Log ind

Infiltration

#

I de seneste år har man gang på gang kunnet støde på be­grebet „infiltration“ under læsning af militær litteratur. Dette har navnlig været tilfældet, efter at der fra tysk side er begyndt at fremkomme skildringer fra kampene på østfronten, og man kunne måske herved få det indtryk, at infiltration alene er en russisk kampform. En medvirkende årsag hertil er sikkert også, at der i vor hjemlige tidsskriftlitteratur kun har været ganske enkelte artikler om dette emne.

Oberstløjtnant M. Boisen har i en særdeles instruktiv artikel i „Militært Tidsskrift“, maj 1953, behandlet en enkelt side af den taktiske infiltration, den „kampløse infiltration“.

Det følgende er et forsøg på med ovennævnte artikel som an­ledning — ikke at give nogen dybtgående fremstilling, men — at trække hovedlinierne op for den udvikling, infiltrationsbegrebet har gennemløbet indtil idag, og i tilslutning hertil at belyse de opstillede principper med nogle enkelte eksempler.

I.
Der findes ikke i noget dansk reglement en definition på begrebet infiltration, ligesom ej heller den af hærkommandoen udgivne standardiseringsbefaling med definitioner på visse be­ greber har optaget dette emne. Vort nyeste taktiske reglement, „Reglement for fodfolksbataillonen“, omtaler ganske vist infiltra­ tion, men kun ganske kort og kun i forbindelse med forsvar herimod.

Det er derfor nødvendigt at gå til udenlandske reglementer for at se, hvad man i moderne militær terminologi forstår ved infiltrationsbegrebet.

En af de korteste og alligevel mest rummelige definitioner findes i den amerikanske „The New Military and Naval Dic- tionary“, der fastslår, at det at infiltrere vil sige: „To move or pass troops in relatively small numbers through openings in the enemy positions or his field af fire or through territory occupied by other troops or organizations.“

Som det allerede er nævnt, er denne definition meget rum­melig, og det vil da også af det følgende fremgå, at ordet infil­ tration i militær betydning i tidens løb er anvendt til at beskrive vidt forskellige operationer, men alle med det fællestræk, at de opererende styrker bevægede sig ind i eller gennem den fjendt­ lige opstilling for derefter — enten alene eller i forbindelse med frontalt angribende styrker — at angribe fjenden i ryggen.

II.
Det var oprindelig en fransk infanterikaptajn, der anvendteordet infiltration for at beskrive en ny grundtaktik(1), som han gennem en piece, udgivet 1915, søgte at vinde tilhængere for. Han var kommet frem til denne nye grundtaktik efter i foråret 1915 at have oplevet, hvorledes hans kompagni — trods støtte af ar­ tilleri — i timevis under et angreb var blevet bundet til stedet af nogle enkelte — men vel anbragte flankerende, tyske ma­ skingeværer.

Normalt foregik et angreb således, at fodfolket efter en kraf­tig — og ofte langvarig — artilleriforberedelse i flere bag hin­anden kommende skyttekæder ramté de fjendtlige skyttegrave, 6om derefter søgtes renset parallelt med fronten.

Denne fremgangsmåde var både langsommelig og bekostelig i menneskeliv og gav modstanderen mulighed for at indsætte såvel sit artilleri og sine flankerende maskingeværer som sit længere tilbage liggende fodfolk.

Det nye, der nu blev foreslået, var, at der forrest i hver angribende deling skulle gå to specielle grupper, hvis opgave det skulle være, — så snart delingen nåede det fjendtlige skyttegravs­ system og begyndte sin oprensning — at presse sig videre ind i den fjendtlige stilling gennem enhver åbning, de kunne finde, gennem forbindelsesgrave eller fordybninger i jorden eller ethvert til rådighed værende skjul, indtil de var så langt fremme, at de kunne nedkæmpe modstanderens maskdngeværreder fra flanke og ryg.

1) T.W.: The story of weapons and Tactics, side 180.

Metoden havde således i første række til formål at ramme det på den tid afgørende defensive våben, det vel anbragte, flan­ kerende maskingevær. Det var altså en forskrift for de mindste fodfolksleds kamp i det indre af den fjendtlige stilling i forsøget på ved manøvre og ild at tiltvinge sig det ønskede terræn.

Disse nye tanker vandt imidlertid ikke straks gehør, hverken i franske eller engelske kredse — piecen blev aldrig oversat til engelsk — derimod var tyskerne særdeles interesserede i piecen, da de fik fingre i den, idet de her fandt „et koncist udtryk for en doktrin, der nøjagtigt svarede til den fremgangsmåde, som de selv havde forsøgt at følge“.(2) Piecen blev oversat til tysk, ud­ sendt som officielt uddannelses forskrift og kom senere til at danne grundlag for general Ludendorffs instruktion for angreb i stillingskrig.

III.
Efter afslutningen af den første verdenskrig udviklede „in
filtrationsdoktrinen“ sig i to retninger, man kan sige, den udvik­lede sig „nedad“ og „opad“.

Man fandt i teorien og på eksercerpladserne i mellemkrigs­ årene frem til begrebet „ild og bevægelse“. Herefter skulle an­grebsgrupperne under gensidig ildstøtte efterhånden arbejde sig ind på stormafstand. Ja også inden for grupperne var denne frem­ rykning under gensidig støtte en normal fremgangsmåde.

Om angrebsfodfolket skulle gennem åbent eller uoverskueligt terrain, var for ild og bevægelses-metoden underordnet.

Allerede tidligt i den anden verdenskrig viste fremgangsmåden sig dog at være forældet. En tysk bataillonschef skriver såle­des herom(3): „Angrebet, der i de første krigsår endnu skete på den gammelkendte måde — således at man fra lang, middel og kort afstand arbejdede sig ind på nærmeste afstand (storm- afstand) af fjenden, var nu blevet fuldstæ ndig foræ ldet og uigennemførligt, både på grund af mangel på folk og af den forstærkede ildkraft i forsvaret.“
2) ibid, side 183.
3) M. T. jul 53, side 250.

Det blev klart, at den nødvendige ildstøtte for angrebets gen­nemførelse skulle præsteres af de tunge våben, og at de lette kompagniers opgave alene var, i ly af denne støtte, at udnytte enhver åbning og ethvert til rådighed værende skjul til hurtigst muligt at storme frem og overraske fjenden. Altså en tilbage­ venden til den oprindelige infiltrationside, til det man kan kalde den „kæmpende infiltration“.

Inden vi går over til at se, hvorledes infiltrationstanken ud­ viklede sig „opad“, er det nødvendigt at se lidt på ændringen i de metoder, med hvilke forsvaret førtes, som svar på den kæm­pende infiltration.

Svaret på en dybere indtrængen i forsvarsstillingen måtte naturligt blive, at denne forøgedes i dybden og blev mere „ela­stisk“. Forsvaret ændrede sig fra at være sammenhængende skytte­ gravskæder i flere bag 'hinanden liggende linier til at blive støtte­ punkter, indrettet til ringforsvar og placeret således, at de be­herskede de punkter, fordelt i dybden, som var afgørende som observationspunkter for artilleriet.

General Ludendorff udtrykker det i „Meine Kriegserinnerungen“, side 306, således: „et mere aktivt forsvar — det var naturligvis tilsigtet, at stillingen skulle forblive i vor besiddelse ved kampens slut­ ning; men infanteristen behøvede ikke længere at sige til sig selv „her skal jeg blive eller dø“, men havde tværtimod, inden for visse grænser, ret til at trække sig tilbage i enhver retning overfor stærk fjendtlig ild. Ved modstød skulle der­ efter det tabte terrain generobres.“

Dels som et svar på denne dybere opstilling i forsvaret og dels som et forsøg på at komme bort fra stillingskrigen, der var kostbar — både i personel og materiel — uden at skaffe nogen afgørelse, udviklede tyskerne op til den anden verdenskrig in­ filtrationsideen „opad“.

Det var oprindelig meget begrænsede mål, der sattes for in­ filtrationen; men takket være troppernes øgede bevægelighed og muligheden for ved hjælp af fly at støtte disse, kunne det hidtil begrænsede mål skydes længere og længere ind i den fjendtlige stilling, ja helt bag denne.

Infiltrationsideen havde hermed bredt sig fra den lille taktik til den store taktik, til strategien.

Tyskerne åbnede den anden verdenskrig med denne in filtra ­ tionside efter først at have gennemprøvet den under den spanske borgerkrig.(4)

4) T. W.: The story of weapons and Tactics, side 187. 5) F. O. M.: Atomic weapons and armies, side 61— 62.

