Log ind

Israel og Libanon: fra fjendskab til naboskab?

#

Lektor Birthe Hansen, PhD, Københavns Universitet

 

Danmark har i 2009-11 bidraget til den forstærkede UNIFIL-mission i Sydlibanon. Denne
har siden konflikten i 2006 været en del af indsatsen for at opretholde fred i området. I
2006 førte Hizbollah-angreb ind i Israel til en israelsk invasion og en godt en måned lang
væbnet konflikt. Siden denne har der været nogenlunde ro i området, men en egentlig

afklaring og fred er næppe kommet nærmere. Problemet, der har udgangspunkt i Liba-
nons rolle som base for militante grupper, er uløst, og den skrøbelige interne balance i

Libanon, hvor de triste minder fra borgerkrigen stadig spiller en stor rolle, gør de libanesi-
ske aktører meget forsigtige. Konteksten for situationen er desuden blevet mere usikker

som følge af det arabiske forår: hvad vil der ske i Syrien, hvordan vil magtbalancen i regio-
nen påvirkes, og vil substatslige aktører som Hizbollah vejre morgenluft?

Israel spiller en nøglerolle i forhold til Libanon. Hizbollah bruger truslen fra Israel som
begrundelse for sine aktiviteter, den libanesiske regering frygter for israelske indgreb som
svar på Hizbollah-angreb, og en stor del af det libanesiske establishment giver oprettelsen

af den israelske stat skylden for problemerne med de palæstinensiske flygtninge i Liba-
non.

Dialog mellem Libanon og Israel finder løbende sted i de såkaldte treparts-møder mel-
lem parterne og UNIFIL – United Nations Interim Force In Lebanon – på basis af Sikker-
hedsrådets Resolution 1701, der fulgte 2006-konflikten. Hidtil har treparts-møderne ført

til meget små fremskridt.
Spørgsmålet her er, om parterne i den aktuelle situation med regionalt opbrud har fået

større eller mindre incitamenter til at afklare deres forhold, forholde sig i ro eller påbegyn-
de en ny konflikt? For at diskutere dette ses på tre forhold i det følgende: for det første de

grundlæggende interesser og den hidtidige udvikling i det israelsk-libanesiske forhold1. For
det andet UNIFIL’s tilstedeværelse og rolle. For det tredje implikationerne af det arabiske
forår.

 

Udviklingen i det israelsk-libanesiske forhold
Kun i et enkelt tilfælde har der været krig mellem Israel og Libanon – hvis man forstår krig
som væbnet konflikt direkte mellem to lande. Det var i 1948-49, hvor Libanon besluttede
at deltage i den arabiske angrebskrig mod Israel. Angrebet fandt sted umiddelbart efter, at
Israel erklærede sig som ny og uafhængig stat på basis af FN’s delingsplan. Efter den
israelske sejr blev der indgået våbenhviler, herunder også mellem Israel og Libanon, men
nogen fredsaftale er det endnu ikke blevet til.
Hvis man anlægger et bredere perspektiv og kigger på væbnet konflikt i det hele taget,
har det israelsk-libanesiske forhold til gengæld været meget udsat. Fra begyndelsen af

1949 til sidst i 1960’erne, var der ro ved grænsen mellem de to lande. Substatslige aktø-
rer har siden da bidraget til at holde konflikt og fjendtligheder i kog.

På den ene side står Israel med et stærkt nationalt sammenhold og et overlegent
militær, og på den anden side står Libanon, der har været plaget af borgerkrig, ekstern
indflydelse og har et minimalistisk militær.
Set fra en israelsk synsvinkel er det da heller ikke Libanon i sig selv, der udgør en
trussel mod Israel – Libanon er simpelthen for svagt. Til gengæld har netop svagheden
udgjort en trussel, da den har muliggjort, at Libanon har kunnet være base for andres
fjendtligheder mod Israel (Schiff 1984). På den baggrund har forholdet mellem Israel og
Libanon over tid udviklet sig fra relativt ’godartet’ til ’ondartet’ (Eisenberg 2010), men med
en kontinuert israelsk interesse: at begrænse terrorangreb over grænsen for at sikre sin
nordlige befolkning (Jones og Catignani 2010: 163).
Set fra et libanesisk perspektiv bidrog oprettelsen af Israel til flygtningestrømme, der
ikke er blevet integreret, PLO’s indtog i 1970, og senere den delvise israelske besættelse

