En i store træk holdt oversættelse og bearbejdning af en artikel i „Wehrwissenschaftliche Rundschau“ hefte 7 og 8/1954. Artiklen, der gengives med tidsskriftets tilladelse, er skrevet af en fransk videnskabsmand og reserveofficer Bernard B. Fail. Forfatterens kendskab til forholdene i Indokina hidrører dels fra hans deltagelse i krigens første kampe, dels fra et længere ophold i landet i 1953. Forfatteren lægger vægt på at understrege, at artiklen er at opfatte som hans personlige syn på og vurdering af personer, situationer og forhold.
Med fæstningen Dien-Bien-Phus fald den 7/5 1954 synes den fase af krigen i Indokina at være afsluttet, i hvilken kamphand lingerne endnu havde karakter af en kolonikrig. Dien-Bien-Phu har imidlertid vist, at den kommunistiske Viet-Minhhær nu er tilstrækkelig udrustet og uddannet til at kunne besejre en i vest europæisk og amerikansk forstand moderne organiseret og udrustet hær.
Hvad er det da, der har bevirket, at Ho Chi Minh ud af sine guerillabander, der omkring 1944 knap nok talte nogle få bundrede mand, har kunnet skabe en hær på mere end ni divisioner og en guerillastyrke på henved 350.000 mand, med hvilke han ikke blot har kunnet true Frankrigs magtstilling i Indokina, men også vestmagternes strategiske stilling i Sydøstasien?
A. Krigens forhistorie.
1. Hvad er Indokina?
En stat ved navn Indokina eksisterer ikke. Indokina er et fransk forvaltningsbegreb omfattende statsforbundet (États Asso- ciétés) Kambodia, Laos og Vietnam. Indokina (se skitse 1) er det største statskompleks på det sydøstasiske fastland dækkende et område på ca. 745.000 km 2 og med en befolkning på ca. 29 m il lioner mennesker. Den vigtigste af staterne er Vietnam, hvis befolkning alene udgør 3/4 af det samlede antal, og hvis landareal omfatter ca. halvdelen af det samlede areal. I Vietnam ligger også de vigtigste byer, Hanoi i nord og Saigon i syd (1,4 millioner indbyggere), ligesom landet besidder de vigtigste havne.
I økonomisk og kulturel henseende står Vietnam langt over sine to nabostater. Også strategisk set er Vietnams beliggenhed særlig vigtig. Ikke med urette er landet således af franskmændene blevet døbt: „Frankrigs balkon mod Stillehavet“. Vietnam, der har en længde på over 1.400 km og en bredde, der på visse steder ikke når op på mere end 80 km, er beliggende ved det sydkinesiske hav, og kan geografisk set sammenlignes med lande som Chile og Israel. Sammenlignet med disse to lande er det ligeså svært at forsvare, men har dog frem for dem visse fordele, idet det som dækning mod vest har Annams og Laos uvejsomme jungleplateauer og mod Kina er dækket af de ligeledes uvejsomme Yuennanbjerge, hvor kun få og snævre dale og pas fører fra Kina til Vietnam.
Først franskmændene har samlet landet. Den vietnamesiske befolkning bebor kun de frugtbare kyststrækninger, medens re sten af landet bebos af primitive bjergboere: Thai-, Tlio-, Muong- og Moistammeme. Forbindelsen mellem de små, men yderst tæt beboede floddeltaer skete tidligere kun ved kysttrafik. Imidlertid har den franske koloniadministrations bygning af såvel en vej og en jernbane fra Saigon til Hanoi, som en vej mellem Hanoi og Kunming i Sydkina samt anlæget af store flyvepladser i Haiphong og Saigon skabt landets store strategiske betydning i moderne tid.
2. Situationens udvikling under den 2. verdenskrig.
Allerede i den 2. verdenskrigs første fase kastede japanerne deres øjne på Indokina. Endnu før Frankrigs nederlag i Europa krævede Japan, at den franske koloniadministration skulle indstil le den amerikanske våbentransport over Haiphong til Kina (til Chiang Kai-Shek). Anmodningen herom blev imidlertid afslået. Da Frankrigs nederlag i Europa var uundgåeligt, anmodede fransk mændene den amerikanske regering om våbenleverancer til kolonihæren i Indokina, der på daværende tidspunkt bestod af ca. 15.000 mand fodfolk, et panserregiment, to artilleriregimenter og 40 forældede flyvemaskiner, men USA afslog dette under henvis ning til den vanskelige situation, som England dengang befandt sig i. I stadig kraftigere sprog krævede japanerne nu, at der skulle overlades dem støttepunkter på indokinesisk territorium, men da de ikke opnåede resultater ad denne vej, stillede de i midten af september måned 1940 franskmændene et ultimatum. Den 22. samme måned påbegyndte de deres angreb. De gamle grænsefæst ninger Langson og Dong-Dang forsvarede sig fortvivlet, men blev efter få dages kamp nedkæmpet. Havnebyen Haiphong blev angre bet af japanske bombeflyvemaskiner, og således stod de franske tropper, mere end 12.000 km borte fra enhver hjælp, som de før ste vestlige soldater overfor japanerne — mere end et år før Pearl Harbour. Den fortvivlede situation benyttede nabostaten Siam (Thailand) sig af, idet tropper fra dette land rykkede over græn sen og besatte de indokinesiske grænseprovinser.
Forladt af alle var Indokina nu på nåde og unåde udleveret til japanerne. Disse lod til at begynde med den franske koloni administration beholde sine tidligere omend nu stærkt begrænsede funktioner, men situationen for de franske embedsmænd var meget vanskelig. Med nederlagene såvel i moderlandet som i Indokina havde franskmændene mistet meget af deres prestige i befolkningen, og nationalistiske og kommunistiske grupper, som det aldrig var lykkedes franskmændene belt at blive herrer over, dukkede op af undergrunden, fandt støtte hos japanerne og gjorde deres til at undergrave franskmændenes autoritet. Den vanskelige situation lettedes heller ikke ved den spaltning, der var mellem tilhæn gere af Vichy — og de Gaulleregeringen. Indokina havde en Vichyguvernør, admiral Decoux, hvis politiske stillingtagen natur nødvendigt var præget af, at landet var besat af aksetropper.
Da japanerne ved den 2. verdenskrigs slutning forudså deres nederlag, afsatte de hensynsløst den franske administration. Ja panerne gik herunder frem med en sådan hurtighed, at de fran ske tropper mange steder end ikke fik mulighed for at forsvare sig. Den franske modstand brød sammen i slutningen af marts 1945, og resterne af kolonihæren, ca. 6.000 mand under generalerne, Sa- battier og Alessandri, lykkedes det at komme gennem 350 km jungle og ind i Kina. Her blev de afvæbnet af Kuomintangtropper, og trods alle henvendelser fra de Gaulles side til såvel kine serne som til amerikanerne holdtes de interneret her indtil februar 1946.
3. Viet-Minh.
Imidlertid havde de nationalistiske og kommunistiske grupper i Vietnam med støtte fra Kuomintangkineserne sluttet sig sammen, således at en exilregering kunne dannes i Sydkina. Medens dog nationalisterne spaltede sig i større og mindre grupper, sluttede de venstreorienterede elementer sig sammen om deres prøvede fø rer, Nguyen Ai Quoc (alias Nguyen Than Tanh, alias Nguyen Sinh Chin, alias o. s. v.), der i 1944 antog sit nuværende navn Ho Chi Minh.
