Log ind

Hvad drejer det sig om?

#

(Forsvarsproblemer i atom tidsalderen*)).

*) Radioforedrag 31 maj 1955 kl. 2105—2130.

Som lærer på det franske forsvarsakademi pointerede marskal Foch gang på gang, hvor vigtigt det er at gøre sig klart: „Hvad drejer det sig om?“

Hvad enten man nu beskæftiger sig med militære eller poli­tiske forhold i dag, kan der ikke være tvivl om, at det, det drejer sig om, er at bevare de vestlige nationers demokratiske frihed, men samtidigt at undgå krig.

Dette er det første og store formål med den Nordatlantiske Traktats Organisation — NATO — og det er dermed formålet for dansk forsvar. Krigen er derfor heller ikke mere efter vor op­ fattelse et anvendeligt middel til gennemførelse af de politiske mål. Fra et militært synspunkt såvel som fra et civilt er en ny krig kun mulig, hvis den påbegyndes af vore modstandere, og kun et forsøg på med vold at tilintetgøre vor kultur og knægte indivi­ dets frihed kan retfærdiggøre de ofre, som en ny storkrig uvæger­ ligt vil kræve.

For os danske er dette — man kan vel kalde det eksistensfor­ svar — ikke noget nyt; blot har udviklingen medført, at de enkelte landes muligheder er så begrænsede, at en sammenslutning har været nødvendig for at skabe et instrument, der kan overbevise en modstander om, at et angreb ikke kan betale sig; man sørger med andre ord for, at udenrigspolitik og forsvarspolitik svarer til hin­anden.

„Aldrig mere en 9’ april“ var hele det danske folks løsen i 1945, da vi begyndte genopbygningen af forsvaret. Politisk medførte det indtræden i De Forenede Nationer og medvirken til styrkelsen af denne institutions indflydelse; militært en opbygning for at opfylde Danmarks forpligtelser over for de øvrige medlemmer. Denne for­ pligtelse er udtrvkt således i De Forenede Nationers pagt: „Med­ lemmerne af De Forenede Nationer skal i fællesskab yde hverandre bistand til gennemførelsen af de forholdsregler, hvorom Sikkerheds­rådet har truffet beslutning“ .

Som en naturlig følge af den tillid, de små nationer måtte have til de udtalelser, der fremsattes fra alle sider ved De Forenede Nationers oprettelse, om villighed til at afgøre alle indbyrdes stri­ digheder på fredelig vis, begyndte det danske forsvars genopbyg­ ning efter krigen i langsom takt.

Genopbygningen vanskeliggjordes af mangel på uddannede be- falingsmænd og af de krævende opgaver, som forsvaret måtte løse i forbindelse med grænsebevogtning, flygtningeproblemet og bevogtningen af krigsforbrydere, ligesom indkøb af moderne krigsmateriel var næsten umuligt.

FN's mulighed for at opretholde fredelige tilstande hvilede imidlertid på to forudsætninger: nemlig, for det første, at de 5 stormagter — Kina, Frankrig, England, De Forenede Stater og Sovjetunionen — som har fast sæde i Sikkerhedsrådet, var i stand til at opnå varige overenskomster i alle væsentlige spørgsmål; for det andet, at ingen af disse magter, bortset fra Ruslands kendte krav over for Japan, rejste krav om territoriale udvidelser.

Det blev lidt efter lidt klart, at ingen af disse forudsætninger var til stede.

En ændring i udenrigspolitiken og dermed i försvarspolitiken måtte blive den naturlige konsekvens — ganske særligt for Dan­ mark på grund af vor udsatte beliggenhed.

I 1948 påbegyndtes derfor forhandlinger med Sverige og Norge med henblik på afslutning af en skandinavisk forsvarspagt. Det er gentagne gange senere beklaget, at denne pagt ikke kunne gennemføres, og set fra et skandinavisk samarbejdssynspunkt var det i og for sig også beklageligt, men man havde næppe gjort sig de økonomiske konsekvenser klart.

