Et af de Spørgsmaal vedrørende den moderne Soldats Uddannelse, der for Tiden trænger sig mest i forgrunden, er Spørgsmaalet om, i hvilken Udstrækning Idrætten skal anvendes som Uddannelsesmiddel for Belalingsmænd og Menige.
Det er jo ingen ny Erfaring, at sportslige Væddekampe i de Discipliner, der er af Betydning for Soldaten, fremmer hans Udvikling og dermed hans Brugbarhed. Det er derfor kun rimeligt, at man særlig maa komme ind paa at benytte Nutidens Interesse for alle saadanne Væddekampe i Uddannelsens Tjeneste: saa meget mere, som den Anvendelse, der i Felten skal geres af den moderne Soldat, Befalingsmand som Menig, kræver en selvstændighed, en Udvikling af Personligheden, der vanskelig opnaas ved de almindelige Uddannelsesmidler.
Gennem Idrætten erhverves de Egenskaber, der netop er af Betydning for den dygtige Soldat: Haarderhed, Udholdenhed, gode Nerver, Snarraadighed. Livlighed, Energi og Opmærksomhed, Ligegyldighed overfor Anstrengelser og Farer.
Særlig for Rytteriets vedkommende er Idrætten af stor Betydning som Uddannelsesmiddel, dels fordi Rytteren oftere vil komme til at optræde selvstændig end hans kammerater af de andre Vaaben, og dels fordi det her gælder om Uddannelse baade af Rytter og af Hest, saa at man saa at sige ved Udovelsen af Idrætten slaar to Fluer med et smak. Derfor har f. Eks. Jagter til Hest, Vaddeleb og konkurrencer i Ridning af Vaabenbrag ogsaa været anvendt som Uddannelsesmiddel for Ryttere alt fra gammel Tid. Og i alle moderne Staters Rytteri er man i de sidste Tiaar kommen meget stærkt ind paa Udovelsen af al Slags kavalleristisk Idræt. Naturligvis lægges der overalt særlig Vægt paa at udbrede Interessen for Idrætten blandt Officererne, men i stedse sterre og store Udstrækning lader man efterhaanden ogsaa Underofficerer og Menige tage Del i Udevelsen af al Idræt.
Maaden, hvorpaa denne udoves, kan vel være noget forskellig, men de fleste Steder oves dog de samme Arter af kavalleristisk Idræt nemlig: Væddelob, Jagtridt, Distanceridt, Terranridt, Springning. Skoleridning, Polo o. I. (Jeu de barre, Gymkhanaleb, Ringridning etc.).
I det folgende skal omtales, hvorledes Idrætten oves af de forskellige Staters Rytteri.
Idet man saaledes faar et Billede af, hvor overordentlig stor Vægt, der overalt lægges paa Udevelsen af al kavalleristisk Idræt, vil man deraf se, at vi her til Lands i flere Henseender staar ikke saa lidt tilbage, saa der er god Grund til at overveje, hvorledes saadan Idræt ogsaa herhjemme kan oves i storre Udstrækning og paa en saadan Maade, at Udbyttet svarer til Anstrængelserne
Frankrig. 1 Frankrig blev det ferste offentlige) Steeplechase for Gentlemen reden den 25. Marts 1862 paa Banen ved la Marche. Lebet var 3000 m. og Premien 1500 Fr. Der var 4 Deltagere, hvoraf 3 Officerer. Den 6. April S.A. blev der paa samme Bane redet et Grand steeple-chase militaire. Det var dog baade for Officerer af den belgiske, engelske, tyske og franske Hær og for civile Gentlemen og var for Heste fra alle Lande og af enhver Afstamning. 6000 m. 5000 Fr. udsat af Stutterivæsenet. Indstiftelsen af disse Løb
hilstes som meget heldig for Armeen. Ideen slog an. Andre Byer fulgte meget hurtig efter og udskrev Officersleb, som Regel Hurdleleb paa 15-1800 m. Efterhaanden som disse Vaddeleb vinder Udbredelse, tiltrænges der faste Bestemmelser, og der udgives efter haanden forskellige Reglementer angaaende de militare Væddeleb. Det sidste af disse forefindes i Bull. ofl. Nr. 44/1903 af 23. Novbr. og er allerede omtalt i M.T. Nr. 2/1904.
Nu for Tiden drives Væddelebssporten i Frankrig med stor Iver og Interesse og med særdeles godt Resultat for Uddannelsen.
Jagter med Meute eres ved Skolen i Saumur med Bistand af Omegnens Godsejere, og Interessen for Jagtridning har derfra bredt sig til Afdelingerne. Ved de fleste sterre Garnisoner afholdes Slæbjagter, og ved de fleste Afdelinger afholdes Jagtridt (Papirsjagter) om mindre Præmier for Offcerer og for Underofficerer.
Distanceridt har alt lange været drevet med overordentlig Iver i Frankrig. Franskmændenes Sejr i Ridtet Brussel -Ostende viser jo, hvor hajt de staar, men egentlig officielle tjenestelige Distanceridt har forst i de senere Aar været ovet rationelt').
Prisridning og Prisspringning har i de sidste 20 Aar været dyrket med stedse stigende Iver i Frankrig ved de flere og flere steder afholdte Concours hippiques.
Krigsministeriet har derfor set sig nedsaget til ligeledes at udgive Bestemmelser for Officerernes Deltagelse i saadanne Concours. Disse Bestemmelser er i Hovedsagen saalydende: (Bull. ofl. Nr. 44/1903.)
Regler for Officerernes Deltagelse i Concours hippiques.
§ 1. Officerer af alle Vaaben kan deltage i Concours hippiques.
Præmierne i militære Vaddekampe maa ikke bestaa i Penge.
I de militære Væddekampe kan kun deltage Officerer i aktiv Tjeneste.
Orficererne kan faa Tilladelse af Afdelingscheferne til at deltage i civile Prover. De kan her kun optræde i civil Paaklædning og ikke i Egenskab af Officer, samt beredne paa Heste, der ikke tilherer Staten.
§ 2. Et ministerielt Cirkulare, der aarlig tilstilles Armekorpskommandanterne, angiver, hvilke concours hippiques de under deres Befaling staaende Officerer kan deltage i.
Fremdeles kan Officerer af alle Vaaben, en af hver Brigade, Rytteri (2 lvis Brigaden er paa 3 Regimenter) og Artilleri og en Officer af samtlige andre Vaaben ved hvert Armekorps faa Tilladelse lil at tage Del i l'epreuve du concours hippique central de Paris., kaldet Grand prix de Paris.
§ 3. De enkelte Tilladelser gives af Afdelingscheferne under eget Ansvar. De maa kun lade saadanne Officerer konkurrere, som er dygtige og kraftige Ryttere, som optræde med korrekt Paaklædning, med gode Heste, der er komplet forberedte og i fuldstændig Lydighed paa Forhindringerne.
Tilladelsen til Deltagelse i Grand prix de Paris. gives af Armekorpskommandanten, der indberetter til Ministeriet.
§ 4. Varigheden af den Orlov, der gives en Officer for at deltage i en concours hippique, maa aldrig overstige 8 Dage.
§ 5. De hippologiske Selskaber, som ensker, at Officerer skal deltage i de af dem arrangerede Væddekampe, indgiver Ansegning til Ministeriet og indsender deres Programmer mindst 2 Maaneder for den fastsatte Dag..
Talrige Selskaber stetter Ridesporten paa forskellig Maade. De vigtigste af disse er foruden ovennævnte societé hippique-: La societé des steeple-chases de France, La réunion hippique militaire og La société de sport en France.
For nu at forhindre, at Officererne i deres Iver efter at vinde Præmier i disse talrige Konkurrencer uddanner deres Heste i en speciel Retning og ikke giver dem den alsidige Uddannelse, som er nødvendig for en Militærhest, har Krigsministeriet truffet Bestemmelse om Afholdelsen af en Konkurrence, mellem Rytterofficerernes Tjenesteheste, le championnat annuel du cheval d'armes, en Slags Firkamp, i hvilken den af Staten leverede Remont, naar den er vel reden og kan opfylde de Fordringer, den militære Tjeneste kræver, skal have Udsigt til at sejre.
