Første del af den følgende artikel, der behandlede hovedlinierne i de vestallieredes strategi under den 2. verdenskrig, bragtes i aprilnummeret. Dette andet hovedafsnit beskæftiger sig med det styrings- og kontrolsystem, de vestallierede opbyggede for at nå den fastlagte målsætning. Et system, der betegner et højdepunkt i ledelsen af en koalitionskrig.
Af major K. E. Nielsen
II. Den allierede organisations struktur og arbejdsmetode
Det engelsk-franske samarbejde Under den 1. verdenskrig blev det klart, at fredstidens normale regeringssystemer ikke slog til over for de krav, ledelsen af en krig af de dimensioner stillede. I England etablerede Lloyd George i 1916 efter at være blevet premierminister derfor et såkaldt krigskabinet på 5 medlemmer, der med undtagelse af finansministeren var fritaget for departementalt ansvar, men som ’skulle vie al deres tid og energi på krigens centrale problemer’ (Lord Hankey, cit. GS VI, p. 316). Det var dette krigskabinets opgave at fastlægge hovedlinierne for strategien og udforme instruktionerne til de øverste chefer, der derefter i princippet skulle løse deres opgaver uden indblanding ovenfra. I princippet var dette system udmærket, så længe den øverstkommanderende handlede i overensstemmelse med sine instruktioner, i modsat fald var det kabinettets ret at fjerne ham. I praksis viste det sig imidlertid vanskeligt at trække grænsen mellem den generelle formulering af strategien og udførelsen; og det førte til betydelige komplikationer i løbet af krigen, selv om den etablerede ledelsesstruktur med krigskabinettet som helhed må siges at have vist sig som et egnet instrument. I mellemkrigsårene udvikledes ledelsesstrukturen yderligere med etableringen af Chiefs of Staff Committee, bestående af de tre værns stabschefer, og med fastlæggelse af procedurer for, hvorledes man i tilfælde af krig kunne skifte over fra det normale kabinetssystem i fredstid til et planlagt krigskabinet. Disse procedurer var fastlagt i en såkaldt War Book. I overensstemmelse hermed forelagde kabinetssekretæren, Sir Edward Bridges, og general Ismay den 31. august 1939 et forslag om krigskabinettets oprettelse for premierminister Chamberlain, og den 3. september holdt det sit første møde. Chamberlains krigskabinet bestod foruden af ham selv af 8 medlemmer, hvoraf 5 var ministre med departementalt ansvar. Kabinettet afløste det hidtidige kabinet på 22 medlemmer og den hidtidige Committee of Imperial Defense. Der skete ingen ændringer med hensyn til Chiefs of Staff Committee, som siden 1923 var blevet betragtet som ’a super-Chief of a War Staff in Commission9 (cit. GS II, p. 6). Chiefs of Staff, der på dette tidspunkt bestod af Air Chief Marshall Sir Cyril Newall, Admiral of the Fleet Sir Dudley Pound og General Sir Edmund Ironside med Major-General Hastings Ismay som sekretær, arbejdede harmonisk sammen i et kollektiv, men kombinationen var ikke så stærk, som den blev senere i krigen. Deres officielle opgave var at vurdere situationen og overveje sådanne sager, som krigskabinettet forelagde dem. De var således kabinettets militære rådgivere, men blev dels på grund af deres hyppige møder, dels på grund af af komiteens effektive organisation efterhånden et udførende organ, som udgav instruktioner til de forskellige chefer i felten. På fransk side hvilede ansvaret for kontrollen med krigen i Ministerrådet og hos de berørte ministre. I september 1939 var Edouard Daladier samtidig præsident for Ministerrådet, minister for det nationale forsvar og krigsminister. Hans nærmeste militære rådgiver var general Gamelin, stabschef for det nationale forsvar med den opgave at koordinere, men uden myndighed til at udstede ordrer til de tre værn. Endvidere havde man i Frankrig etableret en krigskomité, bestående af præsidenten, premier-, krigs-, marine-, luft- og koloniministeren samt adm iral Darlan og generalerne Gamelin, Vuillemin og Georges (GS II, p. 122 note). I løbet af sommeren 1939 var de to premierministre, Chamberlain og Daladier, enedes om på baggrund af erfaringerne fra 1917-18 at etablere et Øverste Krigsråd, i hvilket begge lande skulle repræsenteres ved dem selv samt yderligere to ministre, medens allierede kunne repræsenteres ved deres ambassadører. Rådet skulle ikke have nogen eksekutiv myndighed, idet endelige beslutninger skulle bero