Hvilket år er det egentligt i Danmark?

Skal Danmarks som nationalstat endnu engang legitimeres gennem politiskstrategiske interventioner i Baltikum? "Dannebrog falder ned fra himlen under Volmerslaget ved Lyndanis" af C.A. Lorentzen, 1809. Statens Museum for Kunst.

Af Jan Werner Mathiasen, major, cand.soc. politisk kommunikation

"Den politiske fokusering på ’storslåede nederlag’ og trangen til at genfortolke historiske begivenheder minder på væsentlige punkter om Serbiens nationalistiske virkemidler i 1990’erne, der var bygget op omkring det historiske tabte slag på Solsortesletten i 1389 og de nationale traumer fra anden verdenskrig."

Hvilket år er det egentligt i Danmark?

De seneste 15 års hårde militære aktivisme har primært handlet om at sætte penge ind på kontoen i USA.[1] Det overordnede formål har været at legitimere nationalstaten som politisk enhed og det er tvivlsomt, om Danmark gennem det nære forhold til supermagten, reelt set har plejet nationaløkonomiske interesser eller indfriet værdipolitiske målsætninger for verdenssamfundet.[2] Som konsekvens af at USA spejder mod Stillehavsområdet og Danmarks lange periode med indsættelse af krævende styrkebidrag bliver vores militærstrategiske samarbejde rettet ind mod de store EU lande.[3] I forlængelse af Ruslands annektering af Krim-halvøen i marts måned og som følge af at Danmark efter godt 8 år trækker sig ud af Helmandprovinsen, er der opstået et sikkerhedspolitisk tomrum, der bevirker, at flere politikere og militæreksperter imødeser en større dansk militær indsats i de russiske randområder.[4] Denne refokusering på Rusland kan selvfølgelig tolkes som en konsekvens af Putins regeringsførelse og udfordring af den liberale verdensorden, idet sådanne handlinger 'naturligvis' må afstedkomme en reaktion fra verdenssamfundet. Men den kunne også skyldes, at Danmark efter indsatsen i Afghanistan har behov for et nyt politisk projekt, der kan legitimere nationen udadtil og indadtil.

Sikkerhedspolitikken
Sikkerhedspolitikken er siden 1864 bygget op omkring en række nationaltraumatiske begivenheder, der gør det muligt for det politiske lederskab at samle nationen og kontrollere befolkningen. Lektor ph.d. Niels Wium Olesen ved Aarhus Universitet har koblet den gentagne markering af det traumatiske ved besættelsen sammen med nutidens forsvarsvilje. For at opretholde og vedligeholde forsvarsviljen blev den politiske fortolkning af anden verdenskrig indledningsvist bygget op omkring det traumatiske ved besættelsen frem for det heroiske i selve selvstændighedskampen.[5] Derved blev de mange årlige 'tabsmarkeringer' en del af legitimeringen af nationalstaten, idet de konstant påpegede konsekvensen af fraværet af den forsvarsvilje, der er en forudsætning for at samle og mobilisere befolkningen. Når Danmark historisk har højtideligholdt begivenheder som 9. april (Besættelsen) og 18. april (Slaget ved Dybbøl), skyldes det, at denne fokusering fastholder nationen som politisk enhed. ”Aldrig mere 9. april” forøgede og vedligeholdte således den politiske mobiliseringskapital, der sikrede lederskabet politisk legitimitet efter afslutningen på anden verdenskrig. Først efter murens fald kunne forsvarsviljens indadrettede fokus ændres, idet den siden 1864 var koblet til den ideologiske eksistenskamp først mod Tyskland og sidenhen Sovjetunionen. Ændringen skete indledningsvist gennem aktivistisk idealisme med fokus på udbredelsen af liberale værdier og efter 1998 gennem hård militær aktivisme. Pointen er her, at aktivismen som sådan ikke er blevet mere militært fokuseret men, at den militære del af den, er blevet væsentlig mere hård siden 1998. Det er på denne baggrund værd at perspektivere udviklingen i dansk sikkerhedspolitik fra territorialfokusering (1864-1980’erne) over aktivistisk idealisme (1980erne – 2000erne) frem til den hårde militære aktivisme anno 2014.

