Log ind

Hvad er Sandheden med Hensyn til Fremtiden?

#

I en A rtik el med foranstaaende O verskrift kalder Kaptajnlø jtnant Gyth den gamle S trid om de tunge Maskingeværer tillive. Det er ikke let at tilfø re disse gamle Diskussioner nye Argumenter, og det synes da heller ikke sæ rligt at være lykkedes fo r Kaptajnlø jtnant Gyth, selv om det maa erkendes, at den stadige U dvikling a f Krigstekniken kan berettige til en hyppig Prøvelse a f iøvrig t hævdvundne Standpunkter. Det maa blive en Smagssag, om man v il betragte Rekylgeværet uden og med de to reglementerede Underlag som et, to eller tre forskellige Vaaben; i en Hær som den danske med den specielt korte Uddannelsestid er Spørgsmaalet fortrinsvis et Uddannelses- og et Organisationsspørgsmaal, og naar man idag i Danmark skal drøfte det svære Maskingeværs Eksistensberettigelse, bør man begynde med at gøre sig klart, at vore hidtidige Maskingeværkompagnier a f Kompagnichefer, der havde prøvet at uddanne forskellige Slags Kompagnier, normalt blev betragtet som Fodfolkets mest krigsbrugbare Enheder, netop fo rdi Uddannelsen var saa enkel og saa specialiseret, at der var et nogenlunde rim eligt Forhold mellem Uddannelsestiden og de Maal, der skulde naas. Det er altid betænkeligt at eksperimentere, og skal noget kastes bort, bør man næppe begynde med det, der efterhaanden har faaet en vis Hævd, og som er alm indelig anerkendt som godt. V il man sim plificere — og det v il man vel altid tilstræbe at gøre — , maa man begynde med at betragte de foreliggende Opgaver paa Kamppladsen. V i skal senere se paa, om særlige Form ationer a f tunge Maskingeværer i Frem tiden kan anses fo r berettiget, men først prøve at bedømme, om der siden Verdenskrigen er sket nogen væsentlig Æ nd ring i Fodfolkets Opgaver paa Kamppladsen, idet vi ikke alene maa betragte de sidste K rige, men ogsaa den U dvikling i baade taktisk og teknisk Henseende, som har fundet Sted i de sidste ca. 20 Aar i de førende Militæ rstaters Hære. Man maa vente, at den vældige U dvikling a f Luftvaabnet v il gøre sig meget stærkt gældende baade paa Kamppladsen og ved Krigsførelsen i Almindelighed. Mere usikker synes Tankvaabenets Betydning at være under de Form er, hvorunder man paaregner dette Vaaben anvendt, nemlig i Hovedsagen som et Angrebsvaaben. A t afværge disse 2 forholdsvis nye Vaabens Angreb paatvinger Hærene, og ikke specielt Fodfolket, nye Opgaver, og saa længe disse Vaabens rivende Udvikling ikke-er ved at ebbe ud, er det mere end tvivlsom t, om det er rig tig t i saa høj Grad, som det er Tilfældet, at komplicere Fodfolkets — Hovedvaabenets — Organisation og Udrustning med nye Vaaben, nye Enheder, til en Afværgelsesopgave, som stedse vil vokse og allerede nu truer med at berøve Fodfolket dets særlige Karakter som Fod folk med Nærkampen som Hovedopgave. Mon ikke det ind til videre vilde være en rigtigere Hovedlinie at følge: at lade Fodfolket være Fodfolk og opstille nye Specialform ationer til Imødegaaelse a f de nye specielle Opgaver, Luftvæ rn og Tankvæm. Dette vilde ikke alene gøre Fodfolkets Organisation, Udrustning og Uddannelse simplere, men det vilde ogsaa gøre Fodfolkets Fø ring paa Kamppladsen mere enkelt, og der er tillig e Grund til at antage, at Hæren vilde faa mere effektive Lu ft- og Tankværn. Det ligger udenfor denne A rtikels Hensigt at komme nærmere ind paa, hvorledes saadanne Specialværn skulde udstyres med M ateriel og organiseres; et Luftvæ rn fo r Felthæren har vi jo forøvrig t et svagt Tilløb til. Blev disse Værn hensigtsmæssigt opbygget, kunde Fodfolket i betydelig Grad aflastes, selv om man jo maa være klar over, at Fodfolket ligesaa lid t som andre Vaaben maa staa fremmed og værgeløs over fo r Flyvere og Tanks, fo r sidstnævntes Vedkommende sæ rligt a f lettere Type. Vender vi os saa til de Former, hvorunder Maskingeværer (Rekylgeværer) bør anvendes i Fodfolket, kan man fo r danske Forholds Vedkommende straks ty til en Udtalelse i Kommandant Laportes A rtikel, der lyder saaledes: „De moderate, særlig Brugerne, tror, at der mellem den simple Løsning og den overdrevne Forøgelse a f Antallet a f de forskellige Vaaben altid v il være Plads fo r en Middelløsninjg, som virker mindre besnærende, men som man har T illid til.“ Det danske Fod folk har som Helhed T illid til vore tunge Maskingeværer i særlige Formationer, i hvilke adskillige Aargange a f værnepligtige er uddannet, og i Brugen a f hvilke et Befalingsmandskorps er skolet, ligesom Principperne fo r deres Anvendelse er nedfældet i en Række taktiske Reglementer. Disse Argum enter vejer tungt og burde være en Advarsel til alle, som i Begejstring fo r en ny Tanke kunde glemme, at i en svag Kadrehær med kort Uddannelse er det nødvendigt at være varsom med gennemgribende Æ ndringer i Organisation, Uddannelse og Udrustning. Og hvorledes v il Fodfolkets V ilkaa r paa Frem tidens Kampplads være? Ingen tør vel have en bestemt M ening derom, men Verdenskrigens sidste Faser fastslog de automatiske Vaabens frygtelige Virkning , og siden da er de automatiske Vaabens An tal flerdoblet i vel alle Hære. De sidste Aars K rige har særlig t fastslaaet de automatiske Vaabens defensive K ra ft og har vist Nødvendigheden a f en stærk Forøgelse a f lettere Kastevaaben ved Angrebet. Dette v il lede Forsvareren ind paa nye Prin cipper fo r Stillingsbesættelse, v il form entlig tvinge ham til at forlade den a f Verdenskrigen skabte og ud a f Skyttegravskrigen opstaaede Zonebesættelse, der v il være fo r saarbar overfor virksom Ildforberedelse og uegnet til Kamp i saa spredte Opstillinger, som v il blive nødvendige, men navnlig uegnet til Kamp i Mørke, Taage og Røg. V i saa ved Verdenskrigens Slutning de „tavse“ Maskingeværers Betydning og Antal vokse, ind til de blev til en sammenhængende Kæde a f flankerende Maskin- eller Rekylgeværer, og hermed er i Virkeligheden Zoneforsvarets Idé brudt og Tanken ledet ind paa en Organisation a f Forsvaret, der bestaar a f en Række a f „Karponiérelinier“ bag hverandre. Man har allerede givet Afkald paa de lange Skudfelter i Fronten fo r „Ildzonens forreste K an t“ og maa altsaa basere sig paa at kunne opholde Angrebsfodfolkets Frem rykning ved Ild fra S tillinger længere tilbage, og her finder da de tunge Maskingevæ rform ationer deres naturlige Anvendelse i Forsvaret, maaske ved fo rtrin svis Anvendelse a f skjult Skydning, ikke fo rdi denne Skydemaade skal anses fo r særlig virksom , men fo rdi andre er udelukket. Og til Udførelse a f skjult Skydning, hvor det gælder om nogenlunde hurtig t at komme til Skud efter hyppige Stillingsskiftninger, er vort tunge Maskingevær væsentligt bedre egnet end Rekylgeværet i Trefod, og det v il være a f største Betydning at kunne lægge disse Opgaver i Hænderne paa Tropper, der specielt er opøvet deri, som har Skydningen ikke alene til Hovedopgave, men til eneste Opgave.

