamp, som 111/22. infanteriregiment udkæmpede om landsbyen Nhi Binh i Saigons nærhed i februarmarts 1968 yderst lærerig. I luftvåbnet kan man nok bedst vurdere en infanteritræfning i Vietnam ved at betragte den med bataljonschefens øjne. Bataljonschefen er normalt den højeste fører i marken, som træffer bestemmelse om infanterienheders bevægelser samt om ildstøttens anvendelse. Han befaler over en enorm kampstøtte, og han er - hvad der navnlig må interessere folk i luftvåbnet - den som FAC’en og piloten er i kontakt med, når flystøtte tages i anvendelse mod et mål på jorden. Af foresat myndighed får bataljonschefen - skriftligt eller mundtigt - anvist et kampområde (area of operations) samt - prioriteret - opgaver at løse inden for rammerne af foresat myndigheds manøvreidé. Omend de opgaver, der pålægges en infanteribataljon i Vietnam kan variere i enkelthederne, går alle operationer inden for et sådant kampområde ud på at få fjenden ud af sine tilholdssteder for derpå at ødelægge ham som kampstyrke. De foregår normalt efter recepten: Omringning og afsøgning, opklaring gennem kamp samt nedkæmpelse. Krigen i Vietnam, som hvad intensitet angår, svinger inden for skalaens nederste halvdel, muliggør anvendelsen af en lang række forskelligartede kampteknikker repræsenterende varierende grader af vold, men har altid ét og samme mål: At nedkæmpe eller afvæbne fjenden. Hvordan dette i den enkelte situation gøres, afhænger ganske af bataljonschefens dygtighed og opfindsomhed, af den rådige støtte samt af fjendens modstands vilje. Kamphandlinger i et tæt bebygget område som det tidligere nævnte omkring Nhi Binh kan inddeles i fire faser:
1. Det anviste kampområde besættes, normalt ved at bataljonen hurtigt landsættes i det pr. helikopter,
2. I denne såkaldte gennemtrængningsfase foretager bataljonen en grundig rekognoscering af området og gør sig herunder fortrolig med dets særegenhed,
3. Nedkæmpelsesf asens højdepunkt er selvsagt kampen med og ødelæggelsen af den fjendtlige hovedstyrke,
4. sejren følges op gennem en række foranstaltninger, navnlig en effektiv sikring af kampområdet.
På tidspunktet for den i det følgende omtalte kamphandling ville den amerikanske bataljon normalt få anvist et nyt kampområde, så snart den havde iværksat den under fase 4 nævnte sikring, og dens opgave i dette område blive overtaget af en vietnamesisk hærenhed eller styrke af det lokale hjemmeværn. De operationer, som førte til sikring af det tidligere nævnte Nhi Binh kampområde, vil i den følgende beretning være inddelt i de ovenfor omtalte 4 faser.
Besættelsen
Efter hård kamp med et fjendtligt regiment gennem de 2 første uger af Tet-offensiven i 1968 fik 111/21. infanteriregiment anvist Nhi Binh og området der omkring som kampområde. Flybasen Tan Son Nhut er beliggende ca. 5 km længere mod syd. Bataljonen, som var under operativ ledelse af 2. Brigade/25. Infanteridivision, indgik i en større styrke som dengang lå i en stor ring uden om Saigon og Tan Son Nhut. Opgaven var at bringe fjendens angreb på byen og flybasen med 122 mm raketter til ophør. Skønt underbemandet som følge af talrige dræbte og sårede i forudgående operationer var III/21. infanteriregiment en førsteklasses kampenhed, da den pr. helikopter den 19. februar 1968 ved en lynhurtig forlægning landsattes i den sydlige ende af Nhi Binh kampområdet, jfr. kortet. Landsætningen mødte ingen modstand.