hos de to regeringer. Hver af de to regeringer skulle udpege permanente militære repræsentanter som rådgivere, der skulle arbejde som en fælles (joint) stab, men underlagt deres egne værn. De britiske repræsentanter skulle samtidig i fællesskab underlægges Chiefs of Staff Committee. Der oprettedes tillige såvel et fransk som et engelsk sekretariat, og enheder af denne nye organisation virkede på begge sider af Kanalen. Diskussionerne i London var i virkeligheden en fortsættelse af stabssamtalerne, som genoptoges i august og fortsatte dagligt indtil Frankrigs sammenbrud. Det Øverste Krigsråd afholdt i samme periode i alt 16 møder (GS II, p. 20). Men ’der opstod aldrig’, skriver professor J. R. M. Butler i en sammenfattende vurdering (GS II, p. 560), ’hverken i forbindelse med de daglige stabsmøder, det Øverste Krigsråds møder eller de lejlighedsvise besøg af ministre eller værnschefer nogen intim forbindelse, der kunne skabe den nødvendige harmoni i tanke og handling. Den permanente repræsentation i London, som var tænkt at skulle skabe denne enighed, hverken besad den nødvendige autoritet eller var i tilstrækkelig snæver forbindelse med sine foresatte. Der havde i almindelighed ikke været tid til for de to landes egne interesser og følelser at blive omformet i en fælles politik. Måske var fiaskoen for den dødfødte erklæring om unionen mellem de to lande symbolsk. Efter våbenstilstanden fandt briterne ofte, trods erkendelse af betydningen af at samarbejde med de Frie Franske, den praktiske gennemførelse af dette samarbejde særdeles vanskelig’ (GS II, p. 4-10 og kap. XXIV, GS VI, kap. X (1). En analyse af de civile-militære relationer i England findes i Mich. Howard (edt): Soldiers and Government, 2. afsnit.
Churchills organisation for krigens ledelse
Da Chamberlains regering i forbindelse med begivenhederne i Norge i maj 1940 måtte gå af, dannede Churchill en national samlingsregering med støtte af alle tre partier i Underhuset (GS II, p. 179 f). Hans model for krigskabinettet er blevet betegnet som nærmest et kompromis mellem forgængerens og Lloyd George’s under 1. verdenskrig. Det bestod indledningsvis af 5 medlemmer, hvoraf kun udenrigsministeren havde departementalt ansvar. Det grundlæggende system forblev dog uændret, indtil krigskabinettet afskaffedes i maj 1945, selv om nogle af medlemmerne skiftede (GS II, p. 316f). Churchill har selv i sit værk om krigen (The Second World War, vol. II, p. 15-16) karakteriseret ’den fundamentale ændring i maskineriet for krigens ledelse som mere reel end tilsyneladende’. Den fundamentale ændring, Churchill gennemførte, var hans egen overtagelse af embedet som forsvarsminister ’med udefinerede magtbeføjelser til at overvåge og lede Chiefs of Staff Committee’. Herved ’sikredes for første gang Chiefs of Staff Committee sin passende og rette plads i direkte daglig kontakt med regeringens leder og fik i overensstemmelse med denne den fulde kontrol med krigens førelse og med de væbnede styrker’. Churchills overtagelse af posten som forsvarsminister medførte ikke oprettelse af et egentligt forsvarsministerium ud over de tre værnsministerier. Den nødvendige stab tilvejebragtes af den militære del af krigskabinettets sekretariat - som også var sekretariat for Chiefs of Staff. Den militære koordinationskomité fik navneforandring til Defense Committee og opdeltes i to grene for hhv. operationer og forsyninger med premierministeren som formand for begge (GS II, p. 180). Fra slutningen af 1943 til krigens afslutning i Europa bestod krigskabinettet af 8 medlemmer, hvoraf 5 havde departementalt ansvar. Det meste af krigen påhvilede der således flere ministre i krigskabinettet store administrative byrder, hvilket både under og efter krigen er blevet kritiseret. Systemet var imidlertid beregnet på at udstyre en lille ledergruppe med den administrative erfaring og det ansvar, som Lloyd George’s krigskabinet efter Churchills opfattelse havde manglet. De ledende og udøvende funktioner måtte efter Churchills absolutte opfattelse ikke adskilles fra hverandre, og ved sin magtovertagelse satte han alt ind på at afskaffe ’denne begejstrede rugen over arbejde udført af andre’ for i stedet at forene de to funktioner i et og samme system (GS IV, p. 317). Når dette kunne lade sig gøre, skyldtes det det for britisk regeringssystem