Med amerikansk støtte fra O. S. S. (Office of Strategic Servi ces), som forsynede ham med våben og udrustning af nyeste type, satte Ho Clii Minh sig i Midten af 1944 fast i Nordvietnam. Det viste sig hurtigt, at det ikke så meget var kampen mod japa nerne, men i langt højere grad var kampen om den politiske magt i landet, der interesserede ham. Efter den franske koloniadmini strations opløsning den 9/3 1945 og efter japanernes sammenbrud august 1945 var Ho Chi Minh i virkeligheden den eneste magthaver i landet. Amerikanerne var endnu engageret i Indonesien, eng lænderne i Malaja og Kuomintangkineserne, for hvem tanken om at gøre Indokina til kinesisk protektorat ikke var fremmed, havde endnu ikke påbegyndt deres march over grænsen.
4. Potsdam.
Som for andre dele af verden fik Potsdamkonferencen også for Indokina ulykkelige konsekvenser. Frankrig var udelukket fra konferencen og fik efter dennes afslutning meddelelse om, at In dokina på samme måde som Korea ville blive delt i to dele, af hvilke den nordlige ville blive overgivet til kineserne og den syd lige til englænderne til nedkæmpning og afvæbning af japanerne. Franske tropper, der i Europa, Afrika og på Madagaskar stod re de til indskibning til Indokina, fik ingen transportmuligheder med den begrundelse, at den nødvendige tonnage ikke var til stede. Alt dette var Ho Chi Minh særdeles godt orienteret om, da han fra august 1945 havde amerikanske forbindelsesofficerer hos sig. Fra fransk side havde man det indtryk, at amerikanerne sigtede mod i fremtiden at holde franskmændene ude fra Indokina, hvil ket bl. a. gav sig det udslag, at den franske udsending i Nordvietnam, der var gået i land med O. S. S.missionen i Hanoi, blev holdt fangen af Ho Chi Minh i byens franske administrationsbygning, uden at amerikanerne intervenerede, hverken til fordel for ham eller de øvrige 20.000 franske civilfanger, som holdtes indespærret i forskellige lejre.
Det er derfor let at forstå, at Ho Chi Minh udnyttede denne gunstige situation i fuldt mål. Den 2/9 1945 erklærede han såle des „Den demokratiske vietnamesiske republik“s uafhængighed og krævede, at stormagterne skulle anerkende republikken.
I den sydlige del af Vietnam, hvor et lille detachement under kommando af general Gracey var gået i land, havde situationen udviklet sig anderledes. Efter at hundrede franske kvinder og børn, der boede i et ubevogtet beboelseskvarter, var blevet overfaldet og dræbt, lod Gracey en fransk faldskærmsbataillon, der holdtes i beredskab på Ceylon, kaste ned samt løslod og be væbnede 1.800 franske kolonisoldater, der endnu holdtes interne rede. I slutningen af september 1945 holdt englænderne sammen med franskmændene et brohoved omkring Saigon. Denne udvikling i Sydvietnam skabte ophidselse ikke blot hos Ho Chi Minh og den kommunistisk indstillede del af befolkningen i Nordvietnam, men også hos amerikanerne. Der taltes om en krænkelse af Potsdamtraktaten, men Ho Chi Minh var alligevel klog nok til at indse, at det på dette tidspunkt måtte være i hans interesse at komme til en forståelse med franskmændene. Denne erkendelse skyldtes ikke mindst tilstedeværelsen af den 180.000 mand store kinesiske „befrielseshær“, der som en græshoppesværm var slået ned over det udmarvede land og bogstaveligt talt udsugede landet for alt — inklusive tagsten og dørgreb. Indrepolitisk havde Ho Chi Min imidlertid gjort op med alle nationalister, som endnu kunne stå ham i vejen, og det var derfor i hans interesse at komme til en overenskomst angående hans forhold til Frankrig. Dette skete ved en overenskomst af 6/3 1946, som tillod franskmændene at holde mindre garnisoner i Nordvietnam. Herved opnåede han også at komme af med de kinesiske „befriere“, således at han og fransk mændene endeligt i sommeren 1946 var alene i landet.
5. Forhandlingernes sammenbrud.
De forhandlinger, der nu fulgte, blev fra begge sider ført med de største forbehold, idet yderliggående elementer i begge lejre modarbejdede de to regeringers almindelige ønske om at komme til en forståelse. Medens således den franske regering i Paris mod tog Ho Chi Minh med alle de æresbevisninger, der tilkommer et fremmed statsoverhoved, gjorde den nye franske kommissær i In dokina, admiral D’Argenlieu, alt, hvad han kunne for at under grave Ho Chi Minhs autoritet. Han sammenkaldte i hast de indoki nesiske stater til en konference, dannede på eget initiativ en „Fri Cochin-Kinarepublik“ og følte sig personlig kaldet til at genop rette Frankrigs magtstilling i det fjerne østen. Men Cochin-Kinas skæbne var netop det springende punkt i forhandlingerne i Paris, og D’Argenlieus holdning havde en væsentlig andel i disses sammenbrud.
På den anden side gjorde ekstremisterne blandt Ho Chi Minhs tilhængere det let for D’Argenlieu at tro på dobbelt spil fra deres side, idet bandekrigen (overfald, sabotage, drab af vagt poster o. s. v.) trods løfter om det modsatte, ikke blot fortsatte, men udvidedes. Krisen nåede sit højdepunkt den 20/11 1946, da franskmændene i Haiphongs havn opbragte en kinesisk djunke, som efter sigende smuglede krigsmateriel til Viet-Minhhæren. Den følgende dag kæmpedes der i Haiphong, hvor franskmændene, ef ter et kortfristet ultim atum , også indsatte svært skibsskyts. På trods af de svære tab (tabet af dræbte civilpersoner opgives alene på grund af flådebombardementet til 6.000), troede man alligevel at kunne bilægge denne episode på fredelig vis, men Ho Chi Minh-regeringen nærede frygt for at blive afsat af de i Hanoi garnisonerede franske tropper, der var blevet forstærket med en panser styrke under kommando af general Leclerc. I Hanoi blev der for øjnene af franskmændene således forberedt forsvarsforanstaltninger af Viet-Minhstyrkerne, og franske forestillinger om disse blev besvaret med, at de kun blev foretaget „for at berolige befolk ningen“.
I mellemtiden blev det sværere og sværere for de franske garnisoner ved nordgrænsen at opretholde den indbyrdes forbin delse. Langsomt blev hver enkelt garnison afskåret fra nabogarni sonerne og Hanoi ved vejspærringer og miner. Forsyningskolonner blev angrebet og tilintetgjort. Den franske overkommando afstod dog indtil videre fra gengældelsesaktioner.
Den 19/12 1946 sprængtes Hanois elektricitetsværk i luften, og hylende horder af Viet-Minh guerillastyrker angreb franske støttepunkter. Nogle timer senere blev samtlige franske garnisoner angrebet. Dermed begyndte, kun 11/2 år efter afslutningen af den anden verdenskrig, en ny krig, der for Frankrig skulle vise sig at blive så skæbnesvanger.
B. KRIGENS FORLØB
Indokinakrigen kan man inddele i fire faser:
1) Guerillakrigen, i hvilken Viet-Minh trak sig tilbage til sine støttepunkter i bjergene og kun gik offensivt til værks ved ter roraktioner.
2) Operationerne i åben mark, betinget af, at Viet-Minh fra Kina fik krigsmateriel og uddannede kadrer.
3) Ligevægtsfasen, som Viet-Minh udnyttede til at opstille egent lige uddannede divisioner.
4) Kulminationen, i hvilken Viet-Minh følte sig stærk nok til at overgå til de afgørende modangreb.
