Indledning
Forsøget på at besvare spørgsmålet i titlen bør vel logisk indledes med et forsøg på at besvare spørgsmålet ”hvorfor historie?”. Professor Sir Michael Howard beskæftiger sig med det emne i bogen The Lessons of History,1 og essensen af hans svar er, at man generelt bør studere historien, fordi kun viden om fortiden gør os i stand til at forstå nutiden fuldstændigt, og fordi manglende evne til at læse fortiden rigtigt fordrejer vores evne til at handle rigtigt i dag.2
Han peger på, at historie ikke er en ting i sig selv, men hvad folk tænker, tror og skriver om fortiden, og at en viden om fortiden er nødvendig for at kunne foretage politiske og moralske vurderinger. Det er imidlertid ikke historien som sådan, der vurderer og dømmer, det er menneskene, der gør det.3 Den kontante stillingtagen har ført til den holdning, vi har i vores del af verden i dag. Vi fortrækker politiske regimer, der muliggør og opmuntrer til fri debat, og vi indser vores ansvar for at give resten af verden de samme muligheder for materiel og åndelig udvikling, som har givet os i Vesten vores fordelagtige (”fortunate”) samfund.4
Michael Howard sluttet med at sige: ”Gennem de udfordringer den historiske proces stiller og de svar, den fremkalder, dannes menneskehedens moralbegreber. Det forekommer mig at være en god grund til at studere historie”.5
Hvad er militærhistorie?
Michael Howards begrundelser for at foretage historiske studier, at de gør os i stand til at forstå nutiden, at de giver os et grundlag for at foretage vurderinger, og at disse vurderinger fører os til de standpunkter, vi har i dag, er fuldgode grunde til at studere den historie, som knytter sig til krigskunsten og krigerhåndværket.
Den historie kaldtes i forsvaret tidligere krigshistorie bl.a. efter det tyske ”Kriegsgeschichte”; men dels fordi krigshistorie, som den praktiseredes herhjemme i det 19. og første halvdel af det 20. århundrede, i de fleste tilfælde udelukkende omhandlede slaglære, dels fordi det var praktisk at have en betegnelse, der umiddelbart kunne oversættes og forstås i den engelsksprogede del af verden, har man på Forsvarsakademiet valgt betegnelsen militærhistorie (”military history”). Militærhistorie omfatter i Forsvarsakademiets Institut for Militærhistories begrebsverden såvel krigshistorie i gammeldags forstand, krigsførelsens historie (”history of warfare”) som historien om krigsvæsenet (”history of military life”).
Krigshistorie som slaglære behøver næppe nogen nærmere forklaring. Krigsførelsens historie beskæftiger sig med krigen ud fra krigsførelsens kredsløb, der som bekendt omfatter doktrin, organisation og teknik set i det miljø, som det omgivende samfund skabte eller skaber. Det vil sige, at den betegnelse også dækker over det, der på engelsk ofte omtales som militæret og samfundet (”the military and society”) og den særligt dyrkede afart militær og politik (”the military in politics”).6 Endelig behandler historien om krigsvæsenet de mange detaljer, der knytter sig til det militære system fra forklaringen på sablens krumning over traditioner og ceremonier til myndighedernes historie.7
Uanset at de forskellige emneområder ikke kan skilles fuldstændigt fra hinanden, arbejder Institut for Militærhistorie i parentes bemærket ikke normalt med krigsvæsenets historie. Det skyldes bl.a. at ceremoniel her i landet er fastsat til at være Forsvarskommandoen gebet, medens tradition er uddelegeret til værnene. Myndighedshistorie udgør dog en undtagelse, idet f.eks. Instituttets leder, chefkonsulent Ib Faurby, deltog i den redaktionskomité, der under general Jørgen Lyngs ledelse udarbejdede værket om forsvarets øverste ledelse, og jeg selv har levere bidrag til BALTAP
historie.8 Min personlige opfattelse er imidlertid, at hvor det er morsomt at beskæftige sig med krigsvæsenets historie, så er det for officerskorpset bydende nødvendigt at beskæftige sig med krigshistorie og krigsførelsens historie. Hovedvægten i den efterfølgende argumentation for militærhistorie vil derfor blive lagt på disse aspekter, selvom alle tre begreber i princippet vil være omfattet.
Hvem studerer militærhistorie og hvorfor?
