Log ind

Invasionen i Normandiet og kampene indtil gennembruddet

#

»Dunkerque er et mirakel, men et mirakel under en kolossal militær ulykke — 335.000 mand er blevet evakueret — vi har mistet næsten 1000 kanoner og alle transportmidler samt lidt et tab på 30.000 mand, men vi vil ikke give op — vi vil fortsætte til det sidste — vi vil kæmpe i Frankrig og på havene og med stigende tillid og styrke i luften — vi vil forsvare denne ø for enhver p r i s ---------- «. Således indledte Winston Chuiæhill den 4. juni 1940 sin tale i Underhuset, og det blev ikke ved ordene. M indre end en uge senere dannedes de første kommandostyrker af selvstændige fodfolkskompagnier fra den engelske hær, og natten mellem den 23. og 24. juni fandt det første engelske kommandoraid sted mod den tyskbesatte kanalkyst. Snart efter dannedes Combined Operations Command, som overtog de eksisterende styrker. Dette kommando skulle imidlertid andet og mere end foretage raids. Dets instruktion lød på »at forestå træningen i amfibiekrigsføring samt at studere og opstille det for en sådan krigsførelse nødvendige maskineri.« Formålet med C. O. C. var at forberede en invasion af Europa fra vest, og hvilke opgaver, der end i den mellemliggende tid blev tildelt kommandostyrkerne, var skabelsen af »den anden front« altid hovedopgaven. Det var i 1940 selvsagt ikke muligt at danne sig et skøn om, hvornår en tilbagevenden til det europæiske kontinent var muligt, men generalstaben og C. O. C. fastslog dog i efteråret 1940, at følgende faktorer under alle omstændigheder ville være bestemmende for en invasions karakter, hvor og hvornår den end skulle sættes ind, nemlig:

1. Den forhåndenværende tonnage,

2. De forhåndenværende hær-, flåde- og luftstyrker,

3. Den tid, det ville tage at udruste en styrke, tilstrækkelig stor til invasion.

Man kom til det resultat, at der måtte blive tale om en kort overfart med påfølgende invasion på en stærkt forsvaret kyst; og da man endvidere nogenlunde kunne kalkulere de rådige styrker og skibe, begyndte man en planlægning, idet fastlæggelse af landgangsstederne blev udskudt, eventuelt til en øverstkommanderende blev udpeget. Opgaven deltes herefter op i 4 områder: Krigsm inisteriet påtog sig forsyningstjenesten, udrustningen og transporten i England, medens landsdelskommandanterne fik den opgave at underbringe invasionsstyrkerne i England. Indladningen, overførslen og udladningen betroedes Combined Operations Command, og endelig skulle der dannes en kommando, hvis opgave det var at opstille invasionsarméerne, træne dem og til sin tid føre dem til kamp på kontinentet. De fire opgaver kunne ikke adskilles skarpt, og nært samarbejde og en vis overgriben var nødvendig. Den spæde begyndelse var således gjort, og da Amerika den 7. december 1941 trådte ind i krigen, fik hele projektet i højere grad sandsynlighedens karakter. Man ser her et strålende eksempel på fremsynethed i krigsførelsen, en fremsynethed, der senere skulle give gode renter, da den muliggjorde invasionen i 1944, medens en udeladelse meget vel kunne have betydet et helt års forsinkelse. En af cheferne for den engelske generalstabsskole har engang sagt: »1 krig er der aldrig nok a f noget — undtagen besvær«, og staben — i dette tilfælde det engelske krigsm inisterium — som forestod invasionsstyrkens udrustning, dog ikke den amerikansk-franske dels, måtte særlig i begyndelsen sande disse ord. Det vil føre for vidt at komme ind på en nærmere omtale af den indflydelse, for eksempel manglen på gummi havde på konstruktionen af udrustning, men som et eksempel på de problemer, man stilledes over for, skal nævnes mortorkøretøjernes »Water-proofing«, hvorved forstås, at de sættes i stand til at køre i vand. På et tidligt tidspunkt indså man, at det ikke i alle tilfælde ville være muligt at udlade angrebsstyrkens køretøjer på tørt land, men at disse måtte vade det sidste stykke ind, og da motorer som bekendt skal have udblæsningsrør og indsugningsrør samt elektriske installationer over vand for at kunne funktionere, kastede man sig straks over opgaven. Først sattes kravet ved 60 cm vand, men efterhånden som konstruktionen a f landsætningsfartøjer skred frem, øgedes dette tal først til 90 cm og endelig til næsten 1,5 m. Hvert nyt krav stillede naturligvis teknikerne over for nye problemer, eftersom en større og større del af køretøjet kom under vand, medens man samtidig måtte fastholde kravet om, at det havde sine normale egenskaber og operationsduelighed, så snart det nåede land. Opgaven blev lost, men boomerangen vendte tilbage, idet vandsikringen i høj grad nedsatte køretøjernes bevægelighed før indladningen, hvilket medførte en hel del af de såkaldte invasionslejre, der var fremskaffet med store bekostninger, måtte opgives kort for D-dag, fordi de øgede vadekrav medførte, at lejrene lå uden for den nye radius, der var tilladt vandsikrede vogne. Dette var kun eet af de mange problemer, og som det vil ses, fremkaldte løsningen af eet problem ofte nye.