Gennemtrængningen
Allerede inden for det første døgn gik det op for os, at vore kort ikke var en nøjagtig gengivelse af terrænet i det pågældende område. Med undtagelse af visse helt tørre småstykker jord var for det første alt andet, såsom marker og frugtplantager, under vand. For det andet viste de efter kortet at dømme tilsyneladende små kanaler sig at være dybe og brede hindringer for infanteriets hurtige bevægelser. Situationen blev yderligere forværret ved at fjenden befandt sig nord for os, hvilket ville medføre, at vore operationer skulle gå på tværs af kanalsystemets almindelige retning snarere end parallelt dermed. Spredt føling med fjendtlige sikringsenheder langs kanalerne overbeviste os om, at det ikke ville være til vor fordel at angribe på tværs af disse. Hertil kom endelig landsbyen Nhi Binh. Vi regnede med, at det ville være mere effektivt at kæmpe ud fra en landsby end ind imod den. Når vi opholdt os i og om en landsby, fik vi bedre kontakt med beboerne, som uvægerlig viste sig at være vor rigeste efterretningskilde. Og gik vi derpå over til at kæmpe med landsbyen som basis, ville risikoen for at komme til at ramme uskyldige civile følgelig være mindre, hvilket igen indvirkede på beboerne som efterretningskilde. Det kan måske overraske at høre, at ophold i en landsby mindskede sandsynligheden for at blive udsat for fjendtlige mortér- og raketild. Det var åbenbart, at fjenden kappedes med os om at vinde beboerne for sig, og at han i det mindste i Nhi Binh området gjorde sit yderste for at undgå på nogen måde at genere dem. Nhi Binh lignede på ingen måde andre landsbyer inden for 25. infanteridivisions kampområde. Flere måneder før vor ankomst havde landsbyen ved en fejltagelse været udsat for et B-52 angreb med omfattende materielle skader og mange dræbte og sårede til følge. Om fjenden vidste vi ikke meget, men om landsbyens beboere, som var katolikker, formodede vi, at de derfor var glødende antikommunister og - trods det ulyksalige bombardement fra luften - venligtsindede over for os amerikanere. Vore myndigheder var opsat på at gøre alt for at gøre det skete godt igen, og styrker fra arméingeniørenheden fik pålagt at udbedre skader på huse og veje i byen. 111/21. infanteriregiment fik den ekstra opgave at sende et kompagni frem til sikring af ingeniørerne under dette arbejde, hvad der skulle vise sig at passe godt ind i vore planer. Inden for 2 dage fulgte resten af bataljonen efter det nævnte kompagni. Vi indrettede os i de to lejre, som ses på kortet. Herfra af patruljerede kamppatruljer Saigon-floden samt de største øst-vestgående kanaler i særlige ingeniørfartøjer, hvad der gav os den største bevægelighed til vands. Patruljer til fods, med medlemmer af den lokale hjemmevæmsdeling som vejvisere, af patruljerede alle vigtige stier og bevoksede områder, som kunne tænkes at være af værdi for fjenden. Om natten lagde patruljer af delingsstørrelse baghold ved kanaloverfartssteder og hvor stier stødte sammen. I løbet af 2 dage havde vi uden besvær gjort os fortrolige med størstedelen af området og mange af dets indbyggere.
Ikke overraskende var det den lokale befolkning, som skulle vise sig at være nøglen til vor sukces i Nhi Binh. Vi fik hurtig føling med fjenden, og herunder imponerede vi beboerne ved den måde, hvorpå B-company gennemførte et lynhurtigt helikopterangreb, som resulterede i 7 dræbte fjender og 7 erobrede våben. Angrebet blev i øvrigt udført som reaktion på oplysninger, en lokal bonde havde givet os. Denne og andre operationer overbeviste snart beboerne om, at vi virkede for stabilisering i området og var dem velvilligt sindede, og de kom derfor selv med oplysninger om fjenden. Takket være dette samarbejde kunne gennemtrængningsfasen hurtigt betragtes som afsluttet. Efter at bataljonens opklarings deling havde bekræftet en melding fra civilt hold om en større fjendtlig troppesamling inden for vort kampområde, kunne vi nu begynde at forberede den afgørende kamp.
