Nærværende artikel er et sammendrag af en specialafhandling, udarbejdet i forbindelse med et studium ved Odense Universitet.
Af cand. mag. Ame Mølgaard.
I betragtning af den omfattende debat om krig og fred i de senere år, hvori deltager adskillige erklærede socialister og socialistiske partier, og for hvilken debat lande, der påberåber sig en marxistisk arv, spiller en afgørende rolle, er det påfaldende, hvor lidt man kender til de marxistiske kirkefædres tanker om krig. Internationalt findes dog efterhånden en betydelig forskning i emnet. Naturligt nok centreret i de to Tysklande. Det har dog mere været det militære eller med et tysk udtryk krigsføringslæren, snarere end det samfundsmæssige eller politiske aspekt om hvilket interessen har samlet sig‘). Når universitetsforskning beskæftiger sig med Marx og Engels løber dén næsten uvægerligt ind i et dilemma. Det er denne forsknings natur at tilstræbe klare, afgrænsede svar. Man kunne måske tale om konvergente svar. Men Marx og Engels’ interesse for krig var først og fremmest praktisk. I hvilket omfang kurme en given krig fremme eller hæmme en ønsket udvikling frem mod socialisme? En teoretisk fastlæggelse af selve krigen havde mindre interesse. Gav knap nok nogen mening ud fra den dialektiske materialisme. Deres teoretiseren om krigene var helt styret af deres opfattelse af krig som noget instrumentelt. Dette divergente eller dynamiske aspekt af deres tankegang kan det være vanskeligt for universitetsforskning at fange ind. Man kommer let til at finde entydige svar på spørgsmålet om deres syn på krig, fordi man tilstræber at finde dem. Svar, som måske slet ikke kan findes, fordi selve bestræbelsen bygger på en forkert eller manglende forståelse af deres tankegang.
Denne fælde er flere forskere faldet i. Klarest kommer det frem hos Wette, som hævder, at Marx og Engels opstillede en totalforklaring på krig. Altså en teori om krige som sådan anvendelig på alle konkrete krige^). Han er dog selv opmærksom på, at en sådan teori kun kan extrapoleres fra deres skrifter. Yderligere kan han konstatere, at de ikke selv overholdt teorien^). Men hvorfor tillægge Marx og Engels en teori, som kun ad kunstig vej lader sig begrunde, for derefter at konstatere, at Marx og Engels alligevel ikke fulgte teorien? Wette har ladet sig forlede af sit ønske om at finde et entydigt svar på spørgsmålet om Marx og Engels’ syn på krig. Efter møjsommeligt at have forsøgt at rekonstruere en sådan ikke eksisterende almen teori, må han konstatere, at de ikke selv fastholdt en sådan teori. Det følgende er altså ikke noget forsøg på at finde en almen teori om krig hos Marx og Engels, men at skildre deres afvekslende holdning til givne krige, afhængig af deres indplacering af hver enkelt krig i den europæiske udviklingsproces frem mod socialisme. Endnu en vanskehghed ved at skildre Marx og Engels’ syn på krige skal dog nævnes her i indledningen. Udfra det foregående kunne man forvente en overvejende empirisk-pragmatisk vurdering af den enkelte krig. Men for Marx og Engels spillede historiefilosofiske overvejelser også en væsentlig rolle for vurderingerne. De var både historiefilosoffer, som underbyggede filosofien med empiri, og empirister, som vurderede iagttagelserne ud fra en historiefilosofi. Der var tale om en dialektik mellem de to tilgangsmåder. En dialektik, som passede godt til deres praktiske revolutionære interesse. En empirisk undersøgelse, kombineret med en indplacering i en overordnet historisk udvikling, gav Marx og Engels mulighed for at vurdere den enkelte krig i et revolutionært perspektiv. En indtrængen i marxismens mere filosofiske sider er derfor også nødvendig for at forstå deres stillingtagen til den enkelte krig. Vanskelighederne ved at trænge ind i deres syn på krigene i deres samtid består således på den ene side i deres orientering mod praksis, på den anden i, at deres tankegang er iblandet så megen filosofi.
Den almene baggrund for Marx og Engels’ syn på krig
To verdenskrige har i vort århundrede hærget Europa og præget befolkningen med udbredt angst for krig. I midten af forrige århundrede på det tidspunkt, hvor Marx og Engels’ tanker om krig udformedes, var samfundene endnu ikke præget af en sådan dominerende angst. Det var stadig muligt for politikere, regenter og samfundstænkere at anse krig for et brugbart redskab til løsning af et eller andet problem. Og dog havde revolutions- og Napoleonstidens krige givet en forsmag på noget nyt. Disse krige havde i modsætning til krigene i det 18. århundrede, som havde været en sag for professionelle, inddraget store dele af folket. Hvorved de indvarslede det 20. århundredes massekrige. Det var dog ikke dette varsel, som Marx og Engels i første omgang hæftede sig ved. For dem som revolutionære havde revolutions- og Napoleonstiden afsløret en nær sammenhæng mellem krig og revolution. Folkelig deltagelse i krig kunne udløse sociale potentialer og betyde revolution. Omvendt havde den franske revolution vist, at netop revolutionen havde taget en ny form for krigsførelse i brug, som havde været i stand til at besejre reaktionens hære. En for revolutionære forjættende dialektik mellem krig og revolution syntes at være opstået. Revolutions- og Napoleonstiden var stadig i 1840eine så nær på, at den afgørende prægede Marx og Engels’ tanker om krig. Men også perioden før spillede en rolle. Oplysningstidens rationalistiske stræben efter at perfektionere samfundet blev videreført af Marx og Engels. De vurderede en krig efter, om den skadede eller gavnede dette mål. Denne determinisme blev yderligere underbygget af en anden væsentlig inspirationskilde, Hegels historiefilosofi. For Hegel var udviklingen ikke tilfældig, men styret af fornuften. Man kan rationelt sætte sig ind i historiens udvikling og gennemskue dens gang og retning frem mod historiens mål. Hvert enkelt fænomen har sin rolle at spille i denne udviklingsgang, som bevæger sig