I årene efter 2. verdenskrig, da hæren skulle genopbygges, blev danske officerer i stort tal sendt på skoler og kurser i England og Amerika. Det måtte være de tekniske og taktiske problemer, der først og fremmest skulle studeres, men herunder fik man tillige kendskab til den instruktionsteknik, der under krigen havde udviklet sig i de angelsaksiske hære, fremkaldt af tidsnød i uddannelsen af de enorme styrker, der så at sige skulle stampes op af jorden.
For de danske officerer var mødet med denne instruktionsteknik en stor inspiration. Man stod her over for noget nyt, der umiddelbart kunne anvendes hjemme med stor fordel. Det, der faldt i øjnene, var den fantasi, der virkedes med, de mange hjælpekilder, der toges i anvendelse for at bibringe en hurtig og klar forståelse, og sidst — ikke mindst — den vægt, der blev lagt på at underholde og interessere.
Efterhånden som det første indtryk blev fulgt op af et nøjere studium af den moderne instruktionsteknik, blev det klart, at grundlaget, hvorpå den var opbygget, beroede på dybtgående studier af alle de problemer, der knytter sig til indlæring, ikke mindst af psykologisk art.
Instruktionsteknik i denne moderne forstand har siden da vundet indpas herhjemme, men det synes, som om man i mangt og meget har forset sig på det ydre blikfang — hjælpemidler, underholdning — medens de mere fundamentale principper har haft vanskeligt ved at trænge igennem.
I ønsket om at medvirke til en bredere forståelse af intruktionsteknik- ken og dens praktiske anvendelse skal her redegøres for de ideer, den bygger på. I en kort artikel kan dette kun gøres summarisk, og alt efter den synsvinkel, emnet betragtes under, må det endda blive en personlig sag, hvad man skønner er det fundamentale.
Et overblik over den teori, der i det følgende skal fremstilles, vil være højst fornøden. Først skal nævnes i bred almindelighed de elementer, der indgår i indlæringen: motivering, igangsættelse, inspiration, forståelse, tilegnelse, kontrol.
Disse elementer skal med større eller mindre vægt indpasses i cn afrundet lektion opbygget på følgende måde:
Indledning: igangsættelse, motivering, inspiration.
Forklaring: forståelse.
Øvelse: tilegnelse.
Eksamination: kontrol.
Endvidere omfatter teorien den forberedelse, der må gå forud for lektionen, omfattende:
— samling og studium af oplysninger og materialer,
— målsætning (klar definition af hvad der skal læres),
— udarbejdelse af en plan for lektionen,
— kontrol af de praktiske foranstaltninger, der er forbundet med lektionens gennemførelse,
— afprøvning af lektionen, og endelig
forskrifter for lektionens gennemførelse, der kan karakteriseres ved:
— aktivering,
— koncentration,
— variation.
INDLÆRINGENS ELEMENTER
Motivering, »inspiration«
Instruktionen beror på en vekselvirkning mellem instruktør og elev, i det følgende betegnet som »soldaten« for at understrege, at det er militær belæring, vi beskæftiger os med, omend principperne i det store og hele er almengyldige.
Vekselvirkning forudsætter kontakt mellem instruktør og soldat, og denne kontakt etableres bedst om det emne, der belæres om. Soldaten skal forstå formålet med og fremgangsmåden ved instruktionen og helst være interesseret i at nå målet, før han på rette måde kan spille sin del af rollen. Instruktionen skal såvidt muligt være motiveret på en sådan måde, at formålet akcepteres af soldaten. Er instruktionen sat i gang, har soldaten åndeligt talt åbnet for sin radio og er rede til at lytte og handle, må det næste problem være selve instruktionen.
Forståelse
Det første trin på vejen til erhvervelse af en kunnen eller en færdighed er forståelsen af, hvad del drejer sig om.
For at skabe forståelse må man gå ud fra noget allerede kendt — man må hygge bro fra det kendte til det ukendte. En logisk opbygget opdeling af lærestoffet vil sikre, at der stadig vil være en mulighed for at bygge på det hidtil lærte.
