I.
Det Materiale, der foreligger til Undersøgelse af Spørgsmaalet om Hundens Anvendelse i Felten, er kun meget ringe. Det indskrænker sig, saavidt mig bekjendt, til spredte Notitser i Aviser, sjeldnere i militære Tidsskrifter, og til en Bog: »Les Oliens militaires» af en fransk Løjtnant Japin, med hvem jeg forøvrigt yderligere har korrespon deret om Sagen, ligesom jeg ogsaa' ad anden Vej har forskaffet mig nogle Oplysninger.
Skjøndt der saaledes kun foreligger en mangelfuld Basis, har jeg dog troet, at det kunde være af Interesse at bringe Sagen frem, da jeg altid har været af den An skuelse, at en vel dresseret Hund maatte være en god Forbundsfælle for Soldaten, idet Hundens fortrinlige Sandser, dens fine Lugtesands og skarpe Hørelse, saavel- som dens store Aarvaagenhed, maatte kunne udnyttes i Krigsøjemed. Da Hunden tillige er et meget trofast og lærvilligt Dyr, der ovenikjøbet synes at nære en særlig Forkjærliglied for Soldater, ligger det paa For- haand nær at antage, at den uden stor Vanskelighed maatte kunne dresseres saaledes, at den kunde gjøre god Nytte ved flere af de under Feltforhold forekommende Tjenestegrene. Da endvidere Hundens Egenskaber, ogsaa de tillærte, synes at nedarves paa Afkommet, maatte man i Tidens Løb ved fortsat Dressur og Pleje, maaske ved hensigtsmæssige Krydsninger og paa anden Maade kunne, saa at sige, frembringe en speciel Race: Krigshunden.
Men ogsaa af andre Grunde er jeg bleven tilskyndet til at behandle dette Spørgsmaal, og da navnlig af den Grund, at Spørgsmaalet om Hundens Anvendelse under Feltforhold i de senere Aar er dukket op i flere euro pæiske Stater og synes at fæste Rod, og endvidere fordi saavel Oldtidens som Middelalderens og den nyere Tids Historie fremviser talrige Exempler paa, at Hunde ere bleven anvendte med Held i Krigen.
Saavel i Lydernes og Persernes som i Grækernes og Romernes Historie findes mange Exempler paa Anven delsen af Hunde. Jeg skal saaledes nævne, at den romerske Skribent Vegetius, der levede i det 4. Aar- hundrede efter Kristus, og som har skrevet et Værk om Romernes Krigsførelse, siger, at man anvendte Hunde med en fin Lugtesands i Taarnene, og disse Hunde gave sig til at gø, naar de paa Afstand lugtede Fjenden, hvor ved Garnisonen blev alarmeret. Det er ogsaa interessant, at man ved Gravninger i Herkulanum skal have fundet et stort Basrelief, der fremstiller pandsrede Hunde, som forsvare et romersk Kommando, der angribes af Barbarer.
I Middelalderen forekomme Krigshunde jevnlig, især ved Kejser Karl den Femtes Tropper og ved Krigene i Skotland, saaledes f. Ex. i Kong Robert Bruces Tid; men det var dog navnlig i Amerika efter denne Verdensdels Opdagelse, at de hyppig kom til Anvendelse. Allerede Kolumbus benyttede dem til at opspore Indianerne, og hans Efterfølgere gjorde udstrakt Brug af dem ved Erobringen af Mexiko og Peru. I Slaget ved Caxamalca (1532) gjorde Pizarros Hunde saa god Nytte, at man for tæller, at Kongen af Spanien tilstod dem en aarlig Pen sion. Det synes, som om den Skik at anvende Hunde til at opspore Mennesker har holdt sig i Amerika til vore Dage, idet jo som bekjendt Plantageejerne have anvendt dem til at opspore bortløbne Negere.
Ogsaa i Napoleons Krige forekommer Brugen af Hunde. Jeg skal saaledes her nævne «Moustache», en Hund, der gjorde Franskmændene væsentlige Tjenester. Den skal under Felttoget 1800 ved at alarmere et fransk Kommando have reddet dette fra at blive opsnappet; ved en anden Lejlighed opsnuste den en østerrigsk Spion, som forklædt havde sneget sig ind i den franske Lejr, og endelig reddede den i Slaget ved Austerlitz sit Regiments Fane, for hvilken Hedrift den efter Sigende skal være bleven dekoreret af Marechal Lannes.
Senere hen have Franskmændene ogsaa haft Nytte af Hunde, saaledes f. Ex. ved Sehastopol, men dog især under Krigene i Algier, Tunis og Mexiko, hvor Hundene foruden til Sikringstjeneste ogsaa have været brugte med Held ved Rekognosceringer.
Den seneste Anvendelse af Hunde i Krigsøjemed er i Østerrigernes Krig i Dalmatien 1882, hvor disse benyttede Hunde til at opsnuse fjendtlige Baghold, og der siges, at Hundene fulgte Bjergboernes Spor med stor Sikkerhed. For ikke at trætte Læserne skal jeg indskrænke mig til disse faa Exempler fra Historien, men skal dog endnu anføre et Par, som vedrøre krigslignende Forhold, og som jeg synes ere af væsentlig Interesse.
Det er som bekjendt meget vanskeligt paa Korsika at faa fat i Banditterne, der paa Grund af Vendetta skjule sig i Makierne, skjøndt der ligefrem holdes Klapjagt paa dem; dette skyldes for største Delen den Omstændighed, at de betjene sig af dresserede Hunde, der kunne lugte Gendarmerne paa lange Afstande. Disse Hunde, der i Reglen tiøre til Newfoundlandsracen, benytte Banditterne dels til at staa paa Vagt, dels sende de. dem ud ad Stierne for at rekognoscere, og naar der er noget galt paa Færde, kunne Banditterne se det af Hundenes urolige Adfærd og skynde sig da med at skjule sig i de uvej- somste Dele af Makierne.