frem mod det stadig mere fuldkomne. Mener man at kende dette mål, er det klart, at denne indsigt har væsentlig betydning for vurderingen af enkelte historiske fænomener. Ikke så meget deres betydning i sig selv, men som muhge trappetrin. Hegel mente, at et bestemt mønster i udviklingen kunne påvises. Forskellige lande og folk havde forskellige større eller mindre roller i dette mønster. Udviklingsfremmende eller hæmmende. Det var Hegel selv som afgjorde, hvilken rolle den enkelte faktor havde i det store spil, men ikke fuldstændig subjektivt. Hegel opstillede som et krav til studiet af historien, at man gik empirisk til værks. Hans lære kan således karakteriseres som en blanding af historiefilosofi og empirisme. For Hegel var historisk udvikling begrebsudvikling. Udvikling af frihedsbegrebet, hvilket for ham foregik via en sætten og løsen af modsigelser. En proces, som fremtræder som en kamp mellem modsætninger - som en kamp mellem lande og folk. Idet der til ethvert trin i den logiske udvikling af frihedsbegrebet svarer en bestemt etape i den historiske proces. Hegel mente, at fornuften ved list benyttede lidenskaberne, dvs. krig, som et middel til at nå sit mål. Frihedens fulde udfoldelse^). Krig var en katalysator for udviklingen. Denne deterministiske historieopfattelse genfindes hos Marx og Engels, som dog tilstræbte at give den et materialistisk fundament i stedet for Hegels idealistiske. Oplysningstid. Revolutions- og Napoleonstiden. Hegel. Kan der til denne liste over inspirationskilder føjes Clausewitz’ navn? For Clausewitz var staten den magtkorporation, der bar evnen til at anvende krig som politisk instrument. Stat, krig og politik - disse begreber hænger hos Clausewitz sammen. Denne trehed genfindes hos Marx og Engels. F.eks. i Manifestet. De omtalte da også Clausewitz med entusiasme, men da. de først ISeser ham i 50erne, er der snarere end direkte inspiration tale om, at sammenfaldet i tankegang skyldtes fælles tidsbaggrund^). Marx og Engels opfattede ligesom Clausewitz statskrig som et særligt fænomen forskelligt fra sociale kampe, omend de ofte talte om de to former for kamp i samme åndedrag og også benyttede udtrykket social krig®). At de var opmærksomme på en sammenhæng mellem de to former for kamp - på muligheden for at den ene kunne slå over i den anden - betød ikke, at de ikke skelnede. Marx og Engels’ udgangspunkt for vurdering af de enkelte krige var således en overvejende deterministisk historieopfattelse. Målet - perfektioneringen af samfundet - var afgørende. Hvilket gav deres tanker et stærkt præg af realpolitik. Det drejede sig ikke om at proklamere almene politiske eller moralske ideer. Man skulle ikke beklage sig over udviklingen, men søge at forstå de enkelte historiske fænomener og derved opnå indsigt i udviklingen').
Krig som katalysator for en nødvendig udvikling
For Marx og Engels drejede det sig om at nå den socialistiske revolution; men det Europa de havde for sig var ikke uden videre modent til denne revolution. Dele af Europa rummede feudale strukturer, som måtte bringes historisk ajour for at den tidssvarende historiske ramme om det kommende opgør mellem proletariat og bourgeoisie kunne nås. De strukturelle ajourføringer, der ifølge Marx og Engels’ opfattelse var brug for, var følgende: Skabelse af et nationalstatsligt organiseret Europa med hertil svarende republikanske regeringer. Borgerlige republikker på nationalstatsligt grundlag måtte tilstræbes, fordi det svarede til det niveau, som Europa ifølge Marx og Engels befandt sig på i midten af forrige århundrede. De historisk tilbageblevne feudale statsformer måtte reguleres, hvad enten det drejede sig om ovemationalstatslige konglomerater som Østrig-Ungarn og Rusland eller småstater som de tyske eller italienske. De hertil svarende feudale fyrsteregeringer måtte afløses af borgerlige republikker. Lige siden slutningen på middelalderen havde historien udviklet sig frem mod konstituering af store nationalstater i Europa. Stater, som var en uundværlig betingelse for, at et harmonisk forhold kunne opstå mellem staterne i Europa. Et harmonisk forhold, som måtte etableres før proletariatets magtovertagelse kunne oprettes. Så længe en sådan regulering af Europakortet ikke havde fundet sted, ville Europa til stadighed blive forstyrret af krig, som ville hindre fremskridtet®). Marx og Engels mente, at selve eksistensen af statsformer tilhørende forskellige tidsperioder side om side i Europa vedblivende ville udløse krig. Et historisk ajourført Europakort var derfor nødvendigt for at opnå en tilstand, hvori kræfterne kunne samles om den sociale kamp i stedet for statskrig. Endnu en grund til at Europa måtte reguleres var, at til feudale statsformer svarede efter Marx og Engels’ opfattelse feudal tankegang, som måtte overvindes. Marx og Engels opfattede imidlertid ikke nationalstatstanken som et princip, dvs. som værende noget ethvert folk automatisk havde krav på. De kunne se en række fordele ved nationalstaten. Den var den bedste ramme om produktivkræfternes udvikling og som kampplads for proletariatet. Den fremmede efter deres mening et harmonisk forhold mellem landene. Den havde bidraget til at overvinde den feudale opsplittethed og fejdevæsen germem centralisering. Men de ønskede ikke at gøre nationalstatstanken til et dogme. Det drejede sig om at sikre de store nationer deres naturlige grænser. Folk, som havde bevist deres livskraft. Folk, som mange af de slaviske, der ifølge Marx og Engels ikke længere havde nogen livskraft, havde ikke krav på nogen nation. Det ville blot spilde kræfterne og bringe udviklingen på afveje^). Krig var midlet, som kunne fremme denne regulering af Europakortet. For Marx og Engels som for Hegel var krig en dynamiserende faktor i den historiske udvikling. Krig skulle fremme udviklingen frem mod et Europa uden krig. Deres syn på krigens mulige rolle i den revolutionære proces var således optimistisk.