De for Væddekampen givne Bestemmelser er fastsatte Bull. off. 9. Septbr. 1901 og 2. Juni 1902.
Der er 4 Prover, som skal vise, at Hesten er i god Condition, lydig og vel reden.
1. Steeple-chase (der skal tilendebringes i en vis Tid, ikke er noget Væddeleb, men bedemmes efter de begaaede Fejl, Refusering, Fald osv.).
2. Dressur-Prove (Enkeltridning og Samletridning). 3. Distanceridt (ca. 60 km.).
4. Prisspringning.
De Points, der beregnes for disse Prover er folgende:
Concoursen finder Sted i Paris under concours hippique, for en Jury, som er udvalgt at Krigsministeren.
Hvert Rytterregiment kan kun sende en Konkurrent, der udvælges af Afdelingschefen).
Det tillades kun folgende Heste at deltage:
Officers-Tjenesteheste, som er 7 Aar eller derover, og som hidrorer fra Statsremontedepoterne eller er indkøbt af Afdelingsremontekommissionerne, naar de rides af de Officerer, de herer til, og have staaet i Nr. for disse i mindst et Aar.
Den Hest, der har vundet et Championat, kan ikke mere konkurrere. Heste, der har vundet en anden Præmie end 1. Præmie, kan endnu deltage, men kan kun vinde en Præmie, der er højere end den, de allerede har vunden.
Indstiftelsen af dette Championat er utvivlsomt en meget heldig Foranstaltning. Det omfattes med megen Interesse. Selvfølgelig viser det sig, at Fuldblodet klarer sig i Kampen. 1 1903 var saaledes samtlige 7 placerede Heste Fuldblod. Sejrherren var Lt. Madamet med den fra Ridtet Brüssel-Ostende saa beromte Courageux..
Tyskland. Allerede ca. 1830 begyndte Officererne i Tyskland at deltage i Væddeløb med deres Heste, og en Del Officerer anskaffede sig efterhaanden smaa Væddeløbsstalde. Det er dog forst for tyve-tredive Aar siden, at der rigtig kom Fart i Sagen. Officererne dannede Væddelebsselskaber, omtrent et for hver Brigade, og deres Deltagelse i Væddelebene blev efterhaanden saa livlig, at der foltes Trang til reglementariske Bestemmelser. En Kommission, der i 1886 var nedsat i Berlin for at behandle forskellige andre kavalleristiske Sporgsmaal, tog ogsaa denne Sag under Overvejelse, og som Resultat deraf fremgik en kejserlig Kabinetsordre an gaaende Officerers Deltagelse i Voddele bene. Denne Ordre vaager, karakteristisk nok, meget neje over, at den militare Stands Anseelse ikke krænkes, men overlader for ovrigt Algorelsen af alle Spergsmaal vedrerende Vaddelebene til de militære Foresatte.
Chefen for Kavalleriskolen, i forbindelse med et vist Antal Officerer, har overopsyn med alt, hvad der angaar Onlicerernes Deltagelse i offentlige væddelo. Han skal vaage over overholdelsen af Bestemmelserne og forhindre alle Handlinger, der er af en saadan Natur, at de kan kompromittere Oncerstandens Værdighed. Interessen for Vaddelobssporten er meget levende blandt de tyske Rytteroficerer, al samtlige Gentlemenryttere i Tyskland er militare, og selv i de private Vaddelobsforeninger er det militare Element sandvanlig det overvejendo. Paa de storre Vaddelebsbaner afholdes Armojagdrennen med store Premier og Heste af hoj Klasse. Deltagelsen i disse Lob er selvfolgelig frivillig, og Ollicererne kan kun benytte deres egne Heste.
Valdelob for Underofficerer og Menige finder sted ved mange Afdelinger.
Distanceridt oves i Tyskland obligatorisk siden 18, og fra 1894 har Kejseren aarlig udsat Præmier for Lebene. Disse tjenstlige Distanceridt afholdes armekorpsvis. Fordringerne til Hestene er meget moderate, 120 km. for en enkelt Dag og 90 km. om Dagen for flere dage. Der legges særlig Vægt pan, at Hestene bevare deres fulde Kondition. Selv folgelig afholdes der en stor Maengde private eller halvofficielle Distanceridt, i hvilke Fordringerne er langt storre.
Jagtridt anvendes i stor Maalestok som Uddannelsesmiddel og anbefales som saadant al Felttjenesteinstruktionen (Pkt. 8). Sarlig ved den militære Rideskole i Hannover er disse Jagter en meget væsentlig del af Uddannelsen. Begyndelsen til dem gjordes i 1806, da der stiftedes en privat Forening, som forpagtede det den tidligere konge af Hannover tilhorende Jagtterran, men allerede 2 Aar efter gik dette Terraen over til Rideskolen, og fra samme Aar bevilgede Kejseren aarlig 2000 Th. til en Meute. Der afholdes nu aarlig en Mængde Slabjagter, af hvilke den lengste, die grosse Schleppe. gaar over en Strækning af ca. 20 km, medens Meuten skiftes indtil 3 Gange. Desuden rides talrige Jagter efter indfanget Vildt. Undertiden kombineres begre Dele. Forhindringerne er til Dels meget betydelige. Som Deltagere beordres, foruden Skolens Elever, et Stabsofficerskursis, idet 20 Majorer fra de forskellige Regimenter beordres til et 1 Maaneds kursus ved Skolen med Deltagelse i Jagterne.
Fra Rideinstitutet har interessen for Jagterne bredt sig til Afdelingerne. Rideinstitutet udlejer pan billige Betingelser Hunde og uddanner Piqueurunderofficerer. Der er dog kun et meget ringe Antal Regimenter, der afholder Jagt efter levende Vildt, ar Mangel paa Terræn. Slabjagter rides derimod veil de fleste Garnisoner. Ligeledes Schnitzeljagter.
Endelig oves den almindelige Terranridning ogsaa som Sport, serlig vel Rideinstitutet, hvor der afholdes sankalite
Flaggenrennen, i Lighed med de engelske .Point-to-Point Steeple-chases
Natlige Distance og Terrenridt over mindre Distancer har siden 1894 været ovet i stort Omfang ved XVI Armokorps og Felttjenesteinstruktionens Pkt. 9 foreskriver, at der skal afholdes serlige Ovelser for at vænne Ollicererne til at finde vej om Natten.
Prisridning og Prisspringning fandt forste Gang Sted i Tyskland 1883 i Magdeburg Anledning af en Landbrugsudstilling. Tanken om Indforelsen af saadanne Vaddekampe vandt straks meget Bifald, men det er dog fort for ca. 10 Aar siden, at Berlin-Potsdammer-Reiterverein begyndte at afholde aarlige Concours hippiques, ved hvilke Kejseren selv uddelte Præmierne, og oliererne deltog paa saavel deres egne som Statens Heste. Nu afholdes der aarlig mange .Concours hippiques i Tyskland. Og man har rundt omkring begyndt paa at gore Porsog med at afholde Prisridning) m. m. for Underofficerer og Mandskab ved Regimenterne.
Polo drives ogsaa en del i Tyskland. Det indfortes fra England i 1876 af den tyske Kronprins, der efter at have overværet en Match i London blev saa begejstret for Spillet, at han straks onskede det indrert i den tyske Har. Der findes nu bl.a. Poloklubber i Berlin og Hamborg,
Rusland. De forste Officersvæddelebi Rusland redes i Begyndelsen af 1870erne. Det forste Væddelebsreglement udgaves i 1871, det næste i 1875. Dette sidste bestemte, at der fra 1876 aarlig skulde afholdes Porhindringsleb paa 2 Werst, med befalet Deltagelse for Officerer af Rytteriet og det ridende Artilleri, beredne paa de Heste, som de havde redet i Tjenesten, samt ved Krasnoje Selo Forhindringslob paa 3 Werst, med frivillig Deltagelse for Gardeollicerer: des uden et sterre Lab for alle Ollicerer af Haren (inklusive Infanteriet). til hvilket Premierne skænkedes af Kejserfamilien (Iste Præmie 3000 Rubler + en Erespræmie til 500 Rubler). Endelig fandt der hvert andet Aar specielle Fladlob Sted ved hver Afdeling.