Skabelse af forståelse formidles gennem sanserne. Det register, instruktøren i så henseende har at spille på, må anvendes fuldt ud og hensigtsmæssigt. Almindeligt sagt fatter mennesket lettest gennem synsindtryk, umidddelhart og hurtigt gennem følesansen, og normalt med en vis træghed ved at lytte til en forklaring. Omsat til praksis betyder dette, at man skaber bedst forståelse ved at vise og demonstrere og hertil knytte de fornødne forklaringer, og — drejer det sig om instruktion i betjening af materiel — tillige at lade soldaten arbejde med det — pille ved det — eller forsøge at betjene det.
Tilegnelse af færdighed
En færdighed kan kun erhverves ved stadig øvelse og er først opnået, når den udføres med sikkerhed.
En færdighed må indøves under instruktørens stadige overvågen af de bevægelser og handlinger, der skal læres. Er en færdighed først erhvervet, er det vanskeligt at rette en forkert indarbejdet fremgangsmåde. Instruktøren må derfor stadigt sikre sig, at øvelsen gøres korrekt, at forskrifter m. v. følges nøje, og ideligt og tålmodigt rette alle fejl. Dette medfører, at instruktionen ikke må omfatte mere, end hvad man med rimelighed kan kontrollere, og ikke inddrager flere soldater i en fælles instruktion, end instruktøren kan følge og vejlede.
Den praktiske indøvelse af en fældighed kan i øvrigt gennemføres på følgende måder:
Enkeltmandsuddannelse
a) Den kontrollerede metode.
Færdigheden bygges op ved indlæring af de enkelte handlinger, hvoraf den er sammensat, stykke for stykke, under instruktørens direkte vejledning og kontrol.
b) Den frie metode.
Instruktøren viser og igangsætter øvelsen, hvorefter soldaterne på egen hånd arbejder videre under vejledning.
c) Makkermetoden.
Instruktøren lader soldaterne to og to arbejde sammen, idet den ene udfører øvelsen, den anden overvåger og retter.
Eksempelvis kan nævnes, at den kontrollerede metode er bedst anvendt i øvelser af eksercermæssig art, den frie metode ved indøvelse i brug af materiel, i våbenlære m. v., medens makkermetoden er meget brugbar på et lidt mere fremskredet stade af uddannelsen i eksercits og våbenbetjening samt ved skydeuddannelse. Metoderne kan tillige kombineres, således at variation i instruktionen opnås.
Holduddannelse
I mange tilfælde vil enkeltmandsuddannelsen anvendes inden for et bold — en gruppe, en besætning o. s. v. Her må skelnes mellem en teknisk uddannelse og en taktisk uddannelse.
Det tekniske holdarbejde — kampeksercits — skabes ved trin for trin at lære den enkelte at udfylde sin plads og derefter eller samtidig ■— alt efter uddannelsens karakter — at virke sammen med det øvrige hold, således at den enkelte indordner sig i samarbejdet. Såvidt det er muligt at gennemføre, vil en rotation i uddannelsen mellem de enkelte pladser på holdet skabe bedre forståelse for den samlede indsats og dermed bedre samarbejde.
Det taktiske holdarbejde. Forudsætningen for uddannelse på dette felt vil som regel være uddannelse af den enkelte individuelt og i et teknisk holdarbejde. Metoden er derefter at lade holdet under visse forudsætninger gennemføre en opgave, idet instruktøren forholder sig iagttagende uden at gribe ind eller rette. Først når øvelsen er afsluttet, gennemgås de principper, der ønskes belyst gennem øvelsens anlæg, og den rette eller forkerte fremgangsmåde, der har været anvendt i relation til disse principper. En række af sådanne øvelser vil oparbejde det erfaringsgrundlag, der under de forskellige forhold — som vel kan have et ensartet præg, men aldrig blive identiske fra gang til gang — vil give holdet mulighed for at løse sin opgave under alle forhold.