så karakteristiske komitesystem. Komité-princippet havde længe været velkendt i det engelske kabinet - i sig selv en komité. I mellemkrigsårene havde systemet udviklet sig til at blive et centralt led i engelsk regeringsledelse. ’Begivenhedernes pres kombineret med Churchills synspunkter gav imidlertid systemet en fornyet kraft, og det er først og fremmest i anvendelsen af kabinetskomiteeme, det churchillske krigskabinet adskiller sig fra sine forgængere og danner en variant snarere end måske et kompromis mellem dem’ (GS VI, p. 318). Ved at kombinere premierminister- og forsvarsministerembedet opnåede Churchill straks ved sin tiltræden fuldstændig indflydelse på de militære komiteer, medens en gennemgribende reorganisering først i løbet af 1940- 41 bragte det mere komplekse system af civile komiteer i samme relation til krigskabinettet som de militære komiteer. Figur 1 viser et principielt diagram over krigskabinettets komiteer, således som de fremstod efter tilendebringelsen af denne reorganisering. I den officielle engelske historie om krigen vurderer John Ehrman det af Churchill skabte krigskabinetsystem således (GS VI, p. 320): ’Som det udviklede sig under krigen, modsvarede det kravene til regeringsledelse uden tilbørligt at svække ansvaret over for Parlamentet. Hvis vi imidlertid undersøger den interne arbejdsgang, finder vi, at relationerne mellem dets komponenter ændredes i løbet af krigen. Efterhånden som de komiteer, krigskabinettet instituerede, i stadig stigende grad varetog de fleste af dets opgaver, fik de også i praksis en ny status, som influerede på kabinettet, der havde skabt dem. Kabinetsstyret har aldrig fungeret mere kraftigt end under disse krigsår, men kabinettet i sig selv udøvede mindre direkte kontrol med begivenhederne, end det havde gjort i fredstid’. Fuldt udbygget bestod systemet af tre hovedgrupper af komiteer (som de fremgår af figur 1) med den ene i en vis forstand underordnet de to andre: de militære komiteer, de civile komiteer vedrørende hjemmefronten, økonomiske anliggender og produktion samt øvrige komiteer. Her skal i det følgende kun den militære side nærmere omtales. Grundlaget for de militære komiteer forblev uændret fra midten af krigen og kan derfor beskrives med formuleringen i aktstykket vedrørende ’The Organization for Joint Planning’, som Churchill præsenterede for Parlamentet i april 1942 (GS VI, p. 322):
“The ultimate responsibility for the conduct of the war rests with the War Cabinet, the Chiefs of Staff being their professional advisers. The Prime Minister and Minister of Defense superintends on behalf of the War Cabinet, the work of the Chiefs of Staff Committee . . . In this matter he is assisted by the Defense Committee. Other Ministers are invited to attend as necessary"
Dette militære system havde sin rod i en historisk udviklingsproces, der begyndte med etableringen af Committee of Imperial Defense i 1901, og som var fuldt indarbejdet allerede før den 2. verdenskrig, således som det fremgår af den lethed, hvormed komiteen - som før nævnt - afskaffedes,
og dens sekretariat indgik i krigskabinettets sekretariat. Spørgsmålet var så derefter, hvorledes skulle krigskabinettet kontrollere sin komité af professionelle militære rådgivere. Det var dette problem, Churchill løste ved at gøre sig selv til forsvarsminister med ’udefinerede beføjelser’. Dette rejser imidlertid straks spørgsmålet om, hvorledes kombinationen Churchill og Chiefs of Staff virkede i praksis. Kort kan det siges, at systeemt levede op til kravene, fordi de implicerede personligheder gjorde det. Stabschefernes styrke beroede på den omstændighed, at de udgjorde et team, som var i stand til at modsvare de enorme krav, der stilledes, og som med den styrke, den enkeltes professionelle baggrund udgjorde, var i stand til at modstå og honerere Churchills formidable personlighed og virketrang. Til trods for den næsten diktatoriske magt, han besad med hensyn til krigens ledelse, veg han altid tilbage for at gennemtrumfe egne projekter imod stabschefernes professionelle vurdering. Med Field Marshall Sir Alan Brooke som formand i de sidste fire krigsår, Marshall of the Royal Air Force Sir Charles Portal og Admiral of the Fleet Sir Andrew Cunningham samt sekretæren, General Sir Hastings Ismay, udgjorde de mod krigens slutning ’et formidabelt team*). De besad da en uforlignelig erfaring vedrørende en central militær komités problemer, udgjorde ved næsten enhver lejlighed en enig front udadtil og var kendt frem for alt for ikke at kende til intriger. Med denne baggrund udøvede de en indflydelse gennem adskillige vanskelige år som ingen anden britisk militær komité før dem. De bevarede fuldkommen kontrol over underlagte britiske chefer, havde gode relationer til departementerne og andre komiteer, og i en af de hårdeste krige i britisk historie øgede de stadig deres autoritet og omdømme i regeringen og i landet. Deres ledelse virkeliggjorde idealet for komiteernes fædre med hensyn til at skabe et system med individuelt og kollektivt ansvar for at rådgive i forsvarsanliggender som helhed . . . som kunne udgøre a super-Chief of a War Staff in commission’ (cit. GS VI, p. 327).
Roosevelts administration
Så vidt forskellig Churchills og Roosevelts konstitutionelle placering var, ledede de i realiteten krigens førelse på baggrund af overensstemmende magtbeføjelser. I modsætning til premierministeren i det engelske kabinets-system er den amerikanske præsident efter konstitutionen tillige øverstkommanderende for de væbnede styrker. Få amerikanske præsidenter har imidlertid udøvet denne ham tillagte autoritet med større villighed og beslutsomhed end præsident Roosevelt.
*) Til illustration af variationen i og byrden af det arbejde, der påhvilede dem, skal her anføres et eksempel på en tilfældig dagsorden for et Chiefs of Staff-møde (GS VI, p. 331): 1. ‘Crossbow’. 2. Delivery of supplies to French Resistance Groups. 3. Policy towards Ethiopia. 4. Visit of admiral Mountbatten to London. 5. Operations to assist ‘Overlord’. 6. Bombing on Monaco. 7. Soviet supplies for Marshal Tito. 8. ‘Overlord’ and ‘Anvil’-deception plans. 9. Strategy for the War against Japan - deployment of British forces in India and Indian Ocean. 10. Employment of Italian prisoners of War by American forces in The United Kingdom. 11. Policy towards Turkey.
Medens Churchill - som før nævnt - altid veg tilbage for direkte at gå imod Chiefs of Staff’s professionelle råd og opfattelse i militære anliggender, greb Roosevelt ved flere lejligheder afgørende ind i den militære planlægning og det militære handlingsforløb. Således ændrede han eksempelvis den 13. april 1940 grundlaget for amerikansk planlægning (SP 41- 42, p. 13 f f); i september 1941 besluttede han at reducere hærens størrelse på et tidspunkt, hvor det netop var lykkedes at få tilslutning til udvidelse af indkaldelserne (PPP, p. 7 og 157 f), og i midten af 1942 besluttede han på trods af sine rådgiveres råd at opgive en invasion i Europa i 1942 og i stedet - som Churchill ønskede det - at foretage landgang i Nordvestafrika (SP 41-42, p. 234ff). I modsætning til den øverste militære ledelse i England, der allerede før krigen var indarbejdet i en fast organisation, skete dette i USA først rigtigt i den periode, der forløb fra krigens begyndelse og til USAs indtræden i krigen. Præsidentens nærmeste militære rådgivere var generalstabschefen og chefen for flådestaben samt hans egen militære stabschef. At han betragtede de to førstnævnte som sine umiddelbare rådgivere fremgår af den ordre, han udstedte allerede den 5. juli 1939. Han beordrede heri Joint Army and Navy Board samt visse andre grene af de væbnede styrker til i visse sager at rapportere direkte til ham selv snarere end gennem den pågældende minister (PPP, p. 6). Generalstabschefens beføjelser var fastlagt helt tilbage i 1921 under indflydelse af erfaringerne - ikke mindst general Pershings - fra 1. verdenskrig:
“The Chief of Staff is the immediate advisor of the Secretary of War on all matters relating to the Military Establishment and is charged by the Secretary of War with the planning, development and execution of the military program. He shall cause the War Department General Staff to prepare the necessary plans for recruiting, mobilizing, organizing, supplying, equipping and training the Army. As the agent, and in the name of the Secretary of War, he issues such orders as will insure that the plans of the War Department are harmoniously executed by all branches and agencies of the Military Establishment, and that the Army program is carried out speedily and efficiently.” (PPP, p. 64).
