Det moderne Japan er i politisk og militær Henseende en „Opkomling“ af første Klasse, thi for ikke et Aarhundrede siden henlaa den opgaaende Sols Land som et aflukket og indestængt, rent asiatisk Landomraade, der ikke havde nogensomhelst Forbindelse med Europa eller Vestens Civilisation i det hele taget, ja saa udelukket fra Omverdenen var det gamle Japan dengang, at der endog var Dødsstraf for overhovedet at rejse ud af Landet. Men lige paa engang, i sidste Halvdel af forrige Aarhundrede, „vaagnede“ Japan af sin tusindaarige Kultursøvn, slog Øjnene op og stirrede betaget paa den vældige Udvikling, der slog det i Møde fra „de fremmede“ og Vestens hvide Folks Lande. Modsat Kineserne, der roligt sov videre, slog Japan dine Porte op paa vid Gab og lod alle de tekniske og økonomiske Vidundere strømme ind over Landet, hvor de blev opsuget med Begærlighed og udnyttet med en enestaaende Intelligens og Dygtighed. Ja, stik modsat af hvad der tidligere havde været Tilfældet, sendte Japan Strømme af sine dygtigste unge ud over Vestens Lande for selv at hente det hjem, man havde Brug for. Resultatet var en ri vende Udvikling paa snart sagt alle Omraader. Japans Industrivarer oversvømmede snart Verden, bedre og billigere fabrikeret end andre kunde gøre det, hele Plandelen med Udlandet tog et mægtigt Opsving, og Velstanden steg. Men samtidig begyndte „Ekspansionstrangen“ ogsaa at .stige. Overalt rettedes Blikket udad, mod nye Markeder, nye Landomraader, hvortil man kunde udvandre og bosætte sig, thi da Grænseportene endelig var sprængt, aabnedes alle Sluser for Udstrømningen. En mægtig Udvandring, særlig til Amerika, blev Følgen, hvad der iøvrigt havde sin naturlige Aarsag i den Omstændighed, at Japans Befolkning daarligt kan rummes paa de forholdsvis smaa Øer, Landet bestaar af. Alene paa Øen Nippon lever der lige saa mange Mennesker som i hele Storbritannien og Irland tilsammen, nemlig ca. 15 Millioner Sjæle. Men Ekspansionstrangen lod sig ikke tilfredsstille med Udvandring alene, Japan maatte have nyt Land og nye Landomraader i Nærheden til at optage sit Befolkningsoverskud. Dets Udenrigspolitik tog snart Fonn herefter, og den dertil hørende nødvendige Magtfaktor, en kraftig Hær og Flaade, maatte skabes og blev skabt. Saa begyndte Ekspansionen at tage Fart. Til at begynde med gik det naturligvis ud over den nærmeste og svageste Nabo, Kina. Derefter kom Turen til Rusland, der maatte afgive betydelige Landstrækninger i Sibirien, Manschuriet og Korea, og endelig blev Japans Besiddelser og hele Magtstilling i Østen betydeligt udvidet og konsolideret efter den første Verdenskrig. Nu begyndte imidlertid en ny stor Idé at bemægtige sig det opadstræbende Riges Ledere og militære Magthavere, nemlig den asiatiske „Monroe-Doktrin“ : „Asien for Asiaterne“. Japan følte det som en hellig Opgave at lade Østens Folk selv varetage deres Interesser, at udelukke den fremmede Indflydelse, særlig i Kina, og derved selv skabe et asiatisk „Storrum“, hvori Japan skulde være Sjælen og den ledende Magt. Men for at føre denne store Plan ud i Livet maatte der skabes yderligere Magtmidler til dens Realisation. Resultatet blev en ny stor Udvikling af Hæren og Flaaden, hvis Ledere ogsaa i politisk Henseende tilrev sig større og større Magt i Staten. Karakteristisk for disse Forhold er f. Eks. den Omstændighed, at Krigs- og Marineministeren, der skal være Officerer af Hær og Flaade, er de eneste Ministre, der har Ret til direkte at henvende sig til Kejseren med Forslag og Planer uden i Forvejen at konferere med Statsministeren eller det øvrige