Den 28. januar i år holdt jeg efter indbydelse et foredrag med ovennævnte titel på Frederiksberg Slot i Dansk Militærpsykologisk Selskab. På grundlag af dette foredrag og den derpå følgende diskussion er denne artikel skrevet. Det er naturligvis umuligt at give et endeligt svar på det stillede spørgsmål. Dertil er erfarin­ gerne på området endnu alt for spinkle. Der kan antydes nogle retningslinier, som måske en dag, når nye erfaringer er høstet, alligevel vil vise sig uholdbare, og hele spørgsmålet er vel saa kom­pliceret, at man næppe nogensinde når til en endelig løsning. Den rolle, de psykologiske prøver vil komme til at spille, afhænger af, hvilken nytte man skønner eller kan konstatere at have af dem, og i stedet for at søge frem til en bestemt rollefordeling mellem de psykologiske prøver og andre data, v il m an fra psykologernes side være mere interesseret i stadig at forbedre selve det psykolo­giske prøvegrundlag.

Formålet med det følgende skal ikke være at give en teoretisk belysning af spørgsmålet, ej heller at give en oversigt over, hvilke undersøgelser, der måtte være foretaget her og i andre lande, og hvilke resultater man derved er kommet til. Jeg vil kun forsøge at give et indtryk af, hvad der foregår ved den psykologiske prøv­ ning af officersaspiranterne, beskrive nogle konkrete eksempler og derigennem belyse problemet, alt ud fra min stilling som almin­delig interesseret borger i et samfund, hvor det stillede spørgsmål har fået en stor aktualitet, ud fra min psykologiske viden og min erfaring fra m it godt to-årige praktiske m edarbejderskab ved den militærpsykologiske arbejdsgruppe, hvor jeg har prøvet aspiranter til hærens officersskole, forsvarets gymnasium, reserveofficersskolerne og hærens fenrikskole.

Det er heller ikke som nogen officiel repræsentant for den militærpsykologiske arbejdsgruppe, men udelukkende ud fra egne synspunkter, jeg udtaler mig, hvortil dog bemærkes, at jeg mener at være i samklang med gruppen.

De oplyste konkrete eksempler i artiklen er camoufleret såle­ des, at en genkendelse af ansøgerne vil være runulig, men camou­flagen ændrer intet ved det saglige indhold.

Jeg ville ikke synes, at det var spor mærkeligt, om man umid­ delbart stiller det spørgsmål: Er psykologiske prøver i det hele taget nødvendige ved udvælgelsen af officerer? Netop inden for dette felt har man rig mulighed for at lære de mænd, der senere søger uddannelse som officerer, at kende. Først har de pågældende en længere tjenestetid som menige. Derefter får de gennem uddan­nelsen og tjenesten som korporaler og/eller sergenter lejlighed til at vise, om de kan påtage sig opgaver som overordnede ledere inden for mere begrænsede felter.

Man skulle mene, at der var ganske god lejlighed for office­ rerne til at danne sig et skøn over, om en mand var egnet eller ej til at gå videre til officersuddannelsen. Og officererne skulle vel netop i kraft af alder, uddannelse og erfaring være dem, der måtte være nærmest til at kunne afgøre, hvorvidt en ansøger måtte skøn­ nes egnet til at blive officer eller ej. Officererne kender den mili­tære profession, og i deres daglige arbejde står de midt i de pro­blemer, der skal klares inden for forsvaret.

Der er en masse rigtigt i disse betragtninger, og de myndig­heder, der skal træffe afgørelse af, hvem der skal optages på for­ svarets officersskoler, vil aldrig kunne komme udenom at studere og tage hensyn til de udtalelser, der kommer om ansøgerne til de militære skoler fra de pågældende afdelinger. Disse udtalelser må altid blive vægtige data ved afgørelserne, og noget så absurd som at tænke sig dem erstattet af psykologiske prøver, kan der natur­ligvis ikke blive tale om.

I tiden efter sidste krig har de officerer, der skulle bedømme ansøgerne, måske nok som helhed været noget yngre end tidligere og derfor måske mindre modne og rutinerede som personalebedømmere, men dette forhold er vel ved at miste i betydning. Tiden mellem sergentuddannelsen og optagelsen på officersskolerne har vel også været ret kort i adskillige tilfælde, således at officererne ikke har haft så forfærdelig lang tid til at observere ansøgerne i deres egenskab af overordnede befalingsmænd i geleddet. Men hel­ler ikke dette forhold bør sikkert tillægges større betydning.

Alt i alt, afdelingernes udtalelser om ansøgerne må anses for meget vigtige ved bedømmelsen af, om ansøgerne må anses for egnede til officersvejen.

Hvorfor er man da begyndt at underkaste ansøgerne psykolo­ giske prøver, foretaget af folk, der kun ser dem nogle få dage og ikke i deres daglige praksis.

Der er flere grunde hertil.

Der var for det første en del, der dumpede til eksamen, om det nu var, fordi de ikke havde evnerne eller af andre årsager; der var andre, der ikke gennemførte uddannelsen, gik bort fra skolen af en eller anden grund, og der var endelig dem, der efter at være kommet igennem uddannelsen og blevet officerer, ikke viste sig egnede til hvervet, ja i enkelte tilfælde endog medvirkede til at kaste et dårligt lys over officersstanden.