Dens princip var med en stærk panserspids at støde gennem fjendens front for ved en dyb indtrængen at ramme fjendens forsyningslinier langt tilbage. De gennem indbrudsstedet opføl- gende reserver skulle dernæst med størst mulig styrke sættes ind mod forsvarerens ryg og flanker for at tvinge ham til at kæmpe, medens han stadig måtte skifte front.

Man genkender her tydeligt den franske infanterikaptajns oprindelige ide!

„Blitzkrieg“ var således ikke en ny og epokegørende opfin­ delse, men var — således som den tyske general Kurt Student efter krigen har tidtrykt det(6): „— i virkeligheden et taktisk system, som naturligt og gradvist havde udkrystalliseret sig i overensstemmelse med de til rådighed stående midler og eksisterende om­ stæ ndigheder.“

Det var dog ikke alene ved hjælp af panserstyrker, der un­ der den anden verdenskrig gennemførtes storstilede infiltrations- foretagender. Også luftbårne tropper er i hele deres karakter og anvendelsesmuligheder særdeles gode styrker til gennemførelsen af, hvad man kunne kalde „strategisk infiltration“.

Et meget illustrerende eksempel på, hvilke resultater der kan opnås herigennem, finder man ved at betragte den virkning, de allierede luftbårne operationer ved indledningen til invasionen i Nordfrankrig 1944 havde på den tyske overkommando.

Selv om den 6. British Airbome Division og 82. og 101 US Airborne Division allerede ved midnat indledte angrebet, og flåde­ bombardementet begyndte ved daggry, var tyskerne om morgenen dog stadig i tvivl om, hvad der egentlig foregik. Situationsnieldin- gen fra 6. Armé til Rommels hovedkvarter den 6. juni kl. 0645 erklærer således(7): „Dybden af fjendens luftlandsætninger i området om Orne og Cotentin indicerer et stort anlagt angreb. Formålet med flådebombardementet ikke klarlagt. Operationen synes at være en skinmanøvre i forbindelse med et senere angreb andre steder. Luft- og sørekognoscering siden daggry har ikke frem skaffet nye oplysninger.“

6) ibid, side 61.
7) C. W .: The struggle for Europe, side 247— 249.

Da denne melding blev afgivet, var landgangen på Utahbeach allerede begyndt.

Denne korte gennemgang skulle have til formål at beskrive udviklingen fra den franske infanterikaptajns ide om den moderne infiltration over den doktrin for kæmpende infiltration, som idag anses for fodfolkets gammelkendte kampform til den strategiske infiltration med mekaniserede og luftbårne tropper, som blev typisk for den anden verdenskrig.

IV.
I det følgende skal herefter forsøges givet en lidt mere de­taljeret beskrivelse af den form for infiltrationskamp, som man normalt forbinder med begrebet infiltration, nemlig den „kamp­løse infiltration“.

Denne form for infiltration er en indtrængning i eller gen­ nemtrængning af den fjendtlige stilling uden anvendelse af ild, men alene under anvendelse af skjul og overraskelse. Ind- eller gennemtrængningen udnyttes herefter til taktiske formål af meget forskellig art.(8)

I modsætning til, hvad hidtil er omtalt, er den „kampløse infiltration“ lige så gammel som menneskehedens krigshistorie. Den hygger først og fremmest på jægerens urinstinkt: at snige sig ind på sit bytte eller lægge sig i baghold for i det gunstigste øjeblik overraskende at kaste sig over det.

I Homers beskrivelse af „den trojanske hest“ har vi vel den ældste beretning om kampløs infiltration. Nogen systematisk an­ vendelse af metoden finder man dog først i moderne tid. Ganske vist anvendte indianerne i stor udstrækning denne metode i deres kampe mod europæerne under kolonisationen af Amerika. Men metoden betragtedes i almindelighed i den såkaldte civiliserede verden som stridende mod krigens etik. Og det er egentlig først med nationalismens opdukken, hvor krige fra at være en sag, som egentlig kun angik de regerende fyrster og klasser, gik over til at være noget, hele folket direkte var impliceret i, at udform ­ningen af den kampløse infiltration rigtig tog fart.

I nationalismens fodspor fulgte borgerkrige. Disse adskiller sig fra, hvad man kunne kalde "den konventionelle krigsførelse“, ved hovedsagelig at blive udkæmpet mellem „bevæbnede civile“ og med en langt større grusomhed og bitterhed end en „konven­tionel“ krig. Her overholdes krigens etik ikke, og kampen fore­ går som oftest mellem små og spredte styrker. Borgerkrige har netop de rette ydre omstændigheder for anvendelsen af den kamp­ løse infiltration.

8) M. T. maj 53, side 163.

Det er derfor med den spanske borgerkrig, den kommuni­stiske revolution i Rusland og den langvarige kinesiske borgerkrig samt ikke mindst med den ændrede etik og forøgede totalitet i krigsførelsen som baggrund, vi må se den udvikling, den kamp­ løse infiltration bar fået under den sidste verdenskrig og senest under Korea-krigen og Indokina-krigen.

Den anden verdenskrig viser da også, at medens udviklingen i de vestlige stater, og her specielt England, hovedsagelig byggede på enkeltes nyskabelse, så lå den traditionelt i de kommunistiske staters hele krigsførelse.

Man kunne måske nu spørge, hvorfor netop den anden ver­denskrig medførte en så stor udvikling på dette felt. Svaret kan vist gives meget kort, dels ved at henvise til udviklingen inden­ for begrebet natkamp og dels ved at fastslå, at den sidste verdens­ krig blev de brede fronters krig. Det viete sig gang på gang umu­ligt at overholde de i reglementerne fastsatte normer for frontbredder, dels fordi der hele tiden var en stræben efter at kunne støtte sig til naturlige hindringer, som pansrede og mekaniserede styrker ikke kunne forcere, og dels fordi der var utilstrækkeligt med styrker til rådighed. Endelig medførte den tidligere beskrevne udvikling af den kæmpende infiltration et krav om stadig større dybde i forsvaret, hvorved dette måtte grupperes omkring vitale områder, indrettet som støttepunkter med deraf uundgåeligt føl­ gende betydelige m ellem rum m ellem disse.

Kampløs infiltration kan naturligvis ikke anvendes mod alle stillinger og under alle forhold. Et vel organiseret tæt besat for­ svar i dybden, besat af en determineret forsvarer, kan udelukke ethvert forsøg på infiltration. Er fjendens linier derimod strakt ud, eller er fronten flydende og konstant skiftende, vil infiltrationen derimod have store muligheder for at lykkes. Vejret og terrainet har afgørende betydning for den kampløse infiltrations heldige gennemførelse; således vil stærk nedsat sigtbarhed og me­ get uoverskueligt terrain (skov, bebyggelse m. v.) være den in­ filtrerende styrkes bedste forbundsfæller.

V.
Anvendelsen af kampløs infiltration kan ske enten som

— indsivningsangreb eller som
— rene infiltrationsforetagender.


Indsivningsangrebet er i sin oprindelse en russisk angrebs­ metode. Russerne er ganske særligt egnede for denne på grund af deres „Naturverbundbeit“,(9) men også tyskerne blev hurtigt fortrolige med anvendelsen af angrebsmetoden.(10) For de kommunistiske styrker i Korea og Indokina var denne kampform den normale.

Om russernes specielle evner for indsivningsangrebet skriver den tyske pansergeneral von Mellenthin(11):

„Praktisk talt ethvert russisk angreb blev indledet med stort anlagte infiltrationer, ved indsivning i små enheder eller enkeltvis. I denne krigsførelse har russerne endnu ikke fun­ det deres overmand. Ligegyldigt, hvor meget terrainet blev holdt under observation, var russerne der, inde midt i vore stillinger, og ingen havde set dem komme eller vidste, hvor­ledes de var kommet der. Ikke mindst på steder, hvor frem­ rykning var utrolig vanskelig, der var han, nedgravet, i ind­ rettede stillinger og i betydelig styrke. Ganske vist var det ikke vanskeligt for den enkelte at snige sig igennem, navnlig i betragtning af, at vore stillinger var tyndt besatte, og der var langt m ellem støttepunkterne. E n gennem snitlig divisions frontbredde var sædvanligvis mere end 12 km. Men det for­ bavsende faktum var, at til trods for at alle var årvågne hele natten, kunne man næste morgen finde hele russiske enheder langt bag fronten, fuldt udstyret med udrustning og ammuni­ tion og vel nedgravet.“

Angrebsmetoden finder især anvendelse, når den angribende part er svag på støttevåben, når angrebet er af henholdende ka­ rakter, eller når man ønsker at sikre sig en udgangsstilling for et senere tyngdeangreb.(12)

Under(13) udnyttelse af ethvert skjul, som terrainet frembyder, samt mørke eller kampområdets tåge og røg fra nedslag og brande, kryber „kontaktfodfolket“ enkeltvis, parvis eller i små grupper fremad i adskillige timer eller endog flere dage, indtil det møder modstand. Således indkredses modstanderens støttepunkter af tavse, men opmærksomme skytter. Andre kryber videre og samler sig til „bylder“' langt inde i det forsvarede område. „Kontaktfodfol­ ket“ ledsages af ildledere fra tunge våben. Disse er ved deres tilstedeværelse inde i selve modstanderens stilling i stand til at udnytte de til rådighed værende støttevåben (artilleri og mor-

9) M. T. feb 54, side 41.
10) M. T. jul 53, side 249.
12) F. W. v. M.: Panzer baules 1939—45, side 180. 12) E. M.: Taktik im Ruslandfeldzug, side 16.
13) K. K. A. H. & T. 1952, 1 haftet, side 34.

terer) til dødbringende slag mod hans styrker som indledning til „kontaktfodfolkets“ nærkamp og frontalangrebets udløsning.