Det andet Exempel er hentet fra den Krig, der føres mellem Smuglerne ved den belgiske Grændse og de franske Toldbetjente. Smugleriet drives her især ved Hjælp af Hunde, der belæsses med Varer og om Natten løbe.over Grændsen i store Flokke, ledsagede af andre, ubelæssede Hunde, der sværme udenom Flokken og ud føre Spejdernes Rolle. At dette Smugleri udføres i stort Omfang, vil man se deraf, at Smuglerhundeues Antal anslaas til benved 100,000. Toldbetjentene vare i lang Tid afmægtige overfor dette Uvæsen; men de fandt da paa ogsaa at dressere Hunde til at opsnuse Smuglerne og Smuglcrhundene og følge dem paa Sporet, og siden den Tid drives Smugleriet med betydelig større Risiko.
Af de Exempler, Krigshistorien giver paa Anvendelsen af Hunde under Feltforhold, fremgaar det vel, at de have gjort god Nytte ved mange Lejligheder; men det synes ikke, al Anvendelsen af dem bar været sat i System, og dette vil være nødvendigt, hvis man i Nutidens Hære skal kunne paaregne Hunden som en virksom Forbundsfælle. Det er da ogsaa dette, man gjør Forsøg paa i flere europæiske Lande. Efter paalidelige Efterretninger har allerede i mange Aar hvert Kompagni i Rusland haft sin Hund, der dog ikke har faaet nogen systematisk Dressur, men som har fulgt ud med Kompagniet til Øvelserne. I 1886 blev det befalet, at der ved Rytterafdelingerne skulde oprettes særlige Jagtkommandoer, hvortil de flinkeste og modigste Folk skulde udtages, og disse Kommandoer fik Tilladelse til at anskaffe sig Hunde, der egne sig til denne Tjeneste. I den Anledning er der fra Frankrig indført endel Hunde, som dresseres i Overensstemmelse med Formaalet. Endelig er der i den senere Tid udkommet et nyt Reglement for Artilleripnrkkolonner, i hvilket det er tilladt at have Hunde med om Natten og i taaget Vejr ved Parkvagterne.
Ogsaa i Tydskland har man taget fat paa Løsningen af dette Spørgsmaal. Ledelsen af Forsøgene overdroges efter Løjtnant Jupins Beretning til den kommanderende General for 4. Armeekorps, og de første Forsøg afholdtes i Goslar for 4 å 5 Aar siden; men efter Manøvrerne i 1886 bleve de fortsatte ved 3. Jægerbataillon, der ligger i Garnison i Luben. Man dresserer Hundene til at over bringe Meldinger, dels under Sikringen paa Stedet, dels under Marchesikringen, og der skal være opnaaet meget gode Resultater i denne Henseende. Ved denne Tjeneste bære Hundene et Ilalsbaand, paa hvilket er befæstet en Metalkapsel, hvori de Meldinger eller Ordrer nedlægges, som skulle afsendes. Desuden øves Hundene under Vedettjenesten i at passe paa, naar Fjenden nærmer sig, og endelig til at opsøge Saarede paa Valpladsen. Ved hvert Kompagni dresseres 2 Hunde.
I 1887 overværede General v. der Golz, der nu er i Tyrkiets Tjeneste, i Luben en Felttjenesteøveise med Hunde, hvor navnlig Meldingstjenesten skal være bleven besørget af Hundene med Sikkerhed og Hurtighed, skjøndt de havde betydelige Terrainhindringer at over vinde, og Generalen skal have udtalt sit Bifald med denne øvelse.
Der har været Tale om, at Forsøgene skulle afholdes ved alle Regimenter; men om denne Tanke er bleven realiseret, veed jeg ikke.
Foruden i Rusland og Tydskland er Spørgsmaalet ogsaa taget op i Frankrig, Østerrig, Italien og Tyrkiet; men det har hidtil ikke været, mig muligt at skaffe Op lysninger om, hvorledes og i hvilket Omfang Forsøgene drives i disse Lande.
Il.
Efter at jeg i det foregaaende kortelig har omtalt, hvilken Rolle Hundene have spillet i Fortidens Krige, og hvorledes man i de senere Aar er ifærd med at dressere dem systematisk til Krigsbrug, skal jeg nu nærmere om tale, i hvilke Tilfælde de maa antages at knnne gjøre god Nytte under en Krig.
Enhver, der har været med i Felten, vil vide, hvor vanskelig og besværlig Vedetljenesten er især om Natten og i taagetVejr; ja selv ved Natøvelser i Fredstid sporer man en vis Ængstelse lios Vedetterne. Det synes, som om den Omstændighed, at Synet svigter, bevirker en Følelse af Hjælpeløshed, og at Fantasien bliver livligere. En Husk, der bevæger sig, faar Udseende af fjendtlige Soldater, et Vindstød i Trætoppene kommer til at lyde som bevægelser af en fjendtlig Trop, og skinner Maanen ind imellem Træstammer, vil det for Vedetten se ud, som om der lurede en Fjende bag hvert Træ. Frygten for øges, og maaske giver Soldaten sig til at skyde under Indtrykket af panisk Skræk. Derved alarmeres de bagved 'værende Dele af Forposterne og maaske ogsaa Dele af det hvilende Korps. Eller ogsaa ere maaske Vedetterne udsatte efter lange Marcher og efter at have udholdt store Strabadser. Sløve og søvnbetyngede staa de paa Hosten, og skjondl de have dan bedste Villie, faar Træt heden Overhaand. Under saadanne Omstændigheder vil det være let for en fjendtlig Patrouille at snige sig ind paa en Vedetpost, opsnappe den og derpaa foretage pludselige og uventede Angreb paa Feltvagten og de bag ved værende Forpostdele. Krigshistorien, ogsaa vor egen, fremviser mange Exempler paa saadanne natlige Overfald, der meget ofte lykkes, fordi der i Mørket let opstaar Panik selv blandt krigsvante Tropper.
