Hvad skal vi med militærhistorie?

Denne artikel gengiver i let bearbejdet form et foredrag, som lektor, dr.phil. Knud J. V. Jesper­ sen den 26. februar 1979 holdt i Fynskredsen af Reserveofficersforeningen i Danmark.

1. Militærhistorie - en overset disciplin.

For adskillige år siden cirkulerede der en lille anekdote med en overordentlig klar pointe. Selv om jeg ikke tør stå inde for dens autencitet, vil jeg alligevel for pointens skyld viderebefordre den her. Den handler om en kompagnichef, der havde for vane at lade sit kompagni træde an og underholde det med lange udredninger om de små forsvarsbevillinger, det forældede materiel osv. Disse taler afsluttede han hver gang ved med høj røst at spørge: »Hvis er skylden!« Soldaterne var opdraget til i kor at svare: »De radikales!«Kompagniets chef kunne derefter velfornøjet gå videre med den daglige tjeneste.

I analogi med denne - muligvis fiktive - kompagnichef vil jeg - stærkt for­enklet - hævde, at forklaringen på den langvarige dvaletilstand, som dansk militærhistorie har befundet sig i, må søges i den livsopfattelse og det kultur­ syn, som især mændene bag Det radikale Venstre stod for omkring århun­dredskiftet: fremskridtstroen, troen på den menneskelige fornuft og troen på, at civiliserede mennesker løste deres konflikter ved fredelige forhandlinger og ikke ved voldsanvendelse. - Mest markant fandt denne holdning vel udtryk i Viggo Hørups berømte retoriske spørgsmål den 29. marts 1883 under Folke­ tingets forsvarsdebat: »Hvad skal det nytte?«; men også den indflydelsesrige historiker, Erik Arup og den fremtrædende politiker, udenrigsminister P. Munch var markante repræsentanter for denne holdning.

Den holdning til forsvaret, der skjulte sig bag Hørups ord, har også været kendetegnende for den almindelige holdning til militærhistorie eller krigs­ historie: Hvad skulle det dog nytte at beskæftige sig med sådanne abnorme af­vigelser fra den »naturlige« harmoni mellem mennesker som krige eller anden organiseret voldsanvendelse, der kun kunne betragtes som beklagelige tilbage­ fald til menneskehedens barbariske fortid - og hvorfor skulle man beskæftige sig med militærvæsenet, der netop repræsenterede den voldelighed, som et­ hvert fornuftigt tænkende menneske måtte tage afstand fra? Krig og militær- væsen rangerede derfor i normale menneskers bevidsthed på linie med værtshusslagsmål, hor og drikkeri - altsammen brud på den »naturlige« orden og onder, som man fornuftigvis måtte tage afstand fra. Sådanne anliggender måtte være sensationspressens sag - det var ikke noget for ansvarsbevidste borgere.1'

Konsekvensen af denne holdning var forudsigelig: militærhistorien døde praktisk taget som disciplin i slutningen af forrige århundrede. Kun nogle få behjertede officerer holdt den døende patient i live ved hjælp af et beskedent tilskud af hobbybetonede arbejder, der dog undertiden viste underskud af hi­storiske vitaminer.

Som bekendt blev denne liberale tro på fremskridt og fornuft dog udsat for så alvorlige prøvelser i det 20. århundredes første halvdel, at den i dag kun de­ les af de færreste, og hen ligger utvivlsomt en stor del af forklaringen på, at det nu atter forekommer at være en legitim, ja ligefrem påtrængende opgave at beskæftige sig seriøst med den vigtige sociale institution, forsvaret og det betydningsfulde fænomen, krigen ud fra den rimelige erkendelse, at den før­ste forudsætning for at beherske et fænomen er at studere det.

Med disse indledende betragtninger har jeg forsøgt at give en slags forkla­ring på to forhold: for det første, at dansk militærhistorisk forskning i snart 100 år har henligget i en slags dvaletilstand. For det andet, at vi inden for de seneste år har oplevet en markant genopblomstring af interessen for militær­ historie i vid forstand - så markant, at det næsten er berettiget at tale om en militærhistorisk renaissance.2’ - Denne udvikling gælder i øvrigt ikke blot Danmark, men har stort set gyldighed for hele den vestlige verden, hvor der generelt kan spores en forøget interesse for alle sider af militærhistorien. Den­ ne udvikling er formentlig heller ikke uden forbindelse med de nye krigsformer, der især har gjort sig gældende i 1960’erne og 70’erne - jeg tænker på gu­erillakrigene og på den organiserede terror i de industrialiserede samfund. Det var jo fænomener, der ikke umiddelbart kunne indpasses i atomstrategernes fine modeller, men som alligevel påførte verdens stærkeste krigsmaskine - den amerikanske - sit første nederlag i historien - i Vietnam. Specielt det sidste vi­ste jo tydeligt utilstrækkeligheden af de i Washington dominerede krigs­ teorier, og understregede klart behovet for et fornyet studium af de moderne krigsfænomener i et længere tidsperspektiv - bl. a. for ad denne vej at forsøge at finde en forklaring på, hvorfor det gik galt i Vietnam. På det allerseneste er det samme på ny blevet understreget ved begivenhederne i Iran, hvor en af klodens bedst udrustede hære i løbet af kort tid måtte give op over for en næ­ sten ubevæbnet, men stærkt determineret folkemasse.

Dermed er vi så småt ved at nærme os det, der er vort egentlige emne: for­ målet med at dyrke krigshistorie eller - som jeg vil foretrække at kalde det - militærhistorie. 

