Indre Operationslinier

Det er aldeles uomstødeligt, at de indre Operationslinier oftere have viist sig de ydre overlegne, men deraf følger ingenlunde, at de ubetinget ere at foretrække. Man plejer i Reglen at udtrykke Betingelsen saaledes, at de indre Linier ere fordelagtige paa det strategiske Gebet, men farlige, ja ødelæggende paa det taktiske. I første Tilfælde er Fordelen den, at de indre Linier give Lej­ lighed til, selv med en mindre Styrke, at slaa Fjendens udvendig opererende Masser hver for sig; i andet Tilfælde ér Faren den, at de indvendig agerende Hære ere ud­ satte for at blive slaaede begge paa een Gang.

Det gaar imidlertid her som overalt, Grændsen mel­ lem det strategiske og det taktiske Gebet er vanskelig at fastsætte. Det lader sig ikke een Gang for alle sige, at de indre Linier ere anvendelige ved den eller den be­ stemte Afstand, men farlige ved enhver ringere; thi mange andre Omstændigheder end netop Afstanden komme i Betragtning og medvirke i det konkrete Tilfælde til Resultatet. Spørgsmaalet er overhovedet ikke af mathematisk Natur, og theoretiske Betragtninger kunne ikke afgjøre Sagen. Vil man komme til Erkjendelse af de indre Liniers sande Værd, er det nødvendigt at ty til Krigshistorien og nærmere undersøge, hvilke Omstændig­ heder der i de Tilfælde, hvor de indre Linier praktisk ere  komne til Anvendelse, væsentlig have bidraget ti! at hid­ føre det gunstige eller ugunstige Resultat, som foreligger.

Det er denne Opgave, jeg i det Følgende skal søge at løse. Ved at vælge Exempler af de mest bekjendte Felttog og, om jeg saa maa sige, reducere disse til deres simpleste strategiske Udtryk haaber jeg at kunne gjøre Undersøgelsen tilstrækkelig omfattende uden at blive trættende.

 I.

Det berømteste Exempel paa de indre Liniers An­ vendelse er maaske, fordi det aabnede en hel ny Æra paa Strategiens Omraade, Bonapartes Operationer i Be­ gyndelsen af Felttoget 1796 i Italien, og jeg troer, at det af denne som af andre Grunde vil være rigtigst at be­gynde med dette.

Ifølge Thiers stod Bonaparte i de første Dage af April med 36,000 Md. Syd for Apcnninerne. Hoved­ styrken (30,000 Md.) var samlet i Omegnen af Savone; yderst til venstre holdtes Col di Tenda besat, og yderst til højre var en Avantgarde fremskudt til Voltri.

Piemonteserne under Colli, som vilde dække Piemont, stode, 20 á 22,000 Md. stærke, ved Ceva, Østrigerne under Beaulieu, som ønskede at holde sig i Forbindelse med Genua og derigjennem med Englænderne, med 36 á 38,000 Md. mellem Dego og Genua.

Afstanden fra Col di Tenda til Genua er i lige Linie omtrent 15 Mil; fra Ceva til Genua er der 10 Mil. Af­ standen er saaledes ikke særdeles stor, men dog i Be­ tragtning af, at Armeerne paa begge Sider vare forholdsvis smaa, stor nok til, at der her foreligger et Tilfælde, hvor det er tilladt at rette et Angreb imod Centrum, og det saa meget mere, som de to fjendtlige Generaler havde en Tendens til at tage divergerende Retninger.

Bonaparte, hvis Hovedstyrke allerede var koncentreret paa den indre Linie, retter derfor ogsaa sit Angreb imod Montenotte, hvor Kampen begyndte den Ilte April. Den næste Dag fortsattes den her med det Resultat, at Østrigerne kastedes imod Dego, hvor Beaulieu derefter samlede sin Armee for at bevogte Vejen over Aqui til Alessandria.

Da Piemontesernes Avantgarde paa denne Dag under Provera stod ved Mellesimo, var Afstanden imellem de to fjendtlige Hære nu kun 3 á 4 Mil. Hvis Østrigerne og Piemonteserne altsaa endnu ikke kunde samarbejde paa det taktiske Gebet, vare de i hvert Fald meget nær derved, saa meget mere, som Østrigerne ikke vare bievne ukamp­ dygtige som Følge af de foregaaende Kampe, men tvertimod vare i Færd med at koncentrere sig. Bonapartes nærmeste Opgave maatte det derfor være at skille de to Modstandere mere fra hinanden; før han fik mere Plads at røre sig paa, kunde han ikke vende sig imod den ene af sine Modstandere uden Fare for at møde dem begge paa det samme taktiske Omraade.

Den 13de April greb han derfor atter Offensiven med dette Maal for Øje, og den 14de tog han paa den ene Side Cossaria, foran Mellesimo, og paa den anden Side Dego. Da Østrigerne derpaa vare i fuld Tilbagegang imod Nord, efterlader han Laharpes Division i Lejren ved S. Benedetto for at beherske Bormidas øvre Løb og observere Østrigerne, medens han selv den 17de April rykker imod Piemonteserne for først at skille sig af med dem. Østrigerne vare dog endnu ikke længer borte, end at Colli havde deres Løfte om, at de ad en Omvej skulde komme ham til Hjælp. Dette Løfte opfyldtes imidlertid ikke, og den 21de April toge Franskmændene Mondovi, hvorefter de rykkede videre imod Cherasco, som naaedes den 27de, og hvor der to Dage senere sluttedes en Vaabenstilstand, der ikke alene skilte Bonaparte af med Piemonteserne, men skaffede ham en fuldstændig Dækning i Ryggen derved, at Fæst­ ningerne Coni, Tortona og Alessandria udleveredes ham. Bonaparte kuDde nu med fuldstændig Tryghed vende sig imod Østrigerne, som ved hans Nærmelse toge en Stilling ved Valeggio.

Jeg skal ikke gaa nærmere ind paa Enkelthederne af hans Kamp med Beaulien; det er bekjendt nok, at han gik forbi ham nedad Pos højre Bred til Piacenza, hvor han passerede Floden, og hvorfra han rykkede imod Lodi, hvor han den 9de Maj traf den tilbagevigende østrigske General og slog ham. Derimod er det nød­ vendigt at fremhæve, at i al den Tid, da Bonaparte kæmpede og underhandlede med Piemonteserne, var Beaulieu fuldstændig uvirksom. Ligesom det i det første Sammenstød var til Gunst for de indre Linier, at de to fjendtlige Generaler havde Tendens til at skilles fra hinanden, altsaa i alleregentligste Forstand at operere paa to udvendige Linier, saaledes var det senere hen en ikke mindre gunstig Omstændighed, at Østrigerne i hele 14 Dage ikke gjorde noget alvorligt Forsøg paa at komme deres Allierede til Hjælp og i Forening med disse møde Bonaparte paa det taktiske Gebet. Kun derved fik denne den fornødne Tid til at vinde alle Fordelene af de indre Linier uden at udsætte sig for Farerne. En energisk og aktiv Feltherre paa Beaulieus Plads kunde have for­ andret den hele Situation, og den Slutning, at en anden Armee under lignende strategiske Forhold kunde have gjentaget Bonapartes Operationer med det samme gunstige Resultat, vilde være fuldstændig uberettiget.

Beviset herfor leverer Felttoget 1815. Ved dette Felttogs Aabning stod Wellington med 100,000 Md. fra Oudenarde til Nivelles og Blücher med 120,000 Md. fra Charleroi til Lüttich. Thiers angiver Afstanden fra de Allieredes yderste venstre til deres yderste højre Fløj til 100 Lieues; Afstanden fra Oudenarde til Lüttich er 20 Mil i lige Linie. Wellington stod noget længer tilbage end Blücher, og Forbindelsen imellem dem var svag. Situationen var altsaa en saadan, at Napoleon med fuld Berettigelse kunde bestemme sig til at rette sit Angreb imod det Punkt, hvor lian gjættede, at Forbindelsen imellem de to fjendtlige flære maatte være, og ligesom i 1796 var det en gunstig Omstændighed for at opnaa at skille de to Modstandere ad, at man turde forudsætte en vis Tendens til Divergering, da den ene havde sin Basis ved Havet og den anden sin ved Rhinen. Men uagtet Alt saaledes syntes her som der at maatte love et godt Resultat, skulde det komme ganske ander­ledes.

Efter at Napoleon havde koncentreret 124,000 Md. imod Charleroi, rykkede han den 15de Juli tidlig om Morgenen frem imod dette Punkt, passerede Sambre og stod om Aftenen med højre Fløj (38,000 Md.) om Chatelet, Øst for Charleroi, med Centrum (40,000 Md.) om selve dette sidstnævnte Punkt, medens venstre Fløj (45,000 Md.) dirigeredes imod Quatrebras. — • Blücher paa sin Side koncentrerede sig imod sin højre Fløj, og Wellington søgte at samle sine Tropper henimod sin venstre Fløj.

Den 16de leverer Napoleon derpaa Blücher et Slag ved Ligny, medens Ney ved Quatrebras kæmper med Englænderne, kun to Mil fra Kejseren. Afstanden var ikke større, end at Napoleon gjorde Regning paa og gav gjentagne Ordrer til, at d’Erlons Korps, som var dirigeret imod Quatrebras og naaet tæt til dette Punkt, under selve Slaget skulde vende sig til højre og falde Preusserne i Ryggen ved Ligny. En Betragtning af Slagets Detailler viser, at d’Erlon havde Tid nok til at udføre den for­ langte Bevægelse, men som hekjendt spildte Ney Tiden ved at lade ham marchere frem og tilbage ved Quatrebras. Man var altsaa i Virkeligheden inde paa det taktiske Gebet; de fjendtlige Armeer kom vel ikke til direkte Samvirken paa denne Dag, thi Englænderne vare ikke i Tide koncentrerede; men Resultatet blev, i Mod­ sætning til 1796, denne Gang saa skjæbnesvangert, fordi Napoleon, da d’Erlon udeblev, ikke naaede at slaa Blücher fuldstændig. Denne trak sig rigtignok til­ bage ligesom Beaulieu efter Dego; men han forholdt sig ikke som denne uvirksom, men udfoldede tvertimod den største Energi for atter at forene sig med Wellington, som heller ikke havde lidt noget Nederlag ved Quatrebras. Disse forskjellige Omstændigheder i For­ ening bevirkede, at Fordelene ved de indre Liniers Anvendelse overfor de ydre gik tabt, og bragte alle Farerne til at træde frem.

Napoleons Opgave maatte i 1815, som i 1796 efter Montenotte, først og fremmest være at bringe Opera­ tionerne fra det taktiske over paa det strate­ giske Gebet ved at trænge de tilbagevigende Englændere og Preussere ud fra hinanden. Medens han efter Slaget ved Ligny selv med Hovedstyrken (70,000 Md.) vender sig imod Brüssel, sendte han derfor Grouchy (med 34,000 Md.) til Forfølgning af Blücher med Ordre til stadig at holde sig imellem denne og Wellington. Men det mislykkedes. Medens Blücher satte al Kraft paa over Wavre at naa Englænderne, misforstod Grouchy helt Situationen, i den Grad endog, at han istedenfor at holde sig imellem de to fjendtlige Armeer kom paa den ud­ vendige Side af Preusserne, der ved Wavre stode paa den indvendige Linie imellem Grouchy og Napoleon. Resultatet var, at Preusserne og Englænderne den 18de atter kun vare 2 Mil fra hinanden, ligesom den 16de, o: man var ikke kommen bort fra det taktiske Gebet, og en forværrende Omstændighed var det, at de to fjendtlige Armeer nu hver for sig vare fuldt koncen­ trerede og istand til at samvirke. Da Grouchy den 18de ikke optraadte energisk, maatte Resultatet blive det, som Theorien under disse Omstændigheder stiller i Udsigt.

