»Der gives to veje, ad hvilke en forfatter kan vinde udødelighed: Den ene er at gå med sin tid, den anden er at gå imod den!«

J. L. Heiberg i

»Intelligensblade«, (1844).

Den 6. november 1828 rullede den 28-årige lektor, dr.phil. Johan Ludvig Heibergs festspil »Elverhøj« for første gang over Det kgl. Teaters brædder i anledning af prins Frederiks (V II) formæling med kong Frederik V I’s datter, prinsesse Wilhelmine Marie og overværet af kong Frederik V I og hele det kongelige hus, og dermed var såvel stykkets fremtidige position som Danmarks nationalfestspil som forfatterens udødelighed i den danske litteratur- og teaterverden én gang for alle slået fast1). Uanset, at det kongelige ægteskab fra starten var dødsdømt på grund af prinsens bizarre kønsliv og holdningsløse psyke samt hang til umådeholden drikkeri, erhvervede den unge Heiberg sig ved den lejlighed Frederik V i’s bevågenhed, hvad der er forståeligt, da den trestjernede succes var i hus med enorm applaus på selve festaftenen 2). Den bragende succes, hvor Heiberg tjente sine sporer i den danske litteratur- og teaterhistorie, får man et glimrende indtryk af, når man læser, hvad »Kjøbenhavnsposten« refererede om aftenens forløb3). »I slutningsscenen, hvor hr. dr. Ryge, som Christian IV, nævner den frie adgang, enhver dansk har til sin konge, og med rørt profetisk ånd udbryder:

»Så var det altid Skik blandt Danmarks Konger;

Jeg seer i Aanden, saadan vil det blive!«

greb det hele hus med énstemmig begejstring den applikation, denne skønne, fortræffeligt fremsagte replik tilbød, og de vedvarende jubelråb ville længe ikke tillade skuespilleren at komme til orde«. Kongen, der personligt næppe havde sans for teatrets verden, modtog dybt rørt publikums hyldest 4). At det var teatrets bedste kræfter, der denne aften var i ilden, siger sig selv. Christian IV blev givet med al ønskelig værdighed af Ryge, Nielsen var den utålmodige elsker Albert Ebbesen, Rosenkilde stykkets eneste komiske figur Bjørn Oluf sen, og de to vigtigste kvindelige roller Elisabeth Munk og Agnete udførtes af henholdsvis mad. Wexschall og jfr. Johanne Luise Patges, Heibergs senere hustru. »Noget ædlere festspil end Heibergs og Kuhlaus Elverhøj«, udtalte Orla Lehmann, der havde oplevet det med denne rollebesætning, »får jeg aldrig set« 5). At den sødmefyldte rolle som Agnete tilfaldt den unge Johanne Luise, var ingen tilfældighed. Rollen var en indirekte kærlighedserklæring til Heibergs kommende hustru, selv om hun ifølge sine egne ord ikke opfattede det således og heller ikke lod, som om hun forstod det tilegnelses digt, hvormed han sendte hende bogudgaven af stykket 6). Med Elverhøj var Heibergs lykke gjort hos Frederik VI, og han ansattes som teaterdigter og censor på Det kg. Teater fra den 6. januar 1829, og fra den 1. august s.å. udstyredes digteren tillige med en professortitel 7). Hvad Heiberg formede som de danske vaudevillers fader, som teaterdigter, anmelder og æstetiker, er det dog ikke hensigten at skildre i dette militære tidsskrift, men derimod seks år af Heibergs liv, hvor den berømte og besungne skønånd fik en indgående forbindelse med militæretaten, et emne, som indtil nu ikke er blevet behørigt udforsket i en selvstændig afgrænset punktstudie. I november 1830 åbnede »Den Kgl. Militaire Høiskole« med elever, der tilvejebragtes fra »Artillericadet-Instituttet« (c: Elever af ældste klasse, »stykjunkere«). På højskolen, der indrettedes på Det kgl. Gjethus på Kongens Nytorv, påregnedes der uddannet yngre officerer, der fremtidig skulle have adgang til at indtræde i Generalstaben samt Ingeniør-, Artilleri-, Raket- og Vejkorpset8). Der skulle selvsagt samtidig tilvejebringes en lærerstab til den nye skole, bestående af såvel civile som militære kræfter. Chefen for skolen blev generalmajor F. C. Biilow, Frederik V I’s næsten almægtige generaladjudant og chef for Generalstaben9). Da eleverne også skulle indføres i den danske litteratur, æstetikken og logikkens uudgrundelige verden, fandt kongen, at ingen kunne være bedre egnet til at formidle denne undervisning end den succesombruste professor Heiberg, og kongen foreslog ham at påtage sig jobbet. For Heiberg faldt tilbuddet på et tørt sted. Han levede på dette tidspunkt et ungkarleliv i lejede værelser, men indtog oftest sin middag hos moderen, fru Th. Gyllembourg, den landsforviste fader P. A. Heibergs fraskilte hustru. Sine indkomster søgte han dels at skaffe sig ved at skrive for teatret, dels som redaktør af bladet »Den flyvende Post« 10). Alligevel var hans økonomi derangeret. Han kunne dog i 1829 glæde sin fader i Paris ved at meddele, at siden hans vaudeviller holdt deres indtog på Det kgl. Teater i november 1825, var hans stykker blevet opført 155 gange, hvilket ville sige det samme, som om de udelukkende havde stået på repertoiret syv måneder i træk, men skønt de var blevet betalt over taksten, havde han ikke - som det var skik i Frankrig - fået procenter af indtægterne. Hans tilværelse i denne periode formede sig som en stående kamp for at holde kreditorerne fra livet. Ikke desto mindre tillod han sig, passioneret rytter, som han var, at købe sig en ridehest.

Heiberg tog derfor med kyshånd mod kongens tilbud om lærerposten. Han underrettede selv faderen i Paris i et brev om hændelsen 11). I brevet omtalte han, at han skulle holde forelæsninger, det ene år over den danske skønne litteratur, det andet over skøn litteratur i almindelighed. Han skulle forelæse én time ugentlig til den årlige gage af 200 rbd. Undervisningen skulle starte den 1. november s.å. Heiberg nævnede i samme brev, at kaptajn A. F. Tscherning, som var faderen bekendt12), også var blevet ansat som lærer sammen med oberstløjtnant J. N. B. Abrahamson, som faderen også kendte. Sønnen var glad for, at han nu » ... får lejlighed til at give mine anskuelser af litteraturen, mit æstetiske og filosofiske system en vis udvortes vægt og betydning, og sætte denne imod den oehlenschlagerske slendrian og vrøvleræsonnement«. Heiberg satte ikke sit lys under en skæppe og noterede med udelt tilfredshed, at » ... alle lærerne skal, hver i sit fag, udstede udførlige programmer, hvori deres hele system er udviklet, og at disse programmer vil blive litograferede og fordelt rundtomkring samt udkomme under Hans Majestæts allerhøjeste sanktion ...« 13).

Den lærerstab, Heiberg kom til at undervise sammen med, var intet mindre end fremragende og talte navne, der senere fik en smuk klang i Danmarks krigs- og politiske historie. De var - foruden F. C. Biilow - følgende:

Undervisningsdirektør: Oberstløjtnant, divisionsadjudant J. N. B. Abrahamson.

Skolens kommandør : Major å la suite i infanteriet J. A. Fibiger.

1ste skoleofficer : Kaptajn af artilleriet A. F. Tscherning

(senere krigsminister og medlem af folketinget).

2den skoleofficer: Kaptajn af infanteriet ved Kronens Regiment F. F. Ramlau.

Lærer i matematik: Sekondkaptajn af artilleriet C. L. Bendz (medlem af Videnskabernes Selskab).

Lærer i deskriptiv geometri og krigsbygningskunst: Premierløjtnant af infanteriet ved Kronens Regiment L. S. Kellner.

Lærer i fysik: Premierløjtnant af artilleriet J. C. Hoffmann (medlem af Videnskabernes Selskab).

