I
Krisen omkring Cuba og Indien er ingenlunde løst med begivenhederne i efteråret 1962, men krisens løsning tog sin begyndelse og skrider videre frem.
Med denne fremadskridende løsning lader sig imidlertid væsentlige tråde efterspore i hele det komplicerede krisekompleks, hvis problemstilling rækker langt ind i den totale krig og i den indrekommunistiske arvefølgekrig. Den rækker også ind i det farvede fællesskabs strategi.
Under den fremadskridende løsning afsløres det efterhånden, hvor dybt arvefølgekrigens interessemodsætninger mellem de to store kommunistiske verdensmagter har udviklet sig til indre misundelse og gensidigt had og mistro. Hverken Sovjet-Unionen eller det kommunistiske Kina vover at indlade sig i en storkonflikt, medens den anden har sin handlefrihed i behold.
Det lader sig ane, at den russiske kommunisme, selv om den endnu længe vil fortsætte sin kamp for erobringen af Vesteuropa for at blive herre over sin magtreduktion, så alligevel betragter en — ihvert fald forbigående — forståelse med den frie verden som den endelige nødvendighed.
Den russiske kommunismes situationsvurdering, som ligger til grund for tilbagetoget fra Cuba, da den så sig klemt inde mellem både den frie verdens modoffensiv og den kinesiske kommunismes forsøg på den store asiatiske magtudvidelse, vil være højst interessant for vor egen videre situationsvurdering.
Efterhånden skal vi vel lære den at kende.
For den frie verden er det klart, at dens defensive strategi ikke ønsker en væbnet storkonflikt med Sovjet-Unionen, men en forståelse. Det store spørgsmål bliver bare: Med hvilke omkostninger og på hvilke betingelser?
Den hvilepause, som foreløbig følger den fremadskridende løsning af Cubakrisen og indstillingen af den kinesiske offensiv mod Indien, gør det klart, at en bevæbnet storkonflikt er usandsynlig, sålænge arvefølgekrigen er uafgjort.
Hvilepausen bar derfor givet plads for højrøstede meningsudvekslinger mellem interessemodsætninger og uoverensstemmelser både indenfor verdenskommunismen og den frie verden.
Den endelig løsning på disse interessemodsætninger vil øve afgørende indflydelse på den totale krigs videre gang og bestemmer den frie verdens og verdenskommunismens fremtidige totalpotentielle styrke.
II
Den offensive verdenskommunismes målsætning er uforandret siden dens grundlæggelse, oprettelsen af det kommunistiske verdensherredømme efter ødelæggelsen af den frie verdens europæisk-amerikanske kultur og udryddelsen af dens borgerlige samfundsordning efter Lenins detaljerede anvisninger.
Efter den russiske sejr i den anden verdenskrig skabte Stalin den kine- sisk-kommunistiske stormagt i Asien, og sammensmeltningen mellem de to kommunistiske stormagter og deres folk skulle danne grundlaget for skabelsen af kommunismens europæisk-asiatiske imperium, som skulle give verdenskommunismen den nødvendige overlegenhed i den totale krigs slutfase mod den frie verden.
Efter Stalins død var imidlertid den kinesiske kommunisme vokset op til en magtfylde i Asien, som indenfor verdenskommunismen næsten gjorde den til den russiske kommunismes jævnbyrdige, og Kina begyndte straks efler Stalins død at gøre sig fri af det russiske lederskab og stræbte selv åbent efter den verdenskommunistiske førerstilling.
Med denne problemstilling brød den indrekommunistiske arvefølgekrig ud mellem den russiske og den kinesiske kommunisme om Stalins kommunistiske enevoldstrone.
De to kommunistiske stormagters forskellige og indbyrdes uforenelige målsætninger blev efterhånden klare.
Den russiske kommunisme leder en politisk, økonomisk og religiøs mission som grundlag for erobringen af et kommunistisk verdensherredømme under de russiske magthaveres førerskab i Kreml.
Ikke et eneste minut under sin krigsføring mod den frie verden er den russiske kommunisme i sin totalstrategi vegen blot en tomme fra Lenins geniale anvisninger, hverken i offensive eller i defensive handlinger med det resultat, at dens totalpotential fra i 1907 at være en landflygtig generalforsamling med en formand og ni medlemmer nu er blevet — noget større!
Den kinesiske kommunismes mål er ikke en kommunistisk ideologis sejr som grundlag for et kommunistisk verdensherredømme og slet ikke under russisk førerskab.
Det kinesiske mål er Kinas storhed som førende verdensmagt efter nedbrydning af den hvide verdensmagt. Den kinesiske kommunisme stræber derfor både efter førerstillingen indenfor verdenskommunismen med udryddelsen af den frie verden som mål og efter førerstillingen indenfor de farvedes fællesskab med dettes målsætning: Nedbrydningen af den hvide verdensmagt.
Den kinesiske kommunismes målsætning bliver således til sidst en lige så stor trusel mod Sovjet-Unionen og dens livide slaviske folk, som mod den europæisk-amerikanske frie verden.
Den indrekommunistiske arvefølgekrig bliver udkæmpet, for at det kan afgøres, om den russiske kommunisme skal kunne bruge Kina som kampmiddel for sine russiske mål, eller om den kinesiske kommunisme skal kunne bruge Sovjet-Unionen for sine kinesiske mål.
Hertil kommer, at en væsentlig drivkraft i den kinesiske totalstrategi udgøres af Kinas stadig voksende befolkningstilvækst, som gør geografisk ekspansion til en nødvendighed.
De eneste områder, som er tilgængelige for en sådan kinesisk ekspansion, er det russiske Sibirien og den frie verdens Australien.
På baggrund af misundelsens gensidige had og mistro bliver den indrekommunistiske arvefølgekrig således et rent spørgsmål om den afgørende magt indenfor verdenskommunismen mellem de to kommunistiske stormagter for at kunne gennemtvinge deres egen nationalegoistiske målsætning. Sålænge den frie verdens magtreduktion bliver et fælles, men for dem begge stadig uopnåeligt mål, vil arvefølgekrigen næppe bryde ud i åben konflikt.
