Må jeg indledningsvis sige, at det har intet formål, og det ville ikke være rigtigt at prøve at lukke øjnene for atom- og brintbombens frygtelige karakter og at prøve at berolige folk med, at det ikke er så slemt, som man læser og hører om. Den første betingelse for at så mange som muligt kan overleve er, at befolkningen ved redelig og saglig oplysning bliver klar over faren og klar over de midler, der kan tænkes til at begrænse ulykkerne.
Først må jeg måske henlede opmærksombeden på, at problemet, hvor mærkeligt det end kan lyde, ikke i princippet er så forfærdeligt forskelligt fra, hvad det var, før atombomben blev opfundet. Moderne krig vil under alle forhold forårsage store tab blandt civilbefolkningen ved bombning af industriområder og byer — man behøver blot at tænke på luftkrigen mod Eng land og navnlig mod Tyskland under sidste krig. Alene i Tyskland omkom 600.000 mennesker ved den allierede bombning.
Men atom- og brintbomber betyder, at man med en enkelt bombe kan forårsage de samme ødelæggelser, som man tidligere skulle indsætte 1.000 eller måske adskillige tusinde bomber for at opnå. Det vil sige, at ødelæggelserne og tabene ville blive mange gange større. Hertil kommer så for brintbombens vedkommende den radioaktive virkning.
Det er jo indlysende, at man hverken ved den ene eller den anden slags bombardement kan give befolkningen 100 % beskyt telse — der vil altid anrettes store tab af menneskeliv og store ødelæggelser ved bombardement af en storby. Det drejer sig om at reducere navnlig tab af menneskeliv til det absolut mindst mulige.
Forsvaret mod et angreb af denne art er dels aktivt, dels passivt.
Det aktive forsvar skal ved bekæmpelse af angriberens flyve våben på dets baser, af lagre af og fabrikationssteder for atom våben og af angriberens flyvere i luften hindre, at bomberne overhovedet bliver kastet. Det er med andre ord navnlig egne flyvere og eget luftværnsartilleri, der skal gennemføre dette ak tive luftforsvar. Jo stærkere forsvareren er med hensyn til flyvere, desto større udsigt vil han have til at hindre bombarde ment af sit område.
Som forholdene er i dag, må man sige, at det kun i be grænset omfang vil være muligt at hindre bombning af Vesteuropas byer og industriområder i de første dage efter krigens udbrud.
Jeg siger udtrykkelig de første dage efter krigens udbrud, fordi krigens åbningsfase må forventes navnlig at forme sig som en gigantisk kamp mellem de to parters flyverstyrker, en kamp for at vinde herredømmet i det europæiske luftrum. Hvis det lykkes Atlantpagtalliancen at vinde denne kamp, vil faren for bombning af byer m. v. selvsagt formindskes i afgørende grad.
Hvis man for Danmarks vedkommende — som for andre små og store lande på det europæiske kontinent — skal drage en konklusion af dette, må det være, at bombning af vore byer med almindelige bomber eller med atombomber med heraf føl gende store personelle og materielle tab ikke kan hindres, som forholdene er i dag, omend nok i betydelig grad vanskeliggøres.
Vi kan gennem det passive forsvar begrænse ulykkerne. Det passive forsvar omfatter først og fremmest civilforsvaret med dets hjælpetjeneste, m obile udrykningskolonner, beskyttelsesrum, evakueringsforanstaltninger o. s. v.
Gennem civilforsvarets indsats vil mange menneskeliv kunne reddes og megen materiel ødelæggelse kunne undgås. Vi råder, lykkeligvis her i landet over en civilforsvarsorganisation, der er meget rationel og effektiv, og som nyder anseelse hos alle ud lændinge, der har stiftet bekendtskab med den.
Alligevel må konklusionen som allerede nævnt være, at store ulykker vil kunne ske. Og billedet kunne således synes næsten håbløst mørkt.
