Pressen, militæret og Irak 

På et offentligt møde for nylig om forsvaret, beredskabet og det sårbare  danske samfund faldt talen på Irak. Og da jeg var den eneste  medierepræsentant på mødet fik jeg, stedfortrædende for hele branchen, en  ordentlig næsestyver af den stedlige chef for hjemmeværnet.  

Problemet er, mente han, at vi – altså pressen – ikke bringer tilstrækkeligt  mange positive historier om udviklingen i Irak efter krigen mod Saddam  Hussein. Gjorde vi bare det ville alting se meget anderledes ud.  Det samme argument kan man høre i liberale kredse her i Danmark, og  læse i regeringspartiet Venstres politiske materiale.  Det er ikke et dansk fænomen, dette at militær og regering er enig om, at  det er pressens skyld når alting ser negativt ud i en krig eller lige efter en krig.  I en workshop som det amerikanske forsvar holdt i efteråret og hvor  militæret, pressens folk, medieteoretikere og regeringsembedsmænd forsøgte  at formulere læren af militærets nye mediestrategi under krigen mod Irak  klagede netop den ”officielle” side over, at de positive historier fra det  befriede? besatte? Irak er forsvundet.  De forsvandt, siger militæret, samtidig med de indkapslede (embedded)  journalister, der fulgte med nøje udvalgte militære enheder ind i Irak.  Pressens folk, derimod, mener at militær og politik her retter budbringeren  fordi budskabet mishager.

Og det er kernen i det klassiske forhold mellem journalister og presse på  den ene og regeringer og militær på den anden side. Militæret, og regeringer,  der er i situationer hvor de føler behov for at bruge militær magt, arbejder med  informationer på et ”need‐to‐know”‐ grundlag: jo nærmere man kommer på  handlingsniveauet – krigen og kamppladsen i dette tilfælde – jo mere  udpræget bliver det kun at videregive de informationer som modtageren  menes at have absolut brug for. Alt andet holder man for sig selv i  bevidstheden om, at for mange unødvendige oplysninger distraherer den der  skal udføre jobbet. (Et stort problem for den computerstøttede, integrerede  infanterist, hvorfor en af de svære øvelser netop nu går ud på at udvikle effektiv  informationsstyring til soldaten i kamp).

Pressen, derimod, ser informationsstyring som netop styring og følgelig  noget uønsket. Pressen vil i sin natur kræve flest mulige oplysninger og vil selv  være den instans, der sorterer og vurderer relevans og lødighed.  Konflikten er uløselig, så meget mere som begge sider ikke bare føler sig i  sin gode ret til at stå på sin holdning til informationshåndteringen, men  samtidig hver for sig har en selvopfattelse som gør. at de begge for sig selv  kræver en moralsk førsteret:  

Militæret vil sige, at det forsvarer samfundets frihed og dermed pressens  ret til at arbejde frit, og at den pris, der midlertidigt må betales for det gode så  er, at journalister lige her og nu og mens krigen/konflikten står på, ikke kan få  hvad som helst at vide. Militæret vil sige at netop når friheden skal forsvares er  det nødvendigt at den – midlertidigt – beskæres.

Pressen vi sige, at man ikke kan forsvare friheden ved at beskære den. At  det er pressen, der forsvarer demokratiet ved at udføre sin kontrolfunktion  over for regering og administration, og at den opgave er særlig vigtig over for  lukkede, stramt hierarkiske systemer som militæret og i konflikt‐ og krigstider,  hvor de normale spilleregler er sat ud af kraft, og mulighederne for politisk eller  administrativ magtfordrejning er størst. Pressen vil sige at netop når der er  argumenter for at pressen holder sig tilbage, er det nødvendigt at den er ekstra  aggressivt kontrollerende.  

Den konflikt er som sagt uløselig og den er størst når krigen er i gang og  krigskorrespondenter er, hvor soldater slås, slår ihjel og bliver slået ihjel.  Sådan har det været fra den første gang en rigtig krigskorrespondent  dukkede op på en krigsskueplads. Lige siden da har det grundlæggende  dilemma, det grundlæggende spørgsmål været det samme, som  militærhistorikerne Christopher Bellamy og Richard Holmes gør opmærksom  på.  

De fortæller at da The Times medarbejder William Howard Russel dukkede  op på Krim‐halvøen for at dække Krim krigen og fandt den britiske hær i en  forfærdende elendig tilstand telegraferede han det nu klassiske spørgsmål  hjem: ”Skriver jeg det her, eller holder jeg bøtte?” Hans redaktør John Delane  sendte et nu lige så klassisk svar tilbage: ”Skriv hvad du ser, så afgør jeg, om  det skal trykkes.”. Den tredje spiller var naturligt nok den britiske  øverstkommanderende for Krim‐udrykningsstyrken. Den 25. februar 1856  udstedte han verdens første militære pressecensur‐ordre som forbød  offentliggørelse af informationer som kunne være fjenden til nytte, og  bemyndigede officererne til at fjerne krigskorrespondenter, der gjorde det  alligevel, fra krigsteateret.1

Den grundlæggende interessekonflikt, og de grundlæggende spørgsmål i  forholdet mellem pressens folk og militærets i krige er de samme i dag som  under Krim‐krigen.  Hvad der har ændret sig er tre andre fundamentale forudsætninger for  samspillet militær‐medier.  

• Det første er opfattelsen af den nationale presse som en del af nationens  fælles kamp.  

• Den anden er opfattelsen af medierne som kampplads.  

• Den tredje er opfattelsen af pressen som fjenden.  

