Log ind

Jagdwaffes endeligt  

#

Hvis flyene over os er sølvfarvede, er de amerikanske. Hvis der er camouflerede, er  de britiske. Hvis de ikke er der, er de vores.  

Tyske soldater om Luftwaffes indsats i slutningen af krigen

 

Baggrunden

I de første krigsår fejrede Det tredje Riges Luftwaffes jagerstyrker – Jagdwaffe  – store triumfer. Succeserne i felttogene mod Polen, Norge og Danmark samt  Vesteuropa kunne let tolkes som om Luftwaffe var uovervindeligt, og  nederlaget over Storbritannien kunne fejes til side da man på ny fik medgang  på Balkan og over Sovjetunionen i 1941. Tysklands industri kom, sammenlignet  med eksempelvis Storbritanniens, først sent i gang med at hellige sig krigens  krav, og flere gange blev udviklingen af nye typer materiel samt en forøgelse af  produktionen af allerede eksisterende typer standset.

Ved landgangen i Normandiet i juni 1944 var den allierede  luftoverlegenhed så udtalt, at Luftwaffe stort set ikke viste sig, og i løbet af  kort tid var det umuligt for tyskerne at gennemføre operationer over Frankrig.  

 

Planer for offensiv

I løbet af efteråret 1944, som i Vesteuropa var særdeles regnfuldt og  hæmmede operationerne, lykkedes det den tyske hær at genopbygge store  dele af sin styrke på vestfronten. Tyskerne håbede stadig at stoppe den  allierede fremmarch, og Oberkommando der Wehrmacht planlagde at  indsætte omkring 200.000 mand i fjorten divisioner, heraf syv Panzerdivisionen, i en sidste offensiv mod de allierede, kaldet Wacht am Rhein.  

Offensiven skule findes sted i Ardennerne, der var tyndt besat med den  amerikanske 1st Army, og drive en kile ind mellem de amerikanske og britiske  styrker ved at nå frem til Antwerpen. Offensiven skulle bringe de allieredes  fremgang til standsning og vinde tid til at udvikle de tyske "vidundervåben",  som Hitler havde stor tillid til. I forbindelse med hærens offensiv tillagdes  Luftwaffe fire opgaver:  

• At angribe de allieredes flyvepladser så disse blev sat midlertidigt ud af  operation.

• At nedkaste en mindre faldskærmsstyrke nær Malmédy, hvor den skulle  hindre amerikanske forstærkninger i at rykke frem.  

• At skabe luftdækning over den tyske hær, så de overlevende allierede  taktiske fly ikke kunne støtte deres hære.  

• At yde nærstøtte til den tyske hærs fremmarch.  

Luftwaffes jagerstyrker under Luftflotte Reich var på dette tidspunkt under  opbygning til Generalleutnant Adolf Gallands Grosse Schlag, som dermed blev  standset1 – luftforsvarsflyene skulle anvendes som taktiske fly i stedet. I alt  2.460 tyske fly blev samlet til offensiven, hvoraf de 1.770 var enmotorede  jagere. Også brændstofsituationen lykkedes det tyskerne at forbedre, idet der  var samlet lagre til hele offensiven.  

 

Bodenplatte 

Den første fase af Luftwaffes indsats – angrebene mod de allierede  flyvepladser – fik kodenavnet Unternehmen Bodenplatte. I midten af  december var alle de involverede enheder flyttet frem til deres pladser og 14.  december blev samtlige Gruppenkommodeuerene for jager‐ og jagerbomberenhederne kaldt til en konference under ledelse af Generalmajor Dietrich  Peltz i Jagdkorps II, hvor planen blev fremlagt.

Planen var, at de tyske fly skulle flyve frem til de allieredes flyvepladser i lav  højde og under total radiotavshed for at opnå den størst mulige overraskelse,  idet alle mål skulle endvidere så vidt muligt angribes samtidigt. Hver formation  skulle dirigeres frem mod deres mål af natjagere (kaldet Lotsen), og  markeringsbomber ville visse steder blive anvendt for yderligere at lette  navigationen. Operationen var formidabel efter tysk målestok så sent i krigen  idet tolv Jagd‐ og Schlachtgeschwadern med i alt 33 Gruppen – en styrke på  omkring 900 fly – skulle deltage i angrebet.  

