Begreberne ild og bevægelse indtager en fundamental plads i enhver lærebog i taktik og ethvert taktisk reglement. I Feltreglement I finder man f. eks.: »Kampens to hovedelementer er ild og bevægelse. Begivenhederne på kamppladsen er dels et resultat af handlinger, der har til formål at bringe de to elementer i samklang med hinanden, og dels de to elementers virkninger«. Tilsvarende påstande finder man i beskrivelser af kampen på alle trin, fra gruppe og deling over kompagni og bataljon til feltreglementets citerede beskrivelse af brigadens forhold. Det er hensigten i det følgende nærmere at undersøge de to elementer og deres indflydelse på hinanden og på kampen. Undersøgelsen vil blive gennemført uden tilknytning til noget bestemt trin i hierarkiet, men dens resultater vil blive prøvet på enkelte mere konkrete eksempler.
Begrebsbestemmelse
En bevægelse kan have aggressive, aktive formål:
- at bringe et (eller flere) våben til et sted, hvorfra der kan skydes på fjenden; der kan være tale om enten at mindske afstanden, således at fjenden kommer inden for våbnets rækkevidde, eller at skaffe et egnet skudfelt eller en passende observation for våbnet,
- at sætte sig i besiddelse af et bestemt terræn.
- at tage fjenden til fange.
På den anden side kan formålet med en bevægelse også være passivt:
- at unddrage sig virkningen af fjendens ild ved at bringe sig uden for rækkevidde af fjendens våben, eUer ved at bringe sig i dækning eller skjul,
- at unddrage sig tilfangetagelse.
I det følgende vil de to former for bevægelse blive benævnt henholdsvis »at flytte frem« og »at flytte tilbage«. For at simplificere mest muligt lægges der i udtrykket at flytte frem det samme som »at bringe et eller flere våben til et sted, hvorfra det eller de kan bruges mod fjenden«. Tilsvarende bliver udtrykket at flytte tilbage ensbetydende med »at bringe en styrke til et sted, hvor den ikke kan nås af fjendens ild«. Ilden eller ildkraften bruges mod fjenden i den hensigt at tilintetgøre ham, tilføje ham tab eller at få ham til »at flytte tilbage«. At anvende ildkraft mod fjenden betegnes herefter »at skyde«. Foruden de to handlinger at flytte og at skyde kan der under kampen være tale om en tredje handlingsmulighed, nemlig hverken at flytte eller at skyde. »Handlingen« kaldes »at vente«.
For det mindste led, der deltager i kampen - den enkelte soldat og den enkelte kampvogn - vil der normalt være tale om enten at flytte, at skyde eller at vente, selv om en kombination af de to førstnævnte handlinger lejlighedsvis forekommer. Når det drejer sig om enheder bestående af mere end én soldat eller én kampvogn, er der imidlertid ofte tale om kombinationer. Man kan flytte dele af enheden frem, således at de kan komme til at skyde, medens resten af enheden (reserven) venter på fjendens reaktion. Når denne reaktion er erkendt, kan handlingsmønstret skifte, således at de først flyttede dele venter eller fortsat skyder, medens reserven flytter frem for også at kunne skyde. Mange andre kombinationer af handlinger er tænkelige. Det er dog langtfra altid, at den enkelte enheds handlinger er kombinationer af de tre muligheder. Ofte vil enheden udgøre et element i den foresatte myndigheds bestræbelser på at få ild og bevægelse til at spille sammen. F. eks. kan bataljonen som helhed meget vel i perioder vente, medens brigadens andre bataljoner og artilleriet skyder, eller den kan flytte frem i ly af de andre styrkers ild. Indtil nu har vi kun betragtet de handlinger, som den ene af de to parter i kampen udfører. Det er klart, at den anden part - fjenden - kan vælge mellem de samme handlingsmuligheder. I princippet beslutter de to parter deres handlinger uafhængigt af hinanden, men handlinger, som den ene udfører, kan have indflydelse på eller være afgørende for kampens resultater, uanset hvilke handlinger den anden vælger. Desuden kan handlinger udført af den ene i visse tilfælde udelukke en eller flere handlingsmuligheder for den anden eller give den anden flere handlingsmuligheder, end han havde før. Som eksempel herpå kan nævnes en situation, hvor A flytter frem for at komme til at skyde på B med den konsekvens, at også B, som kun har ventet, kommer i en situation, hvor han kan skyde på A.