Alle tre er grundlæggende ændret i de seneste 40 år – og ændringerne er i  det store hele teknologidrevet, hvorfor forandringerne også har været  accelererende i takt med at den teknologiske udvikling går hurtigere og  hurtigere.  

Pressen som del af den patriotiske kamp 

Det er et klassisk syn på pressen som en af de nationale aktører i en krig. Altså  dette at pressen folk helt fundamentalt er ”vore egne” og derfor med pen,  kamera og mikrofon kæmper på ”vores” side: at pressen trækker med på den  nationale hammel, når fædrelandet er i krig. Den opfattelse var en delt  opfattelse: pressen var i det store hele enig, og arbejdede ”patriotisk” helt op til  årene efter Anden Verdenskrig og endnu under Korea krigen. Men denne  konsensus mellem offentlighed, regering, militær og presse blev brudt i  Vietnam, og en ny tids krigskorrespondent – tv‐korrespondenten, der  arbejdede hurtigt og ramte et bredt hjemmepublikum med det stærkest  mulige udtryk, tv‐biledet ‐ dukkede op og beskrev krigsskuepladsen og  krigsteateret, som han oplevede dem, ikke som det var formålstjenligt ud fra  en patriotisk synsvinkel at beskrive dem. Han kom på den måde til at beskrive  en helt anden virkelighed end den, der blev tegnet af den politiske og militære  ledelse hjemme i USA. Det var den virkelig store ændring i forholdet mellem  presse og militær der skete med den krig, og førte i sidste ende til at den  folkelige opbakning til krigen svandt så meget ind, at supermagten til sidst ikke  længere var politisk i stand til at føre krigen videre, mener for eksempel lederen  af afdelingen for krigsstudier på King’s College i London, Lawrence Freedmann.  2  

Efter terrorangrebene den 11. september 2001 i New York og Washington  vendte for en kort tid denne nationale enighed, at alle dele af det amerikanske  samfund, inklusive pressen, var i krig, tilbage. Det var i den stemning, den  amerikanske præsidents sikkerhedspolitiske rådgiver Condoleezza Rice mente, at pressen skulle pålægges at holde udtalelser og videobånd med Osama bin  Laden for sig selv og højst bringe helt korte stumper ud til offentligheden.  Hendes argument var at bin Laden kunne bruge de vestlige medier til at snige  kodede ordrer igennem til skjulte terrorister om at gå i aktion. Enkelte medier,  som CNN, gik et stykke vej med på den form for national selvcensur. Og hvad  Rice forsøgte hos de elektroniske medier forsøgte pressetalsmanden i Det  hvide Hus, Ari Flesicher hos de trykte medier ved at opfordre dem til at tie alle  udskrifter af udtalelser fra Osama bin Laden ihjel og ikke offentliggøre dem.

”Det bedste alibi for en tilsløring, et cover‐up, er at påstå at sandheden er  farlig”, skrev E.J.Dionne i en kommentar i Washington Post. Her citeret efter  Stuart Taylor Jr. som selv efter en gennemgang af argumenter for og imod  ender med at konkludere at: ”Denne krig er virkelig – i modsætning til Vietnam  – et opgør mellem det gode og det onde, civilisationen mod barbariet, liv og  frihed mod nihilisme. Journalistisk neutralitet er ikke et holdbart standpunkt.”3  

Så længe det handlede om krigen mod internationalt agerende  terrorgrupper, og helt specielt så længe det handlede om at forfølge og  uskadeliggøre Osama bin Ladens netværk, var mange, ikke kun amerikanske,  journalister og mediefolk enige i at i det opgør er der ikke noget neutralt  standpunkt. Men som krigen i Afghanistan skred frem blev mediestandpunktet  for manges vedkommende modereret: nok var man ikke neutral i spørgsmålet  om kampens nødvendighed, men man gik på kritisk distance efterhånden som  debatten om krigens midler blev aktualiseret af det, der skete på kamppladsen.  

Medierne som kampplads 

Symptomatisk for det holdningsskifte var den britiske frokostavis The Mirror  forside mandag den 29. oktober 2001, hvor den legendariske  udenrigskorrespondent John Pilger med kæmpebogstaver konstaterede:  ”Denne krig er et svindelnummer”. Mirror er en af de populære, for ikke at sige  populistiske, kæmpeoplagsaviser, og det siger noget om den stemning, avisens  redaktører vejrede i landet, at de lagde avisens linie lige dér. Amerikanske  aviser var ikke langt bag efter.

Igen var det udviklingen i informationsteknologien, der drev den offentlige  debat: I et forsøg på at vinde informationskrigen offentliggjorde den  amerikanske militære ledelse videooptagelser af et angreb, som specialstyrken  Delta Force gennemførte den 20. oktober efter 13 døgns intensivt  bombeangreb på talibanstyrkerne i Afghanistan. Specialstyrkens angreb og  videooptagelserne blev offentliggjort få timer efter kamphandlingerne, og  underbyggede det amerikanske forsvarsministeriums påstand om at angrebet  havde været en overvældende succes. Det var billeder af den slags, vi kom til at  kende så godt. Billeder af lidt utydelige skygger der bevæger sig i lidt utydelige omgivelser, der ligger hen i et grønt eller blåt skær, optaget med  specialkameraer der kan se i mørke, som transmitterer det sete tilbage til  hovedkvarteret i realtid, altså øjeblikkeligt, og som derfor også kan  offentliggøres øjeblikkeligt, eller næsten øjeblikkeligt, når det er politisk  opportunt.  

