Log ind

Hvorledes bør Fodfolket formeres paa Kampens forskjellige Stadier, samt hvorvidt er det ønskeligt at have særskilte Tirailleurafdelinger eller Underafdelinger, og hvorledes bør disse i bekræfteende Fald formeres?

#

Indledning.

Taktikens Opgave er, at bringe de Kampmidler, som staae til dens Raadighed, i Aktion paa en saadan Maade, at der ved deres Samvirken opnaaes den størst mulige Kraftudvikling overfor Fjenden. Det gjælder om i det afgjørende Moment og paa det afgjørende Punkt at kunne optræde med en Styrke, som er Modstanderen overlegen i Henseende til Kampkraft. Dette er just ikke identisk med numerisk Overlegenhed, hvorvel man i Almindelighed benytter Tallet somMaal for det gjensidige Styrkeforhold; Overlegenheden afhænger nemlig tillige af Stridskræfternes Bevæbning, moralske Tilstand, indre organiske Sammen­ hold og den dermed i Forbindelse staaende Bøielighed og Føring. Den Maade, hvorpaa Taktiken søger at naae sit Maal, de Formationer, hvoraf den betjener sig, maa til enhver Tid afpasses efter de Kampmidler, som paa begge Sider kunne bringes til Anvendelse; hvad der i et Tilfælde har ført til Seir, kan under andre Forhold og overfor en anden Modstander have Nederlag til Følge. Den macedoniske Phalanx og den romerske Legion vare i sin Tid taktiske Mønstre; men de henhøre forlængst til Krigskunstens Antikviteter, som man nu ligesaalidt vilde falde paa at anvende som Ballister og Kastespyd.

Reglerne for Taktiken ere saaledes relative, og der lader sig ikke opstille et for alle Tilfælde gyldigt System. Blandt de utallige forskjellige Momenter, som kunne faae Betydning, vil dog Bevæbningen være det, som væsenligst gjør sin Indflydelse gjældende ved Bestemmelsen af de almindelige taktiske Former. De Vaaben, hvormed Kampen er bleven ført, have til enhver Tid betinget visse Grundsætninger, mod hvilke man ikke ustraffet turde forsynde sig, og væsenlige Forandringer i Bevæb­ningen have derfor altid ført til tilsvarende Modifikationer i de taktiske Grundregler. Det er imidlertid ikke let strax at see, hvori disse Modifikationer skulle bestaae, og Taktiken kan derfor vanskelig holde Skridt med Forbed­ ringer paa Vaabnenes Omraade; den udvikler sig lang­ sommere, som oftest gjennem forskjellige Svingninger, og det har da været Hærførergeniet forbeholdt at bringeen ny Taktik i det rette Spor. Hvor man i Fortidens Krigshistorie træffer store Feltherrer, som have gjort Epoke ved deres Seire, vil man derfor næsten overalt kunne henføre disse Seire til et eller andet Fremskridt paa Taktikens Omraade.

I uadskillelig Vexelvirkning med Taktiken staaer Hærorganisationen, som betinger Muligheden af paa Kamppladsen at kunne skabe de Formationer, som bedst egne sig for Opnaaelsen af det tilsigtede Maal. Taktiken kan saaledes i givne Tilfælde komme til at staae i et Afhængighedsforhold til Hærorganisationen, idet der ved Valget af de taktiske Formationer for Kampen maa tages fornødent Hensyn til, hvad denne kan præstere. For en almindelig Undersøgelse, som den her foreliggende, maa imidlertid Organisationen betragtes som underordnet under Taktiken; det gjælder først om at udfinde Grund­ reglerne for denne, og deraf vil da resultere, hvilke For­dringer der maa stilles til hin. For imidlertid at have et Grundlag at bygge paa, skulle vi i det Følgende gaae ud fra det danske Fodfolks nuværende Organisation, og det maa da særlig undersøges, hvorvidt deune kan be­ tragtes som tilfredsstillende, eller hvilke Forandringer Nutidens Taktik maa antages at udkræve.

Naar man i Almindelighed vil undersøge, hvilke For­ mationer Fodfolket bør anvende i Kampen, maa man tænke sig overfor en i Henseende til Krigskunst og Be­væbning jevnbyrdig Modstander, og med denne Forud­ sætning som Grundlag maa man derefter søge at udfinde Regler for, hvorledes Styrken bør opstilles og fordeles ved Kampens Begyndelse, samt hvilke Formationsforan­ dringer det paa dennes senere Stadier maa ansees for hensigtsmæssigt at foretage for at naae det tilsigtede Maal. Hvorvel man herved fortrinsvis maa have Fod­ folket paa Modstanderens Side for Øie, saa tør man dog ikke lade de andre Vaabenarter ude af Betragtning. Artilleriet virker paa længere Afstande og tvinger Fod­ folket til at indtage mere delte Formationer paa et tid­ ligere Stadium, end det overfor Infanteriild alene vilde være nødvendigt, medens Rytteriet sætter visse Grændser for Fodfolkets Opløsning og Spredning.

Tilbageblik paa ældre taktiske Formationer.

Før Ildvaabnenes Indførelse blev Fjernkampen kun ført paa korte Afstande og spillede i det Hele en tem­ melig underordnet Rolle; Nærkampen var det Afgjørende. I den Tid, som gik umiddelbart forud for Krudtets An­vendelse til Krigsbrug, krævede Taktiken for Fodfolkets Vedkommende dybe, tætsluttede Opstillinger, som ved deres Stødkraft og indre Sammenhold skulde bryde Fjen­ dens Slagorden. Rytteriet, som har sin Styrke i Nær­ kampen, havde efterhaanden udviklet sig til Hovedvaabnet, paa hvis Uddannelse der fortrinsvis blev lagt Vægt, medens Fodfolket i saa Henseende stod paa et lavere Standpunkt. Denne sidste Omstændighed i Forbindelse med Nødvendigheden af en tæt Sammenslutning for at kunne modstaae Rytteriangrebet bidrog ogsaa væsenlig til, at man valgte de dybe Formationer.

Ved Ildvaabnene fik Fjernkampen en større Betyd­ning; Fodfolket blev bedre istand til at afvise Rytteriets Angreb, og hvad der navnlig bidrog til at formindske den sidstnævnte Vaabenarts Betydning, var, at de tidligere anvendte Dækvaaben ikke kunde beskytte mod Ildvaabnenes Virkning. For Fodfolkets Vedkommende frembød de dybe Masser et altfor stort Maal for Modstanderens Ild, og man gik derfor efterhaanden over til fladere For­mationer, saa meget mere som disse tillod en fyldigere Benyttelse af de nye Vaaben. Datidens ufuldkomne Tek­nik var imidlertid ikke istand til, saaledes som det nu er muligt, i faa Aar at forsyne Armeer med nye Skydevaaben, og disse vandt derfor kun meget langsomt Ind­ gang. Da de tilmed i Førstningen vare meget ufuldkomne, saa skete der heller ikke nogen' pludselig Overgang i Taktiken. Over 300 Aar efter de første Ildvaabens Fremkomst finde vi endnu i de evropæiske Hære kun en Del af Fodfolket bevæbnet dermed. Modsætningen til Nutiden, hvor Indførelsen af et nyt Skydevaaben i Hære, hvis Størrelse langt overgaaer, hvad man i fordums Tid stillede paa Benene, neppe medtager et halvt Decennium, er slaaende.

De dybe, tungt bevægelige Opstillinger benyttedes endnu i Begyndelsen af 30 Aars Krigen, og det var i Hovedsagen ved Valget af fladere, mere bøielige Forma­ tioner, som tillod en fyldigere Benyttelse af Kræfterne, at Gustav Adolph blev sine Modstandere overlegen.

Men fra den Tid af gik nu en Formindskelse i Geled­ dernes Antal jevnsides med Skydevaabnenes Forbedring, indtil man i det 18de Aarhundrede kom til den saakaldte Lineartaktik med fuldstændig flade Opstillinger paa 3— 4 Geledder. Skydefægtningen var nu bleven Hoved­ sagen, medens Nærkampen næsten ganske var opgivet. Rytteriet var efterhaanden kommet fuldstændig i Mis­ kredit og ansaaes for ude af Stand til at optage Kampen med Fodfolket. For dette var Linien saa godt som den eneste Formation, som kom til Anvendelse i Kampen, og som Følge heraf maatte denne i Hovedsagen gjennem- føres i den bestemte, fra først af indtagne Slagorden. Det var altid vanskeligt at forlægge Angrebets eller For­ svarets Tyngdepunkt ved Frontforandringer eller Manøvrer med de tungtbevægelige Linier. Kampen blev i Reglen udkjæmpet med forreste Linie; man havde nok en 2den Træfning; men denne var sædvanlig svagere end 1ste Træfning og egenlig kun beregnet paa at dække denne i Ryggen og udfylde Hullerne i denne; derimod lod det sig kun sjelden gjøre at bruge 2den Træfning til at af­ løse 1ste Træfning i Kampen eller optage den, naar den var slaaet. Til Dækning af Fløiene, navnlig mod uventede Rytteriangreb, dannedes der Flanker mellem de to Træf­ninger enten ved Udsvingning af Fløiafdelingerne eller ved særlige Afdelinger, som indtog en Opstilling i Roder og under den staaende Kamp gjorde Front udad. Det Hele fik derved Lighed med en stor hul Karree. løvrigt holdt man paa at modtage Rytteriangreb en ligne, og kun isolerede Afdelinger benyttede en hul Karreeformation.

Noget større Frihed i Benyttelsen af Kræfterne opnaaedes ved Opmarche i Echelons, hvilken Formation Frederik II af Preussen anvendte (den skraa Slagorden), som oftest i Forbindelse med overfløiende og omgaaende Bevægelser. Under denne Hærfører kom tillige Rytteriet igjen til sin Ret overfor Fodfolket, idet han ved Hurtighed i Angrebet lod det erstatte, hvad det i andre Retninger havde tabt.

Ved Lineartaktiken var man kommen ind i et falsk Spor; den beroede paa en Overvurdering af Skydningen paa det direkte Angrebs Bekostning; idet man havde seet sig blind paa de Ødelæggelser, som Ilden kunde anrette i de dybe Kolonner, var man bragt til rent at opgive disses Angrebskraft. Man var ikke kommen paa den Tanke, at netop Ilden i Forbindelse med Benyttelsen af Dækningen i Terrainet frembød et Middel til at for­ berede og dække Kolonneangrebet. Det var navnlig en af Hovedmanglerne ved denne Taktik, at den kun lagde ringe Vægt paa Benyttelsen af Terrainet; for at kunne opstille dg føre de lange Linier, var man henvist til at søge hen i aabne Strøg, hvor der kun fandtes faa Hin­ dringer for Bevægelsen og som Følge deraf kun ringe Dækning.

Hvad selve Skydningen angaaer, da var der egenlig ikke Tale om nogen Præcisionsskydning; man lagde for­ nemmelig Vægt paa Masseild, hvorved der affyredes saa mange Skud som muligt. Vaabnenes Ufuldkommenhed og den sluttede Opstilling tillod heller ikke den Enkelte at rette sit Skud med synderlig Nøiagtighed. Som Hoved­ regel for Skydningen blev opstillet: «at lade hurtig og sigte lavt».

En Eiendommelighed ved Lineartaktiken var, at den krævede en meget omhyggelig Indexercering af Tropperne; da det ellers ikke vilde være muligt at udføre de ofte komplicerede Evolutioner, som Afdelingerne maatte fore­ tage for at komme ind paa deres Plads i Slagordenen. Denne Taktik blev derfor uanvendelig for de mangelfuldt uddannede Tropper, som under den nordamerikanske Frihedskrig og senere i de franske Revolutions­ krige rykkede i Marken. For disse blev det en ligefrem Nødvendighed at tye til en anden Kampformation, somstillede mindre Fordringer til den Enkeltes exakte Uddan­ nelse, og Valget faldt da naturligt paa den spredte Orden.

Det viste sig nu, at de bøielige, letbevægelige Tirailleurkjæder, som kunde kjæmpe i hvilketsomhelst Terrain og benytte enhver Dækning, som dette frembød, bleve farlige Modstandere for de tætsluttede Linier, som led uforholdsmæssig store Tab; og Kolonneangrebet, som snart sluttede sig til den spredte Orden, viste sig kun altfor ofte udførligt overfor de iforveien udtyndede Rækker.

Det var dog først ved Napoleons Geni, at den nye Iiampmaade blev bragt fuldstændig i System, og han kastede endelig Lineartaktiken fuldstændig til Jorden, saa at den i Begyndelsen af det 19de Aarhundrede næsten overalt maatte vige Pladsen for den napoleonske Taktik, som i sine Hovedtræk har holdt sig indtil vore Dage.

Hvad der karakteriserer Napoleons Taktik, er særlig for Fodfolkets Vedkommende Benyttelsen af de forskjellige Formationer — Kolonne, Linie eller spredt Orden — efter Kampens forskjellige Stadier. Kolonnen er Grundformationen, hvoraf de andre Formationer ud­ vikles, og hvortil de igjen sammendrages. Linien og den spredte Orden støtte sig til Kolonnen, og denne gjennemfører ved Angreb eller Modangreb, hvad de andre Formationer have forberedt. Benyttelsen af Terrainet kommer ved denne Taktik fuldstændig til sin Ret.

Napoleons Taktik gaaer ud paa en sukcessiv Udvik­ ling af Kræfterne, hvorved man bedre bliver istand til at bringe dem i Aktion paa rette Tid og Sted; den benytter derfor i Modsætning til Lineartaktiken en Opstilling i Dybden med 2—3 Træfninger, der saavel kunne under­ støtte som afløse hinanden under Kampen. Tyngde­ punktet lægges langt tilbage, hvorved den overordnede Ledelse bedre faaer det i sin Magt under Kampens Ud­ vikling at forlægge det til den ene eller den anden Side.

Umiddelbart før Indførelsen af Bagladevaabnene benyttede man i Almindelighed følgende Fægtningsformationer: Kampen indlededes med en mindre Del af Styrken (1/4—1/6), der opløst i Kompagnikolonner med fremsendte Skyttelinier og tilhørende Soutiens dannede en Slags selvstændig Træfning, ved Hjælp af hvilken man søgte at orientere sig med Hensyn til Fjendens Hensigter og Stilling. Bag denne Avantgarde eller For­træfning formeredes dernæst to Hovedtræfninger af om­ trent lige Styrke; 1ste Træfning opstilledes i Kompagni­kolonner, 2den Træfning, i Bataillons- elier Halvbataillonskolonner, og Afstanden mellem Træfningerne varierede mellem 250 og 400 Alen. Saasnart man var paa det Rene med, hvor og hvorledes man vilde føre Hoved­ kampen, gik Fortræfningen enten over i Iste Træfning, eller ogsaa blev den trukken tilbage som almindelig Re­serve bag Hovedtræfningerne. En saadan Reserve søgte man i det Hele taget altid, hvor Kampen førtes med større Styrke, at holde tilbage for under Kampens senere Stadier at kunne anvende den efter Omstændighederne. Naar nu 1ste Træfning optog Kampen, formeredes den i 3 Linier: den yderste Linie mod Fjenden dannedes af en tynd Skyttekjæde med 1 Rode pr. 8— 12 Skridt; indtil 200 Skridt bag denne fulgte Soutiens, hvis samlede Styrke var mindst lig Skytteliniens Styrke. Disse Soutiens skulde dels tjene til at forstærke Skyttekjæden, naar Omstæn­ dighederne krævede det, dels skulde de virke som sluttet Masse ved Angreb eller Modangreb samt overfor Rytteri- attaquer. Undertiden udstykkede man Soutienerne i en Mængde smaa Troppe, medens man paa andre Steder foretrak at holde dem samlede i større Led; i sidste Tilfælde etablerede man dem gjerne bag Skylteliniens Fløie. — 2— 300 Alen bag Soutienerne placeredes 1ste Træfnings Hovedtroppe enten som Kompagnireserver af de samme Kompagnier, som havde afgivet Soutiens og Skyttelinie, eller som fuldstændige Kompagnikolonuer dannede af andre Kompagnier. Hovedtroppenes Styrke varmindst lig Skyttelinie og Soutiens tilsammen, stundom det Dobbelte eller endog mere; de vare hovedsagelig bestemte til at optræde i sluttet Orden enten ved Salveild eller ved Kamp med de blanke Vaaben, og af Hensyn hertil holdt man dem saavidt muligt udenfor Skyttelinien, som kun forstærkedes fra Soutienerne, hvorved man da altid søgte at undgaae Inddoublering, dels ved at lade Mel­lemrum staae aabne mellem Skytteliniens forskjellige Led, dels ved, naar Forstærkning skulde rykke ind, at trække den noget sammen, saaledes at de fornødne aabne Rum tilveiebragtes.

Ved Beregningen af den Styrke, som 1ste Træfning udkrævede, gik man ud fra, at en Bataillon skulde kunne overspænde et Stykke, der svarede til dens Front, naar den var opstillet i Linie, altsaa omtrent 2 Mand for hvert Skridt. Endvidere paaregnedes der et Mellemrum af c. 20 Skridt mellem de forskjellige Bataiiloner, for at de skulde kunne bevæge sig med tilstrækkelig Frihed uden at komme i Kollision med hinanden.

I 1ste Træfning vare Kræfterne for spredte til at den ved Angreb eller Modangreb kunde optræde med tilbørlig Kraft; dens Opgave var derfor hovedsagelig kun forberedende for den endelige Afgjørelse, som i Regelen var forbeholdt 2den Træfning, hvis sluttede Kolonner placeredes bag Intervallerne i 1ste Træfning saaledes, at de uden videre kunde rykke frem gjennem denne, eller, hvis denne ikke mere kunde bære Kampen, lade den gaae tilbage igjennem sig. Skjøndt begge Træfninger i Principet vare nøie knyttede til hinanden, skulde de dog hver for sig selvstændig kunne optage Kampen og gjensidig afløse hinanden under denne.

Reserven benyttedes som en sidste Indsats i Fægtningen, og en betydelig Del af Styrken blev ofte holdt tilbage dertil for at kunne anvendes efter Omstændig­ hederne enten til Understøttelse og Forstærkning for Træfningerne eller til selvstændigt Angreb, hvor det under Kampens Udvikling viste sig nødvendigt at have friske Kræfter disponible. I Almindelighed blev der lagt megen Vægt paa at holde Reserven saa længe som mu­ ligt intakt.

Formationerne i Defensiven vare som oftest under Kampen i aaben Mark ikke væsentlig forskjellige fra Offensiven, idet man søgte at møde Angreb med Mod­ angreb. I udprægede Stillinger har der dog undertiden været anvendt en forholdsvis stærk Skyttelinie og som Følge heraf en mindre dyb Opstilling navnlig for 1ste Træfnings Vedkommende; men det har da ogsaa jevnlig vist sig, at selve Ildert fra Skyttelinien alligevel ikke har været tilstrækkelig langtrækkende og intensiv til at holde Fjendens Angrebskolonner i behørig Afstand, og Seiren er bleven forholdsvis lettere for disse, da der for Modan­ grebet var en mindre sluttet Styrke disponibel.

Overfor Rytteriangreb ansaae man det for nødvendigt at indtage en fast sluttet Opstilling, og Karréen var en Fægtningsformation, paa hvilken der blev lagt megen Vægt.

Nutidsvaabnenes Indflydelse paa Fodfolkets Taktik.