Lærer i kemi: Professor Forchhammer.

Lærer i topografi og geodæsi: Kaptajn af artilleriet O. N. Olsen.

Lærer i fransk og tysk: Kaptajn af artilleriet C. J. de Meza (kommanderende general i 1864).

Lærer i dansk: Professor F. Høegh-Guldberg.

Lærer i logik og litteratur: Professor J. L. Heiberg.

Lærer i veterinærvidenskab: Lektor A. With.

Lærer i engelsk: Translatør Mariboe.

Lærer i artilleri og broslagning: Kaptajn af artilleriet J.S. Fibiger (senere krigsminister).

Lærer i fortifikation, land-, vand- og vejbygningskunst: Premierløjtnant af Ingeniørkorpset J. C.V. Steenstrup.

Lærer i teknisk, mekanisk maskinlære og teknologi: Professor V. Dyssel.

Lærer i militærgeografi, krigshistorie, statistik og felttjeneste: Premierløjtnant ved Lauenborgske Jægerkorps F. L. A. H. Baggesen.

Lærer i generalstabslære og militæradministration: Kaptajn af infanteriet ved Kronens Regiment J. Ræder (senere kendt militærhistoriker).

Lærer i statsvidenskab: Professor C. G. N. David 14).

Heiberg måtte nødvendigvis - som de øvrige civile og militære lærere - udarbejde det fornødne undervisningsmateriale til sine fagområder. Han lod sine forelæsninger over den danske litteratur og logikken trykke som manuskripter, efter at de tre måneder i forvejen var indsendt til oberstløjtnant Abrahamson til godkendelse. Heraf fremgik de tre skrifter: 1)

»Udsigt over den danske skjønne Litteratur«, Kbh. 1831, udformet helt i Hegel’sk ånd, 2) »Ledetråd ved Forelæsningerne over Philosophiens Philo* sophie eller den specuative Logik«, Kbh. 1831-32 og 3) »Indledningsforedrag til det i November 1834 begyndte logiske Cursus paa den kongelige militaire Høiskole«, Kbh. 1835, hvortil sluttede sig et lille programskrift: »Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid«, Kbh. 1833 15). Især er skriftet om filosofien - set med vore øjne - et overordentlig dybtgående, sprænglærd og samtidig pudseløjerligt skrift. Det bærer i høj grad vidnesbyrd om forfatterens blændende, kølige og stringente intelligens og rappe vid, som han jo senere i forbindelse med sin spidse pen skulle blive berømt for i avisartikler og rescensioner. Blandt de balletbøm, der var på scenen i koret i Heibergs vaudeville »Kong Salomon og Jørgen Hattemager«, var også en lille pige, Johanne Luise Patges, som den 1. juli 1825 var blevet optaget som elev ved teatret, men hvis åndelige udviklingstrin dengang ikke var højere, end at hun, når hun istemte linierne

»Vi kan godt,

godt bruge pengene,

vi er trængende til dem forsand!« 16).

undrede sig over, hvorfor der var mangel på sand i Korsør. Heiberg havde lagt mærke til hende og var øjeblikkeligt blevet fængslet af hendes særprægede, mørke skønhed og åbenlyse evner. Det blev indledningen til deres mere end 30-årige samliv. Den lille elev, der på teatret ikke var forvænt med venlig behandling, følte sig behageligt overrasket ved det stilfulde galanteri, den ældre mand viste hende, når han mødte hende bag kulisserne ved at indlade sig i samtale med hende, og endnu større blev hendes forundring, da han en månedstid senere indfandt sig i hendes beskedne hjem for at oplæse en ny vaudeville »Aprilsnarrene«, hvori hovedrollen, en direkte fortsættelse af Trine i dialogen, var skrevet specielt for hende 17). Siden gik hun som bekendt fra succes til succes. Om sine talrige tilbedere og ægteskabstilbud, inden hun i ju li 1831 indgik ægteskab med Heiberg, har hun selv berettet i »Et liv« etc. Adskillige yngre mænd var blevet ulykkelige af kærlighed til hende. Sammen med sin navnesøster Louise Rasmussen, den senere grevinde Danner, der også var ved balletkorpset som »figurantinde«, nåede hun også til tops, men ad andre veje end Louise Rasmussen. Sexappeal besad de begge i fuldt mål, men udslaget var forskelligt. Fru Heiberg var som ung gnistrende farlig, netop fordi hendes sind var lukket med flamme bag. Sværmerne brændte sig på hende, og to begik selvmord, da de fik hendes n e j18). Robert Neiiendam, vor store teaterhistoriker, har i en analyse af fru Heiberg gjort gældende, at hendes underfulde magt over mænd for en stor del skrev sig fra hendes forbløffende evne til som elverpige at lokke og vige: » ... Hun syntes at love sin bejler tusinde ømme ting, men holdt sig dog tilbage i smilende jomfruelighed«. Louise Rasmussens erotik var lettere tilgængelig og mere gemytlig, og det var netop, hvad den unge, vidtløftige prins Frederik satte pris på. At damerne ikke kunne fordrage hinanden, efter at de var kommet i vej, er velkendt. Fru Heiberg - og delvis ægtemanden - havde dog allerede inden dennes ansættelse på den militære højskole på sin vis stiftet bekendtskab med militæretaten. Fruen skrev selv i erindringsværket, hvorledes hun allerede som 16-årig blev ivrigt efterstræbt bl.a. af en »ung for sin skønhed bekendt militær [officer], hvis kur gjorde mig en del bryderier. På hundrede måder vidste han at få vers og breve praktiserede til mig. Jo mere modstand han mødte, des heftigere blev hans forsikringer, og han tilbød mig nu ligefrem skriftligt sin hånd og sit hjerte ...« 19). Da den unge pige til sidst blev træt af efterstræbelserne, fik hun sin moder til at henvende sig til officerens moder og anmode om, at datteren fik lov til at være i fred, hvilket hjalp øjeblikkeligt. Fru Heiberg skrev deltagende, at den unge officer senere faldt i en duel. Såfremt denne oplysning er rigtig, må det formentlig dreje sig om Hans Georg Schlotfeldt (1805-34), som efter 1820-25 at have gennemgået Landkadet akademiet i København fra slutningen af januar 1826 som sekondløjtnant (senere premierløjtnant) lå ved Oldenborgske Infanteriregiment i Rendsborg 20). Han forblev her, til han den 23. maj 1834 faldt i en pistolduel i Nobiskrugerskoven ved Rendsborg efter at have udfordret sin kaptajn på grund af en konflikt i et tjenesteanliggende. Ifølge regimentets stabsrapporter besøgte han København på ferie 7/7 - 19/7 1827 og 21/6 - 1/9 1830. Han skal have været en smuk, ung mand, der gjorde megen lykke, hvor han viste sig i det københavnske selskabsliv. Forholdene omkring den tragiske duel viser ham som en højst ærekær officer 21). Også i den berømte »Hirschholmsommer« sammen med Henrik Hertz umiddelbart efter giftermålet måtte den nygifte frue værge sig mod efterstræbelser fra et andet medlem af landetaten. I Lyngby boede - som fruen skrev i erindringerne - » ... en ældre, fornem herre, der i længere tid havde gjort mig sin kur og var utrættelig i at indbyde os til sit landsted, uagtet vi flere gange havde afslået det« 22). Den gamle herre, hvis navn fru Heiberg ridderligt dækker i erindringerne, kan næppe være andre end generalmajor af kavalleriet F. C. C. Frieboe (1767-1846), en af Frederik V I’s tidligere håndgangne adjudanter fra »de røde fjer«s juntaperiode under krigen 1807-14 23). Den gamle generals omklamringsforsøg var ikke uden snarer. Han kendte fru Heibergs levende passion for at ride, og en dag foreslog han ligeud fruen en ridetur. »De vil hos mig finde en tilredet damehest og en dameridedragt med alt tilbehør«. Fruen gav til sidst efter for hans indtrængende invitation, men sammen med ægtemanden besluttede hun dog at narre den gamle ryttergeneral. Da den fastsatte dag kom, fik Heiberg fra deres opholdssted i Hirschholm i al stilhed praktiseret en opsadlet hest til generalens bolig i Lyngby, så da denne troede at skulle ride en tur med fruen alene, mødte ægtemanden med et stort smil frem til hest, og turen blev formentlig ikke det, generalen havde forestillet sig 24). Det er et åbent spørgsmål, om Heibergs seksårige undervisning på højskolen var nogen succes for nogen af parterne. Det er ikke meget materiale, der eksisterer til at belyse sagen, men alligevel kan det dog lade sig gøre at stikke så mange sonder ned i det eksisterende materiale, så et vist mønster lader sig aftegne. En del kunne tyde på, at Heiberg, som enhver gudbenådet digter og skribent, hadede regelmæssigt arbejde og nødvendigvis måtte producere, når inspirationen meldte sig, efter den første taknemmelighed over at have fået stillingen, har følt denne alt for bunden. I hvert fald skrev Henrik Hertz, der i sommeren 1832 så Heiberg én gang om ugen stige til hest for at ride til København og holde forelæsning på højskolen, til sin broder: » ... At Heiberg i de senere år har skrevet så lidt, grunder sig vist på hans ansættelse ved højskolen, der med få indtægter tager ham megen tid op« 25). Hvis den dynamiske og produktive Heiberg på grund af denne undervisning med tilhørende udarbejdelse af lektioner, evt. opgaveretning etc. er blevet væsentligt hindret i at følge sit hjerte og gribe pennen for at digte, forstår man, at han efterhånden har mistet noget af interessen for undervisningen. Gennem undervisningsdirektørens protokol og skolens indkomne sager i den skildrede periode kommer Heiberg og hans undervisning glimtvis frem, så meget, så et vist handlingsforløb med en forsigtig konklusion tilsyneladende lader sig opstille. Det var naturligt for skolens øverste skoleofficer, at han ønskede, at de selvstændige faglærere udarbejdede udførlige lektionsplaner m.m. for deres respektive fag, og at disse sendtes til godkendelse til undervisnings­direktøren, inden de mangfoldiggjordes. I november 1830 udsendte Abrahamson en rundskrivelse til en række lærere, heriblandt Heiberg, om snarest at få udarbejdet og indsendt manuskripter for den kommende to-måneders periodes undervisning26). Sådanne henvendelser ses flere gange gennem perioden, men det kunne tillige tyde på, at især de civile lærere har haft svært ved at indordne sig under de relativt stramme former og normer - bl.a. med hensyn til aflevering af undervisningsmateriale - som nødvendigvis måtte herske for at få undervisningsplanen afviklet uden friktion. Gentagne gange harcellerer Abrahamson i undervisningsdirektørens tjenestebog over de langsomme lærere, og de modtog flere rykkerskrivelser og bestemte anmodninger om at gennemse de af eleverne afleverede opgaver noget hurtigere. Heiberg skrev ligeledes gentagne gange til Abrahamson og undskyldte sin efterladenhed, der bl.a. skyldtes upasselighed 27). Om Heibergs undervisnings bonitet vides ikke meget. Abrahamson, der personligt interesserede sig levende for undervisning og undervisningsformer, inspicerede gentagne gange undervisningen og skrev hver gang sine indtryk ned i tjenestebogen, der periodisk forelagdes generalmajor F. C. Biilow. Det var ikke altid nemt at gøre den iltre, dominerende undervisningsdirektør tilpas. Fx indberettede Abrahamson til Biilow medio november 1830, at han ikke var tilfreds med kaptajn de Mezas undervisning, som han fandt af alt for ringe karat28). Også den ellers så ansete professor Forchhammer fik det glatte lag. Abrahamson skrev i februar 1831 til F. C. Biilow, at professoren udviste en »utrolig ligegyldighed og dovenskab og uordholdenhed« med hensyn til bl.a. aflevering af manuskripter til skolen 29). Det satte selvsagt skolens reproduktionscentral i klemme, og professoren erindredes gentagne gange herom og om at holde sine løfter. Den succesombruste Heiberg var også periodevis i vinden. Samme måned langede Abrahamson ud efter ham ved at anføre: »Professor Heiberg synes ikke at give professor Forchhammer noget efter i langsomhed i atfbejde og i uordholdenhed med udarbejdelse« 30). Også i timerne blev Heiberg følt på tænderne af den mistænksomme Abrahamson. Denne inspicerede ham i slutningen af november 1830, og Abrahamson var behageligt overrasket over, hvad han hørte fra den ellers så skarptandede forfatter. Han skrev, at »professor Heibergs foredrag er behageligt i filosofisk overblik og træffende bemærkninger. Han burde måske holde lidt måde med vittigheder og satire« 31).