Det er tidligere nævnt, at raids for Combined Operations Command ikke var et mål, men et middel, thi foruden at forurolige fjenden og skaffe underretninger om ham, gennemprøvede disse styrker i praksis de teorier, der efterhånden udtænktes i staben. Hvert nyt heldigt fremstød analyseredes i detailler; heldig taktik indførtes i træningsprogrammet, og forældede teorier kastedes væk. Også større operationer såsom erobringen af Madagascar og landsætningerne i Nordvestafrika og i Italien var kilder, hvoraf der kunne øses, men mest direkte lærdom gav dog de store raids mod kanalkysten, for eksempel ved Dieppe. I 1941, 42 og 43 passerede en stadig strøm af tropper træningslejrene for kombinerede operationer i Nordskotland. Her lærtes alle de tekniske detailler vedrørende behandlingen af landgangsfartøjer, ligesom tekniske forsøg og taktiske lastningsforsøg afholdtes, idet det i denne forbindelse må huskes, at der altid vil være modstrid mellem kravet om let udrustning og stor bevægelighed på den ene side og kravet om tilstrækkelige forråd til at optage selvstændig kamp af nogen varighed på den anden side. Endnu et virkefelt for C. O. C. må nævnes, nemlig fremskaffelsen af indladningssteder, da dette måske er det punkt, hvor den minutiøse planlægning træder tydeligst frem. På badestrande, langs bolværker og i flodmundinger samt imellem skibsværfters afløbssliske og mange andre steder begyndte nogle små næsten usynlige chokoladebrune stenkajer at tage form. Det var de kajer, fra hvilke landgangsbådene skulle lastes. Man anstillede straks forsøg for at konstatere en sådan kajs kapacitet, men af forsøgene fremgik det, at kapaciteten ikke var ens over alt på samme tid. E t sted var højvande en fordel, et andet sted det modsatte, et sted var visse strømretninger særlig fordelagtige, og et andet sted slog bølgeslaget ved pålandsvind sten og grus op, således at kajen måtte ryddes med bull-dozer, for den kunne bruges. Altså måtte hver havn gennemprøves under alle forhold, og skemaer måtte opstilles, hvoraf hver havns ydeevne under bestemte vilkår fremgik. For ikke at skulle afbryde påbegyndte bevægelser måtte hver havn endvidere have en dubleant.

For at man kunne komme til indskibningsstederne måtte der fremskaffes veje, men derved kommer vi ind på Movement Controls område. Denne stab havde til opgave at sørge for hele invasionsstyrkens transport gennem England. Ved løsningen måtte der tages hensyn til 6 hovedfaktorer. A t ordne forlægningen af godt 1.000.000 mand og ca. 200.000 køretøjer i samme retning og alle konvergerende mod de flaskehalse, som indladningsstederne frembød, krævede færdselsregulering af hidtil ukendt omfang og en nøje planlægning af bevægelserne. Den næste faktor var nødvendigheden af på et eller andet tidspunkt at bryde enhedernes taktiske sammensætning og opdele dem i bådhold. Dette medførte igen to krav, nemlig for det første, at der ved Movement Controls foranstaltning udgaves ordre om styrkernes opdeling, og for det andet, at man måtte påtage sig at forpleje styrkerne. Så snart en enhed blev slået i stykker, mistede den nemlig muligheden for at klare sig selv, da kokke og køkkenvogne, som hørte til det sidste, der skulle udlades, måtte indlades forst. For det tredie kunne vejret influere. Dårligt vejr kunne umuliggøre en overholdelse af den planlagte indladnings- og overførselskadance, hvilket måtte tages med i overvejelserne, og underbringelsesrum for de ventende enheder fremskaffes. Den tidligere omtalte vandsikring af køretøjerne besværliggjorde yderligere arbejdet. Vandsikringen, som skulle foretages på alle køretøjer, kunne udføres i tre tempi. Det første tog to dage og tillod herefter en kørsel på 300 km. Nr. 2 varede 16 timer og begrænsede bevægeligheden til ca. 30 km, medens 3. fase, der gjorde køretøjet egnet til kørsel i vand, tog 1/2 time og kun tillod tilbågelægning af en kort strækning på land. A f disse var 2. fase den mest generende, idet den medførte, at tropperne måtte vente mindst 16 timer nogle få kilometer fra indskibningsstederne. Endvidere måtte alle motorvogne have fulde tanke ved landsætningen, hvorfor den

Skærmbillede 2020-06-19 kl. 12.06.32.png

sidste benzinforsyning måtte tilgå lige ved indskibningsstederne. Den sidste faktor, som gav mest hovedbrud, var den, at man fra kommandomyndighedernes side krævede, at tropperne skulle indlades i bedste kondition. De skulle være mætte, udhvilede og ved godt humør, hvilket medførte, at de måtte betjenes med varm mad lige til sidste øjeblik, og at gode sovesteder måtte forefindes nær indskibningsstederne. Opgaven løstes, som det ses af skitse 1, idet man begyndte ude fra indskibningsstederne. I »Embarkation Area« finder den sidste vandsikring og påfyldning af benzin sted, de indladede enheder afkrydses, der udskænkes ved vognene en sidste kop the, og forsyninger til bådenes drift indtages. Endelig må dækningsgrave forefindes i tilfælde af luftangreb. Fra »Embarkation Area« kommer vi tilbage til »Marshalling Area«, som ligger ca. 7— 30 km inde i landet. Hver Area består af en samling »hotel-lejre«, som betjener et antal »Embarkation Areas«. Hver samling lejre er en lille selvstændig by, hvis størrelse afhænger af indskibningsstedernes kapacitet. E r denne eksempelvis 5.000 mand og 1.000 køretøjer daglig, må lejren som tidligere nævnt af hensyn til de mulige vejrvanskeligheder kunne tage 10.000 mand og 2.000 køretøjer. Her foretages 2. fase a f vandsikringen, og der ydes mandskabet al tænkelig komfort. I hver »Marshalling Area« fandtes endvidere en stor Movement Control stab, hvorfra fremføringen af personel og materiel reguleredes. Endelig lå, som det vil ses af skitsen, »Concentration Area« i en afstand af op til 300 km. Som altid, hvor det drejer sig om soldater, måtte denne organisation have et øgenavn, og det blev meget rammende »Pølsemaskinen«.

I begyndelsen af 1942 oprettedes i Skotland en lille operationsstab med den opgave i detailler at studere de taktiske og tekniske muligheder for invasion på kanalkysten. F ra nogle få officerer voksede denne stab stadig og blev til sin tid 21. Arm y Group Headquarters.

Straks efter U S A ’s indtræden i krigen ankom Winston Churchill i december 1941 til Washington sammen med de britiske generalstabschefer. Allerede her enedes man om, at de fælles anstrengelser først skulle rettes mod Tyskland, hvorfor den amerikanske generalstab påbegyndte planlægningen af invasion i Europa. E fter studier af de foreliggende muligheder fastsloges det, at det eneste sted, hvorfra man inden for en overskuelig tid kunne ramme selve Tyskland, samtidig med at forsyningsliniernes længde blev akceptabel, Englands forsyning opretholdtes, og de store luft- og søstridskræfter, der bandtes til øens forsvar, anvendtes offensivt, var ved et angreb fra England mod Kanalkysten. Spørgsmålet blev da, om en sådan operation var mulig. På daværende tidspunkt kunne dette kun være en opfattelsessag, men chefen for det strategiske departement, generalmajor Eisenhower, havde troen, og det samme havde generalstabschefen, general Marshall.