Jeg har imidlertid indtil nu belyst problemet ret eensidigt og vel egentlig nærmest således, som det fremstilles fra de men neskers side, der anser Danmarks hele situation for så håbløs, at vi bør opgive enhver tanke om væbnet modstand mod en angriber.Sagen har im idlertid også andre sider, som jeg nu kommer til.
Der er naturligvis ingen grænser for, hvor mørkt man kan tegne billedet ved at forudsætte brint- og atombomber kastet overalt i vort land. Der er ingen grænser for, hvilke tab og ødelæggelser der da kunne udmales.
Man må imidlertid forske dybere og bl. a. undersøge de praktiske muligheder eller sandsynligheder, der vil frembyde sig, og her må man konstatere — at egentlige industriområder eller andre større anlæg, der set med helhedens øjne har nogen betydning, ikke findes i Danmark. Sådanne mål for bombning findes i USA, Storbritannien, Vesttyskland, Belgien og Frankrig. Altså: Angreb for at slå vor industri ud er ganske usandsyn lige— at vi ikke har baser for strategiske flyverstyrker. Sådanne baser vil under alle forhold være de mål, der først og fremmest bliver angrebet,— at formålet med erobring af Danmark vil være at udnytte territoriet militært (og måske også erhvervsmæssigt), først og fremmest til sø- og luftmilitære baser, radarvarsling o. lign. Det ville derfor være højst irrationelt, om en angriber skulle give sig til at ødelægge landet, blot for ødelæggelsens skyld,— at en angriber har mange andre og meget mere betyd ningsfulde områder at interessere sig for — Danmark er kun en meget lille del af det samlede hele. Problemet kan ikke betragtes isoleret med henblik på Danmark, men må ses i den store sammenhæng,— at en angribers indsættelse af atomvåben må forudsættes at ske som led i en plan for at erobre landet med tropper, altså mod bestemte omhyggeligt udvalgte mål, bl. a. flyvepladser. Vi kan heller ikke se bort fra muligheden for terrorangreb mod København for at tvinge regerin gen til at kapitulere.
Selv om andre store og små lande ikke er bedre stillet end vi, ja snarere meget værre stillet (de store byers problem findes i alle Vestens lande, og f. eks. Moskva har jo 6 Millioner indbyggere), bevirker det dog ikke, at de opgiver at ville sætte sig til modværge mod et angreb. Da man imidlertid kunne sige, at vi selv må træffe vor beslutning, uanset hvad andre bestemmer sig til, må vi spørge:
Bør muligheden for at se København delvis ødelagt under store tab af menneskeliv bevirke, at vi bør vende tilbage til neutralitetspolitikken og i tilfælde af en krig forholde os som den 9. apr. 1940, altså kapitulere over for den, der kommer først, hvilket vil sige Østmagterne, da de ligger nærmest? Hvor for udsætte os for disse ulykker, når vi har iset, hvor forholdsvis smertefrit vi trods alt kom gennem den tyske besættelse?
En sådan argumentation fører måske til en i øjeblikket til syneladende bekvem og acceptabel konklusion, spørgsmålet er så, om det også på længere sigt er den bedste, eller om den måske endda kun er en illusion.
Nogle siger, at det „gik godt“ under den 2. verdenskrig. Det vil dog af mange grunde være givet, at det ville forløbe ganske anderledes Tinder en 3. verdenskrig. At kredse af den art, der under den 2. verdenskrig ved aktiv indsats sikrede et bedre omdømme for os hos Vestmagterne, vil starte en modstands bevægelse med sabotage af besætelsesmagtens anlæg, af jernbaner o. s. v., kan der ingen tvivl være om. Man må imidlertid være forberedt på, at reaktionen fra besættelsesmagtens side, ligesom kampen med 5. kolonne, vil blive meget voldsommere og mere systematisk end sidste gang. Man vil ikke alene opleve en gen tagelse af fremmed tvangsstyre med hemmeligt politi, henrettelser, skydning af gidsler o. s. v., men man må være forberedt på omfattende deportationer — ikke nogle hundrede kilometer ned i Tyskland, men til egne, der er langt fjernere fra Danmark. Det må ikke glemmes, at det for en besættelsesmagt er muligt at flytte store dele af befolkningen i strategisk vigtige områder til fjerne egne — der er adskillige eksempler herpå, f. eks. de baltiske lande.
