I bemærkningerne til § 9 i forslaget til den nys vedtagne „Lov om forsvarets organisation“ hedder det ganske kort: „De i stk. 1 anførte våbenarter svarer til dem, der nu findes i hæren. Fodfolket er efter ønske benævnt infanteri i overensstemmelse med international sprogbrug.“ — Og uden videre kommentarer er da den næstsidste af de fordanskninger, der gennemførtes i hærloven af 1867, gledet ud1). De kom til verden uden en vis debat og skyldtes forøvrigt dengang ikke noget ønske fra de militære myndigheders side, men blev med den stærkt forsvarsinteresserede, nationale venstremand N. J. Termansen („Danmarks lærdeste bonde“ ) som ophavsmand fremsat som ændringsforslag på det sidste møde under 3. behandling i folketinget og vedtaget her med et knebent flertal (41 mod 35). Krigsministeren, general Raasløf2), stillede sig neutralt over for forslaget, vel ikke mindst ud fra det synspunkt, at det nu måtte have en ende med forhandlingerne, og at en strid om ord ikke burde give anledning til en yderligere forhaling. Han pegede dog på, at den glans der stod om den franske krigskunst gjorde det naturligt, at den militære terminologi — også på en lang række andre områder — havde et stærkt fransk indslag. Ministeren (der selv var artillerist og civilingeniør) overså her, at infanteri ikke er af fransk, men af spansk oprindelse. Forslaget må ses på baggrund af den just i hin periode meget levende interesse for dansk sprogrøgt og havde forøvrigt som direkte anledning, at man på et meget tidligere trin af forhandlingerne havde besluttet sig til at omdøbe intendanturkorpset til forplejningskorpset. Termansen kunne blandt andet henvise til, at tilsvarende ændringer allerede var indført i Norge, og man forandrede da ved samme lejlighed også „Cavalieri“ til „Rytteri“ , mens der dog ikke bragtes nye navne i forslag til de 2 sidste våbenarter (selvom H. P. Selmer3) allerede i 1861 havde foreslået artiltillerie t omdøbt til „Ildbrunim eriet“ !). Folketingsudvalget havde gjort Termansens forslag til sit, men ved forelæggelsen i tinget pegede formanden, den nationalliberale C. E. Fenger4), dog på, at betegnelsen „Fod folk“ led af den skavank, at man ville komme til at savne en tilsvarende benævnelse på den enkelte mand i fodfolket. Selvom ordet i sig selv jo ingenlunde var nyt, forekom dets anvendelse som organisatorisk betegnelse i det hele taget så uvant, at man ikke mente det sprogligt forsvarligt også at bruge det i sammensatte betegnelser, og in d til lovrevisionen af 1880 bestod fodfolket derfor stadigt af 5 infanteribrigader! Når infanteriet nu vender tilbage, er det vel rigtigt at pege på, at det ikke alene skyldes, at udviklingen idag går den stik modsatte vej:
imod en international standardisering, men vel nok så meget, at de sidste fodmarcherende enheder nu bliver motoriserede. Fodfolksnavnet har simpelthen ikke nogen berettigelse mere og må vige for det mere anvendelige infanteri, der i tidens løb har omfattet både fodmarcherende, beredent, cyklende, kørende og luftbårent. infanteri — for slet ikke at tale om de beredne marineinfanterister, der deltog i kampene foran Antwerpen under den 1. verdenskrig.