Den kommunistiske alliances formelle sammenbrud ville for dem begge betyde det afgørende nederlag, men dens reelle sammenbrud har gjort ende på forudsætningen for Stalins oprindelige verdenskommunistiske totalstrategi, Stalinstrategicn.
Denne forudsætning var den samordnede offensive verdenskommunistiske totalkrigsføring mod den frie verden på baggrund af den vældige magtfylde, som skabtes af den ubrydelige sammensmeltning mellem den russiske og den kinesiske kommunisme, og denne forudsætning består ikke længere.
Truslen mod den frie verden kommer ikke længere fra den samlede verdenskommunisme under Stalins førerskab, men begge de kommunistiske stormagter forsøger nu at udvide deres egen magt på den frie verdens bekostning, medens de med stor misundelse våger over, at den anden ikke får nogen. Medens den russiske kommunismes første mål stadig er erobringen af Vesteuropa, er det kinesiske mål Asiens erobring og erhvervelsen af førerstillingen indenfor de farvedes fællesskab.
Sålænge arvefølgekrigen raser videre uafgjort, vil ingen af de kommunistiske stormagter turde binde sit totalpotential og sin handlefrihed i en storkonflikt med den frie verdens overlegenhed. Begge vil imidlertid forsøge gennem trusler, pressioner, bedrag og infiltration og gennem billige, begrænsede krige at hente gevinst hjem, som sammen med andre gevinster efterhånden kan lægges sammen til den afgørende, store magtgevinst.
For Kina bliver den åbne og væbnede storkonflikt mellem den frie verden og Sovjet-Unionen den store ønskedrøm. Den eneste virkelige sejrherre vil til syvende og sidst være Kina.
For den russiske kommunisme bliver »den fredelige sameksistens med den borgerlige verden« en totalstrategisk nødvendighed.
Problemstillingen fremgår klart af diskussionen mellem den russiske og den kinesiske kommunisme om, hvorvidt storkrigen vil kunne undgåes eller ej.
Det russiske standpunkt: Den kan undgåes — den må nemlig undgåes, sålænge arvefølgekrigen ikke er vundet af den russiske kommunisme, thi ellers vil den betyde Sovjet-Unionens undergang og kinesisk sejr.
Det kinesiske standpunkt: Den kan ikke undgåes •— den må frem- skyndes, inden Sovjet-Unionen tvinges ud af verdenskommunismen og til forståelse med den frie verden, og dermed den kinesiske kommunismes målsætning skrider sammen.
Det er værd at buske, at Lenin stærkt fremhævede for den russiske kommunisme, hvor vigtigt det var at udskyde den totale krigs militære slutfase, til kommunismen havde sikret sig den afgørende overlegenhed, og at Stalin prækede: »Derfor er fredelig sameksistens med de borgerlige stater en forpligtende opgave for os. Grundlaget for vort forhold til de borgerlige stater ligger i, at vi stedse hævder den fredelige sameksistens mellem de to uforsonlige systemer«.
Ved siden af arvefølgekrigen gør en anden splittelse sig gældende i kommunismen: Titoismen.
Da Stalin af ren og skær misundelse og magtfrygt forsøgte at styrte den jugoslaviske kommunismes selvstændige og stærke fører, Tito, brød Tito ud af den russisk-lededc verdenskommunisme, søgte og erholdt beskyttelse under den frie verdens skjold.
I sin opposition mod Stalin og den russiske kommunisme skabte han da den retning af kommunismen, som efterhånden blev fælles for hele det russiske vasalsystem i Østeuropa. Vasalstaterne har nok skabt en helt igennem kommunistisk samfundsordning, som de næppe ønsker at opgive, men de står i skarp opposition til verdenskommunismen, enten den er under russisk eller kinesisk ledelse.
De fordrer frihed for hvert enkelt folk til selv at opbygge sin egen samfundsordning uden at være underordnet en verdenskommunisme.
Med denne holdning har Titoismen meldt sig ud af verdensrevolutionen og af det voldelige kommunistiske missionstog for verdensherredømmet.
Den betyder derfor en væsentlig fare for den verdenskommunistiske målsætning, thi kommunistiske stater, som kan hævde deres egen nationale frihed og ikke stå til rådighed for den offensive verdenskommunisme, bliver altid et efterstræbelsesværdigt mønster for underkuede og udbyttede folk indenfor det verdenskommunistiske magtsystem.
En videre udbredelse af Titoismen betyder således en afgørende svækkelse af den verdenskommunistiske offensivkraft.
Titoismen blev oprindelig energisk bekæinpet af den russiske kommunisme, men hævdede sig klart under den russiske kommunismes magtreduktion i vasaloprøret i 1956. Efter Ungarnskrisen hævder Titoismen sig stadig i vasalstaterne, mere og mere under Gomulkas ledelse af den polske kommunisme.
Da den russiske kommunismes magtreduktion gjorde sig gældende i verdensstrategien efter Suezkrisen og oprøret i vasalstaterne, måtte den russiske kommunisme tilstræbe en forståelse med Titoismen, men den kinesiske kommunisme erkendte i Titoismen den store fare for verdenskommunismens offensivkraft, som den kinesiske kommunisme nu ville overtage ledelsen af, og Kina satte derfor en uforsonlig forfølgelse ind mod Titoismen.
Efterhånden som nu arvefølgekrigen udviklede sig, hvor den kinesiske kommunisme forsøger at føre den russiske kommunisme ind i en storkonflikt med den frie verden, tiltager også den kinesiske krigsføring mod Titoismen. Den russiske kommunisme, som for at overleve sin magtreduktion står overfor nødvendigheden af en lang periode, hvor den må hævde »den fredelige sameksistens mellem de to uforsonlige systemer« må derimod søge yderligere forståelse med Titoismen.