Noget kunne dog foruden Henrik Hertz’ udsagn pege på, at Heiberg ret hurtigt er kørt træt eller har mistet interessen og gnisten. I maj 1831 inspicerede Abrahamson atter, og nu havde tonen en anden lyd. »Jeg var i dag i professor Heibergs time fra kl. 4-5*4. Heibergs foredrag var ikke godt. Mådeligt eller slet forberedt. Koldt. Eleverne dog meget opmærksomme« 32). Y i tror gerne, den intelligente, af vid gnistrende mand formåede at tryllebinde en klasse, om end forberedelserne til lektionen var så som så. Hvor meget skolen - repræsenteret ved Biilow eller Abrahamson - har haft fat i Heiberg og diskuteret hans undervisning med ham, kan ikke efterspores. Det ses tydeligt, at tjenestebogen momentvis forelagdes selve kongen, men Heiberg var jo i kridthuset hos den militærglade konge, hvad alle naturligvis vidste, og det har måske sat en sordin på strengen. Hvis der fra skolens ledelses side har stået skyer i horisonten over hans indsats, var det næppe noget, der rystede den upåvirkelige, ironiske Heiberg. Ved festlige lejligheder i skolens liv optrådte han gerne som dens mere eller mindre selvbestaltede husdigter. Ved en sådan — hvilken vides desværre ikke - skrev han en »Sang for den militaire Højskole«, som lød:

Sang for den militaire Høiskole.

Vor Hovedstad er vidt bekjendt

For sine Kirketaarne,

Endskjøndt et Par, hvis Top var brændt,

Sig hæve lidt beskaame.

Selv naar det Gamle sank i Gruus

(Tiltrods for Taamets Vægter),

Man bygger op et andet Huus

Til Gavn for yngre Slægter.

 

Mens faldefærdigt Meget staaer,

Et Tempel lier sig reiser;

Det bygges jævnt, mens Tiden gaaer,

Indtil med Spiir det kneiser.

Det mures uden Larm og Støi,

Med stille Flid og Iver;

Dets Bygning alt har Navn af »høi«,

Dog mere høi den bliver.

 

Og kommer her en Engelskmand

Paa Luur i mørke Nætter,

Og skyde vil vor Stad i Brand

Med Bomber og Raketter,

Han finde skal i denne Krop

En Sjæl, han ei vil kue:

Han dette Taarn ei brænder op,

Som han har brændt vor Frue.

 

Naar Styrken uden Hensigt er,

Da vorde Kæmper Dværge;

De rette Laurbær vindes der,

Hvor Kundskab fører Værge;

Thi stedse bør paa Viisdoms Bud

Sig Stridens Kræfter blande:

Minerva sprang bevæbnet ud

Af Tordengudens Pande.

 

Men stadig Flid paa travle Dag

Ei trænger blot til Hvile;

Den styrkes og ved muntert Lag,

Hvor Fest-Pokaler smile.

Her Venskab snoer et fælles Baand

Om Templets Fædre, Sønner;

Her svæver Videnskabens Aand

Og Glædens Fest forskjønner. 33).

