Den 16. februar i år var det 150 år siden, at »Den Høiere Militaire Undervisningsanstalt« begyndte sin undervisning på Akershus, og meget passende benyttede man denne lejlighed til at fejre den højere militære uddannelse i Norge. Det skete ved en festakt på Akershus om formiddagen, hvor kong Olav og kronprins Harald var til stede, og hvor Norges statsminister Per Borten tolkede det norske folks hyldest og sagde de bemærkelsesværdige ord: »Ansvaret for den nationale sikkerhed er det tungeste, der hviler på en regering. Derfor er det af den største betydning, at de, der skal udforme forsvarspolitikken, har rådgivere, som er fagligt højt kvalificerede, og som evner at se de sikkerhedspolitiske spørgsmål i en større sammenhæng. Uddannelsen på Forsvarets Højskole skulle give en meget værdifuld baggrund for en sådan virksomhed.«
Om aftenen var forsvarsminister O. Grieg Tidemand vært ved en middag i krigsskolens gamle bygning i Tollbodgaten 10, hvis navn har samme klang i det norske forsvar, som Frederiksberg Slot hos os. Også her var kongen og kronprinsen til stede.
I dagens anledning udgav Forsvarets krigshistoriske Avdeling en jubilæumsbog med titlen »Højere militær Utdannelse i Norge 1817-1967«.
Forfatteren, generalmajor O. Lindback-Larsen, skriver i sit forord, at det i og for sig skulle synes naturligt at hygge de sidste 50 års historie på daværende kaptajn J. Schiøtz’s »Den militære Høiskoles historie 1817— 1917«, der blev udgivet i 1919 efter forsvarsministeriets bestemmelse. Imidlertid skildrer denne bog en skole i kontinuerlig virksomhed, og ganske vist var årene op til anden verdenskrig en kontinuerlig om end ofte afbrudt fortsættelse af Høiskolens historie, men i 1940 hører kontinuiteten op. Da den højere militæruddannelse skulle tages op igen efter krigen, var praktisk talt alle de forudsætninger, som havde været selvfølgelige i de første hundrede år og kunnet tillempes indtil 1940, borte.
General Lindback-Larsen har derfor foretrukket at give historien om genopbygningen af den højere militæruddannelse og de forudsætninger og problemer, som blev aktuelle efter krigen, en bred plads. Afsnittet om de første 100 år fylder 11 sider, mellemkrigsårene 35 og tiden efter 1945 75 sider.
Med denne vægtfordeling får bogen værdi for kredse langt ud over de historisk interesserede.
I en tid, hvor vor egen videregående uddannelse synes at være under omformning, er det som at få rakt en hjælpende hånd, når sløret løftes for, hvilke vanskeligheder, der skulle overvindes, og hvorledes man har indrettet sig i et land, livis situation og problemer i så meget minder om vore egne.
Som hos os havde officerskorpset efter krigen en meget forskellig baggrund. Kort efter befrielsen kom hærens og søværnets officersskoler atter i gang, og i 1949 fik flyvevåbnet sin egen officersskole. Man måtte imidlertid også i gang med stabsuddannelse og kunne ikke vente til de nyuddannede officersskoleelever havde nået den herfor nødvendige alder og tjenesteerfaring. Til at begynde med sendte man officerer til stabsuddannelse i udlandet, først og fremmest til Sverige og Storbritannien, men efter indtræden i NATO også til USA og Canada. Ialt har 252 norske officerer fået deres stabsuddannelse i udlandet.
Trods disse udenlandske bidrag til stabsuddannelsen betragtedes det imidlertid som en selvfølge, at den norske Militære Højskole snarest måtte genoptage sin virksomhed. Hærens Overkommando antydede muligheden af en for alle tre værn fælles højskole, men især søværnet lagde vægt på hurtigt at få en højere uddannelse for sine egne officerer i gang. Forsvarsstaben kom også til det resultat, at det først og fremmest drejede sig om at skaffe de højere stabes personel rimelige kvalifikationer, og foreslog, at man foreløbig skulle lade sig nøje med et elementært stabskursus. I 1949-50 begyndte så de tre værns stabsskoler og fra 1953 arbejder de tinder samme tag. Undervisningsplanerne for stabsskolerne fastlagdes uden direkte samråd mellem skolerne eller værnene, men en vis indirekte koordinering opnåedes derved, at de alle til at begynde med havde britiske rådgivere og arbejdede efter britiske forbilleder.
Stabsskolerne var således fra starten frugten af et akut behov for at skaffe kvalificeret tilgang til stabene og de højere - ikke højeste - kom- mandostillinger. Der blev givet udtryk for, at de ville svare til Den militære Højskoles generalstabslinie, og med de moderniserede undervisningsmetoder, det mere modne og erfarne elevmateriale - og også skolernes specielle formål, løser de sikkert trods den kortere undervisningstid deres opgave, men det betyder ikke, at de opfylder Den militære Højskoles målsætning for generalstabslinien.