Men dertil kommer, at der under de senere Krige ikke saa sjeldent er bleven foretaget natlige Angreb af større Omfang, og ikke faa militære Skribenter, f. Ex. General Hrialmont, ere af den Anskuelse, at saadanne natlige Angreb ville blive hyppige i Fremtidens Krige. Det er ganske vist vanskeligt at lede Tropper om Natten; men paa den anden Side er der den store Fordel ved at angribe om Natten, at man undgaar den voldsomme Ild under den største Del uf Fremmarchen, og at man kan komme overraskende ind paa Fjenden.
Der synes derfor at være god Grund til at støtte Vedetposterne ved at give hver Post som Medhjælper en vagtsom og vel dresseret Hund.
For nu at komme paa det rene med, i hvilken Udstrækning Vedetlinien kan antages at blive støttet ved en saadan Foranstaltning, skal jeg anføre, at Folk, der have gjort Forsøg med Skarpheden af Hundenes Sandser, have konstateret, at en Hund om Natten kan opdage en Per sons Nærmelse indenfor en Omkreds af 600 a 800 Alen, men dog kun naar alt er stille, og al det spiller en stor Rolle, om Vinden er gunstig eller ikke. Det viser sig ogsaa, at den indenfor den nævnte Afstand kan skjelne Folk, den kjender, fra Fremmede. Men selv om Om stændighederne ere meget ugunstige, vil i ethvert Tilfælde intet undgaa dens Opmærksomhed indenfor en Omkreds af c. 370 Alen, — den mindste Lyd vil den høre, og er der noget mistænkeligt, vil den give det tilkjende ved sin hele Adfærd, ved at spidse Øren eller ved en sagte Knurren.
Lignende Erfaringer have ogsaa de franske Told betjente gjort, idet deres Hunde faa Færten af Smuglere, ja endogsaa af en enkelt Smuglerluind, paa Afstande ud over 300 Alen.
Man vil deraf se, at naar hver Vedetpost forsynes med en Hund, vil Mellemrummet mellem 2 Poster for største Delen observeres af begges Hunde, foruden at Terrainel foran Kjeden tillige er under Observation i temmelig vid Udstrækning, og der er da stor Sandsynlighed for, at alt mistænkeligt vil blive opdaget i rette Tid, saa at det vil blive vanskeligt at overfalde Posterne.
Løjtnant Jupin mener, at man ved Anvendelsen af Hunde i Forpostkjeden vil kunne undgaa at indtage en særlig Natstilling; men dette synes dog ikke rimeligt, idet Natstillingen indtages ikke alene for Observationens Skyld, men ogsaa for at kunne være paa selve de Punkter, der skulle forsvares.
Derimod kunde der vistnok være Tale om, at man kunde forøge Afstanden mellem Posterne, hvorved disses Tal altsaa indskrænkedes, hvilket vilde være en væsentlig Fordel.
Foruden ved Vedettjenesten kunde der ogsaa under Forposltjenesten være god Brug for Hunde til at ledsage de talrige Patrouiller, der færdes i, bagved og foran Vedetkjeden, men især dog ved de sidste. Idet disse bevæge sig saa skjult som muligt i Terrainet langs med Hække, Jordvolde, Havehegn og i Lavninger, ere de meget udsatte for at falde i Baghold; men hvis de have en vel dresseret Hund med, som de kunne sende i For vejen for at afsøge forskjellige Terraingjenstande, vilde Faren ikke være saa stor. En dresseret Hund skal kunne foretage Afsøgningen hurtig og sikkert, og Mandskabet vilde derved vinde ikke alene i Tryghed, men det vilde spares for Tidsspilde og Anstrengelser. Er Patrouillr om Natten ude foran Vedetkjeden, vilde den tillige ed at have en Hund med sig have en fortrinlig Ve .iser, naar det gjælder om at finde Vej tilbage.
At Hunde ogsaa ville gjøre god Nytte ved fremskudte Posteringer, Lytteposter o. s. v., er en Selvølge, men især dog ved .Marclieforposter, hvis Udrustning ofte kan være mangelfuld, og mellem hvis enkelte Dele det jevnlig kan være vanskeligt at holde god Forbindelse.
Endelig vil Hunden med Fordel kunne anvendes til at overbringe Meldinger og Ordrer mellem Forposternes forskjellige Dele og fra udsendte Patrouiller, og saavidt jeg har kunnet bringe i Erfaring, er det ogsaa navnlig til denne Tjeneste, at man dresserer Hundene i Tydsk- land. Skal Hunden bruges som Ordonnans, maa den have et solidt Halsbaand paa, i hvilket er anbragt en vandtæt Metalkapsel til Opbevaring af de Meldinger, der skulle besørges, og for at Hunden ogsaa i Mørke kunde tilkjendegive sig som Ordonnans, kunde der ovenpaa Kapslen anbringes i Charmerer en Plade, hvis indven dige Flade er selvlysende, og som kunde slaas op, naar Hunden løber med Meldinger.
Paa denne Maade skal Ordonnanstjenesten kunne besørges lige saa sikkert og endnu hurtigere end ved ridende Ordonnanser, og det spiller ogsaa en Rolle, at Hunde lettere end Ryttere kunne overvinde vanskelige Terrainhindringer.