Den 7. april 1942 fløj general Marshall til London, og i samme måned vedtoges planen af begge allierede regeringer. I juni 1942 overtog general Eisenhower kommandoen over alle amerikanske styrker i Europa på grundlag af følgende direktiv :

»Den kommanderende general i det europæiske område skal kommandere samtlige U. S. hærstyrker og personel, som nu eller senere stationeres i det europæiske operationsområde, her inkluderet alle enheder af handelsflåden, der måtte blive beordret til tjeneste ved hæren. E fter overenskomst mellem marine- og krigsm inisteriet skal al kontrol med strategiske planer og aktive operationer udøves af den kommanderende general, også over alle U. S. flådestyrker i disse områder. Bortset fra sådanne begrænsninger inden for de Britiske Øer, som måtte være nødvendige for ikke at krænke den britiske suverænitet, overdrages samtlige taktiske, strategiske, territoriale og administrative myndigheder i dette område til den kommanderende general i det europæiske område. Det vil endvidere være opgaven for den kommanderende general at forberede og gennemføre militære operationer i det europæiske område imod Aksemagterne og deres allierede.« Som det vil ses, var beføjelserne meget vidtgående, og E T O U S A (European Theatre of Operations U SA ) arbejdede da også herefter på lige fod med det britiske krigsministerium og generalstaben på løsningen a f blandt andet de opgaver, som tidligere er skitseret.

For at afhjælpe trykket mod Rusland sattes som bekendt landsætningerne i Nordvestafrika an i november 42 under general Eisenhowers ledelse. Dette bevirkede, at planen om invasion i Frankrig i 1948 måtte opgives, men planlægningen fortsattes dog uforandret, og på Casablanca-konferencen i januar 43 vedtoges det, foruden at invadere Italien, at fortsætte troppekoncentrationen i England og at påbegynde en detailleret taktisk planlægning af invasionen i Nordfrankrig. E n engelsk-amerikansk stab under ledelse af generalløjtnant F . E . Morgan blev oprettet. Generaden fik titlen »Chief of Staff to the Supreme Allied Commander« forkortet »COSSAC«, og af direktivet af 25. maj 1943 fra Combined Chiefs of Staff fremgik det, at forberedelser til allierede styrkers tilbagevenden til Vesteuropa i tilfælde af en sådan svækkelse af Tyskland, at landsætningen kunne ske imod svag modstand, skulle træffes, og samtidig skulle planer udarbejdes for en invasion den 1. maj 1944 mod et udbygget tysk forsvar. Det tildelte skibsmateriel ville tillade indskibning af 5 divisioner, hvoraf 3 ifølge direktivet skulle danne første angrebsvending og 2 følge umiddelbart efter, medens andre 2 skulle føres over, så snart fornødent skibsrum blev ledigt. Desuden stilledes 2 luftbårne divisioner til rådighed, og 20 divisioner var til umiddelbar disposition, så snart et brohoved var dannet med de førstnævnte 9 divisioner. Den kendsgerning, at der kun kunne stilles landgangsfartøjer til transport af 5 divisioner til rådighed, nødvendiggjorde et angreb på en forholdsvis smal front. Hovedfaktorerne ved valget af landgangssted var kravet om, at området skulle kunne jagerdækkes fra baser i England, og at det skulle have tilstrækkelig havnekapacitet til at forsyne en styrke på 20— 30 divisioner og tillade en yderligere forstærkning af styrken med 8— 4 divisioner om måneden. Pas-de-Calais området opfyldte disse krav, men selvom selve kysten gav gode muligheder for landgang, manglede udfaldsveje mod baglandet. Tillige var området det absolut stærkest forsvarede på hele kysten, og mulighederne for udvidelse af brohovedet var dårlige, hvorfor det kunne blive nødvendigt straks at tage en bredere front og for eksempel inkludere belgiske havne indtil Antwerpen eller franske indtil Le Havre og Rouen i landgangsområdet.

Man undersøgte derefter mulighederne på Cotentin halvøen og erkendte, at angrebstropperne her til at begynde med ville have gode chancer, ligesom den værdifulde havn Cherbourg kunne tages. Området manglede dog passende flyvepladser og kunne i anden omgang blive en fælde for de Allierede, idet Tyskerne med relativt begrænsede styrker kunne afsnøre halvøen og således forhindre et indbrud i selve Frankrig. I Caen-sektoren var forsvaret mindre formidabelt; stranden var flere steder velegnet til landgang og lå tillige beskyttet mod de fremherskende vinde inde fra Seine-bugten. Terrainet var i tilg ift egnet til indretning af flyvepladser og til konsolidering med påfølgende udvidelse af brohovedet. Man anså det endvidere herfra for muligt at erobre Bretagnehavnene mellem Cherbourg og Nantes for herigennem at opbygge tilstrækkelige styrker til at angribe mod øst. Hovedanken mod området var, at det lå i yderkanten af jagernes radius og derfor ville give flyverstyrken betydelige vanskeligheder, samt at farvandet var stærkt grundet. På grundlag blandt andet af disse overvejelser besluttedes det, at den første landgang skulle foretages i Caen-området med påfølgende erobring af et udfaldsrum, der bl. a. omfattede Cherbourg og Bretagnehavnene, samt at konstruktion af 2 kunstige havne, der kunne føres over Kanalen og installeres i Seinebugten, skulle forsøges. Selve angrebet skulle sættes an efter et kort luftbombardement mod kystforsvaret, idet 3 angrebsdivisioner landede ved Caen, fulgt af 2 tankbrigader og 1 regimentskampgruppe. Samtidig skulle luftbårne tropper erobre Caen og mindre operationer udføres af kommandotropper og faldskærmstropper med den opgave at neutralisere visse kystbatterier og erobre flodovergange. Angrebsmålet for hovedstyrken var linien Grandcamp— Bayeux— Caen (se skitse 2). 2. fase bestod af almindeligt angreb i sydlig og sydvestlig retning med den hensigt at erobre terrain for flyvepladser, ødelægge fjendtlige styrker og skabe rum for en svingning mod Cotentin med retning Cherbourg. Denne påregnedes erobret inden 14 dage, og samtidig skulde brohovedet indbefatte linien Trouville— Alençon— Mont-St.-Michel, hvorved der skabtes plads til 14 flyvepladser med 28— 33 jager- eller jagerbombereskadriller.

