Generalmajor H. T. Havning, der for nylig trådte ud af aktiv tjeneste efter en meget fornem militær karriere, trækker nogle historiske linier fra tiden før 2. verdenskrig til i dag. Med udgangspunkt i den nuværende situation skitseres, hvilke veje, der for Hærens vedkommende kan blive tale om at gå i fremtiden. Redaktionen ser frem til kommentarer til Generalens indlæg i debatten om dansk forsvars fremtid.
1. Indledning
Med denne overskrift i Berlingske Tidende søndag den 18. marts 1990 diskuteres virkningen på det danske forsvar af den seneste udvikling i Europa. I artiklen redegør generalløjtnant B. E. Amled, COMBALTAP, for den ændrede målsætning for øvelse Bold Guard til efteråret 1990. Deltagerantallet reduceres, og i stedet for den type øvelser, man nu mange gange har holdt hver 4. år - hvor fjenden efter grundlaget trænger ind i Slesvig-Holsten over den indre tyske grænse - vil man gennemføre en øvelse, hvor de to partiers udgangspunkter i og for sig er ligegyldige, og hvor formålet er at øve »militære færdigheder, trænings-, førings- og managementssystemer«. Fra visse sider har man endvidere gennem den seneste tid foreslået straks at iværksætte reduktioner i det danske forsvar for at bruge samfundets midler til andre aktiviteter, alt sammen en konsekvens af den tilsyneladende opløsning af Warszawa-pagten (WAPA). I de godt 40 år jeg har været officer, og NATO har eksisteret, er det blevet mere og mere klart, »hvor fronten er«, hvilke opgaver, jeg selv og mine enheder har skullet være klar til at løse - og så pludselig tages hele grundlaget væk. Hvad er det nu, vi skal kunne? Jeg vil i det følgende først beskrive situationen som den var indtil midten af 1988. Derefter vil jeg se på, hvorledes vilkårene har været i tidhgere perioder, og så vil jeg med udgangspimkt i den nuværende situation se på, hvilke veje der kan blive tale om at gå i fremtiden. Artiklen omhandler kun hærens forhold.
2. Situationen indtil medio 1989
I beretningen fra »Forsvarskommissionen af 1988«, udgivet den 20. december 1989, beskrives i første del af bilag 3, »Notat vedrørende styrkeforholdet mellem NATO og WAPA, samt den fremtidige udvikling heri«, den hidtidige »trussel« mod Danmark og dermed grundlaget for planlægnings- og øvelsesvirksomheden. Af notatet fremgår, hvilke danske og tyske styrker, enhedskommandoen råder over, hvilke NATO-forstærkninger, der kan forventes, og hvilke WAPA-styrker, man kan påregne at stå over for ved et angreb. Notatet beskriver altså den situation, danske hærstyrker gennem de sidste mange år har levet sig ind i. Enhver chef, f.eks. ved Jyske Divisions enheder - brigadechef, bataljonschef og kompagnichef - har i detaljer kunnet planlægge sin enheds indsættelse i Slesvig-Holsten, som et led i NATO’s fremskudte forsvar. Han har desuden en viden om, hvilke WAPA-styrker, der kan forventes at angribe hans stillinger, deres organisation og doktrin. Hans egen enheds organisation og doktrin er skræddersyet til at løse netop denne opgave. Han ved, hvilke NATO-forstærkninger, han skal regne med at kunne samarbejde med, og han kender deres chefer og metoder fra regelmæssigt gennemførte øvelser. Han har en utvetydig forholdsordre om, hvorledes han skal reagere ved et uvarslet angreb. Det er klart, at al uddannelses- og øvelsesaktivitet ved enheden i fredstid tager sigte på løsning af den forudsete opgave. Konsekvensen af denne situation har været en høj grad af nyttig selvtillid, men måske har man været tilbøjelig til at glemme det gamle ord, at ingen plan holder længere end til det første skud falder. Evnen til at improvisere i uventede situationer bliver ikke fremelsket på denne måde.
