Anledningen til denne artikel er 25-året for den 2. verdenskrigs afslutning. I dette nummer behandles hovedlinierne i de vestallieredes strategiske målsætning for kampen mod aksemagterne. Artiklens andet hovedafsnit, der bringes i maj-nummeret, vil beskæftige sig med det styrings- og kontrolsystem, de vestallierede opbyggede for at nå den fastlagte målsætning. Et system, der betegner et højdepunkt i ledelsen af en koalitionskrig.
Af major K. V. Nielsen
Indledning
I bred almindelighed anvendes udtrykket de allierede om alle nationer, der under 2. verdenskrig kæmpede mod aksemagterne. Disse benævnes også De forenede Nationer, efter den deklaration, United Nations Declaration, som blev underskrevet i Washington den 1. januar 1942 af ialt 16 nationer, og som senere tiltrådtes af yderligere 26. Det var denne erklæring, som blev udgangspunktet for vedtagelsen på San Francisco-konferencen i 1945 af ’De forenede Nationers Pagt’ (GS III, p. 401-01, se også Alf Ross: De forenede Nationer, p. 29ff). I forbindelse med fastlæggelse af forudsætningerne for den amerikanske strategiske planlægning i foråret 1941 omtales de ’Associated Powers’ som værende USA, det britiske Commonwealth, Hollandsk Ostindien, Grækenland, Jugoslavien, Regeringer i eksil, Kina og De frie Franske (sidstnævnte var som følge af USAs diplomatiske forbindelse med Vichy-Frankrig ikke medunderskriver på United Nations Declaration den 1. januar 1942) (SP 41-42, p. 43 og GS III, p. 401). Endelig omtales i krigens begyndelse England og Frankrig som de allierede. I snævrere forstand dækker udtrykket imidlertid først og fremmest USA og England med Dominions.
I det følgende vil udtrykket indledningsvis blive anvendt som dækkende England og Frankrig og derefter England og USA, idet dog også disses forhold til andre allierede vil blive berørt. Det er først og fremmest de ovennævnte landes snævre samarbejde, der giver baggrund for en undersøgelse af betingelserne for planlægning og gennemførelse af koalitionskrigsførelse, hvilket er denne artikels hovedformål. Undersøgelsen vil falde i to hovedafsnit, idet der indledningsvis vil blive forsøgt givet en grov oversigt over hovedlinierne i den foretagne formulering af de allieredes grundlæggende strategi, hvorefter den nødvendige organisation og dennes arbejdsmetode vil blive gjort til genstand for omtale og vurdering.
I. Udviklingen af den grundlæggende strategi
Engelsk-fransk planlægning
Allerede kort efter den tyske indmarch i Rhinlandet i 1936 begyndte de engelske og franske generalstabe at udveksle tekniske oplysninger. For imidlertid ikke at skabe unødige komplikationer for de to landes diplomatiske aktiviteter var det først efter Miinchen i efteråret 1938, at egentlige stabsforhandlinger kom på tale (WiFF, p. 3). Resultaterne af disse forhandlinger angiver for så vidt tendensen i al senere allieret strategisk planlægning under den 2. verdenskrig, hvorfor det kan være af interesse nøjere at redegøre for disse. Forhandlingerne fandt sted i løbet af vinteren 1938 og foråret 1939, og den 4. april kunne de to stabsdelegationer fremlægge deres fælles syn på ’den grundlæggende strategiske policy for krigsførelsen’ (GS II, p. 10): »Vi vil komme til at stå over for fjender, som vil være bedre forberedt end os selv på krig i national målestok, som vil være overlegne i luft- og landstridskræfter, men som vil være underlegne på havet og i generel økonomisk styrke. Under disse omstændigheder må vi være forberedt på at møde en større offensiv rettet enten mod Frankrig eller England eller mod begge. For at overvinde en sådan offensiv bliver vi nødt til at koncentrere alle vore øjeblikkelige kræfter, og i denne periode må vor strategi være defensiv. Italienske aktioner mod Nordafrika kan dog imidlertid åbne mulighed for modangrebsvise operationer tidligt i krigen, uden skade for succes for forsvaret af Europa. Vor kontrol med de italienske forbindelseslinier til Østafrika og adekvate forholdsregler med henblik på at rejse stammer i Ethiopien kunne bringe tidlige resultater i dette område. Yi må derfor i almindelighed være rede til at gribe enhver lejlighed til uden for store omkostninger