Den foran skizzerede napoleonske Taktik var bygget paa et vist Forhold mellem Ildvirkningen og Troppernes Bevægelseshastighed. Skydefægtningen og Angrebet med de blanke Vaaben stod jevnbyrdige ved Siden af hin­ anden; det sidste gjennemførte Kampen, efterat hin havde tilveiebragt Betingelserne for at det kunde finde Sted. Man søgte vistnok ved Skydningen — og vel tilfulde saa meget ved Artilleriilden som ved Fodfolkets Ud — at svække Fjenden og derved at bane Veien for det direkte Angreb; men af væsentlig Betydning blev det dog ved Siden heraf at dække de sluttede Afdelingers Nærmelse mod Fjenden, for at disse med fuld Stødkraft kunde bryde ind paa ham.

Ved Nutidens forbedrede Skydevaaben er Forholdet forrykket; det Rum, som under Fjendens lid maa tilbage­ lægges, inden det direkte Angreb kan bringes til Udførelse er flere Gange fordoblet; Skydningen er mere intensiv og mere raserende, medens den Hurtighed, hvormed Tropperne kunne bevæge sig, ikke i nogen væsentlig Grad kan forøges. I lige Tid og paa lige Afstande samt iøvrigt lige Forhold, vil Ilden kunne frembringe ulige større Mandefald end tidligere. Navnlig ville de sluttede Formationer være ugunstig stillede, saasnart de indenfor virksom Ildvirknings Afstand fra Fjenden ikke kunne finde Dækning i Terrainet, og paa kortere Hold er en Skytte- kjædes Ild istand til i et Par Minutter fuldstændig at op­ rive en Angrebskoronne. Den sidst omhandlede Fægt­ ningsformation med de anførte Afstande mellem de for - skjellige Led i Dybden vil derfor ikke længere være an­ vendelig, da ikke blot Artilleriets, men ogsaa Fodfolkets Ild vil række helt tilbage til 2den Træfnings Kolonner. Man kan ikk'e bøde herpaa ved blot at forøge Afstandene mellem Skyttelinien og de efterfølgende sluttede Forma­ tioner i Forhold til Ildvaabnenes voxende Rækkevidde. Naar man paa denne Maade skulde opnaae at sikkre Kolonnerne tilstrækkelig mod Fjendens Ild, maatte man komme til en i Dybden altfor spredt Opstilling, i hvilken de bageste Led vare altfor langt fjernede til i rette Tid at kunne benyttes. Dette vilde være saa meget mere uhel­ digt, som Vaabnenes forøgede Virkning netop fører til en hurtig Afgjørelse, saa at der af denne Grund snarere skulde være Anledning til at formindske end at forøge Afstandene. Endvidere maa det bemærkes, at den sukcessive Udvikling af Kræfterne under Kampen, som er Grund­ tanken i den napoleonske Taktik, giver Anledning til Bevægelser og Formationsforandringer og deraf følgende Blottelser overfor Fjendens Ild, hvilke kun altfor ofte ville have følelige Tab og deraf flydende Uorden og Forvirring til Følge. Af denne Grund maa det ogsaa ansees for meget prekært, at lade den ene Træfning afløse den anden i Fægtningen.

Manglerne vpd den napoleonske Taktik overfor de nye Skydevaaben ere altsaa i Hovedsaagen følgende:

1. Dybdeslillingen sikkrer ikke Træfningernes sluttede Formationer tilstrækkelig mod Fjendens Ild;

2 Det selvstændige Kolonneangreb vil i Re­ gelen være uudførligt;

3. Afløsning af Træfningerne under Kampen lader sig ikke foretage uden følelige Tab ' og Uorden.

Det er saaledes utvivlsomt, at de nye Vaaben fordrevæsentlige Forandringer i de taktiske Formationer, og det bliver da først at undersøge, hvorvidt det vil være til­ strækkeligt at modificere den napoleonske Taktiks For­ mationer, eller om vi staae ved Overgangen til helt nye taktiske Grundprinciper. Ved en saadan Undersøgelse maa man da fortrinsvis have Opmærksomheden henvendt paa at udfinde, hvilke Formationer bedst egne sig til at udbytte de Fordele, som de nye Skydevaaben kunne yde. Skydefægtningen vil i Fremtiden komme til at spille en langt mere fremragende Rolle end. hidtil, medens Bajon- netangrehet i en væsenlig Grad bliver stillet i Skyggen. Dette sidste vil vistnok endnu kunne komme til at danne Afslutningen paa Kampen, — man tør ikke forudsætte, at Ilden alene vil være tilstrækkelig til at fortrænge Fjen­ den fra en Stilling, i hvilken han har sat sig fast, — men Afgjorelsen maa dog i Hovedsagen have fundet Sted forinden, idet et Bajonnetangreb vanskelig lader sig gjennemføre, før Modstanderen er beseiret i Skydefægt­ ningen. Den Opgave, som tilfalder Bajonnetangrebet, bliver da nærmest at opsamle de Frugter, som Skyde­ fægtningen har nedrystet. En mere fremragende Plads kan der mulig tilfalde Bajonnetangrebet, hvor der er Tale om Modangreb mod et fjendtligt Indbrud; men det vil vistnok dog endnu sjeldnere end tidligere komme til ligefrem Kamp med de blanke Vaaben, idet man vilforetrække at standse Fjenden med' Ilden.

Da Afgjorelsen i en saa overveiende Grad kommer til at afhænge af Skydefægtningen, maa det blive en Ilovedfordring til de taktiske Formationer, at der dannes en saa kraftig Ildlinie som muligt. Denne skal ikke blot forberede, men for en meget væsenlig Del gjennemføre Kampen; den maa under en heftig Ild fra Modstanderens Side føres gjennem et betydeligt Rum; det er derfor ikke nok, at der bringes et stort Antal Geværer frem i Ildlinien, den maa tillige være saaledes ordnet, at den med Fasthed og Sikkerhed kan ledes mod sit Maal. Tanken ledes herved hen paa Lineartaktiken, hvis væsen­ ligste Mangel laae deri, at der var tillagt Ildvirkningen en altfor stor Betydning i Forhold til Datidens Skydevaaben. Der kunde synes at være Noget der talte for, at de for­ bedrede Ildvaaben vilde føre lienimod denne Taktik, hvis faste ordnede Linier paa den ene Side tilstedede en fyldig,' vel ledet Udvirkning, medens de paa den anden Side kun frembød et ringe Maal i Dybden for Fjendens Ild. For at en saadan Formation skal kunne gjøre sin Nytte, maa den imidlertid tilveiebringes indenfor afgjø- rende Udvirknings Afstand fra Fjenden, hvorved forstaaes en Afstand, indenfor hvilken Chancerne for at træffe ere saa store, at den voldsomme Ild, som kan præsteres med Nutidens Skydevaaben, i kort Tid maa føre til en Afgjørelse. Det maa herved bemærkes, at denne Afstand ingenlunde voxer i samme Forhold som Skydevaabnenes Rækkeevne og virkelige Skudsikkerhed, dels fordi Vanske­ ligheden ved at erholde frit Skud over hele Linien mod Fjenden voxer med Afstanden, dels fordi de høiere Kuglebaner gjøre Træfningen afhængig af en nøiagtigere Vurdering af Afstanden, end man i Regelen kan gjøre Regning paa, dels endelig fordi de fra selve Skytten hid­ rørende Unøiagtigheder i Skuddenes Retning faae større Betydning, jo fjernere Maalet er. Selv om der med Nu­ tidens Geværer kan skydes lige saa sikkert paa 1000 Alen som med de ældre Vaaben paa 300 Alen, tør man dog ikke deraf slutte, at ihan kan aabne Ilden paa 1000 Alen med samme Virkning som før paa 300 Alen. Som den yderste Grændse for den afgjørende Udvirkning maa vist­ nok i Almindelighed sættes 5—400 Alen, indenfor hvil­ ket Rum Kuglebanerne ere næsten fuldstændig raserende, og paa Grund af de øvrige Forhold, som influere paa Skydningen, vil denne Grændse neppe kunne blive synderlig videre, selv om man faaer Geværer med endnu fladere Baner.

Den lineare Opstilling skulde altsaa tilvejebringes indenfor en Afstand af 500 Alen fra Fjenden; — herved støder en Anvendelse af Lineartaktiken paa en meget væsentlig Vanskelighed: Paa Grund af Skydevaabnenes store Virkningsomraade vil man ikke mere som forhen kunne foretage Opmarchen i Slagorden i kort Afstand fra Fjenden; allerede paa 3000 Alen og derudover bliver Artilleriilden farlig for større Kolonner, saa at man ikke med tilbørlig Ro og Sikkerhed vil kunne foretage Evolu­ tioner og Formationsforandringer. Linien maatte altsaa formeres i meget betydelig Afstand fra Fjenden for der­ efter at føres fremefter (i Offensiven); men til Bevægelse over større Strækninger egner denne Formation sig ikke — ; Terrainets vexlende Former ville hvert Øieblik gjøre det nødvendigt at foretage besværlige Afbrydninger og Opmarcher, saameget nrnre som Vaabnenes omfat­ tende Virkning nu mere end nogensinde vil føre til, atKampen søger hen i gjennemskaaret, uregelmæssigt Terrain, som kan yde Skjul og Dækning mod Ilden. For en rent defensiv Stilling lod vistnok Lineartaktiken sig bedre bringe til Anvendelse, naar man blot opgav den nøiagtige Retning i Linien for at lempe denne efter Dækningen i Terrainet; men da man her har overladt Initiativet til Fjenden, og da det i Regelen først, naar han er kommen saa langt frem, at hans Ild gjør det umuligt at foretage en ordnet Opmarche i Linie, lader sig erkjende, hvor og Hvorledes han vil føre sit Angreb, saa vil en ligefrem Anvendelse af denne Taktik heller ikke her være lilraadelig; man tør ikke strax fra først af binde en overveiende Del af sin Styrke i en bestemt, næsten uforanderlig Slagstilling.

Hvorvel der saaledes i Almindelighed ikke vil kunne være Tale om uden videre at adoptere den ældre Linear­ taktiks Formationer, saa ville dog Grundprinciperne for disse forsaavidt komme til at gjælde for den nye Taktik, som denne maa tilstræbe indenfor afgjørende Udvirknings Afstand fra Modstanderen at tilveiebringe en saa stærk og velordnet Ildlinie som muligt, samtidig med at den nødes til ved flade Formationer at formindske Tabene ved Fjendens Ild. Man maa imidlertid ikke tro, at dette vil føre til en fuldstændig Opgivelse af den napoleonske Taktik. De store Afstande, paa hvilke Kampen indledes, og den Rolle, som Benyttelsen af Terrainet vil komme til at spille, maa gjøre det nødvendigt, at en betydelig Del af Styrken holdes tilbage i sluttede Formationer dels som Reserver for Skyttelinien, dels som offensive Elementer, der under Fægtningens Udvikling kunne anvendes til, hvor Forholdene kræve det, at optræde med større Eftertryk. Dette fører til, at man maa fordele Styrken i Træfninger, som med Hensyn til deres indbyrdes Forhold blive en Mellemting mellem den napoleonske Taktiks og Lineartaktikens Træfninger: ligesom ved den sidste kan en bagvedværende Træfning ikke afløse en foranværende Træfning, saa længe denne er i stærkt Engagement, men maa tjene til at dække den i Flanke og Ryg samt even­ tuelt forstærke den; paa den anden Side maa, for at den fornødne Bevægelighed kan være tilstede, Kolonneformationen saa vidt muligt bibeholdes for den Del af Styrken, som ikke er udviklet i selve Ildlinien, og disse Led komme da til, om end paa en noget forskjellig Maade, at repræsentere den napoleonske Taktiks offensive Ele­menter. Tyngdepunktet i den taktiske Fordeling af Styrken lægges mere fremefter end ved den napoleonske Taktik og længere tilbage end ved Lineartaktiken. Kam­ pens Udfald kommer dog i en væsentlig Grad til at hvile paa 1ste Træfning og da navnlig paa dennes Udlinie.

Efter de Resultater, hvortil foranstaaende foreløbige Undersøgelse har ført, vil den nye Taktik formentlig kunne betegnes som en Kombination af Lineartak­ tiken og den napoleonske Taktik.

For at komme til Klarhed om, hvilke Formationer man kan anvende paa Kampens forskjellige Stadier, er det nødvendigt først at danne sig et Billede af lldvaabnenes Virkning paa de forskjellige Afstande. — Efter Udvirkningens forskjellige Grader kan man da inddele Rummel mellem de kæmpende Parter i visse Bælter, hvorved dog paa Forhaand maa bemærkes, at de Grændser, som i det Følgende angives, ingenlunde tør betragtes som absolute; de ville meget mere efter Terrainets eller Veirligets Beskaffenhed være stærke Variationer under­ kastede. Grændserne for Bælterne falde naturligvis forskjelligt. eftersom man har Haandskydevaaben eller Felt­ skyts for Øie; medens de første faae størst Betydningpaa de kortere Afstande, vil Artilleriet paa længere Af­ stande fortrinsvis gjøre sin Indflydelse gjældende ikke blot paa Grund af sin større Rækkevidde, men ogsaa fordi Afstanden sikkrere kan bedømmes ved Hjælp af Nedslag, samt fordi dette Vaabeu som fortrinsvis søger høiere Standpladse, bedre kan oversee Terrainet. Vi maae derfor be­ tragte de to Slags Ildvaaben hver for sig.

a. Fodfolkets Ild.

Den tilfældige Ildvirknings Bælte: fra 1600 Alen udefter. Geværprojektiler kunne gaae indtil 3000— 4000 Alen, og dette vil vel undertiden kunne indtræffe, naar der under Kampen fra en lav Standplads skydes mod et højtliggende Maal. Naar saaledes en Ildlinie, som er anbragt langs en høi Bakkekam, beskydes af fjendlige Skytter, som ligge betydelig lavere, saa ville de Kugler, som gaae over Bakkekammen, kunne foraar- sage Tab i betydelige Afstande bag denne. Disse Tab kunne imidlertid kun kaldes tilfældige, og man kan i Regelen bedst værge sig imod dem ved at forandre Standplads, hvorimod Forandringer i Formation ikke vil kunne nytte, uden forsaavidt en tætsluttet Opstilling mulig bedre kan finde et Rum, hvor de fjendlige Bue­ skud ikke slaae ned, end en mere delt Opstilling. Lige­ ledes maae de Tab, som foraarsages ved en direkte Ild mod et Maal, der er mere end 1600 Alen fjernet, ansees for tilfældige. Der stilles paa slige Afstande saa store Fordringer til en nøiagtig Afstandsbedømmelse, en sikker Vurdering af de atmosfæriske Forholds Indflydelse saavelsom et skarpt Sigte hos Skytten, at der i Alminde­ lighed kun er Sandsynlighed for rent tilfældig Træfning.

Den mulige Udvirknings Bælte: fra 1600 til 1200 Alen. Indenfor dette Bælte gjøre Feil i Bedøm­ melsen af Afstanden og de atmosfæriske Forhold endnu deres Indflydelse saa stærkt gjældende, at kun en omhyggelig ledet Skydning mod store Maal kan have Udsigt til Virkning, saameget mere som Terrainet endnupaa disse Afstande som oftest vil kunne yde saamegen Dækning, at man kan undgaae at frembyde større blivende Maal for direkte Beskydning. Derimod voxer selvfølgelig her Sandsynligheden for tilfældig Ildvirkning. I dette Bælte vil man endnu i ikke altfor aabent Terrain kunne benytte Bataillonskolonnen.

Den sandsynlige Udvirknings Bælte: fra 1200 til 800 Alen. De raserende Stykker af Kuglebanerne begynde nu at blive længere, ligesom der ogsaa er nogen Udsigt til Virkning af Ricochetter. Da man ofte vil være istand til at observere Nedslagene foran Maalet, er der en større Sandsynlighed for, at Afstandene kunne be­ dømmes rigtigt. Bataillonskolonnen vil her frembyde et altfor sikkert Maal, hvorimod Kompagnikolonnen med Benyttelse af Dækning i Terrainet endnu kan holde sig i dette Bælte, naar Forholdene ikke ere særlig ugunstige.

Den effektive Udvirknings Bælte: fra 800 til 400 Alen. Chancerne for Træfning ere her saa store, at selv en Skyttelinie ikke har Udsigt til at undgaae følelige Tab; sluttede Afdelinger kunne ikke holde sig her uden Dækning af Terrainet, med mindre Fjendens Ild neutraliseres af en foranliggende Skyttelinie.

Den afgjørende Udvirknings Bælte: indenfor 400 Alen. Kuglebanerne ere her fuldstændig raserende, lticochetterne saa flade, og Ilden i det Hele saa intensiv, at en Afgjørelse i den ene eller den anden Retning maa finde Sted i Løbet af kort Tid.

b. Artilleriets Ild.

Den tilfældige Ildvirknings Bælte: udover 6000 Alen. I Almindelighed vil Artilleriet under Kamp i aaben Mark vel neppe indlade sig paa at skyde paa slige Afstande, og da der heller ikke godt kan være Tale om, at det fra en lav Standplads kommer til at skyde mod et nærliggende høit Maal, saa er der kun ringe Sandsynlighed for Tab ved Artilleriild i dette Bælte.

Den mulige Ildvirknings Bælte: fra 6000 til 3000 Alen. Under særlig gunstige Forhold er der her en Mulighed for, at Artilleriet kan indskyde sig tilstræk­ kelig nøiagtigt mod større Troppemasser.

Den sandsynlige Udvirknings Bælte: fra 3000 til 1600 Alen. I dette Bælte ville Bataillonskolonner neppe kunne komme frem, naar de ere udækkede.

Den effektive Ildvirknings Bælte: indenfor 1600 Alen. For dette Bæltes Vedkommende maa dog bemærkes, at Artilleriets Ild vistnok vil blive kjendelig usikkrere, naar en fjendlig Skyttekjæde kan beskyde det indenfor 1200 Alens Afstand; og overfor en Skyttekjæde, som ikke er øver 800 Alen borte, vil det i Regelen være nødt til at trække sig tilbage.

Naar man nu vil sammenstille disse forskjellige Ildvirkningsbælter for Artilleriet og Fodfolket, støder man strax paa den væsenlige Vanskelighed, at disse to Vaabenarter under Kampen ikke stilles i Høide med hinanden; Artilleriet vil benytte Fordelen af hurtig at kunne skifte Standplads til at udvide Bælterne for den sandsynlige og den effektive Ildvirkning saavelsom til at holde sig udenfor de tilsvarende Bælter for Modstanderens Infanteriild; det vil i Begyndelsen af Kampen indtage mere fremskudte og senere mere tilbagetrukne Positioner. For en rent theoretisk Undersøgelse, hvis Formaal kun er i de almindelige Træk at bestemme Fodfolkets Formationer paa Kampens forskjellige Stadier, bar dette dog ikke saameget at sige; for at anskueliggjore Billedet er det nødvendigt her at angive omtrentlige Afstande; men disse ville, som alle­rede antydet, være store Variationer underkastede under virkelige Kampforhold; her ville nemlig de mere eller mindre gunstige Betingelser for Modpartens Udvirkning diktere, paa hvilke Stadier de forskjellige Formationer skulle benyttes.

