Log ind

Hvordan vinder vi slaget?

#

Oversat fra en artikel i det belgiske tidsskrift „L ’Armée la Nation“, 1. juni 1951.

„Sejren hører de store batailloner til“, har man lært os. Hærførerne er ikke rolige, medmindre de råder over numerisk overlegenhed, og de soger at retfærdiggore denne følelse ved at henvise til Napoleon. Jeg mener dog at kunne huske, at Bonapartes smukkeste sejre blev vundet ved små arméer, der ikke engang var modstanderen jævnbyrdig i tal. De to felttog, der altid fremhæves som lysende eksempler, nemlig felttoget i Italien og felttoget i Frankrig 1814, blev begge ført med tropper, der var numerisk underlegne.

Felttoget i Italien, imod et bureaukratisk kejserdømme, hvis hære blev dirigeret på lang afstand af et hofråd og ført af generaler på 70 år, var en stor triumf. Revolutionens soldater, veteraner hærdede gennem flere års kampe, slog den ene efter den anden af de arméer, der blev sendt imod dem i Italien. I 1814 var den franske hær dårligt nok bragt på fode igen efter katastrofen i Rusland, og ved siden af veteranerne fra 10 felttog kæmpede nn disse skægløse rekrutter, som man har kaldt „Marie Louise“rne. l ’å trods af dette og på trods af de allieredes knusende overlegenhed ilede kejseren fra Schwarzenberg til Rliicher og hjemførte forbavsende sejre. Når medgangen ved Montm irail, Champaubert og Arcis sur Aube kun fik kortvarig betydning, var det, fordi moralen hjemme ikke kunne holde, og fordi Frankrig, der var udmattet gennem 20 års krig, foretrak nederlaget for endnu en anstrengelse. Napoleons karriere begynder og slutter således med taktiske sejre, vundne over en fjende, der var overlegen i tal. Andre m ilitære førere fra den nyere tid som Sir John Moore og Wellington i Spanien eller Stonewall Jackson i den amerikanske borgerkrig har vist, at dygtighed og hurtighed kan veje numerisk underlegenhed op.

De allierede vesteuropæere og amerikanere må rejse hære, der er tilstra'kkeligt store til at betage den eventuelle agressor lysten til at oversvømme Europa og Asien. Men det går ikke an at skjule for sig selv, at de store batailloner normalt ikke vil være på vor side, og at Asiens kommunistiske lande kan levere mere kanonføde end alle de latinske og angelsaksiske nationer tilsammen. Vore befolkninger står desuden på et materielt og intellektuelt niveau, der bevirker, at tanken om masseopofringer af menneskeliv er dem modbydelig. Om nødvendigt vil vore soldater utvivlsomt kæmpe for at forsvare friheden, den kristne civilisation og æren, men de vil kun kæmpe godt, hvis sejren ligger indenfor flet muliges grænser. Slaget kan vindes, og det må vi alle være overbeviste om, civile såvel som militære; men for at vinde det er fire ting nødvendige: kampmoral, våben, træning og en taktisk doktrin.

E n høj kampmoral er en hærs mest uundværlige egenskab. Den er tillige den vanskeligste at tilvejebringe ad kunstig vej.

Soldaten i vore civiliserede lande er knyttet til den civile befolkning med tusinde bånd. E n konstant udveksling af indtryk og idéer finder sted mellem ham og hjemstavnens arbejdere, bønder og intellektuelle. Hvis et land tror sig i sin gode ret, hvis et land vil sejren for enhver pris, hvis et land arbejder hæderligt og samvittighedsfuldt, så slås soldaten med tillid. Men hvis folket ryster og bæver, hvis det foretrækker skændsel, nederlag og undertrykkelse frem for bombardementernes rædsel, hvis spekulanterne lever højt, og hvis arbejderne arbejder uden lyst, så vil frontsoldaten måske nok slås godt, så længe heldet tilsmiler ham, men han vil sikkert mangle mod til at holde ud i nederlag og tilbagetog eller blot i en opslidningskrig. Krigens store ledere, lige fra Cato til Clémenceau og Church ill uden at forglemme Napoleon, var mænd, der forstod at give kl are ordrer til arméerne og samtidig styrke hjemmefrontens moral. I dag forlanger Belgien af sine sønner, at de skal ofre to år af deres ungdom på landets forsvar. For at dette offer ikke skal virke hverken tungt eller unyttigt, er det nødvendigt, at hele folket står bag dem. Belgierne må om nødvendigt opgive visse personlige interesser for at støtte deres lands militære politik. Fædrene bør sætte deres naturlige, materielle interesser til side og arbejde et år ekstra for at indtjene, hvad den fraværende søn går glip af, og mødrene bør bekæmpe deres frygt, skjule deres bekymring og give deres sønner til hæren, for at landet ikke skal opleve en ny invasion. Europa er i fare. Det er lige så truet nu, som da Attilas horder begyndte at oversvømme det. For at afværge katastrofen må man være i besiddelse af og udvise så meget mod, at fjenden mister lysten til at indlade sig på vovestykket.