Beundringen for specialstyrkernes effektive indsats holdt et par uger.  Tirsdag den 6. november 2001 lød forsiden af The Guardian, og det var bare et  af de medier der tog fat på historien: ”Afsløret: Hvordan forkludret US angreb  var tæt på katastrofe”. Historien var at netop det angreb var løbet direkte ind i  voldsom og helt uventet talibanmodstand, at aktionen var ved at gå helt galt  og at episoden havde ført til en gennemgribende analyse og ændring af den  taktik, amerikanerne arbejdede med i Afghanistan. Dagen før havde den  kendte amerikanske journalist Seymour Hersh i en artikel i magasinet The New  Yorker opgjort de amerikanske tab til 12 sårede, heraf tre alvorligt, og citeret  amerikanske kilder for oplysningen om at specialstyrken, der er en af USA's  fremmeste, var blevet slået tilbage.  

Angrebet fandt sted i Kandahar, og målet var et af talibanlederen mullah  Omars tilholdssteder. Når episoden refereres i detaljer her så er det fordi den  viser noget principielt om forholdet mellem presse og militær i krigstider. Det  principielle forhold at medier, der forhindres i at forsikre sig ved selvsyn om  hvad der sker på kamppladsen eller i krigsteateret naturligvis sultent tager  imod de lunser, der så kastes til dem fra den militære eller politiske ledelse, i  dette tilfælde altså Pentagon. Nyhedskonkurrencen er benhård, det gælder om  at komme først, og lunserne befordres især på tv videre med sekunders eller  minutters forsinkelse. Alt for kort tid til at journalist eller redaktør kan tage  selvstændig stilling til det tilbudte materiales sandsynlighed, troværdighed og  lødighed. Nyhedshunden må nøjes med at tage imod og logre med halen. Men  netop derfor snurrer nyhedshunden rundt og bider den hånd, der fodrer den,  hvis det viser sig at det er forgiftede godbidder, den er blevet tilbudt. Og det  var hvad den følte der var sket i det her refererede tilfælde med succeshistorien  om Delta Force angrebet i Kandahar. Den historie var ikke sandheden, og når  den politiske og militære ledelse under den slags lukkede aktioner vælger at  offentliggøre noget som helst, så er pressens krav til sandhedsværdien af det  der offentliggøres naturligt nok ekstra høj.  

Men mere end det. Episoder som denne gør at det bliver umuligt at  opretholde opfattelsen af at regering, militær og presse er ude i det samme  ærinde, at de trækker på samme patriotiske hammel.  Lige her skred det genfundne nationale fællesskab mellem den politiske og  militære magt og pressen som magtens kontrolinstans.

Når magten svigter kontrakten – sig ikke alt, men tal sandt, når I taler ‐  bliver kontrollen så meget mere aggressiv.  Hvad der sker når kontrakten svigtes fra den anden, fra pressens side,  vender jeg tilbage til lidt senere.  

I Vietnam var denne her proces langsom og pinefuld. I dagens krigsførelse  er den ikke mindre pinefuld, men næsten øjeblikkelig. Så øjeblikkelig at den  kan nå at få direkte indflydelse på den måde krigen føres på. Fordi det der sker  på kamppladsen fodres tilbage til den hjemlige opinion, som driver politikere til  at gribe ind i begivenheder på niveauer hvor krigens håndværkere tidligere var  enerådende.  

Den første krig mod Saddam Hussein, den om Kuwait, var i så henseende  et forvarsel om den situation, vi er i nu. De tv‐billeder som CNN hentede hjem  fra Bagdad og udsendte live mens krigen var i gang fik ved flere lejligheder  direkte indflydelse på den militære og politiske beslutningsproces.

Men det var Kosovo‐krigen, der gjorde det tydeligt, at noget fundamentalt  var forandret i måden at føre krig på. NATOs daværende øverstbefalende,  general Wesley Clark beskriver hvordan krigsførelsens forskellige niveauer –  det politiske, det strategiske og det taktiske – i moderne krigsførelse er presset  så meget sammen, at der ikke længere er tale om klart definerede niveauer  med hver sin klare opgave. Politikeren får nu i realtid så mange oplysninger fra  det taktiske niveau, at han eller hun har en tendens til at detail‐blande sig på  alle niveauer. Det strategiske niveau må tænke både politisk og taktisk  samtidig med at det forsøger at koncentrere sig om de strategiske problemer.  Og soldaten på det taktiske niveau på kamppladsen må trænes i at tænke både  strategisk og politisk. For hans handlinger på kamppladsen kan i dag – via  pressens nye teknologiske muligheder ‐ få direkte og øjeblikkelig indflydelse på  den offentlige politiske stemning. Og den driver politikerne til at blande sig i  krigsførelsen, hvad der betyder, at kravene til både den valgte strategi og til  soldaten på kamppladsen ændres, endnu mens kampen er i gang. 4  

Det fører direkte videre til den anden forudsætning for samspillet mellem  militær og medier, der har ændret sig fundamentalt. Det er opfattelsen af  medierne som kampplads. Også denne ændring er teknologidrevet både på  den militære og på mediesiden. Det handler igen om øjeblikkelig informationsindsamling og ‐spredning.

På den militære side har evnen til at indsamle, bearbejde og sprede  informationer i realtid – hvad én ved, ved alle i samme øjeblik – været den  afgørende forudsætning for udviklingen af det teoretiske grundlag for  parallelkrig og hyperkrig, for en krig der føres på alle niveauer og på alle  områder på én gang, samtidig eller næsten samtidigt (forskellen på hyperkrig  og parallelkrig). Tidligere tiders nedslidningskrig – lag for lag indtil det endelig slag mod gravitationscenteret – er afløst af de nye krigsformer, som er under  stadig udvikling mod fremtidens netværkskrige, krige i cyberspace,  informationskrige og psyops krigsførelse.  