Kommunisterne i Indokina har ikke anvendt andre kampme toder end sådanne, som vesten allerede var bekendt med fra andre krigsskuepladser. Det skal dog bemærkes, med hvilken konsekvens Ho Ghi Minh har fulgt det af ham valgte „program“. Dette, der skylder en middelalderlig kinesisk krigsfilosof, Sun Tzu, sin oprindelse, er tidligere blevet anvendt af bl. a. Mao Tse-Tung i et i 1947 udgivet skrift, kaldet: „Vore opgaver i den nuværende si tuation“ og har følgende hovedpunkter:
1. Enhver by og ethvert stykke land, som ikke sikkert kan hol des, opgives.
2. Guerillakrigen anvendes, sålænge fjenden er i besiddelse af såvel den kvalitative som den kvantitative overlegenhed.
3. Regulære enheder opstilles på et tidligt tidspunkt. Med dem overgås der til afgørende modangreb, når den endelige sejr er sikker.
1. Guerillakrigen.
Først og fremmest håbede Viet-Minh på at kunne kaste franskmændene i havet, men efter få dages forløb blev det klart, at dette ikke ville lykkes. De indesluttede garnisoner holdt forbitret ud, og efter at Hanoi i midten af februar var blevet befriet, begyndte den franske overkommando på at befri de indesluttede garnisoner. Lederes panserstyrker åbnede den 100 km lange vej mellem Hanoi og Haiphong i midten af januar 1947, og Hué, Centralviet- nams hovedstad, blev undsat fra havet den 7/2 1947. Garnisonen i Nam-Dinli i nord kæmpede fortvivlet i 82 dage, indtil det, den 11/3 1947, også her lykkedes for faldskærmsjægere at bryderingen.
Det er nu uden formål at beklage, at der dengang ikke fandtes en fransk regering, som efter disse første sejre enten beslutte de sig til at sætte sig til forhandlingsbordet (som hollænderne gjorde i Indonesien) eller at give overkommandoen i Indokina de militære midler, hvormed den kunne afslutte krigen hurtigt gennem modstanderens tilintetgørelse. Ingen af delene skete. Den franske hær, der stod i Indokina, androg nu ca. 40.000 mand. Af disse kunne man som egentlige operative enheder kun medregne Lederes panserenheder, to batailloner faldskærmsjægere og en brigade fremmedlegionærer. De øvrige tropper måtte for største delens vedkommende anvendes til beskyttelse af de franske garnisoner i Vietnam samt af Kambodia og Laos. Det er klart, at man på langt sigt med så lille en styrke, ligegyldigt hvor godt udrustet og uddannet den end måtte være, ikke kan slå en modstander, til hvis rådighed der stod et rum, der er 1 1/2 gang så stort som Tyskland før 2.verdenskrig, i hvilket udvigen kunne finde sted. De franske panseraktioner stødte derfor ud i det tomme rum, medens byerne, der var indrettet som støttepunkter, erobredes, og på denne måde beherskede Viet-Minh ganske vist ikke en eneste by, men praktisk talt hele det åbne land. Ved hjælp af terror holdtes befolkningen i skak, og Viet-Minh-kommissærer inddrev skatter i form af naturalier. Disse tilstande forblev ikke skjult for den franske gene ralstabschef, general Revers, på dennes inspektionsrejse i 1949. Han foreslog derfor, at man opgav samtlige fjerntliggende garnisoner og i stedet koncentrerede de franske stridskræfter i den Røde flods tæt befolkede og frugtbare delta. Den sydlige del af landet var på daværende tidspunkt renset for større guerillabander og udgjorde intet særligt militært problem.
Den plan blev — formentlig af politiske grunde, idet der i mellemtiden var dannet en antikommunistisk Vietnamregering under kejser Bao-Dai’s ledelse — aldrig ført ud i livet.
Midt i september 1950 angreb sytten til tyve kommunistiske batailloner den tynde franske postkæde langs med den vietnamesisk-kinesiske grænse. På trods af indsats af faldskærmsjægere blev kæden i løbet af kort tid gennembrudt, ligesom en pansret undsætningskolonne, under Oberst Oharton, blev omringet i bjergene og fuldstændigt tilintetgjort.
Slaget var haardt. I Frankrig taltes om evakuering af resten af kolonihæren og civilbefolkningen. I Nordvietnam stod nu grænsen åben for den kinesiske hjælp. Frankrig havde på afgørende måde forpasset den sidste chance for at vinde krigen paa en relativ billig måde.
2. Krigen i åben mark.
Kampene ved den kinesiske grænse i 1950 havde belært franskmændene om, at de batailloner, der havde angrebet de franske støttepunkter, ikke var de samme pjaltede og dårligt udrustede bander som i 1946. Det var nu veluddannede enheder, ud rustet med de mest moderne våben af amerikansk model. For første gang så franskmændene hos Viet-Minhhæren således indsats af såvel luftværnsskyts som 10,5 cm bjerghaubitzere.
På fransk side havde materielsituationen forværret sig. Indtil Koreakrigens udbrud havde USA, som før omtalt, kun betragtet begivenhederne i Indokina som Frankrigs kolonikrig og havde som følge heraf ikke stillet materiel til disposition. Størsteparten af de anvendte kampvogne og motorvogne havde allerede gjort krigen med i Europa og var nu næsten udslidte. Også med tropperne var der sket forandringer. De krigsvante soldater, som havde været til rådighed ved felttogets begyndelse, var lidt efter lidt forsvundet dels på grund af tab og tropesygdomme, dels fordi deres tjeneste tid nu var udløbet.
I sidste øjeblik fandt Frankrig, som så ofte før i sin historie, en mand, for hvem det lykkedes at ændre situationen: Feltmarskal Jean de Lattre de Tassigny, tidligere chef for 1. franske arme. De Lattres dagsbefaling til tropperne indeholdt kun eet løf te: „Fra nu af bliver I ført“. Og han holdt sit ord. Han forbød evakuering af civilpersoner som værende undergravende for mo ralen og indkaldte adskillige årgange af de franske reservister i Indokina for at kunne befri alle sine egentlige kampstyrker for garnisonstjenesten.
På samme tid begik fjendens overkommando sin eneste store strategiske fejl under hele krigen: Vo Nguyen Giap, chef for Viet-Minhhæren, troede, at han allerede havde nået det tredie stadium i den af Mao-Tse-Tung opstillede teori for kampens førelse: Det afgørende modangreb. Han besluttede sig derfor til at angribe de franske tropper i den Røde flods delta.
I morgendæmringen den 13/1 1951, angreb fjenden med tre divisioner fra nord mod syd for at erobre Hanoi (se skitse 2). På fransk side var der på angrebstidspunktet to groupes mobiles (groupe mobile er en motoriseret regimentskampgruppe bestående af to motoriserede fodfolksbatailloner, en kampvognsbatallon med opklaringsdeling og een til to artilleriafdelinger samt de fornødne forsyningsorganer) og de i garnisonerne bundne styrker på adskil lige batailloner for hånden.
Den nordlige kampgruppe blev indesluttet i byen Vinh Yen, i hvilken de Lattre selv landede den følgende dag i flyvemaskine. Den sydlige fik ordre til den 15/1 at støde igennem til Vinh Yen, hvilket også lykkedes i løbet af eftermiddagen. Den 16/1 kl. 1500 stod begge kampgrupper syd for Tam-Dao, hvor de kl. 1700 blev angrebet af en kommunistisk division. Fjenden angreb i tætte ko lonner henover det åbne terrain trods den tilintetgørende franske artilleriild og napalbombardementer. Da Viet-Minli trak sig tilbage, efterlodes 1.500 døde og 6.000 sårede.