En sådan, skal vi kalde den fejlprocent blandt ansøgerne, kan naturligvis ikke undgås, men den kan måske formindskes. Man har fra det offentliges side ønsket størst mulig sikkerhed for, at de folk, der optages på skolerne og underkastes den ret kostbare ud­ dannelse, også har evner og vilje til at gennemføre den. Og under hensyn til den omfattende pædagogiske og disciplinære opgave, officererne stilles overfor, og deres hele statsrepræsentative stilling har man ønsket at have en vis garanti for, at deres karaktermæs­ sige udstyr og personlighed i det hele taget vair af en vis standard.

Kunne der derfor findes et supplement til det materiale, der hidtil havde dannet grundlaget for afgørelserne om optagelse på skolerne, var det naturligt at bruge det, og herved kom man ind på at anvende den inden for den moderne psykologi praktiserede intelligens- og karakterologiske prøvning. De psykologiske prøver skal således ikke være nogen erstatning for afdelingernes udtalel­ ser om aspiranterne, men et yderligere bidrag. De skal være et supplement, og kun som sådant bør de betragtes.

På hvilke måder og ved hvilke midler kan den psykologiske prøvning af ansøgerne til officersskolerne nu supplere den bedøm­ melse, som de pågældendes overordnede officerer foretager ud fra det praktiske arbejde inden for militæret?

Først med hensyn til ansøgernes evner til at kunne gennem­ føre officersskolerne, jeg tænker foreløbig kun på de rent formelle intelligensmæssisge evner.

Mange har i dag den opfattelse, at samfundet lægger for megen vægt på eksaminer. Vejen til en række erhverv og stillinger er brolagt med teoretiske eksaminer. Adskillige mennesker, der viser udmærkede evner og dygtighed i praktisk arbejde, må renoncere på at opnå disse stillinger, fordi de ikke har de formelle evner til at tage de nødvendige eksaminer. Vi kender alle eksempler på mænd, der i det praktiske arbejde har drevet det vidt i tilværel­ sen, men som var umulige i skolen.

Der er vel næppe tvivl om, at der er en vis positiv korrelation mellem intelligens og praktisk dygtighed, sådan at forstå, at der vil være en større del af dem, der er i stand til at tage eksamen inden for et område, der også vil være i stand til at gøre sig gæl­ dende på det tilsvarende praktiske område, end tilfældet vil være for dem, der ikke er i stand til at gennemføre eksamen. Men kri­ teriet gælder kun med en ikke ringe margin.

Det er derfor uhyre vanskeligt på grundlag af kendskabet til en mands praktiske egenskaber og præstationer at kunne sige noget om, hvorvidt han vil egne sig til at gennemføre den teoretiske uddannelse. Ved de psykologiske prøver viser dette sig i fulde mål. Når man efter de praktiske udendørs og indendørs prøver, hvor håndelaget, evnen til at begå sig, træffe beslutning o. s. v. får lej­lighed til at vise sig, har dannet sig et foreløbigt billede af an­ søgeren, og man dernæst forbereder interviewet og undersøger resultatet fra de teoretiske prøver, han i mellemtiden har været underkastet, bliver man ikke sjældent slået med forbavselse. Den mand, der har klaret sig kvikt og behændigt ved de praktiske prøver, og som man har oplevet som et lyst liovede, kan under­ tiden ved de teoretiske prøver vise sig usikker og tung. I hvert fald er der mange uoverensstemmelser mellem det indtryk, ansø­gernes optræden og praktiske præstationer giver, og de resultater, der frem kommer ved de teoretiske prøver.

I vor oplevelse af mennesker blander der sig så mange ind­ tryk og vor egen indstilling over for de forskellige typer, at det vil være svært ud fra et menneskes almindelige gøren og laden at slutte sig til dets evner for at gennemføre en teoretisk uddannelse. Det er ikke altid dem, der er dumme og tunge i det praktiske, der ikke kan tage eksaminer, men det er heller ikke dem, vi oplever som kvikke hoveder, der er i stand til det.

Indenfor psykologien har man netop gennem intelligensprø­ ver forsøgt at få et rent udtryk for disse teoretiske evner, der er af så stor betydning for at kunne gennemføre eksamen.

Intelligensprøver er imidlertid noget, man skal omgås med en ikke ringe forsigtighed. For det første må selve prøverne naturlig­ vis være indrettet og forinden brugen være gennemprøvet således, at de kan give et adækvat udtryk for de teoretiske evner. Dernæst må psykologen i det enkelte tilfæ lde undersøge, om prøven er fore­ gået under sådanne omstændigheder, at resultatet må antages at vise noget reelt. Der er naturligvis fejlkilder her.