Hvad militæret kan, kan de største medieforetagender i dag også. Og  måske endda bedre, hurtigere og billigere. Da de amerikanske styrker gik i land  i Somalia blev de modtaget af et stort medieopbud som transmitterede  landgangen direkte i tv og radio: medierne var nået frem med deres udstyr før  militæret med alle dets ressourcer fik flyttet den hurtige udrykningsstyrke, der  skulle ind i det borgerkrigshærgede land.

Og udviklingen på mediesiden går rasende hurtigt på mange forskellige  planer. En ting er transmissionsteknologien, som gør, at der stort set ikke  længere er noget steds på kloden som medierne ikke vil kunne rapportere  direkte fra. En anden er udviklingen af multimedie‐redskaber som dels kan  arbejde sammen, dels er blevet så kompakte og lette, at en enkelt journalist  kan betjene radio og tv, trykt presse og internetbaserede medier, ja, sågar  mobiltelefon‐netværk som sms‐teknologien på én og samme gang, næsten i  én arbejdsgang. Og kameraer med natsigte er for længst ikke forbeholdt  militæret.

Medierne er som militæret ved at oprette hurtige udrykningsstyrker –  såkaldte faldskærms‐ og rygsækreportere – der kan sendes af sted med få  minutters varsel og dumpes i et eller andet konflikt(eller katastrofe)område og  som i sin håndbagage, så at sige, kan have alt det tekniske udstyr, han har brug  for. Det betyder også at han er blevet langt mere mobil end tidligere hvor det  var forbeholds skrivende journalister at flytte sig med få øjeblikkes varsel fra  sted til sted, fordi de kun skulle huske blok og blyant. Og så ved lejlighed finde  en telefon eller telexforbindelse til hjemmeredaktionen.  

Spørgsmålet er så i dag, om pressen og militæret naturnødvendigt  modarbejder hinanden. Den fundamentale interessekonflikt vil, som nævnt i  indledningen, aldrig kunne overvindes fordi den er en følge af de to  institutioners opgave og natur. Men i militære kredse gøres der i dag mange  tanker om hvordan man måske kan bruge medierne i stedet for at blokere eller  bekæmpe dem. Det er ikke principielt nyt: politik og militær har altid set  pressen som et egnet redskab til at bearbejde den hjemlige moral og egne  styrkers kampmoral. Ofte har pressen også været set som et instrument til at  skabe den rigtige stemning før beslutningen om en krig tages eller offentliggøres. Det er meget ofte i den forberedende fase, pressen diskret fodres med  tilsyneladende løsrevne, interessante historier som man først bagefter kan se  danner et mønster og er med til at lægge den offentlige stemning til rette for  de politiske udspil, der så kommer. Pressen som uvillig propagandamaskine,  kan man sige.  Det er som sagt ikke nyt.

Nyt er derimod, at militæret senest siden krigen om Kuwait har været  optaget af spørgsmålet om pressen kan bruges mere offensivt, mere strategisk, i krigsførelsesfasen.  

Det er ikke så underligt, at man tænker sådan især i amerikanske kredse,  for soldater er konstant optaget af at lære af det, der virker. Og erfaringen fra  krigen om Kuwait var at det i slutfasen lykkedes den øverstbefalende, general  Norman Schwarzkopf at bruge medierne til at fodre fjenden med en række  forkerte indtryk af hvad det var amerikanerne havde gang i, hvilket satte ham i  stand til at gennemføre den store knibtangsmanøvre i en stor bue fra vest mod  nord og øst omring Kuwait og på den måde stille sig i vejen for den irakiske  hærs tilbagetog fra den besatte lille oliestat ved Den persiske Golf. Og tage den  til fange i stedet for at risikere at den slap igennem, foende sig med den  irakiske hovedstyrke og omgrupperede til en ny offensiv. Schwarzkopfmanøvren går som et strålende eksempel på hvordan den slags skal gøres.  Siden da har militæret i USA, og det er forbillede for næsten alt hvad andre  militære systemer gør, også det danske, været optaget af balancen mellem at  bruge medierne og at udsætte sig for medierne. Militæret er ikke nået til noget  entydigt svar på det spørgsmål, men er måske blevet mere afklaret om hvad  spørgsmålet dybest set er. I hvert fald skrev oberstløjtnant, professor Margaret  H. Belknap i 2002 en meget citeret artikel med titlen ”CNN‐effekten: strategisk  hjælper eller operationel risikofaktor?”. Det er dét, diskussionen lige nu kredser  om.

Det var den før omtalte amerikanske aktion i Somalia i begyndelsen af  halvfemserne, der skabte begrebet CNN‐effekten. Dengang var det  amerikanske Cable News Network (CNN) den eneste globale 24‐timers nyheds  tv‐station i verden. Det var CNN der bragte billederne af nøden og  elendigheden i Somalia, og det var de billeder der fik præsident George H. W.  Bush til at beslutte at gribe militært ind. Det var CNN, der stod på stranden og  modtog invasionsstyrken. Og det var CNN der bragte billederne af de  amerikanske Black Hawk helikoptere der blev skudt ned i kampe i Mogadishu  og af den dræbte amerikanske soldat, hvis lig blev slæbt gennem byens gader i  triumf. Billeder som var en afgørende årsag til at præsident Clinton, der havde  afløst Bush, trak den amerikanske styrke ud igen.

Siden da har amerikanerne debatteret Somalia‐interventionen som et  spørgsmål om, hvem og hvad der i grunden bestemte amerikansk  udenrigspolitik: de folkevalgte, nationens grundliggende sikkerhedspolitiske  interesser, eller den effekt, all‐news tv‐kanaler med enorme ressourcer som  netop CNN har på den offentlige mening eller stemning?  