Nedkæmpelsen
Den kamp, som skulle resultere i fjendens nedkæmpelse inden for Nhi Binh kampområdet, fandt sted i det på kortet viste rektangel. Følgende lokaliteter blev mål for kampen: 1) Den L-formede frugtplantage, 2) endnu en, mindre frugtplantage, som vi på grund af dens form kaldte ’Texas’, og 3) en pagode. Bataljonen, som kun udgjorde en del af den samlede rådige kampkraft, bestod af 4 kompagnier på hver ca. 100 mand, en yderst effektiv rekognoscerings deling, en mortérdeling med 4 stk. 120 mm mortérer samt de tidligere omtalte ingeniører. Et 105 mm batteri var i direkte støtte, men til at supplere dettes ild kunne bataljonen trække på såvel 155 som 205 mm artilleri. Helikoptere til røgudlægning kunne indsættes med brigadechefens godkendelse; endvidere havde bataljonen adgang til taktisk flystøtte - herom senere - og kunne rekvirere luftfartøjer til belysning af kamppladsen og endelig de særlige gunships. Bataljonsstaben bestående af E-officer og O-officer med hjælpere samt signalfolk forblev under hele operationen på kommandostationen i områdets nordlige del, jfr. kortet, medens bataljonschefen ledede kampen fra en lille observationshelikopter. Den taktiske plan for operationen var i god tid forinden udarbejdet af bataljonschef og -stab på kommandostationen og bestod af en manøvreplan og en ildstøtteplan. D-company skulle angribe den L-formerede frugtplantage, C-company »Texas«, medens B-company som reserve fik flere opgaver at planlægge for og i givet fald at udføre alt efter situationens ud vikling. Endelig skulle A-company foruden fortsat at sikre ingeniørernes arbejde og kommandostationen holde et vågent øje med resten af kampområdet. Af ildstøtteplanen, hvori hovedlinierne var givet af bataljonschefen og hvis detaljer blev udarbejdet af batterichefen, fremgik, at ildstøtten i alt væsentligt var artilleriets opgave. Som det fremgår af det følgende, skulle taktisk flystøtte og støtte fra de nævnte gunships først ydes, efterhånden som der viste sig behov herfor. Denne korte beskrivelse af situationen hos egne styrker samt af kommandoforhold m.v. belyser udmærket et af de mest interessante problemer, man som bataljonschef i Vietnam kan komme ud for. På baggrund af sin militære uddannelse ville enhver officer forvente, at han som bataljonschef ledede sine styrker, herunder en lang række former for kampstøtte, alt imedens han studerede sit kort, ajourført indtil mindste detalje af en stab af eksperter. Alle vigtigere beslutninger med hensyn til enhedernes bevægelse og anvendelsen af støtteild var på samme måde noget, der udsprang af bataljonschefens kølige overvejelser på baggrund af hjælpsomme stabsofficerers oplæg. Men så er sandheden den, at de ’kølige overvejelser’ må foretages, medens man sidder stuvet ind på venstre forsæde i en 3- sædet helikopter og har rigeligt at gøre med at hindre kortene i at blæse ud af hænderne på én og med på en håbløst utilstrækkelig radio at fremtrylle de aftalte frekvenser for chefsnettet. På højre forsæde sidder batterichefen, som fra sin lige så trange stilling kontrollerer et imponerende opbud af artilleri- og mortérild. Fra denne til observationsbrug fremragende, men som kampstade utilstrækkelige platform, styrer bataljonschefen sine kompagnier og leder ildstøtten til dem, og her vurderer han problemer såsom tid/afstandsfaktoren i forbindelse med genforsyning, afløsning af indsatte enheder ved friske samt enhedernes taktiske bevægelser. Da bataljonschefen således er fysisk adskilt fra sin stab, må han personlig klare en langt større del af bataljonens planlægning og ledelse, end man har set på noget tidligere tidspunkt. Staben på sin side lytter hele tiden med på chefens korrespondance, dels for at holde føling med situationens udvikling, dels at kunne besvare henvendelser, men navnlig for at kunne forudsige opståede behov og ønsker hos chefen og enhederne i kamp. På mange måder er en god stab en sjældnere vare under disse omstændigheder, end når chef og hjælpere sammen står foran situationskortet. Da slaget begyndte ved daggry den 24. februar, rykkede C- og D-company frem side om side mod deres mål. Forud var gået en kraftig artilleri forberedelse med 105, 155 og 203 mm pjecer rettet mod det dige, der udgjorde rektanglets’ østlige begrænsning, mod den L-formede frugtplantage samt mod ’Texas’. De tunge morterer deltog også i ildforberedelsen, selv om deres primære opgave var at sikre ingeniørerne under arbejdet i Nhi Binh. B-company, der som reserve havde fået anvist et område øst for den L-formede frugtplantage, var indledningsvis tillige ansvarlig for at yde hjælp til sårede samt for ammunitions- og vandforsyning til angrebskompagnierne.