Tilegnelse af teoretisk betonet stof
Så selvfølgeligt det er, at en færdighed kun kan erhverves ved øvelse, lige så sikkert er det, at en viden af mere teoretisk art kun kan opnås og varigt fastholdes ved ideligt at arbejde med den. Soldatens aktive medvirken er derfor ganske fornøden, og da man yderligere ofte mangler læsestof til underbygning af undervisningen, er det så meget vigtigere at anvende metoder, der fremmer denne aktivitet.
Samlet fremstilling
En mundtlig, sammenhængende fremstilling af et lærestof må normalt være en bestanddel af undervisningen. Som tidligere nævnt bør et sådant foredrag underbygges med demonstration under forskellig form af det, der undervises i, og eksempelvis belyses ved hjælp af kridt og tavle, billeder, plancher, billedbånd, film, demonstrationsmateriel, sketch. Foredraget er egnet til at give et overblik over et emne og bør aldrig omfatte mere stof, end det skønnes muligt at fatte, eller tage længere tid, end det er muligt at vedligeholde opmærksomheden.
Spørgsmål og svar
Soldatens aktive medvirken påkaldes lettest ved hjælp af spørgsmål. Disse kan både uddybe problemer for ham og — ved at arbejde med besvarelsen -— medvirke til at fæstne stoffet. I en gang kendt stof kan besvarelse af spørgsmål udvides til mindre fremstillinger, således at hele undervisningen beror på en vekselvirkning mellem instruktørens og soldatens indlæg. Herved er overgangen til at stille opgaver givet, hvor det bliver soldatens sag ud fra det behandlede stof selv at udvikle muligheder for dets anvendelse eller selvstamdigt at bygge videre på det lærte.
Remser
Sluttelig skal nævnes, at den særlige form for indlæring, der beror på en stadig gentagelse af bestemte, kortfattede sætninger (remser) indeholdende oversigtspræget stof, kan være virkningsfuld, fordi denne form for udenadslære som regel »sidder fast« år efter, at den er indlært. Tidligere tiders instruktionsteknik beroede sig i høj grad på remser, og det må stadig anses for et effektivt hjælpemiddel for tilegnelsen på begrænsede felter.
Eksamination, kontrol
Kontrollen tjener det formål at give instruktøren et indtryk af det standpunkt, der er nået, om det svarer til det mål, lian har sat sig.
Alt efter instruktionens art og omfang kan kontrollen variere fra enkelte spørgsmål til omhyggeligt forberedte prøver. For overskuelighedens skyld er det nødvendigt atter at behandle indøvelse af praktiske færdigheder og overvejende teoretisk belæring adskilt.
Soldatens standpunkt i udøvelsen af en færdighed prøves bedst og rigtigst ved at lade ham udføre den. Det bør altid være det afgørende, om han i praksis behersker færdigheden, og derfor mindre væsentligt, om han kan forklare, hvad han gør, eller hvorledes han har nået dette resultat. Derimod kan det i mange tilfælde være nødvendigt ved spørgsmål at kontrollere den forståelse, der må kræves for at anvende en færdighed; men kan det gøres ved praktisk prøve i form af opgaver, der kræver anvendelse af færdigheden, er dette det bedste.
Prøve af soldatens standpunkt i kendskab til teoretisk stof må nødvendigvis bero på en egentlig eksamination, simplest ved at stille spørgsmål, der dels har sigte på kontrol af soldatens eksakte viden, dels kan have til formål at klarlægge hans forståelse af stoffet.
På samme måde som ved indlæringen kan eksamination udvides til krav om kortere og længere fremstilling og endelig til løsning af opgaver. På det sidste område er skriftlige prøver af stor værdi, når de udformes på et efter soldatens normale kundskaber afpasset niveau. Meget kontant virker prøver, der skriftligt stiller soldaten over for en række spørgsmål, der skal besvares ganske kort, enten ved afkrydsning, overstregning eller på anden enkel måde, f. eks. ved udvælgelse af det rigtige svar placeret på lige fod mellem en række i opgaven givne ukorrekte opgivelser.
Sammenfattende kan om kontrol og eksamination siges, at dens placering i instruktion og afgrænsning fra den egentlige indlæring kan være vanskelig at give eksakt. Det må imidlertid tilstræbes, at den i sig selv markerer det resultat, der er nået.
