At et lands udenrigspolitik og dets militære magtmidler er uløseligt knyttet sammen er gang på gang blevet understreget af verdenshistoriens store politiske og militære begivenheder.

En nøjere undersøgelse af de to begrebers samhørighed må nødvendigvis resultere i følgende kendsgerninger:

a. Udenrigspolitik uden militær baggrund er en umulighed.

b. Et militærapparat, som ikke nøje er tilpasset een eller anden form for udenrigspolitik, er en meningsløshed.

At disse simple kendsgerninger både er logiske og rigtige, beviser historien i det uendelige, med såvel positive som negative eksempler.

Vort eget land danner således ikke nogen undtagelse — men bekræfter tværtimod ovennævnte teoris enkle sandhed.

Enhver, der oprigtigt ønsker at studere og forstå vort lands skæbne i dette århundrede, kan ikke undgå at nikke genken­dende til de nys omtalte kendsgerninger, mod hvilke ingen suve­ ræn stat ustraffet kan forsynde sig.

Ved århundredskiftet var den storpolitiske situation, set med danske øjne, i korthed den, at vi helt lå i skyggen af det stor­ mægtige Tyskland, som ubetinget var kontinentets dominerende stat; de andre stormagters interesser og hensigter kunne fra et dansk synspunkt kun være af sekundær betydning. Hvad der end ville ske, så måtte det blive Tysklands reaktioner, der i før­ste omgang kunne få konsekvenser for Danmarks uafhængighed.

At man fra ansvarlig side i Danmark indså dette, er hævet over enhver tvivl; de, der ønskede at se, kunne ikke undgå det. Spørgsmålet er derefter, om man tog konsekvenserne af den­ ne udenrigspolitiske vurdering. Svaret herpå må nærmest blive et både ja og nej, men mest ja.

På tærskelen til det nye århundrede var det ikke udenrigs­politiske problemer, der stod øverst på dagsordenen i den dan­ ske rigsdag. Sårene fra provisorietidens kampe, hvor et militær­ spørgsmål ganske vist havde været stridens anledning, var knapt blevet forbundet, endsige lægt — og for første gang skulle en regering af venstrepolitikere overtage den udøvende magt.

I betragtning af den karakter, den politiske kamp havde haft, var det ikke at vente, at systemskiftet skulle give plads for perspektiv i vor udenrigs- og militærpolitiske planlægning.

Det nye regimes egentlige eksponent og drivkraft, I. C. Chri­stensen, var imidlertid ikke blind for, at der, foruden vigtige in­ denrigspolitiske spørgsmål, også var vitale problemer af uden­ rigspolitisk art, som måtte løses snarest muligt.

Een af I. C. Christensens store fortjenester var, at han nøg­ ternt og ærligt så det centrale i vor vanskelige situation som lille neutral stat. Hans sunde fornuft sagde ham, at skulle faren nogensinde true Danmark, måtte den komme fra syd — altså var en orientering om de tanker, man i Tyskland på ledende sted gjorde sig vedrørende Danmark, særdeles ønskelig.

Som følge heraf havde derefter daværende kaptajn L. C. F. Lütken, med I. C. Christensens velsignelse, en række uformelle samtaler med general Moltke, der i denne periode var kejser W ilhelm s generalstabschef. Disse samtaler, der iøvrigt senere hen, vel med nogen føje, gav anledning til stærk kritik, viste tydeligt, hvordan man på højeste sted i Tyskland mente, at vi bedst kunne bevare vor neutralitet under en storkonflikt.

Det altafgørende for Tyskland var, at Danmark blev i stand til at sikre sig selv og således indirekte forhindre Storbritannien i at true den nordlige tyske flanke.

Moltkes ord var ikke til at tage fejl af — Tyskland måtte have garanti for, at vi effektivt ville værne vor integritet mod angreb fra tredjemagt. At han (Moltke) naturligvis dertil gerne så en nøjere kontakt, politisk og militært, vore to lande imellem, var en anden historie, et ønske, man på dansk hold ikke nærede; dette forhold var imidlertid også for tyskerne af underdordnet betydning.

Nu havde Tyskland talt; tilbage stod at fastlægge den kurs, vi udenrigspolitisk ville følge og på basis heraf at opstille det fornødne militærapparat.

Regeringen valgte heldigvis klogt at tage skyldigt hensyn til den tyske advarsel, samtidig med at man, uden større held, prøvede på at undgå åbenlys slagside overfor det øvrige udland.