 

Offensiven starter 

16. december angreb Feldmarschall Models Heeresgruppe B amerikanerne i de  hidtil meget rolige Ardennere. Offensiven startede under dække af sne og  lavthængende skyer, men det ventede kodeord, der skulle iværksætte  Bodenplatte var udeblevet. De tyske meteorologer havde forudset flere dage  med dårligt vejr, og offensiven startede derfor uden angrebet på de allieredes  flyvepladser.  

En natlige nedkastning af faldskærmstropper skulle dog alligevel have  været gennemført, men på grund af en fejl i den tyske kommandovej, skete det  med en dags forsinkelse. Om aftenen 16. december startede 68 Junkers Ju  52/3m fra deres baser i Tyskland med 870 soldater og deres udstyr. Mange af  besætningerne havde imidlertid for lidt træning i instrumentflyvning, hvilket  medførte at et fly styrtede ned og ti andre fløj vild. Ved nedkastningszonen var  vinden dobbelt så stærk som den højest tilladte, men nedkastningen blev  alligevel gennemført, og tropperne blev derfor spredt over et stort område og  mange blev endvidere kvæstet. Da styrken dermed ikke længere var i stand til  at kæmpe effektivt, blev operationen ikke gennemført efter planen, og den  tyske styrke udførte kun mindre angreb i amerikanernes bagland.  

 

Opklaring

I de følgende dage fortsatte det dårlige vejr, hvilket gjorde det stort set umuligt  at flyve operationer i lav højde over de kæmpende hære, men det lykkedes  alligevel amerikanerne og briterne at sætte de første angreb ind mod de tyske  flyvepladser. For at imødegå den tyske offensiv blev alle de allierede tropper i  området sat under britisk kommando, og Air Marshal Coningham blev dermed  chef for flystyrkerne.  

Natten til 23. december klarede vejret op og allierede Douglas C‐47 Dakota  var i stand til at nedkaste forsyninger til Brigadier General McAuliffe's 101st  Airborne Division, der var indesluttet af tyskerne i Bastogne2. Også de  allieredes kampfly tog del i operationerne som støtte til den amerikanske hær  og tyskerne mistede 63 jagerfly i løbet af dagen.

24. december satte Luftwaffe sine jetfly ind i kampene, mens hæren  nærmede sig Meuse. Messerschmitt Me 262 fra Kampfgeschwader 51 og Arado  Ar 2343 fra Kampfgeschwader 76 gennemførte angreb mod de amerikanske  styrker og forbindelseslinier, men i et for lille antal til at gøre sig gældende.  Samme dag sendte 8th Air Force mere end 1.400 bombefly eskorteret af 700  jagere af sted mod elleve tyske flyvepladser, mens andre allierede fly fra 2nd  Tactical Air Force og 9th Air Force angreb tyskernes tropper og forsyningslinier.  De tyske jagerfly forsøgte at forsvare deres baser og deres hær, men mistede  mindst 106 piloter – mere end 12 % af de deltagende – mens de selv kun  nedskød 44 bombefly. Også allierede jagerbombere blev nu for alvor indsat, og  især i området omkring St. Vith, hvor de tyske forsyningslinier var samlet,  havde jagerbomberne stor succes.  

 

Offensiven standses 

25. december var den tyske offensiv ved at gå i stå og enkelte steder var  amerikanerne endda ved at gå til modangreb. De allierede fly var nu så  succesfulde i deres forsøg på at afskære de tyske forsyninger, at kun en meget  lille del af det nødvendige brændstof og ammunition kom frem til fronten. Hver  gang tyske fly forsøgte at nå frem til fronten på nærstøttemissioner, blev de  mødt af allierede jagere og enten skudt ned eller tvunget til at vende om, og  endnu en gang mistede tyskerne mere end 60 jagerfly på én dag.  

26. december brød den tyske offensiv endeligt sammen foran Dinant og  den tyske ring omkring Bastogne blev brudt. De allieredes taktiske flystyrker  kunne nu operere næsten uhindret over slagmarken, mens Luftwaffe atter var  tvunget i defensiven af endnu et stort angreb fra 8th Air Force. I de følgende  dage fortsatte den allierede dominans i luften over Belgien, Luxembourg og  Tyskland, mens den tyske hær begyndte at blive presset tilbage mod sine  udgangsstillinger.