Ved en tilføjelse i 1936 blev det præciseret, at han var Commanding General of the Field Forces i fredstid, og at han efter krigsudbrud fortsatte med at føre kommando over styrkerne i felten, til præsidenten havde udpeget en særlig Commanding General (PPP, p. 64). Generalstabschefen var den militære chef i War Department, men ikke dets højeste autoritet. Over ham stod den civile minister, som ’direkte repræsenterer præsidenten’ (PPP, p. 65), og hvis godkendelse var nødvendig i alle sager vedrørende hærens ’policy’. Med præsidentens ordre af 5. juli 1939 blev generalstabschefen nu både dennes og ministerens nærmeste rådgiver, men han var tillige rådgiver for de kongreskomiteer, der behandlede sager vedrørende lovgivning om hærens anliggender. Sammen med chefen for flådestaben, der indtog en tilsvarende stilling, var de to stabschefer seniormedlemmer i det oprindeligt i 1903 dannede Joint Army and Navy Board. Dette var det højeste organ til koordinering af sager, der vedrørte begge værn. Det bestod - foruden af de to nævnte - fra hæren af chefen for G-3 og chefen for War Plans Division. Flåden var tilsvarende repræsenteret af chefen for Naval Operations, Assistant Chief og Director of Navy’s War Plans Division. Da begge de to værn havde deres eget flyvevåben, indgik efterhånden også flyverofficerer som repræsentanter for pågældende værns flyvevåben. En praksis, som efterhånden, som det snævre samarbejde med englænderne kom i gang, udviklede sig til, at chefen for US Army Air Force blev betragtet som ligeberettiget med de øvrige stabschefer og i forholdet over for Chief of the Air Staff fra Royal Air Force (PPP, p. 280 ff). Sager vedrørende materiel og forsyninger blev behandlet og koordineret i Army and Navy Munitions Board, der havde en civil formand, medens koordination af ’policy and planning’ skete i Joint Board. Det var imidlertid op til præsidenten at træffe de egentlige afgørelser mellem de ofte modstridende råd, disse organer præsenterede (PPP, p. 79). Dette Joint Board dannede baggrunden for udformningen af en tilsvarende organisation som den engelske, da samarbejdet mellem de to stabe i løbet af 1941-42 intensiveredes. I februar 1942 blev det afløst af Joint Chiefs of Staff, opbygget som den tilsvarende engelske komité med præsidentens stabschef, admiral William D. Leahy, Chief of Staff of the Army, general George C. Marshall, Commander-in-Chief, US Fleet and Chief of Naval Operations, admiral Ernest J. King, samt Commanding General of the Army Air Forces, general Henry H. Arnold, som medlemmer. Det blev disse samt præsidentens indflydelsesrige, personlige rådgiver, Harry Hopkins og præsident Roosevelt selv, der udgjorde det amerikanske team i den amerikansk-engelske alliance og ledelse af krigen. Også på den civile side skete der en tilpasning af den organisatoriske opbygning svarende til krigstidens krav til administrationen. Blandt de vigtigste af disse nyskabelser var etableringen i 1943 af Office of War Mobilization, der efterhånden gav dets chef, James F. Byrnes, som præsidentens hjælper i ledelsen af regeringens kontorer vedrørende økonomisk stabilisering, en sådan magtstilling i administrationen, at han i almindelighed blev omtalt som ’assisterende præsident’. (Administration of Mobilization V ¥ II, p. 93). Hovedlinierne i den amerikanske administrations opbygning ved krigens slutning fremgår af figur 2.