Bortset fra de krigshistorisk interesserede amatører, hvoraf mange kan være særdeles talentfulde, og lystlæserne kan man groft tale om to kategorier, der over en længere periode systematisk fordyber sig i militærhistoriske studier. Det er de civile historikere og de officerer og civile lærere, der underviser i militærhistorie.
De civile historikere beskæftiger sig oftest i hovedsagen med fragmenter eller relativt korte perioder, og inden for disse områder går de helt i dybden og blive specialister. Indtil for relativt nylig har det for en historiker krævet ikke alene en stærk interesse, men også en hel del civil courage at dyrke militærhistorie, idet det emne var ugleset på universiteterne i stort set hele det 20. århundrede. Det skyldtes efter min mening i høj grad den indflydelse, Det Radikale Venstre fra P. Munch (1870‐1948) har haft på dansk sikkerhedspolitik, idet De Radikale så sig selv som antimilitaristiske og neutralistiske. At det under Den Kolde krig i høj grav var misvisende at betegne NATO, Danmarks allierede NATO‐styrker og dansk forsvar som militaristisk og samtidigt undlade at hæfte den betegnelse på det sovjetiske og warszawapagtlandenes samfund, spillede ingen rolle. Holdningen fik lov til at smitte af på historieforskningen, idet det blev anset for mindre acceptabelt at beskæftige sig med militære forhold, med mindre man da forholdt sig kritisk over for dem. Mange af vores fremmeste historikere havde derfor, og har stadig, den såkaldte radikale historieopfattelse, der anser magtanvendelse og krig for noget snavs, som man hjertens gerne overlader til pensionerede generaler og andre alternativt begavede tågehorn.
Det seneste eksempel er den debat, der opstod, efter at statsminister Anders Fogh Rasmussen den 29. august 2003 havde kritiseret den danske samarbejdspolitik under besættelsen fra 1940‐45. Civile historikere næsten faldt over hinanden for at anklage statsministeren for utilbørlig forenkling af historien, en holdning der yderligere fik støtte i Poul Lidegaards i øvrigt glimrende bidrag til Dansk Udenrigspolitiks Historie.9 Deres synspunkt var, at samarbejde med den tyske besættelsesmagt var den eneste rimelige optræden, hvis man som politiker ville sikre sig, at Danmark kom bedst muligt gennem krigen. At man dermed overlod det beskidte og tabsgivende arbejde til de Allierede og yderligere bagatelliserede den indsats, som modstandsbevægelsen, de danske krigssejlere og danske i allieret krigstjeneste ydede, fik ikke lov til at spille nogen rolle i argumentationen. Og det moralsk noget anløbne i, at bl.a. Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Venstre efter krigen tilranede sig glans fra modstandsbevægelsen og gjorde samarbejdspolitikken til en del af modstandskampen, blev forbigået i dyb tavshed.
De officerer og civile lærere, der underviser i militærhistorie, studerer militærhistorie i bredden, i dybden og i sammenhæng med den øvrige historie og inspirerer forhåbentlig deres elever til at gøre det samme. Formuleringen er afdøde oberstløjtnant K.V. Nielsens, inspireret af Sir Michael Howard.
Der studeres i bredden for at se, hvad der ændrer sig, og hvad der ikke ændrer sig med tiden. Når man bruger krigsførelsens kredsløb som baggrund, er det klart, at doktrin, organisation, teknologi og det omgivende miljø har ændret sig radikalt fra den tid, hvor de romerske legionærer besejrede barbarernes horder, og til 2003, hvor det irakiske forsvar blev nedkæmpet med fly, krydsermissiler, præcisionsvåben med voldsom effekt og tungt udrustede militære styrker. Hvad der derimod ikke har ændret sig er, er den rolle, som fare, frygt og forvirring spiller under kampen.
