I anledning af at det i år er 200-året for general Carl von Clausewitz3 fødsel er dette nummer i hovedsagen viet en behandling af hans efterladte værkers betydning for eftertiden. Indledningsvis skildres kort hans levnedsløb Herefter følger to forelæsninger af professor, dr. Werner Hahlweg om Den ikke-militære og civile anvendelse af general Carl von Clausewitz’ efter ladte skrifter i tiden efter Lenin« og »Clausewitz’ indflydelse på Karl Marx Frederich Engels«
Professor Hahlweg, der anses for den forsker der har den største indsigt i Clausewitz-literaturen, og som bl.a. har forestået de seneste kommenterede udgaver af Clausewitz´ hovedværk »Vom Kriege«, holdt disse to forelæsninger under et besøg i København i efteråret 1977. Forelæsningerne har ikke tidligere været offentliggjort i skriftlig form; de er oversat og forsynet med note apparat af mag. art. Ole Balleby, Århus. De to følgende forelæsninger: »Den klassiske krigsteori« og »Den marxistisk-leninistiske krigsteori« er udarbejdet af undertegnede i forbindelse med undervisningen i strategi på Forsvarsakademiet. Den første belyser det clausewitzske krigsbegreb, således som det kommer til udtryk i »Vom Kriege«. I den anden søges belyst Igheder og forskelle mellem Clausewitz3 og marxisternes opfattelse af krigsbegrebet. Disse to forelæsninger har tidligere været publiceret i stencileret form til undervisningsbrug.
De fire forelæsninger danner hver for sig en art helhed og bringes derfor i deres samlede form. Enkelte gentagelser har således ikke kunnet undgås, dersom man ikke skulle bryde forelæsningernes struktur.
K. V. Nielsen
Clausewitz’ levnedsløb
Carl von Clausewitz blev født den 1. juni 1780 i Burg ved Magdeburg. Hans fader var som stabsofficer i preussisk tjeneste. Familien kom imidlertid fra Thiiringen og Sachsen, hvor den først og fremmest virkede inden for teologien og kirken. Det var således ikke på grund af et tilhørsforhold til den preussiske militæradel, men alene en følge af sit overordentlige talent, parret med gunstige omstændigheder, at Clausewitz tjente sig op i det højere preussiske militærhierarki. Til de gunstige omstændigheder hørte først og fremmest de krigeriske begivenheder i forbindelse med den franske revolution og Napoleonstiden, som gav den unge Clausewitz lejlighed til at studere krigens fænomener og til at samle erfaringer. Som 13-årig deltog han i den preussiske hærs rækker i belejringen af Mainz i 1793 og kort efter i Rhin-felttoget under den første koalitionskrig. De følgende år benyttede han til i fredskvarteret i Osnabriick at fuldstændiggøre sin skoleuddannelse. Han tilegnede sig i sin kort tilmålte fritid sådanne kundskaber, at han i året 1801 kunne bestå optagelsesprøven tilAllgemeine Kriegsschule i Berlin. Hans indtræden her åbnede en ny verden for ham. Den daværende, indflydelssrige skolechef, G. von Scharnhorst, blev hurtigt klar over den unge Clausewitz’ evner. Begge var de opmærksomme på de tegn på forandringer, som prægede tiden, og på behovet for gennemgribende reformer i den preussiske hær. Scharnhorst skaffede sin unge protegé ikke blot adgang til hofkredse, hvor han i øvrigt snart skulle møde sin kommende brud, han hjalp ham også til den eftertragtede stilling som prins-adjutant. Sammen med prins August måtte Clausewitz efter det tabte slag ved Eylau i foråret 1807 gå i fransk krigsfangenskab. Freden i Tilsit betød nok deres frigivelse, men på grund af manglende pas kunne de ikke forlade fransk højhedsområde. Prinsen besluttede sig derfor til at rejse gennem Alperne og til Genfersøen. Under opholdet her kom Clausewitz i forbindelse med en litterær kreds omkring digterinden Germane de Staél. Denne oplevelse belærte ham om, som han skriver til sin brud, de mangler i almen dannelse, han stadig havde. Mod slutningen af året var prinsens selskab atter tilbage i Berlin, og for Clausewitz opr andt nu en travl tid, idet han blev en af Schar nhorst s ivrige hjælpere i arbejdet med gennemførelse af en hærreform I 1810 overtog han tillige et professorat ved Allgemeine Kriegsschule, hvor han af åbenbare grunde især forelæste over Den lille krig og den spankse guerilla. Da krigen mellem Frankrig og Rusland brød ud, og Friederich Wilhelm III efter nogen tøven besluttede at slutte op bag Napoleon, tog Clausewitz et skridt, som skulle få afgørende indflydelse på hans videre levnedsløb. Han gik i russisk tjeneste og overtog en stilling som rådgiver i zarens hovedkvarter. Hans russiske sprogkundskaber var imidlertid yderst ringe, og han blev derfor snart forsat til forskellige troppestabe. Men krigen oplevede han i hele dens virkelighed. I breve til sin hustru skildrede han sine oplevelser; bl.a. skrev han:
»Die Beschwerlichkeiten des Feldzuges sind ausserordentlich. Seit neun Wochen tåglich auf dem March, seit funf Wochen kein Stiick Zeug vom Korper, Hitze, Staub, abscheuliches Wasser und oft sehr empfindlicher Hunger. Ich habe bis jetzt noch alle Nåchte unter freiem Himmel zugebracht, wenige ausgenommen; denne die Gegenden sind meistens von allen Einwohnern verlassen und die erbårmlichen Hiitten verwiistet.«1} Ved krigens slutning var han medlem af den russiske delegation og mødte i Tauroggen begge sine brødre, der var tjenstgørende ved de preussiske hjælpetropper. Befrielsesåret blev imidlertid formørket dels af »hans åndelige faders« Scharnhorst alt for tidlige død, dels af den preussiske konges vægring ved igen at ansætte de officerer, der havde været i russisk tjeneste. Takket være en anden indflydelsesrig person, A. N. von Gneisenau (1760-1831) opnåede Clausewitz dog tilsidst, at den preussiske konge i 1815 anerkendte hans officer spatent og overdrog ham stillingen som stabschef ved et af korpsene i Bliichers armé. Selv om han således delvis blev taget til nåde, måtte han for stedse give afkald på at få overdraget en selvstændig kommando. Kongen tilgav ham aldrig hans illoyale holdning i skæbnens stund og bevarede en stadig mistro til ham, en mistro som måske også skyldtes hans engagement i hærreformerne. Forholdene for reformatorerne forværredes nemlig efterhånden som restaurationen efter Napoleon skred frem. Da Wienerkongressen gik mod sinafslutning i sommeren 1815 var der ikke længere brug for de liberale reformatorer. Man talte endog i Preussen om jacobinerne og mente hermed folk som Hardenberg, Stein og Gneisenau. Endelig i 1818 fik Clausewitz overdraget en betydningsløs post som direktør ved Allgemeine Kriegsschule. Da han i denne stilling var ude af stand til at øve nogen som helst indflydelse på undervsningens tilrettelæggelse og gennemførelse stod det klart for ham, at han var dirigeret ud på et sidespor. Heller ikke udnævnelsen til generalmajor i efteråret 1818 ændrede dette. Clausewitz trak sig nu tilbage fra omverdenen og viede alle sine kræfter til sine studier. Han tog sig for, i sin tilbagetrukkethed, alene med søtte fra sin hustru, at udnytte sine krigserfaringer, at studere andre krige og endelig at skrive en krigens fænomenologi. Således skabte han sit hovedværk i al stilhed. Alene hans nærmeste vidste noget herom. En af de indviede var Gneisenau, på hvis gods Clausewitz og hans hustru nu og da tilbragte nogle sommerdage. Efter tolv års virksomhed med studier blev Clausewitz uventet forsat. Han - der var infanterist - blev beordret til at overtage den 2. artilleriinspektion i Breslau. De mange manuskripter blev ordnet, forseglet og lagt til side; en afslutning på det videnskabelige arbejde kunne der nu ikke blive tale om, samtidig med den nye opgave. Men Clausewitz fik aldrig mere sine papirer at se. I sommeren 1830 overhalede begivenhederne ham. Preussen måtte på dette tidspunkt mobilisere en armé for at sikre sig over for det oprørske Polen, og Clausewitz fik den sene ære at overtage stillingen som stabschef under Gneisenaus overkommando. Der bredte sig imidlertid en hærgende kolera-epidemi, som heller ikke gik den preussiske observationsarmé forbi. Et af dens første ofre var Gneisenau og få uger senere, den 16. november 1831, fulgte Clausewitz efter. Med hjælp fra sin broder og få nære venner påtog Clausewitz’ enke, Marie v. Clausewitz, sig straks opgaven at ordne og udgive de efterladte manuskripter. Ialt blev det til 10 bind. Den første udgave af »Vom Krige« udkom i årene 1832-34 i tre bind. Den indeholdt en fortale af Marie v. Clausewitz, i hvilken hun bl.a. skriver om sin mands arbejde:
»Es zu vollenden, war sein sehnlichster Wunsch, aber nicht seine Absicht, es wåhrend seines Lebens der Welt mitzuteilen; und wenn ich mich bemiihte, ihn von diesen Vorsatz abzubringen, gab er mir oft, halb im Scherz, halb aber auch wohl im Vorgefiihl eines fruhen Todes, zur Antwort: »Du solist es herausgeben.«2)
-----------------------------------------------
1) Karl und Marie v. Clausewitz. Ein Lebensbild in Briefen und Tagebuchblåttern. Hrsg. von Karl Linnebach. Berlin 1916, p. 148 f.
2) Carl v. Clausewitz: Vom Kriege. 18. udgave. Bonn 1972, p. 173.