Det er klart, at denne angrebsmetode kræver en minutiøs planlægning både hvad angår „kontaktfodfolkets“ indsivning, over­ faldstidspunktet, støttevåbnenes anvendelse og reservers (herunder specielt kampvognsstyrkers) fremføring til udnyttelse af de af „kontaktfodfolket“ vundne resultater. Desuden kræves absolut 1. klasses tropper, hærdede, med en høj moral og uddannet under devisen: Mørket er den fattige angribers ven!

Til belysning af indsivningsangrebet skal kort anføres et par eksempler. For begge eksempler gælder ganske vist, at de ikke førte til det tilsigtede resultat; men de er valgt, fordi de tillige er udtryk for en udvikling i anvendelsesmuligheder, som foregik i løbet af den anden verdenskrig.

Det første eksempel er hentet fra østfronten fra kampene syd for byen Krasnograd i dagene 23.—24. september 1941, altså fra østfelttogets begyndelse.(14)

14) Mw. Rundschau 1952, 2. hefte, side 137f.

Det tyske 203. Infanteri Regiment havde her til opgave at sikre den sydlige flanke af en større styrke, der rykkede frem over Krasnograd. Regimentet skulle for den 23. forlænge flankesikringen over Runowschtschina og Lukaschewka til Pedaschka (skitse 1). 1 løbet af formiddagen overskred regimentet Ortschikfloden, men ca. 5 km østligere kom den forreste bataillon i kamp med fjenden. Herefter lykkedes det den ikke at avancere yder­ligere.

Ved mørkefald besluttede regimentschefen foreløbigt at stand­ se angrebet for natten og fastholde det vundne terrain. Regimentet var da placeret med III bataillon i føling med fjenden; denne bataillon havde et cykliistkompagni underlagt. I bataillon var indsat til sikring af Runowschtschina og forstærkning af sikrin­ gerne ved overgangene over Ortschik; disse sikringer var etableret af en motoriseret gruppe, der i løbet af den 23. var blevet under­ lagt regimentet.

I løbet af den 23. blev regimentet yderligere forstærket med II bataillon af et andet regiment samt et batteri. Disse to enheder indtraf i løbet af eftermiddagen og blev straks dirigeret til Zie­ geleidorf med opgave at sikre mod øst og nordøst i tilslutning til III bataillons højre fløj. Regimentets II bataillon var endnu ikke nået frem.

Om fjenden vidste regimentet, at der overfor III bataillon stod tre kompagnier, og at disse stadig modtog forstærkninger fra sydøst. Af yderligere meldinger fremgik, at fjenden længere mod øst havde overskredet Berestowajo-floden og var under fremryk­ ning mod nord. Situationen mod syd var uopklaret.

I løbet af natten blev størstedelen af I bataillon afløst af en pionerbataillon og forlagt til rummet bag III bataillon, med hen­ blik på angrebets genoptagelse den følgende morgen. Forskyd­ningen blev en del forstyrret af et fjendtligt opklaringsfremstød. Fægtningsopklaring fra III bataillon viste, at fjenden havde gra­vet sig ned umiddelbart foran bataillonen. Herudover forløb nat­ ten roligt.

Ved daggry blev III bataillon imidlertid overraskende an­ grebet i ryggen. Fra stillinger i nogle uoverskuelige solsikke- og majsmarker foretog fjenden ildoverfald med håndvåben og fod­ folkskanoner både mod III bataillon og mod Ziegeleidorf. Sam­tidig udsattes III bataillon for en kraftig artilleriforberedelse, efterfulgt af et fodfolksangreb i fronten.

III bataillon indsatte cyklistkompagniet med omvendt front i et angreb mod Ziegeleidorf og havde selv held til at afslå frontal­ angrebet, Cyklistkompagniet kunne im dlertid ikke alene eliminere fjenden. Først efter at hele bataillonen i Ziegeleidorf samt dele af I bataillon også var sat ind, lykkedes det at nedkæmpe fjenden, der nu forsøgte at vige ud mod nord, men blev afskåret.

Efter kampen viste det sig, at en hel russisk skyttebataillon, der endog medførte fodfolkskanoner og tunge maskingeværer, i ly af mørket var sluppet igennem i skillelinien mellem III bataillon og bataillonen i Ziegeleidorf.

Hensigten med denne bataillons indsivning er øjensynlig. Ved udnyttelse af de svage punkter, der meget let opstår i området omkring en skillelinie, var det tilstræbt at foretage en dobbelt omfatning af den forreste del af den fjendtlige styrke i den hen­ sigt at give den frontalt angribende styrke mulighed for at løbe modstanderen over ende. At der i dette tilfælde ikke nåedes et heldigt resultat må alene tilskrives den omstændighed, at mod­ standeren rådede over tilstrækkelige reserver til at omfatte den infiltrerende styrke.

Formålet i det næste eksempel, som skal refereres, er nøj­agtig det samme, blot i meget større målestok. Her er det „eleven“, der viser, hvad han har lært!

Efterhånden som tyskerne såvel på østfronten som i Nord­afrika indhøstede erfaringer i infiltrationskamp, omsattes og videreudvikledes disse for at blive brugt mod modstanderne. En af foregangsmændene i dette arbejde var Otto Skorzeni, som i sin specielle træningslejr i nærheden af Berlin uddannede specialister i infiltrationskampe og commandoraids.

Da Hitler undfangede ideen til en modoffensiv i Vest, som et sidste desperat forsøg på at hindre de vestallieredes march ind i Tysklands hjerte, var det naturligt, at Skorzeni skulle spille en hovedrolle.

Han skulle opstille en panserbrigade(15), som ved offensivens begyndelse skulle sive gennem de allieredes linier for at støde frem og sætte sig i besiddelse af de vigtigste Meuseovergange for at forhindre, at amerikanerne sprængte dem i luften ander deres tilbagegang, og således bane vejen for hovedkræfternes fremstød.

En så.storstilet indsivning krævede naturligvis store forbe­ redelser, og Skorzeni og lians hjælpere måtte rydde mange hin­ dringer af vejen, inden det lykkedes at stille en anvendelig styrke på benene. Oprindelig var det meningen, at denne udelukkende skulle udrustes med erobret fjendtligt materiel, specielt Sherman kampvogne. Forsyningsvanskelighederne var im idlertid så store, at man til sidst måtte affinde sig med 12 tyske Panther, ombygget så silhouetten lignede en Sherman.

15) O.S.: Geheimkommando SkoTzeni, side 267f.

Men da Ardennerøffensiven indledtes en decembermorgen 1944, havide Skorzeni givet startsignalet til operation „Greif“, og hans styrker var i allierede uniformer og camouflerede kampvogne allerede langt bag de allieredes forreste linier, hvorfra de kunne melde om depoters beliggenhed og kontrollere de veje, ad hvilke de allieredes forsyninger førtes frem. De spærrede veje med fæl­dede træer, overskår telefonledninger, vendte vejskilte og stillede sig op i vejkryds og dirigerede allierede forstærkninger i forkerte retninger.

De udspredte rygter om, at fronten var i opløsning, ja spredte i det hele taget al 'den forvirring de kunne overkomme, og selv general Eisenhower blev af sikkerhedsmæssige grunde i flere dage belagt med arrest — til stor ærgrelse for ham selv.(16)

Der skal ikke her forsøges en analyse af årsagerne til, at operationen ikke førtes til en heldig afslutning, men blot kon­ stateres, at talrige af især amerikanske beretninger om „The Battie of the Bulgé“ tilskriver Skorzenis operation „Greif“ størstedelen af æren for, at tyskerne var i stand til at gøre indbruddet så stort, som det blev.

YI.