På figur 1 er vist forløbet af en kamp mellem A og B i meget forenklet form. Der er regnet med en udgangssituation, hvor A og B ikke kan nå hinanden med deres våben. Handlingsmulighederne er altså for begge: at vente eller at flytte frem - eller at vente med dele af styrken og flytte andre frem. (Figuren ser bort fra de kombinationer af handlinger, der ikke fører til kamp, men blot medfører en forbliven i udgangssituationen, f. eks. at både A og B venter, eller at A eller B flytter tilbage). Konsekvensen af handlingerne bliver, at den ene af de to parter - eller eventuelt begge samtidig - kan nå den anden med sine våben. Da formålet med
handlingen at flytte frem er at komme til et sted, hvorfra våben kan bruges mod fjenden, er den logiske handling nu at skyde. Konsekvensen af ildkampen kan enten blive en sejr for A eller B eller »uafgjort«. Sejren kan kun vindes af den part, der har placeret sine våben, således at de kan nå modparten; resultatet kan kun blive uafgjort, når de to parter kan skyde på hinanden.
»Sejr« dækker her to situationer. Sejren er dels opnået, når modparten kun har den handlingsmulighed at flytte tilbage, dels når han selv frivilligt vælger denne handling - og dermed overlader terrænet til sin modstander - uanset at han måske kunne gøre noget andet. Den »fuldstændige« sejr, d.v.s. den situation at modparten ikke kan flytte tilbage og dermed unddrage sig våbenvirkningen, er ikke vist på figuren, men er naturligvis det resultat, begge stræber mod. Hvis resultatet bliver »uafgjort«, har både A og B mulighed for at flytte flere våben frem i den hensigt at opnå så stor overlegenhed i ildkraft, at sejren vindes. På figur 1 er ikke vist den omstændighed, at en bevægelse i sig selv kan blive en slags afgørelse af »kampen«. Det kan tænkes, at A - allerede når situationen »B kan nå A« er opstået eller er ved at opstå, men før B begynder at skyde - beslutter sig til at flytte tilbage. Herved har B altså, efter den ovenfor givne definition på sejr, vundet alene som konsekvens af sin manøvre. Det er dog formentlig berettiget at se bort fra denne mulighed i det følgende. Sejren vindes ikke i længden ved »skyggeboksning« eller som i et skakspil, hvor modstanderen allerede flere træk før selve afgørelsen indtræffer kan erkende sig skakmat.
Midler og metoder
Det er nu hensigten udfra den skematiske afbildning af kampen at påvise de midler og metoder, den ene af parterne - A - kan anvende for at opnå sejr. A må søge at påvirke begivenhederne, således at de »ruter« på figuren, der fører frem til resultatet »sejr for A«, fremmes mest muligt, samtidig med at de ruter, der fører til »sejr for B«, retarderes eller helst afbrydes helt. Det ideelle for A vil være, at situationen »A kan nå B« opstår, før situationen »B kan nå A« (1). Hvis det ideelle ikke kan opnås, kan begge parter nå hinanden (2). A’s muligheder for at fremkalde tilfælde (1) er at anvende mere langtrækkende våben end B. Sejren er sikker for A, såfremt ildvirkningen fra disse våben er tilstrækkelig til at forhindre, at B ved at flytte frem skaber situationen »B kan nå A«. Hvis tilfælde (2) opstår, ligger A’s vej til sejr i følgende foranstaltninger:
- A præsterer en større ildkraft end B.*) Dette kan opnås enten direkte gennem våbnenes indbyggede egenskaber eller på andre måder:
- A skyder hurtigere eller i længere tid end B.
