I en Brydningstid som den, vi lever i, ogsaa paa Fodfolkstaktikkens Omraade, er det godt og nyttigt ikke at stole alene paa sit eget Omdømme men ogsaa i størst mulig Udstrækning at søge Oplysning om de Anskuelser, der fremsættes af andre. — Kun er det nødvendigt at holde sig for O .i c, at ikke enhver Anskuelse, der forfægtes, selv paa Tryk, fortjener at tages op, og dette gælder navnlig Artiklerne i „Revne d’infanterie", som udtrykkelig er startet for at give Rum for den friest mulige Diskussion om de mange Fodfolksspørgsmaal, der er opstaaede efter Krigen. Ogsaa Franskmændene, ja selv franske Officerer, er som andre Mennesker udsatte for i visse Tilfælde, maaske tvungne af Omstændighederne, ikke at være fuldt paa Høj de med Situationen, og dette synes at have været Tilfældet ved Anlæget af den Fægtningsøvelse, der er gengivet i Tidsskriftets Nr. 20. Den bærer i en saadan Grad Præget af Skydepladsens Stivhed — Angreb paa Skiver, der optræder paa forud bestemte Steder og ikke kan bide fra sig — at den paa flere Punkter man virke forvirrende med Hensyn til Føringens og Taktikkens Grundprincipper, og det turde maaske derfor være heldigt at gaa den noget nøjere efter, saa meget mere, som alene den Omstændighed, at den fremkommer i Oversættelse i Tidsskriftet, kunde give Anledning til den Opfattelse, at den kan betragtes som et Mønster.
Først Øvelsens Anlæg. — Ganske vist har Franskmændene noget mere Tid til Raadighed under Uddannelsen, end vi har, men ogsaa de klager tii Stadighed over, at Tiden er for knap. Det turde derfor være tvivlsomt, om Gennemsnitsbataillonschefen vilde ofre ca. 5 Timer af den forholdsvis korte Tid, han har til Raadighed til Fægtningsøvelser i Bataillon, til en Øvelse i stivnede Former og under unaturlige, forud fastsatte Bevægelser med 27 Kampgrupper m. m. blot for at give Ramme for Fægtningsskydning med 3 af disse Kampgrupper med 2 Mitrailleuser og 1 Fodfolkskanon. Rammen kan skabes paa en langt mindre tidsspiltiende og mere tiltalende Maade, der hyppigt gennemføres paa de store Øvelsespladser i Frankrig, og uden Vanskelighed ogsaa kunde have været gennemført her. Visse Momenter under en mere eller mindre fri Manøvre i 2 Partier fastslaas, det ene Parti erstattes med Skiver, og Øvelsen gentages med skarpt af de paagældende Dele af det andet Parti, hvis Førere og Mandskab er fuldt fortrolige med Rammen.
Grundlaget for Øvelsen viser, at Fjenden, der er ander F rem rykning mod Vest, er standset — for Natten — ca. 10 km foran egen Postlinie. Der er intet antydet om, at Fjendens Fremrykning ikke kan ventes genoptaget, og det maa anses for ganske udelukket, at man ikke i Løbet af Natten paa saa kort Afstand fra Fjenden skulde have skaffet sig Underretning, om han indretter sig til at blive paa Stedet. Man maa altsaa regne med, at man kan træffe paa Fjenden ret snart efter, at Bevægelsen er sat i Gang. Det er derfor urigtigt, at man allerede før Kl. 3 Nat befaler, at Forpostbataillonen skal gaa frem Kl. 6 Form. som Fordækning, idet man derved fra et givet Tidspunkt opgiver det Hold, man har i Terrainet. Efter franske som efter danske Bestemmelser er det Reglen, at Forposterne afløses i Sikringstjenesten, naar Bevægelsen genoptages, og skal det foreliggende Eksempel opfattes som et Mønster, bør saadanne Brud med almindelig anerkendte Principper ikke foreligge, og da navnlig ikke i et Tilfælde, hvor det er en positiv Fejl.