at opnå en succes mod Italien, som vil kunne reducere dette lands vilje til at kæmpe. Vor følgende ’policy’ skal herefter være rettet mod at holde Tyskland og tage os afgørende af Italien, samtidig med at der skal foregå en opbygning af vor militære styrke til et sådant niveau, at vi vil være i stand til at gennemføre en offensiv mod Tyskland. I denne periode skal stadig og streng anvendelse af økonomisk pres reducere vore modstanderes modstandskraft. I mellemtiden, i fred som senere i krig, må alle vore diplomatiske ressourcer sættes ind på at sikre andre magters, spec. USAs velvillige neutralitet eller aktive assistance.« De britiske og franske stabe opnåede videre enighed om en allieret strategi i Det fjerne Østen i tilfælde af japansk intervention. Spørgsmålet var betydningsfuldt, ikke mindst med hensyn til fordelingen af rådige søstridskræfter. Singapores betydning blev understreget som ’nøglen til den strategiske situation i Det indiske Ocean, Det fjerne Østen og Australien’, og man forudså muligheden for at måtte sende flådeforstærkninger til Singapore. I det officielle dokument hedder det herefter (GS II, p. 13): »På den anden side, hvis de allierede bliver slået i Vest, vil et sammenbrud af vor position i Det fjerne Østen automatisk være følgen. Hertil kommer, at vi må overveje vore garantier til de østlige middelhavsmagter og håbet om at operationer imod Italien vil give chancen for tidlige resultater. Det er således et spørgsmål om at afbalancere risikoen, og hændelsesforløbet kan ikke på forhånd fastlægges. Men en svækkelse af den britiske flåde i det østlige Middelhav bør ikke uden videre forekomme. Det må derfor være op til Hans Maj. Regering, efter konsultation med den franske Regering, til den tid at træffe beslutning om en omfordeling af britiske flådestyrker for at møde den situation, som de allierede vil kunne stå overfor. I mellemtiden må det fransk-engelske samarbejde tage hensyn til et antal mulige situationer, incl. de to ekstremer: Den praktiske opgivelse midlertidigt af flådekontrol i Det fjerne Østen eller i det østlige Middelhav.«
Englands situation ved Frankrigs fald
Efter at Hitler den 9. maj 1940 havde iværksat operation Fall Gelb, diskuterede de britiske Chiefs of Staff den 19. maj et udkast til en rapport om Britisk strategi under visse omstændigheder. Disse omstændigheder sigtede til et fuldstændigt fransk sammenbrud og en separatfred mellem Tyskland og Frankrig. Rapporten blev forelagt og diskuteret i krigskabinettet den 27. maj. Officerer, som var ansvarlige for rapportens indhold, har senere givet udtryk for, at rapportens relevante paragraffer ’ikke var udformet til at tjene som et præcist udtryk for vor fremtidige strategi og alene blev med taget for at illustrere vor evne til at fortsætte krigen og for at argumentere for de hastende foranstaltninger, det ansås for ønskeligt at gennemføre’, og altså således ’hovedsageligt pegede på forslag for den umiddelbare fremtid’ (GS II, p. 209). Det kan dog være af interesse at omtale hovedpunkterne i denne rapport, dels fordi den kom til at tjene som rettesnor for de foranstaltninger, der sattes i værk i løbet af de kommende 12 måneder, dels fordi rapporten faktisk præciserer hovelinierne i engelsk strategi i resten af krigen (GS II, p. 210 ff). Rapporten pegede på, at den fortsatte blokade af Tyskland ville medføre, at den tyske hovedopgave måtte blive at nedbryde Englands modstandskraft. Dette kunne ske ved uindskrænket luftkrigsførelse for at nedbryde den engelske moral, udsultning af landet gennem blokade og okkupation efter en invasion. På længere sigt måtte den tyske strategi være: I forening med Italien at fratage England dets positioner i Ægypten og i Det mellemste Østen samt at åbne handelsruten gennem Rødehavet. Den engelske aktivitet måtte derfor på kort sigt tjene til at forhindre fjenden i at nå disse mål. De videre muligheder for at vinde krigen, så de engelske stabschefer i gennemførelse af følgende foranstaltninger: en kombination af økonomisk pres, luftangreb på økonomiske mål i Tyskland og rettet mod den tyske moral samt initiering af omfattende revolter i de besatte områder.