Man mærker tydeligt, at verset om den fæle »engelskmand« formentlig er digtet udelukkende til glæde for kongen og hans kendte, indædte modvilje mod dette folk siden begivenhederne i 1807. Også da kollegaen, professor Forchhammer, af gik fra skolen i 1831, var Heiberg klar til at hylde ham med en spøgefuld »Ny chemisk Vise« med mange allusioner til såvel kemien som det millitære:

En ny chemisk Vise

i Anledning af Professor Forchhammers

Afgang fra den militaire Høiskole.

(1831)

I søvnig Tilstand Livet ei man finder;

Der hører Gjæring til.

Kun det Princip, som skiller og forbinder,

Er Livets eget Spil.

 

Det rådet har, da Chaos fjernt i Tiden

Blev til vor Skabnings Alt;

Det raadet har, saa tidt det Skabte siden

Har fået en ny Gestalt.

 

Det boer i Elementer og Metaller,

I Plantens mindste Blad,

Det virker i Organer og Krystaller,

I Kj ærlighed og Had.

 

Thi hvad man end i nye og gamle Skoler

Har havt for Theorie,

Er Ilt og Brint, som Dynamikens Poler,

Selv Aandernes Chemie.

 

Naar Krudtet ved en Gnist sig transformerer,

Er det en chemisk Sag;

Men chemisk og, naar Villien exploderer

Paa Aandens Julidag.

 

Chemien leve! thi den fatter Tanken

I Verdens Dynamik.

Snart med Natur den faaer en Haand i Hanken,

Og snart med Politik.

 

Og leve han, som denne Kundskabs Lue

Har opvakt i vor Barm!

Han lod os i Naturens Værksted skue,

Han holdt vor Stræben varm.

 

Hurra for ham! han aabned vore Tanker

For Videnskabens Maal.

Hvad chemisk Gjæring skiller ud af Ranker,

Vi tømme til hans Skaal34).

 

Ordene i sidste vers til højskolen

Her Venskab snoer et fælleds Baand

Om Templets Fædre, Sønner

blev - hvordan hans undervisning end blev modtaget og anset - for Heiberg rent bogstavelig sandhed, og han erhvervede blandt højskolens lærere og elever flere venner. Hvorledes Heiberg så på militæretaten som helhed eller på dens personel, manifesteret ved kolleger og elever på højskolen, haves ingen oplysninger om. Hæren var i disse år op mod værnepligtens indførelse i 1849 i nogen grad ved at arbejde sig ud af det åndelige dødvande, den siden den uheldige og lidet ærefulde rolle, den — i modsætning til marinen - havde spillet i årene 1807-14. Den isolation, officerskorpset traditionelt havde befundet sig i blandt civilbefolkningen helt tilbage fra hvervningens begyndelse i 1500-tallet, var i disse år i høj grad ved at lette, og me* moirelitteraturen fra Frederik V I’s sidste år og Christian V III’s periode bærer vidnesbyrd om, at officerer i stigende grad begyndte at have mere selskabelig omgang med garnisonsbyernes borgere. Også Heibergs kom sammen med en række officerer, hovedsagelig lærer­ kolleger og - mærkværdigvis - elever fra højskolen, hvilket selvsagt indicerer et vist mål af åndelig harmoni mellem parterne. I modsat fald var der næppe blevet givet entré for officerer til det fine, aristokratiske hjem med den elegante, åndfulde konversation, hvortil så mange betydende folk i såvel statens som kunstens verden forgæves anstrengte sig for at opnå invitationer. Med to af højskolens mest lovende elever grundlagde Heibergs et virkeligt venskab. Den ene var Clara Raphaels broder, A. F. Fibiger, en ung, lovende ingeniørofficer, der tog afgangseksamen i 1836 og lige nåede at blive udnævnt til kaptajn, før han i 1841 døde af tuberkulose35). Den anden var C. C. G. Andræ, den senere politiker og konsejlpræsident, der med sine lysende, matematiske anlæg tidligt henledte sine læreres opmærksomhed på sig36). Da han var færdiguddannet på højskolen, drog Heiberg ham ind i sin omgangskreds, hvor han kom til at indtage en privillegeret plads, både i et selskabeligt lag og ved en astronomisk diskurs med husets herre, der interesserede sig voldsomt for astronomi og Tycho Brahe og hans indsats. Ved Andræs afrejse til Paris 1834 anbefalede Heiberg ham i de mest overstrømmende vendinger til sin fader 37). Heiberg og hans frue opnåede også at blive inddraget i den såkaldte »Tschemingske affære«, som fandt sted, medens Heiberg var lærer på højskolen sammen med kaptajn Tscherning. Den for den aldrende Frederik VI beklagelige affære opstod i 1833. Den var beklagelig, fordi det var en officer, der var anstødsstenen. Kaptajn A. F. Tscherning, den senere under Treårskrigen så bekendte krigsminister og fører for Bondevennerne, var som anført lærer på højskolen på dette tidspunkt. Så tidligt som under sin tjeneste ved det danske auxiliærkorps i Frankrig 1816/18 var han blevet grebet eller - med en karakteristisk kongelig udlægning - befængt med liberale anskuelser38). Han havde siden været udsendt til det franske ekspeditionskorps i Grækenland 1828. Han var i anskuelser nået frem til, at den danske hær trængte til reformer, bl.a. en folkevæbning, indført ved almindelig værnepligt. Blandt lærere og elever på højskolen udbasunerede han med megen verve sine utraditionelle synspunkter, og han begyndte tillige at fremlægge sin frisindede holdning i pressen, både i piecer og i de første numre af avisen »Kjøbenhavnsposten«. Denne af kongen ildesete virksomhed skaffede ham først en reprimande, afleveret af Abrahamson. Han blev på en pæn måde anmodet om, »at han for fremtiden havde at fraholde sig at publicere lignende sine anskuelser« 39). For denne gang drev faren over, men den preussiske gesandt i København A. Raczyn-