Det vil afhænge af den frie verdens styrke, om den russiske kommunisme skal opsluge Titoismen, overleve sin magtreduktion og vende tilbage til den totale krig med overlegenhed, eller om Sovjet-Unionen skal tilslutte sig Titoismen og yde den frie verden de nødvendige garantier for en ærlig »fredelig sameksistens«.
Løsningen tilhører fremtiden, som udgangen af slaget om Sovjet-Unionen mellem den frie verden og en kinesisk ledet verdenskommunisme.
III
Ligesom det er tilfældet indenfor verdenskommunismen, så findes der også interessemodsætninger indenfor den frie verdens strategi, selv om de er af anden art og af anden oprindelse.
I den frie verdens strategi gør tre interesseretninger sig gældende: Den amerikanske, den britiske og den europæiske strategi.
Den amerikanske strategi er den dominerende. Den støtter sig på USA’s totalpotentielle overlegenhed, såvel indenfor den frie verden som overfor Sovjet-Unionen: moralsk, økonomisk, produktionsmæssigt, militært, politisk, socialt o. s. v. Denne overlegenhed giver USA den førende stilling indenfor den frie verden og sikrer samtidig USA klar totalpotentiel overlegenhed over verdenskommunismens førende slavisk-mongolske magt- blok, sålænge USA beholder ledelsen af den frie verdens ubrydelige kollektive sikkerhedssystem: En for alle og alle for en. Det er den amerikanske strategis mål at tvinge Sovjet-Unionen uden militær storkrig til at forlade den offensive verdenskommunisme med dens stræben efter verdensherredømmet.
Den amerikanske strategi vil nå dette mål ved at skabe en udvikling, hvor Sovjet-Unionen stilles overfor to kendsgerninger:
Ffirst: Den frie verdens kollektive sikkerhed under amerikansk ledelse lader sig ikke splitte af den russisk-kommunistiske strategi. Den råder over et totalpotential, som forbliver det russiske langt overlegent. Erobringen af Vesteuropa, som for den russiske kommunisme er en betingelse for, at den kan bringe sin stadig mere følelige magtreduktion til ophør, er derfor ikke mulig.
Dernæst: Skal Sovjetunionen, stillet overfor sin fremadskridende magtreduktion overleve arvefølgekrigen, så må den komme til forståelse med den frie verden. Som pålidelig garanti for alvoren og oprigtigheden i en sådan forståelse, som mere og mere bliver en totalstrategisk nødvendighed for Sovjet-Unionen, jolængerc arvefølgekrigen fortsætter, uden at den russiske kommunisme kan erobre Vesteuropa, må Sovjet forlade sine østeuropæiske vasalstater. Sålænge Østeuropa forbliver i russisk hånd, er alle russiske løfter, ord og forsikringer værdiløse.
Truslen mod Vesteuropa ville igen blusse op, såsnart den russiske kommunisme var blevet herre over sin magtreduktion. Denne målsætning kræver ikke bare en magtkombination bag den amerikanske strategi, som er det kommunistiske totalpotential klart overlegent, den fordrer også en fast vilje til at sætte sin overlegenhed ind imod enhver kommunistisk offensiv, thi kommunismen respekterer kun et: magt, og frygter kun eet: nederlag.
Kun den forenede frie verdens samlede magtkombination under amerikansk ledelse kan tilvejebringe denne overlegenhed. USA bærer hovedbyrden af denne strategi, og dets store bekymring var altid at sikre sammenholdet og loyaliteten indenfor den frie verden overfor den amerikanske målsætning og det amerikanske lederskab.
Uden kombinationen af den overlegne magt, vilje til modstand og en enighed, som er utilgængelig for den kommunistiske infiltration lader målet sig ikke nå: Verdenskommunismens ødelæggelse uden global, militær storkrig og en endelig ærlig forståelse med Sovjet-Unionen i »fredelig sameksistens« på tilforladelige garantier.
Den britiske strategi voksede op til værn for det britiske imperium. England byggede sit imperium op på erobringen af teknisk og økonomisk underudviklede lande hinsides verdenshavene og på udnyttelsen af deres vældige rigdomme.
Den britiske strategi støttede sig på en verdensomspændende sømagt og på små, højt kvalificerede ekspeditionskorps. Den britiske militærmagt stod på imperiets grundlæggende slagmarker hinsides verdenshavene aldrig overfor en jævnbyrdig, endsige da en overlegen modstander, som kunne true imperiets skabende magtccntrum, den fjerne engelske ø.
Kun fra eet magtcentrum lod imperiets hjerne og hjerte sig afgørende true: fra et forenet Europa, den europæiske strategis store mål. Altså blev britisk strategis evige defensive alfa og omega at hindre den europæiske strategi i at skabe dette forenede Europa.
Den britiske strategi førte til beskyttelse for imperiet England ind i en række vældige præventive interventionskrige i Europa, som blev vunden, og hver gang i den følgende fredsslutning førte til en skæbnesvanger svækkelse af det europæiske totalpotential.
Efter den russiske kommunismes sejr i den anden verdenskrig ændrede forudsætningerne og betingelserne sig lielt igennem for den britiske strategi, da imperiet gerådede i fuldkommen og uoprettelig opløsning, og da den russisk-kommunistisko trusel mod Europa lige fuldt rettedes mod England.
Den britiske strategi blev dermed tvungen til at søge beskyttelse for England indenfor den frie verdens kollektive sikkerhed under amerikansk ledelse.
Her gaves der for britisk strategi to udveje for at skabe en ny britisk magtstilling.
England kunne forsøge at skabe et britisk magtcentrum sammen med de hvide rester af imperiet, Canada, Sydafrika og Australien med New Zealand. England havde imidlertid næppe i dette tilfælde kunnet bevare førerstillingen, fordi disse lande militært og delvis også økonomisk er afhængig af det overlegne amerikanske totalpotential og bar hovedretningen i deres interesser tilknyttet den amerikanske strategi. England selv besidder ikke tilstrækkelig totalpotential styrke til ikke at blive draget med ind i denne afhængighed, hvis det valgte denne udvej.