Hvis det nu maatte vise sig, at man virkelig kan dressere Hunde saaledes, at Rytteriets Anvendelse til Ordonnanstjenesten helt eller delvis bliver overflødig, i det mindste under Forposttjenesten, vilde det være en stor Fordel, dels fordi det er en meget anstrengende Tjeneste, og dels fordi det altid er ubehageligt for en Afdeling at skulle sprede sit Mandskab til alle Sider.
Af det ovenstaaende vil det ses, at der under For posttjenesten vil kunne være god Brug for dresserede Hunde baade ved Vedetposterne til Vagttjeneste, ved Pa- trouilleringen til Afsøgning og som Vejvisere og endelig til Ordonnanstjeneste, og jeg skal nu undersøge, hvor mange Hunde der som Minimum bor haves pr. Regiment, idet jeg gaar ud fra, at kun een af Regimentets Batail- loner er paa Forpost, og at Hundene fra de andre to Batailloner sendes ud til Forpostbataillonen. Flere end 12 dobbelte Vedetposter vil der næppe være i en Ba- taillons Vedetkjede, — dette giver altsaa 12 Hunde til Vedettjeneste; den øvrige Tjeneste vil vistnok kunne be strides med 12 Hunde, saa at der bør være 24 Hunde pr. Regiment eller 2 pr. Kompagni, hvilket netop ogsaa er det Antal, man synes at holde sig til i Tydskland.
Ogsaa under Sikrings tjen esten paa Marchen vil Hunden kunne gjøre megen Nytte.
I Reglen vil jo Rytteriet overtage den væsentligste Del af denne Tjeneste, og det vilde derfor vistnok være heldigt, om Rytteriet kunde have nogle dresserede Hunde med sig, der kunde benyttes til Afsøgning og til at op snuse Sporene af fjendtlige Soldater. Sandsynligvis vilde det derved blive Jettere for Rytteriet at holde sig i stadig Berøring med de fjendtlige Afdelinger, der ikke let kunde forsvinde for det, og desuden vilde de fremsendte Blæn kere kunne bevæge sig tryggere, ligesom ogsaa Af søgningen kunde foretages hurtigere og sikrere.
Men hvis Marchekolonnen ikke er forsynet med Rytteri eller ikke har tilstrækkeligt Rytteri, saa maa Fod folket selv overtage Sikringstjenesten, der som bekjendt er overordentlig trættende. Skal denne Tjeneste udfores korrekt, vil det ikke kunne undgaas, at Marchen bliver meget langsom, især naar den foretages i skovrigt eller stærkt bebygget Terrain, hvor man kan vente hvert Øje blik at støde paa fjendtlige Baghold. Det er næppe tvivlsomt, at denne Tjeneste vilde lettes betydelig og kunde foretages hurtigere og sikrere, hvis der ved Avant- gardens forskjellige Led fandtes dresserede Hunde.
Blænkerne vilde da ikke behøve hvert Øjeblik at løbe frem eller til Siden for at afsøge Terraingjenstande, men behøvede blot at give Hunden et Tegn; denne vilde da ile afsted og ved sin hele Adfærd give tilkjende, om der er nogen Fare paafærde. Skulde større Terraingjenstande afsøges, kunde det ske ved, at de bagvedværende Sikrings dele sendte derés Hunde frem, og disse kande da gjennem- strejfe saadanne Gjenstande, før Blænkerne nærmede sig dem, hvorved en Standsning vilde undgaas. Hvis nu dette lod sig realisere, vilde meget være vundet; men der er desuden Sandsynlighed for, at man kunde redu cere Blænkernes og Patrouillernes Antal, hvilket vilde være en betydelig Lettelse.
Maaske vil man indvende, at det vil være vanskeligt at dressere en Hund saaledes, at den kan kjende Forskjel paa en fjendtlig Soldat og de civile Folk, der færdes i Marchezonen; men efter de Vidnesbyrd, man har for Smuglerhundenes Vedkommende, synes det ikke at frem byde stor Vanskelighed; thi disse Hunde kunne med Sikkerhed skjelne en Toldbetjent fra enhver anden Person.
Foruden til Afsøgningstjeneste ville Hundene ogsaa ligesom under Sikringen paa Stedet kunne gjøre Tjeneste som Ordonnanser. I Tydskland skal det være lykkedes godt at anvende Hunde til denne Tjeneste under Marchen; man bærer sig der saaledes ad, at Afsenderen, efter at have nedlagt Meldingen i Halsbaandskapslen, giver Hunden et Vink; denne løber da til det næste Led, hvor den Kommanderende undersøger Kapslens Indhold. Ilvis Meldingen ikke er bestemt til ham, sender han Hunden videre i den rigtige Retning, indtil Meldingen kommer Adressaten i Hænde. Dog bruger man, for at Hunden ikke skal fjerne sig fra den korteste Vej, at echelonnere enkelte Soldater med en indbyrdes Afstand af 600 a 800 Alen, og disse dirigere Hunden med Stemmen og med Vink.
Det synes altsaa, som om Hunden maatte kunne gjøre god Nytte saavel under Sikringen paa Stedet som under Sikringen paa Marchen; men ogsaa under selve Kampen vil der være god Brug for dresserede Hunde og da navnlig i 2 Øjemed, til at besørge Patronforsyningen og til at oplede Saarede paa Valpladsen.