Til trods herfor forsøgte Giap endnu to gange lykken i kamp i åben mark. I april forsøgte han at afskære den livsvigtige vej fra Haiphong til Hanoi, der løb parallelt med den nordlige delta front. Dele af den 2. Tonkin division afslog angrebet og kastede modstanderen tilbage til bjergene. De fjendtlige tab beløb sig til 3.000 mand. Det sidste angreb fulgte fra den modsatte retning, fra syd mod nord. Her lykkedes det de Lattre at afskære Viet Minh fra tilbagetog til bjergene, og under den derpå følgende omringning mistede Giap en hel division.
Situationen i de Lattres hær havde nu nået sit højdepunkt.
Amerikansk materiel nåede nu fronten i stadig større mængder, og de første soldater fra de nydannede vietnamesiske nationale styrker tilgik hæren. Forstærkninger fra Frankrig havde udfyldt hullerne, som kampene i 1950 havde forårsaget. Giap måtte erkende, at han havde begået en alvorlig fejltagelse ved at angribe de franske styrker med sine endnu kamperfame enheder.
Da monsunen (monsunregnen begynder i Indokina at falde i maj og holder op i oktober. Bevægelser med motorkøretøjer i denne periode er da faktisk umulige, og mulighederne for at lade operationer på jorden støtte fra luften er stærkt begrænsede.) i slutningen af oktober 1951 holdt op, var de Lattre rede til at overgå til modangreb. Det gjaldt om at afskære de kommunistiske hæres forbindelsesvej mellem det vietnamesisk-kinesiske græn seområde og det frugtbare og tæt befolkede m idterafsnit om kring Than-Hoa. Den 13/11 1951 sprang tre faldskærmsbatailloner ud over rummet omkring Hoa-Binh, livor en række vigtige veje skærer hinanden. Tretten fodfolksbatailloner (af hvilke to tilhørte de nationale vietnamesiske styrker) og to kampvognsbatailloner forenede sig senere med den nedkastede styrke.
Dermed beherskede de Lattre situationen.
De vietnamesiske styrker udviklede sig under de Lattres ledelse på planmæssig måde. Den 1/1 1950 talte styrkerne 50.000 mand (i dette tal er ikke medregnet de 100.000 vietnamesere, der var tjenstgørende i den franske hær), medens de ved slutningen af „de Lattres år“ 1951 var nået op over 100.000 mand. Af disse opstilledes der bl. a. en faldskærmsjægerbataillon, seks kamp vognseskadroner samt nogle artilleri-, pioner- og telegrafenheder. Svagere styrker blev på samme tid opstillet i Kambodia og i Laos.
I mellemtiden var fjenden ikke forblevet uvirksom. Giap hav de draget konsekvenserne af sine tidligere fejl. Et antal af hans troppeførere havde i Kina gennemgået uddannelseskurser, og en del af hans artilleriregimenter var blevet skolet på kinesiske sky depladser samt genudrustet med moderne skyts. Overfor hinan den stod derfor nu den franske unionshær, der endnu ikke var stærk nok til at besejre fjenden i dennes bjergredouter, medens Giaps nye divisioner heller ikke var stærke nok til at måle sig med unionshæren i kamp i åben mark. Der var således skabt lige vægt mellem de krigsførende parter.
3. Ligevægtsfasen.
a. Ny øverstkommanderende.
Det hører til Indokinakrigens tragiske skæbne, at marskal de Lattre, der i forvejen var hårdt ramt ved tabet af sin eneste søn, døde af en kræftlidelse i januar 1952. Hans efterfølger, general Salan, overtog en situation, som allerede på nogle punkter lang somt, men sikkert begyndte at blive kritisk. De Lattre havde i de sidste måneder af sit liv ladet anlægge en kæde af feltbefæstnin ger i en halvkreds rundt om den Røde flods delta for at skabe en solidere basis for sine offensiver. Han havde yderligere haft til hensigt hermed at afskære og tilintetgøre de i deltaet indesluttede 20-30.000 guerilla-soldater.
Det er et spørgsmål for militærhistorikere, om ikke angrebet på Hoa-Binh har trukket tretten batailloner væk fra deltaet, hvor de måske hellere skulle have været indsat for at nedkæmpe banderne, der opererede i ryggen på det franske ekspeditionskorps. En fransk officer skrev dengang: „Måske er de Lattre netop død på det rigtige tidspunkt, så at han ikke selv kommer til at bøde for denne fejltagelse“. Dette formindsker dog ikke general Salans ansvar for krigsføringen i det følgende år. Banderne i deltaet gjorde store fremskridt, og i februar 1952 blev Hoa-Binh, hvis forbindelsesvej til deltaet atter og atter var blevet angrebet, og hvis flyveplads lå under ild fra tre Viet-Minh divisioner, til et sandt helvede for den ca. 20.0000 mand store besætning. For sent blev der givet ordre til tilbagetrækning, formentlig af politiske grunde. Året for var Hoa-Binh, som engang Stalingrad og som senere Dien-Bien-Phu, i aviserne blevet fremhævet som „Sejrens symbol“, men opgivelsen af byen og tilbagetrækningen til en stil ling ved Dayfloden kostede kampgruppen over 25 % af styrken og en stor del af dens materiel.
b. Thaifelttoget.
Også det næste slag, som Salan måtte udkæmpe, og som ko stede ham hele den operative reserve, var en arv fra de Lattre. I Nordvestvietnam mellem den Røde flod og grænsen til Laos lig ger Thaiområdet, dækket med bjergjungle, hvorigennem der kun forer enkelte muldyrstier. De egentlige forbindelsesveje er den Sorte og den Røde flod, som er sejlbare med flodhåde. Befolk ningen på omkring 500.000 mennesker, opdelt i forskellige Thai- stammer, er ikke beslægtet med vietnameserne. De taler deres eget sprog og lever nøjsomt af ris, som dyrkes på bjergskråningerne.
En af landets vigtigste næringsveje er opiumsmugling fra Laos over Thaiom rådet til Kina.
Dette land — nøglen til Laos og til det vest herfor liggende Siam (Thailand) — var af største betydning for den kommunistiske overkommando. Opium er en international „møntsort“ af større handelsværdi end guld. I Siam findes ikke blot den største Sovjetlegation i Sydøstasien, men også Viet-Minhs indkøbskom mission for udenlandske våben og vigtigt materiel. Det var der for kun et spørgsmål om tid, hvornår general Giap ville angribe dette område.
Viet-Minhhærens felttog mod Thaiområdet falder i tre på hinanden følgende operationer, hver enkelt adskilt fra den forrige ved en monsunperiode.
Vinterfelttoget i 1951 blev til et delvis nederlag for Viet Minh. Det lykkedes dem ganske vist at overskride den Røde flod, men en videre fremtrængen kunne rettidigt hindres ved franske modangreb mod vandskellet mellem den Sorte og den Røde flod. Den franske overkommando mente, at Viet-Minh ved det fejlslagne fremstød havde villet opnå en genoprettelse af den tabte pre stige efter nederlagene i deltaet. I virkeligheden var det dog kun begyndelsen til det kommunistiske angreb. Nøjagtig et år efter, på et tidspunkt, hvor Salan havde bortødslet sine reserver i mindre operationer i Central- og Sydvietnam, angreb Giap på en bredde af 150 km over den Røde flod med tre divisioner. Igen blev de franske støttepunkter afskåret fra hinanden. For en dels vedkom mende blev de tilintetgjort, men det lykkedes dog nogle af be sætningerne at kæmpe sig den 120 km lange vej tilbage til den Sorte flod, hvor en forsvarslinie i største hast søgtes etableret. Foran denne viste den kommunistiske 308., 312. og 316. division sig allerede den 23/10 1952.