Uden tilstrækkelige våben vil moralen kun få en kort levetid. Selv Leonidas ville ikke liave ofret sit liv, hvis han ikke havde haft en hjelm, et sværd og et skjold. De vestlige folks moral vil for en stor del afhænge af de våben, som deres industrier er i stand til at udruste dem med. T i l fodfolket må vi liave enkle og robuste våben med stor ydeevne, talrige morterer, antikampvognsvåben og om muligt våben med stor moralsk virkning, som f. eks. napalmbomber eller flammekastere med stor rækkevidde.

V i må have et stort antal kampvogne, som er lette at manøvrere og vel bevæbnede. V i må have kraftige kanoner. V i må have mange af dem, for det er bedre at standse fjenden med granater end i nærkamp. V i må have solide køretøjer og enkle forbindelsesmidler. 1 tilgift til alt dette må vi have flyvemaskiner, især jagere, uden hvilke hæren hverken kan beva-ge sig eller få forsyninger. A lt dette koster enorme pengesummer, men at være besat koster ikke så lidt mere, og at blive tilintetgjort på grund af mangel på tilstra'kkelige og egnede våben ville være simpelthen tragisk. De vesteuropæiske landes industrielle potentiel skulle gore det muligt for os at bevæbne vore mænd godt og indgyde dem tillid baseret på teknisk overlegenhed. Når Amerika hjælper os, er der ingen tvivl om, at det kan gøres.

Moderne våben er komplicerede, man lærer ikke at betjene dem på nogle få uger. Det er kostbart, odselt og skæbnesvangert at betro dem til uerfarne hænder i tilfælde af krig. For at kunne give en hær en realistisk træning behøver man benzin og ammunition og mod til at bruge dem. V i ved alle, hvor frygteligt det er at få en mand dræbt under øvelse, men det får os altfor ofte til at glemme, at hvis der ikke anvendes skarpt under øvelserne i fredstid, så vil tabene i krigens første dage blive hundrede gange større. E r der nogen mening i at give fodfolket antikampvognsvåben og samtidigt være nærig med bomberne? Tror nogen, at en mand, der kun har prøvet at skyde med øvelsesammunition, kan opnå' træffere i en 50 tons vogn, der kommer imod ham med ilden spyttende fra alle sine våben? Hvorfor betale m illioner for morterer og kanoner, hvis betjeningsmandskabet, observatørerne og ildlederne ikke har den øvelse, der er nødvendig for at kunne skyde hurtigt og rigtigt. Hvorfor have motoriserede divisioner, hvis den tildelte benzin kun tillader at afholde øvelser i ny og næ? Hvis situationen er alvorlig nok til, at parlamentet går ind for to års tjenestetid, så må bæren betragte sig som va’rende på tærsklen til en stor operation. Træningen må finde sted, som den gjorde det i England fra 1941 til 1944, med alvor og med et bestemt mål for øje, så at vore uerfarne tropper kan slås som veteraner, sådan som de i England rekrutterede tropper kunne det i Normandiet, hvor de, uanset at de aldrig havde været i ilden, stod mål med de berømte divisioner fra den ottende armé.

