Vor taktik er i smeltediglen. Vor organisation bør tilpasses den taktik, vi ønsker at anvende. Chefen for Felthærens II Bataillon, Oberstløjtnant H. Kjær, fremfører nogle - af de ønsker til vor organisation, som må opfyldes for at infanteriet skal kunne klare de krav, der vil blive stillet til det på fremtidens slagmarker. Militært Tidsskrift åbner gerne sine spalter for en videre diskussion af emnet.
Lige siden kernevåbnenes fremkomst har man i alle stormagtshære bestræbt sig på at skabe klarhed over, hvorledes vilkårene v il forme sig på eventuelle frem tidige krigsskuepladser, og hvorledes man på bedste måde udvikler organisationen i overensstemmelse hermed. Også herhjemme har et sådant studium stået på gennem længere tid, og dette bidrag til den almindelige diskussion kan derfor forekomme overflødigt, men dels drejer det sig her om et emne, der på afgørende måde berører enhver professionel soldat, hvorfor det kan være vanskeligt at bekæmpe lysten til at give sit besyv med, dels vil en almindelig debat om emnet altid kunne virke stimulerende for selvstændig tænkning. Lad da dette tjene som undskyldning for, at en „umyndig“ oplader sin røst. Skal man konstruere et nyt stykke værktøj, må man nøjagtig vide, hvad dette skal bruges til; det naturlige udgangspunkt for nærværende betragtninger må derfor også være, at vi gør os klart, hvilke krav der v il blive stillet til vore enheder, og i det efterfølgende skal jeg forsøge glim tvis at belyse infanteriets organisationsproblem ud fra de mindste enheders vilkår, således som disse manifesterer sig under en forsvarskamp. Men lad os først se på, hvilken støtte bataljonen v il kunne forvente fra højere myndigheder, idet besvarelsen af dette spørgsmål må være ret afgørende for, hvilke m idler bataljonen organisatorisk bør råde over.
Af de retningsgivende bestemmelser, som HRK for nylig har udsendt vedrørende sammensætningen af vore fremtidige enheder og disses taktiske optræden, synes der bl. a. at fremgå følgende:
a. Støtten fra konventionel artilleri til vore brigadegrupper ligger i almindelighed en del under, hvad der gennemsnitlig kan forventes in den for øvrige NATO-styrker og formentlig meget betydeligt under, hvad voreä potentielle modstander vil kunne præstere til støtte for sine enheder.
b. Under en forsvarskamp v il frontbataljonerne kim kunne forvente ringe eller slet ingen støtte fra brigadegruppens artilleri.
c. Da IN FB D G ikke synes at få tilknyttet organisatoriske kampvognsenheder, må man ligeledes se i øjnene, at sådanne brigadegrupper meget vel kan komme ud for at skulle gennemføre kampen uden denne værdifulde støtte.
d. H eller ikke organisatoriske opklaringsenheder vil formentlig b live tilknyttet IN FBD G .
De udsendte taktiske retningslinier angiver, at en brigadegruppe under gennemsnitsvilkår i forsvarskampen vil få tildelt et forsvarsrum med en bredde på ca. 15 km, og som en normalløsning vil der i et sådant afsnit blive indsat to frontbataljoner til gennemførelse af udvigende kamp. Hver af disse bataljoner v il altså få en frontbredde på 7.5 km. I betragtning af de begrænsede krav, der under en sådan kamp vil blive stillet til bataljonsreserven, vil man vel i almindelighed kunne acceptere, at batljonen indsætter tre frontkompagnier og kun holder et kompagni i reserve. Hvert frontkompagni v il følgelig få et ansvarsområde på 2.5 km bredde. Det har h id til været en fast regel, at selv om bataljoner og kompagnier under udvigende kamp fik tildelt store ansvarsområder, så måtte dette ikke medføre en forøget spredning inden for den lette deling, idet en så lille enheds reelle kampkraft ville krompromitteres alvorligt, såfremt alle tre grupper ikke fuldt og helt kunne understøtte hinanden og således være i stand til at kæmpe som en samlet enhed. Tilsvarende betragtninger v il formentlig også fremover have gyldighed, ligesom man i denne forbindelse bør være opmærksom på, at en isoleret gruppe let føler sig forladt af alle, hvorved der opstår risiko for, at den helt eller delvis undlader at kæmpe. Håndskydevåbnenes effektive rækkevidde og de eksisterende m uligheder for en sikker øjenforbindelse v il derfor også fremover være bestemmende for udstrækningen af det område, som delingen fysisk kan besætte i terrainet. Med en normalindsættelse af to frontgrupper og en i reserve v il vi således fortsat kunne regne med, at delingerne „fylder-4 ca. 200 m i bredden og ca. 100 m i dybden. Det synes herefter uundgåeligt, at kompagniet normalt må indsætte tre frontdelinger, idet en udsparing af den ene som reserve v il medføre, at hver frontdeling får et ansvarsområde på 1250 m. Med den svage batal jonsreser ve in mente må mangelen på en egentlig kompagnireserve im idlertid forekomme betænkelig. Indsættelse af tre frontdelinger medfører, at hver af disse får et ansvarsområåde på ca. 800 m; hertil kommer den nødvendige overgriben mellem enhederne m. h. t. observation og ild. Udviklingen synes at angive, at 81 mm morteren fremover v il blive et kompagnivåben, hvilket vil medføre en betydelig forøgelse af kompagniets organisatoriske ildkraft. Endvidere vil bataljonen kunne yde kompagnierne krumbaneildstøtte med en 120 mm morterdeling