Det er interessant at lægge mærke til, at hovedvægten vurderes at skulle ligge på det førstnævnte af de tre midler, den økonomiske pression, og at der ikke tales om evt. offensive operationer ved hjælp af en genopbygget engelsk hær. Rapporten udtrykker iøvrigt tvivl om, at mere end en lille del af den britiske ekspeditionsstyrke vil kunne trækkes ud af Frankrig.
Amerikansk planlægning begynder
I konklusionen af de fransk-engelske stabssamtaler havde man lagt vægt på, som tidligere omtalt, at alle diplomatiske ressourcer skulle sættes ind på at sikre andre magters, spec. USAs velvillige neutralitet eller aktive assistance.
En sådan aktiv assistance var der i begyndelsen af krigen ikke megen udsigt til. Den amerikanske politik hvilede på neutralitetslovene af 1935- 37, som yderligere - til trods for præsident Roosevelts modsatte bestræbelser - blev skærpet med tilføjelsen af 4. november 1939, efter hvilken eksport til de krigsførende kun måtte ske på cash-and-carry basis (GS II, p. 2 1 ). At betalingen skulle ske kontant, frembød imidlertid et alvorligt problem for England, som trådte ind i krigen med en guldreserve på kun 450 mill. pund, der dog ved finansielle foranstaltninger kunne rejses til ca. 700 mill. pund (GS II, p. 41 f). Først efter at præsident Roosevelt i november 1940 var blevet genvalgt til en ny præsidentperiode, kunne han afgørende sætte ind på at hjælpe England over dette økonomiske problem. Resultatet blev Låne- og Lejeloven, der gennemførtes i marts 1941 (GS III, p. I l l f. og SP 41-42, p. 56-58). De amerikanske planlæggere måtte imidlertid i takt med den tiltagende spænding i Europa og med forværringen i forholdet til Japan revidere deres syn på USAs strategiske situation. Resultatet af disse overvejelser førte i midten af sommeren 1939 til godkendelse af Rainbow-plankomplekset (SP 41-42, p. 7-8). Den sidste af disse planer, Rainbow-5, forudså som de øvrige at skulle forebygge brud mod ånd og bogstav i Monroe-doktrinen gennem beskyttelse af det område i den vestlige hemisfære, der var af vital interesse for USAs sikkerhed, og som sikrede landets søgående handel. Herudover forudså den:
»Indsættelse af USAs væbnede styrker i det østlige Atlanterhav og på begge eller det ene af det europæiske eller det afrikanske kontinent så hurtigt som muligt, samtidig med gennemførelse af ovennævnte opgave, med henblik på at tilføje Tyskland eller Italien eller begge et afgørende nederlag. Planen forudses at skulle gennemføres i nøje samarbejde mellem USA, England og Frankrig.« Efterhånden som præsident Roosevelt vedblev at opmuntre briterne og advare japanerne inden for grænserne af det mulige og af det, der syntes klogt for en præsident, som nærmede sig afslutningen på sin embedsperiode og søgte genvalg (SP 41—42, p. 20), blev det dog klart, at det var nødvendigt at betragte USAs strategiske stilling under en samlet synsvinkel. Dette førte til udformningen af plan Dog, der i det væsentlige var identisk med Rainbow-5, men som også tog hensyn til en evt. konflikt med Japan. Dens grundlæggende forudsætning var (SP 41-42, p. 25):
» ... at hvis England vinder afgørende over Tyskland, vil vi kunne vinde overalt, men hvis England taber, vil det problem, vi vil komme til at stå overfor, blive meget stort; og selvom vi måske ikke taber overalt, vil vi muligvis ikke kunne vinde nogetsteds.« Planen forudså derfor, at (SP 41-42, p. 30):
» ... skulle Japan træde ind i krigen, ville USAs operationer i ’mid-Pacific’ og i Det fjerne Østen være at gennemføre på en sådan måde, at anvendelsen af hovedparten af landets militære kræfter i det atlantiske område og i Middelhavsområdet lettedes.«
Engelske-amerikanske indledende drøftelser
Præsident Roosevelt bandt sig imidlertid ikke afgørende til de af hans militære planlæggere gennemførte studier, men gav planlæggerne frihed til uafhængigt af den amerikanske politik at iværksætte stabskonsultationer med de engelske Chiefs of Staff. Den første kontakt oprettedes ved et amerikansk besøg i London i slutningen af september 1940 (SP 41-42, p. 22), og den 29. januar 1941 indledtes stabssamtaler i Washington, som fortsatte helt frem til den 29. marts. Under disse samtaler, der benævntes ABC-1 (American-British-Conversations), var det, som det vil være fremgået af det foregående, ikke vanskeligt at nå til enighed om hovedlinierne for en krigsførelse med USA som aktiv deltager.