Hvor vidt Forholdet vilde være blevet bedre, dersom Grouchy havde sat Alt ind paa at komme Napoleon til Hjælp, skal jeg ikke nærmere undersøge; men det er muligt. Spørger man derimod om Grunden til, at de indre Linier her viste sig saa farlige, da maa det siges, at det væsentlig var Blüchers Energi, som gjorde Udslaget. Rigtignok kom den korte Afstand   ham til Hjælp, men at Afstanden ikke blev større, er og bliver hans store Fortjeneste og Grouchys Fejl; med en Modstander som Beaulieu istedenfor Bliicher er der al Grund til at tro, at Sagen havde faaet et for Napoleon gunstigt Udfald; thi Slaget ved Ligny var ganske ander­ ledes afgjørende end Fægtningen ved Dego.

Var det da en Fejl, at Napoleon anvendte de indre Linier i dette Felttog? Ingenlunde. Tanken var rigtig, men to saadanne Fejl i Udførelsen som dem, Ney og Grouchy begik, vare nok til at ødelægge den bedste Plan. Neys Fejl, ikke at sende d’Erlon til Ligny i rette Tid, bevirkede, at Bliicher ikke blev slaaet saaledes til Jorden den 16de, at han i det mindste for nogle Dage var ukampdygtig, hvilket vilde have været nok til at give Napoleon Tid til at gjøre det af med den anden Mod­ stander, og Grouchys Fejl forhindrede Napoleon i blot for en eneste Dag at holde Bliicher i tilbørlig Afstand og gjenoprette den 18de, hvad der var gaaet tabt den 16de.

De to anførte Exempler vise aldeles tydelig, at selv om det er strategisk rigtigt ligeoverfor en lang, navnlig spredt eller usammenhængende Opstilling at rette Offen­siven imod Centrum og derved indlede en Operation paa de indre Linier, saa kan der ofte indtræde et taktisk far­ ligt Moment, idet Angrebet nødvendigvis foranlediger Modstanderen til fra begge Sider at trænge sig sammen imod det angrebne Punkt. Jo større Muligheden for her at opnaa en Samvirken er, jo nødvendigere bliver det at slaa et afgjørende Slag og atter tvinge Fjenden ud fra hinanden; mislykkes det da at skille sig af med den ene, førend man vender sig imod den anden, er man gaaet Glip af Fordelene og maa være belavet paa at møde Farerne.

Hvad det sandsynlige Resultat angaar, da er de paagjældende Generalers Karakter en Faktor af den aller­ største Betydning og maa altsaa tages med i Bereg­ningen.

II.

De strategiske Forhold kunne imidlertid stille sig saaledes, at Faren for at se de indvendig opererende Masser sammentrængte paa det taktiske Gebet omtrent er udelukket; Operationerne paa de indre Linier fremtræde da i deres Renhed, idet de forblive paa det stra­ tegiske Omraade, og Fordelene ved disse Liniers Anven­ delse vise sig derfor ogsaa i deres fulde Klarhed. Dette var Tilfældet i det berømte Felttog i Tydskland og Italien i 1800.

I dette Felttog førtes Kampen paa den ene Side i Donaudalen, paa den anden Side i Podalen, der ere ad­ skilte fra hinanden ved Schweitz og Alperne. 1 Tydsk­ land stod Kray med en aktiv Armee paa 110,000 Md., hvis Hovedstyrke (40,000 Md.) stod bag Deflleerne i Schwarzwald, medens mindre Afdelinger vare fremskudte imod Rhinen fra Maintz til Rreisach. Paa Krays venstre Fløj stod Prindsen af Reuss med 30,000 Md. fra Roden­ søen til Graubünden. I Italien skulde Melas med 120,000 Md. blokere Massena i Genua og om muligt tage Ryen, hvor­ efter han skulde gaa over Apenninerne frem imod Var og Toulon for at kooperere med Englænderne. Opera­ tionslinierne vare altsaa i Ordets fulde Retydning udven­ dige, og en Forbindelse imellem de to Linier igjennem Schweitz existerede ikke. For dette Lands Vedkommende indskrænkede Krays venstre Fløj sig til en Observation, medens Melas kun svagt bevogtede Alpepassene.

Franskmændene derimod kunde frit bevæge sig i Schweitz, som gav den bedste Lejlighed til en Operation paa indre Linier imod Fjendens to adskilte Masser. Førslekonsulens Plan gik da ogsaa ud paa en slig Opera­ tion, dels rettet imod Schafhausen i Ryggen paa Kray, dels over Genf og Alpepassene imod Mailand i Ryggen paa Melas, hvem Massena iøvrigt saa længe som muligt skulde holde Stangen i Genua, ved Apenninerne og Var. Da han havde Initiativet, kunde han vælge, hvilken Mod­ stander han først vilde vende sig imod, og han valgte da først at gaa imod Kray. Her kunde Moreau nemlig strax begynde sine Operationer med en aktiv Armee om­ trent af samme Størrelse som Krays, nemlig 100,000 Md., hvorimod den Armee, som skulde sendes imod Italien, først skulde samles, hvilket som bekjendt skete i Stilhed under den skuffende Maske af en «Reservearmee i Dijon», som ingen Spion kunde opdage, fordi den i Virkeligheden tilvejebragtes paa ganske andre Steder. Naar Moreau havde vundet et Resultat af Betydning overfor Kray, skulde 20,000 Md. kastes fra Donaudalen igjennem Schweitz og over Alperne imod Massena for i Forening med «Reservearméen» at oplage Aktionen imod Melas, Alt i Over­ ensstemmelse med Princippet for de indre Liniers An­ vendelse: Først den ene, saa den anden.

At Moreau ikke forstod Førstekonsulens Plan og ikke var at formaa til at udføre sin Del af den i dens smukke Simpelhed, er bekjendt nok. Ilan kom imidlertid over Rhinen paa sin egen mere komplicerede og farlige Maade i Dagene fra den 26de April til den 1ste Maj, rykkede saa frem imod Krays venstre Flanke, slog ham først den 3die Maj ved Engen og to Dage senere igjen ved Moeskirch og drev ham derefter tilbage til Ulm den Ilte og 12te. Da saaledes et Resultat af Betydning, om end ikke saa afgjørende, som det rimeligvis vilde være blevet, om Førstekonsulen selv havde ledet Felttoget i Tydskland, derved var naaet, udskiltes i Dagene den 11te, 12te og 13de Maj 16,000 Md. (istedetfor 20,000) af de forskjellige Korps — for at Fjenden ikke skulde blive op­ mærksom paa Afgangen — og dirigeredes igjennem Schweitz mod St. Gothard og Splugen. Moreau forsøgte i en 14 Dages Tid paa forskjellig Maade at lokke Kray ud af Ulm; men det lykkedes ikke, og Moreau forholdt sig derefter ganske rolig indtil den 19de Juni, idet han afventede Begivenhedernes Udvikling i Italien.

Imidlertid gik Bonaparte med «Reservearmeen» over Genf og Martigny mod Alperne, og den 14de— lade Maj be­ gyndte han Overgangen over St. Bernhard med ialt 65,000 Md. Den 2den Juni rykkede Førstekonsulen ind i Mailand, hvor han, med sin egen Retrætelinie over Alpepassene imod Schweitz fuldstændig sikret, stod i Ryggen paa Melas, hvis 120,000 Md. paa den betænkeligste Maade vare adsplittede ved Genua og Var samt foran Alpe­ passene ligefra Susa til Simplon, saa at han selv kun havde 10,000 Md. samlede hos sig i Turin. Først lovlig sent bestemmer han sig til at koncentrere sig imod Ales- sandria og rykker saa herfra frem for at slaa sig igjennem til Piacenza. Han forekommes imidlertid heri af Bonaparte, som var rykket frem fra Mailand og den 14de Juni træffer ham paa Sletten ved Marengo, hvor han efter en vexlende Kamp høster Frugten af sin smukke Opera­ tion. — Derefter gjenoptager Moreau sine Operationer i Tydskland, men uden Assistance fra den italienske Armee.

I dette Felttog er Afstanden imellem de to Armeer meget rigelig. Donaudalen og Podalen ere 40 Mile ad­ skilte fra hinanden, og en Samvirken imellem de ud­ vendig opererende Hære var umuliggjort ved Schweitz’s Beliggenhed. Operationerne forblive derfor paa det stra­ tegiske Omraade, og der er Intet, som minder om de far­ lige Øjeblikke ved Montenotte, Mellesimo og Dego eller ved Ligny og Quatrebras, hvor Faren for at blive inde­ klemt paa det taktiske Gebet var mere eller mindre over­ hængende. Der var nok store Vanskeligheder at over­ vinde for Reservearmeen ved Overgangen over Alperne, det saa farligt nok ud for den hele Operation, da Fortet Bard stillede sig i Vejen for Debouclieringen, og Afgjørelsen hang i et Haar ved Marengo, men Østrigernes Nederlag reddede Operationen og bragte et glimrende Resultat. Men selv om Udfaldet havde været mindre storartet, ja selv om Førstekonsulen var bleven nødt til efter et tabt Slag ved Marengo at trække sig tilbage, var der ingen Fare for et Waterloo; dertil var Rummet for stort.

Et nyt Spørgsmaal paatrænger sig imidlertid her. Det maa erindres, at Kray ikke var saaledes tilintetgjort som Melas, og at Moreau alene maatte gjenoptage Kampen med ham. Det er altsaa kun et enkelt Træk fra den ene indre Linie over til den anden, som foreligger. Spørgsmaalet, som paatrænger sig, er da dette: Hvad vilde der være sket, dersom Moreau paa sin Side skulde have haft Hjælp fra Bonaparte? Vilde det have været muligt i rette Tid at ile fra Po til Donau med en Del af den italienske Armee, at gjøre Trækket tilbage igjen? Var man ikke i saa Tilfælde falden fra den ene Vanske­ lighed i den anden? Var Afstanden ikke denne Gang bleven for stor?

Felttoget 1800 giver intet Svar paa dette Spørgsmaal. I saa Henseende er derimod Felttoget 1796 i Tydskland ret oplysende.

Ifølge Carnots Plan skulde Franskmændene her ope­ rere paa to ydre Linier og bestandig bestræbe sig for at overfløje Fjendens udvendige Fløje. I Overensstemmelse med denne uheldige Plan stode de bag Rhinen i to Masser: Jourdan skulde med 45,000 Md. gaa over ved Düsseldorf, og Moreau med 71,000 ved Strassburg. Imel­lem disse to Punkter, der ligge 45 Mil fra hinanden, stod Mareeau ved Maintz med 30,000 Md.

Paa den anden Side af Rhinen stode Erkehertug Carls 135,000 Md. temmelig spredte langs hele Linien fra Basel til Düsseldorf, han selv med Hovedstyrken ved Maintz. Erkehertugen stod altsaa paa de indre Linier, og Carnots ufornuftige Felttogsplan maatte næsten med Nødvendighed tvinge ham til at benytte sig heraf.

For Franskmændene gjaldt det først om at komme over Rhinen. Jourdan skulde begynde og derved hjælpe Moreau over. I Dagene fra den 31te Maj til den 5te Juni gik han over ved Düsseldorf og Neuwied og rykkede frem til Lahn med højre Fløj til Rhinen og venstre til Wetzlar. — Da Erkehertugen erfarer Overgangen, iler han til Hjælp med en Del af sin Styrke, og da Jourdan opsætter Angrebet paa Prindsen af Würtemberg, som stod ligeoverfor ham, een Dag, naaer Carl at komme tidsnok til Understøttelse og slaar Franskmændene den 7de ved Wetzlar, 8 á 9 Mil fra Maintz.

Jourdan mener imidlertid at have løst sin Opgave, for saa vidt som den gik ud paa at trække Erkehertugen bort fra Moreau, og han gaar derfor atter over Rhinen paa de samme to Punkter som før. Moreau begynder dog først den 14de Juni sine Forberedelser til Overgangen ved et Angreb paa Mannheim for at trække den ligeoverfor staaende Latours Opmærksomhed herhen. Dette lykkes ham og endelig kommer han den 25de ved ind­ viklede Manøvrer over Rhinen ved Strassburg. Foran sig traf han kim er. mies tusind Mand, ovenikjøbet ad­ splittede; men han benytter sig ikke heraf til at vinde en afgjørende Sejr, inden Erkehertugen er kommen til­ bage; Slaget ved Renchen den 28de var uden væsentlig Betydning, og Moreau avancerer saa forsigtig, at han først den 3die Juli naaede Rastadt. Her var han saa heldig at træffe Latour, som var ilet til fra Mannheim, alene med 36,000 Md., og endnu den 5te er Erkehertugen ikke kommen tilbage fra Wetzlar, der ligger 25 Mil fra Rastadt.