For at kunne træne en hær må man have en doktrin. For at en koalition skal kunne modstå det første chok, må denne doktrin være fælles og komme til udtryk i reglementer, der ligner hinanden eller er helt identiske. Allierede hære kæmper side om side uden større vanskeligheder, så længe sejren tilsmiler dem, men hvis de ikke er svejsede sammen gennem lang tids samarbejde, vil båndene imellem dem briste ved det første uheld; de vil forsøge at fralægge sig ansvaret for nederlaget snarere end at gøre deres yderste for at vende det til sejr; de vil trække sig tilbage i divergerende retninger og lade vejen åben for fjenden. Siden nederlaget i 1940 har alle hæres doktrin tydeligt nok været offensiven. Ordet „offensiv“ er blevet et helligt ord, det har en magisk kraft, det alene kan vinde slaget. Man tilbeder offensiven, men man glemmer, at offensiv kun er mulig, hvis våbnet er vel smedet og hærdet og falder godt i hånden. Dette våben eksisterede ikke i 1940, og det er først nu, da man atter har skabt hære, at man alvorligt kan overveje problemet om deres anvendelse. Den passive defensiv er opgivet. Ingen ville drømme om at holde en front på tusinde kilometer med en division for hver ti kilometer. Den rent defensive ånd er også opgivet. Ingen hær underviser sine befalingsmænd og sit mandskab efter rent defensive principper. Aggressiv ånd, hurtig reaktion på enhver af fjendens handlinger og smidighed i troppernes opstilling og bevægelser anerkendes som absolut .uundværlige egenskaber uanset stvrkeforholdet. V i behøver altså en doktrin, der på samme tid er offensiv og står i forhold til vore midler. Stillet overfor massehære af den slags, som F. N.s stvrker må kæmpe med i Korea, der ikke regner tab af menneskeliv, kan der ikke vu'rc tale om at kæmpe for at erobre eller holde et vist geografisk område. Floder standser ikke en sådan fjende, i hvert fald ikke når det drejer sig om Han eller E lben; det er dårligt nok, at de tvinger ham til at sætte farten ned. Vort virkelige mål må være tilintetgørelsen af modstanderens hær, og denne hær har to achilleshæle: sine forsvninger med benzin og ammunition og sin moral.

Med veludrustede og vellrænede luft- og landstridskræfter kan vi angribe begge disse svage punkter. Hvorfor forsvare en flod fremfor at levere slaget hundrede kilometer bag den, medens fjenden endnu kun har usikre og sårbare forsynings- og forbindelseslinier, der kan angribes uden ophør af vore flyvere? Hvorfor forsvare sig langs en linie, der hverken er solid eller elastisk, når man i stedet for kan koncentrere sine kræfter mod nogle af fjendens styrker og først ødelægge disse for derefter at have frie hænder til at vende sig mod andre? V i må have opklaringstropper i føling med fjenden, vel bevæbnede, hurtige, årvågne og aggressive, der hager sig på ham, sinker hans bevægelser og foruroliger ham ved stadige angreb. Bagved må vi have hære, der egner sig for offensive operationer, og som kan udsøge sig en bestemt del af fjendens styrker, kaste sig over den og tilintetgøre den. Disse hære må være vore styrkers elite; udstyret med stor ildkraft og dækket af teknisk overlegne flyverstyrker skal de knnne koncentrere sig hurtigt bag opklaringstroppernes beskyttende skærm og samle „større batailloner“ end fjenden på den af dem selv valgte slagmark. Eftersom pladsen er begrænset i Europa, og de vitale industrier relativt let tilgængelige for fjenden, må vi liave en eller flere redouter, hvorfra de mobile styrker kan hente deres forsyninger, og hvortil de kan trække sig tilbage for at afvente vore oversøiske allieredes ankomst, hvis de trods deres lokale sejre b liver tvunget dertil.

Parlamentet vil give os de nødvendige mænd til en permanent dækningsstyrke; materiellet kommer til os dels fra vore fabrikker, dels fra England, Canada og U. S. A .; general Eisenhower er kommet tilbage til os for at koordinere vore anstrengelser og styrke vor vilje til at forsvare de lande, som han befriede i 1945. A ldrig før har hæren været genstand for så megen omhu, aldrig før har dens opgave været så betydningsfuld. Den må ikke skuffe den tillid , som vore allierede nærer til den. Det er soldatens pligt at sætte sin tro, kløgt og hengivenhed, sin dristighed og sin snildhed ind på at give Europa sikkerhed i freden eller sejr i krigen.

R.