Kun den anden udvej stod åben, den europæiske. Da britisk strategi erkendte, at engelsk sikkerhed og engelsk magt kun lod sig bevare, når England ikke længere beka-mpede Europa, men tværtimod tilsluttede sig Europa og engagerede sig positivt i europæisk strategi, stod England overfor nødvendigheden af at måtte opgive sine Hidtidige, aldrig afbrudte strategiske traditioner overfor Europa.
Den britiske strategi søgte ikke blot beskyttelse med sin nye holdning overfor Europa, den søgte også en førerstillings magt, men efter den oprindelige britiske sømagts strategiske tradition og egenart havde den britiske strategi altid betragtet en forbundsfælle på det europæiske fastland, ikke som en skæbnefællesskabets broder, men som et britisk forpostterræn, der efter britisk behag enten kunne forsvares eller forlades. Da England bestemte at støtte sig til Europa, var Europas forening i fuld gang under sikkert førerskab af et stærkt fransk-tysk fællesskab, som ikke tillod England nogen førerstilling.
Den omfattende og afgørende britiske magtreduktion, udadtil kendetegnet af imperiets opløsning, indadtil af økonomisk og politisk svaghed som følge af en doktrinær socialismes eksperimenter, forledte da den britiske strategi til en fortsættelse af sømagtstraditionerne overfor de europæiske forbundsfæller indenfor den frie verden, og britisk strategi begyndte at tilstræbe et kompromis med Sovjet-Unionen i Europa på Vesttysklands bekostning, samtidig med at England bad om både tilslutning og førerstilling i det europæiske fællesskab. Et vigende europæisk kompromis i Berlinspørgsmålet ville have svækket det fransk-tyske fælleskab og lettet Englands overtagelse af førerskabet i Europa.
Den traditionelle britiske opfattelses inerti, at europæiske forbundsfæller står til rådighed for britisk strategi som forpostterræn og ikke som skæbneforbundne fosterbrødre tilslørede ganske den nye stillings kendsgerninger: at England i længden kun kan finde sin beskyttelse såvel militært som økonomisk når det i loyal oprigtighed tilslutter sig et stærkt europæisk fællesskab, hvor spørgsmålet om førerstilling såvel som spørgsmålet iøvrigt om den fælles totalstrategi kun lader sig behandle efter mottoet: Een for alle og alle for een.
Indtil England i praksis anerkender dette motto, er dets vej til Europa spærret.
Den europæiske strategi har sin traditions og sin målsætnings rødder helt tilbage i tiden omkring den begyndende skabelse af Europa efter den europæiske sejr på de katalanniske marker i 451 over Attilas slavisk-mon- golske invasion.
Dens mål var opbygningen af et forenet Europa, totalstrategisk sikret mod nord og vest af havet, mod syd af hav og afrikansk tomrum, ørkenen, og mod øst af et europæisk domineret, men ikke behersket no-man’s-land i stor dybde ind mod de slavisk-mongolske og arabiske magtcentrer.
Skabelsen af dette forenede Europa har været målet for vældige kampe mellem de europæiske stormagter først og fremmest Frankrig og Tyskland. Ingen af de europæiske stormagter var imidlertid i stand til at opbygge sig et tilstrækkeligt, isoleret totalpotential til at gennemtvinge sin egen løsning. De strandede alle i forsøgene, når de stødte sammen med den europæiske strategis dødsfjende, den britiske strategi i den kamp for at opretholde »balance of power«.
Overfor truslen fra den nye vældige offensive slavisk-mongolske magtskabning, verdenskommunismen, har for første gang i Europas historie et nyt Tyskland og et nyt Frankrig forenet sig i et fællesskab om den europæiske strategi som et selvstændigt Europas eneste redning. Den nye slavisk-mongolske trusel, verdenskommunismen, liar siden 1945 erobret hele det europæiske sikkerhedsbælte mod øst, no-man’s-landet, og står offensivt helt fremme ved Elben. Mod syd og sydøst er den under offensiv mod den afrikanske og nærøstlige sikkerhedszone, og mod Europas svage nordflanke hviler trykket tungt over Atlanterhavet og ind over Island, Færøerne og Norge såvel som gennem Østersøen mod Danmark og Sverige.
Den europæiske strategi er nu under ledelse af det fransk-tyske fællesskab. Den støtter sig på et militært, politisk og økonomisk europæisk fællesskab, hvis magtkombination er i hastig udvikling, selv om det altid vil forblive alt for ringe til at gøre Europa til en tredie magtfaktor, uafhængig af den amerikanske beskyttelse.
Dens mål er skabelsen af en sådan europæisk magtfaktor indenfor den frie verdens amerikansk ledede kollektive sikkerhed, at Europa hverken lader sig reducere til en amerikansk skakbrik eller lader sig ofre af den britiske strategi i et eller andet britisk kompromis med den russiske kommunisme på Europas bekostning for at udligne den britiske magtreduktion.
Den europæiske strategis store bekymring er den britiske illoyalitet.
Overfor den frie verdens kollektive sikkerhed yder den europæiske strategi fuld støtte til den amerikanske strategis målsætning og anerkender dens førerstilling, samtidig med, at den i forståelse med den amerikanske strategi videreudbygger den europæiske magtfaktor. Indenfor sin loyalitet mod den kollektive sikkerhed fordrer den da en positiv — og ingenlunde en negativ — europæisk indflydelse på den fælles strategi, særlig overfor en tilstundende forståelse med Sovjet-Unionen, og den kræver sikkerhed for fortsat europæisk selvstændighed såvel økonomisk, politisk som militært. Derfor ønsker den også sit eget atomvåben, thi uden dette våben vil nu til dags ingen stormagt kunne hævde sig.