Skulle en sådan fritstående sammenslutning på skillevejen mellem øst og vest overhovedet betyde noget, måtte der opret­ holdes et forsvar, der var mindst lige så stærkt, som det de tre lande har i dag. Våbenhjælp udefra kunne man ikke påregne, og det vil sige, at Norges og Danmarks forsvarsudgifter ville være blevet omtrent dobbelt så store, som de er i dag. Bortset herfra har udviklingen på atomvåbnenes område gjort en isoleret stilling for tre så små lande urealistisk, idet hverken vore økonomiske eller industrielle muligheder ville sætte os i stand til at opstille et virkeligt moderne forsvar.

Danmark stod derfor i foråret 1949, tvunget af omstændighe­ derne, på en skillevej. Overvejelserne resulterede i den eneste na­ turlige løsning, nemlig vor tilslutning til Atlantpagten. Vi opgav derved en uholdbar neutralitetspolitik og knyttede vor skæbne til den del af verden, som kultur og livssyn naturligt henfører os til. Jeg skylder måske en forklaring på, hvorfor det er så usand­ synligt, at en kommende storkrig kan undgå også at ramme os.

Det lykkedes dog i første verdenskrig at holde Danmark uden for.

Desværre ligger Danmark på grænsen mellem den østlige og den vestlige magtgruppe. Selv Tyskland, som har adgang til Vester­ havet fra sit eget område, fandt det nødvendigt i anden verdens­ krig at sikre sig danske og norske baser for sine flyvere og under­ vandsbåde. Dette er endnu mere nødvendigt for de østlige mag­ ter, der har en meget stor del af deres flådestyrker lukket inde i Østersøen.

Der er kun to områder, hvorfra disse krydsere og ubåde, som i krig skal forhindre forsyninger og forstærkninger i at nå Europa fra Nordamerika, kan operere, nemlig Hvidehavet helt oppe mod nord og Østersøen. Både vejrforholdene og de lange afstande ud til Atlanterhavet gør Hvidehavs-havnene mindre egnede, og der må derfor skaffes fri udsejling fra Østersøen gennem de danske farvande samt baseringsmuligheder her i landet og i Sydnorge. Alle disse flådeoperationer må kunne beskyttes mod luftangreb, og langtud gående luftpatruljer skal skaffe ubådene og krydserne oplysninger om deres måls opholdssted. Derfor må også flyver­ styrkerne baseres langt fremme — og her igen vil Sydnorge og Danmark være vel egnede. En sådan fremskudt placering af Øst­ magternes flyverstyrker vil samtidig forstærke luftforsvaret af selve deres hjemland, og en besættelse af Danmark sikrer samtidig flan­ken af de hærstyrker, der sættes ind mod Vesteuropa.

Vestmagterne, på den anden side, vil være lige så interesserede i at forhindre en sådan udnyttelse af vort område samt i selv at kunne kontrollere passagen gennem de danske farvande til og fra Østersøen. En neutralitet, som vi ikke ville være i stand til at hævde, ville derfor sandsynligvis medføre, at landet ville blive udsat først for erobring fra øst og derefter tilbageerobring fra vestallieret side — i værste fald for udbombning fra luften for at forhindre Østmagternes udnyttelse af området.

Overvejelser af denne art lå bag Danmarks beslutning i 1949 om at indtræde i NATO, men den væsentligste bevæggrund var troen på, at en sådan sammenslutning af nationer havde mulighed for at forhindre en ny krig.

Fra starten var NATO militært set en relativt løst opbygget sammenslutning af nationer. Pagtens magtmidler baserede sig på de enkelte medlemslandes væbnede styrker, og selv om visse regionale stabe planlagde med henblik på fælles ledelse i tilfælde af krig, skete der ikke nogen effektiv koordinering i fredstid.

