Hvad bruger mennesket sproget til? Når man stiller dette spørgsmål, er det umiddelbare svar oftest: at kommunikere. Det lyder simpelt og ligetil, men er i virkeligheden en temmelig kompleks affære. På den ene side betyder det noget, hvad man kommunikerer om, med hvem og i hvilken sammenhæng. På den anden side bruger mennesket sproget til mere og andet end blot at udveksle informationer, holdninger eller følelser. Det er gennem sproget, at mennesket forstår og erkender verden. Samtidig bruger mennesket også sproget til at skabe og forhandle identitet. Dét at kommunikere, at forstå og erkende, samt at skabe identitet er forskellige men ofte samtidige fænomener, hvilket gør sproget til et centralt men også komplekst redskab. Kompleksiteten bliver ikke mindre, hvis sproget anvendes i en samtale, hvor to eller flere parter taler forskellige sprog.
Vi vil i denne artikel sætte fokus på nogle af de udfordringer, der knytter sig til en samtale på tværs af forskellige sprog. En samtale på tværs af sprog kræver, hvis parterne ikke selv er tosprogede, en tolk, der kan oversætte mellem sprogene. Det føjer endnu et lag af kompleksitet til samtalen, fordi samtalen er en igangværende begivenhed og derfor noget ganske andet end at oversætte en bog eller anden skreven tekst, og fordi tolken dermed indgår som en part i samtalen og medvirker til samtalens videre forløb.1 At skulle tolke en helt almindelig hverdagssamtale kan være vanskelig nok. At tolke i forbindelse med militære operationer i et andet land, gør det ikke mindre vanskeligt.
I det følgende vil vi beskrive centrale elementer af denne skitserede kompleksitet for dermed at klarlægge aspekter af kultur‐ og sprogmødet, der er væsentlige at være opmærksom på for den professionelle kommunikator.
At oversætte hvad der bliver sagt
Det ville være nemt at oversætte, hvis et ord havde tilsvarende ord med nøjagtig samme betydning på et hvilket som helst andet sprog, og hvis sætninger på samme måde blot kunne oversættes mere eller mindre ord for ord. Men som Google‐oversættelsesværktøjet viser, giver det sjældent mening at oversætte på den måde. Selv om den enkelte sætning måske endda kunne være heldig at indeholde nogenlunde de samme begreber på begge sprog, vil den måske i virkeligheden rumme en helt anden betydning, hvis man så den i sammenhæng med resten af samtalen. Det betyder ikke, at det ikke er vigtigt at kende ordets betydninger på henholdsvis det ene og det andet sprog. Det er tværtimod helt centralt at kende ordets mangfoldige betydninger på de forskellige involverede sprog. Man kan sige, at det første element af sprogforståelse handler om ordenes betydning. For at finde frem til, hvilken betydning der så er den rigtige i den konkrete samtale, må man se på den sproglige sammenhæng, hvori ordet indgår. Det er, hvad vi vil kalde det andet element af sprogforståelsen, der handler om indsigt i de sociale og kulturelle konventionelle måder at bruge begreber og ord på. Samtaleparter anvender dog ikke altid ord og begreber på den konventionelle måde, men bruger dem på deres egen måde knyttet til den kommunikative sammenhæng, altså den konkrete samtale og målet med denne. Et tredje element af sprogforståelsen er derfor evnen til at aflæse den kommunikative begivenhed. Denne tredeling handler dermed om, at
- alle ord er på alle sprog flertydige
- ord er knyttet til en social indlært forståelse og sprogbrug
- ord gøres ”til vore egne”2
Tredelingen kan illustreres med det arabiske begreb insh’Allah, som vi gør det i bogen Goddag mand økseskaft.3 Begrebet anvendes i de fleste arabiske lande som et hverdagsudtryk og betyder bogstaveligt oversat ’hvis Gud vil’ eller ’om Gud vil’. Men hvad bliver der egentlig sagt, når begrebet anvendes? Tænker den, der taler, vitterlig på Gud og Guds almagt, hver gang hun eller han bruger det? Ser vi på den socialt indlærte betydning, vil den mest udbredte brug i mange arabiske lande snarere referere til betydningen ’forhåbentlig’ eller ’hvis alt går som planlagt’. ”Vi ses i morgen, insh’Allah” vil altså snarest betyde ”Vi ses i morgen, forhåbentlig” eller ”Vi ses i morgen, hvis alt går som planlagt”. Vil det så sige, at tolken blot kan vælge at oversætte begrebet med ’forhåbentlig’? Man kan ikke være sikker på, at det vil være den mest nøjagtige betydning. På den ene side kan man i mere religiøse kredse eller blandt nyvakte muslimer opleve, at henvisningen til Gud faktisk er ment meget bogstaveligt, og at de ønsker at understrege, at de lægger fremtiden i Guds hænder. På den anden side kan man støde på mere kreativ og individuel brug. Således har en arabisk‐dansk tolk fortalt, hvordan hans forældre brugte begrebet over for sønnen, da han var barn, når de vidste, de ikke kunne opfylde hans ønsker. ”Vi går i biografen i morgen, insh’Allah”, kunne de sige, vel vidende at det næppe ville blive tilfældet. Med besværgelsen insh’Allah havde de ligesom garderet sig. Resultatet for den voksne tolk var, at han ofte selv brugte udtrykket bevidst ironisk, hvilket bl.a. kunne fremgå af tonefaldet. Disse forskellige anvendelser giver altså begrebet ret forskellige og modsatrettede betydninger. At kunne opfange disse nuancer i den praktiske sprogbrug kræver, at tolken ikke kun besidder lingvistiske kompetencer, men også pragmatiske og strategiske.