- A har flere våben end B.
- A’s våben har en større virkning end B’s og kan bl. a. derved reducere B’s forsøg på at beskytte sig mod virkningen af A’s ild.
- A beskytter sig mod virkningen af B’s ild.
- A flytter hurtigere flere våben frem end B.
- A forsinker eller forhindrer B’s flytning af flere våben frem.
- A beskytter sig mod B’s bestræbelser på at hindre eller sinke fremflytning af flere af A’s våben.
For at opnå den ovenfor omtalte fuldstændige sejr må A endvidere hindre B i at flytte tilbage for dermed at unddrage sig virkningen af A’s våben. Inden figur 1 forlades, skal det konstateres, at den naturligvis ikke giver noget fuldstændigt billede af kampen. F. eks. viser den ikke direkte betydningen af efterretningstjenesten. Det er imidlertid klart, at for at kunne flytte våben frem til det rigtige sted, hvor virkning mod og overlegenhed i forhold til fjenden kan opnås, og for at kunne ramme fjenden og sinke hans bevægelser, må man have viden om fjenden.
Hvis alle »ruter« fra udgangssituationen til kampens resultat på figur 1 skal holdes åbne, må der være en vis grad af jævnbyrdighed mellem A og B. I det tidligere omtalte tilfælde (1), hvor A’s våben har en større rækkevidde end B’s, er resultatet givet. Det samme er tilfældet, hvis A kan præstere en væsentlig større ildkraft end B. Vi vil nu se bort fra disse situationer, men i stedet for betragte en kamp, hvor A er B væsentlig overlegen i bevægelighed, men ikke på andre områder. A’s overlegenhed i bevægelighed kan enten skyldes A’s egen mobilitet eller A’s vellykkede bestræbelser på at hindre B i at bevæge sig. Figur 2 viser et billede af kampen under disse omstændigheder. Her har B i realiteten ikke handlingsmuligheden at flytte frem eller tilbage, men må for at kunne nå A vente, indtil A flytter frem. B kan kun opnå sejr ved absolut overlegenhed i ildkraft. Hvis resultatet bliver uafgjort, kan A ved stadig at flytte flere styrker frem vende resultatet til sejr for sig, medens B’s handlinger ikke kan påvirke resultatet. Når A har opnået sejren, kan B ikke unddrage sig nederlaget ved at flytte tilbage. B er blevet til det, englænderne kalder »a sitting duck«, og har altså kun mulighederne at kæmpe til sidste mand eller at kapitulere.
Felthærens muligheder
Ovenstående meget forenklede og teoretiske betragtninger kan prøves på situationer i krigshistorien, hvor balancen mellem ild og bevægelse har været i uorden, f. eks. under 1. verdenskrig, hvor bevægeligheden hos begge parter var ringe, eller under 2. verdenskrigs 1. fase, hvor den ene part var den anden væsentlig overlegen i bevægelighed. Dette skal der imidlertid afstås fra her. I stedet vil betragtningerne blive søgt overført på mere konkrete, danske nutidige situationer og enheder, først med relation til felthæren, derefter i forbindelse med »det lokale forsvar«.