Konferencen nedfældede sine konklusioner i to dokumenter, ABC-1 og ABC-2. Det fremgår af disse, at ’USAs og Englands øverste ledelse løbende vil samarbejde om udformningen af de strategiske hovedlinier og de planer, som må lægges til grund for krigsførelsen’.
Overenskomsten fastslog, at USA havde en vital sikkerhedsinteresse i den vestlige hemisfære, at Englands sikkerhed måtte bevares under alle omstændigheder, og at bevarelsen af en position i Det fjerne Østen var af væsentlig betydning for det britiske Commonwealth’s sammenhæng og sikkerhed, samt at sikring af forbindelseslinierne over havet var af vital interesse for begge parter.
Overenskomsten fastslog dernæst nødvendigheden af flg. syv offensive foranstaltninger med henblik på nedkæmpelse af aksemagterne (PPP, p. 376-377):
1. Opretholdelse af økonomisk blokade af aksemagterne til lands, til søs og i luften og varekontrol ved hjælp af diplomatiske og finansielle midler.
2. Gennemførelse af en vedvarende luftoffensiv med henblik på ødelæggelse af aksens militære kræfter.
3. Tilstræbelse af eliminering af Italien som aksepartner. 4. Gennemførelse af raids og mindre offensive operationer.
5. Støtte til neutrale lande og undergrundsbevægelser i besatte områder.
6. Opbygning af nødvendige styrker til gennemførelse af en evt. offensiv mod Tyskland.
7. Erobring af positioner, hvorfra en sådan offensiv kunne iværksættes.
Med henblik på gennemførelse af denne grundlæggende politik enedes man om, at ’Atlanten og det europæiske område skulle betragtes som det afgørende krigsteater’ (PPP, p. 377), og at det derfor var her, tyngden i den amerikanske indsats skulle anvendes, idet dog betydningen af Middelhavsområdet og Nordafrika blev konstateret. Det blev endvidere fastslået, at trådte Japan ind i krigen, skulle man gennemføre en strategisk defensiv i Det fjerne Østen, indtil en strategisk offensiv havde elimineret Tyskland og dermed Hitler, som betragtedes som Aksens farligste leder. Af øjeblikkelige foranstaltninger anbefalede de deltagende stabe etablering af militære missioner i London og Washington og gennemførelse af en konference mellem cheferne i Det fjerne Østen. I en række tillæg til rapporten fastlagdes endelig en række detaljer vedrørende opbygning af styrker, produktion m. v. (GS II, p. 423 ff, PPP, kap. XII, SP 41-42, p. 34 ff).