I løbet af 1949 og 1950 indtraf imidlertid to begivenheder, der bragte en radikal ændring i dette forhold.

Man kan måske undre sig over, at Østmagterne, for hvem ver­densrevolutionen var og er det endelige mål, og som havde ført en meget aggressiv kold krig indtil dette tidspunkt, ikke havde taget skridtet fuldt ud og erobret Vesteuropa i denne svagheds- periode. Svaret er utvivlsomt De Forenede Staters monopol på atomvåben. Erfaringerne fra Nagasaki og Hiroshima i slutningen af anden verdenskrig var sådanne, at de nok kunne få stater, der ikke besad atomvåben, til at betænke sig mere end een gang på at påbegynde krig.

Aldeles overraskende for den vestlige verden registreredes i sommeren 1949 en atomeksplosion, som ikke stammede fra forsøg udført af De Forenede Stater. Det viste sig, at atomspionagen i England, USA og Canada havde fremskaffet sådanne oplysninger, at Rusland havde kunnet konstruere sin atombombe 2 til 3 år tidligere, end man hidtil havde tænkt sig muligt. Allerede året efter, nemlig i juni 1950, fandt det første kommunistiske væbnede angreb sted, idet kommunistiske styrker trængte fra Nordkorea ind i Sydkorea, og kun en energisk indsats fra De Forenede Na­tioners side forhindrede en fuldstændig besættelse af Sydkorea.

Da Det Nordatlantiske Råd samledes i september 1950, var det derfor med en ny baggrund, og man enedes hurtigt på dette og efterfølgende møder samme år om nødvendigheden af det snævrest mulige militære samarbejde allerede i fredstid. Resultatet blev oprettelsen af posten som øverstkommanderende i det euro­pæiske område benævnt SACEUR (det står for Supreme Allied Commander Europe) — en post, som omkring årsskiftet 1950— 51 blev tildelt general Eisenbower. Senere oprettedes posten som øverstkommanderende for Atlanterhavsområdet benævnt SACLANT (Supreme Allied Commander Atlantic) med ansvar for oprethol­ delse af NATO's forsyningslinier over havene. Endelig etableredes en kommandoordning for Kanal-området og en for Nordamerika.

Kommandosystemet, der stort set har været uændret siden, op­ delte Europa i tre regioner — en Nordregion med Danmark/Norge, en Centralregion bestående af Belgien, Holland, Luxemburg og Frankrig samt besættelsesstyrkerne i Vesttyskland og endelig en Sydregion bestående af Italien. Den eneste væsentlige ændring, der senere er sket, skyldes hovedsageligt Grækenlands og Tyrkiets indtræden i NATO og består af disse to landes indlemmelse i Syd­ regionen samt oprettelsen af en fjerde region, der om fatter Middelhavet.

Der var nu skabt forudsætninger for at føre de forhånden­ værende styrker så effektivt som muligt, men alle var klar over, at styrkerne var absolut utilstrækkelige til opgavens løsning. For at undersøge mulighederne for opstilling af tilstrækkelige styrker og for at fordele byrderne ligeligt mellem deltagerlandene ned­ sattes en komité af finanseksperter bistået af m ilitæ re rådgivere under Det Nordatlantiske Råd. Det danske medlem var daværende finansminister, professor Thorkil Kristensen. Komiteens anbefalin­ ger forte til vedtagelsen af NATO’s styrkemål i Lissabon i februar 1952.

For Danmark betød disse styrkemål en betydelig udvidelse af værnene og deraf følgende store udgifter. At disse udgifter ikke blev endnu større, skyldes den hjælp i form af fly, skibe, kamp­ vogne og anden udrustning, samt i form af uddannelse af vort personel, som vi i mellemtiden bar modtaget fra Amerika, Canada og England.

Talmæssigt var udvidelsen måske ikke så imponerende, men i forhold til tidligere forsvarsordninger er vore enheders kvalitet og reelle kampværdi stærkt forøget.