Hensigten med 2 Werst Lobene var at sage at faa oni cererne til paaegen Bekostning at skaffe sig gode Heste). Men denne Hensigt naaedes ikke, da Premierne var saa smaa, 100-200 Rubler pr. Regiment. Ved Bestemmelser af 1806 afskaffedes derfor 2 Werst-Lebene og erstattedes af Lab for Heste, tilhorende Officerer og egnede til Militærbrug. Disse Leb er paa 3 Werst med 9 Forhindringer, og de afholdes hvert Aar divisionsvis i ti Distrikter i det evropeiske Rusland. Storrelsen af Præmierne varierer efter den Kavalleristyrke, der er stationeret i den paagaldende Egn, og er ca. 1000 Rubler pr. Division. De sterre Lob ved Krasnoje Selo bibeholdtes. Distancen sattes til 4 Werst, 12 Forhindringer. Iste Pr. 3500 Rubler.
Desuden finder der Fladlab Sted ved alle Divisioner, ved den blandede Brigade og ved Reservens Kader.
Endelig har Generalinspektoren for Rytteriet bestemt, at der ved hver Brigade skal oprettes en Væddelabsforening, men der mangler dog de fornedne Pengemidler hertil.
Distanceridt har været ovet officielt i Rusland i de sidste 20 Aar. I 1890 bestemtes det, at saadanne Ridt hele Aaret rundt skal afholdes ved alle Regimenter. Om vinteren skal mindst afholdes 4 Ridt, deraf mindst 2 paa 210 km. i 4 Dage.
Jagtridning oves som Uddannelsesmiddel ved den militare Rideskole. Denne har ved Byen Postowy i Gouvernementet Wilna lejet ca. 65,600 ha. Land til Atholdelse af Parforcejagter. Fra 28 August til 28. Oktober betinder Skolen, ca. 80 Oficerer og 200 Heste, sig stadig i Postowy. I den forste Del af Orelsestiden ridles med yngste Hold 7 Slabjagter og en 8 Jagt efter levende Vildt. Længden af Slabjagterne vokser fra 3-8 km., ligesom Forhindringernes Storrelse ages. Fra 14. Septbr. til 2. Oktober rides med ældste
Hold forst Slæbjagter (10-12 og 15-17 km.) og derefter en Række Jagter efter levende Vildt. Hver anden Dag Harejagt med Vindhunde, hveranden Dag Jagt efter udsat stort Vildt med engelske Hunde. Forhindringerne er til Dels meget betydelige. Del i Jagterne tager, foruden Rideskolens Elever, en Del Stabsofficerer af Rytteriet og Officerer, der er designerede til Regimentschefer.
Fra Rideskolen har Interessen for Jagtridning bredt sig til Afdelingerne; nylig er der saaledes i Krasnoje Selo dannet en Parforcejagtforening, der afholder ugentlige Jagter.
Øvelserne i Terrænridning kontrolleres af Divisionsgeneralerne, idet disse hvert Aar i deres Paasyn lade afholde obligatorisk Terrænridt for alle Officerer. Officererne ride brigade- eller regimentvis, 3 og 3 sammen, med en lille Afstand, over en Distance af 3 Werst med 3-6 Forhindringer.
Konkurrencer i Ridning m. m. om Eres- og Pengepræmier afholdes officielt for Officererne. Fordringerne er de, der stilles til en Militærhest i Tjenesten. Endvidere udsættes der ved hvert af de regulære Kavalleriregimenter aarlig en Præmie for Tilridning af Remonter. En Rytter fra hver Eskadron kan deltage i Konkurrencen.
I det Hele har Tanken om at fremme Uddannelsen ved tjenstlige Konkurrencer og Præmiering vundet mange Tilhængere i den russiske Hær.
Italien. 1 1897 udgaves et Reglement, der bl. a. indeholder følgende Bestemmelser:
Der er 3 Slags militære Væddelob for Rytter-, Artilleriog Generalstabsofficerer.
a) Regimentsvæddelob.
b) Væddeløb for Officerer af Regimenter, der henhorer til en bestemt Kreds. Militarys.
e) Distanceridt.
Regimentsløbene. Hvert Rytter- og Artilleriregiment skal aarlig afholde et Væddeløb, hvori alle Kaptainer, og et, hvori alle Lejtnanter skal deltage. Lobets Længde er 20002500 m. ned reglementerede Forhindringer. Officerer, der deltage i Militarys, kan dog efter Ønske fritages for Deltagelse. De andre Officerer skal ride deres Tjenesteheste eller Stambeste, de selv har trænet.
Vinderen faar en Guldmedalje af Krigsministeriet.
b og e. Inden for hver enkelt af de 4 Kredse hvori Landet den Henseende er inddelt afholdes aarligt skiftevis enten et Væddeløb, Military, (3500 m. med indtil 10 Forhindringer) eller et Distanceridt (250-400 m.). Deltagelsen er frivillig for Officerer inden for Kredsen. Hestene skal være trænede af Rytteren og have været i hans Besiddelse for Væddelebenes Vedkommende i mindst 3 Maaneder, for Distanceridtet i mindst 4 Maaneder.
Krigsministeriet udsætter Præmierne, 1. Præmie 2000 Lire, 2. Pr. 1000 Lire, 3. Pr. 600 Lire og 4. Pr. 400 Lire Den Rytter, der under Distanceridtet gennemsnitlig kun har tilbagelagt 7 km. i Timen, er derhos berettiget til Erstatning for den Skade, Hesten har lidt.
Endelig kan Officererne deltage i private Selskabers Væddeleb, naar Præmien er udsat af Kongen eller kgl. Prinser, eller hvis Programmet er godkendt af Krigsministeriet.
Interessen for Idrætten indpodes de italienske Officerer paa Rideskolen. For Rideskolen i Pinerolo gælder den Bestemmelse, at Eleverne efter deres Afgang fra Skolen skal gennemgaa en Scuola di perfezionamento per l'équitazione. Dette Kursus finder Sted i Nærheden af Rom ved Tor di Qvinto, for at Eleverne kan faa Lejlighed til at deltage i de berømte Rævejagter i den romerske Campagne og i Væddeløbene paa Sociéta del Lazios. Væddeløbsbane samme Steds. Skolen i Pinerolo afgiver sine Fuldblodsheste af sidste Aargang og en Del gode Springere, hvorhos Eleverne medtager deres egne Heste. Næstkommanderende ved Skolen leder Kursuset med Bistand af en bekendt Sportsmand.
Prisridning og Prisspringning eves ved talrige Concours hippiques, og at Italienerne i Springning er naaet vidt ses af, at de ved den internationale Concours hippique. i Turin 1902 sejrede i Højdesping (Løjtnant Caprilli 2,08 m.)
Østrig-Ungarn.
Ostrig-Ungarn er et af de Lande uden for England, hvor Idrætten tidligst har naaet den Betydning, den fortjener. Allerede for 50 Aar siden redes Væddeløb ved adskillige Regimenter og i Begyndelse af 1860erne, da Terrænridning og Væddeløb indfortes obligatorisk ved Rideskolen, var der kun faa Regimenter, der ikke afholdt Officersvæddeløb. Nu afholdes der ved alle Rytterregimenter officielle Væddelob, saavel for Officerer som for Underofficerer og Menige.
Ved mange Regimenter afholdes ogsaa Prisridning og Prisspringning. Deltagelsen i disse Idrætsøvelser er frivillig. Reglementariske Bestemmelser findes ikke. Det hele beror nærmest paa Regimentschefen. Præmier gives af forskellige sportsinteresserede samt af Officerernes Sportskasse (frivillige Afdrag af Lonningerne). Officererne benytte dels egne, dels Chargeheste1).
