I anledning af undertegnelsen den 4. august 1916 af konventionen om salget af de dansk-vestindiske øer til U S A giver premierløjtnant C. L. E. N. Ibh, Danske Livregiment, i denne artikel en oversigt over øernes historie som dansk kolon i og omstændighederne ved salget.
Den 31. marts 1917 indgik der 25 m illioner amerikanske dollars i den danske statskasse. Dette — efter datidens forhold — ganske store beløb indkom som følge af afståelsen af de tre Dansk-Vestindiske Øer: St. Thomas, St. Croix og St. Jan. Denne Danmarks sidste tropekoloni havde på daværende tidspunkt et indbyggerantal på ca. 24.000, hvoraf dog kun nogle få procent var hvide. Øerne udgjorde ialt 355 km2 jord, der i 250 år havde hørt under det danske monarki, men som nu på ovennævnte dato med folk og fæ, plantageruiner m. m. blev solgt til Amerikas Forenede Stater.
Danmarks første erhvervelser i Vestindien daterer sig fra den 30. marts 1666, da den tidligere kaperkaptajn E r ik Smed med tilnavnet »Vestindiensfarer« under salut plantede Dannebrog på det dengang ubeboede St. Thomas og tog øen i besiddelse i den danske konges navn. I 1684 besatte danskerne uden videre den ligeledes ubeboede naboø St. Jan. Endelig rundede man i 1733 besiddelserne af ved at købe den meget frugtbare ø St. Croix af Frankrig for en pris af 164.000 rigsdalere. De tre øer blev først og fremmest erhvervet ud fra ønsket om at skabe en plantagekoloni og ikke så meget med henblik på handel. A t St. Thomas så i tilgift havde en naturhavn, som næsten ikke kunne undgå at få handelsmæssig betydning er en anden sag. Klimaet på øerne var, selv om det var tropisk, dog så sundt, at europæere kunne tåle at være der. Der skete derfor en indvanding til øerne af hvide familier, der kom med ønsket om at dyrke jorden. Det var et
broget kosmopolitisk selskab, der gav tonen an på øerne. For det meste var der tale om forgældede godsejere, der havde klaret sig dårligt hjemme i Europa, og som nu ville prøve lykken i det fremmede. Danskernes antal var ikke så stort som man kunne formode, når øerne tilhørte Danmark. De engelske plantere var langt i flertal, derefter kom franskmændene, og først på trediepladsen rykkede danskerne ind, men nationaliteten spillede ikke nogen nævneværdig rolle, man følte sig som borgere i Vestindien og var stolte af at være det. Øerne blev efterhånden opdelt i plantager, og man tog fat på opdyrkningen. Først eksperimenterede man med kakao, tobak, bomuld og kaffe; men ret længe varede det ikke før sukkerplanten konkurrerede de andre planter næsten ud, og dermed var grunden lagt til det økonomiske eventyr, der kom til at eksistere på øerne i nogle generationer. Nu var det jo langtfra sådan, at opbygningen skete smertefrit og kontinuerligt i takt med erhvervelsen af øerne. Begyndelsesvanskelighederne var mange og store og talte både krige med omliggende kolonimagter, angreb af sørøvere, tropesygdommes hærgen, slaveoprør og flere andre ting som til tider førte til stilstand eller til tilbagegang i udviklingen.