Ingen, hverken inden for de nationale eller NATO’s militære ledelser, anser dog vore styrker for at være tilstrækkelige til lan­ dets forsvar; vi må have hjælp udefra. Vor første opgave bliver derfor at bolde ud så længe, at denne hjælp kan nå frem. For at forbedre chancerne herfor tilbød vore allierede i 1952 at stationere 150 jagerfly her i landet. Dette var militært set en betydelig ge­ vinst — ikke mindst på et tidspunkt, hvor vort eget flyvevåben dårligt nok var kommet rigtigt i gang med opbygningen. Den gamle naturlov om, at man skal krybe, før man kan gå, spillede imidlertid ind, og medens de politiske forudsætninger for tilslut­ ning til Atlantpagten kunne tilvejebringes i 1949, var noget til­ svarende ikke muligt i 1952 og tiden derefter, da man i praksis skulle til at drage fordelene af fællesskabet.

Regeringens afgørelse om på daværende tidspunkt at afslå den tilbudte hjælp medførte, at de militære myndigheder fortsat måtte undersøge andre muligheder — dels for at styrke vort for­ svar, dels for at fremskynde hjælpen udefra i en nødssituation.

Vægringen ved at have allierede styrker lier i landet med­ fører, at styrkelsen af vort forsvar må ske uden for landets grænser, hvilket vil sige i Slesvig-Holsten og Østersøen. Tilstedeværelsen af allierede styrker i Slesvig-Holsten vil lette vort forsvars opgaver i Jylland og bevirke, at større danske styrker kan afses til forsvaret af øerne. Samtidig betyder en forøgelse af flåde- og flyverstyrkerne i Østersøen, at invasionsforsøg kan opdages og imødegås på et tid­ ligere tidspunkt — alt med den følge, at vort forsvar bliver mere effektivt.

På grund af vore store allieredes verdensomspændende for­ pligtelser er Vesttyskland den eneste nation, der til enhver tid kan have tilstrækkeligt store hær- og flyverstyrker i Slesvig- Holsten og flådestyrker i Østersøen til, at der kan skabes nogen­ lunde sikkerhed for, at dette område kan holdes. Fra et dansk sikkerhedssynspunkt må man derfor hilse Vesttysklands optagelse i NATO med stor tilfredshed.

Den anden del af opgaven består, som jeg nævnede før, i at fremskynde hjælpen udefra i en nødssituation, og det er ganske særligt på delte punkt, at atomvåbnene har forbedret vore chancer.

For at forstå dette må man gøre sig NATO’s hele militære opbygning klar. — NATO’s militære styrker kan opdeles i tre hovedgrupper, nemlig:

For det første det strategiske flyvevåben, hvis opgave er at ramme fjendens hjemland med dets regeringsorganer, industrivirk­ somheder, forbindelseslinier m. v. — alt for at fjerne grundlaget for de fjendtlige, militære styrkers aktivitet.

For det andet de oceangående flådestyrker, hvis opgave det er at danne bro imellem Nordamerika og Vesteuropa og derved tillade den fulde udnyttelse af de nordamerikanske resourcer på slagmarkerne i Europa.

For det tredje hærstyrkerne, de taktiske flyverstyrker og de taktiske flådestyrker. Det er disse styrker, der er afgørende for, om NATO’s område specielt i Europa kan holdes, indtil de stra­tegiske resultater gøre deres indflydelse gældende; og det er altså til denne kategori styrker, at dansk forsvar hører.

De slag, de strategiske flyverstyrker kan rette mod fjendens hjemland, vil, hvis atomvåben anvendes, blive af en helt anden størrelsesorden end f. eks. i 2. verdenskrig. Til trods for vedva­rende angreb fra både de amerikanske og de engelske bomber­ styrker lykkedes det dengang aldrig helt at lamme det tyske hjem­ land. NATO’s bombeflyvere kan imidlertid, ifølge feltmarskal Montgomery’s udtalelser, i løbet af' det første døgn af en kom­ mende krig kaste en større samlet sprængladning, end hvad der sammenlagt er præsteret i alle tidligere krige siden krudtets opfindelse. Samtidig har bombeflyene nu om dage en sådan række­ vidde, at ethvert punkt på vor klode kan nås.