En undersøgelse af rene infiltrationsforetagender støder på visse vanskeligheder på grund af emnets righoldighed, en om­ stændighed, der hovedsagelig bunder i, at improvisation og over­ raskelse er fundamentale faktorer for infiltration. En medvirkende årsag hertil er også, at der ikke eksisterer noget skarpt skel mel­lem infiltrationsbegrebet anvendt under indsivningsangreb og un­der rene infiltrationsforetagender. Visse retningslinier for deres anvendelse og udførelse vil dog kunne opstilles.

De opgaver, der kan stilles en sådan infiltrationsstyrke, kan i hovedsagen sammenfattes således:

1) Efterretningsopgaver (oplysninger om fjendens styrke, for­ syninger, dispositioner).

2) Ødelæggelse af fjendens forsyningslinier.

3) Angreb på og ødelæggelse af depoter, broer, kommando­ stationer, artilleristillinger eller andre nøgleinstallationer.

4) Udmattelse og forvirring af fjenden ved operationer i hans bagland.

16) D. D. E .: Crusade in Europe, side 398. 17) FM 7 — 10, pkt. 263f.

Det er tidligere fremhævet, at infiltrationsforetagender for at lykkes for det første kræver nøje (og ofte langvarige) forbere­ delser og særdeles veluddannede tropper, men at også vejret og terrænets karakter samt ikke mindst fjendens opstilling og styrke er af afgørende vigtighed.

En infiltrerende styrkes størrelse er ganske afhængig af op­ gavens karakter, men bør principielt være så lille som mulig. Er styrken blot af nogen størrelse, stilles føreren overfor valget om, hvorvidt han skal infiltrere med styrken samlet eller opløse den i mindre enheder — måske helt ned til enkeltindivider — og således „sigte“ den gennem den fjendtlige stilling som sandkorn gennem et sold for derefter at samle dem igen bag fjendens linier.

En afgørelse af, hvilken fremgangsmåde der bør vælges, må baseres på et grundigt forarbejde i henseende til studier af fjen­dens opstilling og terrainets muligheder samt til troppernes ud­ dannelse og kvalitet.

Infiltrerer styrken samlet, har føreren den fordel, at han stedse har kontrol over sin styrke. Muligheden for fjendtlig er­ kendelse af infiltrationen bliver også herved større, men chancerne kan dog formindskes ved samtidig indsættelse af patruljer over bred front til vildledning.

En infiltration med styrken opdelt i mindre grupper kræver længere og mere omfattende forberedelser og bedre tropper, men vil oftest vise sig at være mere lønnende.

Forud for en sådan infiltration må navnlig følgende fast­ lægges:

  1. 1)  Samlepunkter for de deltagende styrker, når disse er nået igennem, samt en nøje gennemgået (og indøvet i tilsva­rende terræn) forsvarsplan for disse. Hver eneste mand skal være fuldt fortrolig med planen i sin helhed, så op­ gaven ikke kompromitteres ved enkelte folks eller enheders udeblivelse. De deltagende enheder må være fuldt fortro­lige med de valgte punkters karakter, opnået ved studium af luftfotos og modeller, evt. også gennem forudgående patruljering.

  2. 2)  Infiltrationsstriber. Det vil sige fremrykkeveje for de i infiltrationen deltagende småstyrker. Disse må være så­ ledes adskilte, at sammenstød mellem enhederne indbyrdes kan udelukkes. Såfremt det ikke er muligt at vælge det fornødne antal adskilte fremrykkeveje, kan flere styrker blive tvunget til at anvende samme fremrykkevej. En nøj­ agtig regulering vil da være nødvendig, så der sikres et tilstrækkeligt stort tidsinterval mellem de enkelte enheder. En „startofficer“ må her være ansvarlig for styrkernes ret­ tidige fremsendelse.

3) En frist, indenfor hvilken småstyrkerne skal være nået frem til de befalede samlepunkter for herved at give fø­reren mulighed for at disponere. Føreren kan i givet fald blive nødsaget til at udføre den givne operation med en betydelig mindre styrke end beregnet eller måske endog opgive den. For at undgå at sætte føreren i en sådan tvangssituation, må der ved fastsættelse af fristen udvises stor ædruelighed, og de planlæggende myndigheder må stedse holde sig for øje, at en grundlæggende faktor for heldig gennemførelse af infiltration er tålmodighed.

Som før nævnt fremviser de seneste krige en righoldighed af eksempler på infiltrationsforetagender, hvoraf nogle enkelte skal fremdrages til belysning af de opstillede principper.

Første gang, man under den anden verdenskrig rigtig hører om infiltration, er fra kampene i Finland.(18) På grund af terrænets karakter og styrkernes ofte manglende tilstrækkelighed måtte behovet for sikring i flanke og ryg oftes løses ved en ud­ strakt patruljevirksomhed; men også senere, da fronterne stabili­ seredes, bevaredes en stræben efter at komme ind i flanke og ryg på fjenden ved langtudgående omfalningsbevægelser gennem øde­ marker eller over tilfrosne søer eller ved infiltrationsforetagender.

Ligesom for den russiske soldat er for den finske infiltra­ tionskampen en naturlig kampform. Hans personlige styrke, mod og sejge viljekraft, parret med fortrolighed med livet i skove og ødemarker — altsammen udtrykt i ordet sisu — gør ham til en fremragende infiltrationssoldat.

Navnlig på Ladogafronten forekom i slutningen af 1941 en række eksempler på sisu-patruljers virke. Således fik to mand,(19) hvoraf den ene kort forinden var overflyttet fra en stabsdeling til fronttjeneste på grund af mangel på personel fremme — til opgave at fremskaffe nøjagtige oplysninger om den overfor ligende russiske styrke ved at overfalde en russisk kommandosta­ tion, som man vidste var beliggende et godt stykke bag de for­ reste russiske linier.

18) K. K. A. H. & T. skriftserie, nr. 1, 1943, forord. 19) ibid, side 113f.
19) ibid, side 113f.

Efter omhyggelige instruktioner sneg de to mand sig, ud­ rustet med såvel pistoler som maskinpistoler, i løbet af en nat gennem de russiske lin ie r og nåede ved daggry den opgivne po­ sition, hvor de ganske rigtigt fandt en russisk kommandostation i et lille træskur.

Medens den ene dækkede, krøb den anden frem til skuret og slog posten, der stampede frem og tilbage foran skuret, ned med et slag af pistolskæftet. Alarmeret af postens skrig strømmede de i hytten værende russere ud, blot for at blive mødt af en kugleregn fra den anden finnes maskinpistol. Den første sprang under den forvirring, der herved opstod, ind gennem et vindue, men kom nu i håndgemæng med en tilbageværende russer, som det dog lykkedes at gøre ukampdygtig med et slag af pistolskæftet. I hast samlede han nu alle papirer, han kunne få fat i, og forsvandt.

Resten af dagen gemte de to mand sig under en bro over en lille bæk. Her stod de i vådt ler hele dagen uden at turde røre sig af frygt for, at de russiske eftersøgningspatruljer skulle op­ dage dem. Først da det blev mørkt, vovede de sig frem, men blev kort efter beskudt. De søgte dækning bag et dige og besvarede ilden med deres pistoler. De afgav kun nogle enkelte skud og holdt så inde, indtil en russisk patrulje, som øjensynligt regnede med, at de havde opbrugt deres ammunition, kom helt ind på dem. De åbnede nu med deres maskinpistoler overraskende ilden, og de af den russiske patrulje på ca. 20 mand, der ikke blev dræbt, flygtede i panik ind i skoven. Uden yderligere episoder kunne patruljen herefter fortsætte tilbage med sine oplysninger, der senere viste sig af uvurderlig betydning for et senere angreb.

Når dette eksempel er fremdraget, er det ikke blot for at give et eksempel på en infiltrationsopgave, og på hvilket stof infiltrationssoldaten skal være gjort af, men også for at under­ strege et par af de ting, der dagligt terpes på vore eksercerpladser, hvor post- og patruljetjeneste gennemgås:

1) En post skal altid mindst bestå af to mand, der gensidigt sikrer hinanden. En enkeltpost er altid udsat for at blive overrumplet og kan ikke betragtes som nogen sikring.

2) En styrke må aldrig udsætte sig for en så simpel krigs­ list som den, den russiske patrulje blev offer for, da den samlet styrtede frem mod de to finner. Det er af afgø­ rende betydning, at man sikrer sig den nødvendige støtte (og sikring) for enhver bevægelse.

Medens den kampløse infiltration bos finnerne udviklede sig naturligt inden for rammerne af den „konventionelle krigsførelse“, som en videreførelse af sikrings- og patruljetjenesten, så byggede udviklingen af denne kampform i de vestlige lande, og her først og fremmest England, på en nyskabelse. Den blev lier især baseret på enkeltpersoners indsats, vel nok i overensstemmelse med et karakteristisk træk ved den vestlige verden, individets selvstæn­ dighed.