Det næste skridt, nemlig at følge den stipulerede udenrigs­ politiske linie op af de fornødne militære foranstaltninger, blev også snart forsøgt; men dermed begyndte vanskelighederne at melde sig — ånden var redebon, men det politiske kød var skrøbeligt.

Indenfor venstrereformpartiet fremkaldte I. C. Christensens erklæring om, at en nedsættelse af forsvarsudgifterne for tiden ikke var mulig, en sprængning, idet Zahle og elleve andre med­ lemmer trådte ud af partiet og dannede det radikale venstre.

Alligevel var der udsigt til en løsning af forsvarsproblemet; det bør i den forbindelse ikke glemmes, at der også blandt de militære sagkyndige fandt svære rivninger sted, en omstændighed, der afgjort ikke kunne virke fremmende for en lykkelig udgang af forsvarssagen.

En begivenhed, der nær havde ødelagt hele tegningen, var Albertiskandalen i september 1908; men også den forhindring blev forceret, og den 30. september 1909 vedtoges den militærordning, som i den følgende kritiske periode skulle danne baggrund for landets udenrigspolitik.

Om forsvarslovene af 1909 kan der, vedrørende enkeltheder, siges adskilligt både for og imod; men om det bærende og prin­ cipielle kan der siges mest godt — og når der kan siges mest godt, er det, fordi der med denne lov blev skabt et, om ikke til­ strækkeligt, så dog rimeligt dansk forsvar. Landet ville i givet fald ikke ligge hen som et militært tomrum.

For omverdenen i almindelighed kunne der ikke mere her­ske tvivl om, at Danmark med magt ville forlange sin neutralitet og integritet respekteret; for Tyskland i særdeleshed havde vi bevist vor vilje til at gøre vor pligt som vogtere af indsejlingen til Østersøen.

Forsvarsordningen af 1909 gjorde Sjælland med København som centrum til forsvarets støttepunkt. Af hæren skulle elleve af de eksisterende ca. seksten fodfolksregimenter opstilles på Sjæl­land, medens de resterende godt fire med tilhørende rytteri og artilleri skulle garnisoneres i Jylland— Fyn.

Tyngden i forsvaret var således ubetinget placeret øst for Storebælt, og forudsat at man under en krise ville være istand til at bringe de sjællandske afdelinger på krigsfod, ville et angreb på Sjælland antagelig kunne afvises eller i det mindste gøres til en meget bekostelig affære for en angriber.

Som reduit for de sjællandske styrker lå hovedstaden, mod landsiden beskyttet af de i firserne anlagte fæstningsanlæg og mod søen skærmet af vore søforter; det bemærkes dog, at loven forudsatte landbefæstningens nedlæggelse senest år 1922.

Sømilitært forstærkedes vort beredskab kendeligt, idet flå­ den fik en efter datidens forhold antagelig størrelse og udrust­ning.

Som allerede påpeget, var 1909 ordningen ingenlunde ideel, og som de mest iøjnefaldende mangler skal nævnes, at den i Jylland opstillede hærstyrke var for svag, samt at en rettidig mobilisering af hovedstyrken på Sjælland let kunne kompromit­teres i fald fjendtlige flådestyrker kunne hindre overførsel af tropper fra Jylland— Fyn til Sjælland.

En detailleret gennemgang af 1909 ordningens fordele og ulemper falder udenfor denne artikels emne; tilbage står kim at fastslå, at der med den, i det væsentlige, var skabt harmoni mellem vor udenrigspolitiske kurs og vore militære magtmidler.

Mange år skulle ikke forløbe, førend uvejret stod for døren og truede med at hvivle os ud i det store ragnarok, men takket være forsvarsordningen i 1909 var der skabt mulighed for, at landet selv kunne vælge sin politik; derfor undgik Damnark i 1914 at blive besat.

Mod afslutningen af den store krig 1914— 18 måtte der nød­vendigvis finde en nyvurdering sted af vor udenrigspolitiske sta­ tus, og en ændring af vort forsvar kunne atter blive aktuel.

På afgørende vis var den storpolitiske situation blevet for­ andret. Tyskland var slået og ville næppe foreløbig komme til at spille nogen rolle som stormagt, truslen fra syd var således indtil videre elimineret. Af væsentlig betydning for vort forhold til fremmede magter måtte også vort medlemsskab af det efter krigen oprettede Folkenes Forbund blive.