Patronforsyningen under Kampen har hidtil været et meget vanskeligt Spørgsmaal al løse, og nu, da vi ere ifærd med at gaa over til Magasingeværer, bliver Spørgs- maalet endnu mere brændende; thi Kampdygtigheden af hænger i høj Grad af, om del virkelig paa en hensigts mæssig Maade kan lade sig realisere at. forsyne en Skyttekjede med Patroner, medens den er i Engagement med Fjenden. De Soldater, der skulle besørge denne Tjeneste, ere i høj tirad udsatte, da de fjendtlige Projektiler ville gjennemkrydse Luflen i et bredt Bolte bag Skyttekjeden, og da de ikke i Reglen ville kunne dække sig mod disse Projektiler. Her synes derfor at være en udmærket Anledning til at bruge Hunde, eftersom disse ikke afgive noget stort Maal, ikke have noget Begreb om Faren og langt hurtigere end Mandskab ville kunne tilbagelægge Vejen fra Patronkarrerne til Skyttekjeden. Efter de Oplysninger, jeg har kunnet skaffe mig, skal en nogenlunde stærk Hund uden Besvær kunne løbe med en Vægt af 30 Pund, naar blot Byrden anbringes paa en hensigtsmæssig Maade og helst lige bag Skulderpartiet. Da en Æske Patroner til vort Gevær vejer 75 Kvint, vilde altsaa en Hund kunne bære 40 Æsker eller 400 Patroner. Det synes rigtigst at anbringe disse Patroner i 2 Tasker, der ved Hjælp af et Par Remme, som spændes om Livet og onder Halsen, kunne anbringes paa hver Side af Hunden. Skal nu Kjeden forsynes med Patroner, samles Hundene ved Patronkarrerne, hvor man fylder Æskerne i Taskerne og giver Hundene et Vink til at løbe ud mod Kjeden, hvor de modtages af en Underofficer, der for deler Patronerne og sender Hundene tilbage. Saavidt jeg veed, er der i Italien foretaget saadanne Forsøg med dres serede Hunde, og da de franske Smuglerhunde, som jeg tidligere har omtalt, kunne løbe hurtig afsted med lig nende Hyrder og oven i Kjøbet tilbagelægge meget længre Afstande, end der her er Tale om, er det rimeligt at antage, at det maatte kunne lade sig gjøre at dressere Hunde til Patronforsyning, og hvis de; maatte vise sig at være muligt, maa sikkert enhver indrømme, at Patron- forsyningsspørgsmaalet var løst paa en overordentlig heldig Maade.
At Hunde egne sig til al opsøge Saarede, synes at være utvivlsomt, naar man mindes de vidunderlige Be drifter, som Hundene paa St. Bernhard i tiere Aarhun- dreder have udfort med Hensyn til at opsøge Rejsende, der i .Mørke og Snestorm have forvildet sig paa Bjerget. Munkene sende, disse Hunde ud fra Hospitiet, naar Vejret er slet; men de binde dem først en Kappe paa Ryggen og et lille Anker med Cognac om Halsen tilligemed en Klokke, som kan give den vildfarne Rejsende et Signal om, at Hjælpen er nær. Hunden løber da ud, under søger alle vanskelige Passager og kravler ned i Afgrundene, stadig med Næsen mod Vinden. Er der et Sted, hvor der er noget mistænkeligt ved Sneen, staar den stille og skraber, og lyder der en klagende Røst, iler den strax afsted i den Retning, hvorfra Lyden kommer. Finder den saa den Rejsende udmattet af Kulde og Anstrengelser, giver den sig til at gjø for at kalde Munkene til, og imedens faar den Rejsende Kappen paa og styrker sig ved Cognac. Hunden tager fat i ham og hjælper ham med at rejse sig, og kommer Hjælpen ikke hurtig, iler den afsted for at hente Munkene og vise dem Vej til den Vildfarne. I Museet i Bern skal der, efter Løjtnant Jupins Beretning, findes en af disse Hunde, som hed Barry, og som efter sin Død er hieven udstoppet. Om denne Hund, som skal have reddet 40 Mennesker fra at omkomme, fortælles, at den paa en af sine Udflugter fandt et lille Barn, hvis Moder var hieven begravet under en Lavine. Barnet var næsten stivnet af Kulde; men Barry fik det til Live igjen ved at opvarme det med sit eget Legemes Varme, kastede det op paa sin Ilyg og bragte det til Hospitiet.
I Tydskland skal der i Lüben ved 3. Jægerbataillon være gjort Forsøg med at dressere Hunde til at opsøge Saarede paa Valpladsen, og man skal der være kommet til meget gode Resultater med Dressuren.
Forinden jeg forlader dette Emne, skal jeg endnu meddele et Par Tilfælde, i hvilke man ved Hjælp af Hunde har forsøgt paa at sætte sig i Forbindelse med Omverdenen.
Den 13. Januar 1871 gik en Ballon op fra det inde sluttede Paris med 5 Hyrdehunde, idet man vilde gjøre Forsøg paa ved Hjælp af dem at bringe Depecher tilbage til Paris. Ballonen gik ned i Gironde. Man gav Hun dene Halsbaand paa, i hvilke man forinden havde anbragt Depecherne mellem Læderet, og derpaa slap man dem løs; men Forsøget mislykkedes, man saa dem aldrig siden. Det andet Forsøg, som berettes i Militair Wochen blatt Nr. 77, 1887, faldt heldigere ud. 1 1874 eller 1875 blev et Kommando Soldater udkommanderede fra Fort Siil til Cache Creek for at fælde Træer. Næste Dag nærmede Kiowa- og Comancheindianerne sig og inde sluttede Kommandoet, saa at ingen vovede at snige sig gjennem Indianernes Kreds for at hente Hjælp fra Fortet. Nogle Hunde, mest af yaller cur Bacen, befandt sig ved Kommandoet, og en Soldat befæstede et Blikfad med en Melding om Kommandoets uheldige Stilling til Halen af en af Hundene, hvorpaa han jagede den hjem. Indianerne, som troede, at det Hele var en Spøg, jagede efter Hunden og fyrede paa den; men den undslap og naaede ind i Fortet. Ufortøvet afsendtes flere Kompagnier, som forjog Indianerne og reddede Kommandoet ud af den farlige Stilling.