Karakteristisk er her tilsynekomsten af „private hære“, min­ dre enheder, der satte sig som mål at føre krigen ind i fjendens lejr.(20) De dukkede spontant op, da Dunkirk berøvede England muligheden for regulær krigsførelse. De gjorde landgang på det besatte Europas kyster, snigmyrdede vagtposter og lagde sig i bag­ hold for transporter.

20) C. F .: Commando extraordinary, side 199.

Efterhånden blev disse kommandoer, som de snart benævntes, samlet under eet i den officielle „Commando Brigade“. Denne ud­ viklede efterhånden sin specielle kampform, commando raids.

Enkelte af de „private hære“ overlevede dog og udmærkede sig navnlig under krigen i ørkenen, hvor de sammen med andre nydannede var et vigtigt instrument for den 8. armé til ødelæg­ gelse af Rommels forsyningslinier og indhentning af oplysninger om hans dispositioner.

Blandt disse var først og fremmest „Special Air Service“ der ved krigens slutning havde udviklet sig til en brigade, og i 1950 fik officiel status som et „Territorial Regiment“.

Special Air Service specialiserede sig især i ødelæggelse af flyvepladser langt inde i fjendens bagland. Ved operationer fra en hem m elig base i ørkenen lykkedes det således denne enhed i løbet af tre måneder at ødelægge flere fjendtlige flyvemaskiner end nogen af R.A.F.s Fighter Sqnadrons.21)

„Long Range Desert Group“22) var en anden af de,i ørkenen opererende „private hære“. Den blev grundlagt af en videnskabs­ mand, der før krigen havde foretaget talrige rejser i ørkenen. Ved hjælp af solkompas og tillempede astronomiske metoder gjorde denne enhed navigation i ørkenen let og sikker. Den ope­ rerede hovedsagelig i den sydlige ørken, hvor den ved hjælp af udlagte depoter var i stand til at opholde sig i månedsvis bag fjendens linier og her kontrollere og forstyrre hans forsynings- linier.

A t der var store vanskeligheder at overvinde, bevidner fø l­ gende eksempel23):

Den 2. september 1942 forlod en styrke bestående af New Zealændere, Rhodesianere øg engelske gardesoldater Æ gypten

(skitse 2). Styrken var opdelt i tre patruljer fordelt på 22 køre­ tøjer. Den 12. september havde de tilbagelagt 1000 miles gennem ørkenen og var nået frem til et punkt 15 km syd for byen Barce. Den ene patrulje drog herfra videre mod en flyveplads ved

21) ibid, side 205.
22) V.P.: Private army, side 72.

23) ibid, side 196.

Benghazi, og resten rykkede ind mod Barce. Her overfaldt de natten til den 14. september dels det italienske hovedkvarter og en lejr i udkanten af byen og dels en flyveplads øst for byen. Overfaldet på flyvepladsen foregik på den måde, at patruljen kørte op til indkørslen, og efter at have åbnet den store jemlåge, uantastet fortsatte i enkeltkolonne ind på pladsen. Det første de traf på, var en benzinvogn, som straks blev sat i brand ved be­ skydning. Herefter oplystes det meste af pladsen, og patruljen fortsatte, stadig i enkeltkolonne, rundt til de forskellige maskiner, efterhånden som de opdagede dem.

Maskinerne blev ødelagt ved, at der fra alle vognene blev skudt et par byger under forbikørslen. Var maskinen ikke i brand, når sidste jeep passerede, stoppede denne op, og der anbragtes en fosforgranat i cockpittet.

Først efter ca. en times tid var besætningen på flyvepladsen kommet sig af overraskelsen og gik i gang med at forsøge at be­ kæmpe patruljen, men da havde denne udført sit hverv og havde trukket sig tilbage til samlepunktet tiden for byen.

Operationen var heldigt gennemført; nu stod blot tilbage at komme hjem til basen i Ægypten. Dette gik knapt så let. Efter et tysk flyverangreb, der ødelagde samtlige køretøjer med und­ tagelse af eet og sårede en del af besætningen, måtte patruljen marchere ca. 200 miles gennem ørkenen, indtil den mødte en an­ den patrulje, der pr. radio kunne tilkalde en flyvemaskine, som derefter transporterede styrken resten af vejen tilbage til Ægypten.

Også efterretningsvirksom hed udførtes i stor udstræ kning af disse infiltrationsstyrker. En tredie af de „private hære“, Popski’s Private Anny — grundlagt af en tidligere ingeniør ved en sukker­ mølle i Cairo — fik således til opgave at rekognoscere for mulig­ hederne for at angribe Mareth-linien fra syd med motoriserede enheder, da 8. Armé stod overfor denne Rommels sidste forsvars- linie i Tunis.24)

Det lykkedes efter en eventyrlig tur fuldstændigt at få kort­ lagt de tysk-italienske m inefelter og finde en egnet frem rykkevej for kampvognsstyrker syd om linien. Syv uger senere kunne det New Zealandske Corps, omfattende Second New Zealand Division, The Eigth Armoured Brigade og general Lederes styrke samt se­ nere yderligere First Armoured Division, rykke frem ad denne vej og angribe Rommels sydlige flanke, hvilket havde til følge, at han måtte opgive denne ellers så stærke stilling.

24) ibid, side 281.

Ørkemfelttoget blev på mange måder egenartet på grund af de specielle terrainforhold. Det gælder anvendelsen af kampvogns­ styrker, og det gælder anvendelsen af disse specielle enheder i infiltrationskam pe.

Men også fra de europæiske krigsskuepladser kan hentes eks­ empler på kampløs infiltration. Ikke alene specielle enheder, som f. eks. „Special A ir Service“,25) anvendtes hertil. Også blandt de „regulære styrker“ var der en trang til at benytte denne kamp- form.

For tyskernes vedkommende kan grunden dertil sikkert søges dels i deres evne til at udvikle de erfaringer, de indhøstede un­ der kampene på østfronten, og dels i den tyske soldats evne til selvstændig optræden, en evne, som tilfulde var påkrævet under tyskernes forsvarskampe i krigens sidste del. Tyskerne udviklede herunder en forsvarstaktik, der hyggede på en stædig fastholden af skulderpunkter (skitse 3) ved roden af de fjendtlige indbrud for med disse som udgangspunkter dels at foretage en kraftig in­ filtration med små grupper, bevæbnet med maskinpistoler og lette maskingeværer, for at ødelægge signalforbindelser og forsynings­ linier og få modstanderen til at ødsle sin ammunition bort, og dels herefter at gennemføre en række modangreb med begrænsede mål, alt i den hensigt at eliminere indbruddet ved dets rod.26)

Et typisk eksempel på dette er de voldsomme kampe om Anziobrobovedet i dagene 3.— 5. februar 1944, hvor tyskerne under

25) Current report front overseas, nr. 86 af 9. maj 1945.
26) A. F. in A. S.: Anzio Beachhead, side 56.

anvendelse af den ovenfor beskrevne taktik søgte at eliminere den 1. britiske division.27)

For de vestallieredes vedkommende må den forøgede anven­ delse af infiltration ses i forbindelse med udviklingen inden for natkamp. Medens aktiviteten om natten tidligere hovedsagelig var begrænset til patruljekampe med mindre styrker, så blev nu an­ grebsforetagender med kompagni og større led et væsentlig led i kampens førelse. Dybest set hænger dette sikkert sammen med, at de vestallierede for at få operationerne igang på det europæiske fastland først måtte skaffe sig fodfæste på dette. Men så snart fodfæste var opnået, måtte rummet hurtigt udvides for at skaffe den fornødne frihed for manøvre. Hertil krævedes mere tid, end den lyse tid af døgnet udgjorde, og natten måtte derfor også an­ vendes. Dette medførte, at der i uddannelsen blev lagt stor vægt på kamp i mørke, og tropperne vænnedes herigennem til at be­ tragte natkampe som noget naturligt og drage fordel af den over­ raskelse, der derved kunne opnås.

Et eksempel på regulære troppers anvendelse af kampløs in­ filtration finder vi i indledningen til den 84. US Divisions over­ gang over Weserfloden ved Barkhausen lige nord for Weser Gebirge (skitse 4).28)

27) ibid, side 44.
28) The 84th. Inf. Div. in the Battle of Germany, side 209.

Ingeniørmæssigt var det af divisionen valgte overgangssted ikke særligt godt. Set fra et taktisk synspunkt var det imidlertid velegnet på grund af den beskyttelse, Weser Gebirge gav trop­ perne i flankerne, så snart fladen var passeret. Hertil kom over­ gangsstedets psykologiske fordel. Det logiske sted at gå over var nær Minden eller syd for Weser Gebirge. Ved at vælge et sted, der ikke var nær Minden og dog nord for Weser Gebirge var det muligt at støde frem på et sted, der var mindre under mistanke og derved også den fuldkomne overraskelse.

