Krigen i Korea skabte i hele den vestlige verden en stærkt inflationspræget højkonjunktur, som for flere vesteuropæiske landes vedkommende — således også for Danmarks — førte til valuta- vanskeligheder. De økonomiske fremskridt, der var sat i gang af Marshall-hjælpen, og som blev støttet af devalueringerne i septem ber 1949, gik i stå i 1951—52 i næsten alle de vesteuropæiske lande. Produktionen ramtes af bestræbelserne på at dæmpe inflationen og rette valutastillingen op. I særligt konjunkturfølsomme lande som Danmark faldt produktionen en smule, mens den i andre lande steg et par proeent. — De særlige forhold i Vesttyskland gjorde, at priserne her steg forholdsvis lidt, mens stigningen i produktionen og valutareserverne fortsattes.
Et stykke hen i 1953 overvandtes stagnationen, og produktions kurven steg på ny, trods jævnt faldende priser. Som et for Vesteuropa usædvanligt træk under en højkonjunktur steg valutareserverne i næsten alle lande: specielt voksede dollarreserverne.
Når prisudviklingen i Vesteuropa forløb ret stabilt i 1954, skyldes det, at de internationale råvarepriser set under et var nogenlunde i ro. I årets første halvdel steg de op mod svv procent for senere at falde til niveauet ved årets begyndelse. For de enkelte varegrupper var forskellene dog betydelige; således var der de første måneder af 1954 fald for de jernholdige metaller, mens de ikke-jernholdige steg i pris. En række vegetabilske produkter faldt i første halvår, men steg i andet halvår; en undtagelse var kaffe, som efter en spekulationspræget prisstigning faldt stærkt i pris. Metaller og korn er næsten undtagelsesfrit dyrere nu, end de var for et år siden, mens så betydningsfulde varer som uld, kopra og kaffe er væsentligt billigere. — Skibsfragterne var faldende i årets første halvdel, men har siden været stærkt stigende.
Denne internationale prisudvikling afspejler den tiltagende produktionsstigning i den vestlige verden og den ringe høst, Vesteuropa havde i 1954 — den sidstnævnte faktor medførte, at mere skibstonnage end i de senere år anvendes til transport af korn mellem landene og medvirker til at presse priserne i vejret. Endelig kan det nævnes, at frygten for en udvidelse af krigen i Indokina utvivlsomt prægede priserne i opadgående retning i de første måneder af 1954, mens den internationale afspænding efter Geneve-konferencen dæmpede priserne.
I den forløbne del af 1955 har de internationale råvarepriser vist en stigning på omkring 3 pct. Denne stigning, der begyndte i efteråret 1954, skyldes formentlig først og fremmest, at USA i stedet for den frygtede konjunkturnedgang nu oplever en mærkbar produktionsforøgelse.
På denne baggrund kunne import- og engrospriserne holdes praktisk taget konstante i alle vesteuropæiske lande i 1954. Først i slutningen af året og i begyndelsen af 1955 viste disse priser svagt stigende tendens.
Siden begyndelsen af 1954 har detailpriserne i de vesteuro pæiske lande været konstante eller svagt stigende; Danmark er blandt de lande, der har haft den største prisstigning.
Taget som helhed har de vesteuropæiske valutabeholdninger været stigende det sidste par år. Blandt undtagelserne ei Danmark, Norge og Tyrkiet, der — ligesom Grækenland — af politiske grunde regnes med til Vesteuropa. Det er iøjnespringende, at valutafremgangen i en række lande har været aftagende de seneste måneder.
I forholdet til USA har der været tale om en eksport, som trods sin betydelige størrelse har været mindre end i tiden umiddelbart før nedgangen i Amerikas økonomiske aktivitet. Importen fra USA er steget noget. Den amerikanske militære bistand liar været af stigende økonomisk betydning og har omtrent udlignet en nedgang i USA’s økonomiske hjælp til Vesteuropa. Hovedresultatet har derfor været stigende dollarreserver omend ikke længere i samme takt som i 1952 og i første halvdel af 1953. Blandt de få lande, der har kunnet notere opgang i dollareksporten, er Danmark.