Den lingvistiske kompetence refererer således til aspekter som betydning (semantik), tekstsammenhæng, sætningsopbygning, orddannelse og ordbøjning, lydopfattelse og udtale mv. Den pragmatiske kompetence refererer til indsigt i sociokulturelle normer, sproghandlinger mv. Mens den strategiske kompetence handler om af kunne anvende og gennemskue bl.a. kommunikations‐ og indlæringsstrategier. Samlet set stiller dette meget store krav til tolkens viden og indsigt i de sociale, kulturelle og politiske kontekster, inden for hvilke der tolkes. Ligesom der stilles krav til tolkens evne til at opfange og reflektere den individuelle pragmatiske og strategiske sprogbrug.
At forstå verden
Som vi skrev indledningsvis, er sproget også menneskets redskab til at forstå og erkende verden. Netop derfor har der været en tendens til at se på sproget som kilde til særlige kulturelle erkendelser og forståelser af verden. I forhold til det arabiske har der således tidligere været studier, der pegede på, at der var aspekter ved sproget og sprogets struktur, der blev determinerende for den arabiske tænkemåde og kultur. I en bog af Ralph Patai fra 1976, The Arab Mind, karakteriseres araberens mentalitet ved hjælp af det arabiske sprogs opbygning. I bogen argumenterer Patai for, at det arabiske sprogs retorik med brug af ordsprog, fraser og metaforer, verbale udsagns fjernelse fra handlingen og tidsbøjningens flertydighed er grundlaget for at karakterisere araberen som én, der tænker i ekstremer, svinger mellem kontrolleret og ukontrolleret adfærd, skelner mellem tale og handling, samt foretrækker det ideelle frem for det virkelige.4 Patais bog har, ikke overraskende, medvind i en tid, hvor den arabiske muslim er blevet et udbredt politisk fjendebillede. I denne sammenhæng er pointen, at måden at fremstille den arabiske mentalitet på her udelukkende tager udgangspunkt i sproget som et ’lukket’ lingvistisk system, der eksisterer isoleret fra sprogets konkrete anvendelse. Ud over at sproget ikke fungerer isoleret fra praksis, er faren, at der ligger en indbygget opfattelse af, at man ved at finde strukturer i sproget kan forklare og forudsige handlinger. En konsekvens af at studere sproget som et sådant lukket system er, at man sætter lighedstegn mellem sprog og kulturel mentalitet (se Karen Risagers artikel). En anden konsekvens er, at man glemmer at interessere sig for de pragmatiske og strategiske aspekter af samtalen.
Pointen ved at inddrage Patai og kritikken af hans tilgang er at understrege, at selv om sproget tilbyder menneskene specifikke begreber, metaforer, synonymer, omskrivninger etc. til at erkende og forstå verden med, skal disse ikke forstås som determinerende for menneskets erkendelse. Sproget er for det første i konstant udvikling og for det andet ligger betydningen af fx metaforen ikke alene i dens semantiske, men også i dens pragmatiske og strategiske funktion.