Krigene 1848 til 1870
I 1848-49 så Marx og Engels lyst på mulighederne. Europa var i bevægelse. Engels skrev, at det europæiske samfund nærmede sig en reorganisering^). De håbede på en krigs- og revolutionsstorm over Europa, som ville få det hele til at gå op i en højere enhed. Strukturelle fremskridt over hele Europa. Revolutionær udvikling i nogle lande, som skulle gå sammen i et stort opgør med de reaktionære lande. Midlet til at udløse dette var bl.a. krig. Først og fremmest en krig mod Rusland^O- Det feudale Rusland, som de mente udgjorde en dødvægt i Europas udvikling, og som de frygtede atter kunne komme til at lede en reaktionær alliance mod et mere fremskredent Vesteuropa. Men også England frygtede de kunne stille sig i spidsen for de kontrarevolutionære armeer. En storkrig måtte til for at bryde den reaktionære engelske barriereMen den progressive effekt af en krig var ikke blot direkte at fjerne den militære trussel fra de kontrarevolutionære lande. Marx og Engels mente også, at selve krigsførelsen tvang en indre udvikling frem i progressiv retning^®). Tankegangen kommer også frem i forbindelse med Tyskland. Her var målet at samle Tyskland til een nation for at komme ud over småstateriet og få skabt den rigtige ramme om den kommende kamp mellem proletariatet og bourgeoisie^'*). Vejen til dette mål gik via krig med Rusland. Kun en sådan krig kunne få tyskerne til at tage sig sammen og afvaske fortidens synder. Den synd tyskerne havde gjort sig skyldig i var ikke at leve op til historiens krav. Tyskland burde forlængst have været samlet og republikken indført. Det var under al kritik at stå imder historiens niveau. For at sone denne brøde måtte tyskerne ofre deres sønner i civilisationens navn. Dvs. føre krig med Rusland. Befri sig indadtil idet man befriede sig udadtil^®). Krig fungerede dobbelt progressivt. Satte gang i udviklingens dialektik indadtil, dvs. fremmede demokratiske republikker, idet kun sådanne kunne føre krigen med moderne effektive kampmetoder. Udadtil fjernede krigen national undertrykkelse og bidrog til at opløse ovemationalstatslige konglomerater. Dialektikken mellem krig og revolution så for Marx og Engels meget lovende ud i 1848-49. Krig fremmede revolution, og revolution fremmede omvendt krigsførelsen, således at revolutionerede lande kunne besejre kontrarevolutionære anslag. Takket være denne dialektik regnede de med hurtige fremskridt. Løsning af de nationale spørgsmål. Indførelse af demokratiske republikker. De så så optimistisk på denne dialektik, at de ligefrem regnede med, at den kunne tvinge træge befolkninger til historisk handling. For tempoet i den historiske udvikling var alt for langsomt for Marx og Engels. Hegel havde haft det lettere. Han kunne sætte sin lid til ånden, som for ham var det bevægende i historien. Marx og Engels havde kun mennesker, som ofte kunne være træge med at udfylde deres historiske mission. Men en krig kunne f.eks. vække den tyske demokratiske bevægelse, som ellers syntes at være faldet i søvn. Når først de kontrøirevolutionære hære stod for døren, og fædrelandet var i fare, blev den demokratiske bevægelse nødt til at handle, idet kun indførelse af demokarati kunne sætte Tyskland i stand til at besejre de reaktionære armeer^®). Frihed indadtil og udadtil var nødvendigt både for det undertrykte land eller folk og for det undertrykkende land. Jævnfør deres kendte maxisme om, at intet folk kan være frit, som undertrykker et andet'’). Ikke blot et undertrykt land havde brug for frihed for at kunne samle sig om klassekampen. Det samme gjaldt det undertrykkende. 1849 udbrød krigen mellem, Piemont og Østrig. Denne krig opfattede de som en national befrielseskrig. På den ene side ville et nederlag til Østrig gavne Italiens samling. På den anden fremme opløsningen af det ovemationalstatslige Østrig. Piemont repræsenterede fremskridtet. Derfor var de rasende over, at kongedømmet ikke turde føre krigen effektivt. Kun en republik turde anvende massekrigen, et kongedømme ikke p.g.a. frygt for det folkelige element'®). Marx og Engels håbede da netop også, at folkekrigen både ville besejre Østrig og fremprovokere kongedømmets fald. Dilemmaet for Marx og Engels var imidlertid, at kongedømmet var i stand til at kontrollere krigen, således at der ikke kom noget ud af det hele. Den kraft, som var udpeget som den historisk progressive, vægrede sig ved at opfylde sin historiske mission effektivt. Det historiefilosofiske element i Marx og Engels’ tankegang er tydeligt. De forlanger, at kræfter på den europæiske scene, som de har vurderet til at spille en progressiv rolle, også virkelig udfører denne rolle effektivt og helt. Så meget mere, som der ifølge dem ikke er tale om, at nogen skal handle imod egne interesser. Tværtimod. De forlanger blot, at man i egen interesse skal leve op til den rolle, historien nu engang har tildelt en. F.eks. var det i det tyske borgerskabs interesse at fjeme de feudale forhold og indføre en borgerlig republik på nationalt grundlag. Marx og Engels blev aldrig trætte af at håne det tyske borgerskab, fordi det ikke turde opfylde sin historiske mission. Det var jo dets egen interesse. At så historiens dialektik på længere sigt viUe kassere den forhenværende progressive kraft var en anden sag. Umiddelbart kan tankegangen virke selvmodsigende. På den ene side en deterministisk opfattelse. En feudal statsform vil nødvendigvis blive afløst af en demokratisk. På den anden side måtte de flere gange konstatere, at en kraft trods flittige tilråb fra Marx og Engels vægrede sig ved at udføre sin rolle ordentligt. Determinisme og voluntarisme hånd i hånd. Denne dobbelthed er uundgåelig. Modsat Hegel havde Marx og Engels kun menneskene til at drive historien frem. De havde ingen ånd til at sikre, at alt nu gik rationelt dialektisk til. Og mennesker kan være frygteligt træge eller rent ud upålidelige. Begivenhederne omkring 1848-49 blev i hvert fald i forhold til deres mere vidtgående forhåbninger noget af en skuffelse for dem. En selvransagelse meldte sig. Engels begyndte at studere militære spørgsmål mere grundigt. Den franske revolutions krigsførelse viste sig ikke at kunne stå for en nærmere granskning. Engels begyndte at tvivle på, om en kommende revolution ville kunne stå sig mod en ny reaktionær alliance. Dialektikken mellem revolution og krig så mindre lovende ud. Nogen egentlig konklusion drog Engels dog ikke, og i 50eme og 60eme var han og Marx skiftevis optimistiske og pessimistiske i deres syn på, hvad en krig kunne betyde for deres sag. De holdt stadig fast ved, at en given krig kunne fremme udviklingen på forskellig vis, men især for Engels var det resten af hans levetid et problem, hvorledes en revolutioneret