2. Formålet med militærhistorie.

Der er, så vidt jeg kan se, i hovedsagen to grunde til at dyrke militærhisto­rien. For det første dette, at enhver institution, hvis eksistens er af blot nogen varighed, har et behov for at have en historie. For det andet fordi man ved at studere fortidens krige mener at kunne lære noget nyttigt, der kan bruges nu og i fremtiden. Det første - behovet for en historie - skal jeg hurtigt gøre fær­ digt. Derefter vil jeg lidt mere udførligt diskutere det andet punkt.

Behovet for at have en historie, eller skabe sig en synes at være et helt gene­relt fænomen i den vestlige kulturkreds. - Vi møder det overalt i vores sam­ fund: firmaer, der fejrer runde år, udsender ofte i dagens anledning en firma­ historie; Odense by fejrer i 1988 sin 1000-års fødselsdag ved at udsende en hi­ storisk beskrivelse af byens første 1000 år i 10 bind til mange hundrede tusinde kr. De sammenlagte landkommuner ofrer tilsvarende beløb på at få skrevet egnens historie, og masser af mennesker er parate til at ofre mange penge og store anstrengelser på at spore deres slægt så langt tilbage i tiden som muligt. Kort sagt: disse ting er symptomer på det forhold, at intet menneske og ingen institution i den vestlige kulturkreds mener at kunne klare sig uden at have en historie - og har man ingen i forvejen, så laver man sig en.3)- På samme måde med forsvaret. Denne institution, der i mange henseender er stærkt traditions­ bundet, kan endnu mindre end andre undvære en historie. Det kan der gives mange gode sociologiske forklaringer på.4) Dem skal jeg dog ikke her komme nærmere ind på; men blot konstatere, at denne side af forsvarets historiske behov især har givet sig udtryk i talrige afdelingshistorier - som f. eks. Fyenske Livregiments historie - enkelte skolers og institutioners historie - som f. eks. Officersskolens historie og militærpolitiets historie - og enkelte perso­nalegruppers historie - som f. eks. reserveofficerskorpsets historie.5' Disse ar­bejder har næsten alle karakter af personal- og organisationshistorie og tjener først og fremmest til at underbygge den mytologi, som hver af disse grupper og institutioner omgiver sig med. Sådanne arbejder er typisk forfattet af pen­sionerede officerer eller - i enkelte tilfælde - af særlig flittige officerer i aktiv tjeneste. I næsten intet tilfælde er egentlige faghistorikere blandet ind. Det er således i høj grad institutionen selv, der har skabt sin egen historie.

Ved at forsyne forsvaret og dets institutioner med en historie tjener disse ar­bejder således til at styrke selvfølelsen og det, som man med et lidt kunstlet ord kunne kalde deres selvidentifikation, både i tid og i forhold til andre insti­tutioner. - Dette er en helt legitim interesse - og nødvendig oven i købet - og det er hovedsagelig den form for militærhistorie, man har set i Danmark gen­ nem de seneste hundrede år.

Denne side af sagen skal jeg - hvor ineressant den end kan være - ikke be­skæftige mig ydeligere med. I stedet skal jeg vende mig til den anden form for militærhistorie, jeg nævnte: den form, hvoraf man mener at kunne uddrage en lære til brug for fremtiden. Denne form svarer nærmest til det, man traditi­onelt har kaldt krigshistorie eller krigskunstens historie.

Denne disciplin har altid haft en temmelig fremtrædende plads i officers­ skolernes pensumplaner. Ofte er det sådan, at lærestolen i krigshistorie er kombineret med lærestolen i strategi - og dermed er allerede sagt en hel del om indholdet af faget som undervisningsfag. Typisk rummer undervisningen i krigshistorie gennemgang af en række slag fra forskellige tidsperioder, idel der lægges vægt på de stridende parters hærorganisation, på deres strategiske og taktiske planer og på disse planers udførelse i praksis. 1de senere år er fa­ get dog blevet trængt noget i baggrunden af en stribe politisk-videnskabelige discipliner; men det har dog stadig sin plads i læseplanerne og sin egen lære­ stol.

Hvad er så sigtet eller formålet med denne krigshistoriske undervisning? - Ja, slår man op i den betænkning, der danner grundlaget for uddannelsen på Hærens Officersskole, Hærens Linieofficerers grunduddannelse (Dec. 1966), så får man at vide (s. 31), at fagets formål er ». . . at give en indføring i de væbnede konflikters problematik, krigens væsen og vilkårene for anvendelse af væbnede styrker i krig . . .«. Men som så mange målbeskrivelser siger heller ikke denne her så forfærdelig meget, fordi den er temmelig generel. Vi er der­ for nødt til at vende os andre steder hen, hvis vi ønsker mere præcis besked.6’

Her er vi så heldige, at én af fagets egne fremtrædende folk, den daværende lærer i krigshistorie ved Hærens Officersskole, oberstløjtnant K. V. Nielsen, har udtalt sig temmelig udførligt om sagen i en diskussion, der i 1974 fandt sted på Københavns Universitet. Senere har han uddybet sine synspunkter i en kommentar til en artikel, som jeg i 1977 skrev i tidsskriftet Historie,7) Meget kort sammenfattet ser han tre formål med studiet af og undervisningen i krigs­ historie, nemlig:

1) krigshistorien kan tjene som simulationsgrundlag,

2) den kan danne grundlag for erkendelse af visse generelle love for kri­ gens førelse,

3) den kan danne grundlag for en nærmere erkendelse af begrebet »frik­tion«.8'