Det synes altsaa ikke umuligt, at man ved Hjælp af Hunde udefra kan sætte sig i Forbindelse med en be lejret By, og skjøndt man ellers dertil paaregner Brev duer, optiske Signaler og lignende, vilde det dog maaske, hvor disse Midler maatte glippe, være rettest at være be tænkt paa at bruge Hunde.
III.
Efter at jeg i det foregaaende har angivet, i hvilke Tilfælde Hunde maa antages at kunne gjøre Nytte under Feltforhold, skal jeg nu omtale, hvorledes man skal dres sere dem; men forinden vil jeg efter Løjtnant Jupins Bog give en kort Fremstilling af, hvorledes Smuglerne og Toldbetjentene ved den franske Grændse dressere deres Hunde, idet de Methoder, de anvende, ikke ere uden Interesse for det foreliggende Spørgsmaal.
De franske Smuglere dressere deres Hunde paa den Maade, at de om Dagen føre dem med sig over Grændsen og aflevere dem til den Handlende, de staa i For bindelse med, hvorpaa Smugleren gaar hjem. Henad Natten slipper den Handlende Hunden ud, truer ad den og siaar til den, og Hunden vil nu gjøre sit Bedste for at finde Vejen hjem, hvor den af sin Herre bliver vel modtaget og kjælet for. Afstanden, den har at gjennemløbe, forøges lidt efter lidt, og naar den har opnaaet til strækkelig Øvelse i at linde Vejen hjem i Mørke og i forskjelligt Terrain, begynder Smugleren med at øve den i at bære Byrder, først lidt og efterhaanden mere og mere. Derpaa forsamles disse Hunde i Flokke, der om Natten slippes løs efter at være belæssede med de Varer, der skulle indsmugles, og Flokken ledsages af nogle ubelæssede Hunde, der kredse omkring for at udspejde, om Toldvæsenet er i Nærheden. Jeg har allerede tidligere omtalt, at Toldbetjentene have set sig nødsagede til ogsaa at anvende Hunde for at opsnuse Smuglerne og deres Hunde. Disse dressere Hundene paa den Maade, at de tage dem med ud paa de Steder, hvor de lægge sig i Baghold. Her vænnes Hunden til at være opmærksom og til at knurre, men ikke gjø, naar den opdager noget usædvanligt. I Hjemmet lader Toldbetjenten Hunden lege med Kniplinger, Kaffesække, Tobakspunge og lignende for at vænne den til Lugten af de Varer, der i Regelen smugles, og naar den er bleven fortrolig med Lugten af dem, gjemmer han disse Gjenstande og lader den søge efter dem. Ved saadanne Øvelser i Hjemmet og i Terrainet bliver Hunden efterhaanden klog paa, hvad det drejer sig om, og man paastcar, at en god Hund efter nogle Ugers Forløb kan følge Smuglernes og deres Hun des Spor og spore dem paa c. 300 Alens Afstand. Men for at, Dressuren skal lykkes, maa Hunden være ung, nemlig kun 6 å 8 Maaneder gammel.
Skal man dressere en Hund til Sikringstjeneste, lader man den opholde sig ved en Vedetpost. Ved at se Sol daterne opmærksomt spejde fremad og til Siderne vil den snart faa en Følelse af, at der er noget, som de passe paa, og den vil snart vænne sig til ogsaa at være opmærksom og anspænde sin3 Sandser for at opdage, hvad det kan være. Giver den sig til at gjø, maa man strax tysse paa den og derved vænne den til kun at knurre, naar den opdager noget usædvanligt. For yder ligere at vænne den til Agtpaagivenhed, lader man fjendt lige Patrouiller snige sig ind mod Posten. I Tydskland lader man, ifølge Jupin, ved Dressuren disse Patrouiller være iklædte franske eller russiske Uniformer. Hvis nu Hunden ikke opdager en saadan Patrouille, springer Patrouillemandskabet pludselig op, farer hen imod den og søger at forskrække den. Dels vænnes derved Hun den til at fatte Nag til de fremmede Uniformer, og dels bliver dens Agtpaagivenhed skærpet, idet den bliver klog paa, hvad det er, den skal passe paa. Opdager Hunden Patrouillen i Tide og giver det tilkjende ved at knurre, rejse Børster, spidse Øre osv., skulle Vedetterne kæle for den og give den noget at æde, som den sætter Pris paa. Naar Hunden saaledes er bleven øvet ved Vedet posterne saavel om Dagen som om Natten og har fattet Nag til de fremmede Uniformer, lader man den følge ud med Patrouiller, idet man i Forvejen har skjult Soldater i fremmede Uniformer paa forskjellige Steder. Naar Pa trouillen nærmer sig disse Steder, giver den Hunden et Vink om at løbe derhen, og naar den ikke opdager Bag holdet, springe de fjendtlige Soldater op og jage efter den med Stokke og ved at kaste Sten efter den. Paa denne Maade skal Hunden snart vænne sig til af sig selv at undersøge alle de Steder, hvor noget fjendtligt kunde være skjult, og ved sin hele Holdning give tilkjende, naar der ligger Fjender i Baghold.
Af Vigtighed er det imidlertid, at man altid benytter den samme Lyd eller det samme Vink, naar man vil have Hunden til at foretage en bestemt Handling, da den ellers vil blive forvirret.