Overfor verdenskommunismen afviser den europæiske strategi ethvert vigende kompromis og støtter den totalstrategiske modoffensiv, alt i forståelse med den amerikanske strategi.
Overfor den britiske strategi tilstræber den europæiske størst mulig styrke om det fransk-tyske fællesskab til sikring mod illoyalitet. Samtidig indbyder den England til europæisk medlemskab, men ikke til en førerstilling. Forhandlingerne om Englands optagelse i fællesmarkedet er foreløbig indstillet, fordi Frankrig ikke kunne have tillid til Englands loyalitet. Samtidig med Brussel-forhandlingcrnc modtog del engelske arbejderpartis nye fører indbydelse til at gæste Krutschow i Moskva, og ban gjorde sig klart til talsmand for et vigende kompromis i Berlinspørgsmålet på Vesttysklands bekostning. Han er antagelig Englands kommende regeringschef netop i de år, livor den frie verdens strategi skal udnytte mulighederne for en pålidelig forståelse med Sovjet-Unionen.
England forsøgte samtidig med Brassclforhandlingernc at gå bag om Frankrig til Benelux-landene og Italien, og medens det tog adskillige måneder at finde en ordning for svinekød, tog det kun MacMillan 2 dage at opgive et selvstændigt britisk atomvåben, kort efter at lian havde tilsluttet sig Frankrigs bestræbelse for at skabe et europæisk atomvåben.
Engelsk skuffelse lader nu sin propaganda tage sig af personen de Gaulle bl. a. med beskyldninger for på egen bånd at ville ordne en fransk forståelse med Sovjet-Unionen og skabe et »Europa til Ural«.
Frankrig har stedse under hele fællesmarkedsrabaldcrct hævdet den frie verdens kollektive sikkerhed og sit tilhør til dens alliancer som grundlaget for sin strategi, men Frankrig kræver indflydelse på denne strategi. En forståelse mellem den frie verden og Sovjet-Unionen under betryggende garantier vil vel nok kunne siges at have skabt et »Europa til Ural« som værn mod en kinesisk ledet verdenskommunisme ganske efter de ældgamle retningslinier i europæisk strategis tradition. Den britiske strategis gentagne stræben efter det vigende kompromis på Vesttysklands bekostning havde derimod skabt en »Sovjet-Unionen til Rhinen« og efter britisk strategis ældgamle traditioner et svækket Europa som et britisk forpostterræn.
Spillet om Englands optagelse i fællesmarkedet blev til sidst et spørgsmål om, hvorvidt det nydannede europæiske fællesskabs styrke skulle ofres for en fortøvclse af den britiske magtopløsning og som en ariere- garde for et britisk totalstrategisk tilbagetog til Amerika, eller om resterne af britisk kraft skulle forenes med europæisk kraft for fælles europæiske mål.
Der er langt større samhørighed mellem europæisk og amerikansk strategi end mellem britisk og amerikansk, selv om personen de Gaulle utvivlsomt virker frygtelig irriterende.
Forargelsen i de fem andre fællesmarkedslande — og i USA — vil nok stilne af. De Gaulle kan i hvert fald med en tidligere dansk politiker sige til de forargede: »Hvad råber I for, der faldt jo fedt flæsk i jeres egen sikkerheds gryde.«
Selvom også den franske vurdering af britisk strategi og britisk kvalitet kan være korrekt, så vil dog også fransk selvovervurdering overfor USA under det bøje spil kunne føre til europæisk svækkelse.
Et Europa uden atomvåben, som har mistet liele sit gamle østlige sikkerhedsbælte, som ikke længere råder over Afrika som totalstrategisk basesystem, og som stadig må mistro England, vil aldrig kunne opbyde et totalpotential, som kan lade det føre en selvstændig europæisk strategi.
Kun som et loyalt -— men betydeligt — medlem af den frie verden under amerikansk ledelse vil Europa kunne bevare sin europæiske kultur og sin frihed. Det europæiske totalpotential vil derimod være stærkt nok til at hævde Europa sammen med USA og tilsidst føre England ind i loyalt samarhejde med Europa.
Alene vil Europa aldrig kunne hævde sig.
Det store spørgsmål bliver, hvorledes europæisk strategi vil blive fortsat, hvis Frankrig atter synker ned i politisk afmagt og hvis tysk højfinans begynder at give efter for fristelsen til at tjene penge ved handel med Øst.
I enhver alliance, i ethvert forbund, i enhver union var der altid een magt som var den allierende, den forbindende, den unierende, og som til syvende og sidst satte hovedlinien i sin vilje igennem, fordi de andre ikke turde undvære dens hjælp og beskyttelse overfor den fælles fare. Inden for den frie verden er den amerikanske magt den dominerende, og den frie verdens forsvar er helt afhængig af den.
I overgangen mellem den fjerde og femte akt af det store drama med kampen om Sovjet-Unionen under den russiske kommunismes magtreduktion er den frie verdens totalstrategiske mål en forståelse med Sovjet- Unionen og dens hvide folk. Spørgsmålet bliver: Med hvilke omkostninger og på hvilke betingelser? Et stærkt Europa, som stadig modsætter sig et vigende kompromis og forlanger, at en forståelse kun gennemføres under sikre garantier, er stedse i fuld overensstemmelse med den amerikanske strategi. At den amerikanske strategi skulle gå med til et kompromis er usandsynligt, thi den af de to store modstandere, den frie verden eller verdenskommunismen, som råder over det europæiske totalpotential, vil have sikret sig den afgørende overlegenhed over den anden. Det har amerikanerne altid erkendt fuldtud, og de har med store ofre og bekostninger — men uden europæisk taknemlighed — handlet derefter.
Det vil være tåbeligt at mistro deres gentagne forsikringer om at ville fortsætte denne strategi.
Faren består ingenlunde i, at amerikanerne skulle tænke på at opgive Europa. Faren består i europæisk svaghed, egoisme og manglende kampvilje.