I organisationen af brigade 1970 genkender vi mange af de bestræbelser, der ovenfor er omtalt som A’s mulige veje til »sejr«. Gennem pansringen af de vigtigste enheder øges beskyttelsen mod fjendens våben, både i ildkampen og under bevægelsen. Bevægeligheden er fremmet på forskellig vis: ved at give enhederne terrængående egenskaber, ved at uddanne førere og enheder i at beslutte og reagere hurtigt, ved at gøre signalmidlerne smidige og på mange andre måder. Ildkraften er navnlig repræsenteret ved artilleriafdelingen med dens store rækkevidde og dens muligheder for at koncentrere og hurtigt at flytte ilden, men også ved infanteriets morterer og maskingeværer og ikke mindst ved kampvognskanonerne - bemærk i øvrigt de stadige forsøg på at give våbnene længere rækkevidde: Overgang fra 105 mm til 155 mm haubits, »upgunning« af kampvognene, indførelse af maskingevær med længere rækkevidde - forhåbentlig bliver det snart morterernes tur. Ingeniørkompagniets opgaver er væsentligst at fremme brigadens bevægelighed og at hindre eller hæmme fjendens bevægelser, men kompagniet bidrager også til beskyttelse mod virkningen af fjendens våben. Opklaringseskadronen bidrager til øget viden om fjenden (brigadens øvrige led spiller naturligvis også deres rolle i efterretningsvirksomheden), men kan desuden på grund af sin overlegenhed i bevægelighed bruges til mange andre opgaver. Trænbataljonens væsentligste opgave er at sikre, at brigadens våben til stadighed kan skyde og bevæge sig. Panservæmsvåbnene skal skabe virkning mod fjenden på trods af hans bestræbelser på gennem pansring at beskytte sig mod brigadens øvrige våbenvirkning.
Selv om man har organiseret brigaden, således at den »hviler i sig selv«, har man med vort nuværende system ikke udeladt bestræbelser for at tilføre den yderligere støtte udefra i situationer, hvor det bliver nødvendigt. Her skal blot nævnes enkelte af disse bestræbelser. Støtte fra divisionsartilleriet (landsdelsartilleriet) øger brigadens egen ildkraft, men bidrager desuden gennem artilleribekæmpelsen også til at reducere fjendens muligheder for at skyde. En af den direkte flystøttes vigtigste opgaver er at reducere fjendens muligheder for at bevæge sig. Den mere indirekte støtte i form af »counter air« operationer tjener til at reducere fjendens muligheder for at gribe ind overfor vor bevægelsesfrihed. (Der kan sættes et spørgsmålstegn ved tilstrækkeligheden i disse foranstaltninger; hvis flyvevåbnets counter air virksomhed ikke slår til, må man forudse, at brigaden - med sin totale mangel på luftværnsvåben - hurtigt kan komme i samme situation som B på figur 2).
Det er klart, at uanset hvilke midler man giver felthæren i hænde, vil den ikke kunne klare sig overfor enhver modstander. Der må her foretages en afvejning af de penge og den arbejdskraft, man vil eller kan ofre, den modstander, man skal kæmpe mod, og det formål, man fastsætter for kampen. Herudfra må man så finde frem til en passende afbalanceret sammensætning af styrkerne. Brigade 1970 er vel det bedste, man i øjeblikket kan opnå i denne retning, men man må stadig tilpasse balancen efter udviklingen i økonomi, trussel og formål.
Det lokale forsvars muligheder
Vender vi os nu fra felthæren til det lokale forsvar, må det erkendes, at regionen med sine lokalforsvarsenheder - motoriserede infanteribataljoner, trukne artilleri (med kort rækkevidde) og et enkelt ingeniørkompagni - og sit stedbundne hjemmeværn er væsentlig ringere stillet end felthærens brigade med hensyn til ildkraft og bevægelighed. Kun overfor en modstander med tilsvarende ringe ildkraft og bevægelighed, f. eks. mindre faldskærmsstyrker, er der tale om en rimelig ligevægt. Overfor større luftbårne styrker, der kan forventes at råde over kraftigt artilleri (og flystøtte) og stormskyts, er de regionale styrker ringere stillet. Overfor amfibiestyrker med kampvogne og pansrede mandskabsvogne - altså stort set med samme ildkraft, bevægelighed og beskyttelse som almindelige feltenheder - kan de regionale styrker hurtigt komme i samme situation som B på figur 2. Overfor sådanne fjender har de kun deres berettigelse, når landforsvaret betragtes som en helhed: de regionale styrkers opgave er at holde kampens resultat på »uafgjort«, indtil felthærens brigader med det nødvendige element af ildkraft og bevægelighed kan »flytte flere våben frem«, således at resultatet vendes til sejr.*)
Balance mellem ild og bevægelse?