Skal Hunden øves i at overbringe Meldinger, lader dens Herre en Soldat, som den kjender, føre Hunden bort i nogen Afstand, men fra Begyndelsen af ikke læn ger, end at den kan se sin Herre. Her lægger Soldaten, saaledes at Hunden bliver opmærksom derpaa, et Stykke Papir ned i Halsbaandskapslen og slipper den løs, idet han giver en bestemt Lyd sg peger hen mod Herren, der samtidig kalder ad den. Naar den saa er kommen hen til ham, tager han Papiret ud af Kapslen, saaledes at Hunden lægger Mærke dertil, kjæler for den og giver den et Stykke Sukker, lidt Kjød eller deslige. Efterhaanden forøges Afstanden, og man foretager Øvelsen i forskjelligt Terrairt, lader Hunden svømme over Aaer og Smaasøer og vænner den til ogsaa at overbringe Mel dinger i Mørke. Disse Øvelser maa fortsættes, indtil Handen med Sikkerhed overbringer Meldingen med en Hurtighed af 500 Alen i et Minut, hvilket svarer til Hurtigheden af en Rytter i Galop eller omtrent 2,5 Gange hurtigere end en Mand i Lob. Naar Hunden er bleven sikker, øver man den i at overbringe Meldinger til en Soldat, den kjender, idet Herren f. Ex. lader sin Oppasser foretage Øvelsen med Hunden, og naar ogsaa dette gaar godt, da maa Øvelsen foretages med en Soldat, som den ikke kjender. Medens man hidtil har holdt sig til Af stande under en halv Fjerdingvej, forøges nu Afstanden, og Hunden maa da føres ud i Lænke, idet Herren bliver tilbage og hele Tiden kalder ad den; den vil da, naar den slippes løs, nok vide at finde tilbage til Herren. Ved disse Øvelser kan det være hensigtsmæssigt at lade nogle Soldater i fjendtlige Uniformer skjule sig paa den Vej, Hunden skal tilbagelægge, og naar den nærmer sig, skulle de forsøge at lokke Hunden til sig ved at vise den Kjød eller andre Sager, som den godt kan lide. Giver den da efter for Fristelsen, skulle de fjendtlige Sol dater, naar den er ganske nær, fare løs imod den med Stokke og Pidske for at forøge dens Had til de frem mede Uniformer og for at vænne den til Pligtopfyldelse.
I September 1888 blev der paa Tempelhof Fælleden ved Berlin afholdt ganske interessante Forsøg, som jeg her kort skal omtale. Ved de første Forsøg fastholdtes Hundene, medens deres Herrer fjernede sig 800 Alen fra dem. Hundene bleve da slupne løs og ilede hen til deres Herrer. De tilbagelagde denne Strækning i meget kort Tid, den hurtigste af Hundene endog i 40 Sekunder eller over dobbelt saa hurtig som en Rytter i Galop. Det samme Forsøg blev gjentaget, men saaledes at Af standen forøgedes til 1440 Alen. Den T id , Hundene brugte til at naa deres Herrer, var noget forskjellig; men den hurtigste Hund naaede sin Herre paa 81 Sekunder, og der medgik altsaa forholdsvis noget længre Tid end ved det første Forsøg. Ved det tredie Forsøg gik Hunde ejerne over 1/4 Mil bort, og Hundene bleve da slupne lus enkeltvis. Alle Hundene naaede tilbage til deres Herrer; men den Tid, de vare undervejs, var meget forskjellig, ■— Tiden varierede mellem i 4,45 Minut og 17,5 Minut. Endelig kjørte Hundeejerne over 1/4 Mil bort, for at Hundene ikke skulde finde Vej til dem ved at følge deres Spor, og for yderligere at gjøre det vanskeligt for Hundene indrettede man det saaiedes, at der mellem dem og deres Herrer fandtes en Jernbanetunnel. Hun dene bleve slupne løs enkeltvis, og de naaede alle paa een nær Maalet, idet Tiden, der medgik, varierede fra 4 til 17,5 Minut.
Naar Hundene først ere vel dresserede til Ordon nanstjeneste, er det ikke vanskeligt at øve dem i at bringe Patroner ud i Skyttekjeden. Først maa de værmes til at løbe med Taskerne, og naar de ere fortrolige der med, lægger man efterhaanden en større og større Vægt i Taskerne. Naar saa Afdelingen rykker ud til Fægtnings- øvelse, og Skydningen er begyndt, sendes Hunden af en Mand, der har opstillet sig, hvor Patronkarrerne skulde staa, ud til Kjeden paa det sædvanlige Vink. Der mod tages den af Herren, som tager de i Taskerne nedlagte Gjenstande op og sender den tilbage til Patronkarrerne, for at den atter kan blive forsynet. Øvelsen maa fore tages med smaa, senere med større Afstande og i al Slags Terrain.
For at øve Hundene i at opsøge Saarede lader man dem følge med Ambulancesoldaterne; under Kampen efterlades paa forskjellige Steder fingerede Saarede, der lade sig falde bag Hække, i Grøfter o s. v., saaiedes at de ere vanskelige at finde. Ambulancesoldaterne lade nu under Fremmarchen Hundene løbe ud i alle Ret ninger, og naar de komme i Nærheden af de fingerede Saarede, kalde disse ad dem, kjæle for dem og sende dem tilbage til Ambulancen.
Alle disse Øvelser maa først foretages paa Exercer- pladsen, derpaa i forskjelligt Terrain, naar Afdelingen rykker ud paa Felttjeneste, og endelig om Natten, og naar hele denne Kække af Øvelser er gjennemgaaet, og Hunden føler sig sikker i Udførelsen af sin Tjeneste, hvilket man skal kunne opnaa efter c. 3 Maaneders Øvelser, maa man fremdeles lade Hunden følge med ved alle Udrykninger og vedblive med at øve den, for at den ikke skal glemme det lærte. Det paastaas, at man i en Uges Tid skal kunne lære en Hund med Sikkerhed og Hurtighed at overbringe Meldinger paa temmelig lange Afstande.