Hvad angår det første punkt, simulationsgrundlaget, så er det temmelig klart, at enhver hær har brug for et sådant, eftersom officerer og menige - heldigvis - kun yderst sjældent får lejlighed til at afprøve deres viden og fær­dighed i praksis. Oberstløjtnant K. V. Nielsen siger ligefrem derom, at offi­cersgerningen er egenartet derved, at den i høj grad er præget af simulation, og at det eneste erfaringsgrundlag egentlig er det, der er tilvejebragt gennem militærhistorien. Han sammenligner meget rammende officerens situation med en olympisk mestersvømmer, der først springer i bassinet ved den afgø­ rende prøve, eller med en hjernekirurg, der gennem hele sin tilværelse operere­ de dukker for først som alslutning på sin karriere - måske - at foretage en rig­ tig operation. - Dette gælder i helt udpræget grad en hær som den danske, der ikke i de sidste 3-4 generationer har været inddraget i større krigshandlinger, hvorigennem der kunne høstes nye erfaringer. Det er derfor både naturligt og nødvendigt, at man gennem krigshistorien giver sig til at studere, hvordan an­ dre har gjort, og hvilke erfaringer, de har høstet. På denne måde bruges krigs­ historien med andre ord som en slags laboratoriemodel. - Der er dog knyttet nogle betingelse til brugen af krigshistorie på denne måde, som jeg om et øje­ blik skal vende tilbage til.

Det andet formål, erkendelse af generelle love for krigens førelse, er efter min opfattelse mere problematisk. Hovedtanken er naturligvis, at man ved at studere et stort antal krigshandlinger, udkæmpet under forskelligartede betin­gelser og spredt i tid og rum skulle være i stand til at udskille nogle »krigshi­storiske konstanter«, opdage nogle lovmæssigheder ved krigen, der også kan udnyttes i en fremtidig planlægning. En sådan tankegang bygger dog så vidt jeg kan se på en fejlagtig opfattelse af den historiske videnskabs natur og mu­ ligheder. Det skal jeg også vende tilbage til om et lille øjeblik.

Det tredie og sidste formål, erkendelse af friktionen, hænger egentlig nøje sammen med det første. - Måske skal jeg lige kort nævne, hvad der må forstås ved ordet »friktion«. Det er egentlig et begreb, der stammer fra Carl von Clausewitz. Han benyttede det - og sådan benytter vi det stadig - om alle de uberegnelige faktorer, der bevirker, at det aldrig går som planlagt af taktiker­ ne: frygt, misforståelser, manglende kendskab til fjendens forhold, sammen­ brudte køretøjer, manglende eller forkerte forsyninger, mangelfuld uddannelse osv. - kort sagt: alle de svært forudseelige forhold, der skaber afstand mel­ lem den taktiske planlægning og den faktiske udførelse. Enhver militær fører må nødvendigvis tage hensyn til dette friktionsfænomen, og jo bedre han ev­ner det, jo bedre vil også hans taktiske planer lykkes. I nogen grad kan man naturligvis studere friktionen på større feltøvelser; men den vigtigste årsag til friktion, den voldsomme stressvirkning, der følger af at befinde sig i umiddel­bar livsfare, mangler naturligvis. Derfor er det af stor betydning at kunne stu­dere fænomenet under realistiske betingelser, og her er man igen - heldigvis, må man sige - henvist til krigshistorien. Det er derfor klart, at studiet af krigs­ historien i denne henseende har en helt umiddelbar praktisk funktion. Men også her er der dog knyttet nogle betingelser til, som jeg skal komme tilbage til.

3. Militærhistoriens udøvere - officerer/faghistorikere.

Som studiet af og undervisningen i krigshistorie er tilrettelagt på Hærens Officersskole, har det således et temmeligt snævert praktisk sigte, nemlig at forsyne kadetterne med et erfaringsgrundlag, som de ikke ad anden vej vil kunne opnå under normale forhold. Undervisningen i krigshistorie er, som oberstløjtnant K. V. Nielsen har udtrykt det, en lille, men vigtig del af den tværfaglige uddannelse, som kadetterne gennemgår. Og studiet af krigshisto­rie på Officersskolen er ikke en akademisk disciplin, men led i en praktisk an­ lagt tværfaglig uddannelse.

Hvor kommer så den professionelle faghistoriker ind i dette billede? - Ja, sandheden er, at han indtil for få år siden slet ikke kom ind, hvilket skyldes de særlige forhold og fordomme, som jeg indledningsvis omtalte. Men som jeg også nævnte, er der inden for den sidste halve snes år sket en nedbrydning af de skranker, som forskellige politiske opfattelser og forskellig fagtradition havde rejst mellem de to grupper, med det lykkelige resultat, at officerer og faghistorikere i dag er på bedre talefod end nogensinde tidligere i dette år­ hundrede. På den ene side har faghistorikerne langt om længe erkendt, at mi­litærhistorie i vid forstand er en så betydningsfuld side af det historiske for­ løb, at det er uholdbart i længden at negligere den. På den anden side har offi­cererne også fået øjnene op for, at faghistorikernes professionelle viden og kunnen er nødvendig for at arbejde forsvarligt med krigshistorien. Denne be­ dre indbyrdes forståelse har givet sig udtryk i en forøget villighed til at lytte til hinandens synspunkter - og mest konkret måske i afholdelsen af foreløbig to militærhistoriske konferencer på Frederiksberg Slot (i 1975 og 1977), hvori der deltog mange officerer og faghistorikere. Og endnu en konference er planlagt til at finde sted i slutningen af april i år.9)- Det er derfor næppe for opti­ mistisk at sige, at jordbunden nu er ved at være beredt for et tættere konkret samarbejde om enkelte militærhistoriske problemer.