Foruden disse regimentsvise Konkurrencer afholdes større offentlige Væddeløb og Concours hippiques, hvortil Officererne kan benytte deres egne Heste. Den største Concours hippique afholdes aarlig af det wienske Campagnereitergesellschaft, der stiftedesi Begyndelsen af 1870erne. Ved denne Concours udsattes Premierne, saavel Erespr. som til Dels temmelig betydelige Pengepræmier i 1904 Pengepræmier i Prisridning 10.000 Kr.) af Kejseren, Erkehertugerne, forskellige Ministerier, Foreninger og fornemme Personer. En speciel
respræmie for Prisridning indstiftedes af Kejseren Anledning af Regeringsjubileet 1898. Denne Praemie behover dog ikke at uddeles hvert Aar. Ca. 60—70 Officerer deltager aarlig i denne Concours hippique. Budapest afholder Landes Agrikulturverein und Aktiengesellschaft zur Hebung der Pferdezucht. hvert Foraar en lignende Concours hippique').
Slæbjagter afholdes siden 1876 ved Rideskolen, og desuden understatter Kejseren talrige Slæbjagtselskaber, for at alle Rytteroflicerer kan faa Lejlighed til at ride Jagter.
Distanceridt lar i de sidste 50 Aar været drevet med stor Iver. Ostrig-Ungarns Sejr i det beremte Ridt WienBerlin er jo bekendt.
Sverrig.
At kavalleristisk Idræt omfattes som bekendt med stor Interesse i Sverrig.
Væddelab afholdes mange steder f. Eks. ved Stockholm, Malmo, Christiansstad, Ystad, Helsingborg, Goteborg o.fl. Officerernes Deltagelse i disse Lob, der er offentlige, er frivillig. Officerernes Heste og Hestepassere befordres gratis til og fra Væddelebsstederne af Statsbanerne. Orlov for at deltage i Vaddeleb bevilges saa godt som altid. Officererne man kun benytte deres egne Heste") til alle Idrætsovelser,
Staten bevilger aarlig 2000 kr. til Statspraemier i For hindringslob for Rytterofficerers Tjenesteheste. Disse Penge fordeles med 1000 kr. i Stockholm og 1000 kr. i Helsingborg Endvidere udsætter Kongen en respræmie for Officerslob. Og for at stotte den indenlandske Remonteproduktion giver Staten aarlig 6000 Kr. til Præmier til indenlandske Heste i offentlige Lob. Heraf tilfalder Halvdelen Hestens Opdrætter, Halvdelen Ejeren.
Foruden de offentlige Væddelob afholdes af de ved hvert Regiment eksisterende Sportsforeninger Væddelob, hvortil Præmier udsættes af Oficerernes Sportskasse, (frivillige Afdrag Lonningerne) samt i Reglen af Regimentschefen. Deltagelsen i disse Leb er frivillig med Undtagelse af Lebet om Regimentschefens respræmie, hvilket ofte er obligatorisk for alle Subalternofficerer. Obligatoriske Væddeleb afholdes ligeledes med Eleverne paa Stremsholm. Præmier herved bevilger Staten 400 kr. aarlig.
Slabjagter afholdes med Rideskolens Elever. Til Meute bevilger Staten 1500 Kr. aarlig. Ved de fleste Garnisoner afholdes ligeledes Slæbjagter.
Af de mange private Klubber og Foreninger, af Bestyrelserne for Hesteudstillinger saavel som af Regimentssportsforeningerne afholdes foruden Væddelebene en Mængde Distance og Jagtridt, Prisridninger og Prisspringninger, og der drives forskellig anden særlig nordisk Sport, Skikorsel, Sparkstotning etc. Deltagelsen i alle Væddekampe er meget livlig.
For Underofficerer og Menige. beredne paa Stamheste, afholdes ved de forskellige Afdelinger Væddeleb (i Reglen Jagtleb med Master), Ordonnansridt, Prisspringninger m.m. Deltagelsen er for Underofficerer, dels frivillig, dels befalet. For Mandskabets Vedkommende udtages Deltagerne i Reglen som Belonning for udvist Interesse for Tjenesten og for Hesten.
Præmierne udsættes af Officerernes Sportskasse.
Det vil saaledes ses, at der i Sverrig lægges overordentlig stor vægt paa alle slags kavalleristiske Idrætevelser. Og det erkendes, at gennem disse har man opnaaet ikke blot i hoj Grad at udvikle Officerernes og Mandskabets Ridefærdighed, men man har ogsaa opnaaet at fremme den enkelte Officers Lyst til at gere sig saa godt bereden som mulig.
Norge.
Uagtet Forholdene i Norge jo er lidet gunstige for Udevelsen af kavalleristisk Idræt, er man i de senere Aar dog kommen godt med ogsaa der. Der afholdes hvert Aar 2 Gange Væddeleb paa Gardermoen ved Kristiania paa Foranstaltning af de norske Officerers Rideklub». Løbene rides af Officererne paa egne eller paa Statens Heste) og er
Officererne skal selv træne deres Heste.
Der afholdes endvidere Leb cor Underofficerer samt i Rekrutskolerne Smaaleb for Menige, til hvilke Centralforeningen for Udbredelse af Idræt. udsætter Præmier.
Hvert Aar afholdes eskadronsvis for alle Befalingsmænd, Officererne paa egne, Underoff. paa Statens Heste, et obligatorisk Terrænridt paa 10-15 km. Der er udsat en Vandrepokal, der skal vindes af en Eskadron 3 Gange for at blive Ejendom. Hestene skal være i fuldt tjenestedygtig Stand, hvilket bedemmes saavel samme Dag som Dagen efter Lobet.
Distanceridt afholdes af og til, saavel Sommer som Vinter
Jagtridt afholdes ved Rideskolen hvert Efteraar. Som Deltagere beordres Garnisonens Officerer af Generalstaben og Rytteriet. Rideskolen holder en Slæbjagt-Meute.
Prisridning og Prisspringning afholdes hvert Foraar i April eller Maj i Kristiania for norske og svenske Officerer.
Af det foranstaaende vil ses, hvor stor Vægt der i alle Lande lægges paa Udovelsen af alle Arter af Idret ved Rytteriet, i Modsætning til her i Danmark, hvor den eneste Art af kavalleristisk Idræt, der hidtil har været ovet officielt, er Vaddeleb. Og sely disses Betydning for Rytteriets Uddannelse, har jo af og til været Tvivl underkastet, skent Væddeløbene i virkeligheden er .en Livsbetingelse for Rytteriet. Ved Væddelobene fremmes nemlig i forste Linje Udviklingen af de Egenskaber, uder. hvilke en Rytterofficer nieppe vil kunne gore Fyldest som Forer i noget af de Tilfælde, han i Felten vil komme i, ligegyldigt om han er Patrouljeforer eller Regimentschef.
Rytterforeren saavel som Væddeløbsrytteren maa besidde en udviklet Evne til i fuld Galop at kunne iagttage, overveje foge handle, til at lade Handlingen folge en Brøkdel af et Sekund efter lagttagelsen.