 

Planen 

Da Luftwaffes jageroperationer var overstået 31. december var 37 jagerpiloter  blevet dræbt eller meldt savnet. De overlevende piloter så sandsynligvis frem  til en nytårsaften, hvor der ville være mulighed for at prise sig lykkelig over at  være i live, med overraskende for alle udstedtes et totalt forbud mod al spiritus.  Nytårsdag var af Luftwaffes ledelse blevet valgt til gennemførelsen af den  udskudte Bodenplatte – det store angreb mod de allierede flyvepladser i  Holland, Belgien og Frankrig. Formålet var at rette et afgørende og  ødelæggende slag mod de allierede jagerfly for derved at få mere frie hænder  til at tage sig af bombeflyene på disses togter mod mål i Tyskland.

 

Angrebet 

Tidligt om morgenen blev de tyske piloter vækket og klokken 9 var de første af  omkring 900 deltagende fly på vingerne. De tyske formationer nåede frem til  de allierede flyvepladser tidligt om formiddagen og opnåede næsten total  overraskelse overalt. Værst gik det ud over 2nd Tactical Air Force bag den  britiske del af fronten. Desværre for tyskerne havde planlægningen ikke været  helt så grundig som ønskeligt og flere steder var pladserne helt tomme. Andre  steder forekom navigationsfejl og forkerte flyvepladser kom under ild.  

Jagdgeschwader 1 startede fra Twenthe, Drone og Rheine flyvepladserne i  Holland og Tyskland og angreb med omkring 80 Focke‐Wulff Fw 190 og  Messerschmitt Bf 109 Maldegem, Ursel og St. Denis‐Westrem flyvepladserne.

Mere end 90 Messerschmitt Bf 109 og Focke‐Wulff Fw 190 fra  Jagdgeschwader 2 startede fra Merzhausen, Ettingshausen, Nidda og  Altenstadt nord for Frankfurt mod deres mål, som var St. Trond, hvor to  Fighter Groups med P‐47 Thunderbolt fra 9th Air Force var baseret. Nogle af de  amerikanske piloter var allerede i luften da tyskerne angreb og i det efterfølgende slag mistede Richthofen Geschwaderen 33 piloter.  

Den store flyveplads ved Eindhoven, hvor der var baseret otte squadrons  Typhoon og tre squadrons Spitfire, blev angrebet af både Jagdgeschwader 3  med omkring 90 fly og Schlachtgeschwader 4 med omkring 60 fly fra baser  henholdsvis syd for Köln og nord for Frankfurt. Pladsen var totalt uforberedt på  angrebet fra tyskerne, der havde omkring 50 fly i den første bølge. Angrebet på  Eindhoven var sandsynligvis Bodenplattes mest effektive og kostede blandt  andet de allierede en komplet canadisk squadron Typhoon og 25 piloter4.  

Jagdgeschwader 4 startede fra fire pladser syd for Frankfurt med Le Culot,  Melsbroek, St. Trond og Ophoven flyvepladserne som deres mål. De 50‐55  Messerschmitt Bf 109 og Focke‐Wulff Fw 190 havde dog problemer med  navigationen og angreb for det meste forkerte flyvepladser, der uheldigvis  enten var næsten tomme eller stærkt forsvarede af luftværnsild.

Fra Bissel, Vechta, Delmenhorst og Quackenbruck i Nordtyskland lettede  omkring 70 jagerfly fra Jagdgeschwader 6 mod Volkel i Holland. Kursen nordfra  blev lagt for langt mod vest og det meste af Geschwaderen kom slet ikke i  nærheden af deres mål men angreb enten Heesch eller Eindhoven.  Geschwaderen betalte dyrt for sin mission og blandt andet seks chefer blev  skudt ned.

Asch flyvepladsen i Belgien, som var base for enheder fra både 2nd Tactical  Air Force, 8th Air Force og 9th Air Force, var målet for Jagdgeschwader 11.  Geschwaderen lettede fra sine pladser syd for Frankfurt og nåede uopdaget af  allierede fly frem til basen, men led store tab fra både luftværnsild og jagerfly.