Anvendelsen af luftstøtte
Her vil jeg gerne afbryde min beretning for at gå ind på en drøftelse af anvendelsen af luftstøtte. Vi havde rekvireret flystøtte som led i ildforberedelsen, men havde fået afslag. De dengang i kraft værende begrænsninger muliggjorde først taktisk fly støtte, efter at kampføling var opnået, hvilket var motiveret med ønsket om mest muligt at begrænse skader i og tæt ved bebyggede områder. Til gengæld medførte dette praktiske problemer af betydeligt omfang for os; man nægtede os nemlig taktisk flystøtte på netop det tidspunkt, hvor denne støtte er mest effektiv, altså under ildforberedelsen. Anvender man nemlig flystøtten her, kan egne styrker holdes tilbage i sikker afstand fra målområdet. Ved at anvende artilleristøtte før og efter fly støtten kan man lægge et vedholdende pres på fjenden, men vigtigst af alt: På denne måde rammes fjenden af chockvirkningen efter 500- og 750-punds bomberne, før det angribende infanteri når ind i målområdet. Men sådan måtte flystøtten altså ikke anvendes. I stedet måtte infanteriet nu rykke frem, udsætte sig for fjendtlig ild og derpå trække sig tilbage til sikker afstand, inden flystøtten satte ind. En infanterist kan nu engang ikke lide frivilligt at opgive terræn, da han kun at for godt ved, at han senere skal tilbageerobre det. Set med bataljonschefens øjne er det svært at indse det rimelige i uden tvingende grund at udsætte sine gode mænd for fare, blot for at vise, at nu har man behov for flystøtte. Endnu en ulempe skal omtales: Som tidligere nævnt medfører anvendelsen af flystøtte ofte, at infanteriet tvinges til at foretage omfattende, tidsrøvende tilbagetrækninger for at komme uden for fareområdet. Selv om fjenden godt nok kan bindes af artilleriild under en sådan tilbagetrækning, så er ophøret af ild fra hånd- og automatvåben for ham et signal om tilbagetrækning, lige som tilstedeværelsen af en FAC i luften over området fortæller ham, at nu kommer flystøtten. Men ofte lykkes det fjenden at forsvinde fra området, før støtten faktisk sætter ind. For at spilde så lidt tid som muligt og for at blive i fjendens nærhed sætter chefen sine 90 mm rekylfri kanoner og lette panservæmsvåben ind straks, og først derpå lægger han artilleriild fra lette, middeltunge og tunge batterier over målet. Er dette ikke nok til at lamme fjenden eller holde ham nede, anmoder han sin FAC om hjælp. Af det her sagte kan udledes to konklusioner: Taktisk flystøtte er i stand til at anrette omfattende ødelæggelser, men kræver stor sikkerhedsafstand, hvorfor det gunstigste tidspunkt for dens anvendelse er ildforberedelsesfasen forud for et angreb eller en landsætning fra luften, og altså inden egne styrker får kampføling. Er kampføling allerede opnået, tror jeg, at taktisk flystøtte er den mindst effektive form for kampstøtte og bør holdes tilbage, indtil alle andre muligheder for støtte er udtømt.
Direkte støtte fra helikoptere
Bevæbnede helikoptere er med vilje ikke omtalt endnu. I visse henseender synes de at konkurrere med taktiske jagerfly, hvorfor de her skal særligt omtales. Der har været principiel uenighed mellem de to værn om, hvorved den form for støtte fra luften, som leveres fra flyvevåbnets jagerfly er forskellig fra den støtte, som leveres af hærens egne helikoptere. Taktisk flystøtte projicerer flyvevåbnets kampkraft ned på jordplan, hvorimod gunships giver landstyrkernes kampkraft en luftdimension. Forskellen er principiel og afspejler en organisationsmæssig interessekonflikt mellem de to værn. Hvorvidt bevæbnede helikoptere måtte være i stand til at overleve i en konflikt under forudsætninger, der er væsensforskellige fra de i dagens Vietnam gældende, bliver det andres sag at tage stilling til. Ud fra en Vietnam-bataljonschefs synsvinkel drejer det sig udelukkende om den relative effektivitet af de to former for luftstøtte. Støtte fra taktiske jagerfly må således foretrækkes, når det gælder den tunge ildforberedelse, og generelt kan siges, at jo nærmere målet er egne forreste styrker, desto mindre effektiv er den. Det omvendte gælder helikoptere, således som vi i dag kender dem. De er lettere udrustet og er følgelig relativt ineffektive i ildforberedelsen, men takket være den stabile, ja næsten stationære platform, hvorfra denne lettere ild leveres, kan helikoptere med fordel anvendes i en række