stat skulle modstå et militært angreb^*^). I 1848-49 ønskede de en storkrig mellem progressive og reaktionære lande. Det gjorde de stadig i 50eme, men udsigten til, at Europa ville dele sig i een stor dialektisk modsigelse med demokratisk revolution på den ene side og monarkistisk kontrarevolution på den anden, så ikke så lys ud. 11855 måtte Engels konstatere, at Europa var præget af ubestemte og tilfældige forbund og antagonismer. Han håbede, at en fransk revolution ville kunne skabe klare linier, men der var blevet mindre at knytte forhåbningerne an til^“). Marx og Engels’ skriverier blev præget af usikkerhed. De spejdede efter noget, som kunne udløse samme bevægelse som i 1848-49. En revolution kunine måske udløse krig i hele Europa, eller en krig kunne udløse revolutioner. Tankegangen var den samme, men der var kommet flere hvisser ind. Den krig, de først og fremmest så frem til, var en krig mod arvefjenden Rusland. Den ville regulere det feudale Rusland, fjerne truslen mod det øvrige Europa og udløse revolutioner her. En sådan krig kom, men blev slet ikke det, de havde regnet med. Krimkrigen havde ellers meget af det rigtige. De fremskredne lande mod det tilbagestående Rusland. Engels krævede da også, at krigen blev ført som en principkrig for fremskridtet^^). Men til deres frustration viste det sig atter, at regeringerne var i stand til at holde krigen på et niveau, som passede dem, men ikke Marx og Engels. Dette, samt den tidligere omtalte fare for, at en revolution kunne blive knust af det øvrige Europa, bidrog til, at Marx og Engels ønskede en omfattende krig i hele Europa. Ikke en isoleret i et hjørne af Europa. En omfattende krig ville være vanskeligere at kontrollere for de reaktionære regeringer. Den demokratiske revolution ville få større chancer-). Disse forhåbninger, som Krimkrigen ikke levede op til, kom frem igen omkring den italienske krig i 1859. Marx og Engels hilste krigen velkommen. Italien var et område, hvor krig havde gode udsigter til at gavne deres sag. En samling af Italien var godt, men endnu bedre var det, hvis krigen ville brede sig til det øvrige Europa. Da ville der være udsigt til regulering både af det italienske spørgsmål og flere andre i Europa. En nødvendig regulering for at sikre freden og fremskridtet i Europa, skrev Marx^^) Qjggg vidtgående forhåbninger blev atter skuffet, men itahensk enhed blev dog nået. Som vi har set, måtte Marx og Engels flere gange konstatere, at regeringerne var i stand til at kontrollere krigene i højere grad end forventet. Dette ledte Marx og Engels over i at overveje mulighederne for, at en regering ligefrem kunne udnytte krig kontrarevolutionært. Storkrig frygtede regeringerne, men en lille krig kunne måske betyde en indenrigspolitisk gevinst. En regering kunne sprede nationalisme i befolkningerne og derved aflede en revolutionær energi^'*). (Nationalisme her ikke forstået som tilstræbende en nationalstat, men som chauvinisme eller revanchisme i et lands befolknings tanker om et andet land.) I 1859 var Marx også inde på en anden form for reaktionær ideologi beslægtet med nationalismen. Direkte krigsideologi. Staterne i Europa, skrev han, var efterhånden ved at blive omdannede til rene hærlejre, prægede af landsknægtefanatisme, hvor soldaterne kun ventede på at komme til at skære halsen over på hinanden. Det hele truede med at ende i almindeligt barberi^®). Krige var for Marx og Engels positive så længe der var tale om borgerlige nationale krige. I det øjeblik nationalstatsproblemet var løst og borgerskabet ophørte med at spille en progressiv rolle, blev billedet et andet. Marx og Engels’ nye tanker om negative sider ved krig må ses som et udtryk for, at Europa befandt sig i en overgangsfase. I dele af Europa var de nationale spørgsmål ved at være løst, i andre ikke endnu. Nogle krige blev derfor endnu hilst velkomne. Men deres syn på krig var ved at ændre sig i takt med de ændrede forhold i Europa. Deres generelt positive syn på krigens muligheder var langsomt ved at tippe over. Når Marx talte om ahnent barberi indvarsler det iøvrigt en faktor, som senere skulle få stor betydning for deres syn på krig. Idet Marx tilsyneladende her er inde på, at krig som sådan var ved at blive ødelæggende for udviklingen. At det altså ikke kun var fordi Europas statslige struktur var ved at ændre sig, at krig nu måtte vurderes anderledes. Endnu står denne bemærkning af Marx dog helt for sig selv, og tankegangen følges ikke op i de nærmest følgende år. Iøvrigt er det heller ikke let, præcist at afgøre, hvad Marx mente med ordene. Krigen mellem Østrig og Preussen 1866 blev den sidste krig i Europa, som Marx og Engels hilste velkommen. Engels’ militære fagkundskab svigtede ham i dette tilfælde, idet han forventede en sejr til Østrig. De håbede på, at et nederlag til Preussen ville udløse revolution i Berlin. Hvis republikken blev proklameret her, ville revolutionen kunne brede sig til hele Europa hurtigt. Mere end løse forhåbninger var der dog ikke tale om. Deres optimistiske syn på, hvad en krig kunne udløse, var ikke længere det samme^®). Fordi de troede på sejr til Østrig, overvejede de ikke i første omgang den anden form for fremskridt, som krigen kunne bringe deres sag. Nemlig, at en tysk (preussisk) sejr kunne fremme tysk enhed. Det var der også en anden grund til. Nok ønskede de tysk enhed, men det skulle ifølge deres historieforståelse ske på demokratisk-republikansk grundlag. Bismarck opfattede de som en feudal kraft. De tordnede mod det tyske borgerskab, fordi det ikke ville tage sig sammen og lave den demokratiske revolution. Uden en sådan revolution ville det ifølge Marx og Engels ende i indbyrdes krig ligesom 30-årskrigen med følgende endnu større opsplitning af Tyskland^^). Selve den feudale opsplittethed af Tyskland ville føre til stadig nye krige. En demokratisk revolution, som kunne samle Tyskland, var derfor nødvendig. Det var ikke nogen socialistisk revolution, de krævede. Heller ikke nødvendigvis en revolution med kampe i gaderne. Selv en parlamentarisk sejr ville være af revolutionær karakter^^). Som bekendt gik det anderledes. Tysk enhed kom, men gennemført af Krautjunkeren, som Marx og Engels kaldte ham. Selve dette, at noget, som de opfattede som en feudal kraft, arbejdede for tysk enhed, passede ikke rigtig ind i deres historiefilosofi. Som krigen 1866 skred frem, fik de sværere og sværere ved at få Bismarck placeret^^). Efterhånden måtte de medgive, at resultatet måske alligevel ikke var så tosset. Helst havde de set et stort nederlag til Preussen med følgende revolution i Berlin. Det faktiske resultat betød dog et skridt væk fra småstateriet frem mod en bedre kampplads for den kommende klassekamp.