Combined Chiefs of Staff
På konferencen i Washington omkring årsskiftet 1941-42 skabte man det instrument, som Field Marshall Sir Alan Brooke senere betegnede som ’det mest effektive, der nogen sinde er udviklet med henblik på at koordinere og afstemme to allieredes krigsstrategi og -anstrengelser’ (The Turn of The Tide, p. 316). Da de britiske forhandlere i sidste uge af december ankom til Washington, forelagde de en liste med fem emner, som de mente burde diskuteres. Det sidste af disse omhandlede et ’joint machinery for implementing’ de foregående (SP 41—42, p. 97). Denne tanke var helt overensstemmende med general Marshalls anskuelser. Allerede i en tale i september for American Legion havde han givet udtryk for nødvendigheden af ’unity in command’, og ved mødet med de britiske stabschefer juleaftensdag understregede han det igen kraftigt:
“I am convinced, that there must be one man in command of the entire theatre - air, ground, and ships . . . If we make a plan for unified command now, it will solve nine-tenths of our troubles . . . I favour one man being in control, but operating under a controlled directive from here. We had to come to this in the First World War, but it was not intil 1918, that it was accomplished . . . ” (R. Paine: General Marshall, p. 162-163
General Marshalls idé om ’one man in command of the entire theatre’ sigtede her til problemerne i Sydøstasien, hvor han ønskede oprettet en enhedskommando for det såkaldte ABDA-area (Australian-British-DutchAmerican). Til briternes forfærdelse foreslog han general Wavell til denne post. De så, at det med japanernes forventede aktivitet måtte blive en engelsk general, der måtte bære byrden af nederlaget. Fra britisk side gik man imidlertid med til Marshalls forslag ud fra den betragtning, at det var et skridt i retning af etablering af en overordnet ledelse, som man ønskede. Da Marshall derimod under mødet i Cairo i november 1943 bragte et tilsvarende forslag om, at
“a Supreme Commander be designated at once to command all United Nations operations against Germany from Mediterranian and the Atlantic under direction from the Combined Chiefs of Staff” (GS V, p. 169).
blev det mødt med et brysk afslag fra de engelske stabschefer, der henviste til, at total krig ikke alene er et militært anliggende, men også omfatter politiske, økonomiske, industrielle og hjemlige problemer, hvorfor en sådan øverstkommanderende nødvendigvis måtte have begrænset autoritet og dermed blot vil blive et forsinkelsesled i kommandokæden. De tog endvidere anledning til at fremhæve, at der ikke var nogen analogi mellem marskal Foch’s situation under 1. verdenskrig og en Supreme Commander efter det amerikanske forslag. Resultatet blev da også etablering af allierede overkommandoer såvel i Middelhavsområdet som i Nordvesteuropa (GS V, p. 168-172 og 203-207). Efterhånden udviklede Combined Chiefs of Staff-organisationen et system med henblik på kontrol med styrker fra forskellige nationer, der opererede inden for et enkelt krigsteater. Dette blev en nødvendighed, ikke mindst i forbindelse med invasionen, der betegner højdepunktet af den stedfundne integration. I fortsættelse af drøftelserne på Washington-konferencen enedes man i overensstemmelse med begge parters ønske om enhedsledelse om at dele opgaverne, således at ansvaret for dag-til-dag ledelsen af operationerne i Stillehavsområdet og Kina tilfaldt USA, at operationerne i resten af Asien og Middelhavsområdet (senere Mellemøsten) var et britisk ansvar, og at operationer i Europa og Atlanten blev et fælles ansvar (SP 41-42, p. 166). I overensstemmelse med dette arrangement udøvede Combined Chiefs of Staff ’general jurisdiction over grand strategic policy’ overalt, medens den amerikanske Joint Chiefs of Staff udøvede ’jurisdiction pertaining to all matters of operational strategy’ i de amerikanske krigsteatre, og British Chiefs of Staff havde tilsvarende beføjelser i de britiske krigsteatre. Combined Chiefs of Staff’s mere direkte kontrol over fælles krigsteatre sikredes ved hjælp af forskellige midler under de forskellige omstændigheder (GS V, p. 19). Combined Chiefs of Staff’s ansvar og beføjelser blev yderligere formuleret således (GS III, p. 383):
“The Combined Chiefs of Staff shall:
(a) determine and recommend the broad programme of requirements based on strategic policy;
(b) submit general directives as to the policy governing the distribution of available weapons of war;
(c) settle the broad lines of priority of overseas movements.”