At forhandle identitet og magt
Parterne i en samtale tillægger ikke kun det talte betydning i forhold til indholdet af de sagte ord. Og de praktiske funktioner af sproget kan ikke alene reduceres til ’ren’ kommunikation eller udveksling af ord og informationer.5 Sprogets praktiske funktion er altid samtidig orienteret mod forholdet mellem de talende parter og dermed mod sociale, politiske eller økonomiske interesser.6 Et centralt element i enhver samtale er derfor de positioner, som parterne gensidigt identificerer sig selv og modparten med. I en krigssituation kan det være positioner som ’besætteren’, ’den besatte’, ’terroristen’, ’befrieren’, ’civilist’, ’soldat’ etc. Men det kan også være positioner som ’kvinde’, ’mand’, ’barn’. Sådanne positioner er ikke nødvendigvis objektivt givne, men kan forhandles, ændres og udfordres i løbet af en samtale.7 Måske begynder samtalen eksempelvis som en samtale, hvor man gensidigt anerkender hinandens position som soldat og civilist, men hvor positionerne gradvist ændres til fx at handle om at være kristen og muslim, eller dansker og iraker. Det vil sige, at der ud over indholdet er aspekter ved samtaleparterne, som de selv tillægger betydning under samtalens forløb. På samme måde er konteksten for samtalen af afgørende betydning. Der er således stor forskel på, om den foregår under et formelt forhør eller under rekognoscering i en irakisk landsby.
Modpartens reaktioner og kommunikative strategier kan på den ene side udspringe af faktorer, der er knyttet til den aktuelle konversation. Det kan være relationen til den konkrete samtalepartner – eller ønsket om at skabe en specifik relation – der bliver styrende for de kommunikative strategier. Man kan tale om samtale‐interne faktorer, eller et mikroperspektiv på samtalen.8 På den anden side kan modpartens kommunikative strategier være knyttet til aspekter uden for selve konversationen. Med et sådant makroperspektiv på samtalen, kan man pege på betydningen af magtrelationer mellem grupper, der taler forskellige sprog, og de normative rammer, der bestemmer de politiske, sociale, kulturelle og økonomiske forhold i det pågældende samfund.
I det tilfælde hvor samtalen foregår mellem repræsentanter for henholdsvis lokalbefolkningen og en fremmed militærmagt, vil det være svært helt at se bort fra makroperspektivet. Ofte vil denne magtrelation være den centrale kontekst for samtalen, fx i forbindelse med forhør eller rekognoscering. Men selv hvor samtalen er privat og egentlig ikke udspiller sig i kraft af positionerne som civilist og soldat, vil også denne samtale ofte risikere konstant at blive evalueret af samtaleparterne på grundlag af magtrelationen i et makroperspektiv. Der sker dermed ofte forskydninger mellem mikro‐ og makroperspektiv, hvor kommunikationen kan ændre karakter afhængig af, om parterne positionerer hinanden på baggrund af faktorer knyttet til selve samtalen eller faktorer, der ligger uden for den konkrete konversation.
Med denne opmærksomhed på identitet og magt kan vi inddrage brugen af metaforer og ordsprog som pragmatiske og strategiske redskaber. I Egypten fortalte en egyptisk kristen mand, hvordan den lokale præst havde reageret, da han blev konfronteret af sin sidemand i bussen, der forsøgte at få ham til at tage entydig stilling til islam. Præsten havde svaret med en kort fabel‐lignende historie, som ikke direkte besvarede sidemandens spørgsmål, men som betød, at præsten beholdt sin integritet. At bruge anekdoter, metaforer, fortællinger er en strategisk måde at undgå direkte konfrontation og kan derfor være et redskab i relationer, der er defineret ved at være magtmæssigt ulige. Når folk ikke svarer direkte på et spørgsmål, er det altså ikke nødvendigvis, fordi de ikke har forstået spørgsmålet. Det kan være en strategisk måde at undgå konflikt og/eller en måde at opretholde sin personlige integritet.
På samme måde kan man fra den magtfulde parts side have forskellige intentioner med samtalen, hvorved man må overveje, hvilke kommunikative strategier, man anvender. Der er stor forskel på, om intentionen er at opretholde sin magtposition og måske endda anvende den som grundlag for at få informationer, eller om intentionen er at skabe en mere ligeværdig dialog. I forbindelse med Mohammed‐karikatursagen havde det således været relevant for det danske udenrigsministerium i sin henvendelse til arabiske lande og befolkninger at medtænke intentionen. Det samme gælder, når danske soldater befinder sig i andre lande. Her kan vi med fordel vende tilbage til de kulturelle konventioner for betydning, hvor det samme ord kan have helt forskellige konnotationer i en henholdsvis dansk og arabisk samfundsmæssig kontekst.