Der studeres i dybden for at afdække krigens kaos og krigsmaskinens friktion, som den tyske militærfilosof Karl von Clausewitz (1780‐1831) formulerede det, så man ser, at alt ikke runder af planlægning og forberedelse. Studierne i dybden afdækker den rolle som held og tilfældigheder spiller, men viser også betydningen af grundig forberedelse. Det klassiske eksempel er den tyske overgang over Meuse‐floden ved Sedan i MAJ 1940. Den tyske general Guderian havde 7 FEB 1940 gennemspillet sin plan for overgangen ved et krigsspil med deltagelse af cheferne i hans XIX KORPS samt repræsentanter for Luftwaffe, det tyske flyvevåben. Krigsspillet viste bl.a., at det var bedre at indsætte luftstøtten kontinuerligt, så franskmændene hele tiden blev udsat for angreb med almindelige bombefly og styrtbombere, Stuka, end at indsætte alle fly på én gang i ét voldsomt forberedende bombardement. Da spillet var overstået, blev planen og alle ordrer lagt ned i en skuffe, og derfra blev de hentet frem, da KORPS 12 MAJ 1940 stod ved Sedan og blev beordret til at angribe over Meuse. Der var ikke tid til at udarbejde nye ordrer, så der blev blot givet enkelte især tidsmæssige ændringer til de gamle. Det viste sig at være tilstrækkeligt for KORPS og en fordel med hensyn til luftstøtten. Denne var nemlig beordret udført som ét massivt bombardement, men heldet spillede ind, idet den ordre ikke nåede ud til de flyenheder, der skulle støtte Guderian. De hentede derfor også planerne fra krigsspillet frem, KORPS fik den kontinuerlige støtte, og gennemførte overgangen så godt, at den senest i 27‐28 APR 2004 var genstand for en gennemgang i terrænet for ARRC operative personel.10
Endelig studeres militærhistorien i sammenhæng med den øvrige historie, så man får indblik i de politiske, sociale og økonomiske faktorer, der udgør det miljø, som styrkerne opstilles og kæmper i. Hvis ikke man kender til det, forstår man f.eks. ikke, hvorfor værnepligt indføres i perioder og afskaffes i andre. F.eks. udnyttede Frankrig efter republikkens oprettelse i slutningen af 1700tallet nationalfølelsen til at opstille en massehær ved at indføre værnepligt, et tiltag der blev kopieret over alt i Europa i det 19. århundrede undtagen i Storbritannien. De franske værnepligtiges trofasthed over for nation og republik gjorde det muligt under march at anvende relativt løse formationer for så at koncentrere dem til slaget i forvisning om, at soldaterne ikke deserterede, medens de øvrige europæiske hære, der svor til professionelle soldater, måtte holde dem i meget stramme tøjler. I 1990’erne efter Den Kolde Krig er pendulet svinget i modsat retning for NATO vedkommende. Dels fordi man ikke længere stod over for en frygtindgydende modstanders massehære i Europa, dels af økonomiske grunde gik og går tendensen i retning af afskaffelse af værnepligt og mobiliseringsstyrker og indførelse af små professionelle, let deployerbare styrker udrustet med frontteknologi. Danmark følger med i den udvikling, men har de seneste år øjensynligt haft et andet problem, som kunne være undgået, hvis dele af officerskorpset havde lagt større vægt på studiet af militærhistorien i sammenhæng. Det er forståelsen af politikkens primat. Diskussionerne i officerskorpset bl.a. ved forsvarschefens afgang i 2002 og efter hjemkaldelsen af chefen m.fl. fra det danske kontingent i Irak i 2004 har vist, at ikke alle officerer har forstået, at politikkerne bestemmer, og at officerer enten må adlyde eller tage deres afsked.
De militærhistoriske studier gennemføres generelt med følgende formål:
• De skal give forståelse for den indflydelse fare, frygt og forvirring har på evnen til at løse de stillede opgaver i krig.
• De skal forhindre gentagelse af fortidens fejltagelser.
• De skal forhindre officerskorpset i at fastholde teorier, der er uddraget af historien, i en situation, hvor teorierne reelt er forældede, fordi betingelserne har ændret sig. Specielt de militærhistorikere, der underviser på officersskolerne og Forsvarsakademiet, og som beskæftiger sig med doktrinudvikling, bør dertil studere militærhistorie
• for at finde inspiration til doktrinudviklingen eller for at undersøge om den eksisterende doktrin stadig er gangbar, samt
• for at finde frem til eksempler, der kan illustrere den gældende doktrin.
