Log ind

Hvervede soldater m. m. m.

#

Som en af dem, der har skoen på, ja næsten føler sig som en ret indeklemt storetå, er det befriende at læse de forskellige artikler om disse emner. Det viser jo, at der trods alt er nogen, der beskæftiger sig med dette spørgsmål.

Man kunne ellers nemt gå ben og tro, at de, der havde ansvaret for den ordning, der er knapt 6 år gammel, ordningen med at indføre hvervede soldater i den danske liær, efter at have indkasseret klapsalver og blomster var gået ind til den evige livile. For der blev startet noget dengang. Hvad har vi nu? En ordning, der, hvis den ikke bliver taget op til grundig revision, langsomt sygner hen, for med tørre tårer at blive båret til graven.

Lad mig deltage i diskussionen med den baggrund, at over 50 c/c af mit mandskab er hvervede, og at deres tilværelse interesserer mig, ikke alene som tal, men også som mennesker, der efter hjemsendelsen skal være helst almindelige og anerkendte medlemnier af samfundet.

Og som udgangspunkt tager jeg augustnummeret 1957, januar-, februar- og aprilnummeret 1958. Der er skrevet meget klogt i de numre, så lad mig forblive ukendt, jeg formår ikke med nogen autoritet at udslynge: Vor felthær kan ikke tilvejebringes ved hvervning. Jeg foler mig snarere som den lille uartige dreng, der sagde: Han har jo ikke noget på.

For det er mit job, den ene gang efter den anden, begyndende sidste efterår, at måtte hjemsende hvervede soldater, der efter 6 års tjeneste ifølge love og bestemmelser ikke kan få frivillig tjeneste længere. Og jeg må se soldater, som jeg gerne ville have beholdt, og som intet hellere ville, end fortsætte med deres arbejde, gå ud i samfundet, uden at dette bar brug for dem, og uden at der er plads for dem. Se dem gå arbejdsløse, og se deres arbejde, som de efterhånden havde lært at passe til fuld tilfredshed nu blive misrøgtet af begyndere, der først efter et par års rutine når samme dygtighed. Det koster noget for alle os skatteydere at lade dem få rutine.

At nogen er bitre over, at der reklameres med, at de kan skabe sig en fremtid i hæren, det kan de, der skrev annoncerne jo se stort på, for der var jo 2 eller 3 %, der havde de evner, der tillod dem at gå hele vejen og blive faste. De andre kan jo så sejle deres egen sø.

Januarnummeret indleder med en interessant artikel, der er fulgt op af to andre. Tillad mig i flæng at gribe ned i posen, for det synes som et hele for mig.

Der advares mod at lade sig vejlede for meget af erfaringerne fra udlandet. Det er vel heller ikke nødvendigt udelukkende at basere sig på det, når vi dog i 6 år har haft en slags ordning herhjemme, selv om det skal indrømmes, at de, der har haft det vanskeligst med at ændre mentalitet, tilsyneladende ikke er befolkningen, som nævnt i april, men de, der fører kommando.

ad 1. „den store værnepligtsmasse er kun jævnt interesserede“.

Ja, vist, selvfølgelig, og det er også kun sundt, at de tager det som en tung pligt, der griber ind i deres arbejde, måske mere deprimerende er det at træffe befalingsmænd, der også kun er jævnt interesserede. For, hånden på hjertet, — dem kender DE vel også? Og så „er vi kommet til sagens kerne“: Hvordan er de hvervedes indstilling til hærens arbejde? For det var jo sagen. De tager det som et arbejde, ikke som et kald.

ad 2. Ungdom i den værnepligtige alder er på vagt mod „hvem, der har ret til at kommandere med een“. Ja vist, men husk nu på, det er jo ikke værnepligtige, der er tale om, det er frivillige, og det gør en vis forskel.

„og den har vænnet sig til den høje realløn“ —. Ja vist, men uden at være cand. oecon, ken jeg oplyse, at mine civile motormekanikere, der møder med svendebrev og anbefalinger, får en del mindre end matherne, og ved ledighed er der altid nok af ansøgere.