Der er dog ingen grund til at skjule, at der har været flere vanskeligheder at overvinde, end de fleste af os fra starten troede. Det viste sig nemlig, at de to grupper i tidens løb var vokset så langt fra hinanden, at det ligefrem kunne være vanskeligt at forstå hinandens sprog. - På det helt praktiske plan viste det sig bl.a. ved, at vi forstod noget helt forskelligt ved ordet »kilde«. Ved dette ord forstår historikerne en oplysning, der i tid og rum med hensyn til op- havsmænd ligger nærmest det historiske fænomen, hvorom der søges viden. Denne oplysning er ved hjælp af en højt udviklet teknik omhyggeligt vejet hvad angår pålidelighed. Heroverfor opfatter officererne traditionelt ordet langt bredere. Således er de f. eks. tilbøjelige til over en bank at betegne samle­ de moderne fremstillinger om et historisk fænomen som kilde til dette. Det ville historikerne kalde sekundærlitteratur og behandle det i overensstemmelse dermed. Det giver naturligvis anledning til forvirring og talen forbi hinanden.

Forskellen i opfattelse viste sig dog også på et område af større principiel rækkevidde, nemlig i en forskelligartet opfattelse af selve formålet med at drive militærhistoriske studier. Som allerede nævnt var - og er - officerernes formål med disse studier snævert praktisk bestemt, konkretiseret i de tre punkter, jeg nævnte for lidt siden. Officererne var tilbøjelige til at betragte sig som »forbrugere« af militærhistorie, og i forhold hertil var det sådan set un­derordnet, hvem der frembragte eller producerede den. Meget logisk operere­ de man derfor med en slags arbejdsdeling: historikerne (eller andre, der havde lyst) skulle producere de historiske facts, mens officerernes opgave var at for­ tolke dem og anvende dem til deres egne praktiske formål. Man opererede kort sagt med et skel mellem beskrivende og anvendt militærhistorie i analogi med f. eks. teoretisk og anvendt fysik. Militærhistorien fik derved tillagt sta­tus som en exakt, lovdannende videnskab.

Deroverfor betragter historikerne deres videnskab - ikke som en exakt, men som en kritisk videnskab, hvis kendetegn er, at det er muligt at adskille analy­se og fortolkning, og hvis formål det er på et så præcist grundlag som muligt at fortolke fortiden og skabe mening i en tilsyneladende kaotisk række af be­ givenheder, udviklingslinier og hændelser. Deraf følger, at det for historike­ren er meningsløst at skelne mellem beskrivende og anvendt, mellem materia­leindsamling, analyse og fortolkning. Det er simpelthen uadskillelige sider af den samme proces - den proces, der gerne skulle ende med at give os en øget indsigt i vor egen fortid. A f det jeg har sagt følger også, at historikerne må afvise at søge efter lovmæssigheder i det historiske forløb. Skulle der være nog­ le, vil de ligge på et så generelt plan, at de er helt uinteressante. Det, der inte­resserer historikeren er det konkrete historiske fænomen i den konkrete histo­riske sammenhæng. Den historiske videnskab er m.a.o. en individualiserende - ikke en lovsøgende - videnskab. - Således ville en historiker aldrig give sig til at opstille nogle generelle love om knibtangsmanøvrens almene hensigtsmæs­sighed, fordi der tilfældigvis kan konstateres visse lighedspunkter mellem slaget ved Cannae 216 f. Kr. og Falaiseslaget i Nordfrankrig i 1944. Han vil sna­rere interessere sig for forskellene mellem de to begivenheder. - Man må såle­des sige, at de to opfattelser - officerernes og historikernes - af den historiske videnskabs muligheder og formål på dette punkt er klart uforenelige. Det ud­ gør stadigvæk et diskussionspunkt mellem de to grupper.