Som Michael Howard udtrykte det i 1973: ”It is the task of military science (…) to prevent the doctrines from being too badly wrong. All scientific thought is a sustained attempt to separate out the constants in any situation from the variables, to explain what is of continuing validity and to discard what is ephemeral, to establish certain abiding principles and to reduce them to their briefest, most elegant formulation”.11
Studierne er nødvendige ikke alene på grund af ovennævnte opgaver, men også fordi arbejdet som soldat til lands, til vands og i luften er det eneste, som man ikke i fredstid kan indhente (fuld) erfaring i.12 Det er derfor naturligt, at hæren er det værn, der tillægger militærhistoriske studier størst vægt, idet den i fredstid skal simulere mere end 90% af krigens vilkår, og den simulation, der kan foretages, giver i bedste fald et overfladisk billede af kampens forløb. I modsætning hertil udfører søværnets sejlende og flyvevåbnets flyvende enheder i fredstid i deres kamp mod elementerne en stor del af de opgaver, de har i krig, og alle de to værns opgaver kan på grund af moderne våbens rækkevidde næsten simuleres fuldstændigt. Det eneste, der i teorien ikke kan simuleres, er frygten for at blive ramt af fjendens ild. I praksis ser tingene imidlertid helt anderledes ud, og for dem, der anser computersimulation for at kunne afløse militærhistoriske studier, kan det anbefales at lægge alle data for Falklandskrigen (2 APR – 14 JUN 1982) ind på computeren, og lade den gennemspille krigen. I modsætning til den historiske kendsgerning vil Argentina gå ud af den krig som en klar vinder.
Faldgruber
Der er altså god grund til at læse militærhistorie, men det skal, som anført, gøres i bredde, dybde og sammenhæng for at bevare objektiviteten. Man har imidlertid som militær eller civil lærer det problem, at man skal være generalist og vide lidt om alle perioder i krigshistorien, frem for specialist i en epoke eller episode. Det er derfor fristende bare at bladre krigshistorien igennem for at finde eksempler, der beviser den eksisterende doktrins gyldighed, eller eksempler, der kan illustrere, hvorfor ens personlige ideer til justering af doktrinen er rigtige. Det sparer tid, men fører ikke noget godt med sig. Det er der utallige eksempler på i landkrigshistorien, her skal blot nævnes, at hærstyrkerne gik ind i 1. Verdenskrig med forældede doktriner, fordi man ikke havde studeret Den Amerikanske Borgerkrig (1861‐65) og Den RussiskJapanske Krig (1904‐05) med det formål at vurdere doktrinen. Havde man gjort det, ville man ikke være blevet overrasket over maskingeværets virkning og pigtrådens betydning. Det grelleste eksempel er dog den stadigt tilbagevendende overvurdering af, hvad der kan opnås alene ved indsættelse af luftmagt. Det skyldes sandsynligvis, at man støtter sig til Douhets teorier, der blev udkastet efter 1. Verdenskrig. De talte om, at en fjende kunne besejres alene ved hjælp af flystyrker, der blev indsat til terrorbombning mod fjendens byer. Det glemmes imidlertid, at terrorvirkningen var forudset opnået ved hjælp af krigsgas, og terrorbombningerne f.eks. under 2. Verdenskrig fik derfor kun modstanderens civilbefolkning til at slutte tættere op om deres politiske ledelse. I dag undgår man om muligt at ramme civilbefolkningen, men så sent som i 1999 forsøgte NATO under Kosovo‐krigen mod Serbien at tvinge sin vilje igennem alene med luftstyrker. Det lykkedes ikke, og først da NATO for alvor begyndte at tale om en landoffensiv, trak serberne sig tilbage. Der er naturligvis mange grunde til at foretrække at ødelægge fjenden med fly og krydsermissiler, bl.a. at man formindsker faren for egne tab. Men som alle erfaringer har vist, senest i Irak, så opnår man kun en afgørelse ved at følge luftbombardementerne op med angreb på landjorden.
En anden snare er, at der ikke læses primære kilder, men noget som andre, ofte militærpersoner, har skrevet. Sådanne værker har en stærk tendens til at være subjektive, især hvis de er skrevet af krigsdeltagere, der forsøger at fremstille deres held som resultatet af logisk analyse samt omhyggelig planlægning og at bortforklare deres fejltagelser. Problemerne med dem forstærkes, hvis man ikke læser dem på originalsproget, men er henvist til en oversættelse til dansk eller engelsk. Mange oversættere har ikke begreb om militære forhold, og de, der har, kan træde ved siden af. Tro mig blot. Jeg har selv oversat flere bøger og trådt i nælderne. Dermed dog ikke være sagt, at man skal holde sig fra den type kilder. Man kan have stor glæde af andres analyser, fordi forfatteren har kastet hele sit intellekt ind i at finde frem til faktorer, der var eller kunne have været afgørende. Man skal blot læse med megen omtanke.