LEKTIONEN
Lektionen omfatter en samlet, afrundet instruktion om et emne eller en del af et emne, hvis dette er så stort, at det ikke kan gennemgås i en enkelt lektion. I så fald opdeles det i et antal lektioner, der tilsammen betegnes som en lektionsrække.
I enhver lektion vil indgå de indlæringens elementer, som ovenfor er beskrevet, og efter instruktionens art med forskellig vægt. Den normale opbygning af lektionen vil således være:
Indledning: Påvisning af det mål, der skal nås, motivering for lektionen.
Forklaring: Skabelse af den fornødne forståelse ved forklaring og demonstration m. v.
Øvelse: Indøvelse under anvendelse af den eller de til emnet bedst egnede metode(r).
Eksamination, kontrol: Afprøvning af det gennem lektionen opnåede standpunkt.
Sammenfatning: Påvisning af det væsentligste, der er øvet eller lært under lektionen, og vurdering af det opnåede resultat.
Lektionsplanen
Hvis en lektion kun skal omfatte en kort og båndfast øvelse, f. eks. i eksercits eller våbenbrug, vil dens gennemførelse kunne tilrettelægges efter et en gang for alle indarbejdet mønster, evt. suppleret med en kort instruktion.
Er lektionens emne af mere sammensat karakter og længere varigbed, omfattende f. eks. skyttetjeneste eller en gruppes kamphandling, må instruktionen nøjere forberedes. Gangen i en sådan planlægning vil være følgende:
— Gennemgang af det lærestof, på hvilket lektionen skal bygges, og en afgrænsning af, hvad der nødvendigvis skal medtages.
— Herudfra fastlægges en klar, veldefineret målsætning omfattende ikke blot pensum, men også hvilken grad af indøvelse, der skal nås, afhængig tillige af den rådige tid og andre forhold, der har indflydelse på instruktionen.
—Fastlæggelse af lektionens enkelte afsnit under hensyn til, hvilke metoder der bør anvendes for at nå lektionens mål ad bedste og korteste vej.
Planlægningen nedfældes i en lektionsplan, der omfatter hovedpunkterne i lektionens gang, fornødne stikord til brug under lektionens gennemførelse, samt den tid, der er påtænkt anvendt til de enkelte afsnit.
Lektionens gennemførelse
Er lektionen vel forberedt, vel tilrettelagt, vil et rimeligt godt forløb af den praktiske gennemførelse allerede være sikret, men instruktionsteknikken må dog også omfatte instruktørens form og fremgangsmåde under lektionen. Skal man give en fællesnævner for hans bestræbelser, må det være at fastbolde interessen for instruktionen hos den enkelte soldat og få ham til at yde sit bedste. Dette kan kun gøres
ved at skabe de bedst mulige ydre rammer for lektionen, herunder at undgå distraherende forhold, der drager soldatens opmærksomhed helt eller delvis fra undervisningen, ved den personlige påvirkning, som instruktørens interesse, livlighed, optagethed af emnet repræsenterer, ved at afpasse lektionens gennemførelse efter soldatens øjeblikkelige fysiske og psykiske form, der igen kan variere efter tidspunkt på dagen, forudgående øvelser, vejrlig og mange andre faktorer, der måtte være gældende under lektionen.
Det er klart, at disse tre betingelser for den rette gennemførelse kan udmøntes i en række instruktionsmæssige og pædagogiske forskrifter og regler, som en bredere afhandling end denne måtte komme ind på, og det er måske netop dette grænseland mellem pædagogik og teknik, der rummer de interessanteste, men også de mest uoverskuelige sider af instruktionsvirksomheden.
De fremgangsmåder og den teori, der ovenfor er beskrevet, vil enhver erfaren instruktør kende og følge. Han vil måske endda afvise nødvendigheden af overhovedet at beskæftige sig med instruktionsteknik i moderne forstand, da han forlængst har fundet sin egen form og finder den mest formålstjenlig — dette sikkert med en vis ret, thi det nye ved teknikken er ikke så meget metoderne som det er det samlede system til brug for den, der skal lære at instruere. Skal man kort nævne dets karakteristiske træk, må det blive følgende:
at mål, tid og metode afpasses til hinanden ved planlægning, at lektionen opbygges efter et mønster, der følger principper for indlæring og derfor logisk fører til det bedste resultat, at instruktion gennemføres med forståelse af, at belæring kun kan nås ved påkaldelse af interesse og aktivitet, og midlerne hertil er variation og fantasi i udøvelsen.