3. fase skulle helt bestemmes a f de fjendtlige modforholdsregler. V a r modstanden svag, skulle Le Havre og Rouen tages straks. V ar det modsatte tilfældet — dette ansås for det mest sandsynlige — ville det være nødvendigt at tage Bretagnehavnene for at opbygge den tilstrækkelige styrke til at forcere Seinen, hvor man ventede at støde på fjendens hovedkræfter. Brohovedets venstre flanke skulle da støttes til floden Eure fra Dreux til Rouen og derfra til Seine, medens Chartres— Orleans— Tours erobredes. N år forbindelseslinier og fly ­ verstøtte var bragt i orden, skulle operationer mod Paris og Seinehavnene sættes an, samtidig med at Biskajhavnene åbnedes.

Skærmbillede 2020-06-19 kl. 12.07.51.png

I ju li 1943 var Cossac-planen, kaldet »Overlord«, klar, og på Quebec-konferencen i august fik den Combined Chiefs of Staffs samt præsident Roosevelts og premierminister Churchills sanktion, således at en detailleret planlægning kunne fortsættes, hvorefter 21. armégruppe og 1. amerikanske armé fik deres direktiver den 29. november. Oprindeligt var general S ir A llan Brooke udset som chef for invasionsstyrkerne, men da det blev klart, at langt størsteparten af disse måtte blive amerikanske tropper, enedes man på Kairo-konferencen om at give en amerikaner posten.

Som bekendt tra f valget herefter general Eisenhower, der i december udnævntes til Suprême Commander of the Allied Expeditionary Force. På dette tidspunkt ledede generalen Middelhavs-operationerne med general Walter B. Smith som stabschef. Denne fulgte med til England, og også cheferne for de to armégrupper, den amerikanske og den engelske, toges fra Middelhavs-området, idet chefen for 2. amerikanske armékorps, general O. Bradley, erstattede generalløjtnant Devers som chef for de i England stationerede amerikanske styrker, medens chefen for 8. armé, general S ir B. L. Montgomery, overtog 21. armégruppe efter general Paget. Begge de afløste var fremragende officerer, men de manglede krigserfaring og overtog derfor høje administrative poster i Middelhavs-området og det mellemste Østen. Um iddelbart efter sin udnævnelse blev general Eisenhower kaldt til Washington, men forinden havde han haft lejlighed til en overfladisk gennemgang af Cossac-planen. Generalen kunne herunder godkende de almindelige operationsplaner og det valgte landsætningsområde, men angrebsstyrken syntes for svag og fronten for smal. I overensstemmelse med disse synspunkter instrueredes generalerne Montgomery og Smith, der straks rejste til England, om i detailler at gennemgå planen for ved general Eisenhowers ankomst at kunne fremsætte deres mening derom. 15. januar ankom generalen, og den 21. diskuteredes planen med Field Marshal Montgomery (21. Arm y Group), A d ­ m iral S ir Bertram H. Ramsey (Allied Navel Expeditionary Force) og A ir Chef Marshal S ir Trafford Leigh-Mallory (A llied Expeditionary A ir Force), og visse ændringer i planen vedtoges. Operationerne på Sicilien var ganske vist forløbet heldigt, men det var den almindelige opfattelse, at en kraftigere indsættelse fra starten i høj grad ville have fremskyndet operationen og ført til langt større resultater. Mod den stærkt forsvarede Kanalkyst anså man derfor 3 divisioner + 2 for at være en for lille styrke, men mente, at 5 d- 2 ville kunne gennemføre foretagendet. Hæren var ganske enig, og også flåden og flyvevåbnet gav deres tilslutning, selvom store problemer ville rejse sig for begge forsvarsgrene ved en sådan forøgelse af landstyrken.

For at fremskynde operationerne og sikre hurtig erobring af Cherbourg ansås en landsætning på Cotentin-halvøen for nødvendig, ligesom en bredere angrebsfront havde større muligheder for at finde bløde punkter i forsvaret. Cossac-planen foreskrev et brohoved fra Courseulles i ost til Grandcamp i vest. (Se skitse 3). For hurtigt at kunne erobre Caen udstraktes området i øst til Quistreham, og for at kunne tage Cherbourg til Varreville imod vest. Landsætningen på Cotentin