I Socialdemokratiets forslag til en for svar sref orm* *) er der tale om et lokalforsvar på 75.000 mand. Det skal organiseres i ca. 150 kampgrupper af ens størrelse og karakter. En kampgruppe kan efter forslaget opbygges således:
- 3 infanterikompagnier (motoriserede), udrustet med håndvåben, panserværnsvåben (primært enkeltmandsvåben) og maskingeværer (ca. 300 mand).
- 1 artilleri- eller morterenhed (ca. 100 mand).
- Pioner- og sprængningsenheder m. m. (ca. 100 mand). Uddannelsen gennemføres på 5-6 måneder og to genindkaldelser å 2 uger.
Efter forslaget bevares hjemmeværnet, der dog »udstyres til bl. a. at kunne foretage en effektiv panserbekæmpelse. Der må lægges vægt på, at handicap i mobilitet opvejes af tilstrækkelig udrustning« (Sic!). Derimod reduceres felthæren som bekendt til tre stående brigader å ca. 2350 mand, to øst og én vest for Storebælt. Brigaden har lidt færre kampvogne, lidt mere selvkørende artilleri og omtrent det samme panserinfanteri som den nuværende stående (reducerede) brigade. Forslaget opretholder ikke de nuværende muligheder for at støtte brigaden med divisions- eller landsdelsartilleri eller for at give dem ingeniørstøtte, og det reducerer flyvevåbnets muligheder for at yde direkte eller indirekte støtte. Det er indlysende, at 150 lokalforsvarsenheder i langt højere grad end de nuværende 15 lokalforsvarsbataljoner kan dække territoriet, uanset at den enkelte enhed er den nuværende lokalforsvarsbataljon væsentlig underlegen i ildkraft (den mangler mellemdistancepanserværn og enten morter- eller artilleristøtte) og bevægelighed (der må blive væsentlig ringere med den halverede uddannelsestid). Det er ligeledes klart, at forslaget betyder en væsentlig forøgelse i antallet af infanterikompagnier i forhold til den nuværende (de 450 kompagnier i forslaget skal sammenlignes med de nuværende 60 lokalforsvarskompagnier -)- de ca. 50 kompagnier, der svarer til forslagets reduktion af felthæren). Men hvilken glæde har man af at kunne dække hele territoriet med disse enheder, når fjenden, takket være sin bevægelighed, kan skabe ildoverlegenhed, når og hvor han vil - endda en ildoverlegenhed baseret på våben med væsentlig længere rækkevidde end lokalforsvarsenheder - uden at vi kan flytte vore lokalforsvarsenheder ud af stedet? Da lokalforsvarsenhederne skal kunne mobiliseres hurtigt, er deres fordeling over territoriet afhængig af befolkningens fordeling; de kan altså heller ikke forlods koncentreres til de lokaliteter, der i særlig grad vil være fjendens mål. Forslagets radikale ændring af forholdet mellem felthær og lokalforsvar medfører desuden, at den nye lokalforsvarsenhed skal kunne holde kampen gående i længere tid end den nuværende lokalforsvarsbataljon, idet den jo på grund af felthærens nedskæring må vente længere på felthærsbrigadens indsættelse. Man må befrygte, at den let vil komme i den situation, hvor det eneste valg bliver, om den skal dø eller kapitulere. Det synes som om balance mellem ild og bevægelse mangler i forslaget. En investering i de mange lokalforsvarsenheder på felthærens bekostning vil nedsætte det samlede landforsvars effektivitet.
H. T. Havning.