Som eksempel kan jeg nævne, at jeg en dag havde observeret en ansøger, der syntes at være en middelbegavet og ganske prak­tisk ung mand. Da jeg inden interviewet gennemgik hans skriftlige prøver, så jeg til min forbavselse, at hans resultat fra intelligens­ prøven nærmest var lat ligne med en sinkes. Der gik et kvarters tid ind i interviewet, og jeg fandt stadigvæk, at manden var ganske fornuftig og i hvert fald ikke kunne være noget i retning af sinke. Vi gav os nu til at tale om intelligensprøven, hvorpå han straks udbrød: „Ja, den er vist helt gal“. Han havde efter -at have snak­ ket med kammeraterne opdaget, at hans fremgangsmåde var meget afvigende. Jeg beroligede ham med, at han havde klaret sig pænt ved prøverne i almindelighed og foreslog ham, at vi prøvede at løse opgaven sammen, idet jeg bad ham forklare højt samtidig med, at han løste opgaven. Jeg mærkede nit, hvor han pludselig forstod meningen i opgaven, og i en rolig atmosfære løste han nu en række af opgaverne helt rigtigt. Jeg lod ham løse en anden intelligensprøve, og det gik væsentligt bedre, men dog noget ringere end jeg ville skønne han kunne præstere, for en vis nervøsitet prægede ham endnu. Jeg vil tro han var middelbegavet.

Man må indrømme, at selv den hedst gennemførte prøve har en vis fejlmargin. Ansøgernes miljø, deres hele indstilling over for og tidligere beskæftigelse med beslægtede opgaver kan spille ind. Således er der allerede fra en vis militær side over for psykolog­ gruppen blevet hævdet, at vore intelligensprøver, ja måske prø­ verne som helhed, stillede „de tungere jyder“ i et ugunstigere lys og favoriserede „de lette sjællændere“ og ikke mindst „de kvikke københavnere“. Der kan være noget rigtigt i dette synspunkt, og vi har selv været inde på tanker af denne art. Det ligger nu nok noget mere kompliceret. Foruden hjemmet og skolemiljøet er det vel af væsentlig betydning, hvorvidt de pågældende i deres erhverv og fritidssysler væsentligt er beskæftiget med konkrete ting og praktisk arbejde, eller om de allerede derigennem har fået en vis rutine og kendskab til mere teoretiske former for aktivitet. Den pågældende ansøger, jeg omtalte før, var således en ung mand, der altid havde været beskæftiget på landet, en udpræget frilufts- mand, der f. eks. aldrig havde forsøgt at løse en kryds og tværs­ opgave el. lign. Han havde været forvalter på store gårde, haft med mange mennesker at gøre og havde klaret sig pænt. Der er næppe tvivl om, at han kom ud for et særligt pres, da han pludse­lig blev stillet over for helt teoretisk stof, og hans evner er i virke­ligheden større end resultatet viser. Om de er tilstrækkelige til at gennemføre skolen, er et andet spørgsmål.

Selv om det således må indrømmes, at prøverne har en vis fejlmargin, og at også dette objektive, rene tidtryk for teoretiske evner må tages med et vist forbehold, så har psykologerne dog i prøvernes udfald et positivt ståsted, hvorfra man i tilfælde, hvor udfaldet synes ret afvigende fra det almindelige indtryk, kan kor­rigere efter nærmere undersøgelse. Dette synes så meget sikrere et grundlag, end hvor man blot ud fra et almenbillede af mandens praktiske gøren og laden, ud fra ens almindelige indstilling over for ham, skal bedømme, hvorledes det er fat med hans teoretiske evner.

Det skal i denne forbindelse oplyses, at i dag bliver samt­ lige ansøgere underkastet mindst 2 intelligensprøver. De bliver tillige prøvet med en række standpunktprøver i dansk, regning og matematik, og jeg vil gerne nævne et eksempel på disses betyd­ning for bedømmelsen af ansøgernes evne til at gennemføre teore­ tisk uddannelse, bortset fra det, de fortæller om ansøgernes skole­ kundskaber.

En ansøger havde præsteret en ualmindelig dårlig danskprøve, hvorimod hans selvbiografi var ganske pæn og ikke noget som helst påfaldende, hvad bogstavering angik. Jeg forelagde ham, at hans danskprøve var meget dårlig og spurgte, hvordan han dog havde klaret sig i tjenesten, hvor han havde haft en del rapportskrivning o. lign. Han oplyste nu, at han var ordblind og havde haft vældigt besvær med at følge med i skolen i dansk. Han havde imidlertid ved stor flid lært sig en række ord, så han kunne skrive dem korrekt, og når han blot selv var herre over ordvalget, gik det meget godt. I tjenesten havde han været nødt til at lære sig nogle nye ord, men derefter var alt gået godt. Så snart han ikke selv kunne vælge ordene, blev han meget nervøs og kunne overhovedet ikke skrive, hvad prøven tydeligt viste. Han agtede, såfremt han blev optaget på skolen, at tage ekstra ørdblindeundervisning. Han var i øvrigt velbegavet, men får meget svært ved at gennemføre den teoretiske uddannelse, såfremt en række kompenserende egenskaber: lyst, ud­ holdenhed, flid og energi ikke er tilstede. Dette blev beskrevet i den psykologiske bedømmelse.