Den berømte Jagdgeschwader 26 var forstærket med en gruppe fra  Jagdgeschwader 54 og angreb fra sine fem pladser i Nordtyskland Evère og  Grimbergen flyvepladserne ved Bruxelles. Grimbergen viste sig at være næsten  tom, så her satte tyskerne ild til hangarer og andre bygninger, mens angrebet  på Evère var en væsentlig større succes, der betød ødelæggelsen af mange  allierede fly.  

En anden af Bruxelles' flyvepladser – Melsbroek – blev særdeles effektivt  angrebet af Jagdgeschwader 27 støttet af en gruppe fra Jagdgeschwader 54.

Metz‐Frescaty blev angrebet af omkring 50 jagerfly fra Jagdgeschwader 53,  der var startet fra baser lige øst for Rhinen og led moderat skade.   Jagdgeschwader 77 havde fået tildelt Antwerpen‐Deurne flyvepladsen som  mål og for at komme uset frem, måtte de mere end 100 jagerfly foretage en  stor bue nordpå over Rotterdam før de kunne foretage anflyvningen.  Geschwaderen var ude af stand til at finde sit mål og enkelte fly angreb andre  pladser inden formationen vendte om.

Alle disse angreb blev stort set gennemført stort set samtidigt og varede  typisk i op til 45 minutter. Omkring 500 allierede fly blev ødelagt, heraf  omkring 80 i luften, mens Luftwaffe selv mistede omkring 300 fly og 253  piloter5. Operation Bodenplatte indebar stort set enden for Luftwaffes  operative jagerstyrke. Kun to større enheder ‐ Jagdgeschwader 300 og  Jagdgeschwader 301 var blevet holdt udenfor operationen og var således de to  eneste intakte enheder tilbage i forsvaret af det tyske luftrum. De to  geschwadern skulle dog komme ud for store tab 14. januar, hvor 107 tyske  piloter blev dræbt, heraf næsten halvdelen fra disse to enheder.

 

Oprøret

Kritikken af Luftwaffes ledelse blev stadig stærkere, og udviklede sig ofte til  direkte personlige angreb på Herman Göring. Adolf Galland var en af  hovedmændene i disse angreb, hvilket medførte, at han blev afskediget som  General der Jagdflieger i januar og afløst af Oberst Gordon Gollob.  Afskedigelsen af Galland skabte røre i Luftwaffe og en deputation af højtstående officerer, anført af Oberst Lützow og med obersterne Graf, Rödel, Steinhoff  og Trautloft6 fik foretræde for Göring.

Deputationen foreslog en række ændringer i Luftwaffes ledelse, der blandt  andet ville medføre, at Galland ville blive genindsat og at et stort antal af  Görings personlige støtter ville blive fjernet. Göring indså, at forslagene var  rettet mod ham selv, blev rasende og truede med at skyde deputationens  medlemmer. Helt så galt gik det ikke, men Lützow blev sendt til Italien og Trautloft fik kommandoen over en træningsenhed, mens de resterende  officerer beholdt deres poster.  

 

Jetfly 

Et af punkterne i opgøret med Göring havde været jetflyenes indsats. Disse  blev nu i stort tal overført til fra bomber‐ til jagerrollen, men uenighed opstod  om, hvem der skulle flyve dem: Deres hidtidige piloter, som inden da skulle  gives lektioner i jagertaktik eller jagerpiloter, der så først skulle omskoles7.  Løsningen blev, at lade bomberpiloterne blive ved flyene, hvilket gav store tab  ved mødet med de erfarne allierede jagerpiloter. I/Kampfgeschwader (Jagd) 54  mistede således seks af ti indsatte Messerschmitt Me 262 9. februar, da 1.500  eskorterede amerikanske bombefly blev angrebet. Også 25. februar var en  katastrofal dag for Geschwaderen, idet tolv jetfly gik tabt af forskellige grunde.

13. februar om natten angreb Royal Air Force Bomber Command Dresden  og næste dag ankom 311 amerikanske bombemaskiner for at fortsætte  ødelæggelsen af byen samtidig med at Chemnitz og Magdeburg blev angrebet.  Mod denne styrke kunne Luftwaffe kun sende 145 jagerfly i luften.  Efter sin afskedigelse som General der Jagdflieger, blev Generalmajor Adolf  Galland beordret til at oprette Jagdverband 448. Da størstedelen af Luftwaffes  jagere var bundet til jorden på grund af brændstofmangel, kunne Galland selv  vælge sine folk, og skabte derfor en eliteenhed med omkring 50 piloter (mange  af dem dekoreret med Jernkorsets Ridderkors9) og 25 Messerschmitt Me 262.