situationer, der kræver vedholdende, præcis ildstøtte. Før indførelsen af gunships var maskingeværer og rekylfri kanoner af større kalibre ene om at levere observeret ild, når infanteriet skulle støttes direkte og vedvarende, men terrænet begrænsede anvendeligheden af begge, både hvad angår skudbane og observation. Helikopterens store manøvredygtighed har som bekendt elimineret disse begrænsninger og har bogstavelig talt føjet en ny dimension til den direkte ildstøtte fra jorden. Tanken om at det skulle være muligt fra et i luften stilleholdende men særdeles styrbart fartøj at levere præcis og vedholdende ildstøtte har ikke været tænkt, før helikopterens fremkomst og indgår givetvis ikke i flyvevåbnets luftstøttedoktrin. Til trods for megen retorik værnene imellem om det modsatte behøver der ikke at være nogen interessekonflikt mellem de to former for støtte. I øjeblikket peger flyets og helikopterens respektive fortrin klart på eksistensen af opgaver, der gensidigt udelukker hinanden. Taktisk flystøtte er således bedst egnet mod veludbyggede feltbefæstningsanlæg, gunships kan derimod ’skygge’ personel i åbent terræn. Jagerfly er effektive mod stationære mål og permanente anlæg, hvorimod gunships er uovertrufne, når de gælder angreb på bevægelige mål. Som man ser, har bataljonschefen behov for begge.
Kampen stiger i intensitet
Vender vi nu tilbage til Nhi Binh kampområdet, konstaterer vi, at kampen er taget til i intensitet. De forreste styrker bevægede sig langsomt ind i målområdet, da den ene af D-company’s angrebsdelinger blev udsat for automatisk ild fra den L-formede frugtplantage hurtigt efter at være gået over kanalen ved den østlige ende af ’rektanglet’. Delingen besvarede ilden og sikrede herefter resten af kompagniet under dettes overgang over kanalen. C-company rykkede hurtigere frem på D-company’s sydfløj mod ’Texas’, indtil også det blev udsat for voldsom AK-47 ild og geværgranatbeskydning fra både den L-formede frugtplantage og ’Texas’. Som det så ofte går, når kampføling opnås, mistede C-company 2 mand i første byge. Man vidste ikke, om de var døde eller stadig i live. Spørgsmålet om at lægge tung ild over fjenden for at holde ham nede blev stillet i bero, idet C-company’s angrebsdeling kraftigt plæderede for, at man skulle bjærge de to fra deres udsatte position. Endnu engang skabte situationen en helt, som levede op til opgaven. En ung menig mavede sig frem til dem hver for sig og kunne fastslå, at de begge var døde. Havde de blot været såret, kunne vi ikke have påkaldt tung ild over området, før de var blevet bjærget. Efter således at have fået vished trak kompagnichefen sine forreste styrker tilbage uden for fareområdet og påkaldte artilleristøtte. Efter en kraftig ildkoncentration mod såvel den L-formede frugtplantage som ’Texas’, mavede D- og C-company sig videre frem. Endnu engang blev de udsat for kraftig ild fra det befæstede område, og endnu engang blev der påkaldt artilleristøtte. Ud på dagen aftog kampen langsomt i styrke. Fjenden mistede 32 mand, men var alligevel i stand til effektivt at standse vor fortsatte fremrykning. End ikke taktiske jagerfly, som blev indsat ved middagstid og senere ud på eftermiddagen, var i stand til at gennembryde den fjendtlige modstand. Vi stod tydeligt nok over for en veldisciplineret fjende, som havde sat sig godt fast og givetvis forsvarede noget af stor betydning. Da vi kun øjnede ringe chance for at gennembryde hans stilling inden mørkefald, blev Bog A-company beordret frem for at holde vort terræn for natten. De 2 kompagnier rykkede frem til umiddelbart bag D- og C-company, hvor de indtog natstillinger, fra hvilke de kunne holde føling med fjenden og fortsætte angrebet næste morgen. Ved mørkefald trak C- og D-company sig tilbage gennem A- og B-company for at få lidt hvile og foretage genforsyning. Denne fremgangsmåde fulgte vi, indtil fjenden var besejret. I mere end 2 døgn hamrede 111/22. infanteriregiment løs på fjenden, inden det lykkedes at gennembryde den L-formede frugtplantage og ’Texas’ og nå frem til pagoden. Belønningen var anstrengelserne værd, thi bataljonen fandt en 122 mm raketenhed, fuldtallig og med affyringsrampe samt 16 raketter og ildledecentral. Den voldsomme modstand var kommet fra en infanterienhed, hvis eneste opgave havde været at beskytte raketter og rampe.