De forbedrede Udvaaben ville saaledes først og frem­ mest have den Virkning, at Fægtningsformationerne maae blive fladere end hidtil; dybe Formationer ere altfor meget udsatte for at blive oprevne og sprængte af Fjen­ dens Ild, ligesom de ogsaa i mange Tilfælde vanskeligere kunne finde Dækning i Terrainet. Hertil kommer, at Udvik­lingen fra disse kræver længere Tid og derved kan give Anledning til større Blottelse. Paa den anden Side begrændses Udstrækningen i Fronten for de sluttede Forma­tioners Vedkommende af Hensynet til Føringen og Be­nyttelsen af Terrainet, idet en altfor stor Frontlængde giver megen Usikkerhed og Stivhed i Bevægelsen. Som Følge heraf maae Bataillonens forskjellige Ko­lonneformationer ansees for uanvendelige i selve Fægtningen, og Kompagniet bliver saa­ ledes det største taktiske Led, der kan anven­ des i sluttet Fægtningsformation. Selv dette bør man give en saa tlad Opstilling som muligt; saaledes som Kompagnikolonnen nu formeres hos os, er den vist­ nok altfor dyb; dens Front er saa bred, at af de Skud, som selv paa Afstande udover 1200 Alen rettes mod den, kun en mindre Del vil afvige ud til Siderne; den maa derfor søge sin Sikkerhed deri, at Fjendens lid ikke har nøiagtig Høideretning, og denne Sikkerhed voxer selvfølgelig, naar Dybden formindskes. Tilmed finder den fladere Formation lettere Dækning i Terrainfolder, bag Hegn o. L. Der kan indvendes, at den større Front, som Formindskelsen i Dybde medfører, mindre godt egner sig til Benyttelsen af Terrainet under Bevægelsen. Som senere nærmere skal udvikles, bliver imidlertid det Rum, indenfor hvilket Kompagnikolonnen under Bevægel­ sen maa holde sig, meget begrændset, saa at den i Regelen vil være henvist til at gaae fra Dækning til Dækning i lige Linie og hurtigst mulig Gangart.

En Formindskelse af Kompanikolonnens Dybde kan allerede opnaaes ved at lade Delingerne slutte tættere op til hinanden — f. Ex. med 4 istedet for 7 Skridts indbyrdes Afstand. Herved undgaaer- man at forøge Frontbreden; men med Hensyn til de Kugler, som slaa ned i en Kolonne, maa Dybden ikke regnes efter Skridt- antal, men efter Anlal Geledder, og 8 Geledder er overfor Artilleriild endnu formeget, — en enkelt Granat, som springer midt i en saadan Kolonne, vil nemlig kunne gjøre Kompagniet for en Tid ukampdygtigt. Man maa altsaa gaae til 6—4 Geledders Dybde. Tager man alene Hensyn til Frontbreden, maa selvfølgelig 6 Geledder fore­ trækkes for 4; men den sidste Formation har foruden den mindre Dybde tillige det væsenlige Fortrin, at den strax uden videre Udvikling kan bringe alle Geværer til Skud; og paa den store Frontbrede kan der raades noget Bod ved, hvor Omstændighederne kræve det, at dele Kompagniet i to Halvkompagnier, der kunne føres hvert for sig med en mindre Afstand indbyrdes. Dette forud­ sætter selvfølgelig, at Kompagnichefen har to Delings­ førere, som kunne anvendes til Førere for Halvkompag­nierne efter hans Vink og Anvisning.

En saadan 4 Geledders Formation, som, uden videre Forandring lod sig benytte som Fægtningsformation have vi i Dobbeltlinien, ligesom den ogsaa kunde tilveiebringes ved fra Linieformationen at lade hveranden Rode træde tilbage, hvilket da vistnok helst burde ske ved at lade Formanden i den udtrædende Rode træde ind mellem Geledderne og Bagmanden bag andet Geled. At man paa denne Maade skiller Rodekammeraterne ad har neppe nogen væsentlig Betydning, naar denne Form blev antaget som normal Fægtningsformation, og ved Udvikling i Kjæde vilde det iøvrigt ikke være forbundet med nogen Vanskelighed at lade Rodekammeraterne komme sammen igjen. Ved den sidstomtalte Formation faaer man Delin­gerne formerede efter Dybden, hvorved der vilde opnaaes nogen Lettelse, naar en enkelt Deling skulde udskilles fra Kompagniet for at udvikles i Kjæde; tillige bliver 3die og 4de Geled ;her nøiere knyttet til de to forreste. Hvad der endelig kunde tale for denne Formation er, at det ofte overfor .en stærk Beskydning kan blive nødven­ digt at tage ét Skridts Afstand mellem Roderne, i hvilket Tilfælde man da med stor Lethed vilde kunne gaae over til Linieformation ved blot at lade de udtraadte Roder træde ind. For et samlet Kompagni vil imidlertid dette Forhold ikke indtræde, da Frontudstrækningen blev for stor, og denne Evolution kan kun tænkes udført delings­ vis eller i det Høies.te halvkompagnivis. Ved at formere Delingerne i Dobbeltlinierne med Halvdelingsfront vilde man ligeledes komme til disses Opstilling i Dybden, hvilket i det Hele giver Formationen større Bøielighed. Iøvrigt ha‘r vistnok ingen af de tre nævnte Maader, paa hvilke Formationen paa 4 Geledder kan tilveiebringes saa væsentlige Fortrin fremfor de andre, at der bør lægges særlig Vægt paa at antage den ved at forandre det Be- staaende. Hovedsagen er, at Kompagniets Fægt­ ningsformation bliver paa 4 høist 6 Geledders Dybde. I 2den Træfning og eventuelt i 3die Træfning(Hovedreserven) kan vistnok Kompagnikolonnen paa 8 Geledder og mulig Halvbatuillonskolonnen benyttes paa Kampens første Stadier; men saasnart de blive udsatte for direkte Beskydning, bliver det nødvendigt at gaae over til den fladere Formation.

Udviklingen til Fægtning maa foregaae i saa stor Afstand fra Fjenden, at dennes Ild ikke kan lægge væsentlige Hindringer i Veien for, at den kan udføres med Ro og Orden. Overfor Artilleri kan det saalédes blive nødvendigt at indtage Fægtningsformationen i 2— 3000 Alens Afstand. Jo nærmere man er Fjenden, desto mindre tør man gjøre Regning paa at kunne udføre For­ mationsforandringer uden væsentlige Tab. Alt bør derfor saa vidt muligt strax bringes paa den Plads i den tak­ tiske Opstilling og indtage den Formation, hvori man senere vil benytte det. Den oftomtalte Fordring, at man i den afgjørende Kamp skal have en stærk og saavidt muligt velordnet Ildlinie, betinger derfor, at man fra først af gjør den saa tæt, som den frie Brug af Vaabenet og eventuelt Bevægelsen i Terrainet tillader. Naar man imidlertid udvikler Ildlinien paa et saa tidligt Stadium, maa man være forberedt paa at kunne udfylde deHuller,som senere hen frembringes i den enten ved Fjendens Ild eller ved Bevægelsen gjennem Terrainet. Hvad det gjælder om er, at der bringes saamange Geværer som muligt i Virksomhed mod Fjenden, naar Udlinien er paa afgjørende Ildvirknings Afstand. Nødvendigheden af Støttetroppe som umiddelbare Reserver for Skytte­ linien gjør sig derfor nu ligesom tidligere gjældende. Disses Afstand fra Skyttelinien vil selvfølgelig blive meget afhængig af den Dækning, de kunne finde i Terrainet; dog bør de ikke fjernes mere end høist 200 Alen derfra. Da de som Følge heraf ofte ville blive stillede paa en haard Prøve ved at maatte holde sig passive overfor heftig Beskydning, saa bør man undgaae at udstykke dem i altfor smaa Troppe, men saavidt muligt holde dem samlede idetmindste i Delinger. Paa Kampens senere Stadier vilde Støttetroppene i Regelen være nodte til at indtage Linieformation — eventuelt med et Skridts Afstand mellem Roderne — eller vel endog at udvikle sig i Kjæde. Deres Plads i Forhold til Skyttelinien bestemmes saaledes, at de hver for sig kunne være lige bag de Dele af denne, til hvis Forstærkning de ere bestemte. Da denne Forstærkning i mange Tilfælde kan fremtræde i Form af en Forlængelse af Fløiene, vil der ofte være Anledning til bag disse at anbringe større Støttetroppe, hvilket desuden maa ansees for hensigtsmæssigt, hvor der kan være Fare for pludselige Rytteriangreb i Flanken. Angreb af Ryt­teri i Fronten vil Skyttelinien i Reglen selv kunne afslaae, hvilket da helst maa skee uden at tye til de saakaldte Kredse; ved at formere disse spildes en Tid, som bedre kunde have været anvendt til at beskyde Rytteriet, og, hvad der er en ligesaa stor Ulempe, de fremkalde megen Uro og Forvirring i Skyttelinien. — Efterhaanden som Kampen udvikler sig, ville Støttetroppene afgive mere og mere af deres Styrke til Skyttelinien, og naar de kæm­pende Linier ere komne hinanden saa nær, at Afgjørelsen umiddelbart forestaaer, maae de gaae fuldstændig over i denne. Det vil da gjælde om at gjøre Ildlinien saa tæt, som det overhovedet er muligt, og at benytte enhver Plads, hvor et Gevær kan bringes i Virksomhed. Skyttekjæden skal ikke blot overvælde Modstanderen ved sin Udvirkning, den skal tillige ved et eventuelt Stormangreb fra den ene eller den anden Side, om end kun for en kort Tid, opretholde Kampen alene, indtil de sluttede Reserver kunne komme op, og Retingelsen for, at disse kunne holdes nogenlunde á portée, er desuden, at Ilden ved sin Voldsomhed kan afdrage Fjendens Opmærksom­ hed fra dem.

Naar Støttetroppene saaledes skulle forstærke Skytte­linien, maae de rykke ind, hvor der i det givne Moment er Plads aaben, uden Hensyn til, om man derved blander Mandskab af forskjellige taktiske Led sammen. For at der ikke skal opstaae altfor stor Forstyrrelse i Kommandoforholdene, bør derfor utvivlsomt Støttetroppene dannes af samme Kompagni som den tilsvarende Del af Skyttekjæden. Ved — som en anseet tydsk Militær­ forfatter (Seherff) foreslaaer — at udvikle hele Kompag­ nier i Skyttekjæde og danne de bagved værende Støttetroppe af andre Kompagnier opnaaer man vistnok større Enhed i Ledelsen, hvilket for Bevægelsen igjennem Terrainet kan have ikke uvæsentlige Fordele; men disse ville dog neppe opveie Ulemperne ved Sammenblandingen af Kompagnierne. Denne Enhed i Ledelsen lod sig i ethvert Fald tilveiebringe paa en heldigere Maade ved at dele Kommandoen over to sidestillede Kompagnier saaledes, at den ene Kompagnichef overtog Ledelsen af den sam­ lede Skyttelinie, medens den anden indskrænkede sig til at føre begge Kompagniers Støttetroppe. Saasnart disse sidste vare rykkede ind i Kjæden, maatte da Enhver igjen tage Kommandoen over sit Kompagni.

Da saaledes Støttetroppene egenlig kun ere en inte­ grerende Del af selve Skyttelinien og efterhaanden absor­ beres af denne, bliver det nødvendigt at have andre slut­ tede Formationer — Hovedtroppe — bagved, som kunne tjene til at støtte Skyttelinien og i givne Tilfælde give Kampen større Eftertryk, navnlig paa det Stadium, da Afgjørelsen maa være nær forestaaende. Disse Hoved­ troppes Afstand fra Skyttelinien bestemmes derved, at de betids skulle kunne naae frem til denne for at soutenere den ved et eventuelt direkte Angreb fra Fjendens Side. Paa Kampens første Stadier kunne de derfor godt holdes 6— 700 Alen tilbage. Efterhaanden som Afstanden mel­ lem Skyttelinien og Fjenden formindskes, maae Hoved­ troppene trækkes længere frem; dog vil det i Reglen neppe være muligt at holde dem nærmere end 500— 400 Alen fra hin, hvilket omtrent vil være paa den inderste Grændse af den sandsynlige Udvirknings Bælte. Naar den endelige Afgjørelse forestaaer, maae de derimod føres helt frem til Skyttelinien for at udkæmpe Kampen i Forening med denne. I givne Tilfælde kunne Hoved­ troppene tillige blive benyttede til at forstærke Kjæden, naar dennes Støttetroppe ere opbrugte.

Da saaledes ogsaa Hovedtroppene i Kampens sidste Stadium gaae ind i Skyttelinien, kunde det være ønskeligt at danne dem som Kompagnireserver af de foran værende Kompagnier. Dette vil dog kun undtagelsesvis være tilraadeligt; paa Grund af den store Afstand, hvori Hoved­ troppene holdes fra Kamplinien, vil det navnlig i kouperet Terrain ikke være muligt for Kompagnichefen at beskjæftige sig med disses Føring samtidig med, at han skal lede en Del af Skyttelinien. Hertil kommer endvidere, at det, hvor llovedlroppene kun blive Brudstykker af forskjellige Kompagnier, vil være forbundet med større Van­ skelighed at faae dem til at samvirke med behørigt Efter­ tryk mod et givet Maal. De bør derfor dannes af hele Kompagnier, der strax fra først af formeres paa 4 Ge­ledder. L den effektive Udvirknings Bælte, vil denne Formation maaske vanskelig kunne holdes med det sam­ lede Kompagni, men det kan blive nødvendigt at dele det i Halvkompagnier eller vel endog i Delinger, ligesom ogsaa i aabent Terrain Linieformationen mulig tilsidst vil udkræves for ikke at frembyde et Maal af for stor Dybde. Dette vil imidlertid altid være uheldigt, dels fordi det da bliver overordenlig vanskeligt for Kompagnichefen at føre det Hele ved sin umiddelbare Kommando, dels fordi de forskjellige Hovedtroppe under Bevægelsen i Terrainet derved let komme i Kollision med hinanden. Det Rum ud til begge Sider, hvorover en Hovedtrop kan disponere er nemlig stærkt begrændset og bliver sædvanlig ikke meget bredere end dens Front i Linieopstilliug. Der vil ikke i nogen synderlig Grad kunne være Tale om, at den enkelte Hovedtrop ved Bugtninger og Omveie kan søge Dækning i Terrainet under Bevægelsen; den maa lige frem eller lige tilbage. Dens Bevægelse bliver derfor heller ikke jevn og stadig, men springvis fra Dækning til Dækning, hvilken Bevægelse ofte med Fordel kan fore­ tages sukcessivt med mindre Dele af Kompagniet ad Gangen og i hurtigst mulig Gangart.

Skyttelinie, Støttetroppe og Hovedtroppe tilsammendanne iste Træfning; denne maa være beregnet paa alene at kunne gjennemføre Kampens første Afsnit, og maa derfor gives en forholdsvis betydelig Styrke. Man kan i Almindelighed paaregne for Skyttelinie og Støtte­ troppe tilsammen 4— 6 Mand pr. 3 Skridt i Fronten og for Hovedtroppene en lignende Styrke, saa at man i Alt faaer 3— 4 Mand for hvert Skndt af Fægtningsfronten.

Naar 1ste Træfning saaledes er udviklet til Fægt­ning, vil den paa en vis Maade være ude af Haanden paa den overordnede Ledelse. Den har faaet sin Opgave anvist og lader sig nu ikke mere benytte til andre Formaal; den er som et Slag, der rettes mod et bestemt Maal, og som man ikke er istand til at tilbageholde eller give en anden Retning. Under Kampen tør man kun gjøre Regning paa at kunne foretage mindre Modifika­ tioner i den oprindelige Plan; man kan forlænge eller forkorte Fløiene, skyde den ene mere frem eller trække den noget tilbage, man kan dirigere flere Hovedtroppe mod samme Punkt; men større Svingninger og Front­ forandringer eller væsentlige Omændringer af den oprinde­ lige Styrkefordeling maae ansees for mislige.

Medens 1ste Træfning har en betydelig Styrke i Fronten, hvor den ved egne Kræfter skal gjennemføre Kampens 1ste Afsnit, saa er den forholdsvis svag overfor Angreb i Flanken. De yderste Støttetroppe og Hoved­ troppe kunne vel danne en tilbagebøiet Fløi; men overfor en større fjendlig Styrke er dette ikke tilstrækkeligt. Man maa dække Flankerne paa anden Maade, og dette bliver da 2den Træfnings Opgave, ligesom denne i givne Til­ fælde kan anvendes til at true Fiendens Flanker og saa­ ledes tjene til Støtte for 1ste Træfning. Den naturlige Plads for 2den Træfning bliver som Følge heraf bag 1ste Træfnings Fløie.

Skjøndt Vaabnenes større Skudvidde naturlig med­ fører, at Kamplinien har sin største Styrke i Centrnm, foran hvilket den stærkeste Ild kan koncentreres, saa kan det dog, hvor den har en betydelig Udstrækning, og hvor altsaa den bag Fløjene anbragte Styrke, i 2den Træfning er langt ud til Siden, blive nødvendigt at anbringe en større sluttet Reserve bag Midten, for at der strax kan være en Styrke disponibel til at imødegaae et fjendligt Gjennembrudsforsøg. Om end denne Reserve, som vi ville benævne Mellemtræfning, kommer til at staae omtrent i Høide med 2den Træfning (som oftest dog Noget længere fremme), saa vil den dog have helt forskjellige Opgaver fra denne og maa i det Hele betragtes som nærmere knyttet til 1ste Træfning. Medens 2den Træfning hovedsagelig er bestemt til at virke mere for sig alene, skal Mellemtræfningen kun optræde i Forbin­ delse med og som Understøttelse for 1ste Træfning. Vistnok forudsættes den ikke strax at skulle deltage i den afgjørende Kamp, saasnart denne tager sin Begyndelse; men under denne Kamp maa den dog altid holdes paa rede Haand enten for strax at standse Fjenden, hvis første Træfning kastes tilbage, eller for at fastholde og fuldstændiggjøre Seiren, hvis Modstanderen maa vige. I det Øieblik, da 1ste Træfnings Hovedtroppe ile henimod Ildlinien for i Forbindelse med denne at kæmpe den af­ gjørende Kamp, trækkes ogsaa Mellemtræfningen læn­ gere frem til 3—400 Alens Afstand fra forreste Linie og helst i en eller anden Stilling, hvor den kan have nogen Støtte af Terrainet. Dens Formation maa være saa slut­ tet som muligt — i Regelen paa 4 Geledder — for at den ikke skal blive reven overende, hvis første Træfning kastes voldsomt tilbage. Den afgjørende Kamp kan saa- ledes føre til, at ikke blot Hovedtroppene, men ogsaa Mellemtræfningen blandes ind i Skyttelinien, og hvad der engang er optaget i denne, lader sig vanskelig igjen ud­ sondre, saalænge Kampen staaer paa. Efter længere Tids frem og tilbagebølgende Kamp, vil 1ste Træfning derfor let kunne gaae over til at blive en eneste Skyttelinie, hvori alle dens Afdelinger ere sammenblandede til en uordnet, usammenhængende Masse, i hvilken en ordnet Ledelse ikke mere er mulig. Saalænge Fjenden fast­ holder Berøringen med Kamplinien vil det imidlertid ikke være muligt at udløse den af Fægtningen, hvorimod man kan blive nødt til at lade 2den Træfning eller 3die Træfning, hvor en saadan haves, erstatte de opløste Hovedtroppe og Støttetroppe, og dette giver da efterhaanden Anledning til, at nye Afdelinger blandes ind i Skyttelinien. En saadan Formation — forsaavidt man tør bruge denne Benævnelse om en Kamplinie, hvori efter- haanden næsten ethvert Spor af taktisk Orden er ud­ visket — , er selvfølgelig alt andet end heldig; men Kampens Voldsomhed vil i mange Tilfælde uundgaaelig føre den med sig, og man maa bruge den, som den er, eller overlade Fjenden Seiren. For de Kommanderende er der under slige Forhold ikke andet at gjøre, end at dele Kommandoen imellem sig, saa godt de kunne, uden Hensyn til, om de faae med egne eller fremmede Afde­lingers Mandskab at gjøre; Enhver maa alt efter sin Charge tage sit større eller mindre Stykke af Skyttelinien. Selvfølgelig bør man, saasnart det paa nogen Maade bli­ ver muligt, søge at overføre Kampen til 2den Træfning, og dette maa da ske derved, at denne gaaer frem udenom Fløiene og tvinger Fjenden tilbage eller hindrer ham i at følge efter den tilbagevigende 1ste Træfning. Dette vil imidlertid sjældent kunne udføres undtagen efter et heldig gjennemført Angreb eller Modangreb. Er 1ste Træfning saaledes slaaet, at 2den Træfning ligefrem maa optage den under Tilbagegangen, maa Slaget foreløbig ansees for tabt paa dette Punkt.