Desuden håbede de på, at Bismarck ville blive nødt til at støtte sig til borgerskabet mod adelen^®).
En konklusion på perioden fra 1848 til omkring 1870
Marx og Engels’ tankegang rummede en blanding af hegelsk historiefilosofi og revolutionær realpolitik. Af determinisme og voluntarisme. Europa udviklede sig fremad gennem en række faser. Men ikke som et urværk. Udviklingen kuime ikke mindst for utålmodige revolutionære forløbe så langsomt, at den kunne synes at være gået i stå. Derfor var Marx og Engels utrættelige i deres tilråb til de kræfter i Europa, som havde en historisk progressiv rolle at spille, om at udføre deres pligt. De hånede historisk tilbageblevne tilstande og krævede dem ført historisk ajour. At stå under historiens niveau var helt uacceptabelt^')- Europakortet måtte reguleres, således at skuepladsen blev klar til det endelige opgør mellem proletariat og bourgeoisie. Historiens iboende logik førte frem mod dette mål. Marx og Engels ønskede, at udviklingen forløb hurtigst muligt. Méhring har i sin berømte Marx-biografi glimrende formuleret, hvad de tilstræbte: »... at gribe fat i tingene, som de nu engang var, og bringe forstenede tilstande til at danse ved at synge deres egen melodi for dem«^^). Kneb det trods Marx og Engels’ lokkende melodi med at få de progressive kræfter til at handle, da var krig et af de midler, at Marx og Engels i denne periode satte deres lid til kunne tvinge dansen igang. For Hegel var krigen et middel, som fornuften tog i brug, for ved list at nå sit mål. I lidt ændret form gik tankegangen igen hos Marx og Engels. Omkring 1870 var de forskellige reguleringer af Europakortet overvejende nået. Tysklands endelige enhed markerede afslutningen på en periode (omend enkelte områder endnu ikke var regulerede, især Rusland var en ubehagelig undtagelse). I et brev til Engels i august 1870 gjorde Marx situationen op. De forskellige nationale spørgsmål fra 1848 var løst. Ikke helt på den måde, som de havde regnet med, men dog løst®®). Marx og Engels havde forventet, at to former for strukturelle fremskridt ville komme samtidigt - gensidigt betingende og fremmende hinanden. Den statslige struktur skulle reguleres efter nationalstatslige retningslinier. De gamle feudale magthavere skulle afløses af borgerskabet via demokratiske revolutioner. Den første form for reguleringer var nu overvejende gennemført. Den anden kun mangelfuldt. Europakortet havde dog ændret sig tilstrækkeligt til, at Marx og Engels ikke længere tildelte krig en progressiv rolle. Med den gradvise løsning af de nationale spørgsmål aftog deres entusiasme i perioden fra 1848 til omkring 1870 for krig tilsvarende. Medvirkende til deime faldende entusiasme var også, at krigene godt nok havde bidraget til løsning af de nationale spørgsmål, men det måtte efterhånden erkendes, at deres evne til at udløse revolutioner ikke havde stået mål med forventningerne. Med overgangen til en ny fase i Europas historie fik Marx og Engels et helt nyt overvejende negativt syn på krig. I 1871 konstaterede Marx, at det højeste heroiske opsving, samfundet indtil da havde været i stand til at foretage, var nationalkrigen. Men den var nu blevet til regeringssvindel, hvis eneste resultat var at udskyde klassekampen®^). Efter at de nationale spørgsmål var løst, havde krig ikke længere en fornuftig mening. Krigene var blevet til erobringskrige. Omfordelingskrige. Krige, som blot skulle skaffe magthaverne i det ene land bytte på bekostning af et andet. Og derigennem styrke magthaverne dels direkte via krigens materielle gevinster, dels indirekte ved at krigen passiviserede befolkningen gennem spredning af nationalhad og nationalchauvinisme på bekostning af klassekampen. Krigen havde ikke længere nogen fornuftig rolle at spille for den historiske udvikling. Som gode hegelianere forventede Marx og Engels derfor, at krig gradvis ville komme til at spille en mindre rolle på den europæiske scene. Øverst på dagsordenen ville nu klassekampen komme. Da krigen mellem Tyskland og Frankrig brød ud i 1870 beroligede Marx i et brev Engels. Klassekampen i begge lande var så fremskreden, at en krig ikke kunne holde historiens hjul tilbage®^). Krigen havde blot været instrumentel for samfundsudviklingen. Med ændrede samfundsbetingelser ville krig ophøre med at spille en rolle. Krig var ikke noget basalt samfundsfænomen. Så vidt Marx og Engels’ historiefilosofi. Resten af deres levetid fastholdt de denne forståelse, men ikke uden problemer. Krig skulle i perioden 1871 til 1895 vise sig at være et sejere samfundsfænomen end forventet.