Februarnummeret har også fundet ud af, at mathlønningerne ikke kan konkurrere på det civile marked. Tillad, at jeg satte et diskret spørgsmålstegn ved den udtalelse. I mangel af en „Salomon“ kunne en markedsanalyse måske dømme os imellem. Så når der bliver spurgt, om ikke disse to faktorer er medvirkende til den ringe tilgang, så tillad mig at svare: NEJ. (Det tror jeg ikke.)

Og så vil det være rimeligt for de få, der har læst så langt, at skele til februarnummeret igen: „Hvervede soldater kan simpelthen ikke skaffes“. Årsagen er tilsyneladende, at når England med sine traditioner, og Belgien med sit høje beskæftigelsesniveau ikke kan skaffe nok, så kan vi heller ikke.-------—

Må det være mig tilladt at påpege en grund, der synes mig mere sandsynlig: Mange mennesker, der er fuldstændig inde i ordningen, råder de unge mennesker, der spørger dem, fra at søge den vej.

Det er en dårlig ordning. Derfor kommer der ikke flere. (Tror jeg)-

Og for at blive i samme nummer: „Hvor kan man da drømme om muligheden af at kunne mangedoble dette antal?“

Ganske rigtigt, det kom til mig i en drøm, at hvis man havde folk 4 gange så lang tid inde i tjeneste, så ville man næsten kunne få 4 gange så mange soldater. Men da jeg vågnede, var jeg klar over, at det havde man formentligt overvejet, og at man ved sammenligningen med udlandet også havde taget den længere tjenestetid i betragtning.

ad 3. „en ung mand vil fremtrække spørgsmålet om, hvilket endeligt resultat vedkommende løbebane vil bringe ham“.

Uden at overtræde min kompetanee kan jeg vist godt røbe, at ca. 90 % af et hold mathelever ville fortsætte deres tilværelse indenfor hæren. Det er med de forhold, der er i dag, — hvordan ville det så ikke se ud, hvis forholdene var gode?

ad. 4. „Det vil være ønskeligt, om visse hvervede vil lade sig hverve igen“.

Hør nu engang, det vil flere af dem jo netop, men vi vil jo ikke have dem. Og selvom der blev givet tilladelse i morgen, så var det dog for sent, for mange af de gode liar opgivet chancen for at få noget virkeligt ud af den ordning og har forladt os for stedse, og de tror ikke på nye løfter.

ad 5. Formodningen om, at også de ugifte hvervede ønsker en civil bolig er bevist gennem erfaring. Tro dog ikke derfor, at hvervningen skaber et akut boligproblem. Hvervealderen synes at give sikkerhed for en langsom og sund menneskelig udvikling af boligbyggeriet.

ad. 6. Det er trist igen at måtte skele til udlandet og lade spørgsmålet om moral stå åbent, når vi i 6 år har haft hvervede soldater herhjemme at studere moral på. Vel findes der hårde negle, eller „friske“ fyre, men aprilnummeret rammer nok nærmere de aktuelle „pæne, grå funktionærer“ selv om „pæn, grå“ måske nok er lovlig pænt sagt.

ad 7. „Den værste anstødssten ved en hvervet hær, de hverve- des omdømme i civilbefolkningen.“ —

Kom engang herud og hør, hvad befolkningen siger. Det virker slet ikke afskrækkende.

Måske er det bedre at slutte, men der var nu så meget endnu at kigge på,

om lønforhøjelse ikke tæller meget mere end avancementmu- ligheder?

om man har tænkt sig, at hele hæren skulle være hvervet?

om påstanden om besparelser side 66 ikke bør revideres, såfremt dette ikke er tilfældet.

Tillad da til slut en, der har skoen på, at, advare mod for megen teori, der truer med at kvæle en ordning, der kunne danne grundlaget for en hvervet hær.

Det skulle være så godt —

Nin