Kan vi da undvære Treføddeme? Ja, i og fo r sig. I den Form , Trefødderne blev ind ført i det danske Fodfolk, var de ikke ønsket a f Fodfolkets O fficerer. Man ønskede en simpel og let Anordning til Anbringelse a f Rekylgeværet, særligt til Skydning i Mørke; kunde et saadant Underlag ogsaa forøge Skudsikkerheden paa længere Afstand, tog man selvfølgelig gerne denne Fordel med, men efterhaanden mødte Konstruktørerne med stedse flere Fordele, saaledes ogsaa Mulighed fo r Luftm aalsskydning, og da endelig Rytteriet nok skulde have et Maskingevær, men kun med let Lavet, fik vi — fo r ikke at faa alt fo r mange Typer — reglementeret en Trefod, der til Fodfolkets Brug var fo r tung og kompliceret til det, den egentlig var bestemt til, og fo r dyr til at anskaffes i det Antal, man oprindelig ønskede, nemlig 1 pr. Rekylgevær. Trefoden kom til at forkvakle baade Fodfolkets Organisation og dets Uddannelse, thi lige efter at man var blevet klar over, at Bataillonen paa 3 Rekylgeværkompagnier og et Maskingeværkompagni var en uheldig Enhed at føre og derfor gik over til, trods, storfe organisatoriske og uddannelsesmæssige Vanskeligheder at opstille Bataillonen paa 5 Kompagnier, begik man de selv samme og just erkendte F e jl ved at opstille Kompagniet paa 3 Delinger og en Slags Maskingeværdeling, nemlig Trefodsdelingen. A t denne Organisation a f Fodfolkskompagniet er uheldig vil vist enhver Kompagnichef erkende; man havde drømt om en mindre Anordning til Rekylgeværet, man fik omtrent en ny Vaabenart og næsten mistede en Deling eller i hvert Fald en normal Dispositionsenhed, man sønderslog Kompagniets hævdvundne 4-Deling. Og selv om man paapeger alle de Fordele, det i en Mængde konstruerede Situationer kan have fo r Kompagniet at raade over disse Trefødder, kommer man ikke uden om, at 4 Trefødder er fo r lid t til at tilfred sstille et Kompagnis K rav i Forsvaret til Underlag fo r flankerende Geværer, der maa kunne skyde i Mørke og Røg, naar man tager de store Frontudstrækninger i Betragtning, som dansk Fodfolk nødvendigvis maa kunne spænde over. Der er flere Veje at gaa baade fo r at reducere Antallet a f Rekylgeværtyper og deraf følgende taktiske Metoder og fo r at genoprette en Del a f den tabte Ensartethed i Kompagnierne; et Pa r Stykker skal nævnes:

1) A fskaffelse a f Trefoden ved det almindelige Fodfolk — den kan passende anvendes ved de mange nye Cyklistformationer a f baade Fod folk og Rytteri — og Indførelse a f den Anordning til Rekylgeværet, som i sin Tid var Fodfolkets Ønske.

2) Samling a f alle Trefødder ved et a f Bataillonens 4 Rekylgeværkompagnier eller — hvad der rnaaske er endnu bedre —- ved en a f Regimentets 3 Batailloner.

3) Forøge Kompagniet med 4 Trefodsbærere, der kan bringe Trefødderne frem til de Steder, hvor der i Ø jeblikket netop er B rug fo r dem; det bliver saa et underordnet Spørgsmaal, om man v il uddanne alle Rekylgeværskytter i Trefodens B rug eller kun de 4 Mand, der bærer dem.

En organisatorisk Rensning a f vort Fod folk er vigtigere end en teknisk Rensning. En kort Uddannelse kræver Specialiserig, derfor hellere flere særlige Luftværnsenheder med større Bevægelighed, end Fodfolket kan give dem, og derfor hellere særlige Tankværnsenheder leddelt paa en saadan Maade, at de let lader sig detachere, derfor ved Fodfolket særlige Skydeenheder og særlige Bevægelsesenheder. Idealet er selvfølgelig, at enhver Mand, enhver Enhed kan udføre alle Ting, men hellere maa man vide, hvor man har de Folk og de Enheder, som netop kan udføre de specielle Ting, man ju st forlanger, end have de saakaldt alsidige Enheder, der kan alle Ting og altsaa ingenting.

E fte r Indsendelsen a f foranstaaende A rtik el har jeg haft Lejlighed til at læse de tre A rtik le r om samme Emne i Martsheftet; det er derfor fristende at fremsætte et P a r Bemærkninger ogsaa om disse Indlæg. Visse U d tryk i den a f — x— forfattede A rtikel, som f. Eks. „... de tunge Maskingeværer, som vore Batailloner ved Tidens Ugunst blev belemrede med“ , lader formode, at Forfatteren kun ønsker at se Sagen fra een Side, og Indlæget virker da ogsaa mere agitatorisk end overvejende og belærende. De to andre A rtik le r er præget a f deres Forfatteres Tjenesteophold ved henholdsvis den franske og den tyske Hær, hvilket selvfølgelig ogsaa forlener Standpunkterne med en vis Vægt. Jeg kan i Hovedsagen slutte m ig til de a f Kaptajnløjtnant O. Krabbe anførte Betragtninger, der saaledes paa en Maade overflødiggør m it Forsvar fo r de tunge Maskingeværer, men maaske er det dog nyttigt noget stærkere, med Henblik paa danske Forhold, at fremhæve vor korte Uddannelses Indflydelse paa de rejste Spørgsmaal.

Johnstad-Møller.