Men man boldt ud og fik efterhånden bygget forter forskellige steder på øerne. Disse forters danske garnisoner blev et uundværligt instrument i guvernørens hånd, når han skulle bekæmpe ovennævnte vanskeligheder. Kolinisoldatens kvalitet lod dog ofte meget tilbage at ønske. I 1748 takker kommandanten på St. Croix for modtagelsen af »trende levende Soldater, af hvilke den ene er over 60 år gammel, den anden så fordrukken, at han ej kan gå,« medens den tredie »er en liden Gravso .... Geværet kan han ej bære, og Patrontasken slæber efter ham.« Den h ile koloni skubbede sig nu gradvis på plads i de ordnede forhold, og omkring midten af det attende århundrede syntes alt at lægge sig til rette for en gylden tid for Dansk Vestindien. Baggrunden for blomstringsperioden var dansk neutralitet både under det europæiske stormagtsopgør 1756-63, og under den få år efter følgende amerikanske frihedskrig 1776-83. Konjunkturerne steg med vanvittig fart under den spændte krigssituation, og man kunne sælge alt, hvad man kunne dyrke og fremstille. Især på St. Croix og St. Jan steg sukkerproduktionen til store højder og havde f. eks. i året 1782 en værdi af 1.300.000 Ildir. Råsukkeret blev via havnen på St. Thomas sejlet til København, hvor det blev raffineret og derefter videreeksporteret, især til de nordeuropæiske havnebyer. Hvor stor betydning de vestindiske produkter havde for den danske handel ses af, at udførslen over København af rent danske landbrugssåvel som industrivarer i 1782 lå på en værdi af 450.000 Rdlr., hvorimod udførslen af vestindiske varer ligeledes over København samme år androg en værdi af 2.700.000 Rdlr. Sukkerfabrikationens biprodukt - den ægte og fine St. Croix rom - var også en betydelig indtægtskilde. Med nogle korte afbrydelser under Napoleonskrigene, hvor Danmark jo uheldigvis besluttede sig til at holde på den forkerte hest, varede sukkereventyret til op mod midten af det nittende århundrede, og vore besiddelser i Vestindien blev efter freden i 1814 en prangende fjer i Danmarks - ellers på daværende tidspunkt - noget luvslidte hat. Rører man ved sukkerrør, hænger der guld ved fingrene, sagde man i datiden. Endvidere blev det hævdet, at hvis man ejede en plantage på St. Croix på størrelse med Kongens Nytorv, så kunne man leve som m illionær både på St. Croix og i København.
A t der var noget om snakken, er den irske planter Christoffer M c Evoy et bevis på. Han kom fra St. Croix til København, hvor han købte sig et palæ i Bredgade. Endvidere erhvervede han Bernstorff Slot til sommerresidens. M c Evoy, der var ungkarl, nød sin rigdom på en iøjnefaldende måde, der sikkert har fået det til at gibbe i 1820’ernes københavnske borgerskab. Han havde sorte tjenere, kørte altid i firspændig karet, og spiste på guldtallerken. Da man i England så småt var begyndt at anlægge gasværker, anlagde M c Evoy allerede i 1819 til københavnernes næsegruse beundring et gasværk på Marmorpladsen, lige over for hvor han boede, til belysning af sit palæ, men ban lod rundhåndet en ledning føre til de kongelige palæer på Amalienborg. Om dette er årsagen til, at han blev udnævnt til kammerherre vides ikke. Da han døde i 1838, forseglede skifteretten syv jembeslåede kister, der indeholdt hans guld- og sølvservice til en værdi af 40.000 Ildir. Men mon dog ikke den gode M c Evoys plantage har været lidt større end Kongens Nytorv. Den for de hvide plantageejere og for den danske handel så indbringende produktion hvilede im idlertid på det utiltalende negerslaveri. Nødvendiggjort af, at den hvide mand ikke tålte at arbejde særlig hårdt i tropevarmen, havde man startet en import af negerslaver til plantagerne i Vestindien. Forsøget faldt heldigt ud, og snart væltede slaverne ind fra de danske besiddelser på Guldkysten, og der opnåedes fine priser på auktionerne på St. Thomas, som var et af distributionscentrene for det sorte elfenben i denne del af Karaibien. De lidelser og tragedier, negerne blev udsat for, skal ikke omtales nærmere her. Efterhånden opstod der i intellektuelle kredse hjemme i Europa en stemning mod slaveriet. Man skulle dog helt frem til 1848, før Danmarks officielle samvittighed vågnede - i nogen grad truet af et slaveoprør - således at generalguvernør Peter von Scholten så sig nødsaget til at erklære slaveriet for ophævet, uden først at have spurgt sig for hjemme hos regeringen. Von Scholten blev hjemkaldt og afsat, men slavernes frigørelse kom til at stå ved magt. Den danske regering havde været stemt for slaveriets ophævelse, men ville, at det, der nu var sket på en dag, skulle være sket over en årrække. Den tid, der fulgte efter slavernes frigivelse, var ganske naturligt præget af kaos. Det system, hvorpå øernes eneste virkelige indtægtskilde, sukkerdyrkningen, byggede, var med et slag forkastet.