Tilsyneladende tegnede frem tiden sig lys og lovende i mel­lemfolkelig henseende — men i virkeligheden var det kun til­ syneladende; kendsgerningerne talte desværre et helt andet sprog. Folkeforbundets rolle som formidler af fred og fordragelighed viste sig hurtigt ikke at svare regning; overfor internationale spørgsmål af „vital‘‘ interesse for de kontraherende parter viste Genève kun sin afmagt og impotens; alt i alt nåede man med Folkeforbundet ikke ud over traktatvedtagelsens og resolutioner­nes stadium, fordi det ikke havde magt, som det havde agt.

At man fra dansk side sluttede op om Folkeforbundet var både rigtigt og naturligt, endvidere var der god mening i at håbe på derigennem at kunne opnå større trygbed fremover, — endnu var håbet lysegrønt.

Desværre syntes flertallet af vore politikere i højere grad at bygge på forventninger og ønsker end på realiteter med hensyn til Folkeforbundets betydning som garant for verdensfreden; blækket på fredstraktaten var knapt blevet tørt, førend rege­ ringen nedsatte en kommission til nyordning af landets forsvar.

At en revision af 1909 loven var ønskelig, var alle enige om; både politisk, strategisk og teknisk var en fornyelse påkrævet — uheldigt var det derimod, allerede så kort tid efter krigens ophør, først at sabotere og dernæst at kassere det forsvarsapparat, som nfredstiden igennem havde sikret vor uafhængighed — uforsvar­ ligt, fordi vor situation udenrigspolitisk langt fra var afklaret, og fordi man teknisk endnu ikke var færdig med at bearbejde krigens erfaringer.

Under disse brogede omstændigheder kom forsvarsordningen af 1922 til verden — en ordning, der hverken var fugl elljer fisk, hvilket ikke kunne undre nogen; herom var de fleste enige, allerede inden lovens vedtagelse; i virkeligheden var den en me­ ningsløshed, fordi den på ingen måde var afpasset efter den uden­ rigspolitik, som regeringen foregav at føre. Når det kommer til stykket, var forholdet vel dette, at man slet ikke havde nogen klar opfattelse af, hvilken politik der skulle føres udadtil; man levede fra dag til dag i håbet om, at noget ville vise sig.

Men ikke nok med, at forsvarsloven af 1922 var meningsløs, fordi den ikke var afstemt med en på forhånd fastlagt udenrigs­ politisk linie, den var simpelthen uansvarlig, fordi den kompro­ mitterede vor berettigelse som suveræn stat, idet vi under en ny krisesituation ville ligge værgeløse hen.

Sagkundskabens kritik af denne lov lod ingen tvivl tilbage om, hvor uholdbar og uærlig den var.

For hærens vedkommende betød den en reduktion i mobili­ seringsstyrke på ca. 45 % i forhold til 1909 ordningens ca. 110.000 mand. Dertil kom, at man nedskar linieafdelingernes antal med knapt 50 % — organisatorisk formeredes hæren i tre divisioner med to i Jylland og een på Sjælland. Denne placering af styr­ ken ville betyde, at en forsvarskamp ikke ville have nogensom­ helst udsigt til at kunne føres med resultat; dertil var styrkerne i de to landsdele alt for små.

At hæren, hvad hjælpevåben angik, som følge af den tek­niske udvikling, var undergået visse kvalitative og forsåvidt også kvantitative forbedringer, skal kun nævnes for fuldstændighed skyld.

For flådens vedkommende indledtes i 1922 en forfaldspe­riode, som skulle fortsætte uden ophør til den bitre ende, 9. april 1940.

Endelig skal det påpeges, at loven kun antydningsvis tog hensyn til, at vore værn havde behov for flyvestyrker, samt at den ganske lod hånt om et egentligt aktivt luftværn.

Med forsvarsloven af 1922 havde Danmark betrådt en farlig vej, en vej, som atten år senere skulle føre direkte i afgrunden.

I de følgende ti år var skyerne på det udenrigspolitiske fir­ mament kun få og ubetydelige; betingelserne for udefra at få vor spillen „vabanque“, udenrigspolitisk set, bragt til ophør, var der kun små. Men med nazisternes magtovertagelse i Tysk­land i det tidlige forår 1933 skiftedes der påny scene i europæisk storpolitik — for anden gang i dette århundrede lød alarmsignalet ved vor sydgrænse.