af Sydlibanon frem til 2000 (Spyer 2009: 195). Siden har intern splittelse i Libanon umu-
liggjort, at centralregeringen har kunnet eller villet forhindre Sydlibanon i at fungere som

militantes baseland mod Israel.
I 2006 invaderede Israel det sydlige Libanon efter, at Hizbollah havde angrebet ind
over den israelske grænse og dræbt og bortført soldater (om 2006-krigen se Mohamad

2011). Der fulgte en voldsom konflikt, der førte til, at FN indsatte en forstærket UNIFIL-
mission som buffer i Sydlibanon.

2006-konflikten udsprang af Hizbollahs angreb. Angrebene blev begrundet med ’mod-
stand mod Israel’ og gengæld for tidligere israelske tilfangetagelser af palæstinensere og

libanesere fra 1982-2000-perioden, som måske kunne udveksles med tilfangetagne isra-
elske soldater.

Konflikten var den voldsomste siden 1982-konflikten, der var en kulmination på den

stadigt hårdere linje, som Israel havde anlagt siden sidst i 1960’erne. Dengang var bag-
grunden, at palæstinensisk terrorisme tog udgangspunkt i Libanon. Jordan smed efter et

opgør PLO på porten i 1970, og Libanon blev organisationens nye base. Dele af Beirut,
men især Sydlibanon (’Fatahland’) blev brugt i kampen mod Israel.
Israel modgik dette med forskellige foranstaltninger. Udover de militære, der undgik af

ramme statslige libanesiske mål og institutioner, satsede Israel på afskærmning, overvåg-
ning, bygning af beskyttelsesrum samt mobilisering af frivillige i de nordlige bosættelser

(Schiff 1984). Sideløbende med håndteringen af den palæstinensiske terrorisme, udbyg-
gede Israel samarbejdet med kristne libanesere i 1970’erne, men afstod fra fuldt at imø-
dekomme disses ønsker, da det var dets klare mål at holde sig på en vis afstand af libane-
sisk indenrigspolitik.

Den libanesiske borgerkrig, der brød ud i 1975, førte til en syrisk invasion i 1976.
Dermed kom en ekstra spiller på banen, der overlejrede den libanesiske side i konflikten

med Israel. I Israel var opfattelsen i udgangspunktet, at Syrien skulle ud. En svært-
bevæbnet arabisk nabo rykkede ind lige over Israel. Der var imidlertid også andre hensyn:

for det første blev syrerne optagede af at prøve at begrænse den libanesiske borgerkrig,
for det andet blev deres styrker delt mellem Golan og Libanon, og for det tredje lavede
Israel en geografisk markering i form af en rød linje.

Efter LIKUD’s erobring af regeringsmagten i Israel i 1977, undergik Israels Libanon-
politik en række forandringer i form af, at flere styrker blev indsat, og operationerne blev af

længere varighed. I 1982 fandt, som nævnt, den hidtil største israelske operation sted.
PLO havde fra Sydlibanon angrebet mål i det nordlige Israel, og Israel ville med invasionen
skabe en sikkerhedszone for at komme angrebene til livs. 

Operation Fred For Galilæa blev omkostningsfuld. Der var store civile libanesiske tab,

men også i Israel blev der stillet spørgsmålstegn ved, om de israelske tab ved denne ope-
ration stod mål med dens resultater, og man kunne byde de israelske soldater at udføre

defensive opgaver på så offensiv vis.
PLO’s militære gren blev trængt ud af Libanon og måtte flytte til Tunis og andre steder.

I stedet så en anden militant gruppe mulighed for at fylde det opståede interne magttom-
rum: Hizbollah.