Krigen Frankrig Tyskland 1870- 71
Marx og Engels’ entusiasme ved udbruddet af en ny krig var blevet stadig mindre. Krigen mellem Frankrig og Tyskland anså de for at være helt igennem negativ for den historiske udvikling. Den tjente ikke til at løse noget nationalt spørgsmål, men var rent dynastisk. Fremmanipuleret af Napoleon og Bismarck i uskøn forening. Dog med Napoleon som den aggressive part, således at krigen for Tyskland var en forsvarskrig^®). Når Frankrig således af Marx og Engels var placeret som den angribende part, kunne man måske på baggrund af deres holdning til tidligere krige forvente, at de håbede på, at krigen kunne udløse revolution i Tyskland. Det var ikke tilfældet. For når Tysklands egen leder havde været med til at fremmanipulere krigen, var det vanskeligt at drage paralleller til den franske revolution. Hvorledes skulle nationen kunne samles i et forsvar, en fædrelandet-er-i-fare-situation, når landets egen leder var medansvarlig. Marx og Engels havde ingen forventninger om at krigen kunne gavne. Men den kunne til gengæld betyde strukturelle tilbageskridt. Annektioner ville betyde fremtidige krige med henblik på tilbageerobring. Kræfterne ville blive spildt på revanchetanker i det ene land og måske chauvinistiske tanker i det andet. Marx og Engels’ ønsker gik i retning af at fastholde status quo mellem de to lande. Følgelig støttede de Tyskland mod angriberen. Tysk nederlag ville være en katastrofe, som ville sætte udviklingen mange år tilbage^’). En tysk sejr ville måske også vælte Napoleon, hvilket var værd at tage med®®). Deres støtte til Tyskland gjaldt dog udtrykkeligt kun så længe der var tale om en forsvarskrig. Heller ikke tyske annekteringer var acceptable. Det fastslog Engels i et brev til Marx allerede i august 1870®'*). Da balancen mellem de to nationer efter de franske nederlag truede med at forskubbes til den anden side, skiftede Marx og Engels over til at støtte Frankrig. Som militær ekspert begyndte Engels nu at give franskmændene gode råd. Allerede 17. september 1870 offentliggjorde han således en artikel i The Pall Mali Gazette med den sigende overskrift: »How to fight the Preussians«^®). Tyskland måtte slås tilbage. For at klare dette måtte franskmændene efter Marx og Engels’ mening stå sammen i en national forsvarskrig. Revolutionskrigen troede de ikke længere på. Tyskland kunne kun besejres med anvendelse af moderne, konventionelle krigsformer. Eksperimenter med en socialistisk kommune var en misforståelse af situationens krav. Engels skrev i et brev til Marx 12. september, altså længe før kommunen, at det ville være forfærdeligt, hvis det endte med de parisiske arbejdere i barrikadekamp med den tyske hær. Det ville sætte udviklingen 50 år tilbage. Forskubbe det hele og bringe det ind i en falsk stilling. Nationalhad ville komme til at herske i den franske arbejdérklasse. Uanset hvordan fredén ville komme til at se ud, måtte den være afsluttet, før de franske arbejdere kunne foretage sig noget^^). I udtryk som »forskubbe« og »falsk stilling« kommer Marx og Engels’ historieforståelse frem. Til den rationelle historiske udyiklingsgang, som de mente at have opnået indsigt i, krævedes frie nationalstater i Europa som et nødvendigt trin. Afvigelser fra denne udviklingsgang betød noget falskt, ikke rationelt. Selve retningen i udviklingen forestillede Marx og Engels ikke kunne ændres. Men forskubninger kunne betyde forsinkelser. Dette, at krigen kunne udløse en mere eller mindre socialistisk revolution, var altså nu en trussel. Krig var blevet noget, der måtte overstås, før man kunne komme videre i den historiske proces. Da kommunen alligevel kom, støttede de den. De kritiserede dens fejl, men undlade at støtte dette første forsøg på at realisere deres livsdrøm kunne de ikke. Den passede ikke ind i historiens udvikling. Kom for tidligt. Men på den anden side opfattede de ikke historien som et urværk. Marx bemærkede i et brev i april 1871, at det ville være meget let at lave verdenshistorie, hvis man altid kæmpede under de gunstigste omstændigheder. Verdenshistorien ville være meget mystisk, hvis tilfældigheder slet ikke spillede en rolle. Tilfældigheder faldt ifølge Marx ind i den almindelige udviklingsgang og ville blive kompenseret for af andre tilfældigheder^^).
1871-95. Krigen som trussel
I denne periode fremførte Marx og Engels gang på gang en række farer ved krig. Ikke så meget p.g.a. et fundamentalt skift i deres måde at vurdere tingene på, som fordi krig nu havde en objektiv rolle. Farerne, de opremsede, var følgende: Militærteknikkens udvikling efter 1871 gjorde krigens ødelæggelsespotentiale radikalt større. (Denne kvalitative ændring truede endda med helt at ændre grundlaget for deres forståelse af samfundsudviklingen. Hvilket Engels måske har nået at ane, men i hvert fald nåede han aldrig til at give en mulig modificeret opfattelse af samfundets hurtige udvikling frem mod socialisme et teoretisk udtryk.) Krigen ville blive en verdenskrig. Uberegnelig og ukontrollabel. Resultatet ville blive ødelæggelse og almindelig udmattelse. Den historiske bevægelse frem mod socialisme ville blive sat tilbage. Krig ville udsprede nationalisme og krigsideologi. Krig kunne kort sagt kun forstyrre den socialistiske bevægelse, som i denne periode ellers gik godt frem under freden. Krig var blevet noget, der for enhver pris måtte undgås'*®). Når krig var blevet en alvorlig trussel, måtte det undersøges, hvilke faktorer der modvirkede krigstruslen, herunder hvilket bidrag den socialistiske bevægelse kunne yde. Den oprustning og krigeriskhed, der prægede Europa, måtte modvirkes. For at kunne dette, måtte Marx og Engels bestemme, hvad der fastholdt Europa i denne tilstand. Engels skrev i 1890 artiklen »Die Auswårtige Politik des russischen Zarentums«. Heri gav han en fremstilling af sin analyse af situationen i Europa^^). Tre ting var afgørende: Annekteringen af Elsass-Lothringen. Ruslands efterstræbelse af Konstantinopel. Klassekampen. De to første var skyld i, at Europa var blevet delt i to militære lejre. Nøglen til løsning af de to første spørgsmål hed Rusland. Ruslands trussel mod Konstantinopel havde allieret Østrig og Italien med Tyskland. Den tyske annektering havde gjort Frankrig afhængig af Rusland. Resultatet var militær opdeling og et Europa, der raskt bevægede sig frem mod verdenskrig. Hvorfor tildelte Engels Rusland en så afgørende rolle? Det hænger formentlig sammen med den tidligere berørte opfattelse hos ham og Marx gående ud på, at selve eksistensen af store tilbagestående områder udgjorde en dødvægt for udviklingen og en krigstrussel. Engels konstaterede, at Ruslands blotte eksistens betød en trusseP^). For Marx og Engéls var Europa nået et stadium, hvor krig ikke længere havde nogen historisk berettigelse. At Europa var delt i to militærlejre måtte Engels derfor opfatte som noget kunstigt. Den russiske dødvægt holdt kunstigt udviklingen tilbage. Engels hævdede i artiklen, at dersom Rusland blev reguleret, ville det vise sig, at situationen i Europa ikke var nødvendig. En revolution i Rusland ville opløse alliancerne. Tyskland ville indse det fornuftige i en fredelig løsning med Frankrig. Europa ville kunne nedruste^®). Denne analyse viser, hvor stor en rolle historiefilosofien spillede for Marx og Engels’ vurderinger. Ordvalget i artiklen er typisk. Engels taler om, at Frankrig skal befries fra en unaturlig tvangsstilling. Østrig ville efter en russisk revolution blive reguleret, d.v.s. den overnationalstatslige form opløst. Idet Østrigs eneste historiske eksistensberettigelse havde været at udgøre en barriere mod Rusland. En russisk revolution ville få Europa til at samle sig om den opgave, der svarede til udviklingen. Nemlig socialismen^'). Problemet var blot, at ingen kunne være sikker på, at et systemskifte i Rusland ville komme tids nok. Engels måtte derfor undersøge andre muligheder for at modvirke krigsfaren. Han undersøgte mulighederne for at lamme hærene ved et krigsudbrud med strejker. Men intet af det, han fandt, virkede overbevisende. Han havde i sine sidste leveår to store problemer at løse: At undgå krig. At finde en vej til socialismen. De to hang sammen. Men i 1892 måtte han konstatere, at det ikke var lykkedes for ham'*®). På trods heraf var hans sidste leveår præget af optimisme. Bevægelsen gik frem. Men gennem de mange optimistiske udtalelser skinner dog ofte en bekymring over, at han ikke havde fundet en troværdig imødegåelse af krigstruslen. Hans optimisme gik ikke i arv til efterfølgerne i den socialistiske bevægelse. Havde Engels levet lidt længere, var hans optimisme måske blevet overskygget af frygten for, at en storkrig, i højere grad end han nåede at ane, kunne true hele den udviklingsgang frem mod socialisme i Europa, som han og Marx havde brugt hele deres liv på at fremme.