18. marts blev 37 jetfly sendt i luften for at angribe mere end 1.200  bombefly og 632 eskorterende jagere. For første gang benyttede tyskerne  denne dag Messerschmitt Me 262 udrustet med de ustyrede R4M raketter, der  dog ikke var effektive på grund af manglende præcision. 21. marts angreb  amerikanerne jetflyenes baser ved Rheine, Ahlhorn, Achmer, Handorf,  Hopsten, Hesepe, Essen/Mülheim og Vorden. Et sådant angreb måtte besvares  med fuld kraft, men kun omkring 30 jetfly kunne sendes i luften mod de mere  end 1.000 bombefly. 
 31. marts skulle blive den mest succesrige dag for Messerschmitt Me 262,  da det menes, at Jagdgeschwader 7 med typen denne dag nedskød fjorten  bombefly og to jagere på 38 sorties10.

De allieredes luftoverlegenhed var nu så udtalt at de næsten konstant  havde patruljer i luften nær de tyske jetjagerpladser for at fange disse hurtige  fly under start eller landing. De allierede havde en så stor numerisk  overlegenhed at de tyske fly, der blev sendt på vingerne mod bombeflyene,  næsten aldrig nåede frem til deres mål før de blev angrebet af P‐51 Mustang, P47 Thunderbolt eller Tempest jagerfly. I disse dage var det derfor ikke  ualmindeligt, at Luftwaffe mistede omkring 30 % af sine indsatte fly og piloter  og selv kun påførte deres fjender minimale tab  

Enkelte gange lykkedes det dog Luftwaffe at tilføjede de allierede store  tab. Da 2nd Tactical Air Force's 2 Group 22. februar indsatte 143 de Haviland  Mosquito i Operation Clarion med et formål at udslette tyskernes  forsyningsmuligheder, blev 21 skudt ned og andre 40 beskadiget.

 

Rhinen krydses 

I begyndelsen af marts var de allierede hære genforsynet og klar til at gå over  Rhinen. 5. marts var ingen tyske tropper tilbage på flodens vestlige bred  mellem Neuss og Homberg, og 7. marts lykkedes det overraskende for enheder  fra 1st US Army at erobre Ludendorff jernbanebroen ved Remagen i næsten  uskadt tilstand. Et brohoved blev hurtigt etableret på den højre bred og de  første tyske modangreb blev slået tilbage.  

Luftwaffe satte nu alle sine kræfter ind på at ødelægge broerne over  Rhinen, men blev gang på gang slået tilbage med store tab. Også de helt nye  Arado Ar 234 fra Kampfgeschwader 76 blev sendt ind mod den genstridige bro,  men lavt skydække tvang disse til at bombe fra lav højde, hvor de ikke kunne  udnytte deres overlegne præstationer nær så effektivt som fra stor højde. Først  17. marts kollapsede broen 11

Natten mellem 23. og 24 marts krydsede britiske Commandosoldater  Rhinen og blev hurtigt fulgt op af to divisioner. Ved daggry indsattes lette  bombere og jagerbombere, hvorefter 1.572 transportfly og 1.326 svævefly  bragte den britiske 6th Airborne Division og den amerikanske 17th Airborne  Division frem, eskorteret af 2.145 jagere fra 8th og 9th Air Force samt Royal Air  Force Fighter  Command12 mens 900 jagere og jagerbombere fra 2nd Tactical Air Force  angreb mål i nedkastningsområdet. I modsætningen til under Operation  Market‐Garden havde tropperne på jorden nu fuld støtte af de allieredes  taktiske fly og således befandt der sig i gennemsnit konstant 36 Hawker  Typhoon over kampzonen.
 I løbet af de næste fem dage udbyggedes brohovedet og Luftwaffe foretog  kun planløse angreb for at hindre dette. 1. april var Rhinen overskredet i hele  sin længde og de britiske og amerikanske styrker rykkede frem fra to sider mod  Paderborn hvorved Ruhr‐distriktet blev omringet.   Under den videre fremrykning var erobringen af intakte flyvepladser af stor  vigtighed for de allierede, da dette skabte grundlag for anvendelsen af  jagerbombere til støtte for hærenes operationer.  