Skærmbillede 2020-06-19 kl. 12.08.21.png

krævede imidlertid på grund af tilstedeværelsen af sumpstrækninger umiddelbart bag kysten indsættelse af luftbårne tropper af en størrelsesorden omkring 2 divisioner, samtidig med at luftlandsætningerne om Caen måtte bibeholdes. Hæren og flåden tiltrådte disse synspunkter, men A ir Ch ief Marshal Leigh-Mallory anså de tekniske vanskeligheder for luftlandsætninger i marskegnene på Cotentin for så store, at et nærmere studium måtte til, før han kunne tiltræde planen. A f disse studier fremgik det, at flyverchefen anså et tab på 75— 80 % af såvel materiel som personel for sandsynligt i det angivne område, og operationen kunne derfor ikke anbefales. Den kommanderende general måtte således selv tage ansvaret. Gennem det impassable område fører kun enkelte veje, og såfremt udfaldspunkterne fra disse kontrolleredes af Tyskerne, ville et frembrud fra stranden umuliggøres. Desuden var de fordele, som ville opnås, så betydelige, at de retfærdiggjorde selv betydelige tab ved de luftbårne enheder. General Eisenhower besluttede derfor, at operationen skulle udføres, og den gennemførtes da også til sin tid med kun 10 % tab. For at den fornødne forstærkning a f skibsmateriel og specielt landgangsfartøjer kunne fremskaffes, foresloges en udsættelse af operationen med en måned. Dette forslag vedtoges eenstemmigt på mødet, idet det større målområde og den større luftbårne styrke gjorde en udsættelse ønskelig for flyvevåbnet, samtidig med at en mere omhyggelig bombning a f kommunikationslinierne og befæstningsanlægene muliggjordes. Flådens holdning bestemtes af ønsket om længere tid til træning af nye besætninger, samling af ekstra fartøjer og a f sandsynligheden for bedre vejr i juni end i maj. Også strategisk syntes udsættelsen at give fordele, idet den aftalte store russiske offensiv først ville kunne sættes an i juni, ligesom erobringen af Rom og en påfølgende kraftig binding af de tyske styrker i Italien var ønskelig. Der måtte dog også regnes med strategiske mangler, da Tyskerne arbejdede intenst med udbygningen af Atlanterhavsvolden, ligesom efterretningstjenesten meldte om tilstedeværelsen af hemmelige tyske fjernkampvåben (V I) i Pas-de-Calais-området. Medens førstnævnte forhold kunne imødegås ved luftbombardementer af kommunikationslinierne og anlægene, skulle det senere vise sig, at kun en erobring af territoriet kunne forhindre de flyvende bombers virksomhed. Den 23. januar forelagdes de nævnte ændringsforslag Combined Chiefs of Staff, der 1. februar tiltrådte planerne og fastsatte seneste angrebsdag til 31. maj, ligesom man senere vedtog at udskyde den planlagte invasion i Sydfrankrig for yderligere at skaffe landgangsfartøjer. Den 14. februar forelå den officielle udnævnelse af den øverstkommanderende, og samtidig tilgik direktivet. I dette var punktet om opgaven udformet således: »De skal invadere det europæiske kontinent og i samarbejde med andre Forenede Nationer foretage operationer sigtende mod Tysklands hjerte og tilintetgørelse af dets væbnede styrker. Invasionsdagen skal falde i maj 1944. E fter at passende Kanal-havne er erobret, skal de videre operationer tilsigte bemægtigelsen af et rum, som vil muliggøre såvel jord- som luftoperationer mod fjenden.« A f tekniske grunde måtte sidste angrebsdag senere udskydes til 7. juni. Lavvande ville umuliggøre landsætning, da havbunden mellem bådenes grundstødningspunkt og stranden var fuld af huller, hvori angriberne ville drukne. Højvande var heller ikke brugbart, da skibene ville løbe på minerede undersøiske spærringer. Angrebstidspunktet måtte altså lægges mellem disse to yderpunkter, og helst ved flodtid — af hensyn til de påfølgende vendinger og landgangsfartøjernes tilbagevenden — dog således, at der levnedes pionererne tid til at åbne render i spærringerne, før disse oversvømmedes. A f hensyn til det forudgående bombardement og luftlandsætningerne ønskedes månelys, og da angrebet endvidere måtte sættes an kort efter daggry af hensyn til tilsejlingen, var kun 3 dage om måneden anvendelige; de nærmeste dage omkring slutningen af maj var 5., 6. og 7. juni. Planen for flyverstøtte til amfibieoperationen bestod af to dele — en forberedende og en angrebsfase — og var udarbejdet a f chefen for de taktiske flyverstyrker, der bestod a f 2. engelske Tactical A ir Force og 9. amerikanske A ir Force. De strategiske flyverstyrker skulle også overtage visse taktiske opgaver i kritiske situationer. Indtil januar anså man 14 dage umiddelbart før D-dag for tilstrækkelig indsats a f de strategiske styrker, men ønsket om at lamme transportmidlerne i Frankrig og Belgien for at hæmme fjendens bevægelighed, gjorde denne tid utilstrækkelig, og man enedes i stedet om en 3 måneders indsættelse. Endnu en ændring med hensyn til de strategiske fivverstyrker viste sig nødvendig, da de eksisterende kommandoforhold ikke garanterede en effektiv og rettidig indsættelse til fordel for invasionen. De strategiske styrker bestod af R. A . F . Bomber Command og U . S. Strategic A ir Force (15. A ir Force ved Middelhavet og 8. i England). De amerikanske styrker førtes af general Spaatz, de engelske a f A ir Ch ief Marshal Harris, og begge disse var Combined Chiefs of S ta ff direkte underlagt. Kravet om underlæggelse a f flyverstyrkerne mødte stærk modstand fra visse sider, men fra 14. april fik den øverstkommanderende operationskontrol over alle flyverstyrker med følgende kommandoordning. Cheferne for de to strategiske flyverstyrker stod ligesom chefen for de taktiske flyverstyrker i visse retninger direkte under C. C. S., men koordineringen af styrkernes indsættelse tilfaldt den øverstkommanderende, der udøvede sin myndighed gennem stedfortræderen A ir Chief Marshal Tedder. Ødelæggelsen af det franske kommunikationsnet stillede atter den kommanderende general over for en vanskelig beslutning af vidtrækkende betydning. Angreb af denne art måtte nødvendigvis koste tab for den franske civilbefolkning, og både Churchill og general Koenig, der førte den franske modstandsbevægelse, anmodede om yderligere overvejelse af nødvendigheden af denne bombning. Operationen ansås dog for nødvendig, idet det tyske forsvar var af en sådan karakter, at man ikke kunne undvære nogen faktor, som svækkede det, og det franske folk viste sig også storsynet nok til at resignere over for de uundgåelige tab.

Bestemmende for 21. armégruppes planlægning af landoperationerne var placeringen a f de fjendtlige reservedivisioner i Vesteuropa, vej- og jernbaneliniernes forløb samt operationens umiddelbare opgave, d. v. s. at erobre havne. Erobringen af Cotentin og Bretagne med de derværende havne medførte krav om terrainvindinger på den vestlige fløj, medens det ikke var så vigtigt mod øst, når blot kravene om tilstrækkeligt rum til basering af flyverstyrkerne kunne imødekommes. Skulle dette lykkes, var det nødvendigt at trække hovedmassen af de fjendtlige styrker mod øst, hvortil også byen Caens strategiske betydning ville medvirke. Caen er et vitalt vej- og jernbaneknudepunkt, gennem hvilket hovedfærdselsårerne fra øst og sydøst fører. Eftersom hovedmassen a f de fjendtlige reserver stod nord for Seine, måtte de nærme sig Normandiet fra øst og måtte således forventes at passere Caen. Da et gennembrud ved Caen yderligere gav den korteste vej til Paris, og terrainet samtidig var velegnet for det hurtige allierede panser, måtte et tryk mod dette punkt påregne stærk reaktion fra tysk side. Hovedlinierne for selve invasionen var givet i det direktiv, armégruppen havde modtaget fra S H A E F (Supreme Headquarters Allied Expeditionary Force), og på grundlag af dette fordeltes opgaver saaledes (se skitse 3): General O. Bradley’s 1. amerikanske armé skulle med VII. korps gå i land på »Utah«-strand, øst for Varreville, og med V. korps på »Omaha«-strand, om Vierville. VII. korps skulle i forbindelse med 82. og 101. amerikanske luftbårne division om Sct.-Mere-Eglise og nord for Carentan afskære halvøen for angreb fra syd og samtidig erobre Cherbourgs havn. V. korps med efterfølgende tropper skulle først søge forbindelse med VII. korps og derefter støde frem mod Set. Lo for, når Cherbourg var taget, i forbindelse med VII. korps at erobre linien Avranches— Domfront. General Pattons 3. armé skulle i denne periode landsættes i det amerikanske område, og indtil den var samlet underlægges 1. armé. N år begge arméer var operationsduelige, skulle 1. armé med en mindre styrke gå imod Set. Malo, hvorefter 3. armé overtog rensningen af Bretagne, og 1. armé gik mod Loire mellem Nantes og Orleans. General Demsey’s engelske armé skulle med X X X . korps gå i land ved »Gold«-stranden om Asnelles og med I. korps (3. canadiske og 3. engelske division) på »Juno« ved Seulles udløb og »Sword« ved Quistreham med den opgave at dække den amerikanske venstre fløj, imødegå det forventede modangreb fra øst og vinde terrain syd og sydvest for Caen til brug for flyvevåbnet. Den engelske 6. luftbårne division skulle nedkastes bag strandforsvaret for at sikre broerne over Caen-kanalen og floden Orne mellem Caen og havet. De her omtalte og de efterfølgende tropper skulle støde mod syd til linien V ire— Falaise for herefter at svinge mod øst indtil Seine. De skitserede operationer påregnedes afsluttet D + 90-dag, altså efter 3 måneders felttog.