De enkelte landes forhold til den vesteuropæiske betalings union er nogenlunde uforandret, idet Vesttyskland, Schweiz og Østrig har forbedret deres kreditorstilling; Storbritannien fortsæt ter nedbringelsen af sit engang så store underskud, mens Danmark, Frankrig, Grækenland, Island, Italien, Norge og Tyrkiet har stedse stigende underskud. Kreditorlande som Belgien og Holland har den senere tid haft nogenlunde balance i forholdet til EPU (med en svag tendens til underskud), mens kreditorlandene Sverige og Portugal har forringet deres stilling over for unionen.
Det gælder for alle vigtigere vesteuropæiske lande, at industriproduktionen har været stigende det sidste par år. Der er ikke tegn til, at denne stigning vil blive afbrudt i den nærmeste frem tid. I takt med denne produktionsstigning er også beskæftigelsen stigende. Da de nordvesteuropæiske lande i forvejen havde praktisk taget fuld beskæftigelse, har der i disse lande vist sig tendens til overbeskæftigelse og deraf følgende opadgående pres på lønnin gerne; kun i Holland og — i mindre grad — i Danmark har lønningerne dog vist stærkere opgang.
Høsten i 1954 var i Vesteuropa under eet ringere end det foregående år; også her dækker totaltallet imidlertid over store forskelle. Brødkornshøsten var således stigende i England, Finland, Frankrig, Sverige og Vesttyskland, mens den gik ned i Danmark, Østrig og — meget væsentligt — Sydøsteuropa. Høsten af foder korn var næsten undtagelsesfrit i bele Vesteuropa mindre i 1954 end i 1953.
Det er nævnt i det foregående, at der har vist sig tendens til prisstigning de sidste måneder. Da der samtidig er sket en for højelse af lønniveauet i en række lande, har prisstigningen flere steder fået en svagt inflatorisk karakter. Dette er i lande som Eng land, Norge og Sverige søgt imødegået ved en stramning af kredit politikken. Danmark har allerede siden forsommeren 1954 stram met sin kreditpolitik meget væsentligt; den ændrede danske politik skyldtes dog hovedsageligt ønsket om at modvirke en stærk forringelse i valutastillingen.
Højkonjunkturen i Vesteuropa må ventes at fortsætte de nærmest følgende måneder — ikke mindst på baggrund af produk tionsstigningen i De forenede stater. I Skandinavien og Storbritannien, hvor det begyndende inflationspres har vist sig kraftigst, må der dog ventes en dæmpning af højkonjunkturen for at sikre valutastillingen og holde priserne nede.
Gennem længere tid har liberaliseringsprocenten for de vesteuropæiske landes import fra hinanden været fastsat til 75; nogle lande har dog frigjort en væsentligt større del af den intereuropæiske import end mindsteprocenten. På et vesteuropæisk mini stermøde i januar besluttedes det at sætte mindsteprocenten i vejret fra 75 til 90 fra den 1. oktober i år, mens det blev pålagt alle lande at liberalisere mindst 10 pct. af den endnu bundne import. Da alt tyder på fortsat højkonjunktur, skulle denne beslutning have store muligheder for at blive ført ud i livet i de fleste lande, der deltager i det vesteuropæiske samarbejde. Samtidig får det stadigt større interesse, at deltagerlandene ikke gennem told, statshandel og andre statslige indgreb gør liberaliseringen helt eller delvis illusorisk. Man har god grund til at være skeptisk over for de enkelte landes samarbejdsvilje på disse om råder, der griber særdeles føleligt ind i deres indre økonomiske politik, men den almindelige højkonjunktur giver dog anledning til behersket optimisme.
Sven Reiermann.