Af Hensyn til den Opløsningstilstand, hvori 1ste Træfning geraader i en heftig Fægtning, bør man som Regel lade den afløse efter ethvert heldig gjennemført Afsnit af Kampen, idet Forfølgningen af Fjenden og den videre Fortsættelse af Slaget tilfalder 2den Træfning. Saa snart Omstændighederne paa nogen Maade tillade det, maa man da lade 1ste Træfnings Afdelinger ralliere og ordne deres Mandskab, hvilket altid vil medtage nogen Tid. For at det kan skee nogenlunde hurtig, vil det vist­ nok være nødvendigt at lade hver Afdeling blæse sit Ivjendingssignal fra en til dens Ralliering udseet Plads, hvorhen Mandskabet da uden videre af sig selv skal begive sig for at træde an kompagnivis i Dobbeltlinie. Den simpleste og letteste Maade, hvorpaa dette kan skee, vil mulig være, at enhver af Kompagnicheferne stiller sig foran det Sted, hvor de henholdsvise Kompagniers høire Fløi skal staa; den først ankommende Mand af Kompagniet træder da an foran ham, den næste bag den første i 2det Geled, de to paafølgende henholdsvis i 3die og 4de Geled; de 4 næstankommende paa venstre Side af de 4 første og saaledes fremdeles, idet Kompagniet strax formeres fra høire Fløi i Dybden udep Hensyn til, om hver Mand kommer ind paa sin oprindelige Plads. Man faaer derved Kompagniet strax rangeret paa 4 Geledder, saa at hver Delingsfører uden videre kan overtage en Deling, og man undgaaer den tidspildende Eftertælling og Egalisering af Delingerne, hvilket har sin store Be­ tydning, da Tiden er kostbar. Endvidere maa Amunitionsforsyningen kompletteres og om muligt Vaabnene eftersees.

For at 2den Træfning kan bevares saa intakt som muligt, bør den, saalænge der ikke er direkte Anvendelse for den, idetmindste holdes udenfor den effektive Ildvirk­nings Bælte. Naar man antager, at Skyttelinien kan hindre det fjendlige Artilleri i at komme nærmere end paa 800 Alen, vil man altsaa 800 Alen bag denne være ved den ydre Grændse af det nævnte Bælte, og ved at lade 2den Træfning forblive 1000— 1200 Alen bag Ild­ linien (5—800 Alen bag Hovedtroppen), faaer man den midt i den sandsynlige Ildvirknings Bælte, hvorved man da bliver istand til at holde den i Halvbataillonskolonner.

For 2den Træfnings Styrke lader der sig ikke opstille bestemte Regler. Hovedakcenten hviler paa 1ste Træfning, som først maa gjøres saa stærk, som Forholdene tillade det; er den for svag, kan en stærk 2den Træfning kun daarlig bøde derpaa. Denne sidste maa imidlertid have den fornødne Styrke til saavel ar kunne dække Iste Træf­nings Flanker, som ogsaa til eventuelt at kunne føre idetmindste en henholdende Kamp med en lignende Front,som den hvormed 1ste Træfning optræder. Den tør derfor neppe gjøres meget svagere end 2/3 af 1ste Træf­ning og vel heller ikke stærkere end denne. Regner man 2—3 Mand pr. Skridt i Fronten for 2den Træfning, faaer man for begge Træfninger tilsammen 5—6 Mand pr. Skridt.

Mellemtræfningen maa i Regelen holdes Noget læn­gere fremme end 2den Træfning, helst ikke udover 400 Alen bag Hovedtroppene, hvor den ogsaa endnu vil befinde sig i den sandsynlige Udvirknings Bælte, og da dens normale Formation maa være Dobbeltlinien, vil den i Regelen nok kunne dække sig mod Artilleriild. Som allerede anført, behøves Mellemtræfningen kun, hvor 1ste Træfning har en meget udstrakt Front — mindst 12—1400 Skridt — , og dens Styrke kan anslaaes til 1/4—1/5 af 1ste Træfuing. Naar man antager, at en Bataillon i i 1ste Træfning omtrent overspænder 300 Skridt, faaer man altsaa for 4— 5 Batailloner i 1ste Træfning 1 Batail­lon som Mellemtræfning.

Under større Kampforhold vil man vistnok i Reglen tilbageholde en Hovedreserve, som Overkommandoen kan disponere over i særlige Øiemed. Denne maa dog i Almindelighed betragtes som ikke henhørende til den egentlige Fægtningsformation. Kun under enkelte særlige Fægtningsforhold, som senere skulle omtales, kommer den til at udgjøre et bestemt, uundværligt Led i den tak­ tiske Opstilling.

De Formationer og Kampelementer, som Nutidstaktiken fordrer, blive da efter det foran Udviklede i Hoved­ trækkene følgende:

Skærmbillede 2023-11-22 kl. 23.04.16.pngSkærmbillede 2023-11-22 kl. 23.06.40.png

2den Træfning Halvbataillonskolonner som Grundopstilling, hvorfra en eventuel Fægtningsformation udvikles. — 2 á 3 Md. pr. Skridt.

En Hovedreserve, hvis Plads og Styrke ikke nærmere kan bestemmes.

Det Eiendommelige ved den nye Taktik er,' at den spredte Orden bliver Fodfolkets væsentligste og næsten eneste Kampformation; de sluttede Forma­tioner paa selve Kamppladsen tjene i Hovedsagen kun til at holde Forstærkning og Understøttelse i Beredskab for den; saasnart de skulle gribe ind i selve Kampen, maae de i Regelen opløse sig. Ved Angreb og Modangreb kan der vel indtræffe Tilfælde, hvor de styrte løs paa Fjenden med Bajonnetten eller modtage ham med Salver; men en saadan Optræden i sluttet Orden vil kun være rent mo­ mentan; saasnart Fjenden, som da vil være paa nært Hold, vedvarende kan beskyde dem, maae de opløses i Skyttelinien eller trækkes ud af Ilden, hvilket sidste dog kun er gjørligt, hvor de umiddelbart i Nærheden kunne finde Dækning.

En Mangel ved Nutidstaktiken, som — idetmindste paa Hærorganisationens nuværende Stadium — ikke kan afhjælpes, er den uundgaaelige Inddoublering af Mandskab henhørende til forskjellige taktiske Led i Ildlinien. Ved en saadan Inddoublering svækkes Kampkraften hurtig, og den lægger navnlig væsentlige Hindringer i Veien for en øieblikkelig Forfølgelse af vundne Fordele. Denne sidste Ulempe hidrører iøvrigt ligesaameget fra de Vanskelig­ heder, som ere forbundne med at lade den ene Træfning afløse den anden i Kampen.

Til Mandskabets Uddannelse vil der i Fremtiden blive stillet betydelig strengere Fordringer end hidtil; mangel­ fuldt uddannede Tropper kunne overhovedet ikke holdes sammen og føres i de opløste Formationer overfor den heftige Ild, for hvilken de i de afgjørende Momenter ville blive udsatle. Hvad der fornemmelig maa haves for Øie, er Uddannelsen i spredt Orden; der maa bibringes Mand­ skabet Blik for Benyttelsen afTerrainet; det maa vænnes til hurtig at finde sig tilrette under hvilkesomhelst, selv de mest forvirrede Forhold; man maa indøve ikke blot de normale, men ogsaa de abnorme Fægtningsformer, og under enhver Øvelse maa Disciplinen paa det Strengeste overholdes; Soldaterne maae vænnes til overalt at agte paa Førernes Vink og Befalinger. En streng Disciplin maa nu mere end nogensinde være den Grundvold, hvorpaa hele den militære Bygning hviler; den er det eneste Baand, som kan sammenholde de spredte Kræfter. Der maa endvidere lægges forøget Vægt paa Uddannelsen i Skydning og den dermed i Forbindelse staaende Ilddisci­ plin; der maa drages Omsorg for, at Befalingsmændene til enhver Tid kunne være Herrer over Ilden.

Taktiske Formationer under forskjellige Fægtningsforhold.

Det var egentlig først efter Krigen i 1866 mellem Preussen og Østerrig, at man i Almindelighed begyndte at faae Øinene op for de hurtigskydende Bagladevaabens Overlegenhed over Forladevaabnene, og den Opfattelse syntes i Begyndelsen at vinde Hævd, at hines forøgede Ildvirkning fornemmelig maatte komme Defensiven til Gode og give denne Kampmaade forholdsvis større Mod­standskraft overfor Offensiven. Krigen 1870— 71 syntes imidlertid at tale for, at det Omvendte maatte være Til­ fældet, idet Preussernes angrebsvise Optræden som oftest kronedes med Held. Man tør imidlertid ikke uden videre drage Slutninger fra de store almindelige Resultater til det specielle Spørgsmaal, om Fodfolket, betragtet for sig, har sin største Styrke i Defensiven eller i Offensiven. Mange forskjellige Omstændigheder, som ligge udenfor dette Spørgsmaal, gjorde deres Indflydelse gjældende ved Afgjørelsen af Kampene i den omhandlede Krig, og blandt disse kan da navnlig fremhæves det væsentlige Moment, at Preusserne i det Hele vare Franskmændene taktisk overlegne, ligesom det paa den anden Side ikke maa lades ubemærket, at Offensiv fra fransk Side meget ofte blev tilbagevist af en i numerisk Henseende betydelig svagere Defensiv paa tydsk Side. I de større Forhold var det vel iøvrigt sædvanlig Modstanderens Artilleri, som først knækkede Defensivens Modstandskraft og dervedbanede Veien for Fodfolkets afgjørende Angreb, og i Fremtiden vil det vistnok ogsaa vise sig, at Artilleriet bliver den farligste Fjende for Defensiven, som frembyder et fast, blivende Maal, mod hvilket der kan tilveiebringes en systematisk ledet, velrettet Ild.

Hvorom Alting er, saa maa det ansees for ubestride­ligt, at Defensiven har et ikke uvæsenligt Fortrin fremfor Offensiven i den stærke, ordnede Ildlinie, som kan eta­ bleres i en for Ildvirkningen gunstig Stilling, hvor den kan dækkes saaledes, at den kan bevares temmelig usvækket, indtil Fjenden var naaet ind paa afgjørende Afstand. For at Defensiven skal kunne hævdes, er det imidlertid nødvendigt, at den i sig indeholder Betingel­serne for en Offensiv, ikke blot for at den kan tilegne sig de af et afslaaet Angreb fra Fjendens Side flydende Fordele; men i det Hele taget for at Angriberen ikke skal have altfor frie Hænder med Hensyn til Angrebsmaade og Angrebsretning. Defensiven maa med andre Ord være istand til strax at tage enhver Blottelse hos Modstanderen til Indtægt; den maa være beregnet paa at kunne gaae over til Offensiv, saasnart Betingelserne derfor indtræffe. Ikke desto mindre er der ikke uvæsentlige Forskjelligheder mellem Defensiven og Offensiven i den Maade, hvorpaa Styrken fordeles og benyttes under Kam­pen, og det vil derfor være nødvendigt at behandle hver af disse Kampmdader for sig.

Defensiven.

I Almindelighed vil Defensiven være begrundet i en Følelse af Underlegenhed i en eller anden Retning — i Manøverdygtighed, numerisk Styrke o. L. — overfor Modstanderen, hvilken Underlegenhed da søges udjevnet ved paa Forhaand at sikkre sig en Fordel i Terrainet, samtidig med at der saa at sige paatvinges Angriberen et ugunstigt Terrain. Det gjælder saaledes om dels at faae en Ildlinie, hvorfra det Rum, som Angriberen maa passere for at komme frem mod Stillingen, virksomt be- stryges, dels at opnaae en saa fuldstændig Dækning som muligt for denne Ildlinie og de bagved værende sluttede Afdelinger. Maalet, som Defensiven tilstræber, er at til- føie Modparten saa følelige Tab under hans Fremrykning, at han enten bliver aldeles ude af Stand til at skride tildet endelige Angreb, eller at han i ethvert Fald bliver saa svækket, at han ikke kan gjennemføre dette. Det gjælder saaledes først og fremmest om at standse Fjen­ den ved den yderste Linie og hindre ham i at trænge ind i Stillingens indre Rum; dette Formaal maa da i Hovedsagen blive det Bestemmende med Hensyn til Styr­ kens Fordeling og Opstilling, og Hensynet til eventuelt at kunne gaae over til Offensiven stilles i anden Række. Der kan vistnok tænkes Tilfælde, hvor en defensiv Stil­ ling foreløbig indtages for at lokke Fjenden frem i ugun­ stigt Terrain, og hvorfra man vil gaae over til Offensiven, naar dette er lykkedes. En saadan Taktik er imidlertid kun uegentlig defensiv, men maa snarere kaldes en mas­ keret Offensiv, og Reglerne for Angrebet ville i Hovedsagen være anvendelige for de Formationer, hvoraf den benytter sig. Her skal foreløbig kun omtales den afgjorte Defensiv, som er anlagt paa at udkæmpe Kampens første Afsnit i den valgte Stilling.

Ildlinien kan strax besættes med 1Md. pr. Skridt; da det her kun kommer an paa, at Skytterne med til­ strækkelig Frihed kunne betjene deres Vaaben, behøver man ikke at paaregne større Plads for den enkelte Mand.

Støttetroppenes Styrke maa være saaledes be­ regnet, at man idetmindste paa de Strækninger af Ud­linien, som ere mest udsatte for Angreb, eller hvorfra der er størst Udsigt til at kunne beskyde Fjenden kan disponeres over mindst 2 Mand ialt pr. Skridt. I Al­ mindelighed kan man anslaae dem til 2/3 — 1 af Skyttelinien. De maae med fornødent Hensyn til den Dækning, som kan erholdes, placeres saa nær Skyttelinien som muligt og lige bag de Led af denne, til hvis Forstærk­ning de ere bestemte. Har man Tid og Midler dertil, kan man opkaste kunstig Dækning for dem. I Reglen holdes de formerede paa Linie (2 Geledder); hvor For­ holdene tilstede at holde Støttetroppene umiddelbart bag Ildlinien, kan man hensigtsmæssig danne dem af 2det Geled, medens 1ste Geled besætter Ildlinien. Det Be­kvemmeste vil være at udstykke Støttetroppene i smaa Led (Sektioner), for at Forstærkning overalt kan rykke lige ind, ligesom man ogsaa derved begrændser Inddoubleringen af forskjellige Delinger mellem hinanden. Denne Ordning vil dog kun være mulig, hvor man kan have dem langt fremme; er man nødt til at have større Afstand (150— 200 Al.) mellem Ildlinie og Støttetroppe, bør disse helst holdes sammen i Delinger.

Ildlinien og Støttetroppene kunne hovedsagelig kun virke ved en rent defensiv Optræden; deres Modstands­ kraft betinges af, at Angriberen paa intet Punkt af Linien kan bryde igjennem; lykkes dette ham endog kun paa et enkelt Sted, vil han med Lethed kunne oprulle hele Linien.

Hovedtroppene maae derfor være paa rede Haand til strax at imødegaae et saadant Gjennembrud og enten kaste Fjenden tilbage eller i ethvert Fald standse ham indtil yderligere Forstærkning kan indtræffe. Deres Plads maa bestemmes med tilbørligt Hensyn til de for Gjen­nembrud mest udsatte Punkter, og i Almindelighed gjælder den Regel, at de holdes saa nær Skyttelinien som Opnaaelsen af tilstrækkelig Dækning tillader, dog med den Modifikation, at de ikke maae stilles nærmere, end at Bevægelsen henimod et eventuelt Gjennembrud, selv om dette skeer i den ikke lige foran værende Del af Ild­ linien, kan foregaae i en Retning, som er mere frem ­ efter end til Siden. I modsat Fald kunne de forskjellige Hovedtroppe vanskelig assistere hinanden, — og Bevæ­gelserne langs Ildlinien ere i Almindelighed ikke heldige. Som indre og ydre Grændse for Hovedtroppenes Afstand fra Ildlinien kan sættes henholdsvis 200 og 400 Alen. Hvor der ikke i selve Terrainet findes tilstrækkelig Dæk­ning, maa denne søges tilveiebragt ved kunstige Midler.

Som Regel bør man formere Hovedtroppene paa 4 Geledder (Dobbeltlinie), hvilken Formation tilsteder den fyldigste Masseild, samtidig med at den har tilstrækkelig Stødkraft og Bevægelighed til at dermed kan fores et Bajonetangreb. Som Minimum for Styrken af den enkelte Hovedtrop maa sættes et halvkompagni, som kan dannes af samme Kompagni som de foran værende Skytter og Støttetroppe, naar Afstanden fra Ildlinien ikke er over 2— 300 Alen. Hovedtroppe, som staae længere tilbage, bør dannes af selvstændige Kompagnier.

Det er en Selvfølge, at Hovedtroppene maae afgive den fornødne Forstærkning til Ildlinien, naar Støttetrop­ pene ere opbrugte, og dette kan føre til, at de efter længere Tids Kamp gaae helt over i denne. Ved Mod­ angrebet bør de derimod holdes udenfor Skyttelinien, og den sluttede Formation bør herved, saalænge det paa nogen Maade er muligt, opretholdes; det er netop ved denne, at de skulle skaffe sig Overvægt over Angriberens fremstormende, uordnede Masser.

Ved Siden af den rent defensive Karakter, som Hovedtroppene faae ved deres Forbindelse med Skytte­ linien, repræsentere de tillige et offensivt Element i De­ fensiven, hvis Virksomhed dog i Hovedsagen maa begrændses til Stillingens indre Rum, — til Angreb udover Ildlinien kunne de kun undtagelsesvis anvendes.

Hvormeget af Styrken man vil afgive til Hovedtroppe, maa i hoi Grad afhænge af de specielle Betingelser for Defensiven. Jo svagere Fronten er, desto stærkere bør de gjøres, og desto nærmere ved Ildlinien maae de an­ bringes. I slige Tilfælde kan man maaske paa sine Steder forstærke dem paa Støttetroppenes Bekostning. Venter man efter kortere Tids Kamp at kunne gaae over til Offensiven, kan man nøies med svagere Hovedtroppe, iidet saa meget af Styrken som muligt bør holdes tilbage2den Træfning og Hovedreserven. I Almindelighed vil dog 1ste Træfnings Totalstyrke variere mellem 3— 4 Md. pr. Skridt.

En Mellemtræfning kan vistnok blive nødvendig for en udstrakt Defensivstilling; dog maa det i Alminde­ lighed ansees for det Hensigtsmæssigste at lade den dertil fornødne Styrke henhøre til 2den Træfning, som i Defensiven, hvor man iforveien kan udsee og forberede Dækning for den, bør trækkes længere frem end under andre Forhold.