Det kunne måske være nyttigt at få disse abstrakte betragtninger konkreti­seret i et enkelt eksempel. Jeg vælger her et eksempel fra svensk krigshistorie, men kunne lige så vel have fundet brugbar illustration i vor egen historie. Det drejer sig om slaget ved Breitenfeld den 7. september 1631 mellem den svensk-sachiske hær under ledelse af svenskekongen Gustav II Adolf og den katolske hær ført af general Grev Tilly. Slaget var den første større træfning mellem de to parter og blev afgørende i den forstand, at svenskernes totale sejr lagde grunden til deres dominerende rolle i den resterende del af 30-årskrigen og til Sveriges stormagtstatus i det følgende århundrede. Alene af den grund har sla­get altid påkaldt sig betydelig interesse. I det svenske generalstabsværk fra 1937, Sveriges Krig 1611-1632, der rummer den officielle og autoritative fremstilling af slaget, tildeles det ligefrem »en vårldshistorisk betydelse, som bland krigshistoriens betydelsefullaste avgoranden ståller det i sårklass vid si­ dan av ett fåtal stora drabbningar«. Kampens mål var - ifølge samme værk - modstanderens tilintetgørelse, hvilket skulle opnås ved omfatning af mod­ standeren. Det var, hvis vi stadig følger generalstabsværket, netop hvad der skete: i kampens afsluttende fase svingede de svenske fløje frem og omsluttede modstanderen i en knibtangsbevægelse. Den katolske modstander knustes i knibtangens kæber. En overbevisende og smuk fortolkning af slaget. - Går man fremstillingen efter i sømmene, viser den sig imidlertid at hvile på et yderst skrøbeligt erkendelsesgrundlag: Fortolkningen er kort sagt tilvejebragt dels ved frit at kombinere primære og sekundære oplysninger, dels ved be­ vidst at tilsidesætte oplysninger fra samtidige og primære kilder. Sorterer man alle de ubrugelige og tvivlsomme oplysninger fra, giver kilderne os et ganske andet billede af kampens forløb: der var ikke antydning af knibtangstaktik fra svensk side; tværtimod synes svenskerne under hele kampen at have optrådt afventende og defensivt, næsten passivt. Sejren sikredes ikke med knibtæn- ger, men ved overlegen svensk organisation og ildkraft, der fik de katolske troppers angreb til at gå i opløsning. Det primære materiale hjemler altså på ingen måde en fortolkning af slaget, der som generalstabsværkets rummer en offensiv knibtangsbevægelse. Tværtimod viser det, at svenskerne sejrede ved anvendelse af en henholdende, defensiv taktik. - Det interessante spørgsmål i denne sammenhæng er nu, hvorledes det ellers i enhver henseende respektable generalstabsværk kunne nå til en så uvederhæftig og ilde begrundet fortolk­ ning af slaget? Svaret herpå er ganske kort, at mændene bag værket ønskede, at krigshistorien skulle rumme en entydig lære. Kredsen bag generalstabsvær­ ket var stærkt påvirket af de militære doktriner, der herskede i Den store ty­ ske Generalstab i von Schlieffens chefperiode. Nøgleordene i disse doktriner var Umfassung og Vernichtung - von Schlieffen selv nærede jo en klippefast tro på knibtangsbevægelsens almengyldighed som taktisk grundprincip. Det var derfor åbenbart for forfatterne til generalstabsværket, at et så afgørende slag som slaget ved Breitenfeld umuligt kunne være vundet uden anvendelse af Cannae-taktik, og at en så stor feltherre som Gustav II Adolf nødvendigvis måtte have betjent sig af denne taktik. Kildematerialet måtte derfor fortolkes i overensstemmelse med dette grundsynspunkt, selv om man dermed kom til at gøre vold på kilderne.10*- Det er klart, at generalstabsværkets fremstilling på denne baggrund må betegnes som ubrugelig, og at de generelle love om kri­ gen, som man evt. mener at kunne få bekræftet af denne fremstilling ganske savner hjemmel. Der var i vid udstrækning tale om en langt senere fiktion uden spor tilknytning til 30-årskrigens doktriner. Den lære, der kan drages, bliver med andre ord en falsk lære. - Denne i sig selv ikke særlig betydnings­ fulde sag understreger dog to forhold af betydning for studiet af krigshisto­rien: man må for det første sikre sig, at de kilder man benytter, nu også er egnede til at besvare de spørgsmål, man stiller; man skal for det andet ikke give sig til at presse nutidige doktriner ned over en sagesløs fortid, men for­ søge at erkende den på dens egne præmisser. - Det er for mig kardinalpunkter i al historisk forskning - og dermed også i krigshistorisk forskning.

Dermed har jeg vist etableret den nødvendige baggrund for at vende tilbage til de tre formål, der var opstillet for de krigshistoriske studier på Officerssko­len. Jeg vil nu nærmere drøfte betingelserne for, at disse formål kan opfyldes.

4. Betingelser for studiet af militærhistorie.

Man vil erindre, at det drejede sig om krigshistorien som simulationsgrund­

lag, om generelle love og om studiet af begrebet friktion. - Brugen af krigshistorien som simulationsgrundlag er jo helt naturlig og nødvendig. Det er klart af stor værdi at studere, på hvilken måde taktiske og logistiske problemer og opgaver er blevet løst af andre under andre vilkår. Og på det punkt byder krigshistorien jo på næsten ubegrænsede muligheder. Betingelsen for at det kan gøres med held er naturligvis, at det er den ægte vare, man studerer og ikke en mellemliggende tids bestemte opfattelse af den. Det lyder jo helt ba­nalt; men det er desværre en synd, der ofte bliver begået - jeg nævnte et eks­empel på det for et øjeblik siden. Det ville nærmest svare til, at man satte sig for at studere det nuværende danske forsvar ved at læse Ekstrabladets be­ handling af det, og derefter opfattede dette som den skinbarlige sandhed. - Enhver kan se skævheden i det, og det er præcis den samme skævhed, der kommer ind, hver gang man for ukritisk vælger sine kilder. Med andre ord: vi må ned til de primære kilder for at få bund under fødderne, og her ligger der et helt oplagt samarbejdsfelt for officerer og faghistorikere.

Det andet formål, at finde generelle love for krigens førelse, må jeg der­ imod afvise som umuligt. Det følger alene af, hvad jeg tidligere sagde om den historiske videnskabs karakter. Historie er ikke en exakt, lovskabende viden­ skab, men en kritisk, individualiserende, der beskæftiger sig med at etablere historiske kendsgerninger og fortolke dem ind i meningsfulde og modsigel­sesfrie helheder.11’ Fortolkningerne kan næsten altid gøres til genstand for di­skussion, og alene deraf følger, at der gives meget få »objektive« sandheder på det niveau, der også skulle rumme lovene. - Holder man sig ikke dette for øje, men mener man kan finde almengyldige love, begår man enten den fejl, som generaler til alle tider er blevet beskyldt for: at forberede sig til den krig, der er udkæmpet, ud fra den betragtning, at »sådan gik det sidst, og sådan vil det nok også gå næste gang«. Eller man møder op med en fast forestilling om efter hvilke principper en krig skal føres og ønsker i og for sig kun at bruge krigshistorien til at få bekræftet sine teorier - eller fordomme, om man vil. Men derved gør man naturligvis vold på historien i lige så høj grad som nogle amerikanske journalister gjorde på ærkebiskoppen af Canterbury, da han en­ gang aflagde besøg i Los Angeles. Han var kendt viden om for sin aktive mod­ stand mod natklubuvæsenet, der florerer særligt kraftigt netop i Los Angeles. Dårligt var han kommet ud af flyveren, før han blev bestormet med spørgsmål fra journalister, der ønskede at høre, hvad han agtede at stille op med alle nat­ klubberne i Los Angeles. For at gøre diskussionen kort stillede han sig overra­sket an og svarede journalisterne: »Findes der da overhovedet natklubber her?«, og det måtte de så lade sig nøje med. Men næste dag udkom aviserne med store overskrifter, der lød: »Ærkebiskoppens første spørgsmål, da han ankom, var: findes der natklubber her?« - Naturligvis ikke helt løgn, men be­ stemt heller ikke sandheden. Og det er præcis den situation, man er i, hvis man vil fortolke fortiden på præmisser, der ikke er fortidens egne.