ski fandt, at om end der var ro på Københavns Universitet efter efterretningerne om Julirevolutionen i Paris 1830, så ulmede det dog på officersskolen og ved Kiels Universitet. Liberalismens »kræftskade« var ved at stikke hovedet frem i Danmark, mente han, og landet blev snart nødt til at gøre noget effektivt ved sagen40). Den ivrige Tscherning magtede imidlertid ikke at holde sig i skindet, og han blev derfor først afskediget fra sin stilling som lærer på højskolen og derefter nærmest landsforvist for en længere periode, idet kongen personligt beordrede ham på en længere tjenesterejse til Frankrig og Preussen for at studere militære forhold, hvad der vakte stor opmærksomhed både i og udenfor militæretaten. Det var nok et psykologisk fejlgreb af den gamle konge, der ikke var fulgt med tiden, men han var givet blevet nervøs ved at se, at fremmede diplomater havde opmærksomheden henvendt på den danske officersskole og mente, at officerseleverne blev indoktrineret alt for frisindede synspunkter41). Tschernings afgang fra skolen og afrejse fra landet blev fejret efter alle kunstens regler, tilsyneladende i høj grad for at drille kongen. Hans lærerkolleger på højskolen forærede ham en æreskårde med inskription i klingen: »Klar erkendelse, ædel vilje, kraftig hånd. Til kaptajn A. F. v. Tscherning ved hans afgang fra Den kgl. militaire Høiskole den 15de Juni 1834«. Ved en fest på skolen blev han fulgt til sin vogn med hurraråb. Ved den endelige afskedsfest på Den kgl. Skydebane med bl.a. J. L. Heiberg indbudt og 32 artilleriofficerer, der hyldede ham varmt, udbragte en deputation af studenter med den unge Orla Lehmann i spidsen et leve for hans liberalisme. Ved festen spillede man efter bordet kegler, og man jublede i vilden sky, fordi Tscherning ved et fint kast fik »kongen« til at ryste. Som en ekstra udsøgt fornærmelse mod den allerhøjeste krigsherre sang man udfordrende Marseillaisen og den i Frederik V I’s ører endnu værre »La Parisienne« 42). Efter festen fulgtes han hjem af en række officerer som æresgarde. På hans rejse mod Paris passerede han Kiel, hvor man ved en banket celebrerede ham som dansk, revolutionær officer. For med eftertryk at sætte demonstrationen i relief drak man først hans skål, dernæst kancelliråd Uwe Jens Lornsens [forf. til »tiber das Verfassungswerk in Schleswig-Holstein«] og først som nummer tre kongens skål. Hændelserne, der ved at blive viderebefordret næppe er blevet bagatelliseret, blev meddelt kongen. Ifølge den engelske gesandt i København, P. Browne, blev han syg ved efterretningerne, en vane, han var ved at få i sine sidste år, når noget gik ham voldsomt imod 43). Også hr. og fru Heiberg ønskede at se den forkætrede kaptajn til et afskedsselskab i deres hjem, som den unge Fibiger, der også var indbudt, indgående har skildret i et brev til moderen44). »Hr. Professor Heiberg og Frue udbede sig Hr. Lieutenant v. Fibigers behagelige Selskab til The Onsdagen den 19de Juni«, som det smigrende, elegant håndtrykte indbydelseskort til den unge løjtnant lød 45). Fibiger ankom først til Heibergs kl. 2015, men var alligevel den første. Efterhånden kom der flere, og til sidst den berømte værtinde. Fibiger skildrede livligt i sit brev, hvorledes hun overordentlig smagfuldt var klædt i hvidt, der kontrasterede stærkt mod hendes mørke lød. Hun bar tillige en hvid kappe, der sad fladt på hovedet. Fibiger fandt, at den hvide dragt, den flade kappe og håret, der bølgede ned under den, altsammen tog sig ud »som en dejlig negligé, som en morgendragt ved en promenade i en engelsk park«, og det klædte hende fortræffeligt. Så kom skorpionen i melet til! Man fornemmer næsten den varmblodige, unge officers misundelse i hans næste linier: »... Heiberg tog hende ved hånden - men ak, ikke med den raske ynde, som en ung soldat kunne have gjort det! - og nu førte han hende forbi os, vi stod som soldater på række og geled, idet han sagde: »Må jeg gøre dig bekendt med de herrer?« Han standsede ved hver især og nævnede hans navn. Man bukkede for hende med al mulig elegance, jeg for min person tillige med en slags glæde, ærefrygt og beundring. Hun hilste igen, og dermed var den scene forbi ...« 46). Tscherning, der var blevet hentet specielt i en dertil bestilt vogn med fire heste for, kom for sent. Til stede var fru Th. Gyllembourg, der foruden fru Heiberg og den hjælpende kone var den eneste dame i selskabet. Af højskolens lærere var der sekondløjtnant C. L. Bendz, premierløjtnant L. S. Kellner, premierløjtnant F. L. A. H. Baggesen og kaptajn de Meza. Af elever deltog - foruden Fibiger og hans fader, der var oberstløjtnant - karakteriseret premierløjtnant i artilleriet C. L. Flensborg47), sekondløjtnant i Vejkorpset C. C. G. Andræ samt premierløjtnant i Prins Christian Frederiks Regiment H. Gosch48). Herf oruden deltog en professor Thiele, fru Heibergs broder, skuespiller ved Det kgl. Teater J. A. Patges 49) samt nogle flere, som Fibiger desværre ikke nævner. Teen blev bragt ind, man grupperede sig og snakkede om løst og fast. Fibiger nærmede sig forsigtigt »en klynge«, hvori fru Heiberg og Tscher 

ning var hovedpersonerne, og lyttede interesseret til samtalen i tusmørket, hvor fruens hvide dragt »så helt alfelig ud«. Samtalen gik muntert, og fru Heiberg beklagede sig med indestængt latter over, at hun aldrig havde haft den fornøjelse at se Tscherning beruset, hvortil denne svarede, at det ikke lå for hans natur. Heiberg begyndte at skænke champagne rundt, og Fibiger fik efterhånden samlet sig så meget sammen, at han turde tage sine briller på! Dette var ikke noget særligt mandigt for en yngre officer på denne tid. Han klinkede med fruen og Tscherning, som - alt som natten skred frem, og afskeden nærmede sig - blev mere afdæmpet og vemodig. Efter bordet kom selskabet ind i »salen«, hvor man animeret først samledes om en dampende punchebolle, omgivet af funklende krystalglas, og snakken gik selvsagt efterhånden endnu livligere. Næsten med forargelse i stemmen skrev H. C. Andersen senere om et selskab hos Heibergs: »... Vi svømmede i en mængde kostbare vine; aldrig havde jeg troet, at en dansk digter havde slig en vinkælder«, og Heibergs bevarede regnskabsbøger bærer tydeligt vidnesbyrd om, at det ikke var nogen dårlig forretning at være hans udvalgte vinleverandør. Klokken blev over to, inden man skiltes. Fibiger skildrede også udførligt fru Heibergs måde at tale på. Hun talte »meget langsomt og korrekt, næsten med samme opmærksomhed, som man taler et fremmed sprog. Hendes stemme er derhos noget syngende, men når hun bliver munter, da bliver tonen raskere og højere. Hvad øjnene angår, da er de brillante. Jeg vil prøve at beskrive dem ved en dristig lignelse. Tænk dig den stille rolighed i en mørk skov. Gran og fyrretræer veksler hist og her med dejlige bøge, som skygger over den klare skovstrøm, der næsten lydløst, men med rivende fart skyder frem mellem buske og græs. En enkelt solstråle baner sig vej gennem det tætte løv, dens klare, rene glans kastes tilbage fra de mørke, tavse, ilende vande. Således er hendes blik, når hun taler. Tier hun, da er det, som om strømmen havde sagtnet sit løb og var blevet en yndig skovdam. Såvel i den ilende strøm som i den stille flod er vandet, skønt beskygget af den tavse skov, så klart, at man næsten tror, at kunne se den dybe bund« 50). Det tør vel med al mulig sikkerhed postuleres, at Fibiger var dybt betaget - og måske mere end det - af den unge, succesombruste skuespillerinde. I øvrigt mishagede det den unge løjtnant, at der ikke kom nogen temaskine ind på bordet, men pigen bragte teen ind, skænket i kopperne, »... hvilken er en styg uorden i et hus«. Om fru Gyllembourg skrev Fibiger, at hun var en ganske almindelig, gammel kone, der pyntede og snørede sig mere, end det var passende for en kone, der havde en så gammel søn som Johan Ludvig. Havde Fibiger anet, at hun var den berømte, men anonyme forfatter til »Hverdagshistorierne«, havde han næppe af malet hende sådan! Om Heiberg skrev Fibiger, at han var en meget interessant mand, med hvem man med stort udbytte kunne diskutere kunstværker 51). Dagen efter gjorde gæsterne genvisit. Det skulle havde fundet sted om formiddagen, men på grund af kraftig regn udsattes det til om aftenen. Det blev atter en hyggelig sammenkomst, og da gæsterne efter en timestid ville trække sig tilbage, hjalp ingen snak, og de måtte blive til et forstærket traktement, bestående af te, smørrebrød og derefter vin. Næste dag rejste Tscherning med dampskib fra Toldboden, hvor der var sort af mennesker, heriblandt mange officerer og elever fra højskolen, for at se ham drage af lande under sit kongelige interdikt 52). Om Heibergs var til stede, vides ikke. Det blev ikke sidste gang, Adolf Fibiger gæstede dette musernes hjem. I 1837, efter Heibergs afgang fra højskolen, skrev han til en slægtning: »... Teatret erstattes mig ellers ved Heibergs hus, som er og i evighed skal forblive det eneste sted, hvor jeg ret glæder mig ved at komme. Skønt jeg ikke er forlibt i fruen - kun et ungt menneske, og jeg er ikke længere ung, kunne gå hen og forlibe sig i hende - skønt altså jeg er et fornuftigt menneske, gik jeg dog bestemt hen at fri til hende, hvis ikke den helvedes høflige Heiberg var. Herre Jesus, sikke et hus det ville blive! Til sommer ligger de på landet ved Taarbæk, og jeg skal da ikke undlade at besøge dem. Jeg skal sejle med fruen i min officersslup med stander, kvartermester og otte sluproere« 53). Heibergs lærerperiode på højskolen blev kun af seks års varighed. Ved en omlægning af undervisningsplanen i efteråret 1836 bortfaldt »foredragene over det danske sprog, de skønne litteraturer, logik og æstetik« 54), og dermed blev Heibergs virksomhed overflødig, og hans embede inddroges den 1. november 1836 55). Hvor meget afskeden såvel økonomisk som sjæleligt har berørt Heiberg og hans hustru, kan næppe efterforskes. Han var jo stadig favorit hos kongen, hvad der på sin vis er paradoksalt - set fra begge sider - når man betænker, at det var den fyrste, der for 36 år siden harmdirrende landsforviste digterens nu gamle, bitre og blinde fader i Paris. Hvorledes de to utallige gange har kunnet være i selskab sammen uden at komme ind 