2den Træfning har vistnok først og fremmest den Opgave at komme 1ste Træfning til Hjælp, nåar den ikke ved egne Kræfter kan modstaae Fjendens Angreb; men ved Siden heraf danner den i Forbindelse med Hovedreserven saa at sige Defensivens Udfoldningstropper, som skulle gaae offensivt tilværks, saasnart gunstige Betingelser derfor frembyde sig, hvad enten dette For­ hold indtræder, fordi Angriberen under sin Fremrykning blotter sig, eller fordi han ved et tilbageslaaet Angreb har lidt et alvorligt Knæk.

Hvorledes 2den Træfning skal placeres afhænger i altfor høi Grad af de for hvert enkelt Tilfælde specielle Forhold, til at der kan opstilles bestemte Regler derfor. De Hensyn, som herved gjøre sig gjældende, ere paa den ene Side de svageste Punkter i Stillingen, hvor der er størst Fare for, at Fjenden kan bryde igjennem, og paa den anden Side de veie, ad hvilke Frembrud med størst Udsigt til heldigt Resultat kan finde Sted. Sædvanlig vil dog vel en Opstilling bag Flankerne være tilraadeligst, dels fordi Fjenden vil være tilbøielig til at føre sit Hoved­ angreb mod en af disse, dels fordi en eventuel Offensiv i Reglen maa udgaae fra en af Stillingens Fløie; man undgaaer herved at maskere Ilden fra Fronten og har maaske Udsigt til at komme i Flanken paa Fjenden. Hertil kommer endelig, at der bag Fløiene ikke er saa stor Fare for tilfældige Tab ved den mod 1ste Træfning for høit rettede lid. Da man imidlertid i Reglen vil stille Hoved­ reserven i første Linie, naar der bliver Tale om en definitiv Overgang til Offensiven, og da Understøttelsen af 1ste Træfning maa træde i Forgrunden for 2den Træfningsoffensive Optræden, saa vil der i mange Tilfælde være Anledning til at placere den helt eller delvis bag Centrum.

Afstanden fra 1ste Træfning maa være saa stor, at 2den Træfning ikke strax drages med ind i Kampen, naar Hovedtroppene engageres, og at der er det fornødne Rum til at den kan udvikle sin Styrke fremefter. Men med dette Forbehold bør den iøvrigt holdes saa langt fremme, som Opnaaelse af god Dækning tilsteder. 300— 500 Alen bag Hovedtroppene vil formentlig blive det Sædvanlige. Den vil da forblive i den sandsynlige Ildvirknings Bælte.

2den Træfning kan gjøres forholdsvis svag — vel omtrent 1/3  af 1ste Træfning. Denne sidste kommer nemlig til i Hovedsagen at bære Defensiven, medens Offensiven fornemmelig hviler paa Hovedreserven. Da Initiativet er overladt til Modstanderen, og det som Følge heraf vil være afhængigt af dennes Optræden, hvor og hvorledes 2den Træfning skal anvendes, er det af særlig Vigtighed at holde den samlet i større Formationer, for at den overordnede Ledelse bedre kan have det i sin Magt at anvende den efter Tid og Omstændighederne. Da der bag betydeligere Terraingjenstande, i Terrainfolder o. L. ofte vil frembyde sig et større Rum, som ikke kan indsees af Fjenden, vil det ofte være muligt at opstille større eller mindre Dele af 2den Træfning i Bataillons- eller Halvbataillonskolonne. Denne Opstilling kan imidlertid kun betragtes som rent foreløbig, og maa opgives saasnart Dækningen skal forlades. Formationen i Kompagnier eller endog klin Halvkompagnier paa 4 Geledders Dybde bliver da det Normale.

Hovedreserven er et nødvendigt Led, for at Defensiven skal indeholde Betingelserne for en senere definitiv Offensiv. Den skal vistnok i fornødent Fald kunne benyttes til Støtte for de foranværende Træfninger — eventuelt til at standse Fjenden, naar disse ere kastede tilbage efter enuheldig Kamp; men den maa dog med Hensyn til den defensive Kamp betragtes som temmelig uafhængig af den øvrige Styrke, saa at den naarsombelst kan anvendes i offensive Øiemed. Dette bliver det eneste bestemmende for dens Plads, og hvor Terrainet frembyder tilstrækkelig skjult Opstilling, vil den i givne Tilfælde kunne blive an­bragt i Høide med, ja endog foran 2den Træfning. Dens Styrke afhænger selvfølgelig af, hvad der kan at'sees til den, efterat Stillingen er bleven besat i Overensstem­ melse med de foran udviklede Grundsætninger. Dog maavistnok 1/3—1/4 af hele Styrken ansees for et Minimum, naar der skal kunne være Tale om at gribe Offensiven overfor en Modstander, der fra først af har følt sig stærk nok til at angribe Stillingen.

Med Hensyn til Formation er det for Hovedreserven endnu mere end for 2den Træfning af Vigtighed at holde Styrken samlet indtil det Øieblik, da den skal træde i Virksomhed. Da der imidlertid her haves større Frihed med Valget af Standplads, vil denne Betingelse ogsaalettere kunne opfyldes.

Kampen i Stillingen. Defensiven maa for en Del søge sin Styrke deri, at den allerede paa et tidligt Stadium af Kampen kan genere Modstanderen og tilføie ham følelige Tab, naar hans større sluttede Afdelinger under Fremrykningen nødes til at bevæge sig i bestrøget Terrain. Hvis han i den mulige Ildvirknings Afstand viser Bataillons- eller Halvbataillonskolonner, maa disse beskydes, for at han kan blive nødt til at sprede sig. Der skydes dog kun med de bedste Skytter og efter Førernes An­visning ; eventuelt søger man at indskyde sig ved Salver med en halv Snes Mand, og hvor man kjender Af­standen nøie, kan man endog momentant aabne en merelevende Ild.

Indenfor den sandsynlige Ildvirknings Bælte beskydesenhver sluttet Afdeling eller Trop, der viser sig, dog endnu kun efter nærmere Anvisning af Førerne, og saasnart Fjenden er kommen indenfor effektiv Ildvirkning, aabnes en jevn Ild over hele Linien ikke blot mod sluttede Afdelinger, men ogsaa mod Skytterne, navnlig saasnart de reise sig for at skyde sig længere frem. Ved Siden heraf maa Førerne stadig have Opmærksomheden henvendt paa at fordele Ilden saaledes, at Fjendens fjernere sluttede Formationer ikke undgaae at blive direkte beskudte.

Naar Fjenden nærmer sig den afgjørende Udvirknings Bælte, rykke Støttetroppene op i Ildlinien og besætte en­ hver Plads, hvor der med nogenlunde Dækning kan bringes et Gevær til Skud. Overalt, hvor det lader sig gjøre, tilvejebringes 2 Geledders Ild. Man vil nu nogenlundevære kommen til Erkjendelse om, mod hvilket Punkt An­griberen vil føre sit Hovedangreb, og Hovedtroppene maa da holde sig rede til strax at kunne imødegaae ham, saasnart han bryder frem derimod. Dog bør de saavidt muligt holde sig dækkede til det sidste Øieblik, da de i den voldsomme Ild, hvormed Modstanderen vil forberede sit Angreb, ellers ikke kunne bevare den sluttede Formation.

Naar haa endelig stormer løs paa Stillingen, bliver der et Par Minutters Standsning i Ilden, som Hovedtroppene benytte til at kaste sig frem imod ham, og et kraftigt Bajonetangreb eller et Par Salver paa kort Hold ville da gjøre ged Virkning. Lykkes det imidlertid ikke at kaste Fjenden strax, ville de ikke kunne forblive i sluttet Forma­ tion, og det gjælder nu om strax at indtage en Fægtnings­ linie, hvorfra Fjendens videre Fremtrængen kan hindres.

Samtidig med Hovedtroppene har ogsaa 2den Træf­ning sat sig i Bevægelse med sine Kompagnier eller Halv­ kompagnier formerede i Dobbeltlinie, og den da maa søge at optræde paa lignende Maade som Hovedtroppene ved strax at styrte løs paa Fjenden. Er imidlertid den for­ reste Linie fuldstændig kastet, inden 2den Træfning naaer op, vil der neppe være andet at gjøre end at opløse en Del af dennes Styrke for at danne en ny Fægtningslinie, om muligt i Flanken paa den fremtrængende Angriber; men i dette Tilfælde vil Stillingen i Regelen være tabt,og det gjælder om at sikkre Tilbagegangen. Det bliver da Hovedreservens Sag at etablere en ny, ordnet Kamp­linie, bag hvilken de to Træfninger kunne vinde Tid til at ordne sig.

Det vil vistnok oftere indtræffe, at det ikke lykkes Fjenden at føre sit første Angreb tilbunds, idet hans forreste Linie, overvældet af Ilden kaster sig ned et Par Hundrede Alen foran Stillingen og derfra fortsætter Skydefægtningen. For Hovedtroppene, som da ville være naaede henimod Skyttelinien, vil der neppe være Andet at gjøre, end at kaste sig ned bag denne eller eventuelt opløsesig deri. Den fremrykkende 2den Træfning maa da søge at besætte Hovedtroppenes oprindelige Plads. I slige Tilfælde vil der imidlertid mulig frembyde sig en gunstig Leilighed til et offensivt Stød med en eller flere af Hoved­ troppene, for derved at tvinge Fjenden bort fra den ge­nerende Nærhed. Dette vil navnlig have Udsigt til heldigt Resultat, naar det kan føres frem til en dækket Linie, hvorfra Stillingen flankeres.

Selv om Angrebet afslaaes, vil dette, naar det har været indledet med tilbørlig Kraft, have haft til Følge, at ikke blot Støttetroppene, men ogsaa tildels Hovedtroppene ere bievne indblandede i Skyttelinien, og hvorved Fjenden i dette Tilfælde maa have lidt alvorlige Tab, saa tør man dog neppe strax følge efter ham med den saaledes i taktisk Henseende uordnede Linie, som ikke egner sig til en fortsat fremadgaaende Bevægelse, ligesom man ogsaa derved udsætter sig for at kompromittere selve Stillingen, hvis Fjenden paany skrider til Angreb. 1ste Træfning maa i dette Tilfælde indskrænke sig til at ordne sig, saa godt det lader sig gjøre; Hovedtroppene udfylde Hullerne i Ildlinien og søge iøvrigt tilbage paa deres tidligere Plads; opløste Hovedtroppe erstattes med nye fra 2den Træfning; hvad der er indgaaet i selve Ildlinien, maa forblive der.

Offensiven fra Defensiven. Det heldigste Mo­ment for Overgangen til Offensiv vil være umiddelbart efter et afslaaet Angreb. Som allerede bemærket, kan man imidlertid ikke uden videre rykke frem i de Formationer, som Styrken i Øjeblikket indtager. Det er netop det Mislige ved Defensiven, at de offensive Elementer nød­ vendig maa komme til at ligge langt tilbage, saa at man ved Overgangen til den nye Kampform saa at sige maa vende op og ned paa hele Opstillingen. Forsaavidt 2den Træfning ikke har været stærkt engageret ved det tilbageslaaede Angreb, ville de dertil hørende Afdelinger være nærmest ved Haanden til strax at begynde Offensivbevæ­ gelsen. I modsat Fald er man henvist til at indlede denne med en 1ste Træfning dannet af Hovedreserven, som strax formeres efter de Regler for Offensiven, som senere skulle omtales. Den oprindelige 2den Træfning følger da efter som en offensiv 2den Træfning, og 1ste Træfning, som behøver nogen Tid til at komme i Orden, formerer sig bagved som en Ilovedreserve.

Foruden denne absolute Offensiv kan der ogsaa med Defensiven forbindes en partiel Offensiv, hvis Hensigt kuncr at bidrage til al hævde Stillingen, og den vil, som ofte omtalt, navnlig være virksom, naar den rettes mod Fjen­ dens Flanker, hvorved den lillige kan støtte sig til Ilden fra Stillingen. Slige Offensiv bevægelser vil det i Reglen tilfalde 2den Træfning at udføre. De Formationer, som herved benyttes, rette sig selvfølgelig efter Omstændig­hederne; som oftest vil man dog vælge en stærk Ildlinie med enkelte sluttede Reserver bagved. Da Kampen i slige Tilfælde kun er beregnet paa en øieblikkelig Virk­ning og ikke et gjennemfør: Angreb, vil der ikke være Anledning til at fordele disse Reserver i Hovedtroppe og Støttetroppe.

Tilbagegang fra en defensiv Stilling. Tilbage­ gangen fra en Stilling kan være direkte eller indirekte fremtvungen af Fjenden. Ved den direkt fremtvungne Tilbagegang maa da forstaaes den, som foraarsages ved, at Fjendens Angreb ligefrem kaster Ildlinien ud af Stil­lingen. Som allerede berørt bliver det 2den Træfning i Forbindelse med Hovedreserven, som i dette Tilfælde rnaa søge at optage Kampen; men iøvrigt vil disses Forhold i saa høi Grad afhænge af Angriberens videre Forholds­ regler, at der ikke kan opstilles nærmere Regler derfor. Ofte vil det vistnok blive nødvendigt at oplose næsten Alt i Skyttelinie og blot beholde enkelte Reserver bagved.

Det indirekt fremtvungne Tilbagetog tiltrædes, fordi man ikke tør afvente det endelige Angreb eller en Gjentagelse af et tilbageslaaet Angreb, eller fordi Fjenden ved sin Optræden i Flanke og Ryg gjør Stillingen uholdbar. Da man ikke i dette Tilfælde er i saa umiddelbar Berø­ring med Fjenden, som i det ovenfor omtalte, vil man bedre kunne være Herre over, hvorledes man vil ordne Tilbagetoget. Hvor det lader sig gjøre, — og dette vil navnlig være Tilfældet, naar man gaaer tilbage umiddel­bart efter 'et tilbageslaaet Angreb, — bør Tilbagegangen foregaae over hele Stillingen paa eengang og i de For­ mationer, hvori Alt i Øieblikket befinder sig. Som oftest vil Fjenden imidlertid trænge saa stærkt paa, at man vil Være nødt til at lade Skyttelinien gaae sukcessivt og delvis tilbage; dog bør man ikke herved tage for smaa Dele eller for korte Strækninger ad Gangen. De nye Ildvaaben kunne ved deres Ild virke i et langt større Omfang til Dækning af en saadan Tilbagegang end de ældre. Under Tilbagegangen maa man snarest muligt søge at bringe Orden i Skyttelinien, som, navnlig hvis Støttetroppe og Hovedtroppe ere rykkede ind i den, idetmindste paa sine Steder vil være altfor tæt til medFrihed at kunne sætte sig i Bevægelse. Man kan da ud­ tynde den ved hist og her at udtage Stykker af den paa 1/2 til 1 Delings Styrke og deraf danne Støttetroppe læn­ gere tilbage. Herved kan der ikke tages Hensyn til, om man faaer Mandskab af samme eller forskjellige Afdelinger. De Intervaller, som herved opstaae, bør noger lunde holdes under den senere Bevægelse, som derved faaer tilstræk­ kelig Bøielighed samtidig med, at Fordelingen af Kom­ mandoen i Skyttelinien mellem de forskjellige Befalingsmænd lettes.

Har man ikke bevaret et tilstrækkeligt Antal Hoved­ troppe i sluttet Formation, bør der helst dannes nye af 2den Træfnings Afdelinger, for at der kan være det for­ nødne Sammenhold i dem. Hvis disse imidlertid i stort Omfang have været opløste i Skyttekjæden, kan man dog være nødsaget til at danne Hovedtroppe ved at udtage Stykker af denne; men det maa iøvrigt bemærkes, at man under selve Tilbagegangen ikke behøver en saa stor Styrke af Hovedtroppe som i den oprindelige Stilling, navnlig kan Centrum gjøres forholdsvis svagt i denne Henseende.

2den Træfning og flovedreserven bør holdes saa langt fremme som muligt, navnlig bag Fløiene, for strax at kunne benytte de Blottelser, som en uforsigtig for­ følgende Fjende maatte frembyde. Det vil herved endnu kunne opnaaes, at en ved dennes Angreb fremtvungen Tilbagegang kan forvandles til en seierrig Fremrykning. I Reglen bør man ikke under Tilbagegangen sætte hele Styrken efter Dybden i Bevægelse paa een Gang, men heller lade 2den og 1ste Træfning alternere saaledes, at medens denne trækker sig tilbage bliver hin staaende og sætter sig først i Bevægelse, naar 1ste Træfning paany har gjort Front.

Vil man gjenoptage Kampen i bagvedværende Stil­linger, bør disse ikke vælges med smaa Mellemrum, og navnlig bør man saalidt som muligt opholde sig i Mellem­ stillinger. For at faae en ordnet Ildlinie kunde man være tilbøielig til at danne denne af 2den Træfning eller Hoved­ reserven, og dette kan blive nødvendigt, hvor den nye Stilling faaer en fra den oprindelige meget afvigende Frontretning (Flankestilling); men hvor det paa nogen Maade er muligt, bør man beholde de eengang opløste Afdelinger i Skyttelinien; man vil nemlig vanskelig kunne faae Tid og Ro til at ordne dem bagved i sluttede For­ mationer, hvilket ikke lader sig udføre i et Øieblik, saa at man derved let kommer til at mangle de sluttede Led bagved. I det Hele taget maa man under de her om­ handlede Omstændigheder være meget sparsom med at opløse taktisk ordnede Formationer i Skyttelinien.

Troppelegemernes taktiske Opstilling i Defensiven. Som allerede anført, kan man udstrække Kompagniets Opstilling i Dybden til Hovedtroppene, eller ogsaa kan man indskrænke sig til at lade Ildlinie og Støttetroppe blive dannede af samme Kompagnier, medens Hovedtroppene afgives af andre. Som oftest vil den første Fordeling være at foretrække; men det maa herved dog bemærkes, at dertil udkræves stakke Kompagnier, naar Hovedtroppene ikke skulle blive for smaa. Naar man tager i Betragtning, at Kompagniet sjælden møder paa Kamp­ pladsen med sit fulde normale Antal Kombattanter, vil en Styrke af 250 Mand pr. Kompagni neppe være høit regnet. Hvad enten man nu vil udstrække Kompagniets Dybde­ opstilling til Hovedtroppene eller ikke, saa bør i ethvert Fald Bataillonen omfatte alle Led i 1ste Træfning, og med den ovenfor paaregnede Styrke af Kompagniet, vil da en Bataillon kunne besætte en Frontstilling af c. 300 Skridt, hvilket ogsaa nærmer sig Grændsen for Udstræk­ningen af det Afsnit, som kan anvises en enkelt Bataillon, naar man forudsætter, at Ilden fra hele Linien skal kunne virke mod et Angreb, selv om dette er rettet mod en af Fløiene.

Da 2den Træfning skal tjene til Støtte for 1ste Træf­ning og i givne Tilfælde endog delvis kan gaae over i denne, saa kunde der vel være Noget, der talte for ogsaa at udstrække Bataillonens Opstilling i Dybden dertil. Dette vil dog vistnok kun være tilraadeligt ved den isoleret kæmpende Bataillon, hvor 1 á 2 Kompagnier kan holdes tilbage som 2den Træfning. Naar Bataillonen derimod indtræder som Led i et større Hele, maa det i Alminde­lighed ansees for heldigere at give den en bredere Front, end en saadan Opstilling vilde tillade, ligesom 2den Træf­nings Afstand fra 1ste i mange Tilfælde vil blive saa stor, at de dertil afgivne Dele af Bataillonen tildels ville være ude af Haanden paa Bataillonschefen, som dog fortrins­ vis maa have sin Opmærksomhed henvendt paa 1steTræfning.