Det tredie formål, studiet af friktionen, er derimod både relevant og betyd­ ningsfuldt. Fænomenet kan jo ikke studeres i de taktiske planer og kun delvis på fredstidsøvelser. Det kan derimod klart erkendes i krigshistorien. - Jeg vil i den forbindelse indskyde, at det bedste eksempel, jeg kender på en vellykket studie i friktion er John Keegan, The Face of Battle (1976), hvori han - der er lærer i krigshistorie ved militærakademiet i Sandhurst - beskæftiger sig med friktionsproblemet i tre berømte slag, Agincourt 1415, Waterloo 1815 og Somme-slaget 1916. - Men også her er forudsætningen for ægte erkendelse naturligvis stor omhu i valget og behandlingen af kilderne. Det går således ikke - som det af og til er set - at støtte sig til sene dramatiserede beretninger som f. eks. halvdokumentariske romaner eller krigserindringer. Relevant og brugeligt materiale er derimod til eksempel kamprapporter, døgnrapporter, dagbøger og breve fra deltagerne.

5. Konklusion.

Jeg må således konkludere, at studiet af krigshistorie er et helt nødvendigt led i officersuddannelsen, idet det på en række punkter kan tilvejebringe et er­ faringsgrundlag, som det under normale forhold er umuligt at opnå ad anden vej. Dette gælder både, hvis krigshistorien bruges som simulationsgrundlag, og hvis man ønsker at studere friktionsfænomenet. Derimod må jeg afvise, at krigshistorien kan bruges til opstilling af anvendelige generelle love for kri­gens førelse. Noget sådant strider simpelthen mod den historiske videnskabs karakter. Betingelserne for et vellykket og brugeligt resultat er blot, at disse krigshistoriske studier sker i bredden, d.v.s., at den enkelte krigshistoriske be­givenhed hele tiden sættes i relation til udviklingen af krigsføringen over en længere periode, at den sker i dybden, d.v.s. at grundlaget for studierne er forsvarligt kildemateriale, og endelig, at det krigshistoriske studium sker i sammenhæng med analyse af strukturen i de stridende samfund.I2)- Krigshi­storien skal altså ikke betragtes som en isoleret disciplin med et særligt for­ mål, men som en - vigtig - del af den samlede historie. Således drevet vil krigs­ historien efter min opfattelse kunne danne grundlag for vigtige nye erkendel­ser om væbnede konflikters natur under forskellige forudsætninger, om be­ tydningen af den militære organisations indpasning i samfundsstrukturen og om udviklingen af det, som krigsteoretikere med et lidt ubestemt udtryk kal­ der for »krigens væsen«. - Med understregningen af denne bredde i studiet har jeg i og for sig også understreget, at et vellykket resultat af de krigshistoriske studier forudsætter et nøje samarbejde mellem de taktisk kyndige office­ rer og faghistorikerne, der dels kender den brede sammenhæng, dels ved hvor­ ledes kildematrialet skal sorteres og vurderes. Det er derfor dobbelt glædeligt, at vi i de senere år har set det omtalte tøbrud mellem de to grupper.

Lad mig så føje endnu et punkt til, hvor jeg mener, at krigshistoriske studi­er kan være nyttige. - Det er - paradoksalt nok - ved erkendelsen af vor aktu­elle situation og ved vurderingen af, hvad fremtiden kan bringe. Lidt firkantet udtrykt kunne man måske sige, at historikerens vigtigste opgave er at klargø­re, hvorledes og på hvilke punkter fortiden adskiller sig fra nutiden - ikke, som man så ofte hører, hvordan nutiden ligner fortiden. Historiens opgave er at sætte nutiden i relief og derved lette erkendelsen af mulige nye elementer i vort eget samfund. Historien skal m. a. o. give os mulighed for åndeligt talt at »kigge ind ad vore egne vindver« lige som smedefamilien i »Genboerne«. - Det kan ofte give værdifuld erkendelse. - Overført på krigshistorien betyder dette, at seriøse krigshistoriske studier kan give officererne nye synsvinkler på den organisation, de har ansvaret for. Derved kan de muligvis få øje på for­ hold, tendenser og mangler, som ville være vanskelige at se uden historiens kontrastvirkning. Historien brugt således kan utvivlsomt medvirke til at redu­cere omfanget af vanetænkning - en risiko, der jo er særlig udpræget i et au­toritært opbygget system som forsvaret.13’ Med andre ord kan studiet af krig­shistorie bidrage til at fremme den åndelige spændstighed, der er en forudsæt­ ning for en fornuftig vurdering af fremtiden - og dermed for, at generalerne ikke forbereder sig til den krig, der er udkæmpet.