Plantageejerne skulle nu til at give dagløn til de arbejdere, som de tidligere mente at eje for livstid. For at gøre ondt værre begyndte roesukkeret samtidig at gøre sig stærkt gældende på det europæiske marked, og blev snart en farlig konkurrent til rørsukkeret. Resultatet blev hurtigt en stagnation med påfølgende tilbagegang. Fremsynede plantageejere forsøgte en tid at rationalisere sukkerproduktionsmetoderne, men den danske regering var uvillig til at bevilge penge til dette foretagende, selvom man årene forud havde tjent tykt på kolonierne. Så kom 1864, og med det, for Danmark så ulykkelige år, smededes de første led i den selvopgivelsens og mismodets kæde, som tilsidst skulle tynge så hårdt, at man skred til salget af Dansk Vestindien.
Under fredsforhandlingerne med Prøjsen og Østrig efter nederlaget i 1864, var det en overgang på tale i danske regeringskredse at forsøge at opnå en bedre grænse i Sønderjylland ved i stedet at afstå de Vestindiske Øer. Især var Østrig som flådemagt interesseret i øerne. Forslaget blev dog aldrig fremført officielt, hvilket må tilskrives forskellige grunde. Da vi i 1733 købte St. Croix af franskmændene, blev det indført i handelskonventionen, at øen ikke måtte afstås til andre nationer uden Frankrigs billigelse. Kejser Napoleon den III var absolut ikke tilhænger af, at hverken Østrig-Ungarns eller Det Tyske Forbunds magtstilling til søs skulle styrkes, hvilket han lod den danske regering vide. Man blev endvidere i regeringen klar over, at selv om det skulle lykkes at overtale franskmændene til at godkende afståelsen, så ville U.S.A. omgående sætte sig imod det med en kraftig henvisning til Monroe-doktrinen. Stillet over for disse kendsgerninger opgav regeringen at bruge øerne som bytteobjekt ved fredsslutningen, men det bele var dog et udtryk for, at regeringen ikke anså alle kongerigets »bilande« for umistelige, og at tanken om at skille sig af med øerne ikke længere var fremmed. Salgstanken kom da også frem igen, inden et år var gået. Ved nytårstaflet i Washington i 1865 gav den amerikanske præsident Abraham L in coln sig i snak med den danske gesandt Waldemar Råsløff. Under den Nordamerikanske Borgerkrig 1861-65 havde Nordstaterne stærkt savnet et flåde-støttepunkt i det Karaibiske Hav, og præsidenten lod Råsløff vide, at U.S.A. var interesseret i at erhverve øerne; især havde man brug for St. Thomas med dens gode havn ved Charlotte Amalie. Råsløff fik den danske regering gjort interesseret i sagen, og grev Frijs gjorde ham til krigsminister i sit ministerium. Det var Råsløffs tanke, at de penge, som Danmark fik for øerne, skulle bruges til gennemførelse af hans nye hærlov, som man især ville føre ud i livet ved hjælp af overskudsmateriel fra den Amerikanske Borgerkrig. Man håbede, at den nye hærlov ville danne grundlag for en m ilitær revance over for Tyskland under et eventuelt kommende stormagtsopgør. U.S.A. bød ?l/2 m illion dollars for St. Thomas og St. Jan, og regeringen gik ind for salget. Det var dog ikke en enig regering. Marineministeren van Dockum forlod demonstrativt sin taburet; noget sådant som at sælge en del af Danmark ville han ikke være med til. Salgsstemningen vandt dog flertal både i Folketing og Landsting. 7*4 m illion dollars var mange penge i en statskasse, der var udpumpet af en ulykkelig krig. Afståelsen blev ligeledes bekræftet ved en folkeafstemning på øerne, og Danmark betragtede nu den lille forretning som afsluttet.
I mellemtiden havde U.S.A. skiftet præsident. Linco ln var blevet myrdet, og hans efterfølger Andrew Johnson, samt en indflydelsesrig gruppe i Senatet, nægtede at godkende handelen. U.S.A. havde lige købt Alaska af Rusland, og dermed måtte det foreløbig være nok. A t salget ikke blev til noget var selvfølgelig ikke med til at stabilisere forholdene i kolonien, hvor befolkningen nu var klar over, hvor lidt den egentlig betød for moderlandet.