Den 5te Juli angriber omsider Moreau og slaar og- saa Latour ved Murgfloden, men han forfølger ikke; han vil først samle sin Styrke mere, og Følgen er, at Carl faar Tid til at komme til Hjælp med 25,000 Md., forinden Moreau den 9de bestemmer sig til et nyt Angreb. Ender den Kamp, som udviklede sig den 9de, søgte begge Mod­ standere at virke imod den Fløj, som vendte bort fra Rhinen, og det lykkes Moreau saa alvorlig at true Carls venstre Fløj, at denne fandt det rigtigst at gaa tilbage, medens der endnu var Mulighed for at komme bort ad Neckardalen og at naa Donauen.

Det viser sig altsaa, at første Gang, da Erkehertug Carl kun har en halv Snes Mil at marchere, kommer han tidsnok til at slaa Jourdan, men anden Gang, da han fra Jourdans Operationslinie skal tilbage til Moreaus og skal tilbagelægge en Vejstrækning af den dobbelte eller tredobbelte Længde, vilde han være kommen for sent til at understøtte Latour, dersom Moreau havde opereret en Smule hurtigere og kraftigere. Bestemte Grændser i Tal lade sig ikke heraf uddrage; saadanne existere over­ hovedet ikke; men saa meget kan man dog nok slutte, at ligesom der for Afstandene for de indre Liniers rette Anvendelse gives en Minimumsgrændse, saaledes ud­ trykt, at de indvendig opererende Masser ikke maa lade sig trænge sammen paa et saa snevert Rum, at der kun gives en af de to Udveje, enten at bukke under eller slaa sig igjennem, saaledes gives der ogsaa en Maximumsgrændse, der i hvert Fald overskrides, naar Af­ standene blive saa store, at det overhovedet bliver prak­tisk umuligt i rette Tid at kaste Tropper fra den ene Operationslinie over paa den anden, idet man ikke mere har to indre Linier, men to forskjellige Krigsskue­ pladser, naar det er bleven en Nødvendighed at træffe en definitiv Fordeling af Stridskræfterne til dem begge uden Udsigt til at kunne iværksætte en Omfordeling i tilstrækkelig kort Tid.

Spørgsmaalet, om Afstanden i Felttoget 1800 i Tydskland og Italien var saa stor, at der maa siges at være to Krigsskuepladser, maa herefter besvares benægtende, idet der jo netop fandt en Omfordeling af Tropperne Sted; at der kun skete eet Træk fra den ene Linie til den anden, er ikke tilstrækkeligt til at afgjøre, at Afstandenes Maximumsgrændse var overskreden. Derimod kan der ingen Tvivl være om, at Rusland og Spanien i 1812 dannede to særskilte Krigstheatre. I alle Frankrigs Kampe fra 1809 til 1814 dannede overhovedet Spanien en sær­ skilt Krigsskueplads; først da Krigen fra Nord og Syd trængte ind over Frankrigs Grændser, blev der Mulighed for at føre Tropperne fra den ene Kampplads over til den anden i en rimelig Tid.

Sammenlignes de stedfindende Forhold i de to foran omhandlede Felttog, da viser der sig en særlig Omstæn­ dighed af stor Betydning. I 1800 kunde Bonaparte træffe alle sine Forberedelser til Udførelsen af det ene Træk, som han udførte paa de indre Linier, lange Tider forud; han kunde vælge, hvilken Modstander han først vilde vende sig imod, ja han kunde endog anstille sine Bereg­ ninger med en saadan Sikkerhed, at han to Maaneder i Forvejen kunde angive Datoen og Stedet, hvor han vilde slaa Melas, Altsammen fordi han havde Initiativet og forud vidste, hvad han vilde gjøre. — Erkehertugen derimod kunde i 1796 først sætte sig i Bevægelse, naar han af Fjendens Operationer havde faaet at vide, hvad han skulde gjøre. Han iler da først imod Nord, men naaer kim at komme tidsnok til at hjælpe Prindsen af Wiirtemberg, fordi Jourdan spilder en Dag; da det der­ næst bliver nødvendigt at vende om og skynde sig imod Syd, kommer han kun i rette Tid Latour til Hjælp, fordi Moreau har spildt ikke een, men mange Dage ved sine usikre og famlende Bevægelser. Omstændighederne vare ham tilmed ugunstige, idet Afstanden var temmelig be­ tydelig; men hvad der, selv i Defensiven, lader sig udrette med de indre Linier paa et strategisk Theater af passende Dimensioner, fik han senere hen i samme Felttog Lejlighed til at godtgjøre paa en smuk Maade.

III.

Da Erkehertug Carl trak sig tilbage ad Neckardalen imod Donauen, gik hans Plan ud paa at holde sig kon­ centreret med 55,000 Md. imellem Ulm og Regensburg og manøvrere paa begge Flodens Bredder imod de to adskilte Modstandere; Wartensleben, der kommanderede den Styrke, der stod overfor Jourdan (45,000 Md.), fik Ordre til at trække sig langsomt tilbage ad Maindalen for Franskmændene, der paany vare gaaede over Rhinen paa samme Maade som første Gang.

Moreau fulgte efter Erkehertugen over Kannstadt imod Neresheim, og i Begyndelsen af August, da han var naaet frem til sidstnævnte Punkt, var Jourdan i Maindalen i Højde med ham og i Fremrykning imod Naab. De to franske Armeer vare nu 25 á 30 Mile fremme foran deres Basis, og Afstanden imellem dem var omtrent en Snes Mil; Forholdene vare altsaa nu ulige gunstigere for en Anvendelse af de indre Linier end den Gang, da man stod langs Rhinen, og Erkehertugen be­ sluttede sig til at benytte Lejligheden, saa meget mere, som denne ellers let kunde gaa tabt, da Wartensleben var ifærd med at gaa tilbage ad Bøhmen til, hvorved han vilde aabne Jourdan Vejen til en Forening med Moreau ved Donauen. Dertil var der rigtignok ingen Udsigt, takket være Carnots Plan, at operere udvendig overfløjende; men den kjendte Erkehertugen jo ikke. Det gjaldt altsaa for denne om at skynde sig.

Erkehertugen stod ligeoverfor Moreau. Princippet for de indre Liniers Anvendelse fordrede altsaa, at han først vendte sig imod Moreau og tilføjede ham et afgjørende Nederlag, inden han vendte sig imod Jourdan. Hertil bestemte Carl sig da ogsaa, og Slaget stod ved Neresheim den Ilte August; men Resultatet var ugunstigt for Østrigerne. Han valgte da at gaa til­ bage over Donauen, for at lægge denne Flod imellem sig og Franskmændene, idet han afbrød alle Broerne indtil Donauwerth; dernæst efterlod han Latour med 30,000 Md. ligeoverfor Moreau og ilede med 25,000 Md. til Undsæt­ ning for Wartensleben, som heldigvis havde standset sin Tilbagegang ved Naab. Den 16de August forlod han Ingolstadt og den 22de, 23de og 24de slog han Jourdan ved Neumark og Amberg og kastede ham tilbage i nordlig Retning. Fra Ingolstadt til Amberg er Afstanden 10 Mil.

Jourdan begyndte nu Retræten ad Rhinen til, og Erkehertugen forfulgte ham uden at bryde sig om Moreau. Ved denne Lejlighed viste sig ret det Fejlagtige i Carnots Plan; thi netop i dette Øjeblik vendte Moreau sig i Over­ ensstemmelse med Planen til højre, gik ind i Baiern og stod den 1ste September i Omegnen af München, medens Jourdan den 3die September tabte et nyt Slag ved Würzburg, 30 Mil borte, hvorefter han den 10de September .gik tilbage til Lahn.

Først paa denne Tid (10de September) begynder Moreau atter at nærme sig Donauen, men standser midt i denne Operation, og først midt i Maaneden, da han er­ farer Jourdans Tilbagegang, gaar han op ad Donauens højre Bred og begynder dermed sit berømte Tilbagetog. Efter at have leveret Slag ved Biberach den 3die Oktober og ved Emmerdingen den 19de, kommer han efter Affæren ved Scldingen den 24de atter tilbage over Rhinen.

Ser man nu nærmere paa den her foreliggende Anvendelse af de indre Linier, da maa det, ligesom i Felt­ toget 1796 i Italien, fremhæves som en heldig Omstæn­ dighed, at de to franske Generaler her havde en stærkt udpræget, ligefrem paabudt Tendens til at tage di­vergerende Retninger. Omstændighederne, hvor­ under Operationen udvikler sig, da Erkehertugen tager Offensiven, have i det Hele taget en vis Lighed med det nævnte Felttog i Italien. Det lykkes jo ligesaa lidt Carl som Bonaparte at slaa den ene Modstander, inden han vender sig imod den anden, men det lykkes desuagtet ham ligesom Førstekonsulen at skille sig af med den anden Modstander uden at blive forstyrret i mindste Maade af dennes Kammerat, som tvertimod i begge Til­ fælde fjerner sig netop i det Øjeblik, da hans Hjælp be­ høves. At det tager saa lang Tid for Erkehertugen at skille sig af med Jourdan, har sin Grund deri, at han er nødt til at følge ham til Dørs, fordi han ikke er bleven gjort ukampdygtig, men trods to tabte Slag kun har mistet i Alt 5 a 6000 Md. At Carl under disse Om­ stændigheder ikke kan vende sig imod Moreau, er en Selvfølge; thi han vilde derved kun udsætte sig for at faa Jourdan i Hælene og blive indeklemt imellem begge sine Modstandere. Da Moreau først rører sig, da Jourdan er kastet tilbage til Lahn, risikerer Erkehertugen Intet ved at følge Jourdan saa langt; tvertimod, han vandt, at hans blotte Tilstedeværelse i Moreaus Flanke og Ryg tvang denne til at gaa tilbage til Rhinen.

Det ses af dette Felttog, at der ingen Forskjel er paa Anvendelsen af de indre Linier i Offen­ siven og i Defensiven af den ganske simple Grund, at den, som i Defensiven vil benytte de indre Linier, er nødt til at gaa over til Offensiven, hvorved ban til­ river sig Initiativet og paatvinger Modstanderen, som i det mindste momentant kastes om i Defensiven, sin villie. En vanskelig Omstændighed er det imidlertid, naar den, der er i Defensiven, fra Begyndelsen af er bleven tvungen ind i denne Rolle ved Modstanderens numeriske Over­ legenhed; thi derved formindskes Udsigten til momentant at skaffe sig den tilbørlige Overlegenhed paa et enkelt Funkt; men paa den anden Side er netop i en saadan vanskelig Situation de indre Linier det eneste Middel til at sejre; thi naar Fjenden som Helhed er En overlegen, kan han kun besejres ved at slaaes stykkevis.

Hvad der under saadanne Omstændigheder kan ud­ rettes ved en genial Benyttelse af de indre Liniers For­ dele, fremgaar paa en glimrende Maade af Felttoget 1814.

Dette Felttog aabnedes med, at Sclnvarzenberg den 21de December 1813 gik over Rhinen ved Basel med 160,000 Md. og derefter rykkede frem i Hovedretningen imod Langres, iøvrigt spredt over en uhyre Front af 30 til 40 Mil, idet venstre Fløj strakte sig helt ned til Genf. Den 1ste Januar 1814 gaar Bliicher dernæst over ved Coblentz, Maintz og Mannheim og rykker frem over Nancy imod St. Dizier for at forene sig med Schwarzenberg.

