For nogen tid siden modtog jeg ordre om, at jeg skulle rejse til Paris for at deltage i et signalkursus for stabsofficerer ved SHAPE. Naturligvis er enhver glad og taknemmelig for at forårs tur til Paris — det. var jeg også; alligevel har jeg dog næppe væ ret helt alene om visse andre følelser, såsom: Hvordan skal det gå derhjemme, med det embedsområde, som er mig betroet — skønt jeg naturligvis ved, at ingen er overflødig, og tilmed har undergivne og medarbejdere, som jeg nærer den fuldeste tillid til. Eller: Hvor meget får man mon ud af slige 8 dage, i et så blan det selskab? Er mon udbyttet fraværet og skatteborgernes penge værd? Eller: Nu skal jeg for første gang stå over for kolleger fra et land, der har budt mit lidet godt og meget ondt, tale deres sprog, trykke deres hånd? E r jeg en sådan opgave voksen? E r den forenelig med mine dybeste erfaringer og følelser? Eller: Er mit Fransk af en sådan karat, at jeg kan være det bekendt over for den uniform, jeg bærer, og det land jeg besøger?Hvorfor skrive om sådanne personlige ting? spørger måske den mere rejsevante.
Svaret er simpelt: Fordi denne rejse fik et udfald, som jeg slet ikke havde ventet; fordi den skabte tanker og følelser i mig og — efter min bedste overbevisning — hos alle de øvrige ca. 100 elever, af en så positiv og realistisk karakter for min gerning frem over, at det ikke blot utvivlsomt var skatteborgernes penge værd, men også antydede, at langt flere burde have lov til at få den samme oplevelse.
Man mødte den første kursusdag — som alle de følgende da ge — i en klam parisertåge på Place d’Etoile, hvor to SHAPE- busser holdt klar, og hvor den nærmeste omegn var præget af ca. 100 officerer i fjorten forskellige landes uniformer fra tre værn -— et skue, der fik selv pariserne til at kigge; men endnu boldt man sammen, nationalt, og skævede bravt til „de andre“ under den første koretur ad boulevarderne, Boulogneskoven og autovejen, til SHAPE. Her blev man — mod behørig legitimation — ind skrevet, fik sin passerseddel til det allerhelligste og en navneseddel at hefte på uniformen samt en oversigt over hver enkelts plads i auditoriet; min plads var på højre fløj af første række — og sidemanden til venstre for mig: Colonel, G A (German Army) — forudanelserne gik i opfyldelse.
Man fandt frem til sine pladser, venligt vejledet af kursus kommandøren, en søofficer uden navneseddel, som man straks fik sympati for, og som på fuldendt Engelsk hjalp En til rette — en SHAPE-mand af første klasse — det varede et par timer, før man fandt tid af, at det var en tysk søofficer.
Man nikkede formelt-venligt til sine sidemænd, tog plads og studerede scenen, hvis bagtæppe var et mægtigt halvkuglekort; yderst til venstre, lige over horisonteen, skimtedes i kraftig, mør kegrøn farve Canada og USA; midt for Europa, en mørkegrøn frynse langs „Eurasias“ vestkyst — de europæiske natolande — lidt lysegrønt — de mere eller mindre neutrale lande, og hele re sten et luende rødt Sovjet; man kigger nøje efter, jo, der er det, iy2 cm2, Danmark, Fædrelandet, centrum for mit og mit folks virke, disse 40000 km2, der efter vor daglige opfattelse er alt, hvad det kommer an på — og udenom disse l 1/, cm2 venner og fjender. Jeg ser mig lidt om i auditoriet; andre øjne er rettet mod dette bagtæppe; ligesom jeg gjorde det, søger de den lille plet, som er deres, lige som jeg ser de de hvide grænselinier, der opde ler frynsen i en næsten mikroskopisk mosaik, i skærende kon trast til den enorme, ildrøde, kontinuerte flade.
Det er lidt af et mirakel, der sker i disse første minutter — i en atmosfære uden ord, skabt alene ved at bringe disse gennem århundreder stridende, vesteuropæiske nationers officerer af i dag sammen, i samme auditorium, betragtende dette verdenskort; det er som om et tæppe ruller ned, definitivt bag En; betænkelighe derne derhjemmefra synes en fjern fortid, kortet dér viser os vor pligt og vor vej i dag, peger fremad, ikke tilbage; det er klart for hver og en, at den, der vover at skue tilbage, er dømt til undergang!
Hvis man straks ved ankomsten følte et vist ubehag ved at se de nationale grupper splittede, så er disse følelser borte, man taler engelsk bagud og til liojre, fansk til venstre og tysk til side manden; man mindes en amerikansk officer på besøg i Danmark, der adspurgt svarede — til Ens dybeste undren: For tiden er jeg ikke amerikaner, men SHAPE-mand. Vi er alle blevet SHAI’E- folk på 10 minutter, ikke at vi har glemt vort eget — men vi har indset, al skal vort eget bestå, så må helheden bestå.
Det er — naturligvis — umuligt at give nogen beskrivelse af de faglige problemer, som behandles på dette kursus; men det er også ganske overflødigt. Ved selve grunddispositionen: at samle disse 100 officerer af alle NATO-nationer i den fælles overkom mando SHAPE opstod ganske automatisk den ånd, uden hvilken enhver belæ ring havde været form ålsløs — og det er ganske evi dent, at hver eneste deltager bringer denne ånd med sig hjem og bevarer den.
På den sidste kursusdag aflagde kursus et besøg i domkirken i Chartres; hovedparten af eleverne fulgte en yderst belært lille franskmand, der med mæle, arme og ben indviede dem i alle ka tedralens mysterier, men jeg satte mig hen i et stille hjørne, lyt tede til den dæmpede orgelmusik, fulgte lys og skygges spil gen nem de underskønne farvemosaikruder, og det var, som om denne gamle, hellige bygning talte til mig:
I næsten tusind år har jeg søgt at lære Dine forfædre at el ske Herren og Din næste som Dig selv. I dag er denne kærlighed og tro, disse menneskerettigheder i den alvorligste fare. Hvis jeg har lært Dig og Dine noget som helst, hvis I ønsker, at Eders søn ner skal kunne leve under den samme kærlighed, de samme men neskerettigheder, så må Du og Dine venner og slægtninge i Eu ropa, Asien og på den anden side havene stå ubrydeligt sammen til værn om Eders tro og håb.
Med sådanne tanker om vort fællesskab sluttede vort kursus — og jeg kender ingen bedre vej end denne til at takke dem, som gav mig denne oplevelse og belæring, og til at henstille, at ingen lignende lejlighed forsømmes, hvor militære eller civile personer med tilknytning til vort forsvar har mulighed for at se vor nutid og vor fremtid i det sande lys.
A. V. Hensch.