Med den sammensætning og de beføjelser, organisationen hermed havde fået, blev den et forum for udveksling af synspunkter mellem de professionelt ansvarlige i de to lande og udgjorde dermed en forbindelse mellem det britiske kabinets-system og det amerikanske præsidentstyre. Et britisk diagram over organisationen fremgår af figur 3. Hver af de to sidstnævnte var ansvarlige for deres egne landes befolkninger for anvendelse af nationens væbnede styrker. Det synspunkt, at dette ansvar ikke kunne delegeres, og at nationale styrker ikke kunne underlægges en fremmed øverstkommanderende, som ikke kunne kontrolleres, fastholdtes af begge nationer. Det her omtalte system tjente til at finde sådanne løsninger, som imødekom begge parters legitime interesser. Som det fremgår af ovennævnte citat, var det Combined Chiefs of Staff’s opgave at udforme og at overvåge udførelsen af en strategi, som de to regeringer allerede var enige om. Det var præsidentens og premierministerens opgave, med rådgivning fra deres respektive stabe, at fastlægge denne ’strategic policy’. Begge havde stærke synspunkter vedrørende deres egen opfattelse af den rette strategi. Deres del af styringen var at blive enige
og bevare den endelige kontrol. En opgave, de må siges at have løst tilfredsstillende. Combined Chiefs of Staff var således en del af et større kontrolsystem, hvor de periodiske konferencer mellem Churchill og Roosevelt, sommetider også med deltagelse af andre allierede statsoverhoveder, udgjorde et løst organiseret allieret Øverste Krigsråd*), som mødtes for at fastlægge de strategiske hovedlinier. På en vis måde kan det endog hævdes, at dette krigsråd løbende holdt møde, idet der mellem de formelle sessioner, som fandt sted ca. hvert halve år, udviklede sig et system af løbende personlige kontakter, først og fremmest initieret af Churchill. Herved muliggjordes det til stadighed at informere og konsultere alle partnere i alliancen. Den politiske kontrol med krigens førelse, som opnåedes med dette system, må karakteriseres som bemærkelsesværdig (GS V, p. 385). Under de periodiske møder, hvor præsidenten og premierministeren udformede og tog de afgørende beslutninger, var Combined Chiefs of Staff i stand til også personligt at mødes og udføre deres to-delte opgave, nemlig at rådgive de politiske ledere og - når beslutningerne var taget - at formidle de nødvendige ordrer til cheferne i felten.
*) På Cairo-konferencen foreslog amerikanerne, tilsyneladende på kinesisk foranledning, oprettelse af en komité af United Chiefs of Staff med en enkelt repræsentant for hvert af de allierede landes Chiefs of Staff. Forslaget afvistes fra engelsk side og blev ikke senere rejst (GS V, p. 167-168)
Imellem møderne opretholdtes kontakten mellem de to stabe primært gennem en i Washington etableret britisk militærmission, under ledelse af den tidligere Chief of Imperial General Staff, Field Marshall Sir John Dill. Denne mission, der benævntes Joint Staff Mission, repræsenterede de engelske Chiefs of Staff over for den amerikanske Joint Chiefs of Staff, og dens chef deltog i møderne såvel her, som når Combined Chiefs of Staff var samlet (GS V, p. 18, SP 41-42, p. 42-43, SP 43-44, p. 6). Combined Chiefs of Staff fungerede således som en slags stående militærkomité, der var i stand til at overvåge hele krigens forløb og formidle de nødvendige ordrer samt foretage og fremsætte dag-til-dag justeringer og forslag inden for rammerne af den strategi, man var blevet enige om. Der var derfor med Churchills ord
“never a failure to reach effective agreement for action or to send clear instructions to commanders in every theatre. Every executive officer knew that the orders he received bore with them the combined conceptions and expert authority of both Governments.” (cit. GSIII, p. 385)
De allierede kommandoer
De allierede kommandoer, som ledede operationerne i felten, kan opdeles i tre hovedgrupper:
1. Forbindelseslinierne over havene blev beskyttet af flåde- og fly styrker, der opererede direkte under de to landes flådedepartementer, som så - som i Atlanten - kunne dele den strategiske kontrol. Hverken det britiske Admiralitet eller US Navy Department var direkte ansvarlige over for Combined Chiefs of Staff, men rapporterede, når det forlangtes.