Hertil kommer imidlertid, at den tekniske udvikling har med ført, at en kapitulation ikke ville give os nogen som helst sikker hed mod ødelæggelser og store tab af menneskeliv: Dels vil vi, da besættelsesmagten vil oprette baser i vort land, kunne blive udsat for den anden parts atombomber, dels vil den radioaktive virkning af brintbomber, kastet i Tyskland f. eks. ved Kielerkanalen eller i Sverige, kunne ramme dansk territorium og for årsage større tab af menneskeliv end en atombombe, kastet over København.Svaret på problemet om faren for nedkastning af atombomber over København må derfor være: Europa er blevet så lille og krigsm idlem e så frygtelige, at skulle en krig trods alt komme, kan vi ikke unddrage os virkningerne ved at kapitulere.
Ved at kapitulere vil vi få sikkerhed for et totalitært tvangsstyre med alt, hvad dette indebærer, men ingen sikkerhed m od store tab af m enneskeliv og store ødelæggelser.Man kunne spørge: Hvad kan vi mennesker gøre for at hin dre alle disse ulykker? Var det rigtigste ikke at afskaffe, at for byde atomvåbnet? Har Sovjet og kommunisterne ikke ret i deres stadig fremførte krav herom — et krav, som finder genklang hos mange velmenende vesteuropæere, der ikke er kommunister, men som rent umiddelbart eller ud fra følelsesmæssige og hu mane motiver modtagelige for en så forenklet problemstilling og propaganda som denne.
Det er en selvfølge, at Sovjet ønsker atomvåbnet afskaffet, idet man herved ville vende tilbage til en tilstand, hvor den, der har de største styrker af konventionel — altså orn jeg så må sige „gammeldags“ — art, altså de stærkeste hære og de fleste luftfartøjer, ville have alle fordelene. Den vestlige verden, hvor størrelsen af de militære styrker er afhængig af økonomiske, erhvervsmæssige og sociale faktorer, vil aldrig være i stand til at opstille massehære, således som Sovjet kan gøre det og gør det. Hvis man afskaffede atomvåbnet, ville Sovjet med sine 175 divisioner og 20.000 luftfartøjer hurtigt kunne overvælde de meget underlegne NATO-styrker i Vesteuropa og erobre hele kontinentet og de Britiske Øer. Derfor er det nødvendigt for Vestens frie lande at bevare atomvåbnet. Det er nødvendigt, at en angriber ikke er i tvivl om, at han øjeblikkelig vil blive mødt med en gengældelse af en så voldsom og ødelæggende karakter, at den vil desorganisere hans samfunds hele struktur.
Må jeg her minde om Winston Churchills bekendte udtalelse i 1948: „Intet andet skiller i dag Europa fra total underkastelse under kommunistisk tyranni end atombomben i amerikansk værge.“
Hvis vi vil bevare magtbalancen og ikke begå militært og politisk selvmord, kan den vestlige verden ikke — som forhol dene er idag — gå med til at afskaffe atomvåbnet.Tilbage bliver derfor kun at hindre krigen i at komme. Dette kan i dagens situation gøres på 2 måder:
1) at søge fred for enhver pris, altså opgive at gøre modstand mod den kommunistisk-imperialistiske ekspansion med heraf følgende konsekvenser eller at opretholde en sådan militær styrke i den vestlige ver den, at den skræmmer en angriber fra at begynde et an greb, at klargøre for ham, at det ikke kan betale sig.
Og med denne militære styrke i ryggen 2) at gå til for handlingsbordet for med tålmodighed efterhånden at bane vejen for den fred og forsoning med det russiske folk, som alle vi i den vestlige verden ønsker. Hvor lang og vanskelig en vej dette bliver, var de nylig afsluttede for handlinger i Geneve givet et trist fingerpeg om.