Den atlantiske konference
Under ABC-1 konferencen havde planlæggerne forudset krigen ledet af et Supreme War Council, rådgivet af de to landes Chiefs of Staff. Den 9. august 1941 mødtes dette højeste krigsråd for første gang på initiativ af præsident Roosevelt i Placentiabugten på Newfoundland. Mødet mellem de to statsmænd, præsident Roosevelt og premierminister Churchill, der var ledsaget af deres højeste militære rådgivere, førte ikke til militære planlægningsresultater ud over, hvad der allerede var opnået i W ashington. Mødet gav anledning til udveksling af synspunkter, uden at amerikanerne definitivt tog stilling til de gennemarbejdede forslag, englænderne præsenterede. Det mest bemærkelsesværdige ved dette møde var nok den fælleserklæring, The Atlantic Charter, som de to statsmænd udarbejdede, og i hvilken de - skønt USA stadig ikke var krigsførende - i pkt. 6 fastslog deres vilje til at ødelægge Nazi-tyranniet (GS III, kap. V, PPP, p. 400 ff).
USA bliver aktiv krigsførende
Med Japans angreb på Pearl Harbor den 7. december 1941 trådte USA officielt ind i krigen. Landet var dog allerede dybt engageret, først og fremmest økonomisk gennem Låne- og Lejeloven, som ud over England også forudsatte hjælp til andre mod aksemagterne krigsførende lande, ikke mindst Sovjet efter Hitlers angreb i juni 1941 (se herom bl. a. PPP, p. 327 ff). For så vidt var der med de to ovenfor omtalte konferencer allerede inden USAs indtræden i krigen skabt enighed med England om den grundlæggende strategiske beslutning om »Europa først«. En enighed, som holdt gennem hele krigen. Det blev problemet om, hvorledes »Europa først«-tesen skulle fortolkes og bringes til udførelse, der gav anledning til de ofte stejle standpunkter og skarpe meningsudvekslinger, som kom til at præge den række af konferencer, de to vestallierede afholdt i de følgende krigsår. Disse fortolkningsproblemer hidrørte dels fra forskelligheder i de to landes grundlæggende syn på krigsførelse, dels fra forskelligheder i de to landes vitale interesser, den aktuelle situations krav (tabene i Pearl Harbor måtte overvindes og var for den amerikanske befolkning mere nærværende end situationen i Europa), samt endelig fra de hensyn, USA måtte tage til de forpligtelser, landet iøvrigt havde påtaget sig.
Englands og USAs grundlæggende synspunkter på krigsførelsen
Under den atlantiske konference i sommeren 1941 havde de engelske stabschefer udviklet deres synspunkter vedrørende nedkæmpelsen af Tyskland. De foreslog vægten lagt på blokade, bombning, subersive aktioner og propaganda for at svække Tysklands vilje og evne til at kæmpe. Offensive operationer skulle gennemføres med mobile, kraftige og pansrede enheder, der opererede i periferien af det af Tyskland kontrollerede territorium, og som evt. skulle angribe selve Tyskland, snarere end med kæmpe-hære, som kunne møde den fulde kraft af Tysklands militære styrke. Der ville ikke blive brug for kæmpe-hære af infanteri som under 1. verdenskrig. Under den konference, som fandt sted i december 1941-januar 1942 i Washington efter USAs indtræden i krigen, ARCADIA-konferencen, udviklede englænderne yderligere dette synspunkt. Churchill og hans rådgivere var helt enige om denne teori om en periferi-strategi, som lagde vægten på hurtige operationer under udnyttelse af fart og manøvre mod de svage punkter hos fjenden: Krigen skulle baseres på en udmattelsesstrategi. Allerede fra begyndelsen forudså englænderne derfor en invasion af det europæiske fastland som en sidste anstrengelse mod et allerede svækket Tyskland. Denne britiske opfattelse var baseret på en blanding af politiske og militære faktorer, på erfaringerne fra 1. verdenskrig og evakueringen fra Dunkerque samt på Churchills grundlæggende strategiske synspunkter, der bl. a. fremhævede operationer mod »Europas bløde underliv« og mod Norge. Opfattelsen imødekom samtidig Englands vidtspændende interesser, økonomiske muligheder og begrænsede evne til at opstille kæmpe-hære. Iøvrigt