Billede: IGORN, Pixabay.com.
Chokket over at opleve, hvorledes præsidenterne Jeltsin og Gorbachov lagde grunden til Sovjetunionens opløsning i 1991 har efterfølgeren og nuværende præsident, Vladimir Putin, aldrig overvundet. Genoprettelsen af de tabte, formelt 14 autonome republikker i Sovjetunionen har siden været hans mål. Opfattelsen af at være indeklemt, at være forment adgangen til verdenshavene har som i den russiske Zar Peters tid været en trussel for en stat med stormagtsdrømme. Siden den tidligere sovjetiske republik, Ukraine, i 2014 offentligt fremsatte ønsker om at demokratisere landet og dermed lægge afstand til Rusland, har Putin betragtet situationen i Ukraine, som en markant trussel imod Ruslands interesser. Den gigantiske, økonomiske ”Fredsdividende”, som Vesten i de efterfølgende 10-år har oplevet, har Putin derfor anvendt til at bringe Ruslands forsvar op til en militær status som stormagt med international handel og politik, hvorimod demokratiseringsprocesserne er gået mere eller mindre i stå.
Medens Vesten øgede sin velstand, angreb og erobrede Putin i 2014 den ukrainske ø Krim med illegitime ”grønne” specialtropper (Wagner). Dette blev Vestens chok! - og den et år senere russiske og hviderussiske annoncerede øvelse i grænseområdet til Ukraine varslede Vesten, (NATO og EU), om mulige og snarlige russiske offensive tiltag over for det øvrige Ukraine. Under overskriften: ”Suverænitet og de socialistiske landes internationale forpligtelse” skrev antropolog ved Københavns Universitet, Bernhard Bierlich, en artikel i Pravda (16/3.2022), med overskriften: ”At NATO’s udvidelse var en fatal fejl, som gav Putin lige den undskyldning han behøvede”. Bierlich pegede på, at man fra NATO’s side efter den Kolde Krig, reelt ikke havde nogen ydre fjender at forsvare sig imod – i stedet opfandt man nogen, så man kunne udvide mod øst. Og han fortsatte: ”Putins krig er drevet frem af Vestens grundlæggende mangel på evne til at prioritere freden” og pegede endvidere på, at ”Uden NATO’s uigennemtænkte øst-udvidelse, der begyndte med Polen, Ungarn og Tjekkiet i 1999 og yderligere syv lande: Bulgarien, Estland, Estland, Litauen, Rumænien, Slovakiet og Slovenien i 2004, havde Putin ikke – ligesom Hitler – haft grund til at hævne ”ydmygelsen” over tabet af Sovjetunionens terræn. Vi er alle fulde af harme over Ruslands militære aggression og invasion af et land i Europa, der på tre uger har sendt flere millioner mennesker på flugt. Det er uden tvivl en skånselsløs despots krig, men Vesten og FN ikke mindst, er ikke helt uskyldige. Lad det være sagt!”.
Historien, der ikke gentog sig
Strategiske bombninger af byer hører ind under begrebet ”Præventiv krigsførelse”. København 1807 og Dresden 1945 er eksempler herpå. Først englændernes bombning af København på 2.-7. september; senere de engelsk/amerikanske luftangreb på Dresden i dagene 13-15. februar 1945. Målene med de seneste og ovenstående krigsforbrydelser i Ukraine var og er de samme: At nedbryde befolkningers modstandskraft.
Materielle skader og menneskeliv er destrueret, men moralen og modstandskraften hos de overlevende er styrket. Føjes hertil efterretninger om russiske officerer og soldaters historiske kendte voldtægtsforbrydelser, likvideringer af lokalbefolkningen vises billedet af dagens ukrainske kampplads.
Et andet af den sovjetiske militærdoktrin højt prioriterede begreber er overraskelse.
Under den ”Kolde Krig” for 54 år siden – i 1968 - overraskedes Nato´s ansvarlige politikere og efterretningstjenester af Sovjetunionens invasion af Tjekkoslovakiet. Ligeså var overraskelsen stor, da Putin d. 24. februar i år (2022) iværksatte sin ”OPERATION” (på dansk: invasion) af Europas næststørste land, Republikken Ukraine.
I min prisopgave i 1978 ved Det Krigsvidenskabelige Selskab: ”Sovjetunionens Militærdoktrin” - er det sovjetiske - nu russiske begreb: ”Broderlig Hjælp-aktioner” velbeskrevet. Det var indeholdt i ”Brezhnev-doktrinen”, som var en grundsten i Sovjetunionens udenrigspolitik. Doktrinen blev første gang lanceret af S. Kolav den 26.september 1968 i en artikel i den sovjetkommunistiske avis, Pravda, under overskriften: ”Suverænitet og de socialistiske landes internationale forpligtelse”. Den russiske aggression mod Ukraine, er et klart eksempel på, at principperne fra 1968 stadig eksisterer i den udenrigspolitiske tankegang i Moskva. Forudsætningerne er blot ændrede. Således som ”Broderlig hjælp-operationen” mod Tjekkoslovakiet udførtes i 1968 var den vellykket. Målet nåedes: ”Fra starten, at bringe landets øverste ledelse, Præsident, Alexander Dubcheck, under Sovjetunionens (Warszawa-pagtens) nærmere kontrol og uden større tab af menneskeliv. Dubceck forsøgte nemlig at udvikle reformer for at liberalisere og demokratisere hans kommunistiske stat. Det skete i perioden fra januar 1968 til 21. august samme år. Med ”Pragforåret” forsøgte Dubcheck at skabe ”socialisme med et menneskeligt ansigt”. Reformerne endte med en militær invasion med sovjetiske hærstyrker i spidsen og symbolske hærstyrker fra warszawapagt landene: Polen, Ungarn og Bulgarien.
