Resumé af en Oversigt, udsendt af det franske Hovedkvarter den 10. Januar 1919.
III. Materiel.
Indtil Midten af Juli havde Fabrikationen i Tyskland kunnet erstatte Tabene ved Fronten, men Reserverne var begyndt at formindskes i Parkerne og Arsenalerne. Fra den 15. Juli kunde Fabrikationen, hvad alle Arter af Materiel angaar, ikke strække til til Forsyning af Fronten, og Vaabnenes Antal formindskedes efterhaanden. Ved Slutningen af Oktober var Krisen naaet.
Det tyske Artilleri bestod den 15. Juli i runde Tal af:
Feltartilleri: ....... 3100 Batterier....... 12,500 Pjecer
svært Artilleri:.... 2150 — ...... 7,860 —
Ialt 20,360 Pjecer.
Allerede fra Midten af Juni begyndte Erstatningen af Materiel og Personel at blive vanskelig, fra August blev Tabene betydelige. Overkommandoen blev derfor nødt til: at opløse et Antal Enheder,
at formindske Antallet af Batterier i nogle Regimenter og Batailloner og
at formindske Antallet af Pjecer i nogle svære Batterier. Ved Begyndelsen af November bestod det tyske A rtilleri kun af 2600 Batt. Feltartilleri og 1605 Batt. svært Artilleri.
Fra 15. Juli havde man opløst 500 Batt. Feltartilleri og 545 Batt. svært Artilleri. De svære Batterier reduceredes fra 4 til 3 Pjecer og Feltartilleriregimentet fra 9 til 8 Batterier. De resterende Batterier var langt fra at være fuldtallige, idet de havde mistet meget Materiel og mange Kanoner var ødelagte ved Fjendens og egen Ild. Antallet af Kanoner, der var taget alene af de franske og engelske Armeer fra 15/7— 10/n> var 4678, hvoraf en Del ødelagte.
Ifølge en Meddelelse fra General Ludendorff af 1/s skal 13 °/0 af det samlede Antal Pjecer i første Linie været blevet fuldstændig ødelagte af den fjendtlige Ild. Man kan saaledes regne med en Formindskelse af ca. 7000 Kanoner ialt, hvorefter der blev ca. 9000 Feltkanoner og ca. 4500 sv. Kanoner tilbage. Det tyske Artilleri reduceredes altsaa i Perioden 15. Juli— 10. November med en Trediedel. Kvaliteten af Materiellet forringedes ogsaa stærkt, hvilket synes at stamme fra Vanskelighederne ved at fremstille saa rent og modstandsdygtigt Staal som tidligere, idet det begyndte at knibe med Raastofferne. Den samme tiltagende Svækkelse viste sig ogsaa med Hensyn til Ammunitionen. Allerede i 1916 efter Sommeslaget havde den tyske Hær en Ammunitionskrise, fra Foraaret 1918 kom den igen.
Det tyske Artilleri, der ødslede med Ammunition ved Forberedelsen af Angrebet, maatte efter Slaget i Picardiet undgaa enhver Ødslen for at samle Forraad til de senere Offensiver. Fra Slutningen af August maatte den yderste Sparsommelighed paakræves, idet der ved det 2.Marneslag havde maattet efterlades store Forsyninger, som var samlede mellem Aisne og Marne for Gennembrudsslaget den 15. Juli og den derpaa følgende Fremrykning mod Syd. Fra Oktober var Krisen overhængende, og den 10. November er Situationen saaledes, at Materiellet fra den 15. Juli er formindsket med en Trediedel, der er de yderste Vanskeligheder ved at faa det repareret og erstattet, der mangler Betjeningsmandskab og Forspændinger, og Ammunitionsforsyningen er højst utilstrækkelig. Den samme Situation forelaa — omend i mindre Grad — hvad angaar Mitrailleuserne. I Vinteren 1917— 18 var det tyske Fodfolk godt forsynet, hver Bataillon havde sit svære Mitrailleusekompagni og' hvert Kompagni 6 lette Mitrailleuser; hvert Batteri havde to svære. Omkring den 15. Juli var'Antallet af Mitrailleuser 95,000, hvoraf 35,000 svære og 60,000 lette. Formindskelsen af dette Vaaben er ialt ca. en Fjerdedel. En Undersøgelse af Flyvevæsen, Transportvæsen, Forsyninger m. m. giver overalt det samme Indtryk af Svækkelse.
IV. Den tyske Overkommandos Muligheder for at kunne manøvrere.
Der var ikke nogen Udvej aaben for Overkommandoen til ved en Manøvre at kunne opveje Arméernes daarlige Tilstand, baade hvad Tropper og Materiel angaar. Fra Begyndelsen af November havde den mistet al Manøvrefrihed, fordi den manglede Reserver, og fordi Situationen bag Fronten var saaledes, at strategiske Transporter næsten var umuliggjorte.