Efter omhyggelige forberedelser indledtes overgangen den 6. april 1945 kl. 0500. I stormbååde satte I bataillon af 335. Infantry Regiment over floden med to kompagnier. Tavse og lydløst ryk­ kede ide ind i Lerbeck, og først da I bataillon havde konsolideret sig i Lerbedk uden at have løsnet eet Skud, og sidste del af den efterfølgende III bataillon blev sat over kl. 0630, blev tyskerne klar over overgangen, og først på dette tidspunkt udløstes divisio­ nens forberedte støtteild.
V II.

Et væsentligt element i al infiltration er — som allerede flere gange fremhævet — overraskelse. Terrainets og vejrligets mulig­ heder udnyttes ofte ud over grænsen af det, der normalt anses for gennemførligt. Metoder skal ustandselig varieres for ikke at give modstanderen mulighed for på grundlag af erfaringer at gennemføre sikre modforanstaltninger. En operation som den, der udførtes, da Nymegenbroen i september 194429) sprængtes i luf­ ten af en torpedomine, lader sig ikke gentage med held. Det var en af Otto Skorzenis frømænd, der havde forankret den under broen efter at have færget den ned ad floden. Da operationen senere på Hitlers direkte ordre og mod Skorzenis protester skulle gentages, mislykkedes den, fordi de allierede passede bedre på og holdt flodløbet under konstant observation.

Det vil derfor være forbundet med store vanskeligheder at gennemføre et virkeligt effektivt forsvar mod infiltration.

Den allerede tidligere citerede tyske generalmajor von Mel- lenthin sammenfatter sine erfaringer for et heldigt gennemført forsvar således30):

„— Stærkt besatte linier, velorganiseret i dybden og konti­ nuerligt afpatruljerede af årvågne mænd og —- frem for alt — tilstrækkelige lokale reserver, rede til med øjebliks var sel at kunne sættes ind for at kaste de ubudne gæster ud igen!“

29) 0. S.: Geheimkommando Skorzeni, side 213.
30) F.W.v.M.: Panzer battles 1939—45, side 181.

Disse krav viste det sig under den anden verdenskrig som oftest umuligt at honorere på grund af fronternes store udstræk­ ning og de til rådighed værende troppers fåtallighed. Også i fremtiden vil dette ganske givet være uigennemførligt, ikke mindst under indflydelse af taktiske atomvåben, hvis indførelse vil stille stadig større krav til spredning af styrkerne.

Man kan ud fra de sidste kriges erfaringer opstille tre grund­ elementer, på hvilket forsvaret mod infiltration må bygges, nem­lig 31) :

1) Observations- og lytteposter.
2) Patruljer.
3) Lokale reserver.

Observations- og lytteposternes opgave er, i forbindelse med patruljering såvel foran som inde i stillingen, at konstatere, hvor­ vidt infiltration finder sted.

Dette kan i sig selv ofte være en næsten uløselig opgave, især hvor det drejer sig om infiltration med opløste enheder. Som supplement anvendes derfor i udstrakt grad alarmminer, akkustisk alarmering og pigtråd. Især i fremtiden, hvor der må regnes med større spredning, må en forøget anvendelse af disse midler f orudses.

Også oplysning af terrainet kan i visse tilfælde med fordel anvendes. Det kan i denne forbindelse være interessant at kon­ statere, at russiske kilder opgiver, at man ved hjælp af signal- pistoler var i stand til at oplyse en front på 300—600 m i 15—20 m inutter med 200— 250 lyskugler og observere kampvogne på op til 1000 m afstand.32)

Patniljeme skal bestå af veltrænede og let udrustede folk, der er i stand til at følge de infiltrerende styrker, så snart så­ danne erkendes, til deres planlagte samlerum. Patruljernes opgave vil således sjældent være nedkæmpelse af den indtrængende fjen­ de, men derimod skygning af ham og kontrol med ham indtil de til nedkæmpelse bestemte reserver indsættes.

Et særdeles effektivt hjælpemiddel for „skygningspatruljeme“ er patruljehunde; såvel fra østfronten som fra Korea foreligger beretninger om sådanne hundes store effektivitet.

31) M. T. maj 53, 6ide 173 og A. S.M. Z. apr. 52, side 266.
32) N. B. J.: Natsigtemidler, side 2.

Den militære forskning søger ved udvikling af infrarødt ma­ teriel at give forsvareren sådanne midler i hænde, at en om­ gående likvidering af infiltrerende styrker vil være mulig. Men dette m ateriel er — i hvert fald in d til nu — både kom pliceret og kostbart, så tilstrækkelige mængder sikkert sjældent vil være til rådighed.

Det vil sikkert derfor også i fremtiden være normalt, at for­ svareren — med mindre infiltrationen omfatter større styrker, som med held kan rives op af overfaldsstyrker, rigeligt udstyret med automatiske våben — i første omgang lokaliserer og kon­ trollerer infiltrationsstyrken, in d til han ved daggry sætter sine reserver ind til likvidering, endnu inden fjenden får indblik i stillingens indre. Følgende eksempel viser en sådan fremgangs­ måde33) :

Under kampene i Anziobrohovedet angreb 30. US Division den 30. januar 1944 i brohovedets sydlige del mod nord i et for­ søg på over Cistema at trænge videre frem langs hovedvej 7.

Angrebet var planlagt indledet af 1. og 3. Ranger Battalion, der var specielt trænede i infiltrationskamp. De skulle gå frem en tim e fø r hovedangrebet og i ly af m ørket in filtre re gennem fjendens stillinger for at sætte sig i besiddelse af Cisterna og bolde den, indtil hovedstyrken kunne nå frem. 4. Ranger og III. ba- taillon af 15. Infantry Regiment skulle følge efter langs vejen Conoa-Cisterna. K l. 0200 skulle 7. og 15. Infantry Regiment der­ efter foretage hovedangrebet, 7. til venstre og 15. om og til højre fo r vejen Conca-Cisterna.

Samtidigt skulle 504. Paracliute Infantry foretage en diver­ sion langs Mussolini-kanalen for at beskytte divisionens højre flø j (skitse 5).

Kl. 0130 rykkede 1. og 3. Rangers over Mussolini-kanalen. Hver mand havde to bandoler med ammunition slængt over skul­ deren og lommerne fyldt med håndgranater. I enkeltkolonne krøb bataillonerne lydløst fremad langs den lille Pantanobæk, som løber mod nordvest over markerne til højre for Conca-Ci- sternavejen. I den m ørke nat bevægede kolonnen sig tæt fo rd i talrige tyske stillinger, adskillige gange måtte kolonnen trykke sig ind til bækkens sider, når tyske vagtposter gik forbi, øjensyn­ ligt uden at ænse den infiltrerende styrke.

Ved daggry var teten af 1. bataillon nået til det sted, hvor bækken krydser vejen og var mindre end 800 m fra Cisterna.

33) A. F. in A. S.: Anzio Beachhead, side 28.

3. bataillon fulgte umiddelbart efter, og køen af denne bataillon havde passeret vejen fra Isola Bella.

Da det første dagslys afslørede kolonnen på vej mod Cisterna, åbnede en stærk tysk styrke på bl. a. tre selvkørende kanoner overraskende ild mocl dem. Batailloneme udviklede, og det lyk­ kedes dem at nedkæmpe alle tre kanoner. Men efterhånden som det blev mere lyst, blev batailloneme udsat for voldsom ild fra alle sider. Batailloneme besvarede ilden, så godt de kunde, men det var øjensynligt, at tyskerne havde erkendt infiltrationen og havde forberedt et baghold.

Kl. 0730 brød 1. bataillon radiotavsheden og meldte om si­tuationen; en tim e senere havde en m indre styrke erobret nogle enkelte huse nær stationen i Gsternas udkant, men resten af de to batailloner var stadig bundet i det åbne terræn syd for byen.

Infiltration 295

4. Rangers og III bataillon, 15. Infantry Regiment søgte at komme de to batailloner til undsætning, men blev tvunget til standsning ved Isola Bella.

Ved middagstid blev de to batailloner angrebet af kamp­ vogne, der splittede styrken op i små grupper. Kl. 1230 sendte 3. Rangers sin sidste melding. Af 767 mand, der deltog i infil­trationen, lykkedes det kun 6 at undslippe. De fleste af resten blev taget til fange.