Inden jeg forlader intelligensprøverne, vil jeg referere endnu et tilfælde, hvor jeg mener, at disse prøver gav et væsentligt andet billede end det umiddelbare, man fik af ansøgeren. En oversergent, der gerne ville være reserveofficer og ønskede at få en længere kontrakt om ansættelse, havde ved de praktiske prøver vist sig som en stabil og udmærket mand uden større særpræg. Hans intel­ ligensprøve var imidlertid ret dårlig, og da jeg kom ind herpå under interviewet og lod ham prøve at løse den for mig, sprang sveden frem i hænderne på ham, og hele hans opfattelse af opga­verne (han fik ikke at vide, om hans resultater var rigtige eller forkerte) var håbløst ved siden af. Han fortalte nu, at han et par år tidligere havde prøvet skolen, men var gået fra på grund af nervesammenbrud. Han havde nu ment, at hans nerver var helt i orden, og han var anbefalet fra sin afdeling og var ganske sikkert en vældig pålidelig og brugelig mand, men over for teoretisk stof gik han i gulvet. Jeg tror, at han atter ville blive nødt til at gå fra, for skolearbejde duede han ikke til.

På det heromhandlede felt må jeg mene, at de psykologiske prøver vil kunne give de myndigheder, der skal træffe afgørelse om optagelse på officersskolerne, et væsentligt supplerende billede af ansøgernes muligheder. Udtalelserne fra de militære chefer om ansøgerne kan give et udmærket billede af ansøgernes praktiske arbejde, optræden og evne til at gøre fyldest, tildels vel også om deres arbejde med mere teoretisk præget stof, dog vel nok af mere rutinepræget karakter, end de stilles over for på skolerne. Alt dette vil også i et vist omfang kunne sige noget om ansøgerens mulighed for at gennemføre skoleuddannelsen, men indtrykket er væsentligt dannet fra ansøgerens praktiske gerning, og det er påvirket af en række irrelevante faktorer. De psykologiske prøver må formodes at give et renere udtryk for ansøgerens teoretiske evner, for hans mulighed for at følge med i den abstrakte form, der er skoleuddan­nelsens væsentligste side.

At man inden for den militærpsykologiske arbejdsgruppe vil bestræbe sig for til stadigbed at forbedre disse prøver er selvsagt.

Om en elev gennemfører skoleuddannelsen er imidlertid ikke alene afhængig af, om han har de nødvendige formelle evner, men også af en række andre faktorer som f. eks. energi, inålbevidsthed, udholdenhed, evne til at udnytte sine anlæg, motivation o. a.

Fra det daglige arbejde i tjenesten vil officererne kunne få en række indtryk af ansøgernes karaktertræk på disse områder, f. eks. om de hurtigt giver op over for vanskeligheder, eller om de da er udholdende, om de viser interesse for arbejdet, alt i alt en række indtryk, der utvivlsomt fortæller en hel del om ansøgernes ind­stilling til skolen og deres muligheder for at gennemføre uddan­ nelsen.

Men situationen, hvorunder ansøgeren handler i det militære praktiske arbejde, er som regel en anden end den, hvori han pla­ceres på skolen. Skolen er et inde-m iljø, et stillesiddende-miljø i langt højere grad end geleddets. Der kræves koncentration i enrum i væsentlig større omfang end under arbejdet i geleddet, der fore­går mere rutinemæssigt og i team. Reaktionerne på de to miljøer kan derfor blive ret forskellige.

Ved de psykologiske prøver søger vi at grave ansøgerens tid­ ligere reaktioner på miljøer af lignende art som skolens frem. Hvordan gik det i barneskolen? Har han senere søgt supplerende undervisning, og hvordan er denne gået? Har han i sine fritids­ interesser vist lyst til at tilegne sig teoretisk stof, arbejde på egen hånd, eller har han snarere lagt sin fritid an på udadvendt aktivi­ tet, som sport o. lign.? Hvorledes har han udnyttet sine evner? Er der f. eks. en linie i hans forskellige foretagender, en vis plan og kontinuitet i dem, eller er de mere tilfældige, påvirket af hvad, f. eks. forældre, kammerater eller andre i hans omgivelser har tilskyndet ham til? Gennemfører han det, han begynder på, eller har han hurtigt givet op over for hindringer?

Endelig søger vi ved de psykologiske prøver at få motivationen for at søge officersuddannelsen belyst. Motiverne er ofte dobbeltbundede, for ikke at sige temmelig komplicerede. Den umiddelbare motivation er som oftest noget i retning af pligtfølelse, fædrelands- følelse, almindelig interesse for arbejdet og for at have med unge mennesker at gøre. En del indrømmer de mere prosaiske motiver som den økonomiske indtægt, den faste ansættelse, fordelene ved officerstitlen ved senere ansættelse i civilt arbejde o. lign. Går man dybere ind på emnet, kommer ofte helt andre ting frem. Jeg vil tro, at de militære chefer sjældent kommer længere frem end til de mere umiddelbare og acceptable motiver. Og det er vigtigt at få hele motivationen med, den siger noget om den indre driv­ kraft og den vedholdenhed, uden hvilken et godt resultat i det lange løb næppe opnås. Jeg skal fortælle et eksempel fra min praksis.