Napoleon ankom personlig til Troyes den 25de Januar og kunde i første Øjeblik kun samle 50,000 Md. Ikke desto mindre rykker han med 33 å 34,000 Md. frem mod Vitry og skyder den 26de Victor frem til St. Dizier. Bliicher passerer imidlertid forbi ham og gaar med nogle og tredive tusind Mand imod Bar-sur-Aube, og da Schwarzenberg samtidig er naaet frem imellem dette Punkt og Chaumont, er altsaa de Allieredes For­ ening iværksat, forinden Operationerne endnu ret ere begyndte, og da Napoleon følger Blücher og den 29de kaster ham til Bar-sur-Aube, medens Schwarzenberg efter nogen Vaklen den 30te sætter sig i Bevægelse paa begge Bredder af Aube, træffer han som Følge heraf den 1ste Februar ved la Rothiére de Allierede forenede i en Styrke af 100,000 Md. (ialt ere de 170,000 Md. stærke) og maa, efter med 32,000 Md. at have leveret dem et Slag, igjen gaa tilbage til Troyes.

Dermed skulde det synes, som om enhver Operation paa de indre Linier var udelukket i dette Felttog; thi hvorledes skulde Napoleon med sin ringe Styrke kunne tvinge de allerede paa det taktiske Gebet forenede Mod­ standere saaledes ud fra hinanden, at der blev Plads imellem dem til strategiske Operationer? Det var natur­ ligvis i Virkeligheden ogsaa en Umulighed; men de Allierede vedtoge den næste Dag i et Krigsraad i Brienne at dele sig og gave derved Napoleon Lejlighed til at udføre den vidunderlige Række Operationer, der have gjort dette Felttog saa berømt.

Den i de Allieredes Krigsraad vedtagne Plan gik ud paa, at Schwarzenberg Skridt for Skridt skulde følge Napoleon, hvorimod Blücher skulde gaa over i Marnedalen, ralliere Yorks, Kleists og St. Priests Korpser, som fra Rhinen vare i Fremrykning imod Chalons, og derpaa manøvrere paa egen Haand med en Styrke af 60,000 Md. York var allerede i Kamp med Macdonald, som stod ved Chalons med c. 7000 Md. Da nu Blücher rykkede imod Nord over Fere Champenoise, kom han Macdonald i Flanken og tvang ham til at gaa tilbage, først til Chateau- Thierry og derpaa til Meaux, hvorved imidlertid hans Styrke paa en uheldig Maade echelonneredes fra Etoges, hvor han selv var, til La Ferté-sous-Jouarre. Da Napo­ leon erfarede Delingen, besluttede han først at vende sig imod Blücher. Han efterlod da 50,000 Md. under Victor og Oudinot ved Seinen fra Nogent til Fontainebleau, og gik selv imod Nord over S. Sézanne. Efter en Række Fægtninger i Dagene den 10de, Ilte og 12te Fe­ bruar ved Champaubert, Montmirail og Chateau-Thierry bleve York og Sacken kastede til Siden i Retning af Soissons, hvorefter Blücher den 14de ved Vauxchamps blev tvungen tilbage til Chalons. Blüchers Tab var i Alt 28.000 Md. (deraf 18,000 Fanger); hans Armee var ikke alene grundig slaaet, men sprængt i to forskjellige Ret­ninger, og Napoleon havde al Grund til at tro, at han uden Fare fra denne Kant kunde vende sig imod Schwarzenberg.

Dette var nemlig paatrængende nødvendigt; thi den østrigske Feltherre havde, medens Napoleon var borte, trængt Victor og Oudinot tilbage bag Yéres (ved Guignes). Napoleon lod Mortier forfølge York og Sacken, efterlod Marmont med 5 á 6000 Md. imellem Etoges og Mont­ mirail imod Blücher og iler med Resten til Meaux, hvor han forener sig med Macdonald, og derfra imod Guignes, hvor han den 16de Februar samler 60,000 Md. imod de 60.000 Md. under Witgenstein og Wrede, som netop i dette Øjeblik begyndte en Kamp ved Yéres. Den 17de leverer Napoleon en Fægtning ved Mormans og Villeneuve, den 18de en ny Fægtning ved Montereau; den 21de trænger han frem til Nogent og naaer den 22de Méry med 70,000 Md.

For saa vidt gik Alt godt. Men Blücher, som man maatte tro ukampdygtig i alt Fald i nogen Tid, havde ingenlunde forholdt sig passiv; han viste sig allerede her som en ved sin Energi ligesaa farlig Fjende, som han blev Aaret efter ved Waterloo. York og Sacken vare over Oulchi, Fismes og Reims ilede til Chalons, saa at Blücher snart her atter havde samlet 48,000 Md. Med denne Styrke marcherede han i Dagene den 18de til 2Ide Februar lige los paa Méry, og den 22de staar han Nord for Byen, netop da Napoleon sydfra rykker frem imod samme Punkt. Situationen var yderst farlig for Napoleon, saa meget mere, som han ikke troede, at Blücher havde samlet en saa stor Styrke, og derfor aldeles ikke ændsede ham, men rykkede videre imod Troyes for at levere Schwarzenberg et afgjørende Slag. Det kom imidlertid ikke til Slag; thi Schwarzenberg var bleven betænkelig og vilde gaa tilbage til Langres, ja han gjorde endog Napoleon Forslag om en Vaabenhvile. Paa dette Forslag vilde Napoleon først svare i Troyes, hvor han rykkede ind den 24de. — Faren var nu over­ hængende; thi foran sig havde Napoleon Schwarzenberg med 90,000 Md. imellem Bar-sur-Aube og Chaumont og i venstre Flanke Bliicher imellem Méry og Arcis-sur-Aube med 50,000 Md. Fra Troyes til Méry og Arcis-sur-Aube er der kun 3 h 4 Mil, fra Troyes til Bar-sur-Aube 6 Mil. Lejligheden til at knuse Kejseren var fristende, men den benyttedes ikke. Tvertimod delte de Allierede sig for anden Gang.

Der var ingen anden Maade, paa hvilken man kunde tilfredsstille Bliicher, der var rasende over, at man ikke benyttede Situationen, end at opfylde hans Forlangende om at operere selvstændig. I et Krigsraad blev det da bestemt, at Bliicher skulde forstærkes med Biilows og Wintzingerodes 50,000 Md., som nu igjennem Ardennerne nærmede sig Soissons og Reims, for derefter at operere i Ryggen paa Napoleon. Blücher marcherer i Henhold til den saaledes trufne Bestemmelse den 24de Februar bort i nordvestlig Retning. Han driver Marmont, der var gaaet tilbage fra Etoges til S. Sézanne, tilbage til Meaux, hvor Mortier den 27de støder til efter at være vendt om fra Forfølgningen af York og Sacken. Bliicher følger efter Marmont, men kan hverken den 1ste eller 2den Marts faa Bugt med de forenede Marechaller.

Ved Blüchers Bortgang faar Kejseren atter Luft. Han efterlader nu Macdonald med 30,000 Md. imod Schwarzenberg og gaar med 34 å 35,000 Md. for anden Gang imod Bliicher. Han tager Retningen over S. Sézanne og Jouarre for at falde ham i Ryggen, og naaer den 2den Marts, medens Blücher kæmper ved JVleaux, Ferté-sous-Jouarre, hvor han om Natten retablerer Overgangen. Blücher har nu ingen anden Udvej end at trække sig tilbage i Retning imod Soissons for at nærme sig Bülow og Wintzingerode; men hans Stilling er meget farlig; thi Soissons er besat af Franskmændene (General Moreau), og Napoleon nærer derfor det bedste Haab om denne Gang at tilføje, sin Modstander et alvorligt Neder­ lag. Men han skulde lide en stor Skuffelse; thi den 3die om Aftenen, da Marmont allerede var naaet frem til Oulchi, overgiver det ubefæstede Soissons sig til Biilows og Wintzingerodes Tropper; Blücher, som kun havde 45,000 Md. imod Napoleons 55,000, slap ud af Klemmen, og Bladet vendte sig fuldstændig; thi Napoleon kan ikke gaa imod Schwarzenberg, forinden han har skilt sig af med Blücher, men dertil er der nu ingen Udsigt, da denne har 100,000 Md. til sin Raadighed i Stillingen paa Plateauet, der strækker sig imellem Aisne og Uette fra Soissons til Craonne. Den 6te og 7de Marts lykkes det vel at kaste Blücher tilbage tilLaon; men trods alle Anstrengelser i Kampene ved Laon den 9de og 10de er det umuligt at faa Bugt med Overmagten, og Napoleon bliver nødt til den Ilte at gaa tilbage til Soissons, medens Marmont lager Stilling ved Berry-au-Bac paa Vejen til Reims. Den 12te Marts rykker St. Priest frem fra Chalons og tager Marmont i Ryggen; Napoleon over Fismes og Marmont fra Berry-au-Bac gaa ham imøde med 30,000 Md. og slaa ham den 13de. Fra den 14de til den 17de var Napoleon i Reims.

Medens dette gik for sig imod Nord, havde Schwarzenberg heldigvis ikke været synderlig virksom. I Dagene fra den 2den til den 5te Marts havde han vel trængt Macdonald tilbage til Nogent — Montereau; men derpaa forholdt han sig rolig, og først paa Efterretning om Blüchers Sejr ved Laon, der naaede ham den 14de om Aftenen, gjorde han den 16de en stærk Rekognoscering, men derpaa forsvandt han pludselig, idet han gik tilbage til Troyes og Lesmont, fulgt af Macdonald. Ikke desto mindre er Situationen nu meget mislig for Kejseren imellem to fuldstændig kamp­ dygtige Modstandere, der hver for sig ere ham saa over­ legne, at der er ringe Udsigt til at skille sig af med nogen af dem, og paa et Rum, som truer med snart at hlive for snevert.

Under disse Omstændigheder fatter Kejseren en mærkelig Beslutning. Han bestemmer sig nemlig til for anden Gang at vende sig imod Schwarzenberg, men at tage en saadan Retning, at han falder ham i Ryggen, og dernæst at gaa bort i østlig Retning for at nærme sig Fæstningerne i denne Del af Frankrig, trække de derværende Besætninger til sig og saaledes forstærket gjenoptage Kampen. Marmont og Mortier efterlades derfor ligeoverfor Blücher ved Berry-au-Bac og Reims, og Napoleon selv marcherer den 18de til Fere-Champenoise og den 19de imod I’Iancy; men det viser sig her, at han er kommen for meget til højre og ikke staar i Ryggen paa Schwarzenberg, der har begyndt at samle sine Tropper imod Brienne og Trannes, medens Wrede, der havde bevogtet Aube og Seine, den 19de var i Retræte imod Arcis. Napoleon vælger derfor nu Arcis som Samlingspunkt, og da Schwarzenberg ogsaa rykker frem imod dette Punkt, kommer det den 20de Marts til et Slag ved denne By imellem 22 á 23,000 Franskmænd og 90,000 Allierede, der er uafgjørende. Den næste Dag er det lykkedes Kejseren at samle 32,000 Md. og han vil med denne Styrke gjenoptage Kampen imod Over­ magten, men maa opgive sit Forsæt paa Grund af Marechallernes Indvendinger.

Det var nu umuligt at forhindre Schwarzenberg og Blücher i at forene sig; Marmont og Mortier kunde ligesaa lidt holde Blücher Stangen, som Napoleon kunde standse Schwarzenberg. Vilde Kejseren ikke komme i Klemme imellem sine to Modstandere, var der ikke Andet at gjøre end i Tide at trække sig ud af Vanskeligheden og gaa bort i østlig Retning. Den 21de marcherede han derfor imod Vitry, og den 23de naaede han SI. Dizier, hvor han omtrent for to Maaneder siden havde begyndt sine vidunderlige Operationer. Napoleon havde haahet ved denne Bevægelse at trække de Allierede efter sig; men da disse uden at bryde sig om ham endelig for Alvor marcherede imod Paris, som ikke var befæstet, var Re­ sultatet let at forudse. Den 31te Marts rykkede de Allierede ind i Paris, og Dramaet var tilende.