Den konkrete nytte
Da jeg var militært barn, bøjede vi som elever på forsvarets skoler nakken og modtog den undervisning, der blev serveret for os. Til tider undrede vi os over fag og indhold, fordi vi havde svært ved at se relevansen. Den gik for nogle fags vedkommende op for os senere, men vi stillede ikke spørgsmål i klassen om nytten. Sådan er det ikke mere på godt og ondt. Godt, fordi det tvinger lærerne til at tænke sig grundigt om og selv at finde svaret på de ubefæstede, undrende eller kritiske spørgsmål, inden de går i klassen. Ondt, fordi det er de ældre, der har erfaringerne og har fulgt med i, hvad de mere ivrigt krigsførende nationer underviser i.
For militærhistoriens vedkommende turde det være indlysende, at enhver officer burde være fuldstændigt på det rene med, hvad hans eller hendes profession indebærer. Krigens vilkår kan ganske vist opleves på kamppladsen, og heldigvis er det besluttet, at alle skal deltage i de internationale operationer, hvorunder man til tider oplever i hvert fald krigslignende vilkår og selv bliver prøvet af på kamppladsen eller noget, der minder om den. Det forekommer dog at være lidt sent først at begynde at interessere sig for den del af professionen den dag, det bliver alvor. Den bedst mulige forberedelse, før det bliver alvor, er at studere krigshistorie. Så risikerer man ikke, som de unge tyske officerer der drog ud til 1. Verdenskrig, at tro på ”Krieg mit der weissen Weste”, dvs. en eventyrlig og spændende oplevelse, som en gentleman kunne få iført kjole og hvidt. Man risikerer heller ikke at blive desillusioneret som den unge britiske officer, der i 2. Verdenskrig troede, at han var gået i krig for at deltage i ”en kamp på liv og død for demokrati og frihed i verden”, men i stedet oplevede, at krigen blev ”behandlet mere som en episode i regimentshistorien mod en rimeligt sportslig modstander”.13 Man vil være forberedt på lange ventetider, regn, mudder, kulde, dårlig eller ingen forplejning, nytteløse ordrer, kontraordrer, umulige opgaver, kaos, frygt, ødelæggelser, lemlæstelse og lig for blot at nævne et par af de mere nærliggende detaljer.
Ud over et generelt indblik i krigens vilkår giver militærhistoriske studier, som omtalt, gode muligheder for at høste inspiration til ny doktrinskrivning, vurdere den eksisterende doktrin og til at blive erindret om gamle sandheder. Allierede og tyske erfaringer fra 2. Verdenskrig har således løbende dannet grundlag for udarbejdelsen af Feltreglement I helt frem til afsnittene om imødegåelse af sø‐ og luftlandsætninger. De periodiske tendenser til at ignorere flankerende ild og koncentrere sig om frontal ildafgivelse i forsvaret samt til at stole trygt på bagskråningsstillinger og glemme nytten af observation og ledelse af indirekte ild fra højdepunkter i terrænet kunne have været udgået ved sådanne studier. Endelig kunne de have give forståelse for spadens brug, den gang man troede at alt var godt, blot man stod i dækning bag et hushjørne eller sad i en pansret mandskabsvogn, og for betydningen af det øjeblikkelige modstød mod en fjendtlig indtrængning i stillingen i stedet for passivt at afvente højere leds organiserede modangreb.
Militærhistorien giver også baggrunden for de væbnede konflikter. I 2004 synes det at være af en vis nytte, at en officer forstår, at det præventive angreb mod Irak i 2003 ikke ville have fundet sted, hvis terroranslaget mod World Trade Center i New York og Pentagon i Washington ikke var blevet udløst 11 SEP 2001. Militært set er præventiv krig meget rationel, fordi fjenden angribes, før han er klar til kamp, men politisk er der, som det fremgår af debatten, så mange gode grunde til at være imod, at Irakkrigen ikke kan forklares uden sammenhæng med drabene i New York og Washington.