på det penible emne, er hyllet i historiens mørke, men falder næppe ud til J. L. Heibergs fordel. Tilsyneladende forsøgte han aldrig på at gøre knæfald for den enevældige konge for at forsøge at røre hans berømte, gode hjerte og få omstødt den snart livslange forvisning. I februar 1836 underrettede fru Gyllembourg i et brev Tscherning om, at Johan Ludvig og hustru var ved at forsøge at rejse penge til en hastig rejse til Paris for at besøge den gamle Heiberg, måske for sidste gang. Samtidig omtalte hun med beklagelse, at hun havde erfaret, at Tscherning havde fået ordre til at forlænge sin påtvungne studierejse med et besøg i Rusland for også der at studere artilleri56). Den påtænkte rejse til Paris kom i stand i sommeren 1836, og Johan Ludvig så sin fader for sidste gang. Den gamle, blinde mand døde i små kår den 30. april 1841 57). Heiberg begyndte nu også at få mere travlt med sine private digterog forfattergøremål, og den særdeles produktive mand har muligvis følt sig tilfreds med, at den nok snærende forpligtelse som lærer på højskolen bortfaldt. I foråret 1836 - lige før Parisrejsen - gik Heibergs nye vaudeville »Nej« for første gang på Det kgl. Teater, og den blev straks et sikkert kassestykke, og klokker Link, som gav Phister, »den af alle skuespillerne, som Heiberg satte højest« 58), og som rollen var skrevet for, anledning til et fremragende spil, efter fru Heibergs mening det fortrinligste, han på sin lange teaterbane har præsteret. Selv var hun Sophie. Ikke blot Heibergs var tilfredse med resultatet, også publikum blev taget med storm. Som et passende udtryk for københavnernes reaktion kan anføres en beretning fra den senere oberst W. H. F. A. Læssøe, i 1836 sekondløjtnant ved Kongens Regiment, til C. C. G. Andræ, der da befandt sig i Paris:

»Heiberg har du snart i Paris. Før deres afrejse gav de en sommerforestilling å la frangaise. Den varede fra kl. 7 til over 12. Der hører vist nok noget til en hed sommerdag at holde os danske ved godt humør i så lang tid og at bringe os til at tilgive forstyrrelsen af vor nattero. Men det lykkedes dem fortræffeligt. Der gaves »Nina«, komedie i fem akter af Heiberg, og en ny vaudeville af samme gode mand, der hed »Nej«. Sujettet af »Nina« kender du fra balletten. Du har alt der beundret fru Heibergs spil, men tænker du dig nudette fuldkommengjort ved talens tilføren, så vil du indrømme mig, at der kunne blive en forestilling ud af det, der var værdig for Theatre -Francais. Nina og hendes fader (Ryge) er de vigtigste personer. Deres spil var non plus ultra for en dansk. Det indgav både »henrykkelse og ravissement divin«, som du taler om. Jeg har aldrig set noget fortrinligere. Vaudevillen var en ubetydeighed, men morsom. Publikum var hele aftenen begejstret, og det var ganske snurrigt at se den veltilfredshed og det gode lune, hvormed folk forlod huset kl. 12 og ønskede hinanden en god morgen. Det hele publikum blev ligesom et sluttet selskab, hele den øvrige by var jo i dyb søvn. Det var en sjældenhed i det gode, ærlige København at se sådan en flok nattesværmere af herrer og damer. Jeg morede mig ved at følge efter ned ad Østergade og Vimmelskaftet og se de forskrækkede vægtere komme frem som opskræmte natugler« 59).

Med de militære venner fra højskolens tid bevarede fru Heiberg i sin alderdom efter Heibergs død i 1860 forbindelse med Andræ og Tscherning. Før iværksættelsen af planen med udgivelsen af hendes omfattende erindringsværk »Et liv gjenoplevet i Erindringen« ønskede hun at høre Andræs mening om manuskriptet, og den aldrende geheimekonferensråd læste beredvilligt omkring begyndelsen af 1880 hendes 1. del af stoffet, hvorom han i et brev til hende udtrykte sin uforbeholdne beundring. Senere samme år læste han det øvrige stof, men frarådede en udgivelse i hendes levetid 60). Den gamle, erfarne officer og politiker vidste meget vel, hvad der kan ske, når en kendt person endnu i levende live løfter stigbordet for alt det i arkiverne og skufferne opsamlede og således får studiemarkerne overrislede og derved ofte kalder hyænerne frem fra deres mørke vrå. Det blev som bekendt ikke som lærer og kulturspreder for danske officerer i hæren, J. L. Heiberg kom til at øve nogen blivende indsats i Danmarkshistorien. Denne hans indsats er næsten glemt af eftertiden. Hans fortjenester lå bl.a. i, at han skabte grøde i det danske lystspil. Han havde ved sit eksempel givet den nationale lystspildigtning vind i sejlene, og først da de realistiske, mere jordbundne strømninger i 1870’erne satte ind, fik vaudevillen vinden imod sig. Medens Georg Brandes i sin tidligste kritikerperiode behandlede den med al mulig veneration og skrev nogle af sine smukkeste essays om den, er der næppe nogen, der så utrætteligt som hans broder Edward har bekriget den og bogstaveligt talt naglet den til væggen, ofte med en meningsløs effekt, der bringer en til at tænke på den gamle sentens om at skyde spurve med kanoner. I pagt med udviklingen nåede han imidlertid, hvad han ønskede, og Heibergs indsats må i vore dage nok nærmest betragtes som en hilsen fra en aristokratisk tid, d.v.s. åndsaristokratisk, da ingen verdenskrige havde sat den kollektive målestok for mennesket, massen, i stedet for den individuelle - personligheden! I vore dage er vaudevillen som bekendt gledet ud af det faste repertoire — måske beklageligt — og tages blot frem og støves af nu og da ved visse celebre lejligheder som en skyldig tribut til klassikerne for de kredse, der endnu ikke - åndeligt talt — har iført sig de forvaskede cowboybukser og den islandske sweater. »Forbindelsen« mellem Heiberg’erne og militæretaten er på sin vis på en pudsig måde blevet bevaret hen over slægtleddene fra de år, da den gæstfrie chef for Søkadetkorpset, kommandør P. F. W ulff åbnede sit prægtige hjem for den unge H. C. Andersen og den endnu yngre Johanne Luise Patges. Da en kreds af Heiberg-elskere i 1971 stiftede »Heiberg-Selskabet«, fik afdøde kontreadmiral J. Valentiner, som dengang boede på Søkvæsthuset på Christianshavn, der som bekendt også var Heibergs bolig i en lang årrække61), den stiftende generalforsamling henlagt til Søofficersforeningens smukke, historiske lokaler, og det var i admiralens tjenestebolig, det orienterende møde, der førte til oprettelsen af selskabet, blev afholdt, d.v.s. i samme opgang i det historiske Søkvæsthus, hvor det berømte ægtepar levede dets bedste år 62).