Det var derfor, at Atlantpagten kom i stand, og derfor at rigsdagens altovervejende flertal vedtog vor tilslutning til den i erkendelse af, at vort territoriums strategiske betydning for begge parter under en krig ville udelukke ethvert håb om, at vi kunne holde os udenfor. Ved at blive medlem af Atlantpagten fik vi del i den kollektive sikkerheds beskyttelse, og vort forsvar fik herved en stærkt realistisk baggrund.Inden for NATO er den bærende tanke at gøre alt for at reducere muligheden for en tredie verdenskrig. Dette er hoved formålet. Som forholdene er i dag og sikkert vil være en betydelig tid fremover, vil dette mål: at hindre krigen i at komme, kun kunne nås ved at gøre det klart for en mulig angriber, at vi (NATO) har den fornødne samlede styrke til at forsvare os, og at vi i givet fald agter at bruge denne styrke til forsvar for vor frihed. Intet ville være farligere ,end hvis der hos en angriber skulle opstå tvivl om vor (NATOs) vilje til at bruge vort mili tære forsvar.
Et centralt problem i Atlantpagtens løbende militære plan lægning vil være forholdet mellem konventionelle styrker og atom- og brintvåben. At ændringer i dette forhold er mulige i den forestående, måske lange, periode af væbnet årvågenhed, skal ikke benægtes; men det er næppe muligt i dag at forudse, i hvil ken retning udviklingen vil gå. I adskillige år fremover vil op retholdelse af stærke konventionelle hær-, flåde- og flyverstyrker være nødvendig til sikring af det vesteuropæiske territorium dels i tilfælde af en global krig, dels mod lokale krige „ved stedfortræder“ og endelig til sikring mod kupforsøg indefra som kup pet i Czeckoslovakiet i 1948 eller kupforsøg udefra som over faldet på Sydkorea. I jo højere grad, Sovjet måtte indhente det amerikanske forspring i strategiske flyverstyrker med atom- og brintvåben, desto mere er det nødvendigt, at det ikke må blive muligt for Sovjet med konventionelle styrker alene at sætte sig i besiddelse af dele af Vesteuropa.
Det er som et led inden for denne krigsforebyggende anstren gelse, at de danske militære styrker til lands, til vands og i luften må betragtes. Når man skal bedømme dem, må man derfor ikke betragte dem isoleret, men derimod inden for helheden — man kan sige som vor del af de politistyrker, som den vestlige verden må opretholde til sikring mod kupagtigt angreb.Jeg må måske i denne forbindelse opholde mig et øjeblik ved nogle rent militære problemer i forbindelse med NATO og Danmarks deltagelse heri.
Hovedideen i NATOs rent militære opbygning er at liave to kategorier af militære styrker, nemlig 1) det strategiske flyvevåben, der ved sin eksistens i freds tid er den afgørende faktor med hensyn til at hindre en global krig. Den trusel om øjeblikkelig gengældelse, som det strategiske flyvevåbens tilstedeværelse indebærer, skal klargøre det for en angriber, at en global krig ikke betaler sig. 2) den lokale og umiddelbare sikring af det vesteuropæiske territorium mod overfald og kup udført ved konventionelle styrker. Denne sikring må gennemføres ved at have et minimum af konventionelle hærstyrker og flådestyrker.
Medens de strategiske flyverstyrker opstilles af Storbritan nien og navnlig af USA, er det de enkelte vesteuropæiske lande, der selv må præstere hovedparten af de konventionelle forsvars styrker til sikring af deres eget territorium mod overfald.
Sagt på en anden måde: Foruden krigsskuepladsen i luften, hvor den strategiske luftkrig og kampen om luftherredømmet vil bbve udkæmpet, vil der være en mere om jeg så må sige, gammel dags krigsskueplads, hvor den direkte og umiddelbare afgørelse om territoriets erobring og besættelse ved konventionelle styrker skal udkæmpes.Formålet med de danske militære styrker er naturligvis ikke at deltage i den strategiske luftkrig, men alene at opstille et sådant minimum af konventionelle styrker, at vort territorium — inden for helheden — sikres mod at blive besat.