Danske officerer støder til tider mod en skeptisk holdning specielt fra britisk side. Forklaringen på den kan også findes i militærhistorien og skal søges i forholdene under Den Kolde Krig, hvor Danmark afviste stationering af fremmede tropper og oplægning af atomvåben på dansk jord i fredstid, og specielt fordi regeringen 1982‐88 af oppositionen blev tvunget til at tage forbehold over for NATOs dobbeltbeslutning. Det skete ved, at Danmark i NATO i 23 tilfælde afgav de såkaldte fodnoter og dermed vendte sig mod NATOs atomvåbenstrategi, der gik ud på at opstille Pershing II mellemdistanceraketter og krydsermissiler, hvis Sovjetunionen ikke trak de allerede opstillede SS‐20 raketter tilbage og destruerede dem. Den daværende generalsekretær for NATO, Lord Carrington, som i 1990 var min kones chef, forklarede sin manglende lyst til at besøge Danmark over for mig ved at henvise til fodnoteperioden med ordene: ”The Danes are so wet that you can shoot snipes off their back” (Danskerne er så smattede, at man kan skyde bekkasiner på ryggen af dem). Den animositet lever stadig, og det illustreres af den samtale som Chefen for Forsvarsakademiet, generalmajor K.J. Møller, havde som chef for den Nordisk‐Polske Brigade i Bosnien i 1997 med den daværende britiske Deputy SACEUR. Da generalen lidt stolt fremhævede den aktive danske indsats i internationale operationer, svarede DEP/SACEUR: ”Det er udmærket, unge mand”, og tilføjede ”Lad os nu se, hvor dybt det stikker”.14
Lederuddannelse er i høj grad i fokus for tiden, og det er almindelig anerkendt, at den militære profession i dag giver den bedste formelle lederuddannelse. Det skyldes naturligvis, at uddannelsen ikke alene har et bredt teoretisk indhold, men i særdeles høj grad gennemføres i praksis, og at den fortsættes gennem det meste af den militære leders tjenesteforløb. Dertil kommer, at han m/k uddannes til at løse den vanskeligste af alle ledelsesopgaver, nemlig at overbevise sine undergivne om, at de skal sætte deres liv på spil, og at han samtidigt skal være rede til selv at sætte sit liv på spil for dem. Hvis han ikke er rede til det, vil de ikke gøre det for ham, og er ikke alle er rede til at yde den ultimative indsats, vil opgaven ikke kunne løses, og der vil opstå tab. Det kan man kun forklare civile, man kan ikke forlange, at de skal forstå det; men man har selv brug for den viden for at kunne løse sin lederopgave fuldt ud. Den militære leder er således fuldt kvalificeret til at give sit besyv med i enhver diskussion om ledelse, og dertil kan man, hvis man har sin militærhistoriske baggrund i orden, bidrage ved at henvise til, at alle moderne ledelsesbegreber er hentet ud af militærhistorien. Tillad mig med hjælp fra Forsvarsakademiets nuværende Institut for Ledelse, Organisation og Pædagogik give et par eksempler:15
• Persons‐ og situationsbestemt ledelse (Quality Management og tankerne fra Human Relations School) finder man hos Alexander den Store, når han planlagde sine felttog, udpegede opgaver for sine underførere og opildnede sine soldater 330 år før Kristus.
• Benchmarking, hvor egne resultater og præstationer måles mod andres, og hvorefter egne metoder raffineres, baserer sig på den tyske hærs studier af forskellige cirkus‐mandskabers teltslagning i 1914 ved 1. Verdenskrigs begyndelse. Men allerede Pyrrus og romerne brugte benchmarking 280 år før Kristus, når de gensidigt lurede hinanden kunsten af med at slå lejr og befæste den.
• Værdibaseret ledelse har været praktiseret i de væbnede styrker lige siden man 7000 år før Kristus begyndte på organiseret krigsførelse. Metoden blev på 1800‐tallet raffineret af den preussiske generalstabschef, den ældre Moltke, som opfandt begrebet Auftragstaktik. Dette indebærer, at der gives opgave, tid og rum for løsningen samt stilles midler til rådighed, medens det overlades til underføreren at finde ud af, hvordan denne vil løse opgaven. Dette stiller bl.a. krav til underføreren og dennes folk om personlig ansvarsfølelse, personligt initiativ, gensidig tillid, vilje til at yde sit bedste og samarbejdsevne.
• Storytelling opfodres enhver fra menig til officer med i beretningerne om landets, værnets, regimentets eller skibets tidligere strabadser, kampe, sejre og nederlag.