Kommunikationsstrategier
Brugen af metaforer, lignelser, anekdoter etc. kan, som antydet, ses som en særlig argumentationsstrategi. I det hele taget kan der være mange afgørende aspekter under kulturmødet, der ikke knytter sig til ordenes betydning, men til selve måden at kommunikere på. Forskningen i interkulturel kommunikation har bl.a. peget på forskellige måder at udtrykke enighed og uenighed, forskellig forståelse af tonefald og intonation, forskellige måder at nærme sig problemer på, forskellige måder at etablere sammenhæng i talen på, forskellige høflighedskonventioner, forskellige opfattelser af det rigtige tidspunkt at tage ordet på i løbet af samtalen og forskellige argumentationsstrategier.9 Vi skelner i det følgende mellem tre argumentationsstrategier, hvoraf den ene rummer brugen af lignelser ol.:
- Pseudo-logisk, som er en dagligdags udgave af formel logik. Metoden er at argumentere rationelt overbevisende.
- Præsentationel, som bygger på modpartens inddragelse og engagement. Metoden er at overbevise ved at bevæge modparten følelsesmæssigt. Det er derfor en subjektiv og associerende argumentationsstrategi.
- Ontologisk, som fremkalder traditionel eller normativ viden, fx i form af historier eller analogier. Metoden er at overbevise ved at belære og minde om gældende værdier, og ved at få modparten til at forbinde situationen med tidligere begivenheder. Man kan kalde det en metafysisk, filosofisk eller historisk argumentationsstrategi.10
Som allerede antydet, må også valget af kommunikationsstrategi ses i forhold til den konkrete samtale, og vurderes ud fra parternes indbyrdes relation og intention med samtalen. Der eksisterer i Vesten en forståelse af vestlige lande som eksponenter for en logisk tænkemåde og derfor også som folk, der primært gør brug af rationelle argumenter i modsætning til andre dele af verdens langt mere følelsesmæssige og traditionelle argumenter.
Ser man nærmere på de tre argumentationsstrategier, er det for det første muligt at konstatere, at alle tre argumentationsstrategier findes i alle lande. Der kan derimod være uenighed om, hvilken argumentationsstrategi der er passende i hvilken sammenhæng. Henvisninger til givne religiøse værdier vil fx i Danmark være på sin plads i kirken, men ikke i klasseværelset. Der er således lande (både vestlige og ikke‐vestlige), som i langt højere grad, end det er tilfældet i Danmark, vil acceptere en argumentation med henvisning til religion i det offentlige rum. Det gælder således diskussionen om abort i USA.
For det andet kan man pege på, at forståelsen af, hvilke strategier der er legitime at anvende hvor og hvornår, synes at forskydes over tid. Således synes den præsentationelle argumentationsstrategi i perioder at blive opmuntret af medierne, der ofte hellere vil høre om politikernes følelser end deres rationelle argumentation for en løsning på et bestemt problem.
For det tredje kan man pege på, at det ofte vil være grupper drevet af en stærk ideologi, tro eller politisk overbevisning, der gør brug af den ontologiske argumentationsstrategi.11 Det kan være religiøse fundamentalistiske grupper, overbeviste partisoldater, terrorgrupper eller populistisk nationalisme, der alle trækker på deres ’sandheder’ om, hvordan verden er og bør være. Mange krige er blevet udkæmpet ved hjælp af ontologiske argumenter. I krige forbindes fjenden ofte med historiske begivenheder, der fremhæves i den aktuelle situation og bruges til at retfærdiggøre fortsat konflikt. Ikke blot gøres jord og territorium til en hellig størrelse, en overhistorisk sandhed, men også ideer om universelle menneskerettigheder, frihed og retfærdighed kan ende som ontologisk argumentation for og legitimation af konflikt. I sådanne situationer bliver sandheden universel, enten fordi den fremstår stærkt ideologisk eller som givet af Gud og derfor ikke noget, man kan diskutere rationelt eller logisk.12
Det er altså muligt at argumentere for, at de tre argumentationsstrategier anvendes i de fleste samfund. Der er også forskellige konventioner for, hvornår og i hvilke sammenhænge det er legitimt at anvende dem. Hovedpointen er dog, at selv om en strategi ikke anvendes i overensstemmelse med konventionen, kan man ikke være sikker på, at det er fordi den pågældende ikke kender konventionen. Tværtimod kan der være en strategi i at anvende en ’ikke‐passende’ argumentationsstrategi. Det kan være en måde at opnå den magt over samtalen, som den ’passende’ argumentationsstrategi ikke ville give. Fx hvis man ud fra logiske og rationelle argumenter ved, at man har en dårlig sag; men hvor man med den præsentationelle eller ontologiske argumentationsform gør det svært for modparten at modargumentere.