Den 7. april afholdtes i 'Set. Paul skolen i London et møde, hvor forsvarsgrenenes chefer opridsede de enkelte grenes operationsplaner, hvorefter armé og korpsgeneralerne forelagde deres. Den øverstkommanderende tiltrådte planerne, og den 5. maj holdtes det sidste møde under S H A E F ’s ledelse med det formål at fjerne alle tvivlsspørgsmål fra tidligere konferencer og gøre alle de højere chefer fortrolige med det øverste hovedkvarters hensigter samt give den enkelte et a frundet billede af den støtte, han kunne forvente. De højere og højeste stabes operationssektioner forlagdes nu til sydkysten, og selvom forskellige faktorer, såsom vanskeligheden ved at fremskaffe landgangsfartøjer, medførte talrige mindre ændringer helt op til D-dag, fastholdtes herefter operationens almindelige idé.

På tysk side havde feltmarskal v. Rundstedt kommandoen i Frankrig og Holland— Belgien over 2 armégrupper, nemlig armégruppe B under Rommel med 7. armé i Normandiet og Bretagne og 15. armé i Pas-de-Calais området samt 88. korps i Holland, endvidere armégruppe G — v. Blaskowitz — med 1. armé ved den biskajiske havbugt og 19. armé ved Rivieraen. Endnu et armégruppe-hovedkvarter fandtes i Frankrig, nemlig Panzergruppe West under general Schweppenburg, der forestod uddannelsen af panser- og pansergrenadertropperne. De tyske divisioner, i alt godt 60 eller ca. af alle tyske styrker, var a f meget forskellig kvalitet. SS- og panserdivisionerne var, hvad angår såvel materiel som mandskab, 1. klasses, hvilket også kunne siges om flere af linieinfanteridivisionerne. Derimod fandtes nogle ringere infanteridivisioner, medens adskillige kystforsvarsdivisioner havde et stærkt islæt af Russere og andre fra besatte lande med meget lav kampmoral. Lige siden efteråret 1940 havde Tyskerne arbejdet på Atlanterhavsvolden ud fra den forudsætning, at en angriber måtte sikre sig havne enten i selve angrebet eller umiddelbart efter, hvorfor forsvaret af de betydende havne fik forret, således at de i 1944 var blevet uindtagelige fra søsiden. Efter havne rettedes opmærksomheden mod Pas-de-Calais området som det nærmeste og derfor sandsynligste angrebsområde. På grund af manglende transportmidler var forsvaret de øvrige steder på kysten mindre vel udbygget indtil årsskiftet 43— 44, men efter Rommels udnævnelse i februar 44 tog arbejdet herpå et betydeligt opsving. Kystforsvaret af Seine-bugten var baseret på et system af støttepunkter nær kysten, hovedsagelig bemandet med kystforsvarstropper af ringe kvalitet. Kanonstillinger, dækningsrum og kommandorum var beskyttet af beton og panser mod skibsartilleri og flyverbombardementer. Betydelige panser- og fodfolksminefelter var udlagt, ligesom stormhindringer og panserspærringer fandtes i store mængder. Oversvømmelser af lavtliggende arealer var foretaget, og eksisterende dæmninger og stensætninger ud mod havet udbyggedes som kampvognshindringer. Også ude i vandet fandtes — • som tidligere nævnt — minerede hindringer, som ved højvande helt overskylledes. Artilleriet bestod af langtrækkende kystartilleri og af feltartilleri. Kystartilleriet stod langt fremme og dækkede særlig indsejlingerne til Cherbourg, Carentan og Seine, medens to meget tunge batterier ved Cherbourg og Le Havre næsten havde overgriben ved indsejlingen til Seinebugten. 3— 5 km inde i land stod feltartilleriet, der hørte til infanteridivisionerne, med den opgave at beskyde landgangsfartøjer, der nærmede sig, og selve kysten samt støtte modangreb mod eventuelle styrker, der måtte komme i land. Imellem Rundstedt og Rommel bestod der uoverensstemmelser vedrørende forsvarets føring, idet Rommel ønskede at forhindre modstanderen i overhovedet at komme i land ved at koncentrere store styrker ved kysten med rigeligt artilleri og med reserverne umiddelbart bag ved, medens Rundstedt anså det for mest formålstjenligt at have en tynd skal ved kysten med mobile infanteridivisioner et stykke bag til imødegåelse af indbrud og panseret i samlede opstillinger langt fra kysten klar til større samlede modangreb, den såkaldte skorpepude-hammer taktik. Ved den valgte kompromisløsning gjordes strandforsvaret stærkt, og reserverne stod helt fremme; kun nogle af panserdivisioneme holdtes godt tilbage, hvilket bevirkede, at det blev disse, der måtte imødegå de uundgåelige indbrud, således at en samlet anvendelse først kunne finde sted, efter at de var blevet afløst af infanteridivisioner, som tilførtes andet steds fra. Den hastighed, hvormed det kunne lykkes Tyskerne at koncentrere mod invasionsstedet, afhang i høj grad af, i hvilken grad det lykkedes flyvevåbnet og den franske modstandsbevægelse at ødelægge kommunikationsnettet, men det ansås for sandsynligt, at 20 divisioner, deraf 8 panserdivisioner, ville være i området D I 6-dag, medens 25— 35 divisioner på D + 20-dag og 50 på D -f 60-dag ansås for det absolutte maksimum.