En ansøger til officersskolen havde i sin selvbiografi, der er et led i de psykologiske prøver, fortalt, at han ønskede at blive officer, fordi det var et rask liv, arbejdet var interessant, og op­ gaven var betydningsfuld. Under interviewet, hvortil han havde en meget positiv holdning, kom vi til at tale musik, for han var meget musikalsk og udøvede det i praksis. Jeg spurgte om hans yndlings- komponist. Det var Haydn, men på mit spørgsmål hvad han da spillede af Haydn, svarede han, at lian ikke spillede ham for tiden. Nå, hvorfor dog? Nej, hans kone brød sig ikke om Haydn, hun var absolut musikalsk, men foretrak mere moderne komponister. Vi snakkede lidt videre, kom ind på, om der var andre ting, hvor deres interesser ikke faldt sammen. Det var der, og lidt efter kom det frem, at de næsten intet havde tilfælles. De havde været meget betaget af hinanden, giftede sig hurtigt, og opdagede pladask, at de var vidt forskellige. Betagelsen var gået over for hendes ved­ kommende, og i øjeblikket nægtede hun at have seksuelt samliv med ham. Vi snakker videre om dette hans store problem, indtil jeg spørger: „Hvad med officersuddannelsen, hvad siger Deres kone til den?“ Den var hun med på, ja det var vel egentlig hendes ønske, der havde fået ham til at vælge den. Vi går lidt videre og kommer sammen til det resultat, at det vist egentlig udelukkende er for at tækkes hende, for at vinde den kone, han elsker så højt, tilbage, at han nu vælger officersvejen. Hans interesser er langt snarere i retning af rolige studier, hyggeligt miljø, stilfærdige in­ teresser, langt fra al robusthed. Men han var en intelligent, tilta­lende ung mand, der tilpassede sig godt. Han havde sikkert klaret sig pænt under militærtjenesten, han ville i almindeliglied kunne klare en del hverv godt, gøre sig afholdt, og han mente sig velan­ skrevet fra sin afdeling.

Jeg advarede ham mod at drage for hurtige konsekvenser af vor samtale, rådede ham til at tænke situationen godt igennem, og næste dag meddelte han mig, at han ville tænke nærmere over spørgsmålet, men han troede, at han ville nøjes med at søge reserveofficersskolen.

En sådan dybere belysning af motivationen er sikkert vanskelig for den militære overordnede at få frem. Han ser kun en ung mand, der passer sit job pænt, falder godt til, synes interesseret, og altså også er det, men alligevel ud fra forudsætninger, der må betegnes som meget usikre. Det må være af stor betydning for de myndigheder, der skal træffe afgørelsen om optagelse i et sådant tilfælde, at få at vide, at motivationen er meget vaklende og irrele­ vant.

Tilsidst skal jeg komme ind på den karaktermæssige under­ søgelse og bedømmelsen af personligheden hos ansøgerne, som fore­ tages ved de psykologiske prøver.

Navnlig med henblik på dette spørgsmål stiller man naturligt det spørgsmål, om det dog ikke er ansøgernes overordnede, der kan vurdere ansøgernes karakter og personlighed bedst. De har dog med ansøgerne at gøre igennem længere tid, har lejlighed til at se dem i funktion i det daglige arbejde og vel også en del uden for den egentlige tjeneste o. s. v.

Psykologerne ser kun ansøgerne nogle få dage, i kunstige situa­ tioner, og er der ikke større mulighed for, at ansøgerne i den korte tid blot viser de sider, som man nu mener er gunstigst med henblik på at få optagelse på forsvarets skoler?

Vist er der noget rigtigt i betragtningen, men der er en væsent­lig fejl, nemlig den, at man i det hele taget stiller de to bedøm­ melser, der er fremkommet ud fra hver sin metode, op mod hinan­ den. Man skal ikke stille de to metoder op mod hinanden, nej, man skal søge at klargøre, om hver metode for sig må antages at kunne give relevante oplysninger om ansøgeren, og da lade dem supplere hinanden.

De militære chefer danner sig deres skøn om ansøgerne på grundlag af iagttagelser af ansøgernes optræden, deres succes og fejl i det praktiske arbejde over et vist stykke tid. De danner sig et helhedsbillede af deres personlighed gennem de indtryk, de får af deres ydre reaktions- og handlesæt. Psykologerne går den anden vej, de søger at få oplysninger om ansøgernes forudsætninger, prø­ ver at få et koncentreret billede af hans personlighed og ud herfra at stille en prognose over, hvorledes hans reaktioner over for om­ verdenen må være, og hvorledes hans udvikling må tænkes at blive.

Der bør ikke være mystik omkring de psykologiske prøver, de psykologiske metoder er ikke heksekunster. Det konkrete indhold af prøveresultaterne for den enkelte ansøger må ifølge sagens natur forblive hemmeligt. Hans strengt personlige forhold hør være gar­ deret af en absolut tavshedspligt fra psykologernes side, men vore metoder bør ikke være hemmelige, og dem vil jeg gerne fortælle lidt om.

Gennem en selvbiografi, skrevet af ansøgeren, og gennem et indgående interview søger vi at få hans forudsætninger klarlagt: hans miljø- og opvækstforhold, reaktionerne heroverfor, hans for­ hold til andre, hans idealer, interesser og ambitioner. Desuden sæt­ ter vi ham i en række situationer, over for hvilke han kan reagere fuldstændig som han ønsker. Han kan blive tilskuer, han kan blive hovedperson, snart kan han blive den forurettede, snart den der har succes, han kan blive ene mod alle, eller gå sammen med fler­ tallet mod en enkelt, han kan få brug for at slå fra sig for at få sin ret, eller måske give efter for ikke at komme i vanskeligheder, han kan få brug for at være alvorlig og hensynsfuld, senere måske for at være fræk og slagfærdig, han kommer til at vise legemlige færdigheder, verbale evner o. s. v.