 

Totaleinsatz 

I 1945's første måneder fremkom Oberst Hajo Hermann, chefen for 1.  Jagddivision, med en desperat plan mod de amerikanske bombefly. Specielle  enheder skulle udrustes med de højtflyvende Messerschmitt Bf 109G eller Bf  109K versioner, der skulle have det meste af bevæbningen og ekstraudstyret  demonteret for at opnå størst mulig fart. Flyene ville dermed være i stand til at  flyve fra de amerikanske jagere og nå op i stor høje over de amerikanske  bomberformationer. Fra denne position skulle hver pilot udvælge sig et  bombefly, som han i et lodret dyk skulle vædre på det svageste punkt lige foran  halen.  

Hermann mente, at hvis bare halvdelen af eksempelvis 800 jagerfly havde  succes, ville amerikanerne miste 400 bombefly på en gang, og dette tab ville  det tage flere uger at udbedre. Omkring halvdelen af de tyske piloter ville  sandsynligvis gå tabt, men sammenlignet med tidligere tab, ville dette ikke  være katastrofalt. Hitler gav tilladelse til operationen, der fik kodenavnet  Wehrwolf. Frivillige blev fundet i Luftwaffes enheder – heraf mange i  træningsenhederne – og den første enhed til operationen blev oprettet under  navnet Sonderkommando Elbe på Stendal flyvepladsen.

7. april blev denne styrke sendt i luften med 183 Messerschmitt Bf 109 og  Focke Wulf Fw 190 jagerfly mod de indtrængende amerikanske bombefly  under eskorte af Messerschmitt Me 26213. Målet var mere end 1.300  amerikanske bombefly. Angrebet på de amerikanske formationer blev sat ind   med voldsom kraft og mindst en bombemaskine blev bragt til at styrte ved en  frontal kollision med en tysk jager. Størstedelen af de tyske fly nåede dog ikke  frem til deres mål, og tyskerne indrømmede selv at have mistet 133 fly og 70  piloter dræbt i løbet af dagen.  

 

Luftwaffe ødelægges 

10. april angreb amerikanske jagerfly i stort antal de tyske baser for jetfly i det  nordlige Tyskland. Flyvepladserne Briest, Burg, Lärz, Parchim og Oranienburg  blev alle svært beskadiget og Messerschmitt Me 262 enhederne blev flyttet til  pladser i Tjekkoslovakiet. 13. april angreb amerikaneren atter i Nordtyskland og  ødelagde 95 tyske jagerfly på jorden, mens det 16. april gik ud over de sydtyske  og tjekkiske pladser, hvor i alt 335 fly blev ødelagt. Da amerikanerne vendte  tilbage næste dag, blev yderligere 200 fly ødelagt og Luftwaffe jagerstyrke  kunne nu reelt intet stille op mod de allierede.

De sidste Luftwaffe enheder søgte nu at flygte så langt væk fra de allierede  som muligt og mange fly fløj til flyvepladserne i Danmark. 15. april befriede  canadiske tropper Arnhem og rykkede nordpå mod Zuider Zee, hvor  fremmarchen stoppedes 18. april for ikke at tilskynde tyskerne til at åbne  sluserne og forårsage store oversvømmelser. Samme dag kapitulerede  Generalfeldmarschall Models styrker i Ruhrlommen, hvorved de allierede på en  gang tog 21 tyske divisioner med i alt 325.000 soldater til fange.  

Kapitulationen ved Ruhr havde fremkaldt et stort tomrum i den tyske front  og 9th US Army nåede nu hurtigt frem til Magdeburg, mens 3rd US Army  rykkede ind i Tjekkoslovakiet. 25. april mødtes amerikanske og sovjetiske  tropper nær Torgau ved Elben og Tyskland var skåret over i to dele. Mod nord  rykkede britiske styrker ind i Bremen 26. april og over Elben 29. april. Luftwaffe  forsøgte at angribe brohovedet, men blev slået tilbage af briterne, som for  første gang indsatte Gloster Meteor jetfly på kontinentet, men uden at disse  kom i kamp med tyske fly.  