Israel opretholdt sikkerhedszonen indtil 2000, og UNIFIL genoptog i princippet de

mandatmæssige opgaver, som styrken havde haft siden 1978, men som var blevet redu-
ceret i forbindelse med den israelske sikkerhedszone. Syrien afsluttede sit militære enga-
gement i Libanon i 2005 efter pres fra FN og USA, samt efter libanesiske gruppers pres på

baggrund af mordet på Rafik Hariri. Herefter stod den svage libanesiske centralregering
tilbage sammen med en begrænset UNIFIL-styrke med et lige så begrænset mandat.
Internt i Libanon blev situationen forværret af spændinger som følge af Hariri-mordet.
Den tidligere premierminister Hariri var en rig og populær politiker, der tilskrives en stor

del af æren for genopbygningen af Beirut. Mistanken om, at Syrien stod bag mordet, op-
stod straks. Senere har uofficielle forhåndsmeldinger fra Den særlige FN-
undersøgelseskommission peget på Hizbollah-medlemmer som ansvarlige.

Hizbollah, der var afhængig af støtte fra Syrien, havde dermed en stærk interesse i at

få opmærksomheden vendt andetsteds hen og genoprette sit image som forsvarer af Li-
banons suverænitet.

Året efter fremprovokerede et Hizbollah-angreb ind i Israel da også et voldsomt isra-
elsk modangreb, og resultatet blev den godt en måned lange konflikt i sommeren 2006.

Herefter blev UNIFIL’s mandat forstærket.

 

UNIFIL’s rolle
Det internationale samfund har forsøgt at agere buffer siden 1978, hvor UNIFIL været til
stede på Sikkerhedsrådets foranledning. I de første år skulle UNIFIL sikre den israelske
tilbagetrækning efter Operation Litani, der var et modsvar på PLO-angreb ind i Israel, samt

bidrage til den libanesiske regerings kontrol med området. Siden er UNIFIL’s mandat ble-
vet justeret efter konflikten i 1982 og den israelske tilbagetrækning i 2000, og efter 2006-

konflikten blev det udvidet.
Ifølge Sikkerhedsrådets resolution 1701, skal UNIFIL overvåge våbenhvilen, hjælpe

den libanesiske hær (Lebanese Armed Forces – LAF) med at afvæbne grupper i Sydliba-
non (dvs. Hizbollah), bidrage til tilvejebringelsen af den humanitære indsats, samt hjælpe

den libanesiske regering med at opretholde sin grænse2.
Af resolution 1701, der fulgte 2006-konflikten, fremgår det således, at UNIFIL har flere
formål med sin omfattende tilstedeværelse i området.

To af formålene, at overvåge våbenhvilen samt at bidrage til forløbet af den humani-
tære indsats, har hidtil været relativt ukontroversielle og er blevet nogenlunde opfyldt.

Et tredje element i mandatet er, at UNIFIL skal hjælpe den libanesiske regering med at
overvåge og beskytte grænsen. Dette er hidtil også gået nogenlunde, om end en episode i
august 2010 skæmmer forløbet. Israelske soldater beskar bevoksningen foran deres
overvågningsudstyr lige ved grænsen, hvilket fik LAF til at skyde, og i alt fire, her i blandt

den israelske oberstløjtnant, der havde ansvar for træfældningen, blev dræbt. Den libane-
siske hær vedstod at have skudt først, og FN’s talsmand erklærede, at de israelske solda-
ter klart befandt sig på den israelske side af grænsen (Ellegård 2010).

Det er imidlertid et fjerde element i UNIFIL’s mandat, der har vakt størst kritik, og som
må anses for fuldstændig uopfyldt: nemlig at hjælpe LAF med at afvæbne substatslige
aktører i området. Fem år efter UNIFIL’s ankomst har Hizbollah stadig sine våben, får flere
(fra Iran og via den syriske grænse), og går mere eller mindre åbenlyst rundt med dem.
F.eks. antræffes ofte jægere, bevæbnet med kalashnikovs, da beboerne har ret til at gå på
jagt i det i øvrigt jagtbytte-fattige område. Et andet eksempel er problemet med UNIFIL’s
reaktionstid. De israelske soldater på den anden side af grænsen, der døgnovervåger
aktivitet og iagttager våbentransporter, har oplevet, at henvendelser til UNIFIL, kan være
nyttesløse. På grund af procedurer for indgriben, er UNIFIL’s reaktionstid – i det geografisk
set lille område – typisk på et par timer, hvorefter hizbollaherne naturligvis er væk. Det er

også sket, at UNIFIL og LAF er nået frem, men har valgt hverken at gribe ind eller rapporte-
re hændelsen3.