Rytterforeren saavel som Væddeløbs Rytteren maa besidde stor Energi, Nerver, der ikke lader sig paavirke af noget som helst, og Evne til at kunne koncentrere al sin Kralt paa at naa et vist Maal. Det er altsaa egentlig har mest de moralske Egenskaber, der bor og kan udvikles gennem Vaddelebene. Det er Evnen til at holde Hovedet klart under alle forhold. Det er jo en bekendt Sag, at man siger om den dygtige Vaddelebsrytter, at han vinder sit Lob med Hovedet. Den middelmaadige Rytter kan meget godt præstere noget, naar han blot rider med Omtanke, hvorimod selv den dygtigste Rytter intet ophaar, maar han taber How vedet. Det er altsaa forst og fremmest af den nævnte Grund, at Veddelebene er et uundværligt Uddannelsesmiddel for Rytteriet. Men desuden har de jo ogsaa i mange andre Henseender overordentlig Betydning. gennem hele den velse i at ride Galop, der særlig under Træningen gives Rytteren, og hele den med Træningen folgende velse i og Interesse for Behandlingen af Hesten,
Der er nu heller ingen Tvivl om, at vore Vandløb har bidraget i meget høj Grad til at fremme Rytteriets Uddannelse. Naar det fra alle sider erkendes, at Rytteriet ved de senere Aars sterre Ovelser har udfoldet en hidtil ukendt Virksomhed, da er det utvivlsomt, at dette forst og fremmest skyldes Væddeløbene, som har indpodet Officerer og Underofficerer Lysten til rask og dristig Ridning og lart dem at benytte det forædlede Hestemateriel pas rette Maade.
Da Danmark jo er det eneste evropeiske Land, hvor Rytterofficererne udelukkende er beredne paa Statens Heste, og hverken har Adgang til Fourageration eller Remonteringsgodtgerelse for egne Officersheste, er det en selvfølge, at Officererne til de officielle Væddeløb maa benytte Statens Heste, og hele den Maade, hvorpaa Væddeløbene hidtil har fundet sted, har sikkert været overordentlig formaalstjenlig. Det er saaledes meget heldigt, al Officererne kan udtage Vaddelebsheste blandt samtlige Regimentets Staunheste og ikke blot er henviste til deres Tjenesteheste: dette fremmer nemlig hos Vedkommende Evnen til at bedømme, hvad der bor i en Hest, ligesom det jo er til stor Garn for en Eskadron, at saa mange som mulig, af dens Heste bliver trænede.
Det er heldigt, at hele Sagen betragtes som Tjeneste, saa at der udbetales Rytterne Dagpenge m.m. Thi kun derved opnaas en saa stor Deltagelse, som der er opnået. Det er heldigt, at der udbetales Vindernesmaa Pengepra mier. Disse er jo ikke sa store, at nogen kan spekulere i dem, men de tillader dog, at den Rytter, der er særlig ivrig. og maaske har sat sig i Bekostning for at have alt is god Orden som muligt, eventuelt kan fra sine Udgifter dækket. Det er meget heldigt, at Lebene afholdes for samtlige Officerer pas de offentlige Baner, thi netop det, at Kampen skal udkæmpes for et store Forum, giver den det Plus af Interesse, som skal til for at fan den unge Officer til Mas neder igennem at foretage den minutes omhyggelige Forberedelse af sig selv og Hesten, som er det ikke mindst vigtige ved hele Sagen.
Det vil derfor sikkert ogsaa vække megen Beklagelse hos alle Rytterofficerer, om der skulde ske væsentlige forandringer i de Betingelser, hvorunder Væddeløbene finder Sted. Og dette er der næppe heller Grund til. Naar det erkendes, at Væddeløbene er til Gavn for Uddannelsen, kan der fornuftigvis som Remonteringsforholdene T. er, ikke være noget at indvende imod, al Officererne ride Vaddelob paa Statens Heste. Gaarder en enkelt Gang en Hesti Lebet, saa er det jo noget, der ligesaa let sker ved enhver Terrænridning, og skal Rytteriet uddannes tidssvarende, maa der nu en Gang en vis Indsats af Heste til. Desuden vinder sikkert de andre Heste, der har gennemgaaet Træningen og Lobene, derved saa meget i Værdi, at det rigelig opvejer eventuelle Tab. Skulde endelig de fornødne Pengemidler til officiel Understøttelse af Officerernes Deltagelse i Væddeløbene mangle, da er der jo intet til Hinder for at lade Officererne deltage i Væddeløbene paa egen Bekostning. Interessen for Væddeløbene er sikkert saa stor hos alle Rytterofficerer, og Følelsen af, at Officerslebenes Ophør vil være en Ulykke for Rytteriet, saa levende, at den fornødne Deltagelse kan paaregnes.
Hvad Propositionerne for Officerslobene angaar, da er disse ret hensigtssvarende. Kun ber selvfolgelig Hurdlelebene afskaffes. Hurdlelebene er i og for sig en sportslig Uting, indfort, fordi der i Væddeløbsstaldene findes Heste, der er for langsomme til den flade Bane og ikke tilstrækkelig lydige og vel indsprungne som Steeplere, men i militær Henseende har de ingensomhelst Berettigelse. Uovede Ryttere anser fejlagtig Hurdlelebene for de letteste. Ganske vist har man i et Hurdleleb større Chance end i et Steeplechase med en Hest, der løber lebsk og er slet indsprungen, men det kan næppe gore dem anbefalelsesværdige i militær Henseende. I Virkeligheden er Hurdlelebene baade vanskeligere og farligere for Hest og Rytter end de længere Løb. De korte, hurtige Lob er tilmed langt mere anstrængende for Hesten og fordre derfor en langt hejere Kondition, altsaa en skrappere Træning end de lange Leb. Med en Hest, der f. Eks. kun har den Træning, den har faaet ved Øvelserne i Eksercertiden, kan man meget godt ride et Jagtleb paa 8000 m, men ingen fornuftige Mennesker vil sætte den i et Hurdleleb. De korteste militære Leb bor være 4000 m de længste 6-7000 m. Saadanne Leb er langt mere lærerige. De giver den Rytter, som moder med en vel reden Hest, den Fordel, han fortjener. De er ikke saa anstrængende for Hestene. De giver et langt klarere Billede af, hvad den pågældende Hest er værd som Militærhest, og endelig er der den Fordel ved de lange Lob, at der i disse uden Fare kan starte en stor Mængde Ryttere, medens der ikke bor være mere end 10-12 i et Hurdleleb.
Angaaende Deltagelsen i Lebene, da vilde det sikkert være heldigt, om der blev truffen den Bestemmelse, at en Hest, hvis Rytter er bleven utjenstdygtig, skal rides af en anden. Naar Staten har bekostet Hestens Træning og Transport til Væddeløbsstedet, ber Hesten ikke staa ubenyttet. En retfærdig Fordeling af en eventuel Præmie kunde vel nok tænkes.
Foruden Officersvæddelebene, har der jo i de senere Aar været afholdt Væddeløb for Underofficerer med udmærket Resultat. Det vilde dog sikkert være til Gavn, om det yderligere kunde ordnes saaledes, at f. Eks. de 3 Præmietagere af hvert Regiment kunde konkurrere indbyrdes ved et af Væddelobsmeetingerne paa offentlig Bane; men uagtet Omkostningerne herved vilde være meget ringe, da de eksisterende Væddeløbsforeninger sikkert nok vilde udsætte Præmier, er der vel desværre lange Udsigter hertil.
Endvidere burde der ogsaa afholdes Væddeløb med Mandskabet. Løbene kunde passende afholdes eskadronsvis med Vintermandskabet og derefter regimentsvis med de placerede Ryttere og Heste. Foruden at gavne Uddannelsen, vilde man derved opnaa en anden Fordel, nemlig et særlig godt Kendskab til alle Stamhestenes Præstationsevne.
Vi kommer nu til en hel ny Side af de militare Væddelob, som for Fremtiden ikke kan lades ude af Betragtning. Da det nu, efter de af Krigsministeriet trufne Foranstaltninger, forhaabentlig ikke kan vare altfor lange, inden der her i landet vil kunne kobes et tilstrækkeligt Antal bragelige Rytterremonter, maa man i Tide, for at sikre sig, at disse Remonters Prestationsevne er tilstrækkelig, være betænkt paa, at indfore rationelle Præstationsprover for disse Heste. Men saadanne Prover har man jo i de militare Vaddelob. Vinderne af disse Leb maa præmieres med ordentlige Præmiebeleb, som tilfalder Opdrætterne. Foreningen til den ædle Hesteavls Fremme har aabenbart en Falelse af, at den her har en forpligtelse, idet den udsætter Præmier til 10 pct. af de indvundne Pengebelob til Opdrætterne af de placerede danskfodte Heste. Men dette er, om jeg saa man sige, kun at markere den gode Vilje. Det er selv folgelig langt fra tilstrækkeligt, at en danskfodt Vinder af et Orlicerslab premieres med 300) Kr. 300 Kr. burde være Minimum").