Men hvad betyder egentlig ordet „Infanteri“ ? — Ordstammen tyder i retning af noget med et barn, og det lyder jo i grunden ikke så imponerende. Det er værre endnu: det latinske „infans“ betyder „umælende“ eller, i en lid t udvidet betydning, „ude af stand til at udtrykke sig“ , „ lidet veltalende“ eller „enfoldig“ . Herfra er navnet gået videre til at betyde et lille barn (i Romerretten: et barn under 7 år). Men omend det er en trøst for en forhenværende „fodmand“ , at „infant“ blev en titel for de spanske kongebørn, er sammenhængen med våbenarten infanteri endnu vanskelig at skimte. Forklaringen er følgende:
Ligesom ordet „knægt“ efter omstændighederne kan betyde både en dreng og en voksen mand (jfr. landsknægt), har man i sin tid i Spanien brugt „infant“ også om de livegne bønder, der i retslig stilling ikke var stort bedre stillede end det umyndige barn. Og da det spanske fodfolk i middelalderen, som så mange andre steder, rekruteredes af de livegnes rækker, mens de frie mænd hørte hjemme i datidens hovedvåben rytteriet, har „infanteri“ altså oprindeligt været et ganske naturligt, men ikke særligt smigrende navn på den våbenart, der blev stillet op i det omfang, der ikke kunne tilvejebringes rytteri.
I det 14. og 15. århundrede vendte billedet, og fodfolket udvikledes lid t efter lid t — ikke mindst i kraft af håndvåbnenes udvikling — til hovedvåbnet. Og her blev på et tidligt tidspunkt det spanske infanteri et forbillede. Hvor højt det estimeredes kan ses bl. a. af følgende passus i Clausewitz’ kapitel om „Die kriegerische Tugend des Heeres“ (som han betragter som den vigtigste af krigens 3 moralske faktorer): „H vor meget denne ånd, denne gedigenhed, denne forædling af malmen til et strålende metal har betydet, ser vi hos Makedonierne under Alexander, de romerske legioner under Cæsar, det spanske infanteri under Alexander Farnese5), Svenskerne under Gustav Adolf og Franskmændene under Bonaparte“ .
På ganske samme måde som i en tidligere epoke rytteriets opblomstring skabte en særlig glans om navnet „M arskalk“ (hestepasser), således blev nu den oprindeligt nedladende betegnelse for en boben uvidende og livegne spanske bønder antaget som en ærefuld fællesbetegnelse for de europæiske hæres fodfolk. Dette fodfolk, der er blevet kaldt slagmarkens dronning.
Om det i dag er berettiget at tale om nogen hovedvåbenart frem for andre — eller overhovedet om nogen hovedbestanddel af det samlede forsvar — er måske svært at sige. Meget kunne dog tyde på, at der just for tiden sker en vis omvurdering, der fører til en større værdsætning af de konventionelle stridskræfter end man har været tilbøjelig til i de senere år. I denne forbindelse er det ikke uden interesse at læse den hilsen, som den amerikanske hærminister bragte i majnumret af „Infantrv“ :
,,Kære infanterister, Robert Louis Stevenson'5) har engang sagt: „Der er inænd — og grupper af inænd, som står over den almindelige hob: Soldaten, matrosen og ikke sjældent også hyrden ...“ . Det var ikke helt tilfæ ldigt, at stridsmanden og hyrden — eller vogteren — blev nævnt side om side i denne sammenhæng, og tiden har ikke ændret sandheden i Stevensons ord. På deres forposter langs frihedens grænser er amerikanske soldater idag i ordets egentligste forstand frihedens vogtere. Med deres allierede våbenbrødre danner de det første bolværk mod angreb og er et synligt og uomstødeligt bevis på vor nations forpligtelser i den fri verdens fælles forsvar. Intet medlem af vor kæmpende liær symboliserer vel i højere grad frihedens vogtere end infanteristen. Det er ham, der, ensom men årvågen, på post i en urolig fredstid, til syvende og sidst er det afgørende element i vore bestræbelser på at afholde fjenden fra angreb. På sin post fra Koreas bjerge til jerntæppets frynser i Europa er han et vidne om denne fundamentale sandhed: Mennesket er ikke blot det afgørende våben på krigsskuepladsen, men også den vigtigste kraft i bestræbelserne for at opretholde freden.“
Ringen er sluttet: Fra den enfoldige spanske bonde er vi over fodfolkshoben, skyttesværmene og det moderne, differentierede infanteri igen endt ved eneren, hyrden, den ensomme vagtpost, det jordbundne menneske, infanteristen som selve forsvarets sindbillede.
O. C. Permin.