Det er klart, at der er tale om en ekstremt følsom opgave, der indebærer risici for op-
hidselse af folkestemningen, optrapning af vold, og udløsning af de eksisterende spæn-
dinger i Libanon, hvor de politiske beslutningstagere generelt set er yderst forsigtige med

ikke at forskubbe balancer.
For den libanesiske stat/regering er situationen måske heller ikke så dårlig endda. For

det første yder UNIFIL via sin blotte tilstedeværelse en beskyttelse mod eventuelle israel-
ske krænkelser af grænsen i tilfælde af Hizbollah-angreb ind i Israel. For det andet be-
grænser UNIFIL trods alt Hizbollahs muligheder for at provokere Israel. En ting er at hobe

våben op, noget andet er at bruge dem lige for næsen af FN-styrker. For det tredje vinder
man tid i libanesisk politik og behøver ikke at udfordre en svært bevæbnet substatslig
aktør med folkelig opbakning på et tidspunkt, hvor resten af det politiske miljø ikke har en
fælles politik for landets udvikling. For det fjerde sparer man ressourcer og kan, i italiensk
bystats-stil (dvs. satsning på handel og kultur på bekostning af forsvarsudgifter), bygge
resten af landet op – mens den ydre sikkerhed i det libanesiske tilfælde varetages af det
internationale samfund.

Fra et israelsk perspektiv er situationen mindre tilfredsstillende. Hizbollah har fået mu-
lighed for at rekonstituere sig efter 2006-konflikten – og oven i købet at styrke sig selv til

senere aktivitet. Dermed understøtter FN-indsatsen den generelle, israelske mistro til FN.
På den anden side har UNIFIL’s blotte tilstedeværelse efter 2006 hidtil tilsyneladende

dæmpet Hizbollahs angrebslyst og fungerer dermed som en ekstra buffer for Israel. Desu-
den har Israel ikke interesse i et ustabilt Libanon, hvor andre, som Syrien og især Iran, ville

kunne øge deres indflydelse, og UNIFIL virker også som en buffer mod dette i syd – hvor
risikoen er stor.

 

Det arabiske forår

Omvæltningerne i den arabiske verden i foråret 2011 startede i Nordafrika, langt fra Liba-
non, og processerne er stadigt åbne. Omvæltningerne har imidlertid potentialer til at på-
virke det israelsk-libanesiske forhold på flere måder.

Hizbollah kan meget vel imødese en svækkelse. Organisationen har ideologisk set
været en del af det radikale islamistiske alternativ til den aktuelle verdensorden, og der
har i den arabiske verden ikke været tungtvejende alternativer hertil før foråret 2011.
Liberale strømninger med større appel til de mange unge i regionen er imidlertid kommet
på banen, hvorimod islamiske strømninger har lidt nederlag: Det Muslimske Broderskab i
Egypten spillede tilsyneladende en underordnet rolle i opgøret, og al-Qaeda mistede sin
leder, da Osama bin Laden blev dræbt af amerikanske marinere i en aktion i Pakistan den

1. maj 2011. En vigtig allieret for den ideologiske strømning – om end med en noget an-
den egen ideologi, Syrien, er desuden blevet svækket af egne interne protester mod det

siddende, autoritære styre.
På lidt længere sigt er det afgørende, hvordan det egyptiske militær stiller sig. I maj
2011 åbnede det, efter den reelle magtovertagelse, for grænserne til Gaza i strid med

Israels aftale med palæstinenserne om grænsekontrol. Hvis Egypten søger at genforhand-
le eller opsige sin egen fredsaftale med Israel, kan Hizbollah, trods ideologisk svækkelse,

vejre morgenluft. Da Hizbollah ved siden af sit radikalt islamistiske grundlag påberåber sig
legitimitet i kraft af modstanden mod Israel og beskyttelse af Libanon herimod, kan den

øvrige ideologiske svækkelse i forening med pres på Israel sydfra, give anledning til for-
øget voldelig aktivitet.