Hvad Premieringen af de Heste, der kun deltager i Lob ved Afdelingerne angaar, da stiller Sagen sig noget ander ledes. Her kan man ikke forlange, at Væddelobsforeningerne skal træde til. Men der kunde maaske findes andre Udvejo. Der er nu (. Eks. det ikke ubetydelige Belob, som Staten opkrever som Totalisatorafgift. Dette Belebberoves jo direkte Ejerne og Opdrætterne af ædle Heste (ved Formindskelsen af Vaddelobspræmierne). Det var derfor ikke for meget forlangt, at Staten anvendte i det mindste en Del af Belobet til Stotte for den sedle Halvblodsavl. Hvis det nu i Fremtiden skulde lykkes paa den ene eller den anden Maade at skaffe Penge til Præmiering af Militarheste, saa vilde det dog maaske være heldigt, om der, foruden til Prestationen ved Væddelobene, ogsaa toges noget Hensyn til andre forhold, f. Eks. Eksterioret, Tjenesten i Eskadronen. etc. Ved saaledes at udbetale Pengepræmier til Opdrætterne vil man give disse en meget tydelig Avis om, hvad der forlanges. De vilde herved lære, at det der forst og fremmest maa forlanges af en Rytterremont er, at den maa kunne galoppere og galoppere lange og hurtigt. Det kan ikke ofte nok pointeres: at ved enhver Lejlighed, hvor det gælder saavel for den enkelte Rytter, som for store Afdelinger, er det Galoppen, der er Brugsgangart; men sely do Folk, der virkelig onsker at levere Rytterremonter, er meget langt fra at være klare herover.
Ved Omtalen af Officersvaddelobene har jeg ovenfor berørt, at det er heldigt for Eskadronen, at saa mange af dens Heste som mulig trænes. Hestens Brugsværdi foroges nemlig ganske overordentlig ved en rationel Træning. Dette er et forhold, som ikke kan lades ude af Betragtning, hvis man i Laengden vil benytte de hojt forædlede Heste og drage den fulde Nytte af dem. Det er ganske irrationelt, at ikke samtlige Remonter, inden de tages i Brug, underkastes en planmæssig Galoptræning. I virkeligheden kan Ridehestens Dressur nemlig ikke siges at være afsluttet, for Hesten har gennemgaaet en saadan rationel Galoptræning. Enhver, der har redet en trænet Hest, ved, med hvor meget mere Lethed, Sikkerhed og Elasticitet den bevæger sig i de frie Gangarter, hvor meget mindre den som Folge deraf slider paa sig selv. Dette er ganske naturligt. Storste Parten af de Remonter, vi modtager, har aldrig bevæget sig i frio Gangarter i al Fald ikke under Rytter. De forstaar simpelt hen lige saa lidt at gan fri Galop, som at springe 1. Eks., men medens ingen finder paa, at Hesten pludselig skal springe godt uden Orelse, saa forlanger man derimod, at den unge Hest en skenne Dag, ved en Manovre under stor Vaegt, med en tarvelig Rytter paa Nakken og i tungt og ujevnt Terraen skal gaa en Gangart, som den aldrig for har provet. At dette er inkonsekvent og skader Hestens Holdbarhed og Dressur, skulde synes indlysende. Med andre Ord, samtlige tinge Hesto bor, inden de tages i Brug, under kastes en rationel Træning. Selvfolgelig mas de under denne have en foreget Fourageration, men dette vil nappe i Lengden betyde nogen Bekostning for Staten. Hvis 1 og 2 Aars Remonter saaledes hvert Foraar trænedes i 2 Maaneder, og i den Tid fik 4 Pd. Havre ekstra pr. Dag, vilde dette betyde en Merudgift for Staten af ca. 26 kr. pr. Hest. Men lavt regnet vilde sikkert de saaledes trenede Heste gennemsnitlig holde et Aar længere, hvorved Staten vil tjene mer end det tredobbelte. Med andre ord, hvis samtlige unge Heste af l' og 2 Aargang blev trænede, vilde Staten spare ca. 15,000 Kr. aarlig og samtidig opnaa, at Hestenes Dressur blev bedre. 2 Aars Træning kunde saa passende afsluttes med Væddelob for samtlige Heste af Aargangen. Dette vilde bl.a. hjælpe meget til at kunne bedomme, hvilke Hingste, der leverer det bedste Alkom.
Jagtridt kan rides som Parforcejagter, efter levende Vildt, Slabjagter, Chasses à vile og Papirsjagter. De frembyder i Almindelighed sterre Interesse end de szedvanlige Terranridt og giver Rytteren mere Anledning til at ove sin Selvstændighed,
De interessanteste er naturligvis Parforcejagter efter levende Vildt. Saadanne Jagter, afholdte i vanskeligt Terræn, er vel nok den Slags Ridt, der kommer Væddelebene nærmest med Hensyn til Udbytte for Uddannelsen. Da Terrenet er ukendt, og man ikke aner, hvor man kommer hen, kræver de en stor Paapassenhed og Snarraadighed hos Rytteren: men da Farten ikke er saa stærk, som under Vaddelebet, da Standsninger forekommer, og Rytteren selv kan vælge, hvor han vil ride, behover han ikke at have sin Energi koncentreret pas et bestemt Punkt bele Tiden i den Grad, som under Væddelebet. Med andre ord, det moralske Element begynder at træde i Baggrunden, og i stedet træder Evnen hos Rytteren til hurtig at finde sig til Rette i Terrænet og til hurtig at se sig for og bedomme, hvad han har for sig, og hvor han skal ride. Jagter efter levende Vildt kan rides efter Vildt paa Marken eller indfanget Vildt. Det sidste frembyder den fordel, at man kan vælge Ter rænet, hvor Vildtet settes ud samt, at Distancen ofte bliver langere, da Vildtet efterhaanden bliver trænet.
Slabjagter erstatter Jagter efter levende Vildt. De frembyder den fordel, at man kan vælge Terrænet, hvor man vil ride, Distancen og Forhindringerne; men yder naturligvis ikke den Spending, som Parforcejagterne. Det interessante vel disse er jo netop, at man ikke aner, hvor man kommer hen, men hvert Øjeblik kan vente at komme i ganske fremkommeligt Terræn. Ved Slabjagterne ved man jo derimod altil, at slæbrytteren har passeret Terranet. Slabjagterne frembyder imidlertid den Afveksling fra almindelige Terranridt, at det er Hundene, der angiver Pacen og den kan, naar Hundene er vel trenede, og Perten staar godt, blive meget skrap) samt, at det mindre eller om slavisk at folge Masteren en om at folge Hundene og dog skaane sin Hest saa meget som mulig.
Slabjagter drives jo her til Lands kun af den kjebenhavnske Sportsrideklub, der fra Medio Aug. - ult. Oktober hvert Aar lejer en Meute af skaanske Feltrideklubben og med den afholder Jagter i Nordsjælland. Jagternes Langde er gerne fra 6-10 km.
Det er også efter vore Forhold lovlig dyrt at holde Mente, og vanskeligt at finde Terran, saa det kan ikke ventes, at Slæbjagter vil finde sterre Udbredelse.
De kan derfor med fordel erstattes af Chasses à vue og Papirsjagter.
Chasses à vue rides saaledes, at Masteren kan se og folge Raven, men at det er denne Rytter, der angiver Pacen, Terrænet og Distancen. De kan passende ende med et Opleb om en mindre Praemie. Enten saaledes, at Raven efterlaanden tager sterre Afstand fra Masteren, og denne saa, naar Afstanden er passende slipper Feltet las, hvorefter den, der forst bererer Raven, har vundet. Eller saaledes, at Raven rider frem og gemmer sig, hvorefter Masteren slipper Feltet. Dette sidste anser jeg for det mest lærerige, da herved den sejrer, der kan ride stærkest og samtidig bruge sine Ojne bedst, medens i ferste Tilfaelde den sejrer, hvis Hest er friskest.