Salan forsøgte at afskære disse styrkers forsyningslinier, idet han den 9/11 1952 begyndte Indokinakrigens største faldskærms operation. Fire faldskærmsjægerbatailloner sprang ud ca. 40 km bag de fjendtlige linier. Efter heftige kampe og under svære tab lykkedes det dem at ødelægge nogle fjendtlige forsyningsdepoter. Ved denne lejlighed blev for første gang også nogle nye sovjet russiske lastvogne taget som bytte. Fjendens hovedstyrke var imid lertid, ifølge Mao-Tse-Tungs „program“, veget tid mod nord, og den franske operation „Lotthringen“ blev i det store og hele et stød i luften. Efter nogle dages forløb forenede fremstødte pan serstyrker sig med faldskærmsjægerne, og den samlede angrebsstyr ke trak sig tilbage til deltaet.
Den kommunistiske hærs hovedstyrker blev knap nok berørt af disse kampe. Allerede midt i november måned havde Viet-Minh omgået den kun tyndt besatte forsvarslinie ved den Sorte flod og befandt sig på fremmarch ad den sidste vej i det indre af Thaiområdet, „Route-Provinciale 41“. Derfor befalede den fran ske overkommando, at kampgrupperne i Thaiområdet skulle ind rette sig til forsvar omkring det hidtil ukendte punkt ved vej 41, Na-Sam.
På rekordtid blev der her anlagt en „Stålmåtteflyveplads“, der var i stand til at modtage de tungtlastede Dakota transport maskiner. Salan rekvirerede alle civile transportmaskiner i Indokina til at flyve våben, ammunition og mandskab til kampområdet. Pansrede spejdervogne og felthaubitzere blev transporteret ad skilte, dækningsgrave blev bygget til næsten 20.000 mand, til hvilke endog minerammer måtte flyves frem.
Den 21/11 1952 blev de sidste forposter tvunget tilbage, og den 23/11 1952 stod Viet-Minhhæren foran Na-Sam.
Trods svær beskydning og gentagne masseangreb holdt Na-Sam ud hele vinteren igennem. I modsætning til Dien-Bien-Phu indgik de omkringliggende højdedrag i forsvaret af Na-Sam, hvilket bevirkede, at flyvepladsen kun sjældent lå under fjendtlig ild. Det kommunistiske luftværnsartilleri var på daværende tidspunkt heller ikke særligt effektivt virkende.
Forsvaret af Na-Sam under general Gilles kommando gjorde uden tvivl sit til at binde store kommunistiske styrker, men om resultatet stod mål med indsatsen, må forblive et ubesvaret spørgs mål.
Na-Sam voldte efter de første svære tab ikke mere fjenden noget større besvær. Giap byggede transportveje rundt om byen og fortsatte sin fremrykning i retning af Laos. Han efterlod kun forholdsvis svage styrker ved Na-Sam, mens franskmændene næsten endnu et helt år måtte flyve forsyninger til 20.000 mand frem ved hjælp af en luftbro på ca. 250 km.
Begivenhederne viste allerede dengang tydeligt det militære nytteløse i at grave sig ned i junglen.
Allerede i dette andet felttog var Thaiområdets skæbne af gjort. Det tredie felttog, som kulminerede i kampen om fæstnin gen Dien-Bien-Phu, var forsåvidt såvel taktisk som strategisk vær diløst. Med den spredte indsats af styrkerne havde general Salan berøvet sig selv enhver mulighed for på en eller anden front at kunne bringe det til et afgørende resultat. Af de tre divisioner, som af Viet-Minh var sat ind i området ved Na-Sam, bøjede den 308. og den 312. division af i retning mod Sanneua (i Laos), mens en tredie, den nyopstillede 304. division rykkede frem mod hoved staden i Laos, Luang-Prabang.
Den 12/4 1953 trak den fransk-laotiske garnison sig tilbage til Xieng-Khouang. Som i 1950 i det kinesiske grænseområde og i 1952 i Thaiområdet, således faldt de franske støttepunkter i Nordlaos i 1953, det ene efter det andet som ofre for overlegne, fjendtlige angreb.
Den 19/4 1953 kunne Xieng-Khouang heller ikke holdes længere. De fransk-laotiske styrker trak sig op på højderne ved Jarres (Urneplateauet)x), hvor de påny indrettede sig til forsvar, men som kort tid efter blev omgået. Den 25/4 1953 var Viet-Minh kun nogle få km fra Luang-Prabang.
Hvad der nu skete, er endnu en gåde. Uden nogen indlysende grund trak Viet-Minh sig tilbage, ud af Laos. Det var ikke et flugtagtigt tilbagetog, men en ordnet tilbagetrækning til en stærkt forkortet linie ved nordvestgrænsen. General Salan, hvis tjeneste tid i Indokina var udløbet, skulle endnu opleve at besætte Xieng-Khouang, hvor han den 1/7 1953 overgav kommandoen til den nye øverstbefalende i Indokina, general Henri-Eugene Na varre.
Ligevægten var endnu engang oprettet.
4. Kulminationen.
a. Situationen hos kommunisterne.
I hvilken tilstand befandt Viet-Minhhæren sig nu ved afslutningen af ligevægtsfasen? Den rådede over seks fuldtallige fodfolksdivisioner og en tung division (artilleri og ingeniører) på til sammen 90-100.000 mand. Dertil kom 10 selvstændige regiments-kampgrupper på hver ca. 3.000 mand, som delvis stod bag den franske front i deltaet.
Disse operative styrker dannede armeens hovedstyrke (chu- luc). Bevæbningen af batailloneme var på højde med den franske, endog overlegen med hensyn til antallet af morterer. De rådede over et stort antal fremragende panserværnskanoner af tjekkisk oprindelse samt 75 mm rekylfri kanoner. Artilleriregimenternes felthaubitzere var for størstedelen krigsbytte fra Korea, og da den kommunistiske udrustning næsten udelukkende bestod af amerikansk materiel, kunne de franske våben, der blev taget som bytte, altid straks anvendes igen. Det var således et tragisk tilfælde i kampen om Dien-Bien-Phu, at hver granat, der ved en fejltagelse blev kastet ud fra transportflyvemaskinerne over de fjendt lige linier, få minutter efter blev anvendt mod fæstningen.
Til disse 130.000 mand „chu-luc“ kom de lokale regionsstyrker, som hovedsagelig stammede fra den provins, i hvilken de blev sat ind, og som arbejdede snævert sammen med „chu-luc“. Sådanne halvregulære enheder, som ialt vel talte ca. 120.000 mand, holdt sig også „under jorden“ i de fleste fransk besatte byer.
Denne organisation støttedes af „folkemilitsen“ (du-kich), de utalte tusinder af bønder, som om dagen udførte deres markarbejde og om natten sprængte broer, angreb poster eller minere de veje. Denne „folkemilits“ dannede også rygstød for spioner og sabotører og foretog transport af vigtigt materiel (medikamenter, radioudstyr m. v.), som måtte skaffes fra den del af landet, som var besat af Vietnamstyrker. Den franske overkommando befandt sig i samme situation overfor militsen, som den tyske værnemagt i den anden verdenskrig overfor modstandsbevægelsen i de besatte lande. Store aktioner mod den blev som regel røbet i forvejen og mislykkedes derfor, mens mindre operationer bragte tab, men al drig virkelige resriltater. Antallet af „du-kich“ må antages at ha ve ligget mellem 250 og 350.000 mand. Militssoldaternes store taktiske fordel lå deri, at de altid kæmpede i deres egen hjemegn, som de var fuldt fortrolig med.