Belknap gør opmærksom på at CNN’s indflydelse er dalet i de  mellemliggende år fordi der er kommet andre all‐news stationer til med sammenlignelige ressourcer, og de konkurrerer om seernes gunst. Det er  naturligvis først og fremmest BBC World, hun tænker på, men der er også  netværk som Sky News og Fox. Og så er der regionale aggressivt redigerede  nyhedsstationer som Al Jazzeera som spiller en selvstændig rolle i den militære  tænkning. Men det vender jeg tilbage til.  

Spørgsmålet er med andre ord, hvor meget politikere og militær kan  handle selvstændigt, og hvor meget de drives af CNN‐effekten. Det er her  spørgsmålets anden del – ”er CNN en operationel risikofaktor?” – kommer ind.  Da amerikanerne gik ind i østaten Grenada i 1983 var spørgsmålet ikke aktuelt.  Alligevel valgte den øverstbefalende for aktionen at holde presse helt væk fra  øen, så længe kampene stod på. Han gik endog så vidt som til at true med at  skyde mod journalister, der forsøgte at nå frem til øen på egen hånd. Det  huede ikke den amerikanske Kongres, som tvang militæret til at yde pressen  normal hjælp så journalisterne kunne gøre deres del af arbejdet i et demokrati i  krig.  

Da amerikanerne seks år senere gik ind i Panama for at hente diktator  Noriega til USA og stille ham for retten for narkokriminalitet forsøgte militæret  en ny pressestrategi: journalister blev inviteret indenfor, men holdt så langt fra  begivenhederne, at de ikke havde ret mange chancer for at følge med i hvad  der foregik. Det var de af pressen så forhadte pressepools, der var blevet  indført efter Grenada‐debatten: udvalgte journalister og fotografer får særlige  arbejdsbetingelser, men skal til gengæld love at dele deres stof med alle andre.  Den slags arrangementer gør ingen lykkelige, men giver militæret en stram  kontrol med pressen.  

Krigen om Kuwait var helt anderledes. For her gjorde CNN hvad  amerikansk militær og politik ikke kunne kontrollere: de rapporterede fra  fjendens lejr, fra Bagdad. Og synliggjorde dermed det standpunkt, at pressen  ikke tager side i en konflikt, men loyalt forsøger at være offentlighedens øjne  og ører. Det er ikke pressens frihed der er argumentet, men offentlighedens ret  til at blive informeret.  

Med de nye tider og erkendelsen af, at det ikke nytter ret meget i en  globaliseret informationsverden at formene pressen adgang til krigsteateret og  kamppladsen – risikoen er at pressen bare går ind ”fra den anden side”, og altså  et helt udenfor kontrol og påvirkning – var militæret nødt til at tænke om.  Spørgsmålet blev ikke hvordan man kan forhindre pressen, men hvordan man  kan bruge den.  

Den første del af spørgsmålet – ”kan CNN‐effekten være en strategisk  styrke?” – blev alvorligt aktualiseret med krigen om Kosovo i 1999. Krigen var  fra den første dag noget nær en PR‐katastrofe for NATO, og først undervejs og  med hjælp fra blandt andet den britiske regering, fik alliancen nogenlunde hold på sin måde at tackle pressen på. Og talsmand Jamie Shea blev kendt af hver  eneste husstand i Europa og Nordamerika.

Men den virkelige lektie af Kosovo krigen var, at serberne, at Slobodan  Milosevic og de kræfter han kunne mobilisere, spillede langt bedre på medieklaviaturet end NATO. General Wesley Clark forsøgte at holde oplysninger  langt væk fra pressen meget længe i forløbet, hvad der gjorde NATO‐landenes  journalister enormt utålmodige og derfor også meget modtagelige for det, der  blev tilbudt fra anden side – hvad enten det var fra Milosevic og hans folk, eller  det var fra de kosovo‐albanske militser i Kosovas Befrielses Hær KLA/UCK.  Dertil kom, at det var serberne der kunne byde på de bedste tv‐billeder, hvad  enten det var ødelagte boligblokke, sprængte broer eller unge mennesker med  hvide stofstykker på bryst og ryg med en påmalet skydeskive: se det er os der  er målet for NATOs krig.. NATO derimod måtte slås med fejlbombninger af  flygtningekoloner og angreb på Kinas ambassade i Beograd. Amerikanerne,  der også i denne krig var ledende, så og forsøgte at lære.  

Angrebene den 11. september 2001 skruede for et kort øjeblik tænkning og  reaktion på begge sider, hos militær og medier, mange år tilbage. Til en tid  hvor pressen var national og patriotisk og ikke gjorde noget som helst der kom  i vejen for landets sikkerhedspolitik. Slet ikke i krigstid. Men den nygamle  konsensus varede ikke ved. De teknologiske landvindinger, der har drevet  udviklingen med sin egen indre logik lod sig ikke skrue tilbage. Den  amerikanske regering gik på et område endog meget langt for at slippe for  nysgerrige øjne under krigen i Afghanistan. USA købte samtlige rettigheder til  alle private satellitoperatørers satellitbilleder af Afghanistan i den periode  krigen stod på. Det var en ny dimension i krigen om informationerne.  