Papirsjagter foregaar paa den Maade, at Raven med ferer en Pose med lange Papirsstrimler, som han strar ud for at danne et Sper, som det gælder at folge, for tilsidst at finde Raven. Denne maa have ca. " Times Forspring. Er Feltet stort, bor der valges en Master og Hunde.
De nævnte to Arter al Jagter rides vistnok af og til ved Regimenterne, men langt fra i den Udstrækning, som de fortjener, og de burde geres obligatoriske, saaledes at Lejtnanterne skiftedes til at være Rav.
Almindelige Terranridt eves jo i Folge Uddannelsesprogrammet, men mange steder ikke tilstrekkelig. De kan meget godt af og til rides som Væddelab (point to point races). Enten med samlet Start eller enkeltvis som Tidslab. Tidslabene kan saa atter, om onskes kombineres med andre Prover, der skal vise Hestens Anvendelighed som Militarhest, saasom Op- og Afsidning paa et bestemt Punkt Omsadling. Skrivning af en Melding fra Sadlen etc.
Fordelen ved alle disse Arter af Terrenridt er, at alle Ryttere kan deltage i dem med omtrent samme Udsigt til Held, altsaa ogsaa de, der er for tunge til at ride Vadde leb. Det kommer jo nemlig her ikke saa meget an paa Rytterens Vægt og Hestens Hurtighed, som paa Rytterens Evne til at se sig for i Terrænet og Hestens Lydighed overfor forhindringerne. De er jo ogsaa langt fra saa anstrengende for Hestene som Vaddeleb og fordrer ikke, som disse, en speciel Træning, om end selvfelgelig den trænede Hest har Fordelen paa sin Side.
Distanceridt. Danmark er vistnok det eneste erropæiske Land, hvor Distanceridt ikke afholdes officielt, hvilket er saa meget mere beklageligt, som der har været opnaaet fortrinlige Resultater ved de enkelte privat afholdte Ridt. Jeg skal ikke her komme nærmere ind paa Dreftelsen af Distanceridt, da der har været talt og skrevet saa meget om Betimeligheden af disse Ridt og om de Misbrug, der ved enkelte Lejligheder har fundet Stel Saadanne Misbrug kan naturligvis ikke forsvares. Men de er jo heller ikke fremkomne af ond Vilje, men derimod af Ukendskab til Hestens Præstationsevne. Og det er jo netop for at lære denne at kende, saa at man i Fremtiden under Bragen kan undgaa at fordre for meget af Hesten, at Distanceridt af holdes. Det var at forudse, at efterat det forst var gaaet op for Folk, hvilken manet stor Præstationsevne, den ædle Hest har, maatte denne Prastationsevne wundgaaeligt af og til blive overvurderet, og Uheld derfor indtraffe. Men disse Uheld vil blive sjældne i Fremtiden, da der selvfolgelig ved Affattelsen af Propositionerne for kidtene maa traffes Bestemmelser, der hindrer Misbrug. Og dette er ikke vanske ligt. Det kan f.eks. forlanges, at Distancen skal tilbagelægges indenfor et vist Maksimum og Minimum af Tid, at Hesten Dagen efter Ridtet skal kunne gas en vis Distance at den ikke maa vise Tegn paa Sygdom eller manglende Edelyst ete. Naar saadanne Bestemmelser traffes, vil det være meget anskeligt at faa officielle Distanceridt indferte her i landet. Ridtene ber udfores paa alle Aarstider og for en Del med Heste, der ikke er serlig trænede og under feltmæssige forhold (sterre Vægt etc.). Det vil dog ogsaa være heldigt at afholde Ridt, hvor Fordringerne er store og Hestene serlig trænede, da den Ovelse, Rytteren erhverver sig gennem Forberedelsen til Ridtet, er meget værdifuld. Foruden det rent kavalleristiske Udbytte ved Afholdelsen af Distanceridt vil man tillige ved disse give Deltagerne en udmærket Lejlighed til at lære Landet at kende, hvilket kan blive af stor Vigtighed.
Vil man give Ridtene et særlig militart Tilsnit udover det rent sportslige, kan det jo meget vel lade sig gere at forene Ridtet 1. Ex. med Lesningen af en paa et givet Punkt stillet simpel taktisk Opgave. Forovrigt anser jeg ikke denne kombination af forskellige opgaver for heldig. I og for sig stiller nemlig et virkeligt Distanceridt, hvor det galder om at faa det mest mulige ud af Hesten, uden at formindske dens Tjenestedygtighed, saa store krav til Rytteren, baade legemligt og aandeligt, at det er fuldt tilstrækkeligt. Ved Lesningen af Opgaverne vilde vistnok ogsaa de aldre Ryttere faa uforholdsmæssig Fordel overfor de yngre, hvilket er uheldigt. Snarere kunde maaske Distanceridt forenes med en Art af Orienteringsopgaver, i det 1. Eks. Maalet for Ridtet kunde være en kontrolstation, beliggende paa et vist nærmere betegnet Punkt i Terrænet, hvorhen det gjaldt at finde hurtigst muligt. Der kan nemlig ikke godt gives Befalingsmændene for megen Ovelse i under et hvert selv nok saa hurtigt Ridt, at finde sig til Rette i Terrænet. Derfor ber Ridtene heller ikke altid fores ad de store Hovedveje, men af og til ad Biveje, Mark og Skovveje. gennem Terrænet.
Rytterne kan ved Starten faa opgivet, hvad Vej de skal ride, for saa selv at finde denne efter Kortet
Det er ogsaa af stor Vigtighed, at der jævnlig oves mindre Distance- og Terranridt om Natten. Saavel Adjutanter og Ordonnansofficerer som Forere, navnlig for mindre Rytterstyrker, vil jo meget ofte være medte til natlige Ridt.
Concours hippiques med Prisridning og Prisspringning har for forste Gang været afholdt her til lands i Juni 1. A. af den kjebenhavnske Sportsrideklub. Dette Klubbens forste Forsag var meget vellykket og vil forhaabentlig blive gentaget ad Aare med Deltagelse fra sterre Kredse. Der har jo hidtil, hvor det har drejet sig om kavalleristiske Praestationer her til lands, ikke været lagt synderlig Vagt paa selve Rideferdigheden, paa Evnen til at kunne tilride en Hest og dressere den med de militære Fordringer for Bje. medens dette jo egentlig bor være Grundlaget, hvorpaa den avrige Ridning er baseret. Det man kunne fordres af enhver Rytterofficer, at hans Hest er i fuldstændig Lydighed og let at haandtere under alle forhold. Paa den anden Side maa man ikke glemme, at Tilridningen er Midlet og ikke Maalet; med andre ord man maa ved de Fordringer, der stilles til Hestens Dressur, strangt holde sig for Oje. hvad der forlanges af den militære Ridehest, og ikke krave mere, end hvad der er medvendig for denne
Under dette Synspunkt burde der aarlig afholdes Prisridning for Officerstjenestebeste. Ved denne prisridning bor bedommes:
- Hestens Eksterior. (Ollicererne vælger jo selv deres Hest.)
- Gangarter Elasticitet og Renhed).
- Rytterens Sæde og Indvirkning.
Det skal vise sig, at Hesten er let at ride meil en Haand, finder sig i Skylning og Vaabenbrug. gaar rolig saavel alene som i Flok, er rolig under Ar- og Opsidning, Omsadling ete. Lydighedsforhindringer maa kunne springes.
Lignende Prisridninger med Fordringer, der var alpassede efter Forholdene, burde afholdes for Underofficerer og menige med Heste, som de har redet en vis Tidl.