En konklusion
Marx og Engels var realpolitikere, der regnede med alle eventualiteter, og for hvem det kom an på at udnytte disse eventualiteter til at drive historien frem. De var materialister, og deres mål at frigøre proletariatet, men selve ideen om historiens udvikling spillede en stor rolle for dem. I den forstand var de sande elever af Hegel. De vurderede en given krig historisk-politisk. Der var hele tiden en historisk dimension i vurderingen af den enkelte begivenhed, som bedømtes efter dens indpasning i en strukturel udvikling. Europa var for dem omtrent som et stort skakbræt. Marx og Engels tildelte de forskeUige kræfter på den europæiske scene deres roller. Kneb det med at få en brik til at udfylde sin rolle, påkaldte den sig Marx og Engels’ vrede. Krig var en katalysator, som de i 40eme 50eme og 60eme så hen til kurme sætte skub i udviklingen, hvis den forløb for langsomt. Krige, der havde udsigt til at fremme udviklingen, hilstes velkommen. Udviklingen forstået som en historisk-strukturel udvikling i retning af skabelse af en europæisk statsstruktur efter overvejende nationalstatslige retningslinier. En struktur, i hvilken den historisk mest fremskredne klasse skulle overtage de feudale regenters plads, så snart den var moden til det. Marx og Engels opfattede krig som et sekundært, afledet samfundsfænomen, som kunne udnyttes i den revolutionære proces, men ikke var en nødvendig del deraf. Krig var instrumentel. Et fænomen, der nok skulle tages stilling til i det konkrete, men som ikke fordrede udvikling af en specifik teori. Allerede fra 50eme begyndte de at blive opmærksomme på visse sider af krigen, som syntes mindre gunstige for deres sag. Disse var dog ikke afgørende for det skift i deres holdning til krig, hvortil de var nået, da den fransk-tyske krig brød ud 1870. Afgørende herfor var, at den nationalstatslige regulering af Europa overvejende var gennemført, uanset det ikke helt var gået på den af dem forudsete måde. I denne udvikling havde krigen haft sin rolle, som omkring 1870 var ved at være udspillet. Ikke Marx og Engels’ syn på krig som sådan havde ændret sig, men de objektive forhold havde ændret sig og tildelte nu krig en negativ rolle. Med tabet af sin historisk progressive rolle havde krig ikke længere nogen eksistensberettigelse i Europa, hvorfor Marx og Engels’ agitation efter 1870 tilstræbte dens afskaffelse. Nogen specifik krigsteori fandt Marx og Engels det således ikke fornødent at udarbejde. Hver enkelt krig vurderedes pragmatisk for sig efter dens rolle i den revolutionære proces. Krig var for dem ikke et basalt samfundsproblem. Derfor ændredes krigens objektive rolle i takt med, at samfundsforholdene ændrede sig. En ændret statslig strukturering af Europa, bl.a. fremkaldt ved hjælp af krig, ændrede krigens rolle. Op til omkring 1870 fungerede dette krigssyn godt nok for Marx og Engels. Brikkerne på det europæiske skakbræt havde stort set fulgt spillereglerne. Efter 1870-71 skulle det dog vise sig, at udviklingen ikke helt holdt sig til spillereglerne. For at fortsætte sammenligningen med skakspillet kan man sige, at Marx og Engels omkring 1870-71 mente, at krig nu ikke længere var en brik, som havde noget at gøre på brædtet. Imidlertid så nægtede krigen at forlade scenen, ja syntes endog at ville ændre hele spillet ved at tiltage sig en langt større rolle end før. Det syntes som om Marx og Engels ikke længere havde fuld indsigt i spillereglerne. Militærvæsenet truede med at ændre selve betingelserne for den historiske udviklingsproces frem mod socialisme. Revolutions- og Napoleonstiden betød store folkelige hære, hvilket forjættede revolutionære muligheder. Men da disse hære efter 1871 med den kraftige oprustning og tekniske udvikling blev udstyrede med stadig mere ødelæggende våben, antog de mere og mere karakter af en trussel mod udviklingen frem mod socialisme. En trussel, Marx og Engels havde vanskeligt ved at få styr på. Da den socialistiske bevægelse i Engels’ sidste leveår var ved at opnå en styrke, hvor magtovertagelsen i hvert fald i Tyskland syntes inden for rækkevidde, var hærene i Europa godt i gang med at udvikle et hidtil uset destruktionspotentiale. Hvilket skabte et usikkert logisk forhold mellem basal marxistisk teori - med dens understregning af kontinuære samfundsmæssige fremskridt - og en stadig større forståelse for en kommende krigs ødelæggelseseffekt. Marx og Engels havde været i stand til at indpasse de forskellige samfundsfænomener i en udviklingsteori, hvor alt syntes at arbejde frem mod socialismen.