Medens Erkehertug Carl i 1796 kun gjorde eet Træk fra Moreaus over paa Jourdans Operationslinie, opnaaer Napoleon ved sit eget Mesterskab og Fjendens Fejl i 1814 to Gange at vende sig fra Seinen til Marne og to Gange at vende tilbage igjen fra Marnedalen til Seinen. Denne Bevægelse fra den ene Operationslinie til den anden lettes ham derved, at Rummet, som adskiller dem, kun har en Bredde af 8 á 9 Mil; men paa den anden Side er netop denne Omstændighed tillige overordentlig farlig, fordi der kun behøvedes en forholdsvis ringe Anstrengelse fra de betydelig overlegne Modstanderes Sid»; for at trænge Napoleons lille Hær sammen paa det tak­ tiske Gebet og knuse den. Denne Anstrengelse er Blucher altid parat til at gjøre, og det er ikke hans Skyld, at Napoleons Skjæbne ikke blev afgjort en Maaned tidligere ved Méry; men Schwarzenberg nærer selv i dette Øjeblik Betænkelighed ved at binde an med Napo­ leon. Det fremgaar heraf, hvilken Betydning det har for Ledelsen af sammenhængende Operationer, at der kun er een Kommanderende. Paa to ydre Linier er det ofte aldeles umuligt at samle Kommandoen paa een Ilaand; de paa de indre Linier opererende Masser faa derimod en stor Overvægt over Modstanderen derved, at det uaisten altid vil være muligt at undergive Operationerne en enkelt Mands Ledelse. Forholdene kunne medføre, at denne Ledelse bliver mindre eneherskende end ønske­ligt, og det ikke alene de strategiske Forhold, naar nemlig Afstanden imellem de indre Linier bliver af en vis Størrelse, men ogsaa dc personlige Forhold. Et Exempel paa, hvilke Vanskeligheder Personerne kunne lægge i Vejen for en Plans Udførelse, selv om Felttogets Ledelse ligger i en enkelt Mands Haand, have vi set i 1800, da Bonaparte havde store Vanskeligheder at over­ vinde for at faa Moreau til at agere efter hans Hoved og at faa ham til at afgive de fornødne Tropper. Det er vel navnlig dette sidste Punkt, som vil volde Vanskelighed, naar der ikke over det Hele raader een Villie, som tvinger Alt til Lydighed i det Heles Interesse. I saa Henseende var Erkehertug Carl gunstigere stillet i 1796 og ligesaa Napoleon i 1814. En Lærdom, som kan uddrages af disse Felttog, og som bestyrkes ved al Krigserfaring, er da den, at man ikke maa forsømme, hvor det er muligt, at samle Kommandoen over de indvendig age­ rende Masser paa een Haand. Men det er ikke nok, at den Øverstkommanderende derved bliver bedre istand til at lægge sin Plan uafhængig af andre Hensyn end de Sagen selv vedkommende; skal der naaes et sikkert Resultat, er det dernæst nødvendigt, at den Øverstkommanderende selv bringer sin Tanke til Udførelse. Det er rimeligt, at Kray i 1800 vilde have lidt en værre Medfart, dersom Førstekonsulen personlig kunde have taget Kommandoen i Tydskland; men det er utvivlsomt, at. Kampen i 1814 ikke kunde have været ført, saaledes som den blev det, dersom Kejseren ikke selv havde ført sine Slag afvexiende imod Blucher og Schwarzenberg. Det snevre Rum gjorde det nødvendigt at handle hurtig og energisk, ethvert unødvendigt Spild af Tid vilde have været skæbnesvangert; men hvorledes skulde Forsinkelser, Uklarhed og Famlen under saa enormt vanskelige Forhold kunne være undgaaede, naar Udførelsen havde været afhængig af Underordnedes Slaphed, Misforstaaelser eller Usikkerhed?

løvrigt bekræfter dette Felttog, hvad der er frem gaaet af Undersøgelsen af de øvrige Anvendelser af de indre Linier, at Modstandernes Karakter maa tages med  i Beregning; den Operation, som er mulig overfor en Schwarzenberg, lykkes ikke overfor en Blücher. Hvergang Kejseren vender sig imod Blücher, kan han være temmelig sikker for sin Hyg alene ved Schwarzenbergs Ængstelighed for at vove Noget; men da han vender sig imod Schwarzenberg, har han strax Blücher i Hælene. Jo mere energisk en Modstander er, jo nødvendigere bliver det at skille sig af med ham ved at ilføje ham et afgjørende Nederlag, forinden man slipper Taget for at vende sig til en anden Side; selv et tabt Slag, som det ved Ligny, eller den hele Hække af Fægtninger ved Champaubert, Montmirail o. s. v. er ikke tilstrækkelig til at skabe den fornødne Sikkerhed, naar Modstanderen er energisk, og Afstandene ere saa smaa som i disse to Tilfælde. Paa den anden Side er selv et Nederlag som det, Erkehertug Carl led ved Neresheim, ikke til Hinder for at fortsætte Operationen efter Planen overfor en Mod­ stander som Moreau, der er inde paa en fcrkert Vej; at Afstandene her vare større, kom desuden Erkehertugen tilgode, og ikke mindre den Omstændighed, at han kunde lægge Donauen imellem sig og Franskmændene; thi Hemmeligholdelsen af, hvad der foregaar, er under disse Omstændigheder, hvor det altid gjælder om at vinde Tid, og hvor det jo er nødvendigt at svække den Styrke, som efterlades for at dække Hyggen, en Faktor af den største Betydning. I saa Henseende var Napoleon altid uheldig stillet, for saa vidt som hans Personlighed var af en saadan Vægt, at del strax var klart for Ven som for Fjende, naar han kom tilstede; Foretagenderne fik da en Kraft og Sikkerhed, som ikke var til at tage Fejl af.

Til Slutning skal jeg ganske kort dvæle ved Felt­ togets ejendommelige Udgang. Jeg har tidligere lejlig­ hedsvis anført Leers Ord, at naar den paa de indre Linier Opererende trænges sammen paa det taktiske Gebet, er der kun een Udvej, naar han ikke skal blive knust, nemlig at slaa sig igjennem. Her indtræffer nu den Mærkelighed, at Napoleon trækker sig ud af Klemmen ved et strategisk Ojennembrud, forinden Kredsen trækkes saaledes sammen om ham, at han kun kan slippe ud ved at oplage en Kamp. Hans Hensigt var derved at søge Forstærkning paa det eneste Sted, hvor en saadan var at finde, nemlig i Fæstningerne, og han haabede derved at holde de Allierede borte fra Paris; men det var et misligt Foretagende; thi med Paris paa den ene Side og Hovedhæren paa den anden kom Kej­ seren til at staa paa de udvendige Linier, uagtet han var den Svageste. Rigtignok stod han efter Gjennembruddet i Ryggen paa de Allierede; men en Forudsætning for, at denne Omstændighed, som ellers anses for saa farlig, skulde have haft nogen Vægt, maatte det være, at Paris kunde holde sig; thi Paris var under de daværende Forhold et Objekt af største Betydning, eftersom Napoleons Herredømme af politiske Grunde maatte staa eller falde med Hovedstaden. Men denne Forudsætning var ikke tilstede; thi Paris var ikke befæstet. l)a derfor Kejseren, hvis Hær hidtil havde været de Allieredes Objekt, unddrog sig dem, men sam­ tidig blottede det andet ligesaa vigtige Objekt, der kunde naaes ved en Marche og en kort Kamp, var det ikke saa dristigt, som det ved første Øjekast kunde se ud, at de Allierede aldeles ikke ændsede Napoleon, men ilede imod Hovedstaden, hvor Afgjørelsen dog i sidste Instans laa; selv Schwarzenbergs sædvanlige Betænkelighed var denne Gang ikke til Hinder.

IV.

Paa en ejendommelig Maade var Napoleons Be­ vægelsesfrihed paa de indre Linier begrændset Aaret i Forvejen derved, at hans Hovedstyrke var stærkt bunden til en Centralstilling omkring Dresden, og det uheldig Udfald af Felttoget 1813 har givet Anledning til en Diskussion om de indre Liniers Værd i det Hele taget og mauske rejst en Tvivl i saa Henseende. Til en ud­ tømmende Behandling af den stillede Opgave hører der­ for en Undersøgelse- af den i 1813 optrædende ejen­ dommelige Form af de indre Linier, som jeg i det Følgende skal forsøge at gjennemføre.

Da Vaabenstilstanden udløb midt i August (den 17de), stod Napoleon med sin Hovedstyrke ved Clben imellem Magdeburg og Kønigstein; paa yderste venstre Fløj boldt Davout Hamborg besat, og foran Dresden var en Styrke fremskudt til Katzbach og Bober. Afstanden fra Magde­ burg til Liegnitz er c. 50 Mil; fra Dresden til Katzbach er der 20 Mil, men fra Dresden til Kønigstein kun 4 Mil. Naar Østrigerne altsaa efter Vaabenhvilen sluttede sig til Koalitionen, vilde de fra Bøhmen true Stillingen om Dresden paa den farligste Maide. Fndnu maa det tilføjes, at Bernadotte fra Berlin af paa en noget større Afstand truede Napoleons venstre Flanke; fra Berlin til Magdeburg er der 13 Mil.

Under disse Omstændigheder vedtoge de Allierede i Trachenberg (14de Juli) en Operationsplan, der i sin endelige Skikkelse gik ud paa, at Schwarzenberg med 250,000 Østrigere og Russere fra Bøhmen skulde operere imod Leipzig, og Bernadotte med 80,000 Md. gaa imod Magdeburg, medens Bliicher fra Schlesien i Fronten skulde operere imod Napoleon. Tanken var altsaa en Offensiv ad 3 Operationslinier imod Fronten og begge Flankerne af Napoleons Stilling; men de’ var vedtaget den for en Offensiv underlige Bestemmelse, at den af de allierede Armeer, som Napoleon selv vendte sig imod, skulde trække sig tilbage, indtil de andre ved at trænge trem degagerede den. Med denne Tilføjelse var Planen mere skikket til at forhale end til at hidføre en Afgjørelse. Det for Napoleons Stilling farligste Punkt var Schwarzeubergs Fremrykning imod Leipzig, der vilde afskære ham fra Rhinen; men da det i Planen var forsømt at dække Schwarzenbergs Operationslinie fra Bøhmen til Leipzig, kunde hans Foretagende paralyseres af Napoleon ved en Bevægelse imod Bøhmen. Da Operationen imod Leipzig i Oktober foretoges med et saa afgjørende Resultat, var den paapegede Mangel i Trachenberg Planen rettet efter Jominis Raad, og alle tre Armeer satte sig i Bevægelse uden den Bagtanke at vige, saa snart Napoleon viste sig.

Napoleons Stilling var i Hovedtrækkene følgende: Ved Magdeburg var Oudinot med 80,000 Md.; 100,000 Md. under Macdonald, Launston, Ney og Mannont stode ved Bober; paa højre fløj stod St. Cyr med 30,000 Md. paa venstre Elbbred i Højde med Kønigstein, og lige- overfor paa højre Bred Vandamme med andre 30,000 Md. indtil Zittau. Som Reserve for det Hele havdes Gardens 48,000 Md. og Reservekavaleriets 24,000 Heste.

Blücher begyndte Operationerne. Med den ham ejendommelige Energi var han allerede to Dage før Vaabenhvilens Edløb rykket frem imod Bober. Samtidig koncentrerede Schwarzenberg sig imellem Tetschen og Commotau. Napoleon vender sig først imod Blücher og kaster ham efter Fægtningerne ved Katzbach den 20de, 2Ide, 22de og 23de August tilbage til Jauer.