Ogsaa paa anden Maade er der et Misforhold mellem det tilsigtede Forløb af Øvelsen paa den ene Side og Grundlaget paa den anden Side. Begge Parter staar om Aftenen — som det fremgaar af det Oversigtskort, der ledsager den originale Artikkel — hver for sig i et godt Kanipterrain, og under iøvrigt lige Vilkaar er Fordelen med Nutidens Vaaben paa det aktive Forsvars Sid. Det er derfor ganske usandsynligt, at de begge, efter at være standsede paa saa kort Afstand fra hinanden, skulde bestemme sig til at gaa ind i det vanskelige Skovterrain paa Linien: la Selve — la Malmaison og Vest derfor, hvilket ubetinget synes at være Tilfældet efter „Skivernes" Optræden under Øvelsen, der ikke tyder paa simple Rekognoseeringskommandoer. Hertil kommer, at en Fordækningsbataillon i saa bredt et Bælte maa blive opslukt i Skovene til ingen Nytte. I det givne Tilfælde maa Fremrykningen foregaa med tilstrækkelige Styrker over bred Front og med den foreløbige Opgave at faa Hold i den Skovudkant, der er Fjenden nærmest.
Vi vender imidlertid tilbage til det givne Grundlag. Paa riette udgiver Bataillonen sin Befaling, der kun angiver den Opgave, der ligger i Navnet „Fordækning". Skønt der findes flere udprægede Standsningslinier, nøjes Bataillonen med at angive Formationen og Tidspunktet for Bevægelsens Begyndelse, men sikrer sig ikke paa nogen Maade Indflydelse paa Bevægelsens Forløb, et Forhold, der er forkasteligt, særlig i dette Tilfælde, hvor Terrainet er saa uoverskueligt, og Bataillonens Front saa ualmindelig bred. — Bataillonens stærke Indgriben i 1. Kompagnis Dispositionsfrihed skyldes formodentlig Hensyn til Skydepladsen, men dette bør dog bemærkes. —
Bataillonsbefalingen er udgivet Kl. 3 Form., og Kompagnicheferne kan derefter være ved deres Kompagnier et Kvarter senere. Da de Delinger, der skal være i forreste Linie, først behøver at sætte sig i Bevægelse Kl. 5,40 Form., er der god Tid til at planlægge Fremrykningen, stadig ud fra den Betragtning, at Sammenstød med Fjenden ikke er udelukket i Frembrudsøjeblikket, maaske allerede tidligere. Tiden udnyttes imidlertid ikke fuldt, idet Kompagniernes Befaling allerede udgives Kl. 4,30 Form., men ganske vist ogsaa i meget ufuldkommen Form.
Princippet for Kompagnichefens Føring er det, at han ikke disponerer længere frem, end han kan overse Situationen, altsaa regulere Bevægelserne ved indskudte Standsninger. men her er Kompagnierne tværtimod trods truende Sammenstød med Fjenden planløst sluppet løs i en Bevægelse ligefrem. Af Betydning er det ogsaa om Grenaderholdet eller Rekylgeværholdet skal være forrest under Bevægelsen, men herom er der ikke truffet Bestemmelse. En Meddelelse om, at 3. Kompagni sikrer Forbindelsen til Siderne synes ogsaa at have været paa sin Plads. Uforstaaeligt er det, at Kompagnichefen samler sine Delingsførere i Nattens Mulm og Mørke paa den udsatte Plads fremme ved den forreste De Ung. Der man dog tændes Lys, livis de detaillcrede Lede- og Grænselinjer skal opfattes, og dette er ikke heldigt i forreste Linie. Skal der udgives anden Befaling, end den angivne, kan det let sendes skriftligt til forreste Delingsfører, der iøvrigt ogsaa kunde faa sin Ordre mundtlig senere. Den Plads, som Kompagnichefen vælger under Bevægelsen i Teten af 2. Linie, er uheldig. Saalænge man endnu ikke er i Kamp, maa Kompagnichefen være længere fremme for hurtigt at kunne træffe sine Dispositioner.
Hele Artiklens Afsnit „D " er i den originale Artikkel affattet i Skemaform med modsvarende Kolonner for „Eget Parti" og „Fjenden". Dette Skema med sine Klokkeslet maa opfattes som en forud for Øvelsen udgivet, fredsmæssigt orienterende Befaling for Øvelsens Forløb i Detailler, saavel for eget Parti som for Fjenden. Dette er forsaavidt nødvendigt, som alle Skiveopstillingerne er faststaaende og saaledes er fremme ogsaa før det Tidspunkt, da de forudsættes synlige, men Øvelsens Værdi forringes derved i høj Grad, og det taktiske Billede forfuskes.