Når man fra visse sider forlanger, at Danmark snarest bør frigøre sig for Atlantpagten og de forpligtelser, vi som følge af denne har påtaget os, må jeg stille det spørgsmål: Hvad vil man sætte i stedet, altså hvilken realitetsbetonet løsning på vort uden rigspolitiske problem vil man foreslå i stedet for NATO? Og vel at mærke en løsning, der giver os tilsvarende sikkerhed, som NATO giver os.
For mig at se kan man — teoretisk set — diskutere følgende løsninger på vort udenrigspolitiske problem:
1) Skandinavisk forsvarsforbund. Dette har som bekendt måt tet opgives på grund af forskellig politisk opfattelse i Sverige og Norge. Hvis et sådant forbund skulle være effektivt, ville det i øvrigt blive langt mere kostbart end vort medlemsskab af NATO.
2) Væbnet neutralitet — altså en neutralitets-politik med sådanne magtmidler bag sig, at vi ved egen hjælp kan holde vort territorium. Noget sådant vil være udelukket i vor tid; alene anskaffelsen af krigsmateriel og opret holdelse af de fornødne styrker ville være økonomisk og personelt uoverkommelig.
3) Neutralitet uden magtmidler, altså uden militære styrker, der kan hævde neutraliteten. Med andre ord en situation, hvis konsekvenser jeg tidligere i mit indlæg har skildret, og som altså ville være identisk med situationen den 9. april 1940. Altså en løsning, der ikke ville give os sik kerhed for nogetsomhelst andet end en fremmed besættelse.
4) Medlemsskab af NATO. Ved stillingtagen til disse problemer må man gøre sig klart, at den militære interesse, som både Vest og Øst vil have i vort territorium, vil udelukke, at vi skulle kunne bolde os uden for en storkrig. Denne militære interesse giver sig for begge parter i en storkrig særligt udtryk med hensyn til nødvendigheden af at benytte gennemsejlingsfarvandene og af at oprette flyvebaser og og radarvarslingstjeneste på vort territorium.
Ved svaret på, hvad man vil stille i stedet for NATO, må man som sagt stå på et realistisk grundlag. At tro, at vi kan gå i spidsen og vise verden et eksempel med en ny udenrigspolitik, der ikke tager hensyn til den almindelige situation i verden, er uden bund i virkeligheden. Vor udenrigspolitik kan ikke være andet end en afspejling af de givne kendsgerninger og vilkår ude om kring i Europa, kom bineret med hensynet til vor geogra fiske beliggenhed med heraf følgende strategiske vilkår.Man stiller fra radikal side krav om en „væsentlig nedsæt telse“ af m ilitæ rudgifterne.Det kunne være af interesse engang at få at vide, hvor meget man onsker at nedskære forsvarets budgetter? Hvad „en væsentlig nedsættelse“ af militærudgifterne betyder? Afrustning synes der ikke at være tale om; men skal landet da have et forsvar, som nok vil koste en hel del, men som i virkeligheden ingenting vil være værd?
Det ville være interessant at få klarhed over dette spørgs mål — bl. a. hvilke militære opgaver, man fra radikal side tænker sig lost med dette nedskårne militærapparat.I dag er gengældelse ved atom- og brintbomber den afgø rende krigsforebyggende faktor, men det må håbes, at verden efter hånden kan finde frem til en anden metode, ved hvilken der kan skabes varig fred; det er den vestlige verdens opgave ved behændig og dygtig udenrigspolitik, støttet på kollektiv militær styrke, efterhånden at vise vejen frem mod det store mål: Een verden.Det kan måske her være på sin plads at citere fra Winston Churchill’s berømte tale i underhuset den 1. marts 1955. Han sagde bl. a.:
„Det bedste forsvar ville selvfølgelig være en på gensidig tillid bygget afrustning overalt. Det er i alles hjerter, men følelser må ikke sløve vort syn. Hvis vi ikke kan nå til en tillids vækkende og universel aftale om afrustning, både for konven tionelle våben og atomvåben, og et effektivt kontrolsystem er der kun een sund politik for den frie verden: Forsvar for at skræmme.“
Må jeg afslutte dette indlæg med at sige:
Vi ønsker alle fred! Der er blandt folkene både i Vest og Øst et brændende ønske om, at freden må blive bevaret. Det danske folk er ikke noget særligt i denne henseende. Der er i den vestlige verden ingen statsmænd eller militære i ledende stil linger, der ønsker at opretholde militære styrker for disses egen skyld, men alene for herved at opnå et bestemt formål, nemlig at bevare freden på den eneste måde, det under dagens vilkår er muligt. Brobygningen mellem Vest og Øst kan ikke på begyndes ved, at Vest eensidigt kaster den militære sikkerhed over bord; forinden må det gøres den kæmpende kommunisme klart, at den må opgive tanken om verdensherredømmet. Først derved kan der skabes et grundlag at bygge den tillid på, der er forud sætningen for nedrustning.