Som forståeligt var, blev hær- og flådeloven af 1922 ikke nogen sukces, og på rigsdagen taltes der decenniet ud om det betimelige i at få den afløst af noget nyt og bedre.

De politiske partiers opfattelse af en ny og bedre forsvars­ ordning varierede fra de radikale og socialdemokraternes afrust­ ningsforslag til de konservatives mere alvorsbestemte og realbetonede forsvarsprogram. Afgørende for hele spørgsmålet blev imid­ lertid, at de politiske magthavere, med Stauning og Munch i spidsen, ikke ønskede at føre nogen udenrigspolitik og dermed heller ikke at opretholde noget forsvarsapparat.

Efter at koalitionen Stauning—Munch i 1929 havde dannet regering, stod det klart for enhver, at dansk forsvar ville gå en tragisk fremtid i møde. For Stauning var vore militærpolitiske problemer af ringe aktualitet, og den munchske opfattelse blev i virkeligheden enerådende i dansk udenrigspolitik indtil april 1940.

Efter endeløse forhandlinger i rigsdagen kom i 1932 en ny lov for hær og flåde i stand, en lov, der på det nærmeste betød, at dansk forsvar ikke længere kunne løse egentlige kampopgaver.

At værnene ikke blev reduceret til henholdsvis et slags græn­ sepoliti for hærens vedkommende og til en såkaldt statsmarine (søpoliti) for flådens vedkommende, skyldtes formodentlig kun den omstændighed, at den socialdemokratisk-radikale blok ikke havde flertal i landstinget. I og for sig havde en sådan ordning

været mere ærlig og i overensstemmelse med dr. Munclis uden­ rigspolitiske opfattelse, som ikke havde noget med udenrigspoli­ tik at gøre.

Hærloven af 1932 betød en yderligere kvantitativ nedgang for hæren, idet den kun opstillede en division på Sjælland og een i Jylland—Fyn, med hver fire fodfolksregimenter og tilhø­ rende hjælpevåben; til gengæld kvalitetsforhedredes den, idet regimenternes batailloner igen blev linieafdelinger, ligesom der kunne noteres visse fremskridt i udrustningsmæssig henseende.

For søværnets vedkommende betød ordningen kun endnu et skridt mod den totale tilintetgørelse, idet såvel udrustnings- som materielanskaffelseskontoen gjorde enhver tanke om at holde vor flåde krigsberedt illusorisk. Endelig bør det nævnes, at såvel fly­ vevåben som det aktive luftværn kun antydningsvis fik en plads i den afstukne ramme.

I korthed gjort op betød denne forsvarslov, at vi under en europæisk konflikt ikke ville liave den ringeste udsigt til at for­ svare landet, og udtrykt med den daværende kommanderende ge­neral, generalløjtnant Withs ord — i tilfæ lde af krig måtte vi indskrænke os til at observere — konstatere (fredsbruddet) — og kapitulere.

En nærmere uddybning af indholdet af 1932 ordningen er således næppe umagen værd i denne forbindelse, kun fakta skal endnu en gang understreges, nemlig at Danmark fra da af, med bind for øjnene i udenrigspolitisk henseende, var på vej mod ud­ slettelsen som suveræn nation.

Efter at Tyskland fra 1933 påny gjorde sig gældende som aggressiv stormagt, opskræmtes sindene i vide kredse herhjem­ me, også indenfor socialdemokratiet hævede der sig røster, som forstod, at vi måtte lægge an på en helt anden bov udenrigspoli­ tisk og dermed også, hvad vort forsvar angik — realiteter kom der im idlertid ingen af.

I 1936 indførte Hitler igen den almindelige værnepligt og skød på anden måde Versaillestraktaten sønder og sammen, og atter steg nervøsiteten; således også i Danmark. Dog ikke hos de mænd, der sad med ansvaret. For imidlertid at gyde lidt olie på vandene og for at besværge den stigende uro vedtog man i 1937 visse ændringer til forsvarsloven af 1932, idet man nyop­ rettede et såkaldt fodfolkspionerkommando på to batailloner, samt besluttede at fremskynde særlige materielindkøb; men alt i alt blev det kun til lapperier af minimal værdi.

Da verdenssituationen i slutningen af 30’erne for anden gang i dette århundrede nåede et klimaks, var vor stilling den, at vi, som i tiden op til 1914, lå knuget af et ekspansivt Tyskland, denne gang frygtsomt afventede, hvad der kunne komme.