• Branding har også været brugt fra den organisatoriske krigsførelses morgen med faner, kampråb, mærker og senere med uniformer. Dannebrog var således det brand, som de danske vikinger kæmpede under i Storbritannien i vikingetiden fra 800‐1066 efter Kristus, og militærhistorikeren kan afvise enhver protest mod det udsagn. Han eller hun vil nemlig vide, at Dannebrog, danernes fane, oprindelig var et rødt banner med en sort ravn, og at det først i 1219 blev afløst af det røde klæde med hvidt kors, som efter sagnet faldt ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse i Estland.
At søofficerer for at forstå den moderne internationale retsorden på havene skal kende den søkrigsmæssige og maritime historie, der danner baggrund for territorialfarvande, stræder, økonomiske zoner, udnyttelse af havets ressourcer, embargo m.v. er indlysende.16 Men også officerer af hæren og flyvevåbnet må læse sømilitær historie for at forstå, hvorfor det var naturligt, at Skåne, Halland og Blekinge havde København og ikke Stockholm som hovedstad, da Danmark var den dominerende sømagt i Østersøen indtil 1659. Det er tillige nødvendigt for at forstå den danske strategi 1848‐50, der baserede sig på flankestillinger ved Dybbøl, i Fredericia og på Djursland, fordi Danmarks søherredømme gjorde det muligt at flytte styrker fra den ene stilling til den anden og foretage udfald som ved Fredericia i 1849. Også modernere tider har krævet sømilitær viden f.eks. for at kunne forstå Sovjetunionens ambitioner til søs under Den Kolde Krig. Da Sovjetunionen den gang for alvor besluttede sig til at blive en sømagt, udgav flådechefen, admiral Gorshkov i 1976 bogen Statens Sømagt, der var baseret på den amerikanske Kommandør Alfred T. Mahans værker fra 1890’erne og den tyske Storadmiral Dönitz erindringer udgivet efter 1. Verdenskrig. Gorshkovs bog handlede om, hvorledes en kontinentalmagt som Sovjetunionen kunne udnytte havet i sin udenrigs‐ og sikkerhedspolitik over for de traditionelle sømagter USA og Storbritannien uden at lave de fejl, som Tyskland havde begået på havet under 2. Verdenskrig.17
Endelig kan det ikke understreges ofte nok, at de store militære resultater kun kan opnås ved, at de tre værn arbejder sammen. Det glemmes alt for ofte i det daglige arbejde, hvor kravene til at perfektionere sig indenfor eget værn i for høj grad får officerskorpset til at skubbe viden om de to andre værn i baggrunden. Der er nok en forståelse i hær og søværn for, at flystøtte er nødvendig, men f.eks. i hæren er man tilbøjelig til samtidigt at hæfte sig ved dogmet, at ”fly skaber forudsætningerne, men landstyrker besejrer fjenden”.18 Der tales meget om nødvendigheden af værnsfælles indsats (joint operations), men det kniber stadig med at føre dem ud i praksis helt ned på de lavere led. Det på trods af, at militærhistorien gang på gang viser, at værnsfælles indsats er helt afgørende for at vinde krigen. Alene ved at se på Danmarks krigshistorie kan man konstatere, at det er gået os godt, hver gang hær og søværn har arbejdet snævert sammen, medens det er gået dårligt, når udygtighed eller værnsrivalisering har lagt hindringer i vejen for dette samarbejde.