Endelig kan spørgsmålet om de iranske kernevåbenbestræbelser spille ind. Regimet i
Teheran kan føle sig opmuntret til at styrke og fremskynde bestræbelserne på at krydse

kernevåbentærsklen i lyset af det arabiske forår: skulle der inspireret heraf komme yderli-
gere protester og oprør i Iran, vil det øge handlefriheden i forhold til at slå disse ned, hvis

regimet har kernevåben. Dette vil alt andet lige gøre omverdenen mere forsigtig. Ligeledes
giver det arabiske forår mulighed for at styrke og fremskynde bestræbelserne, da USA har
opmærksomheden rettet andre steder hen. I forhold til Libyen, hvor oprøret har ført til
borgerkrig, uddelegerede USA fra starten en del af indsatsen til koalitionen og allierede.
Men udviklingen vil kræve opmærksomhed i en længere periode, og styret i Teheran vil
måske udnytte situationen, og her kan interesserne falde sammen med Hizbollahs.

Disse forhold – der peger i forskellige retninger – og en række andre uafklarede pro-
cesser giver dels en grundlæggende uro i regionen, og dels en heraf følgende usikkerhed.

Dette tilsiger, at både de libanesiske myndigheder og Israel udviser stor forsigtighed, og
giver dem et incitament til at se udviklingen an.

At det arabiske forår på det ene side giver uro og på den anden incitamenter til forsig-
tighed, betyder ikke, at der ikke er konkrete, aktuelle udfordringer, der har udviklet sig i

tiden før omvæltningerne i den arabiske verden.
Fra et israelsk perspektiv er der grund til at frygte, at Hizbollah vil bruge Israel som
syndebuk, da substatslige aktører er lidt ’friere’ stillet og har andre hensyn at tage, og at
interne sekteriske spændinger i Libanon dermed fører til uro over grænsen.
Efter konflikten i sommeren 2006, var der som nævnt debat om krigsførelsen i Israel.
Der var en del intern kritik af det israelske forsvars planlægning og konkrete strategi, og

der blev rejst spørgsmål om, hvordan et så stærkt forsvar ikke havde kunnet gennemtvin-
ge en større og mere omfattende sejr. Til gengæld var der i juli 2011, fem år efter konflik-
ten, en udstrakt tilfredshed i Israel med, at der i så høj grad havde været ro ved grænsen i

de fem år4. Bortset fra en hændelse i 2010 (træfældningshændelsen), havde der ikke
været raketangreb ind over den israelske grænse. For første gang i 40 år, vil børn, der

starten skolen, ikke have oplevet sirener eller katyuasha-raketter, har den tidligere israel-
ske forsvarschef, Gabi Ashkenazi sagt i en vurdering af, hvordan det var gået efter konflik-
ten5.

På den anden side er den israelske frygt for Hizbollahs formåen vokset i tiden efter

konfliktens afslutning. Hizbollah rykkede godt nok ca. 25 km længere nordpå og omgrup-
perede sig i shiitiske landsbyer for at kunne anvende menneskelige skjolde i de befolk-
ningstætte områder. Til gengæld er Hizbollahs raket-bestand både øget i antal, rækkevid-
de og præcision. Der er forskellige skøn over, hvor stor Hizbollahs kapacitet er, men et

fællestræk er, at antallet er markant forøget. Raketterne kan nå de store byer Tel Avis og

Jerusalem, og også byer i det sydlige Israel. Selv om raketterne ikke kan bruges til en be-
sættelse eller erobring af Israel, kan de bruges til at terrorisere den israelske befolkning og

binde militære ressourcer. Under Libanon-konflikten fik Hizbollah raketter fra Syrien, men
også Iran har ladet mange våben tilflyde.
Israel har hidtil haft tre svar på situationen efter 2006 og Hizbollahs oprustning. For
det første nøje at overvåge grænsen og at sikre en afskrækkelsesstyrke. For det andet at

acceptere UNIFIL’s tilstedeværelse og søge at drage nytte af denne. For det tredje at pres-
se den libanesiske regering til at forsøge at holde en vis snor i Hizbollah ved at melde ud,

at ved fremtidige angreb ind i Israel, vil Libanons regering blive holdt ansvarlig. Hidtil har