Nu skulde Schwarzenberg efter Planen rykke frem for at degagere Blücher, og det gjorde han ogsaa ganske rigtig'; den 19de gik han allerede over Elben imellem Leitmeritz og Aussig, og den 21de passerede han Bjergene for efter Aftalen i Trachenberg at gaa imod Leipzig. Jomini gjør imidlertid opmærksom paa det Farlige i at lade Bøhmen ligge aaben bagved sig, og støttet i denne Anskuelse af Moreau, som ogsaa befandt sig i de Allieredes Hovedkvarter, bevæger han disse til i sidste Øjeblik at modificere Planen og, istedenfor at gaa imod Leipzig, vende sig imod Dresden, hvad man kunde gjøre uden Fare. Denne Forandring i de een Gang trufne Dispositioner foranledigede imidlertid saa megen For­ virring og Langsomhed i Udførelsen, at Napoleon fik Tid til at vende om og naa Dresden, medens Macdonald efterlodes ligeoverfor Blücher. Følgen er, at de Allierede efter Slaget ved Dresden den 26de og 27de August kastes tilbage over Bjergene, forfulgte af Vandamme. Na­ poleon, som havde haft Grund til at haabe paa et af- gjørende Resultat af denne Forfølgning, maatte imidlertid lide den store Skuffelse, at Forfølgningen tvertimod førte til en for ham uheldig Katastrofe, ide: Vandamme, ikke tilbørlig understøttet i rette Tid, maatte kapitulere ved Culm.

Fra de Allieredes Side fortsattes Spillet stadig i Over­ ensstemmelse med Planen af Blücher og Schwarzenberg (Bernadotte skal jeg senere komme tilbage til). Aldrig saa snart mærkede nemlig Blücher, at Kejseren var borte, førend han atter rykkede frem for paa sin Side at degagere Schwarzenberg, hvilket utvivlsomt var en medvirkende Grund til, at Vandamme ikke blev tilstrækkelig støttet. Den 30te August trængte han Macdonald tilbage indtil Gørlitz (kun 12 Mil fra Dresden), og Napoleon maatte derfor ile til Hjælp. Men saa snart som Blücher faar Nys herom, viger han strax, og da Kejseren den 5te Sep­ tember naaer Gørlitz, er det umuligt at faa fat i Blücher.

Planen følges fremdeles. Netop den 5te September om Aftenen melder St. Cyr fra Dresden, at Schwarzenberg atter er i Fremrykning imod Dresden, og at han selv er i Retræte imod dette Punkt. Som Følge heraf vender Napoleon om den 6te om Aftenen for fra Gørlitz at ile til Dresden; men saa retirerer Schwarzenberg, og det er ogsaa umuligt at faa fat i ham.

Blücher benytter for anden Gang Lejligheden, da Napoleon er borte, til at trænge Macdonald tilbage, denne Gang indtil Wessnitz, kun 3 Mil fra Dresden. Napoleon indser nu, at naar denne Jagen frem og tilbage imellem Blücher og Schwarzenberg skal blive ved, er Radius af hans Stilling om Dresden for stor; han koncentrerer derfor sine Stridskræfter i en Omkreds af 3 á 4 Mil udenom Byen og befæster Plateauet ved Pirna og Gieshübel.

Endnu en Gang foretager Schwarzenberg en Fremrykning imod Dresden, men den 15de September drev Napoleon ham paany tilbage og forfulgte ham endog den 16de til Omegnen af Cuim; men da ban kun har 60,000 Md. imod 120,000, og da han ikke tør blive for længe borte fra Dresden, vender lian den 17de tilbage hertil.

Imedens dette Spil dreves omkring Dresden, uden at det var muligt for Napoleon at tilføje nogen af de to Modstandere et Nederlag, havde ban ikke forholdt sig passiv overfor den tredie; tvertimod havde ban gjort to Forsøg paa at trænge frem til Herlin, af hvis be­ sættelse han turde vente sig et Resultat af Betydning. Men begge Forsøgene mislykkedes. Først brod Oudinot op fra IMagdeburg med 64,000 M d . , men han led den 23de August et Nederlag ved Gross-Beeren og maatte vende tilbage til Witlenberg. Dernæst rykkede Ney frem fra dette Punkt den 5te September med 52,000 Md., men han tabte Slaget ved Dennewitz den 6te og vendte tilbage til Torgau. Alle Napoleons Anstrengelser for at vinde afgjørende Resultater mislykkedes altsaa dels paa Grund af Trachenberg Planen, dels ved hans Generalers Uheld.

Men heller ikke de Allierede havde naaet Noget, og de begyndte at mislvivle om, at der kunde opnaaes et virkeligt Resultat ved den hidtil fulgte Fremgangsmaade. I Tuplitz blev da en ny Plan lagt, som gik ud paa en Fremrykning imod Leipzig paa een Gang fra Berlin og fra Bøhmen; men denne Gang glemte man ikke at dække Bobinen, men efterlod i dette Øjemed Benningsen, Colloredo og Bubna med ialt 70,000 Md. foran Dresden paa begge Bredder af Elben. En Forandring i den tidligere Plan var det ogsaa, at man, istedenfor at rykke frem paa tre Linier, nu kun rykkede frem paa to, idet Blucher skulde forene sig med Bernadotte og true Napoleons Relrætelinie nordfra, medens Schwarzenberg gjorde det samme sydfra.

Denne Sidstes Bevægelse fra Tøplitz imod Chemnitz og Zwichau opdager Napoleon og sender Tropper imod Syd for at imødegaa den; derimod aner han ikke Blüchers Bortgang, uagtet han allerede den 30te Sep­ tember er naaet Wittenberg, førend Nev melder, at der slaacs Bro ved Wartenberg, Barby og Boslau. Samtidig med denne Melding kastes de imod Syd afsendte Tropper (Lefebvre-Desnoéttes og Poniatowsky) tilbage til Dresden, og det er paa høje Tid at træffe Foranstaltninger imod den fra begge Sider truende Fare. Napoleon fordeler da sine Tropper saaledes: Ney med 40,000 Md. tog Stilling imellem Wittenberg og Torgau imod Bernadotte og Blücher; Murat med en lignende Styrke skulde holde sig imellem Schwarzenberg og Leipzig, og Marmont med 30,000 Md. gaa tilbage imod dette Punkt. Men han kunde ikke be­kvemme sig til at forlade Dresden hell; her skulde St. Cyr blive tilbage med andre 30,000 Md., medens han selv med en Reserve af 75,000 Md. efter Omstændig­ hederne vilde forstærke enten Ney eller Murat.

Da Napoleon traf disse Foranstaltninger, var Rummet i Betragtning af Hærmassernes Størrelse allerede betyde­lig indsnevret. Fra Wittenberg til Chemnitz er der kun 15 á 16 Mil og fra Dresden til Leipzig kun 13 á 14; men det skulde snart blive snevrere endnu. Den 3die Oktober, da Blücher gaar over ved Wartenberg og Ber­ nadotte ved Barby og Roslau, staar Marmont ved Eilenburg og Ney ved Düben, medens sydpaa Murat drives tilbage fra Mitvveida til Frohburg; Afstanden herfra til Düben er kun 8 Mil.

Først den 6te Oktober sættes Reserven i Bevægelse; selv forlader Napoleon samme Dag Dresden og begiver sig til Würtzeu. Her beslutter han først at vende sig imod Blücher og Bernadotte; den 10de fordriver lian ogsaa Blücher fra Dtiben, hvorefter Ney fortsætter Bevægelsen og den Ilte nærmer sig Dessau; men det lykkes ikke at vinde en afgjørende Sejr; thi Fjenden unddrager sig Neys Forfølgning, idet Blücher river Bernadotte med sig, og begge langs Saale marchere videre imod Leipzig. Da Murat samtidig sydfra drives tilbage,   62 imod samme Punkt, var Napoleon den 16de Oktober sammentrængt paa et saa snevert Rum, at han maatte modtage et Slag med begge sine Modstandere paa een Gang, naar han ikke i Tide vilde trække sig tilbage. Han havde en Tid tænkt paa at unddrage sig denne skæbne­ svangre Situation paa en anden Maade, nemlig ved at manøvrere sig ud af Klemmen, og han havde udkastet en Plan, der gik ud paa at tilføje Bliicher og Bernadotte et Nederlag, derpaa gaa over Elben, ad højre Bred følge denne til Torgau eller Dresden og derfra falde Schwarzenberg i Ryggen. Detaillerne af denne Plan skal jeg dog ikke her komme nærmere ind paa; thi den kom ikke til Udførelse, eftersom de to fjendtlige Generaler, som anført, unddroge sig Nederlaget, hvorved Planen berøvedes sin Forudsætning. Planen havde imidlertid den uheldige Følge, at St. Cyr forblev i Dresden.

Et ganske andet Resultat havde Bonaparte i 1796— 97 i en lignende Situation haft af sin Centralstilling om­ kring Verona.

I November 1796 var denne Stilling følgende: Vau- bois stod med 12,000 Md. foran Trient, Massena med 10.000 Md. ved Bassano, og Kilmaine holdt med 8 á 9000 Md. Wurmsers 20,000 Md. Stangen i Mantua. I Verona selv stod Augereau med 9000 Md.

Østrigerne rykkede frem ad to Linier: Davidovich med 18,000 Md. fra Tyrol imod Trient og Alvinzi med 40.000 Md. fra Friaul imod Bassano. Da Alvinzi trængte Massena tilbage, iler Bonaparte først denne til Hjælp med Augereau og driver ham tilbage over Brentaen den 6te November; men samme Dag erfarer han, at Vaubois har maattet vige for Davidovich. Da Bonaparte som Følge af denne Efterretning maa vende om og gaa imod Verona, følger Alvinzi efter, og det lykkes kun mangelfuldt at faa Bugt med ham ved Caldiero, tæt foran Verona, den 11te. Stillingen er fortvivlet. Massena og Augereau raade til­ sammen kun over 14 á 15,000 Md., og Vaubois kan kun for en kort Tid holde Davidovich Stangen ved Rivoli. Bonaparte bringer imidlertid Sagerne paa Fode igjen ved en dristig Beslutning. Den 14de om Aftenen marcherer han ud af Verona i vestlig Retning, men bøjer strax efter til venstre ned imod Arcole, hvor han den 15de— 17de slaar den tililende Alvinzi, hvorefter han forfølger ham den 18de imod Vicenza og lader Kavaleriet forfølge ham.

Imidlertid er Vaubois fra Corona og Rivoli trængt tilbage til Castelnovo, men da Bonaparte har opnaaet at skille sig af med Alvinzi, kan han ils Vaubois til Hjælp og i Forening med denne angribe Davidovich fra alle Sider og kaste ham tilbage til Tyrol. Alvinzi fortsatte Retræten til Brentaen, og først i Januar Maaned kunde Østrigerne atter optage Angrebet. 

Napoleons Stilling var paa dette Tidspunkt følgende: Ved Corona og Rivoli stod Joubert, i Verona Massena, fra Verona til Legnago Augereau og om Mantua Serrurier, hver af dem med en Styrke af 10,000 Aid.; ved Dezenzano stod endvidere Rey med 4000 Md.

Imod denne Stilling rykkede Østrigerne atter frem ad to Linier; men denne Gang kom Alvinzi nordfra ad Etschdalen. østfra rykkede Provera frem imod Nedre-Etsch. Den 12te Januar begyndte Operationerne dermed, at Al­ vinzi trængte Joubert sammen ved Rivoli, og Provera sendte en Avantgarde imod Verona og en anden imod Legnago; men først den næste Dag blev det klart, at Hovedangrebet gjaldt Joubert. Bonaparte ilede da om Natten med Massena til Rivoli, slaar Alvinzi den 14de og forfølger ham voldsomt.

Imidlertid har Provera unddraget sig Augereau, har slaaet Bro ved Anghiari nedenfor Legnago og er med 9 á 10,000 Md. i Marche imod Mantua, hvor Wurmser endnu stadig var indesluttet, Augereau indhenter Provera og tager 2000 Fanger; Resten, der fortsætter Fremryk­ ningen, standses den 15de Januar af Serrurier ved la Fa­ vorita. Herfra opfordres imidlertid Wurmser til den næste Morgen at gjøre et Udfald fra Mantua; og da han endnu har 12,000 Md. under Vaaben, kan det blive farligt nok for Serrurier. Men den 15de om Aftenen ankommer Bonaparte og Massena, som efter Slaget ved Rivoli over Roverbello ere ilede til Undsætning. Augereau placeres nu i Ryggen paa Provera ved Kastellaro, Massena af­ skærer ham fra Kastellet, og Serrurier sættes imod Wurmsers Udfald. Den næste Dag, den 16de, ved Dag­ gry begyndte Slaget ved la Favorita, der ender med, at Wurmser kastes tilbage til Fæstningen, og Provera overgiver sig. Den 2den Februar kapitulerer Mantua, og i Begyndelsen af Maaneden stod Massena og Augereau atter ved Brentaen og Joubert ved Lavis.