Det er tidligere omtalt, at de tyske Reserver den 10. November kun bestod af 17 Divisioner. De allieredes uophørlige Angreb og Forlængelsen af Kampfronten havde tvunget Overkommandoen til at sætte alle sine disponible Styrker ind og derpaa til at gaa tilbage til en Linie, hvor den haabede at kunne bringe sine Styrker paa Benene igen.
En hurtig Tilbagegang vilde have tilladt Tyskerne at undslippe fra de allieredes Favntag, men det vilde medføre et uhyre Tab af Materiel; dette vilde de redde. A f forskellige Ordrer henimod Slutningen af September fremgik det, at Tyskerne for at sikre Evakueringen skulde gaa tilbage i successive Spring med større eller mindre Modstandsperioder, men de blev tvungne til vedblivende at modtage Kamp og til at stille’ betydelige Reserver til Raadighed for hver Armé eller Armégruppe for at give disse Mulighed for at tage Front mod de allieredes Gennembrudsforsøg og Lejlighed til at gaa tilbage springvis.
Men Følgen heraf var:
at de tyske Styrker befandt sig paa een Linie paa hele Fronten fra Havet til Moselle,
at de strategiske Reserver blev reduceret til V5 af, hvad de var i Juli, og
at det ikke blev muligt at stille Reserver paa Benene før Tilbagetogets endelige Standsning.
Den 10. November var denne Tilbagegang langt fra at være standset, eftersom den første fastsatte Etape (Meuse fra Méziéres til Namur og Briissel— Antwerpenlinien) endnu ikke var naaet. Den tyske Overkommando havde det saaledes ikke i sin Magt at stille en strategisk Reserve af nogen Betydning paa Benene; dersom den vilde gøre Forsøg herpaa, vilde Fronten bliveesvækket i den Grad, at der blev Fare for et Gennembrud. Men selv om Overkommandoen, forudseende et nyt Angreb i Lothringen, virkelig havde kunnet skaffe disponible Styrker af de tilbagegaaende Arméer, vilde den da have haft Midler til at transportere disse tilstrækkelig hurtigt til det nye Operationsomraade? Saadanne TransporterJcunde kun finde Sted pr. Jernbane eller Automobil.
Undersøger man det Jernbanenet, som Tyskerne raadede over, kommer man til følgende Resultat: Den 15. Juli var Nettet meget rigt. Det bestod paa Fronten fra Havet til Oise af 3 fremskudte Jernbaner til Raadighed for Kronprinsen af Bayern:
1. Lille— Douai— Cambrai— St. Quentin.
2. Courtrai— Orchies— Le Cateau— Guise— Laon.
3. Gand — Grammont— Ath— Mons— Maubeuge— Aulnoye.
Paa Fronten Oise— Meuse 2 fremskudte Jernbaner til Raadighed for den tyske Kronprins:
1. Laon— Asfeld— Le Chåtelet— Vauziers.
2. Laon— Liart— Amagne— Vouziers.
Bag disse var der 4 Baner til Raadighêd for det store Hovedkvarter:
1. Valenciennes, Hirson, Mézières, Longuyon, Metz, Strasbourg.
Den 11. November var de fem fremskudte og det store Hovedkvarters førstnævnte Jernbane tabt. Den tyske Fronts to Fløje var saaledes kun forbundne ved 3 Baner.
Manøvremuligheden var da allerede betydelig indskrænket paa Grund af det formindskede Antal Baner, men endnu værre var, at Antallet af disponible Marchveje til de endnu brugelige Baner i høj Grad var formindskede. Naar den bageste Grænse af Etapezonen den 15. Juli var angivet ved Gand— Renaix— Peruwels og den fransk— belgiske Grænse til Longuyon, maatte de tyske Hæres Tilbagegang nødvendiggøre Flytningen af denne Grænse til den belgiske og luxemburgske Østgrænse, naar Fronten skulde gaa over Anvers— Bruxelles— Namur — Mézières.