Det i det foregående omtalte vedrørende poster, patruljer og lokale reserver til erkendelse og nedkæmpelse af infiltrationer er ikke alene en foranstaltning, som skal foretages blandt de for­ reste styrker i forsvarsstillingen. Også i stillingens indre, i divi­ sionsreserven, ja helt tilbage i området bag fronten, bør træffes foranstaltninger til imødegåelse af infiltrationsstyrker, ligesom der overalt bør træffes foranstaltninger til varsling af alle styrker i området, hvor infiltrationen erkendes, således at opmærksomhe­ den overalt skærpes og vagter ved vigtige installationer kan for­ stærkes.

Under Koreakrigen var et af de hyppigste objekter for kine­ sisk infiltration FN-styrkemes artilleristillinger. Dette hænger må­ ske i nogen grad sammen med, at de kommunistiske styrker sav­ nede det mest effektive våben mod artilleriet, et stærkt luftvåben. Men også i fremtiden må man sikkert forberede sig på, at ar­ tilleristillinger vil være et hyppigt mål for infiltration. Det er derfor af afgørende vigtighed, at artilleriet ikke alene er i stand til at skyde med sine kanoner, det må tillige være uddannet til i givet fald at kunne forsvare sig (og sine kanoner) i nærkamp med en modstander, der tilfulde mestrer nærkampens kunst.

Til illustration af betydningen af et effektivt nærforsvar af artilleristillinger skal kort refereres to eksempler fra kampene i Korea.

Under kampene i perimeteren om Pusan i august-september 1950 var Battery A fra 64. Field Artillery Battalion i stilling 2,5 miles nord for Haman ved hovedvejen Chinju-Masan (skit­ se 6).34)

Batterichefen havde på grund af kendskabet til nordstyrker- nes infiltrationstaktik anbragt batteriet så samlet som muligt. Da der i den lille slugt, som dannedes af højdedraget syd for jernbanen, ikke var plads til hele batteriet, var den ene af ka­ nonerne anbragt nord fo r jernbanen, m ellem denne og hovedvejen. H er var også batteriets om stillingsbord placeret, medens skydecentralen lå syd for jernbanen og indenfor råbeafstand fra kanonerne.

34) G.: Combat actions in Korea, side 31.

Naerforsvaret omfattede 4 stk. 12,7 maskingeværer, 3 lette maskingeværer, en observations- og lyttepost og 2 M16-halftrucks, hver monteret med 4 stk. 12,7 maskingeværer. Fire af posterne var placeret på højdedraget rundt om batteristillingen og var i forbindelse med hinanden pr. telefon. De andre var inden for råbeafstand.

Ved tretiden om morgenen den 3. september blev batteriet angrebet af en mindre styrke, der kom fra terrainet nord for samlingen af huse ved hovedvejen. Samtidig med dette blev bat­ teriet også angrebet sydfra, og i løbet af en halv time var kanon- besætningerne fordrevet fra deres kanoner og samlet i den lille grav, der lå syd for jernbanen. Her lå de bundet til stedet indtil daggry uden at kunne effektuere nogen af det foranværende fod­ folks ønsker om støtte. Først ved daggry, da nordstyrkerne fri­ villigt trak sig tilbage, var det igen muligt at bemande kanonerne, som ikke var blevet ødelagt, men kun overmålet med kridt med nummeret på angriberens enhed!

Som skarp modsætning til nævnte begivenhed ved dette bat­ teri, hvor man i høj grad havde forsømt at foretage tilstrække­ lige foranstaltninger til nærsikring af batteriet, hvorved fjenden nåede sit øjensynlige mål — at forhindre batteriet i at skyde i løbet af natten — , står en anden episode, der udspilledes den 23. april 1952 omkring 92. Armoured Field Artillery Battalion umid­ delbart nord for den 38. breddegrad (skitse 7).35)

92. Armoured Field Artillery Battalion, en selvkørende 155 mm liaubitsenhed, havde i løbet af dagen foretaget et stillings- skifte tilbage og stod nu i stilling som vist på skitsen.

Batteri C havde anbragt sine kanoner nord for en lille vej på en jævn bagskråning. Batteri A og stabsbatteriet stod i en rismark syd for vejen sammen med batteri A fra 17. Field Artil­ lery Battalion. Dette batteri var et trukket batteri, som midler­ tidigt var udskiftet med bataillonens eget batteri B.

Sent paa eftermiddagen var sidste kanon bragt i stilling og klar til skud, og skønt bataillonen næsten ingen søvn havde fået i de sidste 36 timer, begyndte den straks at etablere et nærforsvar.

Bataillonen havde et fast nærsikringssystem. Det bestod af:

1) Patruljer, der dækkede det nærliggende terræn.

2) Posteringer — som regel etableret omkring en halftruck — med opgave at alarmere samt at sinke en eventuel angriber.

3) En fuldt bemandet forsvarslinie lige uden for håndgranat- kastafstand fra bataillonens nøgleinstallationer.

4) En mobil reserve i bataillonens midte. Denne reserve dan­ nedes som regel af to eller tre halftrucks, hver bemandet med 6—8 mand.

På grund af den begrænsede tid inden mørkefald, var der i dette tilfælde ikke tid til at udbygge det sædvanlige forsvars­ system, men der dannedes et komplet system af posteringer med alarm m iner i fronten af disse. Posteringerne blev forbundet med telefon og som alternativ forbindelse, oprettedes radioforbindelse. Der blev ikke udlagt pigtråd, ligesom der heller ikke blev tid til at forstærke stillingerne med sandsække, således som sædvanen var. Hver postering blev bemandet med 4— 8 mand, hvoraf halv­ delen var i beredskab.

Bataillonen støttede 1. Marine Division, der havde planlagt at gå tilbage ved daggry den 24. april. Bataillonen skulle længst muligt kunne støtte divisionen, men skulle dog være rede til at gå tilbage kl. 0530, det trukne batteri allerede kl. 0400.

Natten forløb roligt, og henimod daggry forberedte man sig til stillingsskifte. Ved femtiden var det meste af bataillonen ved at forpleje. På dette tidspunkt opdagede man ved batteri C, at adskillige kinesere kravlede ind mod batteriet. Samtidig tændtes et af alarmblussene, og et fjendtligt maskingevær begyndte at beskyde batteriet. På dette signal blev samtlige forberedte stil­ linger bemandet, og fra batteri C besvarede man ilden med kanon- ild. Nu dukkede fjenden også op foran batteri A, men blev også her straks taget under ild.

35) ibid, side 162.

Straks ved alarmeringen gik afdelingens næstkommanderende ud for at inspicere forsvaret.

Hovedangrebet syntes at være rettet mod batteri C. På punkt 200, hvor der var seks gamle maskingeværstillinger, havde kine­ serne dannet en ildbase, medens andre fra kirkegården krøb frem mod batteriets stilling.

Under de voldsomme kampe, der nu fulgte, nedkæmpede batteri C de fjendtlige maskingeværer på punkt 200, medens en patrulje fra bataillonen i forbindelse med et par kampvogne, som den foranværende Marine Division sendte til forstærkning, ned­ kæmpede de fra kirkegården infiltrerende fjender.

Samtidig med alt dette udførte batteri C med fem af sine seks kanoner skydninger til støtte for marinedivisionens tilba­ gegang.

K l. 0730 kunne bataillonen påbegynde sin tilbagetræ kning efter at have løst den stillede opgave. Den havde under den fjendt­ lige infiltration lidt et tab på 4 døde og 11 sårede, medens kine­ serne efter m arinedivisionens senere opgørelse efterlod ia lt 179 dræbte rundt om artilleristillingen.

VHI.
Man kunne nu stille spørgsmålet: Vil infiltration i dansk

terrain overhovedet være muligt? Svaret herpå må blive et ab­ solut Ja. Det danske terrain frembyder med sin spredte bebyg­ gelse, sine talrige levende hegn og små skovbevoksninger, der be­ grænser observationen, netop talrige muligheder for uset at kom­ me ind i en forsvarsstilling.

Vort nyeste taktiske reglement, „Reglement for fodfolksbatail- lonen“, fremhæver da også, at forsvaret må lægge vægt på for­ anstaltninger til imødegåelse af fjendtlig infiltration.

' Det fastslås således, at „chefer for forsvarspunkter og for selvstændige posteringer, der er udskilt fra forsvarsområdet, til enhver tid har ansvaret for deres styrkes nærsikring. Dette an­ svar omfatter også tunge våben, som er i stilling i forsvarspunktet uden at være underlagt dettes chef — — “ .36)

36) BR, side 163.