Medens dette i sig selv burde være en sikker garanti for, at krig ganske simpelt ikke mere kan forekomme, giver det os sam­ tidig en ret stor sikkerhed for, at hvis NATO bliver angrebet, vil man på ret kort tid kunne fjerne angriberens mulighed for at fortsætte et ordnet statssamfund og dermed hans mulighed for at fortsætte krigen. Dette selvsagt under forudsætning af, at vi ikke lader os overraske, og at vi fortsat opretholder tilstrækkelige kon­ ventionelle styrker af alle tre værn til at fastholde vort område og til at give modstanderen det sidste afgørende stød.

Et ganske naturligt spørgsmål, man som officer ofte bliver stillet over for fra civil side, er: „Hvad kan vort forsvar, som jo kaster mange penge, egentlig præstere; og kan man overhovedet forsvare sig mod atomvåben? Kort sagt — opnår vi nogen form for sikkerhed gennem vore forsvarsudgifter?“ — Svaret må blive følgende: „De militære styrker, der er opstillet af vore og alle de øvrige NATO-landes forsvarsudgifter, udgør først og fremmest en krigsforebyggende faktor, og erfaringerne har vist, at kun forhand­ lere, der kan støtte deres synspunkter på magt, har mulighed for at blive hørt hos russiske forhandlere. Men skulle krigen blive påtvunget os, er den vestlige verdens varslingssystem således ud­ bygget, at NATO’s bombemaskiner er i luften, før de første fjendt­ lige bomber falder på •de sandsynligste bombemål inden for NATO’s område. Gengældelsen mod fjendens militære mål vil altså være øjeblikkelig, og den vil have en knusende vægt. Dette med­ fører, at selv i udsatte områder som vort, har en rimelig styrke støttet af taktiske atomvåben en god chance for at kunne afslå angreb. Nogle vil måske mene, at dette er for optimistisk en be­ dømmelse. Det tror jeg ikke, såfremt vi og de øvrige NATO-lande afser passende midler til vort forsvar. For gratis bliver det ikke. Atomvåbnene vil ikke gøre det billigere, men de vil give os en bedre cliance for at gennemføre et effektivt forsvar.

Vil man skabe sig en rimelig sikkerhed, må vort forsvar, der er et led i et større forsvar, være på højde med de øvrige landes, for som bekendt er ingen kæde stærkere end det svageste led.

Med hensyn til spørgsmålet om hvorvidt et forsvar overhovedet er muligt mod atomvåben, kan det med ret stor sikkerhed siges, at ingen vil vinde en kommende krig, men den ene af parterne vil overleve. Tabene både af menneskeliv og af materielle værdier vil blive store, men den hurtigst mulige nedkæmpen af fjendens flyvevåben i forbindelse med et effektivt civilforsvar vil i høj grad nedsætte vore tab. Forsvaret vil blive dyrt både at forberede og i givet fald at gennemføre over for et angreb, men da det drejer sig om et eksistensforsvar, må disse ofre bringes“.

Det fortælles, at den hollandske admiral Witte de With under kampen i Øresund mod svenskerne i 1658 opflammede sine folk til kamp bl. a. med ordene: „Frygt ikke fjenden, tro på Gud og kæmp for Jeres brødre, børn, hustruer og hjem — samt for dem, som har betalt for det hele.“

Denne skelnen lader sig ikke gennemføre mere. En kommende krig vil blive total, og det er derfor nødvendigt, at de væbnede styrker og den befolkning, der opstiller og understøtter dem, kæmper side om side for fælles idealer.

G. Asmussen.