I så fald vil Europa vel stadig blive forsvaret, men ikke i europæisk interesse, derimod i amerikansk. Europæisk fællesskab er ikke blot påtrængende nødvendigt, det er også uundgåeligt. Selv en vedvarende splittelse vil føre til fællesskab: Commune naufragium!
Den totale krig står ved overgangen fra dramaets fjerde akt til dets femte akt med kampen om Sovjet-Unionen mellem den frie verden og en kinesisk ledet verdenskommunisme. Skal den frie verden have vundet denne akt i dramaet, må den slutte med en forståelse mellem den frie verden og Sovjetunionen på solide garantier. På hvilken måde og med hvilke konsekvenser en sådan forståelse lader sig realisere, vil kun fremtiden kunne røbe. Den vil først kunne vindes efter omfattende totalstrategiske kampe med spændinger, kriser og farer.
Betingelsen for, at den frie verden og først og fremmest Europa skal kunne overleve en sådan forståelse, er europæisk-amerikansk fælles styrke indenfor alle totalpotentialets elementer og stadig russisk magtreduktion gennem arvefølgekrigen. Det er usandsynligt, at en sådan forståelse skulle kunne få karakter af et nationalt, russisk nederlag, men kampen kommer til at dreje sig om at få Sovjet-Unionen til at forlade den ekspansive verdenskommunismes stræben efter et verdensherredømme med Europas erobring som første trinbræt.
Den kommunistiske samfundsorden er efterhånden rodfæstet i de østeuropæiske lande, såvel som i Rusland. I de østeuropæiske lande er den udpræget titoistisk. Vil den russiske kommunisme forlade sit offensive østeuropæiske avantgardeterræn og selv tilslutte sig en titoistisk ideologi, kan vel den frie verden med et stærkt Europa også respektere de østlige landes ønsker om selv at ordne deres samfundsforhold, når de ikke længere rummer en offensiv trusel.
Før slaget ved Austerlitz 1805 rådede den store europæiske statsmand, Talleyrand, Napoleon til at skabe et stærkt, selvstændigt Østrig, støttet af Frankrig. Et sådant Østrig måtte altid, når det var sikker på fransk venskab, sætte al sin kraft ind på at hævde sin uafhængighed mod Øst og således skabe sikkerhed mod Øst for et fransk Europa.
En tilsvarende ordning mellem Europa og Titoismen kan blive begyndelsen til genskabelsen af det europæiske sikkerhedsbælte, som gik tabt i 1945, thi titoistiske stater, som har støtte og sikkerhed mod vest, vil altid være optaget af at hævde deres uafhængighed mod øst.
Betingelsen bliver blot europæisk styrke.
Den fandtes i 1805, den er ved at blive opbygget igen.
»Le passé m’explique le present« (Talleyrand)
Det er iøvrigt værd at bemærke sig, at Vatikanets varme flirt med den russiske kommunisme bliver endnu varmere (se M.T. April 1961 side 141- 142). For nylig var Krustschows svigersøn chefredaktøren af »Pravda« Adzjubei og hans frue i audiens hos pave Johannes. Adzjubei fik gaver og breve med til Krustschow og— fortæller Krustschow’s datter begejstret om paven — »Da han rejste sig op og løftede armene for at hilse og velsigne)!) ville jeg sige til ham, at han havde store og gode bondehænder ligesom far.«
At Krustschows bondehænder er store, er troligt nok, hvor »gode« de er, kan man spørge om i Ukraine, hvor de i Stalins tjeneste myrdede millioner af bønder — ak, det var den gang i salig Stalins tid!!
Fører den totale krigs fjerde akt til forståelsen mellem den frie verden og Sovjet-Unionen, vil den katolske kirke i tide have sikret sig, ligesom den sikrede sig overfor såvel Hitlers nazisme som Mussolinis fascisme. Konkordatet mellem den katolske kirke og kommunismen vil være i orden. Det forberedes i tide, og forberedelsernes gang giver en værdifuld vejrudsigt.
IV
Med sammenbruddet af Briisselforhandlingeme blev også Danmarks optagelse i fællesmarkedet taget af dagsordenen. Danmark erklærede sin samhørighed med England og satte sig hen og ventede på, at de to store europæiske lederskikkelser, Adenauer og de Gaulle skal forsvinde og give plads for engelsk ledelse af Europa.
Danmark er stemningsbestemt knyttet til britisk strategi, men realistisk er Danmark i kraft af sin geografiske beliggenhed knyttet til Europa og militært helt afhængig af den nærmeste og stærkeste østersømagt, NATO, med Vesttyskland som nærmeste NATO-land.
Under sidste Berlinkrise tog Danmark — atter — konsekvensen af denne strategiens uomgængelige kendsgerning og gik ind i det dansk-tyske militære samarbejde om forsvar af gennemsejlingsrummet.
Det gav en voldsom reaktion hos kapitulationsstrategiens traditionelle tilhængere, som pludselig blev dybt bekymrede for bevarelsen af dansk selvstændighed — gennem en »uafhængig« dansk udenrigspolitik.
Efter oprettelsen af fælleskommandoen fik vi så at vide, at netop disse kredses indsats havde bevirket, at dansk indflydelse i fælleskommandoen var blevet bevaret, fordi kommandoen var under befaling af en dansker, og dens stab liavde en tredicdel danske, en trediedel tyske og en trediedel andre NATO-officerer.