En samtale mellem tre parter
Vi tog udgangspunkt i en samtale på tværs af to sprog med en tolk som formidler. Som vi har peget på, stiller det store krav til tolkens lingvistiske, pragmatiske og strategiske kommunikative kompetencer og viden. Der indgår dog endnu et aspekt i den tolkede interkulturelle samtale, som vi endnu ikke har berørt. Det er spørgsmålet om tolkens rolle i samtalen.
Når en samtale foregår gennem en tolk, er det en samtale, der som minimum involverer tre personer eller parter i samtalen. Uanset potentielle idealer om at tolken bør være et spejl, en neutral og upåvirkelig oversætter, usynlig og distanceret, deltager tolken i samtalen. Det er derfor vigtigt i evalueringen af tolkede samtaler at medtænke tolken som deltager før, under og efter samtalen. Også hvis tolken rent faktisk ikke forventes at være neutral, men tildeles rollen som den ene eller anden parts talsmand, advokat eller forlængede arm, så påvirker tolken samtalen.13 Man skal derfor være varsom med at sammenligne den tolkede samtale med en ’normal’ samtale mellem to personer, der taler samme sprog. Tolkesamtalen er ikke en forvrænget udgave af den ’normale’ samtale, men en samtale af en helt anden karakter. Og uanset idealerne påvirker tolkens tilstedeværelse samtalens forløb. Ligesom samtaleparterne indbyrdes tillægger hinanden intentioner og identiteter, således tillægges og tillægger tolken også de andre deltagere intentioner og identiteter. Derfor indgår tolken med sin fortolkning og oversættelse af samtalen også som direkte deltager, idet oversættelsen ikke blot er de to parters forståelser omsat til et andet sprog. Oversættelsen er også et resultat af tolkens sproglige socialisering, identitet og omverdensforståelse.
At tolken på denne måde indgår, betyder ikke, at man ikke kan operere med idealer om neutralitet. Pointen er snarere, at man for det første må gøre det klart, hvad tolkens rolle i samtalen er. Hvis tolken har rollen som den ene parts forlængede arm, er det væsentligt at være opmærksom på dette i forhold til intentionen med samtalen. For det andet er det relevant at være klar over, at uanset hvilken opfattelse tolken selv eller den institution, i hvis regi samtalen finder sted, har af tolkens rolle, vil denne opfattelse ikke nødvendigvis falde sammen med modpartens. Denne vil derfor kunne agere ud fra opfattelsen af, at tolken ikke er neutral. Alt andet lige vil dette være tilfældet i forbindelse med militære operationer, hvor tolken af de civile vil blive anset for en af ’dem’ (militæret, invasionsstyrken, besætterne), og hvor det at skelne mellem ’os’ og ’dem’ vil være en styrende præmis for kommunikationen. At tolken påvirker samtalen, betyder for det tredje, at det bliver ekstra vigtigt for tolken at være bevidst om egne sproglige og kulturelle forståelser og fordomme. Denne refleksionsevne er forudsætningen for, at tolken ikke tolker blindt ud fra egen opfattelse af virkeligheden, men kommer så tæt som muligt på samtaleparternes opfattelse og forståelse.
Konklusion
Ud over de nævnte er det muligt at pege på en række andre aspekter, der påvirker kommunikationen under kulturmødet. Det kunne være betydningen af non‐verbal kommunikation, stereotyper og fordomme, ligesom også sproglige konventioner i de institutionelle sammenhænge, hvor kulturmødet finder sted, kan spille en central rolle for kommunikationen. Vi har imidlertid valgt at fokusere på, hvordan kommunikationen ikke kan sættes på formel. Af samme grund er det ikke muligt på forhånd at sige, hvad der sker i en samtale mellem fx en araber og en dansker. Det er det ikke, fordi sprogets betydning først bliver bragt i spil i praksis. Først i den konkrete situation er det muligt at vide, om den enkelte bruger sproget på den konventionelle måde, som i øvrigt også altid er under forandring, eller om han eller hun bruger det kreativt og individuelt. Det er også først i den konkrete samtale – i samspillet mellem dens deltagere, samtalens emne og sted – at man kan begynde at afkode kommunikative strategier. Således bliver det evnen til at aflæse den enkelte kommunikationssituation, der gør tolken til en god tolk – foruden naturligvis sprogbeherskelse på højt niveau.