Med den givne fremstilling af den moderne instruktionsteknik har det imidlertid også været ønsket at give et overblik og et fælles grundlag for de følgende overvejelser.
DEN MODERNE INSTRUKTIONSTEKNIKS ANVENDELSE I HÆREN
Det må straks fastslås, at instruktionsteknikken i den her omtalte betydning vel anvendes i stor udstrækning på skoler og i geled, men endnu ikke har fundet sit faste leje og ikke givet noget reglementarisk ståsted. Det må derfor efterhånden trænge sig på at få instruktionsteknikken lagt i faste baner, således at der er et grundlag at arbejde på og reglementariske bestemmelser, der sikrer ensartede fremgangsmåder anvendt på forskellige trin i udøvelsen af den.
Endvidere skal påpeges, at en væsentlig hemsko for den rette anvendelse af instruktionsteknikken bar været, at den i sit brede oplæg, der lejlighedsvis strejfer videnskab, ikke er umiddelbart anvendelig for enhver. Teorierne må — om de både skal forstås og anvendes — omsættes til håndfast praksis for de yngste befalingsmænd, fortrinsvis de værnepligtige, der ikke har behov for en større teoretisk uddannelse, som i øvrigt ej heUer kan gives inden for den rådige skoletid.
De foranstaltninger, der ud fra disse overvejelser bør træffes, er da følgende:
1. Officerer af linien og specialofficerer skal have en grundig og omfattende uddannelse i instruktionsteknik, og der må udarbejdes en lærebog, der autoriseres til brug herfor. Uddannelsen må da formentlig gå hånd i bånd med den tilsvarende pædagogiske, evt. som en del af denne, men det kan måske være rigtigt her at fastslå, at uddannelse i instruktionsteknik vel har pædagogiske indslag, men ikke derfor må forveksles hermed. Bedst kan man måske illustrere dette ved at sige, at på relativt kort tid kan man lære en befalingsmand at anvende instruktionsteknik på rette måde, medens man vel kan hjælpe ham til at blive en god pædagog ved indlæring, men virkelige resultater på dette område kræver dels medfødte evner, dels stor erfaring.
2. På Hærens sergentskoler og kurser på tilsvarende niveau gives uddannelse i instruktionsteknik en sådan form, at den nøje svarer til, hvad der er behov for, og hvad der er kan nås inden for uddannelsestiden. I al uddannelse på lavere trin inden for hæren bliver denne form reglementarisk at følge. Der må derfor udarbejdes en reglementarisk betonet vejledning, der sikrer denne form anvendt såvel på skole som i geled.
3. En videregående uddannelse sigtende på en begrænset, selvstændig tilrettelæggelse af lektioner gives befalingsmænd, der gennem frivillig tjeneste knyttes mere varigt til hæren. Sådan uddannelse gives på kurser eller under geledtjenesten.
Uddannelsen
Den mere omfattende uddannelse i instruktionsteknik på hærens højere skoler skal i det store og hele forbigås. Et samlet kursus i instruktionsteknik kan ikke gennemføres på kortere tid end 14 dage, men i øvrigt vil en sådan uddannelse kunne indpasses i anden undervisning med denne som det praktiske eksempel.
Ulige vanskeligere, men også interessantere, vil en udredning af de værnepligtige befalingsmænds uddannelse på dette område forekomme.
Efter de bedste mønstre, der her er doceret, må man nå frem til en klar, afgrænset målsætning. Denne nås bedst ved en vurdering af, hvad det er ønskeligt eller nødvendigt at en sergent skal kunne, tillige afgrænset af, hvad han under hensyn til tiden kan nå at lære med sikkerhed.