Denne trappeformede hærorganisation dannede tillige grund laget for udtagelsen og uddannelsen af troppereserverne. En militssoldat forblev ofte mange år i „du-kich“, før han tildeltes en regional styrke, og for at kunne rykke op i „chu-luc“ måtte han foruden at have vist sig som særlig kampduelig og politisk pålidelig tillige kunne læse og skrive. Således udgjorde „chu-luc“ en elite, som næppe fandtes bedre i Asien, og om hvem franske stabsofficerer har udtalt: „Viet-Minhsoldaten er i dag en af verdens bedste fodfolkssoldater“.
Om Viet-Minh soldaten er kommunist, eller om han optrådte som en nationalist mod et kolonistvre, således som Pandit Neliru og Sovjet hævdede det, er et politisk spørgsmål, som ingen kan besvare hundrede procent rigtigt, men Viet-Minhliæren er uden tvivl en politisk hær, om hvilken general Giap har sagt: „Hærens styrker er partiets vigtigste middel til at opnå politiske mål“. Hver bataillon har en kommissær (Chinh-Uy), hvis stilling er så stærk, at hvis der er uoverensstemmelse mellem den kommanderende og kommissæren, har den sidstnævnte den afgørende stemme. Cliinh-Uy ledes af et „Politbureau“ i generalstaben.
Skønt man ikke kan frakende den enkelte Viet-Minh soldat et nationalt motiv, så er regimet og hæren nøjagtigt ligeså politisk skolet som i Moskva og Peking.
På forsyningstjenestens område udrettede Viet-Minh rene vidundere. Til trods for mangel på lastvogne indtil 1951 (først fra begyndelsen af Dien-Bien-Phuslaget konstateredes der større mæng der af lastvogne), trods regelmæssige bombeangreb på forsyningsvejene lykkedes det altid for den kommunistiske overkommando at fremskaffe forsyninger på rette sted og til rette tid. Dette skete ved hjælp af bærerkolonner, i hvilke tilsammen indgik over 100.000 mennesker. De bestod ikke af soldater, men af civilister, som dels frivilligt havde stillet sig til rådighed, dels var blevet ud skrevet til denne tjeneste. De store tab på grund af udmattelse, malaria og luftangreb blev straks erstattet ved nye udskrivninger.
Under hvilke vilkår disse bærere udførte deres tjeneste, kan man forstå af en kommunistisk radiomeddelelse fra den 22/9 1953, i hvilken en sådan arbejdskolonne udmærkedes ved tildeling af „Modstandsmedaillen af 3. klasse“, med følgende kommentar: „50 % af arbejderkolonnen fra Van-Chan er kvinder .... De følger skridt for skridt troppernes fremmarch og må ofte måneder igennem klatre gennem bjerge og jungle. Ofte måtte en enkelt nat- temarch på 50 km tilbagelægges med tung last .... Når det regnede, trak bærerne deres regnkapper af, trods kulden, for at beskytte ammunitions- og rislasten“.
Med lignende metoder blev bygning af veje gennemført.
Det er indlysende, at en sådan løsning af forsyningsproblemerne næppe kunne forhindres med moderne våben. Disse bærer kolonner var ikke bundet til faste veje. Når en vej var spærret af en feltbefæstning, omgik de stillingen ad en 5 km længere sti. I Vietnams jungle og i Laos bøje savannegræs var de skjulte for en tilfældig flyverobservation, og hvis de opdagedes, udgjorde de næppe et lønnende mål for en fjendtlig bombeflyvemaskine.
På den ene side udførtes forsyningen af bærere, altså civilister, så alle soldater kunne være ved fronten og kæmpe. På den anden side måtte franskmændene sætte en stor del af deres tropper ind i forsyningstjenesten, som afvikledes efter mere vest europæiske (amerikanske) principper.
Deraf kan man forstå, hvorfor de franske unionsstyrker med deres allierede, skønt de tilsammen sandsynligvis var Viet-Minli talmæssigt overlegen med 30— 40 %, alligevel næsten altid under kampen var betydeligt underlegne. Medens de 400— 500.000 mand Viet-Minh tropper næsten udelukkende anvendtes til egentlig front- tjeneste, måtte franskmændene anvende en stor del af deres kræfter til beskyttelse af de bag fronten liggende garnisoner, samt til eskorte- og forsyningstjeneste. Det tydeligste bevis herpå var luft forsyningen til de indesluttede fæstninger og støttepunkter. F. eks. forsynedes Dien-Bien-Phu dagligt med 100—170 tons materiel ad luftvejen. Dette gods måtte først pakkes i faldskærmspakninger på ikke over 100 kg, og af hensyn til sabotage udførtes det af solda ter. Når man husker, at på samme tid måtte en række andre støt tepunkter i Vietnam og Laos også forsynes ad luftvejen, får man et indtryk af det forsyningsproblem, som den kommunistiske ledelse i Indokina var fritaget for.
Den demokratiske republik Vietnam blev 1950 anerkendt som stat af Kina og Sovjet, og diplomatisk repræsentation udsendtes til Moskva og Peking. Efter den tid tilgik der en uafbrudt strøm af forsyninger over den kinesiske grænse, og efter afslutningen af Koreakrigen beløb disse forsyninger sig til 5.000— 6.000 tons om måneden.
På de kinesiske øvelsespladser Tsing Hsi og Long Chow (i provinsen Kwangsi) blev Viet-Minhspecialister uddannet. Således kom det 34. artilleriregiment tilbage med 22 nye 10,5 cm haubit- zere og blev tillige med nyopstillede luftværnsafdelinger (12,7 mm amerikanske maskingeværer og 37 mm luftvæmskanoner) straks sat ind ved Dien-Bien-Phu. Arsenalet i Kunyang (provinsen Yun- nan) var hovedreparationsbase for alle våben, som Viet-Minh og guerillastyrkerne i Siam og Burma fik stillet til rådighed.
Kinesiske styrker blev ikke sat ind i Indokina, men såkaldte teknikere (ca. 20.000) arbejdede i Viet-Minhhæren.
Hovedvægten af materielhjælpen udgjordes af lastvogne. Alene i terrainet om Dien-Bien-Phu blev der konstateret ca. 8.000 lastvogne, der muligvis var et lån fra Kina. Nogle måneder før krigens afslutning skal et antal russiske kampvogne være indtruffet, men de blev ikke sat ind ved fronten.
Viet-Minh havde ikke indsat flyvemaskiner. Dog havde Kina truffet alle fornødne forholdsregler til i tilfælde af en udvidet arne- rikansk-fransk luftkrig mod Viet-Minh, at kunne gribe kraftigt ind. Kun få minutters flyvning fra grænsen var flere store flyveplad ser for jetjagere blevet bygget. Ifølge meldinger fra Hong-Kong stod eskadriller af Mig 15 jagere klar på disse pladser.
Således var altså situationen hos Viet-Minh, da general Na varre overtog kommandoen ved begyndelsen af kulminationsfasen.
Her må indskydes, at betegnelsen „kulminationsfase“ må ses i fjernøstlig målestok. Her stod ikke millionhære overfor hinanden, og i intet slag blev mennesker og materiel sat ind i et omfang som på de europæiske krigsskuepladser. I slagene under den 2. verdens krig om Salomonøerne, på Ny-Guinea, på Ivo-Jima og Okinawa deltog sjældent mere end to-tre divisioner. Indokinakrigen må måles med denne fjernøstlige målestok, mens forholdene i Korea var noget anderledes, fordi begge parter her koncentrerede deres kræfter på en eneste, forholdsvis kort front. I Indokina målte fron ten i den Røde flods delta alene mellem 120 og 200 km, fronten i Centralvietnam ca. 150 km, frontafsnittet i Laos 450 km og af snittet i Kambodia 350 km, foruden støttepunkterne og de utallige fæstninger.