Det lyder måske meget abstrakt og idealistisk, så for at understrege, at det ikke er noget, jeg bare står her og finder på, vil jeg da nævne, at denne krigs­ historiske metode var grundlaget for de teorier om krigen, som vel den største af alle krigsteoretikere, Carl von Clausewitz, udformede. Praktisk taget alle de i vore dage gyldige teorier om krigen kan føres tilbage til ham. Det gælder den vestlige verdens teorier, det gælder ikke mindst det kommunistiske Øst­ europas teorier, og det gælder sågar også de kinesiske teorier - Formand Ma- os tanker er således ikke blot Maos, men et stykke hen ad vejen Clausewitz’ ! - Clausewitz startede sin virksomhed med et omfattende studium af krigshisto­rien. Dette studium satte ham i stand til med stor nøjagtighed at erkende de egentligt nye elementer i Napoleons succesrige krigsførelse og på grundlag deraf udvikle den filosofi om krigen, som vi endnu i dag - mere end 150 år se­ nere - anser for gyldig. - Clausewitz er et storslået eksempel på en rigtig an­ vendelse af krigshistorien: til erkendelse og formulering af problemer i nuti­den.

6. Afsluttende bemærkninger.

Til slut et par betragtninger over, hvilke krigs- og militærhistoriske opga­ver, der efter min opfattelse trænger sig på. - For mig at se er det mest på­ trængende et studium af selve krigsbegrebet over tid, idet vi i de senere år har set nogle tilsyneladende helt nye krigstyper vinde frem. Jeg tænker naturligvis ikke mindst på den systematiske guerillakrig, der f. eks. bragte verdens stær­keste konventionelle krigsmaskine på knæ i Vietnam, men jeg tænker også på de palæstinensiske, tyske og italienske terroraktioner, der har kunnet notere sig betydelige succes’er. Denne type krigshandlinger er karakteristiske ved, at de forekommer uden tilknytning til et statsbegreb, således som de såkaldt konventionelle krige altid gør. Og heri ligger vel også en forklaring på, at vi faktisk ved meget lidt om disse fænomener og derfor også står temmelig hjæl­peløse over for dem, når vi møder dem. - Det er under alle omstændigheder en kendsgerning, al så godt som alle historiske studier af krigen er snævert knyttet til statsbegrebet - krige er og var noget, som fyrster, konger, stater el­ ler nationer førte. Derfor finder man ikke guerilla og terror behandlet i et læn­ gere krigshistorisk perspektiv.14*Med disse konflikttypers voksende rolle fore­ kommer et studium af dem i historisk perspektiv at være påtrængende. - Det er den første forudsætning for at erkende, hvad det egentlig er for fænome­ner, vi står over for.15)

Dernæst - for nu at vende mig til den hjemlige andedam - forekommer det at være på tide, at det danske officerskorps får sin historie. Alle her til stede har været vidner til de mange forandringer, der i de seneste 10-20 år er sket i officerskorpsets vilkår - forandringer, der kort udtrykt har forvandlet offi­cersgerningen fra en livsform til en funktion. Enhver læser af de militære fag­ tidsskrifter vil vide, at det er forhold, der optager mange officerer. For mig at se rummer situationen også den nærliggende risiko, at officerskorpset efter­ hånden mister fornemmelsen af sin egen identitet, hvilket ville være alvorligt. - Det forekommer derfor at være en oplagt opgave at styrke denne fornem­ melse, at give det en historie - en historie, der også rummer dets rolle i og rela­tioner til det omgivende samfund. Som en beskeden begyndelse herpå er vi for øjeblikket ved Odense Universitet i gang med en undersøgelse af korpsets re­kruttering siden 1648, lige som vi har en undersøgelse løbende af officersud­dannelsen i Danmark siden det 18. århundrede.16*

Dette er blot to eksempler på fornuftige krigs- og militærhistoriske opga­ver. Der kunne nævnes mange andre, og det understreger blot det, som jeg med foredraget har ønsket at understrege: militærhistorie har ikke blot til for­ mål at erindre om hærens minde- og mærkedag, men er faktisk en helt uomgængelig nødvendighed, hvis vi ønsker et veluddannet og funktionsdueligt forsvar.

NOTER

1) Tilsvarende synspunkter med specielt henblik på England udtrykkes af Correlli Barnett: Organized Violence. On Military History. Encounter, November 1977, s. 47-54. Om forhol­ det mellem den liberale fremskridtstro og opfattelsen af krig i et større tidsmæssigt perspek­ tiv, se Michael Howards eminente oversigt, War and the Liberal Conscience. London 1978.

2) Om de konkrete udtryk for denne renaissance se f. eks. mit indlæg, En militærhistorisk re- naissance?, Historisk Tidsskrift, bd. 77, 1977, s. 133-42, med henvisninger.

3) Jfr. i denne sammenhæng de betragtninger om historiens nytte, som Aage Trommer anstiller i det første af den serie radioforedrag, han som modtager af Rosenkjær-prisen i foråret 1974 holdt om besættelseshistorien. Han har udgivet foredragsrækken i bogen Myte og sandhed i besættelseshistorien. Kbh. 1974.

4) Det er f. eks. gjort af den svenske sociolog Bengt Abrahamsson: Military Professionalization and Political Power. Stockholm 1971.