Forgæves forsøgte udenrigsminister Munch overfor udlandet at give indtryk af, at vi var neutrale — endskønt vore naboer i øst, vest og nord forlængst havde set, at vi lå tryHebundet af Hitlertyskland. Vi havde allerede mistet evnen til og mulighe­den for at føre en udenrigspolitik — vi havde givet afkald på en fri nations ret til selv at vælge sin vej fremover, idet vi groft havde tilsidesat de krav, tilværelsen stiller en uafhængig stat, nemlig med magt at ville forsvare sin frihed og ret.

Derfor fik vi den 9. april og i tilgift fem onde og lange be­sættelsesår.

Da Danmark i foråret 1945, i kraft af allieret sejr, atter blev frit, var parolen for et overvejende flertal af befolkningen -— aldrig mere en 9. april.

A t denne parole var andet og mere end en stemning, var hæ­ vet over enhver tvivl, — men hvordan sagen skulle gribes an i praksis, havde kun de færreste en mening om.

I og for sig kunne det også i den første tid efter krigfen «ophør være vanskeligt at få overblik over, hvordan den inter­nationale situation ville arte sig. Tilsyneladende herskede der fred og fordragelighed mellem de allierede stormagter — og som det var tilfældet i 1918, stilledes der, omend vel mere be­ skedne, forventninger til den nye organisation af verdens forenede nationer.

Imidlertid kunne den nøgterne iagttager ikke undgå at no­tere sig visse ubehagelige kendsgerninger, hvormed situationen adskilte sig fra tiden efter den første verdenskrigs afslutning.

Den første var, at Rusland, som een af de sejrende parter, var en totalitær stat, repræsenterende en ideologi, som på funda­ mental vis var i modstrid med de mål, for hvilke den just af­ sluttede krig var blevet udkæmpet.

Den næste var, at Sovjet kynisk benyttede sine sejre til, i aggressivt øjemed, at skyde sine bastioner hundrede af kilometer mod vest.

Strategisk var vor stilling, sammenlignet med 1918, således i betydelig grad forværret.

Ligestraks efter krigen var det dog ikke så ligetil at få et klart billede af, hvilken vej Danmark skulle gå i vort forhold til fremmede magter — endnu havde Sovjetrusland ikke kastet masken. I virkeligheden havde vi kun at forholde os afventende og følgelig kunne vi, udover at blive enige om, at vort land skulle have en tilfredsstillende forsvarsordning, ikke komme stort videre. Med kuppet i Tjekoslovakiet og andre overgreb af tilsvarende karakter i 1948 blev det klart for alverden, at Rusland ikke havde fredelige hensigter, men at det målbevidst stræbte efter at gore sig til kontinentets herre.

For tredje gang i løbet af halvtreds år lød faresignalet fra syd.

Ingen var længere i tvivl om, at det nu var på høje tid at få fastlagt den kurs, vi ville følge, og i tilslutning hertil at få vort forsvarsapparat bragt i stand.

At fatte en beslutning var ikke nogen helt let sag; tradi­tionelle opfattelser måtte gøre sit, og vanskelighederne ved at overse konsekvenserne af at binde sig til en alliance med andre nationer var indlysende. — Danmark var sandelig nået til skille­ vejen.

Tvunget af den hårde virkelighed besluttede vi os omsider i 1949 til at indgå medlemsskab af den Nordatlantiske Pagt — den bedste, ja eneste vej, som det var forsvarligt at følge, så­ fremt vi ville gøre os håb om at besværge den dødelige trusel fra øst og syd.

I naturlig konsekvens heraf blev der i 1951 vedtaget en lov om ordning af landets forsvar, en lov, som bragte harmoni mel­lem vor udenrigspolitik og vort militærapparat.

For første gang i mange år kom der påny perspektiv og mening i dansk militærpolitisk planlægning, og Danmark bar atter fået mulighed for at gøre sin skyldighed som en fri nation med ret til at kræve sin uafhængiglied respekteret.

Det er ikke tanken i denne artikel at gøre rede for hverken Atlantpagt eller vore nye forsvarslove, — kun skal det tilsidst præciseres, at Danmark er på ret vej — det har gjort ondt og vil komme til at gøre ondt på forskellig måde også i fremtiden, men vi har valgt i tide, og vi har ovenikøbet valgt klogt.

A. Nielsen.