Men spørgsmålet som Bellknap stiller, var og er ikke til at komme udenom  for dagens militær. Den operationelle risiko ved at have mediernes tætte  bevågenhed mens krigen forberedes, sættes i gang, udkæmpes og vindes, og i  den vanskelige tid lige efter krigen, hvor freden skal vindes, er åbenlys. Men der  er i demokratiske samfund ikke ret meget man kan gøre ved det. Efter den  første krig i Irak om Kuwait forsøgte militær og presse at finde et fælles  ståsted. Det kom der en principiel erklæring fra Forsvarsministeriet side ud af,  som fastlægger ni principper for mediernes dækning af krigshandlinger. Det  første princip er: ”Åben og uafhængig presserapportering skal være det  vigtigste middel i dækning af amerikanske militære operationer.”. Derefter  følger otte principper som regulerer samspillet mellem journalister og soldater i  kampzonen. I princip fire finder vi så sporene tilbage til William Howard Russel  og Krim krigen. Der står at journalister der ikke følger de udstukne regler og  derved sætter soldaterne i fare, kan fjernes fra kampzonen. 5 Præcis som den  censur‐ordre den britiske øverstbefalende udstedte i 1856.

Men kan militæret i en demokrati ikke komme udenom den ofte  besværlige presse, så kan den omvendt måske gøre brug af netop pressen til  sine egne formål.  For at citere Margaret Belknap: ”…strategiske ledere og krigere må være  proaktive og nytænkende i forhold til medierne. Satellit tv’s tidsalder tilbyder  ledere og krigere enestående muligheder for at bruge medierne – til at bruge  den fjerde statsmagts enorme ressourcer til deres egen fordel. Medierne kan  blive en strategisk hjælper på en lang række områder: til at få spredt formålet  og endemålet til en verdensomspændende offentlighed, til at gennemføre  effektive psykologiske krigsoperationer (psyops), til at spille en væsentlig rolle i  vildledning af fjenden, og som supplement til indsatsen med at samle  informationer”6 Belknap sætter så fingeren lige på det ømme punkt: når  medierne hører, at militære vil ”bruge” dem, så stejler de. Af princip.  Lad så gå med dette at få militærets formål og endemål med en aktion ud  til et bredt publikum. Men senest når det gælder psykologisk krigsførelse,  vildledning af fjenden eller indsamling af oplysninger står pressen af. Og med  god grund.  

Pressen som fjenden 

For den tredje fundamentale forandring i forholdet mellem militær og medier  er livsfarlig for begge parter. Bogstavelig talt. Og igen er det den teknologiske  udvikling, der er den drivende kraft.

Hvor pressen tidligere er blevet opfattet af militæret som noget der var i  vejen, noget der kunne undergrave kampmoralen eller ødelægge den folkelige  opbakning til krigsindsatsen, så har de seneste krige fra Kosovo til Irak vist en  ny og foruroligende tendens til, at militæret og deres politiske herrer ser  pressen som en potentiel fjende og handler derefter.  

Vi så det under krigen om Kosovo, hvor en krigsførende part for første  gang officielt og med eftertryk udnævnte et medieforetagende – tv‐stationen i  Beograd – til at være en del af den serbiske krigsførelse i Kosovo, og som sådan  en legitimt militært mål, Stationen blev angrebet og pressefolk såret og dræbt.  Argumentet for at stationen var en del af den serbiske krigsførelse var  tostrenget. Dels sagde NATO at stationen piskede en etnisk hadstemning op,  dels at stationen blev brugt til at transmittere skjulte ordrer til militære chefer i  felten på et tidspunkt hvor Milosevic ikke længere havde et brugbart militært  kommunikationsnet.

Angrebet i Beograd var et angreb på en tv‐station i fjendehånd.  Verdenspressen fandt det endog meget betænkeligt at NATO med sit angreb  og med sin begrundelse gjorde pressefolk og medieforetagender til legitime krigs mål og dermed åbnede op for at modstanderen med fuld ret kunne gøre  det samme.

I Irak var situationen helt anderledes, og helt anderledes alvorlig. I Irak  åbnede den vestlige styrke ild mod vestlige journalister og dræbte adskillige af  dem.

Fra start var Irak‐krigen en anderledes krig også i presseforstand.  Amerikanerne forsøgte sig med et nyt koncept, som gjorde at vi alle kom til at  lære begrebet ”embedded” at kende. For ”embedded” – nedfældet, eller som  det mere præcist kan oversættes ”indkapslet” var, hvad næsten 600  journalister var. De udvalgte fik lov til at følge med en amerikansk enhed helt  fremme ved fronten og fik lejlighed til at sende deres materiale hjem uden  større hindringer.

Men der var et par ufravigelige spilleregler. De kunne ikke sige hvor de var.  De kunne ikke sige hvor de var på vej hen. De kunne ikke sige hvor mange de  var. De kunne ikke sige hvilken modstand de stod overfor. De kunne ikke sige  hvilke våben, deres enhed havde med.  

Sammenlagt kunne de ikke sige ret meget. Men de kunne sende gode  dramatiske billeder hjem, de kunne lave gode menneskelige historier om de  soldater, de rykkede frem sammen med.  Værdien af deres arbejde – vejet op imod ulemperne ved der  begrænsninger, de blev pålagt – er stadig meget, og meget højrøstet, omstridt  i pressekredse, ikke kun i USA.

Min personlige holdning er, at det var bedre at de var der, end det  modsatte. For når alt kommer omkring, så de hvad de så også selvom de ikke  kunne fortælle det på det aktuelle tidspunkt. Som vidner til ”vores” sides måde  at føre krig på har de haft en selvstændig funktion udenfor deres daglige  journalistiske virke. Det er altid at foretrække at krig føres med tilskuere end  uden, og den rolle opfyldte disse indkapslede journalister, alt andet lige.  