5  Efterhånden har vel de fleste danske hærafdelinger deres egen historiske fremstilling. Netop det her fremhævede eksempel, Fyenske Livregiments historie »Fast i Nød« Fynske Livregi­ ment 1614-1964. Odense 1964, er egentlig atypisk derved, at bogen er forfattet af en ikke- officer, nemlig daværende værnepligtige menig, nuværende lektor ved Odense Kathedralsko- le, Hans Henrik Jacobsen. En god samlet oversigt over arbejder vedr. de enkelte afdelingers, skolers og institutioners historie findes i P. I. Liebe og E . Borgstrøm: Litteraturfortegnelse til de danske hærafdelingers, samt militære korps, institutioners, skolers, arkivers og museers historie. Det Kgl. Garnisonsbiblioteks litteraturfortegnelser I. 1973. 2. reviderede udg. 1976.

6) Efter at dette fordrag blev holdt, har jeg som resultat af oberstløjtnant K. V. Nielsens venlige hjælpsomhed haft lejlighed til at studere den mere detaljerede fagplan for undervisningen i krigs-og militærhistorie på Hærens Officersskole. Den giver fyldig bedsked om undervisnin­ gens mål, indhold, omfang og forhold til de øvrige discipliner. Den udgør således det nødven­ dige supplement til ovennævnte målbeskrivelse.

7) K. V. Nielsens indlæg i diskussionen 1974 er refereret i Claus von Barnekow m. fl. (red.): Hvor blev militærhistorien af? En diskussion om militærhistoriskforskning. Kbh. 1975, s. 28-33, 39-41, 54-55, 58. Jeg har knyttet nogle kommentarer til diskussionen - og især til K. V. Nielsens synspunkter i et indlæg i Historisk Tidsskrift (jfr. note 2). Min artikel, »Krigshi­ storiens lære« og krigens historikere. En undersøgelse af to nyere fortolkninger af Slaget ved Lutter am Barenberg 1626, fremkom i Historie, Ny række XII, 1977, s. 27-46. De deri frem­ førte synspunkter fremkaldte fra K. V. Nielsen den omtalte reaktion, der sammen med mit svar er trykt i Historie, Ny række XIII, 1979.

8) K. V. Nielsen har, siden foredraget blev holdt, henledt min opmærksomhed på - hvad jeg ikke tidligere havde hæftet mig ved - at han i sit indlæg nævnte disse formål i rækkefølgen 3), 1), 2), og at der deri lå en prioritering. Jeg beklager, at jeg ikke har været opmærksom derpå, men fastholder alligevel den i foredraget anvendte rækkefølge, idet der ikke deri var eller er nogen prioritering.

9) Den sidstnævnte konference fandt sted 27.-29. april i år. Der vil løbet af kort tid foreligge en rapport derfra i lighed med rapporterne fra de to tidligere konferencer.

10) Slaget ved Breitenfeld er behandlet i Generalstaben: Sveriges Krig 1611-1632, bd. IV. Stock­ holm 1937, s. 446-529. Citatet stammer fra s. 525. Min kritik af generalstabsværket baserer sig først og fremmest på Sven Lundkvist: Slaget vid Breitenfeld 1631 (Svensk) Historisk Tidskrift, 1963, s. 1-38, der rummer en detaljeret kildekritisk undersøgelse, hvoraf han bl. a. drager den konklusion, jeg har anført. Om von Schlieffens indflydelse på historieskrivningen i almindelighed, se også min ovenanførte artikel i Historie (jfr. note 7). Om hans indflydelse på generalstabsmiljøet i Sverige og de ideer, der i øvrigt prægede dette, se Frede P. Jensens fi­ ne analyse i artiklen, Den danske »indkredsning« af Vasa-tidens Sverige, Historisk Tids­ skrift, bd. 76, 1976, s. 1-24.

11) En lidt udførligere redegørelse for dette synspunkt findes i min replik til K. V. Nielsen i Historie, Ny række XIII, 1979 (Jfr. note 7).

12)  Disse tre krav opstilles af Michael Howard i artiklen the Use and Abuse of Military History The Journal of the Royal United Service Institution, 1962. De er ligeledes opstillet som grundlæggende betingelser i undervisningen på Hærens Officersskole (jfr. den forannævnte betænkning af dec. 1966 samt den i note 6 omtalte fagplan).13) Det mener i det mindste sociologen Bengt Abrahamsson (Jfr. note 4), og det er ligefrem en hovedtese i Norman Dixons bog, On the Psychology of Military Incompetence. London 1976. Dixon er fhv. kaptajn i den engelske hær. Han er nu klinisk psykolog i London.

14)  Denne snævre tilknytning til statsbegrebet er også karakteristisk selv for det nyeste oversigts­ værk, Michael Howard: War in European History. Oxford 1976 (oversat til dansk af K. G. H. Hillingsø under titlen KrigeneiEuropashistorie. Kbh. 1977) og efter min opfattelse af en af værkets betydeligste svagheder.

15)  I den tidligere omtalte diskussion på Københavns Universitet i 1974 (Jfr. note 7) var såvel Carl-Axel Gemzell som K. V. Nielsen inde på samme tankegang. - En beskeden, men værdi­ fuld begyndelse var gjort med W . Hahlwegs bog, Krieg ohne Fronten. Stuttgart 1968 og ikke mindst Walter Laqueurs to værker, Guerilla. A Historical and Critical Study. London 1977 og Terrorism. London 1977.

16)  De to nævnte temaer bearbejdes af to studerende, der er i gang med hovedfagets specialeaf­ handling. I samme forbindelse bør nævnes, at Det kgl. Garnisonsbibliotek for nylig har ydet et væsentligt og velkomment bidrag med P. I Liebe & E . Borgstrøm: Biografiske oplysninger omfaste artilleriofficerer af linien 1764-1889. Bd. 1-4. Kbh. 1978.