I modsætning til Koreas barske fastlandsklima, som ikke voldte vestens soldater vanskeligheder, er Indokinas klima hovedsa geligt tropisk. Landet er hjemsøgt af malaria og andre tropefebersygdomme og har et fugtigtvarmt „vaskekælderklima“, som selv de indfødte har svært ved at tåle.
Takket være en mere vitaminrig ernæring viste de ikke-indfødte sig på længere sigt ofte mere modstandsdygtige overfor klimaets skadelige indvirken end landets egne sønner. Til trods herfor må ca. 40 % af de franske tab tilskrives de forskellige tropesygdomme og det psykologiske nervepres, som junglekampen fremkaldte. Og så bag fronten var soldaten udsat for klimaets og guerillakrigens påvirkninger, således at der ikke kunne blive tale om en virkelig hvileperiode, som amerikanerne kunne få i Japan efter nogle måneders fronttjeneste i Korea.
b. Franske offensiver.
Da general Navarre overtog kommandoen den 8/5 1953, var situationen i nogen grad under kontrol. En stor del af hans fald skærmsjægere var sat ind i fæstningerne Na-Sam og ved „Urtepla- teauet“, størstedelen af hans luftstyrker forsynede et halvt dusin støttepunkter. Massen af fodfolket havde besat de Lattrelinien i den Røde flods delta. Vietnams egen hær befandt sig midt i opbygningsperioden.
Skønt en „Navarre-plan“ aldrig er blevet fremsat officielt, findes der dog nogle holdepunkter, hvoraf man kan slutte sig til generalens hensigt. Efter hans stabschef, oberst Revols udtalelse, ville Navarre „....... redonner au corps de bataille une mobilité et une aggressivité qui lui manquent“.
Fra en sovende krigsskueplads, hvor man ventede det tørre efterårsvejr, blev Indokina nu skuepladsen for „offensiv for en hver pris“. Angreb sattes ind praktisk talt i alle verdenshjørner.
Den 16/7 1953 blev 2.700 faldskærmsjægere under general Gillet overraskende kastet 220 km bag den fjendtlige front i Lang son. Operationen blev en sukces, 1.000 maskingeværer og meget m ateriel blev ødelagt, og tilbagetræ kningen lykkedes uden tab.
Den 28/7 1953 blev der i Centralvietnam foretaget en opera tion med alle tre værn for at tilintetgøre det 95. kommunistiske fodfolksregiment. Landgangen lykkedes, men fjenden veg ud.
Fra den 10.— 12/8 1953 blev besætningen i Na-Sam på ialt 20.000 mand med våben og udrustning transporteret bort ad luft vejen, uden at fjenden forhindrede det. Herved blev den i del taet stående styrke væsentlig forøget, og der fulgte nu en række mindre operationer med forskellige resultater.
Ved begyndelsen af efterårets tørkeperiode havde man er kendt koncentration af kommunistiske divisioner rundt om deltaet. Navarre besluttede at slå til først og angreb mod nordvest for at kaste sig over den 304. og 320. division. Angrebet begyndte den 15/10, men stødte på heftig modstand. Det lykkedes først at nå de fjendlige forsyningsområder efter, at de var rømmede. På til bagemarchen blev den franske kolonne afskåret af den 320. di vision, men det lykkedes den at slå sig igennem efter svære tab, og hele operationen endte som et „slag i luften“.
c. Det 2. kommunistiske angreb på Laos.
Imidlertid greb general Giap nu initiativet og satte tre divisioner i march mod Laos, efterfulgt af en tung division på 2 ar tilleriregimenter, 1 ingeniørregiment og 1 luftværnsregiment.
Navarre stod nu overfor en svær beslutning. Skulle han be nytte lejligheden til at kaste sig over fjenden nord for deltaet i let område, hvor de fjendtlige stabe, baser og sandsynligvis re geringssædet befandt sig, og som tillige var det eneste risområde, som modstanderen havde i sin besiddelse? For første gang havde den franske øverstkommanderende tilstrækkeligt med tropper, ma teriel og reserver. Klima og terrain i dette kampafsnit var forholds vis gunstigt. Den øverstkommanderende på nordfronten, general Cogny, pressede på, for at man skulle vælge denne løsning:
„Le Laos ou le Tonkin, il faut choisir. En votilant tout défen- dre, nous allons les perdre tous les deux“.
Det er muligt, at denne krigs skæbne er blevet afgjort ved en uventet beslutning truffet af det fjerntliggende, øverste krigsråd.
I hvert fald havde general Navarre ikke den sanime handlingsfri hed som marskal de Lattre, men blev „fjernstyret“ af Comité de la Défence Nationale. Laos havde som den første af de tre indokine siske stater sluttet forbund med Frankrig, derfor forelå der tilsyne ladende en politisk grund til for anden gang at beskytte Nordlaos mod fjendtlig invasion. Efter stormfulde møder i forsvarsrådet sejrede „civilisterne“ over indsigelserne fra marskal Juin og for svarsminister Pieven: „Nordlaos skal holdes“. Dermed var terningerne kastede.
d. Dien-Bien Phu.
Landsbyen Dien-Bien-Phu ligger i den nordvestlige del af Vietnam i nærheden af den laotiske grænse. Ved at besætte byen og spærre den store genenmgangsvej, håbede Navarre at standse de fjendtlige divisioner, der trængte ind i Laos.
Den 20/10 1953 sprang de tre første faldskærmsbatailloner ned. De led følelige tab, fordi en fjendtlig afdeling netop holdt øvelse på flyvepladsen; men de besatte pladsen, der var udbygget under den anden verdenskrig. I de følgende uger blev der anlagt feltbefæstede stillinger, og forsyninger af enhver art blev fløjet dertil. Hele kampområdet, som lå i en dal, var for stort til, at de omliggende højder kunne inddrages i befæstningsanlæggene. Det tilgrænsende område blev ryddet for at skabe skudfelt, og obser vationsflyvemaskiner blev stationeret i Dien-Bien-Phu.
Efter nogle forsigtige rekognosceringsfremstød mod fæstningen omgik general Giap simpelthen denne og marcherede videre mod Luang-Prabang. Samtidig sendte han en kolonne i retning af det sydlige Laos og overskår Vietnam i dets „hvepsetalje“. Dette var i og for sig uden betydning, idet trafiken mellem nord og syd gik over søen og gennem luften, men det hvirvlede dog noget støv op i verdenspressen. Reserver blev skrabet sammen fra hele Indokina for at afparere slaget, hvilket også lykkedes i løbet af få dage.
Hvad der nu fulgte, kan imidlertid ikke mere forklares ved „fjernstyring fra Paris“ og må afvente historikernes dom. Til trods for det svære tryk mod Nordlaos, trods bandeaktioner i deltaet ved den Røde flod, hvorved næsten 30 transportflyvemaskiner var blevet ødelagt, trods general Cognys advarsel, begyndte general Na varre den 15/1 1954 en ny operation, en landgang i Sydannam, som var uden betydning for hele situationen, men som brugte de franske reserver i det kritiske øjeblik.
Giap reagerede med den for ham vanlige hurtighed. Han af brød straks den temmelig formålsløse march mod Luang-Prabang, formentlig foretaget af prestigegrunde, og kastede sig over det næsten sikre bytte: Dien-Bien-Phu.