Israel søgt at holde mellemværendet mellem Hizbollah og sig selv og undgå, at en konfron-
tation mellem Israel og Libanon som sådan. Med denne udmelding har Israel lagt et større

pres på den libanesiske regering, der hidtil har kunnet distancere sig Hizbollahs angreb på
Israel for ikke selv at risikere at lægge sig ud med bevægelsen.
Fra et libanesisk perspektiv samler interessen sig om de uafklarede indre forhold, om
følgerne af Hariri-sagen, samt om risikoen for, at Libanon i værste fald vil kunne blive brugt
som opmarchområde.

Hariri-sagen er overordentlig følsom og rammer dybt ned i libanesisk politik. FN’s sær-
lige tribunal har ført til, at fire mænd er blevet sigtet for mordet på den tidligere premier-
minister Rafik Hariri og 21 andre i februar 2005. De fire sigtede er Hizbollah-medlemmer,

som der er blevet udstedt arrestordre på, men Hizbollah har nægtet at udlevere dem.

I januar 2011 fik Libanon ny premierminister, Najib Mihati, og gik ind i en lang rege-
ringskrise. Baggrunden var, at Hizbollah trak tæppet væk under den hidtidige premiermini-
ster trådte tilbage i forbindelse med Hariri-tribunalets fund. Først i juni lykkedes det for

Mihati at få en ny regering på plads baseret på Hizbollah og allierede.
Der er i litteraturen enighed om, at Hizbollah har meget tætte forbindelser til Iran, får
våben og politiske og militær støtte herfra, men også at Hizbollah har en vis autonomi, og

at der forskellige linjer i Hizbollah i forhold til den iranske indflydelse. Det var dog bemær-
kelsesværdigt, at den iranske ambassadør i Libanon, Ghazanfar Roknabadi, i marts omtal-
te Israel som Libanons ærkefjende og eneste fjende6. På fem-årsdagen for 2006-

konflikten sagde Hizbollahs næstkommanderende, Sheikh Naim Qassem, det samme, og
han gentog det i august i forbindelse med indre uenigheder i Libanon.

At have Israel som Libanons fjende er afgørende for Hizbollah, da en stor del af bevæ-
gelsens legitimitet bygger på at være ’modstandsbevægelse’, også efter, at Israel i 2000

trak sig ud af Sydlibanon. At vedligeholde opfattelsen af Israel er således vigtig for Hizbol-
lah, og den er ikke blevet mindre vigtig efter 2006-konflikten, hvor Hizbollah efter mange

libaneseres mening trak Libanon ind i en unødvendig og blodig konflikt.

2006-konflikten viste konfliktpotentialet i området, og situationen er stadig ikke afkla-
ret. Konteksten er blevet mere kompliceret efter det arabiske forår. Mange udviklinger er

åbne, og en ny magtbalance har endnu ikke udkrystalliseret sig. Siden 2006-konflikten har
det dog set ud til, at både Israel og Hizbollah ser en ny krig som ’last ressort’.

Hizbollah har, trods flere og bedre raketter, kun mulighed for at terrorisere den israel-
ske befolkning, destabilisere og høste hjemlige point. Der er derfor primært grund til tilba-
geholdende, med mindre bevægelsen inddrages i en større regional konflikt på iransk

side. Som ikke-statslig aktør på den militære dimension har Hizbollah dog et større spille-

rum, og det kan ikke udelukkes, at bevægelsen under internt pres vil satse på Israel-
kortet.

Libanesisk politik er som nævnt præget af stor forsigtighed. Dels på grund af mindel-
serne og borgerkrigen, dels på grund af den aktuelle, komplekse situation. De langtrukne

besværligheder med at få en regering på plads i foråret 2011 vidner om dette, men også
usikkerheden om udviklingen især i Syrien7 nærmest handlingslammer libanesisk politik.