Hvad der dog navnlig gjør det uhensigtsmæssigt at lade samme Afdelinger besætte 1ste og 2den Træfning, er den offensive Virksomhed, hvorpaa den sidste er be­ regnet, og ved hvilken det gjælder om at optræde med stor Hurtighed og Kraft. Denne Fordring kan vanskelig skee tilstrækkelig Fyldest, hvor 2den Træfning dannes af en Mængde Led, henhørende til Afdelinger i 1ste Træf­ning. Reglen bør være, at 2den Træfning dannes af hele Batailloner; Hensynet til eventuelle Offensivbevægelser udover Ildlinien kræver for denne en vis Uafhængighed af 1ste Træfning, medens paa den anden Side dens Op­ gave, at tjene til Understøttelse for 1ste Træfning i det indre Rum, gjør det ønskeligt at have Kommandoled, som knytter de enkelte Afsnit af 1ste Træfning til de forskjellige Led i 2den Tnefning. Disse to Fordringer staae i Modstrid med hinanden. Hvor man har med hele Ba­tailloner at gjøre, kunne disse vel uden stor Vanskelighed udløses af et høiere taktisk Kommandoled, for at benyttes under anden Overledelse i særlige Øiemed; men under Kampens senere Gang, f. Ex. efter en heldig udført Of­ fensivbevægelse, vil det som oftest være vanskeligt, om ikke umuligt at bringe dem tilbage under deres oprinde­ lige Kommandoressort. Der lader sig overhovedet ikke opstille bestemte Regler for, hvorvidt de større taktiske Led (Regiment, Rrigade eller Division) i Defensiven skulle stilles i Dybden eller ikke; for Defensiven i og for sig betragtet vil Opstilling i Dybden være det Heldigste, medens den derunder skjulte Offensiv fordrer Opstilling i Bredenfor at kunne disponere over hele, intakte Led.

Naar man nærmere vil gaae ind paa Spørgsmaalet om, hvorledes de taktiske Led fra Bataillonen opefter bedst skulle formeres, saa kan man paa Forhaand gaae ud fra den Forudsætning, at en Brigadechef ikke direkte kan lede 4—6 Batailloner uden at staae Fare for at maatte beskjæftige sig saameget med Detailler, at han i de kritiske Momenter taber Overblikket over de større Forhold. Regimentsinddelingen vil være uundværlig som Mellemled mellem Brigaden og Bataillonen. Naar man fastholder dette, staaer der endnu tilbage at undersøge, hvorvidt Regimentet bør formeres paa 2 eller 3 Batailloner. Noget absolut Fortrin kan der vistnok ikke gives den ene af disse Organisationer fremfor den anden; dog synes Regimenterpaa 3 Batailloner at egne sig bedst til at danne Forbin­ delsesled mellem 1ste og 2den Træfning, idet de kunne opstilles med henholdsvis 2 og 1 Bataillon i hver Træfning. Naar man danner saa stærke Regimenter, vil maaske Brigadeinddelingen kunne undværes. Med Batailloner paa 1000 Mand vilde man nok kunne danne Divisioner paa 3 Regimenter, uden at gaae under Grændsen for en aktiv Divisions Styrke, og en defensiv Opstilling med 2 Regi­ menter sideordnede i 1ste og 2den Træfning og 1 Regimenti Hovedreserve vilde indeholde et kraftigt offensivt Element. Hertil kan endnu føies, at Divisionens Ordrer i givne Tilfælde hurtigere komme til Udførelse, ved at meddeles umiddelbart til Regimentet, istedetfor først at gaae igjennem Brigaden. Dette har imidlertid ikke saameget at sige, da Divisionskommandeuren jo altid, hvor han finder det nødvendigt, kan give direkte Ordre til en Brigades Regi­menter, naar han blot iagttager strax efter at underrette Brigaden om denne Ordre. Selv om Brigadeinddelingen kunde undværes i Defensiven, saa vilde dog Mangelen deraf let blive følelig, naar Divisionen derfra skulde gaae til Offensiven. I dette Moment har den nemlig 2 Opgaver at løse: den ene— at udvikle Offensiven— og den anden at opretholde Defensiven. Uden Brigadechefer vil Divisions­ kommandeuren, som selv skal fastholde Forbindelsen mellem disse to Opgaver, vanskelig kunne tilveiebringe den for­ nødne Overledelse over hver af disse. Overhovedet maa det ansees for hensigtsmæssigere, at en Division faaer en større Styrke end 9000 Mand, naar den skal kunne fyldest- gjøre den Fordring, der maa kunne stilles til et saa stort Troppelegeme, der indeholder alle Vaabenarter, nemlig at den for en Tid alene skal kunne optage Kampen selv med en betydelig overlegen Hærstyrke. At danne Divisioner paa 4 Regimenter uden Brigaden som Mellemled har den samme Ulempe som at danne Brigader paa 4 6 Batailloner uden Regimentsinddeling.

Vil man ikke gjøre Divisionen saa stærk, at den faaer 2 Brigader á 6 Batailloner, saa kan man vælge den Udvei at give hver Brigade 2 Regimenter henholdsvis paa 2 og 3 Batailloner, hvilken Inddeling iøvrigt vilde give en vis Frihed til at variere Forholdet mellem de 3 Led i Defen­siven: 1ste Træfning, 2den Træfning og Hovedreserven.

Offensiven.

Defensiven er her først behandlet, dels fordi Forma­ tionerne, som uhindret kunne indtages paa selve Stedet for den afgjørende Kamp, her freintræde med større Be­stemthed, dels fordi Offensiven, som direkte Angreb be­ tragtet, har sin vanskeligste Opgave overfor en vel motiveret Defensiv, og som Følge heraf de Fordringer, som maae stilles til den, her ville træde skarpest frem. Ved den følgende Undersøgelse af Offensiven ville vi derfor tænke os denne ført mod en kraftig Defensiv, mod hvilken der kun kan rettes et frontalt Angreb.

Angriberen maa saaledes frem gjennem et Terrain, hvor han allerede paa lang Afstand vil være udsat for en Beskydning, som tiltager i Virkning, jo nærmere han kommer sin Modstander. Da han i selve Skydekampen vil være ugunstigere stillet, maa han søge at komme ind paa Livet af Forsvareren. Et mislykket Angreb vil altid være forbundet med svære Tab; det gjælder derfor om at kunne optræde paa det Punkt, mod hvilket det afgjørende Angreb føres, med hele den Styrke, som det vil være muligt at bringe til Anvendelse. Angriberen maa vælge saadanne Formationer, at han trods Fjendens Ild kan bringe en tilstrækkelig stærk og tilstrækkelig ordnet Angrebsstyrke saa nær ind imod dennes Stilling, at der er Mulighed for at kunne trænge ind paa denne ved et sidste Stormløb. Saalænge Defensiven endnu er usvækket, vil der ikke være nogen Udsigt til, at et saadant Anløb kan lykkes; Angrebet maa først forberedes saaledes ved Udvirkningen, at Forsvarerens Modstandskraft bliver svækket. Herved kommer Artilleriet vistnok til at spille en frem­ ragende Rolle; men Infanteriilden vil dog ogsaa have sin store Betydning paa Fægtningens sidste Stadier, og umid­ delbart før Angrebet maa der nødvendigvis rettes den stærkest mulige Ild mod den fjendlige Stilling. Denne Ild faaer tillige sin væsenlige Betydning som Dækning for Fremrykningen, idet den ikke lader Fjenden Ro til at beskyde de sluttede Afdelinger og Troppe, som, hvor omhyggeligt de end benytte Terrainet, dog ikke kunne undgaae fra Tid til anden at udsætte sig for direkte Beskydning.

I Almindelighed taget kan der i Angrebet skjelnes mellem 3 Stadier: Udviklingen, Fremrykningen og For­ beredelsen, det endelige Angreb, hvortil endnu kommer, alt efter det sidstes Udfald, Forfølgelsen eller Tilbagegangen.

Udviklingen. De Formationer, som fra først af indtages, ere i Hovedtrækkene allerede omtalte under Nutidsvaabnenes Indflydelse paa Fodfolkets Taktik i Almin­delighed, hvortil der her ikke vil være meget at tilføie. Udviklingen maa, som anført i det nævnte Afsnit, tage sin Begyndelse i en Afstand af 2— 3000 Alen fra Fjenden. Denne Afstand formindskes imidlertid strax betydelig, ved at Udviklingen foregaaer fremefter. Da Fjenden endnu er saa langt borte, at !der ikke kan være Fare for noget direkte Angreb, kan tSkvttelinien strax skydes 8 - 1200 Alen frem, hvorpaa den bliver staaende, indtil Alt har faaet sin Plads anvist i Fægtningsformationen.

Da Skyttelinien skal bevæge sig igjennem Terrainet, kan den fra først af ikke gjøres stærkere end høist 2 Mand pr. 3 Skridt, i meget besværligt Terrain vel endog kun 1 Mand pr. 2 Skridt. For at den kan have tilstræk­kelig Bøielighed til at lempe sig efter Terrainet, vil det være hensigtsmæssigt at lade enkelte Mellemrum paa 10—12 Skridt — f. Ex. mellem hver Deling — være aabne. I disse Mellemrum kunne da senere hen Forstærkning fra Støttetroppene indskydes, hvorved man formindsker Inddoubleringen.

Støttetroppene, som fra først af have samme eller endog større Styrke end Skyttelinien, kunne paa dette Stadium med fuldstændig Frihed vælge hvilkensomhelst Formation, der falder bekvemmest. Ofte vil Sektions-eller Halvdelingskolonne være hensigtsmæssig. De placeres et Par hundrede Alen bag Skyttelinien; kun hvor der er Fare for Rytteriangreb, maae de holdes nærmere.

Hovedtroppene og en eventuel Mellemtræfning opstilles i de tidligere omtalte Afstande og Formationer bagved.

2den Træfning og Hovedreserven — forsaa- vidt en saadan, som ikke er noget nødvendigt Led i Offensiven, haves — ville maaskee endnu ikke have den fornødne Plads til ved Udvikling fremefter at komme i de rigtige Afstande bag Hovedtroppenes Linie, de maae derfor enten placeres nærmere denne, eller ogsaa maae de under den senere Fremrykning efterhaanden indtage deres rette Plads i Forhold til 1ste Træfning. Heldigst er det dog altid, naar de strax kunne bringes i den Linie, som be­ stemmer Retningen for deres senere Fremrykning.

Medens denne Udvikling foregaaer, vil det i Regelen tilfalde Artilleriet, dels at beskjæftige Modstanderen, for at hindre ham i at beskyde Fodfolket, medens det er under Udvikling, dels at forberede det senere Angreb, ved at bekaste den fjendtlige Stillings indre Rum.

Fremrykningen og Forberedelsen. Saasnart Udviklingen er tilendebragt, begynder Fremrykningen. Da Angriberen paa de længere Afstande vil være i ubetinget Disfaveur overfor Modparten, som dels holder sin Styrke skjult, dels kan skyde sikkrere, da hans Skytter indlage en rolig, blivende Stilling, saa maa Fremrykningen med Skyttelinien saa snart som muligt føres frem til c. 600 Alen fra Fjenden — paa større Afstande er der kun ringe Udsigt til at opnaae nogen Virkning af Ilden mod ham.Fordelagtigst vilde det være, om hele Skyttelinien strax kunde føres frem til denne Afstand i een uafbrudt Bevæ­gelse. I Almindelighed vil dette dog neppe kunne gjen- nemføres uden Standsninger. Der vil altid være en Tendents til at besvare Fjendens Ild, som maaske vanskelig lader sig beherske, og som man d erfor hellere maa give efter for, tildels i Betragtning af den opmuntrende Ind­ flydelse, det har paa Soldaterne, og hertil kommer, at det vil bave en mindre heldig Indflydelse paa den senere Skydning, naar man lader Skyttelinien i hurtig Gangart tilbagelægge en lang Strækning gjennem mere eller mindre besværligt Terrain. Det tilraadeligste vil vistnok være at dele Afstanden fra 1200 til 600 Alen fra Fjenden i 2—3 Afsnit, som hvert for sig tilbagelægges i hurtig Gang ellerLøb med hele Linien paa een Gang. Man vil derved og- saa bedre være i Stand til at holde Liniens Bevægelse i den rigtige Retning og hindre dens forskjellige Led i at skyde sig sammen eller trække sig ud fra hinanden; er et Mellemrum gaaet tabt eller blevet for stort i et Afsnit, maa dette søges oprettet ved Bevægelsen gjennem det næste, og i det Hele bor der, forinden der paany rykkes frem, gives nøingtigst mulige Instruktioner for Bevaigelsens Retning og Maal. Naar dette ikke iagttages, vil det næsten være umuligt at bevare Orden og Sammenhold i den ud­ strakte Linie.

Støttetroppene, Hovedtroppene og de bageste Træf­ninger ere paa dette Stadium ikke saa strengt bundne til at holde de bestemte Afstande fra Skyttelinien, saa at de snart kunne være nærmere, snart længere tilbage. Dog bør de forskjellige til samme Linie henhørende Led nogen­ lunde være bragte i Høide med hinanden, inden Skytte­ linien efterat have tilbagelagt et Afsnit paany sætter sig i Bevægelse gjennem det næste. Ved dette Spillerummed Hensyn til Afstandene, som saaledes kan indrømmes de sluttede Formationer, blive disse bedre i Stand til at indrelte deres Bevægelser efter Terrainet, hvilket ikke er uvæsenligt, da de ere mere udsatte for Fjendens Ild, navn­ lig Artilleriilden, end Skyttelinien. De kunne ikke bevæge sig saa hurtig som denne og maa tage mindre Afsnit (fra Dækning til Dækning) ad Gangen. Jo længere dekomme frem, desto oftere ville de være nødte til at be­ nytte en delvis Fremrykning ved at lade mindre Dele ad Gangen i Løb gaae frem til den næste Dækning, og efter dennes Beskaffenhed kan vedkommende Trop eller Afde­ling da samles igjen i forskjellige Formationer, varierende mellem Linie og Kolonne. Det maa paa den anden Side iagttages, at denne Fremrykning med Benyttelse af Terrainet ikke gaaer altfor langsomt; selv om den enkelte Afdeling derved bedre kunde sikkre sig mod Beskydning, saa bliver det Hele saa meget længere Tid udsat for Fjendens Ild. Fremrykningen i sin Helhed skal paa dette Stadium foregaae med en vis Hurtighed, og det bliver navnlig de høiere Kommanderendes Sag at regulere Be­vægelsen.

Den egenlige Forberedelse af Angrebet ved Infanteri- ilden begynder først, naar Skyttelinien er naaet til omtrent 600 Alen fra Fjenden. Paa dette Stadium bør denne derfor allerede forstærkes fra Støttetroppene, idet de oprindelige Mellemrum saavel som de Aabninger, der ere fremkomne under Ilevægelsen, udfyldes. Der skydes nu jevnt over hele Linien, dog uden at Førerne opgive Ledelsen af Ilden. Der maa drages Omsorg for, at Fjenden strax beskydes, hvor han viser sig. Navnlig maa man have Opmærksomheden henvendt paa Rummet [bag den fjendlige Ildlinie, for at enhver Forstærkning, som søges til­ ført denne, strax kan overøses med Kugler. Enhver senere Fremrykning maa dækkes ved Ilden, som navnlig kon­ centreres mod de Punkter i den fjendlige Stilling, hvorfra denne Fremrykning mest trues; selv om man endnu ikke kan tilføie de dækkede fjendlige Skytter store Tab, saa kan man dog i ethvert Fald gjøre deres Skydning usikker og afdrage Opmærksomheden fra de Blottelser, som ikke kunne undgaaes under Bevægelsen.

Det Punkt i den fjendlige Stilling, som er udseet til Hovedangrebet, maa bringes under stærk koncentrisk Ild, uden at man dog derfor lader nogen Strækning af den fjendlige Ildlinie ubeskudt; en omhyggelig Fordeling af Ilden er derfor nødvendig.

Indenfor 600 Alen vil det ikke være tilraadeligt at fortsætte Fremrykningen med hele Skyttelinien paa een Gang; man maa føre den delvis frem, dog ikke med for smaa Led ad Gangen, helst ikke mindre end Delinger, da Bevægelsen ellers bliver for usikker og langsom. Sæd­vanlig maa man herved nøies med at tage 60—70 Alen ad Gangen (c. 60 Skridt), da man ellers mere eller min­ dre maskerer sin egen Ild. Paa denne Maade arbeider man sig saa nær ind paa Fjenden som muligt; dog vil man i Reglen ikke kunne gjøre Regning paa at kommeden fjendlige Ildlinie nærmere end paa 3—400 Alen, da man ellers vanskelig vil kunne faae Skyttelinien nogen­ lunde aligneret i den sidste Stilling før det endelige Anløb.

Støttetroppene, som paa dette Stadium maa holde sig saa nær som muligt ved Ildlinien, ville være henviste til at formere sig i Linie eventuelt med Afstand mellem Roderne, enhver Aabning, som opstaaer i Skyttelinien udfyldes, ligesom det ogsaa ofte, hvor Forholdene tillade det, maa anbefales at forlænge denne paa Fløiene.

Da man først, naar Skyttelinien er henimod 400 Alen fra Fjenden, tør vente, at den vil kunne neutralisere hans Ild, maae Hovedtroppene endnu holdes noget tilbage, dog ikke udover 500—600 Alen fra Ildlinien. For enhver Hovedtrop bør nu det Punkt, mod hvilket den skal rette sit Angreb, nøie betegnes, og da den skal føres frem derimod ved direkte Kommando, vil en fladere Formation end Dobbeltlinien neppe være tilraadelig.

Hvis man har en Mellemtræfning, kan den endnu ligeledes holde sig tilbage c. 400 Alen bag Hovedtrop­ pene; derimod bør 2den Træfning trækkes saa langt frem, som det uden i altfor høi Grad at udsætte den er muligt, og dens Plads vil der sædvanlig være bag den ene eller begge Fløie.

Det endelige Angreb. Naar Skyttelinien er naaet frem til den sidste Stilling, gives Ilden fri over hele Linien; hvad der endnu er tilbage af Støttetroppene, kaster sig frem i Skyttelinien for at forstærke Ilden, hvor det lader sig gjøre. Kampen har nu naaet en saadan Intensitet, at en Afgjørelse i den ene eller den anden Retning i Løbet af ganske kort Tid maa Unde Sted. Medens de fjendlige Skytter holdes i Aande ved Ildlinien, rykke Hovedtroppene, ofte tildels skjulte bag Krudt­ røgen, i hurtig March frem mod de udpegede Angrebs­ punkter; saasnart de nærme sig Skyttelinien, bryder denne i hele sin Udstrækning frem, og Alt stormer i Løb ind paa Fjenden; Skyttelinien omfatter det til Gjennembrud udsete Punkt, medens Hovedtroppene strax søge at bane sig Vei ind i Stillingens indre Rum. At vedligeholde den sluttede Formation udover Angrebets første Moment vil neppe være muligt; Skyttelinie og Hovedtroppe blive snart blandede ind i hinanden.

Om det end maa være Reglen, at Skyttelinien i sin Helhed deltager i Angrebet, saa kan der dog indtræffe Tilfælde, hvor Dele af denne foreløbig bør holdes tilbage. Naar der saaledes foran en Strækning af Fjendens Front er en uoverskridelig Terrainhindring, bør man beskjæftige de ligeoverfor liggende fjendlige Skytter i selve Angrebsøieblikket ved en forceret Ild, for at hindre dem i at be­ skyde den fremstormende Styrke. Ligeledes kan det være hensigtsmæssigt vedblivende at holde høiere Punkter be­satte, naar Stillingen derfra saaledes indsees, at man har Udsigt til virksomt at kunne beskyde fjendlige Reserver, som ile Forsvarernes Skyttelinie til Undsætning. Dog maa man herved iagttage, strax at standse en saadan Ild, saasnart egne Tropper nærme sig Skudlinierne, da en endog kun tilsyneladende farlig Ild bagfra altid virker demoraliserende.