Litteratur
Mikhail Bakhtin, Speech Genres and Other Late Essays. C. Emerson & M. Holquist (eds.). Austin, Texas: University of Texas Press, 1986.
Pierre Bourdieu, Distinction. A Social Critique of the Judgement of Taste. London: Routledge, 1994 (1979).
Lise Paulsen Galal og Ehab Galal, Goddag mand økseskaft. Samtale gennem tolk. København: Mellemfolkeligt Samvirke, 1999.
John J. Gumperz, T.C. Jubb og Celia Roberts, Crosstalk. The National Centre for Industrial Language Training, 1979.
Rom Harré & Luk van Langenhove, “Introducing Positioning Theory” i Rom Harré & Luk van Langenhove (eds.), Positioning Theory: Moral Contexts of Intentional Action. Malden, Massachusetts: Blackwell Publishers, 1999, p. 14‐31.
Jens Norman Jørgensen, “Children’s acquisition of code‐switching for power wielding” i Peter Auer (ed.), Code‐switching in conversation. Language, interaction and identity. London: Routledge, 1998.
Helle Lykke Nielsen, ”Omgangsformer, samtale og magt i interkulturel kommunikation” i Iben Jensen og Hanne Løngren (red.), Kultur og kommunikation – interkulturel kommunikation i teori og praksis. København: Samfundslitteratur, 1995.
Bodil Selmer, ”Fikseret i tid – homogeniseret i rum” i TfMS, Tidskrift för Mellanösternstudier, nr. 1, 1995.
Cecilia Wadensjö, Interpreting as Interaction. On dialogue‐interpreting in immigration hearings and medical encounters. Communication Studies, Linköping University, 1992.
Fodnoter
1 Cecilia Wadensjö, Interpreting as Interaction. On dialogue‐interpreting in immigration hearings and medical encounters. Communication Studies, Linköping University, 1992.
2 Mikhail Bakhtin, Speech Genres and Other Late Essays. C. Emerson & M. Holquist (eds.). Austin, Texas: University of Texas Press, 1986. Lise Paulsen Galal og Ehab Galal, Goddag mand økseskaft. Samtale gennem tolk. København: Mellemfolkeligt Samvirke, 1999, p. 104.
3 Galal og Galal, ibid., p. 110‐111.
4 Galal og Galal, ibid., p. 97. For kritik af Patai, se også Bodil Selmer, ”Fikseret i tid – homogeniseret i rum” i TfMS, Tidskrift för Mellanösternstudier, nr. 1, 1995.
5 Pierre Bourdieu, Distinction. A Social Critique of the Judgement of Taste. London: Routledge, 1994 (1979).
6 Galal og Galal, op.cit., p. 111‐112.
7 Rom Harré og Luk van Langenhove, “Introducing Positioning Theory” i Rom Harré og Luk van Langenhove (eds.), Positioning Theory: Moral Contexts of Intentional Action. Malden, Massachusetts: Blackwell Publishers, 1999, p. 14‐31.
8 For mikro‐ og makroperspektiver på samtalen, se Jens Norman Jørgensen, “Children’s acquisition of code‐switching for power wielding” i Peter Auer (ed.), Code‐switching in conversation. Language, interaction and identity. London: Routledge, 1998.
9 Galal og Galal, op.cit., p. 117. John J. Gumperz, T.C. Jubb og Celia Roberts, Crosstalk. The National Centre for Industrial Language Training, 1979.
10 Galal og Galal, op.cit., p. 123.
11 Helle Lykke Nielsen, ”Omgangsformer, samtale og magt i interkulturel kommunikation” i Iben Jensen og Hanne Løngren (red.), Kultur og kommunikation – interkulturel kommunikation i teori og praksis. København: Samfundslitteratur, 1995.
12 Galal og Galal, op.cit., p. 124.
13 Wadensjö, op.cit.