Gaar man lidt tilbage i Tiden, finder man Bonaparte i en ligesaa vanskelig Stilling, som ban imidlertid reder sig ud af ved en energisk Handling, som ligeoverfor Ka­tastrofen ved Leipzig har en stor Interesse. I Slutningen af Juli 1796 stod han nemlig med c. 40,000 Md. saaledes fordelte: Sauret med 3000 Md. stod ved Salo, Massena besatte Stillingerne ved Corona og Rivoli med 12,000 Md., Despinois stod i Omegnen af Verona med 5000 Md., Augereau med 8000 Md. ved Legnago. Kilmaine med 2000 Heste og det lette Artilleri dannede en Centralreserve ved Castelnovo, hvor Hovedkvarteret var. Serrurier med 10.000 Md. belejrede Mantua, hvis Garnison ligeledes var 10.000 Md. brugbare Tropper.

Den 29de Juli rykkede Wurmser frem imod Bonaparte paa 3 Linier: 20,000 Md. under Quasdanovitsch sendtes Vest om Gardasøen imod Salo og Brescia, selv marcherede Wurmser imod Verona ad Vejene paa begge Bredder af Etsch. Den 30te erfarede Bonaparte, at Østrigerne paa den ene Side havde naaet Brescia og paa den anden Side have forceret Stillingerne ved Rivoli og ere ifærd med at passere Etsch paa alle Punkter. Han indser strax, at det (saaledes som senere ved Leipzig) gjælder om at forhindre Fjenden i at forene sine Kolonner ved Sydspidsen af Gardasøen og afskære hans Retræte­ linie, og hans Beslutning er hurtig taget. Han behøver al den Troppestyrke, han kan samle, for at naa sit Maal, og han tager ikke et Øjeblik i Betænkning at ofre Belejringen af Mantua og opgive alle Punkter ved Nedre-Mincio og Nedre-Etsch. Om Natten den 31te brænder Serrurier sit Materiel, fornagler sine Kanoner, kaster Krudtet i Vandet og marcherer bort for at støde til Bonaparte. Da det kun er dette enkelte Moment, jeg ønsker at fremhæve, skal jeg ikke gaa videre i Fremstil­ lingen af de Begivenheder, der førte til Slagene ved Lonato den 3die og ved Castiglione den 5te August, hvor­ efter Østrigerne gik tilbage til Tyrol, og Eranskmændene indtog alle deres gamle Stillinger.

Naar nu det Spørgsmaal fremsættes, hvorfor det, som lykkedes saa glimrende ved Verona, mislykkedes saa fuldstændig ved Dresden, og der maaske som Følge af dette Uheld rejses en Tvivl om de indre Liniers Værd i Almindelighed, saa maa det først fremhæves, hvad der tilstrækkelig fremgaar af det foran Udviklede, at de indre Linier ingenlunde ere et Universalmiddel, der altid skaffer den, der har vidst at sikre sig det, Sejr over Modstanderen: Ligeoverfor det italienske Felttog 1796 staar Waterloo, hvad Liniernes Anvendelse i Offensiven angaar, og medens Erkehertug Carl i det tydske Felttog samme Aar i Defensiven ved et enkelt Træk skaffede sig en afgjørende Overlegenhed over begge sine Modstandere, maatte Napoleon i 1814, uagtet han med sandt Mester­ skab gjentagne Gange bragte det samme Princip til An­vendelse, tilsidst bukke under i Kampen for at holde Fjenden borte fra Paris.

Det kan derfor i og for sig ikke forbavse, og det beviser heller Intet angaaende de indre Liniers Værd eller Ikke-Værd, at de i et givet Tilfælde have svigtet lige­ overfor de ydre Linier, og allermindst naar dette er sket under særlig vanskelige Forhold. Af saadanne vanskelige Forhold skal her først nævnes Fjendens Overlegen­ hed. Denne opvejer nemlig, naar den er tilstrækkelig stor, Ulemperne ved at operere udvendig. I saa Tilfælde har ogsaa netop Jomini anbefalet dobbelte Linier som de mest fordelagtige, især naar de ere koncentriske og diri­ gerede saaledes, at de ere istand til at støtte hinanden i det afgjørende Sammenstød.

Men dertil kommer, at de indre Linier i det Hele taget vistnok maa siges at være vanskeligere at anvende med Held, naar de Armeer, som operere imod hinanden, antage saadanne numeriske Størrelser, som i 1813 var Tilfældet. Jomini gjør i saa Henseende op­ mærksom paa to Omstændigheder, som man ikke kan frakjende en stor Betydning. For det første er det altid en vanskelig Sag at slaa en Armee paa 100,000 Md. grundig; thi selv om det lykkes at tilføje den et Neder­ lag, kan den altid vinde en sikker Retræte, indtil en af de andre (eller den anden) Armeer kan komme den til Hjælp; og for det andet maa den Styrke, som skal ob­ servere en Armee paa 100,000 Md., medens Hovedhæren vender sig andet Steds hen, selv voxe til en Armees Størrelse, hvoraf følger, at dens Nederlag i et givet Til­ fælde kan faa en Betydning, som ophæver de af Hoved­ hæren vundne Fordele. Jomini slutter deraf, at en cen­ tralt opstillet Armee paa 100,000 Md. kan være sikrere paa sukcessivt at overvælde 3 isolerede Armeer paa 30 h 35,000 Md., end en Armee paa 400,000 Md. overfor tre Armeer paa 135,000 Md.

Men naar det allerede i og for sig var vanskeligt at tilfredsstille den Betingelse for de indre Liniers rette Anvendelse, at den ene Modstander maa grundig afvises, inden Hovedhæren vender sig imod den anden, med de numeriske Styrkeforhold, som Napoleon kæmpede under i 1813, saa bliver det helt umuligt, naar de udvendig opererende Armeer drive det Spil, som vedtoges i Trachenbergplanen. Den anvendte Methode var ganske vist mangelfuld, for saa vidt som de Allierede ikke derved kunde fremtvinge en Afgjorelse; men den evige Jagen frem og tilbage kunde saare let rent tilfældig bringe dem en eller anden Fordel, saaledes som Vandammes Kapitulation ved Culm, der vendte Forholdet til Skade for Kejseren i det eneste Øjeblik, da han havde faaet et alvorligt Tag i Østrigerne til Trods for den vedtagne Plan.

Og det saa meget mere, som Napoleon ikke over­ alt selv kunde lede Udførelsen af sine Planer. Havde han mere været istand til at vaage over Vandamme, vilde han vistnok have vundet et smukt Resultat, og havde han selv kunnet vende sig imod de andre Mod­ standere, havde vel ogsaa Katastroferne ved Katzbach, Gross-Beeren og Dennewitz været undgaaede. Men dette kunde han ikke faa Tid til, dertil blev han altfor stærkt beskjæftiget ved Dresden.

Hvor ganske anderledes forholdt Sagen sig ikke i alle disse Henseender i 1796 ved Operationerne omkring Verona? De opererende Hære vare smaa; det var altsaa paa den ene Side ganske i Almindelighed taget lettere at holde een af de udvendige Hære Stangen for en kort Tid, og der var paa den anden Side mere Udsigt til at drive een af dem definitivt tilbage. Men dertil kom, at uagtet Bonaparte var bunden til sin Centralstilling om Verona paa samme Maade som senere til Centralstillingen om Dresden, opnaaede han dog at slaa afgjørende Slag imod sine Modstandere, fordi disse ved at trænge frem gave ham Lejlighed dertil. I November 1796 naaer han derfor at slaa Alvinzi grundig ved Arcole og at kaste ham ind paa en Retræte, som Kavaleriet alene bringer ham til at fortsætte til Brentaen, hvorefter han slaar Davidovich og driver ham til Tyrol. I Januar faar Alvinzi samme Behandling som forrige Gang, og Provera maa overgive sig ved Mantua. — Naar det er muligt at opfylde Betingelserne for de indre Liniers Anvendelse, bringe de allsaa et stort Resultat, hvorimod naar alle Betingelserne svigte, saa udebliver selvfølgelig ogsaa Ud­byttet. Men det er ingenlunde noget Særegent for de indre Linier; det gjælder for alle de strategiske Regler, som kunne opstilles som Rettesnor for Armeernes Operationer.

Da de Allierede omsider paa en fornuftig Maade vendte sig imod Leipzig, indtraadte en ny Situation. Det gjaldt nu fremfor Alt at forhindre deres Forening; der var ikke mere Tale om at afværge Faren ved en Bevægelse imod Bøhmen. Napoleon maatte derfor ikke lade sig binde ved Dresden, men ligesom han i 1796 i Italien ikke betænkte sig paa at ofre Mantua, maatte han nu resolut opgive Dresden og med alle sine Kræfter for­ hindre, at Retrætelinien blev afskaaren. Men Intet af dette skete. Paa Grund af manglende Kavaleri (det var gaaet til Grunde Aaret iforvejen i Rusland) opdagede han ikke Blüchers Bortgang, førend det allerede var for sent, og dernæst kunde han ikke bekvemme sig til hurtig og fuldstændig nok at rømme Dresden. En af Delene vilde maaske have været tilstrækkelig til at forandre Forholdene. Havde han opdaget Blüchers Flankemarche og i Tide kastet sig over ham, vilde vistnok Bernadotte, som ikke røbede nogen Lyst til at binde an med Napoleon, og som kun blev reven med af Blücher, have fundet sig foranlediget til at holde sig tilbage, og var han i Tide kommen bort fra Dresden med sin Hovedmasse, havde Udsigterne til at holde Schwarzenberg og Blücher ude fra hinanden i det Hele taget været lysere. Ved denne Lejlighed viste det sig ret, hvad det vil sige at have mistet Initiativet. Endvidere maa det erindres, hvad der fremhævedes i Begyndelsen af dette Afsnit, at Napo­ leons Stilling, saa snart Østrig sluttede sig til Koalitionen, var taget i Flanken, ja endog i Ryggen ved Bøh­mens geografiske Beliggenhed.

Forholdene ere altsaa i de to her omhandlede Felt­ tog saa forskjellige, at man ikke kan slutte fra det ene til det andet: Man er ikke berettiget til af det gunstige Udfald af Felttoget 1796 at drage den Slutning, at de indre Linier altid ville bringe Sejr; men det vilde være ligesaa uberettiget ganske at fordømme de indre Linier paa Grund af den Skjæbne, som overgik Napoleon i 1813. Sandbeden ligger i Midten og er kort udtrykt af Leer (i «Positiv Strategi») i den Sætning, at »man maa kom­ binere strengt efter Omstændighederne».

V.

Efter at have undersøgt de indre Liniers Værd under forskjellige Omstændigheder saavel i Offensiven som i Defensiven, skal jeg sluttelig i et kort Resumé samle de efterhaanden fremkomne Remærkninger om disse Liniers Anvendelse.