Tænker man sig, at 4 tyske Armeer skulde gaa tilbage paa det belgiske Territorium Nord for Sambre og Meuse, og at alt Materiel og alle Forsyninger fra A rméernes Etapezone, Artilleri og Ingeniørparker, Hospitaler, syge og saarede skulde transporteres mod Øst, kan man forstaa den uhyre Tilstrømning, der maatte herske paa det belgiske Jernbanenet, i Særdeleshed i Rummet Aix— la Chapelle— Liège, mod hvilket samledes de tre eneste Linier, der kunde anvendes til Evacuationen, fra Belgien:
Betragter man samtidig de 3 tidligere omtalte Linier, ser man, at de løber sammen med disse eller i det mindste har lange Strækninger fælles. Denne Overlæsselse af Jernbanenettet paa Grund af Evakuationen lammede næsten fuldstændig den tyske Overkommandos Manøvrefrihed og det ses da ogsaa af det Faktum, at Tyskerne i Oktober Maaned næsten fuldstændig havde opgivet strategiske Forskydninger mellem Fronterne Havet— Oise og Meuse— Schweitz, medens dette tidligere var Reglen. Fra Fronten: Havet— Oise til Meuse— Schweitz transporteredes der:
i Maj Maaned 19 Divisioner
- Juni — 14 —
- Juli — 12 —
fra 24. August til 1. Oktober 24 Divisioner, men kun 5 fra 2. Oktober til 8. November. Man ser saaledes, at Jernbanerne, som under hele Krigen havde spillet saa stor en Rolle i strategiske Øjemed, svigtede for Tyskerne paa det mest kritiske Tidspunkt. Hvad angaar Automobiler, som Tyskerne kun havde brugt paa kritiske Tidspunkter til Transport af samlede Enheder over kortere Strækninger, var de endnu mere optaget end Jernbanerne af Evakuationen fra Belgien. De vilde have kunnet tilføre Kampen lokale Reserver, men kunde ikke transportere store Troppemasser til den nye Front. Den tyske Overkommaedo havde saaledes saa godt som ingen Manøvremuligheder, saa at de allieredes Angreb paa den lothringske Front kun vilde støde paa Divisionerne i forreste Linie, for Størstedelen af svag Styrke og nogle Divisioner i Arméreserve eller Armégruppereserver, der kom fra Kampen. Endelig vilde en enkelt Fremrykning paa højre Bred af Meuse, i Egnen Øst for Méziéres have hidført en Katastrofe.
V. Tilbagetogsbetingelserne mod den belgiske Østgrænse.
Det er af Betydning ogsaa at undersøge, hvilke Betingelser de tyske Arméer vilde have for at gaa tilbage til eget Territorium, dersom de paa denne Maade vilde have søgt at undslippe for de allierede Hæres stadige Tryk.
Dette Spørgsmaal har mindre Betydning, hvad angaar v. Galliwitz’s og Hertugen af Württembergs Armégrupper, hvis lidet talrige Divisioner fra Metz til Schweitz let kunde naa Rhinen. Noget anderledes stiller det sig med den tyske Kronprins’ og Kronprinsen af Bayerns Armégrupper. Den 10. November havde den tyske Kronprins’ venstre Fløj (1. Armé) endt sin Tilbagegang paa den østlige Bred af Meuse fra Mohon til Fumay. Nord for denne Armé befandt endnu 6 tyske Arméer sig paa belgisk Territorium mellem Fumay og den hollandske Grænse i Linien: Zelzaete— Gand— Sotteghem— Grammont— Øst for Mons— Beaumont— Chimay at regne fra Syd til Nord:
Man kan med Sandsynlighed antage, at de to første Arméer vilde gaa over Meuse paa Fronten Fumay (excl.) — Namur (excl.), medens Kronprinsen af Bayerns 4 A rméer vilde gaa over mellem Namur og den hollandske Grænse (N. f. Visé) paa en Front af ca. 75 km. Det fremgaar heraf, at Bredden af de 4 Arméers Tilbagetogszone reduceres ca. 2/5. Paa Grund af den Saillant som Limbourg danner, vilde Marchretningen komme til at ligge vinkelret paa Marchretningen af den tyske Kronprins’ Arméer paa højre Fløj.
130 Divisioner og et stort Antal forskellige Elementer (Etapeformationer, Arméorganer etc.) skulde altsaa passere det snævre Rum paa 75 km. Hver Armé havde faaet ca. 12 km og havde næppe kunnet faa 3— 4 Marchveje og 2 til 3 Divisioner havde maattet benytte samme Marchrute. Hvor dygtigt end den tyske Overkommando kunde have ført, er det sikkert, at de Arméer, der gik tilbage mellem Namur og Liège, vilde have lidt et betydeligt Tab af Personel og Materiel. Og hvad vilde ikke være sket, hvis de amerikanske Troppers Fremstød i Egnen om Montmédy uden at støde paa nogen naturlig uovervindelig Hindring eller nogen organiseret Forsvarsstilling var fortsat i Retning af Arion, medens det fransk-engelske Angreb, gaaende frem Øst for Metz, vilde have naaet Sarre? Arméerne paa den tyske Kronprins’ venstre Fløj vilde da blive kastede mod Nord paa den bayerske Kronprins’ Tilbagetogslinie.
Man har altsaa Ret til at sige, at en Fortsættelse af Kampen alvorligt vilde have truet de tyske Hæres Tilbagetog, at den tyske Overkommando ikke mere paa een Gang kunde holde Kampen gaaende og fortsætte Tilbagetoget, og at den var bange for det nye Slag i Lothringen. Med andre Ord — Tyskerne bad om Vaabenstilstand, fordi de forstod, at et umaadeligt militært Nederlag nærmede sig.
N. L. Nielsen.