At der så kan argumenteres for at journalisterne efter den ikke helt  bekvemme træningsperiode de fik sammen med ”deres” soldater før krigen gik  i gang og i takt med at de delte besværligheder og farer med dem under  fremrykningen i Irak har opbygget et særligt kammeratskab, særlige bånd med  netop den enhed og derfor ikke længere har kunnet rapportere nøgternt og  neutralt om dens gøren og laden på kamppladsen er en anden sag. De  journalister det drejer sig om og de pressefolk, der var imod arrangementet og  holdt sig væk, diskuterer stadig fordele og ulemper ved den nærhed, der ikke  kan undgås i situationen mellem journalist og kilde.  

Et andet lige så uafklaret spørgsmål er den rolle, journalisternes militære  barnepiger (”minders”) har spillet, hvor meget de har styret journalisterne i  ønsket og væk fra uønsket retning. Et tredje er den rolle, de indkapslede journalister kom til at spille som en slags informationsunderholdning som  erstatning for rigtige, vigtige nyheder fra krigen.  

En grundstrategi i militærets håndtering af medierne i krigstid er ideen om  at besætte det offentlige rum, at fylde så meget i sendefladen, at den anden  side ikke får en chance for at komme af med sit budskab – og kritisk journalistik  med ubekvemme spørgsmål heller ikke får plads. Til det formål skal man enten  bruge højprofil aktører: generalen, forsvarsministeren, udenrigsministeren,  præsidenten, Eller den gode menneskelige historie: oversergent xx og hans  oplevelser af at være skilt fra familien nu hvor konen venter det første barn, for  eksempel. Eller de stærke men informationstynde billeder, dem, netop de  indkapslede journalister kunne levere. Det handler om at dosere indspillet til  pressen lige præcis i de rigtige mængder, så ingen tør lade være med at bringe  netop dét materiale.  

Det kan styres, ind til en vis grænse. I Irak‐krigen forsøgte medierne sig  med en modstrategi. Ved siden af de indkapslede reportere havde de fleste  større medier også såkaldte ”unilaterale” eller frie reportere i krigsteateret. De  sad i Qatar hvor det militære hovedkvarter for operationen lå, og de fik meget  lidt at vide. De sad også i byer rundt om krigsteateret. I Amman i Jordan, for  eksempel. Eller i Damaskus i Syrien. Eller i det sydlige Tyrkiet. På lur for det  tilfælde at der skulle vise sige en chance for at komme over grænsen og ind i  krigens Irak på andre betingelser end de snærende, der gjaldt for de  indkapslede. De var ikke velsete af koalitionsstyrkerne. I bedste fald blev de  advaret om at hvis de bevægede sig ind i Irak ville irakiske styrker sandsynligvis  angribe dem. I værste fald fik de mere end antydet at koalitionsstyrkerne i  givet fald ville gøre det samme.7

Var de unilaterale journalister – pressefolk som BBC’s John Simpson, der  med sit hold tog sig frem på egen hånd i det nordlige Irak mens krigen stod på –  en torn i øjet på koalitionen, så var de journalister, der havde valgt i være midt i  fjendens lejr, i Bagdad, det endnu mere.  Tirsdag den 8. april 2003, krigen var i gang, forlangte Aidan White,  generalsekretær for det internationale journalistforbund IFJ, en uvildig  undersøgelse af det amerikanske angreb på Palestine hotellet i Bagdad, som  var et slags hovedkvarter for det internationale pressekorps, der havde slået sig  ned i den irakiske hovedstad. De amerikanske soldater sagde at de var blevet  angrebet af snigskytter fra hotellet, journalisterne, der boede der sagde at det  var umuligt. Havde der været snigskytter ville de havde vidst det, have set det,  have hørt det. De så angrebet som et amerikansk forsøg på at skræmme de  vestlige journalister væk. Og de så angrebet som et led i et større mønster fordi  amerikanske styrker samtidig bombede tv‐stationen Al Jazzeera, som længe  havde været amerikanerne til besvær, fordi netop Al Jazzeera havde særligt gode kilder i den arabiske verden, i Irak, og i kredse med forbindelse til taliban  og Al Qaeda. Det var – og er – Al Jazzeera, der gang på gang kan offentliggøre  udtalelser og vise videooptagelser af Osama bin Laden eller hans nærmeste  talsmænd og så videre. Al Jazzeera er en vigtig spiller fordi den betragtes som  meget troværdig i den arabiske verden, hvor den er en af de mest sete  stationer. Og så er den satellitbåret og derfor ikke sådan lige til at censurere  selv i de mest udemokratiske og lukkede arabiske styrer. Amerikanerne  bombede altså Al Jazzeeras kontor i Bagdad, men sagde derefter at det var en  ”alvorlig fejltagelse”. Amerikanerne fik ved samme lejlighed ødelagt Abu Dhabi  Televisions kontor. Al Jazzeera og organisationen Reporter uden Grænser  afviste at der kunne være sket en fejl, for stationen havde på forhånd fortalt  amerikanerne præcis hvor deres kontorer lå i Bagdad og havde med store  bannere markeret bygningens facade. Hvad der er sandt og ikke sandt i den  historie er stadig ikke afklaret.  