Noter

1. Om J. L. Heibergs liv og levned, s« Heiberg, I—III, og Et liv, I-IV. - T. den festlige anledning blev også Oehlenschlåger og J. Boye opfordret t. at indsende udkast t. festspil, jf. Heiberg, II, 143

2. Om successen, se også oberstløjt. E. P. Tscherning t. sønnen A. F. Tscherning 26/11 28, tr. Tschernings pap., II, 159

3. Kjøbenhavnsposten for 7/11 28. - Aftenen er delvis gengivet i Heiberg, II, 146 f samt i Et liv, I, 69 ff

4. Et liv, I, 70

5. Orla Lehmann: »Efterladte Skrifter«, I, 63, Kbh. 1872

6. Et liv, I, 72

7. Dansk Literaturtidende 1829, 97 ff, 119 ff. - E. P. Tscherning t. A. F. Tscherning 21/1 29, tr. Tschernings pap., II, 168

8. Om højskolens start, se Tjenstbog nr. 1. - »Plan til den kongelige militaire Høiskole 1830«, tr. som manus., Kbh. 1830. - Udsigt. - »Uddannelsen af Hærens Linie* officerer 1713-1963«, u. red. af Mogens Rosenløv, Kbh. 1963

9. Om Biilow, se Dansk bio. Lex., IV. - Hirsch, II. - Richter, II. - F. C. Biilows priv. ark., RA. - Kongehusets ark., FR VI, br. fra forskellige

10. Heiberg, II, 13 f 11. J.L. Heiberg t. P. A. Heiberg 22/6 30, tr. Heib. Br., 124 f

12. Allerede 1816 u. Tschernings tj. v. det danske besæt.korps i Nordfrankrig havde han aflagt besøg hos P. A. Heiberg i Paris, og der også truffet den ligeledes landsforviste Malthe Bruun. Jf. Tschernings pap., I, 16

13. J. L. Heiberg t. P. A. Heiberg 22/6 30, tr. Heib. Br., 125

14. Udsigt, 33 f. - Richter, I—II. - Dansk bio. Lex.

15. De pgl. - i dag sjældne - publikationer beror bl.a. i HA

16. Et liv, I, 43

17. Heiberg, II, 18 f

18. Et liv, I, 74 f

19. Smsts., I, 87

20. Hirsch, XI. - Richter, II, 211

21. Se genalauditørens relationer nr. 258, 1834, HA. - Hans moder, enkefru, justitsrådinde Anna Marie S., f. Dixen, boede formentlig i Kbh. fra 1826

22. Et liv, I, 162 f

23. Et liv, IV, note, 307. - Dansk bio. Lex., VII. - Hirsch, III. - Frieboe blev sekondløjt. 1783, premierløjt. 1789 og ritmester 1793. Han var en statelig mand, en glimrende rytter, altid udsøgt påklædt og nøje inde i fredsdetaljetjenestens bestem, om påklædning, hår og skæg etc. 1800-08 anvendtes han meget i kronprinsens stab, og v. oprettelsen af Generalstaben 1808 blev han generaladjudantløjt. (oberstløjt.). 1813 virkelig oberst og chef for Husarreg. 1817 generalmaj. og 1836 generalløjt. V. hærord. 1842, trods sine 75 år endnu rask og rørig, søgte han afsked og stilledes å la suite som general af kaval. Iflg. br. t. den forh. hofmarskal Johan Biilow og dep. fra den østrigske gesandt 1813 grev J. L. von Liitzow t. Metternich spillede Frieboe en rolle sammen med F. C. Biilow i forb. mellem FR VI og Frederikke Rafsted, den senere fru Dannemand.

24. Et liv, 1,162 f 25. Heiberg, II, 14 m. note

26. J. N. B. Abrahamson t. kapt. Olsen og Bauditz, løjt. Kellner, prof. Heiberg og Forch. hammer, cirkulæreskr. nr. 63 12/11 30, Tjenstbog nr. 1

27. J. N. B. Abrahamson t. kapt. Bauditz, løjt. Kellner og prof. Heiberg, cirkulæreskr. nr. 22 5/11 30, Tjenstbog nr. 1

28. J. N. B. Abrahamson t. F. C. Biilow, unum., 8/11 og 10/11 30, Tjenstbog nr. 1

29. J. N. B. Abrahamson t. F. C. Biilow 19/2 31, Tjenstbog nr. 1

30. J. N. B. Abrahamson t. F. C. Biilow 4/2 31, Tjenstbog nr. 1

31. J. N. B. Abrahamson t. F. C. Biilow 24/11 30, Tjenstbog nr. 1

32. J.N. B. Abrahamson t. F. C. Biilow 4/5 31, Tjenstbog nr. 1. - J.L. Heiberg t. J.N. B. Abrahamson 6/7 31 og 12/3 32, indk. sager 1831 og 32

33. »Johan Ludvig Heibergs Poetiske Skrifter«, IX, 432 ff, Kbh. 1862 34. Smsts., IX, 345 f 35. Richter, I, 147. - Fibiger, 129 ff 36. Richter, I, 11. - Dansk bio. Lex., I. - Et liv, III

37. Heiberg, II, 16 38. Under opholdet skrev Tscherning en række br. t. sin fader, oberstløjt. E. P. T., der klart viste hans liberale holdning og modstand mod den danske enevælde. Bl.a. 2/3 17: »...i det tilfælde, at en konstitution var nødvendig for at bringe en slutning på et onde, som i 8-9 år har bragt landet ulykke (kan kun være Generalstabens kabinets- og juntastyre 1808-14), var det da ikke muligt, at folket fordrede denne ret uden derved at støde kongen, og er det ikke et tegn på svaghed, at man ikke gør det? Hvorfor skal Danmark være det eneste land i den civiliserede del af Europa, hvis fyrste vægrer sig ved at tilstå denne frihed (Rusland og Tyrkiet er for øjeblikket de eneste, der deler denne skæbne med os) ...« og den 27/4 s.å.: »... Idet jeg tænker på den ed, som vi har aflagt til kongen, forekommer det mig, at formularen knytter os alt for fast til kongens person som absolut suveræn og udsætter os for at blive menedere i det tilfælde, at kongen kom i strid med sit folk ...« og »... thi hvorledes skulle jeg kunne bære våben mod et folk, der fordrer de rettigheder, hver mand bør nyde? Jeg skulle være rede til at dø for at frelse min konges liv, men aldrig ville jeg drage min kårde for at forsvare den absolutte kongemagt, som jeg hader ligeså meget, som jeg elsker kongens person«. Jf. Tschernings pap., I, 101 ff

39. Smsts.

40. A. Raczynskis dep. nr. 3 19/1 33, delvis cit. G. Nørregaard: »Danmark mellem øst og vest 1824-39«, 175, Kbh. 1969

41. P. Browmes dep. nr. 4 19/7 33, delvis cit. smsts.

42. Tschernings pap., II, 16 ff. - Fibiger, 141 ff. - »La Parisienne - Peuple frangais, peuple des braves!« var en nærmest revolutionær hymne, der blev skrevet 1830 af Delavigne i Paris i anledning af Julirevolutionen. - J. L. Heiberg t. A. F. Tscherning 27/5 33, tr. Tschernings pap., I, 291. - Tscherning ønskede at afrejse med manér og havde den dristighed at gå i audiens for at »takke« for den vigtige mission. Kongen spillede med og lod som intet. T. skrev selv i sin dagbog om den spændende audiens: »Jeg tog audiens hos kongen, der sagde: »Jeg er glad ved det valg, jeg har gjort. De kan sprog, De har rejst, De kan sno Dem i verden, De har fabrikkundskaber. Jeg er meget tilfreds med mit valg«. Svar: »Ja, jeg kan kun være tilfreds med at have modtaget et så glimrende bevis på, at Deres Majestæt billiger min hele fremfærd«. - Han: »Ah! Ah! Lykkelig rejse!« Jf. Tschernings pap., II, 18