Ministerium. løvrigt er de to Værn ret skarpt adskilte, og Japan har f. Eks. af denne Grund intet fælles Luftforsvar, men hvert af Værnene har sit eget Luftvaaben med tydeligt adskilte Opgaver. I udenrigspolitisk Henseende har Hærens Interesse fortrinsvis været rettet mod Vest, d. v. s. mod Ekspansionen over det asiatiske Kontinent, hvoraf store Dele som Korea og Manschuriet, det indre Mongoli og det nordlige Kina allerede før den nuværende Krig var lagt ind under Japans Overherredømme. Flaadens Øjne har derimod været rettet mod Syd og Øst, mod de engelsk-hollandske Besiddelser i Bagindien og den ostindiske Øgruppe og mod den amerikanske Flaade og dens Baser i Stillehavet. Med Rusland har der været Fred siden Afslutningen af Krigen 1904—05. Ganske vist ligger der til Stadighed store, baade russiske og japanske Hære og vogter paa hinanden langs Manschuriets Grænse, men begge Lande har indtil Dato været interesseret i at holde Fred indbyrdes, og endnu saa sent som i April 1941, efter at Japan havde tiltraadt Tremagtspagten med Tyskland og Italien, afsluttede det en IkkeAngrebspagt med Rusland. Da Tyskland imidlertid to Maaneder senere, i Juni 1941, angreb Sovjetunionen, og Sejrsbulletinerne herfra strømmede ind ogsaa over Japan, gik der en voldsom nationalistisk Bølge over Landet med det Resultat, at der dannedes et rent Militærkabinet med General Tojo som Chef. Alligevel gik Japan ikke til Angreb mod Rusland, dels fordi det efter de store tyske Sejrsmeldinger aabenbart ikke syntes nødvendigt, og dels fordi det snart fik Hænderne fulde andetsteds. I Forvejen var det stærkt engageret i Kina, hvor Krigen siden 1937 var trukket i Langdrag, og nu kom endelig Realiseringen af det asiatiske Storrum med Angrebene paa de engelsk-fransk-hollandske Besiddelser i Ostindien samt endelig — i December 1941 — Overfaldet paa den amerikanske Flaade i Pearl Harbour og dermed Krigserklæringen til Amerika. Nu fulgte Begivenhederne Slag i Slag. Det meste af Kina var allerede besat, og efter at Japanerne havde bemægtiget sig Hongkong, Siam, Annam, Birma og Malakkahalvøen med Singapore samt de store hollandske Øer Bomeo, Java, Sumatra o. s. v., var „Storrummet“ i det hele og store erobret, og Konsolideringen kunde tage sin Begyndelse. Situationen er i Øjeblikket den, at Japan nu roligt afventer Begivenhedernes Gang baade i Europa og i Stillehavet — uden dog paa nogen Maade at have lagt Hænderne i Skødet, thi at der stadig rustes paa fuld Kraft derovre, er udenfor enhver Tvivl. De lokale Kampe, der i den senere Tid har været udkæmpet med de amerikanske Land- og Søstridskræfter, har ikke været af større, end sige afgørende Betydning. Saa længe Krigen i Europa varer, kan Japan roligt samle Kræfter og konsolidere sig i de erobrede Stillinger. Gaar man ud fra den Forudsætning, at Japan og Sovjetunionen holder fast ved deres Ikke-Angrebspagt og stadig er lige interesserede i at holde Fred med hinanden, kan det blive vanskeligt nok for de Allierede at komme ind paa Livet af Modstanderen. Her mere end nogensinde gælder det, at Flyvevaabnet vil blive den afgørende Faktor, baade til Lands og til Vands, og da atter i første Række Besiddelsen af Flyvebaserne. De fleste af disse er i Øjeblikket paa Japanernes Hænder, og større fjendtlige Flaadestyrker vil derved have vanskeligt ved at nærme sig de japanske Øer. En Blokade af Japan vil det ogsaa have lange Udsigter med, thi for at leve behøver Japanerne kun Ris og Fisk, af hvilke to Næringsmidler der altid vil være tilstrækkeligt, og Raastoffer har de foreløbig fuldt op af. Skal de