Undervisningsmetoden ved Den militære Højskole var i sin tid genstand for adskillig kritik, men der var næppe uenighed om, at målet for undervisningen skulle have et videre sigte end forsvarets aktuelle behov. Ordet »videnskabelighed« var et gennemgående krav i målsætningen. En bredt anlagt historisk undervisning på de respektive undervisningsfelter - strategisk, taktisk, teknisk - samt sprogundervisning var udtryk for bestræbelser for at give perspektiver af varig værdi - udover alle dagsaktuelle krav og problemstillinger. Dens vigtigste opgave var at udvide elevernes militære horisont og give dem sans for og interesse for deres arbejde under en videnskabelig synsvinkel.
Så vidt rækker uddannelsen på stabsskolerne ikke, og denne omstændighed kom til syne under overvejelserne vedrørende oprettelsen af en Forsvarets Højskole.
Man skelede atter til det britiske forbillede og konstaterede, at man i Storbritannien - som forøvrigt også i USA og Frankrig - regnede med tre trin i officerernes videregående uddannelse: Værnsvise stabsskoler (f. ex. Army Staff College) - fællesværns stabsskoler (Joint Service Staff College) - forsvarshøjskole (Imperial Defence College). Man mente ikke at kunne overkomme etablering af alle tre trin, og spørgsmålet var derefter, hvilket trin den kommende højskole skulle tilsvare: Joint Service Staff College eller Imperial Defence College.
Man valgte det sidste, og i 1955 fastsloges det, at Forsvarets Højskoles formål er at forberede udvalgte officerer og civile embedsmænd til at beklæde nøglestillinger i totalforsvarets organisation.
Samme år begyndte skolens kursusvirksomhed med åbningen af det første normalkursus den 10. oktober 1955. Det skete under højtidelige former, og statsminister Gerliardsen holdt det første foredrag, hvori han indledningsvis udtalte: »Dermed bar vi trukket den praktiske konsekvens af den erkendelse, at krigen i dag er total, og at vort studium af dens væsen derfor også må være totalt, d.v.s. dække hele samfundslivet... Det vil være særlig vigtigt, at vi også i fremtiden sender vore folk til NATO’s højeste undervisningsanstalt og til vore store allierede. Men det overflødiggør ikke denne skole.«
Normalkursus varer ca. 8 måneder. I de første 11 kursus deltog 79 civile og 129 militære. Den militære overvægt ligger især på de første kursus, senere er det blevet stedse mere almindeligt, at den militære har måttet afgive pladser til den civile sektor.
Ved siden af normalkursus afholder Forsvarets Højskole chefskursus, repetitionskursus og totalforsvarskursus.
Chefskursus er for departementschefer, direktører, generaler og tilsvarende eller højere niveau - inklusive regeringsmedlemmer. Det varer 5 dage og afholdes hvert andet år. Indtil foråret 1966 havde der været fem chefskursus med i alt 99 civile og 84 militære deltagere.
Repetitionskursus er for tidligere elever og lærere ved Forsvarets Højskole eller på NATO Defence College. Det varer ligeledes 5 dage og forudsættes afholdt hvert andet år alternerende med chefskursus. Der har hidtil været afholdt tre repetitionskursus med tilsammen 41 civile og 73 militære deltagere.
Totalforsvarskursus er for »alle andre«, der arbejder med totalforsvarsproblemer eller i opinionsdannende organer. Her har Stortingets præsident, Odelstingspræsidenten, repræsentanterne i militærkomiteen, repræsentanter for samfundets store organisationer, skoler, foreninger, radio og fjernsyn været med. Totalforsvarskursus varer i 5 dage, og der har hidtil været afholdt to med i alt 57 civile og 21 militære deltagere.
Om alt dette - og meget mere - får vi klar, overskuelig og udtømmende besked i general Lindbåck-Larsens bog. Den historiske udvikling til at begynde med, genopbygningens vilkår og hidtidige resultater i midten, tanker og ideer med henblik på fremtiden til sidst. Med hensyn til det sidste er ikke mindst afsnittet »Den liøyere militærutdannelses nivå« tankevækkende. Hertil kommer et righoldigt bilagsmateriale, hvori bl. a. findes de tre stabsskolers og højskolens aktuelle undervisningsplaner.
Ved de afsluttende forhandlinger i 1955 om højskolens oprettelse, blev det fremholdt af chefen for hæren, at der ville opstå et hul imellem den væmsvise stabsskoleuddannelse og totalforsvarsuddannelsen på højskolen, og det er siden fra flere sider erkendt, at dette hul består og trænger til at fyldes. Forfatteren siger i sin sammenfatning, at det står tilbage at finde frem til en tilfredsstillende samordning af de mange adskilte uddannelsesveje, der kan give officererne det fælles grundlag, der behøves for at mestre de problemer, som de i øget tempo vil møde på det sikkerhedspolitiske, strategiske, taktiske og tekniske plan, og for at udnytte den rivende udvikling, som er i gang. Et sådant grundlag behøver de også for at holde trit med de ledende kredse i samfundet i øvrigt.
Men selv om alt måske endnu ikke er, som det burde være, selv om f. eks. også den tekniske uddannelse af officererne måtte være forsømt, så får man et stærkt indtryk af, at man i Norge i det mindste ved, hvor man står, at man har klart for sig, hvad der står tilbage at gøre, at man i så henseende har orden i sit hus.
Mogens Rosenløv.