Afslutning
Militærhistorie tillægges stor vægt i udlandet, f.eks. i USA, Rusland, Storbritannien, Tyskland, Frankrig samt ikke mindst i Finland, hvor der er oprettet større forskningsinstitutioner med såvel militære som civile forskere og egne biblioteker. Også i Sverige, hvor man efter Den Kolde Krig måtte konstatere, at man var kommet bag efter NATO‐landene på det operative område, og derfor i 1990’erne for at rette op på dette forhold fra Militärhögskolan (nu Försvarshögskolan) udgav en række militærhistoriske værker med Om stridens grunder som den første. I dag har man en militærhistorisk afdeling ved Försvarshögskolan, der har fået tillagt det nationale ansvar for forskningen med den opgave at udvikle fagområdet såvel militært som civilt, altså en central styring af den militærhistoriske undervisning og forskning. Det kan derfor undre, at man her i landet har planer om at gå i modsat retning og indskrænke. Man synes at have opgivet tanken om at udvikle Militærhistorisk Institut ved Forsvarsakademiet og give det en rolle som overordnet koordinator af den militærhistoriske undervisning såvel på Forsvarsakademiet som på officersskolerne. Bemandingen er foreslået til at være én civil forsker og én major/orlogskaptajn, der både skal tage sig af militærhistorie og militær teori. Med mindre det samtidig forlanges, at ledere og lærere, der underviser i operationer og taktik, samtidig varetager den til doktrinundervisningen knyttede militærhistoriske gennemgang og selv detaljeret forbereder besøg på slagmarkerne og foretager gennemgangen af slagene dér (”battlefield‐tours”), kan de to ikke løfte opgaven. Det er forståeligt, at man finder, at vederlagslønnede pensionister med 4 timers dagligt arbejde ikke kan yde den nødvendige støtte, men frem for at indskrænke til to personer, burde man have udvidet. Én leder på oberstløjtnants/kommandørkaptajns niveau og tre militærhistorisk uddannede stabsofficerer forekommer i lyset af udlandets vægt på militærhistorien at være en rimelig om end ikke prangende bemanding. Denne ville bl.a. give mulighed for dels at støtte uddannelsen især på det operative og ledelsesmæssige område ved at koordinere, foreslå eksempler fra militærhistorien og undervise, dels at analysere og uddrage erfaringer og eksempler fra krigsdagbøger og udsendte enheders rapporter. Men man skal måske ikke undre sig alligevel, for som dansker lever man i et land, der ikke systematisk og bredt udnytter de erfaringer, som danske styrker indhenter under fredsstøttende operationer, og som end ikke kan finde ud af at belønne sine soldater for tapperhed.19
1 Sir Michael Howard, The Lessons of History, New Haven & London: Yale University Press, 1991.
2 Ibid. bl.a. s. 9.
3 Ibid. s. 198.
4 Ibid. s. 199.
5 Ibid. s. 200.
6 Som eksempel på The Military in Society se Tønnes Bekker‐Nielsen and Lise Hannestad (eds.), War as a Cultural and Social Force, Essays on Warfare in Antiquity, Historisk‐filosofiske Skrifter 22, Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, 2001. Som eksempel på The Military in Politics se Gordon A. Craig, The Politics of the Prussian Army 1640‐1945. New York: Oxford University Press, 1955.
7 For en dyberegående redegørelse og Sveriges syn på dette se Gunnar Artéus, ”Military History, a historiography”, Militärhistorisk Tidskrift, 2002,s. 213‐224.
8 Forsvarskommandoen, Ved forenede kræfter. Forsvarets øverste militære ledelse. Forsvarschefsembedet og forsvarets udvikling 1950‐200. 2000; Safeguarding Security in the Baltic Approaches. Viborg: Joint Headquarters NORTHEAST, 2002.
9 Bo Lidegaard, Overleveren 1914‐1945. Dansk Udenrigspolitiks Historie 4, København: Gyldendals Leksikon, 2003.
10 Se LtCol T.Ahrens, “Exercise ARRCADE OPSTORY 2004. Exploring the German Advance through the Ardennes May 1940. The ARRC Journal, Summer 2004, s. 18‐23.
11 Sir Michael Howard, Chesney Memorial Gold Medal Lecture 1973.
12 Allmayer‐Beck s. 189 i von Gersdorff (Hrsg.), Geschichte und Miltärgeschichte. Frankfurt: Bernhard & Graefe, 1974.
13 Antony Beevor, Berlin. London: Penguin Books 2004, s. 193.
14 Generalmajor K.J.Møller i forordet til Trusselsbilledet af K.G.H.Hillingsø, København: Gyldendal, 2004.
15 Stikord udarbejdet marts 2001 af den daværende Faggruppe Management.
16 Poul Grooss, ”Hvorfor er søkrigshistorie vigtig?” i dette nummer af Militært Tidsskrift.
17 Ibid.
18 Se f.eks. Marco Smedberg, ”Militær Ledning”, Historiske Media, Stockholm 2001 s. 272.
19 Hermed hentydes til krigsdagbøgers og rapporters behandling og f.eks. den manglende anerkendelse af danske soldaters indsats ved Tuzla i 1994. Med hensyn til det sidste kunne danske militære chefer ved studier af militærhistorien opdage, at det altid har forholdt sig således, at tildeling af dekorationer i krig er tilfældig. De, der optræder tappert og bliver set og indberettet, bliver dekoreret, uanset om andre, der ikke måtte blive set eller rost i indberetninger, ikke bliver det, selv om deres indsats har været lige så tapper eller måske endda har været taprere.