Viger Fjenden, — lykkes det at bryde kortere eller længere Strækninger af hans Front, saa trænger Angri­berne strax ind i det indre Rum; der maa nu handles med størst mulig Hurtighed og Energi, for at Forsvareren ikke skal kunne komme til Aande; hans Skyttelinie skal kastes voldsomt tilbage paa de sluttede Reserver, saa at disse hindres i at gjøre Modangreb. Angrebstropperne ville paa dette Stadium være saaledes blandede mellem hinanden, at der ikke kan være Tale om nogen samlet Føring; fremad overalt, hvor Fjenden viser sig, maa være Løsenet, og enhver Befalingsmand maa efter bedste Skjøn give Impuls til de Tropper, som i Øieblikket ere i hans Nærhed. Det eneste faste Hold, som endnu kan haves, er Mellemtræfningen, hvor en saadan har været formeret. Denne er, samtidig med at Hovedtroppene ere gaaede frem til Angreb, fulgt efter indtil 3— 400 Alen fra Fjen­ den, og saasnart dennes Stilling er brudt rykker den hurtig videre ined 1/2— 2/3 af sin Styrke opløst i en tæt Kjæde, Resten sluttet bagefter. Medens tste Træfning saa at sige planløst er stormet frem gjennem det Afsnit Fjenden har besat, foretager Mellemtræfningen en mere systematisk Eftersøgning og Udrensning af dette.

Ved den modsatte Udkant af det nævnte Afsnit standser Forfølgelsen for 1ste Træfnings Vedkommende; Alt er saaledes blandet imellem hinanden, at der ikke kan være Tale om at foretage længere udgaacnde Bevæ­gelser dermed oden Fare for ved en Offensivbevægelse fra Fjendens Side at gaae Glip af alle de vundne Fordele.

Saasnart Angrebet er lykkedes, rykker 2den Træfning frem for at overtage den videre Forfølgelse. Da det gjælder om at komme hurtigst muligt op, bør den helst holde sig i sluttede Formationer; overfor den tilbage­ kastede Fjende er den ikke udsat for Angreb og kan nøies med at sikkre sig ved Rytteriblænkere, hvor Afde­ linger af denne Vaabenart haves paa rede Haand. Er Fodfolket derimod her henvist til egne Kræfter, vil det være nødvendigt foreløbig at lade en tynd Kjæde afsøge Terrainet fremefter. Under større Forhold vil det vistnok iøvrigt stille sig saaledes, at Rytteriafdelinger i Forbindelse med ridende Batterier indlede Forfølgelsen, og Fodfolket følger efter for at optage Kampen, naar Fjenden har gjort Front paany.

2den Træfning rykker frem udenom 1ste Træfnings Fløie, og saasnart Fjenden er i Sigte, udvikler den en større Del af sin Styrke i Fægtningsformation som en 1ste Træfning, medens den holder en mindre Del tilbage i en eller flere sluttede Reserver.

1ste Træfning har imidlertid indtaget en defensiv Opstilling i Udkanten af det vundne Afsnit, og saasnart 2den Træfning har degageret den fuldstændig, rallierer den hurtigst mulig sine Afdelinger for at følge efter som Reserve (ny 2den Træfning).

Bliver et Angreb afslaaet, opstaaer derved en van­ skelig Situation for Angriberen; Hovedtroppene ere blan­dede ind i Skyttelinien, en stor Del af Befalingsmændene faldne eller saarede, og Kommandoforholdene bragte i Forvirring. Den blandede Linie nødes til, heftig beskudt af Fjenden at gaae tilbage, og det gjælder nu først og fremmest om at standse Tilbagegangen og hindre, at denudarter til Flugt. Der stilles herved meget store Fordringer til de Kommanderendes Omsigt og Energi, saa velsom til Mandskabets Disciplin. Hvad der dog hjælper Noget under disse Omstændigheder, er, at Mandskabet altid vil være tilbøieligt til at kaste sig ned bag den første den bedste Dækning for at komme i Læ for Kugle­ regnen. Tilbagegangen bør standses saa hurtig som muligt; jo længere den fortsættes, desto større bliver Faren for, at den skal gaae over til vild Flugt. Den uregelmæssige Ildlinie, som man derved faaer, maa man fremdeles benytte, som den er; det vil være frugtesløst at forsøge paa at ordne den. Det Eneste, der kan gjøres er maaske at samle enkelte Dele af den, som ere gaaede forholdsvis langt tilbage, for at kunne disponere over dem ved et fornyet Angreb; men iøvrigt maa nye Hovedtroppe, hvor der er Behov for saadanne, afgives af 2den Træfning, eventuelt Mellemtræfningen.

Vistnok har 1ste Træfnings Angrebskraft lidt et al­ vorligt Knæk ved saaledes at blive slaaet tilbage; men derfor er det ikke givet, at den vil være ude afstand til at gjennemføre Kampen. Det første Angreb er strandet, fordi det ikke har været tilstrækkelig forberedt; men ved en fortsat heftig Beskydning af Fodfolket i Forbindelse med Artilleriilden, er det endnu vel muligt at svække Forsvareren saa meget, at et nyt Angreb kan lykkes.

En ligefrem Afløsning af Skyttelinien er under slige Omstændigheder selvfølgelig umulig; derimod kan man maaskee gribe til den Udvei at lade 2den Træfning gaae frem paa en af Fløiene til et nyt Angreb med friske Kræfter i Fjendens Flanke, medens iste Træfning beskjæftiger ham i Fronten.

Bliver det efter et mislykket Angreb nødvendigt at gaae tilbage, maa denne Tilbagegang udføres sukcessivt med enkelte Dele af Skyttelinien ad Gangen, for at Fjen­dens lid stadig kan besvares. Den moralske Virkning saavelsom de direkte Tab under en Tilbagegang, navnlig naar denne skal udføres efter et mislykket Angreb, er altid større end under Fremrykning. Iøvrigt vil det, som foran er sagt om Tilbagegang fra en defensiv Stilling, i Hovedsagen ogsaa gjælde for Tilbagetog efter mislykket Offensiv.

Troppelegemernes taktiske Opstilling i Offensiven. Naar man tager i Betragtning, at paa Kampens afgjørende Stadier de bagved værende Linier (Støttetroppe, Hovedtroppe, 2den Træfning) mere eller mindre ville blive indblandede i Skyttelinien, bliver en Opstilling af de taktiske Afdelinger i Dybden ønskelig i Offensiven som i Defensiven. Ved hin maa imidlertid Føringen gjennem Terrainet tages med i Beregning, og denne fordrer snarere en Opstilling i Breden. Som tid­ ligere paavist, bør man dog danne Skyttelinie med til­ hørende Støttetroppe af samme Kompagni, hvorimod der i Offensiven ikke godt kan være Tale om at udstrække Kompagniets Dybdeopstilling til Hovedtroppene. Paa den anden Side tør det ikke ansees for heldigt at opløse større Afdelinger f. Ex. Batailioner helt i Skyttelinie med tilhørende Støttetroppe. Angrebet med en saa lang Linie (5—600 Skridt), som Bataillonen derved kom til at over­ spænde , maatte som oftest rettes mod mere end eet Objekt eller Angrebspunkt, hvilket kun vilde bidrage til at komplicere Ledelsen af Skyttelinien. Enheden i Ledel­ sen gjælder overhovedet kun med Hensyn til det enkelte Angrebspunkt, og i det Hele taget er der af Hensyn til den heftige Skydekamp temmelig snævre Grændser for den Udstrækning, som en Skyttelinie kan have, naar den skal ledes under Eet, hvilke Grændser neppe kunne sæt­ tes høiere end 3—400 Alen. Hvad der end ydermere taler for i Offensiven at give Bataillonen en Opstilling i Dybden indenfor 1ste Træfning, er den uundgaaelige Sammenblanding af dennes forskjellige Led. Man bliver derved istand til at holde denne Sammenblanding nogen­ lunde indenfor hver Afdeling for sig. Regelen bør være, at alle de Led i den offensive Fægtningsforma­tion, som i umiddelbar Forbindelse med hinanden skulle føre Angrebet mod et bestemt Objekt, skulle henhøre til samme Afdeling.

Derimod vil der i Offensiven, hvor 2den Træfning er mere uafhængig af 1ste Træfning end i Defensiven, neppe være Anledning til at udstrække Regimentets Dybde op­stilling gjennem mere end een Træfning, hvor dette indgaaer som Led i større Troppelegemer; man vil fore­ trække at stille Regimentets Ratailloner Side om Side i samme Træfning, og Regimentschefens Opgave bliver da at regulere Bataillonernes indbyrdes Forhold under Be­ vægelsen og at vaage over, at denne holdes i den rigtige Retning, samt at de forskjellige Batailloner forblive i Høide med hinanden og bevare et Mellemrum af 20 til 30 Skridt mellem Fløiene af deres henholdsvise Skytte­ linier.

Som Mellemled mellem Bataillonen og Brigaden er Regimentsinddelingen endnu langt mere nødvendig for Offensiven end for Defensiven, hvor dog Alt fra først af bliver stillet paa bestemte Pladser, og hvor Fægtningsterrainet er nogenlunde bekjendt. 1 Offensiven vil en Brigadechef, som under Fremrykningen stadig skal orien­ tere sig i de vexlende Terrain- og Fægtningsforhold, umulig kunne overkomme at dirigere 5—6 Batailloner enkeltvis; dette viser sig allerede under Fredsøvelserne og vil i den virkelige Kamp i langt høiere Grad blive føleligt. Under et Angreb tilfalder der i Reglen en Brigade flere Opgaver med Hensyn til Angrebsretning og Maal. Brigadechefen maa fra først af disponere over den ham underlagte Styrke alt efter den Maade, hvorpaa han vil løse de forskjellige Opgaver; men han maa tillige under Udførelsen fastholde Traadene i Ledelsen saaledes, at Forbindelsen vedligeholdes mellem de forskjellige Hoved­dele, hvori Brigaden i slige Tilfælde deles. Selve Udfø­ relsen af det enkelte Angreb tilfalder vistnok Bataillonen, forsaavidt denne besætter 1ste Træfning i Dybden og har tilstrækkelig Front til at optræde selvstændig mod et enkelt Objekt; men Bataillonen for sig betragtet er dog kun en enkelt Faktor i hele Brigadens Angreb; den er mere eller mindre knyttet til andre Batailloner i samme eller en anden Træfning, som have det samme Maal for Øie, og her bliver det da nødvendigt at Brigaden har Regimentet som Bindeled mellem de Batailloner, som staae i nærmere Rapport til hinanden. Om Regi­mentet formeres paa 2 eller 3 Batailloner har ikke saa stor Betydning, dog giver vistnok Regimenter paa 2 Batailloner en større Frihed med Hensyn til Styrkens For­ deling i Offensiven, hvor som ovenfor berørt Regimentet helst maa opstilles i Breden indenfor hver Træfning for sig.

Lignende Grunde som de, der ere anførte for Nød­ vendigheden af et Mellemled mellem Brigade og Bataillon, tale imod at stille Regimentet umiddelbart under Divi­sionen med Opgivelse af Brigadeinddelingen, hvortil kommer, at Regimentet, hvor der er Tale om Kamp mellem større Troppemasser (Armeer eller Armeekorps), er for lille til at være det største taktiske Led i Fod­ folket; til dette maa der nemlig kunne stilles den For­ dring, at det under et Slag maa kunne indtage en Op­ stilling i Dybden gjennem alle Træfninger. Hermed være dog ikke sagt, at man altid vil give Brigaden en saadan Opstilling, skjøndt det vistnok som oftest vil blive Til­ fældet. Navnlig hvor der lægges megen Vægt paa 2den Træfnings selvstændige Optræden og dens Uafhængighed af 1ste Træfning, vil man mulig med større Fordel kunne besætte hver af disse med en hel Brigade. I det Hele taget, jo større de taktiske Led ere, desto mindre kan der opstilles Regler for, om man bør opstille dem i Breden eller Dybden, dette bliver som oftest en ( ren Skjønssag. Det Eneste, der i Grunden med Bestemthed bør fastholdes, er, at Kompagniet danner'Skyttelinie med tilhørende Støttetroppe og Bataillonen indgaaer i Træf­ ningen med alle dennes Led i Dybden.

Det blev under Defensiven fremstillet som ønskeligt at have stærke Kompagnier paa c. 250 Mand. Dette gjælder vel ikke i samme Grad for Offensiven; men det maa dog vistnok ansees for heldigst at have stærke Kom­ pagnier (forudsat man ikke vil forøge disses Antal), for at Bataillonen ikke skal være tvungen til at holde sig indenfor altfor snevre Grændser med Hensyn til den Front den kan overspænde. Herimod kan rigtignok ind­ vendes, at de vanskelige Situationer, som Nutidens Fægt­ ninger medføre, stille saa store Fordringer til Kompagni­ chefen, at der snarere maatte være Grund til at for­ mindske Kompagniets Styrke. Betingelsen for at have stærke Kompagnier maa derfor være et godt uddannet Mandskab og et rigeligt vel instrueret Befalingspersonale.

For Bataillonen som Helhed derimod medføre de større Kompagnier ikke nogen væsenlig Ulempe fremfor de mindre, da den i selve Kampen saagodtsom altid maa opløse sig og altsaa ikke skal føres ved en enkelt Mands direkte Kommando.

lndledningskamp, Rekognosceringer og Demonstrationer.

Det vil vistnok kun undtagelsesvis stille sig saaledes, at Defensiv og Offensiv strax fia først af staae saa ud­ præget overfor hinanden i Slaget, som det foran er for­ udsat. Forud for Slaget gaaer den strategiske Manøvre, gjennem hvilken hver af Parterne paa sin Side stræber at opnaae gunstige Vilkaar for en eventuel Kamp; og er det endelig kommet dertil, at Slaget maa leveres, hvad enten dette nu skeer derved, at den ene Part er bragt i en saadan Stilling, at den med eller imod sit Ønske maa forsøge Vaabenlykken, eller derved, at begge Modstandere gjensidig opsøge hinanden, saa arbeides der endnu igjennem den taktiske Manøvre paa at ramme Modstanderens svageste Punkt. Paa det Tidspunkt, da det første Sam­ menstød finder Sted, vil man derfor endnu vanskelig kunne være paa det Rene med, hvor og hvorledes Kræf­ terne bedst skulle bringes i Aktion. Igjennem en Ind­ ledningskamp med en mindre Del af sin Styrke maa man først søge at klare sig Situationen samtidig med, at man skaffer sig fornøden Tid og Ro til at udvikle Hoved­ styrken, hvad enten dette skeer for at indtage en For­ svarsstilling eller for at føre et Angreb. En saadan Ind- ledningskamp er nu meget mere end tidligere nødvendig, da man, efterat Kræfterne ere udviklede med en bestemt Plan for Øie, og naar Fægtningen først er i Gang, vanske­ ligere kan modificere denne Plan. Klar Opfattelse, be­ stemte, nøiagtige Instruktioner og hurtig, energisk Ud­ førelse er nu mere end nogensinde Betingelsen for Opnaaelsen af et heldigt Resultat.

Det følger af sig selv, at man for at kunne disponere over en saa stor Del af sin Styrke som muligt til selve Hovedslaget maa økonomisere med de Kræfter, man af­ giver til Indledningskampen, medens disse paa den anden Side maae være tilstrækkelige til at bringe Klarhed i For­ holdene saavelsom til at bære Kampen, saalænge til man har faaet Tid til at udvikle sig. Af Hensyn til den Orden, hvormed den egentlige Fægtningsformation fra først af bør indtages, tør man nemlig ikke gjøre Regning paa, at de til Indledningskampen anvendte Tropper senere kunne inddrages i 1ste Træfning. Disse hør saasnart deres Virksomhed er endt, drages ud af Ilden, om mu­ ligt udenom Fløiene, og deres Plads vil derefter blive i de bageste Linier, — 2den Træfning eller Hovedreserven. Indledningskampen bør indskrænkes til at være en hen­ holdende Fægtning; gaaer den nemlig over til et Engage­ ment paa nærmere Hold, vil man neppe være istand til at afbryde dette for at give Plads for 1ste Træfning. Dette vil naturligvis ikke altid kunne undgaaes, enten fordi Fjenden trænger stærkt paa, eller fordi man strax maa søge at naae frem til et Afsnit, som man ikke tør lade Fjenden sætte sig fast i.

Indledningskampen kan saavel antage en defensiv som en offensiv Karakter uden at der dog deri ligger noget Bestemmende for Hovedstyrkens senere Forhold; den kan føres offensivt for at sikkre Udviklingen i en defensiv Stilling, og den kan være defensiv, medens der bagved forberedes en offensiv Optræden.

Vil man danne sig en Forestilling om, hvormeget der behøves til Indledningskampen, da maa det fornem­ melig tages i Betragtning, at den kun skal vare en vis Tid; den er kun midlertidig og skal ikke føre til noget bestemt Resultat, men blot vedligeholdes, saalænge til de nødvendige Forberedelser til Hovedaktionen ere trufne. Naar man nu gaaer ud fra den Forudsætning, at en kraftig Ildlinie ikke uden videre kastes overende, men først kan fordrives efter en forberedende Beskydning, saa ligger der heri, at den indledende Kamp kun fordrer flade Formationer og ikke kræver nogen væsenlig Dybde­ opstilling. Som oftest vil det være tilstrækkeligt at have en Ildlinie med enkelte større Troppe (Støttetroppe eller Hovedtroppe) bagved og eventuelt kraftige Reserver bag Flankerne, som her ville være mere udsatte navnlig forKavalleriangreb. Da det almindelig taget ikke gjælder om at udvikle Masseild, behøver Kjæden neppe at gjøres stærkere end 1 Mand paa 2 Skridt, undertiden vel endog svagere. Den Ilovedfordring, som her stilles, er en vis Seighed og Bevægelighed, og Styrken bør derfor ikke splittes formeget ved at danne en tæt Ildlinie og smaa Støttetroppe. Anderledes stiller Forholdet sig naturligvis, hvor Indledningskampen gaaer over til et alvorligere En­gagement; i slige Tilfælde kan det blive nødvendigt at formere Styrken efter Grundsætningerne henholdsvis for Defensiven eller Offensiven.

Hvorvel man saaledes bør undgaae at udstykke Styr­ ken i smaa Formationer, saa vil der paa den anden Side, — skjøndt Indledningskampen sædvanlig holder sig til læn­ gere Afstande — , af Hensyn til Artillerikampen, som paa dette Stadium spiller en betydelig Rolle være en Grændse for Størrelsen af de Afdelinger, som tør holdes samlede i et Hele, og Kompagniet bliver ogsaa her den største sluttede Formation, som i Almindelighed kan anvendes. Exempelvis vil en Bataillon som skal føre en Indledningskamp kunne benytte 2 Kompagnier i første Linie, hvert med 1 á 2 Delinger i Skyttekjæde, og 2 Kompagnier i Reserve bag Fløiene.

Som en omtrentlig Talbestemmelse, for hvad der be­ høves til Indledningskampen, kan anføres 1/4—1/6 af Total­ styrken; men dette Tal vil ligesom i det Ilele taget Af­ stande og Formationer under Indledningskampen være saamange Variationer underkastet alt efter de forskjellige Forhold og Formaal, at nøiere Regler derfor ikke lade sig opstille.