E n operation af format som den foreliggende kunne umuligt skjules. Tyskerne måtte vide, og vidste, at et angreb forberedtes. Hvor, hvornår og med hvilken styrke måtte derfor blive spørgsmålet, og fra allieret hold gjordes da også alle tænkelige anstrengelser for at hemmeligholde dette, idet ganske uvante forholdsregler, såsom indefrysning af diplomater, toges i brug. For Tyskerne måtte, som tidligere nævnt, Pas-de-Calais området synes det mest truede, og det gjaldt derfor for de Allierede om at lade dem blive i troen, hvorfor der ikke blot før, men også efter invasionen koncentreredes betydelige troppe- og flådestyrker i Sydøstengland. De sidste forholdsregler til tilsløring af »hvor og med hvor store styrker« foretoges af flyvevåbnet, der umiddelbart før invasionen bombede de tyske varslingsstationer; og på grund af det dårlige vejr kom angrebet da også overraskende. Den 3. juni 1944 var de tre forsvarsgrenes chefer samlede hos den øverstkommanderende for at modtage ordre om operations igangsættelse, men vejret var ugunstigt — stærkt overskyet, høj sø og stiv kuling. Flåden og flyvevåbnet var imod en igangsættelse, hvorfor afgørelsen blev udskudt til næste morgen kl. 04.30. På dette tidspunkt var vejret og chefernes indstilling den samme, og den øverstkommanderende befalede 1 døgns udsættelse. De fjernestværende tropper var da allerede stukket til søs, men den tiltagende storm tillod ikke skibene at afvente den endelige ordre i rum sø, hvorfor de under store vanskeligheder returnerede og fik brændselsbeholdningerne suppleret. Den 4. jun i om aftenen meddelte meteorologerne, at der stadig ikke var bedring, men at en sådan formentlig ville indtræffe den 5. og have en varighed af 36 timer. På dette grundlag bestemte general Eisenhower den 5/6 kl. 04.00, at D-dag var den 6., og at afsejlingen altså skulle begynde den 5. På D-dag havde vinden lagt sig noget, og skydækket var spredt i en højde af 12— 1300 m, men søerne gik stadig højt. Kort efter midnat begyndte R. A . F . Bomber Command angrebet ved at kaste 5.853 t. bomber mod udvalgte kystbatterier i Seinebugten, og strategiske og taktiske flyverstyrker fortsatte dagen igennem deres virksomhed med i alt 10.585 starter. Ca. 1 time efter nautisk daggry, da skibsartilleriet havde skudt sig ind, sattes selve angrebet an, støttet på fløjene af de luftbårne divisioner, der var nedkastet 41/» time tidligere.

Skærmbillede 2020-06-19 kl. 12.09.57.png

Mod øst nedkastedes 6. engelske luftbårne division ganske efter planerne og fuldstændig overraskende for fjenden. Klokken 8.50 var de befalede mål nået, og først ved middagstid sattes modangreb med 21. panserdivision ind, men uden større resultater. 6. luftbårne konsoliderede sig og sikrede indtil frembrudet gennem Frankrig den venstre fløj (se skitse 4). Mod vest lykkedes det på grund af skydækket og atmosfæriske forstyrrelser ikke de amerikanske stifindermaskiner at stedfæste nedkastningszonerne nøje med det resultat, at 101. luftbårne divisions 6.600 faldskærmsjægere spredtes over et areal på 40 X 25 km og mistede 60 % af deres udrustning. Overraskelsen var imidlertid også her fuldstændig, og de stillede opgaver løstes, idet 101. holdt adgangsvejene til »Utah« og samtidig stødte syd-på mod Carentan, medens 82. luftbårne division til trods for kraftig artilleriild i Sct.-MereEglise området fik kontakt med »Utah«-styrken den 7. om morgenen.