Hovedparten af de sovjetiske soldater og kampvognsbesætninger bestod af unge - ikke kampvante rekrutter, der var holdt uvidende om ”operationens” reelle formål, nærmest i fuldstændig lighed med invasionen i Ukraine. Operationens mål lykkedes dengang, hvor den sovjetiske ledelse i stedet indsatte en Moskva-venlig tjekkoslovakisk regering.
Historisk var ”Modellen” dog ikke ny. Den blev ligeledes anvendt af Hitler 30 år tidligere i 1938, hvor det tyske mindretal, ”Sudetertyskerne”, - dominerede i Tjekkoslovakiets grænseområde til Tyskland.
Hvad var så forklaringen på, at 1968-angrebsmodellen lykkedes - uden større tab af menneskeliv? Svaret herpå er senere efterretningsrapporter, der har beskrevet, hvorledes Moskva’s frygt for, at et WP-medlem var ved at udvikle demokratiske reformer til ugunst for kommunistpartiet og som i givet fald kunne sprede sig til den øvrige medlemskreds i WP, ikke var foreneligt med sovjetisk militærdoktrin. Den sovjetiske præsident, Breschnev, med chefen for Generalstaben, Marshall, Nikolai Ogarkov, som udførende besluttede, at iværksætte en speciel operation gående ud på, at en særligt uddannet ”Specialgruppe”, blev fløjet fra Moskva direkte til Prag-lufthavnen. Ved det sovjetiske flys ankomst til luftrummet over lufthavnen ved Prag, sendte flyet et ”May Day”- nødsignal, hvor det meldte om ”maskinskade” og ønskede øjeblikkelig nødlanding. Det fik det naturligvis, da det jo tilhørte et andet Warszawapagtland. Fra én af de sovjetiske garnisoner nær lufthavnen ved Prag, kom samtidigt et par militære køretøjer og samlede spetnatz-gruppen op og kørte den direkte til det tjekkiske parlament. Velorienterede med bygningens indretning løb spetnatz’erne direkte til det kontor, hvor Dupcheck holdt møde. Han blev derefter straks ført ud til lufthavnen, hvor (det tidligere benævnte ”beskadigede”) fly førte ham direkte til Moskva.
De ydre omstændigheder var dog også anderledes denne gang. Med Putins frygt for Ukraines ledelses officielt udtrykte interesse for tilnærmelse til EU og Nato og dermed fremtidige hindring for Ruslands fortsatte kontrol over Ukraines kornkammer i vest og våbenindustri i øst ved Donbas-området, var det sidste frist for at forhindre dette. Som barn af ”Den kolde krig” og dermed vidne til Sovjetunionens opløsning, som én af verdensmagterne og som tidligere chef for sovjetisk efterretningstjeneste i tidligere DDR (Østtyskland) har Putins langsigtede mål, siden han overtog landets ledelse været at genskabe, hvad der i 1991 blev tabt. Og i hvert tilfælde ikke opleve, at Rusland endnu engang skulle fratages gammelt sovjetisk domineret landområde foruden at blive endnu mere indeklemt af den vestlige verden.
Historisk succes vs samtidig fiasko
De politisk-strategiske forudsætninger for Putins ”Specialoperation” mod Ukraine i år var anderledes end under tidligere Sovjet operationer; ”Operationen” foregik denne gang ikke i ly af en WP-ramme, som i Tjekkoslovakiet i 1968 og var derfor langt sværere at udføre. Dernæst har valget af årstid vist sig at blive skæbnesvangert. Man mindes såvel Napoleons som Hitlers dødskamp på den tøsne mudrede kampplads, hvor de pansrede styrker ikke kunne operere optimalt, foruden at det uoverskuelige terræn tillod forsvareren nærbekæmpelse af kampvogne selv med primitive panserværnsvåben. Derudover er man ikke lykkedes med at knække modstanden og kampviljen i den ukrainske befolkning og samtidigt måtte se sig til takke med umotiverede og ikke kampberedte russiske tropper. Højtstående militære førere, generaler, måtte frem i forreste række for at tvinge soldaterne frem. Doktrinens realisering af ENEKOMMANO mislykkedes. I den forbindelse mistede de russiske hærstyrker hurtigt 5 generaler (divisionchefer) ved frontlinjen, hvilket betød at føringen svigtede. Afslutningsvis kan det nævnes at de enkelte vesteuropæiske landes massive støtte til Ukraine i form af våben og sanitet foruden et generelt ”wake up call” til EU- og NATO-landene samt deres stadigt voksende økonomiske/finansielle sanktioner, har haft enorm betydning for Putins manglende succes. Med truslen om ikke længere at kunne bringe den vestlige verden i afhængighed af russisk olie og gas, endsige miste Ukraines kornkammer og Donbas-regionens metal/våbenindustri samt Vestens tiltagende økonomiske sanktioner, er det spørgsmålet hvem der på sigt får initiativet.
Den vestlige Verdens opvågning efter lang tids fredsdividende, hvor NATO-medlemmerne nu ALLE (samt potentielt Sverige og Finland) fremsætter lovning om at efterleve vore indgåede politiske og økonomiske forpligtelser og derudover - med USA i spidsen - lukke for Ruslands økonomiske eksistensmulighed, vil Putins manøvrefrihed blive så stærkt beskåret, at hans og det russiske folks reaktion derpå kan koste ham posten som landets leder eller endog livet. Det er ikke ukendt fra sovjetisk og russisk historie.
Ole Alex Pagh-Schou