 

Görings sortie 

25. april mødtes amerikanske og sovjetiske hærstyrker ved Torgau. De  resterende tyske styrker var nu splittet i 2 dele, og Luftwaffe gennemgik derfor  sin sidste reorganisation. Flystyrkerne i nord14 blev underlagt Generaloberst  Stumpffs Luftflotte Reich, mens styrkerne i syd15 blev samlet under  Generaloberst Robert von Greims Luftflotte 6.

I sit hovedkvarter under Berlin kommanderede Hitler rundt med ikkeeksisterende enheder, mens de sovjetiske styrker rykkede tættere og tættere  ind mod Det Tredje Riges hovedstad. I midten af april foregik kampene i selve  Berlin, og Herman Göring, der befandt sig i Berchtesgarten i Bayern, mente nu,  at Hitler var afskåret fra at handle effektivt. I henhold til en tidligere ordre fra  Hitler om overdragelsen af magten i Tyskland, sendte han derfor et telegram til  Hitler, hvori han mere eller mindre overtog ledelsen af Tyskland. Opildnet af  Görings fjender ved "hoffet" afskedigede Hitler i raseri Göring og satte ham  under arrest. Derpå truede Hitler Göring med dødsstraf, og meddelte ham, at  hvis han ikke frivilligt trak sig tilbage fra samtlige poster, ville han blive straffet  hårdt. Göring trak sig straks tilbage og afløstes 24. april af Generaloberst  Robert von Greim, der blev kaldt til Berlin og udnævnt til Generalfeldmarschall.  Det Luftwaffe, von Greim, overtog, var dog ophørt med at være i stand til at  kæmpe effektivt mod de langt overtallige allierede flystyrker, og desuden  havde Luftwaffes ledelse særdeles svært ved at skaffe sig et overblik over  situationen og komme i kontakt med enhederne.  

Antallet af mål for de tunge allierede bombefly svandt stadig ind, men  jagerne og jagerbomberne oplevede nu en opgang. I de første tre dage af maj  forsøgte talrige af Luftwaffes fly at flygte til Norge og Danmark eller blev sat  ind i de sidste desperate forsøg på modangreb. Briterne rykkede imens  længere frem og nåede Lübeck 2. maj, mens den første britiske kontakt med  sovjetiske tropper skete ved Wismar.  

Et stort antal tyske skibe stod nu ud fra de nordtyske havne i et forsøg på at  nå frem til Danmark og Norge og 2nd Tactical Air Force blev sat ind mod disse.  Da tyskerne tillige flygtede på jorden, var der tillige en stor koncentrationen af  køretøjer, og i løbet af majs første fem dage sænkedes eller beskadigedes 150  skibe, 116 fly blev nedskudt og 4.500 køretøjer blev ødelagt.  

Selv i denne allersidste fase af fortsatte Tyskland med at producere  kampfly, og således blev de første Heinkel He 162 Volksjäger leveret til I.  Einsatzgruppe/JG 1 på Lechfeld og i slutningen af april gav General der  Jagdflieger Gordon Gollob sin tilladelse til at bruge typen i kamp. Om dette  virkelig skete hersker der delte meninger om, men det tyder på, at et lykkedes  at nedskyde en enkelt Hawker Typhoon 4. maj16.  

 

Afslutningen

De teorier, der i mellemkrigstiden var blevet udviklet om flystyrkerne, skulle  vise sig at være for optimistiske. Bombeflyene kom ikke altid frem til sine mål, og de kunne ikke gennemføre sine operationer uden støtte af eskorterende  jagerfly. Ligeledes var det ikke lykkedes at vinde krigen alene ved luftmagt. At  luftmagten var en afgørende faktor for krigens udfald er dog uomtvisteligt.