Skitser og Tekst giver paa mange Punkter et falsk Billede af den moderne Kamps Vilkaar og synes ikke at tage Hensyn til det alvorlige Memento, Krigen har givet, med Hensyn til de automatiske Ildvaabcns tilintetgørende Virkning. Skitserne 2 og 3 viser en stiv skematisk Fremrykning. Selv om Fronten er bred og Styrkerne smaa, er det principielt urigtigt, at de for Størstedelen føres frem over de fremtrædende Former i Terrainet i Stedet for at søge mere ubemærkede Linier.
1. Kompagni faar rettidigt Melding fra Mont de Lagarde om Fjendens Fremrykning over Linien i Nord— Syd over Mont des Suisses, og man venter at se en Gennemførelse af ilen gyldne Regel, der siger, at ingen Fremrykning maa begynde før Besiddelsen af det Terrain, man har faaet inde, er sikret, og at ingen Bevægelse maa tiltrædes, før den er sikret af Ild. Men nej, alle forreste Linies Grupper løber hensigtsløst frem, og hverken Delingernes 2. Linie eller Reservedelingen eller Mitrailleusedelingen gaar i Stilling for at dække dette vanvittige Fremløb, der foregaar 6—700 m fra en erkendt Fjende. Det skal her bemærkes, at Kurvernes Ækvidistance er 5 m, saaledes at der endog er gode Betingelser for Skydning over Hovedet paa de fremløbende Grupper. — Men Fjenden føler sig aabenbart tiltalt af Manøvren, idet han bærer sig ad paa ganske tilsvarende Maade, og saaledes opgiver de uvurderlige Fordele, han kunde have af en Dybdebesættelse med flankerende og krydsende Ild fra Skovkanterne og ud til Linien Mont des Suisses—Mont de la Craux. Stærk maa han nemlig være, siden han overhovedet gaar frem. Dog opnaar Fjenden den Fordel at komme først til Skud, og begge Parter gør nu holdt paa kun 300 m Afstand fra hinanden. For 1. Kompagni bliver Formationen paa Grund af Forholdene snart (Skitse 4) en Skyttekæde med højst 6—7 m mellem Skytterne, en Undtagelsesformation, der ved alle Midler skal søges undgaaet. Den tredje Gruppe i hver af de to Delinger sættes først ind — over Mont de Lagarde og paa Bakkens Forside — efter at Fjenden har faaet Mitrailleuserne M, og M„ i Stilling, saa det turde være ret tvivlsomt, om Kompagniets 1. og 2. Deling overhovedet eksisterer, na,ar Kompagnichefen indleder sin Manøvre. Denne synes i høj Grad forhastet. Hans Front, der nu har opgivet al Dybdeformering, Hovedprincippet i Gruppekampen, kan blive tilintetgjort, hvad Øjeblik det skal være, navnlig hvis Fjendens Artilleri griber ind. Det samme er Tilfældet med hans Mitrailleuser, som han sætter overordentlig uforsigtigt ind. under fjendtlig Beskydning, ogsaa fra Mitrailleuser, paa de 2 Toppe af Mont de Lagarde, og han har saa stærk Modstand overfor sig, at han bør indskrænke sig til at fastholde Afont de Lagarde, indtil han er mere klar over Forholdenes Udvikling. Imidlertid kræver han Hjælp af Bataillonschefen, og denne begiver sig frem til den sydlige Top af Mont de Lagarde og sætter begge Ledsagcvaaben og den sidste Mitrailleusedeling ind paa denne Bakke, der nu er et overordentlig taknemligt Maal baade for Fodfolket, og navnlig for Artilleri.
Paa dette Tidspunkt er Bataillonschefen klar over, at 2. Kompagni har Fremgang, og der synes at være al mulig Opfordring for ham til i Overensstemmelse med det hævdvundne Princip at give dette Komoagni den stærkest mulige Støtte, saa meget mere som derved den farlige Ophobning af Kampmidler paa Mont de Lagarde kunde undgaas, og Mitrailleuser og Ledsagevaaben vilde have gunstigere Fremrykirngsforhold i Terrainet øst for Cote du bois de l’Echelle og endelig i dette Terrain vilde væe bedre ved Haanden ved en senere Fremrykning mod Mont Pinon. (Her ses, som overhovedet, bort fra, at Terrainet i 5. Regiments Bælte byder Fjenden udmærkede Betingelser for at hindre en saadan Fremrykning). Overfor 1. Kompagni kunde Bataillonschefen saa nøjes med at gribe regulerende ind, idet der dog maatte gives Kompagniet nogen Støtte i den fortvivlede Situation, det selv har skabt.