Europæisk integration og krigen mod terror
Der er mange ubelyste overordnede aspekter af overgangen fra territoriel protektionisme til hård militær aktivisme. Udgangspunktet var, at de strategiske rammebetingelser blev ændret omkring afslutningen af den kolde krig.[6] Strukturelt skabte afslutningen af bipolariteten et politisk ideologisk tomrum, idet Warszawa-pagten, som det der reelt bandt vesten sammen, kollapsede fra den ene dag til den anden. Dette tomrum måtte udfyldes, for at det moderne vestlige demokrati kunne fastholde legitimitet i nationalstaterne og bestå som hegemonisk ideologisk projekt. Der manglede simpelthen en troværdig konkurrerende samfundsmodel efter kommunismens fald. Som konsekvens af at ’efterkrigsårenes’ eufori blev rettet mod at understøtte fremvæksten af liberale værdier i tidligere kommunistiske lande, blev sammenhængskraften i Europa indledningsvist bygget op omkring det europæiske integrationsprojekt. De tidligere østbloklande blev indlemmet først i NATO og sidenhen i EU, idet de liberale værdier blev obligatorisk udenadslære for respektive regeringsledere og forfatningsdokumenter. Med Serbiens fald i juni 2001 og Kroatiens og Sloveniens EU ansøgninger fra 2003 kunne det europæiske integrationsprojekt ikke længere udgøre samlingsobjektet for Europa. Der var ikke rigtig flere europæiske vasalstater, der kunne indlemmes uden at destabilisere hele det politiske integrationsprojekt, der med udvidelsen i 2004 også havde behov for at dæmpe en stigende nationalisme i de enkelte lande. Kampen mod terror blev derfor mere en kamp ’for en politisk modstander’, der kunne genlegitimere den vestlige samfundsmodel og katalysere det europæiske integrationsprojekt end en kamp mod en reel trussel. Dette overordnede politiske formål med kampen mod terror indstiftede derved en bipolar tilstand med en politisk modpol. Forskelsdefinitionen mellem ’os’ og ’dem’ blev direkte overført til sikkerheds- og forsvarspolitikken og reintroducerede derigennem et operativt behov for en veldefineret modstander. En modstander, der til forskel fra tiden mod Warszawa-pagten blev bekæmpet militært aktivt i Irak, Afghanistan og Libyen.

Den hårde militære aktivismes virkemidler
Det er dette overordnede skifte fra social integration til politisk differentiering i det europæiske legitimeringsprojekt, der konstituerer overgangen fra en idealistisk til en kynisk[7] ideologisk dansk aktivisme. En overgang der bygger på forskellen mellem at fokusere på at udbrede de liberale værdier i den aktivistiske idealisme til mere og mere at indsætte styrker for at 'tvangslegitimere' egen samfundsmodel under den hårde militære aktivisme.[8] En forskel, der træder tydeligt frem, idet den politiske kommunikation i legitimeringen af den hårde militære aktivisme anvender samme ideologiske virkemidler som totalitære regimer. Dette ved at aktivismen fastholder befolkningens forsvarsvilje gennem fortsat anknytning til nationaltraumatiske perioder samt politiske svigt under 2. verdenskrig[9] og den kolde krig. En anknytning der i øvrigt særligt genfortolker besættelsens politiske mulighedsbetingelser[10] og derved formår at indfri den opsparede forsvarsvilje gennem koblingen til de nationale svigt. Denne kobling har bevirket, at der i en ellers traditionelt pacifistisk nation er en stigende krigsglæde og tolerance over for tabstal.[11] Sammenfaldende med denne politiskideologiske udvikling har den militærstrategiske arbejdsdeling været under pres, hvilket har skabt et misforhold i de civil-militære relationer[12] og 'nødvendiggjort' en større omlægning af Forsvarets ledelse.

Danmark anerkendt som allieret
Så mon ikke også de seneste 15 års hårde militære sikkerheds- og udenrigspolitik har været en væsentlig faktor for, at Danmark for nyligt blev anerkendt som allieret under 2. verdenskrig.[13] Den politiske kommunikation, har i hvert fald fokuseret på at profilere Danmark, ved at koble nationalstaten tæt sammen med de ca. 6.000 frivillige danske søfolk, der valgte at trodse samarbejdspolitikken. Glemt synes de godt 12.000 der meldte sig som Østfrontsfrivillige[14], de danske entreprenører der byggede Atlantvolden langt væk fra Danmark[15], og de mange år hvor Danmark bidrog væsentligt til Hitlers spisekammer.[16] Men værre er det, at fokuseringen i mediernes udlægning mere er på tabstal blandt de danske søfolk[17] end faktiske meritter. Denne fortolkning af krigssejlertjenesten skriver sig direkte ind i den hårde militære aktivismes fokusering. En fokusering som mere er kommet til at handle om at udvikle og opretholde egen forsvarsvilje, gennem påskønnelsen af de relativt mange faldne (i forhold til det nationale styrkebidrag), end at skabe stabilitet og sikkerhed for respektive civilsamfund. Den politiske fokusering på ’storslåede nederlag’ og trangen til at genfortolke historiske begivenheder[18]minder på væsentlige punkter om Serbiens nationalistiske virkemidler i 1990’erne, der var bygget op omkring det historiske tabte slag på Solsortesletten i 1389 og de nationale traumer fra anden verdenskrig.[19] Og så er symbolikken ikke til at overse. Den hårde militære aktivisme anno 2014 bygger i væsentlig grad på samme type politisk ideologi, som katalyserede den aktivistiske idealisme fra og med 1992.

Så når det for tiden diskuteres om det er år 1938 på Krim eller 1914 i Europa, inden Forsvaret deployerer kampvogne til de Baltiske lande og missilbevæbnede fregatter til Østersøen[20] i forsvaret af dansk 'hjerteland', bør man velsagtens også rejse spørgsmålet: "Hvilket år er det egentligt i Danmark?"