Berlinkonferencen i februar 1954 havde vist, at Frankrig endnu ikke var rede til forhandling. I dag er det klart, at Giaps offensiv var inkluderet i Sovjets politik. Inetanende har politikerne i Berlin selv fastlagt datoen for Dien-Bien-Phus fald, da de besluttede sig til at indkalde Asienkonferencen i Géneve i slutningen af april.
For begge parter blev nu Dien-Bien-Phu til et symbol, som var mere værd end det antal soldater og det materiel, som fra begge sider blev sat ind i slaget. Tidspunktet og de overdrevne forhåbninger, som pludselig blev sat til Navarre og de virkelig heroiske forsvarere af Dien-Bien-Phu, gav kampen om fæstningen en politisk „knaldeffekt“.
Frankrig havde sovet sig gennem den ca. 8 år lange Indokina- krig, nu vågnede det op til den forfærdende kendsgerning, at det var indviklet i en morderisk krig, i hvilken ganske vist „kun“ hvervede og allierede soldater faldt, men hvor til sidst også Fran krigs egne sønner deltog. Foruden fra de franske kommunister, dersom sædvanligt repræsenterede udenlandske interesser, lød råb fra hele Frankrig om hjælp til den lille fortabte landsby i et glemt hjørne af Thai-området. Alle til rådighed stående faldskærmsjægere, selv uddannelsesbatailloner i Bretagne, blev indladet i US- Air Transport Commands kæmpemæssige transportflyvemaskiner og fløjet ad en omvej til Indokina. (Indien havde i sidste øjeblik ment at måtte bevise sin neutralitet ved at afslå tilladelse til over flyvning).
Lige indtil de sidste dage meldte der sig endnu frivillige til at springe ned over fæstningen, deriblandt nogle, som aldrig før havde sprunget ud med faldskærm. Men allerede i slutningen af marts var alt — : for lidt og for sent.
Som allerede nævnt, led fæstningen af den utilgivelige konstruktionsfejl, at begge flyvepladser var indset fra fjenden og kunne belægges med ild. Kun ved letfærdig overoptimisme og en dårlig efterretningstjeneste kan det forklares, at den franske over kommando ikke kendte styrken af fjendens artilleri og luftværn. Det lykkedes ikke det franske artilleri, trods dets større kalibre, at bringe fjenden til tavshed. Allerede efter kort tids forløb kun ne erstatninger og forsyninger ikke mere flyves ind eller sårede flyves bort. Bunkershospitalet, der oprindeligt var indrettet for 24 sårede, måtte til sidst optage 2.000 sårede.
Den 13/3 1954 begyndte det første angreb på støttepunkterne Gabrielle og Beatrice, som endelig efter hårde kampe, der bølgede frem og tilbage, blev besat af kommunisterne. Giap vidste, hvad det drejede sig om: Dien-Bien-Pliu skulle spilles ud som åbnings trumf af sovjetblokken ved konferencebordet i Geneve. Sit næste kort spillede Giap ved at afskære artilleristøttepunktet Isabelle fra den øvrige fæstning. General de Castris skabte dog flere gange forbindelse til Isabelle ved indsættelse af kampvogne, men i læng den viste denne indsats sig at være alt for kostbar. Fra midten af april kæmpede Isabelle alene.
Også Giaps tropper var svært medtagne af angrebene og hav de lidt et tab på ca. 5—6.000 mand.
Den indtrådte regnperiode, som man først troede var fæst ningens redning, viste sig snart at blive dens skæbne. Den forstyr rede ganske vist Viet-Minhs motortransporter, men ikke bærer kolonnerne. På fransk side derimod afbrød den dage igennem nedkastningen af ammunition og levnedsmidler, samtidig med at det fjendtlige luftværn stadig blev mere og mere effektivt. Sand synligvis ikke fordi det anvendte radar, som det blev hævdet; men fordi begge parter anvendte samme radioapparater, hvor Viet-Minh nøjagtig kunne høre, når en maskine opgav fæstningens radiopejlestation sin tilflyvningsretning og hastighed.
Den 22/4 1954 begyndte det andet store angreb, denne gang fra nordvest over flyvepladsen mod hjertet af fæstningen. Trods den sværeste ild satte fjenden sig fast på flyvepladsen.
Nedkastningen af forsyninger blev stadig mere og mere en leg med døden, og transportflyvestyrkerne mistede ca. 60 besætninger og maskiner.
Da konferencen i Geneve blev åbnet den 26/4 1954, holdt Dien Bien-Phu forbavsende nok stand endnu.
Med friske kræfter satte Giap det afgørende angreb anden 7/5 1954. Kl. 0400 om morgenen havde de Castris endnu indtrængende anmodet om 120 tons ammunition, men senere blev andragendet ændret til nødrationer af forplejning. Man vidste allerede fra an dre franske fanger, taget af Viet-Minh, at de var udsat for „hungermarcher“ .
Ved middagstid var angriberne allerede midt i fæstningen, hvor der nu blev kæmpet med håndgranater og knive. De flyvemaski ner, der kredsede over fæstningen, måtte nøjes med at se på nær kampen uden at kunne gribe ind.
Kl. 1700 talte de Castris i radioen med den øverstkommande rende over nordfronten. Befalingen lød: „De skal holde ud til det sidste. Efter Deres heltemodige modstand kan der ikke være tale om nu at hejse det hvide flag over Dien-Bien-Pliu“.
Kl. 1730 blev kanonerne og radioinstallationer sprængt. Nogle minutter senere åbnede artilleriet i støttepunktet Isabelle, der endnu holdt stand, efter ordre ild mod fæstningens centrum. En rekognosceringsmaskine meldte den 8/5 kl. 0100 endnu om kampe i gravene og anlæggene.
Isabelles skæbne lod ikke vente længe på sig. De 2.000 over levende brød, efer at have ødelagt deres kanoner, frem i et storm angreb. Kommunisterne meldte også om deres tilintetgørelse.
C. KRIGENS AFSLUTNING.
Tabet af Dien-Bien-Phus besætning var ikke talmæssigt så betydningsfuldt, at krigens udfald kunne have været afhængig af det. Men det var en stor del af de bedste tropper, som var gået tabt. Seks faldskærmsbatailloner, fire— seks batailloner fremmed legionærer, og af førere, 1 general, 16 oberster og 240 særligt ud dannede officerer. Frem for alt var initiativet afgørende overgået til kommunisterne, og der var ingen udsigt til at genvinde det.
I deltaet stod der nu ca. 60.000 mand fransk-vietnamesiske tropper overfor 8 regulære Viet-Minh divisioner, og i selve deltaet steg antallet af guerillastyrker til over 100.000 mand.
Opretholdelsen af den livsvigtige forsyningstrafik ad den store forbindelsesvej mellem Hanoi og havnen Haiphong krævede daglige gennembrudskampe med indsats af flyvemaskiner og kampvogne.
Derfor måtte den nye øverstbefalende, general Ely, beslutte sig til at rømme den sydlige del af deltaet, for at få styrker til at holde en afkortet linie. Tilbagetrækningen hertil var den sidste kamphandling i Indokinakrigen.
Imidlertid lykkedes det den nye franske ministerpræsident, Mendés-France, at få en våbenstilstandsaftale i stand med Viet-Minh i Genéve. Efter denne overenskomst fik Viet-Minh hele Nord-vietnam indtil den 17. breddegrad indbefattet Hanoi og Haiphong og overlod Laos og Kambodia tillige med det rige Syd-Vietnam til Vesten efter en afstemning.
Våbenstilstanden blev undertegnet i Genéve den 21/7 1954 kl. 0200. Efter 7 år og 7 måneders forløb sluttede krigen i Indokina.
„J. R.“