U.S.A. mistede dog ikke interessen for øerne, hvilket kan ses deraf, at da der omkring århundredeskiftet opstod diplomatiske rygter om, at den svenske konge, Oscar den Anden, havde foreslået kejser W ilhelm at tilbagegive Danmark Sønderjylland mod at få Vestindien, resulterede det omgående i en forespørgsel fra U.S.A. til den danske regering. I 1890erne forsøgte nogle eventyrere at slå mønt af et salg. Den danskamerikanske journalist Niels Grøn prøvede at afsætte Dansk Vestindien til U.S.A. med 10% i provision til sig selv, og som en konkurrent til ham optrådte drengebogsforfatteren Walter Christmas, der både forhandlede med U.S.A. og Tyskland. Da sagen blev kendt, vakte den en ikke ringe opsigt.. Der blev nedsat en kommission, som skulle undersøge sagen nøjere. Over for denne sværtede Grøn og Christmas hinanden efter bedste evne. Kommissionen mente at kunne fastslå, at ihvertfald Christmas havde fået penge for at kunne foretage bestikkelser. Efterhånden løb hele sagen dog ud i sandet. I 1901 kom U.S.A. igen med et officielt tilbud om at købe alle tre øer, og man tilbød 10 m ilioner dollars for dem. Der blev underskrevet et b indende tilbud i Washington i 1902, og man ventede nu på Danmarks svar, som man givetvis regnede med ville blive et ja. Denne gang blev det im idlertid Danmark, der sagde nej. Regering og folketing vedtog salget, men landstinget forkastede det med een eneste nej-stemmes majoritet. Som følge af de stadigt tilbagevendende salgsplaner var øerne blevet forsømt fra statens side, og erhvervslivet var ikke særlig ivrigt efter at placere kapital derude, når man ikke var k lar over, hvor længe vi skulle beholde øerne. Efter 1902 var alle enige om, at nu skulle der gøres noget alvorligt for at ophjælpe øernes økonomi. Mændene omkring Ø K med H. N. Andersen i spidsen havde store planer om at gøre øerne til en slags Vestens Singapore, men stat og erhvervsliv kunne ikke rigtigt finde sammen i bestræbelserne, så resultatet kom slet ikke til at svare til de store forventninger.
I disse år blev der dog, både socialt og kulturelt, gjort en hel del for negerbefolkningcn, så efterhånden var Dansk Vestindien en mønsterkoloni på alle andre områder end lige netop på det økonomiske. Det årlige underskud var ikke stort, mindre end 300.000 kroner, men det var alligevel ved at blive en irriterende faktor på den årlige finanslov. Så i 1914 udbrød den Første Verdenskrig. Leveomkostningerne steg, men negrene mente ikke, at lønningerne for den farvede befolkning i kolonien fulgte hurtigt nok med. Der udbrød strejkeuroligheder, og i 1915 måtte regeringen sende krydseren »Valkyrien« til Vestindien for at dæmpe gemytterne. Tilsynekomsten af den danske orlovsmand skabte en vis respekt blandt de farvede. Der var dog ofte tilløb til tumulter, hvorfor »Valkyrien« måtte forblive ved øerne på ubestemt tid. Efter Panama-kanalens åbning i 1914 havde øerne med deres gode havne fået øget strategisk betydning. Amerikanerne var bange for, at tyskerne på den ene eller anden måde skulle komme i besiddelse af dem. Denne frygt fik større vægt, efterhånden som krigen trak i langdrag, og der kunne være fare for, at tyskerne ville gribe til desperate forholdsregler og U.S.A. blive trukket med ind i krigen. Dette var i 1916 baggrunden for endnu et amerikansk tilbud om køb af øerne. Ministeriet Zahle besluttede sig under indtryk af styrken i den amerikanske henvendelse til at gå ind for salget. E n konvention blev undertegnet i Washington 4. august 1916, og parterne enedes om en købesum på 25 m illioner dollars. Medens det amerikanske senat vedtog købet allerede i september, trak det længere ud med afgørelsen her