Tilbage er at konstatere, at det fra krigen om Kosovo til krigen i Irak er  blevet stadig tydeligere, at medier kan udnyttes af de krigsførende parter, ikke  bare i gammeldags propagandaøjemed, men også til en ny tids krigsførelse.  Først og fremmest til psykologisk krigsførelse. Det kom for eksempel  amerikanerne meget på tværs at Saddam Hussein pludselig dukkede op midt i  en menneskemængde i Bagdad på et tidspunkt hvor koalitionen mente at han  ikke længere turde vise sig offentligt, og at de billeder blev vist på alle verdens  tv‐stationer i den bedste sendetid. Men også til vildledning af fjenden. Og  måske som en slags skjult kommunikationsvej for modstanderen.  Konklusionen er ikke unaturligt at betragte medierne som både en  mulighed og en fare.  Risikoen er, at de medier, man ikke selv kan bruge til eget formål bliver  kategoriseret som noget fjenden potentielt kan bruge, og at den militærlogiske  følgeslutning er, at nægte fjenden muligheden for at bruge disse medier. Ved  at angribe dem og ødelægge dem. Man skyder da journalister?  

Konklusioner for Danmark

Herhjemme var forholdet mellem pressen og militæret i hele forløbet af Irakkrigen relativt godt – dels var Danmark trods store ord kun med på krigens  sidelinie, dels var Danmark gået i krig på et smalt parlamentarisk grundlag,  hvilket gjorde det mere legitimt i alles øjne at diskutere krigsgrundlaget kritisk.  Og det var især det, der skilte vandene: opfattelsen af om der var et ordentligt  folkeretligt grundlag at gå i krig på.  

Danske medier forsøgte så godt det gik at dække krigen med de  begrænsede midler de danske medier nu en gang har, betinget af deres  størrelse. De største af dem – med DR og TV2 i spidsen – forsøgte at dække op både i det militære hovedkvarter i Qatar, ligge på lur som uafhængige  reportere for at snige sig ind i Irak når chancen bød sig, og forsøge at følge med  en af de amerikanske enheder med ind i Irak under den militære fremrykning  der.

Hvor dansk presse og dansk militær stødte sammen var langt senere og  efter at hovedkampene var hørt op. Det var i sagen om den danske  oversergent, der blev dræbt da danske soldater forsøgte at anholde en gruppe  irakere efter at have standset deres pick‐up‐truck en sen aften. I de første  udtalelser fra forsvarsministeren blev der brugt ord som kamp og ildkamp, og  de samme ord gør igen i nogle af de dokumenter der blev forelagt ministeren.  Hæres Operative Kommando udsendte en første noget vag melding om at en  dansk soldat var blevet dræbt, uden at gå ind på omstændighederne, men  sendte få timere senere en ny pressemeddelelse ud, og nu hed at det den  danske soldat kunne være blevet ramt af et vådeskud fra et dansk gevær. Men  det var først efter at danske medier på stedet, i Irak, havde oplyst at de irakere  der var indblandet – og af hvem to blev dræbt – var ubevæbnede, at der for  alvor kom gang i undersøgelserne. Og det var først nogle uger senere, at det  officielt blev bekræftet, at der som det hed ”ikke var fundet nogen våben” i  forbindelse med den voldsomme anholdelse.

Den sag skabte alvorlig mistillid mellem dele af den danske presse og  forsvarsministeriet. Måske derfor besluttede forsvarsminister Svend Åge  Jensby at offentliggøre det materiale, han fremlagde i Udenrigspolitisk Nævn  som redegørelse for hændelsesforløbet.8  Men den danske debat har først og fremmest drejet sig om den politiske  side af Irak‐krigen.  

Om krigsgrundlaget og regeringens argumenter. Om notater, der er blevet  ændret eller ikke er blevet ændret, og så videre. Det er den del, der er blevet  belønnet med pressens fineste udmærkelse, Cavling Prisen, i år.  Alligevel skal ingen være i tvivl om at både dansk presse og det danske  forsvar forbereder sig på de nye krigsformer. Hver for sig, og i fællesskab. Som  alle andre soldater i den vestlige verden trænes danske officerer og  befalingsmænd nu også i at håndtere medierne, svare på nærgående  spørgsmål, ”gøre sig” på tv og så videre. Og journalisterne er igen interesseret i  sikkerhedspolitik og forsvarsspørgsmål og forbereder sig teoretisk på at løfte  den opgave også i fremtiden. Hvor de to mødes er i det praktiske: forsvaret  stille beredvilligt op når det gælder om at indføre vordende journalister i den  militære virkelighed.  

Det er også nødvendigt. For jo mere værnepligten udvandes, jo færre  journalister kommer der til som har en egen erfaring fra militæret. Og for nu at citere en af de stor gamle blandt militærhistorikerne, John Keegan; hvis du vil  vide noget om krig, så tal med veteraner. For kun de ved hvad det er. 

Henvisninger

1 Richard Holmes (ed) Military History (Oxford University Press, Oxford, 2001) p.  971 ff.  

2 Lawrence Freedman. Forelæsning King’s College, London, Dept. of War  Studies, Sept. 2001  

3 Stuart Taylor Jr.: The Media, The Military, and Striking the Right Balance. I  The National Journal, Washington D.C 23. oktober 2001.  

4 Clark, Wesley K: Waging Modern War. Bosnia, Kosovo and the Future of  Combat. Public Affairs, New York, 2001  

5 DoD Directive 5122.5 Enclosure 3: Statements of DoD Priciples for News  Media. Sept 2000.  

6 Margaret H. Belknap: The CNN Effect: Strategic Enabler or Operational Risk?  I Parameters, US Army War College, Autumn 2002, p 110  

7 Oplyst af DR’s mellemøstkorrespondent Ole Sippel. Se også Paul Workman:  Embedded journalists versus ”unilateral” reporters. CBS News Online. 7. april  2003 og Ciar Byrne: US soldiers were main danger to journalists, says Simpson,  The Guardian 27. juni 2003.  

8 Svend Åge Jensby: Redegørelse i Udenrigspolitisk Nævn 4. september 2003 med  bilag. Forsvarsministeriet.