Angrebet fra søen i den engelsk-canadiske sektor udførtes i overensstemmelse med planen. I I. korps område angreb 3. engelske division »Sword«-stranden og mødte på kysten kun middelmådig modstand, idet dog lette batterier havde nogen virkning på landgangsfartøjerne, da de nærmede sig kysten. Bølgegangen tillod her amfibiekampvognene at svømme i land, og takket være deres ildstøtte erobredes kl. 10.50 det betydeligste kystbatteri i området samt byen Colleville-sur-Orne, hvorefter angrebet fortsattes. 3. canadiske division landede på »Juno«-stranden og mødtes her af kraftig artilleri- og morterild. T il trods herfor var stranden renset kl. 10.00, og fremrykningen mod Caen begyndte. I X X X . korps område var »Gold«-stranden 50. engelske divisions angrebsmål; støttepunkter på venstre fløj forårsagede nogen standsning, men modstanden var i det hele ringere end antaget, og blandt andet byen Arromanche erobredes. På »Omaha«-stranden, hvor V. amerikanske korps angreb, mødtes de største vanskeligheder. Ikke alene var brændingen her kraftigere end ved de øvrige landgangssteder, hvilket forårsagede svære tab af amfibiekampvogne og artillerilandgangsf artø jer — f. eks. forliste 27 af 741. kampvognsbataillons 32 amfibiekampvogne, medens 111. artilleriafdeling m istede alle sine kanoner og 7. artilleriafdeling 6 10,5 cm’s uden at få nogen i land, — men 116. og 16. regimentskampgruppe mødte meget stærk modstand, da 352. tyske linieinfanteridivision kort for var ankommet til øvelser i området og således forstærkede kystforsvarsstyrkerne. På grund af lavthængende skyer var luftbombardementerne på dette sted udført for langt inde i land og var af ringe virkning, samtidig med at de bratte skrænter forhindrede flåden i at få observation, indtil fremskudte observationspatrouiller kom i land. Igennem flere timer hindredes enhver fremtrængen ud over selve stranden, men trods kraftig artilleriild lykkedes det efterhånden at trænge frem forskellige steder, dog ikke uden betydelige tab, idet 116. regimentskampgruppe havde 800 dræbte, og 16. m istede en trediedel af sin styrke på D-dag, medens 41 % af pionerstyrken faldt. Ved VII. amerikanske korps angreb 4. division »Utah«-stranden og mødte den ringeste modstand, der præsteredes noget sted. Ved en fejlmanøvrering under landsætningen undgik man rent tilfældigt betydelige undervandshindringer, og da de luftbårne tropper sikrede udfaldsvejene, begyndte fremrykningen mod Cherbourg hurtigt. Den 7. var vejret stadig hårdt, og det kneb med at få forstærkninger i land til fastsat tid. På »Omaha« var kampene om morgenen stadig hårde, hvorfor VII. korps beordredes til at støde mod syd gennem Carentan for, når forbindelse med V. var etableret, atter at vende sig mod Cherbourg. I den britisk-canadiske sektor udnyttede 3. britiske og 3. canadiske division den gode start og nåede den 7. punkter i en afstand af 3— 5 km nord og nordvest for Caen. Her kom imidlertid — - som det jo iøvrigt også var ventet — reaktionen hurtigt, og det lykkedes 21. panserdivision og 12. SSpanserdivision at splitte de to angrebdivisioner ad og støde næsten frem til kysten, hvorved koordinerede angreb foreløbig forhindredes. De påfølgende kampe viste til fulde, at T y ­ skerne betragtede Caen som et strategisk nøglepunkt, og ethvert forsøg på at tage byen blev de nærmeste uger mødt med rasende modangreb. Derimod erobredes Bayeux den 8. I løbet a f den 7. kom der frem drift i »Omaha«-styrken, og den 8. fik man på venstre fløj kontakt med 50. britiske division. Den 9. jun i ankom 2. amerikanske division, og forstærket med denne nåede korpset den 11. sit D-dags mål. De hårdeste kampe i den amerikanske zone stod i disse Dage om Carentan, idet Tyskerne anså adskillelsen af de to amerikanske korps for den næstvigtigste opgave på hele fronten, men den 10. fik patruljer forbindelse, og den 12. faldt byen, som holdtes trods voldsomme modangreb. F ra denne dag var invasionsområdet eet sammenhængende område med en sådan dybde, at udladning på kysten kun kunne forstyrres af tungt artilleri. På de første 6 dage landsattes iøvrigt på kysten 326.547 mand, 54.186 køretøjer og 104.428 tons forsyninger. Da det således ikke som ventet lykkedes Tyskerne at drive de Allierede ud i Kanalen igen, blev opgaven at frelse Cherbourg, at generobre Carentan for at drive en kile ind i brohovedet, samt at fastholde Caen; kort sagt at forhindre de Allierede i at få tilstrækkeligt terrain til at samle de fornødne styrker til større operationer. I løbet af de næste 6 uger mislykkedes alle tre ting, ikke mindst fordi Tyskerne på grund af Atlanterhavsvoldens manglende dybde på et tidligt tidspunkt måtte sætte reserverne ind og derfor mistede initiativet, samtidig med at forstærkningerne kun tilgik med en hastighed af '/j division pr. dag. Det er så meget mere bemærkelsesværdigt, som de Allierede særlig i begyndelsen kæmpede med betydelige vejrvanskeligheder, der på et vist tidspunkt truede med helt at afskære forbindelserne bagud, blandt andet da stormen ødelagde en af de kunstige havne og beskadigede den anden. Den 26. juni faldt Cherbourg i VII. amerikanske korps’ hænder efter hårde kampe, og de herved frigjorte tropper i forbindelse med V. amerikanske korps og det i mellemtiden landsatte X IX . korps tilintetgjorde ved deres fremtrængen mod syd det sidste tyske håb om at generobre Carentan. E fter ualmindelig hårde kampe mod blandt andet 5 panserdivisioner i området om Caen sattes efter artilleriforberedelse med 1. britiske korps’, hovedparten af 2. britiske armés og blandt andet slagskibet Rodney’s artilleri, suppleret med 500 tunge bombemaskiner, et angreb an den 8. ju li med 3 divisioner, og hovedparten af Caen faldt for fuldstændig at blive renset den 18.

Det har været hensigten med denne artikel, foruden at give en afrundet skildring af invasionen og dens forberedelse, at belyse visse føringsmæssige grundsætninger og vilkår ved eksempler. Nødvendigheden for en fører af at træffe selv de vanskeligste beslutninger på eget ansvar og derefter at fastholde sin plan ses både ved de luftbårne styrkers indsættelse på Cotentin, ved beslutningen om bombardement af de franske jernbaner og ikke mindst ved beslutningen om at sætte invasionen i værk — en beslutning, der måtte træffes på et meget usikkert grundlag og med truslen om et afgørende tilbageslag i tilfælde af fortsat ugunstigt vejr. Det vil sikkert stå enhver klart, at fastholden af trufne beslutninger, ikke mindst i en operation af denne størrelsesorden, er en absolut nødvendighed for ikke at skabe fuldstændig kaos. Nødvendigheden af at sætte et omfattende stabsarbejde i værk på et usikkert grundlag — kort sagt at være fremsynet — er søgt belyst ved den britiske generalstabs beslutning i 1940 om at forberede en invasion, men det kan hertil føjes, at begge armégrupper i England havde udarbejdet planer og forberedt befalinger med alle eventualiteter for øje under de indledende kampe i Frankrig. F lid og karakterfasthed er således atter fastslået som nødvendige egenskaber for stabe og førere i krig. Kilder. Ma jor F. Dalgleish: We planned the second front (Gollancz, London 1945). Kungl. Krigsvetenskaps Akademiens H. og T. 1945 hefte 2, 1946 hefte 4 og 1947 hefte 2. Militarwissenschaftliche Mitteilungen 1944. Montgomery: Normandy to the Baltic (Hutchinson, London 1946). De Guengan: Operation Victory (Hodder & Stoughton, London 1947). Report by the Supreme Commander to the Combined Chiefs of S ta ff on the operations in Europe of the Allied Expeditionary Force. (His Majesty’s Stationary Office, London 1946). D. D. Eisenhower: Korstog i Europa (Wangel, København 1948). E. Bauer: La guerre des blindes (Payot, Lausanne 1947).

G. Asmussen.