Prisspringning ber ligeledes aves. Forhindringerne bor herved vore saa naturlige som mulig. D.V. s. Prisspringningen ber finde Sted i Terrænet. Forsavidt den finder sted ved Afdelingerne, kan dette jo ogsaa meget let lade sig gere, idet Aldelingschefen udseger et Terraen med passende Forhindringer af forskellig Art og lader Rytterne springe dem enkeltvis i Eksereergalop. Det, der skal vises herved, er særlig, at Hesten har den fornedne Tillid til Rytteren, saa at den uvægerlig gaar paa alt, hvad den settes paa, og ikke, at den kun er vænnet til i en vis bestemt Pace at tage visse bestemte mere eller mindre kunstige Forhindringer. Ved sterre offentlige Prisspringninger maa Forhindringerne vel nok være kunstige, men ber dog ligne de naturlige saa meget som mulig.
Ved Belemmelsen af Prisspringningen kan gaas frem efter forskellige Principper. Dommerne kan saaledes ligefrem give Karakter for Rytterens Suede og Indvirkning samt for Hestens Gangart (Elasticitet og Renhed) og Maade at springe paa. Dette er paa en vis Maade det mest retfærdige, men det stiller Dommerne overfor en meget vanskelig Opgave. Man er derfor og de fleste steder gaaet over til at simplificere Sagen for Dommerne ved at indfere en Pointsberegning for fejl, begaaede af Rytter og Hest, og ved at sigte Rytterne, idet man gradvis ger Springet van skeligere, ved at man lader Rytterne ride mellem Stænger, der er opstillede med smaa Mellemrum foran og bag ved For hindringerne. Væltes disse Stænger, maa Rytteren udgaa al Konkurrencen.
Foruden en almindelig Springkonkurrence ber der ogsaa afholdes srlige Konkurrencer i Hojde- og Breddespring. Dels fordi det jo i og for sig har stor Betydning, at Hestens Springerne agres saa meget som mulig, og dels fordi den slags Konkurrencer, hvor det gælder at drive Hestens Prastationsevne til det yderste, altid kan paaregne storst Interesse hos Deltagere, saavel som hos Publikum.
I tjenstlig Henseende kunde Prisridningen og Prisspringning passende orines saaledes, at Aldelingernes yngre Officerer om Foraaret efter Vinterridningens slutning konkurrerede indbyrdes ved en af Afdelingen afholdt konkurrence, hvorefter det tillodes de flinkeste at konkurrere ved en sterre offentlig konkurrence. Den kjebenhavnske Sportsrideklub vilde sikkert her med Glande trade til og arrangere det fornedne.
Konkurrencerne kunde jo ogsaa tankes at finde Sted samtidig med Officersvaddelebene, men dette frembyder dog forskellige Vanskeligheder. Man kan næppe forlange, at serlig Prisridningen skal rides pas de samme Heste, hvor mel Officererne deltager i Væddelabene. Det eneste Hensyn, der, uden at man vil svakke Interessen for Vaddelabene, kan fordres taget ved Udvælgelsen af Væddelobsheste, er nemlig Hensynet til Hestenes Hurtighed og Udholdenhed, men mange af de warlig andle Heste, der findes ved Regimenterne, er næppe af Bygning og Temperament saaledes, at en Gennemsnitsrytter kan bringe deres Dressur serlig vidt, simpelt hen af den Grund at meget hajt forædlede Heste, der er surlig gode af Bygning og Temparent, kun rent undtagelsesvis kan kabes for den Pris, Remontekommissionen kan give. Endelig er jo ogsaa under Træningen Officererne san optagne af denne, at de vanskelig kan faa Tid til at give en anden Hest den særlige Forberedelse, der skal til ved enhver sportslig Vadidekamp. Konkurrencen bor derfor helst finde Sted noget tidligere paa Aaret end Vadde lebene.
Foruden ovennævnte Konkurrencer i Ridning og Springning kan der ved passende Lejlighed, dels for Afveksling og dels for at give saamange Ryttere, som mulig. Lejlighed til at deltage i Idrætsevelserne, afholdes forskellige andre Smaikonkurrencer, i hvilke Rytterens Evne til at haandtere sin Hest kan komme til sin Ret, uden at der behaves videre Forberedelse, som f. Ex. Ringridning, Jen-de-barre og de sa kalite Gymkhanalal, en Art af Rytterovelser, der, som sa mange andre, er indfort fra England og nu optages paa Programmet ved mange Concours hippiques. De bestaar af Smaaleb af forskellig Art C. Eks.:
Rytteren skal pas et givet Signal sidde op. ride hen og vende om en Pæl og komme tilbage igen.
Han skal et Sted hente en Del forskellige Genstande og anbringe dem i en vis Orden et andet sted etc.
Det vil let ses, at den slags Øvelser kan varieres i det uendelige.
Der kan altsaa altid findes saadanne Idratsavelser, at alle Ryttere med Udsigt til Held kan deltage i Idrætskampene. Egner en Hest sig ikke til Væddeleb, kan den maaske bruges til Prisspringningen eller tage Præmie ved Dressurproven. Ingen behover altsaa at holde sig tilbage fra Del tagelse
Det store Sporgsmaal er kun: Hvor skal der komme Penge fra til Primer i alle disse Idrætskampe? Ja, skont de udgivne Penge næppe kunde faa en for Rytteriet mere gavnlig Anvendelse, og skont det kun drejer sig om ganske ubetydelige Beleb, nogle faa Hundrede Kroner pr. Regiment, saa er det vel næppe rimeligt, at der forelobig kan fra flere Penge af Staten til sportslige Ojemed. Sagen maa derfor ordnes ad Frivillighedens Vej.
I det jemed bor der ved hver Afdeling dannes en Idrætsforening, omfattende samtlige Afdelingens Officerer og eventuelt enkelte andre sportsinteresserede. Til Foreningen ydes dels Tilskud al de ved hver Afdeling værende Laane kasser for Onicerer og dels et mindre Medlemskontingent. Denne Idrætsforening arrangerer de forskellige Idrantskampe og udsætter Praemien. Disse behaver jo kun at være smaa, saalange kampene udkæmpes indenfor Kammeraternes snevre kreds. kniber det endda med Pengene, eller ønsker man en enkelt starre Præmie, kan der C. Eks. udsattes en Vandrepremie, der skal vindes et vist Antal Gange. Eller Pro mieringen kan foregas efter Pointsberegning, saaledes at den Rytter, der for Deltagelsen i samtlige Væddekampe i et vist Tidsrum opnaar det hajeste Pointsantal, har vundet. Naar Sagen forster i Gang. Sa skal det saaman nok vise sig. at Interessen for Idrætten nu allevegne er sa stor, at de fornedne Pengemidler kan skalles; Gaver og Ekstrabidrag til Idrætsforeningen kan sikkert paaregnes. En lidt bedre stillet Kammerat, en velhavende Chel, der afgaar fra et Regiment kan jo heller ikke sette sig noget smukkere Minde end ved at bidrage til en repræmie, som Regimentets unge Oncerer i Fremtiden kan konkurrere om
Det, som det gælder om, er at brede Interessen for den kavalleristiske Idræt, i sa vide Kredse som mulig. saat alle kan lære at indse, at om er drives Idret eller ej ved Rytteriet, det er ikke en sag. angaaende hvis storre eller mindre vigtighed der kan disputeres. Nej. Idrætten og Sarlig Veddelabssporten er en Livsbetingelse for Rytteriet I krigen beror maaske Tusinders Liv og Velferd paa Rytterofficerens Ridt.
Han har den afgerende Melding i sin Haand. Han har set og bedomt alt rigtigt, men den Forhindring, som den ved Idrætten til det yderste trænede Hest og Rytter vilde formaa at overvinde, opholder ham maaske i nogle Minutter, og han bliver hugget ned.
Det, der kreves af et moderne Rytteri, er forst og fremmest, at det man kunne galoppere længe og hurtigt og i ethvert Terran. For at lave Rytteriet dette, kræves adle Heste og kavalleristisk Idræt.