Det må således være nødvendigt, at en sergent kan instruere i våben- betjening og eksercits under en erfaren officers vejledning og kontrol. Han må kunne gennemføre en for barn selv gennemgået lektion i feltmæssig optræden og feltmæssig uddannelse af mindre led og tillige virke som hjælpeinstruktør under øvelser i større led.
Han må i forbindelse med våbenlære, skydeteori m. v. selvstændigt kunne gennemføre teoriundervisning af en halv times varighed.
Det er ønskeligt, at lian selv kan tilrettelægge mindre lektioner — dette ikke mindst med henblik på senere virke som reserveofficer.
De nødvendige krav må først og fremmest honoreres, og det vil igen sige, at den instruktionsteknik, sergenten skal hero sig på, først og fremmest må være af praktisk natur og nøje knyttet til de områder, han skal kunne beherske. Det ønskelige krav, den videre opbygning af lektioner m. v., bør derfor ikke lægges til grund for den håndfaste teknik, men — om tiden tillader det — gives som en teoretisk vejledning. Uden at gå i detaljer kan det sikkert fastslås, at en sikker indlæring ikke kan nås, med mindre man i det store og hele holder sig til denne snævre målsætning, og man opnår tillige herved, at teorien kan begrænses og dermed gøres mere overskuelig.
Herefter vil den instruktionsteknik, der skal indarbejdes på sergent- skoler og ved tilsvarende uddannelse, omfatte:
1. Teori.
Indlæringens elementer, disses indpasning i en lektion og deres anvendelse.
De almindeligste metoder for instruktion af enkeltmand og hold. Principper for gennemførelse af en lektion, herunder personlig optræden.
Denne teori, der skal gives en håndfast form, hyggende på de nøgleord, der karakteriserer den, f. eks. igangsætning — forståelse — øvelse — kontrol o. s. v., eller variation, aktivitet m. v., hør nok gennemgås i takt med den praktiske uddannelse.
2. Praksis.
Inden for de ovenfor nævnte virkeområder bør indarbejdes faste fremgangsmåder, der gennemgås systematisk under stadig påvisning af det i teorien lærte. Formen skal dog ikke drives så vidt, at eleven helt stivner i den. Således skal man, når metoderne er indarbejdet, ved at veksle mellem de ydre vilkår, uddannelsesstandpunkt m. v., lære ham at vælge den for situationen mest formålstjenlige fremgangsmåde.
Hans personlige optræden skal opbygges ud fra ganske bestemte normer, således at han skoles og dermed gøres sikker i sin form. Endelig skal han lære at optræde som instruktør i en større ramme. Ved gennemgang af »den frie metode« skal han først og fremmest oplæres som hjælpeinstruktør, d v. s. på rette måde kunne vejlede og kontrollere sit hold i rette samarbejde med lederen af instruktionen.
Såvel under den teoretiske som under den praktiske uddannelse vil forberedelse falde helt naturligt ind i uddannelsen. Ud fra det synspunkt, at tiden ikke tillader egentlig skoling på dette område, bør vægten lægges på, at eleven personlig behersker det stof, han skal instruere om.
Fastholdes uddannelsen i instruktionsteknik på sergentskoler m. v. på det her beskrevne trin, vil — som ovenfor nævnt — en videre uddannelse af de befalingsmænd — værnepligtige såvel som frivillige — der i en højere grad og med længere tjeneste må anvendes som selvstændige instruktører, være fornøden. Særlige kurser i tilrettelæggelse af lektioner i begrænset, samlet uddannelse hør gives dels i geleddet, dels på kurser i forbindelse med disse befalingsmænds øvrige uddannelse.
Idet hermed skulle være givet en oversigt over de væsentligste problemer vedrørende instruktionsteknik skal sluttelig siges, at denne har haft det sigte dels at belyse problemerne og dermed skabe interesse for dem, dels at give et bidrag til, at instruktionsteknikken i bred og moderne forstand skæres til og afgrænses til praktisk, håndfast anvendelse. Med de erfaringer, som hidtil er draget, er det nødvendigt, hvis en fornyelse i hærens arbejde på dette område skal slå igennem.
S. Wedell-Wedellsborg