Skal dansk indflydelse på forsvaret af Danmark bevares, sker det ikke ved, at der sættes nogle flere eller færre danske officerer i staben. Det sker alene ved, at de danske bidrags kampkraft og kampmidler i styrketal såvel som i kvalitet kan hævde sig ved siden af de tyske. For en sådan dansk indsats bar vi derimod ingen støtte fundet hos de politiske kredse, som roste sig af at have bevaret den danske indflydelse, tværtimod fik vi fint propagandaskrift, som fortalte, at disse kredse havde sørget for at hindre NATO-hjælp i form af stationering og taktiske kernevåben. Det var imidlertid ingenlunde stationering og kernevåben, som var blevet hindret, alene af den grund, at dette aldrig havde været på tale. Det, som blev hindret, var den nødvendige danske erstatning herfor, styrkelsen af de danske kampmidler til varetagelsen af danske interesser indenfor fællesskabet. — Såkaldt »realistisk« forsvarspolitik.
Hver ting lier i tilværelsen bar sin tid.
Ejheller fælleskommandoen i sin nuværende form er evig. Den er behæftet med væsentlige svagheder i sine praktiske virkemuligheder. Den dag, fælleskommandoens struktur skal ændres, vil hensynet til dansk interesse alene afhænge af det danske bidrag til kampmidlerne og ikke til staben. Grundloven for dansk strategi: den militære samhørighed med Europa, kan ingen dansk drømmetænkning ændre. Ligesom i 1914—18, i 1939—45 og i 1962 vil den atter gøre sig gældende. Konsekvenserne af den kan man derimod øve dansk indflydelse på, men man må først både forstå og erkende problemet.
Under den forestående akt af den totale krigs store drama, som kommer til at dreje sig om skabelsen af en forståelse med Sovjet-Unionen på sikre garantier, er den frie verdens militære forsvar af Europa en afgørende totalpotential faktor, som må være så stærk, at den også af Sovjet-Unionen anerkendes som ubrydelig. Ellers opnås ingen garantier. Den kan kun skabes af den kollektive sikkerhed under mottoet: Een for alle og alle for Een.
Dansk indflydelse på hensynet til danske interesser afhænger af dansk tilslutning til mottoet.
Med Danmark udenfor fællesmarkedet er det i forvejen beskedne danske totalpotential blevet yderligere svækket. Dets militære element, forsvaret af Danmark, er knyttet til europæisk strategi gennem (let militære fællesskab med Vesttyskland, dets økonomiske element er knyttet til britisk strategi.
Den, der knytter sin skæbne til britisk strategi, skaber sig en forpostskæbne, men skaffer sig ikke en sikker ven overfor faren.
Skal britisk økonomi indenfor den fortsatte magtreduktion til at stabilisere sig gennem øget samarbejde med og afhængighed af de store landbrugslande, de hvide rester af Cominonwcalth, vil Danmarks økonomi få kår som britisk afkastningskort, forpostskæbnen. At vente fortrøstningsfuldt på en ændring i europæisk strategi, når Adenauer og de Gaulle er borte, vil sikkert blive en skuffelse. Strategiens grundlinier a;ndres næppe, selv om dens udtryksformer vil kunne ændres. England ender utvivlsomt i Europa, men førend det kan opnå en førerstilling, vil Europa, med eller uden Adenauer og de Gaulle, nok have sikret sig nøje kendskab om, hvad denne førerstilling skal bruges til. USA vil nok også vise sin interesse.
Skulle britisk strategi vinde indflydelse på europæisk strategi og få gennemtvunget et vigende kompromis med Sovjet-Unionen på Vesttysklands bekostning, så svækkes dansk sikkerhed i samme grad som vesttysk.
Skubbes den russiske kommunismes vasalsystem frem til Rhinen, så er det automatisk også skubbet frem til Nordsøen og Skagerak, thi Danmark er militært uløseligt bundet sammen med Europa.
I 1935, da England opgav sit østlige forpostterræn, Østersøen, gennem flådcaftalen med Hitler, blev også Danmark opgivet og måtte klart erkende sit tilhørsforhold til Europa og dets konsekvenser.
Det er en ulykke, at al behandling af strategiske problemer i den offentlige meningsdannelse sker på baggrund enten af stemninger og følelser eller af ren utopisk drømmetamkning. Først når krisen præsenterer de realistiske konsekvenser af de strategiske grundlove, reagerer landets styre realistisk, men så er mulighederne for indflydelse på deres konsekvenser forlængst forspildt.
V
De store epoker i historien blev altid bestemt af store problemer.
De menneskelige forsøg på at løse disse problemer skabte de forskellige problemstillinger og førte til de store spændinger i disse epoker.
De menneskelige forsøg og de stridigheder som fulgte af problemstillingerne, ofte omfattende »verdenskrige«, har aldrig løst de grundliggende problemer, men de bar bestemt de vilkår, under hvilke mennesker, folkeslag og stater liar gennemlevet epokerne. Problemerne selv, skabt af den menneskelige udvikling, blev enten efterhånden opløst af nye problemer og forsvandt ud af historien, eller de fandt en naturlig løsning gennem den naturlige udvikling, som altid bestemmes af ånd og aldrig af magt. Derpå har de store spændinger og stridigheder afspillet sig som en ren kamp om slet og ret magt for eget formål. De har imidlertid, til de fandt deres afslutning, sat ganske snævre grænser for menneskers, nationers og staters muligheder.
Indenfor disse grænser ligger forskellige muligheder. Subjektivt bedømt og på kort sigt kan disse grænser synes at tillade mange udveje, positive som negative. Objektivt bedømt og på langt sigt kun få og alle førende i samme retning.
Vor epokes store problem, som endnu ikke er løst til bunds, er problemet om det politiske herredømme over den tekniske udvikling. De menneskelige forsøg på at løse dette problem førte til de store spændinger i problemstillingen mellem Marxismen og kapitalismen.
Den naturlige historiske udvikling er vel nu i gang med at skabe dette problem naturlige løsninger, men de menneskelige forsøg på at løse det med vold har ført til vor tids vældige spændinger med den totale og globale krig mellem den frie verden og verdenskommunismen.
Verdenskommunismen kæmper for at påtvinge menneskeheden den kommunistiske løsning, det despotiske statsprincip: Mennesket er til for statens skyld.