2. De langtrækkende flyoperationer kontrolleredes for størstedelen af forskellige flyverstabe, ansvarlige over for Combined Chiefs of Staff enten via London eller Washington eller, som det var tilfældet i en periode i Europa i 1944, via en lokal chef.
3. Operationer, der krævede styrker af alle tre værn, lededes af en theatre commander, der igen var ansvarlig over for Combined Chiefs of Staff. Disse store allierede kommandoer udformedes i overensstemmelse med områdets særlige karakteristika og de styrker, der indgik i pågældende kommando. Deres opbygning varierede derfor betydeligt. Et fælles træk var det dog, at Supreme Commander altid udøvede sin kontrol via værnsvise Commanders-in-Chief. Han kunne så evt. selv virke som sådan, men gjorde det ofte ikke. Først på det tidspunkt, da Lodgement Area var etableret, overtog eksempelvis Eisenhower den direkte kontrol med landoperationerne i Europa.
Systemet med Supreme Command er ofte blevet diskuteret, og dets fordele og mangler blev analyseret. Det viste sig imidlertid at være den mest tilfredsstillende løsning for de allierede, selv om motiverne var forskellige. ’I Stillehavsområdet var det koncentrationen af aktiviteterne, som indbød til systemets anvendelse, i Europa og i mindre grad i Sydøst-Asien var det deres variation’ (GS VI, p. 358). Systemet kræver imidlertid for det første, at den øverstkommanderende selv er i stand til at bære det overordentlig tunge ansvar, systemet pålægger ham. De allierede var i 2. verdenskrig i den situation at have chefer, der kunne løfte denne byrde. Men embedet kræver en kombination af kvaliteter hos sin indehaver af særlig art. Field Marshal Wavell har i sin bog ’Soldiers and Soldiering’ beskrevet, hvorledes en general må være robust, have psykisk og moralsk mod, være noget af en spiller og have en nøgterne vurderingsevne - kendskab til, hvad der er muligt, og hvad der ikke er det. Den øverstkommanderende behøver alle disse kvaliteter samt hertil viden om og indsigt i den højeste administration og - som formidler af modstridende interesser - forestillingsevne kombineret med viden. Men han må også være en heldig øverstkommanderende (a fortunate commander), således som både Eisenhower og admiral Mountbatten var det, men som Wavell, alle sine egenskaber til trods, ikke var det. Selv den bedste øverstkommanderende vil imidlertid ikke kunne virke med succes, hvis ikke den autoritet, som står over ham, evner at løse sin opgave. Det system, som udvikledes af England og Amerika, var i stand til dette, og derfor kunne også systemet med allierede overkommandoer virke.
Litteratur:
History of the Second World War, Grand Strategy-serien (GS), og The War in France and Flanders 1939-40 (WiFF), Her Majesty’s Stationery Office. US Army in World War II. The War Department. Chief of Staff: Prewar Plans and Preparations (PPP) Strategic Planning for Coalition War 1941-1942 (SP 41-42) Strategic Planning for Coalition War 1943-1944 (SP 43-44). Winston Churchill: The Second World War, spec. Vol. I—III (Cassel, London). Arthur Bryant: The Turn of the Tide og Triumph in the West, Collins, London 1957. Mich. Howard(edt): Soldiers and Governments, Eyre and Spottiswoode, London 1957. Arch. Wavell: Soldiers and Soldiering. Jonathan Cape, Thirty Bedford Square, London 1953. Rob. Payne: General Marshall, Will. Heinemann Ltd., London 1952. Administration of Mobilization WW II, Industrial College of the Armed Forces, Washington D.C.