i landet. Hele spørgsmålet affødte en bitter politisk strid med mange og lange rigsdagsdebatter. Indenfor selve de politiske partier var de radikale og socialdemokraterne for salget, de konservative var imod, medens partiet Venstre stod splittet. Tilsidst enedes man om at sende sagen til folkeafstemning. Afstemningsdagen blev fastsat til den 14. december 1916. Ved denne lejlighed blev den nye Grundlovs regler benyttet, så at kvinder, tyende og de 29-årige for første gang havde stemmeret i rigsanliggender. Forud for afstemningen blev der sat en livlig agitation igang, men valgdeltagelsen blev ikke imponerende. Der var 238.000 ja-stemmer mod 158.000 nej-stemmer, 7.267 stemmesedler blev erklæret for ugyldige. Kun Thisted, Vejle og Færø amt havde flertal mod salget. Det var de store byers holdning, der bestemte resultatet; landdistrikterne ville ikke sælge. Efter folkeafstemningen blev salgskonventioncn hurtigt godkendt i Rigsdagen. Den 31. marts 1917 blev øerne overdraget til U.S.A., der tilbagegav øerne deres gamle navn fra Columbus tid: The V irg in Islands. Fem dage senere erklærede U.S.A. Tyskland krig.
Selve afståelsesceremonien blev en af de smukkeste og værdigste m ilitære honnør af gi velser i dansk historie. Fra om morgenen vejede Dannebrog på alle statens bygninger. K lokken 16 stod et æreskompagni fra den danske krydser »Valkyrien« og den amerikanske krydser »Hancock« overfor hinanden på pladsen foran fortet. Den konstituerede guvernør, »Valkyriens« chef, kommandør Henri Konow, proklamerede øernes overdragelse til De Forenede Stater. Derefter blev der præsenteret gevær, og guvernøren befalede »hal ned Dannebrog«. Medens det danske musikkorps spillede »Kong Christian« haledes Dannebrog langsomt ned klokken 16.40. Da flaget var halet, saluteredes det med 3X21 skud fra henholdsvis »Hancock«, »Valkyrien« og fortbatteriet. Æreskompagnierne skiftede nu plads. Derefter udtalte chefen for »Hancock« kommandør Pallock, også under præsenteret gevær, at han overtog øerne i præsidenten for De Nordamerikanske Fristaters navn. T i l slut gav han ordre til hejsning af »Stars and Stripes«, som gled til tops, medens det amerikanske musikkorps spillede »Hail Columbia«. Derpå drønede nye 3X21 salutskud. Såsnart salutdrønene for det nye flag var døet hen, defilerede det danske æreskompagni til tonerne af »Riberhusmarclien« forbi kommandør Konow og kommandør Pallock, hvilket afsluttede overdragelseshøjtideligheden. I sin rapport til regeringen skriver kommandør Konow: »Det var et af de trangeste øjeblikke i m it liv, da jeg havde udført den danske regerings ordre, at nedhale vort gamle flag, som i 250 år havde vajet i Dansk Vestindien, og jeg havde al m in selvbeherskelse behov for at kunne gøre det.« E n hel del danskere foretrak at blive boende i kolonien efter afståelsen og gik i amerikansk tjeneste. Blandt dem var mange medlemmer af det Dansk-Vestindiske Gendarmerikorps, hvis solide kendskab til negerbefolkningen skaffede dem udmærkede stillinger og placerede dem højt i amerikanernes omdømme. Det var dog langtfra penge og stillinger, der var afgørende for at mange blev derude, men som en gammel gendarm udtalte: »Har man først »Planter’s Punch« i årene og duften af »Nattens Dronning« i sine næsebor, så trives man sløjt andre steder end netop her i Vestindien.«
Vigtigere kilder:
Kay Larsen: Dansk Vestindien 1666-1917. København 1928.
Hakon M ie lche: T re små øer. København 1942.
Sophie Petersen: Danmarks gamle Tropeko lon ier, København 1946. National Geographic Magazine 1956.
Car l Østen: Artikel i Handels- og Søfartsmuseets årbog 1957.
Ernst Mentze: Danmarks sidste Tropeland. København 1966.