lå de britiske synspunkter ikke fjernt fra den opfattelse, den amerikanske Air War Plans Division havde givet udtryk for i sit bidrag, AWPD/1, til det amerikanske Victory Program. Det forudså først en invasion i 1944 samtidig med, at den strategiske luftkrigsførelse mod Tyskland ville nå sit højdepunkt. Planen gik endog så vidt, at den gav udtryk for, at en offensiv til lands ville være overflødig, såfremt luftoffensiven fik succes (se herom PPP, p. 11, note 11, der indeholder henvisninger til en detaljeret gennemgang af planen). Det officielle amerikanske synspunkt var i direkte modstrid hermed. Allerede i november 1940 var man nået til den opfattelse, at storstilede landoperationer ville være nødvendige for at nedkæmpe Tyskland. Før eller senere måtte man ’forberede sig på at bekæmpe Tyskland ved at engagere det, nedkæmpe dets landstyrker afgørende og derved bryde dets vilje til at kæmpe’ (PPP, p . 11). Dette var kernen i den amerikanske teori om tyngde og koncentration i krigsførelsen, om en afgørende kamp, der førte til nedkæmpelsen af modstanderens hære. Den genspejlede den amerikanske optimisme og tro på, at landets industri kunne fremstille det nødvendige militære materiel, samt at den militære organisation var i stand til at opstille, udruste, uddanne og føre en sådan folkehær i offensive operationer. Såvel amerikanerne som englænderne begrundede deres teorier og planer med hensynet til at aflaste presset mod russerne. Ingen af parterne kunne overbevise hinanden umiddelbart, og dette førte til ofte vanskelige relationer til de hårdt trængte russere, der stadigt og vedvarende krævede, at de vestallierede skulle etablere en anden front, og etablere den hurtigt (jfr. her bl. a. SP 43-44, Inroduction).
Det amerikanske dilemma
De amerikanske planlæggere var ikke uden videre sindet at fravige deres en gang formulerede opfattelse af, at man hurtigt måtte i gang med nedkæmpelsen af Tyskland for i en fart at få overstået krigen, også mod Japan. England frembød en naturlig base for at koncentrere såvel luftsom landstridskræfter mod Tyskland, der iøvrigt var den eneste af aksemagteme, som samtidig kunne angribes af de vestallierede og Rusland, hvis situation man fra amerikansk side betragtede som meget kritisk.
Men foruden englænderne arbejdede også andre stærke kræfter imod general Marshall, den amerikanske generalstabschef, og hans planlæggere. Det svidende nederlag i den indledende fase i kampen mod Japan og den kritiske udvikling i Det fjerne Østen skabte krav om afsættelse af ressourcer til stabilisering af situationen samtidig med, at Japan - som før nævnt - af mange amerikanere blev opfattet som den mere nærværende trussel end Tyskland. Der stod derfor i den amerikanske ledelse en stadig strid om prioriteringen af de rådige ressourcer mellem den fjernøstlige og de atlantiske krigsskuepladser. Hertil kom præsidentens ønske om hurtigst gørligt at anvende det voksende antal enheder, som måtte stå uvirksomme, medens man blev enige om, hvordan den grundlæggende enighed skulle omsættes i aktuelle planer og aktiviteter. ’Kampen for at sikre alle implicerede parters godkendelse af en fælles koncept for den strategiske målsætning tynger mig ned . . . Vi må til Europa og slås .. . Vi må begynde med at sætte ind i luften i Vesteuropa og følge op med et angreb til lands så hurtigt som muligt’ skrev general Eisenhower i slutningen af januar 1942, da han var tjenstgørende i War Department (SP 43-44, p. 12). Det er ikke hensigten her detaljeret at komme ind på forløbet af den række konferencer mellem de to vestallierede politiske ledere og deres stabe, som blev nødvendige for at fastlægge krigsførelsens enkeltheder. Her skal blot peges på, at uenigheden ikke var slut med invasionen i Frankrig. Det fundamentalt forskellige syn gav sig også udtryk i forskel i opfattelse af, hvorledes det endelige angreb på Tyskland derefter skulle iværksættes; om man - som englænderne ønskede det - skulle støde frem over en