Ved at notere hans reaktioner i de mange situationer søger vi at finde genkommende træk, sammenholde disse med oplysningerne om 'hans miljø, opvækst og aspirationer o. s. v., uddybe dem gen­ nem små spørgsmål under prøverne om, hvorfor han gjorde det eller det, og ved at tale det hele igennem under interviewene. Ved efterhånden at si de mere tilfældige træk fra og finde frem til de mere dominerende, søger man tilsidst at danne sig et billede af personligheden.

Jeg vil forsøge ved tænkte eksempler at illustrere forholdet mellem de militære chefers og psykologernes bedømmelser.

Den militære chef har f. eks. bemærket, at en ansøger i det praktiske arbejde har haft let ved at skaffe sig ro og orden på sin deling. Psykologen konstaterer måske om samme ansøger, at han gør sig gældende i prøvegruppen, han er den, kammeraterne ser hen på, når afgørelser skal træffes: når han siger noget, hører kammeraterne efter. I et andet tilfælde har den militære chef måske konstateret, at en ansøger altid skælder og smælder over for mandskabet. Psykologen konstaterer måske, at samme ansøger fra barndommen er blevet underkuet og har oparbejdet et stærkt behov for at gøre sig gældende. Han svnes selv, at han gør et sølle indtryk, hvis han ikke i enhver situation er den dominerende. Den militære chef konstaterer i et tredie tilfælde, at en ansøger ikke får arbejdet ved en deling rigtigt i gang, fordi der diskuteres for meget om, hvordan det kan gøres. Psykologen konstaterer måske om samme ansøger, at der fra miljøets side, hvadenten det nu er forældre, skole eller andre, altid er blevet stillet for store krav til ham. Han er blevet usikker, har lidt det ene nederlag efter det andet, og kan nu næsten ikke træffe beslutninger og er bange for overhovedet at handle.

Som det ses, falder de to bedømmelser i virkeligheden sam­ men i deres slutresultater, men de kommer dertil ad forskellige veje, og de forklarer hinanden. Såfremt de militære chefer har den fulde indsigt i menneskelige reaktioner og bedømmer rigtigt, og også psykologen ved sine iagttagelser ser rigtigt og trækker de rigtige konsekvenser, skulle de to bedømmelser falde fuldstændigt sammen, og jeg vil tro, at der vil være en ret stor del tilfælde, hvor temmelig god overensstemmelse foreligger.

I andre tilfadde vil der ikke være overensstemmelse, men de to bedømmelser vil kunne supplere hinanden. Eksempelvis kan det lænkes, at psykologen får frem, at ansøgeren har en stærk tilbøjelighed til at blive hidsig, og tidligere har reageret meget hidsigt og derved kommet i vanskeligheder og blevet til grin. Efter­ hånden er han kommet til erkendelse af det uhensigtsmæssige i denne reaktion og søger nu at imødegå den. Den militære chef har måske nok en enkelt gang set ansøgeren noget opfarende, men har i det store og hele indtryk af en rolig ung mand, der tager for­ nuftigt på tingene. Da får de ansættende myndigheder det fulde billede af ansøgeren, en mand med et uheldigt karaktertræk, som han har erkendt og er ved at få bugt med. Og dette billede er jo langt mere oplysende om ansøgerens personlighed som helhed, end det, der ville fremkomme, om blot den ene af de to bedømmelser forelå.

Lad os tænke os et andet eksempel. Den militære chef har måske konstateret, at en i øvrigt flink mand har en tilbøjelighed til at være noget for pertentlig, lidt smålig over for mandskabets småsynder, indgiver mange unødvendige indmeldelser o. lign. Psy­kologen konstaterer måske, at det er en mand, der er lidt senere i udviklingen end jævnaldrende, måske som følge af et meget be­ skyttet miljø eller andet. Han er angst for at gøre fejl, ikke at have orden på alt, og han fortæller selv, om hans angst og store usikkerhed, da han de første gange skulle stå over for sin deling. Muligvis er han selv klar over sin lidt for forsigtige og nøjereg­ nende indstilling, og er selv klar over, at han kan være for smålig over for mandskabet og nævner måske et par friske tilfælde, hvor han mener at have ændret kurs. Helhedsindtrykket bliver da en mand i udvikling og med god erkendelse og indstilling over for omverdenen. Ansættelseskommissionen får da her billedet af en mand, der vel nok endnu i praksis ikke optræder helt moden, men som er i udvikling. Et billede, der er så meget mere oplysende end bedømmelserne fra officeren og psykologen set isoleret.

Nu er der ikke tvivl om, at der i en række tilfælde vil være uoverensstemmelse m ellem de militære chefers og psykologernes bedømmelser. Bortset fra den almindelige menneskelige fejlfaktor, som både de militære og de psykologiske bedømmere er under­ kastet, er der specielle forhold, der bevirker, at synspunkterne ofte vil blive forskellige. Jeg skal her nævne nogle af de vigtigste.