Videre hedder det: „Observations- og lytteposter samt stående patruljer holder terrainet mellem forsvarsområderne under fort­ sat overvågen. Mod fjendtlig infiltration i uoverskueligt terrain eller under ringe sigtbarhed er en intensiv modpatruljering det virksøm ste m id d e l-------“ .37)

Og endelig: „— Stillinger for artilleri og tunge morterer, såvel evt. midlertidigt fremskudte som til støtte for kampen om hovedstillingen, samt stabe og visse faglige installationer tilstræbes af hensyn til faren for infiltration lagt inden for eller i nøje til­ slutning til forsvarsområder, hvis chefer da har ansvaret for nær­ sikringens sam ordning — — “ ,38)

De taktiske forskrifter har således tydeligt anvist fremgangs­ måder og placeret ansvaret for deres iværksættelse. Med de sta­digt stigende krav til spredning af styrkerne er det imidlertid et spørgsmål, om de til rådighed værende styrker v il være tilstræ k­ kelige til alene at kunne etablere et effektivt forsvar mod in­filtration.

Der er allerede omtalt nogle midler, som vil kunne effek­ tivisere forsvaret, således en udstrakt anvendelse af alarm m iner og pigtråd, samt indførelse af infrarødt materiel.

Også hunde har været nævnt. Det er et „kam pm iddel“, som herhjemme endnu ikke har været anvendt, men det er et spørgs­ mål, om det ikke vil være en absolut nødvendighed snarest at indføre patruljehunde, således at vore tropper allerede i fredstid blev fortrolig med anvendelsen af disse; for skulle krigen komme, er det hævet over enhver tvivl, at de vil være nødvendige.

Hjemmeværnet må ligeledes uddannes til at kunne medvirke i forsvaret mod infiltration, da en stor del af de objekter, det vil få ansvaret for bevogtningen af, netop vil være mål for fjendt­ lig infiltration. Det må i denne forbindelse ikke glemmes, at i en fremtidig krig vil der straks være en fjende bag fronten, for — som et kommunistisk medlem af det italienske senat udtrykte det i 195130); „Hvis krigen bryder ud, vil fredspartisaneme, som også er partisaner i krigen for forsvaret af friheden, vide, hvad deres pligt er — !“

37) BR, side 172.
38) BR, side 183.
39) D. & H.: Communist Guerilla Warfare, side 25.


I det store plan vil vi i fremtiden uden tvivl også opleve infiltrationskampe. Herom vidner ikke alene den omstændighed, at England gennem ophøjelsen af Special Air Service, der fra at være en krigsformation nu er et Territorial Regiment, udeluk­ kende rekrutteret af frivillige, har skabt sig en styrke af kom­ mandotropper, klar til øjeblikkelig indsats hvor på kloden, det end måtte være nødvendigt.40)

40) C. F .: Commando extraordinary, side 218.

Også russernes interesse i at få fat på Otto Skorzeni peger i retning af, at der fra det hold træffes forberedelser i så henseende.

I Amerika er man gået en anden vej, idet man gennem op­ rettelsen af et Ranger Course på Fort Benning, der er obliga­ torisk for alle nyudnævnte officerer, søger at udbrede den ånd og kampduelighed, som altid har karakteriseret Ranger-enhederne, til alle enheder.

Denne sidste løsning bør for os være et eksempel til efter­ følgelse, således at forstå, at der bør oprettes et kursus i infil­ trationskamp, som bliver obligatorisk for alle kadetter, forinden de efter overstået eksamen fra officersskolen går ud til troppe­ tjeneste. Kursus bør endvidere kunne søges af andre befalings- mænd, specielt oversergenter til friv illig tjeneste. A lt ud fra den betragtning, at vigtigst af alt må være at give den enkelte soldat — ligegyldigt hvilket våben han så end tilhører — en sådan ud­ dannelse, at han er rustet til at kunne forsvare sig selv og sin enhed mod en infiltrerende fjende.

Denne uddannelse omfatter først og fremmest en systematisk mørkeuddannelse, også under de ugunstigst mulige vejrforhold, en udvikling af den enkeltes fysiske og psykiske styrke samt en gennemført træning i en af fodfolkets vigtigste discipliner, pa­truljetjenesten.

København i marts 57.

Litteraturoversigt.

De med + mærkede kilder er citeret.

Bøger:

American Forces in Action Series: Anzio Beacldiead. American Forces in Action Series: Utah Beach to Clierburg.

Dixon and Heilbrun: Communist Guerilla Warfare. (George Allen & Unwin Ltd., London 1954).

 Draper, Tbeodore: Tbe 84th Infantry Division in the Battie of Germany. (The Viking — Press, New York 1946).

Eisenhower, Dwight D.: Crusade in Europe. (Permabooks, Garden City, Washington 1954).

Foley, Charles: Commando Extraordinary. (Longmanns, Green and Co., London 1954).

Gugeler: Combat Actions in Korea. (Combat Forces Press, Washington 1954).

History of the 313. Infantry in World War II. (Infantry Journal Press, Washington 1947).

Ludendorff, Erich: Meine Kriegserinnerungen 1914— 1918. (Ernst Siegfried Mittler und Sohn, Berlin 1919).

Middeldorf, Eike: Taktik im Ruslandfeldzug. (E. S. Mittler und Sohn, Darmstadt 1956).

Miksche, F. O.: Atomic Weapons and Armies. (Faber and Faber Ltd., London 1955).

Mellenthin, F. W. von: Panzer Battles 1939—1945. (Cassell & Company Ltd., London 1955).

Peniakoff, Vladimir, Private Army. (Jonathan Cape, London 1950).

Rendulic, Lothar: Gekämpft Gesiegt Geschlagen. (Verlag „Weisermühl, Wels — Heidelberg 1952).

Rigg, Robert B.: Red China’s Fighting Hordes.
(The Military Service Publishing Company, Harrisburg 1951).

Skorzeni, Otto: Geheimkommando Skorzeni. (Hansa Verlag, Josef Toth, Hamburg 1950).

Winthringham, Tom: The Story of Weapons and Armies. (Hougton M ifflin Company, Boston 1943).

Winthringham, Tom: New Ways of War, Svensk udg. Ny Krigsføring. (Albert Bonniers Forlag, Stockholm 1943).

Wilmot, Chester: The Struggle for Europe. (Collins, London 1952).

 

Tidsskrifter, Reglementer m. v.

Danmark:
Reglement for fodfolksbataillonen. (BR). Rekylgeværgruppens ildkamp.
Lærebog i Feltartilleriets sikringstjeneste (ABS 1954).

Militært Tidsskrift: Maj 1953.
M. B. Infiltration.
Juli 1953 — maj 1954. Oberstløjtnant M. Boisen: Østfronten 1941—45.

Et detailleret erfaringsmateriale.
Juli 1954. Oberst A. Storch: Lægger vi fornøden vægt på uddan­
nelsen i kamp om natten.
 

KL N. B. Juul: Natsigtemidler og midler til observation i mørke.
(Officersopgave ved SKS, april 1954).

Sverige:
Kungl. Krigsvetenskapsakademiens Tidsskrifts Skriftserie nr. 1, 1943:

Finska Fronskildringar från Svir.

Kungl. Krigsvetenskapsakademiens Handlingar och Tidsskrift, 1 og 2 haftet, 1952:

S. Hedengren: Sovjetrysk anfalls- och forsvarstaktik:

Norge:
Direktiv for manøvrering af feltartilleribataljon. (UD 8 — 176, 1954).

Amerika:
+ FM 7 — 10. Rifle Company, Infantry Regiment.

FM 7 — 20. Infantry Battalion. Combat Forces Journal:
September 1950. Major Bigg: Get Guerilla — Wise Februar 1951. General Hanralian: The Cinese Red Army and Guerilla Warfare.
Lt. col. Thomas J. Badger: Infiltactics.
April 1951. Major Edward M. Flanagan: Add a Blue Stripe.

July 1954. Lt. David Absliire: Patrols in Korea. The Infantry School Quaterly, july 1954.
Lt. col. William S. Coleman: Infiltration.

Training Bulletin no. 4, Combat information, july 1953, section III: Patrolling with scout dogs.

Schweitz:
Allgemeine Schweizerisch Militär Zeitschrift, april 1952.

Hptm. Pfenninger: Infiltrationen und deres Abwehr.

Tyskland: 
Militärwissenschaftlische Rundschau 1942, 2. hefte: Kampferlebnisse aus dem Feldzug gegen Sowjetrusland 1941/42.

Canada:
Canadian Army Journal,
October 1954.
Lt. col. H. F. Wood: A Study of Infiltration Tactics. Capt. M. Harrison: Dien Bien Phu.

Frankrig:
Revue de Documentation Militaire, nr. 78, maj 1955. Capitaine-commandant J. Dargent: Plnfiltration.

England:
Current Reports from Overseas, nr. 86, 9. maj 1945: An Action by

Troops of The Special Air Service.
Current Reports from Overseas, nr. 93, 27. jun. 1945: A long range
penetration patrol.

K. V. Nielsen.