I dialektikkens sprog betød det, at alle samfundsmæssige modsigelser, som Marx og Engels afdækkede, ville kunne løses rationelt. Nu truede en ny modsigelse mellem samfundets udvikling og det militære destruktionspotentiale med at kaste grus i maskineriet. I sin levetid nåede Engels kun at ane denne nye modsigelse.
NOTER
1. De vigtigste værker, som behandler det samfundsmæssige aspekt er følgende: Lotte Kaufmann: Die Einstellung von Karl Marx und Friedrich Engels zu Krieg und Frieden. Wiirzburg 1932. Wolfram Wette; Kriegstheorien deutscher Socialisten. Stuttgart 1971. Martin Berger: Engels, Armies and Revolution. Hamden, Connecticut 1977.
2. Wette s. 26-27.
3. Wette s. 22 og s. 40-42.
4. J. Witt-Hansen: Strejftog i moderne filosofi 2. København 1963, s. 81.
5. Werner Hahlweg: Clausewitz’ indflydelse på Karl Marx og Friedrich Engels. Militært Tidsskrift. København. Oktober 1980, s. 358.
6. Marx’ brev til Annenkow. 28/12 1846. Marx-Engels Werke b. 27 s. 460.
7. Engels: Programme der radikal-demokratischen Partei und der Linken. 1848. Werke (W.) 5 s. 42.
8. Se f.eks. Marx. New York Daily Tribune 24/1 1859. W. 13 s. 167. Engels: Po und Rhein. 1859. W. 13 s. 267. Engels: Die Rolle der Gewalt in der Geschichte. 1887. W. 21 s. 407.
9. Engels: Po und Rhein. 1859. W. 13 s. 267. Engels i Neue Rheinische Zeitung 13/1 1849. W. 6 s. 165-74.
10. Engels i The Northern Star 8/11 1845. W. 2 s. 573-4.
11. Engels: Marx und die »Neue Rheinische Zeitung 1848-49« 1884. W. 21 s. 19 og 22. 12. Marx i Neue Rheinische Zeitung 1/1 1849. W. 6 s. 149-50. 13. Som note
12. Samt: Marx og Engels i Neue Rheinische Zeitung 12/7 1848. W.5 s.202 og 10/9 1848 W. 5 s. 379.
14. Som note 11.
15. Marx og Engels i Neue Rheinische Zeitung 12/7 1848. W. 5 s. 202. Marx: Kritik der Hegelschen Rechtsphilosophie. 1844. W. 1 s. 380.
16. Marx og Engels i Neue Rheinische Zeitung 10/9 1848. W.5 s. 379.
17. W. 4 s. 417.
18. Engels i Neue Rheinische Zeitung 1/4 1849. W. 6 s. 387-9.
19. Engels: Bedingungen und Aussichten eines Krieges der Heiligen Allianz gegen ein revolutionåres Frankreich im Jahre 1852. 1851. W. 7 s. 468-93.
20. Engels i New York Daily Tribune 2/4 1855. W. 11 s. 127.
21. Marx i New York Daily Tribune 5/9 1853. W. 9 s.291. Engels i NYDT 4/2 1856. W. 11 s. 584-5.
22. Brev fra Engels til Marx 9/5 1854. W. 28 s. 361. Engels i NYDT 31/10 og 14/12 1854. W. 10 s. 541 og s. 568. Marx i NYDT 17/8 1854. W. 10. s. 379.
23. Brev fra Marx til Engels 3/3 1859. W. 29 s. 406. Marx i NYDT 5/1 og 24/5 1859. W. 13 s. 167 og s. 353.
24. Marx i NYDT 27/12 1858. W. 12 s. 662. Brev fra Marx til Lasalle 4/2 1859. W. 29 s. 575.
25. Marx i Das Volk 30/7 1859. W. 13 s. 444.
26. Brev fra Engels til Marx 1/5 1866. W. 31 s. 212.
27. Brev fra Marx til Kugelmann 6/4 1866. W. 31 s. 514.
28. Brev fra Engels til Marx 16/5 1866. W. 31 s. 218.
29. Se f.eks. brev fra Engels til Marx 9/7 1866. W. 31 s. 235.
30. Brev fra Marx til Engels 7/7 1866 og fra Engels til Marx 25/7 1866. W. 31 s. 233 og s. 240-1.
31. Marx: Kritik der Hegelschen Rechtsphilosophie. 1844. W. 1 s. 380.
32. F. Mehring: Karl Marx hans livs historie. Dansk udgave 1976, s. 53.
33. Brev fra Marx til Engels 8/8 1870. W. 33 s. 31.
34. Marx: Der Biirgerkrieg in Frankreich. 1871. W. 17 s. 361.
35. Brev fra Marx til Engels 28/7 1870. W. 33 s. 12.
36. Marx: Erste Adresse des Generalrats iiber den Deutsch-Franzosischen Krieg. W. 17 s. 4-5.
37. Brev fra Marx til Lafargue 28/7 1870. W. 33 s. 126.
38. Brev fra Engels til Marx 15/8 1870. W. 33 s. 39.
39. Samme s. 40.
40. W. 17 s. 105-108.
41. Marx brev til Paepe 14/9 1870. W. 33 s. 146. Brev fra Engels til Marx 12/9 1870. W..33 s. 61.
42. Brev fra Marx til Kugelmann 17/4 1871. W. 33 s. 209. Se desuden brev fra Marx til Niewenhuis 22/2 1881. W. 35 s. 160.
43. Engels: Einleitung zu Marx’ Klassenkåmpfe in Frankreich. 1895. W. 22 s. 517. Interview med Engels i The Daily Chronicle 1/7 1893. W. 22 s. 546-7. Brev fra Engels til Bernstein 22/2 1882. W. 35 s. 283. Brev fra Engels til Sørge 16/9 1887. W. 36 s. 705. Brev fra Marx til Danielson 12/9 1880. W. 34 s. 464. Brev fra Engels til Bebel 16/12 1879. W. 34 s. 431. Engels: Einleitung zu Borkheims »Zur Erinnerung fur die deutschen Mordspatrioten«. 1887. W. 21 s. 350-1. Brev fra Engels til Bebel 17/11 1885. W. 36 s. 390-1.
44. W. 22 s. 13-48.
45 Samme s. 13. 46. Samme s. 45-46.
47. Samme s, 47.
48. Brev fra Engels til Lafargue 3/11 1892. W. 38 s. 505.