Man hævder, at den bedste måde at fremme fredstanken på, er at øge kontakten mellem folkene.
Jeg er helt enig heri!
Men det forudsætter, at der på begge sider af jerntæppet skabes m uligheder herfor.Under udenrigsministrenes konference i Geneve i november rejstes dette problem, og det er interessant at konstatere, at udenrigsminister Molotov afviste et fra Vest stillet forslag om— ophævelse af pressecentur— friere arbejdsvilkår for journalister i Sovjetunionen— standsning af støjsenderne— lettere adgang for den russiske befolkning til at læse udenlandske blade og bøger— friere rejsesamkvem gennem jerntæppet.Den frie udveksling af tanker og nyheder var ikke så enkel en sag, erklærede udenrigsminister Molotov. Andre af Vestmag ternes forslag affejede han som „forsøg på indblanding i Sovjets indre anliggender“. Videre sagde han: „Vi skjuler ikke den kendsgerning, at hverken nu eller siden vil Sovjetunionen be fordre en sådan frihed for tankeudveksling, at det i virkelig heden ville betyde en frihed til at drive krigspropaganda og hadefulde opfordringer til atomangreb.
Med hensyn til friere adgang til rejser mellem vest og øst sagde Molotov: „Heller ikke kan vi anerkende den såkaldte in dividernes bevægelsesfrihed, der ville sætte uønskede elementer i stand til at drive et frit spil med underminerende virksomhed i socialismens og folkedemokratiets lande.“
Alt, hvad Molotov er bange for at udsætte det russiske folk for — underminering, udenlandsk propaganda, censurfrihed, friere ind- og udrejse — alt dette er, hvad den vestlige verden daglig har råd til at tillade.
Det nej, Molotov sagde til alle forslag om friere udveksling og samkvem mellem øst og vest, er ikke det mindst nedslående af Genevekonferencens negative resultater. For hvad han sagde nej til, var just anvisninger på midler til skabelse af den åben hed, som er en uundværlig forudsætning for fjernelse af den mistro, som er en så væsentlig hindring for en sand og tryg afspænding.
Danmark kan ikke flygte fra sin geografiske beliggenhed i et af den store politiks strategiske og militære brændpunkter. Vi kan ikke unddrage os en verdenskrigs virkninger ved at erklære, at en sådan verdenskrig vil vi ikke indblandes i, at vi vil have lov til at passe os selv og ikke indblandes i andres stridigheder. Dertil er afstandene blevet for små, Europa for lille og teknik ken for udviklet.
Hvis vi ønsker at bevare vor demokratiske vesteuropæiske livsform, må vi stå last og brast med dem, der har den samme anskuelse.Vestens hele forsvarsproblem, inklusive brint- og atombomber, drejer sig vel derfor til syvende og sidst om dette ene: Om man vil have fred for enhver pris, altså opgive mod standen mod den kommunistiske ekspansion, eller om man vil bringe ofre for at bevare den livsform, vi vesteuropæere alene anser forenelig med vor hele opfattelse af frihed, tolerance og menneskeværdig tilværelse, kort sagt det, der så vidt jeg har forstået, er kvintessensen af det radikale partis idéverden.
Erik Kragh.