Den frie verden forsvarer sin løsning, frihedens statsprincip: Staten er til for menneskets skyld.
Samtidig med at den naturlige udvikling efterhånden også skaher en naturlig løsning på dette vor tids store problem, udvikler den totale krig mellem verdenskommunismen og den frie verden sig til en ren og skær kamp for eller imod et kommunistisk verdensherredømme og om et russisk eller kinesisk lederskab af dette verdsnsherredømme.
De verdenskommunistiske offensiver, forlængst helt uden idealisme eller moral, er det nu som sammen med vore forsvarsforholdsregler bestemmer de nuværende og i lang tid de kommende grænser for vore muligheder.
Den totale krig raser globalt, og den griber ind i alle menneskers, nationers og staters vilkår. Krigen hører ikke op, før den ene af parterne er tilintetgjort. Når da krigen hører op, har den naturlige udvikling, og ikke krigen, løst det store problem.
En ganske ny verden, som ingen af modparterne, og ingen af os, har anet noget om, vil liave udviklet sig med nye problemer og nye spændinger.
I øjeblikket bestemmes vore muligheder af den russiske kommunismes offensiv mod Vesteuropa.
Lykkes denne offensiv, må vi forudse en europæisk fremtid under kommunismens despotiske statsprincip, sådan som vi kender det i praksis fra vasalstaterne.
Strander offensiven, må vi forudse en fremtid med fortsatte og vedvarende spændinger, kriser og kampe, men mod en modstander, som efter det afgørende stop befinder sig på stadig totalstrategisk tilbagetog. Kraften i et sådant tilbageslag er sædvanligvis langt større, end kraften i angrebet var. (Clausewitz).
Vi står midt i slagets afgørende fase.
Vi kan intet forudsige. Mulighederne er mange i deres detaljer, men de er alle af den totale og globale krig tvunget ind imellem ganske snævre grænser.
Indenfor disse grænser fører hver nation sin egen totalstrategi med muligheden for egen sejr til egen fordel, men også med livets evige farer og risiko.
Udenfor disse grænser er kun dagdrømme, som fører til sikkert nederlag.
I krig er alt enkelt.
Det har imidlertid altid været den vanskeligste af alle opgaver, at erkende problemerne enkelt, at bedømme dem og at behandle dem enkelt.
Den kortsigtede, snæversynede opfattelse af problemerne, som opløser sig i detaljer og uvæsentligbeder, fører altid til kortsigtede, komplicerede løsninger, som hurtigt indhentes af udviklingen og gøres værdiløse.
Det langtsigtede overblik, omfattende tid og rum, og som forstår at skelne væsentligt fra uvæsentligt, fører derimod til handlinger, som rettetidigt sikrer den fulde fordel af udviklingen og er langt forud for modstanderen. Den enkle løsning, som sætter sig ud over kortsigtede enkeltinteresser, kræver imidlertid politisk styrke. Den komplicerede løsning, som skal have tilslutning fra mange forskellige kredses enkeltinteresser, er den svages løsning.
At påtvinge sine modstandere sådanne løsninger og bolde dem fangen i planløsbed og indre strid for altid at være forud for dem, er målet for den mesterlige kommunistiske infiltration i Vesteuropas offentlige meningsdannelse.
Opbygningen af det europæiske fællesskab er forestående. Det bliver skabt — ene og alene af den historiske udvikling.
De villige lader sig lede af denne udvikling og vil rettidigt have sikret sig cn indflydelsesrig plads.
De uvillige bliver modstræbende trukket med ved hårene og bliver bare anbragt uden egen indflydelse.
Det forenede Europa vil fremgå af de muligheder, som den totale krig skaber og begrænser.
Indenfor grænserne er der to muligheder:
Enten bliver det forenede Europa bygget op af den russiske kommunisme soin dens fornemste totalstrategiske kampmiddel,
eller Europa Id iv er forenet af den frie verdens europæiske nationer som betingelse for deres eget selvforsvar.
At erkende det muliges grænser rettidigt og realistisk og at planlægge og handle i overensstemmelse hermed er opgaven for vore statsmænd.
Dagdrømmene, ønsketænkningen og utopierne er forbeholdt den lille negative politiker i kampen om stemmer.
Mange politiske partier har troet, at de liavdc udvalgt og uddannet en statsmand.
De fik dog altid kun en politiker, tbi til statsmand — såvel som til feltherre — bliver man ikke valgt, men født og forudbestemt.
M. L. Lauesen.
Den totale krigs tidstavle
I — Dramaets ouverture: 1917—1939 Den russiske revolution opretter den russiske kommunismes socialistiske magtstat som rygstødet for verdensrevolutionen og proletariatets diktatur i alle lande og begynder sin infiltration i de borgerlige stater for at underminere dem.
II — Dramaets første akt. 1939—1945 Den russiske kommunisme slipper den anden verdenskrig løs, for at Hitler og demokratierne gensidig kan ødelægge hinanden, og fremtiden derefter kan være overladt den russiske kommunisme.
III — Dramaets anden akt. 1945—1953 Den russiske kommunisme som den anden verdenskrigs sejrherre.
Den verdenskommunistiske enhed mellem Rusland og Kina.
Stalinstrategien.
Rusland begynder erobringen af Vesteuropa. Kina begynder erobringen af Asien.
IV — Dramaets tredie akt. 1953_1956
Slalins død.
Den indrekommunistiske arvefølgekrig.
Suez-krisen og oprøret i Vasalstaterne.
Den russiske kommunismes nederlag og magtreduktion.
De farvedes fællesskab som den tredie magtfaktor på den totale krigs valplads.
V — Dramaets fjerde akt. 1956—?
Den russiske kommunismes kamp mod sin reduktion.
VI — Dramaets femte akt. ?—? Kina, som verdenskommunismens førende magt, leder de farvedes kamp for ødelæggelsen af den hvide races førende magtstilling i verden.
Kampen om Sovjetunionen.
Ragnarok?