3. Situationen før NATO's oprettelse
Inden jeg går over til at betragte resultatet af den seneste tids udvikling i Europa, hvor det »sikre« planlægningsgrundlag nu fortoner sig, vil jeg se lidt på hærens forhold før Danmark havde allierede. Hærens planlægningsvilkår før 2. verdenskrig er grundigt beskrevet i M. H. Clemmesens studie »Jyllands forsvar fra 1901 til 1949«, altså en periode, hvor Danmark ikke havde allierede, og hvor neutraliteten var sat så meget i højsædet, at man ikke åbent talte om, hvem fjenden var - selv om det naturligvis lå i baghovedet, at den største risiko var i syd, fra Kejser Wilhelm IFs eller Hitlers Tyskland. M. H. Clemmesens studie omfatter bl.a. en sammenfattende vurdering af hele perioden, som konkluderer i, at der sjældent var overensstemmelse mellem den politiske hensigt og forsvarets forberedelser. Dels på grund af politikernes manglende viden om militære forhold og den deraf følgende kontrol med deres militære redskab. Dels på grund af hærledelsens manglende kontakt med de ansvarlige politikere. Hæren ignorerede de givne direktiver og modarbejdede regeringens styring. Resultatet af denne uoverensstemmelse mellem politikerne og hærens ledelse var en usikkerhed ned gennem hele hæren. Man kunne i begrænset omfang planlægge for overgang fra fred til krig. Man havde ikke konkrete krigsopgaver eller en konkret forholdsordre. Man (d.v.s. officerskorpset) vidste nok, at fjenden kom fra Tyskland, men det kunne af politiske grunde ikke siges åbent. Og man vaklede mellem et periferiforsvar i Sønderjylland og et eksistensforsvar eller brohovedforsvar. Og forstærkninger til brohovedet var noget helt uvist.
4. Nuværende situation
Er resultatet af den seneste europæiske udvikling, at vi nu er tilbage i situationen før 1940 med manglende konkrete opgaver for hæren? Og med et vaklende forhold mellem den politiske ledelse og forsvarets ledelse med hensyn til opgaveanvisning, forsvarets sammensætning m.v.? Svaret er et klart nej. Forsvarskommissionen - og det vil sige de fleste politiske partier sammen med forsvarets ledelse - fastslår, at forsvarets hovedopgaver uændret er at forsvare
- den sydlige del af den jyske halvø
- de danske øer
- det danske bagland samt
- modtage, støtte og samarbejde med allerede forstærkninger.
Det er klart, at truslen mod Danmark ikke mere kan beskrives så konkret som tidligere. Men de styrker, WAPA hidtil har rådet over, eksisterer stadig de nærmeste år. Selv efter iværksættelse af den endnu ikke trufne CFEaftale vil styrkeforholdet ikke være væsentligt ændret. Kun vil et uvarslet angreb næppe kunne gennemføres. Kommissionen påpeger, at eventuelle reduktioner i hærens struktur vil kunne gennemføres i løbet af en kortere tid, mens det derefter vil være en langvarig proces at foretage genopbygning af krigsstyrken til det tidligere niveau. Det findes derfor i den nuværende usikre situation forkert at foretage betydelige reduktioner af hærens struktur. Konklusionen af det hele vil altså være, at man i de kommende år
a. har enighed mellem poltikerne og forsvaret om hærens struktur og dens opgaver,
b. fortsat er medlemmer af en alliance med, hvad det indebærer af forstærkningsmuligheder.
Og det var a. og b. man savnede 1901-1940. Den væsentligste ændring fra tiden 1949-1989 er, at truslen er mindre veldefineret end tidligere. Dette kræver væsentlig højere grad af fleksibilitet i hærens planlægning og gennemførelse af øvelsesvirksomhed, end man har vænnet sig til gennem de senere år
M. T. Havning.