Officererne ser kun ansøgerne i det militære miljø, og den tilpasningsform, som ansøgerne har antaget specielt i dette miljø, bliver dominerende for helhedsindtrykket. Psykologerne ser ansø­gerne i en række forskellige situationer, hvor de må antage for­ skellige reaktionsformer. Vi får en række intime oplysninger, som giver anledning til drøftelser, der i enhver anden forbindelse ville være utænkelige. Vi diskuterer træk med ansøgerne, begivenheder, som ligger helt uden for det militære miljø.

Officererne er, mens de iagttager ansøgerne, dog stadig deres overordnede. Forholdet mellem officer og ansøger vil stedse være forholdet: overordnet — underordnet. Nu kunne man sige, at psy­ kologerne i prøvesituationen også repræsenterer en slags overordnet for ansøgerne. Imidlertid kan psykologerne søge at ændre denne indstilling hos ansøgerne, og vi gør i så henseende så meget, der er øs muligt. For at gøre vort samvær med ansøgerne de tre dage, prøverne varer, så lidt eksamensprægede som muligt, søger vi at komme så langt væk som muligt fra den passive, stive censorhold­ ning. Vi animerer stadig til tvangfrihed, aktivitet, diskuterer prø­ verne med dem, snakker om de forskellige roller, de kommer til at spille i situationerne, hvorvidt de har befundet sig godt i dem eller det modsatte. Navnlig i interviewet gælder det selvfølgelig om at komme på bølgelængde med ansøgeren, ramme hans tone, komme ind på hans interessefelter, gøre ham tryg, og frem for alt gøre ham forståeligt, at det, der først og fremmest tæller, er, at man bliver klar over, at ansøgeren har indsigt i sine egne fortrin og mangler og sine problemer, at ethvert menneske, selv den højest egnede officer, er en blanding af fortrin og mangler, og at man aldrig kommer til at kunne manøvrere sig selv og sine problemer, før man kender dem til bunds.

Og det er forbavsende at se, hvor en gruppe — som regel på 6 mand — på disse dage udvikler sig fra en forsigtig, lidt usikker gruppe til en ivrig, diskuterende, ja mange gange næsten støjende gruppe, og meget ofte beder de om at måtte få endnu en situation, de morer sig simpelthen og er blevet interesseret. Ved afskeden den sidste dag mærker man ofte, at de gerne vil have en sludder, og ikke få udtaler, at de gerne så, at det ikke blev sidste gang, de havde kontakt med psykologen.

Endelig kan nævnes, at officererne ligesom alle andre menne­ sker har deres sympatier og antipatier, tiltrækkes umiddelbart mere af visse typer end af andre, ofte helt ubevidst.

Der er ikke tvivl om, at den militære chef, der skal afgive udtalelse om en ansøger, og er klar over betydningen af sin udta­lelse for ansøgeren, vil stille sig kritisk over for sin bedømmelse, overveje om det og det, han udtaler, holder stik, men hans bedøm­ melse fremkommer dog næppe på den måde, at han, hver gang en af hans sergenter foretager sig et eller andet, udfører et eller andet hverv, omhyggeligt noterer objektive data ned. Og når han da skal afgive sin udtalelse, affatter denne ud fra en opsummering af disse notater. Nej, han foretager sikkert sin bedømmelse ud fra et samlet personligt skøn, en samlet fornemmelse af ansøgeren. Hans bedømmelse bliver endvidere næppe korrigeret for hans sym­ pati eller antipati.

Selvfølgelig gælder faren for, at sympati og antipati usagligt skal blande sig i bedømmelsen, også for psykologerne. Gennem hele vort studium går imidlertid som en rød tråd, at alle vore iagttagelser og bedømmelser ikke svarer til de reelle forhold, vi har iagttaget og bedømt, men kun til vore oplevelser af tingene og situationerne. Vore iagttagelser og bedømmelser er behæftet med vore specielle forudsætninger, vore idealforestillinger, farvet af vor egen personlighed.

Psykologerne kan sikkert bedre i den forholdsvis korte obser­ vationstid under prøverne konsekvent rette deres opmærksomhed mod denne fejlmulighed, og ved bedømmelsen af en ansøger sam­ arbejder altid 3 psykologer, der alle har observeret ansøgeren gen­nem samtlige prøver, og de 2 har haft den pågældende i interview, den ene af dem i et meget indgående langt interview.

Det er vor erfaring, at indtrykket af en ansøger skifter stærkt, eftersom prøverne skrider frem, der kommer nye træk til, som ændrer billedet af ham, og ved den sluttelige bedømmelse viser det sig ofte, når man over for de to andre psykologer skal be­ grunde sin bedømmelse af et eller andet træk ud fra iagttagelserne, at man da må revidere sine synspunkter og erkende, at man måske alligevel liar ladet sine personlige sym- og antipatier spille med ind.

Det, der kort og godt sker under prøverne og interviewene, når disse er helt vellykkede, er, at psykologerne kommer i et for­ hold til ansøgeren, som om de kendte ham meget godt, men uden at de bliver personlig engageret over for ham.