43. G. Nørregaard: »Danmark mellem øst og vest 1824-39«, 161, Kbh. 1969

44. Fibiger, 142. - Tschernings pap., II, 19

45. Smsts.

46. Smsts.

47. Død som generalmaj. og chef for Generalstaben 23/7 52, jf. Richter, I, 150 f

48. Død som kaptajn I 15/3

49, jf. Richter, I, 181 49. Han var 5 år ældre end fru Heiberg og kom aldrig frem i første plan, formentlig fordi han overskyggedes af sin berømte lillesøster, men var dog en brugbar kraft på mange felter. Død 1883. Jf. N. B.Wamberg: »H. C. Andersen og Heiberg«, 135, Kbh. 1971

50. Fibiger, 144

51. Fru Gyllembourg havde tidl. erklæret, at Tscherning var den, hun helst gik i teatret med, thi han gik så voldsomt op i stykkerne, så det var en fornøjelse at overvære. Jf. Tschernings pap., I, 61

52. Smsts., II, 20

53. Heiberg, II, 15 f

54. »Bekjendtgørelse indeholdende de under 18de September 1836 allerhøjest approberede Bestemmelser for den kgl. militaire Høiskole«, delvis tr. Udsigt, 43 ff. - Bekendtgørelsen var et resultat af et langvarigt kommissionsarb., i hvilket Biilow, Abrahamson, Bendz, Olsen, Baggesen og de Meza havde været delagtige. - Heiberg, II, 16

55. Det har i højskolens arkiver i HA, der har store lakuner fra omtalte periode, ikke været forf. muligt at finde noget fratrædelses/entledigelsesdokument, skr., parolbefaling eLlign., der omtaler afgangen

56. Fru Th. Gyllembourg t. A. F. Tscherning 22/2 36, tr. Tschernings pap., II, 145 ff. - Det var rigtigt, at Kommissariatskollegiet ønskede T. til Rusland for at holde ham borte fra Danmark. Forlængelsen skyldtes formentlig Biilow el. kongen selv

57. Et liv, I, 202 ff. - Heiberg, III, 142

58. Et liv, I, 201

59. Heiberg, II, 73

60. Trods det for eftertiden værdifulde materiale, der lå bundet i manus., frarådede Andræ hende at udgive det. Hun udtalte selv herom: »... Andræs ord lyder bestandig for mine øren; han sagde: »Husk på, at De har mange misundere; giv det derfor først ud, når De ikke mere er til««. Jf. Et liv, IV, 30 f m. noter

61. Søkvæsthuset lå først på Bremerholm, flyttedes t. St. Annæ Plads (Kvæsthusgade) og derefter t. en bygn., der 1754 var opført som opfostringshus, men 1777 indrettedes t. søkvæsthus. En fundats bestemte 1779, at det skulle anvendes t. syge fra marinens divisioner. Tillige anvendtes det som bømeasyl. Efter 1853 anvendtes det ikke mere som sygehus. 1867 omdannedes bygningerne t. kaserne for værnepligtige og for flådens underoff.elever. En del af bygn. udlejedes 1844 t. private, bl.a. boede Heibergs her fra 1844. Nu anvendes Søkvæsthuset t. forsk, institutioner: Marinens Bibliotek, Søofficersforeningen, Farvandsdirektoratet samt tjenesteboliger, herunder bolig for Chefen for Søværnet, optager komplekset

62. På Søkvæsthusets facade sidder endnu en tavle med de to ægtefællers silhouetter og tekst, der meddeler, at de boede i dette hus, og som stadig minder om det berømte christianshavnerhjem, hvor alle tidens toneangivende personer mødtes i årene 1844-60. Disse var i første række digteren Henrik Hertz, komponisten C. E. F. Weyse, fysikeren H. C. Ørsted, officererne Andræ og Tscherning, biskop Martensen, politikerne Madvig og Hall, grosserer J. T. Suhr, Collin’erne samt mange af teatrets berømteste fok. Jf. Et liv, I-IV, Heiberg, I—III og Dansk bio. Lex., IX

De vigtigste forkortelser:

ark. = arkiv

br. = brev

dep. = depeche

HA = Hærens Arkiv, i dag Rigsarkivets 3. Afdeling

RA = Rigsarkivet

smsts. = sammesteds

t. = ta

tr. = trykt i

Utrykte kilder:

Kongehusets ark., FR VI, nr. 74-79, br. fra forsk., RA F. C. Biilows priv.ark. »Den Kongelige Militaire Høiskole. Underviisningsdirecteurens Tjenstbog No. 1, begjyndt den 1ste November 1830« (til udg. af 1832), bd. 1-2, håndskr., HA (fork.: Tjenstbog nr. 1) »Den Kongelige Militaire Høiskole. Indk. Sager (m. register) 1830-36«, HA »Generalauditørens Relationer 1834«, HA

Trykte kilder:

»Adolf Fibiger. Et Livsbillede fra Frederik den Sjettes Dage«, af Margrethe Fibiger, tr. Museum, Tidsskrift for Geografi og Historie, 1894, I, 129 ff (fork.: Fibiger) »Af Anton Frederik Tschernings efterladte Papirer, udgivet af hans efterlevende Familie«, I-III, Kbh. 1876-78 (fork.: Tschernings pap.) Borup, Morten: »Johan Ludvig Heiberg«, I-III, Kbh. 1946-49 (fork.: Heiberg) »Breve fra og til Johan Ludvig Heiberg«, Kbh. 1862 »Breve og Aktstykker vedrørende J. L. Heiberg«, v. Morten Borup, Kbh. 1946 Bricka: »Dansk biografisk Haandleksikon«, Kbh. 1900 ff (fork.: Dansk bio. Lex.) »Dansk Litteraturtidende«, Kbh. 1829 Deichmann, Chr.: »Den militaire Høiskole, Landcadetacademiet og den polytechniske Læreanstalt«, Kbh. 1835 »Erindringer fra Kong FR YI’s Tid«, af Conrad Greve Rantzau-Breitenburg, udg. af Louis Bobé, Kbh. 1900 »Fra det Heibergske Hjem«, v. Aa. Friis, Kbh. 1940 Hedegaard, E. O. A.: »Generalstabens Guidekorps. Et bidrag til Generalstabens og Underofficerskorpsets Historie«, Helsingør 1968 Heiberg, J. L.: »Ledetraad ved Forelæsningerne over Philosophiens Pilosophie eller den speculative Logik ved den kongelige militaire Høiskole 1831-32«, Kbh. 1832 Heiberg, Johanne Luise: »Et Liv gjenoplevet i Erindringen«, I-IV, Kbh. 1944 (fork.: Et liv) Heiberg, Johanne Luise: »Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg«, v. Aa. Friis og Just Rahbek, Kbh. 1947 Hirsch, J. C.W.: »Danske og norske Officerer 1648-1814«, I—II, fotokopi i HA (fork.: Hirsch) »Johan Ludvig Heibergs poetiske Skrifter«, I-IX, Kbh. 1862 Jørgensen, H.: »Trykkefrihedsspørgsmaalet i Danmark 1799-1848«, disp., Kbh. 1944 Lehmann, Orla: »Efterladte Skrifter«, I, Kbh. 1872 Nørregård, G.: »Danmark mellem øst og vest 1824-39«, Kbh. 1969 »Plan til den kongelige militaire Høiskole 1830«, tr. som manuskript, u. red. af gen.maj. F. C. Biilow, Kbh. 1830 Richter, V.: »Den danske Landmilitæretat 1801-94«, I—II, Kbh. 1896-97 (fork.: Richter) »Uddannelsen af Hærens Linieofficerer 1713-1963«, u. red. af Mogens Rosenløv, Kbh. 1963 »Udsigt over Underviisningen ved de specielle Corpser før 1830 og Den kongelige militaire Højskoles Virksomhed fra dens Oprettelse til 1855«, Kbh. 1855 (fork.: Udsigt)