Den Styrke, hvormed Indledningskampen føres, kom­ mer saaledes til at danne en Slags selvstændig Fortræf­ ning, der trækkes tilbage, naar dens Hverv er endt. I mange Tilfælde vil denne Kamp tilfalde Avant- eller Arrieregarden; men den kan dog ikke altid betragtes som identisk med Avant- eller Arrieregardefægtning. Navnlig i større Forbold, hvor en stærk Avantgarde er skudt halve eller hele Dagmarcher frem foran Hovedstyrken, vil denne være henvist til en bestemtere defensiv eller offensiv Optræden, idet der hengaaer saa lang Tid, inden Hoved­ styrken kan komme op, at den ikke kan have Udsigt til at vedligeholde en henholdende Fægtning saalænge. No­get Lignende gjælder om Arrieregarder, som skulle standse en forfølgende Fjende. Ved slige Avant- eller Arrieregardefægtninger vil der sædvanlig gaae en indledende Fægtning forud for Hovedkampen.

En særegen Art Indledningskamp kan fremkommeved en forud decideret Defensiv, hvor Stillingen indtages strax, naar Fjenden nærmer sig. For paa et saa tidligt Stadium som muligt at kunne genere Fjendens Fremryk­ning, vil det nemlig ofte her være hensigtsmæssigt fore­ løbig at besætte Punkter foran den egenlige Hovedstilling, som frembyde gunstige Betingelser for Udvirkning mod Angriberen. Dette vil vistnok i en væsenlig Grad tilfalde Artilleriet, men i givne Tilfælde vil ogsaa Fodfolket her finde Anvendelse ikke blot som Artilleridækning, men ogsaa med det bestemte Formaal at beskyde Fjenden paa Afstand. Endnu mindre end ved anden Indlednings­ kamp tør dog slige fremskudte Ildlinier oppebie et heftigt Engagement paa nært Hold, fra hvilket de vanskelig kunne trække sig ud, og i intet Tilfælde maae de maskere Ilden fra Hovedstillingen. Da det egenlig kun er selve Ildlinien, hvorpaa det kommer an, saa er der her ikke Tale om Opstilling i Dybden; kun ved længere frem­ skudte, isolerede Posteringer, som kunne være udsatte for Kavalleriangreb, vil en sluttet Hovedtrop bagved være nødvendig.

Naar disse fremskudte Ildlinier skulle gaae tilbage, bor der ikke anvises dem Plads i Hovedstillingens forreste Linie, som i Forveien maa være ordnet og opstillet; de bor afgives af den til 2den Træfning eller Hovedreserve bestemte Styrke, hvortil de da vende tilbage, saasnart de ikke tør holde sig længere foran Stillingen.

Undertiden optræder Indledningskampen i Form af en Rekognoscering, som har til Formaal at udfinde, hvor Fjenden har sin Styrke, eller hvorledes det Terrain er beskaffent, igjennem hvilket man senere vil rykke frem, o. L. For dette Tilfælde vil dog i Almindelighed lignende Formationer som de ovenfor skizzerede være anvendelige. Hvor Rekognosceringen antager Formen af et voldsomt Angreb, maa Ildlinien naturligvis gjøres stærkere end ved den henholdende Fægtning. Det maa imidlertid bemær­ kes, at Rekognosceringer af denne Natur nu vanskeligere end tidligere lade sig udføre. Det er ikke saa let at trække sig ud igjen af en heftig Kamp, og Tilbagegangen, som paa en lang Strækning maa udføres under Fjendens Ild, medfører let betydelige Tab.

Efter Indledningskampen udvikler nu det egenlige Hovedslag sig, og selv om der fra først af gaaes aggres­ sivt frem fra begge Sider, vil det snart stille sig saaledes, at den ene af Parterne antager en defensiv, den anden en offensiv Holdning. En saaledes fremtvungen Defensiv vil dog ikke være analog med den, vi foran have omtalt, idet den maa tage sig Forholdene saaledes, som de i Øieblikket frembyde sig, uden at have frit Valg med Hensyn til den Stilling, som indtages, eller Tid til at forberede Opstillingen i denne. Formationerne ville i slige Tilfælde maaske nærmere blive som for Offensiven, især naar Defensiven umiddelbart er fremkommet ved en standset Offensivbevægelse.

I det Hele vil Slaget antage en blandet Karakter, — paa nogle Punkter vil man kun hævde en Defensiv for paa andre Punkter at kunne gaae offensivt frem, ligesom omvendt en defensiv Stilling støttes ved Offensivbevægelser paa andre Punkter. Hertil kommer endnu Demonstrationen, der snart optræder med defensivt snart med offensivt Præg. Denne har til Hensigt at skuffe Fjenden og bibringe ham en urigtig Forestilling om den Styrke, han paa det givne Punkt har imod sig. Demon­strationen udvikler tilsyneladende en stor Kraft, hvilket i Regelen bedst skeer ved en levende Ild fra en ikke alt­ for tæt Ildlinie, som ikke modtager et alvorligt Engage­ ment, men viger tilbage, saasnart Fjenden vil skride til afgjørende Angreb. Herved spiller egenlig kun Ildlinien en Rolle; imidlertid vil det som oftest være nødvendigt at støtte denne med enkelte sluttede Reserver bagved.

De foran omtalte Formationer for Defensiv og Of­fensiv ere kun at betragte som typiske Grundformer, der i den virkelige Kamp ikke i deres rene Skikkelse komme til Anvendelse, men lempes efter de konkrete Forholds Natur.

Skytteafdelinger.

Der staaer endnu tilbage at behandle et Spørgsmaal vedrørende Fodfolkets Organisation og Uddannelse, som den nye Taktik, i hvilken Skyttekampen har faaet en saa forøget Retydning, naturlig fremkalder, — nemlig Spørgsmaalet om, hvorvidt man bør organisere særlige Skytteafdelinger, som fortrinsvis skulle overtage Kampen i spredt Orden. Dette Spørgsmaal er i og for sig ikke nyt, ja man kan gjerne sige, at det har existeret lige fra de ældste Tider, idet man benyttede lette Tropper, Spyd­ kastere og Bueskytter til at indlede Fægtningen og for­ berede Hovedkampen ved at bringe Uorden i Fjendens Rækker. Selv paa Lineartaktikkens Tid gjorde Spørgsmaalet om Skytteafdelinger sig gjældende. Uagtet denne Taktiks mest fremragende Repræsentant, Frederik II af Preussen principmæssig var imod at lade sine Tropper kæmpe i spredt Orden, saa blev han dog nødsaget til overfor de østerrigske Kroater, som vel navnlig paa Grund af en efter Datidens Begreber mangelfuld Uddannelse kæmpede i Skyttekjæder, at organisere enkelte Tirailleurafdelinger. — Senere, da Lineartaktiken forgjæves stræbte at hævde sin Plads overfor Napoleon, søgte man ligeledes at bøde paa dens Uhjælpsomhed overfor Modstanderens spredte Orden ved at oprette enkelte Afdelinger, som særlig skulde benyttes til Skyttetjeneste. Da denne Tak­tiks væsenligste Mangel, remlig dens Mangel paa Bevæ­gelighed og Manøverdygtighed, ikke herved blev afhjulpen, saa vare disse Skytteafdelinger ikke istand til at opret­ holde den og fik derfor ikke videre Betydning.

Anderledes stillede Sagen sig ved den napoleonske Taktik; den vigtige Rolle, som Kampen i spredt Orden kom til at spille, bragte Tanken hen paa, at det kunde være hensigtsmæssigt at have særlige Skytteafdelinger, hvis Mandskab fortrinsvis blev uddannet til at optræde i denne Formation. Da der herved stilledes større For­ dringer til den enkelte Mands Intelligens og Vaabenfærdighed saavelsom til Førernes Omsigt og Kommando, saa kom man eftcrhaanden til at betragte disse Skytte­ eller .lægerafdelinger som et Slags Elitekorps, der for­ trinsvis lagde Beslag paa de bedste Kræfter saavel af Mandskab som af Befalingsmænd. Dette gav imidlertid Anledning til den ikke ganske ubeføiede Anke, at man derved forringede Fodfolkets øvrige Afdelinger, idet man berøvede dem en Mængde gode Elementer, medens det dog blev disse Afdelinger, som kom til at udkæmpe den afgjørende Kamp ved Kolonneangrebet, hvorimod Jægerafdelingerne mere skulde anvendes i den indledende og forberedende Kamp. Interessen for særlige Jægerafdelinger tabte sig derfor igjen, og om man end i flere Hære bi­ beholdt dem. af Navn, saa blev de dog i Henseende til Mandskabets Uddannelse ikke væsentlig forskjellige fra det øvrige Fodfolk, ligesom de ogsaa i Kampen benyttedes paa samme Maade som dette.

Naar man imidlertid nu vil drøfte Spørgsmaalet om Skytteafdelingers Betydning, kan man ikke gaae ud fra ganske de samme Synspunkter som tidligere, idet man vel maa lægge Alærke til, at Skytteliniens Virksomhed, som oftere fremhævet, ikke mere er indskrænket til at indlede og forberede den afgjørende Kamp; den skal tillige gjennemføre Kampen gjennem alle Stadier. Det kan saaledes ikke siges, at de Elementer, som benyttes til Skyttetjenesten, ikke komme til Anvendelse ved Af- gjørelsen; men paa den anden Side ligger der netop i denne omfattende Rolle, som Skyttelinien kommer til at spille, et Moment, som kunde tale imod at danne særligeSkytteafdelinger. Den spredte Orden er nu Rampens Hovedformation, som maa benyttes af alle Fodfolkets Af­ delinger , naar de skulle gribe direkte ind i Fægtningen, Kampen i sluttet Orden danner Undtagelsen. Troppernes Uddannelse indskrænkes for de sluttede Formationers Vedkommende til det, som er strengt nødvendigt for Føringen saavelsom for Udviklingen til spredt Orden. Den sluttede Orden er ikke saa meget en egenlig Kamp­ formation som en Gjennemgangsformation, gjennem hvil­ ken man kommer til den spredte Orden; den er Midlet til at føre Tropperne frem og holde dem i Beredskab for Kampen i Skyttekjæde. Man kan derfor med en vis Retsige at alle Afdelinger skulle uddannes som Skytteafdelinger. Navnlig hvor Uddannelsestiden er stærkt begrændset, kan der ikke haves Skytteafdelinger, hvis Uddannelse er forskjellig fra det øvrige Fodfolks. Det fortjener ogsaa her at bemærkes, at under Krigen 1870— 71 blev de tydske Jægerbatailloner anvendte i Flæng med og paa samme Maade som de øvrige Infanteribatailloner.

Skjøndt der saaledes ikke kan siges at være nogen paatvingende Anledning til at formere særlige Skytteafdelinger, saa maa det paa den anden Side erkjendes, at der i den store, ja man kan sige afgjørende Betydning, som Skyttekampen har faaet, samt i de Vanskeligheder, hvormed Skytteliniens Føring og Ildens Ledelse er for­ bunden, er en Opfordring til paa Forhaand at inddrage de bedste Kræfter i denne for saaledes gjennem alle Kampens Stadier at opnaae den bedst mulige Ildvirkning. Det er kun paa de korte Afstande — indenfor 4— 500 Alen, — at man kan gjøre Hegning paa nogen betydeligere Virkning af Masseilden, hvorved der udsendes et stort Antal Skud uden skarpt Sigte og nøiagtigt Viseer. Masse­ ilden har desuden en demoraliserende Indflydelse ogsaa paa den Side, hvorfra den afgives. Man bør derfor saalænge som muligt holde den tilbage og navnlig ikke give den fri, hvor man kan opnaae det Samme ved færre velrettede Skud. Paa Kampens sidste Stadium maa man vistnok af Hensyn til den moralske Virkning af liden fra Fjendens Side gribe til Masseild, ligesom man ved saa­ ledes at overøse ham med Kugler maa søge at gjøre Modstanderen usikker; men ogsaa her vil det have sinstore Betydning i første Linie at have Skytter, som ikke vildt udsende deres Skud. Paa længere Afstande og mod en tildels dækket Fjende kan man overhovedet ikke vente nogen synderlig Virkning af Ilden, naar den ikke ledes med Omhu og afgives med Præcision.

Ifølge denne Betragtning af Sagen kan det være ønskeligt at have særlige Skytteafdelinger, hvis Mandskab fortrinsvis er i Besiddelse af Skydefærdighed og Brug­ barhed for den spredte Fægtning. Hvor man ikke forud­ sætter en forlænget Uddannelsestid, kunne saadanne Af­ delinger da kun tilveiebringes, enten ved at man tildeler dem Mandskab, som under Uddannelsen eventuelt ved andre Afdelinger have vist sig særlig egnede dertil, eller, — da denne Maade utvivlsomt vilde fremkalde Misstem­ ning mod Skytteafdelingerne hos de Afdelinger, som skulde afgive deres bedste Mandskab dertil — , ved at rekrutere dem med Individer, som ifølge deres Livsstil­ ling eller ved Skydefærdighed opnaaet ad privat Vei maatte antages at være i Besiddelse af særlige Kvalifika­ tioner for Skyttetjenesten. Ogsaa kan der ved Valget af Befalingsmænd ved Skytteafdelingerne gjøres et vist Hensyn gjældende, og i ethvert Fald maa det ansees for nødvendigt at forsyne disse med forholdsvis stærke Ram­ mer, dels af Hensyn til de Vanskeligheder, som Føringen i den spredte Orden frembyder, dels i Betragtning af de forholdsvis større Tab af Befalingsmænd, som Tjenesten i Skyttelinien, hvor disse ikke kunne benytte Dækningen i Terrainet i samme Omfang som Mandskabet, vil med­ føre. Der bør mindst være en Officer for hver Deling og en ældre Underofficer for hver Halvdeling.

Naar man nu af de ovenfor udviklede Grunde vil antage det for ønskeligt at have særlige Skytteafdelinger, bliver da det næste Spørgsmaal, hvorledes de skulle for­ meres. For at klare dette maa man først undersøge, hvor stor en Del af Totalstyrken de efter de foran op­ stillede Fægtningsformationer skulle udgjøre. Tager man blot Hensyn til den Styrke, som fra først af udvikles i Skyttelinie, kommer man til omtrent 1/6 af det Hele; men derved vilde man blive nødt til at danne Støttetroppene af andre Afdelinger, og Ulemperne herved vilde utvivlsomt være større end Fordelene, som kunde opnaaes ved at have særlige Skytteafdelinger. Man maa derfor tage Støttetroppene med i den Styrke, som paaregnes for Skytteafdelingerne og kommer da til 1/3—1/4 af hele Styr­ken. Dette er en saa betydelig Del, at der ikke er nogen Udsigt til at tilveiebringe den ved Rekruteringen uden i en kjendelig Grad at forringe Tilgangen til de øvrige Afdelinger, ligesom det overhovedet ikke vil være muligt at udpege et saa stort Antal af Værnepligtige som særlig egnet til Skyttetjenesten. Vi skulle imidlertid foreløbig see bort derfra. — Naar man gaaer ud fra at 1/4 af Fodfolkets Styrke bør være Skytteafdelinger, synes det Simpleste at være, at give hver Bataillon 1 Skytte­ kompagni og 3 andre Kompagnier, hvorved man da opnaaede, at ogsaa den selvstændig optrædende Bataillon havde en Skytteafdeling. Hvor der er Tale om selv­ stændige Fægtningsforhold, vilde man imidlertid ikkevære istand til at besætte Skyttelinien i hele sin Udstræk­ning med Skyttekompagnier uden at medtage de til Bataillonen i 2den Træfning hørende. At dette ikke vilde være tilraadeligt, er i sig selv indlysende. For at der med tilstrækkelig Frihed kan disponeres over Skytte­ afdelingerne, maae de kun knyttes til de større taktiske Led. Endogsaa ved at lade dem indgaae i Regimentet, vil der i givne Tilfælde være de samme Ulemper som ved Skyttekompagniet i Batailionen. Den hensigtsmæs­ sigste Ordning vil vistnok være, at tildele hver Brigade en af Regimenterne uafhængig Skyttebataillon, som, for at det rette Forhold kan være tilstede, maatte gjøres stærkere end de andre Batailloner, maaske helst paa 6 Kompagnier. Bataillonsinddelingen maatte da være rentadministrativ, idet den i Fægtningsformationen maatte af­ give sine Kompagnier til Besættelse af Skyttelinien i dennes hele Udstrækning, og en samlet Ledelse under Eet vilde her ikke være mulig. Kommandoen over de forskjellige Afsnit af Ildlinien maatte naturligst fordeles til Cheferne for de Batailloner, som afgive de dertil nær­mest knyttede Støttetroppe og Hovedtroppe.

De Fordele, som kunde opnaaes ved saaledes fra først af at besætte Ildlinien med Tropper, hvis Uddan­ nelse særlig er beregnet paa Skyttetjenesten, ville imid­ lertid i en væsenlig Grad blive modificerede ved Mangler i andre Retninger. Forbindelsen mellem Skyttelinien og de bagved værende Led af 1ste Træfning vil være løsere, og de Vanskeligheder, som en senere Inddonblering i Ildlinien medfører, ville blive føleligere, naar man allerede paa et tidligt Stadium af Kampen nødes til at indblande Dele af de bagved værende Batailloner i den af en frem­ med Afdeling dannede Skyttelinie. Dette vil nemlig som oftest være uundgaaeligt, da man af Hensyn til Ordnin­gen af Kommandoforholdene ikke ret vel kan lade Skytte­ afdelingerne afgive baade Ildlinie og Støttetroppe og blot lade Hovedtroppene tilfalde andre Fodfolksafdelinger. Vilde man nemlig anvende alle en Bataillons Kompag­ nier som Hovedtroppe ved Siden af hinanden, saa maa dertil svare en Fægtningsfront af saa stor Udstrækning, at den som oftest vil komme til at optræde med forskjellige Angrebsobjekter, maaske endog i divergerende Retninger. En Bataillonskommandør, som skal vaage over Ledelsen og Sammenknytningen af de forskjellige Led af 1ste Træfning i Dybden samt have sin Opmærk­ somhed henvendt paa Forbindelsen ud til Siderne, vil derved i mange Tilfælde kunne faae større Opgaver, endhan kan magte. Man kan heller ikke formindske Front­ længden for den enkelte Bataillon ved at stille 2 af dens Kompagnier tilbage i 2den Træfning, da disse derved ville være ude af Haanden paa Bataillonskommandøren, ligesom ogsaa denne Træfning i saa Tilfælde blev altfor løs i sin Sammensætning.

I Defensiven ville de ovenfor paapegede Ulemper ved Benyttelsen af særlige Skytteafdelinger vistnok være mindre følelige end i Offensiven; men der vil dog altid let komme Usikkerhed og Forvirring ind i Kommandoforholdene.

Naar endnu tilføies de Vanskeligheder, hvormed Tilveiebringelsen af en passende Tilgang til særlige Skytteafdelinger vil være forbunden, saa turde den foranstaaende Undersøgelse give det Resultat, at det ikke kan anbefales at oprette saadanne Afdelinger med det Formaal for Øie, at de skulle besætte Skyttelinien ved den første Udvikling til Fægtning.

Det kan naturligvis have sine Fordele, at der findes enkelte Skytteafdelinger, som kunne anvendes i særlige Øiemed; men i Reglen tør man ikke gjøre Regning paa at kunne indføre dem i Fægtningsformationen paa anden Maade end Fodfolkets øvrige Afdelinger.