1. Det har viist sig, at de indre Linier kunne yde store Fordele, idet de gjøre det muligt, endog for en mindre Styrke, at opnaa et stort Resultat ved at vende sig først imod den ene og dernæst imod den anden af de paa ydre Linier opererende Modstandere; men Forud­ sætningen for, at Operationen i det Hele skal lykkes, er, at man opnaaer for en tilstrækkelig lang Tid at skille sig af med den ene, forinden man vender sig imod den anden. En tvivlsom Sejr er i saa Henseende ikke tilstrækkelig; at Modstanderen i Øjeblikket viger tilbage, er ikke nok; ban maa lide et saadant Nederlag, at han tvinges til at forholde sig passiv eller fortsætte sin Retræte; naaes dette ikke, er det farligt at fortsætte Operationerne; det viser sig saavel i Offensiven som i Defensiven. Hvis man, trods et mere eller mindre uafgjørende Resultat paa den ene Operationslinie, vender sig imod den anden, gaar det kun godt, dersom den paa den første Linie værende Modstander er uvirksom; en energisk Optræden fra hans Side vil, selv under temmelig ugunstige Chancer for ham, kunne vende Forholdet om. Man gjør altsaa Regning paa en Fejl fra Modstanderens Side, hvilket altid har sine store Misligheder. — For at sikre sig imod et Omslag er det nødvendigt, at den Styrke, som efterlades ligeoverfor den ene Modstander, medens Hovedstyrken vender sig til en anden Side, optræder med stor Takt og Forsigtighed, og jo større den numeriske Størrelse af de opererende Hære er, jo vigtigere er det, at den til- bageladte Styrke ikke udsættes for at lide et Echec, som let kan antage Dimensioner, der ophæve alle de af Hoved­ styrken paa andre Punkter vundne Fordele. Denne van­ skelige Opgave lettes, naar der findes en god Stilling, navnlig i et stærkt Terrainafsnit eller bag en Flod, hvortil Styrken kan støtte sig, og det er af Vigtighed, at de for­ andrede Styrkeforhold og Hovedstyrkens Bortmarche holdes skjult for Fjenden saa længe som muligt. — Men selv om Alt stiller sig gunstigt i de nævnte Henseender, maa der besluttes hurtig og handles energisk, ethvert Spild af Tid maa undgaaes; thi tilfældige Omstændigheder spille altid en stor Rolle i Krigen. Det er derfor af yderste Vigtighed, at de Troppestyrker (de være nu større eller mindre), som operere paa indre Linier imod ydre, ere underlagte een Kommando, der selv vaager over Ud­ førelsen og er kraftig nok til at tvinge de i det Heles Interesse nødvendige Foranstaltninger igjennem, navnlig ligeoverfor de Indvendinger, som altid ville blive rejste fra dens Side, som maa finde sig i, for en Tid at være .Modstanderen underlegen, for at der paa el andet Punkt kan samles den nødvendige Overmagt (absolut eller re­lativ).

2. Offensiven, som i sig selv er Bevægelse, tør vistnok siges at have størst Udsigt til et heldigt Resultat paa de indre Linier. Den har Valget af det Punkt, hvor den vil bryde ind, af den Modstander, som først maa angribes. Den Omstændighed, at Offensiven fra første Færd af har sikret sig Initiativet, gjør det muligt at over­ raske, at trænge ind, og dernæst at skaffe sig Luft til begge Sider. Men det maa dog betænkes, at selv om Betingelserne for en strategisk Offensiv ere tilstede, ved at Fjenden har indtaget en for lang eller for løs og usammenhængende Forsvarslinie, kan der let indtræde et i taktisk Henseende farligt Moment, fordi Fjenden paa begge Sider af det Punkt, hvorimod den strategiske Offensiv rettes, næsten instinktmæssig tvinges til at samle sig henimod dette Punkt. — Kun naar den fjendtlige Styrke allerede i det Øjeblik, da Offensiven begynder, er delt paa udvendige Linier i en saadan Afstand fra hinanden, at Operationerne forblive helt og holdent paa det strate­ giske Gebet, indtræffer et sligt Moment ikke. Men man kan da til Gjengjæld møde en anden Ulempe derved, at det bliver umuligt at komme baade frem og tilbage fra den ene Linie til den anden. Alt afhænger da af et enkelt Træk paa de indre Linier, der maa være nøje be­ regnet (Marengo) og energisk føres igjennem; derved kan der vindes, at dette ene Træk bringer et saa afgjørende Resultat paa den ene Linie (Jourdan), at den paa den anden Linie værende Modstander ikke har Andet at gjøre end at gaa tilbage (Moreau). 

3. At den, som vil anvende de indre Linier, fra Begyndelsen af er i Defensiven, forandrer Intet, hvad An­ vendelsen angaar, af den ganske simple Grund, at han for overhovedet at bringe Princippet i Anvendelse er nødt til at gaa over til Offensiven. Dette har selvfølgelig altid sine store Vanskeligheder, fordi man skal tage Initiativet fra Modstanderen; det gjælder derfor om dertil at vælge det rette Øjeblik og den gunstige Situation (Erkebertug Carl 1796, Napoleon 1813 ved Leipzig). Desuden er Be­ vægelsesfriheden ofte for den, som i det Hele og Store er kastet over i Defensiven, af en eller anden Grund begrændset (i 1814 maatte Napoleon saaledes stadig dække Paris). — Ere Forholdene af den Art, at Hæren i det Store maa betragtes som stillestaaende, som bunden i en Centralstilling (Dresden, Verona), indtræder der særlige Vanskeligheder. Da Hærens Hovedstyrke under disse Omstændigheder ikke kan fjerne sig udover en vis Afstand fra Stillingens Centrum, kan den Modstander, imod hvilken den vender sig, unddrage sig det Nederlag, som behøves, for at Hovedstyrken med Tryghed for sin Ryg kan rette sine Slag imod en anden Fjende, ved at vige tilbage ud­ over den omhandlede Afstand. Arbejde de forskjellige udvendig opererende Hære sammen som i 1813 omkring Dresden, kunne de omtrent gjøre det umuligt for Hæren i Centralstillingen at opnaa positive Resultater. Rigtig­ nok kan der heller ikke paa denne Maade fra Periferien naaes noget Afgjørende, med mindre Overlegenheden i numerisk Henseende er stor; men tilfældige Resultater kunne let fremkomme, der ville være farlige for Central­ hæren (Culm, Dennewitz), og desuden bliver det altid et Spørgsmaal, hvor længé den Sidstes Hovedstyrke kan ud­ holde at blive jaget frem og tilbage; jo mere fuldstændig det lykkes at berøve denne alt Initiativ, jo større er Faren i denne Henseende. — Mindst farlige blive Opera­tionerne udefra, naar de rettes imod selve Centralstillingen; føre de til et alvorligt Angreb imod denne uden den Ragtanke at vige for Hovedstyrken, men tvertimod med den Hensigt at trænge frem imod Centrum, kunne de indre Linier ogsaa i denne specielle Form bringe et smukt Resultat, fordi Centralhæren da faar den nødven­ dige Lejlighed til at slaa afgjørende Slag afvexlende imod den Ene og den Anden, saaledes som Princippet for de indre Liniers Anvendelse fordrer det. Dette var Tilfældet ved Verona, og det var ogsaa Tilfældet ved Paris i 1870 — 71. Preussernes Stilling, medens Relejringen af Paris dreves, var nemlig i det Hele en Centralstilling imellem de forskjellige Armeer, som fra Nord, Sydvest og Syd opererede imod Hovedstaden for at undsætte denne. Preusserne vare vel, saa længe de vare bundne til Paris, i Defensiven udadtil; men Stillingen havde i sig selv et offensivt Maal, nemlig Paris’s Undertvingelse. De kunde altsaa naa deres Maal alene ved at hævde Stillingen længe nok, medens Napoleon ved Dresden herved Intet kunde naa, og da Undsætningshærene maatte trænge paa for Alvor, var Muligheden for at tilføje dem Nederlag af Betydning ogsaa tilstede. — Faren voxer, naar de ud­ vendige Ilære operere imod Retrætelinien fra Centralstil­ lingen til den bagved værende Basis (i 1813 Rhinen). Da gjælder det fremfor Alt at forhindre deres Forening paa Tilbagetogslinien, og der maa handles hurtig og energisk. I 1813 lykkedes dette ikke Napoleon; i 1796 naaede han det derimod, i det ene Tilfælde dog kun ved midlertidig at opgive de ved Mantua vundne Fordele; i 1870, da Bourbaki gjorde sin store Bevægelse imod Preussernes Retrætelinie, var det heldigt for disse, at han rettede den imod et Punkt, hvor der all stod en Styrke, der rigtignok selv havde en Belejring at hævde, men dog et Terrainafsnit at støtte sig til. Ved energisk Handling lykkedes det ikke alene Preusserne at afvise Bourbakis Bevægelse, men at hævde Belejringen haade af Paris og Belfort og at trænge Bourbaki over paa neutralt Gebet. — Hvad der foran blev sagt om Betydningen af Hærens numeriske Størrelse, gjælder maaske i fortrinlig Grad for de her omhandlede Centralstillinger.

4. Hvad Spørgsmaalet om den for de indre Linier nødvendige Afstand angaar, da kunne Grændserne herfor kun angives i almindelige Udtryk. En Minimumsgrændse er naaet, naar de to indvendige Masser blive saaledes sammentrængte, at de blive tvungne til paa det taktiske Gebet at optage Kampen med deres Modstandere paa een Gang; da er der kun to Udveje, enten at overgive sig eller slaa sig igjennem. I 1814 valgte Napoleon rig­ tignok en tredie Udvej, nemlig at manøvrere sig ud, for­ inden Kredsen endnu var taktisk sluttet, altsaa ved et strategisk Gjennembrud; men da man ved en slig Ma­ nøvre gaar fra de indre Linier over til de ydre, gaa i hvert Fald ogsaa paa denne Maade de af de indre Linier forventede Fordele tabt, og større Ulemper ville ikke ude­ blive, dersom den indvendig Opererende er den Svageste. — En Maximumsgrændse maa siges at være naaet, naar Afstanden imellem de to Operationslinier bliver saa stor, at en Omfordeling af Stridskræfterne bliver umulig, saa at Fordelingen maa træffes een Gang for alle; i saa Fald har man to Krigstheatre. Denne Grændse, der iøvrigt har mindre praktisk Interesse, er det imidlertid i det givne Tilfælde ofte vanskeligt at drage. I den russisk-tyrkiske Krig var saaledes Afstanden fra Donauen til Constantinopel 50 Mil, fra Constantinopel til Armeniens Grændse 100 Mil; men Afstanden fra Donauen til Armenien Nord om Sortehavet 250 á 300 Mil. Trods disse store Af­ stande er det dog tvivlsomt, om der ubetinget kan siges at være et europæisk og et asiatisk Krigstheater. Sorte­ havet spiller i saa Henseende en Rolle; og dersom Rus­ serne ere Herre paa dette, kunne de vel endog ved at operere laugs Kysten (som i 1828) imod Constantinopel og over Havet imod Lilleasiens Kyst siges at være paa de indre Linier. — Nutidens forbedrede Kommunikations­ linier baade til Søs og paa Landjorden ville i det Hele taget have den Virkning, at de indre Linier kunne lægges længer fra hinanden uden at tabe den fornødne Sammen­ hæng; ja de kunne endog, naar Kommunikationsliniernes Retning er gunstig, mere eller mindre ophæve Manglerne ved de ydre Linier. At Telegraferne ved at lette Med­ delelserne imellem de forskjellige Kommanderende arbejde i samme Retning, er en Selvfølge. 

5. Men selv med alle de foran anførte Omstændig­ heder er Sagen ikke udtømt; en Hovedrolle spiller ved alle slige Operationer Personlighederne. Det gaar ikke an at gjøre Regningen uden Feltherrerne: Hvad der lader sig udføre overfor Schwarzenberg eller Beaulieu, gaar ikke overfor Blücher, der dog ingenlunde var en af Viden­ skabens Heroer, men hvis hele Strategi vistnok var inde­ sluttet i det ene Ord: «'Vorwärts». De saakaldte moralske Kræfter spille overhovedet i Krigen en stor Rolle, og hvilken moralsk Kraft er vel større end Feltherrens Ka­rakter, hvad en Plans Udførelse angaar? Beregningerne ere selvfølgelig, saa længe Overvejelserne staa paa, fuld­ kommen paa deres Plads, og ingen General har flittigere end Napoleon brugt Passeren; men naar det kommer til Handling, er Fordringen til Karakteren den, som Jomini stiller i Spidsen, naar der er Tale om en Overgenerals Egenskaber; thi «Krig er ikke et rent mathematisk Problem, men et lidenskabeligt Drama«, og Krigsførelsen er en Kunst, om den end har sin Videnskab.