I Stedet vælger Bataillonschefen at fortsætte Manøvren paa begge Fløje og saaledes uden Nytte at splitte Kampmidlerne. Med Hensyn til 2. Kompagnis Manøvre vil en Sammenligning mellem Skitserne 2 og 4 vise, at ogsaa dette Kompagnis Front, maaske ogsaa dets Reservedeling, maa have lidt betydelige og unødvendige Tab, og har været uforsvarligt udsatte for fjendtlig Artilleriild. Desuden synes den Mitrailleusegruppe, der sættes ind til højre for 1. Deling, meget ubehændigt anbragt (Skitse 4), og det forstaas vanskeligt, hvorledes den overhovedet har kunnet naa frem til denne Stilling, eller, hvis det har kunnet ske, hvorfor Kampgrupperne da ikke, saasnart de har faaet dens Støtte, har genoptaget deres Bevægelse og er gaaet ind i Skov 49.
Da det er Skiver, der opereres imod, kommer den sandsynlige, næsten fuldstændige Tilintetgørelse af Bataillonens forreste Linie ikke til at spille nogen Rolle, men Manøvren lykkes, det vil sige, at Bataillonens Ildvaaben bliver placerede saaledes, at Fjenden hindres i at afgive sin Ild. Her piøder ir an atter en mærkelig Anskuelse om den moderne Udvirkning. Flere Gange i det efterfølgende angives det, at Fjenden fra den ene Stilling gaar tilbage og optager Kampen i en anden Stilling. Maaske kan enkelte Folk, særlig paa Steder, der yder gunstige Betingelser, søge tilbage, men det er ørkesløst at tænke sig, at Styrker under disse Forhold skulde kunne føres tilbage og genoptage Kamp. 1 Almindelighed gør man vel i at regne med, at Styrker, der ikke længere kan hævde deres Stilling, maa dø paa det ‘Sted, hvor de er.
Resten af Øvelsen har ikke nogen Interesse set fra en moderne Taktiks Synspunkt. Under Fremrykning til Linien Mont de la Craux— Mont des Suisses opløses 1. og 2. Kompagni og 4 Mitrailleusedelinger i Virkeligheden i en enkelt Skyttekæde med ca. 6 m mellem Skytterne. Dybdeformeringen er fuldstændig forsvundet, og der gøres intet Forsøg paa at retablere den. Reservekompagniet gaar med sine 2 Delinger hen over den sydlige Top af Mont de Lagardc indenfor 1500 m Afstand fra fjendtlige Mitrailleuser.
Angrebet er kunstlet. Der er intet, der berettiger det, i den foreliggende taktiske Situation, og de vanskelige Terrainforhold gør det næsten sikkert, at Sammenholdet i Angrebet maa brydes. Saaledes, som det sættes an, maa det med Lethed kunne oprives ved Modangreb. Betydeligt bedre havde det været at sætte Angrebet ind sønden om 2. Kompagni og beskyttet af Mitrailleuser i højre Flanke. Men naturligere havde det været at forudsætte Støtte af Artilleri, da der dog arbejdes i Divisionsforbindelse, og der er hengaaet 3 1/2 Time, siden Bevægelsen begyndte smaa 2 km vestligere.
Som man ser, er der selv ved en flygtigere Gennemgang ikke lidt at indvende mod den behandlede Øvelse, og enhver vil være i Stand til at føje yderligere Bemærkninger til. 1 hvor stor Udstrækning Manglerne skyldes Skydepladsen, kan ikke afgøres, men man faar det Indtryk, at man her staar overfor det som Oberstløjtnant Wedell-Wedellsborg meget betegnende har kaldt de nidkære Specialister. Men selv paa denne Baggrund kan Øvelsen ikke anerkendes. Skiveopstillingerne er stive og unaturlige. Skydningernes Udførelse binder i al for høj Grad Troppernes Bevægelser, ja sønderbryder i et enkelt Tilfælde Billedet fuldstændigt, ved at Tropperne paa Signal dirigeres tilbage. Kort sagt, dette Forsøg paa i større Udstrækning at overføre taktiske Øvelser til Skydepladsen er, som alle den Slags Forsøg, strandet paa de Vanskeligheder, der skyldes Sikkerhedsforanstaltningernes snærende Baand, og man ser atter tydeligt, at Studiet af mere omfattende taktiske Problemer hører hjemme paa Kortet og i Marken, men ikke paa Skydepladsen.
Søltoft.