Opfølgnings- og sikringsfasen
Så snart den egentlige kamp om Nhi Binh var ovre, gik bataljonen over til kun at operere om natten med henblik på at afskære fjendens forsynings- og erstatningstjeneste. Ved til stadighed at lægge baghold rundt om ’rektanglet’ opsnappede vi adskillige overlevende, som søgte bort herfra efter områdets erobring. Efter således at have nedkæmpet den fjendtlige hovedstyrke og opnået kontrol med hele området, kunne bataljonen gå over til de for opfølgnings- og sikringsfasen karakteristiske operationer. Under de to forudgående faser havde vi i bataljonsstaben spekuleret meget over, hvilken grundtanke der egentlig lå bag fjendens samlede aktion i området. Vi vidste godt nok, at en artillerienhed udrustet med raketter havde benyttet området til beskydning af Saigon og Tan Son Nhut. Men derudover? Hvor kom raketterne fra? Var der nogen forbindelse mellem kampområde Nhi Binh og andre mulige 122 mm raketaffyringssteder?
En terrænanalyse sagde os, at Saigon floden, Hoc Mon kanalen samt vandløbene langs operationsområdets vestlige begrænsning, jfr. kortet, var bedst egnet til transport af så tunge genstande som 122 mm raketter. De nævnte vandløb stod også i forbindelse med baseområdet i nord, som de således forbandt med de vest- og sydvestlige egne, hvorfor vi drog den konklusion, at Saigon floden og Hoc Mon kanalen var fjendens hovedf orsyningsakse. Det blev følgelig besluttet at udnytte vor egen bevægelighed til vands til afpatruljering af floder og kanaler og til at udføre bagholdsaktioner om natten. Hvad sikrings aktioner til lands angår, blev de i alt væsentligt overladt til den lokale hjemmeværnsdeling, en enhved hvis kvalitet bedredes dag for dag i takt med, at vi forsynede den med ammunition og opmuntrede og tilskyndede den til at løse de forekommende opgaver. Samtidig havde den et tilsagn fra os om at komme til undsætning om fornødent. Bataljonen prioriterede altså de natlige bagholdsaktioner højst og indsatte normalt to kompagnier på denne opgave, medens to andre sikrede forsvarsområdet fra nattestillinger eller slappede af. Under løsningen af bagholdsopgaven holdt de pågældende kompagnier sig skjult i 24-36 timer, hvorefter de blev afløst og så fremdeles. På den måde havde enhederne kræfter nok til at holde ud gennem længere tid. Hver kompagnichef fik tildelt et område, inden for hvilket bestemte lokaliteter, f.eks. kanalbroer og kanalsammenstød, blev udpeget som egnet for bagholdsoperationer. Selv om der ikke fandt særlig iøjnefaldende operationer sted, lykkedes det os alligevel at afskære fjendens forsyningslinier og at påføre ham tabet af mere end 100 dræbte, alt for en pris af kun 2 sårede amerikanere.
Konklusion
Vor bataljon blev afløst i Nhi Binh kampområdet den 11. marts af en vietnamesisk faldskærmsbataljon. Under vort ophold i området gjorde vi mange værdifulde erfaringer:
- et godt forhold til civilbefolkningen er en nødvendig forudsætning for at tilvejebringe et ordentligt efterretningsgrundlag,
- vi lærte at indrette os med henblik på længere tids kamp,
- Nhi Binh kampområdet var det første, hvori vi i den grad koncentrerede os om natoperationer. Disses heldige gennemførelse påvirkede i øvrigt bataljonen fra da af og lærte den, at vi var fjenden overlegne i kamp i mørke. Vore mænd vidste nu, at de - og ikke Viet Cong - var nattens herre.
Hvad der skete om Nhi Binh og 111/22. infanteriregiments indsats herunder er typisk for landkrigen i Vietnam. Var det end en i alle henseender drøj omgang, følte vi bagefter, at også vor bataljon havde vundet sin lille del af krigen.