smal front over den nordtyske slette, eller man - som amerikanerne mente det - skulle angribe over en bred front. Medens det indledningsvis lykkedes englænderne i hovedsagen at få gennemført deres synspunkter, så var den amerikanske indsats mod krigens slutning så stor, at de amerikanske synspunkter sejrede (GS VI, p. 131 ff). Til de interne amerikanske prioriteringsproblemer og diskussionen med englænderne føjede sig endelig endnu et problemkompleks for den øverste amerikanske ledelse, nemlig hensynet til øvrige allierede. Til belysning heraf skal kort fremdrages to eksempler: Trods sine militære rådgiveres modstand besluttede præsident Roosevelt sig i juli 1942 til iværksættelse af en amerikansk landgang i Nordvestafrika (operation TORCH). Dermed måtte en invasion på det europæiske kontinent opgives for dette år. Både præsidenten og Churchill var imidlertid ivrige efter at gøre noget, som over for Stalin kunne demonstrere deres vilje til så hurtigt som muligt at nedkæmpe Tyskland. Churchill påtog sig at rejse til Moskva for at forklare Stalin årsagerne til, at den lovede anden front i Europa foreløbig måtte vente. Han tilbød imidlertid Stalin, at man kunne sende en engelsk-amerikansk flystyrke til Kaukasus for at støtte russerne i de kritiske kampe om Stalingrad. Stalin accepterede dog ikke tilbuddet umiddelbart. Det blev i den følgende tid genstand for langvarige forhandlinger, der endelig i slutningen af december blev helt afbrudt, efter at man fra russisk side havde givet udtryk for, at det kun var maskiner, man Ønskede, og at situationen i Kaukasus nu ikke mere var kritisk, samt at man ikke ønskede, at allierede soldater skulle kæmpe side om side med russiske eller på russisk territorium, da det kunne have en skadelig politisk virkning (SP 41^2, p. 329-336). Som en amerikansk modydelse for engelsk accept af en tidlig opbygning i England, beregnet til invasion i Nordfrankrig (BOLERO-planen), måtte USA støtte det engelske forsvar i Mellemøsten og i Indien. Som følge af de rådige midlers størrelse var dette imidlertid vanskeligt at harmonisere med de forpligtelser, USA havde påtaget sig med henblik på hjælp til Kina, der siden 1931 havde ført en uerklæret krig mod Japan. På baggrund af det intime samarbejde, der hurtigt opstod mellem de amerikanske og engelske ledere er det forståeligt, at Chiang-Kai-Shek i et memorandum til den kinesiske ambassadør i Washington giver udtryk for, at ’Kina ikke behandles som ligemand som England og Rusland, men som en myndling’. ’Vi har’, skriver Chiang videre, ’placeret kinesiske hære under amerikansk kommando, og vi har vist os helt rede til at støtte amerikansk politik, til tider endog imod vor egen vurdering . . . Hvilken forskel til den engelske og russiske holdning . . . Hvis den anglo-amerikanske fælles stab ikke udvides til at omfatte Kina, og hvis Kina holdes borte fra Munitions Assignments Board, så vil Kina blot blive en bonde i spillet. . . Hvis vi behandles således under krigens pres, hvordan vil vor stilling ved fredsforhandlingerne da blive?’ Og Chiang pålægger derefter sin ambassadør at sikre, at Kina tilsikres sin rette plads i alliancen (SP 41-42, p. 202-205).
(fortsættes)
Litteratur:
History of the Second World War, Grand Strategy-serien (GS), og The War in France and Flanders 1939-40 (WiFF), Her Majesty’s Stationery Office. US Army in World War II. The War Department: Chief of Staff: Prewar Plans and Preparations (PPP) Strategic Planning for Coalition War 1941-1942 (SP 41-42) Strategic Planning for Coalition War 1943-1944 (SP 43-44). Winston Churchill: The Second World War, spec. Vol. I—III (Cassel, London). Arthur Bryant: The Turn of the Tide, Collins, London 1957. - - : Triumph in the West, Collins, London 1957. Mich. Howard(edt): Soldiers and Governments, Eyre and Spottiswoode, London 1957. Rob. Payne: General Marshall, Will. Heinemann Ltd., London 1952. Administration of Mobilization WW II, Industrial College af the Armed Forces, Washington D.C