Lad mig som afslutning på mine bemærkninger kort ridse for­ holdet mellem officerernes og psykologernes bedømmelser op:

Officererne ser ansøgerne gennem længere tid, og de ser ham optræde i en række realistiske situationer og udføre en række kon­ krete hverv. Og de ser ham i det militære miljø, hvor hans frem­ tidige gerning skal ligge. Men de er stedse ansøgernes overordnede og bliver engageret med deres personlighed i arbejdet og dermed i bedømmelsen af ansøgeren.

Psykologerne ser kun ansøgerne i få dage og i en række kun­ stige situationer, men situationer, der er meget forskelligartede, og som aktiviserer ansøgeren og får ham til at reagere såvel sagligt som følelsesmæssigt. De får oplysninger om ansøgernes forudsæt­ ninger og en række intime forhold, der giver mulighed for at se personlighedens sammenhæng. Der skulle være en chance for, at de undgår at blive engageret med deres personlighed over for an­ søgeren, og skulle det ske, bliver de sandsynligvis kritiseret derfor af deres kolleger, der har været medobservanter.

De psykologiske bedømmelser skal, som det vil være fremgået af min redegørelse, efter min mening supplere udtalelserne fra de militære chefer; de skal være vejledende for de myndigheder, der skal afgøre optagelsen af ansøgerne. De skal være beskrivende, men ikke træffe nogen afgørelse af, om ansøgeren skal optages eller ej.

I øjeblikket er de psykologiske bedømmelser afgivet på den måde, at der for hver ansøger gives en beskrivelse af hans bega­ velse, udnyttelsen af evnerne og sandsynligheden for, at han kan gennemføre uddannelsen også ud fra personlige egenskaber som energi, udholdenhed, motivation o. lign. Endvidere en beskrivelse af hans personlighed, forhold til omverdenen, ydre fremtræden, selvindsigt, indlevelsesevne o. s. v., modenhed og udviklingsmulig­ heder, alt i mere almindelige vendinger uden konkrete personlige oplysninger. Tilsidst en samlet egnethedsbedømmelse i form af en talangivelse, idet der anvendes en 9-skala, hvor 9 er udtryk for de allerbedst egnede.

Denne talangivelse må selvfølgelig ikke opfattes som en karak­ ter i den gængse forstand, men er kun et udtryk for det samlede skøn. Et 5-tal kan altså dække over en ansøger, der på enkelte punkter må anses for særdeles fremragende, men på andre anses for mindre egnet, hvilket vil ifremgå af beskrivelsen. Men det kan også dække over en ansøger, der i alle henseender må anses for brugelig, uden at han på noget punkt hæver sig op over gennem­ snittet, hvilket da også vil fremgå af beskrivelsen.

Ud fra den betragtning, at de psykologiske bedømmelser kun bør være beskrivende og vejledende, at de skal fremkomme for myndighederne som supplerende oplysninger om ansøgerne, ville det principielt være det heldigste, om der slet ikke blev antydet nogen karakterbedømmelse. Man kommer ikke udenom, at selv om der fra psykologisk side advares mod at betragte karakteren som andet end forsøg på at give et samlet udtryk for de beskrevne faktorer, så kan den komme til at virke som en indrangering. Det er ligesom der fra psykologernes side dermed er taget stilling til, om ansøgeren skal optages eller ej, altså lige stik imod hensigten.

Nu er den psykologiske beskrivelse overordentlig vanskelig, ofte må den endog ske under et vist pres, såfremt der skal afhol­ des optagelseskommission umiddelbart efter. Det er vanskebgt at give beskrivelsen en sådan form, at andre ved læsningen får det rette indtryk af styrkeforholdet mellem de beskrevne træk. Her vil være mulighed for store fejltagelser, og man er derfor hidtil veget tilbage for at lade beskrivelsen stå alene, og har ment det praktisk nødvendigt at lade beskrivelsen munde ud i en mere let anskuelig vurdering i form af en talangivelse.

Ingen i den militær-psykologiske arbejdsgruppe vil antagelig nægte det ønskelige i at undgå denne talkarakter, men forudsæt­ningen herfor må være, at der ved samarbejde mellem de myn­digheder, der træffer afgørelsen, og psykologgruppen findes frem til en form, der udelukker fejlopfattelser af arbejdsgruppens be­ skrivelse af ansøgerne.

Til slut kunne jeg lige tænke mig at ofre en bemærkning på spørgsmålet: hvilken virkning man kan forvente, at de psykologi­ske prøver kan få på sammensætningen af officerskorpset frem­ over? Vil de medføre, at en bestemt type kommer til at dominere, eller kan man snarere vente, at der nærmest ikke bliver tale om nogen type, men om en bleg og gennemsigtig blød mellemvare uden særpræg.

Ingen af delene er der fare for, dertil er psykologerne for det første alt for forskellige indbyrdes, og det er en misforståelse at tro, at psykologernes helt er en mand uden fejl og særheder. Ingen bliver vel i højere grad gennem deres uddannelse vant til at accep­tere menneskene som det konglomerat af gode og dårlige sider, som de er. Det vigtigste i den henseende er ikke de enkelte karak­teristika, men i højere grad den enkeltes evne til at erkende disse karakteristika, arbejde med dem og danne dem ind i et hele til en personlighed, inden for hvilken de bedste evner kan udfoldes.