Svaret har hidtil været mere byggeri, mere politisk indflydelse til Hizbollah, samt en forsig-
tig diskussion af problemerne med det sekteriske styre, men ingen handling. Hizbollah får

imens lov at ’beskytte’ sydflanken, men på en baggrund af udtrykt libanesisk ulyst ved
eventyrpolitik.
I forhold til den langsigtede udvikling vil meget imidlertid afhænge af, hvordan Libanon

vælger at håndtere den shiitiske underrepræsentation i forhold til den politiske magtforde-
ling (Zisser 2009: 174), da Hizbollah er dennes ’spydspids’ i kampen, trods begrænset

tilslutning til Hizbollahs mål som sådan (Op. cit.: 173).
Også Israel har grund til at agere afventende og forsigtigt, selv om den israelske hær
er overlegen og har lært af erfaringerne fra 2006. I den labile regionale kontekst, og med
et Iran, der udvikler sit nukleare program, har Israel næppe incitamenter til at sprede
kræfterne i den aktuelle situation, i hvert fald ikke så længe, at raketterne udebliver. Der
kan vise sig større udfordringer.

Begge parter har dermed grund til foreløbigt at satse på UNIFIL’s fortsatte tilstedevæ-
relse som en forsikring i en usikker, regional situation.

USA har spillet en tilbagetrukket rolle (om vigtig) rolle under det arabiske forår. Signa-
lerne fra Washington i foråret 2011 har været, at de arabiske befolkninger og/eller politi-
kere skulle lede udviklingen og USA’s allierede spille hovedrollen i den eventuelle eksterne

indsats. I forbindelse med den FN’s baserede intervention i Libyen, lod USA da også euro-
pæiske allierede og NATO stå med ansvaret, men bidrog dog på afgørende vis med politi-
ske meldinger, logistik, koordination og krydsermissiler, der banede vejen for den øvrige

mission.
Under det aktuelle arabiske opbrud har USA en stærk interesse i, at der ikke udvikler
sig for mange konflikter i regionen. I tråd med den hidtidige amerikanske politik, er en
bevarelse af det libanesiske demokrati og en udvidelse bort fra det sekteriske system
ønskeligt, såfremt det ikke fører til et nyt, internt magtopgør i landet. Ligeledes er det i

USA’s interesse, at Hizbollah holdes i ro, så Israel ikke terroriseres eller provokeres gen-
nem Hizbollah-angreb. Endeligt er Libanon overordnet set vigtig for USA på et instrumen-
telt plan på grund af Iran (Hansen 2011). Udviklingen i det arabiske forår er en af udfor-
dringerne for USA, Irans atomprogram er et andet. Som verdens eneste supermagt har

USA ikke råd til at tabe den iranske udfordring af syne, og Hizbollah er en brik i dette spil –
både på grund af forbindelserne til Iran og på grund af sin relative autonomi. Samtidig er
Israels situation blevet mere usikker.

 

Labil situation
Det israelsk-libanensiske forhold er blevet analyseret ud fra tre væsentlige dimensioner:
parternes grundlæggende interesser, UNIFIL og situationen i Sydlibanon, og den regionale
kontekst.
I forhold til de grundlæggende interesser, har Israel ikke truet den libanesiske stat, og

den libanesiske stat udgør ikke en trussel mod Israel. Til gengæld har der været en skær-
pet udvikling i forholdet som følge af, at libanesisk politik synes fastlåst over for Hizbollah,

der er blevet endnu mere afhængigt af at have et israelsk fjendebillede, og af, at Israel har
mistet tålmodighed med den libanesiske regerings manglende kontrol med og afvæbning
af Hizbollah.
I forhold til situationen i Sydlibanon og UNIFIL’s tilstedeværelse, synes Sydlibanon at
være hægtet af den øvrige udvikling i landet, og UNIFIL opfylder ikke mandatet i forhold til

afvæbning af Hizbollah. Til gengæld virker UNIFIL som en buffer, der holder parterne ad-
skilt og bidrager til at mindske parternes i øvrigt begrænsede konfliktincitament.