Da ledelsen i Luftwaffe ikke allerede i 1940 indså nødvendigheden i, at øge  produktionen og samtidig fremskynde udviklingen af nye flytyper, var det en  skæbnesvanger beslutning (eller rettere mangel på samme), og da det endelig  skete i 1941 var det for sent. Allerede under de succesfulde felttog i 1940 og  1941 var tabstallene alarmerende og på intet tidspunkt lykkedes det at fylde  hullerne i enhederne. Et endnu mere alvorligt problem for tyskerne var  uddannelsen af nye piloter og besætningsmedlemmer. I modsætning til deres  modstandere, kunne tyske piloter forblive i frontenheder i lange perioder, uden  at man gjorde brug af deres erfaringer til at uddanne friske kræfter17.  Nyuddannede piloter tilgik derfor enhederne med langt færre flyvetimer end  deres modstandere, hvilket fik tabstallene til at stige, hvilket satte  uddannelsessystemet under yderligere pres. Da USA og Storbritanniens  bombeoffensiv gik tog fart i 1943 var initiativet tabt for tyskerne. Især de  amerikanske angreb blev direkte eller indirekte rettet mod de industrimål, der  var livsnødvendige for Jagdwaffe: Flyproduktionen og olieproduktionen.  Tyskerne var nødt til at forsvare disse mål og kampen blev på mange måder en  udmattelseskrig, og i sidste ende var de amerikanske ressourcer afgørende.  

 

Litteratur 

2nd Tactical Air Force af Christopher F. Shores  

Angriffshöhe 400 af Cajus Bekker  

Bombenkrieg gegen Deutschland af Olaf Groehler

Bomber Command af Max Hastings  

Eight Air Force Story af Kenn C. Rust  

Strategy for Defeat, the Luftwaffe 1933‐1945 af Williamson Murray

The 9th Air Force in World War II af Kenn C. Rust

The Last Year of the Luftwaffe af Alfred Price

The Mighty Eight af Roger A. Freeman

 

 

Fodnoter

1 Galland ønskede at indsætte én meget stor jagerstyrke samlet mod de  amerikanske bombefly for at tilføje disse så store tab, at operationerne måtte  afbrydes.

2 Dagen før havde McAuliffe, som svar på et tysk tilbud om overgivelse, givet  sit berømte svar: "Nuts".  

3 Flyet fik dermed fik sin debut som bombefly.

4 438 og 439 squadrons, Royal Canadian Air Force, var netop ved at køre ud til  start da tyskernes første angrebsbølge ankom.

5 De allierede tab har vist sig svære at gøre op. En tysk efterretningsrapport,  udarbejdet på grundlag af fotorekognoscering af otte flyvepladser, hævder at  279 fly var blevet ødelagt mens visuel rekognoscering af andre pladser skulle  lægge 123 andre til. Andre 65‐79 skulle være blevet skudt ned og yderligere 114  beskadiget. Blandt de tyske tab var tre Geschwaderchefer, seks Gruppenchefer  og ti Staffelchefer.  

6 Henholdsvis chef for Jagdgeschwader 52, chef for Jagddivision 2, chef for  Jagdgeschwader 7 og Inspektor der Jagdflieger på østfronten.

7 En meget stor del af Luftwaffes jagerpiloter var ikke uddannet i  instrumentflyvning, hvilket gav problemer i de hurtige jetfly.

8 I lighed med de fleste andre hastigt formerede enheder, skulle Jagdverband  44 dog ikke komme til at spille den store rolle.

9 Blandt disse var blandt andet Gerhard Barkhorn, Heinz Bär, Walther Dahl,  Heinz Sachsenberg, Erich Hohagen, Günther Lützow, Klaus Neumann, Johannes Steinhoff, Karl‐Heinz Schnell, Willi Herget, Hans Grünberg og Walter  Krupinski.

10 En del af de nedskudte bombefly var britiske natbombefly, der nu benyttedes til dagangreb.

11Broens tårne på begge sider af Rhinen kan stadig ses.

12 Air Defence Great Britain havde fået sit oprindelig, mere mundrette, navn  igen 14. oktober.  

13 I løbet af dagen fløj Messerschmitt Me 262 59 sorties, det højeste antal i hele  krigen.

14 Norge, Danmark, Nordtyskland, Kurland‐lommen (i Baltikum) samt Østprøjsen.  

15 Sydtyskland, dele af Tjekkoslovakiet og Ungarn samt Norditalien. 

16 For at fejre sejren blev den britiske pilot – i bedste Første Verdenskrigsstil –  efter sin tilfangetagelse ført til officersmessen på Lechfeld og beværtet.

17 Hvilket til dels forklarer det meget store antal nedskydninger, som nogle  tyske piloter opnåede.