på 4 rør. I betragtning af ansvarsområdets store bredde forekommer denne ildstøtte im idlertid at være utilstrækkelig. Dette understreges yderligere deraf, at bataljonen ikke vil kunne forvente nogen form for artilleristøtte til kampen foran FEB A , og muligvis heller ikke til gennemførelsen af den resterende del af kampen. På grundlag heraf forekommer det nødvendigt, at bataljonen råder over mindst to morterdelinger, og for at muliggøre tyngdedannelse ville det være ønskeligt, at den fik tildelt tre. Såfremt personel- og materielmæssige grunde ikke tillader opretholdelsen af en skydeteknisk enhed på 4 rør, v il det formentlig være en acceptabel løsning at formere en deling med to sektioner å tre rør. Herved øges ildkraften med to rør, men den således muliggjorte større smidighed i delingens anvendelse vil dog være langt mere betydningsfuld. Der synes ikke at kunne forventes en organisatorisk tildeling af dysekanoner til de lette kompagnier. Alene på grundlag af kampens karakter forekommer det im idlertid urealistisk at basere det organisatoriske kompagnipanserværn på kortholdsvåben, selv om disses rækkevidde forøges. løvrigt understreger antallet af kampvogne i vor potentielle modstanders normale division, sammenholdt med dysekanonsektionens bevægelighed og effektive skudvidde, på overbevisende måde nødvendigheden af, at ethvert kompagni til stadighed disponerer over en sådan sektion. For at kunne danne nødvendig tyngde i panserværnet må bataljonen yderligere råde over organisatoriske pansertåben. Den personelmæssigt mest økonomiske løsning synes her at være raketter, og HRIv Kar da også antydet en sådan mulig losning. Uden for øjeblikket at kunne afgøre, hvilket minimumsbehov der her vil gøre sig gældende, vil jeg for nærværende regne med, at dette tilgodeses ved en tildeling på seks grupper. Karakteren af den henholdende kamp dikterer, at enhederne ikke bindes af modstanderen, hvorfor det i almindelighed er nødvendigt at afbryde kampen på relativ stor afstand. Denne afstand afhænger selvsagt af flere faktorer, men kan vel normalt anslås til 400— 500 m, og kampen må således føres uden for håndskydevåbnenes effektive rækkevidde. Det er im idlertid også indlysende, at de ovenfor omtalte tunge våben ikke alene vil kunne løse bataljonens opgave, at sinke fjenden og hindre ham i at trænge frem over bred front. H R K har bebudet indførelsen af et nyt enhedsmaskingevær, og dette er vel også en afgørende forudsætning for, at vi overhovedet er i stand til at føre kampen efter de angivne retningslinier. Spørgsmålet er så, hvor disse våben organisatorisk skal placeres, og hvor mange der v il være nødvendige. Under hensyntagen til det personelantal, der vil være til rådighed for en bataljon, v il der næppe kunne angives anden mulig løsning, end at lade disse indgå i de lette grupper, og når man erindrer sig størrelsesordenen af de ovenfor angivne ansvarsområder for delinger og kompagnier, kan der næppe opstå større uenighed om, at hver gruppe må råde over to sådanne geværer. Opstillet i trefod vil man kunne regne med en effektiv skudvidde på ca. 1200 m for disse våben. Når fremtidens kampformer diskuteres, understreges det altid, at enhver fører skal kunne beslutte, befale og handle hurtigt. For at kunne komme modstanderen i forkøbet er det im idlertid nødvendigt, at føreren til enhver tid er i besiddelse af det bedst mulige efterretningsgrundlag. Enhver bataljonschef har sikkert ofte følt savnet af en organisatorisk opklaringsdeling, og det er da også en såre almindelig foreteelse, at bataljonen selv improviserer en sådan enhed. Denne fremgangsmåde er im idlertid ikke særlig effektiv, ligesom den også medfører en reduktion af bataljonens ildkraft. Bedst ville det være, om bataljonen fik tildelt en opklaringsdeling med samme sammensætning som de, der indgår i opklaringseskadronerne, men da dette vel næppe ligger inden for mulighedernes grænser, må den sammensættes på anden måde, evt. som vor miværende opklaringsdeling i brigadens stabskompagni.
Sluttelig et par bemærkninger om signaltjenesten. Som angivet af H R K , må denne væsentligt baseres på radio, men på grund af de voksende afstande vil AN/PRC-10 ikke længere kunne sikre en effektiv forbindelse inden for bataljonen, ligesom AN/PRC-26 ikke vil kunne dække kompagniets behov. Bataljonsnettet må derfor etableres med radio af VRC-typen og kompagninettet med PRC-10. Ved at tildele kompagnichefen en AN/ VRC-18 vil han med denne kunne indgå i såvel sit eget som i batljonsnettet. Samme fremgangsmåde vil kunne bringes i anvendelse ved såvel chefs- som kommandonet og såvel inden for bataljonen som ved brigadegruppen, hvorved der vil kunne opnås en ikke ubetydelig besparelse af såvel personel som køretøjer i brigadens signalkompagni.
At opstille bataljonen efter de her angivne retningslinier vil kræve følgende omtrentlige personelantal:
Dette er en overskridelse af den for vore frem tidige bataljoner fastsatte personelstyrke, men skal infanteriet have blot nogenlunde m uligheder for at gennemføre sin kamp efter de nu udgivne taktiske prin cipper, vil det næppe være muligt at reducere de her fremsatte minimumskrav til ildkraft.
Holger Kjær.