I forhold til det arabiske forår er situationen labil, og parterne har hidtil ageret afven-
tende og forsigtigt. Med Gadaffi-styrets fald øges presset på Asad-styret i Syrien, der er en

vigtig brik i libanesisk indenrigspolitik. Endelig lurer det iranske atomprogram i kulissen
som en konfliktrisiko.
I den aktuelle situation ser det derfor ud til, at hverken Libanon, Israel eller USA har
nogen umiddelbar interesse i konflikt, og Hizbollah har næppe heller. Men alle parter kan
også blive nødt til at reagere på udviklinger, der opstår i processen, eller som fremtvinges
af udviklinger i Syrien eller Iran.

 

Henvisninger
Eisenberg, Laurie Zittrain (2010): ’From benign to malign: Israeli-Lebanese relations,
1948-78’. I C. Jones og S. Catignani, pp. 10-24.
Ellegaard, Lasse (2010): ’Træfningen i Sydlibanon var en test af Hizbollahs vilje til krig’.
Information, 040810, http://www.information.dk/240819 (hentet 310511).
Hansen, Birthe (2011): ’US Policy toward Lebanon – Continuity and Change’. I B. Hansen
og B. Heurlin, pp. 36-42.

Hansen, Birthe, og Bertel Heurlin (red.) (2011): Lebanon – Strategic and Military Dimen-
sions. København: Forsvarsakademiet.

Jones, Clive, og Sergio Catignani (red.) (2010): Israel and Hizbollah. An asymmetric conflict
in historical and comparative perspective. Oxon: Routledge.
Mohamad, Husam (2011): ’Reflections on the 2006 Israel-Hezbollah War’. I B. Hansen og
Bertel
Heurlin, pp. 17-28.
Rubin, Barry (red.) (2009): Lebanon. Liberation, Conflict, and Crisis. Basingstoke: Palgrave
Macmillan.
Schiff, Ze’ev (1984): ’Lebanon: Motivations and Interests in Israel’s Policy’. The Middle
East Journal, Volume 38, No. 2, Spring, pp. 220-227.
Spyer, Jonathan (2009): ‘Israel and Lebanon: Problematic Proximity’. I B. Rubin, pp. 195-
212.

Zisser, Eyal (2009): ‘Hizballah in Lebanon: Between Tehran and Beirut, between the Strug-
gle with Israel, and the Struggle for Lebanon’. I B. Rubin, pp. 155-176.

Interviews, Beirut og Sydlibanon, 2011.

 

Fodnoter

1 Der har i forholdet også været en række konkrete uenigheder og kontroverser som f.eks. uenighe-
den om et formodentligt ressource-rigt havområde (http://www.channelnewsasia.com/sto-
ries/afp_world/view/1144722/1/.html; http://www.dailystar.com.lb/News/Politics/2011/Aug-22-

/Lebanon-asks-UN-to-protect-peace-over-maritime-borders.ashx#axzz1VmXI6lJ9), men det er det
direkte sikkerhedspolitiske område, der hidtil har domineret dagsordenen og spillet den største rolle.

2 http://www.un.org/en/peacekeeping/missions/unifil/mandate.shtml accessed 170511).

3 Eksemplerne er baseret på interviews med UNIFIL-officerer i Libanon, februar 2011.

4http://articles.latimes.com/2011/mar/06/world/la-fg-israel-lebanon-border-20110306.

5http://www.haaretz.com/blogs/mess-report/five-years-after-war-israel-lebanon-border-is-quieter-
than-ever-1.372727

6 http://www.presstv.ir/detail/167787.html

7 I slutningen af august 2011 faldt Ghadaffi-styret i Libyen efter internt oprør og international inter-
vention. Dette betyder, at ’nettet strammes’ om Asad-styret i Syrien, der har tre muligheder i forhold

til det syriske oprør: mere vold (med risiko for international intervention), demokratisering (vanskeligt
for styret) og en halvhjertet reformproces (der næppe vil tilfredsstille den fremvoksende opposition).

Den syriske samfundsorganisering indebærer en risiko for borgerkrig i forbindelse med forandrings-
processen.