japanske Øer angribes effektivt, og de Allierede ikke raader over Sibiriens Østkyst, maa Angrebet ske nordfra, fra Flyvebaser paa Kanadas og Alaskas Vestkyst, for derfra over Øgruppen Alen terne at arbejde sig over mod Øerne. Men Turen er her lige saa lang som overAtlanterhavet, og det vil ikke blive nogen let Opgave herfra at komme ind paa Livet af de japanske Øer. Raadcr man derimod over Østsibirien, er Opgaven adskillig lettere; fra Wladiwostock til Tokio er der kun ca. 1200 km, og herfra vil de i Forvejen stærkt brændbare japanske Byer hurtigt kunne rammes. Men det vilde være meget mærkeligt, om Japanerne roligt skulde se paa, at de Allierede indrettede sig her, eller at Russerne sluttede sig til dem; i saa Fald vil japanske Hære sikkert i Tide forsøge at bemægtige sig de fornødne Landstrækninger i Sibirien. Fra Kina kan et Angreb ogsaa til Nød føres; men Afstandene er her straks længere, og Kina maa i saa Fald først erobres tilbage. Dertil kommer saa det store Transportproblem, som i en Krig med et Land, der er beliggende paa den diametralt modsatte Side af Jordkloden, altid vil være en Faktor af den mest afgørende Betydning. Har der før været Brug for Tonnage under Krigen i Europa, vil der blive det dobbelt under et Felttog mod Japan, og hvad enten Krigsmateriellet og Forsyningerne bliver sendt over Land eller over Vand, vil Afstandene i alle Tilfælde blive uhyre. I det hele taget bliver det ingenlunde nogen let Sag at faa Bugt med Japan, thi til syvende og sidst maa der vel ogsaa prøves en direkte Landgang paa selve de japanske Øer, hvad der sandsynligvis vil blive en ret kostbar Sag. Imidlertid er der et andet Moment, der maa tages med i Betragtning under en Krig med Japan, nemlig den eventuelt forøgede Brug af de bevægelige Flyvebaser: Hangarskibene. Bygges der i dusinvis af saadanne Skibe, og der synes at være Ting, der tyder paa, at en saadan Byggevirksomhed allerede er i Gang, mister de faste Flyvebaser tilsvarende i Betydning, og Krigen kan i saa Fald ende med helt at blive ført med disse Hangarskibe. Medens det tidligere var de to Parters Flaadestyrker, der tog Livtag med hinanden, vil det eventuelt nu blive Hangarskibs-Flaaderne, der brydes, og Angrebets Aktionsradius vil derved kunne bringes betydeligt længere ud. Der vil f. Eks. i saa Fald ikke være noget i Vejen for, at en japansk Hangarflaade vil kunne angribe Amerikas Vestkyst — og omvendt — og de store Skibsenheder, Slagskibene og Krydserne, vil let under disse Forhold kunne blive meget saarbare Objekter for Flyvemaskinerne. Paa den anden Side er selve Hangarskibet paa Grund af sin Konstruktion endnu mere saarbart, og et moderne Søslag mellem disse Fartøjer maa derfor gaa ud paa at sænke saa mange af Modpartens Hangarskibe som muligt, hvorved det tilsvarende Antal Flyvemaskiner sættes ud af Spillet. Et moderne Hangarskib maa derfor først og fremmest være saa spækket med Antiluftskyts, at det bliver overordentlig risikabelt for en Flyvemaskine at nærme sig det. Meget tyder som sagt paa, at en Kamp i Stillehavet vil blive ført efter disse moderne Principper, hvor Skibsartilleriets Rolle er overtaget af Hangarskibets Flyvemaskiner. (Kanonerne repræsenteres af selve Maskinerne og Projektilerne af disses Bomber). Men hvorledes nu end denne gigantiske Kamp mellem Japan og de Allierede vil forme sig, gør man sikkert i alle Tilfælde vel i at forberede sig paa en lang Krig. Og skal den føres paa Liv og Død og til den bitre Ende, maa den, som tidligere nævnt, antagelig slutte med en Landgang direkte paa Modstanderens Territorium.
C. Heitmann.