En Hund, der skal dresseres, maa hverken være for gammel eller for ung, —• helst maa den være mellem 6 og 8 Maaneder gammel, og man maa fra Begyndelsen af ikke anvende mere end 1/2 Times Tid om Dagen til Dressuren, da Hunden ellers let bliver anstrengt eller bliver kjed af det. Man maa heller aldrig under Dres suren behandle Hunden haardt eller banke den, naar den ikke gjør sine Sager godt; men man maa være meget taalmodig, og hver Gang, den udfører, hvad man ønsker, skal man kjæle for den og give den noget godt at æde.
IV.
Løjtnant Jupin mener, at man kan anvende alle Slags Hunde i Felten, dog med Undtagelse af Fudler, og, efter hvad jeg veed, bruger man ogsaa forskjellige Racer i de forskjellige Lande. I Frankrig synes man især- at anvende de langhaarede Hyrdehunde, i Rusland har man hidtil anvendt den kaukasiske Hund, men der gjør man nu som sagt Forsøg med franske Hunde, i Østerrig bruges den dalmatiske, i Tyrkiet den asiatiske Hyrdehund og i Tydskland den. pommerske Ulvehund, som man der skal være særdeles tilfreds med. Denne Hund har en spids Snude, opstaaende Ører, busket Hale og fine, lange Haar.
Skulde man her i Landet begynde med Forsøg, vilde det vist være rettest at gjøre Forsøg med forskjel lige Racer, for at man gjennem den derved indhøstede Erfaring kunde komme til el Resultat med Hensyn til, hvilke Hunde der egne sig for vore Forhold. Man bor imidlertid kun anvende Hunde med mork Farve, for at Fjenden ikke saa let skal opdage dem, og det er vistnok ogsaa rigtigst saavidt muligt kun at anvende kastrerede Hunde; endvidere bor man ikke anvende Hunderacer, der ere ængstelige for at gaa i V'andet, og som ere bange for Skud.
Ved Rytteriet maalte især bruges meget hurtig løbende Hunde, medens det ved Fodfolket navnlig er Styrken, det kommer an paa, og det er derfor sandsyn ligt, at St. Bernhardshunde, Newfoundlandshunde, Hyrde hunde og Ulvehunde vilde egne sig godt for Fodfolket.
Det har været min Hensigt med denne Afhandling, der som alt sagt kun er bygget paa et mangelfuldt Ma teriale og ikke paa egne Erfaringer, al give Impulsen til Indførelsen af Hunde i vor Hær, idet jeg har den Tro, at en saadan Foranstaltning under Krigsforhold vil være til stort Gavn og tillige har den store Fordel i Sammen ligning med de Heste andre Noviteter, at den aldeles ikke er kostbar og, saavidt jeg kan se, ikke vil være til Gene i nogensomhelst Henseende. Det kommer kun an paa, at Officerer og Underofficerer, der interessere sig for Hunde og have Lyst og Anlæg til Dressur, an skaffe sig Hunde af forskjellige Racer og gjøre Forsøg med at dressere dem, i hvilken Henseende de ovenfor givne Regler, der ere prøvede andre Steder, vistnok kunne give en .god Anvisning, om det end er sand synligt, at saavel Hundens som Dressørens Individualitet kan give Anledning til Modifikationer.
Naar man ad denne Vej havde indhøstet Erfaringer og var kommen paa det rene med, hvilke Racer der bedst egne sig, og hvorledes Dressuren hensigtsmæssigst foretages, kunde maaske Krigsbestyrelscn træde til og ved Opmuntringer, Pengepræmier og deslige søge at lede Sagen i det rette Spor.
Men der vilde dog strax kunne gjøres noget fra Krigsbestyrelsens Side for at fremme Sagen, og navnlig er der en Ting, som absoiut maatte gjøres, hvis den ikke helt skal umuliggjøres. Der existerer nemlig en krigs ministeriel Bestemmelse af 29. Juni 1865 om, at Hunde ikke maa medtages ved Øvelser. Denne Bestemmelse maatte modificeres, saaledes at del tillades at medtage saadanne Hunde, der ere under Dressur, og som ere kjendelige ved et Halsbaand med Metalkapsel.
Endvidere vilde det vel ikke være rigtigt, at Officerer og Underofficerer, der paatog sig Udgiften med at holde en saadan Elund og Ulejligheden med dens Dressur, skulde betale Hundeskat, og der var jo en Mulighed for, at Krigsbestyrelsen kunde bevirke, at dresserede Hunde fritoges for Hundeskat, og at det militære Halsbaand tjente som Legitimation.
Da det til Dressuren vistnok er nødvendigt at have nogle fremmede Uniformer, kunde det vel være rigtigt at anskaffe saadanne. Jeg mener imidlertid, at det ikke vilde være passende al anskaffe noget enkelt Lands Uni form; men man kunde Ved Forsøgene benytte Uniformer med et fra vore forskjelligt Snit og med afstikkende Farver, idet saadanne vel maatte kunne gjøre samme Nytte.
Til Slutning skal jeg bemærke, at jeg haaber efter- haanden at faa yderligere Oplysninger fra Udlandet, som jeg da beredvilligt skal stille til Tjeneste for dem af mine Kammerater, der interessere sig for Sagen, og jeg beder enhver, der maatte gjøre Forsøg med Dressur af Hunde i Krigsøjemed, at meddele mig, hvilke Erfaringer de maatte gjøre.
